Kategori: Dansk politik

Udgivet den

Meget af kritikken mod Energinet rammer en forkert adresse

Meget af kritikken mod Energinet er urimelig. Vi har mangedoblet investeringerne i elnettet de seneste år og på regeringens bestilling påtaget os store, nye arbejdsområder som energiøer og brintrør til Tyskland. Det meste, der er ikke nået, skyldes forhold uden for Energinets kontrol – det og mere til skriver jeg om i denne kronik i Politiken 30. april 2026. Læs den i Politiken – eller nedenfor:

Turbo på den grønne omstilling

Energinet er statens selskab, der skal levere sikker, billig, tilstrækkelig og grøn strøm til danske borgere og virksomheder.

I øjeblikket kritiseres selskabet fra mange sider. Det er helt rigtigt, når Rigsrevisionen siger, at det er meget utilfredsstillende, at en meget stor del af Energinets projekter er forsinkede. Desuden er det meget forståeligt, at mange virksomheder er utålmodige over den aktuelle korte pause i tildelingen af ny kapacitet på elnettet.

Jeg har været bestyrelsesformand i Energinet de seneste seks år. Min ambition var – med min baggrund som FN-formand, da vi fik de 17 verdensmål og klimatale i Paris – at bidrage til den hurtigst mulige grønne omstilling.

Da jeg er blevet 80 år, fratræder jeg Energinet til sommer. Jeg forlader et selskab med kompetent ledelse og engagerede medarbejdere. Vi har mangedoblet investeringerne i elnettet de seneste år, og vi har på regeringens bestilling påtaget os store nye arbejdsområder som energiøer og brintrør til Tyskland.

Det meste, der ikke er nået, skyldes forhold uden for Energinets kontrol. Derfor har meget af kritikken fejladresse. Energinet skal håndtere eksplosive løft i elforsyningen uden at have alle nødvendige frihedsgrader til at gøre det.

Ingen kunne være i tvivl om, at det ville kræve en enorm anstrengelse og investering i at flytte elproduktionen fra få store kraftværker, der fyres med kul og gas, til tusindvis af vindmøller til lands og til vands og til millioner af solceller, samtidig med at den samlede elproduktion skulle øges kraftigt for at muliggøre grøn elektrificering.

Men elnet fylder i landskabet, og det er forståeligt, at borgere og politikere har indvendinger. Det er imidlertid uforeneligt med hastig grøn omstilling, hvis sådanne indvendinger mangedobler leveringstiden i forhold til vores tekniske muligheder, sådan som vi så det gennem et tiår med den netop idriftsatte højspændingsledning langs den jyske vestkyst.

Miljøgodkendelser har været et andet ekstremt tempoproblem. Fra 2020 til 2024 firedoblede Energinet antallet af nye projekter.

I begyndelsen var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 100 dage, men den voksede i perioden til 700 dage, selv om vi fik adgang til at betale for sagsbehandling i håb om højere tempo. Mit indtryk er, at geografisk udflytning med enorm personaleudskiftning og tab af opsparet erfaring hos miljømyndighederne er en vigtig del af forklaringen.

Det er meget vigtigt, at vi i det forløbne år har fået afgørende politisk hjælp i form af form af forenklet, begrænset miljøscreening i fremtiden, så dette problem ikke skaber forsinkelse for kommende projekter.

En anden hovedårsag til forsinkelser var en fordobling af pris og leveringstid på nøgleudstyr til at bygge elnet i Europa op mod 2024. De internationale kæmpevirksomheder, der leverer det meste af grejet, øgede åbenbart ikke deres kapacitet i takt med efterspørgslen; måske tøvede de med de meget store investeringer på grund af usikkerhed om Europas vilje til at holde fart i de grønne ambitioner: Russisk gas blev erstattet af amerikansk LNG, mens rente og anskaffelsesomkostninger steg heftigt for private investorer i vindmølleparker m.v.

Fortsat højt tempo af etablering grønne energianlæg kræver nu, at stater deler risiko med de private investorer, som det sker fra dansk-tysk side med Energiø Bornholm og det nye danske udbud på Nordsøen.

Irankrigen vil forhåbentlig få et samlet Europa til på denne måde at satse endnu mere på vedvarende energi. Det handler jo ikke kun om at bremse den globale opvarmning, men om langsigtet forsyningssikkerhed uden afhængighed af de fossile tyranner i både Rusland, Golfen og USA. En klar politisk satsning her kan føre til, at den europæiske kapacitet på udstyr til den grønne elektrificering øges i højere tempo. Og stort volumen kan på sigt ikke bare mindske forsinkelserne, men også få priserne ned igen.

Ét er de gamle forsinkelser. Vi kan nu se, at endnu mere skulle have været i gang for at forstærke elnettets grundstruktur. Rammerne for vores investeringsplaner blev lagt ud fra Energistyrelsens analyseforudsætninger, som viste sig at undervurdere tempoet i elektrificeringen.

Blandt andet for at indhente dette vil Energinet fra 2026-2029 investere 67 milliarder kroner. Men det seneste år er køen af kunder, der gerne vil have ekstra kapacitet på elnettet, fordoblet. Det betyder, at der lige nu efterspørges ekstra kapacitet i elnettet, der er otte gange større end vi har i dag. Et voldsomt og uforudset skred.

Selv om en hel del af disse nye kunder opgiver undervejs, er det helt enkelt umuligt at levere under gældende regler. Det kunne i værste fald betyde, vi skulle trække tre ekstra parallelle højspændingslinjer, hvor vi i dag er i færd med over en årrække at forstærke én. Det ville være umuligt at få folkelig accept af.

Eksplosionen i efterspørgslen kommer fra enormt energislugende batteriparker, PtX-projekter – og ikke mindst datacentre, der hver for sig ønsker at reservere kapacitet til elforbrug, der er større, end mange byer og landsdele har i dag. Det er alt sammen aktiviteter, der er afgørende for teknologisk udvikling og konkurrencekraft.

Men Energinet og de lokale forsyningsselskaber har akut brug for værktøj til at prioritere og stille krav til de store energislugere, så de kan blive en vigtig del af løsningen i stedet for en blokering af den igangværende og historisk vigtige grønne elektrificering af transport, industri og opvarmning.

Den øjeblikkelige timeout for tildeling af ny kapacitet på nettet handler om, at en ny regering forhåbentlig hurtigt kan levere os disse værktøjer.

I dag er vi forpligtet til en ligebehandling af kunder. For eksempel skal vi tildele en stor kapacitet til et datacenter, der måske kun aktuelt bruger en femtedel af sine rettigheder, men derved vil blokere andre kunders behov for vækst i elforbruget.

Vi behøver adgang til at prioritere hvor, hvornår, hvordan og hvorvidt de store nye energislugere kan indpasses i energisystemet.

Datacentre er den største udfordring, fordi de hurtigt kan etableres og beslaglægge enorm kapacitet langt hurtigere, end nettet kan udbygges. Eksplosionen i efterspørgslen skyldes for en stor del kapløbet om den formidabelt energislugende investering i kunstig intelligens i USA, hvorfra der hamstres elkapacitet i hele verden.

Andre lande har bremset op her, og derfor øges presset på Danmark. Her må vi have adgang til at sige helt nej til at bidrage.

Øvrige datacentre skal fra start indpasses i fleksibelt energisystemet – for eksempel så de ikke trækker fuldt ud på det offentlige net i spidsbelastningssituationer. Det er også vigtigt at nye datacentre lokaliseres, så de kan aflaste andet energiforbrug ved at levere spildvarme til fjernvarmesystemer m.v. I nogle situationer kan et ja til et datacenter betinges af investering i egen energiforsyning uden om det offentlige net, for eksempel ved at lokalisere sig ved havets rand og have deres egen vindmøllepark.

Det er også muligt at indpasse batterianlæg og PtX-produktion, så de – i stedet for at blokere for kapacitet til anden grøn omstilling – bliver en afgørende del af løsningen. Det handler igen om, at den maksimale kapacitet, de kan trække, ikke er en ubetinget ret, men noget, der begrænses, når vinden ikke blæser og solen ikke skinner.

Den meget hastige og stadigt billigere investering i batterier bliver jo kilden til at få god rentabilitet i vind- og solprojekter, fordi batterier kan gemme energi fra dage med meget sol og vind og sælge det, når der mangler vedvarende energi. I dag sælges denne overskudsenergi med tab, eller vindmøllerne sættes i stå.

Batterierne kan blive et afgørende bidrag til balance, hvis deres adgang til nettet reguleres: Det er enormt vigtigt i forhold til nettets formåen, at de ikke gives adgang til at trække af en maksimal kapacitet fra nettet, også når de kan oplades af overskudsstrøm fra vindmøller og solceller.

Med nye regler fra det politiske system for prioritering af de store energislugeres indplacering er jeg overbevist om, at Energinet og de lokale forsyningsselskaber i godt samarbejde kan sikre, at den grønne elektrificering hos borgere og virksomheder kan udfolde sig ubesværet og i højt tempo de kommende år.

Mogens Lykketoft

Kroniken blev bragt i Politiken 30. april 2026

Mere fra min hånd om den grønne omstilling

Udgivet den

Pinligt at høre topchefer true med at flytte, hvis formueskatten kommer

Jeg mener fortsat, at en formueskat – uden huller – kan modvirke den tiltagende ulighed i samfundet. De par gange, jeg som minister har forsøgt at lukke dét hul, kunne jeg ikke samle det nødvendige flertal i Folketinget. Mere om det her – i mit indlæg i Politiken 12. marts. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Sammenhængskraft eller misundelse?

Socialdemokratiets forslag om en formueskat på en halv procent af et ægtepars værdier ud over 50 millioner kroner og enliges værdier ud over 25 millioner har trukket fronterne hårdt op i valgkampen: Er det et bidrag til større sammenhængskraft og solidaritet, at de godt 20.000 mest velhavende danskere skal levere et sådant bidrag til fællesskabet – eller er det udtryk for grøn misundelse over, at nogen er dygtige eller heldige nok til at komme til at eje så meget?

Jeg har altid været tilhænger af en formueskat for at mindske den værste ulighed i vores samfund.

Rigtigt mange store formuer er nedarvede og/eller giver ikke skattepligtige afkast til fællesskabet, fordi de mest velhavende også har råd til de bedste advokater og revisorer til lovligt at undvige effektiv indkomstbeskatning.

De par omgange, hvor jeg kom i regering som skatte- og finansminister, søgte jeg forgæves efter støtte til at lukke de huller og omgåelsesmuligheder, der var i den daværende formueskat. Men jeg fandt intet flertal i Folketinget. Tværtimod. Det første, jeg arvede som skatteminister i 1981, var et netop indgået forlig om yderligere udhuling af formueskatten. Derfor havde vi i 1990’erne en formueskat, hvor mange flere end i det aktuelle S-forslag betalte formueskat, men de allerfleste med beskedne beløb. Mit indtryk var, at skatten var under stadig udhuling, og det til sidst kun ville være meget dumme eller meget nationalt sindede formueejere, der betalte nævneværdige beløb. Derfor anså jeg det ikke for en stor indrømmelse at opgive denne skat i et finanslovsforlig med De Konservative i 1996.

Den rigeste ene procent

Men her 30 år senere er jeg helhjertet tilhænger af at indføre formueskat uden huller, der betales af den rigeste ene procent af skatteyderne. Når en sådan skat kan give statskassen over seks milliarder kroner, er det nemlig udtryk for, at formuefordelingen er blevet dramatisk meget skævere end dengang.

En meget større del af de private formuer er samlet hos de allerrigeste. Det er sket, fordi teknologiudvikling mv. i alle vestlige samfund har presset lønandelen af nationalindkomsten ned til fordel for kapitalafkastet, mens en større del af kapitalen som sagt er samlet hos de få. Det har også givet disse få større politisk magt, fordi de personligt eller via deres virksomheder er vigtige sponsorer for borgerlige partier og har stor medieindflydelse. De har de seneste 25 år med stort held presset på for at lette indkomstskatten mest i toppen. Senest under SVM-regeringen har de borgerlige regeringspartnere med inspiration fra samme steder insisteret på stor skattelettelse ved generationsskiftet af de store familieejede virksomheder og for lempelser i arveafgift mm.

Det er ikke misundelse at kræve lidt tilbage oven på denne fest.

Misforstå mig ikke: Jeg har den største respekt for de virksomhedsejere og -ledere, der har været i spidsen for de mange succeshistorier i dansk erhvervsliv. Men denne prægtige konkurrencekraft er ikke kun resultatet af kloge og dristige iværksætteres egen indsats. Den er løftet af et samfund og nogle medarbejdere, der har betalt til udbygning af infrastruktur, uddannelse og forskning. Der har været en samfundsstruktur og nogle medarbejderkundskaber, så Danmark kunne udnytte ny teknologi hurtigere end så mange andre lande.

Det ville tjene Dansk Industri til ære meget klarere at anerkende disse sammenhænge og skrinlægge de hidtil mest utroværdige beregninger om en formueskats negative betydning for beskæftigelsen. Det er pinligt at høre enkelte topchefer true med at flytte, hvis formueskatten kommer. Og der er mange vildt overdrevne fortællinger i omløb om de riges skatteflugt fra den norske formueskat.

Formueskatten deler vandene

Formueskat er et tema, der deler vandene – også indbyrdes blandt velhavere.

Det er opmuntrende at høre iværksættere sige, at det er i orden med den foreslåede formueskat, og at det hverken vil svække deres erhvervsindsats eller få dem til at flytte ud af landet. Samtidig hører vi, at danske mangemillionærer med Djaffar Shalchi i spidsen er meget aktive i en global kampagne for effektiv beskatning af de superrige for at skabe mere lige og retfærdige samfund.

På verdensplan taler et stigende antal økonomer og samfundsforskere for formueskat for de superrige for at bremse eksplosionen i økonomisk ulighed og en stadigt mere udemokratisk magtfordeling, hvor de superrige sætter sig på meningsdannelsen i gamle og nye medier.

Denne globale udvikling er allerede slået meget hårdere igennem andre steder end i Danmark. Den uhyre skræmmende aktuelle udvikling i USA drives af tech-milliardærernes ønsker om, i alliance med Trump, at overtage hele magten.

Mogens Lykketoft

Indlægget blev bragt i Politiken 10. marts 2026

Mere fra min hånd om formueskat

Udgivet den

Det er på tide, vi boykotter Israel

Det handler om at demonstrere, at vi er konsekvente i fordømmelsen af krigsforbrydelser, uanset om forbryderen hedder Putin eller Netanyahu. Derfor er det indlysende, at vi må indføre dansk boykot af israelske varer og stop for al våbeneksport til Israel. Det skriver jeg i mit seneste indlæg i Altinget 9. maj 2025.

Udgivet den

Vi må stå sammen med Kina. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber

Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der lige nu ikke kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig. Læs mit seneste indlæg i Berlingske i avisen eller nedenfor:

Ondskabens nye akse

Det kan være svært at finde den røde tråd i Trumps tirader af løgn og vrøvl. Men konsekvensen er altid mere lidelse for flere mennesker.

Trump drives af storhedsvanvid, had og hævn. Han går målbevidst efter reelt at afskaffe det amerikanske demokrati ved – som Orbán i Ungarn – at sætte sig på retsvæsnet og medierne og manipulere med valgsystemet.

Trump drives af en falsk dolkestødslegende om, at USA er blevet snydt i international samhandel og samarbejde.

Sandheden er, at USA har opnået ufattelig rigdom og global dominans i kraft af sin dominerende rolle i den globale teknologiudvikling, der blev grundlagt i forsvarsrelaterede udviklingsprojekter. Den globalisering, som Trump nu bekæmper, har givet USA et kæmpe udbytte; ofte på mange andre og meget fattige landes bekostning.

Når rigtigt mange amerikanere alligevel ikke føler sig rige, så er det ikke på grund af røveri fra omverdenen, men fordi det politiske system i USA ikke – som i Europa – har sørget for elementær velstand for de mange. Grådige mangemilliardærer har hamstret en uforholdsmæssig stor del af nationens velstand og bruger nu af deres formuer for at sætte sig på den politiske magt, lette skatten yderligere for sig selv og ødelægge samfundets kapacitet til at stække og regulere af deres adfærd.

Europa har historisk fået sikkerhed fra USA’s forsvarsparaply og udvikling ved økonomisk samarbejde med USA. Men begge dele var – og er – i USA’s sande egeninteresse. USA bliver selv taber både ved Trumps handelskrig mod hele verden og den fundamentale usikkerhed om NATO og støtten til Ukraine.

Den nye verdensuorden

Den nye uorden i verden drives af en »ondskabens akse« mellem Putin og Trump. Der er ingen andre lande, der tør tro, at der kan laves aftaler med de to, som de faktisk vil overholde. De har foragten for demokrati, retsstat, menneskerettigheder og små staters suverænitet til fælles. De har ingen empati og er ligeglade med menneskelige lidelse.

Putins ondskab ses i krigsforbrydelser mod Ukraine, truslerne mod andre nabolande, ufølsomhed over det russiske folks tab med mange døde og sårede samt hans barske diktatur, der fængsler og myrder politiske modstandere.

Trumps ondskab giver sig mange udtryk – her er nogle af de værste:

Ingen interesse i at forsvare Ukraines folk mod angriberen, men optaget af at gennemføre et røveri af det krigsplagede lands mineralressourcer.

Accept af krigsforbryderen Netanyahus nye morderiske angreb mod Palæstinas civile i strid med dén våbenstilstand, Trump selv var involveret i at aftale i januar, samt grønt lys for fordrivelse af palæstinenserne fra deres hjemland.

Stop for klimaindsatser, hvilket er en fornægtelse af klimaforandringer som den store eksistentielle trussel for vores efterkommere, der allerede nu rammer særlig hårdt i nogle af verdens fattigste lande.

Særligt ondskabsfuldt er bortfaldet af USA’s udviklingsbistand (USAID) som led i Trump-Musks vilkårlige budgetnedskæringer: Mange mennesker i den fattigste del af verden dør vitterligt her og nu, fordi medicin og fødevarehjælp udebliver: USA’s udviklingsbistand på 0,24 procent af nationalindkomsten var beskeden i forhold til supermagtens enorme velstand. Men beløbets absolutte størrelse var afgørende for at afværge sult og sygdom.

I samme retning virker USA’s nedskæringer i bidrag til FN-systemet – først og fremmest Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Den globale toldkrig rammer også nogle af verdens fattigste lande uforholdsmæssigt hårdt.

Kina slår igen

Men i toldsatser er Kina umiddelbart hårdest ramt. Omvendt vil fraværet af billige kinesiske varer i USA og Kinas gengældelse mod USA’s eksport ramme hårdt tilbage.

Europa kan også – hvis vi kan enes – slå hårdt igen. Og Europa har ingen interesse i at støtte USA i en totalt destruktiv toldkrig mod Kina. Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der ikke lige nu kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig.

Europas velfærd er livstruet af en ny ondskabens akse. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber.

Derfor kommer jeg i tanke om historien om den franske filosof Voltaire, der på sit dødsleje blev spurgt af en præst, om han forsagede djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen.

Voltaires svar var: Dette er ikke tidspunktet at skaffe sig nye fjender.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev offentliggjort i Berlingske 19. april 2025

Mere fra min hånd om USA’s handelskrig

Udgivet den

Velkommen til frontlinjen  

Anders Fogh Rasmussen vil langt om længe bidrage til den kommende rapport om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Men der er intet, der tyder på, at han vil erkende sine fejl og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden. Det skriver jeg om i Altinget. Du kan læse artiklen her eller nedenfor.

Fogh vil næppe angre sine beslutninger om dansk krigsdeltagelse

I forrige måned gik Danmarks Radios fremragende og dystre serie om Danmarks krigsdeltagelse fra FN-operationen i Eksjugoslavien til de amerikanske krige i Afghanistan og Irak over skærmene.

Jeg har fulgt udsendelserne med den særlige baggrund at jeg var minister 1993-2001 – og specielt var udenrigsminister, da angrebet skete 11.september, og USA invaderede Afghanistan. 

Derefter var jeg oppositionsleder 2002-2005, hvor jeg på Socialdemokratiets vegne sagde nej til, at Danmark tog et politisk, militært og moralsk medansvar for George W. Bushs invasion i Irak. 

Jeg var også udenrigsordfører for Socialdemokratiet 2005-2011. Derfor havde jeg en rolle i beslutningsprocessen, og pressede især på for at komme ud af Irak igen. Men jeg var langtfra altid enig i Danmarks valg af indsats.

Afghanistan – rigtigt at gå med, forkert at gå til Helmand

Der var en afgørende politisk forskel i holdningen til at deltage Afghanistan og i Irak:  Efter terrorangrebet 11. september 2001 var der enighed i dansk politik og opbakning fra FN til at bidrage til at fjerne Taliban og Al Qaeda.  Men der var uenighed om hvordan, Modsat den tiltrædende Fogh-regering, mente jeg, at vi burde gå ind som del af en fredsbevarende styrke i Kabul, hvor en ny regering tog magten efter få dages krig.  

I den lange fortsættelse af vores mission i Afghanistan havde jeg helst set, at vi deltog på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland. 

I stedet rykkede vi desværre på amerikansk opfordring ud til Helmand-provinsen, hvor ingen afghansk centralregering nogensinde havde haft reel kontrol, og hvor vi tragisk kom til at deltage i mere blodige krigshandlinger end nogensinde siden 1864.  

’Velkommen til frontlinjen’ fortæller med voldsom klarhed, hvorfor det gik så galt: Der manglede viden om området og klarhed om målet. Vi arbejdede sammen med et korrupt og udueligt afghansk styre og blev set som fjender i lokalbefolkningen. Meningsløsheden med tilstedeværelsen blev også efterhånden tydelig for de udsendte.

Efter alt for mange års tilstedeværelse kom vi ud af krigszonen, men havde en lille gruppe militærfolk tilbage som trænere helt til den kaotiske amerikanske tilbagetrækning og Talibans tragiske tilbagevenden til magten. 

Irak – vi skulle aldrig have taget medansvar for USA’s invasion

Modsat Afghanistan var der efter min opfattelse aldrig noget godt argument for at deltage i Georg W. Bushs invasion i Irak. 

FN’s våbeninspektører sagde, at de uden krig på kort tid kunne opklare om Irak have masseødelæggelsesvåben, og der var ingen anledning til at tro på, at det irakiske regime havde forbindelse til Al Qaeda. Der var massiv modstand i FN’s sikkerhedsråd mod at starte krigen.  Ved at gå med Bush valgte vi en helt anden holdning end de andre nordiske lande samt Frankrig og Tyskland.

Over for mig sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen som begrundelse for at deltage i Irak-invasionen at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale for hele regionen mange år frem. Vi så også i Tv-dokumentaren hvordan vore udsendte soldater og diplomater ret hurtigt mistede troen på, at der var en god mening med deres tilstedeværelse.

Uanset alle disse kendsgerninger har tidligere departementschef Lars Findsen fremført det som en god begrundelse for at gå med i USA’s krig, at Danmark derved fik et tættere forhold til præsidenten og militæret i Washington. Jeg mener, at det er et ringe og forkert argument at give dette prioritet, uanset hvem der er præsident og uanset hvor forkert krigsbeslutningen er,

Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at vi også burde være gået med i USA’s krig i Vietnam.  Dét kom heldigvis aldrig på tale med Krag, Baunsgaard og Anker som statsministrene dengang. Anker tog frontalt afstand fra USA’s krigsførelse.

Vi skal altid have en selvstændig holdning og analyse.  

Dette burde også være indlysende for den nuværende regering, nu hvor Trump vender tilbage som amerikansk præsident.

Respekt for de udsendte indsats of – men læring af de forkerte beslutninger

Vi skal have den største respekt for de udsendtes indsats og de ofre de betalte med liv, lemmer eller sjælefred. 

Og vi skal lære at de politiske og militære fejlbedømmelser, der førte til disse ofre. 

Forhåbentlig er de negative resultater af krigene i Afghanistan og Irak så åbenbare, at der end ikke fra amerikansk side lægges op til gentagelser. 

Der er i hvert fald ingen gode udsigter for nye forsøg på med militær magt at støtte suspekte og korrupte lokale regeringer, der er uden rodfæste i en modstræbende befolkning – under påskud af de kan og vil indføre en slags demokrati.

I USA og Storbritannien har været omfattende undersøgelser om krigsdeltagelsen siden 2001. Fremtrædende beslutningstagere har været i vidneskranken – et ansvar er blevet placeret. Det gav den britiske premierminister Tony Blair et afgørende slag – og det har medvirket til større offentlig modstandskraft mod sådanne eksperimenter.

En tilsvarende undersøgelse i Danmark blev besluttet af Thorning-regeringen, men efterfølgende standset af Løkke-regeringen.

Derfor får vi for eksempel aldrig under vidnepligt afhørt Anders Fogh, om hvornår han lovede præsident Bush at gå med til Irak, uanset det manglende FN-mandat mv.  

Men der en undersøgelse i gang fra eksperter i DIIS, der arbejder med at beskrive historien. Og nogle af os andre har for længst talt med dem. 

Modsat den skrottede kommissionsundersøgelse er det imidlertid frivilligt. 

Det vil være pinagtigt, hvis toneangivende ministre i krigsårene ikke bidrager til arbejdet. 

Det gælder ganske særligt af Anders Fogh Rasmussen, der var den drivende kraft i Danmarks krige, som hans daværende partifæller i regering fik fritaget for pligten til at vide. Det antydes nu, at Fogh måske vil tale med DIIS. Men intet tyder på, at det ændre på, at han blot med stor fanatisme vil fastholde, at han gjorde det rigtige. Der har ikke hidtil været udtrykt bare antydning af eftertanke fra hans side, selv om der i dag er bred internationale erkendelse af, hvordan krigene blev iværksat på pinagtigt u-informeret grundlag, og derfor havde enorme menneskelige og økonomiske omkostninger og blev forspillet til nye katastrofer. 

Anders Fogh Rasmussen er ikke en mand, der kan eller vil erkende sine egne fejlbedømmelser og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden.

DIIS’ delrapport om tilbagetoget fra Afghanistan fremlægges om få dage. 

Udgivet den

Konflikten i Mellemøsten: Alle taber, når international ret ikke respekteres 

Danmark er på vej i FN’s Sikkerhedsråd, og vi er en række internationalister med erfaring fra Mellemøsten, der opfordrer regeringen til at stå fast på et stærkt forsvar for den internationale retsorden, ikke mindst når det gælder konflikten i Mellemøsten.

I den forbindelse havde vi underskrivere på Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden havde denne kronik i Jyllands-Posten 23. september 2024. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Kronik i J-P 23. september 2024:

Den voldsomme og tragiske udvikling efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober og Israels fortsatte offensiv i Gaza har polariseret debatten herhjemme mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. 

I den situation er det svært at føre en normal, balanceret politisk diskussion om den udenrigspolitiske kurs, som Danmark anlægger i forhold til situationen.

Det bekymrer os, der står bag denne kronik, og derfor prøver vi alligevel. Vi er en kreds af mennesker, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet eller arbejdet i Mellemøsten. 

Vi har personlige oplevelser og erfaringer og kan sætte ansigter på mennesker på begge sider og er naturligvis dybt berørte af de lidelser, vi ser blive ved og ved.

Der er tale om to folk, der begge er dybt traumatiserede – gennem Holocaust for jøderne og Nakba-katastrofen (fordrivelsen) for palæstinenserne. Det er traumer, som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ”frikort” fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler.

Dette gælder, uanset om det er en Hamas-aktion med målrettede angreb på civile, eller om det er interneringer, tortur og bosættelser på besat jord. Eller en krigsførelse så voldsom, at den har ført til anklager for krigsforbrydelser og muligvis folkedrab.

Alle disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og -resolutioner, uden at det internationale samfund har formået eller for alvor haft vilje til at gribe ind.

Både palæstinensere og israelere betaler en frygtelig pris for, at FN’s menneskerettighedskonventioner og Genève-konventionernes bestemmelser for krigsførelse tilsidesættes. Regler, der netop blev vedtaget på baggrund af de uhyrlige lidelser og systematiske forfølgelser og udryddelser, som mennesker blev udsat for under Anden Verdenskrig.

Derfor rummer Israel-Palæstina-konflikten også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv, der – hvis ikke vi er os det meget bevidst – risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt.

Det har siden sidste verdenskrig været en grundantagelse i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse gennem en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark.

Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen andre farbare og realistiske alternativer.

Derfor har det negative konsekvenser for Danmark og resten af den vestlige verden, at vi reelt bliver ved med at acceptere og forsvare, at Israel som medlem af FN ser bort fra FN-beslutninger og afviser at overholde internationale konventioner. 

Det svækker Danmarks troværdighed, ikke mindst blandt lande i det globale syd, hvor vi ellers gennem en menneskealder har været kendt for konsekvent at forsvare og arbejde for at styrke FN og de internationale konventioner.

Endnu mere kritisk er den sikkerhedspolitiske sårbarhed, som Danmark og alle andre småstater udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner generelt undermineres. Så er der ingen retsorden for de mindre stærke i en verden af stærke militære overmagter. 

Det er et rædselsscenarie for en lille stat – og for dem, der udsættes for overgreb fra en besættelsesmagt.

Når vi tilsidesætter respekten for internationale spilleregler og konventioner, fremmer det i stedet forråelse, dæmonisering og trusler i den offentlige debat. 

Så bliver debatten baseret på følelser og fordomme fremfor på fakta, og så anerkendes de internationale spilleregler og herunder menneskerettigheder ikke som fælles fundament for problemløsning.

Derfor er der meget på spil. Først og fremmest for palæstinenserne og israelerne, der har brug for at finde en acceptabel fredsløsning, der gør det muligt – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. Men også for en småstat som Danmark.

Det bekymrer os dybt, og derfor har vi valgt at henvende os til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, Udenrigsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn med en række opfordringer til den danske regering, som det er vigtigt, at vi handler på netop nu, hvor kursen er sat mod en plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Danmark har lobbyet aktivt for at sikre sig denne plads som midlertidigt medlem for 2025-26, og det forpligter.

Vi opfordrer derfor bl.a. regeringen til at arbejde aktivt for, at der etableres en varig våbenhvile i Gaza, at styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) og arbejde for en forhandlet fred, der inddrager centrale aktører og repræsentanter for begge folk.

Vi opfordrer også regeringen til at bidrage aktivt til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomien i israelske bosættelser.

Sidst, men ikke mindst opfordrer vi regeringen til: 

– at forhindre, at danske firmaer gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere

– at forhindre, at Danmark gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser

– at anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner.

Danmark kan naturligvis ikke alene udvirke de forandringer, der skal til for at bryde den traumatiske udvikling for Israel og Palæstina. 

Men vi er heller ikke alene. Opfordringen handler blot om, at vi skal tilslutte os den kurs, som flere andre nordiske og europæiske lande allerede har valgt. Og vi skal kæmpe for den internationale retsorden og for FN – i erkendelse af at en verden uden er endnu farligere for alle.

Kronikken er skrevet af Christian Balslev-Olsen, tidl. generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker, Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. MF, Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN-undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA-generalkommissær, Jørgen Harboe, journalist, Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp, Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. generalsekretær i KFUM og KFUK, Paula Larrain, journalist, Jørgen Lissner, tidl. FN-landekoordinator i bl.a. Jordan, Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med., Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og udvalgsmedlem i KFUM og KFUK, Malene Sønderskov, seniorkonsulent, Mellemøst-ekspert, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning, Birgitte Rahbek, kultursociolog, Kirsten Thorup, forfatter, Knud Vilby, journalist

Mere fra min hånd om Mellemøsten og FN

Udgivet den

Jeg vil gerne slå et slag for de kolde hænders nytte

1.000 tabte statslige arbejdspladser kan blive til en merudgift i stedet for en besparelse. Anders Fogh Rasmussens grove barbering af SKAT 20 år siden blev moder til kæmpeskandalerne med svind af hundredvis af milliarder fra statskassen, fordi skatteligning og opkrævningssystem brød sammen. Dertil kom ødelæggelsen af det gamle ejendomsvurderingssystem, som også stadig trækker spor efter sig. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Varmt forsvar for kolde hænder

Forleden anfægtede jeg over for en partifælle visdommen i regeringens forslag om at spare 1.000 arbejdspladser i statsadministrationen. Vedkommende erkendte, at det var problematisk, men tvivlede på, om nogen vil bruge kræfter på at modsætte sig besparelser på antallet af »kolde hænder« i bureaukratiet, når Finansministeriet foreslår det. 

Det er anderledes politisk følsomt, hvis der fjernes »varme hænder« i den borgernære service i sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg.

Finansministeren mener, at 1.000 personer kan fjernes, uden at væsentlige opgaver varetages dårligere. Man har ifølge Nicolai Wammen udpeget opgaver, der ikke længere skal løses, og derfor – siges det – vil besparelserne ikke ramme dem, der bliver tilbage i statsforvaltningen med mere stress. 

Faglige organisationer frygter det modsatte, og en række interessegrupper gør ondt af sig over de opgaver, der ikke længere skal varetages. 

Derimod synes kommunerne og det private erhvervsliv, at det er godt med en slankning af det statslige bureaukrati, så der i teorien kan blive flere penge til flere ansatte i borgernær velfærd eller ude i det private erhvervsliv.

En merudgift

Jeg vil gerne slå et slag for de kolde hænders nytte og advare om, at 1.000 tabte statslige arbejdspladser kan blive til en merudgift i stedet for en besparelse.

Vi kommer naturligvis ikke i nærheden af rædselseksemplet på manglende omtanke med at skære i personalet: Fogh-regeringens massive nedskæringer i skatteforvaltningen fra for 20 år siden. 

Denne massefyring blev moder til kæmpeskandalerne med svind af hundredvis af milliarder fra statskassen, fordi skatteligning og opkrævningssystem brød sammen. Dertil kom ødelæggelsen af det gamle ejendomsvurderingssystem, som også stadig trækker spor efter sig.

Massakren på SKAT vil imidlertid altid stå som en advarsel mod personalebesparelser, der påstås skadesløse, men måske i praksis kommer til at koste statskassen penge. For eksempel er den martrede skatteforvaltning næppe blevet robust nok til igen at afgive personale.

Det er politiske beslutninger, der de seneste år har krævet vækst i antallet af statslige arbejdspladser. Der er udstukket nye opgaver, der haster mere – blandt andet den grønne omstilling. Det har rundt om i ministerier og styrelser medført dårligere trivsel, mere stress og alt for hurtig personaleudskiftning. 

Mindre produktivt

Produktiviteten er gået ned, fordi alt for mange nye hele tiden skal oplæres på grund af erfarne medarbejderes afgang. Flere og flere ansatte i det offentlige lægger billet ind på beskæftigelse i den private sektor, hvor lønnen ofte er bedre og arbejdet mindre belastende.

De seneste år har jeg fulgt tæt med i omstillingen til grønnere energiforsyning. Dér har jeg haft indtryk af usikker og langsom sagsbehandling, som sandsynligvis er en følge af stress og erfaringstab på grund af alt for hurtig personaleudskiftning. 

Det forsinker, at vindmøller og solfarme kan kobles til nettet – og bevirker private tab, når investeringer i grøn energi ikke kan nyttiggøres til tiden. Derfor bekymrer det mig, at der på ny foreslås personalenedskæring på miljø- og energiområdet.

For et par år siden havde vi noget, der af sikkerhedspolitiske grunde ikke måtte forsinkes: Polen skulle have norsk naturgas til erstatning for russisk gas, da krigen i Ukraine brød løs. Derfor skulle der lægges rør ned gennem Danmark og over Østersøen for at transportere gassen.

Da anlægsarbejdet var godt i gang, blev det sat i stå ved en afgørelse i klagenævnet, der kunne læses som en kritik af upræcise krav fra Miljøstyrelsen om at passe på biodiversiteten. Da forsinkelsen skulle indhentes, gav det entreprenørerne grundlag for at kræve mange hundrede millioner ekstra for anlægsarbejdet.

Det er en mulighed, at kokset i denne myndighedsbehandling kunne skyldes den voldsomme personaleudskiftning som følge af udflytningen af statslige arbejdspladser under Lars Løkkes sidste regering. Denne politiske markering betød et stort erfaringstab, der i en lang overgangsperiode kostede i produktivitet og fordyrede eller forsinkede energiomstillingen og andre vigtige samfundsopgaver.

Det er fint at fjerne stillinger, hvis der er sikkerhed for, at opgaver kan løses med bedre teknologi – i fremtiden ikke mindst ved hjælp af kunstig intelligens. Der kan også undværes folk, hvis lovgiverne sikrer, at sagsbehandling forenkles eller klageadgang indskrænkes. 

Men det kan blive meget dyrt at kaste rundt med arbejdspladserne, udskifte medarbejdere i kaotisk fart eller fjerne stillinger, uden at disse forudsætninger er opfyldt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 15. september 2024

Mere fra min hånd om finansloven

Udgivet den

Hamas’ massakre er afskyelig, men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske

Israels krig mod civile i Gaza strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Disrespekt for folkeret og FN-vedtagelser er Palæstinas tragedie

Danske medier fortæller påfaldende lidt om Israels krigsforbrydelser. 

Der skrives ofte, som om konflikten startede med Hamas’ angreb 7. oktober 2023. Disse rædsler må utvetydigt fordømmes. De kan ikke forsvares. 

De forstås kun i lyset af den lange tragiske forhistorie for det arabiske folk, der gennem hundredvis af år var det store befolkningsflertal i Palæstina. De er de seneste 75 år blevet fordrevet, besat, ydmyget, undertrykt og nægtet national selvbestemmelse af en ny nation af indvandrere, der er udrustet med overvældende militær magt.

FN var i 1947 fødselshjælper til staten Israel med forslag om en ligedeling af Palæstina mellem arabere og jøder (selv om der dengang var arabisk befolkningsflertal).

Intet FN-land kan anfægte Israels ret til at eksistere – i fred med sine naboer i det historiske Palæstina. Men det helt overvældende flertal af FN’s medlemslande insisterer til Israels store fortrydelse stadig på en tostatsløsning. FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge – UNRWA – har leveret afgørende bidrag til at holde palæstinenserne og deres identitet i live. Det er én årsag til, at FN har haft mere strid med Israel end med noget andet land.

Danmark bør støtte FN’s kurs

Danmark bør som medlem af FN aktivt understøtte verdensorganisationens kurs i forhold til Israel. Hertil hører diplomatisk anerkendelse af Palæstina som stat på linje med de andre nordiske lande.

FN-domstolen i Haag har erklæret Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og i Østjerusalem i strid med folkeretten. Domstolen har for længst krævet våbenstilstand i Israels krig mod Gaza og behandler Sydafrikas anklage om folkemord.

Den Internationale Straffedomstol har udstedt arrestordre mod Israels stats- og forsvarsministre for veldokumenterede krigsforbrydelser: De seneste ti måneder er 40.000 dræbt i Gaza – herunder 17.000 børn. 92.000 mennesker er såret eller varigt invalideret. 

Dødstallet kan formentlig mangedobles, fordi sult og dødelige epidemier hærger blandt civilbefolkningen, der ustandseligt kostes rundt i ruinbunkerne af israelsk militær, lever under ekstremt uhygiejniske forhold og nægtes nødvendige forsyninger af mad, vand og medicin. 

De allerfleste boliger, skolerne og sygehusene samt vand- og elforsyningen er sønderbombet. Tusindvis af børn er blevet forældreløse, og hundredtusindvis af børn er uden skolegang, tusindvis af palæstinensere er uden konkret anklage interneret i israelske lejre med mishandling og tortur, mens voldelige bosættere rykker frem på Vestbredden mod mord og brand for at kapre palæstinensisk jord. Velsignet af Netanyahus regering.

Det er en skandale, som udstiller Vestens dobbeltmoral, når Israels statsminister modtages med klapsalver i USA’s kongres i stedet for at blive anholdt og udleveret til straffedomstolen.

Gennem årtier som topfigur i israelsk politik har Netanyahu udviklet en apartheidstat med fremadskridende kolonisering af Vestbredden. Hans nuværende regering – baseret på de mest ekstreme fascistiske og racistiske kræfter – er gået helt amok i krigen mod Gaza.

Israels krig mod civile i Gaza er i strid med Folkeretten

Tragedien i de 75 års konflikt er, at terrorister på begge sider igen og igen har saboteret fred og forsoning. Hamas’ massakre 7. oktober 2023 var afskyelig. Men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske: Israels krig mod Gazas civile strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. 

Dokumentationen fra FN og menneskerettighedsorganisationer om krigsforbrydelser er overvældende, selvom Israel har prøvet at afskære rapportering fra krigszonen: Intet sted i verden er på så kort tid dræbt så mange FN-medarbejdere og journalister, der kunne vidne om katastrofen. Med anklager mod fem ansatte har Israel søgt at afskære UNRWAs 15.000 medarbejdere fra at gøre deres arbejde, selv om ingen andre her og nu kan erstatte UNRWA som hovedleverandør af bistand til Gazas civile.

Vi må åbne øjne og øren for den monumentale uret, der begås mod palæstinenserne:

Mange danskere er bange for at miste deres kultur ved massiv indvandring. Tænk, hvis vi helt havde mistet vores selvbestemmelse, var nægtet blot at få herredømme tilbage en mindre del af det gamle land, og nu gik desperate rundt i ruinerne. Mon ikke nogen af os så var blevet hvervet af en fundamentalistisk dødskult? Især når de af vore ledere, der søgte fred og kompromis, blev nægtet enhver indrømmelse – eller endda, som palæstinenserlederen Marwan Barghouti, er spærret inde på livstid af besættelsesmagten.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 25. august 2024

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Udgivet den

Jeg forstår slet ikke, hvad regeringen har gang i

Berlingskes Mikkel Fyhn Christensen har interviewet mig i min egenskab af fhv. formand for FN’s generalforsamling om, hvordan det kan hænge sammen, at Danmark i generalforsamlingen stemmer for en resolution, der udtrykkeligt siger, at »Staten Palæstina« er kvalificeret til optagelse i FN som »en fredselskende stat«, men ikke vil følge Norge, Spanien og Irland, når de officielt anerkender Palæstina som stat.

Interviewet udkom i Berlingske fredag d. 24. maj 2024.

I øvrigt skrev jeg i 2011 sammen med to andre fhv. udenrigsministre, Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen, en kronik i Berlingske, hvori vi opfordrede til dansk anerkendelse af Palæstina. Den kan læses her.

Mere fra min hånd om Gaza, Israel og Palæstina