Måned: oktober 2022

Udgivet den

Klimasagen vil igen afgøre valget til den rød-grønne side

Jeg forstår godt, hvorfor mange mennesker har vanskeligt ved at vælge mellem de 14 partier på stemmesedlen. De færreste er på forhånd forankret i et bestemt parti, og de kan ikke finde ét, som de i et og alt kan identificere sig med. Jeg er nu heller ikke enig i alt Socialdemokratiet siger og gør. Læs min klumme i Berlingske her på valgdagen 1. november – eller læs den nedenfor.

Afgørelsens timer

I aften, tirsdag, kender vi valgresultatet, men næppe hvilken regering og politik, der kommer ud af det.

Vi ved, at usædvanligt mange vælgere var i tvivl til det sidste. Det har været en meget lokal valgkamp med mange dyre tilbud. Der blev talt forbløffende lidt om den dystre baggrund med krigen i Ukraine og konsekvenserne for global fred og udvikling. Måske fortrængte vi en stund knaphedens tid, hvor vi skal trækkes med energikrise og ekstremt høje energipriser og samtidig bruge vældige kræfter til at speede den grønne omstilling op. Måske talte vi for lidt om, at inflationen lige nu er en irritation for de velhavende, men fatal for de fattigste.

Vi forstår nu, at den hurtigst mulige omlægning til vedvarende energi ikke bare handler om at bremse den globale opvarmning, men også om at blive fri af afhængigheden af fossile brændstoffer fra krigsmagere og despoter. Derfor tror jeg, at der en endnu stærkere forståelse end sidst – og at klimasagen igen vil afgøre valget til den rød-grønne side.

Vi har lige nu flere i arbejde end nogensinde før og udbredt mangel på arbejdskraft. Det har udløst mange forslag om, hvordan vi kan få flere til at arbejde mere. Men måske står Europa foran en recession. Måske er der – desværre – om et øjeblik rigeligt med ledige hænder. Så vi skal koncentrere os om at give mange flere de kvalifikationer, der skal til for at få mange flere i arbejde med at drive den grønne omstilling fremad. Der skal satses massivt på faglig uddannelse og efteruddannelse i stedet for at opfinde for dyre præmier til dem, der allerede er i arbejde.

Vi skal have endnu mere fart på klima og bæredygtighed, og vi ved, at de rige har langt det største CO₂-aftryk gennem deres store forbrug. Alligevel er der partier, der øverst på ønskesedlen har, at vi skal lette skatten mest for de mest velhavende. Både klimaløsninger og bekæmpelse af den tiltagende ulighed taler for det modsatte.

I kritikken af alt det, der ikke er nået, levnes ikke mange tanker på, hvordan covid-bekæmpelsen i to af de seneste tre år har opslugt enormt meget politisk energi.

Der spørges for eksempel utålmodigt om, hvorfor vi først nu får talt så meget om problemerne i sundhedsvæsnet. Erindringen er svag om det vældige efterslæb, der blev skabt af to års covid-epidemi og en sygeplejerskestrejke. der dårligt kunne været kommet på et mere uheldigt tidspunkt. Det trækker lange spor. Måske havde regeringen fået stunder til at løse en del af problemerne, hvis ikke den var tvunget til at holde valg i utide.

Heldigvis tales der nu om, hvordan arbejde på offentlige sygehuse kan gøres mere attraktivt, og hvordan behandlingsgarantien kan justeres, så det ikke bare bliver til forgyldning af de private sygehuse, der modsat de offentlige sygehuse kan nøjes med at løse de lettere problemer.

Det er kun anden gang i mere end fire årtier jeg ikke selv har været på valg, men har kunnet iagttage mere end at agitere. Lige straks er jeg 77 år, og jeg har aldrig stemt på andet end Socialdemokratiet. Det er måske ikke så mærkeligt, når partiet i så mange år var central figur i mit liv og vice versa. Men jeg forstår godt, hvorfor mange mennesker har vanskeligt ved at vælge mellem de 14 partier på stemmesedlen.

De færreste er på forhånd forankret i et bestemt parti, og de kan ikke finde ét, som de i et og alt kan identificere sig med. Jeg er nu heller ikke enig i alt Socialdemokratiet siger og gør. Men jeg er sikker på, at jeg lægger min stemme dér, fordi den giver det stærkeste bidrag til at virkeliggøre dét, som jeg synes er allervigtigst: En progressiv dagsorden med social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed, med klimaløsninger og bæredygtighed.

Beslægtede partier trækker utålmodigt i os. Det har vi også brug for. Men samfundet bevæger sig først for alvor, når det store parti engagerer sig og tager ansvar for helheden. Det har Socialdemokratiet gjort med klimasagen. For at rykke videre frem har vi brug for, at det nuværende klimaflertal af centrum-venstrepartier er intakt efter valget. Det vil give os styrke til også at trække de borgerlige partier med videre. Sådan har det altid været: De historiske skridt, Socialdemokratiet tog for at skabe et mere retfærdigt samfund, blev som regel først mødt med borgerlig modstand. Men den folkelige opbakning betød, at flere borgerlige partier efterhånden blev trukket med. Det var vejen til det danske velfærdssamfund. Og det skal være vejen til også at gøre det bæredygtigt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Illustration: Folketinget

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Udgivet den

Kamæleonen Løkke Rasmussen skifter næppe farve til rød

Jeg har været i politik sammen med Lars Løkke Rasmussen for længe til at stole på, at hans stemningsskift til midtsøgende lilla er holdbart. Det har jeg skrevet dette indlæg om i Politiken i dag, torsdag d. 27. oktober 2022. Læs det her – eller nedenfor:

Lars Løkke Rasmussen har to sider

Jeg har været til stede i Folketinget i næsten 38 år – ofte helt i front. I den tid kom jeg til at bedømme mine kolleger mere på, om jeg kunne stole på dem, end om vi var politisk enige.

Med næsten 20 års erfaring med Lars Løkkes Rasmussens (M) politiske holdninger og adfærd har jeg mere tillid til mine iagttagelser undervejs end til den påståede fornyelse af sig selv, som han nu så dygtigt fører valgkamp på.

Mit billede er, at Lars Løkke Rasmussen har to sider.

Den ene er, at han total opportunist, når det gælder om at sikre sin egen position. Derfor har han gennem 12 af de seneste 18 år været et ledende medlem af regeringer, der helt ensidigt førte økonomisk politik til højre med støtte fra Dansk Folkeparti. 

Aftalebrud og nedskæringer

Han har medansvar for dette århundredes største skandale – nedbrydningen af den danske skatteforvaltning, der hvert år koster velfærdssamfundet milliarder af tabte kroner. 

Som indenrigs- og sundhedsminister gennemtrumfede han med DF en kommunalreform, selv om hans daværende chef, Anders Fogh Rasmussen, havde givet Poul Nyrup og mig tilsagn om et bredt forlig med Socialdemokratiet. 

Under stærk kritik fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne søgte han at løbe privatiseringen i gang ved at overkompensere de private sygehuse. 

Som finansminister gennemførte han – lige før han overtog statsministerposten i 2009 – de hidtil største skattelettelser til de allerrigeste danskere. Han fulgte det op med stort set at afskaffe efterlønnen, selv om S, V, K, R og DF ved velfærdsforliget i 2006 havde givet hinanden håndslag på ikke at ændre mere på efterlønnen. Det var endnu et politisk løftebrud. 

Endelig tog han som statsminister initiativ til voldsomt at nedskære dagpengeperioden for de arbejdsløse i en arbejdsløshedsperiode med det resultat, at titusinder fik intet eller ringere forsørgelsesgrundlag.

Jeg havde i mine mange år på Christiansborg ikke en modspiller, der havde et mere letfærdigt forhold til politiske forståelser end Lars Løkke Rasmussen. Tilsagn og aftaler er underordnet i forhold til, hvad der lige nu gavnede Lars Løkke Rasmussens projekt.

Mester i øget ulighed

Lars Løkke Rasmussen var ikke så magtfuldkommen som sin forgænger, dette århundredes mest magtfulde statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Det virkede ikke troværdigt, når han sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris: Fra 2016 til 2019 klamrede han sig til magten med en dysfunktionel regering, der foruden de konservative omfattede Anders Samuelsens fantasifulde version af Liberal Alliance.

Han var statsminister i alt godt seks år, hvor han også gav Inger Støjberg frie hænder til først at bekæmpe fagbevægelsen som beskæftigelsesminister og derefter til som integrationsminister at føre en stadig strammere udlændingepolitik ud i direkte lovovertrædelser. Siden stemte han imod at sende hende i Rigsretten, og nu siger han, at det gik for vidt med stramninger, og at Støjberg ikke skal i regering igen. Hvad tør man tro?

Den anden side af Lars Løkke Rasmussen er – som også Hans Engell har peget på – en livslang superliberal og derfor en usandsynlig deltager i en socialdemokratisk ledet regering. Især hvis den skal føre noget, der ligner socialdemokratisk politik. 

Han er entydigt den enkeltperson i dansk politik de seneste 20 år, der har realiseret de største lettelser i skatten for de rigeste og de største nedskæringer på velfærdsydelserne. Med andre ord en målrettet forkæmper for større ulighed. 

Den tilbøjelighed er ikke forsvundet. Det ses tydeligt ved, at han går til valg på et nyt skatteforslag, hvor han overgår sig selv fra 2009 med hensyn til voldsomt at forgylde de mest velhavende med lavere personskat, samtidig med at han ønsker en stor nedsættelse af selskabsskatten. Disse forslag er reelt i direkte konflikt med muligheden for at skaffe pengene til de nødvendige store investeringer, der skal fastholde Danmark i vores førende position på klimaløsninger.

Ægte sindelagsskifte?

Jeg har derfor meget vanskeligt ved at tage Lars Løkkes sindelagsskifte til fordel for en midterregering med Socialdemokratiet for pålydende – jeg tror ikke på hans vilje til at være minister i en regering ledet af Mette Frederiksen. 

Jeg kan heller ikke skimte det politiske grundlag for en fælles regering med Moderaterne. I grunden ville det være lettere – hvis man kun ser på programmerne – med det Venstre, som tegner sig efter Løkkes afgang som partiformand. 

Men der er hos de andre borgerlige partier en interesse i at fremstille det, som om Løkke vil undergive sig Socialdemokratiet, for at skræmme borgerlige vælgere væk fra ham – og måske få nogle hidtidige S- eller R-vælgere til at vandre over til hans Moderaterne, i forvisning om at Mette Frederiksen alligevel fortsætter.

Uanset hvilken regeringskoalition, der kan dannes efter valget, er det afgørende, at Socialdemokratiet kan føre an i en aktivistisk klimapolitik og en indsats mod den alt for store ulighed. Det kan man ikke være sikker på, hvis man tages som gidsel af Lars Løkke Rasmussen.

Gå aldrig tilbage til en fuser

Hvis man ikke skal være gidsel, er det nødvendigt, at der efter valget fortsat er et folketingsflertal af S, R, SF, EL og Alternativet.

Uden et stærkt grønt flertal svækkes Socialdemokratiets forhandlingsposition, og muligheden for en S-ledet regering kan forsvinde. 

Ingen kan vide, om Lars Løkke Rasmussen er mere trofast over for ideen om en midterregering med Socialdemokratiet, end han var over for tilsagnene om en bred kommunalreform og over for ikke at lave mere om på efterlønnen efter velfærdsforliget i 2006. Han kan forlade regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet ved at insistere på væsentlige dele af sit eget neoliberale program og ved at foreslå sig selv om leder af sådan en regering.

Hvad tror vi, der sker efter et sådant forløb? Hvad hvis den sekskantede borgerlighed i desperation over ellers ikke at kunne vælte Mette Frederiksen tilbyder Lars Løkke at blive regeringschef? Venstre tilbød jo Marianne Jelved statsministerposten i 1993 for at undgå Nyrup, og de tilbød Margrethe Vestager posten i 2011 for at undgå Thorning. De radikale damer sagde begge gange nej tak. Men mon ikke Lars Løkke Rasmussen ville sige ja tak?

Derfor: Gå aldrig tilbage til en fuser, hvis du vil have en socialdemokratisk ledet regering.

Indlægget blev bragt i Politiken 27. oktober 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Udgivet den

Infrastruktur og sammenhold skal sikres endnu bedre mod Putins forsøg på at destabilisere Vesten

Demo agaist Putin

Putin reagerer brutalt med angreb på vigtig infrastruktur på Ukraines fremskridt i krigen. Man kan håbe, at store ‘neutrale’ lande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, der ikke blander sig i Putins krig i Ukraine, diskret vil advare Rusland om, at mulig brug små taktiske atomvåben mod ukrainske styrker vil føre til yderligere isolation og fordømmelse. Mere om det i min klumme i Jyllands-Posten i denne uge. Læs den her – eller nedenfor:

Krigstruslen

Angsten for Putins reaktion på Ukraines fremgang i krigen breder sig.  

Ruslands svar er terrorangreb på boligblokke, gader og pladser og ødelæggelse af Ukraines vand-, el- og varmeforsyning op mod den kolde vinter. 

Afbrydelsen af gasforsyningen fra Rusland til EU blev fulgt op af russernes ødelæggelse af deres egne gasledninger på Østersøens bund. Det skete på selve åbningsdagen for Baltic Pipe, der skal sende norsk olie via Danmark til Polen som erstatning for den russiske gas. Det var en advarsel fra Putin om, at han også har kapacitet til at sabotere dén infrastruktur, der erstatter en stor del den russiske gas til EU-lande. 

Andre mystiske hændelser i Europa som bl.a. lammelsen af togtrafik i det nordvestlige Tyskland og afbrydelse af internettet til Shetlandsøerne kan også være nålestikshilsner fra Putin. 

Sammenhold afgørende

Desuden satser den russiske krigsmager på, at inflation og social forarmelse kan udløse folkelige reaktioner, der vælter regeringer, der støtter Ukraine. Derfor er det så vigtigt, at vi både beskytter vores sårbare infrastruktur, vores sociale solidaritet og det europæiske sammenhold for at vise Putin, at han ikke kan ramme eller splitte os.

Jeg formoder, at USA og Europa har signaleret til Putin, at hvis han går skridtet videre, ikke bare ødelægge sine egne rørledninger for at skræmme os, men saboterer vores infrastruktur og sætter ind med cyberangreb, så vil det blive besvaret med lignende angreb mod Rusland.

Farlig optrapning

Den ultimative katastrofe er imidlertid hvis Rusland – for at standse Ukraines militære generobring af besat territorium – anvender såkaldte ’små’ taktiske atomvåben mod de ukrainske styrker. Vestens svar i denne situation vil næppe være atomvåben, men vi kan blive nødt til at sende endnu flere og mere slagkraftige forsvarsvåben til Ukraine eller endda engagere os i mere direkte krigsdeltagelse. Man kan kun håbe, at Rusland forstår, at brug af atomvåben i en hvilken som helst form er en optrapning med uforudsigeligt fatale konsekvenser.

Det bedste håb er måske, at store ’neutrale’ lande som Kina, Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i kulissen bidrager med stærkere advarsler til Rusland om, at brug af atomvåben vil udløse en langt mere samlet global isolation og fordømmelse.

Xi Jinping kan stoppe Putin – hvis han vil

Kina er det vanskeligste og det vigtigste land. Hvis Xi Jinping havde viljen, er han nok den, der med størst vægt kan presse Rusland til helt at stoppe angrebskrigen. Men det vil forudsætte en grad af afspænding mellem Kina og Vesten. Vi må håbe, at den kinesiske hersker efter genvalget som partileder føler sig mere fri til at slække på støtten til Rusland og række ud til Vesten. Det vil igen forudsætte, at Biden kan dæmpe konfrontationen med Kina, når nationalistiske og anti-kinesiske stemninger om et par uger ikke længere kan påvirke midtvejsvalget i USA.

I Europa forstås nødvendigheden af dialog med Kina meget bedre end i USA: Det er derfor opmuntrende, at både den tyske kansler Scholz og den franske præsident Macron har kurs mod Kina i nær fremtid. Det er et første tegn på aktivt afspændingsdiplomati efter langvarig og stadigt skarpere konfrontation.

Der er også brug for en meget bredere vestlig diplomatisk offensiv over for de mange lande i det globale syd, der endnu ikke er gået op imod Ruslands angrebskrig. Der er brug for at vise langt større vilje fra vores side til at mildne de fatale konsekvenser i de fattige lande af krigen i Ukraine: Hvis vi vil have dem over på vores side, så skal vi ofre meget mere for effektivt afhjælpe den akutte sult og nød.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 26. oktober 2022

Foto: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om Putins krig i Ukraine

Udgivet den

Election time in Denmark and the US

Shanelle Hall & Jean Ahlefeldt-Laurvig

I had the undivided pleasure of participating in we need to talk about this, the podcast on current and important issues in Denmark and the USA – and globally – by Shanelle Hall and Jean Ahlefeldt-Laurvig.

We talked about the elections ahead of us in Denmark and the US, not about specific candidates or policies – but about the political systems themselves. And they are hugely different.

Listen here to episode 1

Episode 2

Podcasts published on 21st of October 2022, ahead of the parliamentary election in Denmark on 1st of November and the mid-terms in the US on the 8th of November.

  

Udgivet den

Støjberg er superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj

Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Midtvejstanker om valgkampen

Vi er midt i en valgkamp, hvor temaerne flimrer, og de usædvanligt mange partiers tilslutning dagligt svinger mærkbart.

De borgerlige forsøgte at puste liv i de døde mink. Men de fleste vælgere ved godt, at sagen ikke handler om, at der var reel politisk uenighed om, at minkene af hensyn til risikoen for folkesundheden skulle aflives, og at minkavlerne skulle have erstatning. Dét var sket uanset regeringens farve. Erstatningen blev imidlertid nok presset i vejret af de borgerlige i ly af den alvorlige håndteringsfejl om mangelfuld lovhjemmel.

Nu synes oppositionen, at den har ny næring til at mistro regeringen på grund af det partsindlæg, som netop er udkommet fra den tidligere spionchef, der er under alvorlig anklage for at have lækket statshemmeligheder. Sagen er velegnet til mistænkeliggørelse, blandt andet fordi anklagen er hemmeligstemplet.

Valget bør fortsat handle om, at der er sikker hånd på roret under krig og energikrise. Derfor kom Socialdemokratiet godt fra start. Det anerkendes af de fleste, at Mette Frederiksens krisestyring bragte os gennem pandemien med færre dødsfald og bedre samfundsøkonomi end stort set alle andre lande. De fleste forstår også godt, at pandemi og sygeplejekonflikt har været udmarvende for sundhedssektoren, og at de mange kriser har stået i vejen for planlagte forbedringer. Selv de mest klimaaktivistiske erkender også, at Danmark er rykket hurtigere med klimahandling end andre lande.

SF og Enhedslisten holder stillingen pænt, og Alternativet er måske på vej til at genopstå. Men De Radikales selvmordsprojekt med at udløse valg i utide synes at halvere Sofie Carsten Nielsens flok og skaber tvivl om genskabelse af det rød-grønne flertal fra 2019.

Omvendt ser det bestemt ikke ud til et flertal for de seks borgerlige partier, der skiftevis er enige og uenige om, hvad de er enige om. Søren Papes troværdighed som statsministerkandidater er nedslidt, dels på grund af tvivlen om hans personlige dømmekraft, dels fordi han gik til valget på et program for skattelettelser til de rigeste i lighed med det, der er ved slå den nye konservative britiske premierminister politisk ihjel.

Jakob Ellemanns Venstre er tæt på halvering som følge af afskalningen til både Støjberg og Lars Løkke Rasmussen. Løkke kan ikke støtte en Ellemann-regering, hvor Støjberg er minister. Han fortryder åbenbart, at han som statsminister slap hende løs til at bryde loven for at sætte trumf på den stramme udlændingepolitik, som han nu mener er blevet rigeligt stram. Andre borgerlige partiers vilje til at tage dén politiker ind som minister, som Rigsretten satte i fængsel, viser, at det borgerlige krav om konsekvent og hård retspolitik i praksis er meget selektivt.

Det er i øvrigt overraskende, at så mange vælgere tror, at Inger Støjberg kan og vil gøre alt anderledes end i de mange år, hun var ledende Venstre-politiker og minister. Henvisninger til, hvad hun tidligere har ment, afviser hun som skræmmepolitik, mens der afsløres meget lidt konkret om den nye kurs. Al Støjbergs færd viser hende imidlertid som superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj. Hun appellerer nu til en del jyders følelse af være svigtet af de magtcentre i København, som hun selv i mange år har været en central del af – herunder tidligere borgerlige regeringer, der gik i spidsen med centralisering af politi, domstole, kommuneinddeling, sygehusvæsen mv.

Løkke udelukker at gøre Ellemann til statsminister i en koalition, der støttes af Støjberg og Vermund – og af Messerschmidt, hvis han er i Folketinget. Det kan placere Løkke som murbrækker for en krisekoalition hen over midten, som også Mette Frederiksen taler for. Da V og K kategorisk afviser ideen, kan der blive lidt smalt i dén midte. Men det skal da have en chance, hvis der kan skrives et regeringsprogram med endnu stærkere grønne ambitioner – og effektiv indsats for at mindske ulighed og fattigdom.

Partiernes forskellige forslag til generelle skattelettelser kunne med fordel træde i baggrunden til fordel for klarhed om den nødvendige støtte til de alt for mange borgere med beskedne indtægter og dyr opvarmning, der trues af fallit og af at skulle gå fra hus og hjem på grund af absurd høje energiregninger. Her kan det bekymre, at Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 18. oktober 2022

Mere fra min hånd om skattepolitik

Udgivet den

Putins krig og sabotage må ikke udløse desperation og depression

Der bør udformes inflationshjælp til trængte, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod er der ingen god grund til, at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Putin vil skabe frygt og opløsning

Vladimir Putin tror stadig, at han kan bøje os ved at skabe frygt, kaos og populistisk opløsning i Vesten og derved tvinge Ukraine til underkastelse. Sprængningen af gasrørene i Østersøen, som jeg vurderer, at Putin står bag, er den seneste optrapning af denne bestræbelse.

Men nej, han vil næppe bruge atomvåben, og han vil næppe gå videre med at sprænge infrastruktur i NATO-landene, for så ved han, at NATOs artikel 5 vil tvinge os til at svare proportionalt mod Rusland. Den krig kan ingen vinde. Heller ikke Putin.

Det er aldeles afgørende, at vi i Europa ruster os mod desperation, depression og splittelse. Det handler om at sikre energiforsyning, bekæmpe inflation og især aflaste dem, der har mindst at stå imod med.

Det første enormt vigtige skridt er EU-Kommissionens modige initiativ til at barbere en stor bid af de meget høje elpriser, der lige nu styres af den uhyrligt dyre naturgas. Den meget store del af energiforsyningen, der har vældig profit af at ligge i læ af naturgaspriserne, skal bidrage til at aflaste forbrugerne fra elprischokket.

Lige så vigtigt er det, at EU-landene leverer på aftalen om spareforanstaltninger, der nedbringer gasforbruget med 15 procent og elforbruget med ti procent. Det kan de fleste husstande klare. Det kan være vanskeligere for mange virksomheder, og nogle med meget stort gasforbrug kan næppe indfri sparekravet uden midlertidigt at erstatte gas af mere CO₂-forurenende kul eller olie.

Med lidt forsinkelse mildnes problemerne, når der igen er vand i floder og vandreservoirer og reparationerne på franske atomkraftværker og det danske Thyra-gasfelt fuldføres. Forhåbentlig vil Tyskland også forlænge levetiden på deres a-kraftværker. Desuden sejles flydende gas ind fra USA, Qatar og Algeriet m.fl.

Endelig – og meget afgørende – vil vi efterhånden få meget større udbud af grøn energi, fordi det er blevet en hamrende god forretning af investere deri både for stater og virksomheder.

Hvis alt dette føres ud i livet, så er der en vældig mulighed for at undgå energimangel og gradvis få dæmpet energiprisernes enorme vægt i det samlede inflationsproblem. Det skal også tages i betragtning i forhold til, hvor stram den økonomiske politik skal være i Europa – og i Danmark.

Centralbankernes markante renteforhøjelser er forsøg på at knække selvbekræftende forventninger om fortsat høj inflation. Det var på høje tid at afslutte nulrentepolitikken, der skabte inflation i aktiekurser og ejendomsværdier til ensidig gavn for de mest velhavende. Men yderligere stramning af pengepolitikken kan føre til fallitter hos mange, der har købt hus sent og dyrt, eller har store variabelt forrentede lån. Derfor er der grund til at give EUs indgreb mod inflationen en chance for at virke, før der laves nye stramninger.

Traditionel økonomisk teori, som den forstås i Nationalbanken og hos Finansministeriets økonomer, tilsiger enten slet ikke at kompensere for prisstigninger eller – hvis det anses for undgåeligt af sociale grunde – så at stramme tilsvarende ved udgiftsreduktioner eller skatteforhøjelser andre steder: Man er bange for at lempe, så forbruget vokser, og man derfor får flaskehalse, store lønstigninger og endnu mere inflation.

Jeg tror ikke, at denne tankegang passer til den nuværende krise. Prisstigningerne på energi og fødevarer har udløst kulsorte forbrugerforventninger, og vi står lige nu med udsigt til et voldsomt fald både i efterspørgsel og beskæftigelse.

Derfor er det klogt, at regeringen nu giver henstand med betaling af stigende energiregninger, midlertidigt nedsætter elafgiften og hæver børnetilskuddene ved at udmønte den reserve til inflationshjælp, der allerede var afsat på forslaget til næste års finanslov. Den gamle elafgift skulle i øvrigt alligevel snart erstattes af en mere målrettet CO₂-afgift, der rammer de fossile brændstoffer, men fremover friholder de grønne energikilder.

Men, som regeringen også bebuder, er der brug for yderligere skridt – vel især målrettet til husstande med begrænset familieøkonomi, der på kortere sigt vil være låst fast til de dyreste energikilder (specielt gas til opvarmning).

Det afgørende er, at den videre inflationshjælp udformes, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod ser jeg ikke ingen god grund til at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Igen: Det vigtigste er at undgå desperation, depression og splittelse, der kun kan gavne Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 3. oktober 2022

Mere fra min hånd om Putins krig