Kategori: Klima

Udgivet den

Kina kan være nøglen til globale klimafremskridt uden medspil fra USA

Kinas førerposition i den grønne energiomstilling betyder, at landet bliver den store leverandør af billige og effektive grønne løsninger til verdens fattige lande. Det kan berøve europæisk energiteknologi fremtidige markeder. Men det kan også være vejen til at få det Globale Syd med i omstillingen. Mere om Verdensmålene og klimaet i mit seneste indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Ti år med verdensmål og klimakamp

For ti år siden vedtog FN’s Generalforsamling enstemmigt de sytten verdensmål. Mål nummer 1 er at udrydde fattigdom. Når vi på 15 år frem til 2015 kunne halvere antallet af mennesker, der lever for under et par dollar om dagen, så var den optimistiske antagelse, at vi helt kunne udrydde ekstrem fattigdom frem til 2030. 

Her kom pandemi, krig og katastrofer dog i vejen. 

Budskabet var imidlertid også, at det ikke er bæredygtigt at vækste, som vi plejer. Det er nødvendigt med dramatiske ændringer i vores måde at producere og forbruge på. Vi skal bryde den onde cirkel med voksende ulighed og rovdrift på natur og klima, der udløser nye konflikter og katastrofer. Stop for klodens ophedning er første betingelse for, at vi får tid og kraft til at nå de andre mål. 

Derfor var det så vigtigt, at vi straks efter verdensmålene fik den hidtil mest ambitiøse aftale om global klimahandling i Paris i december 2015.

Som formand for FN’s Generalforsamling satte jeg alle sejl til for at mobilisere og engagere regeringer, erhvervsliv, civilsamfund og mange andre interessenter til handling. Især de første fem år – før covid-krisen og Ruslands angreb på Ukraine – oplevede vi et enormt folkeligt engagement og megen politisk handling.

Det hjemlige engagement har jeg oplevet på hundredvis af debatmøder de seneste ti år.

Min egen personlige rejse med verdensmålene er ikke kun foredrag og artikler. De seneste fem år har jeg været bestyrelsesformand for Energinet, statens transmissionsnet for el og gas. Udnyttelse af de vedvarende energikilder er hovedvejen til at bremse CO₂-forureningen, som driver klodens ophedning. Energinet skal i Danmark sikre det net, der kan bringe energi fra sol og vind ud til forbrugerne. 

Vi kom godt i gang, men lige nu bremser den grønne omstilling ret hårdt op på grund af enorme prisstigninger og længere leveringstider på vitalt udstyr og længere godkendelsestider for miljøvurderinger. 

Det første problem afhjælpes først helt, når de virksomheder, der skal investere enorme milliardbeløb i større kapacitet til at fremstille udstyret, har fuld tillid til, at de politiske beslutningstagere i Europa mener de grønne mål alvorligt. Det andet kræver ændret lovgivning og bedre bemanding hos miljømyndigheden.

Den danske regering har heldigvis viljen til at løbe en stor risiko for at holde tempoet i fælleseuropæisk grøn energiforsyning. Det kommer til udtryk blandt andet med Energiø Bornholm og bygning af brintrør til Tyskland: Grøn brint er nøglen til fossilfrihed hos de mest CO₂-tunge brancher med stålindustrien i spidsen.

Jeg vover at tro, at både Danmark og Europa som helhed overvinder de aktuelle vanskeligheder og fastholder højt investeringstempo i grøn omstilling, selvom der samtidig skal investeres massivt i oprustning. 

Grøn strøm er også vejen til uafhængighed af despoternes fossile brændsler

Grøn strøm er klimaløsning: Det er billigere end det fossile, og det hjælper desuden på vores sikkerhed ved at befri os for afhængigheden af de despoter, der sidder på toppen af de største reserver af fossile brændsler i Rusland, Golfen og USA.

Det har hele tiden været klart, at verden kun når klimastabilisering, når både Europa, USA og Kina går samme vej. Det skete faktisk i Paris for ti år siden. Men siden har valget af Trump to gange bremset utåleligt op for sol- og vindenergi i USA.

Vesten eksporterede produktion og CO₂-udslip til Kina

Der sker derimod store spring fremad i grøn omstilling i Kina. Kineserne har gennem årtier leveret et stort bidrag til at reducere den globale fattigdom. Det skete via udflytningen af produktion af en meget stor del af Vestens forbrugsvarer til Kina, som derfor både blev rigere og verdensførende i CO₂-udslip.

Kineserne har med rekordfart overhalet USA og Europa i at udvikle og bruge grønne energiløsninger. De forstår, at det er den billigste løsning på de enorme behov for strøm, der sikrer elektrificering af transportmidler, opvarmning og nedkøling, drift af maskineri samt datacentre og kunstig intelligens. 

Det er et meget opmuntrende vendepunkt at væksten i Kinas CO₂-udslip – trods eksplosiv stigning i elektricitetsproduktionen – ser ud til at være standset.

Kinas førerposition i den grønne energiomstilling betyder også, at landet bliver den store leverandør af billige og effektive grønne løsninger til verdens fattige lande. Det kan berøve europæisk energiteknologi fremtidige markeder. Men det kan være vejen til at få det Globale Syd med i omstillingen. Måske er det nøglen til globale klimafremskridt uden medspil fra USA.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 5. september 2025

Mere fra min hånd om klimaet og Verdensmålene

Udgivet den

Har vi opgivet en tålelig fælles fremtid – eller skal Kina redde os?

Måske vil billige klimaløsninger fra Kina være mere værd for fattige lande end luftige og sent opfyldte løfter om støtte fra os i Vesten. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Skal Kina redde klodens klima?

Der var meget få fremskridt for klimaindsatsen på COP29 i Baku. De vigtigste statsledere var fraværende. Ingen troede på Trump eller Putin som medspillere. Frygten for et nyt amerikansk tilbageslag hang over forhandlingerne.

Lobbyisterne for fortsat at brænde umådelige mængder af fossile brændsler af var en stor, og voldsomt propaganderende del af de tilstedeværende – med værtskabet diskret i spidsen.

Det er en uhyggelig oplevelse, når vi i høj fart er ved at overskride Paris-aftalens mål om allerhøjst 2 graders globale temperaturstigning i forhold til før industrialiseringens tidsalder. Målet var ideelt set max. 1½ grads stigning – men det er der ikke mange, der tror på længere.

Allerede før de 2 grader har vi oplevet hastigt accelererende naturkatastrofer, der rammer hårdest i den fattige, varme del af verden. Verdens fattigste lande i Sahara-ørkenen har mistet en femtedel af deres »velstand« til ørkenspredning med videre. 

Der har været 50 grader varmt i New Delhi, og store dyrkede områder i for eksempel Bangladesh ødelægges af saltvand fra tyfoner og stigende vandstand. Katastrofer rammer også den rige verden med stadig kortere mellemrum – som i Florida, North Carolina og Valencia.

Regningen for at genoprette de skete skader og forebygge de uundgåelige kommende katastrofer ved den allerede skete temperaturstigning er umådelig. Men er dog kun en brøkdel af det, der tegner sig, hvis vi lader temperaturen fortsætte sit amokløb.

Der gøres alt for lidt for at afbøde det uundgåelige og forebygge noget endnu værre. USA har lige genvalgt en klimafornægter som præsident. Mange andre statsledere erkender nok problemerne, men opgiver at forklare deres befolkning, hvad der skal gøres. Forbruget af olie og gas stiger fortsat, og der opretholdes enorme subsidier til dette. 

Oprustning æder ressourcer, der burde bruges til klimaløsninger. Den rige verden har – også af den grund – kun tøvende og diskutabelt leveret de 100 milliarder dollar til de fattige landes klimaindsats, som blev lovet Paris for ni år siden. 

De 100 milliarder er endda en forsvindende lille del af de klimaskader, der især er den historiske arv fra de rige landes industrialisering. Det globale syd opgør støttebehov på 1300 milliarder, men i Baku forleden kunne man kun enes om at få 300 milliarder skrevet ind i aftaleteksten – til udbetaling engang i 2030erne. Og der er stor tvivl om, hvor meget der faktisk vil blive leveret.

Skal vi så give op?

Nej – Europa kan stadig nå at sætte fart på fælles grøn omstilling, og der vil trods Trump være stærke amerikanske interesser i at udvikle grønne løsninger i delstaterne og erhvervslivet.

Men især tegner der sig et stærkt bidrag fra dét Kina, som Vesten ellers af geopolitiske og konkurrencemæssige grunde prøver at stække. Kina er nemlig landet, der for alvor rykker på klimaindsatsen. To tredjedel af al ny grøn strøm i verden i 2024 blev installeret i Kina og de fleste elbiler produceres derovre. 

Det er lige omkring nu, at Kinas C02- udslip topper – væsentligt tidligere end hidtil antaget. Årtiers højvækst og et folketal, der er fire gange større end USAs, betyder, at Kina i absolutte tal er den største C02-forurener. USAs forurening pr. individ er derimod langt større end Kinas – og i fortsat vækst.

Der er grunde til, at vi i Vesten skal føre en industripolitik, som undgår, at vi på alle vigtige komponenter i grøn omstilling bliver ensidigt afhængige af Kina. Men høje toldmure som middel kan fordyre og forsinke vores egen grønne omstilling, mens Kina i kraft af enorme stordriftsfordele kan levere billig grøn teknologi til de fattigere dele af verden. 

Måske vil billige klimaløsninger fra Kina være mere værd for fattige lande end luftige og sent opfyldte løfter om støtte fra os i Vesten. Dette dilemma stiller spørgsmål ved klogskaben i at skærpe modsætningerne til Kina og øge dén dæmonisering af kæmpelandet i Østen, som allerede i svingende omfang har været Vestens politik under Bidens præsidenttid i USA.

Javel, Kina er en udfordring, systemisk og konkurrencemæssigt. Kinas styre er diktatorisk og menneskerettigheder krænkes – ligesom for eksempel i Saudi-Arabien, Emiraterne, Tyrkiet og Egypten, som vi samarbejder med. Og de krænkes meget mere I Rusland med krigen mod Ukraine, og af Israel i Palæstina.

Der er grund til at tro, at vi – hvis vi kan løse klimakrisen og undgå den Tredje Verdenskrig engang i det 21. århundrede – skal søge mere samarbejde og mindre konfrontation med Kina – og derved forhåbentlig også mindske landets behov for at dyrke samarbejdet med Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 7. december 2024

Mere fra min hånd om klimaet og Kina

Udgivet den

Danmarks og Europas fremtidige energiforsyning skal sikres gennem et stabilt marked og europæisk samarbejde

… det er overskriften på min klumme i INGENIØRENs GridTech 6. august 2024.

Markedet står klar med løsninger til at sætte skub i den grønne omstilling. Men omstillingen forhales og forsinkes i lange behandlingstider, og tvivl om politisk vilje til omstilling skaber et usikkert marked.

Læs hele artiklen her – eller nedenfor:

For ni år siden var jeg formand for FN’s Generalforsamling, da vi vedtog de 17 verdensmål og fik den ambitiøse klimaaftale i Paris. Det er indlysende, at verdensmålene indbyrdes hænger sammen, men at klimaindsats er det mest hastende, og energiomstilling væk fra fossile brændsler er den afgørende komponent i denne omstilling.

Også i dette perspektiv har det været meget spændende for mig de seneste fire år at være bestyrelsesformand i Energinet, den danske stats transmissionsselskab for el og gas.

I denne korte periode har vi oplevet dramatiske forandringer i mål, midler og muligheder for at sikre stabil, billig og grøn energiforsyning. 

Teknologien udvikler sig med rekordfart, og der er bred enighed om høje ambitioner for udfasningen af fossile brændsler. 

Ønsket om at komme fri af russisk gas efter angrebet på Ukraine tilføjede en ny begrundelse for grøn energiomstilling – fordi det understregede det sikkerhedspolitisk farlige i at være afhængig af energi fra de få store despoter på toppen af de største forekomster af olie, gas og kul.

Omstillingen må ikke fanges i bureaukratiske processer

Sammen med de lokale distributionsselskaber skal Energinet bruge maksimal kraft på at kunne levere adgang til stor ekstra kapacitet til elnettet fra private aktørers vindmøller og sol-farme på land og til havs. 

Hidtil har den væsentligste forsinkelse været myndighedsbehandling og klagesager. Her kan vi forhåbentlig drage nytte af nye, effektive regler, der – inspireret af EU’s nødforordning – kan forkorte disse processer. Det er så meget mere nødvendigt, fordi vi nu – som omtalt nedenfor – oplever andre alvorlige kilder til forsinkelse og fordyrelse.

For fire år siden fremlagde regeringscheferne i det nordvestlige Europa vældige visioner om energiøer som et fælles tigerspring til at udnytte de meget gunstige vindressourcer, der især kan høstes i Nordsøen relativt tæt på den danske kyst. 

Energinet blev bestilt til at lægge planer for disse enorme investeringer. Nordsøprojektet er på pause nu. 

Min vurdering er imidlertid, at det stadig er lige relevante; men tidsrammen rykker sig, og det er klart at anlægget kræver opbakning fra EU med økonomi og aftaler om rimelig omkostningsdeling mellem de lande, der skal udnytte den grønne energi. Uanset den fælles grønne ambition kan Danmark ikke påtage sig at subsidiere grøn omstilling i nabolandene. 

Men vi kan antage, at der som forudsætning for at nå Europas mål om udfasning af fossile brændsler skabes gode markedsvilkår for at levere dansk grøn energi til omverdenen. 

Markedet tøver på grund af usikkerhed omkring grønne løsninger

I mellemtiden må vi satse på god erhvervsinteresse for at bygge radiale vindmølleanlæg til havs, der kan være med til at sikre energiforsyning, som er stor nok til at forsyne dansk produktion af grøn brint og Power-to-X. 

Hvis Danmark skal med på denne vogn, skal vi i gang med at etablere et dansk brintrør. Energinet er i øjeblikket sat til at kortlægge opbakningen til et brintnet på de forholdsvis stramme betingelser om forhåndstilsagn om brug af nettet, som er fastlagt i et politisk forlig.  

Der er en masse forudsætninger, der skal på plads samtidig for at det kan lykkes. Men jeg tror, at det er i Danmarks interesse at have en Power-to-X-industri og mulighed for også at levere en del af det tyske markeds potentielt vældige efterspørgsel efter grøn brint. 

Energinet står på spring for at gå i gang med røret, når der måtte komme grønt (!) lys fra de politiske beslutningstagere – velvidende at denne investering, som så mange andre, kan tage mere tid end ønskeligt på grund af kapacitetsproblemer hos leverandører.

Kapacitetsproblemer er allerede akutte i den uomgængelige opgradering af det eksisterende elnet på land og den mere langsigtede anlæg af det internationale transmissionsnet til havs. 

Der er her og nu store udfordringer med levering af centrale komponenter. Det betyder voldsomme prishop og i nogle tilfælde ret dramatisk forlængede leveringstider. 

Energinet har allerede for en tid siden fået vores statslige ejers accept af, at vi er nødt til at investere mere på forventet efterspørgsel end alene på kendte afsætningsmuligheder for elproduktionen – ellers vil vi komme bagud i forhold til efterspørgsel, der eksploderer. 

Derfor vil vi også købe mere til lager, søge at indgå mere langsigtede indkøbsaftaler. For at håndtere den større mængde anlægsinvesteringer søger vi også udliciteringsaftaler med private aktører.

Flaskehalsene for en afgørende del af udstyret til den grønne energiomstilling har at gøre med, at forholdsvis mange projekter søges iværksat verden over. Efterspørgslen er vokset og rentestigninger har gjort kapitalen dyrere. 

Det er en knude på markedssituationen, at de få store leverandørvirksomhede tøver med nye milliardinvesteringer i fabriksanlæg, fordi de ikke er overbeviste om, at der er tilstrækkelig styrke og tempo i den politiske vilje til at sikre endnu mere grøn energi, når fordyrelsen af de grønne anlæg vejes op mod den overraskende billige og rigelige forsyning til Europa med naturgas fra andre steder end Rusland – ikke mindst LNG fra USA, Mellemøsten og Nordafrika.

CO2-priserne må ensartes

Enighed om fælleseuropæisk høj pris på CO2, der kan sikre at grønne investeringer altid er rentable, er afgørende for at overvinde prishop og store forsinkelser ved at udløse den nødvendige store investering i nye produktionsanlæg.

CO2-prisen er også en grundforudsætning for tempo i den enormt energikrævende indirekte elektrificering af fly, skibe og tung langvejstrafik via grøn brint og PtX, der igen som produktionen øges vil forudsætte, at der kommer ny fart i planen om at høste energi fra store havmøller længe ud i Nordsøen – via energiøer.

Rentefald, øget konkurrence, mere kapacitet, og derfor lavere priser hos leverandørerne vil fremme den grønne omstilling generelt og specifikt give god rentabilitet i en dansk brint- og Power-to-X-industri. 

Aftaler om relativt beskedne udsving i en sådan industris energiforbrug kunne bidrage væsentligt for at afbalancere udbud og efterspørgsel efter energi i et system, der hovedsagelig forsynes fra vind og sol. Desuden vil billig overskudsvarme fra denne industri kunne sikre fossilfri fjernevarmeproduktion i sit nærområde.

Afbalancering af et ekstremt vejrfølsomt energisystem er allerede nu en kompliceret hovedopgave, der hjælpes på vej af stadig flere og stærkere opkoblinger til landene omkring os, men nok også vil blive hjulpet på vej af bedre og billigere batteriteknologi. 

I den senere tid fremføres fra nogle sider ønske om at satse på a-kraft som en afgørende kilde til fossilfri og stabil energiforsyning. Det er som bekendt ikke under overvejelse i Danmark med hidtil kendt teknologi. 

Jeg tror heller ikke, at det bredere i Europa bliver et stort supplement til vind og sol i de kommende 15-20 år, hvor vi skal nå det meste af vejen til netto nul CO2-udslip. Traditionelle a-kraftværker er dyre og langsommere at få op at stå. Men det er spændende, hvorfor ny spændende teknologier på dette felt bliver rentable og kan bidrage til fossilfri i større skala.

Indlægget udkom i Ingeniørens GridTech 6. august 2024

Mere fra min hånd om klima og energipolitik

Udgivet den

Vi udkæmper to krige, der ikke må tabes

Hverken CO₂-afgifter eller offentlig støtte til den grønne investering er nok. Mange andre barrierer skal nedbrydes – det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske. Læs den i avisen eller nedenfor:

Valg mellem klimaløsning og sikkerhed?

De seneste meningsmålinger i Europa viser, at indsats mod klimaforandringen fortsat er på toppen af borgernes ønskeseddel. Men der er nogenlunde lige så mange, der mener, at indsatsen for at styrke sikkerheden ved oprustning og bistand til Ukraines forsvar mod den russiske aggression er vigtigst.

Det er et problem ved spørgemetoden, at de to opgaver opstilles, som om de skal konkurrere med hinanden. Det er et endnu større problem, at mange politiske beslutningstagere også er kommet til at anskue det som en konkurrence om ressourcer. Ukraine-krigens farlige udvikling trækker politisk opmærksomhed og kapital væk fra klimaindsatsen.

Da Putin indledte sin angrebskrig for over to år siden, så det ellers ud til, at der var forståelse for, at indsats for at imødegå klimaforandringen og for at bremse aggressionen er to sider af samme sag; uanset oprustningen skal der fortsat være rekordtempo i udfasningen af fossile brændsler, hvis man både vil undgå, at kloden mere og mere katastrofalt og uafvendeligt koger over som følge af CO₂-forureningen, og undgå afhængighed af de tyranner, der sidder på størstedelen af forekomsterne af olie og naturgas.

Både og – ikke enten eller

Der er tale om to krige, som vi ikke må tabe, hvis kommende generationer skal have et ordentligt liv. Én, der skal afgøres de nærmeste år, og en anden, der skal vindes ved at standse CO₂-forureningen inden 2050.

I Ukraine skal det afgøres, at Rusland ikke kan vinde, så både Putin og andre despoter afskrækkes effektivt fra at starte nye erobringskrige.

På klimafronten skal vi om kun et par årtier revolutionere hele vort forbrugs- og produktionsmønster til at standse den globale opvarmning og de stadig flere massive naturkatastrofer, der ledsager den. Stigende vandstand i havene vil ramme et utal af storbyer og landbrugsområder. Ørkenspredning vil eksplodere. Gletsjere, der giver ferskvand til en milliard mennesker, vil definitivt forsvinde. Hedebølger vil betyde nye alvorlige sundhedsproblemer.

Det vil alt sammen føre til hidtil usete folkevandringer, der vil skabe mange nye konflikter.

Derfor må aktuelle statsfinansielle vanskeligheder ikke bremse tempoet i klimaindsatsen. Vi må begrave forestillingen om, at klimaomstilling er gratis og smertefrit, men forklare at omkostningerne både i penge og menneskelig lidelse kun bliver større, jo længere vi venter med at gøre det nødvendige.

Helt nødvendige udgifter

Den sammenhæng må indarbejdes i de økonomiske modeller. Og for at sikre folkelig opbakning – nationalt, europæisk og globalt – må man sikre en fair byrdefordeling både mellem rige og fattige mennesker i det enkelte land og mellem landene i EU.

Der er brug for en massiv håndsrækning til den fattige del af verden, der allerede nu rammes hårdest af vildere vejr som følge af den CO₂-forurening, der historisk især er skabt af de rige lande.

Det kræver meget politisk mod at realisere den stærkt udvidede og industrielle kapacitet i verden, så vi kan opruste og sikre grøn energiforsyning, som kan dække et eksplosivt stigende energiforbrug, samtidig med at vi udfaser kul, olie og gas i god tid inden 2050.

Statskasserne kommer til at bidrage til en grøn infrastruktur, der på det seneste er blevet dramatisk fordyret af rentestigninger og massive prisstigninger på kabler, transformere og alt andet udstyr, der skal bruges til at øge den grønne energiforsyning.

Tempoet i den grønne omstilling må ikke svækkes, fordi det er lykkedes Europa at skaffe erstatning for den russiske gas til overkommelig pris – ikke mindst via massiv import at LNG (nedfrosset gas) fra USA m.fl.

Uomgængelig CO₂-afgift

Hvis risikoen ved grønne energiinvesteringer skal blive overskuelig for private investorer og statskasser i EU, skal udviklingen understøttes af en gradvist stigende fælles afgift på CO₂-holdige brændsler, der sikrer langsigtet rentabilitet i grønne energiinvesteringer. Det kan sætte gang i ekstra og langsigtede investeringer i det nødvendige udstyr. I mellemtiden skal man ikke udelukke sig fra kinesisk udstyr, så længe der ikke er sikkerhedsproblemer ved at bruge det.

Hverken CO₂-afgifter eller offentlig støtte til den grønne investering er nok. Mange andre barrierer skal nedbrydes.

Der er brug for meget hurtigere myndighedsbehandling og oprydning i lovgivning, som spænder ben.

Og der er brug for at mildne konfliktens hensyn mellem klimainvestering og naturbevarelse og sikre lokalt medspil.

Men det kan være nødvendigt at prioritere nogle områder mest til det første, og andre mest til det sidste.

Vi kan ikke alle steder fjerne udsigten til de anlæg, som den grønne omstilling kræver.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske lørdag d. 22. juni 2024

Mere fra min hånd om klimaforandringer, sikkerhed og krigen i Ukraine

Udgivet den

Appel om fart i klimahandling – selv om det koster noget for danskerne

Vi må sætte ind med klimahandling nu! Det har klimaforsker Sebastian Mernild og jeg skrevet denne kronik om i AvisenDanmark 3. oktober 2023.

Sebastian Mernild er professor i klimaforandringer og glaciologi, leder af SDU Climate Cluster, forfatter samt hovedforfatter i FN’s klimapanel (IPCC)

Mogens Lykketoft, fhv. MF og minister. Formand for FN´s Generalforsamling i 2015. Bestyrelsesformand i Energinet.

Udgivet den

Krudt og kugler må ikke sluge råderummet i dansk økonomi

Vi har brug for andet og mere. Prioriteringen af det økonomiske råderum har længe været til debat i dansk politik. Mette Frederiksen må ikke glemme at prioritere penge til en række vigtige dagsordener. Læs min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

Hvad er vigtigst? 

Ifølge statsministeren skal der ikke kunne klemmes et A4-papir ind mellem Danmark og USA.

Det er en temmelig kategorisk udmelding med alle de foruroligende træk i det amerikanske samfund og alle de gigantiske fejltagelser, der i de seneste 60 år har udløst amerikansk anførte krige og katastrofer fra Vietnam til Mellemøsten.

Jeg opfatter da også Mette Frederiksens melding mere situationsbestemt – med Joe Biden som præsident i USA og kampen mod den rædselsfulde, russiske aggression som det store, fælles projekt. Det kan – som hun også har sagt – være rigtigt, at oprustningen til to procent af nationalproduktet ikke er et loft, men kun en bund. Vi kan for eksempel blive tvunget langt over to procent, hvis Europa på egen hånd skal redde Ukraine og imødegå den russiske trussel, hvis katastrofen sker, at Donald Trump genvælges. Så bliver der plads til mere end et A4-ark imellem USA og Danmark.

Vi skal have lov håbe på noget helt andet. Ikke bare, at Biden fortsætter, Rusland slås tilbage, og Ukraine kommer med i EU og NATO. Men også, at det så ikke er helt utænkeligt, at der hen ad vejen i Rusland kommer mere realistiske og fredsommelige ledere, som vil forstå den fælles interesse i afspænding og samarbejde. Det skal vi selvfølgelig aktivt række ud efter, hvis chancen melder sig. Og så bliver det også muligt, at de to procent bliver et rigeligt højt mål.

Vi har akut brug for investering i klimahandling, velfærd og social sammenhængskraft

Man må i hvert fald inderligt håbe, at krig og oprustning ikke sluger hele det stærkt udvidede »råderum« i dansk økonomi. For vi har akut brug for at investere langt mere i klimahandling, bæredygtighed, velfærd og social sammenhængskraft.

Der er fortsat ringe forståelse for, at klimaindsats og bæredygtighed ikke bare er nye sider i et parti- eller regeringsprogram. Det er mål, som skal gennemsyre al politisk handling. Krisen er eksistentiel. Der er en chance, men ingen sikkerhed for, at vi kan forhindre, at verden opløses i accelererende ophedning, hyppigere og heftigere naturkatastrofer, stigende vandstand i havene, ørkenspredning, voksende vandmangel og helt uhåndterlige flygtningestrømme med mange flere deraf afledte konflikter.

Derfor skal der handles mere kraftfuldt her og nu. Det er ikke gratis, som man ofte af politisk bekvemmelighed lader som om. Men det er ufatteligt meget billigere end den regning, vi efterlader til vore børn og børnebørn, hvis vi tøver. Vi skal stoppe al snak om, at det er lige meget, hvad vi gør i lille Danmark. Ligesom vi har en særlig forpligtelse til at stå sammen med resten af Europa for at hjælpe Ukraine, uanset at vi ikke alene gør en afgørende forskel, har vi også et særligt ansvar for at gå forrest i klimakampen, selv om vi ikke alene kan løse klimakrisen og sikre global bæredygtighed.

Det er også uhyre vigtigt at forstå, at hvis der verden over skal skaffes folkelig opbakning til at handle, skal vi omsider gå op mod stigende ulighed mellem lande og i lande. Fattige lande og fattige mennesker har mindst ansvar for klimaforandringen. Men det er alt for ofte dem, der rammes hårdest af katastroferne

Vi er de største klimasyndere; vores regning er størst

Det burde være indlysende, at vi, der har mest, skal betale. Vores CO₂-aftryk er langt større end de fattiges på grund af stort forbrug. Både rig og fattig skal tænke over, hvordan vi kan forbruge og producere mere bæredygtigt. Men det er indlysende fair, at vi med den største negative klimaeffekt skal betale det meste af regningen.

I dansk politik bør denne forståelse betyde veto imod, at de borgerlige regeringspartier forsinker klimaomstillingen – både generelt og specielt i landbruget. De skal også afvises på kravene om ny skattelettelser, så længe der mangler penge til national og global klimaindsats og til velfærd. Med den i forvejen voksende ulighed er det urimeligt at give flest kroner i skattelettelser til dem, der er tæt ved toppen af indkomstpyramiden og at lette arveafgiften hos de familier, der ejer de allerstørste virksomheder.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har dokumenteret, at uligheden i Danmark i de senere år er vokset grotesk meget. Det er hjulpet på vej af asociale skattelettelser ad fordøren, flugt til skattely ad bagdøren og størst fremgang i løn og profit hos dem, der i forvejen tjente mest: Den dårligst stillede femtedel af danskerne fik fra 2010 til 2021 i gennemsnit 14.000 kroner ekstra om året i privat købekraft. Anden femtedel fik 27.000, Tredje femtedel fik 42.000. Fjerde femtedel fik 62.000 og øverste femtedel 114.000 kroner Den rigeste ene procent fik gennemsnitligt 335.000 kroner ekstra om året. For den rigeste promille af befolkningen var tilvæksten i årlig forbrugsmulighed 1.779.000 kroner

Det er på ingen måde bæredygtigt!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 25. juli 2023

Mere fra min hånd om dansk økonomi

Udgivet den

Nyt farligt år med brug for højt tempo og dyb omtanke  

Årets sidste klumme fra min hånd i Berlingske – læs den i avisen eller nedenfor

Vesten må tale med Ukraines præsident om muligheden for et smerteligt valg mellem beherskede, men moralsk uacceptable indrømmelser til angriberen – eller en mangeårig lavintensiv krig, der bliver utålelig at gennemleve for folket og umuliggøre landets genopbygning. En udvikling hen mod total sejr for Ukraine kan i værste fald få Rusland til at bruge atomvåben. Mere nedenfor:

Truslen fra krig og træg klimaomstilling

De største farer for verden i 2023 er træg klimaindsats, fortsat krig i Ukraine og skærpede modsætninger mellem USA og Kina.

Risikoen er overvældende for, at vandringen til de bæredygtige samfund fortsat er alt for langsom. Det er trivielt, men nødvendigt at repetere, at der ikke længere er tvivl om, at vi fortsat har kurs mod uoprettelige forringelser i menneskers, dyrs og staters livsbetingelser. Den globale opvarmning vil udløse langt større og mere uhåndterlige folkevandringer og konflikter end dem, vi allerede har så svært ved at løse.

Udviklingen kan kun vendes ved i meget højt tempo at gennemtrumfe dybtgående ændringer i vores forbrugs- og produktionsmønster. Uden fuld kraft på landbrugets omstilling lykkes det for eksempel ikke at nå Danmarks ambitiøse 2030-mål. Det er letsindigt at påstå, at omstillingen kan ske helt uden omkostninger og afsavn. Men vi må friholde de fattigste for nye byrder; stadigt mere ulige og uretfærdige samfund skaber social ustabilitet og ender med at svække tempoet i indsatsen for klima og miljø. Det er ikke en bevidsthed, der for alvor findes så mange steder endnu – heller ikke i Danmarks nye regerings program.

Vedvarende energi er del af løsningen

Ruslands angrebskrig har afsløret et akut sikkerhedsbehov for at komme fri af fossile brændsler. Derfor kommer der heldigvis endnu mere fart i produktionen af vedvarende energi: Enorme mængder billig og grøn strøm vil i de kommende år blive høstet – fra sol- og vindfarme på land og i endnu højere grad fra havet. Det vil give utrolig dynamik ikke bare til elbiler og varmepumper, men også til at levere vældige mængder af grøn brint som grundstof i grønne brændsler til skibe, fly og tunge køretøjer.

Al Gore sagde forleden, hvad jeg tror er den bedste beskrivelse af situationen lige nu: Verdens regeringer er for sløve med at realisere FN’s Paris-aftale om klimaet fra 2015. Det er en klar historisk erfaring, at regeringer altid er sene til at erkende dramatiske omvæltningers nødvendighed. Men der er håb om, at deres tøven snart overhales af eksplosionen af opfindsomhed fra forskere og erhvervsvirksomheder. En toneangivende del af det globale erhvervsliv har indset, at klimaløsning og bæredygtighed er nødvendig for at redde deres fremtidige indtjening.

Dansk erhvervsliv har et forspring – endnu da – og Europa har bedre planer og praksis i grøn omstilling end andre kontinenter. USA ruller omsider frem med massive tilskud til grøn omstilling – der desværre fokuserer ret ensidigt på at favorisere egne virksomheder. Kina er et paradoks som førende verdensleverandør af grøn teknologi, men samtidig udleder af langt mere CO₂ end noget andet land i verden. De fattige lande i det globale syd venter med rette på en meget betydelig håndsrækning fra den rige verden for at løfte deres del af den globale udfordring.

Krigen dræner ressourcer

Fred i Ukraine er en forudsætning for at bremse op i den accelererende oprustningsspiral, der risikerer at dræne i ressourcer til klima og velfærd og uddyber de groteske økonomiske uligheder. Desværre skal åbenbart først flere og mere raffinerende vestlige våben til Ukraine for at overbevise Rusland om, at krigen ikke kan vindes ved at plage den ukrainske civilbefolkning med angreb vinteren igennem på el-, varme- og vandforsyningen.

Men Vesten må også i samtale med Ukraines præsident om, at der kan blive et smerteligt valg mellem beherskede, men moralsk uacceptable indrømmelser til angriberen eller en mangeårig lavintensiv krig, der bliver utålelig at gennemleve for folket og umuliggør landets genopbygning. En udvikling hen mod total sejr for Ukraine kan i værste fald få Rusland til at bruge atomvåben.

Forhåbentlig får de kræfter i Rusland overhånd, der forstår, at krigsmålet aldrig kan nås, og at deres eget land har brug for fred – ikke optrapning af krigen. Her kan medspil fra Kina blive afgørende.

Behov for, at Kina og USA snakker sammen

Derfor er der behov for dialog mellem USA og Kina, hvor de på trods af alle interessemodsætninger genfinder en form for verdensorden inden for FN for at sikre verdensfreden, det økonomiske samkvem og effektive klimaløsninger. I særdeleshed er der brug for, at de enes om en fælles holdning om, at grænser ikke kan ændres ved krig.

Desværre rækker det ikke langt bare at samle en alliance af demokratier, når kun en femtedel af Jordens befolkning lever i reelt demokratiske lande. Men det er selvfølgelig uhyre vigtigt, at vi værner bedre om vor egen sikkerhed og økonomiske interesser i fællesskab i NATO hhv. EU.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 27. december 2022

Mere fra min hånd om ulighed, klimaindsats og krigen i Ukraine