Debat og nyheder

Udgivet den

Europas befolkning forfærdes i stigende grad af krigen i Gaza. Det er tid til at politikerne hører efter

Efter måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder, er det ufatteligt at vi ikke ser en mere samlet europæisk fordømmelse af Israel. Det skriver jeg om i dette debatindlæg i Politiken 10. juli 2025. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Folkemord

Tre fjerdedele af de danskere, der har en mening om Israels krig mod Gaza, mener nu, at Israel er gået for vidt. Folket synes at være foran deres politikere i forståelsen af hvad der foregår. Dette afspejles også i den store tilslutning til fredsdemonstrationer.

I min ungdom oplevede jeg det samme omkring USA’s krig i Vietnam.

Mange flere havde givetvis, både dengang og nu, været endnu mere kritiske over for krigene, hvis de kunne frigøre sig fra rodfæstede forestillinger og den historisk store skævhed i mediedækningen – en skævhed, modige journalister i dag heldigvis energisk prøver at rette op på.

Mange fornægtede længe, at USA kunne være på forbryderisk vej i Vietnam, for det var jo den demokratiske stormagt, der befriede os fra nazismen og beskyttede os mod kommunismen.

Fortællingen om Israel forblev længe, at landet var et retfærdigt svar på de forfærdende jødeforfølgelser, der kulminerede i Holocaust – og at det var en forpost for vestlig civilisation i en region af arabiske tyranner og terrorister.

Virkeligheden er en anden.

Senest har jeg fået mit overblik skærpet ved læsningen af Rashid Khalidis værk ’Hundrede års krig mod Palæstina’.

Khalidi er professor i historie og mellemøstlige studier på Columbia University i New York. Han er af en slægt, der i mange generationer har været toneangivende i det palæstinensiske samfund og har selv været med til nogle af de forgæves forsøg på at forhandle fred.

Den palæstinensiske fortælling, som Khalidi så fornemt dokumenterer, er, at hans folk blev nægtet selvbestemmelse, og landet blev overtaget af kolonister udefra med bistand fra stormagterne. Palæstinenserne skulle ikke bare dele landet med de indvandrende. Gennem 77 år er de blevet fordrevet, besat, ydmyget og forhindret i at skaffe sig bedre kår. De er nu indespærret bag mure i små enklaver af det gamle hjemland, mens militante bosættere stjæler mere og mere jord. De frygter med rette at blive helt udslettet som anerkendt nation ’from the river to the sea’.

60.000 dræbte, to millioner udsultet, international nødhjælp holdes ude

Efter 22 måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder er mindst 60.000 døde i Gaza, og mere end dobbelt så mange er kvæstede og invaliderede. De fleste andre er traumatiserede for livet. Enklaven er tæt ved at være totalt ubeboelig og har i måneder været nægtet livsvigtige forsyninger. To millioner udsultede mennesker er af israelsk militær ved at blive presset sammen i en kæmpe koncentrationslejr mod syd i enklaven. Soldater har efter ordre vilkårligt dræbt eller såret hundredvis af mennesker, mens de stod i kø efter de utilstrækkelige forsyninger, der nu uddeles på militærets nåde.

En sober og sikker udlevering af mad, vand og medicin forhindres af Israels krig mod alle FN-institutioner med UNRWA i spidsen, der har folk, apparat og forsyninger klar til retfærdig uddeling.

Palæstinensiske civile tab er for det meste kun et antal, der lejlighedsvis nævnes i de centrale medier. Israelske gidslers grumme skæbne får bred medieflade. Den typiske nyhedsforbruger har ikke mange muligheder for at opfatte, at der er 50-100 gange så mange ofre blandt palæstinensere end blandt israelere.

Netanyahus forbryderiske og modbydelige krig

Israel har gjort Gaza til helvedes forgård. Det er grove krigsforbrydelser. Det ligner, efter alle kendte paragraffer, folkemord. Verden venter utålmodigt på Den Internationale Domstols afgørelse om Sydafrikas anklage mod Israel for folkemord.

Krigen mod Gaza er et grusomt og sadistisk hævntogt, der ikke på nogen måde kan retfærdiggøres som svar på Hamas’ grumme og selvdestruktive terror 7. oktober 2023.

Flere og flere israelere og jøder rundt om i verden er enige, selv om de har været allerhårdest bombarderet med fortællingen om, at enhver magtanvendelse, der angiveligt nedkæmper Hamas, kan retfærdiggøres.

Det er Benjamin Netanyahu, der egenhændigt har holdt krigen i gang så længe. Han er en af de mest modbydelige skikkelser på den verdenspolitiske scene, med sin meningsfælle Trump som kortet i baglommen. (Hvorfor er det mindre farligt at den mand har en atombombe end at Iran får en?).

Netanyahu har hele tiden genstartet krigen i Gaza – fordi hans ekstremistiske regeringspartnere kræver det – og for at undgå fængselsdom for korruption. Hans ven Trump ventilerer nu, at Israels præsident må overtales til en benådning af ’krigshelten’. Samtidig saboterer USA på alle måder Den Internationale Straffedomstols krigsforbrydersag mod Netanyahu.

Fører det så til fred? Måske får vi 60 dages våbenhvile, der kan lindre de forfærdende lidelser, hvis uafhængige humanitære organisationer atter kan komme ind med forsyninger. Men helvede kan bryde løs igen: Ligesom med Putin har vi dyster erfaring for, at man ikke kan stole på aftaler hverken med Netanyahu eller Trump.

Den israelske regerings mål er først og fremmest det om at fordrive palæstinenserne fra Palæstina ved at lægge stadigt større pres på Egypten og Jordan for at modtage dem, Dét har helhjertet opbakning fra Trump, der stadig fabler om sit forrykte riviera-projekt i Gaza.

Det er beskæmmende, at vi ikke har et enigt Europa – ikke engang en del af Europa, hvor Danmark er med – der i klar tekst fordømmer krigsforbrydelserne og planerne om fordrivelse – og insisterer på fred og bistand til palæstinenserne, så de kan overleve i eget land.

Det er på høje tid, at Europas regeringer lytter til Europas folk.

Indlægget udkom i Politiken 10. juli 2025

Mere fra min hånd om Gaza og Israel-Palæstina

Udgivet den

USA’s verden er uden bæredygtighed og barmhjertighed

Israels krig og blokade og USA’s manglende indsats for fred til Gaza har tvunget hundredtusinder ud mod sultedøden, mens faktisk eksisterende nødforsyninger rådner op få kilometer borte. Læs hele min kommentar i Berlingske – eller nedenfor:

Vi er lysår fra fremsynet internationalt samarbejde

I morgen for ti år siden blev jeg valgt til formand for FN’s Generalforsamling.

Det kan føles, som om vi er kommet lysår væk fra den forståelse af internationalt samarbejde, der trods alt endnu var fremherskende dengang. Der var erkendelsen af klimaforandringer og forringet biodiversitet eksistentielle udfordringer.

Derfor fik vi de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og i Paris vedtog vi klodens hidtil mest ambitiøse og forpligtende aftale om at bremse den globale opvarmning. Det skete ikke mindst, fordi Obamas USA og Kina endnu forstod deres fælles interesse i fredelig og bæredygtig udvikling.

De store mål fra 2015 er langt fra blevet indfriet. USA har i mellemtiden haft – og har igen fået – en præsident, der indædt bekæmper den grønne omstilling. Desuden sendte coronakrisen og Putins invasion i Ukraine – og de efterfølgende geopolitiske konsekvenser – den globale opmærksomhed i andre retninger.

Men intet er sket, der gør den grønne omstilling mindre påtrængende. Tværtimod.

Regningen vokser for hvert øjeblik, vi venter

Hver eneste ny årlig rapport fra FN’s panel af verdens fremmeste videnskabsmænd viser, at vi nærmer os tipping points, vippepunkter, hvor hård global opvarmning bliver uoprettelig.

Undervejs udløses enorme udgifter til at afbøde sygdomme som følge af ophedningen og skader af vildere vejr, højere havvandstand, ørkenspredning og nedsmeltning af ferskvandsdepoter. Udgifterne bliver hurtigt større, hvis vi ikke investerer nok i grøn omstilling, inden det er for sent.

For hvis vi passerer vippepunkterne, kan der næppe opfindes redskaber til at forhindre en massiv opvarmning – dét vil forpeste vore børnebørns voksne liv med uhåndterligt store folkevandringer og konflikter. Mange flere skal dø i kommende generationer, hvis vi svigter nu.

Putins aggression i Ukraine og genvalget af Trump har også sat en tyk streg under, at der – ved siden af klodens utålelige opvarmning – også er et aktuelt sikkerhedspolitisk argument for det store flertal af verdens lande. Vi skal fri af afhængigheden af despoterne i Moskva, Washington og Den Arabiske Golf, der sidder på toppen af det meste af verdens fossile brændstof.

Kan vi komme på ret kurs igen, selv om vi nogle år endnu skal kæmpe med USAs præsident som fanatisk modspiller?

Ja, det er muligt.

Heldigvis er der – uanset Trump – stærke positive kræfter i USA’s delstater og erhvervsliv.

Europa følger forhåbentlig sine grønne planer. Danmark er allerede ganske godt med. Men andre lande har mere ondt i økonomien og kan opleve konkurrence om ressourcerne i forhold til oprustningsbølgen, selvom oprustning og grøn omstilling på længere sigt er to sider af samme sag.

Kina er mest målbevidst. Dér er udviklingen af grøn teknologi kommet længst. Kina stod alene for mere end halvdelen af sidste års globale vækst i grøn strøm på verdensplan – altså mere end resten af verden tilsammen.

Overvældende vækst i produktionen af grøn strøm er forudsætning nummer ét for at redde en klode til kommende generationer, hvor der ikke bare er fredelig og bæredygtig overlevelse, men hvor bekvemmeligheder som biler fortsat er tilgængelige.

Trump og Musk slår hundredtusinder ihjel

International humanitær bistand til at bekæmpe sult og sygdom – der oftest udløses af krige og mange mennesker på flugt – er en nødvendig forudsætning for at bremse massedød i nutiden.

Under min tid i FN fik vi en rapport om hullerne i denne bistand fra superdygtige Kristalina Georgieva, der nu er direktør i Valutafonden. Hullerne var store, men det ville ikke kræve mange kroner fra hver borger i den rige del af verden at lukke disse huller.

Men nu er der flere store krige og borgerkrige og mange flere på flugt. Derfor er hullerne vokset dramatisk, og der er brug for meget større offervilje – men dén er svundet voldsomt ind. Stater vender sig indad for at varetage egne nære behov, det er både usympatisk og uklogt, for det kan udløse større folkevandringsbølger, som den rige verden i forvejen har så svært ved politisk at håndtere.

Den største forbrydelse mod international solidaritet er Trumps og Musks totalstop for USA’s bistandspolitik og nedskæringer i USA’s bidrag til FN-systemet.

Det halverede med ét slag den i forvejen helt utilstrækkelige globale indsats mod sult og sygdom – og har nok i de seneste fem måneder i stor ubemærkethed kostet 300.000 liv i verdens fattigste og mest krigsramte egne!

Samtidig har Israels krig og blokade og USA’s manglende indsats for fred til Gaza tvunget hundredtusinder ud mod sultedøden, mens faktisk eksisterende nødforsyninger rådner op få kilometer borte. En ondskabsfuld verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget udkom i Berlingske fredag d. 13. juni 2025

Mere fra min hånd om Trumps USA

Udgivet den

Folkemødet på Bornholm

I år deltager jeg i følgende debatter og samtaler:

Torsdag 12. juni

Kl 09:30-11:00 Energipanelmøde , Sjælegård, Blåholtvej 22, 3770 Allinge

Kl 12:00-13:00 Debat om demokrati og minoriteter, F 6 – POV’s telt

Annegrethe Rasmussen, Chefredaktør POV, Moderator

Mogens Lykketoft, Fhv. formand for FN’s generalforsamling, fhv. medlem af Folketinget (A), Folketinget

Gunvor Wibroe, Ligestillingsordfører, Socialdemokratiet

Jakob Erle, Det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati, Direktør

Kl 13:00-14:00 Debat om Verden med Trump mellem Pelle Dragsted og ML,  C 8 Enhedslistens telt

Mogens Lykketoft, Fhv. formand for FN’s generalforsamling, fhv. medlem af Folketinget (A), Folketinget

Pelle Dragsted, Politisk ordfører, Enhedslisten

Kl.17:00-17:45 Kan FN følge med verden? J 8, Fremtidens scene

Charlotte Flindt Pedersen, Direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab – Moderator

Mogens Lykketoft, Fhv. formand for FN’s generalforsamling, fhv. medlem af Folketinget (A), Folketinget

Kirstine Damkjær, UN Assistant Secretary General, UNOPS Deputy Executive Director, UNOPS

Mette Thygesen, International chef, Institut for Menneskerettigheder

Charlotte Slente, Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

Fredag 13. juni

Kl 10:00-11:00 Fremtidsvisioner over morgenkaffen, snak om verdens tilstand med Ulrik Vestergaard Knudsen og ML,  J 9 Fremtidens scene

Kl. 13:45-14:30 Danmark i FN: Unge og kvinder som nøglen til global fred? Debat med unge om FN, A 3, Ungdomshøjen

Mogens Lykketoft, Fhv. formand for FN’s generalforsamling, fhv. medlem af Folketinget (A), Folketinget

Aksel Munk-Hansen, Ungdomsdelegat til FN for Faglært Uddannelse og Jobskabelse, Danmarks Ungdomsdelegater til FN

Abdulkarim Harakow, Ungdomsdelegat til FN for ligestilling og SRSR, FN’s ungdomsdelegater

Mette Lundgaard, Stiftende medlem, Gaia – Unge for et Grønt Erhvervsliv

Emilia Bøge Caliskan, Organisatorisk ansvarlig, Danske Studerendes Fællesråd

Nikolaj Rosenkilde Kølbæk, Danmarks ungdomsdelegat til FN for faglært uddannelse og jobskabelse, DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd

Silke Birkenborg Andersen, Ungdomsdelegat til FN for demokrati og partnerskaber, Dansk Ungdoms Fællesråd

Sigurd Seindal Krabbe, Medlem, Ungeklimarådet

Kl 16:30-17:30 Generationskontrakten i den grønne omstilling Klima-og Energiscenen, C 29 på Cirkuspladsen

Lørdag 14. juni

09:00-10:00 Udenrigspolitisk morgenstund over morgenkaffen med Lykketoft og Holm hos Rud P, F 20 (ved Folkemødehuset)

Mogens Lykketoft, Fhv. formand for FN’s generalforsamling, fhv. medlem af Folketinget (A), Folketinget

Mette Holm, Kina-kender, journalist og forfatter

14:00-15:00 Du store Verden, den fortsatte langsnak mellem gode venner i POV’s telt, F6

Christian Friis Bach, Medlem af Folketinget, Venstre

Niels Bjerre-Poulsen, Lektor på Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet

Mogens Lykketoft, Fhv. formand for FN’s generalforsamling, fhv. medlem af Folketinget (A), Folketinget

Jakob Skovgaard-Petersen, Professor, Københavns Universitet

Mette Holm, Kina-kender, journalist og forfatter

Udgivet den

Kina er en mere forudsigelig spiller end både Putin og Trump

Tiden er inde til at nuancere opfattelsen af Kina i forhold til USA’s fjendebillede. Mere om det i denne klumme i Berlingske 17. maj 2025. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Hvordan skal Kina forstås?

Det er skræmmende igen at se Xi Jinping ved Putins side i Moskva ved 80-året for sejren over Nazityskland. Det tolkes som en ubrydelig alliance, hvor Kina indirekte støtter Ruslands aggression i Ukraine.

Kina under Xis ledelse har udviklet sig stadigt mere autoritært, hvilket især rammer mindretal i Xinjiang og Tibet og har ødelagt den frihed, der blev lovet Hongkong, da det kom tilbage til Kina.

Kinas oprustning og trusler mod Taiwan skaber frygt for en angrebskrig i lighed med Ruslands.

Der er imidlertid brug for en mere nuanceret analyse af Kinas hensigter end dén amerikansk inspirerede tolkning, der dominerer vores mediebillede. Det siger jeg med dén erfaring, at jeg gennem fem årtier har studeret Kina og mange gange besøgt landet både som privatperson, folketingspolitiker, minister og FN-formand.

Xi omfavner Putin til trods for, at han formentlig misbilliger krigen mod Ukraine, som forsurer Kinas forhold til Europa. Xi søger Rusland som modvægt til den stærkt stigende amerikanske aggressivitet over for Kina, som de senere år er det eneste Demokrater og Republikanere i USA kan enes om. Den ny udenrigsminister, Marco Rubio, er blandt de fremmeste røster for denne kurs.

USA ser Kinas militære opbygning og teknologiske tigerspring som den største trussel mod sin globale overmagt. Og sandt nok er Kina den eneste magt i verden, der – måske – kan udfordre USA’s overmagt. Kineserne trodser i hvert fald de amerikanske forsøg på at bremse dem om f.eks. chips og kunstig intelligens – og de er verdensførende på hele den grønne teknologi, som er hovedvejen til at nå FN’s verdensmål.

Kineserne ser USA’s fjendtlighed som et ondskabsfuldt forsøg på at forhindre dem i fortsat økonomiske fremgang. Kinas økonomi er snart på størrelse med USA’s. Men der er fire gange så mange kinesere om at dele, som der er amerikanere.

Kinas økonomi er 30-doblet siden 1970’erme og en milliard mennesker er trukket ud af fattigdom. Regimets ’legitimitet’ hviler på, at fremgangen kan fortsættes ved handel med og investering i resten af verden. Denne chance vil gå tabt ved en storkrig i Asien. Det er en indlysende grund til, at Kina ikke ønsker at erobrere andre nationer med militær magt, men at vinde velstand og indflydelse ved økonomisk samkvem med resten af verden.  

USA under Trump ser samhandel som noget, hvor nogen må tabe, for at USA kan vinde. Kina ser omvendt den globale økonomi som et plus-plus-spil.

Med Trumps toldkrig mod hele resten af verden, ophøret af al udviklingsbistand og nedskæringer over for FN har han givet Kina vældige muligheder for at fremstå som den bløde stormagt, der kan hjælpe verdens fattige og fastholde et internationalt samarbejde gennem FN.

Taiwan er jokeren, der kan ændre alt dette. Taiwan-spørgsmålet er efter kinesisk opfattelse et ’internt’ opgør, hvilket Vesten historisk har anerkendt ved den såkaldte ’Èt-Kinapolitik’. Men kineserne ved selvfølgelig også, at et militært angreb på Taiwan kan mislykkes, kan blive til en storkrig og i alle tilfælde vil forpeste forholdet til Vesten og føre til enorme økonomiske tab. Mest i Kina, men også i resten af verden.

Vi i Vesten skal huske, at kineserne tænker i århundreder, når vi tænker i måneder og år. 

Så længe Kina tør tro, at Taiwan engang vender tilbage til moderlandet, så vil de nok foretrække en nok så lang, fredelig proces. Men hvis taiwanske ledere med opbakning fra de mest Kina-fjendtlige kræfter i Vesten truer med at erklære Taiwan formelt selvstændigt, så kan det være en utålelig provokation af Kinas nationale selvforståelse. Derfor er det så vigtigt, at Taiwan og Vesten opretholder status quo, dvs. den tvetydighed, der har eksisteret i 75 år og reelt sikret freden, men som man skal kunne læse i kinesiske teblade for at forstå: Taiwan er kinesisk, men Kina afstår fra militært at udrydde Taiwans reelle selvstændighed! Henry Kissinger sagde engang til mig, at han mente Taiwan-spørgsmålet på langt sigt ville blive løst ved forhandling mellem Beijing og Taipei, hvis vi i Vesten rokker mindst muligt med båden.

Jeg tror – uanset alt kritisk, der med rette kan anføres – at Kina er en mere forudsigelig spiller end både Putin og Trump.

Danmark og Europa har ikke identiske interesser med USA om Kina. Det betyder ikke, at Kina bliver vores allierede. Der er kritiske produkter, hvor vi skal undgå at blive ensidigt afhængige af Kina. Men vi har en gensidig interesse i at spille sammen med Kina om fred, udvikling og klimaløsninger, og om at bevare store dele af globaliseringen til gensidig gavn.

Klummen blev offentliggjort i Berlingske 17. maj 2025

Mere fra min hånd om forholdet mellem Kina og USA

Udgivet den

Det er på tide, vi boykotter Israel

Det handler om at demonstrere, at vi er konsekvente i fordømmelsen af krigsforbrydelser, uanset om forbryderen hedder Putin eller Netanyahu. Derfor er det indlysende, at vi må indføre dansk boykot af israelske varer og stop for al våbeneksport til Israel. Det skriver jeg i mit seneste indlæg i Altinget 9. maj 2025.

Udgivet den

Vi må stå sammen med Kina. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber

Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der lige nu ikke kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig. Læs mit seneste indlæg i Berlingske i avisen eller nedenfor:

Ondskabens nye akse

Det kan være svært at finde den røde tråd i Trumps tirader af løgn og vrøvl. Men konsekvensen er altid mere lidelse for flere mennesker.

Trump drives af storhedsvanvid, had og hævn. Han går målbevidst efter reelt at afskaffe det amerikanske demokrati ved – som Orbán i Ungarn – at sætte sig på retsvæsnet og medierne og manipulere med valgsystemet.

Trump drives af en falsk dolkestødslegende om, at USA er blevet snydt i international samhandel og samarbejde.

Sandheden er, at USA har opnået ufattelig rigdom og global dominans i kraft af sin dominerende rolle i den globale teknologiudvikling, der blev grundlagt i forsvarsrelaterede udviklingsprojekter. Den globalisering, som Trump nu bekæmper, har givet USA et kæmpe udbytte; ofte på mange andre og meget fattige landes bekostning.

Når rigtigt mange amerikanere alligevel ikke føler sig rige, så er det ikke på grund af røveri fra omverdenen, men fordi det politiske system i USA ikke – som i Europa – har sørget for elementær velstand for de mange. Grådige mangemilliardærer har hamstret en uforholdsmæssig stor del af nationens velstand og bruger nu af deres formuer for at sætte sig på den politiske magt, lette skatten yderligere for sig selv og ødelægge samfundets kapacitet til at stække og regulere af deres adfærd.

Europa har historisk fået sikkerhed fra USA’s forsvarsparaply og udvikling ved økonomisk samarbejde med USA. Men begge dele var – og er – i USA’s sande egeninteresse. USA bliver selv taber både ved Trumps handelskrig mod hele verden og den fundamentale usikkerhed om NATO og støtten til Ukraine.

Den nye verdensuorden

Den nye uorden i verden drives af en »ondskabens akse« mellem Putin og Trump. Der er ingen andre lande, der tør tro, at der kan laves aftaler med de to, som de faktisk vil overholde. De har foragten for demokrati, retsstat, menneskerettigheder og små staters suverænitet til fælles. De har ingen empati og er ligeglade med menneskelige lidelse.

Putins ondskab ses i krigsforbrydelser mod Ukraine, truslerne mod andre nabolande, ufølsomhed over det russiske folks tab med mange døde og sårede samt hans barske diktatur, der fængsler og myrder politiske modstandere.

Trumps ondskab giver sig mange udtryk – her er nogle af de værste:

Ingen interesse i at forsvare Ukraines folk mod angriberen, men optaget af at gennemføre et røveri af det krigsplagede lands mineralressourcer.

Accept af krigsforbryderen Netanyahus nye morderiske angreb mod Palæstinas civile i strid med dén våbenstilstand, Trump selv var involveret i at aftale i januar, samt grønt lys for fordrivelse af palæstinenserne fra deres hjemland.

Stop for klimaindsatser, hvilket er en fornægtelse af klimaforandringer som den store eksistentielle trussel for vores efterkommere, der allerede nu rammer særlig hårdt i nogle af verdens fattigste lande.

Særligt ondskabsfuldt er bortfaldet af USA’s udviklingsbistand (USAID) som led i Trump-Musks vilkårlige budgetnedskæringer: Mange mennesker i den fattigste del af verden dør vitterligt her og nu, fordi medicin og fødevarehjælp udebliver: USA’s udviklingsbistand på 0,24 procent af nationalindkomsten var beskeden i forhold til supermagtens enorme velstand. Men beløbets absolutte størrelse var afgørende for at afværge sult og sygdom.

I samme retning virker USA’s nedskæringer i bidrag til FN-systemet – først og fremmest Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Den globale toldkrig rammer også nogle af verdens fattigste lande uforholdsmæssigt hårdt.

Kina slår igen

Men i toldsatser er Kina umiddelbart hårdest ramt. Omvendt vil fraværet af billige kinesiske varer i USA og Kinas gengældelse mod USA’s eksport ramme hårdt tilbage.

Europa kan også – hvis vi kan enes – slå hårdt igen. Og Europa har ingen interesse i at støtte USA i en totalt destruktiv toldkrig mod Kina. Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der ikke lige nu kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig.

Europas velfærd er livstruet af en ny ondskabens akse. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber.

Derfor kommer jeg i tanke om historien om den franske filosof Voltaire, der på sit dødsleje blev spurgt af en præst, om han forsagede djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen.

Voltaires svar var: Dette er ikke tidspunktet at skaffe sig nye fjender.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev offentliggjort i Berlingske 19. april 2025

Mere fra min hånd om USA’s handelskrig

Udgivet den

Min tale ved demo mod USA’s krav om overtagelse af Grønland

Her den korte tale jeg holdt ved demonstrationen mod USA’s krav om overtagelse af Grønland foran den amerikanske ambassade i København 29. marts 2025. Ifølge Berlingske var der 3300 deltagere.

Hvem havde troet, at det nogen sinde blev nødvendigt at stå her foran den amerikanske ambassade for at demonstrere mod et krav om at USA skal overtage Grønland?

Grønland og Danmark har en lang fælles historie.

Der er skabt stærke familie- og venskabsbånd gennem mange generationer.

Personligt har jeg besøgt Grønland rigtigt mange gange. Med stor kærlighed til landet og folket. Og med den største respekt for Grønlands ret til at bestemme sin egen fremtid. 

Jeg har meget nære venskaber i Grønland – også blandt dem, der har anført den moderne udvikling frem til det nuværende selvstyre. 

Forsvaret af Grønland har været et fælles anliggende for Kongeriget og USA de seneste 80 år.  Det skal vi i fælleskab forstærke.

Vi er allierede i NATO for at forsvare vore landes grænser og vores frihed,

Derfor er det grotesk og uhørt med et aggressiv amerikansk krav om at besidde Grønlands folk og sætte sig på landets ressourcer.

Trump vil jo ikke udelukke militær okkupation og økonomisk pression. 

En massiv og løgnagtig påvirkningsaktivitet og forsøg på bestikkelse af grønlændere er allerede i fuld gang.

Det minder om metoder, vi før var fælles med USA om at fordømme. 

Som f.eks. Putins kup mod Krim i 2014.

Hvis Trump bruger de samme metoder som Putin, så kan vi ikke forhindre det.

Men vi skal her og nu klart og utvetydigt fastslå, at Grønlands frihed og Rigsfællesskabets suverænitet ikke er til forhandling.

Der er kun én mulig reaktion over for dette vanvid:

At samle mest mulig opbakning til at stå op imod Trump

Vi må stå skulder ved skulder i Grønland og Danmark.

Vi har brug for den aktive solidaritet fra resten af Norden og EU med Tyskland og Frankrig i spidsen.

Grønland må knytte sig nærmere til Europa, og EU bør investere mere i Grønlands fremtid.

Vi har opbakning fra Storbritannien – og selvfølgelig også fra Canada, som udsættes for den samme aggression som os lige nu.

Vi må kæmpe vores sag frem i FN, hvor et overvældende flertal af lande vil være med til at fordømme amerikansk aggression mod Grønland.

Vi må appellere direkte om støtte fra de 70 pct af amerikanerne, der er imod erobring af Grønland.

Vi må aldrig give op!

Udgivet den

Med Trumps venskabelige åbning til Putin må man frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, inden Rusland opsluger hele Ukraine

Hvis Ukraine falder sammen under russisk pres, er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne – der er også en voldsomt stigende risiko for, at den stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. Det skriver jeg om i denne klumme. Læs den i Berlingske – eller nedenfor:

Ukraine-krig og historielæring

Hos Trump handler alt om Trump.

Han har erklæret, at han vil slutte krigen i Ukraine i en håndevending, så det må ske – uanset prisen for ukrainerne. Der er intet grundlag for at stole på, at Trump vil bruge sin magt på at få Putin med på en våbenhvile som aftalt mellem USA og Ukraine i Saudi-Arabien. 

Putin ved, at han kan besnakke den utålmodige Trump til at stille nye krav til Ukraine, som svækker landet i de videre forhandlinger. Måske tier våbnene for en stund, fordi Trump igen tvinger Ukraine i knæ ved at trække støtten med våben og efterretninger, før Europa kan nå at sætte tilstrækkeligt ind for at kompensere for USAs svigt. 

Men hvis Ukraine bagefter falder sammen under russisk pres, så er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne, men en voldsomt stigende risiko for at den sejrende og stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. 

Moldova, Georgien og Armenien står først for. Men balterne føler sig heller ikke sikre, når tilliden til amerikansk opbakning gennem NATO blegner.

Europas udgifter til selvforsvar vil vokse voldsomt, hvis et vel bevæbnet Ukraine falder ud af ligningen, samtidig med at vi mister USAs opbakning i NATO. 

Derfor er det indlysende europæisk egeninteresse at sikre Ukraines overlevelse.

Uklarhed styrkede Putin

Ukraine var i forrige århundrede dén del af Europa, hvor sult, krig og terror fra Stalin og Hitler udryddede flest mennesker – ufatteligt mange millioner. Derfor er det forståeligt, at 90 procent af ukrainerne stemte for selvstændighed, da Sovjetunionen gik i opløsning. 

I 1994 garanterede USA, Storbritannien og Rusland det nye lands grænser i en aftale, hvor Ukraine afleverede sin del af det gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.

Samlivet med Rusland var de første år ret fredeligt. Rusland fik lov fortsat at have sin sortehavsflåde i Sevastopol på Krim. Men det var åbenbart, at Putin som Ruslands leder siden 2000 afskyede NATOs udvidelse mod øst – og ikke kunne se Rusland som storspiller på verdensscenen uden at have kontrol over Ukraines folk og ressourcer.

Putin kunne leve med en tilstand, hvor russiskvenlige politikere og oligarker i lange perioder dominerede et korrupt ukrainsk politisk system. Men udsigten til et demokratisk fungerende Ukraine i EU og NATO var en ubærlig stor og nær udfordring for Putins stadigt mere despotiske regime.

George W. Bush insisterede i 2008 på, at NATO gav Ukraine og Georgien løfte om medlemskab på et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Blandt andet Tyskland og Frankrig var imod, og Ukraines eget ønske om medlemskab var dengang ikke brændende. 

Den uklarhed, der hermed blev skabt, har utvivlsomt styrket Putins bestræbelser på med alle midler at spænde ben for, at de to lande kunne blive medlem af NATO. Første trin var krigen mod Georgien samme år, hvor en del af landet blev besat af Rusland.

Trumps venskabelige åbning

Ukrainernes ønske om stærkere bånd til Vesten handlede mest om tilknytning til EU. Da den russisk orienterede præsident Yanukovitj i 2014 under pres fra Rusland opgav en færdig handelsaftale med EU, udløste det et folkeligt oprør, der væltede præsidenten.

Det fik Putin til ved et kup at annektere Krim og orkestrere et såkaldt oprør i den østlige Donbas-region. Vesten reagerede kun svagt imod overtagelsen af Krim og prøvede forgæves at formidle en løsning på striden i Donbas. 

Men Putin ønskede en ulmende konflikt.

Putins uprovokerede angreb mod hele Ukraine 24. februar 2022 kom måske, fordi han læste det kaotiske USA-exit fra Afghanistan som vestlig svaghed, og desuden helt fejlbedømte den ukrainske modstandsvilje. 

Han troede, det ville gå som ved invasion i Tjekkoslovakiet i 1968: Vi rykker ind med overvældende militærstyrke, alle rækker hænderne i vejret, vi indsætter inden for en uge marionetregering, og Vesten sender en ligegyldig protestnote.

Men Zelenskyjs mod og Vestens bistand forhindrede kuppet. Derfor var der, måske, en chance for rimelig fred efter de første par måneder – en chance, der i så fald blev misset på grund af en forkert vestlig formodning om, at Rusland kunne udmattes langt mere af en lang krig.

Efter tre år er er begge parter udmattede med store tab af menneskeliv og store ødelæggelser i Ukraine. Med fortsat amerikansk opbakning til Ukraine var der fortsat chancer for en fred på rimelige vilkår. 

Med den venskabelige åbning fra Trump til Putin må man imidlertid – uden ekstraordinær europæisk indsats – frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, indtil Rusland opsluger hele Ukraine.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om Ukraine