Der kommer en tid efter den nye kolde krig

Russians against Putin

Vesten må forklare russerne, at målet med sanktionerne ikke er varigt at forarme Rusland, men alene at bringe aggressionen mod Ruslands naboer hurtigt til ophør. Læs min seneste kommentar i Jyllands-Posten her – eller nedenfor:

Ny Kold Krig – hvad så bagefter?

Putins vanvittige krig mod Ukraines folk har skabt en helt ny global situation. Vi har lige nu kun spinkelt håb om hurtig våbenstilstand og en forhandlet fred. Millioner er drevet på flugt internt eller til resten af Europa.

Der er forfærdende tab af liv og førlighed og enorme materielle ødelæggelser. Ukraines kamp mod overmagten er en triumf for viljen til at forsvare selvstændighed og demokrati.

Så langt har vi klarhed, at Putin har taget fejl på alle tænkelige punkter. Vi kendte hans foragt for andre menneskers liv, men troede ikke han kunne begå så monumentale fejlvurderinger om egen styrke, om Ukraines svaghed og om Vestens manglende vilje til at sætte hårdt mod hårdt. Ingen har ydet større bidrag til ukrainernes modstandskraft og Vestens sammenhold end Vladimir Putin. Sanktionerne og krigen forarmer Rusland og afslører svagheden i landets militær. 

Desværre har Putins endelige afskaffelse af alle fri medier afskåret de fleste russere fra at kende de fulde konsekvenser af det uføre, deres diktator har bragt dem ud i. Russernes tragedie overskygges selvfølgelig af dé grusomheder, der begås i deres navn i Ukraine.

Jeg mindes en samtale i sommeren 1989 i Sotje på Ruslands Sortehavskyst med Valentina, der var oldfrue på vort hotel. Det var midt i Gorbatjovs glasnost, hvor censuren var afskaffet og Sovjettidens utrolige forbrydelser omsider blev afdækket. Det skete ikke mindst i Moscow News. Valentina lånte mig uopfordret en årgang af tidsskriftet, som hun bad mig læse. Men hun skulle have det tilbage, sagde hun, ’for jeg skal vise mine børnebørn, at der var én gang i Ruslands historie, hvor man kunne skrive om alt dette’.

Lige nu kan det se ud, som der er længe til at russerne igen kan tænke og tale frit. Vi skal igennem en periode af ubestemmelig længde med ny farlig kold krig og oprustning, før vi ser ny glasnost i Rusland. 

Men jeg tror ikke, at Rusland i vores tidsalder er dømt til et nyt langt autoritært mørke. Der må selv i de inderste magtcirkler i Kreml være folk, som nu har mistet troen på eneherskerens dømmekraft.

Jeg tror, at krigen i Ukraine og diktaturet i Rusland kan forkortes, hvis Vesten supplerer sanktioner, oprustning og bistand til Ukraine med offensiv indsats på to vigtige områder:

For det første skal vi massivt investere i satellitteknologi, der gør det nemmere for russerne at få kendskab til sandheden, uanset alle de forhindringer, diktaturet stiller op.

For det andet skal vi i denne kommunikation række hånden entydigt ud til dét Rusland, der kommer efter Putin, med et budskab om fred og samarbejde.

Vi skal modvirke dén massive frygt og paranoia over for USA og Vesten, der i årevis er blevet dyrket så systematisk i Rusland. Vi skal gøre alt for troværdigt at forklare, at NATO ikke er skabt som en angrebsalliance mod Rusland, men som et værn om medlemslandenes fred, frihed og demokrati. Vi må gribe tilbage til dé konstruktive tanker, der levede det første tiår efter Sovjetunionens opløsning – om en europæisk sikkerhedspagt mellem NATO og Rusland med vel kontrollerede aftaler om våbenkontrol og nedrustning og massiv indsats for at genopbygge kontakter og tillid mellem øst og vest i Europa.

Vi skal omhyggeligt forklare, at målet med sanktionerne ikke er varigt at svække og forarme Rusland, men at bringe aggressionen mod Ruslands naboer til ophør så hurtigt som muligt. Vi skal være klare i vort tilbud om at inddrage ikke blot Ukraine, men også Rusland og Belarus, i et tæt økonomisk samarbejde med EU.

Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten 30. marts 2022

Mere fra min hånd om Rusland og Ukraine

Illustration: Russere fra diasporaen i Krakow protesterer mod Putins krig i Ukraine 6. marts 2022. Det er vigtigt at også russerne i Rusland forstår, at sanktionerne ikke er rettet mod dem, men mod Putins aggressioner mod nabolandene – fra Wikimedia Commons

Kina kan ikke ændres ved ydre pres. Det er landet for stort, stærkt og stolt til

Xi Jinping

Kina og Vesten er filtret dybt ind i hinanden i gensidig afhængighed. Kineserne kan ikke undvære os, og vi kan ikke undvære dem. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 24. marts 2022. Læs den her – eller nedenfor

Et mere pragmatisk USA

Per Stig Møller skrev for en uge siden en kommentar om behovet for at få Kina til at agere for at standse Putins vanvittige krig i Europa. Selv antydede jeg samme overvejelser i min kommentar ugen forinden. Per Stig og jeg er enige om, at det vil kræve en anderledes pragmatisk tilgang fra USA til et Kina, der er det 21. århundredes anden supermagt.

Trumps konfrontation med Kina er desværre delvis videreført af Biden, fordi den er populær på den amerikanske hjemmebane. Men den er dog nu heldigvis suppleret af flere samtaler mellem Biden og Xi – senest om krigen i Ukraine.

Indtil Putins invasion blev Kina set som USA’s farligste modstander. I hele Vesten har der bredt sig en Kina-frygt, der står i modstrid til de foregående 30-års stadigt tættere, økonomisk samkvem med det kæmpestore vækstmarked i øst.

Der er gode grunde til den større mistro over for Kina. Under Xi Jinping er Kina blevet mere autoritært og nationalistisk. Vi har altid haft et udstående med Kina om behandlingen af systemkritikerne og tibetanernes berettigede krav om selvstyre. Men vi valgte dialogen i forståelse af, at Kina er for stort, stærkt og stolt til at bøje sig for ydre pres. Nu er undertrykkelsen af muslimerne i Xinjiang-provinsen og knægtelsen af Hongkongs friheder kommet oven i – kombineret med frygt for kinesernes voksende, politiske og økonomiske indflydelse i andre verdensdele.

Konfrontationen mellem USA og Kina er desuden en klassisk magtpolitisk armlægning, hvor den etablerede supermagt, der er noget på retræte, samler på allierede til at stække indflydelsen for den fremvoksende supermagt. Men realiteten er fortsat, at USA – hverken alene eller sammen med sine allierede – kan bøje eller forandre Kina ved ydre pres. Langt mere end for 30 år siden er Vesten økonomisk filtret ind i gensidig afhængighed med Kina. De kan ikke undvære os, og vi kan vanskeligt undvære dem.

Økonomisk krig

Det får store konsekvenser, også for os selv, når vi med jernhårde sanktioner lukker et aggressivt, nyfascistisk Rusland ude af det verdensøkonomiske samkvem. Men hvis sanktioner også kommer til at ramme kineserne, er konsekvenserne for både dem og os langt mere voldsomme – og kan blive den vigtigste årsag til, at vi bygger op til Den tredje Verdenskrig i det 21. århundrede.

Derfor er der, som jeg har skrevet adskillige gange i denne kommentar, altid brug for at få interessekonflikterne med Kina overtrumfet af vores eksistentielt vigtige, fælles interesser for økonomiens blomstring og klodens overlevelse. Begge parter har brug for en åben verdensøkonomi og en langt stærkere og samordnet indsats mod klimaforandring og for bæredygtig udvikling.

Angsten for at blive ramt af en økonomisk krig som den, der nu føres mod Rusland, sætter heldigvis grænser for, hvor langt Beijing, trods fælles fjendskab med USA, vil gå for at støtte Putin. Men tiden er nu inde til mere aktivt at dæmpe modsætningerne mellem Vesten og Kina. Kina ønsker ikke krig, men fred til at fortsætte de formidable løft af kinesernes levestandard. Mildere luft fra USA kan forvandle Kina til en direkte positiv kraft, når det gælder om at bremse Putins aggression.

Udenrigsministeriets tidligere chef og Asien-ekspert Jørgen Ørstrøm Møller tilskynder også i en artikel forleden til at forstå, at Kina og de andre fremstormende, økonomiske magter i det globale syd gerne vil etablere en ny, økonomisk verdensorden, hvis de får indflydelse, der afspejler deres nye tyngde. Enighed om en ny verdensorden kan ikke uden videre skabes på grundlag af de strukturer, der blev skabt af Vesten i 1945. Endelig er det, siger Ørstrøm, nødvendigt at erkende, at vi ikke med vold og magt kan udbrede vores vestlige demokrati. Men i en åben og samarbejdende verden har vi en chance for at udbrede vore idealer, hvis vi bliver bedre til selv at realisere dem på hjemmebanen – ikke mindst i USA.

Kina agerer rationelt

NATOs tidligere øverstkommanderende i Europa, den amerikanske admiral James Stavridis, gav i Der Spiegel forleden udtryk for, at Kinas styre er langt mere rationelt end Putins. Kina er en udfordring, javel, men repræsenterer ikke aktuelt – og næppe heller langsigtet – en trussel om angrebskrig. Ambitionen om Taiwans tilbagevenden til moderlandet er et projekt, der i kinesisk tankegang må vente mange årtier på en forhåbentlig fredelig og forhandlet løsning mellem parterne på de to sider af Taiwan-strædet. Denne vurdering fremførte også Henry Kissinger med stor overbevisning over for mig i samtale for en del år siden, og jeg tror stadig, at den er korrekt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet.

Indlægget udgivet i Berlingske 24. marts 2022

Mere fra min hånd om Kina og USA

Krigens og oprustningens tidsalder

Putin var sikker på, at han kunne købe os og splitte os, og at USA var på retur. Derfor mente han, tiden var moden til at overtage Ukraine med en lyninvasion. Dét handler min kommentar i Berlingske om 10. marts 2022. Læs den her – eller nedenfor

Putin blev opmuntret af Vestens svaghed

For to uger siden udløste Putin ragnarok. Verden er anderledes farlig i dag end 23. februar. Ikke kun for de millioner, der lider og flygter i Ukraine, og for de tusinder, der mister liv og lemmer. Hele verdens fremtid er formørket. Vi er midt i en ny tidsalder med farlig kold krig, massiv oprustning og frygt for atombomber og en ny verdenskrig.

Burde vi ikke være advaret ved at se Putins kyniske brutalitet hele vejen fra kvælningen af tjetjenernes frihedskamp, lynkrigen mod Georgien i 2008, kuppet med overtagelsen af Krim i 2014, den blodige grænsekonflikt i Donbass, der har krævet 14.000 døde og krigen i Syrien? Jo, men vi vægrede os ved at tro, at der ville følge en langt større og mere risikabel krig.

Kunne Vesten have undgået det? Måske blev der for 20- 25 år siden gjort for lidt for at inddrage Rusland i et tillidsskabende samarbejde i Europa, der kunne have hindret en Putin-skikkelse i at vokse til fuldblods diktator. Nu har han oplevet, at hans magtpolitik gang på gang lykkedes. Han har samtidig udviklet en stadig større vrede over Sovjetunionens sammenbrud og en paranoia over NATOs fremmarch mod øst. Manden, der hersker over 6.000 atombomber, tror kun, Rusland kan være stærkt og sikkert for hans styre, hvis nederlaget i Den Kolde Krig omgøres. USA og Europa skal trænges tilbage.

EU og NATO rykker tættere sammen

Han er blevet opmuntret af Vestens svaghed. Han var sikker på, at han kunne købe os og splitte os, og at USA var på retur. Trump havde jo været hans ven. Biden var nok en svækling, der lå ned efter det kaotiske exit fra Afghanistan. USA’s modstand mod Kinas fremmarch havde drevet kineserne ind i et samarbejde med Rusland. Derfor, mente Putin, var tiden moden til at overtage Ukraine med en lyninvasion.

Forventningen var åbenbart at gentage den sovjetiske lyninvasion i Tjekkoslovakiet i 1968, hvor regering og folk rakte hænderne i vejret over for den overmægtige angrebsstyrke og accepterede et russisk marionetstyre. Det har vist sig at være en gigantisk fejlbedømmelse. Det land, som Putin ikke mener er et rigtigt land, har rejst sig som en samlet nation, der – ligesom Ungarn i 1956 – kæmper heroisk imod overmagten. Ukrainernes modstand har afsløret overraskende store svagheder i Ruslands militær. Men tragedien kan stadig blive rædselsfuld stor for civilbefolkningen, hvis Putins svar på modstanden er barbariske ødelæggelser af hele byer som i Grosnij i Tjetjenien og Aleppo i Syrien.

Putin blev overrumplet af et helt enestående sammenhold i NATO, i EU og mellem 141 lande i FNs generalforsamling. Han mødes af forkrøblende økonomiske sanktioner fra omverdenen. Det sidste og afgørende stød frem mod statsbankerot vil være, når Europa kan undvære Ruslands naturgas: Klimaløsning og sikkerhedspolitik hænger nu uløseligt sammen. Vi i Vesten skal op i et tempo med at udvikle vedvarende energikilder, der kan sammenlignes med USAs omstilling til krig i 1941.

Tyskland har fået en nøglerolle i omstillingen af både militær- og energipolitik. Tyske magthavere vil ikke længere forstå eller tilgive Putin: Tyskerne kommer i stedet til at yde et kæmpe offer i ny oprustning, grøn omstilling og store byrder ved sanktionerne mod Rusland. Også Danmark viser et massivt politisk sammenhold om at knytte os nærmere både til EU og NATO og yde et stort ekstra bidrag til den kollektive sikkerhed.

Krigen i Ukraine fortsætter

Vi tør ikke direkte gå i krig for Ukraine af frygt for Verdenskrigen, og vi kan ikke håbe, at Putin giver op. Krig og undertrykkelse i Ukraine vil derfor fortsætte. Men Putins epoke slutter engang. De fleste russere har aldrig villet denne krig. Vi skal være klar til at forberede forslag om våbenbegrænsning, afspænding, en europæisk sikkerhedspagt og et økonomisk samarbejde dén dag, hvor der kommer et nyt styre i Rusland, som vi tør tro, at vi kan lave aftaler med. Vi skal arbejde for, at den dag kommer snart ved at finde nye veje til bryde censuren og afsløre Putins monumentale forbrydelser og løgne for hans egen befolkning.Kilde: The New York Times, 3. marts kl. 21

Kina er ikke en naturlig allieret for Rusland. Kina ønsker åben verdenshandel uden sanktioner og handelskrig, og ser derfor med mistro på den uorden Putin nu har skabt. Vi har alvorlige konflikter med Kina om menneskerettigheder og om fordelingen af økonomisk magt i det 21. århundrede. Men i hele spektret fra at løse klimakrisen og undgå verdenskrigen har vi faktisk fælles interesser med kineserne, der bør veje langt tungere end modsætningerne – og tungere end kinesernes øjeblikkelige interesse i tilnærmelse til Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev bragt i Berlingske 10. marts 2022

Mere fra min hånd om Ukraine