Jeg håber at blive positivt overrasket af et nyt regeringsprogram

Det bekymrer mig, at både tidligere og nuværende Venstre-folk fantasiløst ser skattelettelser som svaret på alt. Vi er nogen, der – efter at denne politik er praktiseret gennem alt for mange år – ser en unødvendig forbrugsudvidelse til dem, der i forvejen har mest. Mere i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Opgør med skøre regler?

Man er blevet en smule rastløs af at vente på den nye regering. Og jeg har stadig en indestængt vrede over De Radikales mærkværdigt inkonsekvente kurs, der udløste valg i utide: Næsten 60 lovforslag til udmøntning af aftaler i det gamle folketing, der endnu ikke nåede at blive vedtaget. Blandt andet fortsat børnetilskud til de fattigste.

Meget i de aktuelle regeringsforhandlinger havde været nemmere, hvis det gamle folketing havde gjort sit arbejde færdigt. Det eneste helt sikre er, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister. Det er jeg under alle omstændigheder glad for.

De store udfordringer med klimakatastrofe, krig og velfærdskrise taler for en regering, der sikrer hjemlig politisk stabilitet i de kommende fire år. Vejen er ikke nødvendigvis indbyrdes fastlåst flertalsregering. Det var et godt mønster af vekslende samarbejde til begge sider, der udfoldede sig efter valget i 2019.

Der er mange modstridende hensyn, der skal afvejes i regerings- og forligsforhandlinger. Som tilskuer mangler man mellemregninger, som kun dem, der sidder i forhandlingerne, har overblik over. Men det er ikke overklogt at fastslå, at et regeringssamarbejde kræver indbyrdes hensyn og tillid. Det må ikke blive kapløb om at sætte flest mulige stinkere ind, så det kan blive en fiasko for samarbejdspartneren. Det var grundskavanken, da Thorning-regeringen blev dannet. Derfor blev den ikke til glæde for nogen af de deltagende partier.

Fra 58 år som politisk aktiv og én, der en hel del af tiden var med til at sætte kursen, er det min faste overbevisning, at ulighed og uretfærdighed ikke skaber et mere konkurrencedygtigt samfund. Social stabilitet og retfærdighed giver alle bedre mulighed for at udfolde deres talenter. Det forklarer den danske models historiske succes med høj beskæftigelse og et stærkt erhvervsliv.

Derfor bekymrer det mig, at både tidligere og nuværende Venstre-folk fantasiløst ser skattelettelser som svaret på alt. Vi er nogen der – efter at denne politik er praktiseret gennem alt for mange år – ser en unødvendig forbrugsudvidelse til dem, der i forvejen har mest. Og en politik, der suger penge ud af statskassen, der kunne anvendes mere sympatisk og nyttigt til at gøre mere for dem, der i forvejen havde mindst og nu ovenikøbet rammes hårdest af inflation og energikrise.

Desværre kan man frygte, at partierne – på grund af en forældet budgetlov og forsimplede, ofte vildledende regneregler i Finansministeriet – kommer til at bremse samfundets investeringer i grøn omstilling og bedre velfærd, selvom statens finanser er overvældende sunde.

Dansk erhvervsliv har brug for maksimal tilskyndelse til at blive bæredygtigt, men den bedste vej er ikke skattelettelser. Det er derimod fremrykket grøn omstilling, som stiller krav til virksomhederne og deres medarbejdere og støtter dem gennem fælles forskning og udvikling mellem stat og erhvervsliv.

Trods enestående høj beskæftigelse mangler vi arbejdskraft, hvis vi vil blive ved at udvide vores økonomiske råderum. En stor del kan vi løse ved at invitere mennesker ind udefra på vilkår, der sikrer mod social dumping og undergravning af danske overenskomster. En anden del af løsningen er storstilet satsning på, at flere af de unge og ældre får de faglige kvalifikationer, som en storstilet grøn omstilling forudsætter.

Det er yderst ansvarligt at stifte gæld for at sikre forskning, udvikling og faglig opkvalificering – det forrenter sig bedre end næsten alt andet ved at sikre, at der også i fremtiden er høj beskæftigelse og stor konkurrencekraft i Danmark.

Vi er nødt til at opretholde en stram indvandringspolitik for at være sikre på, at dem, der kommer her, kan integreres, og social stabilitet opretholdes. Men mange røster taler heldigvis nu for, at der sker ændring og opblødning med de mest ’skøre regler’, der blev fælles gods i Dansk Folkepartis storhedstid. Det gælder benspænd for at få danske statsborgeres udenlandske ægtefæller hertil. Det gælder udsendelse af velintegrerede mennesker, der har været her i årevis, til Assad eller Taleban eller til deres bedsteforældres hjemland, som de aldrig har besøgt. Ofte splittes familier ved disse udvisninger.

Der burde også fjernes forhindringer for, at mennesker, der for længst har fået varigt ophold – og som er mindst lige arbejdsomme og lovlydelige som flertallet af os – kan få statsborgerskab og dermed stemmeret til Folketinget. Vi har lige nu strengere regler for statsborgerskab end de fleste andre europæiske lande.

Jeg håber at blive positivt overrasket, når den nye regerings program udfolder sig.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 13. december 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget 2022

De Radikale og Alternativets grupper kan undergrave både  egne ledere og hele den kommende regering

Klimaindsatsen bliver ikke mindre ambitiøs, uanset sammensætningen af en ny regering. Men hvad med indsatsen for at sikre økonomien for de fattigste? Her må Socialdemokratiet holde fast. Læs mere i denne kommentar i Berlingske 29. november 2022 – eller nedenfor:

Er midterpolitik et nyt reformamok?

Mette Frederiksen afprøver muligheden for en regering over midten, der i det mindste omfatter S og V.

Enhedslisten, der loyalt har støttet S-regeringen, har reageret kraftigt på udsigten hertil. Men betyder det, at politiske projekter, som S og EL er enige om – og som der er megen brug for – så ikke fremmes?

Jeg tror ikke, klimaindsatsen bliver mindre ambitiøs, uanset sammensætningen af en ny regering. Tværtimod. Det rød-grønne flertal har i den forløbne valgperiode drevet de borgerlige fremad i meget bredt forankrede forlig. Det vil blive fulgt op af endnu højere ambitioner, fordi alle kan se, at hurtigere grøn omstilling ikke bare er en nødvendighed for at stabilisere klimaet, men også for at gøre os uafhængige af Putins og andre autoritære herskeres fossile brændstoffer.

Men hvad med indsatsen for at sikre økonomien for de fattigste, derunder at få vedtaget de før valgets aftalte forbedringer i kontanthjælp og børnetilskud og en bedre dagpengedækning? Behovet for disse forbedringer er kun blevet endnu større med den stigende ulighed og fattigdom, der følger med inflation og energikrise, og her må Socialdemokratiet holde fast.

Der er også brug for at supplere med ekstra varmehjælp til indkomstsvage grupper med gasfyring. Regningen burde betales af de få, der tjener milliarder – ikke mindst ved at profitere på den aktuelle energikrise. Det er et ekstra argument, at de rigestes store forbrug er en kilde til særligt store CO₂-udslip. Derfor er der ingen rimelig grund til at lette topskatten. Tværtimod er den for lav helt i toppen af indkomstpyramiden. Men hvor findes flertal for det? Hvis der i stedet dannes regering på det spinkle rød-grønne flertal, så inkluderer dét De Radikale, der i fordelingspolitikken ofte har haft holdninger, der ikke har rummet vilje til at bringe en retfærdig fordeling meget længere end Venstre.

Mange frygter, at en regering med S og V vil føre til såkaldt reformamok, som De Radikale under Thorning-regeringen krævede gennemført i samarbejde med Venstre – og som daværende socialdemokrat og finansminister Bjarne Corydon gik i spidsen for at eksekvere.

Jeg håber, at alle er blevet klogere siden da. Der bør lyttes til professor Nina Schmidt, som leder et udvalgsarbejde om nye arbejdsmarkedsreformer med videre. Vi har nået grænsen for, hvad vi kan og bør drive frem af ekstra arbejdsudbud ved forringelser af overførselsindkomsterne og præmiering af velhavere. Nutidens reformbehov handler om at investere i nye og ekstra kvalifikationer hos den arbejdsstyrke, vi har – og tilskynde til, at flere med de ønskede kompetencer kommer til vores land udefra.

Nytten af en regering med S og V må altså bedømmes på politisk indhold og stabilitet. Det samme gælder en S-ledet regering, der alene støttes af det spinkle rød- grønne flertal på 90 mandater fra fem danske og tre nordatlantiske partier. Dén vil kunne fældes eller afpresses af en enkelt kompromisløs blandt de 90.

Det er ikke det hidtidige samarbejde med SF, Enhedslisten eller Nordatlanten, der giver næring til sådanne bekymringer.

Bekymringen handler derimod om, hvor megen autoritet til at forhandle og lave kompromisser, som de små grupper i De Radikale og Alternativet vil udstyre deres ledere med:

Rwanda handler i virkeligheden ikke om, hvorvidt ideen om asylbehandling dernede er god eller dårlig, mulig eller utopisk. Det handler om, at højrøstet og kompromisløshed hos enkelte radikale kan stække lederens mulighed for at maksimere partiets indflydelse. De Radikale har historisk haft enestående stor magt med meget få mandater, fordi de virkelig befandt sig på MIDTEN. Håndsoprækningen foran det samlede pressekorps ved den radikale gruppes annoncering af Martin Lidegaards valg til partileder var en pinagtig og idiotisk undergravning af Lidegaard fra dag ét. Man kan kun håbe, at det har udløst eftertanke.

Lignende kan siges om Alternativet. Slagkraftige Franciska Rosenkilde er årsagen til, at partiet mod alle odds kom tilbage med seks mandater ved valget – hjulpet af vælgere på venstrefløjen, der indså, at der i hvert fald ikke ville være rødt-grønt flertal, hvis Alternativet endte under spærregrænsen. Det var trist straks efter valget at få demonstreret, at Rosenkildes kloge forsøg på at komme ud af de borgerliges leg med ideen om en helt unødvendig advokatundersøgelse af statsministeren straks blev saboteret blandt de øvrige fem i folketingsgruppen. Sabotagen blev vistnok anført af en principrytter, der forlod De Radikale, fordi hun ikke syntes, de var kompromisløse nok!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Løkkes egen valglov ødelagde hans drøm om at være orkesterleder

Blå blok inklusive Moderaterne fik cirka 70.000 flere danske stemmer end rød blok ved folketingsvalget for nylig. Forklaringen er nok dels, at Lars Løkke Rasmussen under valgkampen sagde, at han ikke kunne forestille sig en regering uden om Socialdemokratiet, dels at han som den seneste Venstre-politiker har fastholdt valglovens §77, der i sjældne tilfælde kan give et stort parti en svag overrepræsentation. Loven har som regel tilgodeset netop Venstre, men denne gang blev det Socialdemokraterne. Læs mit indlæg i Berlingske – eller nedenfor

Gammel valglov spændte ben for LLR

Valget var en entydig personlig sejr for Mette Frederiksen. I andel personlige stemmer i sin storkreds fik hun større opbakning end sine forgængere. Vi ved også fra meningsmålingerne, at et klart vælgerflertal ønsker hende som statsminister. Hadkampagnen om magtfuldkommenhed gav heldigvis bagslag.

Når et flertal vil beholde statsministeren, kan det undre, at blå blok inklusive Moderaterne fik cirka 70.000 flere danske stemmer end rød blok.

Forklaringen er nok, at Lars Løkke Rasmussen under valgkampen sagde, at han ikke kunne forestille sig en regering uden om Socialdemokratiet. Mange vælgere, der ønskede en bred regering med Mette Frederiksen i spidsen stemte derfor ubekymret på Moderaterne i stedet for på De Radikale.

Valglovens §77 giver bagslag

Da Løkke på valgaftenen for tidligt indkasserede sin forventede triumf som det afgørende midterparti med krav om statsministerens afgang, skinnede det imidlertid klart igennem, at hans ambition var selv at generobre statsministerposten med støtte fra den samlede blå blok. Derfor blev han meget sur og tavs, da det stod klart, at han alligevel ikke blev tungen på vægtskålen. Han havde glemt, at valglovens §77 forhindrer, at et parti kan afgive kredmandater, der én gang er vundne. Det kan i sjældne tilfælde give en svag overrepræsentation til et stort parti.

Venstres folk har de meste af de seneste 100 år haft held til at fastholde denne regel, som i fortiden ensidigt var til fordel for dem. Trods modstand fra oppositionen havde Venstre-indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen også ved den seneste valglovsrevision i 2006 held til at opretholde bestemmelsen. Derfor er det ironisk, at reglen for to uger siden gav Socialdemokratiet dét ekstra mandat, der sikrede flertallet på 90 til rød blok inkl. tre nordatlantiske stemmer: Løkkes egen valglov ødelagde hans drøm om at være orkesterleder i regeringsdannelsen.

Socialdemokratiet vandt det sidste mandat, fordi det blev det eneste store parti. Den borgerlige side blev jo splittet sig op i syv små partier, hvor Venstre er det største, men mindre end halvt så stort som S.

Derved fik Mette Frederiksen det bedst tænkelige udgangspunkt for at få afgørende dele at sin politik igennem, uanset hvordan regeringskabalen falder ud.

Det er endnu uklart, om der kan dannes regering hen over midten. Det afhænger nok mest af, om Venstres Jakob Ellemann-Jensen har vilje og autoritet til at tage en så vidtgående beslutning efter en lang valgkamp, hvor han afviste enhver tanke om at gå ind i en regering ledet af Mette Frederiksen. Politisk er der i hvert fald mindre afstand fra S til V end til nogen af de andre borgerlige partier. Desuden vil være langt lettere at opbygge den nødvendige personlige tillid mellem parterne, end hvis Lars Løkke Rasmussen er den afgørende figur på den borgerlige side.

Mange i rød blok frygter, at en regering over midten vil udvande de mærkesager, blokken mere eller mindre var fælles om i valgkampen. Omvendt skræmmer det nok en del i Socialdemokratiet, at partierne i rød blok har så spinkelt et flertal, og man allerede i den første uge efter valget kom i tvivl om, hvorvidt partilederne i Alternativet og De Radikale havde autoritet til at forhandle og bøje synspunkter på deres små folketingsgruppers vegne.

Uanset, hvordan regeringsdannelsen kommer til at se ud, vil der blive ført en endnu mere ambitiøs klimapolitik efter valget. Det må forventes, at inflationens indhug i økonomien hos alle med lave indkomster bliver aflastet, så ingen børn eller voksne i Danmark i denne vinter skal tvinges til at vælge mellem at spise sig mætte eller holde varmen. Vi skal hindre, at folk skal gå fra hus og hjem – og vi må derfor igen specielt hjælpe dem med gasfyr, indtil det er muligt for dem for at få en billigere varmekilde. Der må også ske en forbedring i løn, arbejdsvilkår, uddannelse og rekrutteringsindsats – også i udlandet – der skal skaffe medarbejdere nok til de store velfærdsområder. Uden nye sociale nedskæringer kan findes veje til at øge arbejdsstyrken med 50.000 over de nærmeste år. Det er imidlertid ikke sikkert, vi får lige så mange ekstra arbejdspladser med udsigten til recession og stigende arbejdsløshed i hele Europa. Derfor skal kræfterne bruges til at sørge for, at der bliver tilstrækkelige tilbud og jobtræning, så mange flere kan leve op til fremtidens kvalifikationskrav.

Hvordan skal det hele betales? Mest nærliggende ved at indføre foreløbigt stop for løfter om nye skattelettelser, der næsten altid giver kroner til de vellønnede og velhavende, og som alligevel ikke løser arbejdsmarkedets problemer.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 14. november 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Skandaløst spillerum for udbytteskat

Af hensyn til erhvervslivet

Dokumentationen i Jesper Tynells bog om, hvordan banker og erhvervsliv havde held med systematisk at forhindre embedsværkets vedholdende bestræbelser på at forebygge svindel med udbytteskat, er overvældende. Bogen, Af hensyn til erhvervslivet, er uhyrlig og overordentlig vigtig læsning. Mere om den i min anmeldelse i Information 10. november 2022. Anmeldelsen kan også læses nedenfor:

Jesper Tynells bog er 400 siders overvældende dokumentation om en grotesk skandale

Sagen om udbytteskat var en forudset skandale, der udfoldede sig på grund af erhvervslivets og bankernes lobbyisme – og den er langt større end de allerede dokumenterede 12,7 milliarder, der uretmæssigt strømmede ud af den danske statskasse.

Der var nemlig kloge og vedholdende embedsmænd, der i mere end ti år råbte op for at standse vanviddet, men deres råd blev ikke fulgt. Erhvervsorganisationerne med bankerne i spidsen havde held til at bremse alle tilløb til effektivt at forhindre, at aktionærer uretmæssigt fik udbytteskat retur.

Det viser journalist Jesper Tynells nye bog ’Af hensyn til erhvervslivet’.

Epidemisk svindel

Det fører for vidt i denne anmeldelses snævre ramme at gennemgå teknikken i den epidemiske svindel. Det er også nok at fastslå, at kontoret for udbyttebeskatning i Skatteministeriet – trods de mest kyndige medarbejderes indtrængende advarsler – i årevis var tvunget til at sende milliarder retur til ansigtsløse aktionærer ude i verden, der ofte slet ikke ejede de aktier, som udbyttet vedrørte. Der har været sindrige arrangementer med udlån af aktier frem og tilbage for at dræne statskasserne i hele Europa.

Trods afsløringen af statskassens tab på de første 12,7 milliarder kroner, er der stadig ikke blevet gjort dét eneste virkeligt virksomme imod svindlen. Blandt andet at insistere på, at de udlandsaktionærer, der kræver refusion af udbytteskat, selv identificerer sig og dokumenterer, at de faktisk ejer aktien, har modtaget udbyttet og er berettiget til helt eller delvist at få refunderet kildeskat af udbyttet, alt efter hvem de er og, hvor i verden de befinder sig.

Jesper Tynell leverer i sin nye bog 400 siders overvældende dokumentation om den groteske udbytteskandales udvikling gennem mere end 20 år. Bogen er tung læsning, men til gengæld grundigere og mere overbevisende end nogen anden undersøgelse, Skatteministeriet selv, Kammeradvokaten eller rigsrevisionen kunne levere.

Hvorfor lyttede de ikke?

Fundamentet til skandalen blev lagt allerede i 1980’erne med den store kapitalliberalisering og adgang til at camouflere sin identitet som ejer af danske aktier bag en ansigtsløs mur i en international bank.

Omfanget af danske aktier i udlandet er siden eksploderet, og det samme gjorde bevidstheden om, at danske skattemyndigheder reelt ikke ejede muligheden for at verificere berettigelsen af krav om refusion af udbytteskat. Svindlere fik så at sige frit spil.

Hvorfor lyttede politikerne ikke til advarslerne fra de embedsmænd, der så svindlen tårne sig op i hastigt tempo efter årtusindskiftet?

Tynell identificerer tre årsager.

Årsagerne

For det første: Ledende bank- og erhvervsfolk med Mærsk McKinney Møller i spidsen kæmpede indædt imod at afsløre udlandsaktionærernes identitet med argumenter om, at det ville være administrativt for besværligt for bankerne, og det ville svække interessen for investering i danske aktier, hvis de skulle identificere sig for det danske skattevæsen.

For det andet: Anders Fogh Rasmussen krævede som statsminister, at alle myndigheder skulle reducere antallet af administrative regler. Derfor fik Skatteministeriet ikke lov at lave nye regler til bekæmpelse af svindel med aktieudbytte. Svindlerne fik ekstra beskyttelse i ly af bestræbelsen for at mindske ’administrativt bøvl’ for erhvervslivet.

For det tredje: Både før, under og efter Foghs tid mødte erhvervslivet med bankerne i spidsen truende op i Skatteministeriet og argumenterede – med opbakning fra Erhvervsministeriet – imod alle tilløb til effektive kontrolløsninger for ikke at svække interessen for investering i danske aktier.

Det er Tynells analyse, at dette ofte fik lov til at udspille sig, uden at hverken departementschefen eller skiftende skatteministre blev ordentligt oplyst om svindlens omfang og de bedste muligheder for at bremse den. For slet ikke at tale om det mørke, hvori Folketinget som helhed befandt sig i denne sag.

Granatchok

Det er min påstand, at Skatteministeriets top fra starten af 00’erne pådrog sig et varigt granatchok i mødet med Fogh-regeringens rigide skattestop. Der bredte sig i stigende grad den opfattelse, at de var sat i verden for at lette skattetrykket og de administrative byrder – ikke at kontrollere, men at servicere erhvervslivet, og ikke at sikre finansiering af velfærdssamfundet, men at lette en politisk bestræbelse for at skære i de offentlige udgifter ved gradvist at udhule skattebasen.

Skattestoppet forhindrede fornuftig omprioritering og systemforbedring og udvidede spillerummet for skatteunddragelse. De enorme fyringsrunder i skatteforvaltningen fra midten af 00’erne blev et voldsomt anslag mod kapacitet og kreativitet.

Det grundlagde dette århundredes største offentlige skandale med tab af talrige milliarder i offentlige indtægter ekstra hvert år som følge af manglende kontrolaktivitet og manglende effektivitet i opkrævningen hos skyldnere. Massakren på skatteforvaltningen blev ikke bremset, selv om der i mellemtiden kom en S-ledet Thorning-regering. Det skete først langt senere.

Efter afsløringerne af kuppet og det store tab på 12,7 milliarder kroner i 2015 var alle enige om, at noget måtte gøres.

Men problemet er langtfra løst – hverken af tidligere V-skatteminister Karsten Lauritzen eller tidligere S-skatteminister Morten Bødskov. Der er godt nok ansat langt over 100 ekstra medarbejdere til at kontrollere titusinder af ansøgninger om udbytterefusion, og refusionen udbetales ikke med samme hast som før.

Men, konkluderer Tynell, oplysnings- og identifikationskravene til udlandsaktionærer er fortsat helt utilstrækkelige til, at de nye medarbejdere kan komme til bunds i sagerne. På grund af sagernes store antal har man desuden helt opgivet at kontrollere ’mindre og mellemstore’ krav på statskassen. Her er i øvrigt en slags parallel til, at det kun er en forsvindende procent af alle selvangivelser fra erhvervsdrivende, der hvert år bliver tjekket efter i sømmene. Vi har endnu hverken folk eller systemkraft nok i skatteforvaltningen til at sikre, at de allerfleste bidrager efter loven.

’Af hensyn til erhvervslivet’ af Jesper Tynell, udgivet af forlaget Samfundslitteratur. Bogen er udkommet.

Mogens Lykketoft er forhenværende medlem af Folketinget, tidligere formand for Socialdemokratiet og har desuden været skatteminister i en periode.

Anmeldelsen blev trykt i Information 10. november 2022.

Mere fra min hånd om skat

Klimasagen vil igen afgøre valget til den rød-grønne side

Jeg forstår godt, hvorfor mange mennesker har vanskeligt ved at vælge mellem de 14 partier på stemmesedlen. De færreste er på forhånd forankret i et bestemt parti, og de kan ikke finde ét, som de i et og alt kan identificere sig med. Jeg er nu heller ikke enig i alt Socialdemokratiet siger og gør. Læs min klumme i Berlingske her på valgdagen 1. november – eller læs den nedenfor.

Afgørelsens timer

I aften, tirsdag, kender vi valgresultatet, men næppe hvilken regering og politik, der kommer ud af det.

Vi ved, at usædvanligt mange vælgere var i tvivl til det sidste. Det har været en meget lokal valgkamp med mange dyre tilbud. Der blev talt forbløffende lidt om den dystre baggrund med krigen i Ukraine og konsekvenserne for global fred og udvikling. Måske fortrængte vi en stund knaphedens tid, hvor vi skal trækkes med energikrise og ekstremt høje energipriser og samtidig bruge vældige kræfter til at speede den grønne omstilling op. Måske talte vi for lidt om, at inflationen lige nu er en irritation for de velhavende, men fatal for de fattigste.

Vi forstår nu, at den hurtigst mulige omlægning til vedvarende energi ikke bare handler om at bremse den globale opvarmning, men også om at blive fri af afhængigheden af fossile brændstoffer fra krigsmagere og despoter. Derfor tror jeg, at der en endnu stærkere forståelse end sidst – og at klimasagen igen vil afgøre valget til den rød-grønne side.

Vi har lige nu flere i arbejde end nogensinde før og udbredt mangel på arbejdskraft. Det har udløst mange forslag om, hvordan vi kan få flere til at arbejde mere. Men måske står Europa foran en recession. Måske er der – desværre – om et øjeblik rigeligt med ledige hænder. Så vi skal koncentrere os om at give mange flere de kvalifikationer, der skal til for at få mange flere i arbejde med at drive den grønne omstilling fremad. Der skal satses massivt på faglig uddannelse og efteruddannelse i stedet for at opfinde for dyre præmier til dem, der allerede er i arbejde.

Vi skal have endnu mere fart på klima og bæredygtighed, og vi ved, at de rige har langt det største CO₂-aftryk gennem deres store forbrug. Alligevel er der partier, der øverst på ønskesedlen har, at vi skal lette skatten mest for de mest velhavende. Både klimaløsninger og bekæmpelse af den tiltagende ulighed taler for det modsatte.

I kritikken af alt det, der ikke er nået, levnes ikke mange tanker på, hvordan covid-bekæmpelsen i to af de seneste tre år har opslugt enormt meget politisk energi.

Der spørges for eksempel utålmodigt om, hvorfor vi først nu får talt så meget om problemerne i sundhedsvæsnet. Erindringen er svag om det vældige efterslæb, der blev skabt af to års covid-epidemi og en sygeplejerskestrejke. der dårligt kunne været kommet på et mere uheldigt tidspunkt. Det trækker lange spor. Måske havde regeringen fået stunder til at løse en del af problemerne, hvis ikke den var tvunget til at holde valg i utide.

Heldigvis tales der nu om, hvordan arbejde på offentlige sygehuse kan gøres mere attraktivt, og hvordan behandlingsgarantien kan justeres, så det ikke bare bliver til forgyldning af de private sygehuse, der modsat de offentlige sygehuse kan nøjes med at løse de lettere problemer.

Det er kun anden gang i mere end fire årtier jeg ikke selv har været på valg, men har kunnet iagttage mere end at agitere. Lige straks er jeg 77 år, og jeg har aldrig stemt på andet end Socialdemokratiet. Det er måske ikke så mærkeligt, når partiet i så mange år var central figur i mit liv og vice versa. Men jeg forstår godt, hvorfor mange mennesker har vanskeligt ved at vælge mellem de 14 partier på stemmesedlen.

De færreste er på forhånd forankret i et bestemt parti, og de kan ikke finde ét, som de i et og alt kan identificere sig med. Jeg er nu heller ikke enig i alt Socialdemokratiet siger og gør. Men jeg er sikker på, at jeg lægger min stemme dér, fordi den giver det stærkeste bidrag til at virkeliggøre dét, som jeg synes er allervigtigst: En progressiv dagsorden med social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed, med klimaløsninger og bæredygtighed.

Beslægtede partier trækker utålmodigt i os. Det har vi også brug for. Men samfundet bevæger sig først for alvor, når det store parti engagerer sig og tager ansvar for helheden. Det har Socialdemokratiet gjort med klimasagen. For at rykke videre frem har vi brug for, at det nuværende klimaflertal af centrum-venstrepartier er intakt efter valget. Det vil give os styrke til også at trække de borgerlige partier med videre. Sådan har det altid været: De historiske skridt, Socialdemokratiet tog for at skabe et mere retfærdigt samfund, blev som regel først mødt med borgerlig modstand. Men den folkelige opbakning betød, at flere borgerlige partier efterhånden blev trukket med. Det var vejen til det danske velfærdssamfund. Og det skal være vejen til også at gøre det bæredygtigt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Illustration: Folketinget

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Kamæleonen Løkke Rasmussen skifter næppe farve til rød

Jeg har været i politik sammen med Lars Løkke Rasmussen for længe til at stole på, at hans stemningsskift til midtsøgende lilla er holdbart. Det har jeg skrevet dette indlæg om i Politiken i dag, torsdag d. 27. oktober 2022. Læs det her – eller nedenfor:

Lars Løkke Rasmussen har to sider

Jeg har været til stede i Folketinget i næsten 38 år – ofte helt i front. I den tid kom jeg til at bedømme mine kolleger mere på, om jeg kunne stole på dem, end om vi var politisk enige.

Med næsten 20 års erfaring med Lars Løkkes Rasmussens (M) politiske holdninger og adfærd har jeg mere tillid til mine iagttagelser undervejs end til den påståede fornyelse af sig selv, som han nu så dygtigt fører valgkamp på.

Mit billede er, at Lars Løkke Rasmussen har to sider.

Den ene er, at han total opportunist, når det gælder om at sikre sin egen position. Derfor har han gennem 12 af de seneste 18 år været et ledende medlem af regeringer, der helt ensidigt førte økonomisk politik til højre med støtte fra Dansk Folkeparti. 

Aftalebrud og nedskæringer

Han har medansvar for dette århundredes største skandale – nedbrydningen af den danske skatteforvaltning, der hvert år koster velfærdssamfundet milliarder af tabte kroner. 

Som indenrigs- og sundhedsminister gennemtrumfede han med DF en kommunalreform, selv om hans daværende chef, Anders Fogh Rasmussen, havde givet Poul Nyrup og mig tilsagn om et bredt forlig med Socialdemokratiet. 

Under stærk kritik fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne søgte han at løbe privatiseringen i gang ved at overkompensere de private sygehuse. 

Som finansminister gennemførte han – lige før han overtog statsministerposten i 2009 – de hidtil største skattelettelser til de allerrigeste danskere. Han fulgte det op med stort set at afskaffe efterlønnen, selv om S, V, K, R og DF ved velfærdsforliget i 2006 havde givet hinanden håndslag på ikke at ændre mere på efterlønnen. Det var endnu et politisk løftebrud. 

Endelig tog han som statsminister initiativ til voldsomt at nedskære dagpengeperioden for de arbejdsløse i en arbejdsløshedsperiode med det resultat, at titusinder fik intet eller ringere forsørgelsesgrundlag.

Jeg havde i mine mange år på Christiansborg ikke en modspiller, der havde et mere letfærdigt forhold til politiske forståelser end Lars Løkke Rasmussen. Tilsagn og aftaler er underordnet i forhold til, hvad der lige nu gavnede Lars Løkke Rasmussens projekt.

Mester i øget ulighed

Lars Løkke Rasmussen var ikke så magtfuldkommen som sin forgænger, dette århundredes mest magtfulde statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Det virkede ikke troværdigt, når han sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris: Fra 2016 til 2019 klamrede han sig til magten med en dysfunktionel regering, der foruden de konservative omfattede Anders Samuelsens fantasifulde version af Liberal Alliance.

Han var statsminister i alt godt seks år, hvor han også gav Inger Støjberg frie hænder til først at bekæmpe fagbevægelsen som beskæftigelsesminister og derefter til som integrationsminister at føre en stadig strammere udlændingepolitik ud i direkte lovovertrædelser. Siden stemte han imod at sende hende i Rigsretten, og nu siger han, at det gik for vidt med stramninger, og at Støjberg ikke skal i regering igen. Hvad tør man tro?

Den anden side af Lars Løkke Rasmussen er – som også Hans Engell har peget på – en livslang superliberal og derfor en usandsynlig deltager i en socialdemokratisk ledet regering. Især hvis den skal føre noget, der ligner socialdemokratisk politik. 

Han er entydigt den enkeltperson i dansk politik de seneste 20 år, der har realiseret de største lettelser i skatten for de rigeste og de største nedskæringer på velfærdsydelserne. Med andre ord en målrettet forkæmper for større ulighed. 

Den tilbøjelighed er ikke forsvundet. Det ses tydeligt ved, at han går til valg på et nyt skatteforslag, hvor han overgår sig selv fra 2009 med hensyn til voldsomt at forgylde de mest velhavende med lavere personskat, samtidig med at han ønsker en stor nedsættelse af selskabsskatten. Disse forslag er reelt i direkte konflikt med muligheden for at skaffe pengene til de nødvendige store investeringer, der skal fastholde Danmark i vores førende position på klimaløsninger.

Ægte sindelagsskifte?

Jeg har derfor meget vanskeligt ved at tage Lars Løkkes sindelagsskifte til fordel for en midterregering med Socialdemokratiet for pålydende – jeg tror ikke på hans vilje til at være minister i en regering ledet af Mette Frederiksen. 

Jeg kan heller ikke skimte det politiske grundlag for en fælles regering med Moderaterne. I grunden ville det være lettere – hvis man kun ser på programmerne – med det Venstre, som tegner sig efter Løkkes afgang som partiformand. 

Men der er hos de andre borgerlige partier en interesse i at fremstille det, som om Løkke vil undergive sig Socialdemokratiet, for at skræmme borgerlige vælgere væk fra ham – og måske få nogle hidtidige S- eller R-vælgere til at vandre over til hans Moderaterne, i forvisning om at Mette Frederiksen alligevel fortsætter.

Uanset hvilken regeringskoalition, der kan dannes efter valget, er det afgørende, at Socialdemokratiet kan føre an i en aktivistisk klimapolitik og en indsats mod den alt for store ulighed. Det kan man ikke være sikker på, hvis man tages som gidsel af Lars Løkke Rasmussen.

Gå aldrig tilbage til en fuser

Hvis man ikke skal være gidsel, er det nødvendigt, at der efter valget fortsat er et folketingsflertal af S, R, SF, EL og Alternativet.

Uden et stærkt grønt flertal svækkes Socialdemokratiets forhandlingsposition, og muligheden for en S-ledet regering kan forsvinde. 

Ingen kan vide, om Lars Løkke Rasmussen er mere trofast over for ideen om en midterregering med Socialdemokratiet, end han var over for tilsagnene om en bred kommunalreform og over for ikke at lave mere om på efterlønnen efter velfærdsforliget i 2006. Han kan forlade regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet ved at insistere på væsentlige dele af sit eget neoliberale program og ved at foreslå sig selv om leder af sådan en regering.

Hvad tror vi, der sker efter et sådant forløb? Hvad hvis den sekskantede borgerlighed i desperation over ellers ikke at kunne vælte Mette Frederiksen tilbyder Lars Løkke at blive regeringschef? Venstre tilbød jo Marianne Jelved statsministerposten i 1993 for at undgå Nyrup, og de tilbød Margrethe Vestager posten i 2011 for at undgå Thorning. De radikale damer sagde begge gange nej tak. Men mon ikke Lars Løkke Rasmussen ville sige ja tak?

Derfor: Gå aldrig tilbage til en fuser, hvis du vil have en socialdemokratisk ledet regering.

Indlægget blev bragt i Politiken 27. oktober 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Election time in Denmark and the US

Shanelle Hall & Jean Ahlefeldt-Laurvig

I had the undivided pleasure of participating in we need to talk about this, the podcast on current and important issues in Denmark and the USA – and globally – by Shanelle Hall and Jean Ahlefeldt-Laurvig.

We talked about the elections ahead of us in Denmark and the US, not about specific candidates or policies – but about the political systems themselves. And they are hugely different.

Listen here to episode 1

Episode 2

Podcasts published on 21st of October 2022, ahead of the parliamentary election in Denmark on 1st of November and the mid-terms in the US on the 8th of November.

  

Støjberg er superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj

Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Midtvejstanker om valgkampen

Vi er midt i en valgkamp, hvor temaerne flimrer, og de usædvanligt mange partiers tilslutning dagligt svinger mærkbart.

De borgerlige forsøgte at puste liv i de døde mink. Men de fleste vælgere ved godt, at sagen ikke handler om, at der var reel politisk uenighed om, at minkene af hensyn til risikoen for folkesundheden skulle aflives, og at minkavlerne skulle have erstatning. Dét var sket uanset regeringens farve. Erstatningen blev imidlertid nok presset i vejret af de borgerlige i ly af den alvorlige håndteringsfejl om mangelfuld lovhjemmel.

Nu synes oppositionen, at den har ny næring til at mistro regeringen på grund af det partsindlæg, som netop er udkommet fra den tidligere spionchef, der er under alvorlig anklage for at have lækket statshemmeligheder. Sagen er velegnet til mistænkeliggørelse, blandt andet fordi anklagen er hemmeligstemplet.

Valget bør fortsat handle om, at der er sikker hånd på roret under krig og energikrise. Derfor kom Socialdemokratiet godt fra start. Det anerkendes af de fleste, at Mette Frederiksens krisestyring bragte os gennem pandemien med færre dødsfald og bedre samfundsøkonomi end stort set alle andre lande. De fleste forstår også godt, at pandemi og sygeplejekonflikt har været udmarvende for sundhedssektoren, og at de mange kriser har stået i vejen for planlagte forbedringer. Selv de mest klimaaktivistiske erkender også, at Danmark er rykket hurtigere med klimahandling end andre lande.

SF og Enhedslisten holder stillingen pænt, og Alternativet er måske på vej til at genopstå. Men De Radikales selvmordsprojekt med at udløse valg i utide synes at halvere Sofie Carsten Nielsens flok og skaber tvivl om genskabelse af det rød-grønne flertal fra 2019.

Omvendt ser det bestemt ikke ud til et flertal for de seks borgerlige partier, der skiftevis er enige og uenige om, hvad de er enige om. Søren Papes troværdighed som statsministerkandidater er nedslidt, dels på grund af tvivlen om hans personlige dømmekraft, dels fordi han gik til valget på et program for skattelettelser til de rigeste i lighed med det, der er ved slå den nye konservative britiske premierminister politisk ihjel.

Jakob Ellemanns Venstre er tæt på halvering som følge af afskalningen til både Støjberg og Lars Løkke Rasmussen. Løkke kan ikke støtte en Ellemann-regering, hvor Støjberg er minister. Han fortryder åbenbart, at han som statsminister slap hende løs til at bryde loven for at sætte trumf på den stramme udlændingepolitik, som han nu mener er blevet rigeligt stram. Andre borgerlige partiers vilje til at tage dén politiker ind som minister, som Rigsretten satte i fængsel, viser, at det borgerlige krav om konsekvent og hård retspolitik i praksis er meget selektivt.

Det er i øvrigt overraskende, at så mange vælgere tror, at Inger Støjberg kan og vil gøre alt anderledes end i de mange år, hun var ledende Venstre-politiker og minister. Henvisninger til, hvad hun tidligere har ment, afviser hun som skræmmepolitik, mens der afsløres meget lidt konkret om den nye kurs. Al Støjbergs færd viser hende imidlertid som superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj. Hun appellerer nu til en del jyders følelse af være svigtet af de magtcentre i København, som hun selv i mange år har været en central del af – herunder tidligere borgerlige regeringer, der gik i spidsen med centralisering af politi, domstole, kommuneinddeling, sygehusvæsen mv.

Løkke udelukker at gøre Ellemann til statsminister i en koalition, der støttes af Støjberg og Vermund – og af Messerschmidt, hvis han er i Folketinget. Det kan placere Løkke som murbrækker for en krisekoalition hen over midten, som også Mette Frederiksen taler for. Da V og K kategorisk afviser ideen, kan der blive lidt smalt i dén midte. Men det skal da have en chance, hvis der kan skrives et regeringsprogram med endnu stærkere grønne ambitioner – og effektiv indsats for at mindske ulighed og fattigdom.

Partiernes forskellige forslag til generelle skattelettelser kunne med fordel træde i baggrunden til fordel for klarhed om den nødvendige støtte til de alt for mange borgere med beskedne indtægter og dyr opvarmning, der trues af fallit og af at skulle gå fra hus og hjem på grund af absurd høje energiregninger. Her kan det bekymre, at Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 18. oktober 2022

Mere fra min hånd om skattepolitik