Debat og nyheder

Udgivet den

Uden klimaløsning realiseres Verdensmålene aldrig

SDGs

Beskatning af både rige borgere og velpolstrede virksomheder kan bremse populismen og støtte verdensmål 10 om at mindske ulighed. Om dette og mere til i denne kommentar i Altinget 15. august 2022 – eller læs den nedenfor:

Globalt samarbejde

Verdensmålene tilsiger, at menneskeheden skal samarbejde og koncentrere kræfterne om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom og ufred. Særligt vi i de rige lande skal i stor hast omlægge vores livsstil, hvis den globale opvarmning skal bremses.

Allerede nu oplever vi meget mere vildt vejr med hedebølger, vældige skovbrande, orkaner og oversvømmelseskatastrofer. Især – men ikke kun – i de i forvejen varme egne af verden.

Det rammer oftest nogle af de allerfattigste. Det ødelægger landbrugsområder, boliger og infrastruktur og er et alvorligt helbredsproblem for mennesker, dyr og planter. Global opvarmning er reelt en forstærket trussel om uoprettelig udryddelse af en stor del af den eksisterende biodiversitet.

Et ret upåagtet men enormt problem på vore breddegrader er den overhængende risiko for, at mennesker med stigende levestandard vil imødegå den globale opvarmning ved at investere massivt i luftafkøling.

Risikoen for ny strøm fra fossile brændsler

Det vil i nogle varme lande være det største enkeltbidrag til at bruge mere strøm. Folk vil nemlig forsøge at mindske generne ved den globale opvarmning, men hvis denne efterspørgsel imødekommes ved at bygge flere kulkraftværker, bruge oliefyrede generatorer eller brænde naturgas af, betyder det, at den indendørs nedkøling vil accelerere temperaturstigningen udenfor kraftigt.

Det effektive svar på dette voldsomme dilemma er derfor her og nu at indføre standardkrav om på langt mere energieffektive airconditionanlæg. Man må desuden holde op med at subsidiere fossile brændsler, som der ellers kan være en tilbøjelighed  til at gøre for at mindske forarmelse og social uro på grund af den aktuelle eksplosion i energipriserne. 

I stedet må der gøres en massiv indsats for at få priserne på basale fødevarer nedad igen. Det kan ske ved en kombination af markedsindgreb – som for eksempel aftalen om at få korn ud af Ukraine og Rusland trods krigen – og ved subsidier finansieret ved lån fra de rige lande og blandt andre Verdensbanken.

Co2 afgifter skal styrke fossilfri strømforsyning

Når priserne igen falder på det fossile, er der i de rige lande brug for via CO2-afgifter at fastholde en høj pris for at understøtte en overvældende massiv udbygning af en CO2-fri strømforsyning.

En sådan politik til fordyrelse af det hidtidige adfærdsmønster vil møde politisk modstand, hvis man ikke på anden vis kan give støtte eller lette skatten for familier, der har beskedne indtægter.

I Danmark med de mange naturgasfyrede private husholdninger, der ikke hurtigt kan omstilles til billigere fjernvarme eller varmepumper, kan der være brug for at give ganske mange indkomstbestemte tilskud i de nærmeste år.

Det er ikke umuligt at finde bæredygtige og socialt afbalancerede løsninger, men der har de seneste seks år været stadig flere sten på vejen for det globale samarbejde og prioritering af verdensmålene.

Øget fattigdom nærer social og politisk ustabilitet

Brexit, Trump og hans klimafornægtelse, pandemien og konfrontationen mellem USA og Kina. Nu tilføjet Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden med forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi.

Flere bliver rigtigt fattige, og det nærer social og politisk ustabilitet – også i Europa. Det vil allerede nu med sikkerhed øge presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd.

Krigen i Europa udløser en dyr oprustningsbølge, der kan fortrænge investering i verdensmål. Det er desuden en reel risiko for at det amerikanske demokrati med helt uoverskuelige konsekvenser kollapser med genvalg af Trump i 2024. Derfor er det vanskeligt at fastholde fokus på klimakrise og verdensmål.

EU ser ud til at være den del af verden, hvor fokus stadig er stærkest med meget ambitiøse planer for grøn omstilling. Der er udbredt forståelse for, at klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokravet og afsavnene undervejs er større, end vi havde forestillet på grund af Putins krig og det forventede stop for russisk gas.

Det presser som sagt privatøkonomien hos mange, og vi risikerer at låse os fast på øget forbrug af kul, olie og dyr flydende gas (LNG) for at holde økonomien i gang trods fraværet af den russiske gas.

Derfor er der i Tyskland og mange andre lande vældige ambitioner om hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Men det kræver en helt anderledes hurtig godkendelse af vedvarende energianlæg end hidtil. Den tyske vicekansler Robert Habeck har for eksempel sagt, at det i nogle tilfælde handler om at få tidsforbruget for myndighedsgodkendelser ned fra 15 til halvandet år!

Så slemt er det naturligvis ikke altid, men givet er det, at regler må forenkles og såvel sagsbehandling som klagefrister må forkortes meget kraftigt.

Vindmøller og solcelleanlæg er vejen frem

Hvis vi skal sikre bæredygtig og billigere energiforsyning som svar på de nuværende kriser, så må man leve med udsigt til vindmøller og solanlæg. Hensyn til biodiversiteten skal naturligvis tages, men det må være ved præcise myndighedskrav fra starten og ikke ved, at store vedvarende energianlæg undervejs sættes i stå af klageinstanser.

Desuden må der satses stort på uddannede og tiltrække kvalificeret arbejdskraft og hurtigt at udvide den europæiske industrikapacitet til at levere vedvarende energianlæg, hvis vi skal undgå flaskehalse og en stærkt stigende pris på den grønne omstilling.

Den økonomiske smerte – især hos den mindre velstillede det af befolkningen – kan udløse modvilje mod den aktuelle kurs for Europa. Vælgeroprør kan resultere i mere national egoisme, svækket solidaritet over for den russiske aggression og endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.

Windfall-skat og retfærdig byrdefordeling

De toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere. En nødvendig forudsætning for succes er en klart mere socialt retfærdig byrdefordeling. 

Derfor skal velhavende borgere og selskaber betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse, og vi dermed kan undgå politisk ustabilitet. 

Den danske overvismands forslag om en effektiv beskatning af krisetidens enorme éngangsgevinster i skibsfarten og fra andre steder – også forslag om særskat på de fossile energiselskabers enorme profitter – er uhyre relevante bidrag.

Mindre ulighed – verdensmål 10, der vedrører både rige og fattige lande – er en nødvendig forudsætning for at stabilisere demokratiet og sikre folkelig forståelse for, at det også er i vores langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet.

Mogens Lykketoft er Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN’s generalforsamlingDette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mere fra min hånd om klimaet og FN’s Verdensmål

Udgivet den

Det går ud over Taiwan og verdens fred, når de store spiller med musklerne 

Pelosi og Tsai Ing-wen

Præsident Trump gjorde stor skade med sine primitive Kina-bashing, der vandt genklang på hjemmebanen. Desværre har Bidens administration fastholdt kursen trods mere afbalancerede signaler fra Demokraterne i valgkampen i 2020. Der har ført til en spiral af enormt kostbar oprustning i både i USA og Kina.

Læs mit seneste indlæg i Berlingske her – eller nedenfor:

USA og Kina på kollissionskurs

USA er dét udland, jeg har boet længst i, men Kina er det land, jeg har besøgt flest gange – nemlig 18 gange siden 1978. Jeg har i årenes løb mødt ledende politikere fra begge lande. I min tid som formand for FN’s generalforsamling oplevede jeg, at der stadig var forståelse af et fælles ansvar for verdens fred, økonomiske fremgang og klimaløsning.

Præsident Nixons tilnærmelse mellem USA og Kina i 1972 skete, fordi begge parter havde interesse i at holde Sovjetunionen i skak og udvikle deres økonomiske samkvem. Derfor blev der også enighed om ikke at rokke den kunstfærdige status quo omkring Taiwan: USA anerkendte – nu sammen med 182 andre lande – formelt, at der kun er ét Kina, og at Taiwan er en del af Kina. Men Kina accepterede stiltiende, at USA bevæbnede Taiwan, og afstod selv fra med militær magt at forsøge at afskaffe Taiwans reelle selvstændighed.

Kinas tiltagende styrke

Kinas økonomiske styrke er siden vokset mindst 30 gange. Og landet er blevet en sandsynlig rival til USA om førerpositionen i verden i det 21. århundrede. Det har på utrolig kort tid ændret den amerikanske forståelse af Kina. Xi Jinpings stadigt mere autoritære styre, undertrykkelse af tibetanerne og muslimerne i Xinjiang samt afskaffelsen af demokratiske friheder i Hongkong har medvirket til stemningsskiftet; men det er først og fremmest Kinas fremmarch på verdensscenen som politisk og økonomisk rival, der har bygget en meget fjendtlig stemning op i USA.

Især præsident Trump gjorde stor skade ved primitiv Kina-bashing, der havde genklang på hjemmebanen. Desværre er det fortsat under Biden trods mere afbalancerede signaler fra Demokraterne i valgkampen i 2020. Der er nu en spiral af enormt kostbar oprustning i gang både i USA og Kina. Men Kinas militær har en kapacitet, der er mindre end en tredjedel af USA’s. Desuden kan USA regne med, at stærke naboer til Kina – hele vejen fra Japan til Indien – indgår i et balanceregnskab, hvor det ikke frister Kina til at søge militær konfrontation. Enhver klarhovedet kinesisk leder ved, at krig vil være enden på den enorme, økonomiske fremgang og samkvemmet med resten af verden, som er regimets livsforsikring for fortsat folkelig opbakning.

Demokrati på kinesisk

Men USA’s udfordring i Kinas stigende magt skaber frygt for at blive angrebet og nærer stærke nationalistiske følelser. Der er i Kina tåbelige fanatikere ligesom Putin, der vil sætte alle hensyn til side for at »bringe Taiwan tilbage til moderlandet« med militær magt. Det udfordrer dem, at Taiwan er det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds, og at befolkningen på øen – trods det stærke økonomiske samkvem – absolut ikke ønsker at dele skæbne med Hongkong ved at komme under Beijings kontrol.

Der er også tåber i USA, der tror, at en krig kan forhindre de 1.400 millioner mennesker i Kina i at blive det 21. århundredes anden supermagt.

Og så er der dem, der ikke ønsker krig, men leger med ilden, for at styrke sig politisk derhjemme: Der er næppe en anden forklaring på formand for Repræsentanternes Hus i USA Nancy Pelosis Taiwan-besøg, end at hun mener, at det styrker Demokraterne i midtvejsvalgene til november. Der er heller ikke en anden forklaring på Kinas voldsomme, men kontrollerede reaktion på besøget, end at præsident Xi skal stå stærkest muligt over for sine egne supernationalister, når han skal genvælges på partikongressen i november. Præsident Biden ønskede ikke, at Pelosi rejste til Taiwan, men var for svag til at forhindre det. Og denne svaghed bekymrer Xi, lige så meget som Xis svaghed over for hans egne nationalister bekymrer Biden.

Forbrødring af Kina med Rusland

Nu er risikoen, at parterne varigt afbryder eller svækker de kanaler, hvori der hidtil – trods al offentlig udtrykt fjendtlighed – er blevet samarbejdet om at undgå utilsigtede, militære sammenstød og promovere fælles klimaløsninger.

Desuden er det bestemt ikke i Vestens interesse, at man i den nuværende ophidsede stemning driver Rusland og Kina endnu mere i armene på hinanden. De elsker jo grundlæggende ikke hinanden. Kinas afmålte, venlige forhold til Putin er nok dels drevet af mulighederne for kontant at udnytte Ruslands trængte position under krigen mod Ukraine, dels en reaktion på USA’s voksende aggressivitet over for Kina.

Lige nu er det taiwanernes interesser og nerver, der lider under Kinas voldsomme økonomiske og militære reaktioner på Pelosis provokation.

Forhåbentlig er der en vej tilbage efter det amerikanske valg og den kinesiske partikongres. Ellers kommer vi til at opleve endnu mere rustningskapløb, der øger risikoen for krig ved en fejltagelse og sluger enorme midler, der kunne være brugt til fredelig udvikling.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om forholdet mellem USA og Kina

Udgivet den

Kan Biden undgå nederlag til november?

Joe Biden nærer tre spinkle håb, der kan bidrage til en sejr ved midtvejsvalget til november trods hans støt dalende popularitet i hjemlandet. Det skriver jeg om i min seneste kommentar i Jyllands-Posten. Læs den her – eller nedenfor:

Svær kamp til november og Trumps udenrigspolitiske arv

Verden drog et lettelsens suk, da Joe Biden vandt over Trump ved præsidentvalget i 2020. Men desværre er den nu 79-årige præsidents hjemlige popularitet styrtdykket siden valget. Han virker fysisk svækket, og hans vigtigste projekter om klima og velfærd har set ud til at ligge i ruiner. Forventningen har været, at Republikanerne ville få flertal i Kongressen ved midtvejsvalget til november. Demokraterne skulle besejres ved at give Biden skylden for inflationen, selv om prisstigningerne på benzin og fødevarer mv. helt åbenbart er globale fænomener, som forstærkes af Putins krig. Republikanernes ankermand i Senatet, Mitch McConnell, fortsætter ufortrødent sin kyniske visnepolitik, der også blokerede for Barack Obamas lovinitiativer. 

Nu er der imidlertid tændt et beskedent håb om, at Demokraterne kan undgå nederlaget i november. Af tre grunde:

For det første angriber det højreekstremistiske flertal af dommere i Højesteret, i strid med et stort flertal i befolkningen, retten til abort, blokerer enkeltstaters indsats for våbenkontrol og for præsidentens dekreter om klimatiltag. Det kan kun overtrumfes ved lovgivning fra et demokratisk flertal i Kongressen

For det andet har Demokraterne i Senatet lykkeligvis i sidste øjeblik kunnet enes om en pæn andel af Bidens initiativer på klima og velfærd, fordi den modvillige senator Joe Manchin kom med om bord. Dermed mildnes indtrykket af en handlingslammet præsident.

For det tredje er der omsider visse tegn på, at vælgere skræmmes væk fra Republikanerne, fordi det efterhånden entydigt dokumenteres, hvordan partiets Godfather Trump forsøgte at kuppe sig ud af valgnederlaget med dét angreb, han udløste mod Kongressen 6. januar 2021.

Mærkeligt nok har Bidens massive militærbistand til Ukraine ikke hidtil øget hans vælgerpopularitet, selv om han politisk har bred opbakning. Bidens stærke opbakning til NATO og Ukraine er opløftende, selv om det virker hyklerisk at definere indsatsen som en global kamp mellem demokrati og autokrati, når man – for at bekæmpe Putin – allierer sig endnu mere med en serie andre despoter med den saudiske kronprins i spidsen. 

Trumps udenrigspolitiske hængedynd

Det er bekymrende, at Biden på to væsentlige områder hænger for meget  fast i Trumps kaotiske kurs på den internationale scene.

Den indædte kampagne mod Kina fortsættes i samme skingre tone som under Trump. Konfrontationen drives åbenbart mere af generel frygt i den amerikanske offentlighed for Kina som fremtidens anden supermagt end af berettiget harme over kinesiske overgreb bl.a. i Xinjiang og Hongkong. Kampagnen risikerer yderligere at forbrødre Rusland og Kina. Der er i stedet brug for at tøjle rivaliseringen og appellere energisk til USA’s og Kinas fælles interesser for fred, handel, klimaløsninger og at inddrage Kina i et mere forpligtende internationalt samarbejde frem for en opslidende kold krig.

Det ser også sort ud for Bidens oprindelige hensigt om at genoplive atomaftalen med Iran. Han kan ikke garantere, at aftalen kan overleve det næste amerikanske præsidentvalg, og iranerne frygter nyt løftebrud og ny økonomisk blokade ved republikansk valgsejr. Desuden har Biden ladet sig svinebinde af Trump-administrationens allersidste intrige imod ham: De stemplede Irans revolutionsgarde som terrororganisation med det formål at blokere atomaftalens genopståen. Dén blokering kan Biden af indenrigspolitiske grunde og af hensyn til Israel og Saudi-Arabien åbenbart ikke vikle sig ud af.

Kommentaren udkom i J-P 3. august 2022

Mere fra min hånd om Joe Bidens USA

Udgivet den

Holder solidariteten i Danmark, EU og verden?

Nye vælgeroprør lurer mod den traditionelle politiske elite. De gamle toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bekæmpe ulighed, bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere i den måske værste krisetid siden Anden Verdenskrig.

Det handler min seneste klumme i Berlingske om. Læs den her – eller nedenfor:

Ægte national solidaritet med mindre ulighed er nødvendig for at cementere demokratiet

FN’s verdensmål, der blev vedtaget for syv år siden, er et forsøg på anskueliggøre, hvor afhængige vi mennesker på tværs af alle grænser er af hinanden, og hvor aldeles afgørende det er at løse en lang række eksistentielle udfordringer samtidig og i fællesskab, hvis kloden skal være til at holde ud at opholde sig på også om 50 og 100 år.

Det handler om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom, ufred og oprustning og om at omlægge vores livsstil, så den globale opvarmning bremses. Lige nu går det den gale vej.

Det internationale samarbejde, der var skitseret med verdensmålene, er i opløsning. Truslerne er langstrakt varm krig i Ukraine, ny kold krig med Kina, vedvarede forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi. Fokus på klimakrisen risikerer at blive svækket, selvom den globale opvarmning i foruroligende tempo fremkalder vildt vejr med hedebølger, tørke, orkaner og oversvømmelser. I kølvandet af det kommer sult og armod, mere utilfredshed, social ustabilitet og nye konflikter. Presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd tager voldsomt til.

Kan vi overhovedet nå det?

Har vi mistet chancen for at finde den rette kurs som følge af en lang række katastrofer de seneste seks år? Brexit, fire tabte år med Trump og den dramatiske forværring af forholdet mellem supermagterne USA og Kina. Dertil to års pandemi og Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden.

Det kan blive endnu værre, hvis det amerikanske demokrati kollapser med genvalg af Trump om 2,5 år. Så svækkes klimaindsatsen på ny, og måske svækkes USA’s vilje til at være rygstød i det NATO, der skal ruste Ukraine til at slå angriberen tilbage.

Europa må holde sammen

Lige nu er det afgørende, at Europa holder sammen, uanset at krigen bliver en økonomisk nedtur med eksploderende energi- og fødevarepriser og måske rationering af gas til vinter. Samtidig er der brug for en enorm kraftanstrengelse for at fremskynde den grønne omstilling, så krigen ikke bliver til øget kulforbrug, men hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokrav og afsavn undervejs er større, end vi havde forestillet os bare ved nytårstid i 2022.

Frygten er, at den økonomiske smerte, især for den mindre velstillede det af befolkningen, vil fremelske modvilje mod dem, der har lagt den aktuelle kurs for samarbejde i Europa. Det kan udløse mere national egoisme, der svækker solidariteten over for den russiske aggression og medfører endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.

Højreradikale populister

Ungarns statsminister Orbán kurtiserer allerede Putin for at få gas, selvom der lukkes for andre. Den nye skræk er, at de kommende italienske valg vil udløse flertal for Trump-lignende højreradikale populister i Sydeuropas mest folkerige nation. I de italienske meningsmålinger fører dem, der er kendt som Putins gode venner og modstandere af stort set alle andre fremmede. De er også stærkt kritiske over for EU, selvom europæisk budgetstøtte og opbakningen fra Den Europæiske Centralbank er Italiens bedste værn mod en ny dyb krise.

Vi må håbe, at Europa trods alt forskånes for øget opbakning til politiske bevægelser, som appellerer til frygt og frustrationer uden at have noget, der bare ligner effektive svar på den afmagt og de udfordringer, folk møder i hverdagen.

Men sporene skræmmer. Overalt lurer nye vælgeroprør mod den traditionelle politiske elite. De gamle toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere i den måske værste krisetid siden Anden Verdenskrig.

Socialt retfærdig byrdefordeling

Også de danske centrum-højrepartier må forstå, at en af de allervigtigste forudsætninger for at forhindre nye vælgeroprør og fastholde folkelig opbakning til at løse de internationale udfordringer er, at der skabes en langt mere socialt retfærdig byrdefordeling.

Superrige personer og selskaber skal også herhjemme betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse. Ægte national solidaritet med mindre ulighed er en nødvendig forudsætning for at cementere demokratiet og sikre folkelig accept af både vores moralske forpligtelse og langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet: Det er forudsætningen for at de ny generationer kommer til at leve i en mere fredelig verden, hvor kræfterne i endnu højere grad bruges på at bremse den fatale globale opvarmning.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske 25. juli 2022

Flere indlæg fra min hånd om populisme og ulighed

Udgivet den

Hetzen mod Mette Frederiksen er helt ude af proportion

Angrebene mod Mette Frederiksen handler især om, at statsministeren har været for magtfuldkommen. Mette Frederiksen angribes i realiteten for, at hun har udfyldt lederrollen. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Handlekraft forvekslet med magtfuldkommenhed

Det er lidt bittert at have regeringsmagten i 36 måneder, hvor de allerfleste kræfter de seneste 27 måneder har været bundet til at håndtere covid-indsats og den nye kolde krig efter angrebet på Ukraine.

Det har fortrængt en stor del af regeringens egen dagsorden og lagt stramme bånd på økonomien. Imidlertid er det ubestrideligt, at regeringen fik sejlet Danmark gennem pandemien med færre tab af menneskeliv og bedre samfundsøkonomi end de allerfleste andre lande.

Statsministeren gik, i kølvandet på angrebet på Ukraine, i front med de rigtige svar og handlekraft til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Samtidig er der taget vældige skridt til grøn omstilling, så Danmark er førende i kampen mod klimaforandringen. Alt i alt en Herkules-indsats.

I dette perspektiv er minksagen selvfølgelig et dobbelt øv. Det er strengt nødvendigt hele tiden at minde om, at der nok blev begået alvorlige fejl, men ikke forbrydelser. Forbrydelsen havde – med den daværende viden – været at lade minkerhvervet fortsætte med risiko for at forstærke pandemien. Men det er pinagtigt, at en serie af ministre og embedsmænd ikke fik slået fast fra dag ét, at den besluttede aflivning krævede ny lovhjemmel.

Karaktermord

Hetzen mod Mette Frederiksen er imidlertid helt ude af proportion og har andre årsager. Med min alder og erfaring som socialdemokrat ved man, at der altid har været borgerlige politikere og medier, der med en ubehagelig blanding af ægte had og falsk, totalt overspillet forargelse har prøvet at lave karaktermord på socialdemokratiske statsministre.

Sophie Løhde er prototypen på den slags ondskabsfuld, borgerlig angrebspolitik: Hvis man ikke kan matche Socialdemokratiet politisk, så sættes kræfterne ind på at nedgøre og mistænkeliggøre partiets leder, så vejen kan banes for et magtskifte.

Hvad der undrer mig mere end Sophie Løhde og hendes meningsfæller er to personer, som jeg tidligere på forskellig vis har haft tæt inde på livet. Noa Redington synes fast besluttet på at bruge sin meget betydelige taletid i medierne på at forhindre, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister, når det nu ikke lykkedes for Helle Thorning, som han var nærmeste rådgiver for.

Den anden er meningsmaskinen Anne Sofie Allarp, som jeg havde fornøjelse af i sin tid at ansætte som international konsulent i Socialdemokratiet, men som nu har besluttet sig for, at hendes indtægtsgrundlag bliver bedst ved at at opildne og formidle ophidsende indlæg mod statsministeren i den borgerlige presse.

Angrebene handler især om, at statsministeren har været for magtfuldkommen. Mette Frederiksen angribes i realiteten for, at hun har udfyldt lederrollen – også ved at bruge de vidtgående beføjelser, hun under pandemien fik fra et næsten enigt folketing.

Angriberne fortrænger, hvor magtfuldt Anders Fogh opførte sig i værre sagers tjeneste ved blandt andet at gennemtrumfe den forbryderiske ødelæggelse af skattesystemet og Danmarks deltagelse i krigskatastrofen i Irak – og hvor brutalt Margrethe Vestager i regering slog taktstokken mod de arbejdsløse og mod efterlønnen, mens Helle Thorning var statsminister.

Mette Frederiksens fjender fremhæver igen og igen, at Minkkommissionens ordvalg om uagtsomheden hos ministre og embedsmænd er usædvanligt barskt. Ja, for barskt, mener jeg. Et mere forsigtigt ordvalg havde været både muligt og sagligt. Men kommissionsformand Kistrup er kendt for bastante konklusioner.

Efter tre af hans landsdommerkollegers opfattelse var også hans konklusioner, som undersøger af efterretningstjenesterne, alt for bastante.

Denne bedømmelse af Kistrups indsats i efterretningssagen deles paradoksalt nok af mange af de voldsomste fortalere for hans bastante sprogbrug i minkrapporten.

Meget i forståelsen af minksagen drejer sig om graden af accept af dén stress-situation, beslutningstagerne vitterligt var i. Kommissionen påstår, at den modererer sit ordvalg i kritikken i forhold til tidspresset. Det kan jeg faktisk ikke se er tilfældet.

Et generelt problem med den slags udredninger, som jeg selv oplevede med rapporten om Færøbanksagen for 24 år siden, er den manglende forståelse for, hvor meget de undersøgte beslutningstagere har haft om ørerne i en presset situation: Det virkede dengang som om det blev antaget, at jeg som finansminister kun havde haft denne ene sag i hovedet, selv om den i min bevidsthed havde været yderst marginal i forhold til alt muligt andet, der fyldte hele den lange arbejdsdag.

Mette Frederiksen må i ekstrem grad have haft denne oplevelse af minksagen under pandemien, hvor ministre og topembedsmænd var mere konstant stressede end vi – deres forgængere – nogensinde har været udsat for.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om dansk politik

Udgivet den

Det ægte demokrati er på retur

Obama kom på Anders Fogh Rasmussens demokratitopmøde for nylig med en opsang og opfordring til dem, der tror, at demokratier er en statisk, overlegen størrelse. De skal fornys og forbedres, mente den tidligere amerikanske præsident. Mere om det i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Indlægget kan også læses her:

Demokratiets forhåbentlige overlegenhed

Det var interessant at være gæst på Copenhagen Democracy Summit i forrige uge. Topmødet arrangeres af Anders Fogh Rasmussens Alliance of Democracies med deltagelse af mange fremtrædende erhvervsfolk, politikere og mediemennesker og får økonomisk støtte fra store virksomheder og fonde – bl.a George W. Bush Foundation og Taiwan.  

Deltagelsen fra det europæiske centrum-venstre er behersket. Men heldigvis kom Barack Obama og gav et sædvanligt spændende indlæg, der skilte sig ud fra de mange andre, som blot postulerede demokratiets moralske og økonomiske overlegenhed. Obama talte om det påtrængende behov for at forny og forbedre, hvis demokratiet skal overleve.

Ægte demokrati, der afspejler folkeviljen, sikrer retsstaten, inddæmmer korruption, sikrer reel pressefrihed, beskytter minoriteter og bekæmper den epidemiske ulighed, er på retur. Det bliver stadigt vanskeligere at definere hvem, der skal have lov at være i en alliance af demokratier.

Uægte demokratier

Tænk på Ungarn og Polen i EU. I Indien, der benævnes verdens største demokrati, er Modi-regeringen fuld gang med at begrænse pressefriheden og diskriminere mod det store muslimske mindretal. Brasiliens udvikling under den højre-populistiske præsident Bolsonaro, er skræmmende. Israel, som behersker og undertrykker halvdelen af indbyggerne i det historiske Palæstina, kalder sig for Mellemøstens eneste demokrati. I Tyrkiet er Erdogan folkevalgt, men knægter ytringsfriheden og fængsler journalister og oppositionspolitikere. I Filippinerne erstattes præsident Dutertes retsløse voldsregime nu af eksdiktatoren Marcos’ søn, der næppe heller har ægte demokratiske hensigter. 

Summen af russiske troldes løgnehistorier og Murdoch-imperiets beslægtede løgne i dominerende medier i Storbritannien og USA var måske nok til at tippe vælgerbalancen til fordel for Brexit og Trump i 2016. Obamas formaning om at forbedre demokratiet for at redde det handler også om at forhindre en genkomst af Trump i 2024, hvilket kan blive enden på det amerikanske demokrati. Allerede nu skaber systemet til valg af præsident og kongres, sammen en Højesteret domineret af højreekstremister, risiko for at flertallets ønsker om fri abort, våbenkontrol samt reformer af sundhed og velfærd knægtes, fordi et mindretal af vælgere sætter sig på flertallet i magtens korridorer.

På Foghs Topmøde var der forståeligt stærke røster mod Kinans autoritære styre og frygt for, at landet på væsentlige teknologiområder overhaler USA. Den amerikanske tænketank Atlantic Council fremlagde imidlertid en analyse, der påstår en entydig sammenhæng mellem demokrati og velstand. Det eneste ubestridelige er dog, at de nordiske lande med deres høje grad af velfærd og lighed ligger bedst. 

Ærgerligt nok blændes der i Atlantic Councils analyse ved statistisk manipulation for Kinas styrke. Kinas model står for mange i de fattige lande stærkt som konkurrent til Vesten, fordi landet siden 1978 har trukket 800 millioner ud af ekstrem fattigdom og har et nationalprodukt, der mere end 30 gange højere end dengang. Denne succes kan ikke bortforklares ved en graf fra Atlantic Council, der viser, at velstanden i Kina er langt lavere end i det demokratiske Taiwan og i Hongkong, der indtil for kort tid siden levede under den vestlige model. Det er ikke fair at sammenligne Taiwan/Hongkong med hele det store Kina. Ser man stedet på Shanghai, der havde et sammenligneligt udgangspunkt, ser de anderledes ud. Det er farligt at bortdefinere den kinesiske udfordring ved misbrug af statistik.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 22. juni 2022.

Mere fra min hånd om demokrati

Udgivet den

Uffe er død.

Mogens og Uffe

Min ven, samtalepartner og kollega Uffe Ellemann-Jensen er død. Det er et stort tab, jeg kommer til at savne ham. Læs min nekrolog over Uffe i Information – eller nedenfor:

Uffe er død. Det er en vældig og folkekær personlighed, der nu har forladt os. Uhyre begavet og vidende, skarp i analyse og replik, altid med en kraftfuld blanding af humor, engagement og kampvilje. Han elskede livet, selskabet, festen. Han var altid frisk med den gode historie eller kommentar, som han fortalte med humor og sarkasme. Uffe havde en formidabel hukommelse og analysekraft.

Vi gamle husker ham længst tilbage som tv-journalisten, der tog et koldt brusebad foran skærmen under den første oliekrise.

Ikke så længe efter gik han ind i politik og blev valgt til Folketinget for Venstre, hvor hans replikskarpe og uhyre morsomme far, Jens Peter Jensen, allerede var aktiv. Uffe var politisk ordfører for Venstre under den kortvarige SV-regering i 1978-1979 – et projekt, han dengang støttede helhjertet.

Det var Uffes og Danmarks udenrigspolitiske gevinst, at hans daværende partiformand, Henning Christophersen, ikke ville tilbage som udenrigsminister, men valgte Finansministeriet, da han tabte spillet om statsministerposten til Poul Schlüter i 1982.

Koldkriger

Som udenrigsminister var Uffe handlekraftig og risikovillig. I de første fem år af hans mere end ti år lange tid på posten levede han livet farligt i konstant konflikt med det alternative sikkerhedspolitiske flertal. Uffe blev af den daværende ledelse i Socialdemokratiet opfattet som en fræk gadedreng, der skulle fældes: Han havde en meget kritisk og lemfældig omgang med den række af kritiske fodnoter til NATOs raketprogram, som han måtte tåle fra et flertal uden for regeringen, der også omfattede den borgerlige regerings radikale støtteparti.

Men De Radikale ville ikke vælte Uffe og regeringen. Det blev i stedet til en lang række ’næser’ fra flertallet, som Uffe fremviste med stolthed. Han lagde aldrig skjul på, at han var koldkriger og ikke stolede på Rusland og derfor ønskede den vestlige alliance stærkest mulig. Det var en triumf for ham, at fodnoternes tid var ovre, da De Radikale kom i regering i 1988.

En legende i internationalt diplomati

Uanset den hjemlige kritik i de første år styrkede Uffe Danmarks internationale gennemslagskraft ved fænomenalt talent for at knytte nære personlige relationer til toneangivende kræfter i omverdenen. Hans venskab med den tyske kollega og partifælle Hans-Dietrich Genscher er for eksempel velkendt. Men det gjaldt også amerikanske republikanske udenrigsministre. Og socialdemokratiske kolleger som Thorvald Stoltenberg i Norge og Jan Eliasson i Sverige. Uffe blev med sit talent for farverig fremtræden og sin lange tjeneste en legende i internationalt diplomati.

Uffes stjernestund kom ved afslutningen af Den Kolde Krig med Murens fald. Han kendte den gamle kommunistiske verden fra sit virke som journalist og efterretningsmand og delte euforien med de mange millioner, der kom ud af fængslet. Hans største bedrift var at sikre, at Danmark var det første land, der anerkendte og sendte en ambassadør til de tre baltiske lande, da de i 1991 brød ud af Sovjetunionen. Han satte sig i spidsen for et meget aktivt program for at styrke de nye baltiske demokratier og knytte dem til Vesten.

Uffe havde to nederlag: At han som udenrigsminister måtte tåle nederlaget ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten for udvidelse af EU-samarbejdet i 1992, og at han med papirstynd margin ikke blev statsminister i 1998. Det havde nok været en mere frisindet borgerlighed, der havde fået magten under hans ledelse end under senere venstreledede regeringer. Dansk Folkeparti ville næppe have fået så stærk indflydelse.

Uffe selv mente, at nederlaget i 1998 reddede hans liv yderligere 24 år. Han mente, at arbejdspresset som statsminister havde slået ham hurtigt ihjel – med alle de fysiske skavanker, han længe måtte trækkes med. Til gengæld fik han en spændende tilværelse med mange bestyrelseshverv og skrev flere gode bøger om det liv, han havde levet.

Mit eget forhold til Uffe var præget af, at vi egentlig altid godt kunne lide hinanden, men mange år så at sige kørte på forskellige politiske bølgelængder – jeg med fokus på økonomi, han på udenrigspolitik. Da det sidste blev vores begges fokus, var det ham, der foreslog TV 2 News, at vi skulle lave TV sammen. Jeg er utrolig glad for det samvirke og venskab, vi udviklede undervejs.

Døden var ikke uventet af ham selv. I mange år sagde han med sit sædvanlige grin, at han fejlede en masse, men at lægerne ikke mente, at det var noget, han ville dø af.

Jeg mødte ham senest i to repriser på vores lange serie af udenrigspolitiske debatprogrammer. Det var lige efter starten på den russiske angrebskrig mod Ukraine. Han var tindrende klar i sin analyse og rasende over, at så meget af det, han havde forudset og frygtet, nu skete.

Det var nu en meget stor fysisk anstrengelse for Uffe at rykke ud til tv. Da vi sammen kørte frem og tilbage i taxi, sagde han – ind imellem vores altid gode samtale om dansk og international politik – at kræften var løbet løbsk, og at han snart ville dø. Han så det lige i øjnene.

Mine tanker går til Uffes hustru, Alice Vestergaard, og den store flok af børn, svigerbørn og børnebørn, der elskede Uffe, og som han elskede. Vi er rigtigt mange andre også uden for familiens kreds, der vil føle sorgen og det varige savn af at dele tanker og godt selskab med ham.

Æret være hans minde.

Nekrologen blev bragt i Information 20. juni 2022

Om Mette Holms samtalebog med Uffe og mig fra 2018: Markedets bedste udenrigspolitiske lynkursus

Udgivet den

Er vi kommet til det amerikanske demokratis skæbnestund?

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen i USA kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal – det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Folkeflertallets stemmer tæller mindst

Et stort flertal af amerikanere ønsker fri abort, våbenkontrol, klimaindsats og et solidarisk sundhedssystem for alle.

Alligevel er den fri abort under angreb. Trods skolemassakrer og andre massemord, forhindrer våbenlobbyens venner, at der indføres effektive begrænsninger i adgangen til private skydevåben. Kullobbyen med den kun af navn demokratiske senator Joe Manchin i spidsen blokerer sammen med republikanerne effektive lovinitiativer for klimaet. Sundhedsindustrien og konservative kræfter sætter fremskridtene fra Obamas tid under vedvarende angreb.

Joe Biden er i overensstemmelse med folkeflertallet, og der var stor lettelse både hjemme og ude, da han blev valgt. Men han taber dramatisk i popularitet, fordi han ikke kan få flertal for sin politik. Frustrationerne kan føre til, at en i forvejen lav valgdeltagelse bliver endnu lavere ved næste valg, fordi seneste stemmeafgivning ikke gjorde nogen mærkbar forskel.

Magtfulde medier med Fox News i spidsen sviner systematisk Biden til og holder Trump-bølgen ved lige.

Trump forsøgte forfatningsstridigt at beholde magten til trods for valgnederlaget i 2020, men alligevel for dette, er der stadig meget stor risiko for, at Trump i 2024 vender tilbage på præsidentposten – med endnu stærkere autoritære træk og en politisk kurs, som et flertal af amerikanere er indædte modstandere imod.

Dét kan nemlig ske, selvom der fortsat er millionstort demokratisk stemmeflertal: En lang række mekanismer i det amerikanske valgsystem virker stadigt stærkere i retning af, at mindretallet af vælgere sætter sig på majoriteten i alle magtens korridorer. Det er især de farvede, de yngre, kvinderne og progressive borgere i kyststaterne mod øst og vest, der ender med at være dramatisk underrepræsenteret, mens politikere, der er finansieret af de superrige personer og virksomheder, er voldsomt overrepræsenteret.

Årsagerne findes hele vejen ned gennem systemet fra præsidentvalg, valg til de lovgivende forsamlinger både i Unionen og i enkeltstaterne og hos det ultrakonservatives flertal i den politisk udpegede amerikanske højesteret:

Det mærkværdige valgmandssystem betyder, at Biden kan blive den sidste demokratiske præsident, der blev valgt, uanset at demokraterne også i fremtiden i nationen som helhed får langt flest stemmer. Trods de syv millioner stemmers overvægt til Biden i 2020, ville Trump været blevet den lovligt valgte præsident, hvis bare 40.000 vælgere i tre stater havde stemt anderledes. Logisk ret uforståeligt!

Knægte folkeflertallets vilje

Til Senatet vælges to senatorer fra hver stat. Det betyder, at flertallet af senatorer vælges af den tredjedel af befolkningen, der bor i tyndt befolkede og overvejende konservative stater.

Der skal for eksempel 40 gange så mange stemmer til at få en demokratisk senator fra Californien valgt, som til få en republikansk senator fra Wyoming valgt. De overvejende farvede og demokratiske vælgere i Washington DC og Puerto Rico har slet ikke stemmeret til Senatet, fordi deres bopæl ikke er i en af de 50 anerkendte delstater.

Til Repræsentanternes Hus vælges lovgiverne i forhold til staternes folketal, men valgkredsinddelingen er ofte manipuleret, så vælgerflertal bliver et mindretal af repræsentanter. Det samme gælder valgene til de lovgivende forsamlinger i enkeltstaterne. Desuden er republikanerne voldsomt i gang med at opstille praktiske forhindringer for at stemme. Det går reelt ud på at mindske valgdeltagelsen blandt demokratiske vælgere, der er farvede og/eller fattige. Endelig er der mellem staterne uens praksis for, hvem der helt kan berøves stemmeret på grund af tidligere domme – noget der selvfølgelig også især rammer de farvede.

Den reaktionære Højesteret, som Trump fik skabt, har desuden en uhyre aktiv rolle i at knægte folkeflertallets vilje. Det ses mest aktuelt i abortsagen, hvor kvindernes frie ret til de seneste 50 år at bestemme over deres krop angribes. Men det gør sig blandt andet også stærkt gældende ved, at Højesteret ikke aktivt går op imod den lokale lovgivning, der manipulerer et flertal af vælgere til et mindretal af lovgivere.

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal.

Der er brug for en hidtil uset folkelig mobilisering for at revitalisere demokratiet. Ellers kan det ende med et mere autoritært styre og en borgerkrigslignende tilstand, der fjerner USAs kapacitet og legitimitet som leder af den demokratiske verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 14. juni 2022

Mere fra min hånd om demokratiet i USA

Udgivet den

Giv ikke Putin anledning til det mindste smil

Jeg håber på et ja til ophævelse af forsvarsforbeholdet i EU 1. juni. En ven spurgte mig forleden, om jeg kunne ridse de vigtigste argumenter for ja og nej op. Jeg måtte svare, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om ét eneste godt argument for nej, selv om jeg sammen med lederne i Socialdemokratiet, SF og De Radikale var med til at formulere forbeholdene for 30 år siden. Læs min klumme i Berlingske om forsvarsforbeholdet – i avisen eller nedenfor:

Vi skal stemme onsdag

Vi skal ikke til folkeafstemning, fordi grundloven kræver det: Danmark afgiver faktisk ikke suverænitet, og selv om vi gjorde, så var der i denne sag 5/6 flertal i Folketinget for at afskaffe forbeholdet uden folkeafstemning. Men for 30 år siden gav Folketinget og regeringen løfte om, at bortfald af de danske forbehold kun kan ske ved folkeafstemning. Derfor havde vi i 2000 afstemning om dansk deltagelse i euroen og i 2015 om dansk deltagelse i det retlige samarbejde. Begge gange blev det nej.

Jeg håber inderligt, at vi ikke igen skal opleve et nej, men at vi får høj valgdeltagelse og et stort ja.

Mange har imidlertid ikke engageret sig i diskussionen, og vi risikerer, at de bliver væk fra stemmeurnerne, fordi de ikke kan gennemskue, hvad det handler om.

En ven spurgte mig forleden, om jeg kunne ridse de vigtigste argumenter for ja og nej op.

Jeg måtte svare, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om ét eneste godt argument for nej, selv om jeg sammen med lederne i Socialdemokratiet, SF og De Radikale var med til at formulere forbeholdene for 30 år siden. Verden er nu totalt forandret, og ingen af os, der skrev forbeholdet dengang, ønsker i dag at bevare det.

I øvrigt synes jeg hverken nejsigerne er kommet med gode, lødige eller korrekte argumenter.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige lyver ligefrem, når de postulerer en modsætning mellem NATO og EU i forsvarssagen. NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg fastslår entydigt, at NATO med USA i spidsen ønsker et stærkere EU-samarbejde om forsvaret, fordi det lægger op til arbejdsdeling, ikke konkurrence. Påstanden om en kommende EU-hær, som danske soldater kan tvangsudskrives til, kan aldrig blive en realitet, EU kan enes om: Ligesom vi selv bestemte at deltage i for eksempel Afghanistan, så bestemmer vi selv, hvilke EU-missioner vi eventuelt vil deltage i. Og som hidtil vil det altid kun være med professionelt, frivilligt mandskab.

Specielt Enhedslisten er i selvmodsigelse med deres fornuftige ny erkendelse af, at vi skal arbejde på at forandre EU i stedet for bare at være imod medlemskab. Enhedslisten og de gamle EU-modstandere i Folkebevægelsen påstår, at forsvarssamarbejde i EU vil øge de i forvejen stigende rustningsudgifter. Det er der ingen anledning til at tro.

Der er bred politisk enighed om, hvor stort forsvarsbudgettet skal være, og disse rammer vil ikke blive berørt af, om nogen af ressourcerne bruges i missioner, som EU er spidsen for – i god i forståelse med NATO. Samarbejdet om europæisk våbenproduktion vil ikke – som påstået – føre til, at der kommer mere isenkram, krudt og kugler end uden dette samarbejde. Det handler alene om, at Europas bidrag til det fælles forsvar i højere grad kan føre til arbejdspladser og teknologiudvikling hos os i stedet for i USA’s våbenindustri.

Dyrket nordisk samarbejde

Personligt har jeg også større tillid til, at eventuelle missioner i Afrika eller Mellemøsten gribes klogere an i EU-regi end det blev, når vi i fortiden deltog i amerikansk ledede operationer. Vi kan meget bedre præge indholdet gennem EU. Bedst i nært samarbejde med de andre nordiske lande, som vi har allerflest værdier tilfælles med.

Forleden hørte jeg en ekspert sige, at det hele kun var et spørgsmål om, hvorvidt soldater skulle udsendes til eventuelle missioner under NATO, EU eller FN. Det samlede antal soldater, der kan udsendes, er nok ret konstant, og mod øst sker udsendelse entydigt i NATO-regi. Ingen ønsker, at værnet mod Putin kommer til at ligge andre steder end i NATO. Men der kan komme usikkerhed om USA’s vilje, hvis Trump vender tilbage, og i så fald må Europa være villig til at løfte mere selv.

I øvrigt er det tænkeligt, at EU og FN kan spille sammen ved, at EU-ledede styrker kan indgå i fredsbevarende FN-missioner. Det var en mulighed, daværende FN-generalsekretær Kofi Annan talte varmt for over for os europæiske udenrigsministre i 2001, da EU forrige gang overvejede at have beredskab til EU-missioner. Kofi Annan sagde, at det ville give FN ekstra muligheder for fredsbevarende operationer, hvis EU kunne hjælpe til hurtigere udrykning med bedre uddannet mandskab.

Jeg kan, som nævnt, ikke finde argumentet for nej. Derimod kan jeg finde et ekstra for ja: Det kan godt være at Putin – med de enorme problemer, han har givet verden og sig selv – har mindre fokus på, om Danmark som eneste land i EU og Norden ikke vil deltage forsvarssamarbejde i EU. Men han vil nok alligevel kunne få et lille smil frem, hvis Danmark i den nuværende situation afviser et nærmere samarbejde med sine nærmeste venner og naboer om et forsvarspolitisk spørgsmål.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlinske 30. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og folkeafstemningen

Udgivet den

Pandemi og krig øger uligheden og kan true demokratiet

Vestens politiske elite må gøre op med den eksplosivt stigende ulighed i velstand og magt, fordi det styrker populisterne og undergraver demokratiet. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Superrige hamstrer verdens velstand

Store dele af verden kom ikke ud af covid-pandemiens svøbe, før al vores opmærksomhed samledes sig om krigen i Ukraine.

Pandemi og krig betyder mere fattigdom og ulighed. Derfor er der ingen fremdrift i FN’s verdensmål nr. 1 om udryddelse af fattigdom og nr. 10 om mindre ulighed. Tværtimod.

Vi havde indtil pandemien vedvarende reduktion af antallet af ekstremt fattige i verden. Men det foregik paradoksalt nok samtidig med, at et lille antal superrige med raketfart fortsatte med at hamstre en voksende del af klodens velstand. Uligheden voksede uafbrudt år for år gennem fire årtier.

Lige nu er det er ikke kun de forfærdende ødelæggelser i Ukraine, der skaber mange flere fattige. Det er også de voldsomme prisstigninger på energi og fødevarer, der er afledte konsekvenser af krigen. Det truer med at udløse en sultkatastrofe for millioner verden over, der i forvejen lever i dybeste fattigdom.

Vi må håbe, at FN kan få lov at formidle, at de store fødevarelagre, der venter på at blive eksporteret fra Ukraine og Rusland, uanset krigen kan komme ud til resten af verden og mildne situationen.

Magtfulde meningsmøller

Men intet kan forhindre, at inflationen æder af folks velstand, og at staternes budgetter forværres, også i de rige lande. Men trods de mange ekstra regninger på hjemmefronten er der akut brug for massiv forøgelse af den rige verdens bidrag til FN-systemets indsats for at udbrede vaccinationer og begrænse sult.

Mens flere hundrede millioner mennesker er faldet tilbage i ekstrem fattigdom og skal leve for under et par dollar om dagen, har enkelte multimilliardærer under pandemi og krig lagt utrolige summer oven i deres formueværdi. Selv en beskeden ekstra skat på de få superrige kunne i princippet bremse den ny vækst i ekstrem fattigdom i verden. Det kunne samtidig begrænse, hvor mange penge de kan bruge på at twiste magt og meningsdannelse.

Teslas Elon Musk er et stjerneeksempel på en superrig, der betaler for lidt i skat. Nu er han i færd med at købe Twitter og gøre denne tjeneste endnu mere målrettet som meningsmølle, hvor Trump igen skal boltre sig. De superrige sidder i forvejen på en utrolig stor del af meningsdannelsen. Tænk bare på Rupert Murdoch med Fox News i USA og den britiske boulevardpresse, der bidrog afgørende hhv. til valget af Trump og flertallet for Brexit. I øvrigt blev denne indsats suppleret effektivt af mange milliarder fra den russiske diktators enorme indtægter fra eksport af olie og gas, der blev investeret i misinformation på de sociale medier og direkte støtte til ultranationalistiske og udemokratiske kræfter i Vesten.

Populisterne truer demokratiet

Hvis den gamle politiske elite i Vesten ikke evner at tage et opgør med den eksplosivt stigende ulighed i velstand og magt – men i den nuværende krisesituation har mere fokus på at undgå statslig gæld end social armod – så vil det styrke populisterne og yderligere forværre truslen mod demokratiet. Det kan føre til, at flere og flere lande får autoritært sindede herskere, der ikke er til sinds at acceptere nyvalg, som de ikke selv kan manipulere resultatet af. Det er sket i EU-landet Ungarn. Det kan ske i USA, hvis Trump kommer tilbage. Vi har lige set Filippinerne vælge den gamle diktators søn til præsident, fordi han har taget magten over medierne for de penge, hans forældre i sin tid røvede fra befolkningen.

I Danmark er demokratiet ikke i fare, og samfundsøkonomien er i særlig god stand. Men også hos os er det menneskene med laveste indkomster, der rammes hårdest af bølgen af prisstigninger på de mest nødvendige varer som følge af krigen.

De Radikale og andre borgerlige taler om ’ansvarlighed’, når de kun vil lade regeringen udbetale inflationskompensation til pensionister med lav indkomst, hvis beløbet kan findes ved at nedskære andre offentlige udgifter. Problemet her er, at besparelser i det offentlige typisk rammer hårdere i bunden end i toppen.

I mine øjne er det lige nu mere uansvarligt at lade ulighederne vokse end at lade gælden vokse.

Hvis man vil finde finansiering af socialt velbegrundede lettelser i bunden, så er vejen at omfordele skattebyrden, for eksempel ved højere topskatteprocent, større skat af store kapitalafkast, store arveparter og meget store formuer. Klimamæssigt er højere skat fra velhavere, både nationalt og globalt, uhyre velbegrundet, fordi de har langt større CO2-aftryk end gennemsnittet. Det er i øvrigt langt bedre dokumenteret end regnemodellernes antagelse om, at de velhavendes arbejdsudbud går ned, hvis man sætter deres skat op.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 17. maj 2022

Mere fra min hånd om ulighed