Inflationen rammer hårdt og skævt. Det haster med energiløsninger

Billig og rigelig grøn energiforsyning, klimaløsning og sikkerhedspolitik er sider af samme sag, som skal realiseres ved enorm investering i grøn energiforsyning. Når staterne skal investere med her, bør regningen betales af de borgere og virksomheder, der tjener mest. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her:

eller nedenfor:

Løsninger før skattelettelser

Lige nu hærger inflationen med voldsom styrke. Fordyrelsen af især fødevarer og energi rammer langt hårdere på det lille familiebudget end på det store. Uligheden er i forvejen vokset uacceptabelt meget de seneste 20 år. Nu skal vi forhindre, at de aktuelle prisstigninger vælter mennesker omkuld, tvinger dem fra hus og hjem, eller fører til, at de får for lidt mad og kommer til at fryse i den kommende vinter. Det skal vi, mens bortfald af gas fra Rusland betyder endnu mere utålelige gaspriser og endda risiko for rationering.

Løsninger her – og ikke skattelettelser til de velhavende – bør stå i centrum af den politiske diskussion.

Vi får brug for igen at hjælpe med en ekstra varmecheck til familier med jævne indkomster, der fyrer med naturgas. Derfor er det godt, at finansministeren har sat en reserve af til inflationshjælp på et par milliarder kroner på næste års finanslov. Elprisernes aktuelle himmelflugt rejser imidlertid tvivl, om det er nok, medmindre EU finder fælles løsning på dette problem.

Nogle økonomer ser en risiko for endnu mere inflation via ekstra lønpres, hvis der uddeles milliarder i inflationshjælp uden finansiering. Men der er langt mere reel grund til bekymring for øget social ustabilitet som følge af fortsat stigende ulighed.

Statsfinanserne i topform

Statsfinanserne er i topform, og fagbevægelsen har hverken interesse i eller styrke til at udløse lønstigninger som svar på inflationen, der kan skabe en spiral af yderligere inflation, der undergraver danske job via forringet konkurrenceevne. Prisstigningerne begrænser danskernes samlede købekraft med flere snese milliarder, og det trækker meget tungere ned i efterspørgslen, end enhver tænkelig inflationshjælp trækker op. Afmatningen i købekraft og købelyst forstærkes af centralbankernes renteforhøjelser, der har fjernet den uholdbare boble i ejendomspriser og aktiekurser, og det slår måske om et øjeblik for hårdt til mod den ellers historisk høje beskæftigelse.

Der er desuden grund til tro, at de store prisstigninger, der næsten helt og fuldt kom udefra, vil mildnes i de kommende måneder – også selv om den forfærdelige krig i Ukraine fortsætter, og specielt gasprisen forbliver høj:

En del af den høje inflation er kommet forud for krigen og var en følge af forstyrrelsen af de internationale forsyningslinjer under covid-19-pandemien. Dette problem mildnes gradvis. Det ser ud til, at priserne på fødevarer og en række vigtige råvarer er ved at stabilisere sig på et nyt niveau. Benzin og olie kan godt falde noget igen, fordi andre olieproducenter end Rusland øger leverancerne. Det kan også blive Iran, hvis forhandlingerne om at genoplive atomaftale lykkes.

Fælleseuropæisk løsning

Gaspriserne kan imidlertid forblive ekstremt høje i kommende år. Lige nu suppleres fraværet af russisk gas af tørke, der lukker vandkraft ned, hæmmer transport af brændstof på floderne og vanskeliggør nedkøling af a-kraftværker; desuden er værker i Frankrig lukket på grund af reparation, og de tyske værker er under varig nedlukning. Gasfeltet Thyra på den danske del af Nordsøen er uheldigvis også under renovering til 2024. Det tager tid at oprette skibsterminaler til at modtage flydende gas og især til at oprette net til at sende det rundt i Europa. I mellemtiden må vi frygte, at akut energimangel afhjælpes ved at vende tilbage til at afbrænde stærkt CO₂-udledende kul og olie for at opretholde produktionen.

På lidt længere sigt vil stærkt øget produktion af sol- og vindenergi – som bebudet ved de nordeuropæiske statslederes topmøder i Esbjerg og på Marienborg – presse alle energipriser nedad.

Billig og rigelig grøn energiforsyning, klimaløsning og sikkerhedspolitik er sider af samme sag og skal realiseres ved enorm investering i grøn energiforsyning. Når staterne skal investere med her, bør regningen betales af de borgere og virksomheder, der tjener mest.

Én god grund er, at jo mere man tjener som borger, jo mere belaster man gennemsnitligt set klimaet med sit forbrug. En anden god grund er, at de helt ekstraordinære profitter i erhvervslivet i denne tid især skyldes markedsforstyrrelser som følge af pandemi og krig. Det gælder også på elmarkederne, hvor den høje pris på den forholdsvis lille gasfyrede del af elproduktionen trækker profitterne på levering fra alle andre energikilder langt mere voldsomt op end nødvendigt for at opnå energibesparelser og stor investering i grøn elproduktion.

Det er godt, at EU-Kommissionen har taget fat på at finde en fælleseuropæisk løsning på dette problem. Det haster.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske tirsdag d. 6. september 2022.

Mere fra min hånd om den grønne omstilling, sikkerhedspolitik og ulighed

Uden klimaløsning realiseres Verdensmålene aldrig

SDGs

Beskatning af både rige borgere og velpolstrede virksomheder kan bremse populismen og støtte verdensmål 10 om at mindske ulighed. Om dette og mere til i denne kommentar i Altinget 15. august 2022 – eller læs den nedenfor:

Globalt samarbejde

Verdensmålene tilsiger, at menneskeheden skal samarbejde og koncentrere kræfterne om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom og ufred. Særligt vi i de rige lande skal i stor hast omlægge vores livsstil, hvis den globale opvarmning skal bremses.

Allerede nu oplever vi meget mere vildt vejr med hedebølger, vældige skovbrande, orkaner og oversvømmelseskatastrofer. Især – men ikke kun – i de i forvejen varme egne af verden.

Det rammer oftest nogle af de allerfattigste. Det ødelægger landbrugsområder, boliger og infrastruktur og er et alvorligt helbredsproblem for mennesker, dyr og planter. Global opvarmning er reelt en forstærket trussel om uoprettelig udryddelse af en stor del af den eksisterende biodiversitet.

Et ret upåagtet men enormt problem på vore breddegrader er den overhængende risiko for, at mennesker med stigende levestandard vil imødegå den globale opvarmning ved at investere massivt i luftafkøling.

Risikoen for ny strøm fra fossile brændsler

Det vil i nogle varme lande være det største enkeltbidrag til at bruge mere strøm. Folk vil nemlig forsøge at mindske generne ved den globale opvarmning, men hvis denne efterspørgsel imødekommes ved at bygge flere kulkraftværker, bruge oliefyrede generatorer eller brænde naturgas af, betyder det, at den indendørs nedkøling vil accelerere temperaturstigningen udenfor kraftigt.

Det effektive svar på dette voldsomme dilemma er derfor her og nu at indføre standardkrav om på langt mere energieffektive airconditionanlæg. Man må desuden holde op med at subsidiere fossile brændsler, som der ellers kan være en tilbøjelighed  til at gøre for at mindske forarmelse og social uro på grund af den aktuelle eksplosion i energipriserne. 

I stedet må der gøres en massiv indsats for at få priserne på basale fødevarer nedad igen. Det kan ske ved en kombination af markedsindgreb – som for eksempel aftalen om at få korn ud af Ukraine og Rusland trods krigen – og ved subsidier finansieret ved lån fra de rige lande og blandt andre Verdensbanken.

Co2 afgifter skal styrke fossilfri strømforsyning

Når priserne igen falder på det fossile, er der i de rige lande brug for via CO2-afgifter at fastholde en høj pris for at understøtte en overvældende massiv udbygning af en CO2-fri strømforsyning.

En sådan politik til fordyrelse af det hidtidige adfærdsmønster vil møde politisk modstand, hvis man ikke på anden vis kan give støtte eller lette skatten for familier, der har beskedne indtægter.

I Danmark med de mange naturgasfyrede private husholdninger, der ikke hurtigt kan omstilles til billigere fjernvarme eller varmepumper, kan der være brug for at give ganske mange indkomstbestemte tilskud i de nærmeste år.

Det er ikke umuligt at finde bæredygtige og socialt afbalancerede løsninger, men der har de seneste seks år været stadig flere sten på vejen for det globale samarbejde og prioritering af verdensmålene.

Øget fattigdom nærer social og politisk ustabilitet

Brexit, Trump og hans klimafornægtelse, pandemien og konfrontationen mellem USA og Kina. Nu tilføjet Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden med forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi.

Flere bliver rigtigt fattige, og det nærer social og politisk ustabilitet – også i Europa. Det vil allerede nu med sikkerhed øge presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd.

Krigen i Europa udløser en dyr oprustningsbølge, der kan fortrænge investering i verdensmål. Det er desuden en reel risiko for at det amerikanske demokrati med helt uoverskuelige konsekvenser kollapser med genvalg af Trump i 2024. Derfor er det vanskeligt at fastholde fokus på klimakrise og verdensmål.

EU ser ud til at være den del af verden, hvor fokus stadig er stærkest med meget ambitiøse planer for grøn omstilling. Der er udbredt forståelse for, at klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokravet og afsavnene undervejs er større, end vi havde forestillet på grund af Putins krig og det forventede stop for russisk gas.

Det presser som sagt privatøkonomien hos mange, og vi risikerer at låse os fast på øget forbrug af kul, olie og dyr flydende gas (LNG) for at holde økonomien i gang trods fraværet af den russiske gas.

Derfor er der i Tyskland og mange andre lande vældige ambitioner om hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Men det kræver en helt anderledes hurtig godkendelse af vedvarende energianlæg end hidtil. Den tyske vicekansler Robert Habeck har for eksempel sagt, at det i nogle tilfælde handler om at få tidsforbruget for myndighedsgodkendelser ned fra 15 til halvandet år!

Så slemt er det naturligvis ikke altid, men givet er det, at regler må forenkles og såvel sagsbehandling som klagefrister må forkortes meget kraftigt.

Vindmøller og solcelleanlæg er vejen frem

Hvis vi skal sikre bæredygtig og billigere energiforsyning som svar på de nuværende kriser, så må man leve med udsigt til vindmøller og solanlæg. Hensyn til biodiversiteten skal naturligvis tages, men det må være ved præcise myndighedskrav fra starten og ikke ved, at store vedvarende energianlæg undervejs sættes i stå af klageinstanser.

Desuden må der satses stort på uddannede og tiltrække kvalificeret arbejdskraft og hurtigt at udvide den europæiske industrikapacitet til at levere vedvarende energianlæg, hvis vi skal undgå flaskehalse og en stærkt stigende pris på den grønne omstilling.

Den økonomiske smerte – især hos den mindre velstillede det af befolkningen – kan udløse modvilje mod den aktuelle kurs for Europa. Vælgeroprør kan resultere i mere national egoisme, svækket solidaritet over for den russiske aggression og endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.

Windfall-skat og retfærdig byrdefordeling

De toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere. En nødvendig forudsætning for succes er en klart mere socialt retfærdig byrdefordeling. 

Derfor skal velhavende borgere og selskaber betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse, og vi dermed kan undgå politisk ustabilitet. 

Den danske overvismands forslag om en effektiv beskatning af krisetidens enorme éngangsgevinster i skibsfarten og fra andre steder – også forslag om særskat på de fossile energiselskabers enorme profitter – er uhyre relevante bidrag.

Mindre ulighed – verdensmål 10, der vedrører både rige og fattige lande – er en nødvendig forudsætning for at stabilisere demokratiet og sikre folkelig forståelse for, at det også er i vores langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet.

Mogens Lykketoft er Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN’s generalforsamlingDette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mere fra min hånd om klimaet og FN’s Verdensmål

Tågesnak er der altid nok af, men jeg er bekymret optimist efter Glasgow

COP26 viste, at private virksomheder er så klar til at levere grønne løsninger. Politisk var det mest afgørende nok forsikringen mellem USA’s John Kerry og Kinas Xie Zhenhua om, at de to lande vil arbejde sammen for klimaet. Mere i min klumme i Jyllands-Posten 24. november 2021 – eller her:

Efter COP 26 er jeg ‘bekymret optimist’

I forrige uge besøgte jeg COP26 i Glasgow. Jeg var nysgerrig iagttager som nuværende formand for Energinet i Danmark og som formand for FN’s Generalforsamling for seks år siden, da vi indgik klimaftalen i Paris.

Med bemærkningen om at sluterklæringerne fra Glasgow var det rene bla, bla, bla udtrykte Greta Thunberg den unge engagerede generations forståeligt voldsomme utålmodighed.

Ja, der var megen tågesnak. Men der er altid overdrevne forventninger til erklæringerne. Man skal hæfte sig mere ved den massive og positive tilstedeværelse af private erhvervsvirksomheder, der byder aktivt ind på klimaløsninger. Dét er det allermest løfterige, jeg tog med hjem fra Glasgow, for det kan blive det afgørende skub i den rigtige retning til tøvende regeringer. Det gælder ikke mindst i USA, hvor Biden lige nu har problemer med at få sin klimapolitik gennem Kongressen.

Glasgow-mødet viste også, at der ude i verden er langt større respekt for og anerkendelse af Danmarks klimaindsats med 70 pct målet for 2030 end man oplever i den hjemlige debat. 

Vores klimaminister, Dan Jørgensen, var central spiller i forhandlingerne om at holde Paris-målet om højst 1,5 graders temperaturstigning i live. 

Der var stor interesse for de danske ambitioner om udvikling af vedvarende energikilder, ikke mindst energi-øerne i Nordsøen og Østersøen. 

Stærkt signal fra Kina

Det var et stærkt signal, at Kinas særlige klimaudsending, Xie Zhenhua, mødte op på den danske pavillon i Glasgow til debat med Dan Jørgensen  og en tidligere amerikansk klimaforhandler. Det var vistnok Xies eneste optræden i Glasgow uden for forhandlingslokalet. Han er den stærke figur i kinesisk klimapolitik gennem  årtier. Han huskede i øvrigt tydeligt Svend Auken som frontløber i klimapolitikken og bad Dan hilse Svends familie.

Måske var det vigtigste møde i Glasgow, da Xie Zhenhua og Bidens klimaudsending, John Kerry, mødtes og – på tværs af mange andre modsætninger mellem Kina og USA – bekræftede viljen til fortsat makkerskab om klimaet:

Netop de to personer var afgørende for resultaterne i Paris for seks år siden, dar Kerry var Obamas udenrigsminister: De to største klimaforurenere forstod omsider deres egeninteresse i at løse de globale udfordringer, og derfor var det USA og Kina der i Paris i fællesskab bankede de værste klima-nølere på plads.

Kina er et paradoks med sit fortsat enorme kulforbrug i kombination med landet førerposition i udvikling og udbredelse af vedvarende energikilder. Men ét er sikkert: Aldeles afgørende for, om verden når at stabilisere klimaet i tide, er det, om viljen er til stede i Kina, USA og Europa. 

EU er godt på vej med Kommissionens program ’Fit for 55’ om midlerne til CO2-reduktion på 55 pct. inden 2030.

Men Xie, Kerry og EU-kommissionens Frans Timmermanns gode viljer er naturligvis ikke nok til at fjerne bekymringerne for et fortsat utilstrækkeligt tempo i den grønne omstilling og for ringe global solidaritet. Det er pinagtigt, at man ikke har leveret de 100 mia. dollars i klimabistand til de fattigste lande, der blev lovet allerede i Paris. 

Det var også skræmmende, at et kæmpeland som Indien ikke turde melde sig CO2-neutral før 2070, selv om det er forudsætningen for at holde håbet om maksimalt 1,5 grads opvarmning i live, at vi globalt bliver neutrale allerede i 2050.  Måske var Indiens melding en markering til os rige lande om, at vi har langt den største del af ansvaret for at vi kommer i mål. Hvis Indien skal nå i mål i tide, kræver det, at vi kan bistå massivt med at levere billigere og bedre klimaløsninger.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 24. november 2021

Mere fra min hånd om klima

Sådan kan vi finansiere klimaindsats og mindre ulighed, uden at folk mister penge

Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem – mere om det i denne kommentar i Berlingske 4. november 2021.

Kan også læses nedenfor:

EU’s stabilitetspagt med rigide krav om at nedbringe underskud på statsfinanserne kostede meget på beskæftigelsen efter finanskrisen. Især Sydeuropa blev ramt af alt for stor og langvarig arbejdsløshed, mange veluddannede unge udvandrede, og det sociale sikkerhedsnet blev svækket. Det gav varige skader på den politiske stabilitet.

Stor arbejdsløshed betyder, at for mange skal forsørges, og for få arbejder og betaler skatterne. Derfor er den effektive vej ud af underskud på statsbudgettet at sætte fut i beskæftigelsen.

Som Danmarks finansminister i 1990erne var jeg med til at bevise, at massiv indsats for at nedbringe arbejdsløsheden i løbet af få år giver orden i statens finanser uden at øge skattetrykket. Stabilitetspagt og budgetlove forlænger derimod unødigt krise og arbejdsløshed, uden at det giver hurtig reduktion af gælden. Det er lige så dumt som at sætte vognen foran hesten, hvis man vil have fart på en hestevogn.

Heldigvis har vi under coronaen for en tid fravalgt meget af dette neoliberale vraggods og brugt mange penge på at holde beskæftigelsen oppe. Derfor er de danske statsfinanser i god behold. På europæisk plan er vi også på ny og bedre kurs med EU’s solidariske genopretningspakke, der også har godt fokus på klimaindsats.

Men i princippet skal vi om et par år tilbage til stabilitetspagt og budgetlov med spare- og nedskæringspolitik. Den største risiko ved de tyske regeringsforhandlinger er, at de neoliberale profeter i FDP får finansministerposten og insisterer på budgetstramninger ude og hjemme. Det vil være katastrofalt for mulighederne for at finansiere den nødvendige klimapolitik med CO2-afgifter og social fordelingspolitik, der kan forebygge, at klimaindsatsen udløser større ulighed og folkeligt oprør.

Bryd budgetlænkerne

Interessant nok har Danmark en indlysende mulighed for at bryde budgetlænkerne, selvom budgetloven formelt fastholdes. De Radikale synes at have sanset dette med deres lidt uklare forslag om en klimafond på 75 miliarder kroner ved fremrykket pensionsskat.

I 2012 forbedrede Thorning-regeringen statens finanser med et større milliardbeløb ved en ordning, der gav borgerne præmie for at afregne skatten på kapitalpension i nutiden – og ikke når pengene hæves. Det var en klog ordning, for så vidt at et stort skattebeløb kom tidligere på finansloven. Men det var en uklog ordning, fordi det var helt unødvendigt at gøre den frivillig og give præmie – for man røver intet fra folks udbytte af deres pension ved at afregne skat nu, hvis den fremrykkede skat ikke er højere end slutskatten. Det kan være vanskeligt at forstå, men jeg har faktisk engang, med besvær og de rette formler, overbevist en mistroisk Venstre-ordfører herom.

Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem. Alle prognoser siger, at der er solidt overskud på statens finanser på længere sigt, men at vi har nogle år med et såkaldt hængekøjeproblem foran os i mellemtiden. Det skyldes især, at den udskudte skat af pensionsordninger er væsentligt større i Danmark end i andre EU-lande, fordi vi har en større andel af vores samlede skatteudskrivning som indkomstskat end de fleste andre. Så voldsomt som pensionsskatten udskydes nu, undervurderer man i de næste 10-20 år dansk økonomis reelle soliditet i sammenligningen med andre EU-lande. Ikke at mindske skatteudskydelsen er i virkeligheden økonomisk masochisme.

Hvis vi vælger at fremrykke en del af den udskudte pensionsskat, kan vi godt leve op til en i øvrigt uklog stabilitetspagt og alligevel have finanspolitisk handlefrihed til klima og mere social retfærdighed.

Men hvis vi gør eksperimentet, så skal partierne binde hinanden til aftaler, der forhindrer overbudspolitik, når det gælder anvendelsen af det ekstra råderum i de kommende år.

Vi bruger penge i blinde, hvis vi vil give tilskud til alle mulige projekter i klimaets navn. Klimaløsningen fremmes mest effektivt af markedet selv, hvis der kommer en optrapning af afgift på fossile brændstoffer og klimagasser. Men staten skal støtte forskning og teknologiudvikling i samvirke med erhvervslivet, og vi skal investere i en bæredygtig infrastruktur – ikke mindst i energiforsyningen. Desuden skal vi have råderum til skattelettelser i bunden, der afhjælper, at de laveste indkomster rammes af klimaomstillingen. Den stigende ulighed skal retfærdigvis også bekæmpes ved højere skat på de få superrige, der hidtil ikke har bidraget rimeligt til fællesskabet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og klima

Grøn omstilling er vejen frem, men lige nu har vi ikke råd til at vende ryggen til Ruslands gas

Så længe vi endnu ikke er mere i mål med den grønne omstilling, har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til gas fra Rusland. Det skriver jeg mere om i denne internationale kommentar i Jyllands-Posten 13. oktober. Læs den her – eller nedenfor:

Ny olie- og gaskrise?

De færreste havde forudset, at energipriserne ville eksplodere i efteråret 2021.

Nu ringer alle alarmklokker i regeringskontorer og på børserne. Er det i færd med at kvæle dét opsving, der ellers var i gang i Europa og USA, og vil det yderligere forværre situationen i fattige lande, der stadig langt fra har styr på pandemien?  Får vi ’gule veste’ i protest i Europas gader? Vil hele brancher i den mest energitunge industri lukke ned, fordi de ikke kan betale nuværende energipriser – eller er staterne nødt til midlertidigt at tvangslukke denne del af erhvervslivet for at forsyne resten af samfundet med energi?  Og hvordan vil energikrisen forværre de allerede store huller i globale forsyningslinjer, der er efterladt fra covid-krisen?

Mange af svarene beror på, om prischokket hurtigt dæmper sig eller holder vinteren over, hvis vinteren bliver særlig kold.

Hvad er årsagerne til miseren? Meget handler om øget efterspørgsel, når verdensøkonomien igen peger opad.  Den amerikanske produktion af flydende gas (LNG) går i øjeblikket mest til Asien; russisk gas flyder ikke til Europa i dé mængder, der er brug for. Lagrene i Europa er for langt nede. 

Der er desuden en hel masse markedsspekulation, der er vanskelig at gennemskue. Årtiers drift mod fuldstændig liberalisering af pris- og mængdevariationerne på gasmarkederne har vist sig problematisk. Det havde f.eks. været godt i sommer at have haft mulighed at pålægge leverandørerne at genopbygge gaslagrene. 

Selv i Den kolde Krigs værste år kunne vi stole på statslige langtidskontrakter med Rusland om gas til stabile priser, fordi vi har gensidige interesser i at handle gas. Det havde været stabiliserende, hvis der havde været et element af sådanne kontrakter parat om den gas, der snart kan flyde gennem Nordstream2 fra Rusland til Tyskland. Tiden er i hvert fald ikke til at problematisere denne rørforbindelse, således som det er gjort så meget de seneste år: Vi skal tilbage til mere sikker grund for at speede den grønne omstilling op. Sikker, men gradvis mindsket gasforsyning fra Rusland er en del af overgangen. Lige nu har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til Rusland.  Optrapning af forsyningen med energi fra vind og sol vil være det afgørende bidrag til gradvis mindre afhængighed af de fossile brændstoffer, også fra Rusland.

Mens vi lever med de akut enormt høje energipriser, må staterne sørge for sociale kompensationer og bistand til særligt ramte virksomheder. Den danske stat har faktisk råd til dét, fordi en række støtteordninger til den grønne omstilling midlertidigt bliver meget billigere. Bl.a. falder støttebehovet til grøn biogas dramatisk.

Denne iagttagelse er samtidig et vink om dé sammenhænge, der vil være nødvendige, når vi efter den helt aktuelle energikrise kommer tilbage på sporet til den grønne omstilling: Vi skal mere varigt løfte prisen på fossile brændstoffer gennem en CO2-afgift. Men det skal ske gradvist og i samklang med mere langvarige kompensations- og støtteordninger i familie dem, der midlertidigt kan blive nødvendige denne vinter. 

Den grønne omstilling forudsætter dyrere fossile brændstoffer for at understøtte klimaomstillingen. Men fordyrelsen skal ikke – som det sker lige nu – ende i den sorte energiindustris kasser. Den skal helt og fuldt kanaliseres over i statskasserne til finansiering en ny, bæredygtig infrastruktur og en fair byrdefordeling.

Debatindlæg i Jyllands-Posten 13. oktober 2021

Mere fra min hånd om energi

Politikerne må vågne op: Brint kan blive det nye danske vindeventyr

Vindenergi til brint

Griber vi chancen, kan brint blive det nye danske bæredygtige energieventyr. Ligesom vindmøllerne i sin tid. Men der skal handles nu. Danmark kan skabe værdi på at udvikle grøn brint som del af den globale  kamp for at afvikle fossile brændsler. Det skriver Anders Eldrup og jeg om i denne kronik i Politiken 9. september 2021.

Kan også læses nedenfor:

Godt nyt for klimaet og danske vindproducenter

I 1990’erne arbejdede vi som henholdsvis minister og departementschef i Finansministeriet tæt sammen om at bringe orden og balance i dansk økonomi. Nu, 25 år senere, er vi begge optaget af den grønne omstilling. Mogens som formand for Energinet, Anders bl.a. som formand for Danmarks Grønne Investeringsfond

Energikrisen i 70’erne lærte os, at forsyningssikkerhed på energiområdet er afgørende vigtigt. Vi havde gjort os fuldstændig afhængige af olie fra Mellemøsten – og havde dermed gjort os sårbare.

På energiområdet tog vi i årene, der fulgte, ved lære af fadæsen med olien og indrettede en flerstrenget og mere robust dansk energisektor med vægten på naturgas, vind, fjernvarme og biomasse.

Coronakrisen har lært os, at vi på andre samfundsområder også har forsømt at tænke i værdien af forsyningssikkerhed. Tænk blot på debatten om produktion af medicin, værnemidler, mikrochips og lange sårbare forsyningskæder.

I EU står vi nu ved en ny korsvej, hvor forsyningssikkerhed skal gentænkes. For at stabilisere klimaet, før forandringerne bliver endnu mere katastrofale, skal vi afvikle brugen af de fossile brændsler – kul, olie og naturgas. Desuden reduceres atomkraft i mange lande, og biomasse som energikilde bliver stadig mere problematisk. 

Alt det sker i et scenario, hvor energiforbruget fortsat stiger betydeligt. Naturgas er den af de fossile brændsler, der udleder mindst CO2, og en overgangstid på vej væk fra kul kunne EU øge sin import af naturgas. Det vil i praksis sige import af russisk gas, som man allerede i dag er ret afhængig af. Er det mon klogt? 

Det er en sikkerhedspolitisk udfordring og stadig klimabelastende.

Derfor peger EU-Kommissionen på en massiv udbygning med sol og vind, især havvind. For havvind satser kommissionen på en 20-dobling over de kommende 20 år. Det er godt nyt for klimaet og godt nyt for danske vindproducenter. En stor del af den udbygning vil kunne ske i danske farvande i Nordsøen og Østersøen. Mere herom senere.

En anden meget klar melding fra EU-Kommissionen er, at nøglen til den bæredygtige energiomstilling er brint. Derfor bør der nu satses målrettet på at udvikle fremtidens brintbaserede teknologier. Vicepræsident i EU-Kommissionen Frans Timmermans har for nylig sagt det meget klart:

– For nogle år siden var EU førende i udviklingen af solpaneler. Men vi tabte momentum, og i dag ligger den produktion stort set i Kina.

– EU støttede udvikling af batteriteknologi og fik en førende rolle. Også her tabte vi pusten, og i dag ligger den væsentlige produktion og udvikling af batterier i Kina, Sydkorea og Japan. Et problem, som den europæiske bilindustri i disse år febrilsk søger at råde bod på.

– Nu står vi over for et tredje stort spring på energiområdet: udviklingen af brintbaserede teknologier som kernen i den bæredygtige omstilling. Også her er EU i front, og denne gang må vi ikke miste forspringet. 

EU skal bevare og udbygge sin position inden for brintteknologierne, fordi det ikke blot kan give os CO2-fri energi, men også fordi nøglen til mange af de nye teknologier, som vi skal leve af i fremtiden, ligger her. Energipolitik er i høj grad også industripolitik.

Så de klare meldinger fra EU-Kommissionen er: topprioritet til havvind og brintteknologier. Set med danske briller er det meget interessant, for det åbner store nye muligheder, hvis vi vælger at udnytte dem.

Kaster vi blikket bagud, ser vi nogle af de korsveje, hvor vi tidligere har truffet valg, som er blevet afgørende for udviklingen af vores land. Et par eksempler til illustration:

– Beslutningen om at indføre arbejdsmarkedspensioner i 1987 blev skabt i en trepartsaftale mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen. Den førte til, at vi i dag har verdens bedste og mest holdbare pensionssystem – og samtidig forsvandt i øvrigt dansk økonomis kroniske balanceproblemer med underskud på betalingsbalance og statsfinanser.

– Et konstruktivt samarbejde mellem staten og energisektoren har gjort, at Danmark i dag er verdensførende på havvind – både hvad angår produktion, opstilling og drift. Staten pressede energiselskaberne til at lave havvindparker, og staten lavede et regime med faste garanterede priser på strømmen 12 år frem, som gjorde, at pensionskasserne turde investere den nødvendige kapital. For samfundet har det givet ren energi, nye industrier med tusindvis af arbejdspladser og betydelig valutaindtjening.

– Ofte bliver vi spurgt: Hvordan kan det være, at et lille land som Danmark har verdens største insulinproducent, verdens største containerrederi, verdens største legetøjsproducent, verdens dominerende producenter af pumper, termostater, isoleringsmateriale og energirigtige vinduer? 

Forklaringerne er nok mange. Hvad angår medicin og vedvarende energi, har statens prioritering af forsyning til danske borgere historisk været et afgørende rygstød for eksporteventyret. Det er imidlertid også tankevækkende, at de nævnte virksomheder er helt eller delvist fondsejede med den konsekvens, at man har fokuseret på langsigtede strategier og minimeret risikoen for udenlandske overtagelser. 

Det er tankevækkende at sammenligne med et andet dansk erhvervsklenodie, Sukkerfabrikkerne, der senere blev til Danisco og derefter solgt til Du Pont, hvorefter virksomheden forsvandt fra den danske radar.

Nu står vi igen over for en sådan definerende korsvej.

I farvandene omkring Danmark har vi enestående muligheder for at høste vindressourcen. Selv om misundelse ikke er en rar egenskab, kan vi vel ikke sige os helt fri for en vis ærgrelse over, at Norge fra naturens hånd fik så rigelige mængder af olie og gas med den rigdom, det har medført.

Men Danmark har nu muligheden for at blive ’det nye Norge’ – ikke baseret på fossil energi, men på vind. Hvordan skal vi forvalte den mulighed?

– Den ’lille’ ambition: Vi kan høste så meget vind i vores farvande, som skal til for at sikre, at Danmark får en ren energiforsyning uden CO2. En fin ambition, men vi kan meget mere end det.

– Den ’lette’ ambition: Vi kan høste så meget vind i de danske farvande som muligt og sende det, vi ikke selv skal bruge, videre til vores nabolande. Det kan give os en vis indtjening som strømeksportør. Men vi kan gøre det bedre, for det svarer jo til, at vi sender vores råstof (strømmen fra havmøllerne) uforarbejdet videre – uden at værdiskabe på vores nye ressource.

– Den ’værdiskabende’ ambition: Vi producerer mest mulig energi i farvandene omkring Danmark og trækker en stor del af strømmen ind til Danmark og bruger det til at opbygge en helt ny industriklynge baseret på grøn brint skabt ved elektrolyse. 

På den måde får vi mere værdi ud af vores nye store energiressource i havene omkring Danmark. Vi skaber nye arbejdspladser, vi værdiforøger strømmen fra havmøllerne med nye mere værdifulde produkter, og vi yder et stort bidrag til, at Europa kan blive fri af CO2-udledninger.

Lad os kort kaste et blik på nogle af brintsamfundets nye muligheder:

Vi kan bruge vindstrømmen og omformningen til brint til at producere grøn kunstgødning til Europas landbrug og dermed yde et bidrag til den nødvendige bæredygtige omstilling af landbruget.

Vi kan også bruge vindstrømmen og brinten til at producere nye rene brændstoffer (e-fuels), som kan bruges i skibsfarten, luftfarten og den tunge landtransport og dermed yde vigtige bidrag til omstilling af disse sektorer.

I de brintbaserede processer som ovenfor beskrevet opstår der en betydelig varmeudvikling. I Danmark har vi et af verdens bedste fjernvarmesystemer, hvor to tredjedele af alle husstande allerede er tilsluttet fjernvarme. Det giver enestående muligheder for at udnytte overskudsvarmen til opvarmning af vores boliger. Det bør vi udnytte.

Det har vi for eksempel ikke sikret os ved etableringen af de nye datacentre. Her lod vi markedskræfterne råde frit uden rammelovgivning og planlægning. Resultatet er, at datacentrene er placeret på må og få uden fokus på at udnytte den enorme mængde spildvarme, de udleder. Centrene i sig selv giver kun få arbejdspladser. Den værdiskabelse, vi som samfund kunne få ud af datacentrene, ville være langt større, hvis de var placeret, så overskudsvarme ikke gik til spilde.

’Datacenterfadæsen’ kan tjene til inspiration for, hvordan vi ikke skal gribe vores nye brintbaserede eventyr an.

Historien – både fra succeser og fiaskoer – giver os god vejledning:

– Vi skal fortsætte den historiske tradition med tæt samarbejde mellem den offentlige sektor og de private investorer. Staten skal sætte rammerne (som man gjorde med vindmøllerne) og stille plankrav f.eks. om udnyttelse af spildvarmen.

– Vi skal holde perspektivet: Måske kræves der – som med vindmøllerne – lempelige vilkår i startfasen og gradvis skærpelse vilkårene, når produktionen er godt i gang.

– Med vindmøllerne var vi de første og alene på markedet i starten. Med brinteventyret vil der være mange om buddet. Derfor skal vi hurtigt i gang for ikke at komme bagud.

– Efter alt at dømme vil der være stor opbakning fra EU-Kommissionen, da man der har et klart blik for, hvordan en sådan dansk satsning passer ind i den større tegning.

– De kommende, højere CO2 afgifter, der nu tegner sig, vil være afgørende for at lægge en solid bund under den danske brintvision.

Vi står ved en definerende korsvej. Det har vi gjort før. Og valgt rigtig med afgørende konsekvenser for velstandsudviklingen i Danmark.

Ofte spørger man: Hvad skal vi leve af i fremtiden? Ovenfor har vi skitseret visionen om den nye brintbaserede erhvervsklynge. Det kan give os en del af svaret på spørgsmålet. Vi har muligheden nu.

Danmark bør satse på at blive foregangsland i klimaomstillingen, fordi som et af verdens rigeste lande har vi et meget tungere CO2-aftryk end de fleste andre. Men uanset hvor hurtigt vi går frem, kan vi naturligvis ikke på egen hånd redde kloden.

Derimod kan vi – også på mange andre felter end brint – atter blive foregangsland, sælge de gode løsninger til resten af verden og skabe flere arbejdspladser i Danmark.

Men denne gang er der mange flere, som kan og vil være foregangslande. Hvis vi fortsat vil være i forreste række, har vi meget travlt med at få truffet de rigtige beslutninger.

Kronikken blev bragt i Politiken 9. september 2021

Mere fra min hånd om den grønne omstilling

Klimaindsatsen bremses og gøres kostbar af miljømyndighederne

Hvis klimaet og naturen skal reddes, er det nødvendigt at rette op på de administrative svækkelser i miljømyndighederne, der alt for ofte skaber kostbare sammenstød i afgørelser om anlægsarbejde. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser forbundet med myndighedernes afgørelser, skriver jeg bl.a. i min seneste kommentar i Berlingske Tidende:

Berlingskes illustration til kommentaren: »Det kommer alene til at koste groteske 600 mio. kr., at arbejdet med Baltic Pipe, hvori vi skal sende norsk gas via Danmark til Polen, nu er sat i stå på flere strækninger i nogle måneder,« skriver Mogens Lykketoft. På billedet ses nedgravningen af Baltic Pipe mellem Faxe og Næstved på Syd- og Midtsjælland, 16. december 2020.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er mange udfordringer for politikere, der skal redde klodens fremtid. Vi redder ikke klodens natur uden at stabilisere klimaet. Klimaindsatsen haster enormt, og det vil være en hidtil uset global kraftanstrengelse at lykkes med den.

Men selv da har vi ikke sikret naturens mangfoldighed. Vild natur skal bevares eller genskabes, samtidig med at vi skaffer plads til flere mennesker, der kan leve og bo, uden at mange er fastlåst i dyb fattigdom. I en verden med enorme uligheder kan der næppe skabes opbakning til nødvendige ofre for at stabilisere klimaet og bevare naturen, medmindre regningen sendes til dem, der ved størst forbrug har de største aftryk på klimaet og naturen.

Det handler derfor om at afveje modstridende hensyn til klima, natur og social balance. Intet tiltag er perfekt, men vi skal gøre os den yderste umage for at mildne målkonflikterne.

I Danmark ser vi et antal nye afgørelser fra i Miljøankenævnet, der ikke forekommer at bidrage hertil.

En af dem er bremsen på bygningen af nye sociale boliger på den del af Amager Fælled, der er gammel losseplads, men som af Enhedslistens gamle trubadur Finn Sørensen besynges som Lærkesletten. Her lever en stor vandsalamander, der imidlertid har andre gode levesteder og ikke som art er truet. Der er omvendt ikke så mange andre og bedre muligheder for at placere nye sociale boliger i København. Og der er brug for at modvirke en udvikling, hvor håndværkere, lærere og sygeplejersker, der arbejder i storbyen, ikke har råd til at bo i nærheden af arbejdet.

Kommunernes Landsforening kender en række tilsvarende sager rundt i landet, hvor klager, der har ventet i årevis på en afgørelse, vælter kommunal planlægning, sætter anlægsarbejder i stå og derfor udskriver store regninger til skatteydere eller forbrugere.

Den virksomhed, jeg er bestyrelsesformand for, Energinet, som er det nationale selskab, der ejer og udbygger transmissionsnettet for el og gas, er på dramatisk vis konfronteret med det samme problem. Lednings- og rørarbejder, der for adskillige år siden er godkendt af Miljøstyrelsen, omgøres nu. Nogle projekter er mellemtiden fuldført (!), andre er i gang og sættes nu helt eller delvis i stå med meget store omkostninger til følge.

Det kommer alene til at koste groteske 600 mio. kr., at arbejdet med Baltic Pipe, hvori vi skal sende norsk gas via Danmark til Polen, nu er sat i stå på flere strækninger i nogle måneder, fordi ankenævnet ikke mener, at der er gjort nok for at beskytte levevilkårene for hasselmus, birkemus m.fl.

Kostbare sammenstød

Denne ny skærpede praksis kan tvinge Energinet til at være mere afventende over for, hvornår man tør iværksætte et anlægsarbejde på grund af frygt for en langt senere ankeafgørelse. Målkonflikten er åbenbar, fordi vore statslige ejere og hele det politiske system tripper utålmodigt for, at vi hurtigst muligt skal bane vejen for langt mere sol- og vindenergi. Men klimaindsatsen bremses af omsorg for truede dyrearter.

Hvad kunne man have gjort for at undgå disse kostbare sammenstød? Først og fremmest en hurtigere og sikrere sagsbehandling hos miljømyndighederne. Det er klart, at en kommune eller en offentlig virksomhed som Energinet vil betale for de nødvendige miljøkrav, og at det er umådeligt meget billigere at gøre fra start end at blive sat i stå, når alt er godt i gang.

Det er i min forståelse hul i hovedet, at en uspecificeret ankeafgørelse om, at ‘mere’ skal gøres, flere år fra projektstart kan udløse forsinkelsesomkostninger på 600 mio.kr.

Berlingskes illustration til kommentaren: »Politisk er der også brug for mere overordnet at vurdere, om man ikke med mindre omkostninger kan gøre mere for truede arter ved at opkøbe flere arealer, der kan udlægges som vild natur i stedet for skærpelse af kravene til anlægsarbejderne,« skriver Mogens Lykketoft. På billedet ses den rødlistede ræv.

Foto: Nf / Ritzau Scanpix.

Jeg kan ikke frigøre mig fra fornemmelsen af, at vi lider under senfølgerne af erfaringstabet ved afgang af medarbejdere i Miljøstyrelsen og ankeadministrationen som følge ved den tidligere regerings forhastede udflytning fra hovedstaden, der i øvrigt blev ledsaget af helt urealistiske løfter om hurtigere og bedre sagsbehandling.

Det er nødvendigt meget hurtigt at rette op på denne administrative svækkelse. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser. Der må fra start gives præcise anvisninger til dem, der skal lave anlægsarbejder, om og hvordan truede arter skal beskyttes.

Politisk er der også brug for mere overordnet at vurdere, om man ikke med mindre omkostninger kan gøre mere for truede arter ved at opkøbe flere arealer, der kan udlægges som vild natur i stedet for skærpelse af kravene til anlægsarbejderne.

Her er i hvert fald brug for at gøre det ikke bare lidt bedre.

Kommentaren stod at læse i Berlingske Tidende 28. juli 2021

Mere fra min hånd om klimaet

Dem, der ejer mest, skal betale mest for den grønne omstilling

Vi har meget at vinde og frygteligt meget at tabe, hvis ikke vi er i stand til at forklare, hvorfor det er vigtigt at skride hurtigt til værks med den grønne omstilling – samtidig med, at vi holder hånden under dem, der er mest sårbare i processen. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende.

Læs indlægget i avisen – eller nedenfor:

Vilje til forandring?

Den eksplosive vækst i produktionen af stadig billigere vedvarende energi – og anvendelsen af den til fremstilling af grønne brændsler – giver gode chancer for, at vi faktisk kan udfase fossile brændstoffer senest i 2050. Og dét er afgørende for at stabilisere temperaturen på højst halvanden grad over den førindustrielle tidsalder og dermed have en chance for at standse den globale opvarmning.

Det er mere tvivlsomt, om denne udvikling kan nå at bidrage tilstrækkeligt til de danske klimamål om 70 pct. mindre CO2 i 2030. Det vil kræve mere politisk handlekraft end hidtil, både i Danmark og i EU. Investorerne står parat til med elektrolyse at forvandle vind- og solenergi til brint og videre til grøn ammoniak mv, der kan hældes på tunge køretøjer, skibe og fly. Men højere afgifter på de fossile brændsler er nødvendige for tilstrækkeligt hurtigt at forskyde investeringsinteressen til grønne løsninger. I det lange perspektiv er billig grøn strøm + elektrolyse vejen til, at produkter og mennesker kan transporteres rundt i verden uden at forværre klimaproblemet.

Der er brug for mere entydige politiske udmeldinger fra europæiske regeringer om, at de ikke vil hugge job fra naboer, der går forrest. Der er brug for enighed om, at EU-landene godt må understøtte de få ekstremt energikrævende produktioner som cement og stål i overgangen til grønne brændstoffer, så det ikke er netop dem, der lukker for ar flytte til nabolande, som er bagud med klimakrav. Der må indføres en art klimatold ved import til EU, der forhindrer landene udenfor i at lukrere på en sådan trafik. 

Danmark kan ikke på egen hånd redde verdens klima ved at være foregangsland. Men Danmark har en stor chance for at skabe mange nye og bedre job gennem hurtig grøn omstilling, fordi vi så også udvikler løsninger, der kan sælges til resten af verden. Vi taler meget om netop det. Men der skal tempo og dristighed til at udnytte denne chance, for lige nu er der rigtigt mange andre, der også vil være foregangsland.

Der er brug for politikere, der – samtidig med at de gør en særlig indsats for de virksomheder, der er mest sårbare ved hurtig grøn omstilling – modigt fortæller, at der er mange flere job at vinde end at tabe ved at gå hurtigt frem. Vi skal gå i spidsen, fordi det er en god forretning for danske virksomheder og lønmodtagere. Vi har ikke råd til at lade være. Men det skal forklares og forsvares, at nogle skatter og afgifter skal hæves for at nå målet.  Det er dem, der tjener mest, ejer mest og hamstrer flest af klodens ressourcer ved ekstravagant forbrug, der skal betale mere. De skal betale, både fordi uligheden er gået amok og for at støtte de mest truede erhvervs grønne omstilling og finansiere statens egen investering i bæredygtig infrastruktur. De velhavende skal også betale mere, for at vi kan lette skatter og afgifter hos dem, der kun tjener lidt: Dé skal ikke betale ekstra for den grønne omstilling. 

Politikere, der vil gøre Danmark til foregangsland i klimaløsninger, må holde op med at lade sig kyse af de velbjærgedes protester mod, at de omsider skal betale regningen. De må også sætte sig ud over de urealistiske svar fra Finansministeriets nyliberale regnemodeller, der altid viser, at ethvert skridt til at tage fra de rige og hjælpe de fattige er alt for kostbart, fordi det betyder at færre mennesker gider arbejde. Det har vi hørt til hudløshed, men det bliver ikke mere sandt at blive gentaget. Derimod er det ikke sagt tit nok, at en mere fair byrdefordeling er selve forudsætningen for, at vælgerflertallet fortsat bakker op om en offensiv klimapolitik, så Danmark kan blive foregangsland.

Det meget brede forlig om infrastrukturinvesteringer, der netop er indgået, kritiseres for ikke bidrage til klimaløsningen, fordi der bygges for meget motorvej, og flere motorveje får flere til købe bil. Det er måske en undervurdering af tempoet i omstilling til el-biler. Men uden et nyt afgiftssystem vil bilparken vokse for meget. Måske ikke på grund af flere motorveje, der hvor kollektiv trafik alligevel ikke er et reelt alternativ el-bilen. Men der er brug for mod til at udtænke et avanceret digitalt system for fremtidens bilafgifter, hvor betalingen varieres efter art af køretøj, hvor i landet, der køres – og hvilken tid på dagen. Brændt barn skyr ilden, når nogen taler ’betalingsring’ i storbyen efter Thornings fiasko i 2012. Men vi kommer ikke uden om at begrænse bilantallet i storbyerne, hvor nye motorveje ikke kan anlægges, og hvor vi snart hverken kan komme frem eller parkere.

Indlægget blev bragt i Berlingske 1. juli 2021

Mere fra min hånd om grøn omstilling

Bekæmpelse af ulighed er afgørende for bæredygtig udvikling

Vi i den rige del af verden udleder mest co2, mens den fattige del af verden betaler prisen for vores klimafjendtlige handlinger. Global ulighed kan og skal bekæmpes, og Danmark kan yde et betydelig bidrag til at rette op på skævheden.

Det har jeg sammen med udviklingsministeren, Flemming Møller Mortensen, skrevet denne kronik til Jyllands-Posten om. Læs den i J-P – eller nedenfor, hvis der skulle komme en mur i vejen:

Uhyggelig skæv fordeling i verden

Uligheden i verden er dramatisk. Allerede inden pandemien ejede verdens rigeste ene procent, ifølge Oxfam, mere end dobbelt så meget som 6,9 mia. mennesker. Ulighed er ikke kun dårligt for den enkelte, men for samfundet som helhed og for international fred og sikkerhed.

FN definerede allerede i 2015 bekæmpelse af ulighed (verdensmål 10) som afgørende for bæredygtig udvikling – miljømæssigt, økonomisk og socialt. Tingene hænger nemlig sammen. Skal vi opnå bæredygtig udvikling, er vi derfor nødt til at skærpe indsatsen mod ulighed. Det blev også understreget af flere internationale og danske eksperter, der i februar deltog i fire webinarer om ulighed arrangeret af Udenrigsministeriet og Dansk Institut for Internationale Studier.

Covid19 skærper ulighederne

Covid-19 har vist sig som et forstørrelsesglas på verdens uligheder. Med begrænset adgang til sociale sikkerhedsnet, sundhed eller stabile job har covid-19 ramt verdens fattigste befolkningsgrupper ekstra hårdt. De allerede marginaliserede presses endnu mere bagud. For første gang i 20 år stiger antallet af mennesker i ekstrem fattigdom. Covid-19’s konsekvenser udstiller ikke kun verdens uligheder, men er med til at gøre dem værre. Klimakrise, pandemi og fattigdom skaber en perfekt storm, som både er konsekvens af og årsag til stigende ulighed. Hvis ikke ulighed adresseres nu, vil vi på sigt se flere krige og fordrevne, mere irregulær migration og armod.

Den rige verden sviner, den fattige betaler …

Ulighed har mange ansigter, og der er forskellige tilgange til at håndtere den. Men uanset om vi taler økonomisk, politisk eller social ulighed, ses ofte et mønster, hvor de mest sårbare fanges i en ulighedsfælde.

Folks køn, alder, etnicitet, religion eller andre diskriminerende politikker definerer deres muligheder. F.eks. er kvinder i overtal blandt verdens fattige. Ifølge Oxfam har verdens 22 rigeste mænd mere rigdom end alle – 325 mio. – kvinder i Afrika. For unge er det ofte ulige adgang til uddannelse, indflydelse og job, der står i vejen for social mobilitet. I Afrika syd for Sahara er 60 pct. af befolkningen under 25 år. Hvis de ikke ser en fremtid lokalt, vil mange søge væk. Det kræver fokus på ikke bare økonomiske muligheder, men også på rettigheder og værdier, der sikrer, at de unge har en stemme og føler sig hørt.

Ulighed er også tæt forbundet med klimakrisen. Klimaforandringerne rammer skævt: De rige udleder mest, men de fattige betaler prisen. Verdensbanken vurderer, at flere end 100 mio. mennesker kan ende i ekstrem fattigdom inden 2030 som følge af klimaforandringerne. Vi skal sikre, at vi bekæmper klimakrisen og fattigdom på samme tid. De to kan være hinandens forudsætninger: Den grønne omstilling kan skabe job og vækst, der løfter folk økonomisk.

Til kamp for lighed

Den stærke sammenhæng mellem ulighed, klimaforandring, konflikter og irregulær migration betyder, at vi i de rige lande ikke bare har en moralsk forpligtelse, men også en stærk egeninteresse i at bekæmpe global ulighed og fattigdom. Derfor er det oplagt at fokusere på ulighed i udviklingssamarbejdet. Der er særligt to områder i dansk udviklingssamarbejde, hvor vi direkte kan sætte ind mod uligheden. For det første skal vi blive bedre til at holde hånden under de svageste. Dette kan ske gennem udbredelse af sociale sikkerhedsnet, der sikrer, at ingen falder helt igennem, når krisen rammer. Det gælder især piger og kvinder, der altid rammes hårdest i kriser. For det andet er det også nødvendigt at bidrage til grundlæggende forandringer i de strukturer, der fastlåser uligheden. Fokus på rettigheder og politisk deltagelse fra de fattige befolkningsgrupper, ikke mindst de mange unge, er afgørende. Det er ligeledes bekæmpelse af korruption og styrkelse af progressive skattesystemer.

Selvom Danmark er en lille spiller på den globale scene, står vi stærkt for at løfte øget indsats mod ulighed. Vi kan dele ud af vores erfaringer med den nordiske model, der har vist, hvordan man kan skabe lige samfund med øget velstand. Danmark går forrest i fremme af menneskerettighederne og særligt ligestilling, der kan være med til at understøtte bekæmpelse af ulighed. Ved at stå sammen med vores nordiske naboer har vi internationalt en meget stærk stemme til at sætte fokus på at bekæmpe ulighed og fattigdom.

FLEMMING MØLLER MORTENSEN, Udviklingsminister og Minister For Nordisk Samarbejde

MOGENS LYKKETOFT, Forhenværende Minister og Fmd For. FN’s Generalforsamling

Kronikken blev bragt i J-P 21. marts 2021

Mere fra min hånd om ulighed

Onkel Bill (Gates) viser vejen ud af klimakrisen

Den grønne omstilling skal gennemføres, samtidig med at vi skal tredoble den globale energiproduktion – og den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst. Bill Gates forklarer overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt. Læs hele min anmeldelse af Bill Gates’ nye bog, Sådan undgår vi klimakatastrofen – De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver, i Information

… eller nedenfor, hvis du skulle ramle hovedet mod betalingsmuren:

Boganmeldelse

Bill Gates er nok den af verdens multimilliardærer, der bruger sin formue mest målrettet til at forstå og imødegå de udfordringer, menneskeheden står over for. Han har satset snesevis af milliarder dollar på at forbedre sundhed for verdens fattige. Mens Trump trak USA ud af Verdenssundhedsorganisationen, var de private bidrag fra Gates-fonden større end noget enkelt andet lands!

Konspirationsteoretikere på den ekstreme højrefløj lægger Gates for had og påstår, at han vil plante en chip i os, der kan styre vores adfærd. Det nærmeste, disse vilde påstande kommer virkeligheden, er, at Gates nu har sammenfattet sin forståelse af klimakrisen i en letlæst, meget pædagogisk bog på 250 sider om, hvordan katastrofen undgås. Den vil han helt sikkert gerne have, vi indprenter os.

Gates beretter, hvordan han blev bevidst om den truende klimakatastrofe, da han forstod modstriden mellem det svimlende behov for at levere meget mere strøm for at skabe udvikling i de fattige dele af verden og konsekvenserne af at løse problemet ved at anvende fossile brændstoffer.

Erkendelsen nu er endnu mere radikal: Vi skal ned til nul tilførsel af drivhusgasser til atmosfæren. Ellers bliver vi ikke i stand til at bremse den globale opvarmning, før livsvigtige ferskvandsressourcer smelter bort, vandstanden i verdenshavene stiger, og tørke og ørkener breder sig over en meget større del af kloden: Sker alt dette, vil sygdomme spredes, og infrastruktur blive ødelagt.

De fattigste, der udleder langt mindst klimagas, vil så igen blive hårdest ramt. Ukontrollerede folkevandringer og flere konflikter vil blive udløst, fordi hele civilisationer vil gå under.

Vi har hidtil kun hævet klodens gennemsnitstemperatur med godt én grad i forhold til for 200 år siden, men det har allerede dramatiske konsekvenser i form af mere vildt vejr, især i de varme lande. To eller tre grader er ikke bare to eller tre gange så skadeligt; det vil ramme mange gange hårdere – ja uopretteligt.

Og det varer ikke 200-400 år, men kun få årtier, før vi er på to og tre grader, hvis vi fortsætter, som vi plejer. Vi har kun et meget kort tidsrum til at bremse op ved de 1,5 grad, der var målet med FN’s klimaaftale i Paris i 2015. Og selv om vi mirakuløst når at stoppe opvarmningen ved 1,5 grad, er en kæmpe investering allerede nu nødvendig for at afbøde virkningen heraf.

Let forenklet skal vi – for både at bekæmpe fattigdom og undgå klimakatastrofen – tredoble den globale energiproduktion, samtidig med at vi inden 2050 holder op med at bruge kul, olie og naturgas, uanset hvor meget af det vi har fundet!

Den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst.

Men Gates forklarer overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt:

Let forenklet skal vi – for både at bekæmpe fattigdom og undgå klimakatastrofen – tredoble den globale energiproduktion, samtidig med at vi inden 2050 holder op med at bruge fossile brændstoffer. Den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst. Bill Gates forklarer i bogen overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt. PR-foto 

Accelererende klimaforandring vil være en langt større og mere uoprettelig katastrofe for vore børn og børnebørn, end den aktuelle pandemi er nu.

Ligesom med pandemien handler det om – internationalt og nationalt – i høj hastighed og med stor konsekvens at træffe politiske beslutninger, hvor vi lader videnskaben råde, og hvor vi hjælper de mest udsatte først – de fattigste, de, som skal finde anden beskæftigelse, og de virksomheder, for hvem det koster mest at omstille sig fra sort økonomi til grøn.

Der skal skabes et tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud. Det vil ifølge Gates kræve en femdobling af investeringen i at opfinde de klimarigtige løsninger.

De fossile brændstoffers nuværende pris afspejler ikke deres enorme skadevirkninger for klima, miljø og folkesundhed, og derfor skal alle tilskyndes til at holde op med at anvende dem: Der er ingen chance for at nå målene for 2050 uden at afskaffe eksisterende tilskud til fossile brændsler og frem mod 2030 gradvist at lægge høj afgift på udledning af CO2. I øvrigt skal man samtidig udfase andre endnu mere farlige klimagasser.

Samtidig skal de CO2-neutrale energikilder gøres billigere. Det er godt på vej. Solceller og vindkraft styrtdykker i pris i disse år, og derfor er der god vækst i deres udbredelse. Den store skala i deres anvendelse vil gøre dem endnu billigere.

Stat og kommuner – ikke mindst verdens største byer – kan fremme de klimarigtige løsninger som storindkøbere af varer og investorer i om- og nybygning af ejendomme og ved grøn byplanlægning.

Fokus skal især være på det sværeste: omstillingen af mest energiintensive produktioner som cement og stål og måden kunstgødning anvendes på.

Gates har den vigtige pointe, at nulmålet for 2050 er det afgørende. Alt, hvad vi udretter frem til 2030, skal direkte og præcist understøtte dette slutmål.

Han brækker indsatsen for at komme i nul op i fem stykker:

For det første: 27 procent af vejen til nul er at fjerne fossile brændstoffer fra elproduktionen. Der er i princippet ubegrænsede muligheder for at høste sol- og vindenergi, men det er dyrt og svært at lagre, så der i elnettet er balance mellem leverance og efterspørgsel af strøm.

Noget løses ved i langt højere grad at sende strøm frem og tilbage over grænserne. Havvind er måske det allermest lovende. Gates roser Danmark for tidligt at understøtte udviklingen af vindmølleindustrien.

For at balancere udbud og efterspørgsel, når der kommer særligt megen og derfor billig vindstrøm, skal den kunne afsætte til virksomheder, der ved elektrolyse forvandler vand til brint. Brint kan lagres og indgå som grundstof i forskellige flydende grønne brændstoffer, der skal udvikles for at drive tunge køretøjer, skibe og fly uden CO2-udledning. Det, der kaldes Power to X.

Men Gates er også overbevist om, at nye former for kernekraft bliver en vigtig del af ligningen, fordi det kan leveres stabilt døgnet rundt, og de gamle risici kan mindskes afgørende ved ny teknologi. Han investerer selv i forsøg på området. I en fjernere fremtid tror han på såkaldt fusionsenergi.

For det andet: 31 procent af vejen til nul handler om i produktionen at elektrificere alle de processer, der er mulige. Meget, der ikke direkte kan elektrificeres, kan indirekte blive det via Power to X-processen. Der må desuden satses på at indfange og lagre, hvad der er tilovers af CO2 fra produktionsprocesserne – og måske indfange mere end det direkte fra luften for at være sikre på at nå nul i 2050.

For det tredje: 19 procent af vejen til nul handler om dyrkningsmetoder og om stop for skovødelæggelse især i troperne, hvor træerne gør allermest gavn for kloden. Kobøvs og svinegødning er massive leverandører af klimagas. Det kan delvis imødegås ved at fremkalde genetiske forandringer hos husdyrene.

Ny teknologi kan bidrage til langt bedre dyrkningsmetoder, herunder udnyttelse af gødning – især den kunstgødning, der er forudsætningen for at levere tilstrækkeligt med fødevarer til mange flere mennesker. Delløsninger er også at gå over cellebaseret eller plantebaseret føde, der smager som kød – eller simpelthen ved at efterspørge mindre kødsmag. Endelig er der et vældigt potentiale i at undgå madspild.

For det fjerde: 16 procent af vejen til nul er at elektrificere brændstof til transportmidler. Elbiler til persontransport er vigtige, men udgør overraskende nok mindre end otte procent af den samlede løsning. Power to X er langsigtet løsningen til den tunge transport på langfart ad landeveje, søveje og i luften. Og – tilføjer Gates – atomdrevne tankskibe.

For det femte: Syv procent af vejen til nul handler om alt, hvad der har med opvarmning og nedkøling at gøre. Det handler om grøn el – ikke mindst varmepumper til at erstatte olie- og gasdrevne fyr. Det handler også om at erstatte de klimafarlige gasser, der indgår i køleteknik.

Det hele forudsætter, at vi inden for meget få år etablerer et langt mere forpligtende internationalt samarbejde, omfattende national lovgivning og investering – og at ansvarlige politikere i samvirke med et aktivt civilsamfund skaber en langt bredere folkelig forståelse og medvirken.

Bill Gates: ’Sådan undgår vi klimakatastrofen – De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver’. Gyldendal. 272 sider. 300 kroner.

Anmeldelsen blev bragt i Information 5. marts 2021

Mere fra min hånd om klimadagsordnen