Det er Vesten, der angriber den internationale retsorden

Israels militære svar på Hamas’ barbariske angreb er i strid med de konventioner, vi alle tilsluttede os efter Anden Verdenskrigs grusomheder. Det er tid til, at Danmark anerkender Palæstina som stat, skriver jeg bl.a. i dette indlæg i politiken 30. maj 2024. Læs indlægget i Politiken – eller nedenfor:

Den internationale retsorden under angreb – fra Vesten!

Grusomhederne fortsætter i Gaza med mange nye dræbte civile i Rafah og truende sultedød for hundredtusinder, fordi alt for få forsyninger med nødhjælp får lov at komme ind i den totalt smadrede krigszone. Flere end 2 millioner civile lider. 36.000 – især børn og unge – er dræbt, og over 80.000 sårede eller varigt invalideret uden adgang til ordentlig hjælp.

FN’s Sikkerhedsråd og Den Internationale Domstol i Haag, der undersøger Sydafrikas sag mod Israel om folkedrab, har krævet øjeblikkelig våbenhvile og løsladelse af gidsler. Samtidig har chefanklageren Karim Khan ved Den Internationale Straffedomstol rejst sag om anholdelse af Hamas’ ledelse samt Israels stats- og forsvarsministre for krigsforbrydelser.

Danmarks regering har uden tøven sagt, at retssagerne må gå deres gang, og afgørelser fra domstole, som vi har tilsluttet os, må respekteres. Det er også lige så indlysende som, at Højesteret i det danske retssystem har det sidste ord.

Forhåbentlig er det også ensbetydende med maksimal dansk opbakning til at håndhæve, hvad domstolene konkluderer.

Regeringen har dog undret sig over, at Netanyahu som ’demokratisk valgt statsminister’ anklages sammen med lederne af terrororganisationen Hamas. Præsident Biden og udenrigsminister Blinken har endda erklæret dette forfærdende. Blinken har i øvrigt totalt urealistisk talt om, at det er op til Israels domstole at bedømme, om landets ledere har gjort noget forkert.

Men anklageren ved Den Internationale Straffedomstol, Karim Khan, handler helt korrekt efter Straffedomstolens regler og sit mandat. Det er ikke mere acceptabelt, at lederne af et demokratisk land begår krigsforbrydelser, end det er, at Hamas bestialsk myrder, skænder og kidnapper civile israelere og nedkalder død over sit eget folk. Israels krig mod Gaza er ikke legitimt selvforsvar. Det er kollektivt hævntogt mod et helt folk – som det også blev formuleret som et mål i oktober af Israels forsvarsminister Gallant. 

Det er forståeligt, at den israelske offentlighed er ramt af dyb sorg og vrede over 7. oktober-angrebet og er i benægtelse i forhold til Israels egne krigsforbrydelser. De fleste af Israels medier informerer ikke om grusomhederne mod Gazas civile og mener, at krigsførelsen er nødvendig, fordi Hamas-krigere gemmer sig blandt civile. 

Mere fra min hånd om krigen i Gaza, Israel og Palæstina

Genvalg af Trump vil have fatale konsekvenser for verden og for amerikansk demokrati

Sådan skriver jeg i mit seneste indlæg i Berlingske. Læs hele indlægget i Berlingske – eller nedenfor:

Derfor angsten for genvalg af Trump

Fire år til med Donald Trump er en rædselsfuld risiko. Han vil skille sig af med tusindvis af kompetente embedsfolk og erstatte dem med medløbere, der hverken har viden eller vilje til at bevare demokratiet eller forstå verden. 

Allerede nu ser vi følgerne af hans politisering af domstolene, sidst han var præsident: Trump-udpegede dommere blokerer for, at hans sandsynlige forfatningsbrud op til stormen på Kongressen 6. januar 2021 kommer for retten før valget.

Trump kan nedbryde NATO og sælge Ukraine til Vladimir Putin. Det vil give den russiske diktator mod på nye fremstød og true hele Europas sikkerhed. 

Han kan give Israels premierminister Netanyahu fuldt medløb til at forpeste fredens muligheder i Mellemøsten. 

Han kan spolere tænksom tilgang til Kina. 

Og han vil afvikle alt, hvad USAs præsident Biden har sat gang i for at forhindre den globale klimakatastrofe.

Valget afgøres af valgmænd, ikke det faktiske antal stemmer

Man skulle tro at de fleste amerikanere var oplyste nok til at forstå den enorme risiko ved at genvælge Trump. Sandsynligvis får Biden da også flest stemmer igen denne gang.

Men Al Gore tabte med flest stemmer i 2000 og lige så Hillary Clinton i 2016. I 2020 fik Biden syv millioner flere stemmer end Trump, men valgsystemet betød, at det kun var de sidste 40.000 Biden-stemmer i tre stater, der forhindrede Trump i lovformeligt at blive genvalgt: Det er ikke stemmetallet, men antallet af valgmænd, der bestemmer, hvem der bliver præsident, og valgmændene fra den enkelte stat fordeles ikke i forhold til stemmetal i staten. 

Kandidaten, der får flest stemmer i en stat, får alle valgmænd. Det betyder, at Republikanerne kan vinde præsidentposten med papirstynde vælgerflertal i mange stater, men Demokraterne kan tabe trods millionstor overvægt af stemmer i Californien og New York. Desuden er Washington, D.C. med stort flertal af sorte vælgere underpræsenteret med valgmænd, og Puerto Rico har slet ingen.

Trump får næppe flere stemmer til november end for fire år siden. Derimod er der en overvældende risiko for at Biden får færre, fordi mange unge og vælgere med muslimsk baggrund i protest mod USAs accept af Israels terrorkrig mod Gaza bliver hjemme eller stemmer på tredje kandidater uden vinderchance. Disse vælgere ønsker nok mindst af alt Trump tilbage, men kan komme til at levere ham flertallet af valgmænd.

Der skal investeres energi, engagement og penge i Bidens kampagne for at den gamle mand trods alt klarer skærene.

Kongressen

Men risikoen er stadig overhængende for, at en genvalgt Biden trods et demokratisk flertal i befolkningen kan stå med et republikansk kongresflertal, der vil blokere ethvert progressivt socialt initiativ og ethvert forsøg på at ændre den ulige valgordning og knække de højreradikale kræfters greb om Højesteret.

Reglerne for valg til Kongressen modarbejder nemlig også flertallets chancer for at sætte sig igennem.

Senatet har to repræsentanter for hver af de 50 stater, uanset folketal (Washington D.C. og Puerto Rico er ikke stater og derfor slet ikke repræsenteret). De svagt befolkede konservative stater i midten af USA leverer republikanske senatorer på en lang stribe, mens Californien med flere mennesker end disse stater tilsammen kun vælger to. Der skal for eksempel 40 gange så mange vælgere til at vælge de to demokratiske senatorer fra Californien, som der skal til at vælge de to republikanske senatorer fra Wyoming.

I Repræsentanternes Hus har staterne mandater i forhold til deres folketal. Men især republikanske flertal i de lokale lovgivende forsamlinger har været uhyre effektive til at indrette valgkredsene, så de er overrepræsenteret i forhold til deres stemmeandel. 

Stemmeretten ikke universel

Det er sket ved at tegne absurd udseende valgkredse med det formål at pakke flest muligt af de vælgere, der typisk stemmer demokratisk (ikke mindst sorte), sammen med overvældende flertal i få kredse, mens resten af kredsene er tegnet til lige at sikre et republikansk flertal.

Også på andre felter er der forbløffende stor frihed for et flertal i enkeltstatens lovgivende forsamlinger til at fastholde deres eget flertal: Det er i vidt omfang enkeltstaterne, der bestemmer, hvem der ikke må stemme. For eksempel fængslede og endda tidligere straffede, der ikke har betalt deres gæld, kan udelukkes. 

Desuden er der frodig fantasi m.h.t. regler, der gør det besværligt at afgive stemme – især for dem, man ikke tror stemmer på de lokale magthavere.

Risikoen for genvalg af Trump – med fatale konsekvenser for verden og for amerikansk demokrati – har rod i et valgsystem, der reelt modarbejder, at vælgerflertallet bestemmer præsidenten og flertallet i Kongressen. Det bidrager til den voldsomme polarisering i samfundet.

Mogens Lykketoft er forhenværende minister og formand (S)

Mere fra min hånd om Trump og USA

Jeg forstår slet ikke, hvad regeringen har gang i

Berlingskes Mikkel Fyhn Christensen har interviewet mig i min egenskab af fhv. formand for FN’s generalforsamling om, hvordan det kan hænge sammen, at Danmark i generalforsamlingen stemmer for en resolution, der udtrykkeligt siger, at »Staten Palæstina« er kvalificeret til optagelse i FN som »en fredselskende stat«, men ikke vil følge Norge, Spanien og Irland, når de officielt anerkender Palæstina som stat.

Interviewet udkom i Berlingske fredag d. 24. maj 2024.

I øvrigt skrev jeg i 2011 sammen med to andre fhv. udenrigsministre, Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen, en kronik i Berlingske, hvori vi opfordrede til dansk anerkendelse af Palæstina. Den kan læses her.

Mere fra min hånd om Gaza, Israel og Palæstina

To trumpister øger risikoen for tredje verdenskrig ved et uheld

Der kommer ikke til at eksistere en tålelig verdensorden i det 21. århundrede, hvis ikke USA og Kina igen sætter fred, økonomi og klimaløsning over deres ubestridelige interessemodsætninger. Mere om det i mit senesteindlæg i Berlingske. Læs det her – eller nedenfor:

Besejre Kina?

En af de mest skræmmende artikler, jeg har læst i nyere tid, udkom 14. april i Foreign Affairs – forfattet af Trumps tidligere vicesikkerhedsrådgiver Matt Pottinger og den hidtidige republikanske kongresmand Mike Gallagher.

De to trumpisters budskab er, at USA skal besejre Kina.

De to støtter, at Biden opbygger militære og handelsmæssige alliancer med Storbritannien, Australien, Japan, Indien m.fl. og bevæbner Taiwan. De roser, at han fastholder Trumps aggressive toldpolitik og har forment Kina adgang til de mest avancerede chip.

Men – siger de – det er for slapt, at Biden nu søger at holde spændingerne mellem USA og Kina lidt i ave ved at forhandle med Kina:

Den nye kolde krig er efter deres mening brudt ud, og Kina skal tvinges i knæ på samme måde som Reagan fik det sovjetiske imperium til at segne. Xi Jinping er en del af en tæt alliance med diktatorerne i Rusland. Nordkorea og Iran. Han skaber kaos i verden og forsøger at begrænse USA’s dominans. Konspirationsteorien om Kinas ansvar for covid-pandemien fra et laboratorium i Wuhan repeteres. Sidste års nedskudte vejrballon bruges som bevis på kinesisk aggressivitet.

Rustningskapløb

Kina opruster – og det skal ifølge de to trumpister besvares ved at overmatche dramatisk. Der foreslås en forøgelse af USAs militærudgifter på 35-65 procent(!) samt nye militær- og handelsalliancer og langt mere omfattende teknologi- og handelsboykot. Kina skal svækkes økonomisk, så kineserne med tiden omstyrter det kommunistiske styre.

Trumpisternes udlægning er en ekstrem version af viljen til at stække Kina, som snart er det eneste, de to partier i USA kan enes om. Det er nok også drivkraften for Kina til det nærmere samarbejde med Putin.

Man kan kritisere det kinesiske styre for virkelig meget. Mediebilledet er ensrettet, kontrollen med borgerne er voldsom og systemkritikere kommer i fængsel. Der er hårde angreb på menneskerettighederne, især for uighurer og tibetanere. Indgrebene i Hongkongs selvstyre og friheder er et horribelt løftebrud.

Men der er mange falske analogier til Putin i omløb. Der ingen tegn på, at Kina vil søge global magt med militære midler. Det går godt via handel og investering.

Dog er der altid truende toner om, at militær magt ikke kan udelukkes for at sikre Taiwans forening med fastlandet. Men det vil stride mod enhver fornuft, hvis Kina ødelagde sin økonomi i en krig med USA over Taiwan. Alle parter må acceptere status quo; ikke at anerkende Taiwan som en stat, men bevare øens reelle selvstændighed. 

Spørgsmålet om Taiwan

Forrige uges møde mellem Xi og Taiwans tidligere præsident Ma indgyder håb om, der stadig på begge sider findes stærk vilje til et samarbejde , der kan forhindre krig. Det er der også flertal for i Taiwans parlament, uanset modvilje hos den nye præsident.

Det farligste ved en forstærket amerikansk konfrontation med Kina er, at det er en illusion at tro, at man afgørende kan svække Kina og derved fremkalde en omstyrtelse af det nuværende styre. Mange lande i det globale syd køber gerne kinesernes varer og modtager deres investeringer – og kan ikke bokses ind i en amerikansk ledet alliance rettet mod Kina. Europa er heller ikke interesseret i frontalt at afbryde det økonomiske samkvem med Kina.

Kina er ikke som Sovjetunionen i 1980erne på randen af et økonomisk sammenbrud. Kina har 30-doblet sin samfundsøkonomi de seneste 50 år og bragt 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Efter covid- krisen er der igen vækst i industriproduktion, teknologiudvikling og eksport. Kina er verdens største CO₂-forurener, fordi så meget af verdens energikrævende produktion er flyttet dertil siden 1980eme. Kina er imidlertid også førende i investeringer i den teknologi, der skal erstatte de fossile brændstoffer med sol og vind.

Tålelig verdensorden

Kinas udvikling kan kun kortvarigt stækkes ved at blive afskåret fra vestlige computerchip, for de har nok flere forskere i det spor end noget andet land. Generel handels- og teknologikrig vil koste meget i global velstand, men ikke føre til »sejr« over Kina.

Der kommer ikke til at eksistere en tålelig verdensorden i det 21. århundrede, hvis ikke USA og Kina igen sætter fred, økonomi og klimaløsning over deres ubestridelige interessemodsætninger.

Derfor burde der både i Beijing og Washington tænkes meget mere over, hvordan man giver nyt liv til de fælles interesser, som drev verdens udvikling fremad i 40-50 år. På et tidspunkt kan man forhåbentlig komme i retning af aftaler om oprustningskontrol og -begrænsning. 

Det er akut nødvendigt at standse dødsdriften i våbenkapløbet, som hugger af velfærden på begge sider af Stillehavet og øger risikoen for at udløse Tredje Verdenskrig ved et uheld.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget udkom i Berlingske 26. april 2024

Mere fra min hånd om Kina og USA

Hamas’ grusomme angreb kan aldrig retfærdiggøre, at Gazas befolkning nu er blevet sønder- og tæppebombet gennem næsten seks måneder

Min generation voksede op med enorm sympati for ideen om – efter Holocausts ufattelige grusomhed – at oprette en jødisk stat. Først efterhånden forstod vi prisen for dét folk, der havde været flertallet i landet. Israel blev oprettet med fødselshjælp fra FN, men Israel ignorerede FN’s krav om, at palæstinenserne også skulle have en stat. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor

Terror og krigsforbrydelser

Krigsforbrydelser, massedød, hungersnød og samfundskollaps i Haiti, Sudan og Palæstina understreger savnet af et FN med autoritet til at standse katastroferne.

Israels krig i Gaza er tættest på os. FN var i 1947 fødselshjælper for staten Israel med planen om at dele Palæstina mellem jøder og arabere.

Min generation voksede op med enorm sympati for ideen om – efter Holocausts ufattelige grusomhed – at oprette en jødisk stat. Først efterhånden fattede vi, at prisen for dét folk, der gennem utallige generationer havde været flertallet i landet, var fordrivelse, besættelse og enorme ydmygelser. Israel ignorerede massivt FN’s krav om, at palæstinenserne også fik en stat. Derfor har Israel i årtier mødt modstand fra flertallet af FN’s lande.

Vi har set på Israel som et vestligt demokrati, selvom demokratiet kun er for israelerne og de jødiske bosættere på Vestbredden. Landet udviklede sig til en voldsom apartheidstat på de besatte områder, hvor palæstinenserne uden rettigheder blev spærret inde bag mure og hegn.

Hamas’ massemord og gidseltagning i Israel 7. oktober 2023 var utilgiveligt ondt og forbryderisk – ikke kun mod de mange israelske ofre – men mod hele Palæstinas folk. Hamas-terroristerne agerede som en dødskult uden hensyn til den destruktion og elendighed, de nedkaldte over deres landsmænd. De vidste udmærket, at overmagtens hævn ville blive voldsom.

Israels svar var ikke den ret til selvforsvar, vi har talt så meget om. Nej, Israel har udfoldet en næsten seks måneder lang hævn- og terroraktion mod en værgeløs civilbefolkning. Hamas’ grusomme angreb 7. oktober kan aldrig retfærdiggøre, at en af verdens fattigste og tættest befolkede storbyer med 2,3 millioner mennesker, halvdelen under 18 år, er blevet sønder- og tæppebombet med 32.000 dræbt og mindst 75.000 såret eller invalideret, ifølge Al Jazeera. Boliger, hospitaler og skoler er udbombet. 

Det store flertal er hjemløse, og der er ikke nær nok vand, mad og medicin, fordi Israel blokerer for meget af den nødhjælp, der hober sig op i nabolandene. Derfor er der akut hungersnød og sultedød i Gaza.

Forhistorien til den aktuelle katastrofe er, at den yngre halvdel af Gazas indbyggere kun har oplevet Hamas’ diktatur og Israels blokade, der omdannede Gaza til verdens største åbne fængsel. Livet blev kun opretholdt ved bistand fra FN’s flygtningeorganisation for Palæstina, UNRWA. 

Hver gang primitive raketter blev affyret fra Gaza uden at gøre stor skade i Israel, oplevede de bølger af israelske gengældelsesangreb, som spredte mangefold død og ødelæggelse.

Kloge folk på begge sider har søgt at skabe fred. Men hver gang klogskab og fredsvilje har haft medvind, afsporede terrorister på den ene eller anden side processen. Vi har især hæftet os ved arabisk terrorisme, men der har hele tiden været ofre og gerningsmænd på begge sider.

Svenske Folke Bernadotte, der anførte de hvide busser, som fik danske fanger hjem fra Hitlers KZ-lejre i 1945, var FNs mægler i krigen om Palæstina i 1948. Han blev myrdet af jødiske terrorister, fordi han ikke gik ind for at give Israel mere land end FN havde foreslået. En arabisk landsby vest for Jerusalem, Deir Yassin, blev massakreret af samme gruppe jødiske terrorister for at skræmme palæstinenserne til at flygte. To af lederne bag blandt andet disse terrorhandlinger var Begin og Shamir, der senere blev statsministre i Israel.

Generalstabschef og statsminister Yitzhak Rabin var nok den sidste israelske leder, der havde både autoritet og vilje til at stifte fred. Men også han blev myrdet af en højreradikal jødisk terrorist i 1995. 

Hans efterfølger var Netanyahu, der det meste af tiden siden har domineret israelsk politik – og i dag leder den mest rabiate regeringskoalition i landets historie. Trods pres fra det meste af verden – også USA – nægter Netanyahu at stoppe krigsterroren i Gaza og den voldelige kolonisering på Vestbredden. 

I hans regering er ministre, der taler åbent om helt at fordrive palæstinenserne fra Palæstina. Selv hos Israels bedste venner dæmrer det omsider, at Netanyahu som arvtageren fra Begin og Shamir kan gå over i historien som den værste terrorist og største blokering for fred i konfliktens lange historie.

Forhåbentlig kan USA med sin nye kritiske holdning gå i spidsen og sammen med EU sparke døren ind til våbenhvile og adgang for nødhjælpen.

Fred og sikkerhed for både Israel og palæstinenserne findes kun ved massivt langvarigt pres fra resten af verden.

Forhåbentlig kan Den Internationale Domstol, når den engang fælder den endelige dom over Israels krigsførelse, bidrage til dette pres.

Mogens Lykketoft er formand for FNs Generalforsamling. samt fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om konflikten

For at stoppe Trump bør Biden trække sig

Ukraine, Europa og verden – og det amerikanske demokrati – overlever bedst med en demokratisk kandidat, der kan slå Trump. Hvis Putin viger, sker det under ingen omstændigheder, før udfaldet af det tilstundende præsidentvalg i USA er kendt. Tør vi håbe, at Biden tager en dyb samtale med sin hustru og de allernærmeste politiske allierede og selv spørger, om det nu også er det klogeste at søge genvalg til verdens vigtigste post, indtil han er blevet 86 år?

Det skriver jeg meget mere om i Ræson. Læs artiklen i Ræson – eller nedenfor:

Putins – og Vestens – fejlslutninger

Putin tog fejl, da han for to år siden invaderede Ukraine i forventning om, at alle ville række hænderne i vejret for at overgive sig til de overmægtige russiske angrebsstyrker, og han efter få dage kunne indsætte en marionetregering i Kyiv. Forbilledet var utvivlsomt den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968.

Ukrainerne forsvarede sig med en modig præsident i spidsen, og Vesten rykkede ind med våbenbistand. Den russiske aggression skabte en hidtil uset ukrainsk fælles nationalfølelse på tværs af sprogforskelle mellem ukrainsk og russisk – og forrige år kunne ukrainerne endda generobre en stor del af det territorium, Rusland i første omgang besatte.

Vi tog fejl, hvis vi troede, at Putin ville give op trods en så monumental fejlbedømmelse og massive vestlige sanktioner og våben imod sig. Han har fået sat den russiske økonomi på krigsfod til en langvarig konflikt. I vildt tempo produceres der våben og købes ind fra vennerne i Iran og Nordkorea, så Ukraines menneskelige og økonomiske ressourcer kan nedslides. Samtidig har Putin indført et neo-stalinistisk terrorregime, der gør enhver krigsmodstand livsfarlig. Scenen blev sat til en skyttegravskrig, hvor en ny ukrainsk offensiv har ringe udsigter, fordi frontlinjen er mineret som få steder i verden nogensinde har været det før.

Den nye frygt

Putin tror, han kan vinde, fordi han – trods store tab – kan vedblive at kaste ny bølger af soldater ind i kampen. Han har troen på, at hans terror- og propagandaapparat kan holde den russiske hjemmefront intakt, mens Vesten ikke kan holde stand og holde sammen om at presse ham tilbage. Han har under ingen omstændigheder tænkt sig at vige, før han kender udfaldet af det kommende amerikanske præsidentvalg.

Her i februar blev Europas statsledere for alvor grebet af frygten for, at Putin kan vinde, fordi USA på grund af indenrigspolisk strid ikke, som lovet, leverer sin militærbistand til Ukraine – kombineret med udsigten til, at NATO’s indbyrdes solidaritet kan smuldre.

Heldigvis har frygten udløst stærk vilje fra Europas regeringer til selv at handle. Danmarks statsminister har – både på sikkerhedskonferencen i München og efter – været helt i front med at udtrykke vores vilje til at ruste både ukrainerne og os selv til at stå op mod Putin. Det er en fælles forståelse i det meste af Europa, at en russisk sejr skal forhindres – ikke bare for at redde Ukraines frihed; vi må også for vores egen sikkerheds skyld betale en meget større forsikringspræmie for at forhindre, at Putin får appetit på ny fremstød mod nabolandene.

Der kommer ikke en holdbar fred i Europa, medmindre Putin slås så afgørende tilbage, at der opstår uro og modstand i hans nærmeste bagland – og at mange flere russere erkender krigens umulighed og uretfærdighed og dens urimelige tab af russiske liv og russisk velstand. Vi har brug for en langt stærkere koordineret informationsoffensiv til den russiske offentlighed, hvor snesevis af millioner borgere faktisk kan følge vestlige medier via VPN-forbindelser.

Hold ud

Men frem for alt er der brug for udholdenhed; Putin skal ikke have held til udmatte os. Vi skal have vilje til at holde ud til tiden efter Putin, hvor der forhåbentlig genopstår et Rusland, vi igen kan komme på talefod med.

Lige nu haster det dramatisk med at levere tilstrækkeligt med granater og patroner til de ukrainske styrker – om nødvendigt fra de europæiske landes egne lagre. Ukraine skal have flere avancerede angrebsvåben som artilleri og kampfly og massiv tilførsel af alle former for moderne luftforsvar, der kan bremse Putins forsøg på nedbryde Ukraines infrastruktur og demoralisere civilbefolkningen ved terrorbombning. Lille Danmark har demonstreret, at meget kan gøres. Det har de baltiske lande og Polen i særklasse også. Storbritannien hjælper godt til, og nu er det store Tyskland ved at komme op på mærkerne. I det lange løb bør Rusland ikke kunne vinde over et sammentømret Europa, der inklusiv Storbritannien har en økonomi, som er 8-9 gange større end russernes. Men Europa er – modsat Rusland – endnu ikke på krigsfod, og derfor er der uundværlige våbenforsyninger, som i den akutte situation, hvor Ukraine presses af russisk offensiv, kun kan komme rettidigt frem fra USA. Ukraine skal oprustes så meget med højteknologiske vestlige våben, at det kan overtrumfe, at et stadig større antal russiske rekrutter kastes ind i kampen. Ukraine skal have en styrke i kampen, så alle i Putins bagland forstår, at der ikke er noget vej til sejr. Og den amerikanske atomparaply skal som hidtil tjene som den ultimative garanti mod et russisk angreb på NATO-landene og mod risikoen for at Rusland i desperation begynder at bruge taktiske atomvåben på den ukrainske kampplads.

Frygten for svigt fra USA skyldes ikke den nuværende regering i Washington, men Donald Trumps indsats som dukkefører for Kongressens Republikanere – og risikoen for, at han kan vende tilbage som USA’s præsident.

Præsident Biden og et stort flertal af både Demokrater og Republikanere i Senatet ønsker at fortsætte den militære bistand, som Ukraine så akut mangler for at standse russernes faretruende fremmarch. Men formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, er en højreradikal ignorant, hvis stilling er i lommen på en lille flok Trump-ekstremister, og han har tjent dem ved at forhindre, at den militære bistand til Ukraine kommer til afstemning i Huset.

Trumps sære sympatier

Trumps forsøg for at svække Ukraines kampkraft må forstås som en interesse i at tildele landet et ydmygende militært nederlag, hvor det skal tåle store tab af landområder og af mange millioner borgere til Rusland. Det er nemlig forudsætningen for, at Trump kan opfylde sine skrydende løfter om at afslutte krigen på 24 timer, hvis han igen bliver præsident. Dét kan indlysende nok kun udrettes ved at tvinge Ukraine til fred på Putins betingelser. En sådan eftergivenhed vil indbyde Putin til efterfølgende at opsluge resten af Ukraine, ligesom Hitler slugte resten af Tjekkoslovakiet året efter at vestmagterne havde foræret ham Sudeterland-regionen i 1938. Nabolande til Rusland, som Georgien og Moldova, der ellers har fået udsigt til EU-medlemskab, vil også være i fare ved russisk sejr i Ukraine. Disse perspektiver skal ses i sammenhæng med, at Trump nærmest har lovet at slippe Putin løs mod NATO-lande, der efter hans opfattelse ikke betaler nok til forsvaret. Hans adfærd og udtalelser viser, at han ikke forstår, at sejr for Putin truer USA’s egen sikkerhed og position i verden. Han ser heller ikke, at udfordringen fra Putin allerede har igangsat en voldsom oprustning i Europa, der omsætter sig til flere kontrakter til den amerikanske våbenindustri.

Som så ofte før skinner det igennem, at Trump grundlæggende har større sympati for denne verdens despoter – ikke mindst Putin – end for ideen om at værne omverdens demokratier. Grotesk er hans vinkel på mordet på Navalnyj som noget, han mener ligner den ’forfølgelse’ han påstår at være offer for i USA´s retssystem, og hævder at Biden-regeringen står bag!

For et par år siden var der ikke mange, der forestillede sig, at der var risiko for genkomst på præsidentposten af den kriminelt sigtede lystløgner, der udløste angrebet på Capitol og det amerikanske demokrati 6. januar 2021. Nu er det imidlertid ifølge utallige meningsmålinger en skræmmende nærliggende mulighed. Genvalg af Trump er ikke bare en trussel for Ukraine og andre nabolande til Rusland og mod NATO. Det er en trussel om at skærpe konflikterne med Kina og endnu mere ensidig og konfliktskabende ensidig støtte til Israel. Og det tegner sig som en ødelæggelse af Bidens ellers vellykkede forsøg på at få den grønne omstilling på bordet i USA – og dermed et nyt tilbageslag for den eksistentielt vigtige kamp mod den globale klimaforandring.

Hvad Biden burde gøre

Lige nu har USA brug for at udrette to ting: Få brudt Trumps sabotage af våbenstøtten og finde vejen til at undgå Trump-sejr ved præsidentvalget i november. Udsigterne til det sidste er dystre, fordi Bidens alder og åbenbare skrøbelighed får mange vælgere til at tøve med at stemme på ham, selv om han sagligt set har udrettet store ting i et dybt dysfunktionelt politisk system. Økonomi og beskæftigelse blomstrer. Klimaindsatsen er på sporet. Sociale fremskridt er sket. Men alt for mange oplever det anderledes.

Den aktuelle krig i Gaza kan blive den sidste pind til Bidens politiske ligkiste, fordi han alt for længe har holdt hånden over Israels terrorkrig mod den palæstinensiske civilbefolkning og ikke har kunnet tvinge Netanyahu til våbenhvile. Derfor har millioner af unge vælgere og vælgere med arabisk og muslimsk baggrund meget svært ved at stemme på den siddende præsident.

Trump får næppe flere stemmer end i 2020. Men Biden kan miste så mange til sofaen og chanceløse tredjekandidater, at Trump endda kan vinde med lavere vælgertilslutning end sidst.

Ukraine, Europa og verden – og det amerikanske demokrati – overlever bedst med en demokratisk kandidat, der kan slå Trump. Tør vi håbe, at Biden tager en dyb samtale med sin hustru og de allernærmeste politiske allierede og selv spørger, om det nu også er det rigtigste at søge genvalg til verdens vigtigste post, indtil han er blevet 86 år? Eller om han i slutspurten hen over sommeren i stedet skal kaste alle sine kræfter ind i at samle et stærkt, meget yngre hold af en ny præsident- og vicepræsidentkandidat? Tiden er knap. Men det rette personvalg kan gøre mirakler. Måske er det den eneste chance for at undgå Trumps genkomst. ■


Mogens Lykketoft (f. 1946) er uddannet cand.polit. og har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Mere fra min hånd om USA

Opråb fra fire fhv. udenrigsministre

Krigen mellem Israel og Hamas får udsigterne til fred til at se endnu mere håbløse ud lige nu. Men en tostatsløsning er fortsat den eneste farbare vej mod fred i området. Og Israel sidder med en af nøglerne, der kan løse konflikten op. Det er vi flere fhv. udenrigsministre, der mener. Læs Per Stig Møller, Martin Lidegaard, Villy Søvndahl og mit fælles opråb i Jyllands-Posten – eller nedenfor:

Israel skal løslade Marwan Barghouti og dermed bane vejen for en tostatsløsning

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne virker uendelig. 

Men der er en vej frem: en tostatsløsning. 

Derfor går vejen via hverken Hamas eller Netanyahu. Alt tyder på, at når krigen slutter, så falder Netanyahu. Palæstinenserne har brug for en ny leder, der har autoritet og folkelig opbakning til at lede mod freden via en tostatsløsning. 

Marwan Barghouti er dén person. Men han sidder i fængsel på livstid i Israel. Han er tilhænger af en tostatsløsning og går dermed ind for anerkendelse af Israel.

Barghouti har været aktiv i modstanden mod den israelske besættelse på Vestbredden – og er meget respekteret blandt palæstinenserne for dette. 

Han er dømt på nogle alvorlige anklager – Israels regering kalder det terrorisme. Men det er 20 år siden, i en ophedet situation, hvor volden var voldsomst fra israelsk side.

I Sydafrika under apartheid blev Nelson Mandela også dømt for såkaldt terror. Men da viljen til fred opstod, indså man, at man havde brug for Mandela på fri fod. Mange palæstinensere kalder Marwan Barghouti for deres Mandela. Vi så også i Nordirland, at republikanske ledere var anklaget for deltagelse i eller sympati for terror og alligevel blev nøgleministre i en samlingsregering.

Lad os lytte til Ami Ayalon, der har været både sikkerhedschef og flådechef i Israel. Nu går han ind for fred, og han foreslår løsladelse af Bargouti. Ayalon har udtalt til The Guardian: »Vi israelere får først sikkerhed, når palæstinenserne får håb.«

Konflikten er dyb, men mange har kastet store kræfter i initiativer for fred og dialog. Nøglen til Barghoutis fængsel kan blive en nøgle til de første forhandlingsskridt.

Undertegnede fire tidligere danske udenrigsministre opfordrer den danske regering til at kræve Marwan Barghouti løsladt og til straks at arbejde for, at både EU og USA gør det samme.

Per Stig Møller (K), Martin Lidegaard (R), Villy Søvndahl (SF), Mogens Lykketoft (S)

Mere fra min hånd om krigen

Valget i USA bliver afgørende for palæstinenserne

Alt for meget afhænger af, hvem amerikanerne vælger til præsident til november – ikke mindst udviklingen i Mellemøsten. På kort sigt må Danmark og andre presse på for at få mere nødhjælp ind i Gaza. På langt sigt er det vigtigste, at Trump ikke bliver præsident. Det var blandt emnerne, da jeg snakkede med Informations Nathalie Barrington Rosendahl forleden. Læs hele interviewet i Information 5. februar 2024.

Mere fra min hånd om situationen her

Usigeligt ondt, når vestlige lande stopper deres bidrag til UNRWA

Det kan desværre ikke overraske, at der er Hamas-aktivister blandt UNRWAs tusinder af ansatte. Men det kan på ingen måde begrunde at tage midlerne fra den organisation, der har de bedste muligheder for at formidle akut bistand til krigens uhyrligt mange palæstinensiske ofre. Læs mit seneste indlæg i Berlingske – i avisen eller nedenfor:

Sandheder om den grusomme Gaza-krig

Vi hører meget til krigen i Gaza i medierne. Men vi hører ikke nok om, hvor galt det står til for de 2,3 millioner mennesker inde i en krigszone på størrelse med Langeland. 

Én årsag er, at der er blevet slået flere journalister ihjel på så kort tid end i nogen anden konflikt. Al-Jazeera er vist eneste udenlandske tv-kanal, der er inde i Gaza nu, og det meste af tiden har Israel haft blokeret for elektronisk kommunikation ud af området. 

Der er helt akut brug for nødhjælp til, at folk i Gaza kan overleve snart fire måneders terrorbombardement, som har gjort de fleste hjemløse og ifølge det Hamas-kontrollerede, palæstinensiske sundhedsministerium slået 26.000 ihjel, såret 60.000, og efterladt resten mellem murbrokkerne af smadrede boliger, skoler og sygehuse med mangel på vand, mad og medicin. Epidemier og hungerdød er akutte trusler.

Derfor er det usigeligt ondt, at en række vestlige lande med USA og Tyskland i spidsen har sat deres bidrag til FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNWRA, på pause. Det er en reaktion på, at 12 af UNRWAs 13.000 medarbejdere åbenbart deltaget i det grusomme Hamas-angreb på Israel 7. oktober. 

Det er på alle måder afskyeligt, og FN har iværksat en hasteoperation for at få de skyldige holdt ansvarlige. Men det er nødvendigt at minde om, hvad UNRWA er for en størrelse: 

I de mange år, hvor Gaza har været belejret og afspærret af Israel og uden mulighed for at forsørge sig selv, har UNRWA været hovedleverandør af blandt andet uddannelse og sundhed. FN-organisationen har med et flertal af lokalt ansatte fungeret som en slags erstatning for en fraværende statslig servicesektor i Gaza. Derfor har krigen også kostet flere FN-medarbejdere livet end nogen anden konflikt.

Perspektiv og balance på UNRWAs arbejde kan man få ved at lytte til organisationens kloge tidligere chef, danske Peter Hansen.

Israel altid har haft voldsom modvilje mod UNRWA og på mange måder gennem årene generet FN-arbejdet og påstået, at undervisere på UNRWAs skoler har spredt had mod Israel. Det kan ikke afvises, men det er ikke sket med FN’s accept og er blevet imødegået.

Det kan desværre ikke overraske, at der er Hamas-aktivister blandt UNRWAs tusinder af ansatte. Men det kan på ingen måde begrunde at tage midlerne fra den organisation, der har de bedste muligheder for at formidle akut bistand til krigens uhyrligt mange palæstinensiske ofre. 

Der er tværtimod brug for en omverden, der viser langt større vilje til at hjælpe og insisterer på at støtte Den Internationale Domstol i Haag i kravet om, at Israel standser den form for krigsførelse, der fører til helt uforholdsmæssigt mange civile ofre og forhindrer tilstrækkelig nødhjælp i at komme frem.

Mens vi klynger os til håbet om varig våbenhvile og frigivelse af de israelske gidsler, muterer konflikten i Mellemøsten med Houthi-bevægelsens angreb på skibsfarten i Rødehavet, vestlige flyangreb på Houthi-baser i Yemen og et dødeligt droneangreb på amerikansk base i Jordans grænseland til Syrien og Irak. 

Den simrende konflikt mellem Israel og Hizbollah på grænsen til Libanon risikerer at eksplodere i en større krig, samtidig med at israelsk aggression mod palæstinensere på Vestbredden tager til.

Vi hører meget om Irans støtte til Hamas, Hizbollah og houthierne, og det er ubestrideligt, at Iran støtter og leverer våben. Men få kyndige iagttagere tror, at Iran ønsker at blive indblandet i en regional storkonflikt – eller at det iranske styre har mere kontrol over, hvor og hvordan deres allierede anvender deres våben, end USA har over Netanyahu-regeringens brug af sit vældige arsenal af amerikansk våben.

Sandheden er, at Netanyahus krigsførelse er i frontal konflikt med USA’s og hele Vestens interesser – samt den seneste og største trussel mod Bidens genvalg som præsident i november. 

Bidens hidtil manglende succes med at få Netanyahu til at levere pause og mådehold i krigen mod Gaza kan få mange unge i USA – og mange vælgere med arabisk og muslimsk baggrund – til at forlade Demokraternes præsidentkandidat. De går ikke over til Trump, men hvis de går til en chanceløs tredjekandidat eller sofaen, vil det alligevel med overvældende sandsynlighed give Trump sejren. 

De to formentlig eneste statsledere i verden, der ønsker dette udfald, er Putin og Netanyahu. Putin, fordi han med rette forventer, at Trump vil svigte Ukraine; Netanyahu fordi han med rette kan forlade sig på at Trump vil støtte ham i at afvise det krav om en palæstinensisk stat, som Biden og resten af verden omsider søger at give nyt liv: Fordi tostatsløsningen forekommer at være eneste vej til langsigtet at skabe fred.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt på Berlingske.dk 31. januar 2024

Mere fra min hånd om krigen i Gaza