Kategori: Dansk politik

Udgivet den

Velkommen til frontlinjen  

Anders Fogh Rasmussen vil langt om længe bidrage til den kommende rapport om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Men der er intet, der tyder på, at han vil erkende sine fejl og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden. Det skriver jeg om i Altinget. Du kan læse artiklen her eller nedenfor.

Fogh vil næppe angre sine beslutninger om dansk krigsdeltagelse

I forrige måned gik Danmarks Radios fremragende og dystre serie om Danmarks krigsdeltagelse fra FN-operationen i Eksjugoslavien til de amerikanske krige i Afghanistan og Irak over skærmene.

Jeg har fulgt udsendelserne med den særlige baggrund at jeg var minister 1993-2001 – og specielt var udenrigsminister, da angrebet skete 11.september, og USA invaderede Afghanistan. 

Derefter var jeg oppositionsleder 2002-2005, hvor jeg på Socialdemokratiets vegne sagde nej til, at Danmark tog et politisk, militært og moralsk medansvar for George W. Bushs invasion i Irak. 

Jeg var også udenrigsordfører for Socialdemokratiet 2005-2011. Derfor havde jeg en rolle i beslutningsprocessen, og pressede især på for at komme ud af Irak igen. Men jeg var langtfra altid enig i Danmarks valg af indsats.

Afghanistan – rigtigt at gå med, forkert at gå til Helmand

Der var en afgørende politisk forskel i holdningen til at deltage Afghanistan og i Irak:  Efter terrorangrebet 11. september 2001 var der enighed i dansk politik og opbakning fra FN til at bidrage til at fjerne Taliban og Al Qaeda.  Men der var uenighed om hvordan, Modsat den tiltrædende Fogh-regering, mente jeg, at vi burde gå ind som del af en fredsbevarende styrke i Kabul, hvor en ny regering tog magten efter få dages krig.  

I den lange fortsættelse af vores mission i Afghanistan havde jeg helst set, at vi deltog på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland. 

I stedet rykkede vi desværre på amerikansk opfordring ud til Helmand-provinsen, hvor ingen afghansk centralregering nogensinde havde haft reel kontrol, og hvor vi tragisk kom til at deltage i mere blodige krigshandlinger end nogensinde siden 1864.  

’Velkommen til frontlinjen’ fortæller med voldsom klarhed, hvorfor det gik så galt: Der manglede viden om området og klarhed om målet. Vi arbejdede sammen med et korrupt og udueligt afghansk styre og blev set som fjender i lokalbefolkningen. Meningsløsheden med tilstedeværelsen blev også efterhånden tydelig for de udsendte.

Efter alt for mange års tilstedeværelse kom vi ud af krigszonen, men havde en lille gruppe militærfolk tilbage som trænere helt til den kaotiske amerikanske tilbagetrækning og Talibans tragiske tilbagevenden til magten. 

Irak – vi skulle aldrig have taget medansvar for USA’s invasion

Modsat Afghanistan var der efter min opfattelse aldrig noget godt argument for at deltage i Georg W. Bushs invasion i Irak. 

FN’s våbeninspektører sagde, at de uden krig på kort tid kunne opklare om Irak have masseødelæggelsesvåben, og der var ingen anledning til at tro på, at det irakiske regime havde forbindelse til Al Qaeda. Der var massiv modstand i FN’s sikkerhedsråd mod at starte krigen.  Ved at gå med Bush valgte vi en helt anden holdning end de andre nordiske lande samt Frankrig og Tyskland.

Over for mig sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen som begrundelse for at deltage i Irak-invasionen at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale for hele regionen mange år frem. Vi så også i Tv-dokumentaren hvordan vore udsendte soldater og diplomater ret hurtigt mistede troen på, at der var en god mening med deres tilstedeværelse.

Uanset alle disse kendsgerninger har tidligere departementschef Lars Findsen fremført det som en god begrundelse for at gå med i USA’s krig, at Danmark derved fik et tættere forhold til præsidenten og militæret i Washington. Jeg mener, at det er et ringe og forkert argument at give dette prioritet, uanset hvem der er præsident og uanset hvor forkert krigsbeslutningen er,

Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at vi også burde være gået med i USA’s krig i Vietnam.  Dét kom heldigvis aldrig på tale med Krag, Baunsgaard og Anker som statsministrene dengang. Anker tog frontalt afstand fra USA’s krigsførelse.

Vi skal altid have en selvstændig holdning og analyse.  

Dette burde også være indlysende for den nuværende regering, nu hvor Trump vender tilbage som amerikansk præsident.

Respekt for de udsendte indsats of – men læring af de forkerte beslutninger

Vi skal have den største respekt for de udsendtes indsats og de ofre de betalte med liv, lemmer eller sjælefred. 

Og vi skal lære at de politiske og militære fejlbedømmelser, der førte til disse ofre. 

Forhåbentlig er de negative resultater af krigene i Afghanistan og Irak så åbenbare, at der end ikke fra amerikansk side lægges op til gentagelser. 

Der er i hvert fald ingen gode udsigter for nye forsøg på med militær magt at støtte suspekte og korrupte lokale regeringer, der er uden rodfæste i en modstræbende befolkning – under påskud af de kan og vil indføre en slags demokrati.

I USA og Storbritannien har været omfattende undersøgelser om krigsdeltagelsen siden 2001. Fremtrædende beslutningstagere har været i vidneskranken – et ansvar er blevet placeret. Det gav den britiske premierminister Tony Blair et afgørende slag – og det har medvirket til større offentlig modstandskraft mod sådanne eksperimenter.

En tilsvarende undersøgelse i Danmark blev besluttet af Thorning-regeringen, men efterfølgende standset af Løkke-regeringen.

Derfor får vi for eksempel aldrig under vidnepligt afhørt Anders Fogh, om hvornår han lovede præsident Bush at gå med til Irak, uanset det manglende FN-mandat mv.  

Men der en undersøgelse i gang fra eksperter i DIIS, der arbejder med at beskrive historien. Og nogle af os andre har for længst talt med dem. 

Modsat den skrottede kommissionsundersøgelse er det imidlertid frivilligt. 

Det vil være pinagtigt, hvis toneangivende ministre i krigsårene ikke bidrager til arbejdet. 

Det gælder ganske særligt af Anders Fogh Rasmussen, der var den drivende kraft i Danmarks krige, som hans daværende partifæller i regering fik fritaget for pligten til at vide. Det antydes nu, at Fogh måske vil tale med DIIS. Men intet tyder på, at det ændre på, at han blot med stor fanatisme vil fastholde, at han gjorde det rigtige. Der har ikke hidtil været udtrykt bare antydning af eftertanke fra hans side, selv om der i dag er bred internationale erkendelse af, hvordan krigene blev iværksat på pinagtigt u-informeret grundlag, og derfor havde enorme menneskelige og økonomiske omkostninger og blev forspillet til nye katastrofer. 

Anders Fogh Rasmussen er ikke en mand, der kan eller vil erkende sine egne fejlbedømmelser og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden.

DIIS’ delrapport om tilbagetoget fra Afghanistan fremlægges om få dage. 

Udgivet den

Konflikten i Mellemøsten: Alle taber, når international ret ikke respekteres 

Danmark er på vej i FN’s Sikkerhedsråd, og vi er en række internationalister med erfaring fra Mellemøsten, der opfordrer regeringen til at stå fast på et stærkt forsvar for den internationale retsorden, ikke mindst når det gælder konflikten i Mellemøsten.

I den forbindelse havde vi underskrivere på Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden havde denne kronik i Jyllands-Posten 23. september 2024. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Kronik i J-P 23. september 2024:

Den voldsomme og tragiske udvikling efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober og Israels fortsatte offensiv i Gaza har polariseret debatten herhjemme mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. 

I den situation er det svært at føre en normal, balanceret politisk diskussion om den udenrigspolitiske kurs, som Danmark anlægger i forhold til situationen.

Det bekymrer os, der står bag denne kronik, og derfor prøver vi alligevel. Vi er en kreds af mennesker, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet eller arbejdet i Mellemøsten. 

Vi har personlige oplevelser og erfaringer og kan sætte ansigter på mennesker på begge sider og er naturligvis dybt berørte af de lidelser, vi ser blive ved og ved.

Der er tale om to folk, der begge er dybt traumatiserede – gennem Holocaust for jøderne og Nakba-katastrofen (fordrivelsen) for palæstinenserne. Det er traumer, som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ”frikort” fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler.

Dette gælder, uanset om det er en Hamas-aktion med målrettede angreb på civile, eller om det er interneringer, tortur og bosættelser på besat jord. Eller en krigsførelse så voldsom, at den har ført til anklager for krigsforbrydelser og muligvis folkedrab.

Alle disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og -resolutioner, uden at det internationale samfund har formået eller for alvor haft vilje til at gribe ind.

Både palæstinensere og israelere betaler en frygtelig pris for, at FN’s menneskerettighedskonventioner og Genève-konventionernes bestemmelser for krigsførelse tilsidesættes. Regler, der netop blev vedtaget på baggrund af de uhyrlige lidelser og systematiske forfølgelser og udryddelser, som mennesker blev udsat for under Anden Verdenskrig.

Derfor rummer Israel-Palæstina-konflikten også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv, der – hvis ikke vi er os det meget bevidst – risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt.

Det har siden sidste verdenskrig været en grundantagelse i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse gennem en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark.

Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen andre farbare og realistiske alternativer.

Derfor har det negative konsekvenser for Danmark og resten af den vestlige verden, at vi reelt bliver ved med at acceptere og forsvare, at Israel som medlem af FN ser bort fra FN-beslutninger og afviser at overholde internationale konventioner. 

Det svækker Danmarks troværdighed, ikke mindst blandt lande i det globale syd, hvor vi ellers gennem en menneskealder har været kendt for konsekvent at forsvare og arbejde for at styrke FN og de internationale konventioner.

Endnu mere kritisk er den sikkerhedspolitiske sårbarhed, som Danmark og alle andre småstater udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner generelt undermineres. Så er der ingen retsorden for de mindre stærke i en verden af stærke militære overmagter. 

Det er et rædselsscenarie for en lille stat – og for dem, der udsættes for overgreb fra en besættelsesmagt.

Når vi tilsidesætter respekten for internationale spilleregler og konventioner, fremmer det i stedet forråelse, dæmonisering og trusler i den offentlige debat. 

Så bliver debatten baseret på følelser og fordomme fremfor på fakta, og så anerkendes de internationale spilleregler og herunder menneskerettigheder ikke som fælles fundament for problemløsning.

Derfor er der meget på spil. Først og fremmest for palæstinenserne og israelerne, der har brug for at finde en acceptabel fredsløsning, der gør det muligt – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. Men også for en småstat som Danmark.

Det bekymrer os dybt, og derfor har vi valgt at henvende os til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, Udenrigsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn med en række opfordringer til den danske regering, som det er vigtigt, at vi handler på netop nu, hvor kursen er sat mod en plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Danmark har lobbyet aktivt for at sikre sig denne plads som midlertidigt medlem for 2025-26, og det forpligter.

Vi opfordrer derfor bl.a. regeringen til at arbejde aktivt for, at der etableres en varig våbenhvile i Gaza, at styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) og arbejde for en forhandlet fred, der inddrager centrale aktører og repræsentanter for begge folk.

Vi opfordrer også regeringen til at bidrage aktivt til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomien i israelske bosættelser.

Sidst, men ikke mindst opfordrer vi regeringen til: 

– at forhindre, at danske firmaer gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere

– at forhindre, at Danmark gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser

– at anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner.

Danmark kan naturligvis ikke alene udvirke de forandringer, der skal til for at bryde den traumatiske udvikling for Israel og Palæstina. 

Men vi er heller ikke alene. Opfordringen handler blot om, at vi skal tilslutte os den kurs, som flere andre nordiske og europæiske lande allerede har valgt. Og vi skal kæmpe for den internationale retsorden og for FN – i erkendelse af at en verden uden er endnu farligere for alle.

Kronikken er skrevet af Christian Balslev-Olsen, tidl. generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker, Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. MF, Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN-undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA-generalkommissær, Jørgen Harboe, journalist, Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp, Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. generalsekretær i KFUM og KFUK, Paula Larrain, journalist, Jørgen Lissner, tidl. FN-landekoordinator i bl.a. Jordan, Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med., Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og udvalgsmedlem i KFUM og KFUK, Malene Sønderskov, seniorkonsulent, Mellemøst-ekspert, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning, Birgitte Rahbek, kultursociolog, Kirsten Thorup, forfatter, Knud Vilby, journalist

Mere fra min hånd om Mellemøsten og FN

Udgivet den

Jeg vil gerne slå et slag for de kolde hænders nytte

1.000 tabte statslige arbejdspladser kan blive til en merudgift i stedet for en besparelse. Anders Fogh Rasmussens grove barbering af SKAT 20 år siden blev moder til kæmpeskandalerne med svind af hundredvis af milliarder fra statskassen, fordi skatteligning og opkrævningssystem brød sammen. Dertil kom ødelæggelsen af det gamle ejendomsvurderingssystem, som også stadig trækker spor efter sig. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Varmt forsvar for kolde hænder

Forleden anfægtede jeg over for en partifælle visdommen i regeringens forslag om at spare 1.000 arbejdspladser i statsadministrationen. Vedkommende erkendte, at det var problematisk, men tvivlede på, om nogen vil bruge kræfter på at modsætte sig besparelser på antallet af »kolde hænder« i bureaukratiet, når Finansministeriet foreslår det. 

Det er anderledes politisk følsomt, hvis der fjernes »varme hænder« i den borgernære service i sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg.

Finansministeren mener, at 1.000 personer kan fjernes, uden at væsentlige opgaver varetages dårligere. Man har ifølge Nicolai Wammen udpeget opgaver, der ikke længere skal løses, og derfor – siges det – vil besparelserne ikke ramme dem, der bliver tilbage i statsforvaltningen med mere stress. 

Faglige organisationer frygter det modsatte, og en række interessegrupper gør ondt af sig over de opgaver, der ikke længere skal varetages. 

Derimod synes kommunerne og det private erhvervsliv, at det er godt med en slankning af det statslige bureaukrati, så der i teorien kan blive flere penge til flere ansatte i borgernær velfærd eller ude i det private erhvervsliv.

En merudgift

Jeg vil gerne slå et slag for de kolde hænders nytte og advare om, at 1.000 tabte statslige arbejdspladser kan blive til en merudgift i stedet for en besparelse.

Vi kommer naturligvis ikke i nærheden af rædselseksemplet på manglende omtanke med at skære i personalet: Fogh-regeringens massive nedskæringer i skatteforvaltningen fra for 20 år siden. 

Denne massefyring blev moder til kæmpeskandalerne med svind af hundredvis af milliarder fra statskassen, fordi skatteligning og opkrævningssystem brød sammen. Dertil kom ødelæggelsen af det gamle ejendomsvurderingssystem, som også stadig trækker spor efter sig.

Massakren på SKAT vil imidlertid altid stå som en advarsel mod personalebesparelser, der påstås skadesløse, men måske i praksis kommer til at koste statskassen penge. For eksempel er den martrede skatteforvaltning næppe blevet robust nok til igen at afgive personale.

Det er politiske beslutninger, der de seneste år har krævet vækst i antallet af statslige arbejdspladser. Der er udstukket nye opgaver, der haster mere – blandt andet den grønne omstilling. Det har rundt om i ministerier og styrelser medført dårligere trivsel, mere stress og alt for hurtig personaleudskiftning. 

Mindre produktivt

Produktiviteten er gået ned, fordi alt for mange nye hele tiden skal oplæres på grund af erfarne medarbejderes afgang. Flere og flere ansatte i det offentlige lægger billet ind på beskæftigelse i den private sektor, hvor lønnen ofte er bedre og arbejdet mindre belastende.

De seneste år har jeg fulgt tæt med i omstillingen til grønnere energiforsyning. Dér har jeg haft indtryk af usikker og langsom sagsbehandling, som sandsynligvis er en følge af stress og erfaringstab på grund af alt for hurtig personaleudskiftning. 

Det forsinker, at vindmøller og solfarme kan kobles til nettet – og bevirker private tab, når investeringer i grøn energi ikke kan nyttiggøres til tiden. Derfor bekymrer det mig, at der på ny foreslås personalenedskæring på miljø- og energiområdet.

For et par år siden havde vi noget, der af sikkerhedspolitiske grunde ikke måtte forsinkes: Polen skulle have norsk naturgas til erstatning for russisk gas, da krigen i Ukraine brød løs. Derfor skulle der lægges rør ned gennem Danmark og over Østersøen for at transportere gassen.

Da anlægsarbejdet var godt i gang, blev det sat i stå ved en afgørelse i klagenævnet, der kunne læses som en kritik af upræcise krav fra Miljøstyrelsen om at passe på biodiversiteten. Da forsinkelsen skulle indhentes, gav det entreprenørerne grundlag for at kræve mange hundrede millioner ekstra for anlægsarbejdet.

Det er en mulighed, at kokset i denne myndighedsbehandling kunne skyldes den voldsomme personaleudskiftning som følge af udflytningen af statslige arbejdspladser under Lars Løkkes sidste regering. Denne politiske markering betød et stort erfaringstab, der i en lang overgangsperiode kostede i produktivitet og fordyrede eller forsinkede energiomstillingen og andre vigtige samfundsopgaver.

Det er fint at fjerne stillinger, hvis der er sikkerhed for, at opgaver kan løses med bedre teknologi – i fremtiden ikke mindst ved hjælp af kunstig intelligens. Der kan også undværes folk, hvis lovgiverne sikrer, at sagsbehandling forenkles eller klageadgang indskrænkes. 

Men det kan blive meget dyrt at kaste rundt med arbejdspladserne, udskifte medarbejdere i kaotisk fart eller fjerne stillinger, uden at disse forudsætninger er opfyldt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 15. september 2024

Mere fra min hånd om finansloven

Udgivet den

Hamas’ massakre er afskyelig, men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske

Israels krig mod civile i Gaza strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Disrespekt for folkeret og FN-vedtagelser er Palæstinas tragedie

Danske medier fortæller påfaldende lidt om Israels krigsforbrydelser. 

Der skrives ofte, som om konflikten startede med Hamas’ angreb 7. oktober 2023. Disse rædsler må utvetydigt fordømmes. De kan ikke forsvares. 

De forstås kun i lyset af den lange tragiske forhistorie for det arabiske folk, der gennem hundredvis af år var det store befolkningsflertal i Palæstina. De er de seneste 75 år blevet fordrevet, besat, ydmyget, undertrykt og nægtet national selvbestemmelse af en ny nation af indvandrere, der er udrustet med overvældende militær magt.

FN var i 1947 fødselshjælper til staten Israel med forslag om en ligedeling af Palæstina mellem arabere og jøder (selv om der dengang var arabisk befolkningsflertal).

Intet FN-land kan anfægte Israels ret til at eksistere – i fred med sine naboer i det historiske Palæstina. Men det helt overvældende flertal af FN’s medlemslande insisterer til Israels store fortrydelse stadig på en tostatsløsning. FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge – UNRWA – har leveret afgørende bidrag til at holde palæstinenserne og deres identitet i live. Det er én årsag til, at FN har haft mere strid med Israel end med noget andet land.

Danmark bør støtte FN’s kurs

Danmark bør som medlem af FN aktivt understøtte verdensorganisationens kurs i forhold til Israel. Hertil hører diplomatisk anerkendelse af Palæstina som stat på linje med de andre nordiske lande.

FN-domstolen i Haag har erklæret Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og i Østjerusalem i strid med folkeretten. Domstolen har for længst krævet våbenstilstand i Israels krig mod Gaza og behandler Sydafrikas anklage om folkemord.

Den Internationale Straffedomstol har udstedt arrestordre mod Israels stats- og forsvarsministre for veldokumenterede krigsforbrydelser: De seneste ti måneder er 40.000 dræbt i Gaza – herunder 17.000 børn. 92.000 mennesker er såret eller varigt invalideret. 

Dødstallet kan formentlig mangedobles, fordi sult og dødelige epidemier hærger blandt civilbefolkningen, der ustandseligt kostes rundt i ruinbunkerne af israelsk militær, lever under ekstremt uhygiejniske forhold og nægtes nødvendige forsyninger af mad, vand og medicin. 

De allerfleste boliger, skolerne og sygehusene samt vand- og elforsyningen er sønderbombet. Tusindvis af børn er blevet forældreløse, og hundredtusindvis af børn er uden skolegang, tusindvis af palæstinensere er uden konkret anklage interneret i israelske lejre med mishandling og tortur, mens voldelige bosættere rykker frem på Vestbredden mod mord og brand for at kapre palæstinensisk jord. Velsignet af Netanyahus regering.

Det er en skandale, som udstiller Vestens dobbeltmoral, når Israels statsminister modtages med klapsalver i USA’s kongres i stedet for at blive anholdt og udleveret til straffedomstolen.

Gennem årtier som topfigur i israelsk politik har Netanyahu udviklet en apartheidstat med fremadskridende kolonisering af Vestbredden. Hans nuværende regering – baseret på de mest ekstreme fascistiske og racistiske kræfter – er gået helt amok i krigen mod Gaza.

Israels krig mod civile i Gaza er i strid med Folkeretten

Tragedien i de 75 års konflikt er, at terrorister på begge sider igen og igen har saboteret fred og forsoning. Hamas’ massakre 7. oktober 2023 var afskyelig. Men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske: Israels krig mod Gazas civile strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. 

Dokumentationen fra FN og menneskerettighedsorganisationer om krigsforbrydelser er overvældende, selvom Israel har prøvet at afskære rapportering fra krigszonen: Intet sted i verden er på så kort tid dræbt så mange FN-medarbejdere og journalister, der kunne vidne om katastrofen. Med anklager mod fem ansatte har Israel søgt at afskære UNRWAs 15.000 medarbejdere fra at gøre deres arbejde, selv om ingen andre her og nu kan erstatte UNRWA som hovedleverandør af bistand til Gazas civile.

Vi må åbne øjne og øren for den monumentale uret, der begås mod palæstinenserne:

Mange danskere er bange for at miste deres kultur ved massiv indvandring. Tænk, hvis vi helt havde mistet vores selvbestemmelse, var nægtet blot at få herredømme tilbage en mindre del af det gamle land, og nu gik desperate rundt i ruinerne. Mon ikke nogen af os så var blevet hvervet af en fundamentalistisk dødskult? Især når de af vore ledere, der søgte fred og kompromis, blev nægtet enhver indrømmelse – eller endda, som palæstinenserlederen Marwan Barghouti, er spærret inde på livstid af besættelsesmagten.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 25. august 2024

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Udgivet den

Jeg forstår slet ikke, hvad regeringen har gang i

Berlingskes Mikkel Fyhn Christensen har interviewet mig i min egenskab af fhv. formand for FN’s generalforsamling om, hvordan det kan hænge sammen, at Danmark i generalforsamlingen stemmer for en resolution, der udtrykkeligt siger, at »Staten Palæstina« er kvalificeret til optagelse i FN som »en fredselskende stat«, men ikke vil følge Norge, Spanien og Irland, når de officielt anerkender Palæstina som stat.

Interviewet udkom i Berlingske fredag d. 24. maj 2024.

I øvrigt skrev jeg i 2011 sammen med to andre fhv. udenrigsministre, Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen, en kronik i Berlingske, hvori vi opfordrede til dansk anerkendelse af Palæstina. Den kan læses her.

Mere fra min hånd om Gaza, Israel og Palæstina

Udgivet den

Alt det kaos, Jeppe Bruus skal overvinde i dag, har rod i Anders Fogh Rasmussens skattepolitik

Den kollektive angst for husejerne som politisk våben har lagt fremtidens ejendomsskatter på et niveau, der kun er halvt så højt som for 25 år siden – det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 7. oktober 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Der skal værnes om ejendomsbeskatningen

Det er en utaknemmelig opgave at være vores fortræffelige skatteminister Jeppe Bruus, der har arvet et fejlbehæftet nyt ejendomsvurderingssystem og skal tage tævene fra borgere og medier for fortidens fatale fejlbeslutninger.

Men det er en uafviselig opgave at få det brede forlig om det nye grundlag for ejendomsbeskatningen til at flyve og få rettet på åbenbare fejl, så tilliden til systemet genskabes. Det skal så tilføjes, at de stikprøver, jeg selv har set og hørt af vurderingsresultaterne, slet ikke virker så skæve som det indtryk, som mediedækningen af en række åbenbare fejl har fremkaldt.

Beskat ejendomsbesiddelse frem for arbejdsindsats

Som økonom og tilhænger af udligning af de store forskelle i velstand er jeg talsmand for et skattesystem, der beskatter arbejdsindsats mindre og ejendomsbesiddelse mere: Lavere indkomstskat betyder mindre påvirkning af arbejdsudbud og opsparing, større ejendomsbeskatning bidrager til at holde ejendomspriserne mere i ro. Og fordelingen af ejendomsgevinsterne er mere skævt fordelt end arbejdsindkomsterne.

Desværre udløste vælgernes nej ved folkeafstemningen i 1963 om forslag til nye jordlove en kollektiv politisk skræk for at beskatte ejendomsbesiddelse mere. Det var sådant set ikke det, jordlovsafstemningen handlede om. Men de seneste 60 år har det været et voldsomt stærkt politisk kampmiddel at mobilisere frygt for angreb på den lille mands hus. 

Det er blevet til en evig politisk lammelse, fordi mange små husejere ikke forstod, at de blev et skjold for de store ejendomsbesidderes gevinster, når de var mere bange for højere skat på boligen, end de var glade for den gevinst, de kunne have høstet i form af lavere skat på arbejde.

Borgerlige partier har – med Anders Fogh Rasmussen som den mest slagkraftige – haft utrolig stor succes med at insinuere, at venstrefløjen havde skjulte planer om onde gerninger mod de mange små parcelhusejere. Det virker særligt skruppelløst, fordi samme Fogh som ung økonom skrev om fordelen ved beskatning af ejerbolig som balance til rentefradragsretten.

Som finansminister under forhandlingerne om den såkaldte pinsepakke i 1998 var jeg central aktør i at drive et lille stykke af den ønskelige drejning fra indkomstskat til ejendomsbeskatning igennem: Vi fik en højere ejendomsværdibeskatning af et hus ved fremtidige salg. Desuden fik vi de offentlige vurderinger reguleret i takt med den faktiske prisudvikling på ejendomsmarkedet for fremover at tøjle takten i ejendomsprisstigninger, friværdier og genbelåning. Det gav plads til at lette indkomstskatten. Men jeg må erkende, at den uvederhæftige agitation om overgreb mod husejerne fik lov at vinde debatten.

Ejendomsværdiskatten fastfrosset i over 20 år

I hvert fald blev pinsepakken revet i stykker efter Anders Fogh Rasmussens magtovertagelse i 2001. Ejendomsværdiskatten blev fastfrosset i kroner. Sammen med en vild liberalisering af realkreditten med afdragsfri lån bidrog dette til voldsomt at forstærke ejendomsprisstigninger og lånefinansieret forbrug i de følgende år. Popularitetsracet over for husejerne endte med at bringe mange af dem i store vanskeligheder under finanskrisen fra 2008, fordi Danmark oven på den vilde optur fik et dybere dyk i beskæftigelse og ejendomspriser end vore nabolande.

Bruus rydder op efter AFR

Alt det kaos, Jeppe Bruus skal overvinde i dag, har rod i Anders Fogh Rasmussens skattepolitik. Først fastfrysningen af ejendomsværdiskatten – og så af ejendomsvurderingerne, der indtil da blev varetaget udmærket af lokalkyndige folkevalgte vurderingsmænd.

Det var ikke kun vurderingsmændene, der blev fyret. Der blevet fyret mange tusinde i skatteforvaltningen med det resultat, at kontrollen af folks selvangivelser og inddrivelse af gæld til det offentlige i vidt omfang brød sammen og stadig halter alvorligt. Senere blev søsat et nyt it-baseret vurderingssystem, der i alt for mange år har været ude på stormfuld sejlads, og som nu udkommer – stærkt forsinket og fejlbehæftet.

Det ny ejendomsskattesystem, der nu skal udrulles, venter med at udløse opadgående tilpasning af ejendomsskatterne indtil ejerskifte, men vil til en vis grad dæmpe ejendomsprisstigninger. Jeg skal ikke påstå, at jeg med mine bitre erfaringer ville have haft mod til mere, og må erkende, at kun et meget bredt forlig kan give et nyt system levedygtighed.

Den kollektive angst for husejerne som politisk våben har imidlertid lagt fremtidens ejendomsskatter på et niveau, der kun er halvt så højt som for 25 år siden. Det betyder omvendt, at vi betaler 20 milliarder kroner mere i indkomstskat og andre skatter, end vi havde behøvet uden Anders Fogh Rasmussens indsats.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om boligskat

FOTO: Photo: News Øresund – Johan Wessman © News Øresund – Johan Wessman via Wikimedia Commons

Udgivet den

Appel om fart i klimahandling – selv om det koster noget for danskerne

Vi må sætte ind med klimahandling nu! Det har klimaforsker Sebastian Mernild og jeg skrevet denne kronik om i AvisenDanmark 3. oktober 2023.

Sebastian Mernild er professor i klimaforandringer og glaciologi, leder af SDU Climate Cluster, forfatter samt hovedforfatter i FN’s klimapanel (IPCC)

Mogens Lykketoft, fhv. MF og minister. Formand for FN´s Generalforsamling i 2015. Bestyrelsesformand i Energinet.

Udgivet den

Arbejder vi nok til at betale velfærden?

Flere ændringer i skat eller tilskud kan næppe få flere til at gå op i arbejdstid, men bedre arbejdstilrettelæggelse og mindre stress kan måske – mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Tag af det store råderum for at betale mere i løn til sundhedsansatte

Bedst som vi var ved at glæde os over historisk god beskæftigelse, et deraf følgende stort overskud på statsfinanserne og derfor et meget større råderum til at finansiere klimahandling og velfærdsforbedringer, åbnede nogen en hidsig debat om, at danskerne er ved at ødelægge velfærdssamfundets fremtidige skattegrundlag, fordi de arbejder stadigt mindre.

En del af anledningen til debatten er en aktuel undersøgelse fra Kommunernes Landsforening, der viser, at kommunale medarbejdere – der jo er en blanding af hel- og deltidsansatte – gennemsnitligt arbejder 48 minutter mindre end i 2022 end i 2013. Det skal dog tilføjes, at minuttallet ikke er faldet de seneste tre år. Hele faldet skete frem til 2019.

Der kan stilles mange spørgsmål til netop disse beregninger, og jeg kender ikke alle svarene.

Flere ændringer i skat eller tilskud kan dog næppe få flere til at gå op i arbejdstid; men bedre arbejdstilrettelæggelse og mindre stress kan måske. Dog er der mange småbørnsfamilier, der ikke kan få tilværelsen til at hænge sammen, hvis begge ægtefæller arbejder 37 eller flere timer om ugen. Det kan være umuligt at nå at hente børn i daginstitution med dét arbejdsskema i familien.

Der er historisk velkendt, at stigende velstand for en stor del er blevet omsat i kortere arbejdstid. Dét har ikke eroderet skattebasen eller været hindringen for finansiering af offentlig velfærd. Lige nu er det budgetloven, der er den vigtigste forhindring herfor, og det er en restriktion, vi har pålagt os selv for at følge eurolandene. Men i EU synes man på fuld fart væk fra disse stramme regler, ikke mindst fordi de nødvendige offentlige investeringer i klimaindsats ellers bliver nødlidende.

Fuldtid er i det seneste århundrede ændret fra 48 til 37 timer. Men i fortiden var en stor del af kvinderne ikke på arbejdsmarkedet. Levealderen var også meget kortere. Jeg tror, at vi netop i dag har en danmarkshistorisk rekord i andelen af både mænd og kvinder, der faktisk er i arbejde på hel- eller deltid – eller i uddannelse. Desuden er der jo en ufatteligt meget højere produktivitet pr. arbejdstime i dag end for 100, 25 eller bare ti år siden. Højere uddannelsesniveau, anvendelsen af ny teknologi og bedre arbejdsorganisation løfter os hele tiden, og bidrager til, at vi er blandt de mest konkurrencekraftige samfund på kloden.

Med højere uddannelse, bedre helbred og længere levealder vil mange flere af fremtidens ældre ønske sig at blive i arbejde længere, fordi det ikke er udfordrende nok at være fuldtidspensionist. Det er min erfaring fra min omgangskreds af 75-80-årige, og jeg tror, det vil brede sig fremtiden. Det ville ske også uden det spild af hundredvis af millioner skattekroner, der udløses ved, at man nu præmierer mange af os, der arbejder længere end folkepensionsalderen med tillæg for de år, vi ikke trækker på folkepensionen.

Nu ophæves desuden den hidtidige regel om modregning i folkepensionens grundbeløb for arbejdsindtægt udover 400.000 kroner. Det er de absolut mest velhavende, der i forvejen er privilegeret med godt helbred, høj pension og særligt store erhvervsindtægter, der får gavn af denne gaveuddeling. Der er næppe mange af dem, der arbejder én time mere eller mindre af dén grund.

Man kommer i øvrigt let til at overdrive udsigterne til større »ældrebyrde« som følge af længere levealder. Mit indtryk er, at folks antal år med godt helbred vokser i takt med deres forventede længere levetid. Det er måske også i fremtiden kun de sidste par leveår, de ældre koster virkelig meget på sundheds- og omsorgsområdet, uanset hvor gamle kommende generationer bliver.

Derfor er det heller ikke en naturlov, at der bliver problemer med at få medarbejdere nok til at levere offentlig service af god standard – hverken finansielt eller rekrutteringsmæssigt. Meget af ventetidsproblemet på sundhedsområdet er efterveer fra covid-årene og de ulyksalige sygeplejekonflikter, og i fremtiden vil mange trivielle arbejdsopgaver blive overtaget af kunstig intelligens.

Derfor er tiden til at tage af det store råderum i de offentlige finanser til at forbedre løn- og arbejdsvilkår for medarbejdergrupper på sundhedsområdet og i omsorgen for børn og gamle. Løntilpasningen skal ikke bare ske ud fra såkaldte retfærdighedsbetragtninger, men for at sikre, at mandskab kan hverves til at levere en højt prioriteret offentlig service. Det handler også om at undgå, at privathospitaler overtager aktivitet fra det offentlige, fordi de kan tilbyde bedre vilkår for medarbejderne – og så i øvrigt efterlade til det offentlige at levere den mest krævende og specialiserede del af sygdomsbehandlingen.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 6. september 2023

Mere fra min hånd om velfærd