Måned: marts 2024

Udgivet den

Hamas’ grusomme angreb kan aldrig retfærdiggøre, at Gazas befolkning nu er blevet sønder- og tæppebombet gennem næsten seks måneder

Min generation voksede op med enorm sympati for ideen om – efter Holocausts ufattelige grusomhed – at oprette en jødisk stat. Først efterhånden forstod vi prisen for dét folk, der havde været flertallet i landet. Israel blev oprettet med fødselshjælp fra FN, men Israel ignorerede FN’s krav om, at palæstinenserne også skulle have en stat. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor

Terror og krigsforbrydelser

Krigsforbrydelser, massedød, hungersnød og samfundskollaps i Haiti, Sudan og Palæstina understreger savnet af et FN med autoritet til at standse katastroferne.

Israels krig i Gaza er tættest på os. FN var i 1947 fødselshjælper for staten Israel med planen om at dele Palæstina mellem jøder og arabere.

Min generation voksede op med enorm sympati for ideen om – efter Holocausts ufattelige grusomhed – at oprette en jødisk stat. Først efterhånden fattede vi, at prisen for dét folk, der gennem utallige generationer havde været flertallet i landet, var fordrivelse, besættelse og enorme ydmygelser. Israel ignorerede massivt FN’s krav om, at palæstinenserne også fik en stat. Derfor har Israel i årtier mødt modstand fra flertallet af FN’s lande.

Vi har set på Israel som et vestligt demokrati, selvom demokratiet kun er for israelerne og de jødiske bosættere på Vestbredden. Landet udviklede sig til en voldsom apartheidstat på de besatte områder, hvor palæstinenserne uden rettigheder blev spærret inde bag mure og hegn.

Hamas’ massemord og gidseltagning i Israel 7. oktober 2023 var utilgiveligt ondt og forbryderisk – ikke kun mod de mange israelske ofre – men mod hele Palæstinas folk. Hamas-terroristerne agerede som en dødskult uden hensyn til den destruktion og elendighed, de nedkaldte over deres landsmænd. De vidste udmærket, at overmagtens hævn ville blive voldsom.

Israels svar var ikke den ret til selvforsvar, vi har talt så meget om. Nej, Israel har udfoldet en næsten seks måneder lang hævn- og terroraktion mod en værgeløs civilbefolkning. Hamas’ grusomme angreb 7. oktober kan aldrig retfærdiggøre, at en af verdens fattigste og tættest befolkede storbyer med 2,3 millioner mennesker, halvdelen under 18 år, er blevet sønder- og tæppebombet med 32.000 dræbt og mindst 75.000 såret eller invalideret, ifølge Al Jazeera. Boliger, hospitaler og skoler er udbombet. 

Det store flertal er hjemløse, og der er ikke nær nok vand, mad og medicin, fordi Israel blokerer for meget af den nødhjælp, der hober sig op i nabolandene. Derfor er der akut hungersnød og sultedød i Gaza.

Forhistorien til den aktuelle katastrofe er, at den yngre halvdel af Gazas indbyggere kun har oplevet Hamas’ diktatur og Israels blokade, der omdannede Gaza til verdens største åbne fængsel. Livet blev kun opretholdt ved bistand fra FN’s flygtningeorganisation for Palæstina, UNRWA. 

Hver gang primitive raketter blev affyret fra Gaza uden at gøre stor skade i Israel, oplevede de bølger af israelske gengældelsesangreb, som spredte mangefold død og ødelæggelse.

Kloge folk på begge sider har søgt at skabe fred. Men hver gang klogskab og fredsvilje har haft medvind, afsporede terrorister på den ene eller anden side processen. Vi har især hæftet os ved arabisk terrorisme, men der har hele tiden været ofre og gerningsmænd på begge sider.

Svenske Folke Bernadotte, der anførte de hvide busser, som fik danske fanger hjem fra Hitlers KZ-lejre i 1945, var FNs mægler i krigen om Palæstina i 1948. Han blev myrdet af jødiske terrorister, fordi han ikke gik ind for at give Israel mere land end FN havde foreslået. En arabisk landsby vest for Jerusalem, Deir Yassin, blev massakreret af samme gruppe jødiske terrorister for at skræmme palæstinenserne til at flygte. To af lederne bag blandt andet disse terrorhandlinger var Begin og Shamir, der senere blev statsministre i Israel.

Generalstabschef og statsminister Yitzhak Rabin var nok den sidste israelske leder, der havde både autoritet og vilje til at stifte fred. Men også han blev myrdet af en højreradikal jødisk terrorist i 1995. 

Hans efterfølger var Netanyahu, der det meste af tiden siden har domineret israelsk politik – og i dag leder den mest rabiate regeringskoalition i landets historie. Trods pres fra det meste af verden – også USA – nægter Netanyahu at stoppe krigsterroren i Gaza og den voldelige kolonisering på Vestbredden. 

I hans regering er ministre, der taler åbent om helt at fordrive palæstinenserne fra Palæstina. Selv hos Israels bedste venner dæmrer det omsider, at Netanyahu som arvtageren fra Begin og Shamir kan gå over i historien som den værste terrorist og største blokering for fred i konfliktens lange historie.

Forhåbentlig kan USA med sin nye kritiske holdning gå i spidsen og sammen med EU sparke døren ind til våbenhvile og adgang for nødhjælpen.

Fred og sikkerhed for både Israel og palæstinenserne findes kun ved massivt langvarigt pres fra resten af verden.

Forhåbentlig kan Den Internationale Domstol, når den engang fælder den endelige dom over Israels krigsførelse, bidrage til dette pres.

Mogens Lykketoft er formand for FNs Generalforsamling. samt fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om konflikten

Udgivet den

Forringet dagpengedækning har gjort stor skade

Nutidens store udfordringer er at lette vejen for arbejdsløse ufaglærte unge og desuden skabe et arbejdsmarked, hvor det er både attraktivt og muligt for seniorer at holde sig i gang. Det skriver jeg om i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen eller nedenfor:

Høj beskæftigelse skaber arbejdsudbuddet

Der er megen berettiget kritik af de regneregler og antagelser om menneskelig adfærd, der under Anders Fogh Rasmussens regeringstid blev knæsat af Finansministeriet. Heldigvis foregår der nu en – ganske vist langsom – nyvurdering.

Et af mange eksempler på behovet for at regne anderledes er påvist af AE-rådet: De gamle regnemetoder har været drivkraft for skiftende regeringer til at gennemføre markant forringelse i størrelse og varighed af dagpengene, fordi man har overvurderet, hvordan arbejdsløse ville »hygge sig« på »høje« dagpenge i stedet for at søge arbejde. 

Denne begrænsning i arbejdsudbuddet belastede – mente man – statsfinanserne unødigt. Derfor blev der skåret i reguleringen af dagpengesatsen i forhold til lønudviklingen, og dette blev forstærket ved skattelettelser via et forhøjet beskæftigelsesfradrag, som hverken er kommet folk på midlertidig eller vedvarende offentlig forsørgelse til gavn.

Der er de senere år på socialdemokratisk initiativ taget et par skridt i modsat retning med forhøjelse af dagpengesatsen i kortere ledighedsperioder og under uddannelsesaktivitet.

Men vi har stadig lavere dækning på dagpenge eller kontanthjælp end for et par årtier siden. Det rammer især dem, der har særlige problemer med kvalifikationer eller er plaget af fysiske eller psykiske skavanker og derfor har vanskeligst ved at hænge på arbejdsmarkedet, selv om de tappert søger flere gange om ugen og kaldes til mange nytteløse samtaler i jobcenteret. 

Om en forringelse af kontanthjælpen i Lars Løkke Rasmussens regeringstid blev det for eksempel dokumenteret, at kun en tiendedel af de berørte kom i arbejde, mens resten bare blev endnu fattigere.

Det er også vanskeligt at få ørenlyd for, at folk, der kastes ud i ledighed, med fordel kan gives tid til at se sig om efter et job, der passer til deres forudsætninger. I stedet har mange måttet bøje sig ned efter noget, de både er mindre egnet til og bliver dårligere lønnet for – for at undgå alt for mange måneder på lave dagpenge og efterfølgende tab af dagpengeret, der helt kan vælte familiens økonomi.

I mine yngre dage havde vi socialdemokrater den opfattelse, at klog arbejdsmarkedspolitik godt kunne gå hånd i hånd med god dagpengedækning for de lavtlønnede. Vi kunne sikre, at folk kom videre til nyt job med en anstændig løn. 

Det var tilsigtet, at høje dagpenge medvirkede til at udrydde usle og dårligt betalte job i Danmark: Vi mente, at vores samfund var velfungerende nok til at give alle en vej til et godt job, som ikke kunne afslås – om nødvendigt efter tilbud om efteruddannelse. Vi så relativt høje dagpenge som værn mod fattigdom, og det var en afgørende pointe, at det også gjorde det attraktivt at betale kontingent til a-kasse. 

Forringet dagpengedækning har gjort stor skade også ved at medvirke til et dramatisk fald i antallet af arbejdsløshedsforsikrede. Det har bragt mange ud i dybere fattigdom, når de ved ledighed er henvist til kontanthjælp eller til at blive forsørget af deres ægtefælle (hvis de har en).

Et samfund med høj beskæftigelse og aktiv arbejdsmarkedspolitik giver plads på arbejdsmarkedet til rigtigt mange, også af dem, der er bagud ift. flertallet, når det gælder kvalifikationer, livskraft og livsmod. Det har vi netop fået bekræftet under den seneste højkonjunktur: Efterspørgsel på folks arbejdskraft er en utroligt meget stærkere drivkraft for arbejdsudbuddet end sanktioner, der skal bekæmpe påstået dovenskab på dagpenge eller kontanthjælp.

Nutidens store udfordringer er at lette vejen for arbejdsløse ufaglærte unge og desuden skabe et arbejdsmarked, hvor det er både attraktivt og muligt for seniorer at holde sig i gang. Svaret på arbejdskraftmangel er ikke først og fremmest at skaffe flere leverede arbejdstimer fra den enkelte, men at give mange mennesker nye kundskaber for at besætte de nye typer job, som skabes af en rasende hurtig teknologiudvikling. »Dont work harder, work smarter«, lyder et citat, som min gamle økonomiprofessor og senere regeringskollega, Erling Olsen, ofte gengav.

Et særligt problem er, når der ikke er tilstrækkeligt mange såkaldte varme hænder, som tilbyder sig til den grundlæggende offentlige service i sundhed, børnepasning og ældreomsorg. Det ekstra lønløft til velfærdens kernetropper og de generelt gode nye overenskomster for de offentligt ansatte er nødvendige forudsætninger for at løse dette rekrutteringsproblem. 

Det handler ikke kun om løn, men også om mindre stressende arbejdsvilkår. Men rekruttering til de ubesatte stillinger er et vigtigt bidrag til bedre arbejdsforhold for alle.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 29. februar 2024.

Mere fra min hånd om arbejdsmarkedet