Inflationen rammer hårdt og skævt. Det haster med energiløsninger

Billig og rigelig grøn energiforsyning, klimaløsning og sikkerhedspolitik er sider af samme sag, som skal realiseres ved enorm investering i grøn energiforsyning. Når staterne skal investere med her, bør regningen betales af de borgere og virksomheder, der tjener mest. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her:

eller nedenfor:

Løsninger før skattelettelser

Lige nu hærger inflationen med voldsom styrke. Fordyrelsen af især fødevarer og energi rammer langt hårdere på det lille familiebudget end på det store. Uligheden er i forvejen vokset uacceptabelt meget de seneste 20 år. Nu skal vi forhindre, at de aktuelle prisstigninger vælter mennesker omkuld, tvinger dem fra hus og hjem, eller fører til, at de får for lidt mad og kommer til at fryse i den kommende vinter. Det skal vi, mens bortfald af gas fra Rusland betyder endnu mere utålelige gaspriser og endda risiko for rationering.

Løsninger her – og ikke skattelettelser til de velhavende – bør stå i centrum af den politiske diskussion.

Vi får brug for igen at hjælpe med en ekstra varmecheck til familier med jævne indkomster, der fyrer med naturgas. Derfor er det godt, at finansministeren har sat en reserve af til inflationshjælp på et par milliarder kroner på næste års finanslov. Elprisernes aktuelle himmelflugt rejser imidlertid tvivl, om det er nok, medmindre EU finder fælles løsning på dette problem.

Nogle økonomer ser en risiko for endnu mere inflation via ekstra lønpres, hvis der uddeles milliarder i inflationshjælp uden finansiering. Men der er langt mere reel grund til bekymring for øget social ustabilitet som følge af fortsat stigende ulighed.

Statsfinanserne i topform

Statsfinanserne er i topform, og fagbevægelsen har hverken interesse i eller styrke til at udløse lønstigninger som svar på inflationen, der kan skabe en spiral af yderligere inflation, der undergraver danske job via forringet konkurrenceevne. Prisstigningerne begrænser danskernes samlede købekraft med flere snese milliarder, og det trækker meget tungere ned i efterspørgslen, end enhver tænkelig inflationshjælp trækker op. Afmatningen i købekraft og købelyst forstærkes af centralbankernes renteforhøjelser, der har fjernet den uholdbare boble i ejendomspriser og aktiekurser, og det slår måske om et øjeblik for hårdt til mod den ellers historisk høje beskæftigelse.

Der er desuden grund til tro, at de store prisstigninger, der næsten helt og fuldt kom udefra, vil mildnes i de kommende måneder – også selv om den forfærdelige krig i Ukraine fortsætter, og specielt gasprisen forbliver høj:

En del af den høje inflation er kommet forud for krigen og var en følge af forstyrrelsen af de internationale forsyningslinjer under covid-19-pandemien. Dette problem mildnes gradvis. Det ser ud til, at priserne på fødevarer og en række vigtige råvarer er ved at stabilisere sig på et nyt niveau. Benzin og olie kan godt falde noget igen, fordi andre olieproducenter end Rusland øger leverancerne. Det kan også blive Iran, hvis forhandlingerne om at genoplive atomaftale lykkes.

Fælleseuropæisk løsning

Gaspriserne kan imidlertid forblive ekstremt høje i kommende år. Lige nu suppleres fraværet af russisk gas af tørke, der lukker vandkraft ned, hæmmer transport af brændstof på floderne og vanskeliggør nedkøling af a-kraftværker; desuden er værker i Frankrig lukket på grund af reparation, og de tyske værker er under varig nedlukning. Gasfeltet Thyra på den danske del af Nordsøen er uheldigvis også under renovering til 2024. Det tager tid at oprette skibsterminaler til at modtage flydende gas og især til at oprette net til at sende det rundt i Europa. I mellemtiden må vi frygte, at akut energimangel afhjælpes ved at vende tilbage til at afbrænde stærkt CO₂-udledende kul og olie for at opretholde produktionen.

På lidt længere sigt vil stærkt øget produktion af sol- og vindenergi – som bebudet ved de nordeuropæiske statslederes topmøder i Esbjerg og på Marienborg – presse alle energipriser nedad.

Billig og rigelig grøn energiforsyning, klimaløsning og sikkerhedspolitik er sider af samme sag og skal realiseres ved enorm investering i grøn energiforsyning. Når staterne skal investere med her, bør regningen betales af de borgere og virksomheder, der tjener mest.

Én god grund er, at jo mere man tjener som borger, jo mere belaster man gennemsnitligt set klimaet med sit forbrug. En anden god grund er, at de helt ekstraordinære profitter i erhvervslivet i denne tid især skyldes markedsforstyrrelser som følge af pandemi og krig. Det gælder også på elmarkederne, hvor den høje pris på den forholdsvis lille gasfyrede del af elproduktionen trækker profitterne på levering fra alle andre energikilder langt mere voldsomt op end nødvendigt for at opnå energibesparelser og stor investering i grøn elproduktion.

Det er godt, at EU-Kommissionen har taget fat på at finde en fælleseuropæisk løsning på dette problem. Det haster.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske tirsdag d. 6. september 2022.

Mere fra min hånd om den grønne omstilling, sikkerhedspolitik og ulighed

Uden klimaløsning realiseres Verdensmålene aldrig

SDGs

Beskatning af både rige borgere og velpolstrede virksomheder kan bremse populismen og støtte verdensmål 10 om at mindske ulighed. Om dette og mere til i denne kommentar i Altinget 15. august 2022 – eller læs den nedenfor:

Globalt samarbejde

Verdensmålene tilsiger, at menneskeheden skal samarbejde og koncentrere kræfterne om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom og ufred. Særligt vi i de rige lande skal i stor hast omlægge vores livsstil, hvis den globale opvarmning skal bremses.

Allerede nu oplever vi meget mere vildt vejr med hedebølger, vældige skovbrande, orkaner og oversvømmelseskatastrofer. Især – men ikke kun – i de i forvejen varme egne af verden.

Det rammer oftest nogle af de allerfattigste. Det ødelægger landbrugsområder, boliger og infrastruktur og er et alvorligt helbredsproblem for mennesker, dyr og planter. Global opvarmning er reelt en forstærket trussel om uoprettelig udryddelse af en stor del af den eksisterende biodiversitet.

Et ret upåagtet men enormt problem på vore breddegrader er den overhængende risiko for, at mennesker med stigende levestandard vil imødegå den globale opvarmning ved at investere massivt i luftafkøling.

Risikoen for ny strøm fra fossile brændsler

Det vil i nogle varme lande være det største enkeltbidrag til at bruge mere strøm. Folk vil nemlig forsøge at mindske generne ved den globale opvarmning, men hvis denne efterspørgsel imødekommes ved at bygge flere kulkraftværker, bruge oliefyrede generatorer eller brænde naturgas af, betyder det, at den indendørs nedkøling vil accelerere temperaturstigningen udenfor kraftigt.

Det effektive svar på dette voldsomme dilemma er derfor her og nu at indføre standardkrav om på langt mere energieffektive airconditionanlæg. Man må desuden holde op med at subsidiere fossile brændsler, som der ellers kan være en tilbøjelighed  til at gøre for at mindske forarmelse og social uro på grund af den aktuelle eksplosion i energipriserne. 

I stedet må der gøres en massiv indsats for at få priserne på basale fødevarer nedad igen. Det kan ske ved en kombination af markedsindgreb – som for eksempel aftalen om at få korn ud af Ukraine og Rusland trods krigen – og ved subsidier finansieret ved lån fra de rige lande og blandt andre Verdensbanken.

Co2 afgifter skal styrke fossilfri strømforsyning

Når priserne igen falder på det fossile, er der i de rige lande brug for via CO2-afgifter at fastholde en høj pris for at understøtte en overvældende massiv udbygning af en CO2-fri strømforsyning.

En sådan politik til fordyrelse af det hidtidige adfærdsmønster vil møde politisk modstand, hvis man ikke på anden vis kan give støtte eller lette skatten for familier, der har beskedne indtægter.

I Danmark med de mange naturgasfyrede private husholdninger, der ikke hurtigt kan omstilles til billigere fjernvarme eller varmepumper, kan der være brug for at give ganske mange indkomstbestemte tilskud i de nærmeste år.

Det er ikke umuligt at finde bæredygtige og socialt afbalancerede løsninger, men der har de seneste seks år været stadig flere sten på vejen for det globale samarbejde og prioritering af verdensmålene.

Øget fattigdom nærer social og politisk ustabilitet

Brexit, Trump og hans klimafornægtelse, pandemien og konfrontationen mellem USA og Kina. Nu tilføjet Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden med forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi.

Flere bliver rigtigt fattige, og det nærer social og politisk ustabilitet – også i Europa. Det vil allerede nu med sikkerhed øge presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd.

Krigen i Europa udløser en dyr oprustningsbølge, der kan fortrænge investering i verdensmål. Det er desuden en reel risiko for at det amerikanske demokrati med helt uoverskuelige konsekvenser kollapser med genvalg af Trump i 2024. Derfor er det vanskeligt at fastholde fokus på klimakrise og verdensmål.

EU ser ud til at være den del af verden, hvor fokus stadig er stærkest med meget ambitiøse planer for grøn omstilling. Der er udbredt forståelse for, at klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokravet og afsavnene undervejs er større, end vi havde forestillet på grund af Putins krig og det forventede stop for russisk gas.

Det presser som sagt privatøkonomien hos mange, og vi risikerer at låse os fast på øget forbrug af kul, olie og dyr flydende gas (LNG) for at holde økonomien i gang trods fraværet af den russiske gas.

Derfor er der i Tyskland og mange andre lande vældige ambitioner om hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Men det kræver en helt anderledes hurtig godkendelse af vedvarende energianlæg end hidtil. Den tyske vicekansler Robert Habeck har for eksempel sagt, at det i nogle tilfælde handler om at få tidsforbruget for myndighedsgodkendelser ned fra 15 til halvandet år!

Så slemt er det naturligvis ikke altid, men givet er det, at regler må forenkles og såvel sagsbehandling som klagefrister må forkortes meget kraftigt.

Vindmøller og solcelleanlæg er vejen frem

Hvis vi skal sikre bæredygtig og billigere energiforsyning som svar på de nuværende kriser, så må man leve med udsigt til vindmøller og solanlæg. Hensyn til biodiversiteten skal naturligvis tages, men det må være ved præcise myndighedskrav fra starten og ikke ved, at store vedvarende energianlæg undervejs sættes i stå af klageinstanser.

Desuden må der satses stort på uddannede og tiltrække kvalificeret arbejdskraft og hurtigt at udvide den europæiske industrikapacitet til at levere vedvarende energianlæg, hvis vi skal undgå flaskehalse og en stærkt stigende pris på den grønne omstilling.

Den økonomiske smerte – især hos den mindre velstillede det af befolkningen – kan udløse modvilje mod den aktuelle kurs for Europa. Vælgeroprør kan resultere i mere national egoisme, svækket solidaritet over for den russiske aggression og endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.

Windfall-skat og retfærdig byrdefordeling

De toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere. En nødvendig forudsætning for succes er en klart mere socialt retfærdig byrdefordeling. 

Derfor skal velhavende borgere og selskaber betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse, og vi dermed kan undgå politisk ustabilitet. 

Den danske overvismands forslag om en effektiv beskatning af krisetidens enorme éngangsgevinster i skibsfarten og fra andre steder – også forslag om særskat på de fossile energiselskabers enorme profitter – er uhyre relevante bidrag.

Mindre ulighed – verdensmål 10, der vedrører både rige og fattige lande – er en nødvendig forudsætning for at stabilisere demokratiet og sikre folkelig forståelse for, at det også er i vores langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet.

Mogens Lykketoft er Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN’s generalforsamlingDette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mere fra min hånd om klimaet og FN’s Verdensmål

Det går ud over Taiwan og verdens fred, når de store spiller med musklerne 

Pelosi og Tsai Ing-wen

Præsident Trump gjorde stor skade med sine primitive Kina-bashing, der vandt genklang på hjemmebanen. Desværre har Bidens administration fastholdt kursen trods mere afbalancerede signaler fra Demokraterne i valgkampen i 2020. Der har ført til en spiral af enormt kostbar oprustning i både i USA og Kina.

Læs mit seneste indlæg i Berlingske her – eller nedenfor:

USA og Kina på kollissionskurs

USA er dét udland, jeg har boet længst i, men Kina er det land, jeg har besøgt flest gange – nemlig 18 gange siden 1978. Jeg har i årenes løb mødt ledende politikere fra begge lande. I min tid som formand for FN’s generalforsamling oplevede jeg, at der stadig var forståelse af et fælles ansvar for verdens fred, økonomiske fremgang og klimaløsning.

Præsident Nixons tilnærmelse mellem USA og Kina i 1972 skete, fordi begge parter havde interesse i at holde Sovjetunionen i skak og udvikle deres økonomiske samkvem. Derfor blev der også enighed om ikke at rokke den kunstfærdige status quo omkring Taiwan: USA anerkendte – nu sammen med 182 andre lande – formelt, at der kun er ét Kina, og at Taiwan er en del af Kina. Men Kina accepterede stiltiende, at USA bevæbnede Taiwan, og afstod selv fra med militær magt at forsøge at afskaffe Taiwans reelle selvstændighed.

Kinas tiltagende styrke

Kinas økonomiske styrke er siden vokset mindst 30 gange. Og landet er blevet en sandsynlig rival til USA om førerpositionen i verden i det 21. århundrede. Det har på utrolig kort tid ændret den amerikanske forståelse af Kina. Xi Jinpings stadigt mere autoritære styre, undertrykkelse af tibetanerne og muslimerne i Xinjiang samt afskaffelsen af demokratiske friheder i Hongkong har medvirket til stemningsskiftet; men det er først og fremmest Kinas fremmarch på verdensscenen som politisk og økonomisk rival, der har bygget en meget fjendtlig stemning op i USA.

Især præsident Trump gjorde stor skade ved primitiv Kina-bashing, der havde genklang på hjemmebanen. Desværre er det fortsat under Biden trods mere afbalancerede signaler fra Demokraterne i valgkampen i 2020. Der er nu en spiral af enormt kostbar oprustning i gang både i USA og Kina. Men Kinas militær har en kapacitet, der er mindre end en tredjedel af USA’s. Desuden kan USA regne med, at stærke naboer til Kina – hele vejen fra Japan til Indien – indgår i et balanceregnskab, hvor det ikke frister Kina til at søge militær konfrontation. Enhver klarhovedet kinesisk leder ved, at krig vil være enden på den enorme, økonomiske fremgang og samkvemmet med resten af verden, som er regimets livsforsikring for fortsat folkelig opbakning.

Demokrati på kinesisk

Men USA’s udfordring i Kinas stigende magt skaber frygt for at blive angrebet og nærer stærke nationalistiske følelser. Der er i Kina tåbelige fanatikere ligesom Putin, der vil sætte alle hensyn til side for at »bringe Taiwan tilbage til moderlandet« med militær magt. Det udfordrer dem, at Taiwan er det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds, og at befolkningen på øen – trods det stærke økonomiske samkvem – absolut ikke ønsker at dele skæbne med Hongkong ved at komme under Beijings kontrol.

Der er også tåber i USA, der tror, at en krig kan forhindre de 1.400 millioner mennesker i Kina i at blive det 21. århundredes anden supermagt.

Og så er der dem, der ikke ønsker krig, men leger med ilden, for at styrke sig politisk derhjemme: Der er næppe en anden forklaring på formand for Repræsentanternes Hus i USA Nancy Pelosis Taiwan-besøg, end at hun mener, at det styrker Demokraterne i midtvejsvalgene til november. Der er heller ikke en anden forklaring på Kinas voldsomme, men kontrollerede reaktion på besøget, end at præsident Xi skal stå stærkest muligt over for sine egne supernationalister, når han skal genvælges på partikongressen i november. Præsident Biden ønskede ikke, at Pelosi rejste til Taiwan, men var for svag til at forhindre det. Og denne svaghed bekymrer Xi, lige så meget som Xis svaghed over for hans egne nationalister bekymrer Biden.

Forbrødring af Kina med Rusland

Nu er risikoen, at parterne varigt afbryder eller svækker de kanaler, hvori der hidtil – trods al offentlig udtrykt fjendtlighed – er blevet samarbejdet om at undgå utilsigtede, militære sammenstød og promovere fælles klimaløsninger.

Desuden er det bestemt ikke i Vestens interesse, at man i den nuværende ophidsede stemning driver Rusland og Kina endnu mere i armene på hinanden. De elsker jo grundlæggende ikke hinanden. Kinas afmålte, venlige forhold til Putin er nok dels drevet af mulighederne for kontant at udnytte Ruslands trængte position under krigen mod Ukraine, dels en reaktion på USA’s voksende aggressivitet over for Kina.

Lige nu er det taiwanernes interesser og nerver, der lider under Kinas voldsomme økonomiske og militære reaktioner på Pelosis provokation.

Forhåbentlig er der en vej tilbage efter det amerikanske valg og den kinesiske partikongres. Ellers kommer vi til at opleve endnu mere rustningskapløb, der øger risikoen for krig ved en fejltagelse og sluger enorme midler, der kunne være brugt til fredelig udvikling.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om forholdet mellem USA og Kina

Kan Biden undgå nederlag til november?

Joe Biden nærer tre spinkle håb, der kan bidrage til en sejr ved midtvejsvalget til november trods hans støt dalende popularitet i hjemlandet. Det skriver jeg om i min seneste kommentar i Jyllands-Posten. Læs den her – eller nedenfor:

Svær kamp til november og Trumps udenrigspolitiske arv

Verden drog et lettelsens suk, da Joe Biden vandt over Trump ved præsidentvalget i 2020. Men desværre er den nu 79-årige præsidents hjemlige popularitet styrtdykket siden valget. Han virker fysisk svækket, og hans vigtigste projekter om klima og velfærd har set ud til at ligge i ruiner. Forventningen har været, at Republikanerne ville få flertal i Kongressen ved midtvejsvalget til november. Demokraterne skulle besejres ved at give Biden skylden for inflationen, selv om prisstigningerne på benzin og fødevarer mv. helt åbenbart er globale fænomener, som forstærkes af Putins krig. Republikanernes ankermand i Senatet, Mitch McConnell, fortsætter ufortrødent sin kyniske visnepolitik, der også blokerede for Barack Obamas lovinitiativer. 

Nu er der imidlertid tændt et beskedent håb om, at Demokraterne kan undgå nederlaget i november. Af tre grunde:

For det første angriber det højreekstremistiske flertal af dommere i Højesteret, i strid med et stort flertal i befolkningen, retten til abort, blokerer enkeltstaters indsats for våbenkontrol og for præsidentens dekreter om klimatiltag. Det kan kun overtrumfes ved lovgivning fra et demokratisk flertal i Kongressen

For det andet har Demokraterne i Senatet lykkeligvis i sidste øjeblik kunnet enes om en pæn andel af Bidens initiativer på klima og velfærd, fordi den modvillige senator Joe Manchin kom med om bord. Dermed mildnes indtrykket af en handlingslammet præsident.

For det tredje er der omsider visse tegn på, at vælgere skræmmes væk fra Republikanerne, fordi det efterhånden entydigt dokumenteres, hvordan partiets Godfather Trump forsøgte at kuppe sig ud af valgnederlaget med dét angreb, han udløste mod Kongressen 6. januar 2021.

Mærkeligt nok har Bidens massive militærbistand til Ukraine ikke hidtil øget hans vælgerpopularitet, selv om han politisk har bred opbakning. Bidens stærke opbakning til NATO og Ukraine er opløftende, selv om det virker hyklerisk at definere indsatsen som en global kamp mellem demokrati og autokrati, når man – for at bekæmpe Putin – allierer sig endnu mere med en serie andre despoter med den saudiske kronprins i spidsen. 

Trumps udenrigspolitiske hængedynd

Det er bekymrende, at Biden på to væsentlige områder hænger for meget  fast i Trumps kaotiske kurs på den internationale scene.

Den indædte kampagne mod Kina fortsættes i samme skingre tone som under Trump. Konfrontationen drives åbenbart mere af generel frygt i den amerikanske offentlighed for Kina som fremtidens anden supermagt end af berettiget harme over kinesiske overgreb bl.a. i Xinjiang og Hongkong. Kampagnen risikerer yderligere at forbrødre Rusland og Kina. Der er i stedet brug for at tøjle rivaliseringen og appellere energisk til USA’s og Kinas fælles interesser for fred, handel, klimaløsninger og at inddrage Kina i et mere forpligtende internationalt samarbejde frem for en opslidende kold krig.

Det ser også sort ud for Bidens oprindelige hensigt om at genoplive atomaftalen med Iran. Han kan ikke garantere, at aftalen kan overleve det næste amerikanske præsidentvalg, og iranerne frygter nyt løftebrud og ny økonomisk blokade ved republikansk valgsejr. Desuden har Biden ladet sig svinebinde af Trump-administrationens allersidste intrige imod ham: De stemplede Irans revolutionsgarde som terrororganisation med det formål at blokere atomaftalens genopståen. Dén blokering kan Biden af indenrigspolitiske grunde og af hensyn til Israel og Saudi-Arabien åbenbart ikke vikle sig ud af.

Kommentaren udkom i J-P 3. august 2022

Mere fra min hånd om Joe Bidens USA

Holder solidariteten i Danmark, EU og verden?

Nye vælgeroprør lurer mod den traditionelle politiske elite. De gamle toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bekæmpe ulighed, bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere i den måske værste krisetid siden Anden Verdenskrig.

Det handler min seneste klumme i Berlingske om. Læs den her – eller nedenfor:

Ægte national solidaritet med mindre ulighed er nødvendig for at cementere demokratiet

FN’s verdensmål, der blev vedtaget for syv år siden, er et forsøg på anskueliggøre, hvor afhængige vi mennesker på tværs af alle grænser er af hinanden, og hvor aldeles afgørende det er at løse en lang række eksistentielle udfordringer samtidig og i fællesskab, hvis kloden skal være til at holde ud at opholde sig på også om 50 og 100 år.

Det handler om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom, ufred og oprustning og om at omlægge vores livsstil, så den globale opvarmning bremses. Lige nu går det den gale vej.

Det internationale samarbejde, der var skitseret med verdensmålene, er i opløsning. Truslerne er langstrakt varm krig i Ukraine, ny kold krig med Kina, vedvarede forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi. Fokus på klimakrisen risikerer at blive svækket, selvom den globale opvarmning i foruroligende tempo fremkalder vildt vejr med hedebølger, tørke, orkaner og oversvømmelser. I kølvandet af det kommer sult og armod, mere utilfredshed, social ustabilitet og nye konflikter. Presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd tager voldsomt til.

Kan vi overhovedet nå det?

Har vi mistet chancen for at finde den rette kurs som følge af en lang række katastrofer de seneste seks år? Brexit, fire tabte år med Trump og den dramatiske forværring af forholdet mellem supermagterne USA og Kina. Dertil to års pandemi og Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden.

Det kan blive endnu værre, hvis det amerikanske demokrati kollapser med genvalg af Trump om 2,5 år. Så svækkes klimaindsatsen på ny, og måske svækkes USA’s vilje til at være rygstød i det NATO, der skal ruste Ukraine til at slå angriberen tilbage.

Europa må holde sammen

Lige nu er det afgørende, at Europa holder sammen, uanset at krigen bliver en økonomisk nedtur med eksploderende energi- og fødevarepriser og måske rationering af gas til vinter. Samtidig er der brug for en enorm kraftanstrengelse for at fremskynde den grønne omstilling, så krigen ikke bliver til øget kulforbrug, men hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokrav og afsavn undervejs er større, end vi havde forestillet os bare ved nytårstid i 2022.

Frygten er, at den økonomiske smerte, især for den mindre velstillede det af befolkningen, vil fremelske modvilje mod dem, der har lagt den aktuelle kurs for samarbejde i Europa. Det kan udløse mere national egoisme, der svækker solidariteten over for den russiske aggression og medfører endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.

Højreradikale populister

Ungarns statsminister Orbán kurtiserer allerede Putin for at få gas, selvom der lukkes for andre. Den nye skræk er, at de kommende italienske valg vil udløse flertal for Trump-lignende højreradikale populister i Sydeuropas mest folkerige nation. I de italienske meningsmålinger fører dem, der er kendt som Putins gode venner og modstandere af stort set alle andre fremmede. De er også stærkt kritiske over for EU, selvom europæisk budgetstøtte og opbakningen fra Den Europæiske Centralbank er Italiens bedste værn mod en ny dyb krise.

Vi må håbe, at Europa trods alt forskånes for øget opbakning til politiske bevægelser, som appellerer til frygt og frustrationer uden at have noget, der bare ligner effektive svar på den afmagt og de udfordringer, folk møder i hverdagen.

Men sporene skræmmer. Overalt lurer nye vælgeroprør mod den traditionelle politiske elite. De gamle toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere i den måske værste krisetid siden Anden Verdenskrig.

Socialt retfærdig byrdefordeling

Også de danske centrum-højrepartier må forstå, at en af de allervigtigste forudsætninger for at forhindre nye vælgeroprør og fastholde folkelig opbakning til at løse de internationale udfordringer er, at der skabes en langt mere socialt retfærdig byrdefordeling.

Superrige personer og selskaber skal også herhjemme betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse. Ægte national solidaritet med mindre ulighed er en nødvendig forudsætning for at cementere demokratiet og sikre folkelig accept af både vores moralske forpligtelse og langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet: Det er forudsætningen for at de ny generationer kommer til at leve i en mere fredelig verden, hvor kræfterne i endnu højere grad bruges på at bremse den fatale globale opvarmning.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske 25. juli 2022

Flere indlæg fra min hånd om populisme og ulighed

Uffe er død.

Mogens og Uffe

Min ven, samtalepartner og kollega Uffe Ellemann-Jensen er død. Det er et stort tab, jeg kommer til at savne ham. Læs min nekrolog over Uffe i Information – eller nedenfor:

Uffe er død. Det er en vældig og folkekær personlighed, der nu har forladt os. Uhyre begavet og vidende, skarp i analyse og replik, altid med en kraftfuld blanding af humor, engagement og kampvilje. Han elskede livet, selskabet, festen. Han var altid frisk med den gode historie eller kommentar, som han fortalte med humor og sarkasme. Uffe havde en formidabel hukommelse og analysekraft.

Vi gamle husker ham længst tilbage som tv-journalisten, der tog et koldt brusebad foran skærmen under den første oliekrise.

Ikke så længe efter gik han ind i politik og blev valgt til Folketinget for Venstre, hvor hans replikskarpe og uhyre morsomme far, Jens Peter Jensen, allerede var aktiv. Uffe var politisk ordfører for Venstre under den kortvarige SV-regering i 1978-1979 – et projekt, han dengang støttede helhjertet.

Det var Uffes og Danmarks udenrigspolitiske gevinst, at hans daværende partiformand, Henning Christophersen, ikke ville tilbage som udenrigsminister, men valgte Finansministeriet, da han tabte spillet om statsministerposten til Poul Schlüter i 1982.

Koldkriger

Som udenrigsminister var Uffe handlekraftig og risikovillig. I de første fem år af hans mere end ti år lange tid på posten levede han livet farligt i konstant konflikt med det alternative sikkerhedspolitiske flertal. Uffe blev af den daværende ledelse i Socialdemokratiet opfattet som en fræk gadedreng, der skulle fældes: Han havde en meget kritisk og lemfældig omgang med den række af kritiske fodnoter til NATOs raketprogram, som han måtte tåle fra et flertal uden for regeringen, der også omfattede den borgerlige regerings radikale støtteparti.

Men De Radikale ville ikke vælte Uffe og regeringen. Det blev i stedet til en lang række ’næser’ fra flertallet, som Uffe fremviste med stolthed. Han lagde aldrig skjul på, at han var koldkriger og ikke stolede på Rusland og derfor ønskede den vestlige alliance stærkest mulig. Det var en triumf for ham, at fodnoternes tid var ovre, da De Radikale kom i regering i 1988.

En legende i internationalt diplomati

Uanset den hjemlige kritik i de første år styrkede Uffe Danmarks internationale gennemslagskraft ved fænomenalt talent for at knytte nære personlige relationer til toneangivende kræfter i omverdenen. Hans venskab med den tyske kollega og partifælle Hans-Dietrich Genscher er for eksempel velkendt. Men det gjaldt også amerikanske republikanske udenrigsministre. Og socialdemokratiske kolleger som Thorvald Stoltenberg i Norge og Jan Eliasson i Sverige. Uffe blev med sit talent for farverig fremtræden og sin lange tjeneste en legende i internationalt diplomati.

Uffes stjernestund kom ved afslutningen af Den Kolde Krig med Murens fald. Han kendte den gamle kommunistiske verden fra sit virke som journalist og efterretningsmand og delte euforien med de mange millioner, der kom ud af fængslet. Hans største bedrift var at sikre, at Danmark var det første land, der anerkendte og sendte en ambassadør til de tre baltiske lande, da de i 1991 brød ud af Sovjetunionen. Han satte sig i spidsen for et meget aktivt program for at styrke de nye baltiske demokratier og knytte dem til Vesten.

Uffe havde to nederlag: At han som udenrigsminister måtte tåle nederlaget ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten for udvidelse af EU-samarbejdet i 1992, og at han med papirstynd margin ikke blev statsminister i 1998. Det havde nok været en mere frisindet borgerlighed, der havde fået magten under hans ledelse end under senere venstreledede regeringer. Dansk Folkeparti ville næppe have fået så stærk indflydelse.

Uffe selv mente, at nederlaget i 1998 reddede hans liv yderligere 24 år. Han mente, at arbejdspresset som statsminister havde slået ham hurtigt ihjel – med alle de fysiske skavanker, han længe måtte trækkes med. Til gengæld fik han en spændende tilværelse med mange bestyrelseshverv og skrev flere gode bøger om det liv, han havde levet.

Mit eget forhold til Uffe var præget af, at vi egentlig altid godt kunne lide hinanden, men mange år så at sige kørte på forskellige politiske bølgelængder – jeg med fokus på økonomi, han på udenrigspolitik. Da det sidste blev vores begges fokus, var det ham, der foreslog TV 2 News, at vi skulle lave TV sammen. Jeg er utrolig glad for det samvirke og venskab, vi udviklede undervejs.

Døden var ikke uventet af ham selv. I mange år sagde han med sit sædvanlige grin, at han fejlede en masse, men at lægerne ikke mente, at det var noget, han ville dø af.

Jeg mødte ham senest i to repriser på vores lange serie af udenrigspolitiske debatprogrammer. Det var lige efter starten på den russiske angrebskrig mod Ukraine. Han var tindrende klar i sin analyse og rasende over, at så meget af det, han havde forudset og frygtet, nu skete.

Det var nu en meget stor fysisk anstrengelse for Uffe at rykke ud til tv. Da vi sammen kørte frem og tilbage i taxi, sagde han – ind imellem vores altid gode samtale om dansk og international politik – at kræften var løbet løbsk, og at han snart ville dø. Han så det lige i øjnene.

Mine tanker går til Uffes hustru, Alice Vestergaard, og den store flok af børn, svigerbørn og børnebørn, der elskede Uffe, og som han elskede. Vi er rigtigt mange andre også uden for familiens kreds, der vil føle sorgen og det varige savn af at dele tanker og godt selskab med ham.

Æret være hans minde.

Nekrologen blev bragt i Information 20. juni 2022

Om Mette Holms samtalebog med Uffe og mig fra 2018: Markedets bedste udenrigspolitiske lynkursus

Er vi kommet til det amerikanske demokratis skæbnestund?

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen i USA kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal – det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Folkeflertallets stemmer tæller mindst

Et stort flertal af amerikanere ønsker fri abortvåbenkontrolklimaindsats og et solidarisk sundhedssystem for alle.

Alligevel er den fri abort under angreb. Trods skolemassakrer og andre massemord, forhindrer våbenlobbyens venner, at der indføres effektive begrænsninger i adgangen til private skydevåben. Kullobbyen med den kun af navn demokratiske senator Joe Manchin i spidsen blokerer sammen med republikanerne effektive lovinitiativer for klimaet. Sundhedsindustrien og konservative kræfter sætter fremskridtene fra Obamas tid under vedvarende angreb.

Joe Biden er i overensstemmelse med folkeflertallet, og der var stor lettelse både hjemme og ude, da han blev valgt. Men han taber dramatisk i popularitet, fordi han ikke kan få flertal for sin politik. Frustrationerne kan føre til, at en i forvejen lav valgdeltagelse bliver endnu lavere ved næste valg, fordi seneste stemmeafgivning ikke gjorde nogen mærkbar forskel.

Magtfulde medier med Fox News i spidsen sviner systematisk Biden til og holder Trump-bølgen ved lige.

Trump forsøgte forfatningsstridigt at beholde magten til trods for valgnederlaget i 2020, men alligevel for dette, er der stadig meget stor risiko for, at Trump i 2024 vender tilbage på præsidentposten – med endnu stærkere autoritære træk og en politisk kurs, som et flertal af amerikanere er indædte modstandere imod.

Dét kan nemlig ske, selvom der fortsat er millionstort demokratisk stemmeflertal: En lang række mekanismer i det amerikanske valgsystem virker stadigt stærkere i retning af, at mindretallet af vælgere sætter sig på majoriteten i alle magtens korridorer. Det er især de farvede, de yngre, kvinderne og progressive borgere i kyststaterne mod øst og vest, der ender med at være dramatisk underrepræsenteret, mens politikere, der er finansieret af de superrige personer og virksomheder, er voldsomt overrepræsenteret.

Årsagerne findes hele vejen ned gennem systemet fra præsidentvalg, valg til de lovgivende forsamlinger både i Unionen og i enkeltstaterne og hos det ultrakonservatives flertal i den politisk udpegede amerikanske højesteret:

Det mærkværdige valgmandssystem betyder, at Biden kan blive den sidste demokratiske præsident, der blev valgt, uanset at demokraterne også i fremtiden i nationen som helhed får langt flest stemmer. Trods de syv millioner stemmers overvægt til Biden i 2020, ville Trump været blevet den lovligt valgte præsident, hvis bare 40.000 vælgere i tre stater havde stemt anderledes. Logisk ret uforståeligt!

Knægte folkeflertallets vilje

Til Senatet vælges to senatorer fra hver stat. Det betyder, at flertallet af senatorer vælges af den tredjedel af befolkningen, der bor i tyndt befolkede og overvejende konservative stater.

Der skal for eksempel 40 gange så mange stemmer til at få en demokratisk senator fra Californien valgt, som til få en republikansk senator fra Wyoming valgt. De overvejende farvede og demokratiske vælgere i Washington DC og Puerto Rico har slet ikke stemmeret til Senatet, fordi deres bopæl ikke er i en af de 50 anerkendte delstater.

Til Repræsentanternes Hus vælges lovgiverne i forhold til staternes folketal, men valgkredsinddelingen er ofte manipuleret, så vælgerflertal bliver et mindretal af repræsentanter. Det samme gælder valgene til de lovgivende forsamlinger i enkeltstaterne. Desuden er republikanerne voldsomt i gang med at opstille praktiske forhindringer for at stemme. Det går reelt ud på at mindske valgdeltagelsen blandt demokratiske vælgere, der er farvede og/eller fattige. Endelig er der mellem staterne uens praksis for, hvem der helt kan berøves stemmeret på grund af tidligere domme – noget der selvfølgelig også især rammer de farvede.

Den reaktionære Højesteret, som Trump fik skabt, har desuden en uhyre aktiv rolle i at knægte folkeflertallets vilje. Det ses mest aktuelt i abortsagen, hvor kvindernes frie ret til de seneste 50 år at bestemme over deres krop angribes. Men det gør sig blandt andet også stærkt gældende ved, at Højesteret ikke aktivt går op imod den lokale lovgivning, der manipulerer et flertal af vælgere til et mindretal af lovgivere.

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal.

Der er brug for en hidtil uset folkelig mobilisering for at revitalisere demokratiet. Ellers kan det ende med et mere autoritært styre og en borgerkrigslignende tilstand, der fjerner USAs kapacitet og legitimitet som leder af den demokratiske verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 14. juni 2022

Mere fra min hånd om demokratiet i USA

Uden forsvarsforbehold får vi et stærkere nordisk fællesskab i Europa

Vi må af med forsvarsforbeholdet. Det er der mange gode grunde til, bl.a. et styrket nordisk forsvarssamarbejde, som vi har efterspurgt i årtier. En anden vigtig grund er som værn mod Donald Trumps mulige genvalg som præsident i USA. Læs mere om det i min kommentar i Jyllandsposten – eller nedenfor:

Nye tider kræver ny handling

EU-positive partier har dårlige erfaringer med folkeafstemninger om noget, der tolkes som ’mere EU’. Derfor er det forståeligt, at regeringen indtil 24. februar 2022 tøvede med at sætte afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU til folkeafstemning. 

Aftalen mellem S, V, K, RV og SF om at udskrive folkeafstemning om afskaffelse af forbeholdet 1. juni er er imidlertid indlysende, fordi vi alle i Europa må tænke anderledes offensivt på baggrund af den russiske angrebskrig mod Ukraine. 

Det er historisk nyt, og for Danmark meget positivt, at Finland og Sverige om få dage beslutter at søge medlemskab af NATO. De to lande er i forvejen en del af EU’s forsvarssamarbejde, hvor også Norge deltager, selv om landet ikke er fuldt medlem af EU. Kun Danmark står med sit forbehold udenfor.

Alle nordiske lande kommer til at bidrage til NATOs konventionelle forsvar for at udelukke enhver fristelse hos Putin til at overveje overfald på et NATO-land, f.eks. i Baltikum. NATO må ikke trænges op i en krog, hvor eneste mulige svar på et sådant kupforsøg er atomvåben.

DF’s Messerschmidt påstår, at et ja til afskaffelse af forbeholdet vil være vejen til en Europa-hær, som vi vil være forpligtet til at udsende eller udskrive soldater til. Det er løgn.

Vi kan frygte at USA vil engagere sig mindre i Europas forsvar, hvis katastrofen indtræder, at Trump vender tilbage som præsident. Men selv om Europa i højere grad måtte blive overladt til sig selv, så vil forsvaret mod øst forblive forankret i NATO. Derfor går Finland og Sverige med nu.

Det er forventeligt, at USA, uanset hvem der er præsident, vil overlade det mere til Europa at sikre fred på vores sydlige flanke. Derfor kan EU komme til på egen hånd at slukke ildebrande uden for vore egne grænser – f.eks. i Bosnien, Mellemøsten og Afrika.

Men fuldstændig som ved de amerikansk ledede missioner, vi hidtil har deltaget i, vil det altid være Danmarks egen beslutning, hvordan og hvor langt vi skal deltage, og det vil kun ske med frivillige soldater. Og EU-ledede missioner vil nok blive udformet klogere og mere forsigtigt end det, vi blev inddraget i under amerikansk ledelse de seneste 20 år.

Sært med Enhedslisten

Det er i grunden mærkeligt, at Enhedslisten vil bevare forsvarsforbeholdet, selv om det især for dét parti turde være indlysende, at skal vi endelig ud i sådanne missioner, så er det bedre at EU står for det end USA. Partiet har ellers fornuftigvis skiftet kurs ved at støtte våbenhjælp til Ukraine, erkende at der ikke lige nu er noget alternativ til NATO-medlemskab og forstå, at kampen ikke længere handler om at komme ud af EU, men at udvikle samarbejdet i ny retninger. 

Det er også mærkeligt, at Enhedslisten er mod EU-samarbejde om at få mere af våbenproduktionen til Europa i stedet for at købe så meget hos USA’s militærindustri. Partiet frygter, at det vil ’militarisere’ EU. Men der kommer jo ikke samlet set flere våben ud af dét. Derimod kan man håbe, at Europa får en større andel af arbejdspladserne og mere af dén højteknologi, som også skal bruges civilt.

Hele venstrefløjen burde enes om at notere det som en sejr, at vi nu omsider kan realisere den gamle drøm om et nordisk forsvarsforbund – inden for både i NATO og EU. Tilstedeværelsen af alle nordiske lande i samarbejdet begge steder giver bedre mulighed for at præge beslutningerne med fælles nordiske holdninger – også når freden skal bygges i Ukraine, og samarbejde skal genskabes med Rusland efter Putin.  

Kommentar bragt i Jyllands-Posten 11. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og NATO

Ud med forsvarsforbeholdet, så nordisk drøm kan gå i opfyldelse – til Danmarks fordel 

Med afskaffelse af det danske forsvarsforbehold i EU og Sverige og Finland i NATO er hele Norden samlet med en helt anden styrke og indflydelse på den forsvars- og sikkerhedspolitiske tænkning både i NATO og i EU. Mere om dét i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Endelig et nordisk forsvarsforbund!

Statsminister Hans Hedtoft kæmpede i 1948-49 for et neutralt nordisk forsvarsforbund. Norge ønskede beskyttelse fra USA og Storbritannien gennem NATO, og Sverige ville ikke alene påtage sig at garantere Danmarks sikkerhed. For at lette det sovjetiske pres på Finland insisterede svenskerne på at forblive neutrale. Derfor kom Danmark med i NATO.

Drømmen om et nordisk forsvarsforbund levede dog videre langt op i tiden – især blandt modstandere af amerikanske interventioner rundt om i verden fra Vietnam-krigen, CIA’s involvering i kup mod demokratiske regeringer blandt andet i Chile og til invasionen i Irak, der blev iværksat på et falsk grundlag og med dystre konsekvenser for stabiliteten i hele Mellemøsten.

Personligt var jeg enig i denne kritik af USA, men måtte erkende, at Vesteuropa ikke ved egne kræfter kunne afskrække en sovjetisk trussel. Vi havde brug for USA og NATO.

Ruslands levende imperiedrømme

Efter Den Kolde Krigs afslutning håbede mange af os på en europæisk sikkerheds- og samarbejdspagt med et demokratisk Rusland. Men de ny demokratier i Østeuropa havde ikke tillid til, at de russiske imperiedrømme var lagt i graven. De bad indtrængende om medlemskab i NATO. Jeg var selv som dansk udenrigsminister i Washington for at tale for de baltiske landes optagelse i NATO, som USA i starten ikke var særlig positiv over for.

Vi må – efter mere end 20 år med Putin som Ruslands stadigt mere totalitære hersker og den aktuelle aggressionskrig – erkende, at østeuropæerne havde ret. Der diskuteres, om vi kunne have afværget Putin-udviklingen ved at håndtere forholdet til Rusland anderledes efter 1992. Men intet kan retfærdiggøre det barbariske overfald på Ukraine, og frygten for fortsættelsen har udløst voldsom nyorientering af europæisk sikkerhedspolitik:

Finland og Sverige vil nu med i NATO, og europæiske NATO-lande opruster med soldater og isenkram. Vi skal have tilstrækkeligt konventionelt militær til at standse et russisk overfald på et NATO-land, uden at alliancen tvinges til at bruge atomvåben for at slå angrebet tilbage. Det handler om at gøre sikkerhedsgarantien til alle NATO-lande troværdig uden at risikere at udløse Tredje Verdenskrig.

Risikoen for Trumps genvalg

Men Europas oprustning har også en anden begrundelse: Vi er trygge ved præsident Bidens opbakning, og vi ønsker at fastholde USAs tilstedeværelse i Europa i disse dystre krigstider. Ingen ønsker, at Europas forsvar skal organiseres uden for NATO. Men i grunden ved vi ikke, i hvilket omfang USA vil stå ved sine forpligtelser, hvis katastrofen sker, at Trump bliver genvalgt. Under alle omstændigheder må vi forvente, at USA overlader meget mere af de sikkerhedspolitiske udfordringer i Afrika og Mellemøsten til europæerne. Det kan også kræve militær udrykning.

Hvis det bliver nødvendigt, vil jeg være mere tryg ved en europæisk ekspedition end en gentagelse af tidligere tiders smertefulde interventioner under amerikansk ledelse i de såkaldte koalitioner af villige. Det kan det europæiske forsvarssamarbejde komme til at handle om, også for Danmark, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet. Men det vil altid være Danmark selv, der beslutter, om vi vil medvirke, og det vil altid være med frivillige soldater, fuldstændig som når vi har været ude i amerikansk ledede missioner.

Opfyldelsen af en gammel drøm

Bundlinjen er, at Danmark har en interesse i at styrke vor egen og Europas sikkerhed, både ved øgede bidrag til NATO og friheden til at deltage i forsvarspolitiske initiativer i EU.

Det nye og interessante er, at den gamle drøm et nordisk forsvarsfællesskab er i færd med at gå i opfyldelse – inden for NATO og inden for EU: Sverige og Finland bidrager med at melde sig ind i NATO. De er allerede med i EUs forsvarssamarbejde – og dér har Norge også meldt sig ind, selv om landet ikke er fuldt medlem af EU. Det eneste nordiske forbehold ville være Danmarks i forhold til EU. Dette forbehold havde mening i 1992, da jeg selv var med til at skrive det: Vi skulle efter en tabt folkeafstemning finde grundlaget for fortsat deltagelse i det meste af EU-samarbejdet. Men forbeholdets fædre i S, SF og RV er enige om, at det i dag er uden mening og bør ophæves ved folkeafstemningen 1. juni.

Med hele Norden samlet omkring bordet kan vi med en helt anden styrke få indflydelse på den forsvars- og sikkerhedspolitiske tænkning både i NATO og i EU. I det lys vil det være absurd at fasthold et hjørne, hvor Danmark som eneste nordiske land ikke kan deltage: Det gamle forsvarsforbehold blev født i en helt anden tid og på en helt anden baggrund end dén, vi nu er nødt til at handle i forhold til.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlæg udgivet i Berlingske 2. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og om NATO