Grøn omstilling er vejen frem, men lige nu har vi ikke råd til at vende ryggen til Ruslands gas

Så længe vi endnu ikke er mere i mål med den grønne omstilling, har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til gas fra Rusland. Det skriver jeg mere om i denne internationale kommentar i Jyllands-Posten 13. oktober. Læs den her – eller nedenfor:

Ny olie- og gaskrise?

De færreste havde forudset, at energipriserne ville eksplodere i efteråret 2021.

Nu ringer alle alarmklokker i regeringskontorer og på børserne. Er det i færd med at kvæle dét opsving, der ellers var i gang i Europa og USA, og vil det yderligere forværre situationen i fattige lande, der stadig langt fra har styr på pandemien?  Får vi ’gule veste’ i protest i Europas gader? Vil hele brancher i den mest energitunge industri lukke ned, fordi de ikke kan betale nuværende energipriser – eller er staterne nødt til midlertidigt at tvangslukke denne del af erhvervslivet for at forsyne resten af samfundet med energi?  Og hvordan vil energikrisen forværre de allerede store huller i globale forsyningslinjer, der er efterladt fra covid-krisen?

Mange af svarene beror på, om prischokket hurtigt dæmper sig eller holder vinteren over, hvis vinteren bliver særlig kold.

Hvad er årsagerne til miseren? Meget handler om øget efterspørgsel, når verdensøkonomien igen peger opad.  Den amerikanske produktion af flydende gas (LNG) går i øjeblikket mest til Asien; russisk gas flyder ikke til Europa i dé mængder, der er brug for. Lagrene i Europa er for langt nede. 

Der er desuden en hel masse markedsspekulation, der er vanskelig at gennemskue. Årtiers drift mod fuldstændig liberalisering af pris- og mængdevariationerne på gasmarkederne har vist sig problematisk. Det havde f.eks. været godt i sommer at have haft mulighed at pålægge leverandørerne at genopbygge gaslagrene. 

Selv i Den kolde Krigs værste år kunne vi stole på statslige langtidskontrakter med Rusland om gas til stabile priser, fordi vi har gensidige interesser i at handle gas. Det havde været stabiliserende, hvis der havde været et element af sådanne kontrakter parat om den gas, der snart kan flyde gennem Nordstream2 fra Rusland til Tyskland. Tiden er i hvert fald ikke til at problematisere denne rørforbindelse, således som det er gjort så meget de seneste år: Vi skal tilbage til mere sikker grund for at speede den grønne omstilling op. Sikker, men gradvis mindsket gasforsyning fra Rusland er en del af overgangen. Lige nu har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til Rusland.  Optrapning af forsyningen med energi fra vind og sol vil være det afgørende bidrag til gradvis mindre afhængighed af de fossile brændstoffer, også fra Rusland.

Mens vi lever med de akut enormt høje energipriser, må staterne sørge for sociale kompensationer og bistand til særligt ramte virksomheder. Den danske stat har faktisk råd til dét, fordi en række støtteordninger til den grønne omstilling midlertidigt bliver meget billigere. Bl.a. falder støttebehovet til grøn biogas dramatisk.

Denne iagttagelse er samtidig et vink om dé sammenhænge, der vil være nødvendige, når vi efter den helt aktuelle energikrise kommer tilbage på sporet til den grønne omstilling: Vi skal mere varigt løfte prisen på fossile brændstoffer gennem en CO2-afgift. Men det skal ske gradvist og i samklang med mere langvarige kompensations- og støtteordninger i familie dem, der midlertidigt kan blive nødvendige denne vinter. 

Den grønne omstilling forudsætter dyrere fossile brændstoffer for at understøtte klimaomstillingen. Men fordyrelsen skal ikke – som det sker lige nu – ende i den sorte energiindustris kasser. Den skal helt og fuldt kanaliseres over i statskasserne til finansiering en ny, bæredygtig infrastruktur og en fair byrdefordeling.

Debatindlæg i Jyllands-Posten 13. oktober 2021

Mere fra min hånd om energi

Politikerne må vågne op: Brint kan blive det nye danske vindeventyr

Vindenergi til brint

Griber vi chancen, kan brint blive det nye danske bæredygtige energieventyr. Ligesom vindmøllerne i sin tid. Men der skal handles nu. Danmark kan skabe værdi på at udvikle grøn brint som del af den globale  kamp for at afvikle fossile brændsler. Det skriver Anders Eldrup og jeg om i denne kronik i Politiken 9. september 2021.

Kan også læses nedenfor:

Godt nyt for klimaet og danske vindproducenter

I 1990’erne arbejdede vi som henholdsvis minister og departementschef i Finansministeriet tæt sammen om at bringe orden og balance i dansk økonomi. Nu, 25 år senere, er vi begge optaget af den grønne omstilling. Mogens som formand for Energinet, Anders bl.a. som formand for Danmarks Grønne Investeringsfond

Energikrisen i 70’erne lærte os, at forsyningssikkerhed på energiområdet er afgørende vigtigt. Vi havde gjort os fuldstændig afhængige af olie fra Mellemøsten – og havde dermed gjort os sårbare.

På energiområdet tog vi i årene, der fulgte, ved lære af fadæsen med olien og indrettede en flerstrenget og mere robust dansk energisektor med vægten på naturgas, vind, fjernvarme og biomasse.

Coronakrisen har lært os, at vi på andre samfundsområder også har forsømt at tænke i værdien af forsyningssikkerhed. Tænk blot på debatten om produktion af medicin, værnemidler, mikrochips og lange sårbare forsyningskæder.

I EU står vi nu ved en ny korsvej, hvor forsyningssikkerhed skal gentænkes. For at stabilisere klimaet, før forandringerne bliver endnu mere katastrofale, skal vi afvikle brugen af de fossile brændsler – kul, olie og naturgas. Desuden reduceres atomkraft i mange lande, og biomasse som energikilde bliver stadig mere problematisk. 

Alt det sker i et scenario, hvor energiforbruget fortsat stiger betydeligt. Naturgas er den af de fossile brændsler, der udleder mindst CO2, og en overgangstid på vej væk fra kul kunne EU øge sin import af naturgas. Det vil i praksis sige import af russisk gas, som man allerede i dag er ret afhængig af. Er det mon klogt? 

Det er en sikkerhedspolitisk udfordring og stadig klimabelastende.

Derfor peger EU-Kommissionen på en massiv udbygning med sol og vind, især havvind. For havvind satser kommissionen på en 20-dobling over de kommende 20 år. Det er godt nyt for klimaet og godt nyt for danske vindproducenter. En stor del af den udbygning vil kunne ske i danske farvande i Nordsøen og Østersøen. Mere herom senere.

En anden meget klar melding fra EU-Kommissionen er, at nøglen til den bæredygtige energiomstilling er brint. Derfor bør der nu satses målrettet på at udvikle fremtidens brintbaserede teknologier. Vicepræsident i EU-Kommissionen Frans Timmermans har for nylig sagt det meget klart:

– For nogle år siden var EU førende i udviklingen af solpaneler. Men vi tabte momentum, og i dag ligger den produktion stort set i Kina.

– EU støttede udvikling af batteriteknologi og fik en førende rolle. Også her tabte vi pusten, og i dag ligger den væsentlige produktion og udvikling af batterier i Kina, Sydkorea og Japan. Et problem, som den europæiske bilindustri i disse år febrilsk søger at råde bod på.

– Nu står vi over for et tredje stort spring på energiområdet: udviklingen af brintbaserede teknologier som kernen i den bæredygtige omstilling. Også her er EU i front, og denne gang må vi ikke miste forspringet. 

EU skal bevare og udbygge sin position inden for brintteknologierne, fordi det ikke blot kan give os CO2-fri energi, men også fordi nøglen til mange af de nye teknologier, som vi skal leve af i fremtiden, ligger her. Energipolitik er i høj grad også industripolitik.

Så de klare meldinger fra EU-Kommissionen er: topprioritet til havvind og brintteknologier. Set med danske briller er det meget interessant, for det åbner store nye muligheder, hvis vi vælger at udnytte dem.

Kaster vi blikket bagud, ser vi nogle af de korsveje, hvor vi tidligere har truffet valg, som er blevet afgørende for udviklingen af vores land. Et par eksempler til illustration:

– Beslutningen om at indføre arbejdsmarkedspensioner i 1987 blev skabt i en trepartsaftale mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen. Den førte til, at vi i dag har verdens bedste og mest holdbare pensionssystem – og samtidig forsvandt i øvrigt dansk økonomis kroniske balanceproblemer med underskud på betalingsbalance og statsfinanser.

– Et konstruktivt samarbejde mellem staten og energisektoren har gjort, at Danmark i dag er verdensførende på havvind – både hvad angår produktion, opstilling og drift. Staten pressede energiselskaberne til at lave havvindparker, og staten lavede et regime med faste garanterede priser på strømmen 12 år frem, som gjorde, at pensionskasserne turde investere den nødvendige kapital. For samfundet har det givet ren energi, nye industrier med tusindvis af arbejdspladser og betydelig valutaindtjening.

– Ofte bliver vi spurgt: Hvordan kan det være, at et lille land som Danmark har verdens største insulinproducent, verdens største containerrederi, verdens største legetøjsproducent, verdens dominerende producenter af pumper, termostater, isoleringsmateriale og energirigtige vinduer? 

Forklaringerne er nok mange. Hvad angår medicin og vedvarende energi, har statens prioritering af forsyning til danske borgere historisk været et afgørende rygstød for eksporteventyret. Det er imidlertid også tankevækkende, at de nævnte virksomheder er helt eller delvist fondsejede med den konsekvens, at man har fokuseret på langsigtede strategier og minimeret risikoen for udenlandske overtagelser. 

Det er tankevækkende at sammenligne med et andet dansk erhvervsklenodie, Sukkerfabrikkerne, der senere blev til Danisco og derefter solgt til Du Pont, hvorefter virksomheden forsvandt fra den danske radar.

Nu står vi igen over for en sådan definerende korsvej.

I farvandene omkring Danmark har vi enestående muligheder for at høste vindressourcen. Selv om misundelse ikke er en rar egenskab, kan vi vel ikke sige os helt fri for en vis ærgrelse over, at Norge fra naturens hånd fik så rigelige mængder af olie og gas med den rigdom, det har medført.

Men Danmark har nu muligheden for at blive ’det nye Norge’ – ikke baseret på fossil energi, men på vind. Hvordan skal vi forvalte den mulighed?

– Den ’lille’ ambition: Vi kan høste så meget vind i vores farvande, som skal til for at sikre, at Danmark får en ren energiforsyning uden CO2. En fin ambition, men vi kan meget mere end det.

– Den ’lette’ ambition: Vi kan høste så meget vind i de danske farvande som muligt og sende det, vi ikke selv skal bruge, videre til vores nabolande. Det kan give os en vis indtjening som strømeksportør. Men vi kan gøre det bedre, for det svarer jo til, at vi sender vores råstof (strømmen fra havmøllerne) uforarbejdet videre – uden at værdiskabe på vores nye ressource.

– Den ’værdiskabende’ ambition: Vi producerer mest mulig energi i farvandene omkring Danmark og trækker en stor del af strømmen ind til Danmark og bruger det til at opbygge en helt ny industriklynge baseret på grøn brint skabt ved elektrolyse. 

På den måde får vi mere værdi ud af vores nye store energiressource i havene omkring Danmark. Vi skaber nye arbejdspladser, vi værdiforøger strømmen fra havmøllerne med nye mere værdifulde produkter, og vi yder et stort bidrag til, at Europa kan blive fri af CO2-udledninger.

Lad os kort kaste et blik på nogle af brintsamfundets nye muligheder:

Vi kan bruge vindstrømmen og omformningen til brint til at producere grøn kunstgødning til Europas landbrug og dermed yde et bidrag til den nødvendige bæredygtige omstilling af landbruget.

Vi kan også bruge vindstrømmen og brinten til at producere nye rene brændstoffer (e-fuels), som kan bruges i skibsfarten, luftfarten og den tunge landtransport og dermed yde vigtige bidrag til omstilling af disse sektorer.

I de brintbaserede processer som ovenfor beskrevet opstår der en betydelig varmeudvikling. I Danmark har vi et af verdens bedste fjernvarmesystemer, hvor to tredjedele af alle husstande allerede er tilsluttet fjernvarme. Det giver enestående muligheder for at udnytte overskudsvarmen til opvarmning af vores boliger. Det bør vi udnytte.

Det har vi for eksempel ikke sikret os ved etableringen af de nye datacentre. Her lod vi markedskræfterne råde frit uden rammelovgivning og planlægning. Resultatet er, at datacentrene er placeret på må og få uden fokus på at udnytte den enorme mængde spildvarme, de udleder. Centrene i sig selv giver kun få arbejdspladser. Den værdiskabelse, vi som samfund kunne få ud af datacentrene, ville være langt større, hvis de var placeret, så overskudsvarme ikke gik til spilde.

’Datacenterfadæsen’ kan tjene til inspiration for, hvordan vi ikke skal gribe vores nye brintbaserede eventyr an.

Historien – både fra succeser og fiaskoer – giver os god vejledning:

– Vi skal fortsætte den historiske tradition med tæt samarbejde mellem den offentlige sektor og de private investorer. Staten skal sætte rammerne (som man gjorde med vindmøllerne) og stille plankrav f.eks. om udnyttelse af spildvarmen.

– Vi skal holde perspektivet: Måske kræves der – som med vindmøllerne – lempelige vilkår i startfasen og gradvis skærpelse vilkårene, når produktionen er godt i gang.

– Med vindmøllerne var vi de første og alene på markedet i starten. Med brinteventyret vil der være mange om buddet. Derfor skal vi hurtigt i gang for ikke at komme bagud.

– Efter alt at dømme vil der være stor opbakning fra EU-Kommissionen, da man der har et klart blik for, hvordan en sådan dansk satsning passer ind i den større tegning.

– De kommende, højere CO2 afgifter, der nu tegner sig, vil være afgørende for at lægge en solid bund under den danske brintvision.

Vi står ved en definerende korsvej. Det har vi gjort før. Og valgt rigtig med afgørende konsekvenser for velstandsudviklingen i Danmark.

Ofte spørger man: Hvad skal vi leve af i fremtiden? Ovenfor har vi skitseret visionen om den nye brintbaserede erhvervsklynge. Det kan give os en del af svaret på spørgsmålet. Vi har muligheden nu.

Danmark bør satse på at blive foregangsland i klimaomstillingen, fordi som et af verdens rigeste lande har vi et meget tungere CO2-aftryk end de fleste andre. Men uanset hvor hurtigt vi går frem, kan vi naturligvis ikke på egen hånd redde kloden.

Derimod kan vi – også på mange andre felter end brint – atter blive foregangsland, sælge de gode løsninger til resten af verden og skabe flere arbejdspladser i Danmark.

Men denne gang er der mange flere, som kan og vil være foregangslande. Hvis vi fortsat vil være i forreste række, har vi meget travlt med at få truffet de rigtige beslutninger.

Kronikken blev bragt i Politiken 9. september 2021

Mere fra min hånd om den grønne omstilling

Klimaindsatsen bremses og gøres kostbar af miljømyndighederne

Hvis klimaet og naturen skal reddes, er det nødvendigt at rette op på de administrative svækkelser i miljømyndighederne, der alt for ofte skaber kostbare sammenstød i afgørelser om anlægsarbejde. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser forbundet med myndighedernes afgørelser, skriver jeg bl.a. i min seneste kommentar i Berlingske Tidende:

Berlingskes illustration til kommentaren: »Det kommer alene til at koste groteske 600 mio. kr., at arbejdet med Baltic Pipe, hvori vi skal sende norsk gas via Danmark til Polen, nu er sat i stå på flere strækninger i nogle måneder,« skriver Mogens Lykketoft. På billedet ses nedgravningen af Baltic Pipe mellem Faxe og Næstved på Syd- og Midtsjælland, 16. december 2020.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er mange udfordringer for politikere, der skal redde klodens fremtid. Vi redder ikke klodens natur uden at stabilisere klimaet. Klimaindsatsen haster enormt, og det vil være en hidtil uset global kraftanstrengelse at lykkes med den.

Men selv da har vi ikke sikret naturens mangfoldighed. Vild natur skal bevares eller genskabes, samtidig med at vi skaffer plads til flere mennesker, der kan leve og bo, uden at mange er fastlåst i dyb fattigdom. I en verden med enorme uligheder kan der næppe skabes opbakning til nødvendige ofre for at stabilisere klimaet og bevare naturen, medmindre regningen sendes til dem, der ved størst forbrug har de største aftryk på klimaet og naturen.

Det handler derfor om at afveje modstridende hensyn til klima, natur og social balance. Intet tiltag er perfekt, men vi skal gøre os den yderste umage for at mildne målkonflikterne.

I Danmark ser vi et antal nye afgørelser fra i Miljøankenævnet, der ikke forekommer at bidrage hertil.

En af dem er bremsen på bygningen af nye sociale boliger på den del af Amager Fælled, der er gammel losseplads, men som af Enhedslistens gamle trubadur Finn Sørensen besynges som Lærkesletten. Her lever en stor vandsalamander, der imidlertid har andre gode levesteder og ikke som art er truet. Der er omvendt ikke så mange andre og bedre muligheder for at placere nye sociale boliger i København. Og der er brug for at modvirke en udvikling, hvor håndværkere, lærere og sygeplejersker, der arbejder i storbyen, ikke har råd til at bo i nærheden af arbejdet.

Kommunernes Landsforening kender en række tilsvarende sager rundt i landet, hvor klager, der har ventet i årevis på en afgørelse, vælter kommunal planlægning, sætter anlægsarbejder i stå og derfor udskriver store regninger til skatteydere eller forbrugere.

Den virksomhed, jeg er bestyrelsesformand for, Energinet, som er det nationale selskab, der ejer og udbygger transmissionsnettet for el og gas, er på dramatisk vis konfronteret med det samme problem. Lednings- og rørarbejder, der for adskillige år siden er godkendt af Miljøstyrelsen, omgøres nu. Nogle projekter er mellemtiden fuldført (!), andre er i gang og sættes nu helt eller delvis i stå med meget store omkostninger til følge.

Det kommer alene til at koste groteske 600 mio. kr., at arbejdet med Baltic Pipe, hvori vi skal sende norsk gas via Danmark til Polen, nu er sat i stå på flere strækninger i nogle måneder, fordi ankenævnet ikke mener, at der er gjort nok for at beskytte levevilkårene for hasselmus, birkemus m.fl.

Kostbare sammenstød

Denne ny skærpede praksis kan tvinge Energinet til at være mere afventende over for, hvornår man tør iværksætte et anlægsarbejde på grund af frygt for en langt senere ankeafgørelse. Målkonflikten er åbenbar, fordi vore statslige ejere og hele det politiske system tripper utålmodigt for, at vi hurtigst muligt skal bane vejen for langt mere sol- og vindenergi. Men klimaindsatsen bremses af omsorg for truede dyrearter.

Hvad kunne man have gjort for at undgå disse kostbare sammenstød? Først og fremmest en hurtigere og sikrere sagsbehandling hos miljømyndighederne. Det er klart, at en kommune eller en offentlig virksomhed som Energinet vil betale for de nødvendige miljøkrav, og at det er umådeligt meget billigere at gøre fra start end at blive sat i stå, når alt er godt i gang.

Det er i min forståelse hul i hovedet, at en uspecificeret ankeafgørelse om, at ‘mere’ skal gøres, flere år fra projektstart kan udløse forsinkelsesomkostninger på 600 mio.kr.

Berlingskes illustration til kommentaren: »Politisk er der også brug for mere overordnet at vurdere, om man ikke med mindre omkostninger kan gøre mere for truede arter ved at opkøbe flere arealer, der kan udlægges som vild natur i stedet for skærpelse af kravene til anlægsarbejderne,« skriver Mogens Lykketoft. På billedet ses den rødlistede ræv.

Foto: Nf / Ritzau Scanpix.

Jeg kan ikke frigøre mig fra fornemmelsen af, at vi lider under senfølgerne af erfaringstabet ved afgang af medarbejdere i Miljøstyrelsen og ankeadministrationen som følge ved den tidligere regerings forhastede udflytning fra hovedstaden, der i øvrigt blev ledsaget af helt urealistiske løfter om hurtigere og bedre sagsbehandling.

Det er nødvendigt meget hurtigt at rette op på denne administrative svækkelse. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser. Der må fra start gives præcise anvisninger til dem, der skal lave anlægsarbejder, om og hvordan truede arter skal beskyttes.

Politisk er der også brug for mere overordnet at vurdere, om man ikke med mindre omkostninger kan gøre mere for truede arter ved at opkøbe flere arealer, der kan udlægges som vild natur i stedet for skærpelse af kravene til anlægsarbejderne.

Her er i hvert fald brug for at gøre det ikke bare lidt bedre.

Kommentaren stod at læse i Berlingske Tidende 28. juli 2021

Mere fra min hånd om klimaet

Dem, der ejer mest, skal betale mest for den grønne omstilling

Vi har meget at vinde og frygteligt meget at tabe, hvis ikke vi er i stand til at forklare, hvorfor det er vigtigt at skride hurtigt til værks med den grønne omstilling – samtidig med, at vi holder hånden under dem, der er mest sårbare i processen. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende.

Læs indlægget i avisen – eller nedenfor:

Vilje til forandring?

Den eksplosive vækst i produktionen af stadig billigere vedvarende energi – og anvendelsen af den til fremstilling af grønne brændsler – giver gode chancer for, at vi faktisk kan udfase fossile brændstoffer senest i 2050. Og dét er afgørende for at stabilisere temperaturen på højst halvanden grad over den førindustrielle tidsalder og dermed have en chance for at standse den globale opvarmning.

Det er mere tvivlsomt, om denne udvikling kan nå at bidrage tilstrækkeligt til de danske klimamål om 70 pct. mindre CO2 i 2030. Det vil kræve mere politisk handlekraft end hidtil, både i Danmark og i EU. Investorerne står parat til med elektrolyse at forvandle vind- og solenergi til brint og videre til grøn ammoniak mv, der kan hældes på tunge køretøjer, skibe og fly. Men højere afgifter på de fossile brændsler er nødvendige for tilstrækkeligt hurtigt at forskyde investeringsinteressen til grønne løsninger. I det lange perspektiv er billig grøn strøm + elektrolyse vejen til, at produkter og mennesker kan transporteres rundt i verden uden at forværre klimaproblemet.

Der er brug for mere entydige politiske udmeldinger fra europæiske regeringer om, at de ikke vil hugge job fra naboer, der går forrest. Der er brug for enighed om, at EU-landene godt må understøtte de få ekstremt energikrævende produktioner som cement og stål i overgangen til grønne brændstoffer, så det ikke er netop dem, der lukker for ar flytte til nabolande, som er bagud med klimakrav. Der må indføres en art klimatold ved import til EU, der forhindrer landene udenfor i at lukrere på en sådan trafik. 

Danmark kan ikke på egen hånd redde verdens klima ved at være foregangsland. Men Danmark har en stor chance for at skabe mange nye og bedre job gennem hurtig grøn omstilling, fordi vi så også udvikler løsninger, der kan sælges til resten af verden. Vi taler meget om netop det. Men der skal tempo og dristighed til at udnytte denne chance, for lige nu er der rigtigt mange andre, der også vil være foregangsland.

Der er brug for politikere, der – samtidig med at de gør en særlig indsats for de virksomheder, der er mest sårbare ved hurtig grøn omstilling – modigt fortæller, at der er mange flere job at vinde end at tabe ved at gå hurtigt frem. Vi skal gå i spidsen, fordi det er en god forretning for danske virksomheder og lønmodtagere. Vi har ikke råd til at lade være. Men det skal forklares og forsvares, at nogle skatter og afgifter skal hæves for at nå målet.  Det er dem, der tjener mest, ejer mest og hamstrer flest af klodens ressourcer ved ekstravagant forbrug, der skal betale mere. De skal betale, både fordi uligheden er gået amok og for at støtte de mest truede erhvervs grønne omstilling og finansiere statens egen investering i bæredygtig infrastruktur. De velhavende skal også betale mere, for at vi kan lette skatter og afgifter hos dem, der kun tjener lidt: Dé skal ikke betale ekstra for den grønne omstilling. 

Politikere, der vil gøre Danmark til foregangsland i klimaløsninger, må holde op med at lade sig kyse af de velbjærgedes protester mod, at de omsider skal betale regningen. De må også sætte sig ud over de urealistiske svar fra Finansministeriets nyliberale regnemodeller, der altid viser, at ethvert skridt til at tage fra de rige og hjælpe de fattige er alt for kostbart, fordi det betyder at færre mennesker gider arbejde. Det har vi hørt til hudløshed, men det bliver ikke mere sandt at blive gentaget. Derimod er det ikke sagt tit nok, at en mere fair byrdefordeling er selve forudsætningen for, at vælgerflertallet fortsat bakker op om en offensiv klimapolitik, så Danmark kan blive foregangsland.

Det meget brede forlig om infrastrukturinvesteringer, der netop er indgået, kritiseres for ikke bidrage til klimaløsningen, fordi der bygges for meget motorvej, og flere motorveje får flere til købe bil. Det er måske en undervurdering af tempoet i omstilling til el-biler. Men uden et nyt afgiftssystem vil bilparken vokse for meget. Måske ikke på grund af flere motorveje, der hvor kollektiv trafik alligevel ikke er et reelt alternativ el-bilen. Men der er brug for mod til at udtænke et avanceret digitalt system for fremtidens bilafgifter, hvor betalingen varieres efter art af køretøj, hvor i landet, der køres – og hvilken tid på dagen. Brændt barn skyr ilden, når nogen taler ’betalingsring’ i storbyen efter Thornings fiasko i 2012. Men vi kommer ikke uden om at begrænse bilantallet i storbyerne, hvor nye motorveje ikke kan anlægges, og hvor vi snart hverken kan komme frem eller parkere.

Indlægget blev bragt i Berlingske 1. juli 2021

Mere fra min hånd om grøn omstilling

Bekæmpelse af ulighed er afgørende for bæredygtig udvikling

Vi i den rige del af verden udleder mest co2, mens den fattige del af verden betaler prisen for vores klimafjendtlige handlinger. Global ulighed kan og skal bekæmpes, og Danmark kan yde et betydelig bidrag til at rette op på skævheden.

Det har jeg sammen med udviklingsministeren, Flemming Møller Mortensen, skrevet denne kronik til Jyllands-Posten om. Læs den i J-P – eller nedenfor, hvis der skulle komme en mur i vejen:

Uhyggelig skæv fordeling i verden

Uligheden i verden er dramatisk. Allerede inden pandemien ejede verdens rigeste ene procent, ifølge Oxfam, mere end dobbelt så meget som 6,9 mia. mennesker. Ulighed er ikke kun dårligt for den enkelte, men for samfundet som helhed og for international fred og sikkerhed.

FN definerede allerede i 2015 bekæmpelse af ulighed (verdensmål 10) som afgørende for bæredygtig udvikling – miljømæssigt, økonomisk og socialt. Tingene hænger nemlig sammen. Skal vi opnå bæredygtig udvikling, er vi derfor nødt til at skærpe indsatsen mod ulighed. Det blev også understreget af flere internationale og danske eksperter, der i februar deltog i fire webinarer om ulighed arrangeret af Udenrigsministeriet og Dansk Institut for Internationale Studier.

Covid19 skærper ulighederne

Covid-19 har vist sig som et forstørrelsesglas på verdens uligheder. Med begrænset adgang til sociale sikkerhedsnet, sundhed eller stabile job har covid-19 ramt verdens fattigste befolkningsgrupper ekstra hårdt. De allerede marginaliserede presses endnu mere bagud. For første gang i 20 år stiger antallet af mennesker i ekstrem fattigdom. Covid-19’s konsekvenser udstiller ikke kun verdens uligheder, men er med til at gøre dem værre. Klimakrise, pandemi og fattigdom skaber en perfekt storm, som både er konsekvens af og årsag til stigende ulighed. Hvis ikke ulighed adresseres nu, vil vi på sigt se flere krige og fordrevne, mere irregulær migration og armod.

Den rige verden sviner, den fattige betaler …

Ulighed har mange ansigter, og der er forskellige tilgange til at håndtere den. Men uanset om vi taler økonomisk, politisk eller social ulighed, ses ofte et mønster, hvor de mest sårbare fanges i en ulighedsfælde.

Folks køn, alder, etnicitet, religion eller andre diskriminerende politikker definerer deres muligheder. F.eks. er kvinder i overtal blandt verdens fattige. Ifølge Oxfam har verdens 22 rigeste mænd mere rigdom end alle – 325 mio. – kvinder i Afrika. For unge er det ofte ulige adgang til uddannelse, indflydelse og job, der står i vejen for social mobilitet. I Afrika syd for Sahara er 60 pct. af befolkningen under 25 år. Hvis de ikke ser en fremtid lokalt, vil mange søge væk. Det kræver fokus på ikke bare økonomiske muligheder, men også på rettigheder og værdier, der sikrer, at de unge har en stemme og føler sig hørt.

Ulighed er også tæt forbundet med klimakrisen. Klimaforandringerne rammer skævt: De rige udleder mest, men de fattige betaler prisen. Verdensbanken vurderer, at flere end 100 mio. mennesker kan ende i ekstrem fattigdom inden 2030 som følge af klimaforandringerne. Vi skal sikre, at vi bekæmper klimakrisen og fattigdom på samme tid. De to kan være hinandens forudsætninger: Den grønne omstilling kan skabe job og vækst, der løfter folk økonomisk.

Til kamp for lighed

Den stærke sammenhæng mellem ulighed, klimaforandring, konflikter og irregulær migration betyder, at vi i de rige lande ikke bare har en moralsk forpligtelse, men også en stærk egeninteresse i at bekæmpe global ulighed og fattigdom. Derfor er det oplagt at fokusere på ulighed i udviklingssamarbejdet. Der er særligt to områder i dansk udviklingssamarbejde, hvor vi direkte kan sætte ind mod uligheden. For det første skal vi blive bedre til at holde hånden under de svageste. Dette kan ske gennem udbredelse af sociale sikkerhedsnet, der sikrer, at ingen falder helt igennem, når krisen rammer. Det gælder især piger og kvinder, der altid rammes hårdest i kriser. For det andet er det også nødvendigt at bidrage til grundlæggende forandringer i de strukturer, der fastlåser uligheden. Fokus på rettigheder og politisk deltagelse fra de fattige befolkningsgrupper, ikke mindst de mange unge, er afgørende. Det er ligeledes bekæmpelse af korruption og styrkelse af progressive skattesystemer.

Selvom Danmark er en lille spiller på den globale scene, står vi stærkt for at løfte øget indsats mod ulighed. Vi kan dele ud af vores erfaringer med den nordiske model, der har vist, hvordan man kan skabe lige samfund med øget velstand. Danmark går forrest i fremme af menneskerettighederne og særligt ligestilling, der kan være med til at understøtte bekæmpelse af ulighed. Ved at stå sammen med vores nordiske naboer har vi internationalt en meget stærk stemme til at sætte fokus på at bekæmpe ulighed og fattigdom.

FLEMMING MØLLER MORTENSEN, Udviklingsminister og Minister For Nordisk Samarbejde

MOGENS LYKKETOFT, Forhenværende Minister og Fmd For. FN’s Generalforsamling

Kronikken blev bragt i J-P 21. marts 2021

Mere fra min hånd om ulighed

Onkel Bill (Gates) viser vejen ud af klimakrisen

Den grønne omstilling skal gennemføres, samtidig med at vi skal tredoble den globale energiproduktion – og den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst. Bill Gates forklarer overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt. Læs hele min anmeldelse af Bill Gates’ nye bog, Sådan undgår vi klimakatastrofen – De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver, i Information

… eller nedenfor, hvis du skulle ramle hovedet mod betalingsmuren:

Boganmeldelse

Bill Gates er nok den af verdens multimilliardærer, der bruger sin formue mest målrettet til at forstå og imødegå de udfordringer, menneskeheden står over for. Han har satset snesevis af milliarder dollar på at forbedre sundhed for verdens fattige. Mens Trump trak USA ud af Verdenssundhedsorganisationen, var de private bidrag fra Gates-fonden større end noget enkelt andet lands!

Konspirationsteoretikere på den ekstreme højrefløj lægger Gates for had og påstår, at han vil plante en chip i os, der kan styre vores adfærd. Det nærmeste, disse vilde påstande kommer virkeligheden, er, at Gates nu har sammenfattet sin forståelse af klimakrisen i en letlæst, meget pædagogisk bog på 250 sider om, hvordan katastrofen undgås. Den vil han helt sikkert gerne have, vi indprenter os.

Gates beretter, hvordan han blev bevidst om den truende klimakatastrofe, da han forstod modstriden mellem det svimlende behov for at levere meget mere strøm for at skabe udvikling i de fattige dele af verden og konsekvenserne af at løse problemet ved at anvende fossile brændstoffer.

Erkendelsen nu er endnu mere radikal: Vi skal ned til nul tilførsel af drivhusgasser til atmosfæren. Ellers bliver vi ikke i stand til at bremse den globale opvarmning, før livsvigtige ferskvandsressourcer smelter bort, vandstanden i verdenshavene stiger, og tørke og ørkener breder sig over en meget større del af kloden: Sker alt dette, vil sygdomme spredes, og infrastruktur blive ødelagt.

De fattigste, der udleder langt mindst klimagas, vil så igen blive hårdest ramt. Ukontrollerede folkevandringer og flere konflikter vil blive udløst, fordi hele civilisationer vil gå under.

Vi har hidtil kun hævet klodens gennemsnitstemperatur med godt én grad i forhold til for 200 år siden, men det har allerede dramatiske konsekvenser i form af mere vildt vejr, især i de varme lande. To eller tre grader er ikke bare to eller tre gange så skadeligt; det vil ramme mange gange hårdere – ja uopretteligt.

Og det varer ikke 200-400 år, men kun få årtier, før vi er på to og tre grader, hvis vi fortsætter, som vi plejer. Vi har kun et meget kort tidsrum til at bremse op ved de 1,5 grad, der var målet med FN’s klimaaftale i Paris i 2015. Og selv om vi mirakuløst når at stoppe opvarmningen ved 1,5 grad, er en kæmpe investering allerede nu nødvendig for at afbøde virkningen heraf.

Let forenklet skal vi – for både at bekæmpe fattigdom og undgå klimakatastrofen – tredoble den globale energiproduktion, samtidig med at vi inden 2050 holder op med at bruge kul, olie og naturgas, uanset hvor meget af det vi har fundet!

Den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst.

Men Gates forklarer overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt:

Let forenklet skal vi – for både at bekæmpe fattigdom og undgå klimakatastrofen – tredoble den globale energiproduktion, samtidig med at vi inden 2050 holder op med at bruge fossile brændstoffer. Den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst. Bill Gates forklarer i bogen overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt. PR-foto 

Accelererende klimaforandring vil være en langt større og mere uoprettelig katastrofe for vore børn og børnebørn, end den aktuelle pandemi er nu.

Ligesom med pandemien handler det om – internationalt og nationalt – i høj hastighed og med stor konsekvens at træffe politiske beslutninger, hvor vi lader videnskaben råde, og hvor vi hjælper de mest udsatte først – de fattigste, de, som skal finde anden beskæftigelse, og de virksomheder, for hvem det koster mest at omstille sig fra sort økonomi til grøn.

Der skal skabes et tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud. Det vil ifølge Gates kræve en femdobling af investeringen i at opfinde de klimarigtige løsninger.

De fossile brændstoffers nuværende pris afspejler ikke deres enorme skadevirkninger for klima, miljø og folkesundhed, og derfor skal alle tilskyndes til at holde op med at anvende dem: Der er ingen chance for at nå målene for 2050 uden at afskaffe eksisterende tilskud til fossile brændsler og frem mod 2030 gradvist at lægge høj afgift på udledning af CO2. I øvrigt skal man samtidig udfase andre endnu mere farlige klimagasser.

Samtidig skal de CO2-neutrale energikilder gøres billigere. Det er godt på vej. Solceller og vindkraft styrtdykker i pris i disse år, og derfor er der god vækst i deres udbredelse. Den store skala i deres anvendelse vil gøre dem endnu billigere.

Stat og kommuner – ikke mindst verdens største byer – kan fremme de klimarigtige løsninger som storindkøbere af varer og investorer i om- og nybygning af ejendomme og ved grøn byplanlægning.

Fokus skal især være på det sværeste: omstillingen af mest energiintensive produktioner som cement og stål og måden kunstgødning anvendes på.

Gates har den vigtige pointe, at nulmålet for 2050 er det afgørende. Alt, hvad vi udretter frem til 2030, skal direkte og præcist understøtte dette slutmål.

Han brækker indsatsen for at komme i nul op i fem stykker:

For det første: 27 procent af vejen til nul er at fjerne fossile brændstoffer fra elproduktionen. Der er i princippet ubegrænsede muligheder for at høste sol- og vindenergi, men det er dyrt og svært at lagre, så der i elnettet er balance mellem leverance og efterspørgsel af strøm.

Noget løses ved i langt højere grad at sende strøm frem og tilbage over grænserne. Havvind er måske det allermest lovende. Gates roser Danmark for tidligt at understøtte udviklingen af vindmølleindustrien.

For at balancere udbud og efterspørgsel, når der kommer særligt megen og derfor billig vindstrøm, skal den kunne afsætte til virksomheder, der ved elektrolyse forvandler vand til brint. Brint kan lagres og indgå som grundstof i forskellige flydende grønne brændstoffer, der skal udvikles for at drive tunge køretøjer, skibe og fly uden CO2-udledning. Det, der kaldes Power to X.

Men Gates er også overbevist om, at nye former for kernekraft bliver en vigtig del af ligningen, fordi det kan leveres stabilt døgnet rundt, og de gamle risici kan mindskes afgørende ved ny teknologi. Han investerer selv i forsøg på området. I en fjernere fremtid tror han på såkaldt fusionsenergi.

For det andet: 31 procent af vejen til nul handler om i produktionen at elektrificere alle de processer, der er mulige. Meget, der ikke direkte kan elektrificeres, kan indirekte blive det via Power to X-processen. Der må desuden satses på at indfange og lagre, hvad der er tilovers af CO2 fra produktionsprocesserne – og måske indfange mere end det direkte fra luften for at være sikre på at nå nul i 2050.

For det tredje: 19 procent af vejen til nul handler om dyrkningsmetoder og om stop for skovødelæggelse især i troperne, hvor træerne gør allermest gavn for kloden. Kobøvs og svinegødning er massive leverandører af klimagas. Det kan delvis imødegås ved at fremkalde genetiske forandringer hos husdyrene.

Ny teknologi kan bidrage til langt bedre dyrkningsmetoder, herunder udnyttelse af gødning – især den kunstgødning, der er forudsætningen for at levere tilstrækkeligt med fødevarer til mange flere mennesker. Delløsninger er også at gå over cellebaseret eller plantebaseret føde, der smager som kød – eller simpelthen ved at efterspørge mindre kødsmag. Endelig er der et vældigt potentiale i at undgå madspild.

For det fjerde: 16 procent af vejen til nul er at elektrificere brændstof til transportmidler. Elbiler til persontransport er vigtige, men udgør overraskende nok mindre end otte procent af den samlede løsning. Power to X er langsigtet løsningen til den tunge transport på langfart ad landeveje, søveje og i luften. Og – tilføjer Gates – atomdrevne tankskibe.

For det femte: Syv procent af vejen til nul handler om alt, hvad der har med opvarmning og nedkøling at gøre. Det handler om grøn el – ikke mindst varmepumper til at erstatte olie- og gasdrevne fyr. Det handler også om at erstatte de klimafarlige gasser, der indgår i køleteknik.

Det hele forudsætter, at vi inden for meget få år etablerer et langt mere forpligtende internationalt samarbejde, omfattende national lovgivning og investering – og at ansvarlige politikere i samvirke med et aktivt civilsamfund skaber en langt bredere folkelig forståelse og medvirken.

Bill Gates: ’Sådan undgår vi klimakatastrofen – De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver’. Gyldendal. 272 sider. 300 kroner.

Anmeldelsen blev bragt i Information 5. marts 2021

Mere fra min hånd om klimadagsordnen

Energiøer er nøglen til at nå klimamål i 2050

At virkeliggøre det planlagte klimamirakel kræver et uhyre tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats verden over hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud. Energiøer er en vigtig del af løsningen – læs min seneste klumme i Berlingske Tidende

… eller læs den her:

Offensiv klimapolitik – enorme muligheder og udfordringer

Både klimaministeren og aftalepartierne erklærer sig enige med Klimarådet om, at meget mere skal gøres for som aftalt at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Det høje mål skal være afsæt for en grøn, dansk erhvervsudvikling på vejen frem til FN-målet om at gå i nul med CO2-udledning i 2050.

Dette ambitiøse mål er forudsætningen for at undgå den ultimative klimakatastrofe. Derfor skal vi i løbet af de næste 30 år holde op med at brænde kul, olie og naturgas af samtidig med, at der formentlig til den tid skal leveres tre gange så meget elektricitet som i dag.

At virkeliggøre dette mirakel kræver et uhyre tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats verden over hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud.

De fossile brændstoffers nuværende pris afspejler ikke deres enorme skadevirkninger for klima, miljø og folkesundhed, og derfor skal både borgere og virksomheder tilskyndes mere til at holde op med at anvende dem: Der er ingen chance for at nå målene for 2050, medmindre vi allerede frem til 2030 gradvist lægger høj afgift på udledning af CO2.

Samtidig skal de CO2-neutrale energikilder gøres billigere. Det er godt på vej. Solceller og vindkraft styrtdykker i pris i disse år, og derfor er der god vækst i deres udbredelse. Den store skala i deres anvendelse vil gøre dem endnu billigere.

Her er især muligheden for at høste enorme mængder energi fra havet interessant. Det handler de planlagte energiøer om. De er nøgleprojekt i udviklingen frem mod 2050.

Vi skal handle nu

Midt i debatten om nødvendigheden af højere tempo frem til 2030 må det netop ikke glemmes, at et bredt folketingsflertal lige har truffet en meget ambitiøs og visionær beslutning, der baner vejen for, at Danmark kan bidrage endnu meget mere til den globale klimaløsning:

Vi skal som eksportnation sikre god beskæftigelse og indtjening på at levere billig vedvarende energi i langt større omfang end det, vi selv kan anvende. Energiøerne skal med årene opsamle og videresende enorme mængder vindenergi fra hundredvis af megavindmøller til havs. De er nøglen til at lette og billiggøre sådanne private vindinvesteringer. Men ligesom på de store broforbindelser er der lang planlægnings- og byggetid på energiøer og havvindmølleparker. Øen i Nordsøen kan først være i funktion i 2033, og kun forudsat at vi handler nu.

Det statslige transmissionsselskab for el og gas – Energinet – får en helt central opgave med at igangsætte projekt Energiøer og til sin tid at bringe strømmen videre fra øerne til forbrugerne i ind- og udland. Jeg blev for et halvt år siden valgt til formand for Energinets bestyrelse og glæder mig enormt til at være i front med at iværksætte dette vældige projekt. Her og nu satser vi allerede et firecifret millionbeløb på forarbejdet.

Energiøerne er nøglen til at udløse private investeringer i vindenergi, der i løbet af de kommende årtier beløbsmæssig vil overstige, hvad alle broforbindelserne har kostet.

Strømmen fra de gigantiske vindmølleparker til havs skal sendes til energiøerne og derfra videre i kabler til lands – både i Danmark, Tyskland, Holland og forhåbentlig Polen. De centraleuropæiske lande får brug for vores havvind, da de ikke selv har så store havområder, og også på grund af befolkningstætheden vanskeligt kan placere vindmøller og solceller tæt nok derhjemme til at producere de enorme mængder vedvarende energi, der skal til for at udfase brugen af fossile brændstoffer senest i 2050.

Grøn strøm skal ikke bare bruges til lys og opvarmning. Biler og maskiner i husstande og virksomheder skal enten drives direkte på grøn strøm fra kontakterne eller – når det er tunge køretøjer, skibe og fly – drives frem af flydende grønne brændstoffer. Det sidste kræver enorme mængder af billig grøn strøm til elektrolyse, som forvandler vand til brint, der kan bruges direkte eller være grundstof til andre flydende, grønne brændstoffer. Det, der kaldes Power to X.

Det kan blive nøglen til, at der godt kan sejles, flyves og transporteres varer på Europas landeveje uden at skade klimaet. Energiøerne kan måske også blive steder, hvor en del af strømmen, når der i blæsevejr kommer mere energi, end elnettet kan rumme, umiddelbart kan anvendes til at fremstille grøn brint, der så kan sejles videre til forbrugerne.

Mogens Lykketoft er tidl. minister for Socialdemokratiet og formand for Energinet

Klumme offentliggjort i Berlingske 4. marts 2021

Mere om klima her

SYVMILESKRIDT I DEN RIGTIGE RETNING

Min seneste klumme i Jyllands-Posten handler om Bidens energiske tiltrædelse, som sætter USA tilbage på sporet – hjemme såvel som ude. Det lover godt for klimaet, beskæftigelsessituationen såvel som kampen mod covid-19 i USA og for genoprettelse af afspænding i en sprængfarlig verden.

Du kan læse klummen i J-P her – eller nedenfor, hvis du skulle ramme en mur.

Bidens administration tager syvmileskridt i den rigtige retning

Det er uhyre opmuntrende, hvor hurtigt Biden-regeringen rykker for at forlade Trumps destruktive kurs. 

På hjemmefronten sættes kraftfuldt ind for at inddæmme covid-smitten og afhjælpe pandemiens katastrofale konsekvenser for beskæftigelse og social ulighed. Den massive stimulering af amerikansk økonomi vil også hjælpe gang i hjulene i resten af verden.

Omsider ser vi også igen amerikansk globalt lederskab i kampen mod de værste langsigtede trusler mod menneskehedens fredelige overlevelse. Den ny præsident forstår, at uanset alle de alvorlige modsætninger med Rusland og Kina, så er der vitale fælles interesser i at undgå stormagtskonflikt ved en fejltagelse og bremse klimaforandringen.

Trump oprustede og lod de fleste våbenbegrænsningsaftaler løbe ud. Her i sidste øjeblik rakte Biden ud til Rusland og fik forlænget NEW START-aftalen om begrænsning af langtrækkende missiler mv.i fem år. Det er kun en begyndelse. Der brug for nye skridt til at beskære lagrene af atomvåben og genoprette dén informationsudveksling om våbensystemer og militære øvelser, som blev aftalt mellem NATO og Rusland ved afslutningen af Den Kolde Krig. 

Det seneste tiår har kun budt på én våbenbegrænsningsaftale, atomaftalen med Iran fra 2015. Den blev hilst velkommen i hele verden, men revet itu af Trump. Det er et afgørende bidrag til et mere fredeligt Mellemøsten at USA nu vender tilbage til aftalen. USA’s ny Iran-udsending, Robert Malley, er kendt som tilhænger af at rykke hurtigt for at styrke de moderate kræfter i Teheran.

USA og Kina er det 21. århundredes to supermagter og to største økonomier. Verdens fred beror på, at de – trods de andre skærpede interessekonflikter – undgår militære sammenstød og genopbygger dét samarbejde om at imødegå klimaforandring, der var afgørende for, at vi fik den hidtil mest ambitiøse aftale i Paris i 2015.

Biden-regeringens superaktive klimakurs kan være det afgørende bidrag til at forhindre nye konflikter og uoverskuelige folkevandringer, der kan forpeste kommende generationer levevilkår. Når Amerika rykker på den grønne omstilling, rykker verden. Dels i kraft af USA’ hjemmearbejde, dels af den positive udfordring, det vil være for resten af verden. Det er uhyre lovende, at Biden personligt sætter sig i spidsen for kampen mod klimaskeptikere, der frygter tabte sorte job, og insisterer på, at der kan og skal skabes flere nye og bedre job ved at sætte fuld fart på investering i vedvarende energi.  

Min gode bekendt fra tiden i FN, USA´s daværende udenrigsminister John Kerry, talte på pressemødet forleden som nyudnævnt global klimaudsending for Biden. Han blev spurgt, om der virkelig er råd til at forcere den grønne omstilling, når så mange andre udfordringer tårner sig op. Hans præcise og korrekte svar var, at det er dyrere at lade være. Naturkatastrofer og sundhedsproblemer som følge af den sorte økonomi koster i det lange løb meget mere end ambitiøs grøn handling nu. Vi har kun kort tid til at redde klimaet til en overkommelig pris.

En stor del af erhvervslivet er i allerede fuld gang med at investere bæredygtigt og regner med at tjene på det.  Andre melder sig nu. Straks efter Bidens klimaudspil meldte General Motors, at de om fem år vil producere 25 mærker i el-biler og gradvis indskrænke produktionen af benzin- og dieseldrevne køretøjer.  

Når vi har tænkt os at være foregangsland på klimaomstilling, skal vi tage meget bedre bestik af, hvor dramatisk verden nu rykker sig. Ikke bare i EU, men også i USA ( – og i Kina).

Klummen blev trykt i Jyllands-Posten 3. februar 2021

Mere fra min hånd om USA

Energi i klimakampen

I Danmark har vi forudsætninger for at blive leverandører til resten af verden af de teknologier og produkter, der skal redde klimaet. Og vi har også en forpligtelse til at gøre det.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende, som blev bragt 14. oktober. Læs den her. Den kan også læses nedenfor:

Seks mio. danskere har samme klimaaftryk som 100 mio. fattige afrikanere

De seneste fem år har jeg brugt det meste af min tid på at kæmpe for FN’s verdensmål og klimaaftalen i Paris.

Den nye dagsorden for en bæredygtig fremtid blev tiltrådt af alle verdens regeringer i efteråret 2015, mens jeg var formand for FN’s Generalforsamling. Min opgave i FN var at medvirke til så meget engagement som muligt for den nye globale dagsorden hos regeringer, storbyer, virksomheder og civilsamfund: De er nationalt og internationalt nødvendige partnere, når vi i højt tempo skal gennemføre grundlæggende forandringer i produktion og forbrug, udrydde den ekstreme fattigdom og bekæmpe den monumentale ulighed.

Siden min tid i FN har jeg også holdt utallige møder i ind- og udland for at mobilisere og motivere til handling om verdensmål generelt og klima i særdeleshed.

Klimaet haster mest: Hvis vi ikke inden for de nærmeste år får bremset den globale opvarmning, så tipper det til voldsomme og uafvendelige temperaturstigninger, som vil skabe ørkenspredning, oversvømmelser fra stigende vandstande i verdenshavene samt nedsmeltning af de gletsjere, som er ferskvandskilder for hundredvis af millioner mennesker. Hele civilisationer samt dyre- og planteliv vil være under angreb, og folkevandringer i hidtil uset omgang vil blive konsekvensen. Uden klimahandling NU overlader vi derfor en langt mere ustabil og konfliktfyldt verden til vores børn og børnebørn.

Tungt fodaftryk

Der spørges, hvad forskel det kan gøre for klodens tilstand, at Danmark går i spidsen, når vi er under seks millioner mennesker – mindre end én promille af klodens befolkning.

Svaret er, at vores mønster for produktion og forbrug betyder et fodaftryk på kloden og atmosfæren, der er lige så tungt som fra 100 millioner fattige afrikanere. Svaret er også, at vi har forudsætninger for at blive leverandører til resten af verden af de teknologier og produkter, der skal redde klimaet. De store havvindmøller er der allerede. Hvis vi er ambitiøse på hjemmebanen, bliver vi også bedre til at bidrage med meget andet og mere til klimaløsninger rundt i verden.

»Prisen for en solcelle, der for 12 år siden kostede 100 kr., er faldet til 5 kr.«


Vi har sat de høje danske ambitioner med målet om 70 pct. reduktion af CO2-udslippet frem til 2030.

Nu skal vi også have fart på med at vælge de rigtige og tilstrækkelige virkemidler.

Personligt har jeg fået en ny spændende mulighed for at medvirke: Regeringen udnævnte mig i sidste måned til bestyrelsesformand i Energinet Danmark, som ejer de store transmissionsledninger for el og gas. Det er hos os, der skal vælges, udføres eller understøttes en stor del af de investeringer, der skal sikre CO2-målet.

Energinet er helt ejet af den danske stat, og klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen forvalter ejerskabet. Jeg ser frem til et nært samarbejde, hvor vi i Energinet med vores ekspertise kan rådgive om at vælge de bedste løsninger til at nå de høje mål.

Stort prisfald

Det er indlysende, at vi satser på vind og sol. I kraft af bedre teknologi og dramatiske prisfald kan vi imødese en voldsom vækst i vedvarende energi i de næste par årtier.

»Energi-øer« skal bygges i Østersøen og Nordsøen, samle elkraften fra efterhånden gigantiske havvindmølleparker og sende den videre i et stadigt mere fælles europæisk ledningsnet.

Et vældigt antal solenergiprojekter er også undervejs, fordi prisen for en solcelle, der for 12 år siden kostede 100 kr., er faldet til 5 kr. Det giver udfordringer, fordi de eksisterende net langt fra alle vegne kan modtage den nye elkraft. Der er brug for en bedre samordning mellem lokaliseringen af solcelleanlæg og udbygning af nettet.

De gamle kraftværker, der fyrer med fossile brændsler, nedlægges. Når energikilden alene er sol og vind, bliver det en større udfordring altid at sikre ligevægt mellem udbud og efterspørgsel på elkraft.

Den korte fortælling er, at vi er på kurs mod meget større elforsyning fra vedvarende energi, end vi nu producerer fra både fossile og vedvarende kilder. Der kommer billig grøn strøm til industrien, til at afløse vores gasfyr med varmepumper, til at oplade elbilerne og meget andet.

De næste store spring handler om, at vi skal finde ny veje til at lagre elektricitet fra meget blæsevejr og høj sol. Men ikke mindst handler det om til at forvandle elektricitet til flydende grønne brændstoffer, der kan drive skibe, fly og tunge køretøjer. Kodeordet her er »Power-to-X«. Det skal udvikles i et samarbejde med private aktører. Sammen skal vi finde ud af hvordan og i hvilken rækkefølge. Det er ufatteligt spændende og løfterigt.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 14. oktober 2020

Her kan du læse flere af mine indlæg om klimadagsordenen