Klimaindsatsen bremses og gøres kostbar af miljømyndighederne

Hvis klimaet og naturen skal reddes, er det nødvendigt at rette op på de administrative svækkelser i miljømyndighederne, der alt for ofte skaber kostbare sammenstød i afgørelser om anlægsarbejde. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser forbundet med myndighedernes afgørelser, skriver jeg bl.a. i min seneste kommentar i Berlingske Tidende:

Berlingskes illustration til kommentaren: »Det kommer alene til at koste groteske 600 mio. kr., at arbejdet med Baltic Pipe, hvori vi skal sende norsk gas via Danmark til Polen, nu er sat i stå på flere strækninger i nogle måneder,« skriver Mogens Lykketoft. På billedet ses nedgravningen af Baltic Pipe mellem Faxe og Næstved på Syd- og Midtsjælland, 16. december 2020.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er mange udfordringer for politikere, der skal redde klodens fremtid. Vi redder ikke klodens natur uden at stabilisere klimaet. Klimaindsatsen haster enormt, og det vil være en hidtil uset global kraftanstrengelse at lykkes med den.

Men selv da har vi ikke sikret naturens mangfoldighed. Vild natur skal bevares eller genskabes, samtidig med at vi skaffer plads til flere mennesker, der kan leve og bo, uden at mange er fastlåst i dyb fattigdom. I en verden med enorme uligheder kan der næppe skabes opbakning til nødvendige ofre for at stabilisere klimaet og bevare naturen, medmindre regningen sendes til dem, der ved størst forbrug har de største aftryk på klimaet og naturen.

Det handler derfor om at afveje modstridende hensyn til klima, natur og social balance. Intet tiltag er perfekt, men vi skal gøre os den yderste umage for at mildne målkonflikterne.

I Danmark ser vi et antal nye afgørelser fra i Miljøankenævnet, der ikke forekommer at bidrage hertil.

En af dem er bremsen på bygningen af nye sociale boliger på den del af Amager Fælled, der er gammel losseplads, men som af Enhedslistens gamle trubadur Finn Sørensen besynges som Lærkesletten. Her lever en stor vandsalamander, der imidlertid har andre gode levesteder og ikke som art er truet. Der er omvendt ikke så mange andre og bedre muligheder for at placere nye sociale boliger i København. Og der er brug for at modvirke en udvikling, hvor håndværkere, lærere og sygeplejersker, der arbejder i storbyen, ikke har råd til at bo i nærheden af arbejdet.

Kommunernes Landsforening kender en række tilsvarende sager rundt i landet, hvor klager, der har ventet i årevis på en afgørelse, vælter kommunal planlægning, sætter anlægsarbejder i stå og derfor udskriver store regninger til skatteydere eller forbrugere.

Den virksomhed, jeg er bestyrelsesformand for, Energinet, som er det nationale selskab, der ejer og udbygger transmissionsnettet for el og gas, er på dramatisk vis konfronteret med det samme problem. Lednings- og rørarbejder, der for adskillige år siden er godkendt af Miljøstyrelsen, omgøres nu. Nogle projekter er mellemtiden fuldført (!), andre er i gang og sættes nu helt eller delvis i stå med meget store omkostninger til følge.

Det kommer alene til at koste groteske 600 mio. kr., at arbejdet med Baltic Pipe, hvori vi skal sende norsk gas via Danmark til Polen, nu er sat i stå på flere strækninger i nogle måneder, fordi ankenævnet ikke mener, at der er gjort nok for at beskytte levevilkårene for hasselmus, birkemus m.fl.

Kostbare sammenstød

Denne ny skærpede praksis kan tvinge Energinet til at være mere afventende over for, hvornår man tør iværksætte et anlægsarbejde på grund af frygt for en langt senere ankeafgørelse. Målkonflikten er åbenbar, fordi vore statslige ejere og hele det politiske system tripper utålmodigt for, at vi hurtigst muligt skal bane vejen for langt mere sol- og vindenergi. Men klimaindsatsen bremses af omsorg for truede dyrearter.

Hvad kunne man have gjort for at undgå disse kostbare sammenstød? Først og fremmest en hurtigere og sikrere sagsbehandling hos miljømyndighederne. Det er klart, at en kommune eller en offentlig virksomhed som Energinet vil betale for de nødvendige miljøkrav, og at det er umådeligt meget billigere at gøre fra start end at blive sat i stå, når alt er godt i gang.

Det er i min forståelse hul i hovedet, at en uspecificeret ankeafgørelse om, at ‘mere’ skal gøres, flere år fra projektstart kan udløse forsinkelsesomkostninger på 600 mio.kr.

Berlingskes illustration til kommentaren: »Politisk er der også brug for mere overordnet at vurdere, om man ikke med mindre omkostninger kan gøre mere for truede arter ved at opkøbe flere arealer, der kan udlægges som vild natur i stedet for skærpelse af kravene til anlægsarbejderne,« skriver Mogens Lykketoft. På billedet ses den rødlistede ræv.

Foto: Nf / Ritzau Scanpix.

Jeg kan ikke frigøre mig fra fornemmelsen af, at vi lider under senfølgerne af erfaringstabet ved afgang af medarbejdere i Miljøstyrelsen og ankeadministrationen som følge ved den tidligere regerings forhastede udflytning fra hovedstaden, der i øvrigt blev ledsaget af helt urealistiske løfter om hurtigere og bedre sagsbehandling.

Det er nødvendigt meget hurtigt at rette op på denne administrative svækkelse. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser. Der må fra start gives præcise anvisninger til dem, der skal lave anlægsarbejder, om og hvordan truede arter skal beskyttes.

Politisk er der også brug for mere overordnet at vurdere, om man ikke med mindre omkostninger kan gøre mere for truede arter ved at opkøbe flere arealer, der kan udlægges som vild natur i stedet for skærpelse af kravene til anlægsarbejderne.

Her er i hvert fald brug for at gøre det ikke bare lidt bedre.

Kommentaren stod at læse i Berlingske Tidende 28. juli 2021

Mere fra min hånd om klimaet

Dem, der ejer mest, skal betale mest for den grønne omstilling

Vi har meget at vinde og frygteligt meget at tabe, hvis ikke vi er i stand til at forklare, hvorfor det er vigtigt at skride hurtigt til værks med den grønne omstilling – samtidig med, at vi holder hånden under dem, der er mest sårbare i processen. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende.

Læs indlægget i avisen – eller nedenfor:

Vilje til forandring?

Den eksplosive vækst i produktionen af stadig billigere vedvarende energi – og anvendelsen af den til fremstilling af grønne brændsler – giver gode chancer for, at vi faktisk kan udfase fossile brændstoffer senest i 2050. Og dét er afgørende for at stabilisere temperaturen på højst halvanden grad over den førindustrielle tidsalder og dermed have en chance for at standse den globale opvarmning.

Det er mere tvivlsomt, om denne udvikling kan nå at bidrage tilstrækkeligt til de danske klimamål om 70 pct. mindre CO2 i 2030. Det vil kræve mere politisk handlekraft end hidtil, både i Danmark og i EU. Investorerne står parat til med elektrolyse at forvandle vind- og solenergi til brint og videre til grøn ammoniak mv, der kan hældes på tunge køretøjer, skibe og fly. Men højere afgifter på de fossile brændsler er nødvendige for tilstrækkeligt hurtigt at forskyde investeringsinteressen til grønne løsninger. I det lange perspektiv er billig grøn strøm + elektrolyse vejen til, at produkter og mennesker kan transporteres rundt i verden uden at forværre klimaproblemet.

Der er brug for mere entydige politiske udmeldinger fra europæiske regeringer om, at de ikke vil hugge job fra naboer, der går forrest. Der er brug for enighed om, at EU-landene godt må understøtte de få ekstremt energikrævende produktioner som cement og stål i overgangen til grønne brændstoffer, så det ikke er netop dem, der lukker for ar flytte til nabolande, som er bagud med klimakrav. Der må indføres en art klimatold ved import til EU, der forhindrer landene udenfor i at lukrere på en sådan trafik. 

Danmark kan ikke på egen hånd redde verdens klima ved at være foregangsland. Men Danmark har en stor chance for at skabe mange nye og bedre job gennem hurtig grøn omstilling, fordi vi så også udvikler løsninger, der kan sælges til resten af verden. Vi taler meget om netop det. Men der skal tempo og dristighed til at udnytte denne chance, for lige nu er der rigtigt mange andre, der også vil være foregangsland.

Der er brug for politikere, der – samtidig med at de gør en særlig indsats for de virksomheder, der er mest sårbare ved hurtig grøn omstilling – modigt fortæller, at der er mange flere job at vinde end at tabe ved at gå hurtigt frem. Vi skal gå i spidsen, fordi det er en god forretning for danske virksomheder og lønmodtagere. Vi har ikke råd til at lade være. Men det skal forklares og forsvares, at nogle skatter og afgifter skal hæves for at nå målet.  Det er dem, der tjener mest, ejer mest og hamstrer flest af klodens ressourcer ved ekstravagant forbrug, der skal betale mere. De skal betale, både fordi uligheden er gået amok og for at støtte de mest truede erhvervs grønne omstilling og finansiere statens egen investering i bæredygtig infrastruktur. De velhavende skal også betale mere, for at vi kan lette skatter og afgifter hos dem, der kun tjener lidt: Dé skal ikke betale ekstra for den grønne omstilling. 

Politikere, der vil gøre Danmark til foregangsland i klimaløsninger, må holde op med at lade sig kyse af de velbjærgedes protester mod, at de omsider skal betale regningen. De må også sætte sig ud over de urealistiske svar fra Finansministeriets nyliberale regnemodeller, der altid viser, at ethvert skridt til at tage fra de rige og hjælpe de fattige er alt for kostbart, fordi det betyder at færre mennesker gider arbejde. Det har vi hørt til hudløshed, men det bliver ikke mere sandt at blive gentaget. Derimod er det ikke sagt tit nok, at en mere fair byrdefordeling er selve forudsætningen for, at vælgerflertallet fortsat bakker op om en offensiv klimapolitik, så Danmark kan blive foregangsland.

Det meget brede forlig om infrastrukturinvesteringer, der netop er indgået, kritiseres for ikke bidrage til klimaløsningen, fordi der bygges for meget motorvej, og flere motorveje får flere til købe bil. Det er måske en undervurdering af tempoet i omstilling til el-biler. Men uden et nyt afgiftssystem vil bilparken vokse for meget. Måske ikke på grund af flere motorveje, der hvor kollektiv trafik alligevel ikke er et reelt alternativ el-bilen. Men der er brug for mod til at udtænke et avanceret digitalt system for fremtidens bilafgifter, hvor betalingen varieres efter art af køretøj, hvor i landet, der køres – og hvilken tid på dagen. Brændt barn skyr ilden, når nogen taler ’betalingsring’ i storbyen efter Thornings fiasko i 2012. Men vi kommer ikke uden om at begrænse bilantallet i storbyerne, hvor nye motorveje ikke kan anlægges, og hvor vi snart hverken kan komme frem eller parkere.

Indlægget blev bragt i Berlingske 1. juli 2021

Mere fra min hånd om grøn omstilling

Sådan bremser vi de vilde kapitalgevinster på fast ejendom

Lykketoft

Lige nu er nok det ringeste tidspunkt gennem de seneste seks årtier at beskatte salgsgevinster. Heldigvis er der også en anden løsning.

Det skriver jeg om i min seneste kommentar i Berlingske tidende. Læs den her – eller nedenfor:

Afgift på kapitalgevinst

Gamle folk kan huske, da Krag-regeringens beskedne forslag til at regulere arealanvendelsen i Danmark blev fældet ved jordlovsafstemningen i 1963. VK-partierne afprøvede den dengang kun ret nye grundlovs bestemmelse om, at visse lovforslag kunne kræves til folkeafstemning af en tredjedel af Folketingets medlemmer.

Afstemningsresultatet fik meget langsigtede konsekvenser langt udover planlovgivningen: Siden da har det været en rodfæstet opfattelse, at partier, der søger at begrænse boligejernes ret til skattefri værdistigninger, kommer varigt til skade ved næste valg.

Spæde tilløb til værdistigningsafgift fra starten af 1960erne blev afviklet i kølvandet på jordlovsafstemningen, og senere forsøg løb ud i sandet. Den stadigt voksende gruppe af boligejere har været fredet fra enhver beskatning af gevinster ved salg af boligen. Det har sælgere af de største og dyreste ejendomme naturligvis haft mest fordel af.

En systematisk beskatning på værdistigninger ved salg – som i mange år har eksisteret i Sverige – kunne have skaffet meget betydelige beløb til at nedsætte trækprocenten for både husejere og lejere, hvis den var indført før ejendomsprisernes himmelflugt. Det ville have mindsket uligheden mellem ejere og lejere, rige og fattige, ældre og yngre.

Det er forståeligt, at tanken rejses igen nu, fordi ejendomspriserne løber ekstra løbsk i storbyerne. Men desværre er det netop derfor det absolut dårligste tidspunkt i de seneste 60 år at indføre en skat på salgsgevinster: Vi kan ikke lovgive med tilbagevirkende kraft. Vi er nødt til at tage udgangspunkt i en aktuel offentlig ejendomsvurdering, som i øvrigt ikke findes, men som, hvis den fandtes, meget vel om et par år kunne vise sig at være en overvurdering. Derfor er det ikke sandsynligt, at der kommer mange af de faktiske gevinster i statskassen ad den vej.

Rentefradrag

Den betydelige reduktion af skattebesparelsen ved rentefradrag, der er sket siden 1986, kan fortsættes som middel til at køle det ophedede boligmarked ned. Mindre rentefradragsværdi vil  – alt andet lige – reducere den pris, sælgere kan opnå. Man gik meget gradvist til værks med rentefradragsreduktionen af hensyn til at dem, der blev ramt hårdest. Det var den yngre generation, der havde købt sent og dyrt, uden at kende omfanget af den reduktion af fradragets værdi, der ville blive gennemført.

Dette problem er imidlertid blevet af meget mindre betydning i de seneste år, hvor renten på realkreditlån har været tæt ved nul. Derfor har vi de sidste par år haft det absolut bedste tidspunkt til at vedtage fortsat gradvis reduktion i skattebesparelsen for renteudgifter. Det vil ikke længere betyde store byrder for dem, der for nylig har købt hus; men det være en ekstra bremse på fremtidige ejendomsprisstigninger.

En ejendomsværdiskat, der reguleres med udviklingen ejendomspriserne, kan også blive en effektiv bremse på værdistigningerne. En sådan ordning forhandlede jeg som finansminister på plads i pinsepakken i 1998. Desværre blev den efter få år afskaffet af Anders Foghs regering, der fastfrøs skatten på bestemte kronebeløb – og samtidig ødelagde de offentlige ejendomsvurderinger.

Senest er lavet en bred politisk aftale om at genetablere en realistisk ejendomsvurdering og lade den – udhulede – ejendomsværdiskat udregne på baggrund af den til enhver tid nyeste vurdering. Men der er åbenbart gigantiske it-problemer med at føre aftalen ud i livet. Foreløbig er reformen derfor udskudt til 2024.

Snuptag

De nuværende vilde gevinster ved salg af ejerboliger i storbyerne kan imidlertid bremses med et snuptag ved at lade den aftalte ny ejendomsværdibeskatning træde tidligere i kraft ved ejendomskøb fra nu af – og med udgangspunkt i den pris, der faktisk blev købt til: Købsprisen er jo den bedste ejendomsvurdering, man kan få. Og da folks betalingsvilje afhænger af, hvad de kan klare af ydelser, ville det øjeblikkeligt føre til lavere handelspriser.

Desværre tvivler jeg på, at den brede forligskreds kan enes om bare noget, der er så indlysende.

I øvrigt kan gevinstbeskatning hos sælgerne aldrig dæmpe i handelsprisen. Så længe skatten er under 100 procent, vil sælger altid gå efter den højest mulige pris. Nye købere hjælpes kun til lavere omkostninger, hvis der kommer et større udbud af boliger. Det kan for eksempel være både billige almennyttige lejeboliger og ejerboliger, der etableres, hvor en del kontorarealer affolkes, fordi hjemmearbejde også efter coronanedlukningen bliver meget mere udredt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende 7. juni 2021

Mere fra min hånd om skattepolitik

Tanker omkring Pelle Dragsteds Nordiske Socialisme

Pelle Dragsteds bog

I sin nye bog taler Pelle Dragsted for kooperative virksomheder og andre ting, der engang var Socialdemokratiets politik. Dengang kuldsejlede det blandt andet på grund af modstand fra venstrefløjen. I dag er der brug for internationale løsninger – læs min kronik i Information om Pelle Dragsteds nye bog – eller nedenfor:

Økonomisk demokrati kuldsejlede i 70’erne. I dag er der brug for internationale løsninger

For snart 24 år siden havde Torben Steno en utrolig morsom serie i Danmarks Radio, der hed DDR2. Den kan stadig genfindes på nettet. Steno bragte i serien autentiske klip fra hverdagen i den afdøde østtyske stat i lortebrune farver, garneret med uddrag af diktaturets svulstige retorik. Steno interviewede også en række gamle danske kommunister om, hvorfor de havde været fascineret af »den virkeliggjorte socialisme« i DDR. Til sidst blev jeg inviteret til at svare på, om den virkeliggjorte socialisme ikke snarere var i Danmark end i DDR. Mit svar var, at i forhold til alt det, de gamle socialister ønskede at udrette for menneskeheden, så er vi nok kommet allertættest på. Vi overtog ikke alle produktionsmidlerne, men vi skabte stærke rammer om markedet og fordelte goderne bedre ved at opkræve skatter og sikre velfærd og meget større lighed.

For 15 år siden, da debatten i Kina var mere åben end nu, blev jeg inviteret til at tale både til staben på den kinesiske ambassade i København og til ledende medarbejdere i Kinas kommunistpartis internationale departement i Beijing. Jeg skulle fortælle om ’Den Danske Model’. Der blev lyttet interesseret. Mine tilhørere sagde ikke, ’jamen det er jo den rigtige socialisme’. Men det gør til gengæld mange menige kinesere, når man fortæller om, hvordan vi har indrettet os.

Opgør med revolutionen

Jeg nævner disse oplevelser som kommentar til Pelle Dragsteds spændende nye bog ’Nordisk Socialisme’, der allerede har fået megen positiv omtale i medierne.

Pelle er vel chefideolog i Enhedslisten. Jeg læser hans bog som det endelige opgør med revolutionære drømmerier på den yderste venstrefløj. Det er en entydig bekendelse til det parlamentariske demokrati og en anerkendelse af Socialdemokratiets og fagbevægelsens indsats gennem 150 år.

Pelle Dragsted påpeger, at det danske samfund hverken er en ureguleret markedsøkonomi eller en rendyrket planøkonomi. Markedskræfterne – ejendomsretten – indrammes af lovgivning, der beskytter arbejdsmiljø, natur og klima, regler mod vild finansspekulation, huslejeregulering mv. En stor offentlig sektor beskæftiger en tredjedel af arbejdsstyrken uden for markedet og privatkapitalismen. Desuden findes i markedsøkonomiens Danmark mange varianter af kollektivt fælleseje i andelsbevægelse, boligforeninger, brugsforeninger, kreditforeninger mv.

Pelle Dragsted anerkender, at private virksomheder fortsat skal bidrage til at skabe udvikling og velstand. Men efter fyrre års global nyliberalisme er fællesskabet i alle dets former trængt tilbage. Derfor leder han efter nye veje til at udbrede demokratiske ejerformer og bremse for privatisering og udlicitering. Det er ikke staten, der skal eje og dirigere – bortset fra især kritisk infrastruktur. Medarbejderne skal have mere medindflydelse på de offentlige arbejdspladser, og der skal udvikles nye former for kollektiv ejendomsret.

Europæiske socialdemokratier får kritik for at have udvisket deres profil ved at medvirke til neoliberalistisk politik og dermed tabe terræn til de populistiske oprør. Mette Frederiksen får behersket ros for at lægge op til en ny social kontrakt. Men – siger Dragsted – socialdemokraterne er ikke klar til at tage et mere frontalt opgør med ejerskab og magt.

Kampen blev tabt

Socialdemokratiets tilgang til ejerskab af virksomhederne har forandret sig, siden man for over 100 år siden håbede at udvikle arbejderkooperative virksomheder, der sammen med brugsforeninger og almennyttige boligforeninger kunne levere alle fornødenheder livet igennem, herunder bank, forsikringsselskab, mejeri, bryggeri, skrædderi – og ligkistemagasin. Kampen blev tabt. Tilbage af arbejderkooperation er kun Arbejdernes Landsbank og nogle få byggevirksomheder.

Et andet af Socialdemokratiets kuldsejlede forsøg på at ændre ejendomsforholdene var planerne om ’ØD’, økonomisk demokrati. Omkring 1970 var jeg sekretær for forhenværende finansminister Henry Grünbaum, da han var formand for LO’s udvalg om ØD. Vi kom med et maksimalforslag, der ultimativt ville have overført aktiemajoriteten i dansk erhvervsliv til en central lønmodtagerejet fond, der så decentraliserede stemmeretten ud til de ansatte i selskaberne – og gav udbytte til alle danske lønmodtagere. Tankegangen var, at vi ikke kunne beskatte os til en mere ligelig fordeling af formuer og magt, fordi de skatteregler, der gjorde det attraktivt at samle og investere kapital, uundgåeligt førte til skævere formuefordeling – medmindre ejendomsretten blev bredt ud.

ØD-forslaget vandt ingen støtte til venstre og fik voldsom modstand fra højre. I 1979 forsøgte Ankers regering sig med et mere moderat forslag om obligatorisk overskudsdeling, men det blev desværre slået ned af De Radikale og SF. Her var ellers takter til at gøre løntilbageholdenhed i en krisetid spiselig i fagbevægelsen og skabe nyt momentum for S-regeringen. Nu blev kuldsejlingen af ØD i stedet en del af nedtællingen til ti år med Schlüter. Drømmen bestod. ØD står – modsat Pelle Dragsteds påstand – også i Socialdemokratiets 1992-program. Men det politiske flertal meldte sig aldrig. Dog gav opbygningen af arbejdsmarkedspensioner til lønmodtagerne en voksende andel af ejendomsretten, men uden at give det direkte løft for medarbejdermedbestemmelsen i den enkelte virksomhed.

Brug for internationalt samarbejde

Uligheden i ejerskab og magt er de seneste fire årtier eksploderet globalt. Kapitalafkastet vokser og lønandelen skrumper. De store tech-virksomheder, finanshuse og andre giganter rummer ufattelige formuer. Få snese dollarmilliardærer køber sig til politisk indflydelse og mediemagt. Oligarki truer demokratiet.

Det er værd at overveje – hvilket Dragsted også gør – om der kan skabes tilslutning til en form for overskudsdeling, som bliver stående i kollektiv fondskapital i selskaberne. I forvejen er privatetablerede, fondsejede virksomheder en slagkraftig del af vores erhvervsliv.

Men! Magtbalancen mellem demokrati og kapital afgøres i dag hverken i den enkelte virksomhed eller i det enkelte land. Her må vi forlade os på internationalt samarbejde som det, præsident Biden overraskende lige har spillet ud med – om massiv indsats mod skatteflugt og skattely og fælles bund under selskabsskatten. Måske kan det suppleres med en særlig formueskat på de superrige.

Klimasagen må fremmes ved fælles massiv forsknings- og udviklingsindsats fra erhvervsliv og stat og optrapning til høj beskatning af klimagasser. Her skal EU spille en afgørende rolle. Og her er Pelle Dragsted fåmælt, fordi han stadig er hæmmet i sin tilgang af Enhedslistens anakronistiske EU-modstand.

Ligesom vi ikke har tid til globalt at vente med at samarbejde med Kina om klima, indtil de måske engang får demokrati, så kan vi ikke vente på at demokratisere ejendomsforholdene i vort eget erhvervsliv, før vi iværksætter den nødvendige klimaindsats. Vi må satse på en offentlig regulering, der igen gør markedet til demokratiets tjener og ikke dets herre.

Mogens Lykketoft er forhenværende formand for Socialdemokratiet

Kronikken blev trykt i Information 12. maj 2021

Mere fra min hånd om Den nordiske Model

Taliban får mere frit spil nu

Intet nok så stort og højteknologisk militærapparat kan få kontrol over folkeslag, der ikke vil kontrolleres, uden at udløse ufattelige lidelser; det er læren fra invasionen i Afghanistan lignende invasioner.

Læs min seneste kommentar i Jyllands-Posten her – eller nedenfor

DEN BITRE LÆRE FRA AFGHANISTAN

20 år efter terrorangrebet 11. september 2001 forlader den sidste udenlandske soldat Afghanistan. Præsident Biden erkender, at kampen mod international islamisk terrorisme er flyttet til helt andre fronter – og at de ideelle krav om demokrati og kvinders frigørelse aldrig har været tæt på at sejre hos flertallet af afghanere. Der var måske en chance, hvis man fra starten havde sat flere kræfter ind på at give landet en mere effektiv og mindre korrupt regering. Men USA mistede hurtigt fokus, da præsident Bush startede en ny krig i Irak. Det gav Taliban muligheden for revanche, og nu har den islamistiske bevægelse igen kontrol med det meste af landet. Den svage afghanske regering kan næppe på egen hånd forhindre Taliban i igen at rykke ind i Kabul. Det bliver ikke smukt at se på. Der kan udløse en stor ny flygtningebølge af mennesker, der forgæves har kæmpet for et moderne og frit samfund.

USA intervenerede, fordi Osama bin Laden fra sit fristed hos Taliban-styret i Afghanistan orkestrerede terrorangrebene i USA. 20 års krig har betydet 100.000 dræbte afghanere, heraf uhyggeligt mange civile. 3000 amerikanere og hundredvis af andre fremmede soldater faldt i kampen. Danmark deltog – med mandat fra FN – for at bakke op om vores amerikanske allierede. I 2006 gik vi med til at rykke ud til hårde kampe i Helmand-provinsen. Helmand er nu atter helt behersket af Taliban. Mange tusinde danske soldater har været af sted til Afghanistan. Flere end 40 mistede livet, 200 blev såret og invalideret – og mange flere blev skadet på sjælen. Det danske militær har ikke siden 1864 været mere i krig, end vi var i Afghanistan.

Jeg var med til at træffe beslutningen om dansk deltagelse. Men min tvivl voksede helt fra de første år, fordi det hurtigt stort klart, at den vestlige invasion var iværksat med yderst begrænset forståelse af dé vilkår og holdninger, vi var oppe imod. Min tvivl skyldtes også, at jeg er fra dén generation, der talte og demonstrerede mod USA’s krig i Vietnam. Dén krig skabte ubegribelige tab og lidelser og kunne aldrig vindes, fordi flertallet af vietnameserne afviste den amerikanske indblanding. Den endte i ydmygelse af supermagten og er i historiens lys en frygtelig, meningsløs tragedie. Ville det gå på samme måde i Afghanistan, som ingen hidtil havde haft held til at erobre – heller ikke de britiske imperialister i 1800-tallet?

Ja, efter 20 år har supermagten USA – med koalitionspartnerne fra den halve verden – måttet opgive at erobre og reformere Afghanistan. Vi fatter det ikke, fordi Talibans islamisme forekommer os utroligt frastødende: men flertallet af afghanere vil ikke have de fremmedes løsning.

Der er læren fra interventionerne i Vietnam over Afghanistan og Irak – og de vestlige stormagters støtte til  den Saudi-ledede invasion i Yemen, der har skabt verdens aktuelt værste humanitære katastrofe: 

Intet nok så stort og højteknologisk militærapparat kan uden at udløse ufattelige lidelser få kontrol over folkeslag, der ikke vil kontrolleres. Det ender næsten aldrig med entydig sejr og velfungerende demokratier. Den bitre sandhed er, at man nok hjælper flest mennesker til et tåleligt liv ved at søge freden, også hvor det kræver ubehagelige kompromisser med dunkle kræfter. Der var nogle få indsigtsfulde folk, der – da Taliban var allermest på hælene i 2001 – forgæves talte for at inddrage dem i et kompromis om Afghanistans fremtid. Nu får Taliban desværre mere frit spil.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 27. april 2021

Flere artikler om samme emne fra min hånd

Selvfølgelig blev mit forslag om en formueskat mødt med afsky af propagandacentralen Cepos

Danmark nyder stadig mere velfærd og mindre ulighed end de fleste lande. Men det er gået den meget forkerte vej 2001-2019. Formueskat er en måde at modvirke den voksende ulighed på.

Læs hele kommentaren i Berlingske Tidende 9. maj 2021 – eller nedenfor:

»Du ved jo godt, at bag enhver stor formue ligger der en forbrydelse« var svaret, da jeg i en tidligere sovjetrepublik spurgte, hvem der byggede de store paladser til sig selv. Det er historien om de superrige oligarker, der hamstrede råstoffer og kapitalapparat til spotpriser i 1990erne. Men det beskriver også oprindelsen til formuer, der er grundlagt ved slaveri eller andre brutale former for udnyttelse af andre menneskers arbejdskraft; og det beskriver skadevolderne i finanssektoren, der beholdt enorme gevinster, mens millioner af mennesker i jævne kår mistede både job, hus og opsparing under finanskrisen.

Sympatisk konkurrencekraft

En helt anderledes fortælling om rigdom og ulighed er, at nogle få velfortjent samler enorm rigdom, fordi de er særligt talentfulde. Vi ville alle være fattigere, hvis ikke vi havde dem til at investere i arbejdspladser til gavn for de fattige. Det er der mange gode eksempler på. Men problemet er, at opfattelsen af maksimal ulighed som drivkraft for vækst – siden Reagan og Thatcher kom til for 40 år siden – har udløst et globalt neoliberalt felttog mod velfærdsgoderne til de fattige og for skattelettelser til velhaverne.

Neoliberale profeter fatter ikke, at et land som Danmark er rigt og har høj beskæftigelse, selvom velfærd og skattetryk er højt. Vi andre kan sagtens forklare det: Et samfund, der investerer offensivt i velfærd, uddannelse, forskning, infrastruktur og klimaløsninger bliver ikke bare sympatisk, men også meget konkurrencekraftigt.

To af vore rigeste virksomheder – Novo og Ørsted – fik kickstartet deres position som globale leverandører af hhv. medicinalprodukter og grøn energiteknologi, fordi politikere tidligt stillede høje standardkrav og investerede i folkesundhed og grøn energi herhjemme. Det illustrerer, at en stærk offentlig indsats giver rygstød til private virksomheders jobskabelse og indtjening, som ofte er meget mere værd end lave skatter!

Mere ulighed

Danmark nyder stadig mere velfærd og mindre ulighed end de fleste lande. Men det er gået den meget forkerte vej 2001-2019.

AE-rådet har udregnet, at der i denne periode netto blev uddelt skattelettelser for nu mere end 35 milliarder kroner årligt. De store beløb gik til dem, der i forvejen havde mest, og som desuden havde langt det største udbytte i form af store skattefri formuegevinster på fast ejendom: De fattigste ti procent af borgerne fik i gennemsnit årlige skattelettelser på sølle 1.200 kroner, mens den rigeste øverste procent i gennemsnit fik 124.000 kr.

Var pengene i stedet gået til at forbedre de kollektive goder og undgå nedskæringer i sociale ydelser, havde det givet en ekstra årlig værdi på ca. 9.000 kr. for borgere, der hører til i den fattigste tiendedel. Denne gruppe tabte derfor reelt mange tusinde kroner ved omprioriteringen fra kollektive til private goder. Den rigeste procent af danskerne derimod beholdt næsten hele deres 100 gange så store skattelettelse som en nettogevinst; forringelsen af offentlige goder betød for dem kun lidt.

Mit forslag i sidste måned i Berlingske om at genopfinde en formueskat var ét bud på at modvirke denne alt for stærkt voksende ulighed. Forslaget blev selvfølgelig mødt med afsky fra dem, der er ansat til at forsvare enhver ulighed – også propagandacentralen Cepos, der har en stor megafon, betalt af velhavere, som ønsker at forblive uændret eller mere velhavende.

Formueskat

Lad mig understrege, at jeg har den største respekt for flokken af dygtige investorer og erhvervsledere og ikke misunder dem en rimelig aflønning. Problemet er, at de superrige og de gigantiske multinationale virksomheder betaler lidt eller intet i skat, samtidig med at staterne fattes midler til den hastende grønne omstilling og blandt andet sundhed og uddannelse.

Formueskat foreslås som svar fra så forskellige aktører som Thomas Piketty, Millionaires for Humanity og – overraskende – chefen for Valutafonden (IMF), Kristalina Georgieva. Mange tekniske udfordringer skal i givet fald overvindes, og måske kan ideen bedst tænkes udviklet gennem et internationalt samarbejde til netop medfinansiering af den grønne omstilling.

Der er imidlertid også andre veje. Det er opløftende. at Biden forsøger at annullere Trumps skattelettelser til de superrige og går i gang med massivt at opruste skattevæsenet. Han går nu i spidsen for et internationalt samarbejde om at bekæmpe skatteflugt og skattesnyd og lægge en fælles bund under selskabsskatten. En forandret verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende

Jeg forhandlede formueskatten væk i 1995. Vi bør overveje at genindføre den

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. Læs min klumme i Berlingske Tidende 10. april 2021.

Ramler du hovedet mod en mur, kan du også læse den nedenfor:

Formueskat for klimaet

En flok meget rige humanister med den danske forretningsmand Djaffar Shalchi i spidsen har startet »Millionaires for Humanity« – en kampagne for at få lov at betale formueskat, der kan bidrage til at realisere FNs verdensmål om bæredygtighed, klimahandling, mindre ulighed og større social tryghed. En fornem indsats, som jeg har største respekt for og af al kraft vil støtte.

Den borgerlige tænketank Cepos har ofte brug meget stærkt forvredne fortællinger – også om Nyrup-regeringens gerninger i 1990erne – for at understøtte den mangeårige kampagne for større ulighed og ringere social tryghed. Sandheden om 1990erne er, at vi samlet set løftede beskæftigelsen dramatisk, styrkede velfærden og undgik stigende ulighed. Men »vennerne« i Cepos vil sige, at jeg som finansminister afskaffede formueskatten og nu slingrer mærkeligt rundt og vil have den genindført.

Det er korrekt, at jeg forhandlede formueskatten væk i efteråret 1995. Det var bestemt ikke mit ønske, men en pris til de Konservative for et i øvrigt solidt S-præget finanslovforlig. Ved at holde Venstre udenfor undgik vi krav om langt større sociale urimeligheder.

Ideelt set har jeg altid ment, at den progressive indkomstskat bør suppleres med en formueskat for en meget lille gruppe borgere med meget store formuer: De største formuer er meget ofte skabt af arbejds- og skattefri formuegevinster og skattefordele ved gode afskrivningsregler mv. Meget er arvet eller skyldes frugten af store virksomheders monopollignende markedsposition. Det er altså meget langt fra, at al stor rigdom er resultatet af beskattet indkomst, der er tjent ved hårdt arbejde og møjsommeligt krone for krone er sparet op.

I den politiske kamp kan storkapitalens repræsentanter altid true med at udvandre og flytte virksomheder til udlandet, hvis dens privilegier anfægtes. Det er ikke en specielt realistisk trussel, fordi Danmark leverer veluddannede og produktive medarbejdere, god infrastruktur og offentlig service, der bidrager til høj konkurrencekraft i virksomhederne. Men alligevel en pression, der har påvirket politikerne, specielt i tider med dårlig beskæftigelse.

Mere bæredygtighed, mindre grådighed

Det var dårlige tider, da jeg blev skatteminister i 1981. Derfor arvede jeg en netop indgået forligsaftale med de borgerlige midterpartier, som betød en (yderligere) lempelse i formueskatten: Formueskatten, der forsvandt for 25 år siden, var gentagne gange i årene forud blevet udhulet af vidtgående rabatregler for opgørelsen af visse formuer. Og den blev holdt nede af et loft over, hvor høj en procent den samlede indkomst- og formueskat kunne udgøre af en persons skattepligtige indkomst.

Det betød, at velhavere med meget store fradrag og skattefri formuegevinster kun mærkede en svag antydning af formueskatten. Derfor var det tåleligt at leve med dens bortfald som del af en politisk handel: Jeg kunne se, at det efterhånden kun var meget samfundsbevidste rigmænd og formueejere med dårlige skatterådgivere, der faktisk betalte noget videre i formueskat. De fleste havde alt for gode udveje til at undvige.

I 1990erne var det desuden en udbredt opfattelse, at der kun var ganske få superrige i Danmark, og at selv en reformeret formueskat kun ville give et beskedent bidrag til at lette andre skatter eller betale for mere velfærd. De borgerlige kaldte den symbolsk »misundelsesskat« der ramte foretagsomme mennesker urimeligt.

Sådan ser det bestemt ikke ud efter to årtier, hvor de superrige har mangedoblet deres formuer: Årsagen er især, at det har været overladt til centralbankerne i Vesten at holde beskæftigelsen oppe med voldsom pengeudpumpning og nulrente. Det har ikke løftet investeringerne i produktionslivet tilstrækkeligt, men det har udløst en hysterisk optur i kurserne på aktier og priserne på fast ejendom – netop de områder, hvor de superrige i forvejen har ejet langt de største lodsedler.

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan derfor i dag give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. En skat på én pct. af formuer udover 7,5 mio. kroner kunne forbedre statens finanser med beløb, der i reel købekraft er mindst en snes gange større end dén skat, der blev afskaffet for 25 år siden (endnu mere, hvis man fulgte den franske økonom Pikettys forslag om en fælles europæisk formueskat, hvor satsen er to pct. af formuer ud over 37,5 mio. kr).

Derfor er Djaffars millionærkampagne så vigtigt et initiativ til at vise vejen til mere bæredygtighed og mindre grådighed.

Mogens Lykketoft er tidl. minister for og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og Verdensmålene

Podcast med Holger K Nielsen og Mogens Lykketoft

Mogens og Holger bider til benet

I denne podcast fra Pio-Pio kaster vi et blik mod USA, hvor de to erfarne herrer giver deres bud på, hvordan den amerikanske politiske fremtid kommer til at se ud. 

Vi vender også hjem, hvor vi ser nærmere på uroen i Venstre. I weekenden afholdte Venstre en ekstraordinær generalforsamling, hvor man blandt andet kunne høre, hvilke ambitioner den nye næstformand, Stephanie Lose, har på vegne af partiets fremtid. 

Hør podcasten her