Støjberg-dommen bekræfter ægte danske værdier

støjberg rigsretsdomstol

Medier elsker konfrontation og har ærbødigt fremstillet Støjberg som et stort politisk »dyr«. Efter min mening er grundtrækket ved hendes personlighed stupid stædighed og påståelighed, der har fået alt for mange til at købe fortællingen om hendes utrættelige kamp for hendes selvopfundne danske værdier. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Kommentar i Berlingske 15. december 2021:

Det var en entydig god oplevelse at lytte til højesteretsformand Thomas Rørdams fornemme stringens i fremstillingen af Rigsrettens dom over Inger Støjbergs bevidst lovstridige forvaltning.

Det er en meget principiel afgørelse, der bekræfter eksistensen af dansk retssamfund, hvor ministre er forpligtede til at overholde både love og konventioner.

Det blev en bekræftelse af nogle ægte danske værdier, at der er ikke rabat for lovovertrædelser, fordi man har meget stærke politiske synspunkter eller endda tror at have et flertal af partier eller vælgere i ryggen i sin opfattelse af, hvordan love og konventioner burde se ud. Det var den samme hammer, der ramte fhv. justitsminister Ninn-Hansen (K) i den forrige rigsretssag i 1995.

Inger Støjberg har gennem sin karriere som minister været helt ufølsom over for konsekvenser for dem, der blev ramt af hendes beslutninger – først de arbejdsløse og siden flygtninge og indvandrere. Hun har solet sig i konfrontation, sået splittelse og samlet sig mange fanatiske meningsfæller. Men mindst lige så mange – som for eksempel undertegnede – er hendes energiske modstandere.

Medier elsker konfrontation og har ærbødigt fremstillet Støjberg som en stort politisk »dyr«. Efter min mening er grundtrækket ved hendes personlighed stupid stædighed og påståelighed, der har fået alt for mange til at købe fortællingen om hendes utrættelige kamp for hendes selvopfundne danske værdier.

Hun er en typisk populist, der betjener sig af falske fortællinger og appellerer til fordomme. Det har jo hele tiden været løgn, at alle, der påpeger, at hun har handlet ulovligt, dermed accepterer tvangsægteskaber, hvor ældre mænd gifter sig med mindreårige piger.

Loven har hele tiden i disse tilfælde givet adgang til adskillelse, hvis pigen ønskede det. Men Støjbergs ulovlige forvaltning gik langt videre. Næsten jævnaldrende ægtefæller med børn, sårbare mennesker, der ønskede at være sammen, blev tvangsmæssigt adskilt. Heldigvis blev ulovlighederne hurtigt stoppet. Men det undskylder ikke den indædte beslutsomhed at adskille alle, uanset deres egne ønsker – med det formål at blive populær som den ledende bekæmper af muslimske traditioner i Danmark.

Højesteret har som hovedregel det sidste ord til at afgøre ret og uret. Den mest ægte, danske kvalitet er at anerkende og respektere dette.

Grundloven har imidlertid skabt det meget tunge instrument, Rigsretten, til at dømme om ret og uret, når det handler om ministres forvaltning. Rigsretten er som bekendt sammensat halvt af Højesteret, halvt af lægdommere, der er udpeget af Folketingets partier.

Men det er vel i grunden ret usandsynligt, at Rigsretten dømmer anderledes, end Højesteret ville have gjort: Et stort flertal af den halvdel af dommerne, der er valg af Folketinget, sætter sig selvfølgelig ind i retsreglerne, bruger deres fornuft og viden i tolkningen af det sagsforløb, der rulles op og er næppe upåvirket af højesteretsdommernes erfaringer om troværdighed hos anklagede og vidner.

Dommen over Støjberg var opløftende, fordi 12 ud af 13 af de politisk valgte dommere var enige med 13 højesteretsdommere om skyldspørgsmålet. Nogle af de 12 havde utvivlsomt af politiske grunde hellere set en frifindelse, men de levede op til deres ansvar for lov og ret.

En række vidneudsagn blev afgivet af embedsmænd, der selv har noget i klemme, og de blev ikke tillagt vægt af Rigsretten.

Dommen blev en stærk understregning af embedsmænds forpligtelse til utvetydigt og synligt at sige fra over for ordrer fra deres fagminister om retsstridig forvaltning. Det kan kun effektivt gøres ved direkte og utvetydig henvendelse til Statsministeriets departementschef, der så har ansvaret for at orientere statsministeren, som har ansvaret for at få fagministeren til at rette ind efter lovene eller fyre denne, hvis hun eller han bevidst har brudt loven.

Har der i denne sag været tvivl hos embedsmændene om, at der blev begået lovbrud? Nej. Har nogen af dem brugt den effektive metode med at inddrage Statsministeriets top? Tilsyneladende ikke.

Daværende justitsminister Søren Pind har dog fortalt, at han advarende sin statsminister, Lars Løkke Rasmussen, om sagens alvor. Det har Løkke ikke vedkendt sig nogen erindring om. Så vi kommer nok ikke – med et citat af Gustav Wied – længere ned i den materie! Men der er ikke tvivl om, at Løkke gav Støjberg meget frie hænder til at demonstrere hans regerings hårdhed i udlændingepolitikken og ingen kendte eksempler på at forsøgte at bremse hende hverken i retorik eller lovbrud.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentaren blev udgivet i Berlingske 15. december 2021

Mere fra min hånd om om dansk politik

Billedtekst: »Har der i denne sag været tvivl hos embedsmændene om, at der blev begået lovbrud? Nej. Har nogen af dem brugt den effektive metode med at inddrage Statsministeriets top? Tilsyneladende ikke« Foto: Mathias Svold/Berlingske

Hvordan kan vi styrke de internationale domstole?

ICC – den internationale straffedomstol – er tænkt som redskab til at stille statsledere til ansvar for deres menneskerettighedsovergreb, krigsforbrydelser og folkemord. Men hvert enkelt land bestemmer selv, om det vil tilslutte sig ICC, og de stater, hvor lederne har mest på samvittigheden, er ikke tilsluttet domstolen. De kan derfor ikke dømmes i ICC, medmindre FNs Sikkerhedsråd rejser en sag mod dem.

Det lod sig for eksempel gøre mod Sudans tidligere diktator, der efter omvæltningen i landet synes på vej til afsoning. Men trods uhyrlige krigsforbrydelser under Syriens borgerkrig har Rusland og Kina i Sikkerhedsrådet blokeret for at rejse sag mod Bashar al-Assad.

Det svækker i øvrigt også ICCs globale styrke, at USA ikke accepterer, at domstolen kan rejse sag mod amerikanske borgere.

FN’s internationale domstol

Der er imidlertid en anden mulighed for at bringe staters forbrydelser for retten – nemlig ved FNs Internationale Domstol (ICJ). Her kan et af FNs medlemslande rejse sag mod et andet medlemsland. Derfor kunne Gambia løfte sagen mod Myanmar for militærets fordrivelse af de muslimske rohingyaer.

Det var pinligt at opleve frihedshelten og daværende statsleder Aung San Suu Kyi (ASSK) møde op i retten for at imødegå de ellers veldokumenterede anklager mod det militær, hun aldrig fik reel kontrol over. Hendes beskyttelse af militæret hjalp hende ikke. Generalerne afsatte som bekendt ASSK og spærrede hende inde igen, netop da hun få måneder forinden havde sikret sig en massiv sejr ved parlamentsvalget, og derfor kunne mistænkes for at ville bruge sit nye mandat til at få mere kontrol med militæret.

Sagen i ICJ har sat spotlight på Myanmar, men realiteten er, at domstolens krav om stop for grusomhederne indtil videre ikke har ført til konkrete resultater.

The Guernica Centre for International Justice har påpeget, at ICC – før Gambia bragte Myanmar for ICJ – overvejede at rejse forundersøgelse mod Myanmar med henvisning til at fordrivelsen af rohingyaerne var sket til Bangladesh, der er medlem af ICC, og det er nu sket:

Der rejses forundersøgelse mod Assads Syrien under henvisning til, at hans fremfærd fordrev hundredtusinder af syrere til Jordan, der er medlem af ICC. Men de store i Sikkerhedsrådet har stadig vetoret i forhold til at indlede en egentlig retssag,

En sådan forundersøgelse vil dog kunne bidrage til ønskelig skærpet opmærksomhed på de uhyrlige forbrydelser i Syrien og forhåbentlig være et brækjern for større internationalt pres på diktatoren i Damaskus.

Gazas forarmede civilbefolkning

Palæstina er et andet tema. ICC har – fordi Palæstina er anerkendt som medlem af domstolen – fastslået Palæstinas ret til at rejse klager over israelske krænkelser af menneskerettigheder i de palæstinensiske områder. Det kan vedrøre konsekvenserne for Gazas indespærrede og forarmede civilbefolkning af Israels talrige luftkrige de seneste 13 år.

Ligeledes må der være grundlag for at bedømme fordrivelsen af palæstinensere, der fortsætter i nutiden med fysiske ødelæggelser af tusinder af hjem i de områder på Vestbredden, hvor Israel vil ekspandere bosættelser, og ved fordrivelse af hidtidige indbyggere fra centrale kvarterer i det okkuperede Østjerusalem. Præcis denne udvikling fik jeg forleden en skræmmende opdatering af ved møde med menneskerettighedsforkæmpere fra Jerusalem. De er fortvivlede over omverdenens ligegyldighed, når Israel dag for dag, skridt for skridt med vold og magt indskrænker palæstinenseres mulighed for at leve i det historiske Palæstina:

Jerngrebet om Gaza berøver næsten to millioner mennesker muligheden for en anstændig og selvhjulpet tilværelse. Vestbreddens palæstinensiske befolkning lever uden retssikkerhed. Flere hundredtusinde jødiske bosættere har taget en stor del af området i besiddelse – og beskyttes af israelsk ret og støtte fra besættelsesmagtens soldater.

Breaking the Silence, som er stiftet af systemkritiske israelere, der har aftjent værnepligt i de besatte områder, fortalte så sent som for tre uger siden om, hvordan besættelsesmagten, som så ofte før, så passivt til, mens fanatiske bosættere angreb en palæstinensisk landsby nær Hebron. 12 personer blev såret, derunder en treårig dreng; ti huse, 16 køretøjer og en vandtank blev ødelagt.

Der er meget at drage israelske statsledere til ansvar for. Omverdenen må insistere på, at Israel bedømmes efter samme målestok som andre, der kan anklages ved ICC.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Der er ikke længere plads nok på torvet

Jeg har skrevet dette essay om demokratiet til Golden Days festival 2021, Antikken. Læs det hos Golden Days, på Altinget – eller nedenfor:

Det danske valgsystem er den bedste garanti mod populisme og autokrati

Demokratiet er ikke tjent med politikere, der løber efter flygtige folkestemninger i stedet for at skabe dem ved gode argumenter og stærkt lederskab. Det perfekte demokrati forudsætter ledere med mod og holdning i spidsen for et oplyst folk.

Kan vi lære, hvordan vi sikrer demokratiet i nutiden ved at kaste et blik på oldtidens græske bystater? De var det første forsøg på at demonstrere, at samfund blev bedre forvaltet med folkelig medvirken og debat end ved enevældige despoter. Men det er alligevel begrænset, hvad vi kan lære. “Folket” var et mindretal – uden kvinder og uden slaver. Dette “folk” styrede byen ved stadige møder på torvet. Et sådant folkeafstemningsdemokrati førte i ophedede situationer til uovervejede beslutninger, der var med til at gøre en ende på bystaterne. Måske en parallel til Brexit i nutiden?

Et skrøbeligt demokratisk fundament

I vore dages folkerige samfund må demokratiet nødvendigvis forvaltes af folkevalgte, der får 4-5 år ad gangen til at forsøge at skabe sammenhængende løsninger på komplekse problemer. Der er ikke længere plads nok på torvet.

Demokratiet i nutiden lever bedst med stærke institutioner, solide traditioner, en uafhængig, ærlig og kritisk presse og et levende civilsamfund. Der må ikke kunne fuskes med valgresultaterne, og regeringsskift skal ske fredeligt og i overensstemmelse med vælgernes afgørelse. Domstolenes uafhængighed skal være absolut, og den lovgivende magt skal have muskler til at holde regeringsmagten i ørerne.

Demokratiets fundament er imidlertid skrøbeligt mange steder. Autoritære herskere findes ikke bare i Rusland og Kina. De ses – trods demokratiske forfatninger – i EU-lande som Ungarn og Polen og i store lande som Tyrkiet og Brasilien. I en stor del af verden er demokrati en tom skal, hvori valgsvindel sikrer herskerne bestandige genvalg.

I mange endnu fungerende demokratier er der stigende ulighed. De fattige deltager mindre og mindre i valgene, fordi de ikke oplever, at de gør nogen forskel, dergavner dem. Da jeg for nogle år siden spurgte nobelprismodtageren Joseph Stiglitz, hvorfor uligheden i USA havde udviklet sig så dramatisk, var hans svar: “Måske har vi kun det bedste demokrati, der kan købes for penge”! Underforstået: De superrige – de store koncerner og dollarmilliardærerne – er ved at “købe” det politiske system.

Mindretal udenfor indflydelse

Et andet forhold, der ofte giver et demokratisk underskud, er det globalt udbredte valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor vinderen tager helegevinsten, og stemmer på modkandidaterne i hver enkelt valgkreds eller delstat går til spilde ved opgørelsen af valgresultatet. Dette system er fremherskende i hele den angelsaksiske verden og i de fleste “nye” demokratier fra Indien til Afrika. Det betyder, at et enkelt stort parti kan få flertal i den lovgivende forsamling, selv om det er meget langt fra at have et flertal af stemmerne bag sig – fordi de øvrige stemmer spredes på flere andre partier. Betydelige mindretal sættes derfor uden for indflydelse. Desuden indbyder systemet til, at det til enhver tid herskende parti skræddersyr valgkredse vildt manipulatorisk til egen fordel og lægger hindringer i vejen for valgdeltagelsen for grupper, der traditionelt støtter deres politiske modstandere.

Flertallet kan også blive overtrumfet af indretningen af valgsystemet, som det skete i USA ved valgene både i 2000 og 2016, hvor hhv. Al Gore og Hillary Clinton nationalt havde flest stemmer, men hhv. George W. Bush og Donald Trump blev valgt til præsident.

Risikoen for, at systemet igen lader vinderen tabe, er stadig overvældende: Hvis blot 40.000 stemmer var faldet omvendt i tre stater i 2020, så var Trump blevet genindsat som præsident selv om Biden i hele USA var syv millioner stemmer foran!

Et sådant valgsystem undergraver demokratiets legitimitet. Det store spørgsmål overalt er netop, hvordan vi i stedet kan styrke denne legitimitet.

Større tillid til dansk demokrati

Vi kan lære af oldtidens græske bystater, at vælgernes lige og lette adgang til at deltage i debatten og beslutningerne er vigtig.

Vi kan lære af de mange demokratiske tilbageslag i nutiden, at den bedste garanti imod populisme og autokrati er et valgsystem som det danske, der i al væsentlighed giver hver stemme samme vægt: Det forhindrer, at et enkelt parti alene kan få flertal i parlamentet. Min erfaring gennem næsten fire årtier i dansk politik er, at vi bedre end de fleste andre lande har lært os kunsten at tale godt sammen og på mange områder lave brede forlig, der holder hen over skiftende regeringsflertal. Det ligner ofte kludetæpper, men et større flertal føler sig inkluderet i beslutningerne, og det er en forklaring på større tillid og stærkere demokratisk deltagelse i Danmark end i de fleste andre lande.

Dette essay om demokratiet er skrevet til Golden Days festivalen 2021, der handler om Antikken. Det er desuden gengivet i Altinget 5. september 2021.

Mere fra min hånd om demokrati

Illustrationen er fra Golden Days’ hjemmeside