Jeg tror, at mange i Venstre omsider genkender mit billede af Løkke som en lille svindler

Lykketoft og LLR

FOTOTEKST: »Jeg har næret stor respekt for mange politiske modspillere gennem næsten 40 år i dansk politik. Men Lars Løkke ser jeg ikke som den dygtige håndværker med de flotte resultater. Han var – også i sin ministertid – en kynisk smadremand,« skriver Mogens Lykketoft i Berlingske. Arkivfoto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

Det er uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som leder.

I min første klumme i Berlingske her i 2021 skriver jeg om Trumps destruktive færden siden valgnederlaget i november. Så slem er Lars Løkke Rasmussen heldigvis ikke på sin færd fra magten.

Læs hele klummen i Berlingske her – eller nedenfor:

Somme brænder huset ned, når de ikke kan få lov at blive boende

Ind til 20. januar har USA en præsident, der har alle menneskets dårligste karakteregenskaber og ikke et eneste forsonende træk: En kæmpesvindler, en storskrydende løgner, der blev båret frem af en ekstremistisk højrefløjs dominerende mediemagt. Takket være denne bistand fik han selv i nederlagets stund et foruroligende højt stemmetal. Endnu en gang fik han præsenteret sig som den svegne arbejderklasses frelser, selv om hans politik kun har ført til endnu større ulighed, fattigdom og død.

Trods alle Trumps slagkraftige løgnekampagner faldt han på sin totalt kaotiske håndtering af pandemien, der har givet USA en global førerstilling i smitte og overdødelighed. Men han nægter som bekendt at anerkende nederlaget. Han har prøvet alle utænkelige numre for at få undergravet vælgernes demokratiske afgørelse og kuppe sig til at beholde magten. Det lykkes ikke. Men han har forvoldt et i forvejen meget skrøbeligt amerikansk demokrati ubodelig skade ved at fabrikere og udbrede sine falske konspirationsteorier.

Her til sidst benåder han både krigsforbrydere, der har myrdet løs blandt civile i Irak, og de personlige venner og medarbejdere, der var sendt i fængsel for korruption, svindel og løgn. Nu kan hele den moralsk anløbne rådgiverkreds frit samles og smede nye rænker både mod Biden-regeringen og mod alle de republikanske partifæller, der ikke ubetinget bliver ved at danse efter Trumps falske melodier. Det kan trække lange, onde spor i amerikansk politik.

Mange af verdens lande ledes af nulsums-spillere uden moral, der tror de kun kan vinde, hvis andre taber – og som intet middel skyer for at vinde. Den ultimative katastrofe er, når verdens mægtigste nation falder til den side, som det skete for fire år siden.

Frygter flere ødelæggelser

På grund af USAs enorme magt er Trumps vilde og onde gerninger ikke kun amerikanernes problem. Han har gjort hele kloden mere ustabil ved at nedbryde alliancer og støtte sine meningsfæller blandt autoritære og fascistiske statsledere. Selvom han kun har to uger tilbage i embedet, sidder en hel verden og frygter for endnu flere ødelæggelser fra hans hånd. For der er ingen grænser for hans lyst til at brænde huset ned, når han nu ikke længere skal bo i magtens centrum.

Lars Løkke Rasmussen er ikke slet som Donald Trump. Han er hverken livsfarlig eller blottet for forsonende personlige træk. Men de to har det til fælles, at de hensynsløst sætter huset i flammer, når magten glider dem af hænde.

Det er meget uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som fortsat leder efter hans mere end ti år på posten.

Ligesom med Trump ser det ud som om, at det hele tiden har handlet mere om Lars Løkke Rasmussens person og forfængelighed end om det projekt, en masse mennesker for kort tid siden viste ham den store tillid at lade ham stå i spidsen for.

Måske er det steget ham til hovedet, at så mange af Løkke Rasmussens tilhængere samt mange journalister og kommentatorer har kaldt ham sin tids største politiske håndværker.

Jeg har næret stor respekt for mange politiske modspillere gennem næsten 40 år i dansk politik. Men Lars Løkke Rasmussen ser jeg ikke som den dygtige håndværker med de flotte resultater. Han var – også i sin ministertid – en kynisk smadremand.

Den lille svinder

For fem år siden blev jeg voldsomt kritiseret, da det kom frem, at jeg ved en tale på min 70-års fødselsdag kaldte ham en lille svindler. I disse dage tror jeg at mange i Venstre omsider genkender dette billede.

Jeg har to afgørende begrundelser for min karakteristik af Lars Løkke Rasmussen:

For det første har han rent faktisk snydt mig – mest åbenlyst i forhandlingerne om kommunalreformen i 2004. Det afgørende for min holdning til både politiske med- og modspillere har aldrig været meningsforskelle. men om jeg kunne stole på dem.

For det andet er det et politisk svindelnummer i særklasse, at Lars Løkke har fået fremstillet sig som velfærdssamfundets værner og fornyer. Gennem 15 år i regeringsposition har han været hovedkraft i at nedbryde dette velfærdssamfund: Ved at ødelægge skattekontrollen, dele kæmpe skattelettelser ud til de rigeste ved rødvinsreformen samt at gennemføre en reel likvidering af efterlønnen og en fatal forringelse af dagpengesystemet. Alt sammen bidrag til større ulighed og mindre tryghed.

Det vil være totalt utroværdigt, hvis denne mand forsøger sig med at genopstå som et nyt centrum i dansk politik.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 8. januar 2021

Absurd at beskrive Mette F’s beslutning som bevidst lovbrud

Mette Frederiksen, Jakob Ellemann

Min klumme i Berlingske Tidende 3. december – om, hvorfor det ikke giver mening at beskrive Mette Frederiksens beslutning om at slå den danske minkbestand ned som overlagt tilsidesættelse af loven.

Læs den her i Berlingske – eller nedenfor:

Det er aldeles usandsynligt, at statsministeren var opmærksom på problemet om manglende lovgrundlag.

For hun havde ingen som helst interesse i at skjule det og udsætte sig for den voldsomme kritik, der nu er ankommet.

Dette kan affejes som et partsindlæg: Danmarks statsminister er min ven. Jeg beundrer hendes indsats for mit parti og mit land. Hun har haft en enestående god intuition til at handle hurtigt imod covid-19-pandemien. Derfor har Danmark på linje med Tyskland en dødelighed, der er mellem en femtedel og en sjettedel af dødeligheden i Sverige, i de store europæiske lande og i USA. Samtidig er vores samfundsøkonomi ramt mindre hårdt end de andres, fordi regeringen effektivt har holdt hånd under beskæftigelsen.

Regeringen iværksatte aflivning af hele den danske minkbestand uden lovhjemmel. Det er der sagt en masse undskyld for, og det er forhåbentlig ikke noget, regeringen igen udsætter landet eller sig selv for.

Det er imidlertid absurd at beskrive Mette Frederiksens beslutning som et bevidst lovbrud, udløst af hendes arrogance over for et hårdt ramt erhverv, magtbrynde og tyrannisering af embedsmændene. Hele hendes opmærksomhed var utvivlsomt på risikoen for, at Danmark på et øjeblik skulle blive forvandlet fra foregangsland til hovedproblem, når det gjaldt om at inddæmme pandemien. Der måtte ikke være den mindste risiko for, at den frygtede mutation i smitten kunne gøre Danmark til superspredernation og true den globale vaccinationsindsats. Derfor skulle der handles med lynets hast.

Det er aldeles usandsynligt, at statsministeren var opmærksom på problemet om manglende lovgrundlag. For hun havde ingen som helst interesse i at skjule det og udsætte sig for den voldsomme kritik, der nu er ankommet. Der var en åben dør til i stor hast at skaffe sig den nødvendige lovhjemmel. Støttepartierne og oppositionens leder, Jakob Ellemann-Jensen (V), var enig i, at minkfarmene – mutation eller ej – var superspredere, og at aflivningen var nødvendig af hensyn til folkesundheden. Et stort flertal var klar til i hast at ændre loven, hvis regeringen havde fremført ønsket.

Men var det ikke alle involverede ministres forbistrede pligt at spørge, om lovgrundlaget var til stede – og fik de ikke notater, hvor der i hvert fald i bilag var rejst tvivl herom?

»Støjberg har åbenbart samme ambition som Trump om at skabe mest mulig splid mellem jævne, hårdtarbejdende folk på landet og eliten i storbyen …«


Der er ingen tvivl om en ministers politiske ansvar for alt, hvad der gøres eller forsømmes i den pågældendes ministerium – uanset om han/hun fik alt at vide eller læste alt, der blev forelagt.

Derfor måtte fødevareminister Mogens Jensen – som den formelt set mest direkte ansvarlige – tage et slag for holdet og trække sig som minister i stedet for at vente på at blive væltet af oppositionen. Jeg ved imidlertid fra min tid som finansminister, at et problem om manglende lovhjemmel til en politisk ønsket beslutning aldrig ville være gemt i et bilag. Det ville stå med flammeskrift på forsiden af det gule omslag på sagen, så ministeren ikke risikerede at være i tvivl om, at her var et alvorligt problem.

Tidligere departementschef Jørgen Rosted fremmaner virkeligheden, når han siger: »Det havde været ønskeligt, at de havde læst bilagene, men der er ikke timer til det. Det handler om, at ministrene ikke har mulighed for at læse alt forud for møder. Så jeg ser det som et systemsvigt og et svigt af embedsværket«. Måske er embedsværket simpelthen ved at segne efter ni måneder i døgndrift med covid-19?

Det undrer ikke, at en opposition vil bruge en sag som denne til at angribe og forsøge at svække regeringen. Sådan er spillets regler.

Men det er nu alligevel mærkværdigt, hvis Venstre kan tolerere tonen i Inger Støjbergs (V) angreb på Mette Frederiksens »sump«. Støjberg har åbenbart samme ambition som Trump om at skabe mest mulig splid mellem jævne, hårdtarbejdende folk på landet og eliten i storbyen og nære hadet til sine politiske modspillere.

Andre kritiske reaktioner, der fremføres med pænere ordvalg, kan meget vel have andre motiver end ægte saglig kritik og ærlig forargelse.

Der er mange, som ikke under denne regering en medgang, de selv manglede. De synes med stigende utålmodighed at have spejdet efter et alvorligt fejltrin hos den nuværende regeringschef. Det var for meget for dem med den folkelige opbakning, hun fik, fordi hun pressede sit embedsværk til tidlig handling og hidtil har fået os gennem covid-krisen med langt lavere dødelighed og færre økonomiske skader end i de fleste andre lande.

Er dét motivet hos Bjarne Corydon og Noa Redington, der var hovedrådgiverne i Thornings politisk mislykkede projekt, hvor man ikke formåede at få embedsværket til at levere de ønskelige løsninger? I hvert fald er de nu blandt de selvretfærdige, som forarges over regeringen og dens chef, som de påstår arrogant tramper på embedsværket og løber fra sit ansvar for lovbruddet.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 3. december 2020

Billedtekst: »Det er aldeles usandsynligt, at statsministeren var opmærksom på problemet om manglende lovgrundlag. (…) Støttepartierne og oppositionens leder Jakob Ellemann-Jensen var enig i, at minkfarmene – mutation eller ej – var superspredere, og at aflivningen var nødvendig af hensyn til folkesundheden,« skriver Mogens Lykketoft. Foto: Søren Bidstrup

Energi i klimakampen

I Danmark har vi forudsætninger for at blive leverandører til resten af verden af de teknologier og produkter, der skal redde klimaet. Og vi har også en forpligtelse til at gøre det.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende, som blev bragt 14. oktober. Læs den her. Den kan også læses nedenfor:

Seks mio. danskere har samme klimaaftryk som 100 mio. fattige afrikanere

De seneste fem år har jeg brugt det meste af min tid på at kæmpe for FN’s verdensmål og klimaaftalen i Paris.

Den nye dagsorden for en bæredygtig fremtid blev tiltrådt af alle verdens regeringer i efteråret 2015, mens jeg var formand for FN’s Generalforsamling. Min opgave i FN var at medvirke til så meget engagement som muligt for den nye globale dagsorden hos regeringer, storbyer, virksomheder og civilsamfund: De er nationalt og internationalt nødvendige partnere, når vi i højt tempo skal gennemføre grundlæggende forandringer i produktion og forbrug, udrydde den ekstreme fattigdom og bekæmpe den monumentale ulighed.

Siden min tid i FN har jeg også holdt utallige møder i ind- og udland for at mobilisere og motivere til handling om verdensmål generelt og klima i særdeleshed.

Klimaet haster mest: Hvis vi ikke inden for de nærmeste år får bremset den globale opvarmning, så tipper det til voldsomme og uafvendelige temperaturstigninger, som vil skabe ørkenspredning, oversvømmelser fra stigende vandstande i verdenshavene samt nedsmeltning af de gletsjere, som er ferskvandskilder for hundredvis af millioner mennesker. Hele civilisationer samt dyre- og planteliv vil være under angreb, og folkevandringer i hidtil uset omgang vil blive konsekvensen. Uden klimahandling NU overlader vi derfor en langt mere ustabil og konfliktfyldt verden til vores børn og børnebørn.

Tungt fodaftryk

Der spørges, hvad forskel det kan gøre for klodens tilstand, at Danmark går i spidsen, når vi er under seks millioner mennesker – mindre end én promille af klodens befolkning.

Svaret er, at vores mønster for produktion og forbrug betyder et fodaftryk på kloden og atmosfæren, der er lige så tungt som fra 100 millioner fattige afrikanere. Svaret er også, at vi har forudsætninger for at blive leverandører til resten af verden af de teknologier og produkter, der skal redde klimaet. De store havvindmøller er der allerede. Hvis vi er ambitiøse på hjemmebanen, bliver vi også bedre til at bidrage med meget andet og mere til klimaløsninger rundt i verden.

»Prisen for en solcelle, der for 12 år siden kostede 100 kr., er faldet til 5 kr.«


Vi har sat de høje danske ambitioner med målet om 70 pct. reduktion af CO2-udslippet frem til 2030.

Nu skal vi også have fart på med at vælge de rigtige og tilstrækkelige virkemidler.

Personligt har jeg fået en ny spændende mulighed for at medvirke: Regeringen udnævnte mig i sidste måned til bestyrelsesformand i Energinet Danmark, som ejer de store transmissionsledninger for el og gas. Det er hos os, der skal vælges, udføres eller understøttes en stor del af de investeringer, der skal sikre CO2-målet.

Energinet er helt ejet af den danske stat, og klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen forvalter ejerskabet. Jeg ser frem til et nært samarbejde, hvor vi i Energinet med vores ekspertise kan rådgive om at vælge de bedste løsninger til at nå de høje mål.

Stort prisfald

Det er indlysende, at vi satser på vind og sol. I kraft af bedre teknologi og dramatiske prisfald kan vi imødese en voldsom vækst i vedvarende energi i de næste par årtier.

»Energi-øer« skal bygges i Østersøen og Nordsøen, samle elkraften fra efterhånden gigantiske havvindmølleparker og sende den videre i et stadigt mere fælles europæisk ledningsnet.

Et vældigt antal solenergiprojekter er også undervejs, fordi prisen for en solcelle, der for 12 år siden kostede 100 kr., er faldet til 5 kr. Det giver udfordringer, fordi de eksisterende net langt fra alle vegne kan modtage den nye elkraft. Der er brug for en bedre samordning mellem lokaliseringen af solcelleanlæg og udbygning af nettet.

De gamle kraftværker, der fyrer med fossile brændsler, nedlægges. Når energikilden alene er sol og vind, bliver det en større udfordring altid at sikre ligevægt mellem udbud og efterspørgsel på elkraft.

Den korte fortælling er, at vi er på kurs mod meget større elforsyning fra vedvarende energi, end vi nu producerer fra både fossile og vedvarende kilder. Der kommer billig grøn strøm til industrien, til at afløse vores gasfyr med varmepumper, til at oplade elbilerne og meget andet.

De næste store spring handler om, at vi skal finde ny veje til at lagre elektricitet fra meget blæsevejr og høj sol. Men ikke mindst handler det om til at forvandle elektricitet til flydende grønne brændstoffer, der kan drive skibe, fly og tunge køretøjer. Kodeordet her er »Power-to-X«. Det skal udvikles i et samarbejde med private aktører. Sammen skal vi finde ud af hvordan og i hvilken rækkefølge. Det er ufatteligt spændende og løfterigt.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 14. oktober 2020

Her kan du læse flere af mine indlæg om klimadagsordenen

Mogens Lykketoft Part 1

🇬🇧 First part of a conversation with Thomas Mulhern of Global Denmark Podcast. Our designated topic was The Danish Model, but our conversation covered much more than that: equality, SDGs, The UN and Energinet, which owns, operates and develops the transmission systems for electricity and natural gas in Denmark. But there was more – which will follow in part II. You can listen to part 1 here

God ide med 3,3 milioner biler i 2030?

Elbil-Kommissionens opgave var ikke specielt let. Fremtidens transport handler om meget mere end blot biler. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende. Klummen kan også læses nedenfor.

Teknologiske fremskridt sker kun og udbredes kun i tilstrækkelig fart til at redde klimaet, hvis de ledsages af skatte- og tilskudsændringer, der opmuntrer bæredygtig adfærd.

Elbil-kommissionen har barslet med gennemarbejdede forslag til hvordan man kan få mellem 500.000 og en million elbiler på danske veje i 2030. Kommissionens beretning er først og fremmest fortællingen om, at der ikke er nogen gratis frokost på vejen til en bæredygtig, klimavenlig fremtid.

Staten er i betydeligt omfang nødt til at punge ud for at udbrede elbiler, samtidig med at man gradvist gør det dyrere at køre med fossile brændstoffer. Når der tøves meget med at anbefale at nå en million elbiler allerede om ti år, er det, fordi de fleste biler, som vi allerede har købt, holder længere end til 2030, og fordi omkostningen ved en hurtig CO2-reduktion fra personbilparken er meget høj. Andre typer af indsats for at nå 70 pct.-målsætningen for CO2-reduktion giver meget mere effekt for de samme penge. Og få år efter 2030 når vi alligevel million-målet for elbiler, fordi disse omsider er masseproduceret med bedre teknologi, større effektivitet og til en langt lavere pris end i dag.

Men teknologiske fremskridt sker kun og udbredes kun i tilstrækkelig fart til at redde klimaet, hvis de ledsages af skatte- og tilskudsændringer, der opmuntrer bæredygtig adfærd. Den afgørende drivkraft i CO2-reduktionen er at sætte et ufravigeligt højt slutmål for en CO2-afgift i 2030. Man kan begynde at indfase den om et par år. Det er ikke afgørende, at den er høj i starten. Men hvis investering og forbrug undervejs skal påvirkes nok i bæredygtig retning, er det afgørende, at der er sikkert politisk flertal, der fastholder slutmålet.

Jeg kan tydeligt høre jungleråbene fra borgerlige kræfter, der vil fortælle, at socialdemokrater altid bare vil hæve skatterne, og det skræmmer mange af mine partifæller. Men det handler ikke om generelt at gøre det dyrere at være dansker. Andre skatter og byrder kan lettes, og der er desuden råd til, at staten låner sig mere frem en del af vejen til de bæredygtige løsninger.

Det kan og skal også undgås, at højere CO2-afgift mindsker mobiliteten på arbejdsmarkedet og betyder større social ulighed. Derfor bør en betydelig del af CO2-afgiftens provenu anvendes til at lette skatten for de laveste indkomster og forhøje kørselsfradraget for borgere, der har lang kørsel til arbejde og ringe adgang til kollektiv trafik.

Elbil-rapporten påpeger imidlertid et andet pinagtigt dilemma: Uanset mixet mellem elbiler og fossile biler er der udsigt til 3,3 millioner biler i Danmark. Det svarer til, at vi alle kan køre i bil samtidig, selv om der kun i godt halvdelen af bilerne bare er en enkelt passager udover bilens fører.

Mener vi virkelig, at en så stor biltæthed er en samfundsmæssigt god ide?

Skal vi opleve, at køerne i byområder og nationale hovedfærdselsårer proppes i en grad, der koster enormt meget mere spildtid, end vi allerede har? Vi kommer nærmere og nærmere det punkt, hvor trafikken står helt stille i myldretiden. Netop en sådan udvikling er grunden til, at der er en mindre andel af borgerne i New York City, der ejer bil end der er i København. Bilerne holder for meget i kø, og det er alt for dyrt at få parkeringsplads. Derfor bruger folk i New York mere offentlig transport og taxi, og mange flere lejer bare bil en gang imellem i stedet for at have en stående.

Trafikken i en masse af verdens storbyer er på vej til at gå i evig trafikprop, hvis ikke man kombinerer meget bedre kollektiv trafik med at fordyre og bremse bilerne i bybilledet.

Hvis man vil undgå endeløse bilkøer uden at bremse privatbilismen, så skal der satses talløse milliarder på at bygge endnu flere og bredere veje, parkeringshuse m.v.  – milliarder, der så ikke er der til at skabe en bæredygtig infrastruktur med offentlig transport med god dækning og høj kvalitet. Bogotas tidligere borgmester satte engang sagen på spidsen ved at sige, at et udviklet land ikke er et sted, hvor de fattige har bil, men hvor de rige bruger offentlig transport.

Mange populistister kan slå sig op på sige nej til de valg, der skal sikre klimaløsning og bæredygtighed. I Danmark trækkes vi allerede med konsekvenserne af, at Anders Samuelsen fik reduceret bilernes registreringsafgift i 2017. Det var hans pris for at holde Lars Løkke Rasmussen i live som statsminister ind til valget i 2019 – og en væsentlig årsag til, at biltætheden vokser kraftigt. Det er meget mere besværligt politisk at hæve en bilafgift end at lade være med at nedsætte den. Derfor skal der meget mod til at vende udviklingen.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 16. september

Udpeget til formand i Energinet

Jeg er stolt og glad over, at klimaministeren, Dan Jørgensen har udpeget mig til bestyrelsesformand for Energinet – en opgave, jeg glæder mig til, og som er helt i tråd med mit engagement i klimaet.

Jeg brugt det allermeste af min tid på kampen for bæredygtighed og klimamål, siden jeg for fem år siden var formand for FN’s Generalforsamling under vedtagelsen af Verdensmålene og Klimaftalen i Paris. Som formand for Energinets bestyrelse skal jeg være med til at løfte meget store nye investeringer i energiforsyningen, så Danmark fortsat er i spidsen med omstilling fra fossile til bæredygtige energikilder. Det skal ske, samtidig med at vi fastholder vores tårnhøje forsyningssikkerhed og leverer effektivt og billigt til borgere og virksomheder. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med klima-, energi og forsyningsministeren, med bestyrelseskolleger, koncernledelse og medarbejdere i Energinet.

Mere her

Ministeriets pressemeddelelse

Corydon gav Goldman Sachs skattefri milliardgevinst

Fhv. socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon tager grueligt fejl, når han bryster sig af, at hans forfejlede salg af en del af Dong til Goldman Sachs gav stor indtægt til den danske statskasse. Goldman Sachs slap derimod afsted med en skattefri fortjeneste på 12,4 mia. kr., som statskassen kunne have tjent i stedet – med skatteindtægterne oveni. Så nej, det var ikke et vellykket salg til fordel for Danmark. Det snakker jeg med Asger Juhl om her på Den Uafhængige. Lyt som podcast (indslaget begynder 2:18) eller se videoen

Sludder – regeringens pensionsforslag kommer ikke til at dræne arbejdsstyrken

Det kommer kun til at ske, hvis vi forsømmer at efteruddanne og opkvalificere folk, så de kan forblive på arbejdsmarkedet.

Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor.

Min meget korte beskrivelse af den nævnte anden falske fortælling om salget af dong til Goldman Sachs er så kort, at Berlingske har fundet det nødvendigt at følge op på den. Det kan man derfor læse meget mere om her.

Forkerte argumenter fra to forhenværende

Fra debatten i denne uge har jeg opsnappet to falske fortællinger:

Den første handler om kritik af regeringens udspil om adgang til førtidig folkepension fra Anders Fogh Rasmussen:

Behovet for en løsning, så især nedslidte kan trække sig tidligere tilbage på folkepension, opstod, da efterlønnen i 2011 reelt blev likvideret af Lars Løkkes regering med støtte fra Radikale og Dansk Folkeparti.

Efterlønsindgrebet var et eklatant løftebrud i forhold til velfærdsaftalen under Anders Foghs regering fem år tidligere. Dén forhandlede jeg selv for Socialdemokratiet sammen med Helle Thorning og Henrik Sass. 

Velfærdsaftalen betød bl.a., at folkepensions- og efterlønsalderen skulle hæves i takt med stigningen i middellevetiden. Det var en entydig og ubestridt forudsætning for vores medvirken til denne aftale, at der derefter ikke skete yderligere forringelser i adgangen til efterløn – hverken i satser eller åremål. Men de borgerlige aftalepartnere brød denne forudsætning frontalt i 2011, da de med et slag forhøjede efterlønsalderen med to år, så den reelle periode på efterløn blev forkortet fra fem til tre år. Samtidig forringede de efterlønsbeløbet for de fleste ved hjælp af skærpede regler for modregning for andre pensionsordninger,

Derfor er det mærkværdigt og forkert, når Anders Fogh i dag taler om, at forslag om ny tidligere adgang til folkepension – især for de nedslidte – er et svigt i forhold til en langsigtet politisk aftale.

Svigtet over for den langsigtede aftale skete med Lars Løkkes efterlønsindgreb i 2011.

En række økonomer, arbejdsgivere og borgerlige politikere talte for at afskaffe efterlønnen dengang,  og  melder sig nu igen på banen med kritik af regeringens udspil med den begrundelse, at vi så kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden.

Efter min mening er det noget sludder. Regeringens forslag om førtidig folkepension bliver aldrig til dét store dræn af arbejdsstyrken og dén store omkostning for statsfinanserne, som fremmanes: 

Mangel på arbejdskraft i de kommende år vil især opstå, hvis ikke vi ikke investerer nok kræfter i at efteruddanne og opkvalificere, så mennesker med ringe eller forældet uddannelse kan finde plads på det nye arbejdsmarked; også når de kommer lidt op i årene.

Der er et fåtal, der vil styrte afsted efter en ny, ret lav førtidig pension, hvis de ikke faktisk føler sig nedslidte og ikke oplever, at ingen gide ansætte dem. 

Lidt barsk kan man sige, at man kun tager hul på både folkepension og arbejdsmarkedspension før tid, hvis man frygter ikke at have nær så mange år tilbage at leve i som dét flertal, der fortsat er i god form, har inspirerende arbejde og god løn. En ny ordning vil desuden kunne forebygge, at mennesker med et langt og hårdt arbejdsliv – især ufaglærte i yderområderne –  må hutle sig igennem på lav kontanthjælp eller leve af ægtefællens indtægt i de sidste år, før de når den stadigt højere folkepensionsalder. Siden Lars Løkkes forringelser er netop denne gruppe udsat for en deroute, hvor de mister job, opbruger dagpengeret og er blevet afskåret fra adgangen til efterløn. 

Al erfaring – også fra før dødsstødet mod efterlønnen i 2011 – viste os, at flere og flere ønskede at blive længere på arbejdsmarkedet, fordi de netop ikke følte sig nedslidte, og fordi de forstod, at de nok havde mange år tilbage at leve i, og derfor også gerne ville undgå at udhule arbejdsmarkedspensionen ved at trække på den for tidligt.

Hvis arbejdsgiverne bliver endnu bedre til at tilbyde de ældre lidt nedsat tid eller lidt mere skånsomme arbejdsvilkår, vil der ikke være stor søgning på en ny mulighed for tidlig tilbagetrækning.

                                                                  *

Ugens anden fejlfortælling kom fra en anden kant om en anden sag: Den tidligere finansminister og socialdemokrat Bjarne Corydon forklarede  i Berlingske mandag begejstret, at statens herligt enorme kapitalgevinst i Ørsted – tidligere DONG – er en konsekvens af  hans delsalg af DONG  til Goldman Sachs i 2013. Forkert, Corydon! Du gav en uduelig bestyrelsesformand i DONG lov til at skille sig af med Anders Eldrup og hans folk, der skabte forudsætningerne for statens enorme guldæg. Du forstod ikke, at staten kunne score et endnu større milliardbeløb ved selv at løse selskabets midlertidige kapitalmangel ved at låne til nul procent. I stedet indbød du gribbene fra USA,  til at score en kursgevinst på 12,4 milliarder kroner ved mindre end fire års medejerskab.

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 20. august 2021

Merkel har vendt sin snæversynede spareholdning ryggen

Coronakrisen har vist EU’s oprindelige ‘sparebande’, at sparsommelighed netop ikke er vejen frem. Det er til gengæld genopfindelse af statens rolle i at sætte økonomien på sporet.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske 23. juli 2020. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Der er ingen grund til bekymring for dansk statslig låntagning for at få gang i økonomien

Berlingske gav til min store glæde forleden plads til et interview med mig. Det handlede om læren fra S-udspillet Gang i 90erne og behovet for igen at give en kraftig statslig økonomisk indsprøjtning for at få gang i investering og beskæftigelse – nu med mest muligt fokus på klimaløsning og bæredygtighed.

I mandags bragte avisen endnu en artikel om, hvordan man verden over er ved at genopfinde staternes rolle i at få markedskræfterne til at arbejde for det fælles bedste.

Fordelene ved en troværdigt ledet stærk stat, der evner at handle hurtigt, har et godt og gratis offentligt sundhedsvæsen og anstændig social tryghed, illustreres bedre end nogensinde ved sammenligning af Danmark og USA under covid-19-pandemien. Derfor får Cepos stadigt færre tilhængere af budskabet om neddrosling af statens rolle, også når de private markedskræfter har svindsot – og om at satse på sparepolitik og budgetbalance – også i krisetider.

Det er meget bemærkelsesværdigt – og aldeles afgørende for at få gang europæisk økonomi – at kansler Merkel har drejet sig 180 grader væk fra sin snæversynede spareholdning, der i årene efter finanskrisen dominerede i EU og låste Sydeuropa fast i langvarig økonomisk krise og arbejdsløshed.

Nu har kansleren gennemført en vældig finanspolitisk stimulans hjemme i Tyskland. Samtidig har hun sammen med den franske præsident ført an i forhandlingerne på EU-topmødet om den store, solidariske europæiske genopretningspakke. Eksportnationen Tyskland har omsider erkendt, at dens fortsatte velstand beror på, at der hurtigt skabes købekraft i nabolandene.

»De fattigere europæiske lande behøver med andre ord ikke i de nærmeste årtier at bekymre sig om den gæld, de pådrager sig via den europæiske genopretningspakke.«


Genopretningspakken har haft en vanskelig fødsel – især fordi der i nordeuropæiske lande med god orden på egen økonomi næres modvilje mod omfanget af gavebistand til Sydeuropa.

Denne diskussion har jeg hele tiden betragtet som en underordnet knast og et problem, det var let at løse: Sondringen mellem lån og tilskud fra EU har været langt mere underordnet, end alle parter har fundet det opportunt at erkende i den offentlige debat på hjemmefronten. Det afgørende er, at det er EUs fælles låneværdighed, som også de fattigere og svagere medlemslande kan trække på.

Da jeg første gang var dansk minister i starten af 1980erne, var vi plaget af dyr långivning og eksploderende statsunderskud. Vi skulle hele tiden ud at låne nye penge og genfinansiere gammel gæld til en rente på ca. 20 pct. Det var en lavine, der truede med helt at knuse os.

Lånene billige og afdragsfri

Det er forståeligt, at mange med erindringer fra dengang frygter en gentagelse. Men konsekvenserne af låntagning i dag og i al forudsigelig fremtid er fuldstændig forskellig fra dengang. En af verdens førende finanseksperter, den ungarsk-britiske milliardær, valutaspekulant og demokratifilantrop George Soros, påpegede for nyligt, at rige stater – og EU – kan låne penge til 0,5 pct. i rente uden forpligtelse til i nogen fremtid at afdrage på gælden. Så enorme er de formuer hos private personer, fonde og pensionskasser, der i disse nye tider ikke kan placere sig risikofrit og samtidig få et nævneværdigt renteafkast. Der betales endda strafrente for indskud i bankerne. De fattigere europæiske lande behøver med andre ord ikke i de nærmeste årtier at bekymre sig om den gæld, de pådrager sig via den europæiske genopretningspakke.

Der er heller ingen grund til bekymring for dansk statslig låntagning for at få gang i økonomien. Lånene kan optages til en rente omkring nul og uden afdrag. Der er ikke tale om en regning, der kommer hurtigt efter os.

Boris Johnson skeler til FDR

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, taler nu om at efterligne Franklin D. Roosevelt, der som amerikansk præsident brugte staten til at bringe økonomien ud af 1930ernes krise. De britiske konservative bevæger sig dermed langt væk fra Thatchers kamp mod en stor og aktiv statsmagt, der også blev videreført af Cameron efter finanskrisen. Den nye Johnson synes derimod at være på linje med den nye Merkel. Hans problem er bare, at det bliver både sværere og dyrere for Storbritannien end for EU at investere sig ud af krisen.

Britisk økonomi stækkes af de selvpålagte plager ved Brexit. Johnson har dyrket en illusion om at erstatte EU-fordelene med gunstige handelsaftaler med især USA, men også med Kina, Japan, Indien, Afrika m.fl.

USA giver imidlertid ikke ved dørene.

Trump har desuden – ved at tvinge briterne til at afbryde samarbejdet med Huawei – bragt dem kollisionskurs med Kina. Helt generelt er verden i øvrigt mere optaget af at lave aftaler med EU end med det ensomt sejlende endnu Forenede Kongerige.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 23. juli 2020

Mere fra min hånd om EU