Min tale ved demo mod USA’s krav om overtagelse af Grønland

Her den korte tale jeg holdt ved demonstrationen mod USA’s krav om overtagelse af Grønland foran den amerikanske ambassade i København 29. marts 2025. Ifølge Berlingske var der 3300 deltagere.

Hvem havde troet, at det nogen sinde blev nødvendigt at stå her foran den amerikanske ambassade for at demonstrere mod et krav om at USA skal overtage Grønland?

Grønland og Danmark har en lang fælles historie.

Der er skabt stærke familie- og venskabsbånd gennem mange generationer.

Personligt har jeg besøgt Grønland rigtigt mange gange. Med stor kærlighed til landet og folket. Og med den største respekt for Grønlands ret til at bestemme sin egen fremtid. 

Jeg har meget nære venskaber i Grønland – også blandt dem, der har anført den moderne udvikling frem til det nuværende selvstyre. 

Forsvaret af Grønland har været et fælles anliggende for Kongeriget og USA de seneste 80 år.  Det skal vi i fælleskab forstærke.

Vi er allierede i NATO for at forsvare vore landes grænser og vores frihed,

Derfor er det grotesk og uhørt med et aggressiv amerikansk krav om at besidde Grønlands folk og sætte sig på landets ressourcer.

Trump vil jo ikke udelukke militær okkupation og økonomisk pression. 

En massiv og løgnagtig påvirkningsaktivitet og forsøg på bestikkelse af grønlændere er allerede i fuld gang.

Det minder om metoder, vi før var fælles med USA om at fordømme. 

Som f.eks. Putins kup mod Krim i 2014.

Hvis Trump bruger de samme metoder som Putin, så kan vi ikke forhindre det.

Men vi skal her og nu klart og utvetydigt fastslå, at Grønlands frihed og Rigsfællesskabets suverænitet ikke er til forhandling.

Der er kun én mulig reaktion over for dette vanvid:

At samle mest mulig opbakning til at stå op imod Trump

Vi må stå skulder ved skulder i Grønland og Danmark.

Vi har brug for den aktive solidaritet fra resten af Norden og EU med Tyskland og Frankrig i spidsen.

Grønland må knytte sig nærmere til Europa, og EU bør investere mere i Grønlands fremtid.

Vi har opbakning fra Storbritannien – og selvfølgelig også fra Canada, som udsættes for den samme aggression som os lige nu.

Vi må kæmpe vores sag frem i FN, hvor et overvældende flertal af lande vil være med til at fordømme amerikansk aggression mod Grønland.

Vi må appellere direkte om støtte fra de 70 pct af amerikanerne, der er imod erobring af Grønland.

Vi må aldrig give op!

Med Trumps venskabelige åbning til Putin må man frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, inden Rusland opsluger hele Ukraine

Hvis Ukraine falder sammen under russisk pres, er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne – der er også en voldsomt stigende risiko for, at den stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. Det skriver jeg om i denne klumme. Læs den i Berlingske – eller nedenfor:

Ukraine-krig og historielæring

Hos Trump handler alt om Trump.

Han har erklæret, at han vil slutte krigen i Ukraine i en håndevending, så det må ske – uanset prisen for ukrainerne. Der er intet grundlag for at stole på, at Trump vil bruge sin magt på at få Putin med på en våbenhvile som aftalt mellem USA og Ukraine i Saudi-Arabien. 

Putin ved, at han kan besnakke den utålmodige Trump til at stille nye krav til Ukraine, som svækker landet i de videre forhandlinger. Måske tier våbnene for en stund, fordi Trump igen tvinger Ukraine i knæ ved at trække støtten med våben og efterretninger, før Europa kan nå at sætte tilstrækkeligt ind for at kompensere for USAs svigt. 

Men hvis Ukraine bagefter falder sammen under russisk pres, så er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne, men en voldsomt stigende risiko for at den sejrende og stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. 

Moldova, Georgien og Armenien står først for. Men balterne føler sig heller ikke sikre, når tilliden til amerikansk opbakning gennem NATO blegner.

Europas udgifter til selvforsvar vil vokse voldsomt, hvis et vel bevæbnet Ukraine falder ud af ligningen, samtidig med at vi mister USAs opbakning i NATO. 

Derfor er det indlysende europæisk egeninteresse at sikre Ukraines overlevelse.

Uklarhed styrkede Putin

Ukraine var i forrige århundrede dén del af Europa, hvor sult, krig og terror fra Stalin og Hitler udryddede flest mennesker – ufatteligt mange millioner. Derfor er det forståeligt, at 90 procent af ukrainerne stemte for selvstændighed, da Sovjetunionen gik i opløsning. 

I 1994 garanterede USA, Storbritannien og Rusland det nye lands grænser i en aftale, hvor Ukraine afleverede sin del af det gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.

Samlivet med Rusland var de første år ret fredeligt. Rusland fik lov fortsat at have sin sortehavsflåde i Sevastopol på Krim. Men det var åbenbart, at Putin som Ruslands leder siden 2000 afskyede NATOs udvidelse mod øst – og ikke kunne se Rusland som storspiller på verdensscenen uden at have kontrol over Ukraines folk og ressourcer.

Putin kunne leve med en tilstand, hvor russiskvenlige politikere og oligarker i lange perioder dominerede et korrupt ukrainsk politisk system. Men udsigten til et demokratisk fungerende Ukraine i EU og NATO var en ubærlig stor og nær udfordring for Putins stadigt mere despotiske regime.

George W. Bush insisterede i 2008 på, at NATO gav Ukraine og Georgien løfte om medlemskab på et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Blandt andet Tyskland og Frankrig var imod, og Ukraines eget ønske om medlemskab var dengang ikke brændende. 

Den uklarhed, der hermed blev skabt, har utvivlsomt styrket Putins bestræbelser på med alle midler at spænde ben for, at de to lande kunne blive medlem af NATO. Første trin var krigen mod Georgien samme år, hvor en del af landet blev besat af Rusland.

Trumps venskabelige åbning

Ukrainernes ønske om stærkere bånd til Vesten handlede mest om tilknytning til EU. Da den russisk orienterede præsident Yanukovitj i 2014 under pres fra Rusland opgav en færdig handelsaftale med EU, udløste det et folkeligt oprør, der væltede præsidenten.

Det fik Putin til ved et kup at annektere Krim og orkestrere et såkaldt oprør i den østlige Donbas-region. Vesten reagerede kun svagt imod overtagelsen af Krim og prøvede forgæves at formidle en løsning på striden i Donbas. 

Men Putin ønskede en ulmende konflikt.

Putins uprovokerede angreb mod hele Ukraine 24. februar 2022 kom måske, fordi han læste det kaotiske USA-exit fra Afghanistan som vestlig svaghed, og desuden helt fejlbedømte den ukrainske modstandsvilje. 

Han troede, det ville gå som ved invasion i Tjekkoslovakiet i 1968: Vi rykker ind med overvældende militærstyrke, alle rækker hænderne i vejret, vi indsætter inden for en uge marionetregering, og Vesten sender en ligegyldig protestnote.

Men Zelenskyjs mod og Vestens bistand forhindrede kuppet. Derfor var der, måske, en chance for rimelig fred efter de første par måneder – en chance, der i så fald blev misset på grund af en forkert vestlig formodning om, at Rusland kunne udmattes langt mere af en lang krig.

Efter tre år er er begge parter udmattede med store tab af menneskeliv og store ødelæggelser i Ukraine. Med fortsat amerikansk opbakning til Ukraine var der fortsat chancer for en fred på rimelige vilkår. 

Med den venskabelige åbning fra Trump til Putin må man imidlertid – uden ekstraordinær europæisk indsats – frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, indtil Rusland opsluger hele Ukraine.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om Ukraine

Tostatsløsning er begravet i Gazas ruinhob

Aksen Trump-Netanyahu ​er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. Det seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt giver mulighed for at angribe andre uden selv at blive ramt. Det skriver jeg om i denne kronik i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Dødsstød til Palæstina og israelsk dominans i Mellemøsten

Trumps daglige kaos hjemme, foragten for Europa og forsøget på venskab med Putin på Ukraines bekostning tager forståeligt nok mediernes overskrifter i disse uger.

Derfor får det mindre opmærksomhed, at Putin ikke er den eneste krigsforbryder, Trump gerne vil please. Han støtter for fuld kraft Benjamin Netanyahu, der ligesom Putin er krævet anholdt og udleveret til Den Internationale Domstol.

Kravet mod Netanyahu får USA til indføre sanktioner mod domstolen – og Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol med påstand om folkemord i Gaza har ført til amerikanske sanktioner mod Sydafrika!

Foragten for vestlig dobbeltmoral har aldrig været større i det globale syd, og det rammer ikke kun USA, men alle os vestlige lande, der godt nok (modsat Trump) anser Putin for en krigsforbryder, men ikke kan få det over læberne at konstatere det samme om Netanyahu.

De internationale domstole skal fælde den endelige dom over, hvorvidt Israels krig mod Palæstina kan benævnes folkemord. Og som medlem af domstolen og tilhængere af en international retsorden må vi i Danmark bakke op om den dom, der falder. Men Israels ekstremistiske regerings krigsførelse siden Hamas’ grusomme og stupide terrorangreb den 7. oktober 2023 kan i hvert fald på ingen måde defineres som udøvelse af retten til selvforsvar:

Det er en monumental krigsforbrydelse og forbrydelse mod al menneskelighed. Flertallet af de flere end 48.000 døde og 112.000 kvæstede og invaliderede er civile, deriblandt rædselsfuldt mange børn. I Gaza er fire af fem boliger ødelagt, infrastruktur i form af vand, el, sundhed og uddannelse er smadret.

Israels krig har også været en krig mod FN, som har fået dræbt 300 medarbejdere. Nu har Israel totalt blokeret arbejdet for UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere i Mellemøsten, der har været den vigtigste livline for Gazas civile gennem årtiers besættelse og indespærring.

Mediekrig og fordrivelse

Krigen har også været ført mod medierne, der kunne rapportere om krigsforbrydelserne. Der er ingen krig før Gaza, hvor flere reportere er blevet dræbt på halvandet år.

Israels krig mod Gaza gør det umuligt – uden massiv nødhjælp og hjælp til genopbygning – at få en tilværelse til at hænge sammen i Gaza. Håbet hos Israels regering er åbenbart, at nabolandene kan presses til at acceptere en fordrivelse af Gazas befolkning. Dét følges i disse uger op med angreb med fly og tanks på palæstinensiske lejre og byer på den besatte Vestbred, mens fanatiske kolonister myrder, brænder huse og ødelægger olivenplantager i landsbyerne. Alt sammen også oplæg til fordrivelse af indbyggerne og indlemmelse af området i en jødisk stat ”from the River to the Sea”.

Påstanden om araberne, der ville drive jøderne i Middelhavet, er uden nutidig realitet. Det er palæstinenserne, der trues af total fordrivelse fra det hjemland, hvor de endnu i 1948 var to tredjedele af befolkningen, men hvor de i mellemtiden har oplevet 77 år med fordrivelse, besættelse, retsløshed og grænseløse ydmygelser fra Israel.

Den beskedne drøm, som FN har bakket op i mange årtier, om en tostatsløsning med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, er begravet i ruinbunkerne i Gaza og i den etniske kolonisering og udrensning de andre steder.

Trumps eksotiske forslag om at overtage Gaza, flytte indbyggerne til nabolandene og renovere området til en flot riviera ved Middelhavet er bare én version af det projekt, som han og Netanyahu er enige om: at give dødsstødet til ethvert håb om selv en nok så lille palæstinensisk stat.

Tilliden til Trumps våbenhviler

Man tør ikke tro på Trumps vilje til at fastholde hverken Putin eller Netanyahu på aftaler om våbenhvile, hans regering har indgået med hhv. Ukraines og Israels regeringer:

Der ses tydeligt i disse uger, hvor Netanyahu med fuld opbakning fra Trump massivt og systematisk bryder dén våbenhvile, som med amerikansk mægling blev indgået i januar. Der skulle nu være iværksat en fase to, hvor Israels soldater skulle forlade Gaza i takt med frigivelse af de sidste gidsler. Netanyahu har imidlertid aldrig tænkt sig at opfylde aftalen om at rykke sit militær ud af Gaza, men pønset på med en ny krig at få den ekstreme højrefløj tilbage i regeringen.

Derfor blokerede han for fase to-forhandlingerne og forsøgte i stedet at få gidslerne ud ved de seneste uger at blokere for nødhjælp til Gazas civile. Efter den kortvarige våbenhvile, hvor forsyninger kom ind, er sult igen ved at brede sig katastrofalt. Og de seneste dage er krigen mod Gaza uprovokeret genoptaget med hundredvis af nye døde. Trump har udtrykkeligt accepteret dette, samtidig med at han hjemme i USA er optaget af at tvangsdeportere palæstinensiske studerende, der har demonstreret mod Israels krig mod Gaza.

Afvisning af arabisk fredsplan

Både Trump og Netanyahu afviser blankt den gennemtænkte arabiske fredsplan, hvorefter Gaza fremover regeres af teknokrater uden om Hamas, og hvor sikkerhed og genopbygning sikres af de arabiske stater.

Derfor er det svært at se, hvordan verden kan sikre bare den allermindste lettelse i de utålelige levevilkår for Palæstinas folk.

Israels regering lukker ned for retsstat og ngo-samfund, mens strømmen af tunge bomber fra USA er genoptaget med fuld styrke efter Bidens forsigtige – nærmest symbolske – rationering af leveringen.

Den ubeslutsomme Biden havde anfægtelser, men manglede mod og vilje til at sikre freden ved at sætte tommelskruerne på Netanyahu. Trump har ingen som helst empati med palæstinensernes lidelser – eller for den sags skyld andre lidelser i denne verden, hvis ikke det har noget at gøre med formuetab blandt hans milliardærvenner eller hos rige hvide farmere i Sydafrika. Trump har heller ikke, som Biden havde i egen lejr, en voksende modstand og vrede mod Israels krig.

Jeg forstår godt, at den meste opmærksomhed i dansk politik rettes mod truslen fra Rusland, Ukraines uhyre vanskelige situation og behovet for oprustning. Men jeg synes, det er pinagtigt, at det ikke kan ledsages af større bevillinger og højlydte krav om at få humanitær hjælp frem og fastholde den spinkle plan for våbenhvile i Gaza. Og forsøg på at finde vej til at hjælpe de tapre folk i ngo’er i Israel og Palæstina, der lige nu kæmper op ad en meget stejl bakke for fred og medmenneskelighed.

Ondskabens akse

Vi er en generation, der blev opfostret med troen på USA og Israel som hjemsteder for gode demokratiske viljer, der ville ende med at skabe fred. Vi har desværre levet længe nok til at se de gode viljer sparket til side begge steder – og ser nu en ondskabens akse af ekstrem foragt for andre mennesker og andre meninger.

Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. De seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt kombineret med det uhyre effektive missilskjold giver mulighed for at angribe andre uden stor risiko for at blive ramt af gengældelse.

Det medfører en aggressiv adfærd i forhold til Libanon, Syrien og Iran, der ikke er gunstig for fremskridt mod varig fred: Israel føler sig ikke særligt forpligtet til at overholde våbenhvilen i Libanon. Israels fremrykning i Syrien og ødelæggelse af syriske våbendepoter og flåde efter Assad-diktaturets fald mindsker den nye samarbejdsregerings reelle muligheder for at sætte sig i respekt – og destabiliserer derfor, hvor det meste af verden ønsker at stabilisere. Og Netanyahu har aldrig skrinlagt sine planer om at angribe de iranske atomanlæg, hvad der ikke ville styrke de kræfter i Iran, der gerne vil fred.

Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten lørdag d. 22. marts 2025

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Denne bog bliver et kampskrift til at stive os af, når vi skal sikre Ukraines overlevelse

Sidste år blev bogen ‘Nyt fra Ukraine’ publiceret. Man kunne tro, at den var blevet forældet, men tværtimod: Vidnesbyrdene skildrer den russiske voldsomhed og kan fungere som et kampskrift for danskerne, skriver jeg i denne artikel i netmediet Altinget. Læs den på Altinget – eller nedenfor:

Nyt fra Ukraine

Mod slutningen af sidste år udsendte Forlaget Hakon Holm en bog – ‘Nyt fra Ukraine’ – med stærke personlige bidrag fra reportere, eksperter, ambassadører og politikere om deres oplevelser fra fronterne og bag linjerne med de første to et halvt år af Putins angrebskrig.

Trump skaber lige nu ny forfærdelige forandringer for dem, der kæmper for Ukraines frihed. Man kunne tro, at bogen måske derfor hurtigt er blevet forældet. Men tværtimod.

De stærke personlige beretninger om krigens gang er uafviselige billeder af og argumenter for – at det er endnu vigtigere end før at holde fast i støtte til det angrebne og hårdt pressede europæiske naboland. Det viser os, hvorfor støtten til denne forsvarskamp både er vores moralske og medmenneskelige pligt og vores nationale interesse. Europa bliver aldrig trygt igen, hvis Putin får lov at erklære sejr i Ukraine. Så kommer der nye kampe, vi kan tabe – nye lande, hvis frihed kan gå tabt,

Ingen troede for tre år siden, at Ukraine kunne modstå en russisk invasion. Mindst af alle naturligvis Putin, der ventede et forløb som i Prag i 1968: Vi rykker ind med overvældende styrke, og alle rækker hænderne op, angriberen indsætter et marionetstyre, og Vesten sender en stilfærdig protest. Men ukrainerne stod op – ikke mindst på grund af Zelenskyjs enestående mod og beslutsomhed. 

Måske fandtes der ikke før det russiske frontalangreb en veldefineret ukrainsk nationalitet på tværs af forskelle i sprog og regioner. Putin skabte en nation, der ikke vil overgive sig – et folk der er enige om, at de ikke vil under den russiske diktators hæl. Vesten har hjulpet med økonomi og våben. USA under Biden hjalp meget, men mere tøvende end godt var. Danmark har pr. indbygger ydet allermest, hvilket der er i Ukraine er meget fokus på – fortæller korrespondenterne – og som ukrainerne er meget taknemmelige for. 

I bogen læser vi, hvordan garvede reportere berøres dybt af russiske krigsforbrydelser i Butja, Mariupol og utallige andre steder. Om Putins utrolige foragt for både ukrainske og russiske menneskeliv.

Vi hører malende om de civile, kvinderne, børnene, de gamle, der lider og dør, når beboelseskvarterer varme-, el- og vandforsyning nådesløst bombes. Vi hører om den voldsomme undertrykkelse i de besatte områder af Ukraine, som Trump nu vil lade Putin beholde. Vi får et stærkt indtryk af, hvor voldsom mis- og desinformation russerne udsættes for, og hvordan krigsmodstandere undertrykkes.

’Nyt fra Ukraine’ bliver derfor et kampskrift, der kan stive danskerne af, når vi sammen med de andre europæere skal levere meget større bidrag til Ukraines overlevelse, fordi der nu på samme tid skal kæmpes mod Trump og Putin.  Sidste uges europæiske topmøder tyder heldigvis på at viljen er til stede. Men det kræver et forrygende tempo i fælles beslutninger blandt de villige i EU’s og NATOs kreds.

Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Indlægget blev bragt i Altinget 13. marts 2025.

Trumpismen er en bevægelse, der har ophævet enhver grænse mellem sandhed og løgn

Jeg skrev min seneste få dage før Volodomyr Zelenskyjs skæbnesvangre besøg hos Trump i det Hvide Hus, der åbnede en afgrund mellem Europa og USA, hvilket ikke ændrer noget i forhold til klummens indhold. Lad os inderligt håbe, at det dramatiske møde omsætter sig i hurtig europæisk enighed om massiv investering i at forsvare os selv – og Ukraine. Læs klummen i Berlingske – eller nedenfor:

Dag for dag udfolder katastrofen sig

Ved magtskiftet for fem uger siden var der stadig danske politikere, erhvervs- og mediefolk, der så en kerne af god mening i Trumps rablende galskab.

Efter bagholdet mod Ukraine og omfavnelsen af Putin er der vist kun Morten Messerschmidt og Asger Aamund tilbage?

Nu er der en kollektiv erkendelse af, at vi ikke længere har en reel alliance og slet ikke et værdifællesskab med Trumps USA.

Trumpismen er en bevægelse, der har ophævet enhver grænse mellem sandhed og løgn. Trump vandt sine valg ved massiv investering i misinformation, had og konspirationsteorier via Fox News med videre og kampagner på sociale medier – uden slagkraftigt modspil fra troværdige public service-medier. 

I alliancen med højreradikale multimilliardærer investeres stadig mere i at sætte sig på amerikanernes foretrukne informationskanaler. Uafhængige medier sagsøges eller bliver lidt medløbere til magthaverne.

Trump har desuden magten over både Kongressen og højesteret. Med haglbyger af dekreter angribes alt, der handler om klimaindsats og om ligestilling mellem racer og køn. Elon Musk udrenser i statsforvaltningen. En bølge politiske fyringer udhuler kompetence og objektivitet. 

Folk dør bogstaveligt talt i Afrika, fordi kvælningen af USAID (det amerikanske agentur for udviklingsbistand, red.) afskærer dem fra deres daglige aids-medicin.

Det hele er et massivt forsøg på kupagtigt at omdanne det amerikanske demokrati til et højreradikalt oligarki og sælge ideen til andre. Vicepræsidenten var på udflugt til München for, på linje med Elon Musk, at solidarisere sig med de ekstreme kræfter, der søger at splitte Europa. 

Deres sprogbrug er som taget ud af Orwells fremtidsroman 1984 om nysproget, hvor de mener autokrati og ensretning, når de taler for demokrati og frihed. De savner enhver omsorg for andet end deres egen magt og pengepung. Ingen empati og omsorg for andre mennesker.

Mens J.D. Vance og Elon Musk karakteriserede de europæiske højreradikale som de egentlige demokrater, talte Trump selv imødekommende med Putin i telefonen om, hvad der kan blive Ukraines undergang. 

De var åbenbart enige om, at Ukraine skal opgive de områder, der hidtil er tabt ved den russiske invasion, og at resten af Ukraine ikke kan få NATOs opbakning til senere at modstå ny russisk aggression.

Derfor åbner en afgrund sig mellem USA og Europa. Vi må inderligt håbe, at det omsætter sig i hurtig europæisk enighed om massiv investering i at forsvare os selv – og Ukraine.

Trump omfavner åbenlyst verdens to mest fremtrædende krigsforbrydere, Putin og Netanyahu. 

Hans vanvittige idé om at overtage Gaza og flytte palæstinenserne væk er dybest set bare en af flere varianter af en politik, der støtter det, der ligner den højreradikale israelske regerings ambition om at rense Palæstina for palæstinensere og kolonisere hele Vestbredden.

Vi skal specielt forholde os til Trumps trusler om at erobre Grønland. Den mest sandsynlige metode til at forsøge at gøre Grønland amerikansk er en langvarig tæppebombning fra MAGA-bevægelsen med den velkendte blanding af trusler, løfter og løgne.

Truslerne har udløst en heftig debat om forholdet mellem Danmark og Grønland i fortid, nutid og fremtid. Det er aldeles afgørende, at denne debat forgår åbent, i ærlig erkendelse af fejltagelserne i kolonitiden – og faktabaseret.

Derfor var DRs nu skrottede udsendelse om kryolitten et svigt af alle principper om public service. 

Det var et forsøg på – trods klare advarsler fra sagkundskaben – sensationslystent at manipulere en fortælling. 

I en ophedet atmosfære lige op til et vigtigt grønlandsk valg præsenterede man et falsk indtryk af en enorm fortidig dansk udbytning af Grønland. Dét er lige så langt fra sandheden som meget af det, trumpisterne udsætter verden for. Og måske et indslag, der utilsigtet støtter Trumps dagsorden for Grønland.

Trump er ved magten i USA og er smadremand i global politik – som nævnt ikke mindst på grund af fraværet af slagkraftig public service til at afbalancere magtfulde og ofte voldsomt manipulerende private medier.

Jeg kæmpede hele mit lange politiske liv for stærke public service-medier i Danmark og har været modstander af forsøg på at skære ned på Danmarks Radio. 

Vi har i denne ulvetid mere end nogensinde brug for et DR, som faktisk leverer nuanceret, sandfærdig information, uafhængigt af særinteresser og immun over for vilde konspirationsteorier. 

Derfor er det lige nu, at DR fra top til bund skal bemandes til faktisk at leve op til denne opgave.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 1. marts 2025

Mere fra min hånd om Trump og det nye USA