Det står nu krystalklart, at fascister og racister er i magtens centrum i Jerusalem. Omverdenen må se det i øjnene og mobilisere størst muligt pres for at standse uretten og genskabe et perspektiv for fred og retfærdighed for begge de to folk i det historiske Palæstina. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:
Netanyahu frygteligt tilbage
Superopportunistiske Netanyahu er tilbage som israelsk leder i koalition med de mest fanatiske kræfter, der vil skærpe undertrykkelsen af palæstinenserne. Den tostatsløsning, som en enig omverden har krævet i årtier, er chanceløs. Alt tyder på mere folkeretsstridig anneksion af de andres land og mere vold mod de besatte og indespærrede. Det er, hvad Netanyahu vil levere for at have et flertal til at bevare magten og slippe for straf for sin korruption.
Verdens øjne er fuldt forståeligt især rettet mod på Ruslands rædselsfulde angrebskrig i Ukraine og denne krigs trussel mod hele verdens fred og velstand. Også bl.a. det iranske styres frygtelige undertrykkelse af sin befolkning – og især kvinderne – fanger naturligt nok opmærksomheden hos folk og regeringer i Vesten.
Prisgivne palæstinensere
Palæstinenserne er derimod i åbenbar risiko for igen at blive prisgivet omverdenens mangel på opmærksomhed, som oftest er sket gennem 65 års lidelseshistorie.
Endnu mere brutale overgreb fra en ny Netanyahu-regering må imidlertid ikke ignoreres, for det vil forstærke en udvikling, hvor generationer af palæstinensere uretfærdigt er nægtet retten til en fri og værdig tilværelse. Det skærper risikoen for mere strid i en mellemøstlig region, der i forvejen er martret af så megen ufred og had. Europa betaler også – som den nære nabo – en høj pris for endnu mere konflikt i Mellemøsten.
I forvejen gik alt længe den gale vej. I strid med Folkeretten har Israel overflyttet hundredtusindvis af israelske borgere til de besatte områder. Der er etableret et todelt retssystem med ulige rettigheder mellem palæstinensere, der lever under militærstyre, og israelere, der lever under israelsk civil lov.
Den systematiske undertrykkelse tager form af voldsomme begrænsninger i palæstinensernes bevægelsesfrihed, flere tvangsforflyttelser og overtagelse af jord, nedrivning af boliger, overvågning og krænkelser af ytrings- og forsamlingsfrihed. Det israelske militærs ustraffede mord på Al Jazeera-journalisten Shireen Abu Akleh er et dramatisk eksempel på den tilstand, der hersker. Besættelsesmagten tolererer desuden alvorlig bosættervold mod den palæstinensiske befolkning og forsøger på at kvæle de foreninger i civilsamfundet, som støttes fra bl.a. Danmark.
I 2021 dokumenterede FN det højeste antal israelske nedrivninger af palæstinensiske strukturer i en årrække, mens et rekordhøjt antal nødhjælpsprojekter doneret af EU og medlemslande blev ødelagt eller konfiskeret.
Apartheid
Omfattende juridiske analyser fra israelske og palæstinensiske menneskeretsorganisationer samt Human Rights Watch, Amnesty International, en særlig FN-rapportør og Harvard Law Schools International Human Rights Clinic har allerede tidligere konkluderet at behandlingen af palæstinensere, der bor på Vestbredden, Østjerusalem og i Gaza, udgør forbrydelsen apartheid.
Det er en utålelig situation, der kun vil blive forværret med de rabiate jødiske nationalister i regeringen.
Mange borgere og regeringer i Europa har i årtier forsvaret Israel – som det demokrati, det burde være – og talt for landets ret til at leve i fred og sikkerhed med sine naboer. Men det har betydet, at øjne og øren var lukket for den utålelige undertrykkelse af palæstinenserne.
Nu er det krystalklart, at fascister og racister er i magtens centrum i Jerusalem.
Det er en historisk anledning til at se realiteterne i øjnene og mobilisere størst muligt pres udefra for at standse uretten og genskabe et perspektiv for fred og retfærdighed for begge de to folk i det historiske Palæstina.
Indlæg bragt i Jyllands-Posten 18. januar 2023
Mere fra min hånd om Israel og Palæstina
Illustration: Protest mod Benjamin Netanyahus nye regering ved Habima Square i Tel Aviv, Israel 14. januar 2023. Fotografen ukendt. Fra Wikimedia Commons.