Udgivet den

Hvordan kan vi styrke de internationale domstole?

ICC – den internationale straffedomstol – er tænkt som redskab til at stille statsledere til ansvar for deres menneskerettighedsovergreb, krigsforbrydelser og folkemord. Men hvert enkelt land bestemmer selv, om det vil tilslutte sig ICC, og de stater, hvor lederne har mest på samvittigheden, er ikke tilsluttet domstolen. De kan derfor ikke dømmes i ICC, medmindre FNs Sikkerhedsråd rejser en sag mod dem.

Det lod sig for eksempel gøre mod Sudans tidligere diktator, der efter omvæltningen i landet synes på vej til afsoning. Men trods uhyrlige krigsforbrydelser under Syriens borgerkrig har Rusland og Kina i Sikkerhedsrådet blokeret for at rejse sag mod Bashar al-Assad.

Det svækker i øvrigt også ICCs globale styrke, at USA ikke accepterer, at domstolen kan rejse sag mod amerikanske borgere.

FN’s internationale domstol

Der er imidlertid en anden mulighed for at bringe staters forbrydelser for retten – nemlig ved FNs Internationale Domstol (ICJ). Her kan et af FNs medlemslande rejse sag mod et andet medlemsland. Derfor kunne Gambia løfte sagen mod Myanmar for militærets fordrivelse af de muslimske rohingyaer.

Det var pinligt at opleve frihedshelten og daværende statsleder Aung San Suu Kyi (ASSK) møde op i retten for at imødegå de ellers veldokumenterede anklager mod det militær, hun aldrig fik reel kontrol over. Hendes beskyttelse af militæret hjalp hende ikke. Generalerne afsatte som bekendt ASSK og spærrede hende inde igen, netop da hun få måneder forinden havde sikret sig en massiv sejr ved parlamentsvalget, og derfor kunne mistænkes for at ville bruge sit nye mandat til at få mere kontrol med militæret.

Sagen i ICJ har sat spotlight på Myanmar, men realiteten er, at domstolens krav om stop for grusomhederne indtil videre ikke har ført til konkrete resultater.

The Guernica Centre for International Justice har påpeget, at ICC – før Gambia bragte Myanmar for ICJ – overvejede at rejse forundersøgelse mod Myanmar med henvisning til at fordrivelsen af rohingyaerne var sket til Bangladesh, der er medlem af ICC, og det er nu sket:

Der rejses forundersøgelse mod Assads Syrien under henvisning til, at hans fremfærd fordrev hundredtusinder af syrere til Jordan, der er medlem af ICC. Men de store i Sikkerhedsrådet har stadig vetoret i forhold til at indlede en egentlig retssag,

En sådan forundersøgelse vil dog kunne bidrage til ønskelig skærpet opmærksomhed på de uhyrlige forbrydelser i Syrien og forhåbentlig være et brækjern for større internationalt pres på diktatoren i Damaskus.

Gazas forarmede civilbefolkning

Palæstina er et andet tema. ICC har – fordi Palæstina er anerkendt som medlem af domstolen – fastslået Palæstinas ret til at rejse klager over israelske krænkelser af menneskerettigheder i de palæstinensiske områder. Det kan vedrøre konsekvenserne for Gazas indespærrede og forarmede civilbefolkning af Israels talrige luftkrige de seneste 13 år.

Ligeledes må der være grundlag for at bedømme fordrivelsen af palæstinensere, der fortsætter i nutiden med fysiske ødelæggelser af tusinder af hjem i de områder på Vestbredden, hvor Israel vil ekspandere bosættelser, og ved fordrivelse af hidtidige indbyggere fra centrale kvarterer i det okkuperede Østjerusalem. Præcis denne udvikling fik jeg forleden en skræmmende opdatering af ved møde med menneskerettighedsforkæmpere fra Jerusalem. De er fortvivlede over omverdenens ligegyldighed, når Israel dag for dag, skridt for skridt med vold og magt indskrænker palæstinenseres mulighed for at leve i det historiske Palæstina:

Jerngrebet om Gaza berøver næsten to millioner mennesker muligheden for en anstændig og selvhjulpet tilværelse. Vestbreddens palæstinensiske befolkning lever uden retssikkerhed. Flere hundredtusinde jødiske bosættere har taget en stor del af området i besiddelse – og beskyttes af israelsk ret og støtte fra besættelsesmagtens soldater.

Breaking the Silence, som er stiftet af systemkritiske israelere, der har aftjent værnepligt i de besatte områder, fortalte så sent som for tre uger siden om, hvordan besættelsesmagten, som så ofte før, så passivt til, mens fanatiske bosættere angreb en palæstinensisk landsby nær Hebron. 12 personer blev såret, derunder en treårig dreng; ti huse, 16 køretøjer og en vandtank blev ødelagt.

Der er meget at drage israelske statsledere til ansvar for. Omverdenen må insistere på, at Israel bedømmes efter samme målestok som andre, der kan anklages ved ICC.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Udgivet den

Europa skal være den konstruktive mægler i striden mellem Kina og USA

USA må indse, at Kinas dominans ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet. Vi er nødt til at finde et fredeligt samliv med dem, der regerer i Kina. Mere om det i denne kronik i Information 15. oktober 2021 – eller læs her:

Siden efteråret 1978 har jeg 18 gange besøgt Kina og fulgt tæt med i landets formidable udvikling. Lige nu er bekymringen, at styret er blevet mere autoritært, og at modsætningerne mellem Kina og USA køres skræmmende højt op. Vi i Europa har én opgave: At undgå optrapning af konflikter mellem den gamle og den nye supermagt. Derfor er der brug for mere indsigt og mindre frygt i forholdet til Kina.

Kinas kommunistiske parti har forandret både Kina og sig selv totalt gennem et forløb med både monumentale katastrofer og forbrydelser og enorme økonomiske fremskridt. Da Mao Zedong vandt magten i 1949, opfattede flertallet af kinesere det utvivlsomt som vejen til befrielse fra korruption, krig og hungersnød. Folk håbede på fred og mad. Men Maos despotiske storhedsvanvid bragte nye lidelser af ubeskrivelige dimensioner.

Kina forblev fattigt, indtil magten efter Maos død i 1978 faldt i hænderne på Deng Xiaoping. Deng iværksatte en økonomisk udvikling, der siden da har fyrredoblet Kinas nationalprodukt og trukket 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Mellemregningerne er mange, og ofrene var store, men i mere end 40 år har det store flertal fået stadigt bedre forhold.

De har aldrig haft frihed i vores forstand, men de har oplevet stigende velstand og et friere liv: Kineserne har fået lov til selv at bestemme arbejde, bopæl, tøj og mad, fået bedre sundhed, mere uddannelse, flere forbrugsgoder og lov til at rejse. Så længe denne udvikling kan fortsætte, er partiets magt ikke truet. Der er massivt styr på meningsdannelsen, og de fleste kinesere er stolte over nationens fremgang.

Undertrykte mindretal

Under Xi Jinping er magten blevet så koncentreret, som den ikke har været siden Mao. Persondyrkelsen er genoplivet, overvågning og ensretning udvikles hele tiden. Der slås hårdt ned på systemkritikere. Det går hårdt ud over mindretal som de muslimske uigurer i Xinjiang og lama-buddhistiske tibetanere og mongoler. Styret er neurotisk angst for, at de skulle rive sig løs, selv om enhver mulighed herfor for længst er blokeret.

Den oprindelige muslimske befolkning i Xinjiang er snart undertallig i forhold til millioner af indvandrede hankinesere, og der er i regionen en voldsom tilstedeværelse af Kinas væbnede styrker – både politi og militær. De seneste år har statsmagten iværksat en brutal undertrykkelses- og indoktrineringskampagne for at gøre muslimer til partitro kinesere. Millioner har været gennem tvangsarbejdslejre, og overvågningen af muslimernes liv også ude i de enkelte familier er dramatisk. Påskuddet er at bekæmpe terror, men behandlingen skaber helt sikkert endnu flere muslimske modstandere af regimet.

Tibetanerne holdes også i et jerngreb. Det er pinagtigt at opleve, at de end ikke må referere til deres religiøse leder, Dalai Lama. Alle kunne blive mere lykkelige, hvis han fik lov at vende hjem, og Tibets grundlovsfæstede autonomi i det kinesiske rige faktisk blev respekteret.

Mongolerne i Kina er kun et beskedent mindretal i forhold til hankineserne i deres provins. Heller ikke de har meget kulturelt og religiøst frirum.

Hongkong og Taiwan

Hongkong kunne allerede for årtier siden være overtaget af Kina med et snuptag. Men ved aftalen mellem Deng Xiaoping og Margaret Thatcher fik den gamle britiske koloni selvstyre og intern frihed efter formlen ’et land, to systemer’. Deng så vist aftalen som et værn om Hongkongs blomstrende økonomi og et forbillede for Taiwans fredelige ’genforening’ med fastlandet engang i fremtiden.

Efter at have oplevet Kinas totale løftebrud i Hongkong sidste år er det helt utænkeligt, at taiwanerne frivilligt skulle tilslutte sig Folkerepublikken. Kinas uduelige guvernør Carrie Lam fik demonstrationerne for Hongkongs frihed til at komme helt ud af kontrol, hvorefter Beijing afskaffede selvstyret og rykkede ind med drabelige straffe til alle kritiske røster. Frihed og retssikkerhed er sat ud af kraft, og det vil alvorligt skade også Hongkongs økonomiske fremtid.

Hongkongs skæbne, Xi Jinpings hårde retorik og de provokerende overflyvninger omkring Taiwan skaber hos mange frygt for militær invasion af Taiwan. Men Taiwan er ikke et snuptag som Hongkong.

Både Kina og Taiwan løber enorme risici ved at rokke ved den nuværende status quo: Det er nok muligt, at Kina kan erobre Taiwan, men det er ikke en let krig. Taiwan er vel bevæbnet og beslutsomt. Krig kan inddrage både USA og Japan, og den vil som minimum forsure relationerne med Vesten ekstremt og påføre Kina enorme økonomiske og politiske omkostninger.

Den kinesiske ledelse er for rationel til at sætte den hjemlige økonomiske fremgang på spil i en måske internationaliseret militær konflikt. Regimets folkelige opbakning hjemme beror på fortsat fred og fremgang.

USA og Vesten har fortsat interesse i at forhindre, at Taiwan tirrer høgene i Beijing ved formelt at erklære sig uafhængigt. Men det er vigtigt – også som langsigtet inspiration for det store Kina – at bevare Taiwans reelle selvstændighed som et rigt, velfungerende samfund og det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds.

De fælles interesser er det vigtigste

Kinas ambitioner om større global indflydelse har grundlagt en serie af konflikter med USA, der prøver at samle resten af Vesten om at bremse kinesisk teknologi og erhvervsmæssig indflydelse.

Meget har at gøre med den uro, der altid opstår, når balancen forskubber sig mellem de store magter. Men partistaten kan modstå ydre pres, den bliver snart verdens største økonomi, og den vil uundgåeligt udbrede sin indflydelse til alle andre verdensdele.

Vi skal sameksistere, og vi har både i samhandel og klimaindsats stærke fælles interesser. Verdens fred i det 21. århundrede beror på, at både USA og Kina erkender, at de fælles interesser er vigtigere end optrappet konfrontation på de områder, hvor vi har interessemodsætninger.

Den optrapning af toldsatser, der blev startet af Trump, har skadet den samlede verdensøkonomi og ikke gavnet nogen af de to stridende parter. Vel kan der være grunde til at frygte for kinesisk it-teknologi; men et nyt teknologisk jerntæppe mellem to dele af verden rummer omkostninger, der i det lange løb måske er størst for os i Vesten.

Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown appellerer i sin seneste bog til præsident Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Jeg håber ligesom Brown, at vi i Europa i fællesskab vil trække i retning af ny afspænding mellem de to store.

USA må indse, at Kinas økonomiske fremmarch ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet.

Det er Europa, der skal være den konstruktive mægler her. Jeg tror på, at Kina kan forpligtes, hvis Vesten anerkender, at landet skal have en indflydelse i internationale institutioner, der afspejler størrelsen af deres nationale økonomi.

Ét er, at vi ikke vil sælge kritisk infrastruktur til udlandet – det vil Kina jo heller ikke selv. Men Vesten har alt for længe forsømt at vise denne imødekommenhed i Verdensbanken og IMF. Derfor har Kinas egen asiatiske investerings- og infrastrukturbank nu større volumen end Verdensbanken.

Holdningen til menneskerettigheder er – uanset om handelskrigen dæmpes – et alvorligt udestående. Men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring.

Vi kan håbe, at der inde bag den jernhårde partidisciplin faktisk findes mange, der gerne vil en mere fri samfundsudvikling. Vi har set det før. Wen Jiabao blev Kinas statsminister, selv om han havde været højre hånd for den partileder, der ikke ville slå ned på studenterne i 1989.

Pendulet kan svinge igen. Men det kan ikke påtvinges udefra. Vi er nødt til, på tværs af alle modsætninger, at finde et fredeligt samliv med dem, der til enhver tid regerer i Kina.

Mogens Lykketoft er tidligere minister og tidligere formand for FN

Kronik i Information 15. oktober 2021

Mere fra min hånd om Kina

Udgivet den

Grøn omstilling er vejen frem, men lige nu har vi ikke råd til at vende ryggen til Ruslands gas

Så længe vi endnu ikke er mere i mål med den grønne omstilling, har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til gas fra Rusland. Det skriver jeg mere om i denne internationale kommentar i Jyllands-Posten 13. oktober. Læs den her – eller nedenfor:

Ny olie- og gaskrise?

De færreste havde forudset, at energipriserne ville eksplodere i efteråret 2021.

Nu ringer alle alarmklokker i regeringskontorer og på børserne. Er det i færd med at kvæle dét opsving, der ellers var i gang i Europa og USA, og vil det yderligere forværre situationen i fattige lande, der stadig langt fra har styr på pandemien?  Får vi ’gule veste’ i protest i Europas gader? Vil hele brancher i den mest energitunge industri lukke ned, fordi de ikke kan betale nuværende energipriser – eller er staterne nødt til midlertidigt at tvangslukke denne del af erhvervslivet for at forsyne resten af samfundet med energi?  Og hvordan vil energikrisen forværre de allerede store huller i globale forsyningslinjer, der er efterladt fra covid-krisen?

Mange af svarene beror på, om prischokket hurtigt dæmper sig eller holder vinteren over, hvis vinteren bliver særlig kold.

Hvad er årsagerne til miseren? Meget handler om øget efterspørgsel, når verdensøkonomien igen peger opad.  Den amerikanske produktion af flydende gas (LNG) går i øjeblikket mest til Asien; russisk gas flyder ikke til Europa i dé mængder, der er brug for. Lagrene i Europa er for langt nede. 

Der er desuden en hel masse markedsspekulation, der er vanskelig at gennemskue. Årtiers drift mod fuldstændig liberalisering af pris- og mængdevariationerne på gasmarkederne har vist sig problematisk. Det havde f.eks. været godt i sommer at have haft mulighed at pålægge leverandørerne at genopbygge gaslagrene. 

Selv i Den kolde Krigs værste år kunne vi stole på statslige langtidskontrakter med Rusland om gas til stabile priser, fordi vi har gensidige interesser i at handle gas. Det havde været stabiliserende, hvis der havde været et element af sådanne kontrakter parat om den gas, der snart kan flyde gennem Nordstream2 fra Rusland til Tyskland. Tiden er i hvert fald ikke til at problematisere denne rørforbindelse, således som det er gjort så meget de seneste år: Vi skal tilbage til mere sikker grund for at speede den grønne omstilling op. Sikker, men gradvis mindsket gasforsyning fra Rusland er en del af overgangen. Lige nu har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til Rusland.  Optrapning af forsyningen med energi fra vind og sol vil være det afgørende bidrag til gradvis mindre afhængighed af de fossile brændstoffer, også fra Rusland.

Mens vi lever med de akut enormt høje energipriser, må staterne sørge for sociale kompensationer og bistand til særligt ramte virksomheder. Den danske stat har faktisk råd til dét, fordi en række støtteordninger til den grønne omstilling midlertidigt bliver meget billigere. Bl.a. falder støttebehovet til grøn biogas dramatisk.

Denne iagttagelse er samtidig et vink om dé sammenhænge, der vil være nødvendige, når vi efter den helt aktuelle energikrise kommer tilbage på sporet til den grønne omstilling: Vi skal mere varigt løfte prisen på fossile brændstoffer gennem en CO2-afgift. Men det skal ske gradvist og i samklang med mere langvarige kompensations- og støtteordninger i familie dem, der midlertidigt kan blive nødvendige denne vinter. 

Den grønne omstilling forudsætter dyrere fossile brændstoffer for at understøtte klimaomstillingen. Men fordyrelsen skal ikke – som det sker lige nu – ende i den sorte energiindustris kasser. Den skal helt og fuldt kanaliseres over i statskasserne til finansiering en ny, bæredygtig infrastruktur og en fair byrdefordeling.

Debatindlæg i Jyllands-Posten 13. oktober 2021

Mere fra min hånd om energi

Udgivet den

Det kan være et mareridt at være i regering

Lykketoft på trappe

Hvis sammensætningen af en regeringskoalition eller et parlament tvinger det ledende regeringsparti til at gå på tværs af egne holdninger, kan næste valg blive dommedag. Mere om det i denne kommentar, der blev bragt i Berlingske 6. oktober 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Hårdt at lede en regering og ikke kunne føre egen politik

Et parti får større muligheder for at påvirke samfundets udvikling ved at være i regering end i opposition – forudsat at det faktisk giver mulighed for at realisere væsentlige dele af partiets politik.

Hvis sammensætningen af en regeringskoalition eller et parlament tvinger det ledende regeringsparti til at gå på tværs af egne holdninger, så kan næste valg blive dommedag.

Et parti, som er juniorpartner hos en populær regeringschef fra et andet parti kan endda vinde fremgang for mange af sine hjertesager, og alligevel se regeringschefens parti løbe med vælgerne.

De tyske socialdemokrater i SPD blev i kansler Angela Merkels store koalition ramt af politisk svindsot af netop den sidstnævnte grund: Det var kansleren, der høstede stemmerne, også når SPD kom igennem med at hæve mindstelønnen og udvikle velfærdssamfundet.

Da Merkel forlod scenen, fremstod SPDs kanslerkandidat, den hidtidige finansminister Olaf Scholz, som den mest naturlige afløser. To tredjedele af tyskerne ville have ham som ny kansler, selvom kun en fjerdedel stemte på hans parti. SPD blev dog størst, mens de kristelige unionspartiers kanslerkandidat led et historisk nederlag,

Derfor står Scholz til at blive ny kansler. Men han fik ikke det ventede flertal af SPD, Grønne og Die Linke, for det lille venstrefløjsparti blev næsten halveret. Der manglede den sidste ene procent af stemmerne for at få flertal for en ambitiøs indsats for klima, mere lighed og øget velfærd.

Nu skal Scholz løfte den tæt på umulige opgave at danne en koalition mellem SPD/Grønne og de neoliberale skatte- og velfærdsmodstandere i FDP. Resultatet kan blive så lidt socialdemokratisk, at det skaber stor uro i hans eget parti og gør SPDs nye styrke til en kort fornøjelse. Det kan også blive en lidet handlekraftig regering, og det vil være tragisk for det europæiske samarbejde, der i dén grad har brug for progressivt tysk lederskab.

Politiske hårdknuder

Mønstret med en stækket regeringsledelse med umulige flertalskonstellationer i den lovgivende forsamling kendes fra andre lande:

Joe Biden blev for cirka et år siden valgt til præsident i USA med syv millioner stemmers flertal. Det skabte verden rundt håb om et USA, der bekendte sig til et forpligtende samarbejde ude og et opgør med den voldsomme ulighed og de store sociale problemer hjemme. Men på grund af det amerikanske valgsystems unfair overvægt til de konservative kræfter var Biden uhyre tæt på alligevel ikke at blive præsident, og hans flertal i Kongressen blev papirstyndt.

Vi oplever nu, at den enlige konservative demokrat Joe Manchin fra West Virginia – som afgør flertallet i Senatet – er i færd med at sætte en stopper for den planlagte udvikling af en amerikansk velfærdsstat. Det kan betyde nederlag for Demokraterne ved midtvejsvalget til Kongressen om et års tid. Det kan lamme Biden helt i de følgende tre år, fordi Republikanerne kan genoptage deres totale afvisning af alt, der kommer fra Demokraterne. Derfor kan det heller ikke udelukkes, at vanviddet kan føre Donald Trump tilbage i 2024 i noget, der mest af alt ligner amerikansk borgerkrig og total uorden på verdensscenen.

Politiske hårdknuder rummer ikke de samme risici for verden, når de forekommer i Skandinavien, som hvis de rammer Tyskland eller USA. Men vi kender også til fænomenet:

Sverige har siden valget for tre år siden haft en socialdemokratisk regering, der er helt uden mulighed for at føre sin egen politik. Socialdemokratiet er gidsel hos et lille liberalt midterparti, Centerpartiet, der dikterer kursen og kun holder regeringen oppe, fordi de ikke vil have en borgerlig regering, baseret på Sverigedemokraterna. Statsminister Stefan Löfven er kørt træt, og udsigterne for hans afløser, Magdalena Andersson, er kun et enkelt år på statsministerposten, tab af mange vælgere og derefter en borgerlig regering, der har flertal uden Centerpartiet, men sammen med Sverigedemokraterna.

Scholz i Tyskland står med risikoen for at komme ud for det samme, som vi danske socialdemokrater oplevede i Helle Thorning-Schmidts regering, og som sendte os i opposition igen allerede ved førstkommende valg: Vi betalte en uhyre høj pris i form af tabte mærkesager for at få lov at lede en koalition med Det Radikale Venstre, der – trods sit navn og sin historie – benhårdt insisterede på videreførelse af den foregående borgerlige regerings økonomiske politik, der var et neoliberalt opgør med socialdemokratiske mærkesager.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Billedtekst: »Politiske hårdknuder rummer ikke de samme risici for verden, når de forekommer i Skandinavien, som hvis de rammer Tyskland eller USA. Men vi kender også til fænomenet,« skriver Mogens Lykketoft. Foto: Søren Bidstrup

Mere fra min hånd om at sidde i regering

Udgivet den

Kommentar: Øget ulighed skal ikke være vejen til flere i arbejde

Det er beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering. Det skrev jeg om i denne kommentar i Berlingske Tidende 15. september 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Opkvalificering – ikke ulighed – er vejen frem

De seneste par årtier er gennemført en serie forringelser af dagpenge og kontanthjælp og leveret asociale skattelettelser til de rigeste for et meget stort milliardbeløb. Fagbevægelsen er undergravet, lønspredningen vokset, og den vidt berømmede danske model er efterladt med flere fattige børn og flere superrige.

Regeringen har igen – under skrig og skrål fra borgerligheden – foreslået en moderat stigning i beskatningen af kapitalafkast.

Stigningen burde egentlig være endnu større, fordi netop de superrige høster enorme kursgevinster og beskattes meget lavere heraf end af arbejdsindkomst. Det er en motor for fortsat stigende ulighed. Det er det også, når De Radikale igen går i spidsen for borgerlige fremstød for topskattelettelser. Mærkeligt at deres venstreorienterede vælgerkorps kan leve med det!

Desværre kan de borgerlige ikke slippe vrangforestillingen om, at man kun kan få de rige til at arbejde og investere mere ved at give dem skattelettelser, og at man kun få de fattige til at arbejde ved at nedsætte deres ydelser. Det understøttes desværre også af de regnemodeller, der er udviklet siden Fogh-regeringens tid. Men intet tyder på at de to årtiers asociale reformer har haft den påståede effekt: Der er ikke mange, der arbejder mere, fordi marginalskatten sænkes – og nogle arbejder endda mindre. Der var meget få på kontanthjælp, der faktisk fik arbejde, fordi ydelsen blev skåret ned: Grotesk nok blev det af Lars Løkke udlagt som et fremskridt, at en tiendedel fik arbejde, mens ni tiendedele bare blev endnu fattigere.

Derfor er det beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering.

Socialdemokratiet har altid ment, at der er job, der er så usle i løn og arbejdsvilkår, at vi skal vælge ikke at have dem i Danmark. Vi har vist, at der alligevel kunne sikres fuld beskæftigelse ved at give mennesker med utilstrækkelige forudsætninger et godt tilbud, de ikke kunne afslå, om uddannelse eller jobtræning. Tilbud om bedre sprogkundskaber og anden opkvalificering er naturligvis bedre end »nyttejob«.

Hverken dagpenge eller sociale ydelser er et tag-selv-bord. Der er både rettigheder og pligter. Jeg har været helt enig med regeringen, når den har talt for et forbedret dagpengesystem som vejen til igen at styrke den danske model – og har påpeget, at der er andre og mere sympatiske midler end lavere ydelser til at bringe dem i arbejde, der er unødigt sene eller kræsne i deres jobsøgning,

Derfor er det et stort skridt i den rigtige retning med forslaget om forhøjelse af dagpengene med 5.000 kroner under de første tre måneders ledighed, hvis man været beskæftiget to år inden for en treårs periode.

Jeg forstår godt, at man vil modvirke, at så mange nyuddannede er på dagpenge, men hvorfor kan det ikke modvirkes ved strammere praksis for arbejdsanvisning i stedet for lavere ydelse? Der foreslås en meget stor nedskæring i dimittendsatsen for nyuddannede ledige ikkeforsørgere, og en forkortelse af deres dagpengeperiode til ét år. Måske vil det kun ramme få på pengepungen i den aktuelle højkonjunktur. Men der er ikke altid højkonjunktur, og så kan den dramatiske stramning ramme mange hårdt. Desuden kan forslaget være endnu et bidrag til at undergrave veluddannede unges tilmelding til den solidariske offentlige arbejdsløshedsforsikring.

Dette modsætningsfyldte udspil skal måske opfattes som en slags imødekommenhed over for Venstres formand, der forleden ville skære i dimittendydelsen for at finansiere klimaindsatsen.

Udspillet opfattede jeg imidlertid som et bidrag til en politisk livsfarlig kobling mellem klimaindsats og social nedskæring: Hvis ikke vi formår at skabe en mere retfærdig fordeling efter mange år med stigende ulighed, så risikerer vi at den folkelige opbakning til klimakampen kollapser. Derfor skal ikke konstrueres en modsætning mellem klimaindsats og social velfærd.

Når vi skal finansiere klimaindsats for at være/blive foregangsland, så er det en overskudsgivende investering, der i vores enormt veltunede samfundsøkonomi helt uproblematisk kan finansieres ved at opbløde en idiotisk stram budgetlov.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Udgivet den

Politikerne må vågne op: Brint kan blive det nye danske vindeventyr

Vindenergi til brint

Griber vi chancen, kan brint blive det nye danske bæredygtige energieventyr. Ligesom vindmøllerne i sin tid. Men der skal handles nu. Danmark kan skabe værdi på at udvikle grøn brint som del af den globale  kamp for at afvikle fossile brændsler. Det skriver Anders Eldrup og jeg om i denne kronik i Politiken 9. september 2021.

Kan også læses nedenfor:

Godt nyt for klimaet og danske vindproducenter

I 1990’erne arbejdede vi som henholdsvis minister og departementschef i Finansministeriet tæt sammen om at bringe orden og balance i dansk økonomi. Nu, 25 år senere, er vi begge optaget af den grønne omstilling. Mogens som formand for Energinet, Anders bl.a. som formand for Danmarks Grønne Investeringsfond

Energikrisen i 70’erne lærte os, at forsyningssikkerhed på energiområdet er afgørende vigtigt. Vi havde gjort os fuldstændig afhængige af olie fra Mellemøsten – og havde dermed gjort os sårbare.

På energiområdet tog vi i årene, der fulgte, ved lære af fadæsen med olien og indrettede en flerstrenget og mere robust dansk energisektor med vægten på naturgas, vind, fjernvarme og biomasse.

Coronakrisen har lært os, at vi på andre samfundsområder også har forsømt at tænke i værdien af forsyningssikkerhed. Tænk blot på debatten om produktion af medicin, værnemidler, mikrochips og lange sårbare forsyningskæder.

I EU står vi nu ved en ny korsvej, hvor forsyningssikkerhed skal gentænkes. For at stabilisere klimaet, før forandringerne bliver endnu mere katastrofale, skal vi afvikle brugen af de fossile brændsler – kul, olie og naturgas. Desuden reduceres atomkraft i mange lande, og biomasse som energikilde bliver stadig mere problematisk. 

Alt det sker i et scenario, hvor energiforbruget fortsat stiger betydeligt. Naturgas er den af de fossile brændsler, der udleder mindst CO2, og en overgangstid på vej væk fra kul kunne EU øge sin import af naturgas. Det vil i praksis sige import af russisk gas, som man allerede i dag er ret afhængig af. Er det mon klogt? 

Det er en sikkerhedspolitisk udfordring og stadig klimabelastende.

Derfor peger EU-Kommissionen på en massiv udbygning med sol og vind, især havvind. For havvind satser kommissionen på en 20-dobling over de kommende 20 år. Det er godt nyt for klimaet og godt nyt for danske vindproducenter. En stor del af den udbygning vil kunne ske i danske farvande i Nordsøen og Østersøen. Mere herom senere.

En anden meget klar melding fra EU-Kommissionen er, at nøglen til den bæredygtige energiomstilling er brint. Derfor bør der nu satses målrettet på at udvikle fremtidens brintbaserede teknologier. Vicepræsident i EU-Kommissionen Frans Timmermans har for nylig sagt det meget klart:

– For nogle år siden var EU førende i udviklingen af solpaneler. Men vi tabte momentum, og i dag ligger den produktion stort set i Kina.

– EU støttede udvikling af batteriteknologi og fik en førende rolle. Også her tabte vi pusten, og i dag ligger den væsentlige produktion og udvikling af batterier i Kina, Sydkorea og Japan. Et problem, som den europæiske bilindustri i disse år febrilsk søger at råde bod på.

– Nu står vi over for et tredje stort spring på energiområdet: udviklingen af brintbaserede teknologier som kernen i den bæredygtige omstilling. Også her er EU i front, og denne gang må vi ikke miste forspringet. 

EU skal bevare og udbygge sin position inden for brintteknologierne, fordi det ikke blot kan give os CO2-fri energi, men også fordi nøglen til mange af de nye teknologier, som vi skal leve af i fremtiden, ligger her. Energipolitik er i høj grad også industripolitik.

Så de klare meldinger fra EU-Kommissionen er: topprioritet til havvind og brintteknologier. Set med danske briller er det meget interessant, for det åbner store nye muligheder, hvis vi vælger at udnytte dem.

Kaster vi blikket bagud, ser vi nogle af de korsveje, hvor vi tidligere har truffet valg, som er blevet afgørende for udviklingen af vores land. Et par eksempler til illustration:

– Beslutningen om at indføre arbejdsmarkedspensioner i 1987 blev skabt i en trepartsaftale mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen. Den førte til, at vi i dag har verdens bedste og mest holdbare pensionssystem – og samtidig forsvandt i øvrigt dansk økonomis kroniske balanceproblemer med underskud på betalingsbalance og statsfinanser.

– Et konstruktivt samarbejde mellem staten og energisektoren har gjort, at Danmark i dag er verdensførende på havvind – både hvad angår produktion, opstilling og drift. Staten pressede energiselskaberne til at lave havvindparker, og staten lavede et regime med faste garanterede priser på strømmen 12 år frem, som gjorde, at pensionskasserne turde investere den nødvendige kapital. For samfundet har det givet ren energi, nye industrier med tusindvis af arbejdspladser og betydelig valutaindtjening.

– Ofte bliver vi spurgt: Hvordan kan det være, at et lille land som Danmark har verdens største insulinproducent, verdens største containerrederi, verdens største legetøjsproducent, verdens dominerende producenter af pumper, termostater, isoleringsmateriale og energirigtige vinduer? 

Forklaringerne er nok mange. Hvad angår medicin og vedvarende energi, har statens prioritering af forsyning til danske borgere historisk været et afgørende rygstød for eksporteventyret. Det er imidlertid også tankevækkende, at de nævnte virksomheder er helt eller delvist fondsejede med den konsekvens, at man har fokuseret på langsigtede strategier og minimeret risikoen for udenlandske overtagelser. 

Det er tankevækkende at sammenligne med et andet dansk erhvervsklenodie, Sukkerfabrikkerne, der senere blev til Danisco og derefter solgt til Du Pont, hvorefter virksomheden forsvandt fra den danske radar.

Nu står vi igen over for en sådan definerende korsvej.

I farvandene omkring Danmark har vi enestående muligheder for at høste vindressourcen. Selv om misundelse ikke er en rar egenskab, kan vi vel ikke sige os helt fri for en vis ærgrelse over, at Norge fra naturens hånd fik så rigelige mængder af olie og gas med den rigdom, det har medført.

Men Danmark har nu muligheden for at blive ’det nye Norge’ – ikke baseret på fossil energi, men på vind. Hvordan skal vi forvalte den mulighed?

– Den ’lille’ ambition: Vi kan høste så meget vind i vores farvande, som skal til for at sikre, at Danmark får en ren energiforsyning uden CO2. En fin ambition, men vi kan meget mere end det.

– Den ’lette’ ambition: Vi kan høste så meget vind i de danske farvande som muligt og sende det, vi ikke selv skal bruge, videre til vores nabolande. Det kan give os en vis indtjening som strømeksportør. Men vi kan gøre det bedre, for det svarer jo til, at vi sender vores råstof (strømmen fra havmøllerne) uforarbejdet videre – uden at værdiskabe på vores nye ressource.

– Den ’værdiskabende’ ambition: Vi producerer mest mulig energi i farvandene omkring Danmark og trækker en stor del af strømmen ind til Danmark og bruger det til at opbygge en helt ny industriklynge baseret på grøn brint skabt ved elektrolyse. 

På den måde får vi mere værdi ud af vores nye store energiressource i havene omkring Danmark. Vi skaber nye arbejdspladser, vi værdiforøger strømmen fra havmøllerne med nye mere værdifulde produkter, og vi yder et stort bidrag til, at Europa kan blive fri af CO2-udledninger.

Lad os kort kaste et blik på nogle af brintsamfundets nye muligheder:

Vi kan bruge vindstrømmen og omformningen til brint til at producere grøn kunstgødning til Europas landbrug og dermed yde et bidrag til den nødvendige bæredygtige omstilling af landbruget.

Vi kan også bruge vindstrømmen og brinten til at producere nye rene brændstoffer (e-fuels), som kan bruges i skibsfarten, luftfarten og den tunge landtransport og dermed yde vigtige bidrag til omstilling af disse sektorer.

I de brintbaserede processer som ovenfor beskrevet opstår der en betydelig varmeudvikling. I Danmark har vi et af verdens bedste fjernvarmesystemer, hvor to tredjedele af alle husstande allerede er tilsluttet fjernvarme. Det giver enestående muligheder for at udnytte overskudsvarmen til opvarmning af vores boliger. Det bør vi udnytte.

Det har vi for eksempel ikke sikret os ved etableringen af de nye datacentre. Her lod vi markedskræfterne råde frit uden rammelovgivning og planlægning. Resultatet er, at datacentrene er placeret på må og få uden fokus på at udnytte den enorme mængde spildvarme, de udleder. Centrene i sig selv giver kun få arbejdspladser. Den værdiskabelse, vi som samfund kunne få ud af datacentrene, ville være langt større, hvis de var placeret, så overskudsvarme ikke gik til spilde.

’Datacenterfadæsen’ kan tjene til inspiration for, hvordan vi ikke skal gribe vores nye brintbaserede eventyr an.

Historien – både fra succeser og fiaskoer – giver os god vejledning:

– Vi skal fortsætte den historiske tradition med tæt samarbejde mellem den offentlige sektor og de private investorer. Staten skal sætte rammerne (som man gjorde med vindmøllerne) og stille plankrav f.eks. om udnyttelse af spildvarmen.

– Vi skal holde perspektivet: Måske kræves der – som med vindmøllerne – lempelige vilkår i startfasen og gradvis skærpelse vilkårene, når produktionen er godt i gang.

– Med vindmøllerne var vi de første og alene på markedet i starten. Med brinteventyret vil der være mange om buddet. Derfor skal vi hurtigt i gang for ikke at komme bagud.

– Efter alt at dømme vil der være stor opbakning fra EU-Kommissionen, da man der har et klart blik for, hvordan en sådan dansk satsning passer ind i den større tegning.

– De kommende, højere CO2 afgifter, der nu tegner sig, vil være afgørende for at lægge en solid bund under den danske brintvision.

Vi står ved en definerende korsvej. Det har vi gjort før. Og valgt rigtig med afgørende konsekvenser for velstandsudviklingen i Danmark.

Ofte spørger man: Hvad skal vi leve af i fremtiden? Ovenfor har vi skitseret visionen om den nye brintbaserede erhvervsklynge. Det kan give os en del af svaret på spørgsmålet. Vi har muligheden nu.

Danmark bør satse på at blive foregangsland i klimaomstillingen, fordi som et af verdens rigeste lande har vi et meget tungere CO2-aftryk end de fleste andre. Men uanset hvor hurtigt vi går frem, kan vi naturligvis ikke på egen hånd redde kloden.

Derimod kan vi – også på mange andre felter end brint – atter blive foregangsland, sælge de gode løsninger til resten af verden og skabe flere arbejdspladser i Danmark.

Men denne gang er der mange flere, som kan og vil være foregangslande. Hvis vi fortsat vil være i forreste række, har vi meget travlt med at få truffet de rigtige beslutninger.

Kronikken blev bragt i Politiken 9. september 2021

Mere fra min hånd om den grønne omstilling

Udgivet den

Der er ikke længere plads nok på torvet

Jeg har skrevet dette essay om demokratiet til Golden Days festival 2021, Antikken. Læs det hos Golden Days, på Altinget – eller nedenfor:

Det danske valgsystem er den bedste garanti mod populisme og autokrati

Demokratiet er ikke tjent med politikere, der løber efter flygtige folkestemninger i stedet for at skabe dem ved gode argumenter og stærkt lederskab. Det perfekte demokrati forudsætter ledere med mod og holdning i spidsen for et oplyst folk.

Kan vi lære, hvordan vi sikrer demokratiet i nutiden ved at kaste et blik på oldtidens græske bystater? De var det første forsøg på at demonstrere, at samfund blev bedre forvaltet med folkelig medvirken og debat end ved enevældige despoter. Men det er alligevel begrænset, hvad vi kan lære. “Folket” var et mindretal – uden kvinder og uden slaver. Dette “folk” styrede byen ved stadige møder på torvet. Et sådant folkeafstemningsdemokrati førte i ophedede situationer til uovervejede beslutninger, der var med til at gøre en ende på bystaterne. Måske en parallel til Brexit i nutiden?

Et skrøbeligt demokratisk fundament

I vore dages folkerige samfund må demokratiet nødvendigvis forvaltes af folkevalgte, der får 4-5 år ad gangen til at forsøge at skabe sammenhængende løsninger på komplekse problemer. Der er ikke længere plads nok på torvet.

Demokratiet i nutiden lever bedst med stærke institutioner, solide traditioner, en uafhængig, ærlig og kritisk presse og et levende civilsamfund. Der må ikke kunne fuskes med valgresultaterne, og regeringsskift skal ske fredeligt og i overensstemmelse med vælgernes afgørelse. Domstolenes uafhængighed skal være absolut, og den lovgivende magt skal have muskler til at holde regeringsmagten i ørerne.

Demokratiets fundament er imidlertid skrøbeligt mange steder. Autoritære herskere findes ikke bare i Rusland og Kina. De ses – trods demokratiske forfatninger – i EU-lande som Ungarn og Polen og i store lande som Tyrkiet og Brasilien. I en stor del af verden er demokrati en tom skal, hvori valgsvindel sikrer herskerne bestandige genvalg.

I mange endnu fungerende demokratier er der stigende ulighed. De fattige deltager mindre og mindre i valgene, fordi de ikke oplever, at de gør nogen forskel, dergavner dem. Da jeg for nogle år siden spurgte nobelprismodtageren Joseph Stiglitz, hvorfor uligheden i USA havde udviklet sig så dramatisk, var hans svar: “Måske har vi kun det bedste demokrati, der kan købes for penge”! Underforstået: De superrige – de store koncerner og dollarmilliardærerne – er ved at “købe” det politiske system.

Mindretal udenfor indflydelse

Et andet forhold, der ofte giver et demokratisk underskud, er det globalt udbredte valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor vinderen tager helegevinsten, og stemmer på modkandidaterne i hver enkelt valgkreds eller delstat går til spilde ved opgørelsen af valgresultatet. Dette system er fremherskende i hele den angelsaksiske verden og i de fleste “nye” demokratier fra Indien til Afrika. Det betyder, at et enkelt stort parti kan få flertal i den lovgivende forsamling, selv om det er meget langt fra at have et flertal af stemmerne bag sig – fordi de øvrige stemmer spredes på flere andre partier. Betydelige mindretal sættes derfor uden for indflydelse. Desuden indbyder systemet til, at det til enhver tid herskende parti skræddersyr valgkredse vildt manipulatorisk til egen fordel og lægger hindringer i vejen for valgdeltagelsen for grupper, der traditionelt støtter deres politiske modstandere.

Flertallet kan også blive overtrumfet af indretningen af valgsystemet, som det skete i USA ved valgene både i 2000 og 2016, hvor hhv. Al Gore og Hillary Clinton nationalt havde flest stemmer, men hhv. George W. Bush og Donald Trump blev valgt til præsident.

Risikoen for, at systemet igen lader vinderen tabe, er stadig overvældende: Hvis blot 40.000 stemmer var faldet omvendt i tre stater i 2020, så var Trump blevet genindsat som præsident selv om Biden i hele USA var syv millioner stemmer foran!

Et sådant valgsystem undergraver demokratiets legitimitet. Det store spørgsmål overalt er netop, hvordan vi i stedet kan styrke denne legitimitet.

Større tillid til dansk demokrati

Vi kan lære af oldtidens græske bystater, at vælgernes lige og lette adgang til at deltage i debatten og beslutningerne er vigtig.

Vi kan lære af de mange demokratiske tilbageslag i nutiden, at den bedste garanti imod populisme og autokrati er et valgsystem som det danske, der i al væsentlighed giver hver stemme samme vægt: Det forhindrer, at et enkelt parti alene kan få flertal i parlamentet. Min erfaring gennem næsten fire årtier i dansk politik er, at vi bedre end de fleste andre lande har lært os kunsten at tale godt sammen og på mange områder lave brede forlig, der holder hen over skiftende regeringsflertal. Det ligner ofte kludetæpper, men et større flertal føler sig inkluderet i beslutningerne, og det er en forklaring på større tillid og stærkere demokratisk deltagelse i Danmark end i de fleste andre lande.

Dette essay om demokratiet er skrevet til Golden Days festivalen 2021, der handler om Antikken. Det er desuden gengivet i Altinget 5. september 2021.

Mere fra min hånd om demokrati

Illustrationen er fra Golden Days’ hjemmeside

Udgivet den

Der venter Europa en række nye roller, men det kan ikke ske uden de store landes vilje

USA vil i fremtiden være mere indadvendt, og det stiller nye krav til Europa, ikke mindst som mægler mellem USA og Kina. Det skriver jeg om Jyllands-Posten. Læs artiklen i avisen – eller nedenfor.

Nye roller for Europa 

Under Trump frygtede Europa tab af USA’s sikkerhedsgaranti. Det blev til en ekstra begrundelse for, at investere mere i militæret for at stå op imod et truende Rusland. 

Med Biden er der ikke længere tvivl om, at USA er bag NATO og ser en klar egeninteresse i at dæmme op for russiske fremstød. 

Troen på dét er ikke rystet af den hastige retræte fra Afghanistan.

Imidlertid er det overraskende hvor stor enighed, der har været fra Obama, over Trump og til Biden om, at USA ikke på ny skal engagere sig med store invasionsstyrker for at tage arabiske og muslimske lande  i besiddelse og bestemme deres styreform. 

Derfor er det højst usandsynligt, at vi i Europa vil blive stillet over for nye amerikanske krav om deltagelse i krigskoalitioner i fjerne lande.

Der er andre udfordringer, Europa skal tage sig mere af:

USA vil i fremtiden være en mere indadvendt supermagt, hvis væsentligste udenrigspolitiske fokus er på konkurrencen med et Kina, der i økonomi og teknologi truer med at vokse amerikanerne over hovedet. 

Europas væsentligste opgave bliver at bidrage til afspænding mellem USA og Kina. De skal begge fastholdes på det fælles ansvar over for den unge generation for at sikre fred, klima og natur. De skal bringes til at bidrage til at reformere FN og de øvrige internationale institutioner, så Kina får indflydelse samklang med landets reelle tyngde – hverken mindre eller mere end det. Europa skal bidrage med forslag, der er acceptable for alle parter, om gensidig handel og investering. Uanset al forståelig modvilje mod den kinesiske ledelse autoritære indenrigskurs og ny udenrigspolitiske konfrontationer må fokus drejes hen på de grundlæggende fælles interesser, længe før USA og Kina er så langt ude i et uhæmmet rustningskapløb, der ved fejltolkninger af modparten kan føre til regional eller global krig. 

Europæerne skal også udfylde et tomrum efter USA i den større mellemøstlige region og i Afrika. Vi får brug for en ny fælles udenrigspolitik, der handler mere om diplomatisk indsats og investering i de ’blødere’ dele af en aktivistisk udenrigspolitik end  om at overtage amerikanernes hårde militære bidrag, der spillede fallit: 

Gennem EU og FN skal vi tilbyde at indsats at bekæmpe sult, levere sundhed og uddannelse, ikke mindst til piger og kvinder. Vi skal understøtte udvikling af et uafhængigt retsvæsen og et kritisk civilsamfund. Vi skal tilbyde at forbedre infrastruktur, skaffe vand og løse klimaproblemer – mere jo mere landenes herskere selv forstår nødvendigheden af større frihed og mere moderne udvikling.

Vi kan selvfølgelig også bistå med hjælp til konfliktløsning og terrorbekæmpelse, hvis vi bliver indbudt til det.

Måske kommer der engang igen liv i ideen, der blev lanceret for mere end 20 år siden af de franske og britiske ledere, om et fælles europæisk udrykningskorps, der kan varetage fredsskabende og fredsbevarende operationer – ikke mindst i Europas nærområder i syd og sydøst. FN’s daværende generalsekretær Kofi Annan modtog ideen med kyshånd i et møde med os europæiske udenrigsministre i sommeren 2001. Europa kunne derved, sagde Annan, levere det vigtigste bidrag til FN’s mulighed for at rykke hurtigt og effektivt ud til fredsbevarende operationer.

Europa kan kun udfylde nye roller, hvis vi kan indse nødvendigheden af fælles handling. Det ser meget vanskeligt ud lige nu. Men de store landes vilje er afgørende. Tyskland er den største og vigtigste brik.  Derfor holder vi blikket stift rettet mod udfald og konsekvenser af det tyske valg om en lille måned.

Indlæg i International Debat, Jyllands-Posten, 31. august 2021

Mere fra min hånd om forholdet mellem USA og Kina

Billedtekst i J-P: Europas væsentligste opgave bliver at bidrage til afspænding mellem USA og Kina. De skal begge fastholdes på det fælles ansvar over for den unge generation for at sikre fred, klima og natur, og fokus skal drejes hen på de grundlæggende fælles interesser, længe før USA og Kina kommer ud i et uhæmmet rustningskapløb, skriver Lykketoft i sin internationale kommentar. Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer