Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. Det seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt giver mulighed for at angribe andre uden selv at blive ramt. Det skriver jeg om i denne kronik i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:
Dødsstød til Palæstina og israelsk dominans i Mellemøsten
Trumps daglige kaos hjemme, foragten for Europa og forsøget på venskab med Putin på Ukraines bekostning tager forståeligt nok mediernes overskrifter i disse uger.
Derfor får det mindre opmærksomhed, at Putin ikke er den eneste krigsforbryder, Trump gerne vil please. Han støtter for fuld kraft Benjamin Netanyahu, der ligesom Putin er krævet anholdt og udleveret til Den Internationale Domstol.
Kravet mod Netanyahu får USA til indføre sanktioner mod domstolen – og Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol med påstand om folkemord i Gaza har ført til amerikanske sanktioner mod Sydafrika!
Foragten for vestlig dobbeltmoral har aldrig været større i det globale syd, og det rammer ikke kun USA, men alle os vestlige lande, der godt nok (modsat Trump) anser Putin for en krigsforbryder, men ikke kan få det over læberne at konstatere det samme om Netanyahu.
De internationale domstole skal fælde den endelige dom over, hvorvidt Israels krig mod Palæstina kan benævnes folkemord. Og som medlem af domstolen og tilhængere af en international retsorden må vi i Danmark bakke op om den dom, der falder. Men Israels ekstremistiske regerings krigsførelse siden Hamas’ grusomme og stupide terrorangreb den 7. oktober 2023 kan i hvert fald på ingen måde defineres som udøvelse af retten til selvforsvar:
Det er en monumental krigsforbrydelse og forbrydelse mod al menneskelighed. Flertallet af de flere end 48.000 døde og 112.000 kvæstede og invaliderede er civile, deriblandt rædselsfuldt mange børn. I Gaza er fire af fem boliger ødelagt, infrastruktur i form af vand, el, sundhed og uddannelse er smadret.
Israels krig har også været en krig mod FN, som har fået dræbt 300 medarbejdere. Nu har Israel totalt blokeret arbejdet for UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere i Mellemøsten, der har været den vigtigste livline for Gazas civile gennem årtiers besættelse og indespærring.
Mediekrig og fordrivelse
Krigen har også været ført mod medierne, der kunne rapportere om krigsforbrydelserne. Der er ingen krig før Gaza, hvor flere reportere er blevet dræbt på halvandet år.
Israels krig mod Gaza gør det umuligt – uden massiv nødhjælp og hjælp til genopbygning – at få en tilværelse til at hænge sammen i Gaza. Håbet hos Israels regering er åbenbart, at nabolandene kan presses til at acceptere en fordrivelse af Gazas befolkning. Dét følges i disse uger op med angreb med fly og tanks på palæstinensiske lejre og byer på den besatte Vestbred, mens fanatiske kolonister myrder, brænder huse og ødelægger olivenplantager i landsbyerne. Alt sammen også oplæg til fordrivelse af indbyggerne og indlemmelse af området i en jødisk stat ”from the River to the Sea”.
Påstanden om araberne, der ville drive jøderne i Middelhavet, er uden nutidig realitet. Det er palæstinenserne, der trues af total fordrivelse fra det hjemland, hvor de endnu i 1948 var to tredjedele af befolkningen, men hvor de i mellemtiden har oplevet 77 år med fordrivelse, besættelse, retsløshed og grænseløse ydmygelser fra Israel.
Den beskedne drøm, som FN har bakket op i mange årtier, om en tostatsløsning med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, er begravet i ruinbunkerne i Gaza og i den etniske kolonisering og udrensning de andre steder.
Trumps eksotiske forslag om at overtage Gaza, flytte indbyggerne til nabolandene og renovere området til en flot riviera ved Middelhavet er bare én version af det projekt, som han og Netanyahu er enige om: at give dødsstødet til ethvert håb om selv en nok så lille palæstinensisk stat.
Tilliden til Trumps våbenhviler
Man tør ikke tro på Trumps vilje til at fastholde hverken Putin eller Netanyahu på aftaler om våbenhvile, hans regering har indgået med hhv. Ukraines og Israels regeringer:
Der ses tydeligt i disse uger, hvor Netanyahu med fuld opbakning fra Trump massivt og systematisk bryder dén våbenhvile, som med amerikansk mægling blev indgået i januar. Der skulle nu være iværksat en fase to, hvor Israels soldater skulle forlade Gaza i takt med frigivelse af de sidste gidsler. Netanyahu har imidlertid aldrig tænkt sig at opfylde aftalen om at rykke sit militær ud af Gaza, men pønset på med en ny krig at få den ekstreme højrefløj tilbage i regeringen.
Derfor blokerede han for fase to-forhandlingerne og forsøgte i stedet at få gidslerne ud ved de seneste uger at blokere for nødhjælp til Gazas civile. Efter den kortvarige våbenhvile, hvor forsyninger kom ind, er sult igen ved at brede sig katastrofalt. Og de seneste dage er krigen mod Gaza uprovokeret genoptaget med hundredvis af nye døde. Trump har udtrykkeligt accepteret dette, samtidig med at han hjemme i USA er optaget af at tvangsdeportere palæstinensiske studerende, der har demonstreret mod Israels krig mod Gaza.
Afvisning af arabisk fredsplan
Både Trump og Netanyahu afviser blankt den gennemtænkte arabiske fredsplan, hvorefter Gaza fremover regeres af teknokrater uden om Hamas, og hvor sikkerhed og genopbygning sikres af de arabiske stater.
Derfor er det svært at se, hvordan verden kan sikre bare den allermindste lettelse i de utålelige levevilkår for Palæstinas folk.
Israels regering lukker ned for retsstat og ngo-samfund, mens strømmen af tunge bomber fra USA er genoptaget med fuld styrke efter Bidens forsigtige – nærmest symbolske – rationering af leveringen.
Den ubeslutsomme Biden havde anfægtelser, men manglede mod og vilje til at sikre freden ved at sætte tommelskruerne på Netanyahu. Trump har ingen som helst empati med palæstinensernes lidelser – eller for den sags skyld andre lidelser i denne verden, hvis ikke det har noget at gøre med formuetab blandt hans milliardærvenner eller hos rige hvide farmere i Sydafrika. Trump har heller ikke, som Biden havde i egen lejr, en voksende modstand og vrede mod Israels krig.
Jeg forstår godt, at den meste opmærksomhed i dansk politik rettes mod truslen fra Rusland, Ukraines uhyre vanskelige situation og behovet for oprustning. Men jeg synes, det er pinagtigt, at det ikke kan ledsages af større bevillinger og højlydte krav om at få humanitær hjælp frem og fastholde den spinkle plan for våbenhvile i Gaza. Og forsøg på at finde vej til at hjælpe de tapre folk i ngo’er i Israel og Palæstina, der lige nu kæmper op ad en meget stejl bakke for fred og medmenneskelighed.
Ondskabens akse
Vi er en generation, der blev opfostret med troen på USA og Israel som hjemsteder for gode demokratiske viljer, der ville ende med at skabe fred. Vi har desværre levet længe nok til at se de gode viljer sparket til side begge steder – og ser nu en ondskabens akse af ekstrem foragt for andre mennesker og andre meninger.
Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. De seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt kombineret med det uhyre effektive missilskjold giver mulighed for at angribe andre uden stor risiko for at blive ramt af gengældelse.
Det medfører en aggressiv adfærd i forhold til Libanon, Syrien og Iran, der ikke er gunstig for fremskridt mod varig fred: Israel føler sig ikke særligt forpligtet til at overholde våbenhvilen i Libanon. Israels fremrykning i Syrien og ødelæggelse af syriske våbendepoter og flåde efter Assad-diktaturets fald mindsker den nye samarbejdsregerings reelle muligheder for at sætte sig i respekt – og destabiliserer derfor, hvor det meste af verden ønsker at stabilisere. Og Netanyahu har aldrig skrinlagt sine planer om at angribe de iranske atomanlæg, hvad der ikke ville styrke de kræfter i Iran, der gerne vil fred.
Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten lørdag d. 22. marts 2025
Mere fra min hånd om Israel-Palæstina
