Kategori: Klima

Udgivet den

Danmarks og Europas fremtidige energiforsyning skal sikres gennem et stabilt marked og europæisk samarbejde

… det er overskriften på min klumme i INGENIØRENs GridTech 6. august 2024.

Markedet står klar med løsninger til at sætte skub i den grønne omstilling. Men omstillingen forhales og forsinkes i lange behandlingstider, og tvivl om politisk vilje til omstilling skaber et usikkert marked.

Læs hele artiklen her – eller nedenfor:

For ni år siden var jeg formand for FN’s Generalforsamling, da vi vedtog de 17 verdensmål og fik den ambitiøse klimaaftale i Paris. Det er indlysende, at verdensmålene indbyrdes hænger sammen, men at klimaindsats er det mest hastende, og energiomstilling væk fra fossile brændsler er den afgørende komponent i denne omstilling.

Også i dette perspektiv har det været meget spændende for mig de seneste fire år at være bestyrelsesformand i Energinet, den danske stats transmissionsselskab for el og gas.

I denne korte periode har vi oplevet dramatiske forandringer i mål, midler og muligheder for at sikre stabil, billig og grøn energiforsyning. 

Teknologien udvikler sig med rekordfart, og der er bred enighed om høje ambitioner for udfasningen af fossile brændsler. 

Ønsket om at komme fri af russisk gas efter angrebet på Ukraine tilføjede en ny begrundelse for grøn energiomstilling – fordi det understregede det sikkerhedspolitisk farlige i at være afhængig af energi fra de få store despoter på toppen af de største forekomster af olie, gas og kul.

Omstillingen må ikke fanges i bureaukratiske processer

Sammen med de lokale distributionsselskaber skal Energinet bruge maksimal kraft på at kunne levere adgang til stor ekstra kapacitet til elnettet fra private aktørers vindmøller og sol-farme på land og til havs. 

Hidtil har den væsentligste forsinkelse været myndighedsbehandling og klagesager. Her kan vi forhåbentlig drage nytte af nye, effektive regler, der – inspireret af EU’s nødforordning – kan forkorte disse processer. Det er så meget mere nødvendigt, fordi vi nu – som omtalt nedenfor – oplever andre alvorlige kilder til forsinkelse og fordyrelse.

For fire år siden fremlagde regeringscheferne i det nordvestlige Europa vældige visioner om energiøer som et fælles tigerspring til at udnytte de meget gunstige vindressourcer, der især kan høstes i Nordsøen relativt tæt på den danske kyst. 

Energinet blev bestilt til at lægge planer for disse enorme investeringer. Nordsøprojektet er på pause nu. 

Min vurdering er imidlertid, at det stadig er lige relevante; men tidsrammen rykker sig, og det er klart at anlægget kræver opbakning fra EU med økonomi og aftaler om rimelig omkostningsdeling mellem de lande, der skal udnytte den grønne energi. Uanset den fælles grønne ambition kan Danmark ikke påtage sig at subsidiere grøn omstilling i nabolandene. 

Men vi kan antage, at der som forudsætning for at nå Europas mål om udfasning af fossile brændsler skabes gode markedsvilkår for at levere dansk grøn energi til omverdenen. 

Markedet tøver på grund af usikkerhed omkring grønne løsninger

I mellemtiden må vi satse på god erhvervsinteresse for at bygge radiale vindmølleanlæg til havs, der kan være med til at sikre energiforsyning, som er stor nok til at forsyne dansk produktion af grøn brint og Power-to-X. 

Hvis Danmark skal med på denne vogn, skal vi i gang med at etablere et dansk brintrør. Energinet er i øjeblikket sat til at kortlægge opbakningen til et brintnet på de forholdsvis stramme betingelser om forhåndstilsagn om brug af nettet, som er fastlagt i et politisk forlig.  

Der er en masse forudsætninger, der skal på plads samtidig for at det kan lykkes. Men jeg tror, at det er i Danmarks interesse at have en Power-to-X-industri og mulighed for også at levere en del af det tyske markeds potentielt vældige efterspørgsel efter grøn brint. 

Energinet står på spring for at gå i gang med røret, når der måtte komme grønt (!) lys fra de politiske beslutningstagere – velvidende at denne investering, som så mange andre, kan tage mere tid end ønskeligt på grund af kapacitetsproblemer hos leverandører.

Kapacitetsproblemer er allerede akutte i den uomgængelige opgradering af det eksisterende elnet på land og den mere langsigtede anlæg af det internationale transmissionsnet til havs. 

Der er her og nu store udfordringer med levering af centrale komponenter. Det betyder voldsomme prishop og i nogle tilfælde ret dramatisk forlængede leveringstider. 

Energinet har allerede for en tid siden fået vores statslige ejers accept af, at vi er nødt til at investere mere på forventet efterspørgsel end alene på kendte afsætningsmuligheder for elproduktionen – ellers vil vi komme bagud i forhold til efterspørgsel, der eksploderer. 

Derfor vil vi også købe mere til lager, søge at indgå mere langsigtede indkøbsaftaler. For at håndtere den større mængde anlægsinvesteringer søger vi også udliciteringsaftaler med private aktører.

Flaskehalsene for en afgørende del af udstyret til den grønne energiomstilling har at gøre med, at forholdsvis mange projekter søges iværksat verden over. Efterspørgslen er vokset og rentestigninger har gjort kapitalen dyrere. 

Det er en knude på markedssituationen, at de få store leverandørvirksomhede tøver med nye milliardinvesteringer i fabriksanlæg, fordi de ikke er overbeviste om, at der er tilstrækkelig styrke og tempo i den politiske vilje til at sikre endnu mere grøn energi, når fordyrelsen af de grønne anlæg vejes op mod den overraskende billige og rigelige forsyning til Europa med naturgas fra andre steder end Rusland – ikke mindst LNG fra USA, Mellemøsten og Nordafrika.

CO2-priserne må ensartes

Enighed om fælleseuropæisk høj pris på CO2, der kan sikre at grønne investeringer altid er rentable, er afgørende for at overvinde prishop og store forsinkelser ved at udløse den nødvendige store investering i nye produktionsanlæg.

CO2-prisen er også en grundforudsætning for tempo i den enormt energikrævende indirekte elektrificering af fly, skibe og tung langvejstrafik via grøn brint og PtX, der igen som produktionen øges vil forudsætte, at der kommer ny fart i planen om at høste energi fra store havmøller længe ud i Nordsøen – via energiøer.

Rentefald, øget konkurrence, mere kapacitet, og derfor lavere priser hos leverandørerne vil fremme den grønne omstilling generelt og specifikt give god rentabilitet i en dansk brint- og Power-to-X-industri. 

Aftaler om relativt beskedne udsving i en sådan industris energiforbrug kunne bidrage væsentligt for at afbalancere udbud og efterspørgsel efter energi i et system, der hovedsagelig forsynes fra vind og sol. Desuden vil billig overskudsvarme fra denne industri kunne sikre fossilfri fjernevarmeproduktion i sit nærområde.

Afbalancering af et ekstremt vejrfølsomt energisystem er allerede nu en kompliceret hovedopgave, der hjælpes på vej af stadig flere og stærkere opkoblinger til landene omkring os, men nok også vil blive hjulpet på vej af bedre og billigere batteriteknologi. 

I den senere tid fremføres fra nogle sider ønske om at satse på a-kraft som en afgørende kilde til fossilfri og stabil energiforsyning. Det er som bekendt ikke under overvejelse i Danmark med hidtil kendt teknologi. 

Jeg tror heller ikke, at det bredere i Europa bliver et stort supplement til vind og sol i de kommende 15-20 år, hvor vi skal nå det meste af vejen til netto nul CO2-udslip. Traditionelle a-kraftværker er dyre og langsommere at få op at stå. Men det er spændende, hvorfor ny spændende teknologier på dette felt bliver rentable og kan bidrage til fossilfri i større skala.

Indlægget udkom i Ingeniørens GridTech 6. august 2024

Mere fra min hånd om klima og energipolitik

Udgivet den

Vi udkæmper to krige, der ikke må tabes

Hverken CO₂-afgifter eller offentlig støtte til den grønne investering er nok. Mange andre barrierer skal nedbrydes – det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske. Læs den i avisen eller nedenfor:

Valg mellem klimaløsning og sikkerhed?

De seneste meningsmålinger i Europa viser, at indsats mod klimaforandringen fortsat er på toppen af borgernes ønskeseddel. Men der er nogenlunde lige så mange, der mener, at indsatsen for at styrke sikkerheden ved oprustning og bistand til Ukraines forsvar mod den russiske aggression er vigtigst.

Det er et problem ved spørgemetoden, at de to opgaver opstilles, som om de skal konkurrere med hinanden. Det er et endnu større problem, at mange politiske beslutningstagere også er kommet til at anskue det som en konkurrence om ressourcer. Ukraine-krigens farlige udvikling trækker politisk opmærksomhed og kapital væk fra klimaindsatsen.

Da Putin indledte sin angrebskrig for over to år siden, så det ellers ud til, at der var forståelse for, at indsats for at imødegå klimaforandringen og for at bremse aggressionen er to sider af samme sag; uanset oprustningen skal der fortsat være rekordtempo i udfasningen af fossile brændsler, hvis man både vil undgå, at kloden mere og mere katastrofalt og uafvendeligt koger over som følge af CO₂-forureningen, og undgå afhængighed af de tyranner, der sidder på størstedelen af forekomsterne af olie og naturgas.

Både og – ikke enten eller

Der er tale om to krige, som vi ikke må tabe, hvis kommende generationer skal have et ordentligt liv. Én, der skal afgøres de nærmeste år, og en anden, der skal vindes ved at standse CO₂-forureningen inden 2050.

I Ukraine skal det afgøres, at Rusland ikke kan vinde, så både Putin og andre despoter afskrækkes effektivt fra at starte nye erobringskrige.

På klimafronten skal vi om kun et par årtier revolutionere hele vort forbrugs- og produktionsmønster til at standse den globale opvarmning og de stadig flere massive naturkatastrofer, der ledsager den. Stigende vandstand i havene vil ramme et utal af storbyer og landbrugsområder. Ørkenspredning vil eksplodere. Gletsjere, der giver ferskvand til en milliard mennesker, vil definitivt forsvinde. Hedebølger vil betyde nye alvorlige sundhedsproblemer.

Det vil alt sammen føre til hidtil usete folkevandringer, der vil skabe mange nye konflikter.

Derfor må aktuelle statsfinansielle vanskeligheder ikke bremse tempoet i klimaindsatsen. Vi må begrave forestillingen om, at klimaomstilling er gratis og smertefrit, men forklare at omkostningerne både i penge og menneskelig lidelse kun bliver større, jo længere vi venter med at gøre det nødvendige.

Helt nødvendige udgifter

Den sammenhæng må indarbejdes i de økonomiske modeller. Og for at sikre folkelig opbakning – nationalt, europæisk og globalt – må man sikre en fair byrdefordeling både mellem rige og fattige mennesker i det enkelte land og mellem landene i EU.

Der er brug for en massiv håndsrækning til den fattige del af verden, der allerede nu rammes hårdest af vildere vejr som følge af den CO₂-forurening, der historisk især er skabt af de rige lande.

Det kræver meget politisk mod at realisere den stærkt udvidede og industrielle kapacitet i verden, så vi kan opruste og sikre grøn energiforsyning, som kan dække et eksplosivt stigende energiforbrug, samtidig med at vi udfaser kul, olie og gas i god tid inden 2050.

Statskasserne kommer til at bidrage til en grøn infrastruktur, der på det seneste er blevet dramatisk fordyret af rentestigninger og massive prisstigninger på kabler, transformere og alt andet udstyr, der skal bruges til at øge den grønne energiforsyning.

Tempoet i den grønne omstilling må ikke svækkes, fordi det er lykkedes Europa at skaffe erstatning for den russiske gas til overkommelig pris – ikke mindst via massiv import at LNG (nedfrosset gas) fra USA m.fl.

Uomgængelig CO₂-afgift

Hvis risikoen ved grønne energiinvesteringer skal blive overskuelig for private investorer og statskasser i EU, skal udviklingen understøttes af en gradvist stigende fælles afgift på CO₂-holdige brændsler, der sikrer langsigtet rentabilitet i grønne energiinvesteringer. Det kan sætte gang i ekstra og langsigtede investeringer i det nødvendige udstyr. I mellemtiden skal man ikke udelukke sig fra kinesisk udstyr, så længe der ikke er sikkerhedsproblemer ved at bruge det.

Hverken CO₂-afgifter eller offentlig støtte til den grønne investering er nok. Mange andre barrierer skal nedbrydes.

Der er brug for meget hurtigere myndighedsbehandling og oprydning i lovgivning, som spænder ben.

Og der er brug for at mildne konfliktens hensyn mellem klimainvestering og naturbevarelse og sikre lokalt medspil.

Men det kan være nødvendigt at prioritere nogle områder mest til det første, og andre mest til det sidste.

Vi kan ikke alle steder fjerne udsigten til de anlæg, som den grønne omstilling kræver.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske lørdag d. 22. juni 2024

Mere fra min hånd om klimaforandringer, sikkerhed og krigen i Ukraine

Udgivet den

Appel om fart i klimahandling – selv om det koster noget for danskerne

Vi må sætte ind med klimahandling nu! Det har klimaforsker Sebastian Mernild og jeg skrevet denne kronik om i AvisenDanmark 3. oktober 2023.

Sebastian Mernild er professor i klimaforandringer og glaciologi, leder af SDU Climate Cluster, forfatter samt hovedforfatter i FN’s klimapanel (IPCC)

Mogens Lykketoft, fhv. MF og minister. Formand for FN´s Generalforsamling i 2015. Bestyrelsesformand i Energinet.

Udgivet den

Krudt og kugler må ikke sluge råderummet i dansk økonomi

Vi har brug for andet og mere. Prioriteringen af det økonomiske råderum har længe været til debat i dansk politik. Mette Frederiksen må ikke glemme at prioritere penge til en række vigtige dagsordener. Læs min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

Hvad er vigtigst? 

Ifølge statsministeren skal der ikke kunne klemmes et A4-papir ind mellem Danmark og USA.

Det er en temmelig kategorisk udmelding med alle de foruroligende træk i det amerikanske samfund og alle de gigantiske fejltagelser, der i de seneste 60 år har udløst amerikansk anførte krige og katastrofer fra Vietnam til Mellemøsten.

Jeg opfatter da også Mette Frederiksens melding mere situationsbestemt – med Joe Biden som præsident i USA og kampen mod den rædselsfulde, russiske aggression som det store, fælles projekt. Det kan – som hun også har sagt – være rigtigt, at oprustningen til to procent af nationalproduktet ikke er et loft, men kun en bund. Vi kan for eksempel blive tvunget langt over to procent, hvis Europa på egen hånd skal redde Ukraine og imødegå den russiske trussel, hvis katastrofen sker, at Donald Trump genvælges. Så bliver der plads til mere end et A4-ark imellem USA og Danmark.

Vi skal have lov håbe på noget helt andet. Ikke bare, at Biden fortsætter, Rusland slås tilbage, og Ukraine kommer med i EU og NATO. Men også, at det så ikke er helt utænkeligt, at der hen ad vejen i Rusland kommer mere realistiske og fredsommelige ledere, som vil forstå den fælles interesse i afspænding og samarbejde. Det skal vi selvfølgelig aktivt række ud efter, hvis chancen melder sig. Og så bliver det også muligt, at de to procent bliver et rigeligt højt mål.

Vi har akut brug for investering i klimahandling, velfærd og social sammenhængskraft

Man må i hvert fald inderligt håbe, at krig og oprustning ikke sluger hele det stærkt udvidede »råderum« i dansk økonomi. For vi har akut brug for at investere langt mere i klimahandling, bæredygtighed, velfærd og social sammenhængskraft.

Der er fortsat ringe forståelse for, at klimaindsats og bæredygtighed ikke bare er nye sider i et parti- eller regeringsprogram. Det er mål, som skal gennemsyre al politisk handling. Krisen er eksistentiel. Der er en chance, men ingen sikkerhed for, at vi kan forhindre, at verden opløses i accelererende ophedning, hyppigere og heftigere naturkatastrofer, stigende vandstand i havene, ørkenspredning, voksende vandmangel og helt uhåndterlige flygtningestrømme med mange flere deraf afledte konflikter.

Derfor skal der handles mere kraftfuldt her og nu. Det er ikke gratis, som man ofte af politisk bekvemmelighed lader som om. Men det er ufatteligt meget billigere end den regning, vi efterlader til vore børn og børnebørn, hvis vi tøver. Vi skal stoppe al snak om, at det er lige meget, hvad vi gør i lille Danmark. Ligesom vi har en særlig forpligtelse til at stå sammen med resten af Europa for at hjælpe Ukraine, uanset at vi ikke alene gør en afgørende forskel, har vi også et særligt ansvar for at gå forrest i klimakampen, selv om vi ikke alene kan løse klimakrisen og sikre global bæredygtighed.

Det er også uhyre vigtigt at forstå, at hvis der verden over skal skaffes folkelig opbakning til at handle, skal vi omsider gå op mod stigende ulighed mellem lande og i lande. Fattige lande og fattige mennesker har mindst ansvar for klimaforandringen. Men det er alt for ofte dem, der rammes hårdest af katastroferne

Vi er de største klimasyndere; vores regning er størst

Det burde være indlysende, at vi, der har mest, skal betale. Vores CO₂-aftryk er langt større end de fattiges på grund af stort forbrug. Både rig og fattig skal tænke over, hvordan vi kan forbruge og producere mere bæredygtigt. Men det er indlysende fair, at vi med den største negative klimaeffekt skal betale det meste af regningen.

I dansk politik bør denne forståelse betyde veto imod, at de borgerlige regeringspartier forsinker klimaomstillingen – både generelt og specielt i landbruget. De skal også afvises på kravene om ny skattelettelser, så længe der mangler penge til national og global klimaindsats og til velfærd. Med den i forvejen voksende ulighed er det urimeligt at give flest kroner i skattelettelser til dem, der er tæt ved toppen af indkomstpyramiden og at lette arveafgiften hos de familier, der ejer de allerstørste virksomheder.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har dokumenteret, at uligheden i Danmark i de senere år er vokset grotesk meget. Det er hjulpet på vej af asociale skattelettelser ad fordøren, flugt til skattely ad bagdøren og størst fremgang i løn og profit hos dem, der i forvejen tjente mest: Den dårligst stillede femtedel af danskerne fik fra 2010 til 2021 i gennemsnit 14.000 kroner ekstra om året i privat købekraft. Anden femtedel fik 27.000, Tredje femtedel fik 42.000. Fjerde femtedel fik 62.000 og øverste femtedel 114.000 kroner Den rigeste ene procent fik gennemsnitligt 335.000 kroner ekstra om året. For den rigeste promille af befolkningen var tilvæksten i årlig forbrugsmulighed 1.779.000 kroner

Det er på ingen måde bæredygtigt!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 25. juli 2023

Mere fra min hånd om dansk økonomi

Udgivet den

Nyt farligt år med brug for højt tempo og dyb omtanke  

Årets sidste klumme fra min hånd i Berlingske – læs den i avisen eller nedenfor

Vesten må tale med Ukraines præsident om muligheden for et smerteligt valg mellem beherskede, men moralsk uacceptable indrømmelser til angriberen – eller en mangeårig lavintensiv krig, der bliver utålelig at gennemleve for folket og umuliggøre landets genopbygning. En udvikling hen mod total sejr for Ukraine kan i værste fald få Rusland til at bruge atomvåben. Mere nedenfor:

Truslen fra krig og træg klimaomstilling

De største farer for verden i 2023 er træg klimaindsats, fortsat krig i Ukraine og skærpede modsætninger mellem USA og Kina.

Risikoen er overvældende for, at vandringen til de bæredygtige samfund fortsat er alt for langsom. Det er trivielt, men nødvendigt at repetere, at der ikke længere er tvivl om, at vi fortsat har kurs mod uoprettelige forringelser i menneskers, dyrs og staters livsbetingelser. Den globale opvarmning vil udløse langt større og mere uhåndterlige folkevandringer og konflikter end dem, vi allerede har så svært ved at løse.

Udviklingen kan kun vendes ved i meget højt tempo at gennemtrumfe dybtgående ændringer i vores forbrugs- og produktionsmønster. Uden fuld kraft på landbrugets omstilling lykkes det for eksempel ikke at nå Danmarks ambitiøse 2030-mål. Det er letsindigt at påstå, at omstillingen kan ske helt uden omkostninger og afsavn. Men vi må friholde de fattigste for nye byrder; stadigt mere ulige og uretfærdige samfund skaber social ustabilitet og ender med at svække tempoet i indsatsen for klima og miljø. Det er ikke en bevidsthed, der for alvor findes så mange steder endnu – heller ikke i Danmarks nye regerings program.

Vedvarende energi er del af løsningen

Ruslands angrebskrig har afsløret et akut sikkerhedsbehov for at komme fri af fossile brændsler. Derfor kommer der heldigvis endnu mere fart i produktionen af vedvarende energi: Enorme mængder billig og grøn strøm vil i de kommende år blive høstet – fra sol- og vindfarme på land og i endnu højere grad fra havet. Det vil give utrolig dynamik ikke bare til elbiler og varmepumper, men også til at levere vældige mængder af grøn brint som grundstof i grønne brændsler til skibe, fly og tunge køretøjer.

Al Gore sagde forleden, hvad jeg tror er den bedste beskrivelse af situationen lige nu: Verdens regeringer er for sløve med at realisere FN’s Paris-aftale om klimaet fra 2015. Det er en klar historisk erfaring, at regeringer altid er sene til at erkende dramatiske omvæltningers nødvendighed. Men der er håb om, at deres tøven snart overhales af eksplosionen af opfindsomhed fra forskere og erhvervsvirksomheder. En toneangivende del af det globale erhvervsliv har indset, at klimaløsning og bæredygtighed er nødvendig for at redde deres fremtidige indtjening.

Dansk erhvervsliv har et forspring – endnu da – og Europa har bedre planer og praksis i grøn omstilling end andre kontinenter. USA ruller omsider frem med massive tilskud til grøn omstilling – der desværre fokuserer ret ensidigt på at favorisere egne virksomheder. Kina er et paradoks som førende verdensleverandør af grøn teknologi, men samtidig udleder af langt mere CO₂ end noget andet land i verden. De fattige lande i det globale syd venter med rette på en meget betydelig håndsrækning fra den rige verden for at løfte deres del af den globale udfordring.

Krigen dræner ressourcer

Fred i Ukraine er en forudsætning for at bremse op i den accelererende oprustningsspiral, der risikerer at dræne i ressourcer til klima og velfærd og uddyber de groteske økonomiske uligheder. Desværre skal åbenbart først flere og mere raffinerende vestlige våben til Ukraine for at overbevise Rusland om, at krigen ikke kan vindes ved at plage den ukrainske civilbefolkning med angreb vinteren igennem på el-, varme- og vandforsyningen.

Men Vesten må også i samtale med Ukraines præsident om, at der kan blive et smerteligt valg mellem beherskede, men moralsk uacceptable indrømmelser til angriberen eller en mangeårig lavintensiv krig, der bliver utålelig at gennemleve for folket og umuliggør landets genopbygning. En udvikling hen mod total sejr for Ukraine kan i værste fald få Rusland til at bruge atomvåben.

Forhåbentlig får de kræfter i Rusland overhånd, der forstår, at krigsmålet aldrig kan nås, og at deres eget land har brug for fred – ikke optrapning af krigen. Her kan medspil fra Kina blive afgørende.

Behov for, at Kina og USA snakker sammen

Derfor er der behov for dialog mellem USA og Kina, hvor de på trods af alle interessemodsætninger genfinder en form for verdensorden inden for FN for at sikre verdensfreden, det økonomiske samkvem og effektive klimaløsninger. I særdeleshed er der brug for, at de enes om en fælles holdning om, at grænser ikke kan ændres ved krig.

Desværre rækker det ikke langt bare at samle en alliance af demokratier, når kun en femtedel af Jordens befolkning lever i reelt demokratiske lande. Men det er selvfølgelig uhyre vigtigt, at vi værner bedre om vor egen sikkerhed og økonomiske interesser i fællesskab i NATO hhv. EU.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 27. december 2022

Mere fra min hånd om ulighed, klimaindsats og krigen i Ukraine

Udgivet den

Vi skal forarme eneherskerne ved at gøre os fri af deres energi. Det er godt for os – og for klimaet

Ukrainekrigen fremskynder den opgave, EU står med: at udstikke​ en ambitiøs kurs for en klimaindsats, der kan være eksempel for andre rige lande. Vi skal se at komme ud af afhængigheden af brutale eneherskere på energifronten. Mere om det i denne klumme i Jyllands-Posten 7. december 2022. Læs den i Jyllands-Posten eller nedenfor:

Krig, klimakrise og eneherskere i knibe

Ruslands rædselsfulde angrebskrig i Ukraine fortsætter. Putin kan hverken vinde på slagmarken eller erkende sine monumentale fejlvurderinger, og vreden over landets store krigstab og den stadig forværrede økonomi bliver mere og mere udbredt. En stor del af den mest veluddannede ungdom er flygtet. Men det endelig opgør med Putin lader vente på sig. Derfor lider Ukraine så ufatteligt meget, og krigens følger er også social nød og ustabilitet i resten af verden.

Måske er den eneste, der har magt til at presse Putin til at stoppe, Kinas enehersker, Xi Jinping. Han synes allerede at være det reelle værn mod, at Putin bruger atomvåben. Men han går næppe videre, før Vesten til gengæld nedtrapper konfrontationerne med Kina. Man må derfor håbe præsident Biden har vilje og indenrigspolitisk handlefrihed til at forbedre forholdet til Kina – og måske derved også reducere risikoen for en fremtidig konflikt over Taiwan.

Xi Jinping har lige genindsat sig som enehersker, og hans styre står næppe over for sammenbrud. Men han er udfordret, bl.a. af de mange demonstrationer mod den drastiske covid-nultolerance, der til stadighed holder hundredvis af millioner af kinesere indelukket og koster voldsomt på vækst og social stabilitet. Xi har også indenrigspolitisk brug for afspænding, og noget tyder på, at han omsider er ved at lempe covid-restriktionerne – uden i øvrigt at slække på styrets stærke kontrol med befolkningen.

Den matte afslutning på klimakonferencen i Egypten var bl.a. udtryk for, at samspillet mellem USA og Kina fra Paris i 2015 for tiden ikke er virksomt. Samtidig mener de toneangivende lande i det globale syd med rette, at de rige lande leverer alt for lidt til at afhjælpe klimakatastroferne. 

Det er fattige lande i den varme del af verden, der rammes uforholdsmæssigt hårdt, men det var de rige landes langvarige udslip af klimagasser, der er årsag til, at den globale opvarmning tog fart.

Vestens ringe hjælpsomhed er også med til at forklare, at det er så vanskeligt at få opbakning fra de tonegivende udviklingslande til en hård kurs over for Rusland. Problemerne bider hinanden i halerne. Der er for mange erindringer om de blodige, uretfærdige og/eller mislykkede krige, der blev ført af de ledede vestlige i en ikke så fjern fortid. Kolonikrige. Vietnamkrigen. I nyere tid det kaos med Islamisk Stat, der blev skabt i og omkring Irak som følge af USA’s invasion. 

Senest den forfærdende humanitære katastrofe, der er udløst i Yemen som følge af Vestens støtte til Saudi-Arabiens og Emiraternes invasion i dette ludfattige land. Vesten har også historisk et medansvar for, at et dybt reaktionært islamistisk præstestyre så længe har bidt sig fast i Iran. Nu rystes landet af demonstrationer, fordi en ny, ung generation med kvinderne i spidsen ikke vil finde sig i undertrykkelsen.

EU-kommissær Timmermanns fik i sidste øjeblik reddet lidt af EU’s ære i Sharm El-Sheik med forslaget om en fond til at afhjælpe tab og ødelæggelser ved klimakatastrofer. Men det er kun en beskeden forsmag på dét, der er nødvendigt for at genskabe tillid mellem det rige nord og det fattige syd.

EU skal udstikke en ambitiøs kurs for klimaindsatsen, der kan være eksempel for andre rige lande. Det fremskyndes af krigen i Ukraine: Vi skal hurtigst muligt væk fra energiafhængighed af aggressive diktatorer som Putin og Mohammed bin Salman. Det både klimamæssigt og sikkerhedspolitisk vigtigste projekt for det nærmeste tiår er at forarme dem ved at gøre os stadig mindre afhængige af deres fossile brændsler.

Udgivet den

Inflationen rammer hårdt og skævt. Det haster med energiløsninger

Billig og rigelig grøn energiforsyning, klimaløsning og sikkerhedspolitik er sider af samme sag, som skal realiseres ved enorm investering i grøn energiforsyning. Når staterne skal investere med her, bør regningen betales af de borgere og virksomheder, der tjener mest. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her:

eller nedenfor:

Løsninger før skattelettelser

Lige nu hærger inflationen med voldsom styrke. Fordyrelsen af især fødevarer og energi rammer langt hårdere på det lille familiebudget end på det store. Uligheden er i forvejen vokset uacceptabelt meget de seneste 20 år. Nu skal vi forhindre, at de aktuelle prisstigninger vælter mennesker omkuld, tvinger dem fra hus og hjem, eller fører til, at de får for lidt mad og kommer til at fryse i den kommende vinter. Det skal vi, mens bortfald af gas fra Rusland betyder endnu mere utålelige gaspriser og endda risiko for rationering.

Løsninger her – og ikke skattelettelser til de velhavende – bør stå i centrum af den politiske diskussion.

Vi får brug for igen at hjælpe med en ekstra varmecheck til familier med jævne indkomster, der fyrer med naturgas. Derfor er det godt, at finansministeren har sat en reserve af til inflationshjælp på et par milliarder kroner på næste års finanslov. Elprisernes aktuelle himmelflugt rejser imidlertid tvivl, om det er nok, medmindre EU finder fælles løsning på dette problem.

Nogle økonomer ser en risiko for endnu mere inflation via ekstra lønpres, hvis der uddeles milliarder i inflationshjælp uden finansiering. Men der er langt mere reel grund til bekymring for øget social ustabilitet som følge af fortsat stigende ulighed.

Statsfinanserne i topform

Statsfinanserne er i topform, og fagbevægelsen har hverken interesse i eller styrke til at udløse lønstigninger som svar på inflationen, der kan skabe en spiral af yderligere inflation, der undergraver danske job via forringet konkurrenceevne. Prisstigningerne begrænser danskernes samlede købekraft med flere snese milliarder, og det trækker meget tungere ned i efterspørgslen, end enhver tænkelig inflationshjælp trækker op. Afmatningen i købekraft og købelyst forstærkes af centralbankernes renteforhøjelser, der har fjernet den uholdbare boble i ejendomspriser og aktiekurser, og det slår måske om et øjeblik for hårdt til mod den ellers historisk høje beskæftigelse.

Der er desuden grund til tro, at de store prisstigninger, der næsten helt og fuldt kom udefra, vil mildnes i de kommende måneder – også selv om den forfærdelige krig i Ukraine fortsætter, og specielt gasprisen forbliver høj:

En del af den høje inflation er kommet forud for krigen og var en følge af forstyrrelsen af de internationale forsyningslinjer under covid-19-pandemien. Dette problem mildnes gradvis. Det ser ud til, at priserne på fødevarer og en række vigtige råvarer er ved at stabilisere sig på et nyt niveau. Benzin og olie kan godt falde noget igen, fordi andre olieproducenter end Rusland øger leverancerne. Det kan også blive Iran, hvis forhandlingerne om at genoplive atomaftale lykkes.

Fælleseuropæisk løsning

Gaspriserne kan imidlertid forblive ekstremt høje i kommende år. Lige nu suppleres fraværet af russisk gas af tørke, der lukker vandkraft ned, hæmmer transport af brændstof på floderne og vanskeliggør nedkøling af a-kraftværker; desuden er værker i Frankrig lukket på grund af reparation, og de tyske værker er under varig nedlukning. Gasfeltet Thyra på den danske del af Nordsøen er uheldigvis også under renovering til 2024. Det tager tid at oprette skibsterminaler til at modtage flydende gas og især til at oprette net til at sende det rundt i Europa. I mellemtiden må vi frygte, at akut energimangel afhjælpes ved at vende tilbage til at afbrænde stærkt CO₂-udledende kul og olie for at opretholde produktionen.

På lidt længere sigt vil stærkt øget produktion af sol- og vindenergi – som bebudet ved de nordeuropæiske statslederes topmøder i Esbjerg og på Marienborg – presse alle energipriser nedad.

Billig og rigelig grøn energiforsyning, klimaløsning og sikkerhedspolitik er sider af samme sag og skal realiseres ved enorm investering i grøn energiforsyning. Når staterne skal investere med her, bør regningen betales af de borgere og virksomheder, der tjener mest.

Én god grund er, at jo mere man tjener som borger, jo mere belaster man gennemsnitligt set klimaet med sit forbrug. En anden god grund er, at de helt ekstraordinære profitter i erhvervslivet i denne tid især skyldes markedsforstyrrelser som følge af pandemi og krig. Det gælder også på elmarkederne, hvor den høje pris på den forholdsvis lille gasfyrede del af elproduktionen trækker profitterne på levering fra alle andre energikilder langt mere voldsomt op end nødvendigt for at opnå energibesparelser og stor investering i grøn elproduktion.

Det er godt, at EU-Kommissionen har taget fat på at finde en fælleseuropæisk løsning på dette problem. Det haster.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske tirsdag d. 6. september 2022.

Illustration: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om den grønne omstilling, sikkerhedspolitik og ulighed