Evig uretfærdighed nærer evig konflikt

Israelerne får aldrig fred​ og palæstinenserne aldrig frihed, hvis Israel fortsætter med den grænseløse foragt for palæstinenserne. Men nu ser det ud til, at Benjamin Netanyahu, der startede den seneste optrapning, er på vej ud i mørket. 

Det skriver jeg om i mit seneste indlæg i Jyllands-Posten. Læs indlægget her – eller nedenfor

Palæstinenserne er spærret inde i verdens største åbne fængsel

”Israels ret til selvforsvar” er ord, der udtales fra mange vestlige ledere, hver gang Israels totalt overlegne militær sønderbomber Gaza med store civile tab og nye ødelæggelser af den i forvejen ødelagte infrastruktur.

Men måske åbnes nu flere øjne for Palæstinas ulige kamp og grumme skæbne. Det gør indtryk, at den seneste krise bragte palæstinenserne mere sammen – både dem i Øst-Jerusalem, på Vestbredden, i Gaza og dem, der er borgere i selve Israel. 

En stor del af palæstinenserne blev fordrevet fra deres hjemstavn i 1948-49. Siden Israels erobring af resten af Palæstina i 1967 har Vestbreddens palæstinensiske befolkning levet i retsløshed og militær besættelse, presset mere og mere sammen af jødiske bosættelser. I Øst-Jerusalem har rejst sig jødiske boligkvarterer omkring bykernen. De næsten to millioner i Gaza er overvejende fra familier, der er flygtet eller fordrevet fra Israel. De er indespærret i verdens største åbne fængsel – på et område som Langeland. De er uden mulighed for at forsørge sig selv og lever på FN’s bistand. Det såkaldte selvstyre i Ramallah er magtesløst. Gaza regeres af det militante Hamas, der – hver gang de affyrer raketter – høster 100 gange gengæld mod deres eget folk. Mens gengældelsen er massivt dræbende og ødelæggende, så opfanges langt de fleste raketter fra Gaza af Israels Iron Dome, før de kan gøre skade. 

Jeg har hverken forståelse for Hamas’ vilkårlige raketangreb mod civile eller Israels overvældende ødelæggende reaktion. Men Benjamin Netanyahu er manden, der som Israels leder gang på gang har udløst at kædereaktionerne af had og ødelæggelse. Han er hovedansvarlig for, at håbet om en to-stats-løsning er slået ihjel. Når alt håb om ende på undertrykkelsen svinder, styrkes ekstremisterne.

Netanyahu er en omvandrende trussel mod fred i regionen. Han er en dyster og dybt opportunistisk skikkelse, der er villig til evig undertrykkelse af det andet folk for at fastholde sit greb om magten og desuden undgå risikoen for en længere fængselsstraf for korruption. Al hans adfærd har været styret af at fastholde regeringsmagten og undgå domfældelsen.

Netanyahu startede dén optrapning, der førte til den seneste Gazakrig: Jødiske ekstremister har – som led i bestræbelserne på at udskifte befolkningen i Jerusalems gamle østlige bydel – fået medløb til at fratage palæstinensiske beboere deres hjem, som er opført med bistand fra FN til familier, der i 1949 blev fordrevet for det oprindelige Israel. Dette førte til den store palæstinensiske demonstration på Tempelbjerget, der blev brutalt slået ned og efterlod 300 sårede. Netanyahu kender Hamas’ forudsigelige reaktion med raketregn. Den kom og gav ham påskud til at slippe Israels ødelæggende overmagt løs og op til regeringsforhandlingerne fremstå som Israels kompromisløse forsvarer. Men så længe Israel bulldozer og knuser det palæstinensiske samfund vil der altid komme nye Hamas-ledere i stedet for dem, Israel får ram på. Israelerne får aldrig fred og palæstinenserne aldrig frihed, hvis Israels regering fortsætter med den grænseløse foragt for palæstinensernes liv og livsmuligheder.

Det ser til nu trods alt ud til, at de allermest umage kræfter i israelsk politik har besluttet sig til at gå sig sammen for at få Netanyahu fjernet.  Så langt, så godt – hvis det lykkes.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 9. juni 2021

Mere fra min hånd om konflikten i Mellemøsten

Sådan bremser vi de vilde kapitalgevinster på fast ejendom

Lige nu er nok det ringeste tidspunkt gennem de seneste seks årtier at beskatte salgsgevinster. Heldigvis er der også en anden løsning.

Det skriver jeg om i min seneste kommentar i Berlingske tidende. Læs den her – eller nedenfor:

Afgift på kapitalgevinst

Gamle folk kan huske, da Krag-regeringens beskedne forslag til at regulere arealanvendelsen i Danmark blev fældet ved jordlovsafstemningen i 1963. VK-partierne afprøvede den dengang kun ret nye grundlovs bestemmelse om, at visse lovforslag kunne kræves til folkeafstemning af en tredjedel af Folketingets medlemmer.

Afstemningsresultatet fik meget langsigtede konsekvenser langt udover planlovgivningen: Siden da har det været en rodfæstet opfattelse, at partier, der søger at begrænse boligejernes ret til skattefri værdistigninger, kommer varigt til skade ved næste valg.

Spæde tilløb til værdistigningsafgift fra starten af 1960erne blev afviklet i kølvandet på jordlovsafstemningen, og senere forsøg løb ud i sandet. Den stadigt voksende gruppe af boligejere har været fredet fra enhver beskatning af gevinster ved salg af boligen. Det har sælgere af de største og dyreste ejendomme naturligvis haft mest fordel af.

En systematisk beskatning på værdistigninger ved salg – som i mange år har eksisteret i Sverige – kunne have skaffet meget betydelige beløb til at nedsætte trækprocenten for både husejere og lejere, hvis den var indført før ejendomsprisernes himmelflugt. Det ville have mindsket uligheden mellem ejere og lejere, rige og fattige, ældre og yngre.

Det er forståeligt, at tanken rejses igen nu, fordi ejendomspriserne løber ekstra løbsk i storbyerne. Men desværre er det netop derfor det absolut dårligste tidspunkt i de seneste 60 år at indføre en skat på salgsgevinster: Vi kan ikke lovgive med tilbagevirkende kraft. Vi er nødt til at tage udgangspunkt i en aktuel offentlig ejendomsvurdering, som i øvrigt ikke findes, men som, hvis den fandtes, meget vel om et par år kunne vise sig at være en overvurdering. Derfor er det ikke sandsynligt, at der kommer mange af de faktiske gevinster i statskassen ad den vej.

Rentefradrag

Den betydelige reduktion af skattebesparelsen ved rentefradrag, der er sket siden 1986, kan fortsættes som middel til at køle det ophedede boligmarked ned. Mindre rentefradragsværdi vil  – alt andet lige – reducere den pris, sælgere kan opnå. Man gik meget gradvist til værks med rentefradragsreduktionen af hensyn til at dem, der blev ramt hårdest. Det var den yngre generation, der havde købt sent og dyrt, uden at kende omfanget af den reduktion af fradragets værdi, der ville blive gennemført.

Dette problem er imidlertid blevet af meget mindre betydning i de seneste år, hvor renten på realkreditlån har været tæt ved nul. Derfor har vi de sidste par år haft det absolut bedste tidspunkt til at vedtage fortsat gradvis reduktion i skattebesparelsen for renteudgifter. Det vil ikke længere betyde store byrder for dem, der for nylig har købt hus; men det være en ekstra bremse på fremtidige ejendomsprisstigninger.

En ejendomsværdiskat, der reguleres med udviklingen ejendomspriserne, kan også blive en effektiv bremse på værdistigningerne. En sådan ordning forhandlede jeg som finansminister på plads i pinsepakken i 1998. Desværre blev den efter få år afskaffet af Anders Foghs regering, der fastfrøs skatten på bestemte kronebeløb – og samtidig ødelagde de offentlige ejendomsvurderinger.

Senest er lavet en bred politisk aftale om at genetablere en realistisk ejendomsvurdering og lade den – udhulede – ejendomsværdiskat udregne på baggrund af den til enhver tid nyeste vurdering. Men der er åbenbart gigantiske it-problemer med at føre aftalen ud i livet. Foreløbig er reformen derfor udskudt til 2024.

Snuptag

De nuværende vilde gevinster ved salg af ejerboliger i storbyerne kan imidlertid bremses med et snuptag ved at lade den aftalte ny ejendomsværdibeskatning træde tidligere i kraft ved ejendomskøb fra nu af – og med udgangspunkt i den pris, der faktisk blev købt til: Købsprisen er jo den bedste ejendomsvurdering, man kan få. Og da folks betalingsvilje afhænger af, hvad de kan klare af ydelser, ville det øjeblikkeligt føre til lavere handelspriser.

Desværre tvivler jeg på, at den brede forligskreds kan enes om bare noget, der er så indlysende.

I øvrigt kan gevinstbeskatning hos sælgerne aldrig dæmpe i handelsprisen. Så længe skatten er under 100 procent, vil sælger altid gå efter den højest mulige pris. Nye købere hjælpes kun til lavere omkostninger, hvis der kommer et større udbud af boliger. Det kan for eksempel være både billige almennyttige lejeboliger og ejerboliger, der etableres, hvor en del kontorarealer affolkes, fordi hjemmearbejde også efter coronanedlukningen bliver meget mere udredt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende 7. juni 2021

Mere fra min hånd om skattepolitik