Vejene til fred er få, smalle og usikre

Kan et fornyet samvirke mellem Vesten og Rusland og med Kina bremse det igangværende rustningskapløb og forhindre spredning af kernevåben til stadigt flere stater? Håbet er spinkelt. Det skriver jeg om i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Det spinkle håb om omtanke

Fred og retfærdighed for Ukraine forudsætter desværre stadigt flere våben fra Vesten til at befri de besatte områder. Men det ultimative rædselsscenarie er, at Putins svar på at blive trængt tilbage langs frontlinjen bliver en desperat beslutning om at bruge taktiske atomvåben til at smadre det ukrainske militær. Det kan med ét slag mangedoble krigens tab af både militære og civile liv og føre til en direkte NATO-deltagelse i krigen. Krig og våbenkapløb kan komme helt ud af kontrol.

Alt håb knytter sig til, at der i stedet melder sig omtanke og måske magtskifte i den russiske ledelse, så fredsforhandlinger kan komme i gang – og vejen kan åbnes for genopbygning af livet i Ukraine.

Det må også inderligt håbes, at en fred i Ukraine fører til, at Vesten igen kan forhandle med Rusland om at genskabe aftaler om kontrollerede begrænsninger i raket- og kernevåbensystemer og forbud mod spredning af atomvåben, der blev en afgørende del af afslutningen af den gamle Kolde Krig.

Kun et fornyet samvirke mellem Vesten og Rusland, der udvides med Kina, kan bremse det igangværende rustningskapløb og forhindre spredning af kernevåben til stadigt flere stater. Tør vi tro på det?

Tvivlsomme løfter

Kernevåbenspredning kan næppe undgås uden meget håndfaste garantier/alliancer til de lande, der skal afstå fra atomvåben, om, at de ikke vil blive udsat for udefra kommende militære angreb. Der vil imidlertid altid vil være dyb mistro til sådanne garantiers langtidsholdbarhed. Tænk blot på, at Rusland i 1994 var med til at garantere Ukraines grænser til gengæld for at få udleveret Ukraines del af de gamle sovjetiske atomvåbenlagre.

Nordkoreas tilsyneladende vanvittige anstrengelse for at opbygge et vældigt lager af atomvåben og langtrækkende raketter bygger næppe på vrangforestillinger om, at landet og dets regime eksisterer ret mange minutter efter et atomangreb mod USA. Men logikken hos diktator Kim Jong-un er enkel: Var Saddam Hussein eller Gaddafi blevet fjernet med militær magt, hvis de faktisk havde haft atomvåben at svare igen med?

Den samme logik fik Irans præsteskab til at lege med at udvikle atomvåben. Det var et særligt risikobetonet projekt, fordi det i den konflikthærgede mellemøstlige region lynhurtigt kunne føre til et præventivt angreb fra Israel og et atomkapløb med Saudi-Arabien og andre nabolande. Ikkespredningsaftalerne kunne blive sprængt helt i luften.

Trumps brutale aftalebrud

Derfor blev der frem til 2015 leveret en fornem diplomatisk offensiv for at fjerne økonomiske sanktioner mod Iran og give landet en oplevelse af ikke at være angrebstruet – mens Iran til gengæld skulle afstå fra planer om at udvikle bomben. Der blev indgået en aftale, JCPOA, ikke alene mellem USA og Iran: den omfattede også Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU og blev bekræftet i FN’s Sikkerhedsråd.

På baggrund af de mange årtiers konflikt mellem USA og Iran var denne aftale historisk, og den var egnet til at styrke de mere moderate kræfter i Iran, som havde bragt aftalen i hus. Derfor var det forfærdeligt og idiotisk, at Trump tre år senere sprængte aftalen i luften og genskabte et endnu barskere sanktionsregime over for Iran. Det er trist, at Biden som ny præsident ikke rykkede hurtigt nok med at genetablere atomaftalen til at forhindre, at de rabiate inden for præstestyret kom tilbage til magten med deres stærke tvivl om, hvorvidt garantier fra Vesten ville blive respekteret, og en atomstyrke derfor kunne undværes. Nu er det iranske styre måske så trængt af hjemlige problemer, at det alligevel kunne ønske en aftale.

Men muligheden er definitivt forpasset.

Iran uden for rækkevidde

Ingen i Vesten kan holde til at lave aftaler med et regime, der myrder løs på deltagerne i enorme folkelige demonstranter og henretter i hobetal af unge mænd for småforseelser for at skræmme folk fra at deltage i den massebevægelse, der truer selve regimets overlevelse. Et regime, som i øvrigt også leverer afskyelige dronevåben til Putins angrebskrig mod den ukrainske civilbefolkning.

I Iran som i Rusland må vi nu klynge os til det lille håb om et regimeskift indefra.

Men der kan komme dramatiske mellemspil, hvor Israels ny højreradikale Netanyahu-regering forsøger at sønderbombe Irans atomanlæg, inden en atombombe er klar til brug. Det vil måske forsinke bomben, men næppe forhindre den. Og det vil igen overbevise præstestyret om dens nødvendighed. Desuden har Iran mange muligheder for – ved hjælp fra allierede kræfter i Israels omegn – at udløse en ny og større konflikt i den krigshærgede mellemøstlige region.

Vejene til fred er få, smalle og usikre.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 23. januar 2023.

Mere fra min hånd om Iran og atomtruslen

Bærende foto: Protester i Teheran over USA’s udmeldelse af Joint Comprehensive Plan of Action, JCPOA, i maj 2018. Fra Wikimedia Commons

Stop Israels skærpede undertrykkelse af palæstinenserne

Det står nu krystalklart, at fascister og racister er i magtens centrum i Jerusalem. Omverdenen må se det i øjnene og mobilisere størst muligt pres for at standse uretten og genskabe et perspektiv for fred og retfærdighed for begge de to folk i det historiske Palæstina. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Netanyahu frygteligt tilbage

Superopportunistiske Netanyahu er tilbage som israelsk leder i koalition med de mest fanatiske kræfter, der vil skærpe undertrykkelsen af palæstinenserne. Den tostatsløsning, som en enig omverden har krævet i årtier, er chanceløs. Alt tyder på mere folkeretsstridig anneksion af de andres land og mere vold mod de besatte og indespærrede. Det er, hvad Netanyahu vil levere for at have et flertal til at bevare magten og slippe for straf for sin korruption.

Verdens øjne er fuldt forståeligt især rettet mod på Ruslands rædselsfulde angrebskrig i Ukraine og denne krigs trussel mod hele verdens fred og velstand. Også bl.a. det iranske styres frygtelige undertrykkelse af sin befolkning – og især kvinderne – fanger naturligt nok opmærksomheden hos folk og regeringer i Vesten. 

Prisgivne palæstinensere

Palæstinenserne er derimod i åbenbar risiko for igen at blive prisgivet omverdenens mangel på opmærksomhed, som oftest er sket gennem 65 års lidelseshistorie.

Endnu mere brutale overgreb fra en ny Netanyahu-regering må imidlertid ikke ignoreres, for det vil forstærke en udvikling, hvor generationer af palæstinensere uretfærdigt er nægtet retten til en fri og værdig tilværelse. Det skærper risikoen for mere strid i en mellemøstlig region, der i forvejen er martret af så megen ufred og had. Europa betaler også – som den nære nabo – en høj pris for endnu mere konflikt i Mellemøsten.

I forvejen gik alt længe den gale vej. I strid med Folkeretten har Israel overflyttet hundredtusindvis af israelske borgere til de besatte områder. Der er etableret et todelt retssystem med ulige rettigheder mellem palæstinensere, der lever under militærstyre, og israelere, der lever under israelsk civil lov. 

Den systematiske undertrykkelse tager form af voldsomme begrænsninger i palæstinensernes bevægelsesfrihed, flere tvangsforflyttelser og overtagelse af jord, nedrivning af boliger, overvågning og krænkelser af ytrings- og forsamlingsfrihed. Det israelske militærs ustraffede mord på Al Jazeera-journalisten Shireen Abu Akleh er et dramatisk eksempel på den tilstand, der hersker. Besættelsesmagten tolererer desuden alvorlig bosættervold mod den palæstinensiske befolkning og forsøger på at kvæle de foreninger i civilsamfundet, som støttes fra bl.a. Danmark. 

I 2021 dokumenterede FN det højeste antal israelske nedrivninger af palæstinensiske strukturer i en årrække, mens et rekordhøjt antal nødhjælpsprojekter doneret af EU og medlemslande blev ødelagt eller konfiskeret.

Apartheid

Omfattende juridiske analyser fra israelske og palæstinensiske menneskeretsorganisationer samt Human Rights Watch, Amnesty International, en særlig FN-rapportør og Harvard Law Schools International Human Rights Clinic har allerede tidligere konkluderet at behandlingen af palæstinensere, der bor på Vestbredden, Østjerusalem og i Gaza, udgør forbrydelsen apartheid. 

Det er en utålelig situation, der kun vil blive forværret med de rabiate jødiske nationalister i regeringen.

Mange borgere og regeringer i Europa har i årtier forsvaret Israel – som det demokrati, det burde være – og talt for landets ret til at leve i fred og sikkerhed med sine naboer. Men det har betydet, at øjne og øren var lukket for den utålelige undertrykkelse af palæstinenserne.

Nu er det krystalklart, at fascister og racister er i magtens centrum i Jerusalem. 

Det er en historisk anledning til at se realiteterne i øjnene og mobilisere størst muligt pres udefra for at standse uretten og genskabe et perspektiv for fred og retfærdighed for begge de to folk i det historiske Palæstina.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten 18. januar 2023

Mere fra min hånd om Israel og Palæstina

Illustration: Protest mod Benjamin Netanyahus nye regering ved Habima Square i Tel Aviv, Israel 14. januar 2023. Fotografen ukendt. Fra Wikimedia Commons.

Unuanceret Fogh på Taiwan

I en anspændt international situation skal man ikke vippe båden. Anders Fogh Rasmussen skulle ikke have besøgt Taiwan. Det handler denne klumme i Berlingske om. Læs den i avisen eller nedenfor:

Verden er nuanceret, så det skal tilgangen også være

Anders Fogh Rasmussen har altid set bort fra de finere nuancer i sin forståelse af både fortid og nutid.

Da han talte om den usle samarbejdspolitik under Besættelsen, fandt jeg det som letkøbt mod på fortidige generationers vegne. Jeg mindede ham om, at hans og mit parti dengang var fælles om denne politik. Og – sagde jeg – hvis jeg havde været et 50-årigt folketingsmedlem dengang, ville jeg have fulgt samme kurs, Men jeg håber, at jeg ville have været modstandsmand, hvis jeg var i 20erne. De to typer havde begge bidraget til at redde Danmark.

Da Fogh ville i krig i Irak sammen med USA’s præsident George W. Bush, afviste jeg som leder af oppositionen at støtte ham. Tyskland, Frankrig og de andre nordiske lande var klogeligt imod krigen, der blev startet på et falsk grundlag med påstanden om nogle masseødelæggelsesvåben, der ikke var der – den var i strid med Folkeretten og FN-pagten, og den skabte humanitære katastrofer og nye, værre konflikter. Uden denne krig var terrorbevægelsen Islamisk Stat næppe blevet født.

Vi har en forpligtelse til at lære af fortidens fejltagelser og gøre alt for at undgå optrapninger til nye krige. Når Putin er af vejen, må vi satse på gennem FN igen at få skabt en mere forpligtende international retsorden, hvor ingen søger at ændre grænser med magt. Her kan vi ikke nøjes med at tale med demokratierne og de rige lande i nord.

Min aktuelle uenighed med Anders Fogh om hans rejse til Taiwan skal ses i denne sammenhæng.

Misforstå mig ikke: Jeg deler hans sympati for Taiwan som et rigt og velfungerende samfund og det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds, og vi er fælles om kritikken af Kinas overgreb mod egne borgere. Hvis Kina invaderer Taiwan, kan det udløse krig mellem USA og Kina, der i værste fald kan eskalere til Tredje Verdenskrig. Men jeg tror, analogien til Ukraine er falsk: Kinas ledelse ønsker ikke at løbe denne risiko. Kinesernes opbakning til regimet afhænger især at dets evne til at levere fortsat fremgang i levestandard, og det slås itu ved krig hen over Taiwan-strædet:

Freden i området har i mange årtier hvilet på den kringlede tvetydighed, at Taiwan af næsten hele verden anerkendes som en del af et samlet Kina, men reelt har sit fuldkomne selvstyre – og at Kina ikke militært forsøger at ændre denne status quo, så længe Taiwan ikke erklærer sig som en selvstændig stat.

I en anspændt international situation skal man ikke at vippe båden. Derfor frarådede præsident Biden daværende formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, demonstrativt at rejse til Taiwan før midtvejsvalget i USA.

Når Danmarks tidligere statsminister og NATOs tidligere generalsekretær tager en højprofileret tur til Taiwan som formand for Alliance of Democracies, der delvis finansieres fra Taiwan, så læses det næppe heller som opbakning til den officielle knæsatte ét-Kina-politik.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har klogt udtalt, at EU bør bidrage til at mindske spændingerne mellem USA og Kina, og han har som kommentar til Anders Foghs rejse til Taiwan fastslået, at Danmarks ét-Kina-politik står fast.

Der er især i USA stærke kræfter, der vil mere konfrontation med Kina. Der er brug for i stedet at dæmpe modsætningerne i håb om, at Kina til gengæld lægger pres på Putin for at standse angrebskrigen i Ukraine. Men det handler langsigtet om meget mere. I min tid som formand for FN’s Generalforsamling så jeg tydeligt, at fremtidens fred, økonomi og klimaløsninger afhænger helt af, at USA og Kina som fremtidens to supermagter søger kompromis i stedet for konflikt.

Fogh har reageret ubehersket på mine bemærkninger om hans Taiwan-rejse med anklager om, at jeg altid har været på antiamerikansk »katastrofekurs« og er fortaler for tilpasningspolitik over for denne verdens diktatorer.

Det er mærkeligt overhovedet at skulle forsvare sig mod den slags ondskabsfulde løgne. Men jeg var faktisk formand for FN’s Generalforsamling med opbakning fra og i fortræffeligt samarbejde med USA’s daværende FN-ambassadør, Samantha Power, udenrigsminister John Kerry og præsident Obama.

Jeg støtter i dag uden forbehold den af præsident Biden anførte støtte til Ukraine og den aktuelle optrapning af Vestens militære bistand, der er afgørende for Ukraines overlevelse. Dét er den nødvendige forudsætning for at nå frem til, at USA og Europa kan drøfte med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, hvordan krigen på acceptable vilkår kan standses, før Ukraine er lagt totalt i ruiner. Uanset nederlag på slagmarken kan Rusland ikke tvinges til betingelsesløs kapitulation, da vi jo af frygt for atomkatastrofen ikke vil føre krigen ind i selve Rusland.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 10. januar 2023.

Mere fra min hånd om Taiwan

Nyt farligt år med brug for højt tempo og dyb omtanke  

Årets sidste klumme fra min hånd i Berlingske – læs den i avisen eller nedenfor

Vesten må tale med Ukraines præsident om muligheden for et smerteligt valg mellem beherskede, men moralsk uacceptable indrømmelser til angriberen – eller en mangeårig lavintensiv krig, der bliver utålelig at gennemleve for folket og umuliggøre landets genopbygning. En udvikling hen mod total sejr for Ukraine kan i værste fald få Rusland til at bruge atomvåben. Mere nedenfor:

Truslen fra krig og træg klimaomstilling

De største farer for verden i 2023 er træg klimaindsats, fortsat krig i Ukraine og skærpede modsætninger mellem USA og Kina.

Risikoen er overvældende for, at vandringen til de bæredygtige samfund fortsat er alt for langsom. Det er trivielt, men nødvendigt at repetere, at der ikke længere er tvivl om, at vi fortsat har kurs mod uoprettelige forringelser i menneskers, dyrs og staters livsbetingelser. Den globale opvarmning vil udløse langt større og mere uhåndterlige folkevandringer og konflikter end dem, vi allerede har så svært ved at løse.

Udviklingen kan kun vendes ved i meget højt tempo at gennemtrumfe dybtgående ændringer i vores forbrugs- og produktionsmønster. Uden fuld kraft på landbrugets omstilling lykkes det for eksempel ikke at nå Danmarks ambitiøse 2030-mål. Det er letsindigt at påstå, at omstillingen kan ske helt uden omkostninger og afsavn. Men vi må friholde de fattigste for nye byrder; stadigt mere ulige og uretfærdige samfund skaber social ustabilitet og ender med at svække tempoet i indsatsen for klima og miljø. Det er ikke en bevidsthed, der for alvor findes så mange steder endnu – heller ikke i Danmarks nye regerings program.

Vedvarende energi er del af løsningen

Ruslands angrebskrig har afsløret et akut sikkerhedsbehov for at komme fri af fossile brændsler. Derfor kommer der heldigvis endnu mere fart i produktionen af vedvarende energi: Enorme mængder billig og grøn strøm vil i de kommende år blive høstet – fra sol- og vindfarme på land og i endnu højere grad fra havet. Det vil give utrolig dynamik ikke bare til elbiler og varmepumper, men også til at levere vældige mængder af grøn brint som grundstof i grønne brændsler til skibe, fly og tunge køretøjer.

Al Gore sagde forleden, hvad jeg tror er den bedste beskrivelse af situationen lige nu: Verdens regeringer er for sløve med at realisere FN’s Paris-aftale om klimaet fra 2015. Det er en klar historisk erfaring, at regeringer altid er sene til at erkende dramatiske omvæltningers nødvendighed. Men der er håb om, at deres tøven snart overhales af eksplosionen af opfindsomhed fra forskere og erhvervsvirksomheder. En toneangivende del af det globale erhvervsliv har indset, at klimaløsning og bæredygtighed er nødvendig for at redde deres fremtidige indtjening.

Dansk erhvervsliv har et forspring – endnu da – og Europa har bedre planer og praksis i grøn omstilling end andre kontinenter. USA ruller omsider frem med massive tilskud til grøn omstilling – der desværre fokuserer ret ensidigt på at favorisere egne virksomheder. Kina er et paradoks som førende verdensleverandør af grøn teknologi, men samtidig udleder af langt mere CO₂ end noget andet land i verden. De fattige lande i det globale syd venter med rette på en meget betydelig håndsrækning fra den rige verden for at løfte deres del af den globale udfordring.

Krigen dræner ressourcer

Fred i Ukraine er en forudsætning for at bremse op i den accelererende oprustningsspiral, der risikerer at dræne i ressourcer til klima og velfærd og uddyber de groteske økonomiske uligheder. Desværre skal åbenbart først flere og mere raffinerende vestlige våben til Ukraine for at overbevise Rusland om, at krigen ikke kan vindes ved at plage den ukrainske civilbefolkning med angreb vinteren igennem på el-, varme- og vandforsyningen.

Men Vesten må også i samtale med Ukraines præsident om, at der kan blive et smerteligt valg mellem beherskede, men moralsk uacceptable indrømmelser til angriberen eller en mangeårig lavintensiv krig, der bliver utålelig at gennemleve for folket og umuliggør landets genopbygning. En udvikling hen mod total sejr for Ukraine kan i værste fald få Rusland til at bruge atomvåben.

Forhåbentlig får de kræfter i Rusland overhånd, der forstår, at krigsmålet aldrig kan nås, og at deres eget land har brug for fred – ikke optrapning af krigen. Her kan medspil fra Kina blive afgørende.

Behov for, at Kina og USA snakker sammen

Derfor er der behov for dialog mellem USA og Kina, hvor de på trods af alle interessemodsætninger genfinder en form for verdensorden inden for FN for at sikre verdensfreden, det økonomiske samkvem og effektive klimaløsninger. I særdeleshed er der brug for, at de enes om en fælles holdning om, at grænser ikke kan ændres ved krig.

Desværre rækker det ikke langt bare at samle en alliance af demokratier, når kun en femtedel af Jordens befolkning lever i reelt demokratiske lande. Men det er selvfølgelig uhyre vigtigt, at vi værner bedre om vor egen sikkerhed og økonomiske interesser i fællesskab i NATO hhv. EU.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 27. december 2022

Mere fra min hånd om ulighed, klimaindsats og krigen i Ukraine

Vi skal forarme eneherskerne ved at gøre os fri af deres energi. Det er godt for os – og for klimaet

Ukrainekrigen fremskynder den opgave, EU står med: at udstikke​ en ambitiøs kurs for en klimaindsats, der kan være eksempel for andre rige lande. Vi skal se at komme ud af afhængigheden af brutale eneherskere på energifronten. Mere om det i denne klumme i Jyllands-Posten 7. december 2022. Læs den i Jyllands-Posten eller nedenfor:

Krig, klimakrise og eneherskere i knibe

Ruslands rædselsfulde angrebskrig i Ukraine fortsætter. Putin kan hverken vinde på slagmarken eller erkende sine monumentale fejlvurderinger, og vreden over landets store krigstab og den stadig forværrede økonomi bliver mere og mere udbredt. En stor del af den mest veluddannede ungdom er flygtet. Men det endelig opgør med Putin lader vente på sig. Derfor lider Ukraine så ufatteligt meget, og krigens følger er også social nød og ustabilitet i resten af verden.

Måske er den eneste, der har magt til at presse Putin til at stoppe, Kinas enehersker, Xi Jinping. Han synes allerede at være det reelle værn mod, at Putin bruger atomvåben. Men han går næppe videre, før Vesten til gengæld nedtrapper konfrontationerne med Kina. Man må derfor håbe præsident Biden har vilje og indenrigspolitisk handlefrihed til at forbedre forholdet til Kina – og måske derved også reducere risikoen for en fremtidig konflikt over Taiwan.

Xi Jinping har lige genindsat sig som enehersker, og hans styre står næppe over for sammenbrud. Men han er udfordret, bl.a. af de mange demonstrationer mod den drastiske covid-nultolerance, der til stadighed holder hundredvis af millioner af kinesere indelukket og koster voldsomt på vækst og social stabilitet. Xi har også indenrigspolitisk brug for afspænding, og noget tyder på, at han omsider er ved at lempe covid-restriktionerne – uden i øvrigt at slække på styrets stærke kontrol med befolkningen.

Den matte afslutning på klimakonferencen i Egypten var bl.a. udtryk for, at samspillet mellem USA og Kina fra Paris i 2015 for tiden ikke er virksomt. Samtidig mener de toneangivende lande i det globale syd med rette, at de rige lande leverer alt for lidt til at afhjælpe klimakatastroferne. 

Det er fattige lande i den varme del af verden, der rammes uforholdsmæssigt hårdt, men det var de rige landes langvarige udslip af klimagasser, der er årsag til, at den globale opvarmning tog fart.

Vestens ringe hjælpsomhed er også med til at forklare, at det er så vanskeligt at få opbakning fra de tonegivende udviklingslande til en hård kurs over for Rusland. Problemerne bider hinanden i halerne. Der er for mange erindringer om de blodige, uretfærdige og/eller mislykkede krige, der blev ført af de ledede vestlige i en ikke så fjern fortid. Kolonikrige. Vietnamkrigen. I nyere tid det kaos med Islamisk Stat, der blev skabt i og omkring Irak som følge af USA’s invasion. 

Senest den forfærdende humanitære katastrofe, der er udløst i Yemen som følge af Vestens støtte til Saudi-Arabiens og Emiraternes invasion i dette ludfattige land. Vesten har også historisk et medansvar for, at et dybt reaktionært islamistisk præstestyre så længe har bidt sig fast i Iran. Nu rystes landet af demonstrationer, fordi en ny, ung generation med kvinderne i spidsen ikke vil finde sig i undertrykkelsen.

EU-kommissær Timmermanns fik i sidste øjeblik reddet lidt af EU’s ære i Sharm El-Sheik med forslaget om en fond til at afhjælpe tab og ødelæggelser ved klimakatastrofer. Men det er kun en beskeden forsmag på dét, der er nødvendigt for at genskabe tillid mellem det rige nord og det fattige syd.

EU skal udstikke en ambitiøs kurs for klimaindsatsen, der kan være eksempel for andre rige lande. Det fremskyndes af krigen i Ukraine: Vi skal hurtigst muligt væk fra energiafhængighed af aggressive diktatorer som Putin og Mohammed bin Salman. Det både klimamæssigt og sikkerhedspolitisk vigtigste projekt for det nærmeste tiår er at forarme dem ved at gøre os stadig mindre afhængige af deres fossile brændsler.

Tostatsløsning i Israel-Palæstina kræver opgør med Israels apartheidpolitik

Sammen med en række tidligere udenrigsministerkolleger i Europa appellerer jeg indtrængende til det politiske samfund i Europa om at kræve handling og et ophør af Israels skånselsløse apartheidpolitik over for palæstinenserne såvel som, at der gøres en reel indsats for en to-statsløsning.

Appellen bliver desto mere nødvendig efter Netanyahus sejr ved parlamentsvalget i Israel 1. februar og hans forbund med yderligtgående nationalister. Opfordringen er bl.a. trykt i Information 2. november, Le Monde 27. oktober på fransk og på engelsk i Middle East Monitor 28. oktober.

Appel

Mens verden overværer de rædselsfulde begivenheder, der udspiller sig i Ukraine, er nødvendigheden af at beskytte en regelbaseret verdensorden højt på den politiske og offentlige dagsorden. Det internationale samfund har samlet sig bag multilateralisme og behovet for at overholde international lov og beskytte menneskerettighederne. Der er ingen tvivl om, at det er den eneste vej frem i et stadigt mere polariseret globalt landskab.

Samtidig bliver vi mindet om, hvordan det internationale samfund i andre sammenhænge alt for ofte har forholdt sig tavst, undladt at handle på alvorlige krænkelser af folkeretten, og ladet alvorlige overgreb gå ustraffet hen.

De samme standarder og engagement i at beskytte den ukrainske civilbefolkning, og de krav, der stilles, om, at Rusland stilles til ansvar for overtrædelser af international lov, bør gælde globalt, inklusive i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Israel fortsætter upåvirket

EU og dets medlemslande har arbejdet for en tostatsløsning, baseret på suverænitet og lighed for både israelere og palæstinensere, som grundstenen i deres mellemøstpolitik. Alligevel rykker virkeligheden i Israel og i det besatte Palæstinensiske Område sig i den helt modsatte retning. Og vores passivitet kan ende med at få vidtrækkende konsekvenser i regionen såvel som for validiteten og effektiviteten af ​​europæisk diplomati globalt.

Gentagne israelske regeringer, inklusive den nuværende, har igen og igen gjort det klart, at de ikke planlægger at tage de nødvendige skridt for at afslutte den langvarige besættelse. I strid med folkeretten har Israel overflyttet hundredtusindvis af israelske borgere til de besatte områder.

Bosættelserne er etableret i områder, der bevidst opdeler den palæstinensiske befolkning i adskilte enklaver, hvilket undergraver grundlaget for ​​en fremtidig palæstinensisk stat. Der er etableret et todelt retssystem, med ulige rettigheder mellem palæstinensere, der lever under militærstyre, og israelere, der lever under israelsk civil lov.

Palæstinensere udsættes dagligt for strukturel undertrykkelse, såvel som begrænsninger i deres bevægelsesfrihed, overtagelse af jord, nedrivning af boliger, overvågning og krænkelser af grundlæggende borgerrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed.

Reel apartheid

På trods af det håb om forandring, der kom med den koalitionsregering, der blev valgt sidste år, er disse tendenser fortsat. Vi er vidne til en væsentlig forøgelse af hyppigheden i og alvoren af straffri ​​bosættervold mod den palæstinensiske befolkning.

Israels forsvarsministerium har iværksat et hidtil uset nedslag mod det palæstinensiske civilsamfund og forbudt seks af de mest fremtrædende ngo’erI 2021 dokumenterede FN det højeste antal israelske nedrivninger af palæstinensiske strukturer i en årrække, mens et rekordhøjt antal nødhjælpsprojekter doneret af EU og medlemslande blev ødelagt eller konfiskeret. Senest, den 5. maj i år, gav den israelske højesteret grønt lys til tvangsforflyttelse af mere end 1.000 palæstinensiske indbyggere i området Massafar Yatta syd for Hebron. Hvis dette gennemføres, vil det udgøre den største tvangsforflyttelse i de besatte områder siden 1970’erne.

Drabet på al-Jazeera-journalisten Shireen Abu Akleh, mens hun udførte sit arbejde, understreger en stigende og dybt alarmerende tilsidesættelse af palæstinensernes grundlæggende rettigheder og friheder.

I løbet af de seneste år har flere og flere israelske og internationale menneskerettighedsorganisationer sluttet sig til det palæstinensiske civilsamfund og konkluderet, at det israelske system, der undertrykker palæstinenserne, især i de besatte områder, udgør apartheid. Dette inkluderer omfattende juridiske analyser fra B’TselemYesh DinHuman Rights WatchAmnesty International, en særlig FN-rapportør og Harvard Law Schools International Human Rights Clinic.

Vi er overbevist om betydningen af, at det internationale samfund arbejder for at støtte to stater, Israel og Palæstina, der lever side om side i sikkerhed, demokrati og fred. Og det er på høje tid, at Israels allierede, inklusive EU og dets medlemsstater, igen bekræfter deres forpligtelse til to stater ved at holde Israel ansvarlig for de igangværende krænkelser af palæstinensiske menneske- og frihedsrettigheder.

Vi ser ikke andet alternativ end at anerkende, at Israels politikker og praksisser over for de palæstinensere, der bor på Vestbredden, Østjerusalem og i Gaza, er apartheid, en forbrydelse ifølge international lov, og vi opfordrer vores kolleger i det europæiske politiske samfund til at slutte sig til os og kræve handling for at afslutte disse uretfærdige politikker og dermed stille en tostatsløsning på konflikten i udsigt.

  • Mogens Lykketoft er tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling, Danmark
  • Hubert Védrine er tidligere udenrigsminister i Frankrig
  • Baronesse Sayeeda Warsi er tidligere Cabinet Minister and Foreign Office Minister for FN, Menneskerettigheder og ICC, Storbritannien.
  • Erkki Tuomioja er tidligere udenrigsminister i Finland
  • Ivo Vajgl er tidligere udenrigsminister i Slovenien

Mere her

Infrastruktur og sammenhold skal sikres endnu bedre mod Putins forsøg på at destabilisere Vesten

Demo agaist Putin

Putin reagerer brutalt med angreb på vigtig infrastruktur på Ukraines fremskridt i krigen. Man kan håbe, at store ‘neutrale’ lande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, der ikke blander sig i Putins krig i Ukraine, diskret vil advare Rusland om, at mulig brug små taktiske atomvåben mod ukrainske styrker vil føre til yderligere isolation og fordømmelse. Mere om det i min klumme i Jyllands-Posten i denne uge. Læs den her – eller nedenfor:

Krigstruslen

Angsten for Putins reaktion på Ukraines fremgang i krigen breder sig.  

Ruslands svar er terrorangreb på boligblokke, gader og pladser og ødelæggelse af Ukraines vand-, el- og varmeforsyning op mod den kolde vinter. 

Afbrydelsen af gasforsyningen fra Rusland til EU blev fulgt op af russernes ødelæggelse af deres egne gasledninger på Østersøens bund. Det skete på selve åbningsdagen for Baltic Pipe, der skal sende norsk olie via Danmark til Polen som erstatning for den russiske gas. Det var en advarsel fra Putin om, at han også har kapacitet til at sabotere dén infrastruktur, der erstatter en stor del den russiske gas til EU-lande. 

Andre mystiske hændelser i Europa som bl.a. lammelsen af togtrafik i det nordvestlige Tyskland og afbrydelse af internettet til Shetlandsøerne kan også være nålestikshilsner fra Putin. 

Sammenhold afgørende

Desuden satser den russiske krigsmager på, at inflation og social forarmelse kan udløse folkelige reaktioner, der vælter regeringer, der støtter Ukraine. Derfor er det så vigtigt, at vi både beskytter vores sårbare infrastruktur, vores sociale solidaritet og det europæiske sammenhold for at vise Putin, at han ikke kan ramme eller splitte os.

Jeg formoder, at USA og Europa har signaleret til Putin, at hvis han går skridtet videre, ikke bare ødelægge sine egne rørledninger for at skræmme os, men saboterer vores infrastruktur og sætter ind med cyberangreb, så vil det blive besvaret med lignende angreb mod Rusland.

Farlig optrapning

Den ultimative katastrofe er imidlertid hvis Rusland – for at standse Ukraines militære generobring af besat territorium – anvender såkaldte ’små’ taktiske atomvåben mod de ukrainske styrker. Vestens svar i denne situation vil næppe være atomvåben, men vi kan blive nødt til at sende endnu flere og mere slagkraftige forsvarsvåben til Ukraine eller endda engagere os i mere direkte krigsdeltagelse. Man kan kun håbe, at Rusland forstår, at brug af atomvåben i en hvilken som helst form er en optrapning med uforudsigeligt fatale konsekvenser.

Det bedste håb er måske, at store ’neutrale’ lande som Kina, Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i kulissen bidrager med stærkere advarsler til Rusland om, at brug af atomvåben vil udløse en langt mere samlet global isolation og fordømmelse.

Xi Jinping kan stoppe Putin – hvis han vil

Kina er det vanskeligste og det vigtigste land. Hvis Xi Jinping havde viljen, er han nok den, der med størst vægt kan presse Rusland til helt at stoppe angrebskrigen. Men det vil forudsætte en grad af afspænding mellem Kina og Vesten. Vi må håbe, at den kinesiske hersker efter genvalget som partileder føler sig mere fri til at slække på støtten til Rusland og række ud til Vesten. Det vil igen forudsætte, at Biden kan dæmpe konfrontationen med Kina, når nationalistiske og anti-kinesiske stemninger om et par uger ikke længere kan påvirke midtvejsvalget i USA.

I Europa forstås nødvendigheden af dialog med Kina meget bedre end i USA: Det er derfor opmuntrende, at både den tyske kansler Scholz og den franske præsident Macron har kurs mod Kina i nær fremtid. Det er et første tegn på aktivt afspændingsdiplomati efter langvarig og stadigt skarpere konfrontation.

Der er også brug for en meget bredere vestlig diplomatisk offensiv over for de mange lande i det globale syd, der endnu ikke er gået op imod Ruslands angrebskrig. Der er brug for at vise langt større vilje fra vores side til at mildne de fatale konsekvenser i de fattige lande af krigen i Ukraine: Hvis vi vil have dem over på vores side, så skal vi ofre meget mere for effektivt afhjælpe den akutte sult og nød.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 26. oktober 2022

Foto: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om Putins krig i Ukraine

Putins krig og sabotage må ikke udløse desperation og depression

Der bør udformes inflationshjælp til trængte, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod er der ingen god grund til, at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Putin vil skabe frygt og opløsning

Vladimir Putin tror stadig, at han kan bøje os ved at skabe frygt, kaos og populistisk opløsning i Vesten og derved tvinge Ukraine til underkastelse. Sprængningen af gasrørene i Østersøen, som jeg vurderer, at Putin står bag, er den seneste optrapning af denne bestræbelse.

Men nej, han vil næppe bruge atomvåben, og han vil næppe gå videre med at sprænge infrastruktur i NATO-landene, for så ved han, at NATOs artikel 5 vil tvinge os til at svare proportionalt mod Rusland. Den krig kan ingen vinde. Heller ikke Putin.

Det er aldeles afgørende, at vi i Europa ruster os mod desperation, depression og splittelse. Det handler om at sikre energiforsyning, bekæmpe inflation og især aflaste dem, der har mindst at stå imod med.

Det første enormt vigtige skridt er EU-Kommissionens modige initiativ til at barbere en stor bid af de meget høje elpriser, der lige nu styres af den uhyrligt dyre naturgas. Den meget store del af energiforsyningen, der har vældig profit af at ligge i læ af naturgaspriserne, skal bidrage til at aflaste forbrugerne fra elprischokket.

Lige så vigtigt er det, at EU-landene leverer på aftalen om spareforanstaltninger, der nedbringer gasforbruget med 15 procent og elforbruget med ti procent. Det kan de fleste husstande klare. Det kan være vanskeligere for mange virksomheder, og nogle med meget stort gasforbrug kan næppe indfri sparekravet uden midlertidigt at erstatte gas af mere CO₂-forurenende kul eller olie.

Med lidt forsinkelse mildnes problemerne, når der igen er vand i floder og vandreservoirer og reparationerne på franske atomkraftværker og det danske Thyra-gasfelt fuldføres. Forhåbentlig vil Tyskland også forlænge levetiden på deres a-kraftværker. Desuden sejles flydende gas ind fra USA, Qatar og Algeriet m.fl.

Endelig – og meget afgørende – vil vi efterhånden få meget større udbud af grøn energi, fordi det er blevet en hamrende god forretning af investere deri både for stater og virksomheder.

Hvis alt dette føres ud i livet, så er der en vældig mulighed for at undgå energimangel og gradvis få dæmpet energiprisernes enorme vægt i det samlede inflationsproblem. Det skal også tages i betragtning i forhold til, hvor stram den økonomiske politik skal være i Europa – og i Danmark.

Centralbankernes markante renteforhøjelser er forsøg på at knække selvbekræftende forventninger om fortsat høj inflation. Det var på høje tid at afslutte nulrentepolitikken, der skabte inflation i aktiekurser og ejendomsværdier til ensidig gavn for de mest velhavende. Men yderligere stramning af pengepolitikken kan føre til fallitter hos mange, der har købt hus sent og dyrt, eller har store variabelt forrentede lån. Derfor er der grund til at give EUs indgreb mod inflationen en chance for at virke, før der laves nye stramninger.

Traditionel økonomisk teori, som den forstås i Nationalbanken og hos Finansministeriets økonomer, tilsiger enten slet ikke at kompensere for prisstigninger eller – hvis det anses for undgåeligt af sociale grunde – så at stramme tilsvarende ved udgiftsreduktioner eller skatteforhøjelser andre steder: Man er bange for at lempe, så forbruget vokser, og man derfor får flaskehalse, store lønstigninger og endnu mere inflation.

Jeg tror ikke, at denne tankegang passer til den nuværende krise. Prisstigningerne på energi og fødevarer har udløst kulsorte forbrugerforventninger, og vi står lige nu med udsigt til et voldsomt fald både i efterspørgsel og beskæftigelse.

Derfor er det klogt, at regeringen nu giver henstand med betaling af stigende energiregninger, midlertidigt nedsætter elafgiften og hæver børnetilskuddene ved at udmønte den reserve til inflationshjælp, der allerede var afsat på forslaget til næste års finanslov. Den gamle elafgift skulle i øvrigt alligevel snart erstattes af en mere målrettet CO₂-afgift, der rammer de fossile brændstoffer, men fremover friholder de grønne energikilder.

Men, som regeringen også bebuder, er der brug for yderligere skridt – vel især målrettet til husstande med begrænset familieøkonomi, der på kortere sigt vil være låst fast til de dyreste energikilder (specielt gas til opvarmning).

Det afgørende er, at den videre inflationshjælp udformes, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod ser jeg ikke ingen god grund til at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Igen: Det vigtigste er at undgå desperation, depression og splittelse, der kun kan gavne Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 3. oktober 2022

Mere fra min hånd om Putins krig

Inflationen rammer hårdt og skævt. Det haster med energiløsninger

Billig og rigelig grøn energiforsyning, klimaløsning og sikkerhedspolitik er sider af samme sag, som skal realiseres ved enorm investering i grøn energiforsyning. Når staterne skal investere med her, bør regningen betales af de borgere og virksomheder, der tjener mest. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her:

eller nedenfor:

Løsninger før skattelettelser

Lige nu hærger inflationen med voldsom styrke. Fordyrelsen af især fødevarer og energi rammer langt hårdere på det lille familiebudget end på det store. Uligheden er i forvejen vokset uacceptabelt meget de seneste 20 år. Nu skal vi forhindre, at de aktuelle prisstigninger vælter mennesker omkuld, tvinger dem fra hus og hjem, eller fører til, at de får for lidt mad og kommer til at fryse i den kommende vinter. Det skal vi, mens bortfald af gas fra Rusland betyder endnu mere utålelige gaspriser og endda risiko for rationering.

Løsninger her – og ikke skattelettelser til de velhavende – bør stå i centrum af den politiske diskussion.

Vi får brug for igen at hjælpe med en ekstra varmecheck til familier med jævne indkomster, der fyrer med naturgas. Derfor er det godt, at finansministeren har sat en reserve af til inflationshjælp på et par milliarder kroner på næste års finanslov. Elprisernes aktuelle himmelflugt rejser imidlertid tvivl, om det er nok, medmindre EU finder fælles løsning på dette problem.

Nogle økonomer ser en risiko for endnu mere inflation via ekstra lønpres, hvis der uddeles milliarder i inflationshjælp uden finansiering. Men der er langt mere reel grund til bekymring for øget social ustabilitet som følge af fortsat stigende ulighed.

Statsfinanserne i topform

Statsfinanserne er i topform, og fagbevægelsen har hverken interesse i eller styrke til at udløse lønstigninger som svar på inflationen, der kan skabe en spiral af yderligere inflation, der undergraver danske job via forringet konkurrenceevne. Prisstigningerne begrænser danskernes samlede købekraft med flere snese milliarder, og det trækker meget tungere ned i efterspørgslen, end enhver tænkelig inflationshjælp trækker op. Afmatningen i købekraft og købelyst forstærkes af centralbankernes renteforhøjelser, der har fjernet den uholdbare boble i ejendomspriser og aktiekurser, og det slår måske om et øjeblik for hårdt til mod den ellers historisk høje beskæftigelse.

Der er desuden grund til tro, at de store prisstigninger, der næsten helt og fuldt kom udefra, vil mildnes i de kommende måneder – også selv om den forfærdelige krig i Ukraine fortsætter, og specielt gasprisen forbliver høj:

En del af den høje inflation er kommet forud for krigen og var en følge af forstyrrelsen af de internationale forsyningslinjer under covid-19-pandemien. Dette problem mildnes gradvis. Det ser ud til, at priserne på fødevarer og en række vigtige råvarer er ved at stabilisere sig på et nyt niveau. Benzin og olie kan godt falde noget igen, fordi andre olieproducenter end Rusland øger leverancerne. Det kan også blive Iran, hvis forhandlingerne om at genoplive atomaftale lykkes.

Fælleseuropæisk løsning

Gaspriserne kan imidlertid forblive ekstremt høje i kommende år. Lige nu suppleres fraværet af russisk gas af tørke, der lukker vandkraft ned, hæmmer transport af brændstof på floderne og vanskeliggør nedkøling af a-kraftværker; desuden er værker i Frankrig lukket på grund af reparation, og de tyske værker er under varig nedlukning. Gasfeltet Thyra på den danske del af Nordsøen er uheldigvis også under renovering til 2024. Det tager tid at oprette skibsterminaler til at modtage flydende gas og især til at oprette net til at sende det rundt i Europa. I mellemtiden må vi frygte, at akut energimangel afhjælpes ved at vende tilbage til at afbrænde stærkt CO₂-udledende kul og olie for at opretholde produktionen.

På lidt længere sigt vil stærkt øget produktion af sol- og vindenergi – som bebudet ved de nordeuropæiske statslederes topmøder i Esbjerg og på Marienborg – presse alle energipriser nedad.

Billig og rigelig grøn energiforsyning, klimaløsning og sikkerhedspolitik er sider af samme sag og skal realiseres ved enorm investering i grøn energiforsyning. Når staterne skal investere med her, bør regningen betales af de borgere og virksomheder, der tjener mest.

Én god grund er, at jo mere man tjener som borger, jo mere belaster man gennemsnitligt set klimaet med sit forbrug. En anden god grund er, at de helt ekstraordinære profitter i erhvervslivet i denne tid især skyldes markedsforstyrrelser som følge af pandemi og krig. Det gælder også på elmarkederne, hvor den høje pris på den forholdsvis lille gasfyrede del af elproduktionen trækker profitterne på levering fra alle andre energikilder langt mere voldsomt op end nødvendigt for at opnå energibesparelser og stor investering i grøn elproduktion.

Det er godt, at EU-Kommissionen har taget fat på at finde en fælleseuropæisk løsning på dette problem. Det haster.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske tirsdag d. 6. september 2022.

Illustration: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om den grønne omstilling, sikkerhedspolitik og ulighed