Kategori: Dansk politik

Udgivet den

Hamas’ massakre er afskyelig, men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske

Israels krig mod civile i Gaza strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Disrespekt for folkeret og FN-vedtagelser er Palæstinas tragedie

Danske medier fortæller påfaldende lidt om Israels krigsforbrydelser. 

Der skrives ofte, som om konflikten startede med Hamas’ angreb 7. oktober 2023. Disse rædsler må utvetydigt fordømmes. De kan ikke forsvares. 

De forstås kun i lyset af den lange tragiske forhistorie for det arabiske folk, der gennem hundredvis af år var det store befolkningsflertal i Palæstina. De er de seneste 75 år blevet fordrevet, besat, ydmyget, undertrykt og nægtet national selvbestemmelse af en ny nation af indvandrere, der er udrustet med overvældende militær magt.

FN var i 1947 fødselshjælper til staten Israel med forslag om en ligedeling af Palæstina mellem arabere og jøder (selv om der dengang var arabisk befolkningsflertal).

Intet FN-land kan anfægte Israels ret til at eksistere – i fred med sine naboer i det historiske Palæstina. Men det helt overvældende flertal af FN’s medlemslande insisterer til Israels store fortrydelse stadig på en tostatsløsning. FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge – UNRWA – har leveret afgørende bidrag til at holde palæstinenserne og deres identitet i live. Det er én årsag til, at FN har haft mere strid med Israel end med noget andet land.

Danmark bør støtte FN’s kurs

Danmark bør som medlem af FN aktivt understøtte verdensorganisationens kurs i forhold til Israel. Hertil hører diplomatisk anerkendelse af Palæstina som stat på linje med de andre nordiske lande.

FN-domstolen i Haag har erklæret Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og i Østjerusalem i strid med folkeretten. Domstolen har for længst krævet våbenstilstand i Israels krig mod Gaza og behandler Sydafrikas anklage om folkemord.

Den Internationale Straffedomstol har udstedt arrestordre mod Israels stats- og forsvarsministre for veldokumenterede krigsforbrydelser: De seneste ti måneder er 40.000 dræbt i Gaza – herunder 17.000 børn. 92.000 mennesker er såret eller varigt invalideret. 

Dødstallet kan formentlig mangedobles, fordi sult og dødelige epidemier hærger blandt civilbefolkningen, der ustandseligt kostes rundt i ruinbunkerne af israelsk militær, lever under ekstremt uhygiejniske forhold og nægtes nødvendige forsyninger af mad, vand og medicin. 

De allerfleste boliger, skolerne og sygehusene samt vand- og elforsyningen er sønderbombet. Tusindvis af børn er blevet forældreløse, og hundredtusindvis af børn er uden skolegang, tusindvis af palæstinensere er uden konkret anklage interneret i israelske lejre med mishandling og tortur, mens voldelige bosættere rykker frem på Vestbredden mod mord og brand for at kapre palæstinensisk jord. Velsignet af Netanyahus regering.

Det er en skandale, som udstiller Vestens dobbeltmoral, når Israels statsminister modtages med klapsalver i USA’s kongres i stedet for at blive anholdt og udleveret til straffedomstolen.

Gennem årtier som topfigur i israelsk politik har Netanyahu udviklet en apartheidstat med fremadskridende kolonisering af Vestbredden. Hans nuværende regering – baseret på de mest ekstreme fascistiske og racistiske kræfter – er gået helt amok i krigen mod Gaza.

Israels krig mod civile i Gaza er i strid med Folkeretten

Tragedien i de 75 års konflikt er, at terrorister på begge sider igen og igen har saboteret fred og forsoning. Hamas’ massakre 7. oktober 2023 var afskyelig. Men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske: Israels krig mod Gazas civile strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. 

Dokumentationen fra FN og menneskerettighedsorganisationer om krigsforbrydelser er overvældende, selvom Israel har prøvet at afskære rapportering fra krigszonen: Intet sted i verden er på så kort tid dræbt så mange FN-medarbejdere og journalister, der kunne vidne om katastrofen. Med anklager mod fem ansatte har Israel søgt at afskære UNRWAs 15.000 medarbejdere fra at gøre deres arbejde, selv om ingen andre her og nu kan erstatte UNRWA som hovedleverandør af bistand til Gazas civile.

Vi må åbne øjne og øren for den monumentale uret, der begås mod palæstinenserne:

Mange danskere er bange for at miste deres kultur ved massiv indvandring. Tænk, hvis vi helt havde mistet vores selvbestemmelse, var nægtet blot at få herredømme tilbage en mindre del af det gamle land, og nu gik desperate rundt i ruinerne. Mon ikke nogen af os så var blevet hvervet af en fundamentalistisk dødskult? Især når de af vore ledere, der søgte fred og kompromis, blev nægtet enhver indrømmelse – eller endda, som palæstinenserlederen Marwan Barghouti, er spærret inde på livstid af besættelsesmagten.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 25. august 2024

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Udgivet den

Jeg forstår slet ikke, hvad regeringen har gang i

Berlingskes Mikkel Fyhn Christensen har interviewet mig i min egenskab af fhv. formand for FN’s generalforsamling om, hvordan det kan hænge sammen, at Danmark i generalforsamlingen stemmer for en resolution, der udtrykkeligt siger, at »Staten Palæstina« er kvalificeret til optagelse i FN som »en fredselskende stat«, men ikke vil følge Norge, Spanien og Irland, når de officielt anerkender Palæstina som stat.

Interviewet udkom i Berlingske fredag d. 24. maj 2024.

I øvrigt skrev jeg i 2011 sammen med to andre fhv. udenrigsministre, Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen, en kronik i Berlingske, hvori vi opfordrede til dansk anerkendelse af Palæstina. Den kan læses her.

Mere fra min hånd om Gaza, Israel og Palæstina

Udgivet den

Alt det kaos, Jeppe Bruus skal overvinde i dag, har rod i Anders Fogh Rasmussens skattepolitik

Den kollektive angst for husejerne som politisk våben har lagt fremtidens ejendomsskatter på et niveau, der kun er halvt så højt som for 25 år siden – det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 7. oktober 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Der skal værnes om ejendomsbeskatningen

Det er en utaknemmelig opgave at være vores fortræffelige skatteminister Jeppe Bruus, der har arvet et fejlbehæftet nyt ejendomsvurderingssystem og skal tage tævene fra borgere og medier for fortidens fatale fejlbeslutninger.

Men det er en uafviselig opgave at få det brede forlig om det nye grundlag for ejendomsbeskatningen til at flyve og få rettet på åbenbare fejl, så tilliden til systemet genskabes. Det skal så tilføjes, at de stikprøver, jeg selv har set og hørt af vurderingsresultaterne, slet ikke virker så skæve som det indtryk, som mediedækningen af en række åbenbare fejl har fremkaldt.

Beskat ejendomsbesiddelse frem for arbejdsindsats

Som økonom og tilhænger af udligning af de store forskelle i velstand er jeg talsmand for et skattesystem, der beskatter arbejdsindsats mindre og ejendomsbesiddelse mere: Lavere indkomstskat betyder mindre påvirkning af arbejdsudbud og opsparing, større ejendomsbeskatning bidrager til at holde ejendomspriserne mere i ro. Og fordelingen af ejendomsgevinsterne er mere skævt fordelt end arbejdsindkomsterne.

Desværre udløste vælgernes nej ved folkeafstemningen i 1963 om forslag til nye jordlove en kollektiv politisk skræk for at beskatte ejendomsbesiddelse mere. Det var sådant set ikke det, jordlovsafstemningen handlede om. Men de seneste 60 år har det været et voldsomt stærkt politisk kampmiddel at mobilisere frygt for angreb på den lille mands hus. 

Det er blevet til en evig politisk lammelse, fordi mange små husejere ikke forstod, at de blev et skjold for de store ejendomsbesidderes gevinster, når de var mere bange for højere skat på boligen, end de var glade for den gevinst, de kunne have høstet i form af lavere skat på arbejde.

Borgerlige partier har – med Anders Fogh Rasmussen som den mest slagkraftige – haft utrolig stor succes med at insinuere, at venstrefløjen havde skjulte planer om onde gerninger mod de mange små parcelhusejere. Det virker særligt skruppelløst, fordi samme Fogh som ung økonom skrev om fordelen ved beskatning af ejerbolig som balance til rentefradragsretten.

Som finansminister under forhandlingerne om den såkaldte pinsepakke i 1998 var jeg central aktør i at drive et lille stykke af den ønskelige drejning fra indkomstskat til ejendomsbeskatning igennem: Vi fik en højere ejendomsværdibeskatning af et hus ved fremtidige salg. Desuden fik vi de offentlige vurderinger reguleret i takt med den faktiske prisudvikling på ejendomsmarkedet for fremover at tøjle takten i ejendomsprisstigninger, friværdier og genbelåning. Det gav plads til at lette indkomstskatten. Men jeg må erkende, at den uvederhæftige agitation om overgreb mod husejerne fik lov at vinde debatten.

Ejendomsværdiskatten fastfrosset i over 20 år

I hvert fald blev pinsepakken revet i stykker efter Anders Fogh Rasmussens magtovertagelse i 2001. Ejendomsværdiskatten blev fastfrosset i kroner. Sammen med en vild liberalisering af realkreditten med afdragsfri lån bidrog dette til voldsomt at forstærke ejendomsprisstigninger og lånefinansieret forbrug i de følgende år. Popularitetsracet over for husejerne endte med at bringe mange af dem i store vanskeligheder under finanskrisen fra 2008, fordi Danmark oven på den vilde optur fik et dybere dyk i beskæftigelse og ejendomspriser end vore nabolande.

Bruus rydder op efter AFR

Alt det kaos, Jeppe Bruus skal overvinde i dag, har rod i Anders Fogh Rasmussens skattepolitik. Først fastfrysningen af ejendomsværdiskatten – og så af ejendomsvurderingerne, der indtil da blev varetaget udmærket af lokalkyndige folkevalgte vurderingsmænd.

Det var ikke kun vurderingsmændene, der blev fyret. Der blevet fyret mange tusinde i skatteforvaltningen med det resultat, at kontrollen af folks selvangivelser og inddrivelse af gæld til det offentlige i vidt omfang brød sammen og stadig halter alvorligt. Senere blev søsat et nyt it-baseret vurderingssystem, der i alt for mange år har været ude på stormfuld sejlads, og som nu udkommer – stærkt forsinket og fejlbehæftet.

Det ny ejendomsskattesystem, der nu skal udrulles, venter med at udløse opadgående tilpasning af ejendomsskatterne indtil ejerskifte, men vil til en vis grad dæmpe ejendomsprisstigninger. Jeg skal ikke påstå, at jeg med mine bitre erfaringer ville have haft mod til mere, og må erkende, at kun et meget bredt forlig kan give et nyt system levedygtighed.

Den kollektive angst for husejerne som politisk våben har imidlertid lagt fremtidens ejendomsskatter på et niveau, der kun er halvt så højt som for 25 år siden. Det betyder omvendt, at vi betaler 20 milliarder kroner mere i indkomstskat og andre skatter, end vi havde behøvet uden Anders Fogh Rasmussens indsats.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om boligskat

FOTO: Photo: News Øresund – Johan Wessman © News Øresund – Johan Wessman via Wikimedia Commons

Udgivet den

Appel om fart i klimahandling – selv om det koster noget for danskerne

Vi må sætte ind med klimahandling nu! Det har klimaforsker Sebastian Mernild og jeg skrevet denne kronik om i AvisenDanmark 3. oktober 2023.

Sebastian Mernild er professor i klimaforandringer og glaciologi, leder af SDU Climate Cluster, forfatter samt hovedforfatter i FN’s klimapanel (IPCC)

Mogens Lykketoft, fhv. MF og minister. Formand for FN´s Generalforsamling i 2015. Bestyrelsesformand i Energinet.

Udgivet den

Arbejder vi nok til at betale velfærden?

Flere ændringer i skat eller tilskud kan næppe få flere til at gå op i arbejdstid, men bedre arbejdstilrettelæggelse og mindre stress kan måske – mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Tag af det store råderum for at betale mere i løn til sundhedsansatte

Bedst som vi var ved at glæde os over historisk god beskæftigelse, et deraf følgende stort overskud på statsfinanserne og derfor et meget større råderum til at finansiere klimahandling og velfærdsforbedringer, åbnede nogen en hidsig debat om, at danskerne er ved at ødelægge velfærdssamfundets fremtidige skattegrundlag, fordi de arbejder stadigt mindre.

En del af anledningen til debatten er en aktuel undersøgelse fra Kommunernes Landsforening, der viser, at kommunale medarbejdere – der jo er en blanding af hel- og deltidsansatte – gennemsnitligt arbejder 48 minutter mindre end i 2022 end i 2013. Det skal dog tilføjes, at minuttallet ikke er faldet de seneste tre år. Hele faldet skete frem til 2019.

Der kan stilles mange spørgsmål til netop disse beregninger, og jeg kender ikke alle svarene.

Flere ændringer i skat eller tilskud kan dog næppe få flere til at gå op i arbejdstid; men bedre arbejdstilrettelæggelse og mindre stress kan måske. Dog er der mange småbørnsfamilier, der ikke kan få tilværelsen til at hænge sammen, hvis begge ægtefæller arbejder 37 eller flere timer om ugen. Det kan være umuligt at nå at hente børn i daginstitution med dét arbejdsskema i familien.

Der er historisk velkendt, at stigende velstand for en stor del er blevet omsat i kortere arbejdstid. Dét har ikke eroderet skattebasen eller været hindringen for finansiering af offentlig velfærd. Lige nu er det budgetloven, der er den vigtigste forhindring herfor, og det er en restriktion, vi har pålagt os selv for at følge eurolandene. Men i EU synes man på fuld fart væk fra disse stramme regler, ikke mindst fordi de nødvendige offentlige investeringer i klimaindsats ellers bliver nødlidende.

Fuldtid er i det seneste århundrede ændret fra 48 til 37 timer. Men i fortiden var en stor del af kvinderne ikke på arbejdsmarkedet. Levealderen var også meget kortere. Jeg tror, at vi netop i dag har en danmarkshistorisk rekord i andelen af både mænd og kvinder, der faktisk er i arbejde på hel- eller deltid – eller i uddannelse. Desuden er der jo en ufatteligt meget højere produktivitet pr. arbejdstime i dag end for 100, 25 eller bare ti år siden. Højere uddannelsesniveau, anvendelsen af ny teknologi og bedre arbejdsorganisation løfter os hele tiden, og bidrager til, at vi er blandt de mest konkurrencekraftige samfund på kloden.

Med højere uddannelse, bedre helbred og længere levealder vil mange flere af fremtidens ældre ønske sig at blive i arbejde længere, fordi det ikke er udfordrende nok at være fuldtidspensionist. Det er min erfaring fra min omgangskreds af 75-80-årige, og jeg tror, det vil brede sig fremtiden. Det ville ske også uden det spild af hundredvis af millioner skattekroner, der udløses ved, at man nu præmierer mange af os, der arbejder længere end folkepensionsalderen med tillæg for de år, vi ikke trækker på folkepensionen.

Nu ophæves desuden den hidtidige regel om modregning i folkepensionens grundbeløb for arbejdsindtægt udover 400.000 kroner. Det er de absolut mest velhavende, der i forvejen er privilegeret med godt helbred, høj pension og særligt store erhvervsindtægter, der får gavn af denne gaveuddeling. Der er næppe mange af dem, der arbejder én time mere eller mindre af dén grund.

Man kommer i øvrigt let til at overdrive udsigterne til større »ældrebyrde« som følge af længere levealder. Mit indtryk er, at folks antal år med godt helbred vokser i takt med deres forventede længere levetid. Det er måske også i fremtiden kun de sidste par leveår, de ældre koster virkelig meget på sundheds- og omsorgsområdet, uanset hvor gamle kommende generationer bliver.

Derfor er det heller ikke en naturlov, at der bliver problemer med at få medarbejdere nok til at levere offentlig service af god standard – hverken finansielt eller rekrutteringsmæssigt. Meget af ventetidsproblemet på sundhedsområdet er efterveer fra covid-årene og de ulyksalige sygeplejekonflikter, og i fremtiden vil mange trivielle arbejdsopgaver blive overtaget af kunstig intelligens.

Derfor er tiden til at tage af det store råderum i de offentlige finanser til at forbedre løn- og arbejdsvilkår for medarbejdergrupper på sundhedsområdet og i omsorgen for børn og gamle. Løntilpasningen skal ikke bare ske ud fra såkaldte retfærdighedsbetragtninger, men for at sikre, at mandskab kan hverves til at levere en højt prioriteret offentlig service. Det handler også om at undgå, at privathospitaler overtager aktivitet fra det offentlige, fordi de kan tilbyde bedre vilkår for medarbejderne – og så i øvrigt efterlade til det offentlige at levere den mest krævende og specialiserede del af sygdomsbehandlingen.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 6. september 2023

Mere fra min hånd om velfærd

Udgivet den

Koranbrænding er ballade – ikke ytringsfrihed

Det skal ikke lykkes pyromaniske idioter foran udenlandske ambassader i København at give autoritære regimer ude i verden et påskud til at stive deres regimer af på Danmarks bekostning – og måske endda inspirere langt mere voldelige og idiotiske ekstremister derude til at udtænke terrorangreb mod danske mål – det skriver jeg om i denne kommentar i Berlingske 10. august 2023

Ballade kontra ytringsfrihed

Jeg er aldeles enig med regeringen om, at vi skal beskytte Danmarks internationale omdømme ved at ulovliggøre afbrænding af hellige religiøse skrifter som del af offentlige demonstrationer foran udenlandske ambassader.

Det overrasker og bekymrer mig, hvor mange der triller rundt om denne sag, som om ytringsfrihed handlede om en umistelig ret til at brænde koraner af.

Der eksisterer ikke i Danmark en fundamentalistisk frihed og lovlighed til enhver forhånende optræden ved demonstrationer. Der er allerede meget, man ikke må, selv om der er ytringsfrihed. Man kan blive straffet for injurier og i visse tilfælde også for racisme. Det udløser straf at afbrænde andre landes nationale symboler (flag). Det er, så vidt jeg har forstået, stadig retligt uafklaret, om det er strafbart at afbrænde hængte dukker af statsministeren af i lygtepæle. Men der findes stadig bestemmelser om straf for majestætsfornærmelse osv.

Måske var det uklogt for seks år siden at afskaffe den sjældent brugte blasfemiparagraf i straffeloven, der formentlig omfattede demonstrativ afbrænding af religiøse skrifter. Socialdemokratiet stemte som eneste parti imod afskaffelsen af denne paragraf, mens den daværende statsminister og nuværende udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), forudså, at det kunne åbne for koranafbrændinger, og derfor kun meget tøvende lod sig overtale til lovændringen af islamofoberne i hans daværende parti, Venstre.

Et indgreb kan ske på forskellig vis. Fhv. udenrigsminister Per Stig Møller (K) og jeg diskuterede forleden sagen hos Simon Emil Ammitzbøll i 24syv. Per Stig mente, at det enkleste er at skærpe politivedtægten i ordvalget om urostiftelse og ulovlig afbrænding på linje med at afbrænde dæk eller affaldscontainere på offentlige steder eller lime sig fast på kørebanen i protest mod bilismen som del af en demonstration. Og det er jo forbudt.

Der er flere veje at gå. Det afgørende er at få sendt et signal til omverdenen om, at forhånelse af andres religion er farligt og ekstremistisk idioti, der ikke er accepteret Danmark og ikke er regeringens politik.

Berlingskes chefredaktør ser – sammen med mange andre – signalet som en glidebane over for pression fra grumme muslimske diktatorer og organisationer, og han sammenligner med eftergivenheden over for Hitler i 1930erne. Man skal passe på med falske analogier, Tom Jensen. Man kunne lige så godt sammenligne koranafbrændingen med Goebbels’ autodafé i Berlin i 1933 af bøger, nazisterne ikke syntes om.

Mærkeligt nok synes alle partier uden om regeringen at være imod forbud mod koranafbrænding ved demonstrationer.

Det er forståeligt. at det er holdningen hos islamhadere på højrefløjen. Derimod er det uforståeligt, at venstrefløjen er med i koret. Og mon ikke både SF, Radikale og Konservative havde været medforslagsstillere til et forbud, hvis de havde været en del af regeringen?

Redaktør Kristian Madsen fra A4 Medier taler om regeringspartierne som de voksne i klassen, for der skal ro på i vores forhold til den muslimske verden.

Det er hverken dansk stats- eller erhvervsinteresse, at halvanden milliard fredelige mennesker af muslimsk tro risikerer at få det indtryk, at vi for enhver pris vil forhåne symbolet på deres ofte meget inderlige religiøse tro.

Det skal ikke lykkes pyromaniske idioter foran udenlandske ambassader i København at give autoritære regimer ude i verden et påskud til at stive deres regimer af på Danmarks bekostning – og måske endda inspirere langt mere voldelige og idiotiske ekstremister derude til at udtænke terrorangreb mod danske mål.

Vi kan se, at Putin allerede prøver at få sympati i den muslimske verden ved at angribe Sverige og Danmark for koranafbrændingerne. Vi risikerer desuden, at Erdogan får et tilbagefald til at blokere Sveriges NATO-medlemskab. Og meget mere generelt har vi brug for at få mange flere lande over på vores side i kampen mod russisk aggression i Ukraine og for aktiv global klimahandling. Det kræver bedre relationer mellem Vesten og Det Globale Syd – også til mange kedeligt autoritære regimer i den islamiske verden.

Derfor forventer vores demokratiske vestlige allierede, at vi stopper for koranafbrændinger. Ja, for det handler selvfølgelig OGSÅ om udenrigspolitisk pragmatisme og rettidighed med varetagelse af nationens interesser.

Da den franske filosof Voltaire lå på sit dødsleje, kom en præst og bad den døende om at forsage Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen. Voltaires svar var, at det næppe var tidspunktet for ham at skaffe sig nye fjender. Nye fjender er i hvert fald heller ikke hvad Vesten har brug for lige nu.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)