Jeg forhandlede formueskatten væk i 1995. Vi bør overveje at genindføre den

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. Læs min klumme i Berlingske Tidende 10. april 2021.

Ramler du hovedet mod en mur, kan du også læse den nedenfor:

Formueskat for klimaet

En flok meget rige humanister med den danske forretningsmand Djaffar Shalchi i spidsen har startet »Millionaires for Humanity« – en kampagne for at få lov at betale formueskat, der kan bidrage til at realisere FNs verdensmål om bæredygtighed, klimahandling, mindre ulighed og større social tryghed. En fornem indsats, som jeg har største respekt for og af al kraft vil støtte.

Den borgerlige tænketank Cepos har ofte brug meget stærkt forvredne fortællinger – også om Nyrup-regeringens gerninger i 1990erne – for at understøtte den mangeårige kampagne for større ulighed og ringere social tryghed. Sandheden om 1990erne er, at vi samlet set løftede beskæftigelsen dramatisk, styrkede velfærden og undgik stigende ulighed. Men »vennerne« i Cepos vil sige, at jeg som finansminister afskaffede formueskatten og nu slingrer mærkeligt rundt og vil have den genindført.

Det er korrekt, at jeg forhandlede formueskatten væk i efteråret 1995. Det var bestemt ikke mit ønske, men en pris til de Konservative for et i øvrigt solidt S-præget finanslovforlig. Ved at holde Venstre udenfor undgik vi krav om langt større sociale urimeligheder.

Ideelt set har jeg altid ment, at den progressive indkomstskat bør suppleres med en formueskat for en meget lille gruppe borgere med meget store formuer: De største formuer er meget ofte skabt af arbejds- og skattefri formuegevinster og skattefordele ved gode afskrivningsregler mv. Meget er arvet eller skyldes frugten af store virksomheders monopollignende markedsposition. Det er altså meget langt fra, at al stor rigdom er resultatet af beskattet indkomst, der er tjent ved hårdt arbejde og møjsommeligt krone for krone er sparet op.

I den politiske kamp kan storkapitalens repræsentanter altid true med at udvandre og flytte virksomheder til udlandet, hvis dens privilegier anfægtes. Det er ikke en specielt realistisk trussel, fordi Danmark leverer veluddannede og produktive medarbejdere, god infrastruktur og offentlig service, der bidrager til høj konkurrencekraft i virksomhederne. Men alligevel en pression, der har påvirket politikerne, specielt i tider med dårlig beskæftigelse.

Mere bæredygtighed, mindre grådighed

Det var dårlige tider, da jeg blev skatteminister i 1981. Derfor arvede jeg en netop indgået forligsaftale med de borgerlige midterpartier, som betød en (yderligere) lempelse i formueskatten: Formueskatten, der forsvandt for 25 år siden, var gentagne gange i årene forud blevet udhulet af vidtgående rabatregler for opgørelsen af visse formuer. Og den blev holdt nede af et loft over, hvor høj en procent den samlede indkomst- og formueskat kunne udgøre af en persons skattepligtige indkomst.

Det betød, at velhavere med meget store fradrag og skattefri formuegevinster kun mærkede en svag antydning af formueskatten. Derfor var det tåleligt at leve med dens bortfald som del af en politisk handel: Jeg kunne se, at det efterhånden kun var meget samfundsbevidste rigmænd og formueejere med dårlige skatterådgivere, der faktisk betalte noget videre i formueskat. De fleste havde alt for gode udveje til at undvige.

I 1990erne var det desuden en udbredt opfattelse, at der kun var ganske få superrige i Danmark, og at selv en reformeret formueskat kun ville give et beskedent bidrag til at lette andre skatter eller betale for mere velfærd. De borgerlige kaldte den symbolsk »misundelsesskat« der ramte foretagsomme mennesker urimeligt.

Sådan ser det bestemt ikke ud efter to årtier, hvor de superrige har mangedoblet deres formuer: Årsagen er især, at det har været overladt til centralbankerne i Vesten at holde beskæftigelsen oppe med voldsom pengeudpumpning og nulrente. Det har ikke løftet investeringerne i produktionslivet tilstrækkeligt, men det har udløst en hysterisk optur i kurserne på aktier og priserne på fast ejendom – netop de områder, hvor de superrige i forvejen har ejet langt de største lodsedler.

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan derfor i dag give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. En skat på én pct. af formuer udover 7,5 mio. kroner kunne forbedre statens finanser med beløb, der i reel købekraft er mindst en snes gange større end dén skat, der blev afskaffet for 25 år siden (endnu mere, hvis man fulgte den franske økonom Pikettys forslag om en fælles europæisk formueskat, hvor satsen er to pct. af formuer ud over 37,5 mio. kr).

Derfor er Djaffars millionærkampagne så vigtigt et initiativ til at vise vejen til mere bæredygtighed og mindre grådighed.

Mogens Lykketoft er tidl. minister for og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og Verdensmålene

Biden, den store reformator

Joe Bidens nye økonomiske politik og dens sociale profil er så stærkt progressiv som noget, Bernie Sanders kunne have drømt om, og den historisk store hjælpepakke, der nu er blevet vedtaget i Kongressen, kan blive startskuddet på en stor reformering af amerikansk velfærdspolitik. Men den berygtede filibuster står fortsat i vejen for de mest afgørende reformer. Det skriver jeg om i Ræson, som du kan læse her

Flere artikler fra min hånd om USA her

Bekæmpelse af ulighed er afgørende for bæredygtig udvikling

Vi i den rige del af verden udleder mest co2, mens den fattige del af verden betaler prisen for vores klimafjendtlige handlinger. Global ulighed kan og skal bekæmpes, og Danmark kan yde et betydelig bidrag til at rette op på skævheden.

Det har jeg sammen med udviklingsministeren, Flemming Møller Mortensen, skrevet denne kronik til Jyllands-Posten om. Læs den i J-P – eller nedenfor, hvis der skulle komme en mur i vejen:

Uhyggelig skæv fordeling i verden

Uligheden i verden er dramatisk. Allerede inden pandemien ejede verdens rigeste ene procent, ifølge Oxfam, mere end dobbelt så meget som 6,9 mia. mennesker. Ulighed er ikke kun dårligt for den enkelte, men for samfundet som helhed og for international fred og sikkerhed.

FN definerede allerede i 2015 bekæmpelse af ulighed (verdensmål 10) som afgørende for bæredygtig udvikling – miljømæssigt, økonomisk og socialt. Tingene hænger nemlig sammen. Skal vi opnå bæredygtig udvikling, er vi derfor nødt til at skærpe indsatsen mod ulighed. Det blev også understreget af flere internationale og danske eksperter, der i februar deltog i fire webinarer om ulighed arrangeret af Udenrigsministeriet og Dansk Institut for Internationale Studier.

Covid19 skærper ulighederne

Covid-19 har vist sig som et forstørrelsesglas på verdens uligheder. Med begrænset adgang til sociale sikkerhedsnet, sundhed eller stabile job har covid-19 ramt verdens fattigste befolkningsgrupper ekstra hårdt. De allerede marginaliserede presses endnu mere bagud. For første gang i 20 år stiger antallet af mennesker i ekstrem fattigdom. Covid-19’s konsekvenser udstiller ikke kun verdens uligheder, men er med til at gøre dem værre. Klimakrise, pandemi og fattigdom skaber en perfekt storm, som både er konsekvens af og årsag til stigende ulighed. Hvis ikke ulighed adresseres nu, vil vi på sigt se flere krige og fordrevne, mere irregulær migration og armod.

Den rige verden sviner, den fattige betaler …

Ulighed har mange ansigter, og der er forskellige tilgange til at håndtere den. Men uanset om vi taler økonomisk, politisk eller social ulighed, ses ofte et mønster, hvor de mest sårbare fanges i en ulighedsfælde.

Folks køn, alder, etnicitet, religion eller andre diskriminerende politikker definerer deres muligheder. F.eks. er kvinder i overtal blandt verdens fattige. Ifølge Oxfam har verdens 22 rigeste mænd mere rigdom end alle – 325 mio. – kvinder i Afrika. For unge er det ofte ulige adgang til uddannelse, indflydelse og job, der står i vejen for social mobilitet. I Afrika syd for Sahara er 60 pct. af befolkningen under 25 år. Hvis de ikke ser en fremtid lokalt, vil mange søge væk. Det kræver fokus på ikke bare økonomiske muligheder, men også på rettigheder og værdier, der sikrer, at de unge har en stemme og føler sig hørt.

Ulighed er også tæt forbundet med klimakrisen. Klimaforandringerne rammer skævt: De rige udleder mest, men de fattige betaler prisen. Verdensbanken vurderer, at flere end 100 mio. mennesker kan ende i ekstrem fattigdom inden 2030 som følge af klimaforandringerne. Vi skal sikre, at vi bekæmper klimakrisen og fattigdom på samme tid. De to kan være hinandens forudsætninger: Den grønne omstilling kan skabe job og vækst, der løfter folk økonomisk.

Til kamp for lighed

Den stærke sammenhæng mellem ulighed, klimaforandring, konflikter og irregulær migration betyder, at vi i de rige lande ikke bare har en moralsk forpligtelse, men også en stærk egeninteresse i at bekæmpe global ulighed og fattigdom. Derfor er det oplagt at fokusere på ulighed i udviklingssamarbejdet. Der er særligt to områder i dansk udviklingssamarbejde, hvor vi direkte kan sætte ind mod uligheden. For det første skal vi blive bedre til at holde hånden under de svageste. Dette kan ske gennem udbredelse af sociale sikkerhedsnet, der sikrer, at ingen falder helt igennem, når krisen rammer. Det gælder især piger og kvinder, der altid rammes hårdest i kriser. For det andet er det også nødvendigt at bidrage til grundlæggende forandringer i de strukturer, der fastlåser uligheden. Fokus på rettigheder og politisk deltagelse fra de fattige befolkningsgrupper, ikke mindst de mange unge, er afgørende. Det er ligeledes bekæmpelse af korruption og styrkelse af progressive skattesystemer.

Selvom Danmark er en lille spiller på den globale scene, står vi stærkt for at løfte øget indsats mod ulighed. Vi kan dele ud af vores erfaringer med den nordiske model, der har vist, hvordan man kan skabe lige samfund med øget velstand. Danmark går forrest i fremme af menneskerettighederne og særligt ligestilling, der kan være med til at understøtte bekæmpelse af ulighed. Ved at stå sammen med vores nordiske naboer har vi internationalt en meget stærk stemme til at sætte fokus på at bekæmpe ulighed og fattigdom.

FLEMMING MØLLER MORTENSEN, Udviklingsminister og Minister For Nordisk Samarbejde

MOGENS LYKKETOFT, Forhenværende Minister og Fmd For. FN’s Generalforsamling

Kronikken blev bragt i J-P 21. marts 2021

Mere fra min hånd om ulighed

Får freden flere chancer, når USA igen er på plads med sine gamle allierede?

Min seneste klumme i Jyllands-Posten handler om, hvordan USA med Biden i spidsen genopretter alliancer og formål, som Trump gjorde op med i sin stridbare præsidentperiode. Læs indlægget i Jyllands-Posten 17. marts 2021 – eller nedenfor, hvis du skulle ramle ind i en mur af en art:

En bedre verdensorden

Eftersom USA nu igen ledes af folk, der – som Obama – forstår, at en bedre orden i verden ikke skabes ved ensidige beslutninger i supermagten, får freden større chancer og FN igen en stærkere rolle.

USA rykker sammen med sine gamle allierede og vender tilbage til FN-systemet. Kina og USA er stærke modspillere, når det gælder sikkerhed, handel og menneskerettigheder, men har fælles interesse i at virkeliggøre FN’s klimamål.

For Europa er det afgørende, at USA lægger kræfter i at skabe nye balancer i den større mellemøstlige region og Nordafrika.  

I Libyen er der lige nu fremskridt i FN’s bestræbelser på forsoning mellem de stridende parter – nok fordi USA har lagt pres på Egypten og Emiraterne for at få dem til blande sig mindre.

Genopret atomaftalen med Iran

Det vigtigste næste skridt for fred i Mellemøsten er genoplivning af atomaftalen mellem USA og Iran. Det kræver aktiv medvirken fra alle aftaleparter fra 2015: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, EU, Rusland, Kina og FN.

Det turde være enkelt: Der skal sættes samme meget korte frist til USA for at afvikle Trumps økonomiske straffeforanstaltninger mod Iran og til Iran for igen at begrænse sit lager af beriget uran til det oprindeligt aftalte – hurtigt og ubetinget af andre forhold, så de mest krigeriske kræfter i Iran ikke overtager ved landets valg i juni. 

Mellemøsten

Næste skridt er stærkere internationalt pres på de to største andre trusler mod freden i Mellemøsten – Saudi-Arabiens kronprins og Israels premierminister. 

Derfor er det godt, at Biden har standset bistanden til Saudi-Arabiens krig i Yemen og eksponeret kronprinsens ansvar for journalistmordet i Istanbul.  

Det skaber også en lille chance for ny forhandling til fordel for palæstinenserne, at USA efter Trump ikke længere opmuntrer Netanyahu til nye ulovlige bosættelser og evig besættelse i Palæstina.

Der er brug for storstilet international bistand til nødlidende mennesker og lande i regionen: 

Mest akut er rundhåndet og pågående indsats for at få nødhjælp frem til millioner af sultende og nødlidende i Yemen, verdens værste humanitære katastrofe. Her er brug for at yde FN opbakning til at insistere på en våbenhvile – og få Iran til at bremse våbenleverancer til houtierne.

Nødhjælpen til palæstinenserne – ikke mindst de to millioner indespærrede i Gaza – skal også afbøde en ligeledes rystende humanitær katastrofe. 

Vesten skal levere mere civil og militær hjælp til Irak og Libanon til at sikre genopbygning af staternes kapacitet til at beskytte deres borgere, få gang i økonomien og imødegå fremmed – ikke mindst iransk – indblanding.

I Syrien hersker despoten Assad i det meste af landet over ruinerne efter ti års krig. Tyrkiet er beskyttelsesmagt for de islamiske oprørere i Idlib-provinsen, men aggressiv over for de selvstyrende syriske kurdere. USA og Europa har en vigtig rolle i at forebygge ny opblussen af konflikterne i Syrien. 

Afghanistan

I Afghanistan tvivler USA og NATO med rette på holdbarheden af den aftale, Trump uden om Afghanistans regering indgik med Taliban. Det er – desværre – nødvendigt med forlænget international militær tilstedeværelse for at øge chancerne for mere repræsentativ og levedygtig afghansk regering; og for at forhindre en total islamistisk magtovertagelse, som vil være til ubodelig skade for landets kvinder og moderne indstillede borgere . og øge chancerne for en mere repræsentativ afghansk regering, der er i stand til overleve, er det – desværre – nødvendigt med forlænget international militær tilstedeværelse.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 17. marts 2021

Mere fra min hånd om international politik her

Onkel Bill (Gates) viser vejen ud af klimakrisen

Den grønne omstilling skal gennemføres, samtidig med at vi skal tredoble den globale energiproduktion – og den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst. Bill Gates forklarer overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt. Læs hele min anmeldelse af Bill Gates’ nye bog, Sådan undgår vi klimakatastrofen – De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver, i Information

… eller nedenfor, hvis du skulle ramle hovedet mod betalingsmuren:

Boganmeldelse

Bill Gates er nok den af verdens multimilliardærer, der bruger sin formue mest målrettet til at forstå og imødegå de udfordringer, menneskeheden står over for. Han har satset snesevis af milliarder dollar på at forbedre sundhed for verdens fattige. Mens Trump trak USA ud af Verdenssundhedsorganisationen, var de private bidrag fra Gates-fonden større end noget enkelt andet lands!

Konspirationsteoretikere på den ekstreme højrefløj lægger Gates for had og påstår, at han vil plante en chip i os, der kan styre vores adfærd. Det nærmeste, disse vilde påstande kommer virkeligheden, er, at Gates nu har sammenfattet sin forståelse af klimakrisen i en letlæst, meget pædagogisk bog på 250 sider om, hvordan katastrofen undgås. Den vil han helt sikkert gerne have, vi indprenter os.

Gates beretter, hvordan han blev bevidst om den truende klimakatastrofe, da han forstod modstriden mellem det svimlende behov for at levere meget mere strøm for at skabe udvikling i de fattige dele af verden og konsekvenserne af at løse problemet ved at anvende fossile brændstoffer.

Erkendelsen nu er endnu mere radikal: Vi skal ned til nul tilførsel af drivhusgasser til atmosfæren. Ellers bliver vi ikke i stand til at bremse den globale opvarmning, før livsvigtige ferskvandsressourcer smelter bort, vandstanden i verdenshavene stiger, og tørke og ørkener breder sig over en meget større del af kloden: Sker alt dette, vil sygdomme spredes, og infrastruktur blive ødelagt.

De fattigste, der udleder langt mindst klimagas, vil så igen blive hårdest ramt. Ukontrollerede folkevandringer og flere konflikter vil blive udløst, fordi hele civilisationer vil gå under.

Vi har hidtil kun hævet klodens gennemsnitstemperatur med godt én grad i forhold til for 200 år siden, men det har allerede dramatiske konsekvenser i form af mere vildt vejr, især i de varme lande. To eller tre grader er ikke bare to eller tre gange så skadeligt; det vil ramme mange gange hårdere – ja uopretteligt.

Og det varer ikke 200-400 år, men kun få årtier, før vi er på to og tre grader, hvis vi fortsætter, som vi plejer. Vi har kun et meget kort tidsrum til at bremse op ved de 1,5 grad, der var målet med FN’s klimaaftale i Paris i 2015. Og selv om vi mirakuløst når at stoppe opvarmningen ved 1,5 grad, er en kæmpe investering allerede nu nødvendig for at afbøde virkningen heraf.

Let forenklet skal vi – for både at bekæmpe fattigdom og undgå klimakatastrofen – tredoble den globale energiproduktion, samtidig med at vi inden 2050 holder op med at bruge kul, olie og naturgas, uanset hvor meget af det vi har fundet!

Den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst.

Men Gates forklarer overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt:

Let forenklet skal vi – for både at bekæmpe fattigdom og undgå klimakatastrofen – tredoble den globale energiproduktion, samtidig med at vi inden 2050 holder op med at bruge fossile brændstoffer. Den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst. Bill Gates forklarer i bogen overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt. PR-foto 

Accelererende klimaforandring vil være en langt større og mere uoprettelig katastrofe for vore børn og børnebørn, end den aktuelle pandemi er nu.

Ligesom med pandemien handler det om – internationalt og nationalt – i høj hastighed og med stor konsekvens at træffe politiske beslutninger, hvor vi lader videnskaben råde, og hvor vi hjælper de mest udsatte først – de fattigste, de, som skal finde anden beskæftigelse, og de virksomheder, for hvem det koster mest at omstille sig fra sort økonomi til grøn.

Der skal skabes et tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud. Det vil ifølge Gates kræve en femdobling af investeringen i at opfinde de klimarigtige løsninger.

De fossile brændstoffers nuværende pris afspejler ikke deres enorme skadevirkninger for klima, miljø og folkesundhed, og derfor skal alle tilskyndes til at holde op med at anvende dem: Der er ingen chance for at nå målene for 2050 uden at afskaffe eksisterende tilskud til fossile brændsler og frem mod 2030 gradvist at lægge høj afgift på udledning af CO2. I øvrigt skal man samtidig udfase andre endnu mere farlige klimagasser.

Samtidig skal de CO2-neutrale energikilder gøres billigere. Det er godt på vej. Solceller og vindkraft styrtdykker i pris i disse år, og derfor er der god vækst i deres udbredelse. Den store skala i deres anvendelse vil gøre dem endnu billigere.

Stat og kommuner – ikke mindst verdens største byer – kan fremme de klimarigtige løsninger som storindkøbere af varer og investorer i om- og nybygning af ejendomme og ved grøn byplanlægning.

Fokus skal især være på det sværeste: omstillingen af mest energiintensive produktioner som cement og stål og måden kunstgødning anvendes på.

Gates har den vigtige pointe, at nulmålet for 2050 er det afgørende. Alt, hvad vi udretter frem til 2030, skal direkte og præcist understøtte dette slutmål.

Han brækker indsatsen for at komme i nul op i fem stykker:

For det første: 27 procent af vejen til nul er at fjerne fossile brændstoffer fra elproduktionen. Der er i princippet ubegrænsede muligheder for at høste sol- og vindenergi, men det er dyrt og svært at lagre, så der i elnettet er balance mellem leverance og efterspørgsel af strøm.

Noget løses ved i langt højere grad at sende strøm frem og tilbage over grænserne. Havvind er måske det allermest lovende. Gates roser Danmark for tidligt at understøtte udviklingen af vindmølleindustrien.

For at balancere udbud og efterspørgsel, når der kommer særligt megen og derfor billig vindstrøm, skal den kunne afsætte til virksomheder, der ved elektrolyse forvandler vand til brint. Brint kan lagres og indgå som grundstof i forskellige flydende grønne brændstoffer, der skal udvikles for at drive tunge køretøjer, skibe og fly uden CO2-udledning. Det, der kaldes Power to X.

Men Gates er også overbevist om, at nye former for kernekraft bliver en vigtig del af ligningen, fordi det kan leveres stabilt døgnet rundt, og de gamle risici kan mindskes afgørende ved ny teknologi. Han investerer selv i forsøg på området. I en fjernere fremtid tror han på såkaldt fusionsenergi.

For det andet: 31 procent af vejen til nul handler om i produktionen at elektrificere alle de processer, der er mulige. Meget, der ikke direkte kan elektrificeres, kan indirekte blive det via Power to X-processen. Der må desuden satses på at indfange og lagre, hvad der er tilovers af CO2 fra produktionsprocesserne – og måske indfange mere end det direkte fra luften for at være sikre på at nå nul i 2050.

For det tredje: 19 procent af vejen til nul handler om dyrkningsmetoder og om stop for skovødelæggelse især i troperne, hvor træerne gør allermest gavn for kloden. Kobøvs og svinegødning er massive leverandører af klimagas. Det kan delvis imødegås ved at fremkalde genetiske forandringer hos husdyrene.

Ny teknologi kan bidrage til langt bedre dyrkningsmetoder, herunder udnyttelse af gødning – især den kunstgødning, der er forudsætningen for at levere tilstrækkeligt med fødevarer til mange flere mennesker. Delløsninger er også at gå over cellebaseret eller plantebaseret føde, der smager som kød – eller simpelthen ved at efterspørge mindre kødsmag. Endelig er der et vældigt potentiale i at undgå madspild.

For det fjerde: 16 procent af vejen til nul er at elektrificere brændstof til transportmidler. Elbiler til persontransport er vigtige, men udgør overraskende nok mindre end otte procent af den samlede løsning. Power to X er langsigtet løsningen til den tunge transport på langfart ad landeveje, søveje og i luften. Og – tilføjer Gates – atomdrevne tankskibe.

For det femte: Syv procent af vejen til nul handler om alt, hvad der har med opvarmning og nedkøling at gøre. Det handler om grøn el – ikke mindst varmepumper til at erstatte olie- og gasdrevne fyr. Det handler også om at erstatte de klimafarlige gasser, der indgår i køleteknik.

Det hele forudsætter, at vi inden for meget få år etablerer et langt mere forpligtende internationalt samarbejde, omfattende national lovgivning og investering – og at ansvarlige politikere i samvirke med et aktivt civilsamfund skaber en langt bredere folkelig forståelse og medvirken.

Bill Gates: ’Sådan undgår vi klimakatastrofen – De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver’. Gyldendal. 272 sider. 300 kroner.

Anmeldelsen blev bragt i Information 5. marts 2021

Mere fra min hånd om klimadagsordnen

Energiøer er nøglen til at nå klimamål i 2050

At virkeliggøre det planlagte klimamirakel kræver et uhyre tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats verden over hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud. Energiøer er en vigtig del af løsningen – læs min seneste klumme i Berlingske Tidende

… eller læs den her:

Offensiv klimapolitik – enorme muligheder og udfordringer

Både klimaministeren og aftalepartierne erklærer sig enige med Klimarådet om, at meget mere skal gøres for som aftalt at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Det høje mål skal være afsæt for en grøn, dansk erhvervsudvikling på vejen frem til FN-målet om at gå i nul med CO2-udledning i 2050.

Dette ambitiøse mål er forudsætningen for at undgå den ultimative klimakatastrofe. Derfor skal vi i løbet af de næste 30 år holde op med at brænde kul, olie og naturgas af samtidig med, at der formentlig til den tid skal leveres tre gange så meget elektricitet som i dag.

At virkeliggøre dette mirakel kræver et uhyre tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats verden over hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud.

De fossile brændstoffers nuværende pris afspejler ikke deres enorme skadevirkninger for klima, miljø og folkesundhed, og derfor skal både borgere og virksomheder tilskyndes mere til at holde op med at anvende dem: Der er ingen chance for at nå målene for 2050, medmindre vi allerede frem til 2030 gradvist lægger høj afgift på udledning af CO2.

Samtidig skal de CO2-neutrale energikilder gøres billigere. Det er godt på vej. Solceller og vindkraft styrtdykker i pris i disse år, og derfor er der god vækst i deres udbredelse. Den store skala i deres anvendelse vil gøre dem endnu billigere.

Her er især muligheden for at høste enorme mængder energi fra havet interessant. Det handler de planlagte energiøer om. De er nøgleprojekt i udviklingen frem mod 2050.

Vi skal handle nu

Midt i debatten om nødvendigheden af højere tempo frem til 2030 må det netop ikke glemmes, at et bredt folketingsflertal lige har truffet en meget ambitiøs og visionær beslutning, der baner vejen for, at Danmark kan bidrage endnu meget mere til den globale klimaløsning:

Vi skal som eksportnation sikre god beskæftigelse og indtjening på at levere billig vedvarende energi i langt større omfang end det, vi selv kan anvende. Energiøerne skal med årene opsamle og videresende enorme mængder vindenergi fra hundredvis af megavindmøller til havs. De er nøglen til at lette og billiggøre sådanne private vindinvesteringer. Men ligesom på de store broforbindelser er der lang planlægnings- og byggetid på energiøer og havvindmølleparker. Øen i Nordsøen kan først være i funktion i 2033, og kun forudsat at vi handler nu.

Det statslige transmissionsselskab for el og gas – Energinet – får en helt central opgave med at igangsætte projekt Energiøer og til sin tid at bringe strømmen videre fra øerne til forbrugerne i ind- og udland. Jeg blev for et halvt år siden valgt til formand for Energinets bestyrelse og glæder mig enormt til at være i front med at iværksætte dette vældige projekt. Her og nu satser vi allerede et firecifret millionbeløb på forarbejdet.

Energiøerne er nøglen til at udløse private investeringer i vindenergi, der i løbet af de kommende årtier beløbsmæssig vil overstige, hvad alle broforbindelserne har kostet.

Strømmen fra de gigantiske vindmølleparker til havs skal sendes til energiøerne og derfra videre i kabler til lands – både i Danmark, Tyskland, Holland og forhåbentlig Polen. De centraleuropæiske lande får brug for vores havvind, da de ikke selv har så store havområder, og også på grund af befolkningstætheden vanskeligt kan placere vindmøller og solceller tæt nok derhjemme til at producere de enorme mængder vedvarende energi, der skal til for at udfase brugen af fossile brændstoffer senest i 2050.

Grøn strøm skal ikke bare bruges til lys og opvarmning. Biler og maskiner i husstande og virksomheder skal enten drives direkte på grøn strøm fra kontakterne eller – når det er tunge køretøjer, skibe og fly – drives frem af flydende grønne brændstoffer. Det sidste kræver enorme mængder af billig grøn strøm til elektrolyse, som forvandler vand til brint, der kan bruges direkte eller være grundstof til andre flydende, grønne brændstoffer. Det, der kaldes Power to X.

Det kan blive nøglen til, at der godt kan sejles, flyves og transporteres varer på Europas landeveje uden at skade klimaet. Energiøerne kan måske også blive steder, hvor en del af strømmen, når der i blæsevejr kommer mere energi, end elnettet kan rumme, umiddelbart kan anvendes til at fremstille grøn brint, der så kan sejles videre til forbrugerne.

Mogens Lykketoft er tidl. minister for Socialdemokratiet og formand for Energinet

Klumme offentliggjort i Berlingske 4. marts 2021

Mere om klima her

Lige før revolutionen?

Mogens Lykketoft

Hvis ikke vi skaber ny økonomisk fremgang, der effektivt bidrager til at mindske uligheden, peger al historisk erfaring mod kaos, sammenbrud og politisk ekstremisme. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske, som du kan læse her – eller nedenfor:

Global skævhed er opskriften på kaos

Gennem fire årtier rådede en global udvikling med stadigt større ulighed, men paradoksalt nok var der også en meget lykkelig reduktion i ekstrem fattigdom – ikke mindst takket være den formidable vækst i Kina.

Covid-19-pandemien det seneste år har desværre voldsomt øget den i forvejen store ulighed i verden og kastet yderligere mange hundrede millioner mennesker tilbage i ekstrem fattigdom. Velstanden er så skævt fordelt, at al historisk erfaring peger mod kaos, sammenbrud og politisk ekstremisme, hvis vi ikke for alvor tager fat på at skabe ny økonomisk fremgang, der bidrager effektivt til at mindske uligheden. Det er også en afgørende forudsætning for opbakning til den grønne revolution, der skal redde os fra voldsom klimaforandring og uoprettelige miljømæssige katastrofer.

Den humanitære organisation Oxfam/Ibis har netop udsendt en rapport, der belyser den dramatisk øgede ulighed. Rapporten bør være pligtlæsning for alle den rige verdens beslutningstagere. Helt akut bør den få dem til at indse, at vacciner ikke kun skal hamstres til os selv. Vi skal sætte turbo på vaccineproduktionen og dele gratis ud til de fattigste lande; ikke bare for at være solidariske, men fordi global indsats er forudsætningen for at genoprette folkesundhed og økonomi – også i den rige verden.

Ulighedsrapporten fra Oxfam/Ibis føjer sig til den nye retning den samfundsøkonomiske debat. Stærke stemmer fra en ny generation af økonomer er i gang med et sundt oprør imod 40 års neoliberalisme og advarer imod at gentage den fejlslagne nedskæringspolitik, som blev svaret på finanskrisen. Det nye budskab lyder: Hverken nationalt i de rige lande eller fra de internationale finansielle institutioner skal man lade sig tyrannisere af frygt for øget offentlig gældsstiftelse.

Det er befriende at høre fremtrædende bankøkonomer sige, at det er langt farligere at lånefinansiere for lidt og for kort end for meget og for langt. Der er epokegørende at høre Den Internationale Valutafonds leder, Kristalina Georgieva, tale for generøst at udbrede viljen til at stifte gæld til at hjælpe de fattige lande.

Men hvad er de globale problemers langsigtede løsning? Grundlæggende handler det om politisk evne og vilje til at bryde de multinationale giganters og deres ejeres enorme politiske indflydelse og ved internationalt samarbejde standse den stadigt voldsommere undergravning af staternes indtægtsgrundlag via skatteflugt og skattely. Ved effektiv antimonopollovgivning burde man desuden insistere på, at tech-giganter og internationale finanshuse brydes op i mindre enheder.

En væsentlig del af grunden til, at nogle få håndfulde personer ejer mere af verdens rigdom end den fattigste halvdel af klodens mennesker, er den onde cirkel, hvor de superrige enten slet ingen skat betaler, eller har en trækprocent, der er lavere end selv de fattigste medborgere. Staterne har ikke hidtil haft evne eller vilje til at samarbejde effektivt imod international skatteundvigelse. Desuden har stærke kapitalinteresser i mange lande købt sig indflydelse i politiske partier.

Fra Reagan og Thatcher fra 1980 og frem til nu har det medført en lang, stærk bølge af lettelser i skatteprocenterne for selskaber og velhavere. Mange steder har kapitalinteresser overtaget eller oprettet TV-kanaler og aviser, der er blevet hovedkilden til mange menneskers information og det vigtigste indslag i deres politiske venners valgkampagner. Tænk bare på Rupert Murdochs dominans med Fox News i USA og i avisverdenen i Storbritannien og Australien. New Zealands socialdemokratiske statsminister Jacinda Ardern vandt for nylig en stor valgsejr. Hun er både karismatisk og sympatisk, men sejren blev også mulig, fordi hendes land er det eneste i den angelsaksiske verden, hvor medierne ikke er domineret af Murdoch eller andre højreradikale mediekoncerner!

Forestillingen om, at verden kun kan drives frem af stadig større uligheder, hvor fattige tvinges til at stå på egne ben uden et stærkt socialt sikkerhedsnet, og hvor de rige via skattelettelser tilskyndes til at skabe velstand og jobs, har rod i neoliberal økonomisk teori; men ikke i virkeligheden. Derimod er det åbenbart, at lande som Danmark, der er blevet langt mindre ramt af den neoliberale fanatisme end USA og Storbritannien, og derfor har bevaret større lighed, mere velfærd og langt højere skatter, er mere stabile demokratier med større social sammenhængskraft, mindre ekstremisme, højere beskæftigelse og større konkurrenceevne på det internationalt marked.

Måtte den erkendelse brede sig om en brandstorm, før verden går helt af lave.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen blev offentliggjort i Berlingske Tidende 10. februar 2021

Bærende billede: »Forestillingen om, at verden kun kan drives frem af stadig større uligheder, hvor fattige tvinges til at stå på egne ben uden et stærkt socialt sikkerhedsnet, og hvor de rige via skattelettelser tilskyndes til at skabe velstand og jobs, har rod i neoliberal økonomisk teori; men ikke i virkeligheden,« skriver Mogens Lykketoft.Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

SYVMILESKRIDT I DEN RIGTIGE RETNING

Min seneste klumme i Jyllands-Posten handler om Bidens energiske tiltrædelse, som sætter USA tilbage på sporet – hjemme såvel som ude. Det lover godt for klimaet, beskæftigelsessituationen såvel som kampen mod covid-19 i USA og for genoprettelse af afspænding i en sprængfarlig verden.

Du kan læse klummen i J-P her – eller nedenfor, hvis du skulle ramme en mur.

Bidens administration tager syvmileskridt i den rigtige retning

Det er uhyre opmuntrende, hvor hurtigt Biden-regeringen rykker for at forlade Trumps destruktive kurs. 

På hjemmefronten sættes kraftfuldt ind for at inddæmme covid-smitten og afhjælpe pandemiens katastrofale konsekvenser for beskæftigelse og social ulighed. Den massive stimulering af amerikansk økonomi vil også hjælpe gang i hjulene i resten af verden.

Omsider ser vi også igen amerikansk globalt lederskab i kampen mod de værste langsigtede trusler mod menneskehedens fredelige overlevelse. Den ny præsident forstår, at uanset alle de alvorlige modsætninger med Rusland og Kina, så er der vitale fælles interesser i at undgå stormagtskonflikt ved en fejltagelse og bremse klimaforandringen.

Trump oprustede og lod de fleste våbenbegrænsningsaftaler løbe ud. Her i sidste øjeblik rakte Biden ud til Rusland og fik forlænget NEW START-aftalen om begrænsning af langtrækkende missiler mv.i fem år. Det er kun en begyndelse. Der brug for nye skridt til at beskære lagrene af atomvåben og genoprette dén informationsudveksling om våbensystemer og militære øvelser, som blev aftalt mellem NATO og Rusland ved afslutningen af Den Kolde Krig. 

Det seneste tiår har kun budt på én våbenbegrænsningsaftale, atomaftalen med Iran fra 2015. Den blev hilst velkommen i hele verden, men revet itu af Trump. Det er et afgørende bidrag til et mere fredeligt Mellemøsten at USA nu vender tilbage til aftalen. USA’s ny Iran-udsending, Robert Malley, er kendt som tilhænger af at rykke hurtigt for at styrke de moderate kræfter i Teheran.

USA og Kina er det 21. århundredes to supermagter og to største økonomier. Verdens fred beror på, at de – trods de andre skærpede interessekonflikter – undgår militære sammenstød og genopbygger dét samarbejde om at imødegå klimaforandring, der var afgørende for, at vi fik den hidtil mest ambitiøse aftale i Paris i 2015.

Biden-regeringens superaktive klimakurs kan være det afgørende bidrag til at forhindre nye konflikter og uoverskuelige folkevandringer, der kan forpeste kommende generationer levevilkår. Når Amerika rykker på den grønne omstilling, rykker verden. Dels i kraft af USA’ hjemmearbejde, dels af den positive udfordring, det vil være for resten af verden. Det er uhyre lovende, at Biden personligt sætter sig i spidsen for kampen mod klimaskeptikere, der frygter tabte sorte job, og insisterer på, at der kan og skal skabes flere nye og bedre job ved at sætte fuld fart på investering i vedvarende energi.  

Min gode bekendt fra tiden i FN, USA´s daværende udenrigsminister John Kerry, talte på pressemødet forleden som nyudnævnt global klimaudsending for Biden. Han blev spurgt, om der virkelig er råd til at forcere den grønne omstilling, når så mange andre udfordringer tårner sig op. Hans præcise og korrekte svar var, at det er dyrere at lade være. Naturkatastrofer og sundhedsproblemer som følge af den sorte økonomi koster i det lange løb meget mere end ambitiøs grøn handling nu. Vi har kun kort tid til at redde klimaet til en overkommelig pris.

En stor del af erhvervslivet er i allerede fuld gang med at investere bæredygtigt og regner med at tjene på det.  Andre melder sig nu. Straks efter Bidens klimaudspil meldte General Motors, at de om fem år vil producere 25 mærker i el-biler og gradvis indskrænke produktionen af benzin- og dieseldrevne køretøjer.  

Når vi har tænkt os at være foregangsland på klimaomstilling, skal vi tage meget bedre bestik af, hvor dramatisk verden nu rykker sig. Ikke bare i EU, men også i USA ( – og i Kina).

Klummen blev trykt i Jyllands-Posten 3. februar 2021

Mere fra min hånd om USA