Energi i klimakampen

I Danmark har vi forudsætninger for at blive leverandører til resten af verden af de teknologier og produkter, der skal redde klimaet. Og vi har også en forpligtelse til at gøre det.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende, som blev bragt 14. oktober. Læs den her. Den kan også læses nedenfor:

Seks mio. danskere har samme klimaaftryk som 100 mio. fattige afrikanere

De seneste fem år har jeg brugt det meste af min tid på at kæmpe for FN’s verdensmål og klimaaftalen i Paris.

Den nye dagsorden for en bæredygtig fremtid blev tiltrådt af alle verdens regeringer i efteråret 2015, mens jeg var formand for FN’s Generalforsamling. Min opgave i FN var at medvirke til så meget engagement som muligt for den nye globale dagsorden hos regeringer, storbyer, virksomheder og civilsamfund: De er nationalt og internationalt nødvendige partnere, når vi i højt tempo skal gennemføre grundlæggende forandringer i produktion og forbrug, udrydde den ekstreme fattigdom og bekæmpe den monumentale ulighed.

Siden min tid i FN har jeg også holdt utallige møder i ind- og udland for at mobilisere og motivere til handling om verdensmål generelt og klima i særdeleshed.

Klimaet haster mest: Hvis vi ikke inden for de nærmeste år får bremset den globale opvarmning, så tipper det til voldsomme og uafvendelige temperaturstigninger, som vil skabe ørkenspredning, oversvømmelser fra stigende vandstande i verdenshavene samt nedsmeltning af de gletsjere, som er ferskvandskilder for hundredvis af millioner mennesker. Hele civilisationer samt dyre- og planteliv vil være under angreb, og folkevandringer i hidtil uset omgang vil blive konsekvensen. Uden klimahandling NU overlader vi derfor en langt mere ustabil og konfliktfyldt verden til vores børn og børnebørn.

Tungt fodaftryk

Der spørges, hvad forskel det kan gøre for klodens tilstand, at Danmark går i spidsen, når vi er under seks millioner mennesker – mindre end én promille af klodens befolkning.

Svaret er, at vores mønster for produktion og forbrug betyder et fodaftryk på kloden og atmosfæren, der er lige så tungt som fra 100 millioner fattige afrikanere. Svaret er også, at vi har forudsætninger for at blive leverandører til resten af verden af de teknologier og produkter, der skal redde klimaet. De store havvindmøller er der allerede. Hvis vi er ambitiøse på hjemmebanen, bliver vi også bedre til at bidrage med meget andet og mere til klimaløsninger rundt i verden.

»Prisen for en solcelle, der for 12 år siden kostede 100 kr., er faldet til 5 kr.«


Vi har sat de høje danske ambitioner med målet om 70 pct. reduktion af CO2-udslippet frem til 2030.

Nu skal vi også have fart på med at vælge de rigtige og tilstrækkelige virkemidler.

Personligt har jeg fået en ny spændende mulighed for at medvirke: Regeringen udnævnte mig i sidste måned til bestyrelsesformand i Energinet Danmark, som ejer de store transmissionsledninger for el og gas. Det er hos os, der skal vælges, udføres eller understøttes en stor del af de investeringer, der skal sikre CO2-målet.

Energinet er helt ejet af den danske stat, og klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen forvalter ejerskabet. Jeg ser frem til et nært samarbejde, hvor vi i Energinet med vores ekspertise kan rådgive om at vælge de bedste løsninger til at nå de høje mål.

Stort prisfald

Det er indlysende, at vi satser på vind og sol. I kraft af bedre teknologi og dramatiske prisfald kan vi imødese en voldsom vækst i vedvarende energi i de næste par årtier.

»Energi-øer« skal bygges i Østersøen og Nordsøen, samle elkraften fra efterhånden gigantiske havvindmølleparker og sende den videre i et stadigt mere fælles europæisk ledningsnet.

Et vældigt antal solenergiprojekter er også undervejs, fordi prisen for en solcelle, der for 12 år siden kostede 100 kr., er faldet til 5 kr. Det giver udfordringer, fordi de eksisterende net langt fra alle vegne kan modtage den nye elkraft. Der er brug for en bedre samordning mellem lokaliseringen af solcelleanlæg og udbygning af nettet.

De gamle kraftværker, der fyrer med fossile brændsler, nedlægges. Når energikilden alene er sol og vind, bliver det en større udfordring altid at sikre ligevægt mellem udbud og efterspørgsel på elkraft.

Den korte fortælling er, at vi er på kurs mod meget større elforsyning fra vedvarende energi, end vi nu producerer fra både fossile og vedvarende kilder. Der kommer billig grøn strøm til industrien, til at afløse vores gasfyr med varmepumper, til at oplade elbilerne og meget andet.

De næste store spring handler om, at vi skal finde ny veje til at lagre elektricitet fra meget blæsevejr og høj sol. Men ikke mindst handler det om til at forvandle elektricitet til flydende grønne brændstoffer, der kan drive skibe, fly og tunge køretøjer. Kodeordet her er »Power-to-X«. Det skal udvikles i et samarbejde med private aktører. Sammen skal vi finde ud af hvordan og i hvilken rækkefølge. Det er ufatteligt spændende og løfterigt.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 14. oktober 2020

Her kan du læse flere af mine indlæg om klimadagsordenen

Bliver flertallet atter udmanøvreret i USA?

End ikke et betragteligt stemmeflertal ved præsidentvalget kan sikre Joe Biden præsidentposten; dertil er valgsystemet, retsvæsenet og andre demokratiske institutioner i USA for skævvredne til republikanernes fordel.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i J-P. Hele teksten kan også læses nedenfor.

Selv om Demokraterne overvinder alle forhindringer og faktisk får præsidenten og flertallet i Senatet, så er det en reel trussel, at det nye massive konservative flertal i Højesteret vil underkende flertallets ønsker om f.eks. sundhedsreform og fortsat ret til abort, skriver Mogens Lykketoft. Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer.

Får USA ny præsident og nyt flertal i Senatet efter fire års vanvid med Trump? 

Det er hævet over enhver tvivl, at et stort flertal vil stemme på Demokraterne. Det har de gjort i snart mange år. Det gjorde de f.eks. også ved præsidentvalgene i 2000 og 2016. Alligevel førte det til en republikansk præsident. 

Intet tyder på, at Trump uden videre vil acceptere valgresultatet, hvis han taber. Men selv uden forsøg på statskup er der en halv snes grunde til, at dét flertal, der stemmer på Demokraterne, igen risikerer at blive et mindretal i valgresultatet:

Valg i enkeltmandskredse betyder, at vinderen tager det hele, og stemmer på taberpartiet er spildt.

Ved præsidentvalget gælder det samme også i hver enkelt delstat. Præsidenten vælges ikke ved flertal af de afgivne stemmer. Han udpeges af et valgmandskollegium, som det sejrende parti i en delstat udpeger alle statens valgmænd til. 

Både i en stat og en kreds er det mere værd for udfaldet at vinde med 51 pct. end med 80 pct. af stemmerne. Derfor manipulerer især republikansk styrede stater hæmningsløst med grænsedragningen for valgkredsene. De propper f.eks. sorte vælgere sammen i få kredse, hvor Demokraternes kandidat kan få 80 pct. af stemmerne, mens Republikanerne med meget mindre margin kan vinde resten af statens valgkredse. I en stat, hvor vælgerne fordeler sig næsten ligeligt mellem de to partier, kan det give dem, der havde flertal til at tegne valgkredsene, syv ud af ti repræsentanter.

Dertil kommer, at de 700.000 mennesker – helt overvejende sorte – der bor i Washington DC, er uden stemmeret i Kongressen. Fire millioner i Puerto Rico og 100.000 med bopæl på de tidligere dansk-vestindiske øer m.fl.  har hverken stemmeret i Kongressen eller valg af de valgmænd, der udpeger præsidenten. 

Nogle stater har desuden taget stemmeretten fra tidligere straffede. Det rammer især mange millioner af ikke-hvide, der overvejende stemmer på Demokraterne.

Al lovgivning i USA kræver flertal både i Senatet og Repræsentanternes Hus.  

I Senatet har hver af de 50 stater uanset folketal to repræsentanter. Det betyder, at der skal 68 gange så mange til at vælge en demokratisk senator i Californien som en republikansk senator i Wyoming – en stat i dét Midtvesten, der med svindende folketal er voldsomt overrepræsenteret i Senatet!

I Huset fordeles antal valgkredse efter folketællingen hvert tiende år. Det ligner ligelig repræsentation, men manipulation med kredsinddelingen betyder som nævnt at virkeligheden er anderledes. Og Trump forsøger i øvrigt også at manipulere med folketællingen i 2020.

En vælger i en stat med lav valgdeltagelse har desuden større vægt end en vælger i en stat med høj valgdeltagelse. Det inspirerer især republikansk styrede stater til ikke bare at manipulere med valgkredsinddelingen og fratage tidligere straffede stemmeret. Man forsøger også at holde vælgere væk ved at oprette få, spredte og underbemandede valgsteder med lange ventetider og køer i de områder, hvor der især bor farvede – og man gør det særligt besværligt for studerende at stemme.

Her i 2020 er der desuden frygt for at Trump berøver Postvæsnet de fornødne ressourcer til at indsamle og aflevere brevstemmer tids nok til, at de er gyldige ved afstemningen.

Og for resten: Selv om Demokraterne overvinder alle forhindringer og faktisk får præsidenten og flertallet i Senatet, så er det en reel trussel, at det nye massive konservative flertal i Højesteret vil underkende flertallets ønsker om f.eks. sundhedsreform og fortsat ret til abort.

Sandt folkestyre?

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 13. oktober 2020

Mogens Lykketoft Part 1

🇬🇧 First part of a conversation with Thomas Mulhern of Global Denmark Podcast. Our designated topic was The Danish Model, but our conversation covered much more than that: equality, SDGs, The UN and Energinet, which owns, operates and develops the transmission systems for electricity and natural gas in Denmark. But there was more – which will follow in part II. You can listen to part 1 here