Debat og nyheder

Udgivet den

Velkommen til frontlinjen  

Anders Fogh Rasmussen vil langt om længe bidrage til den kommende rapport om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Men der er intet, der tyder på, at han vil erkende sine fejl og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden. Det skriver jeg om i Altinget. Du kan læse artiklen her eller nedenfor.

Fogh vil næppe angre sine beslutninger om dansk krigsdeltagelse

I forrige måned gik Danmarks Radios fremragende og dystre serie om Danmarks krigsdeltagelse fra FN-operationen i Eksjugoslavien til de amerikanske krige i Afghanistan og Irak over skærmene.

Jeg har fulgt udsendelserne med den særlige baggrund at jeg var minister 1993-2001 – og specielt var udenrigsminister, da angrebet skete 11.september, og USA invaderede Afghanistan. 

Derefter var jeg oppositionsleder 2002-2005, hvor jeg på Socialdemokratiets vegne sagde nej til, at Danmark tog et politisk, militært og moralsk medansvar for George W. Bushs invasion i Irak. 

Jeg var også udenrigsordfører for Socialdemokratiet 2005-2011. Derfor havde jeg en rolle i beslutningsprocessen, og pressede især på for at komme ud af Irak igen. Men jeg var langtfra altid enig i Danmarks valg af indsats.

Afghanistan – rigtigt at gå med, forkert at gå til Helmand

Der var en afgørende politisk forskel i holdningen til at deltage Afghanistan og i Irak:  Efter terrorangrebet 11. september 2001 var der enighed i dansk politik og opbakning fra FN til at bidrage til at fjerne Taliban og Al Qaeda.  Men der var uenighed om hvordan, Modsat den tiltrædende Fogh-regering, mente jeg, at vi burde gå ind som del af en fredsbevarende styrke i Kabul, hvor en ny regering tog magten efter få dages krig.  

I den lange fortsættelse af vores mission i Afghanistan havde jeg helst set, at vi deltog på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland. 

I stedet rykkede vi desværre på amerikansk opfordring ud til Helmand-provinsen, hvor ingen afghansk centralregering nogensinde havde haft reel kontrol, og hvor vi tragisk kom til at deltage i mere blodige krigshandlinger end nogensinde siden 1864.  

’Velkommen til frontlinjen’ fortæller med voldsom klarhed, hvorfor det gik så galt: Der manglede viden om området og klarhed om målet. Vi arbejdede sammen med et korrupt og udueligt afghansk styre og blev set som fjender i lokalbefolkningen. Meningsløsheden med tilstedeværelsen blev også efterhånden tydelig for de udsendte.

Efter alt for mange års tilstedeværelse kom vi ud af krigszonen, men havde en lille gruppe militærfolk tilbage som trænere helt til den kaotiske amerikanske tilbagetrækning og Talibans tragiske tilbagevenden til magten. 

Irak – vi skulle aldrig have taget medansvar for USA’s invasion

Modsat Afghanistan var der efter min opfattelse aldrig noget godt argument for at deltage i Georg W. Bushs invasion i Irak. 

FN’s våbeninspektører sagde, at de uden krig på kort tid kunne opklare om Irak have masseødelæggelsesvåben, og der var ingen anledning til at tro på, at det irakiske regime havde forbindelse til Al Qaeda. Der var massiv modstand i FN’s sikkerhedsråd mod at starte krigen.  Ved at gå med Bush valgte vi en helt anden holdning end de andre nordiske lande samt Frankrig og Tyskland.

Over for mig sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen som begrundelse for at deltage i Irak-invasionen at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale for hele regionen mange år frem. Vi så også i Tv-dokumentaren hvordan vore udsendte soldater og diplomater ret hurtigt mistede troen på, at der var en god mening med deres tilstedeværelse.

Uanset alle disse kendsgerninger har tidligere departementschef Lars Findsen fremført det som en god begrundelse for at gå med i USA’s krig, at Danmark derved fik et tættere forhold til præsidenten og militæret i Washington. Jeg mener, at det er et ringe og forkert argument at give dette prioritet, uanset hvem der er præsident og uanset hvor forkert krigsbeslutningen er,

Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at vi også burde være gået med i USA’s krig i Vietnam.  Dét kom heldigvis aldrig på tale med Krag, Baunsgaard og Anker som statsministrene dengang. Anker tog frontalt afstand fra USA’s krigsførelse.

Vi skal altid have en selvstændig holdning og analyse.  

Dette burde også være indlysende for den nuværende regering, nu hvor Trump vender tilbage som amerikansk præsident.

Respekt for de udsendte indsats of – men læring af de forkerte beslutninger

Vi skal have den største respekt for de udsendtes indsats og de ofre de betalte med liv, lemmer eller sjælefred. 

Og vi skal lære at de politiske og militære fejlbedømmelser, der førte til disse ofre. 

Forhåbentlig er de negative resultater af krigene i Afghanistan og Irak så åbenbare, at der end ikke fra amerikansk side lægges op til gentagelser. 

Der er i hvert fald ingen gode udsigter for nye forsøg på med militær magt at støtte suspekte og korrupte lokale regeringer, der er uden rodfæste i en modstræbende befolkning – under påskud af de kan og vil indføre en slags demokrati.

I USA og Storbritannien har været omfattende undersøgelser om krigsdeltagelsen siden 2001. Fremtrædende beslutningstagere har været i vidneskranken – et ansvar er blevet placeret. Det gav den britiske premierminister Tony Blair et afgørende slag – og det har medvirket til større offentlig modstandskraft mod sådanne eksperimenter.

En tilsvarende undersøgelse i Danmark blev besluttet af Thorning-regeringen, men efterfølgende standset af Løkke-regeringen.

Derfor får vi for eksempel aldrig under vidnepligt afhørt Anders Fogh, om hvornår han lovede præsident Bush at gå med til Irak, uanset det manglende FN-mandat mv.  

Men der en undersøgelse i gang fra eksperter i DIIS, der arbejder med at beskrive historien. Og nogle af os andre har for længst talt med dem. 

Modsat den skrottede kommissionsundersøgelse er det imidlertid frivilligt. 

Det vil være pinagtigt, hvis toneangivende ministre i krigsårene ikke bidrager til arbejdet. 

Det gælder ganske særligt af Anders Fogh Rasmussen, der var den drivende kraft i Danmarks krige, som hans daværende partifæller i regering fik fritaget for pligten til at vide. Det antydes nu, at Fogh måske vil tale med DIIS. Men intet tyder på, at det ændre på, at han blot med stor fanatisme vil fastholde, at han gjorde det rigtige. Der har ikke hidtil været udtrykt bare antydning af eftertanke fra hans side, selv om der i dag er bred internationale erkendelse af, hvordan krigene blev iværksat på pinagtigt u-informeret grundlag, og derfor havde enorme menneskelige og økonomiske omkostninger og blev forspillet til nye katastrofer. 

Anders Fogh Rasmussen er ikke en mand, der kan eller vil erkende sine egne fejlbedømmelser og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden.

DIIS’ delrapport om tilbagetoget fra Afghanistan fremlægges om få dage. 

Udgivet den

Katastrofen Trump

Trumps triumf er katastrofal. Ikke bare for Amerika. Det skriver jeg om i Berlingske. Læs hele mit debatindlæg i avisen – eller nedenfor.

Trumps triumf blev sikret af det rædselsfulde amerikanske medielandskab

Trumps valgsejr er skabt ved monumentale løgnehistorier
om modpartens hensigter og egne bedrifter. Hans trusler og
forbandelser skal tages alvorligt. Bag valgkampens
bragesnak ligger en klar ambition om voldsomme
forandringer, der kan gennemføres nu, hvor han har total
magt over kongressen.


Trumps første præsidentperiode var kaotisk. Han surfede de
første tre år på dét opsving, Obama fik i gang efter
finanskrisen. Resten af tiden forkludrede han den
amerikanske indsats mod covid-pandemien, der i USA
kostede en million liv. En række af hans daværende
toprådgivere advarerede mod at genvælge ham på grund af
hans despotiske ledelse og fascistiske holdninger.


Den ny Trump-styre bliver en regering af og for de
milliardærer, der gennem årtier har hamstret hovedparten af
nationens velstand, og som ved at overtage staten vil
forhindre at den begynde rat kræve skat af dem.

Det kommer til udtryk ved, at bindegale Elon Musk skal i spidsen
for dramatiske nedskæringer i statsapparatet.
Det er meget svært at forstå, at mange af dem, der med
rette føler sig snydt for at få en rimelig andel af samfundskagen
– og som er blevet hårdt ramt af inflationen –
har sat deres lid til Trump som frelser.

For det er jo Republikanernes visnepolitik i Kongressen gennem 30 år,
der har saboteret Demokratiske præsidenters forsøg på at
sikre bedre velfærd og mere fair fordeling. Senest
forhindrede Trump også i foråret gennemførelse af en
indgået tværpolitisk aftale om bedre styr på den illegale
indvandring, fordi han ville have problemet at angribe
Demokraterne for i valgkampen.

Men mange vælgere har bare set, at det politiske system
var lammet og udueligt, og det har ramt Demokraterne som
regeringspartiet nok så hårdt.

Demokraterne selv kunne have gjort det bedre. Kamala
Harris kæmpede bravt og godt, men på en alt for kort bane.
Det er dybt tragisk, at den stærkt ældede Biden ikke
allerede sidste jul opgav at blive genopstillet.


Bundlinjen er imidlertid, at Trumps triumf blev sikret af det
rædselsfulde amerikanske medielandskab: Den skrupelløse
medløbskampagne fra Fox News. Elon Musks herredømme
over X (twitter), hvor fakta-check under valgkampen var en
by i Rusland.

De mange ekstreme højreorienterede kanaler,
podcasts og sociale medier, der spreder
konspirationsteorier. Alt sammen kilder, der for mange
formere deres stemmeafgivning. Dertil kommer, at mange i
det fordomsfulde Amerika ikke var var klar til en kvindelig –
og farvet – præsident. Desværre var modstanden mod en
kvinde meget udbredt blandt latino og sorte mænd.

Hvad bliver konsekvenserne så af det katastrofale
valgresultat?

Trump har allerede i forrige omgang sikret sig et
højreekstremistisk flertal i Højesteret, der har garanteret
ham immunitet i alt hvad har foretager sig som præsident.
Han kan desuden nu fortsætte med at udskifte mange
føderale dommere med meningsfæller. Efterhånden kan det
være svært at finde en domstol, der vil erklære noget af dét,
Trump foretager sig. forfatningsstridigt! Måske hans
hovedvej til et mere autoritært styre.


De annoncerede meget brede og dybe fyringsrunder i
centraladministrationen – herunder i udenrigstjenesten – er
farligt: Tusindvis af erfarne og kyndige folk vil blive erstattet
af Trump-jasigere. Jeg tror ikke at Trump personligt ønsker
krig, for ha n er bange for, at det vil skade hans private
pengepung. Men fraværet af erfarne og besindige rådgivere
er måske den største risiko for uforvarende at vandre frem
mod krig.

I Europa må vi frygte at Trump ved aftale med Putin vil
påtvinge Ukraine en fred, der truer landets fortsatte
eksistens og ryster hele Europas sikkerhed. Det vil kræve
en endnu mere voldsom oprustningsbølge hos os, der i
sidste ende kan true velfærd og klimaindsats.

Vores økonomi vil også lide inder Trumps toldkrig, der åbenbart
retter sig mod alle lande. Men toldkrigen bliver særlig heftig
mod Kina, og det efterlader ingen udsigt til opblødning
mellem de to supermagter. Tværtimod kan det
søvngængeragtigt føre os fremad mod krig.

Der er heller ingen udsigt til at Trump vil standse
krigsforbrydelserne fra hans nære ven Netanyahu – endsige
insistere over for Israel på våbenhvile og en vej hen mod en
to-stats-løsning. I værste fald kan han i stedet tilskynde
Israel til at åbne krig mod Iran. Det vil føre til destabilisering
af hele den mellemøstlige region.

Endelig og ikke mindst er det uhyre skræmmende at
klimafornægteren Trump kommer til magten igen. Det vil
uvægerligt forsinke indsatsen mod den globale
klimaforandring, der allerede foregår i alt for langsomt
tempo.

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om valget her.

Udgivet den

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN?

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge skyldes, at organisationen ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet – læs hele mit debatindlæg i Politiken – eller nedenfor:

Israels krig mod FN og civile palæstinensere

Der er brug for, at Danmark utvetydigt fordømmer Netanyahu-regeringens systematiske angreb på FN og på de civile i Gaza, på Vestbredden og Libanon – og arbejder for sanktioner, fra EU, hvis angrebene på FN-systemet ikke stopper øjeblikkeligt. Derudover er der brug for, at der åbnes for den akut nødvendige nødhjælp.

FN-resolutioner er desværre ikke nok til at bryde denne onde cirkel. Israel har kun godkendt to resolutioner – den ene var om selve oprettelsen af en jødisk stat i 1947, og den anden var kravet om Hizbollahs tilbagetrækning til nord for Litani-floden i Libanon i 2006.

Israel har konsekvent modarbejdet en tostatsløsning, selv om det hele tiden i talløse FN-vedtagelser er blevet fastslået som den nødvendige løsning. Senest har Den Internationale Domstol endda fastslået, at Israels besættelse og kolonisering af de palæstinensiske områder på Vestbredden, i Østjerusalem og Gaza de seneste 57 år er ulovlig og skal bringes til ophør.

Det er baggrunden for, at der siden 1948 har været en permanent konflikt mellem FN og Israel.

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge (UNRWA) skyldes, at denne organisation ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet.

De 30.000 UNRWA-medarbejdere har gennem årtier ydet uvurderlig bistand til millioner af palæstinensere fra familier, der siden 1948 er fordrevet eller er flygtet fra Israel og nu bor i nabolandene, på Vestbredden eller i Gaza.

På grund af Israels indeslutning og afspærring af Gaza de seneste 16 år forud for Hamas’ terrorangreb sidste år har UNRWA – med sine alene i Gaza 15.000 medarbejdere – specielt dér været afgørende for 2,3 millioner menneskers overlevelse under nogenlunde tålelige forhold. Gaza havde ikke haft deres skoler og hospitaler uden UNRWA.

Israel har konstant påstået, at UNRWA gennem tendentiøse skolebøger har holdt hadet mod den jødiske stat ved lige. Men FN har imødegået og standset sådanne tendenser. Det havde været ønskeligt, at FN også havde kompetence til at rense ud i de israelske skolebøgers fremstilling af historien og deres palæstinensiske naboer.

Til Israels kroniske angreb på FN-organisationen er så efter 7. oktober føjet en påstand om, at medarbejdere i UNRWA deltog i Hamas’ bestialske angreb i fjor. En uvildig undersøgelse har vist, at det er 5-12 personer ud af de 15.000 ansatte, der kan rettes mistanke imod. Alligevel er Israel i færd med at lovgive om, at UNRWA er en ’terrororganisation’.

Efter et års krig med ekstremt megen død og lemlæstelse skubber israelsk militær stadig rundt med Gazas civile i en totalt smadret by. Der er akut mangel på mad, vand, medicin og alle andre livsvigtige fornødenheder.

Israel lader ikke nødvendig nødhjælp komme ind, selv om verden presser på. Især i det nordlige Gaza sulter flere hundrede tusinde, mens bomberne fortsat med uforandret brutalitet regner ned over dem. Medieopmærksomheden er imidlertid flyttet til bomberegnen i Libanon og angreb fra og til Iran.

UNRWA er den organisation, der mandskabsmæssigt er bedst rustet til at hjælpe i Gaza – hvis verden omsider insisterer på, at nødhjælp skal ind. Derfor er det grotesk, at Israels parlament er i fuld gang med at vedtage indstilling af ethvert samarbejde med UNRWA og dermed afskære organisationen fra at levere nødhjælp i Gaza og fortsætte sit arbejde andre steder, hvor Israel bestemmer. FN-medlemslandet Israel blokerer også for andre FN-enheders arbejde i landet og har i øvrigt forbudt FN’s generalsekretær indrejse.

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN og de civile i konfliktområderne?

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Udgivet den

Vesten har et medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran i dag står tættere sammen

Behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning mellem USA og Kina er overvældende, skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs i avisen – eller nedenfor:

Der er brug for at få ordentlige diplomater til stede

I 2015 blev jeg valgt til formand for FN’s generalforsamling med opbakning fra USA. Det undrede mange herhjemme, der har beskyldt mig for at være antiamerikansk. 

Ja, jeg var indædt modstander af Vietnamkrigen og stærkt kritisk over for de talrige amerikanske interventioner mod folkevalgte regeringer under Den Kolde Krig – for eksempel Iran (1953), Guatemala (1954) og Chile. Socialdemokratiet stemte med mig som formand mod dansk deltagelse i George W. Bushs invasion i Irak i 2003.

Mine synspunkter var imidlertid ikke i modstrid med holdninger hos daværende præsident Obama og hans udenrigsminister, John Kerry.

Jeg optrådte i 2016 sammen med Kerry i et møde med afgangselever fra FN-skolen. Mange af dem diplomatbørn og selv kommende diplomater. Kerry sagde til dem: »Jeg kæmpede i Vietnam. Det var en krig, der aldrig skulle have været ført. Hvis der havde været ordentlige diplomater til stede, var det ikke sket.«

Jeg nævner dette, fordi behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning i modsætningerne mellem USA og Kina er overvældende.

Den første forudsætning for at give diplomatiet plads er valgsejr til Kamala Harris. Trumps bombastiske politik og planer om udrensning i diplomatiet øger risikoen for krig ved en fejltagelse.

Anders Fogh Rasmussen argumenterede for at deltage i Irak-invasionen med, at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale. Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at han også ville være gået med USA’s krig i Vietnam, hvis han havde været statsminister dengang.

Jeg mener, modsat Fogh, ikke, at Danmark ukritisk skal følge USA, uanset hvem der er præsident, og uanset hvor USA vil have os hen. Vi skal have en selvstændig holdning og analyse. Derfor burde vi for eksempel have deltaget i Afghanistan på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland – og ikke rykke ud til de blodige kampe i Helmand-provinsen.

I nutiden er det Danmarks moralske forpligtelse at fordømme Netanyahus fortsatte krigsførelse og krigsforbrydelser – og at være kritisk over for, at USA ikke stopper for vanviddet.

Vi skal fortsat af al kraft støtte Ukraine. Vi skal bidrage til enighed med vores allierede om, i hvilket omfang offensive våben skal bruges mod mål inde i Rusland – og hvornår diplomaterne skal i gang med finde vejen til at standse krigen.

Det formodes, at en præsident Harris vil gå væk fra Bidens højstemte opdeling af verden mellem demokratier og autokratier. Der er langt flest autokratier, og vi ved jo godt, at Vesten har interesser i at samarbejde med en række af dem, selv om vi af og til må holde os for næsen.

Henry Kissinger havde meget på sin sorte magtpolitiske samvittighed, men han så USA’s interesse i at svække Rusland ved at forsone sig med Kina.

I dag er Vesten ikke uden medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran står tættere sammen.

Kina har ikke ønsket Ruslands krig mod Ukraine. Men USA’s fjendtlighed tilskynder Kina til samarbejde med Rusland, uanset at det kan skade landets vigtige forhold til Europa. Før vi går op i tonelejet mod Kina, bør vi tænke over, hvor meget mere Kina egentlig hjælper Rusland, end Indien gør: Begge lande køber billig olie fra Rusland og deltager – desværre – lige så lidt som resten af det globale syd i Vestens sanktioner mod Rusland.

Iran er den erklærede store fjende af USA og Israel – og Netanyahu forsøger i disse dage at vikle USA ind i krig mod Iran. Det usympatiske præstestyre undertrykker sin befolkning, har krigeriske allierede i regionen og sælger krigsdroner til Rusland. 

Men præstestyret er ikke en monolit. For ni år siden var mere moderate folk i spidsen. 

Jeg lærte i FN den daværende iranske udenrigsminister Javad Zarif at kende. Sammen med USA’s John Kerry fik han den internationale aftale på plads, der bremsede Irans vej til atomvåben og fjernede handelssanktionerne mod landet.

Tilskyndet af Netanyahu rev Trump atomaftalen i stykker. Det bragte meget mere dystre kræfter til magten i Iran.

Imod den krigeriske øverste religiøse leders ønske valgte iranerne i denne sommer overraskende en ny præsident, der forsigtigt rakte en hånd ud om afspænding med Vesten. Den ny præsidents kampagnechef var Zarif, der nu er tilbage i regering. Desværre har ingen dygtige vestlige diplomater fået lov at gribe og teste denne hånd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 11. oktober 20024

Mere fra min hånd om diplomati

Udgivet den

United Nations in the Web of Power Politics

Presentation by Mogens Lykketoft at the opening of International Progress Organisation’s roundtable discussion in Istanbul, september 2024.

(Min tale ved åbningen af International Progress Organisations møde om FN’s rolle i verden i Istanbul september 2024).

Presentation:

Ladies and Gentlemen. During a lifelong interest in international affairs, I have always hoped to see nation-states further commit themselves to the UN system and the respect of international law and conventions. Therefore, it was a great honor and experience to serve as the 70th President of the United Nations General Assembly, 2015-16. 

Our roundtable today will focus on the limitations of global order and lack of equality among nation states in the UN system, due to the veto power and impunity of the P5 in the Security Council.

But first, let us not lose sight of the gains we have achieved for civilization through the creation of the UN system:

It is the first time in human history that we have succeeded in creating a permanent forum of some influence where (almost) all governments are present and talk to each other.  

Yes, the Security Council  has, on account of a veto from one of the Permanent Five (members), P5 – all too often been blocked in efforts to end conflicts. But even so, since 1945 the UN has played an important role in assisting avoidance of direct military conflict between superpowers with nuclear weapons.

Remember too, that back then, the power of veto was seen as a precondition for keeping the mightiest members inside the tent, so to speak – contrary to what happened in the League of Nations. And importantly: The UN is much more than the Security Council (UNSC) and the General Assembly (UNGA) – its 50 associated units have produced plenty of results and recommendations, which have contributed to important progress for humanity. For example, the World Health Organisation has, in my lifetime, been instrumental in increasing the average living age on the globe by twenty years.

But it is a fact that, except for a few times in the first years after the end af The Cold War, the Security Council did not fulfil its obligation and live up to the high ideals of the charter.  

Therefore, the majority of the 188 other member states have become increasingly impatient with the P5’s privileges: Their reaction has been to try to attain more authority for UNGA itself, and put further pressure on the P5 by closer cooperation among the non-permanent members of the UNSC. In this context, being President of the General Assembly is not just an honorary position; it is a central position as negotiator to increase that exact pressure on the P5.

I was able to change the selection procedure for the appointment of Secretary General. Each candidate had to present his or her vision and programme and take questions from the entire GA as well as from civil society. This new process made it very difficult for any of the P5 to ignore the candidate that was preferred by most member states. The SG is no longer decided in last minute compromise in a smoky backroom by 2 or 3 of the P5. That may pave the way for Secretary Generals being less dependent on the P5.

I was also called upon push for reform of the SC. But – very predictably – that dossier could not be moved forward. It stalled yet again, as it it has done in the past forty years, because the Charter demands a majority in the GA of 2/3 including the P5.

But we did get some idea of what might be possible – or the opposite – on a good day:

It is broadly agreed that the number of GA-elected members in the SC should increase – perhaps by another five members – especially from the global south to make the SC more representative of our world today. There was also some sympathy for giving access to unlimited reelection – theoretically opening for a de facto increase in permanent presence. 

But neither the US nor China or Russia are willing to give up their veto-power nor grant it to other countries. Old ideas of elevating specific larger countries to permanent membership meet different opposition. Spanish-speaking Latin-American nations do not support Brazil, China is against Japan. India is opposed by Pakistan and other neighbors. Southern Europe does not support Germany. African member states cannot agree on one or two among them as eligible permanent members.

Beside calls for reform of membership and voting rules in the SC there is a strong demand from the general membership to commit the P5 to restrain their use of veto and be obliged to explain any veto that they put down to the General Assembly. This demand for explanation has recently been adopted in the GA in the hope that the rest of us gain more moral leverage against the use of veto, if able to argue against it in a more united fashion. 

Other proposals with considerable support among member states have been circulated trying to commit the P5 to promise not to veto actions to stop crimes against humanity, war crimes and genocide – but without success.

Despite continued deadlock on reform of the Security Council, the UN moved the general global agenda in a better direction in 2015. 

But from 2016 we were turned backwards again.

We got the Iran nuclear deal through consensus between Iran and all the P5 plus Germany, the EU and a united UNSC. This was accomplished mainly due to the ingenuity of foreign ministers John Kerry of the US and Javad Zarif of Iran.

Trump tore that agreement up with lasting negative impact on Iran and the entire Middle East region.

The General Assembly unanimously approved the Sustainable Development Goals – and we had the COP-meeting in Paris adopting the hitherto most ambitious goals and commitments to Climate Action. The Climate Agreement was reached because of good leadership from the UN and French Presidency of the COP, and most importantly because the US under President Obama worked together with China under Xi Jinping – also in bringing their most hesitant  allies, friends and clients onboard. 

Trump left that agreement a couple of years later – delaying the existentially important global efforts to stop climate change. Biden brought the US back into the agreement; but global action on climate has suffered because of attention turning first to the pandemic and later to the Russian war of horrible aggression against Ukraine. And in the last 11 months focus has been on the lack of American action to end the totally devastating Israeli war against the civilian population in Gaza – and the violent escalation of the occupation and colonisation of the West Bank. 

All of this further demonstrates the arrogance of the P5 in relation to the overwhelming demands of a huge majority of UN member states,

The bad state of global affairs reminds me of an old anecdote about Mahatma Gandhi being asked about his opinion on Western Civilisation. His sarcastic answer was ‘It is a good idea!’

The same comment could be made on the idea of the UN Charter and international conventions as constitutional obligations for every member country, big or small. It is indeed a good idea. But we still have a very long way to go!

Dare we hope to ‘civilize’ Vladimir Putin – unless he himself is made to realise that he will not be able take Ukraine by force?

Dare we hope that American and European double standards on human rights and war crimes in Ukraine and Palestine will come to an end through combined pressure from domestic public opinion and the political necessity of closing the credibility gap to the global south?

Dare we hope for an understanding that the unipolar world is forever a thing of the past? That we need to reinvent an international order where a large majority of UN member countries never again will have to get in line as clients of the US, Europe, China .. or Russia?

Most countries in the world will never become model democracies – and, as ever, we must live together, a multitude of different kinds of democracies and authoritarian regimes. But hopefully, we share a common interest in preserving or reestablishing peace and creating sustainable development for future generations.

This is the important reason why the word democracy is not mentioned in the Sustainable Development Goals. We cannot expect China to become at Western Style democracy – but the climate cannot wait; we must all act together on climate now.

In the long perspective, most important for all of us is that the US and China manage to contain and administer their conflicts of interest and realise that they have much more important common interests in peace, economic development and climate action.

The disturbing fact is that – veto-power in the UN or not – we will have no lasting and peaceful international order if the biggest powers do not recognise that they share overarching common interests. 

What the rest of us can do is to argue and pressure for their understanding and acceptance of this – including their support for more and stronger UN peacekeeping missions and much more investment through the UN system in eradication of poverty and climate solutions in poor countries.  

And by the way – to support a stronger international system, we not only need a Security Council much more representative of the of peoples of world of today – we also need a reform of the Bretton Woods institutions, better to reflect the actual distribution of economic strength. 

The broadest shoulders should bear the heaviest load and carry the highest of responsibly to live up to the UN Charter.

Udgivet den

Konflikten i Mellemøsten: Alle taber, når international ret ikke respekteres 

Danmark er på vej i FN’s Sikkerhedsråd, og vi er en række internationalister med erfaring fra Mellemøsten, der opfordrer regeringen til at stå fast på et stærkt forsvar for den internationale retsorden, ikke mindst når det gælder konflikten i Mellemøsten.

I den forbindelse havde vi underskrivere på Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden havde denne kronik i Jyllands-Posten 23. september 2024. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Kronik i J-P 23. september 2024:

Den voldsomme og tragiske udvikling efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober og Israels fortsatte offensiv i Gaza har polariseret debatten herhjemme mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. 

I den situation er det svært at føre en normal, balanceret politisk diskussion om den udenrigspolitiske kurs, som Danmark anlægger i forhold til situationen.

Det bekymrer os, der står bag denne kronik, og derfor prøver vi alligevel. Vi er en kreds af mennesker, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet eller arbejdet i Mellemøsten. 

Vi har personlige oplevelser og erfaringer og kan sætte ansigter på mennesker på begge sider og er naturligvis dybt berørte af de lidelser, vi ser blive ved og ved.

Der er tale om to folk, der begge er dybt traumatiserede – gennem Holocaust for jøderne og Nakba-katastrofen (fordrivelsen) for palæstinenserne. Det er traumer, som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ”frikort” fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler.

Dette gælder, uanset om det er en Hamas-aktion med målrettede angreb på civile, eller om det er interneringer, tortur og bosættelser på besat jord. Eller en krigsførelse så voldsom, at den har ført til anklager for krigsforbrydelser og muligvis folkedrab.

Alle disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og -resolutioner, uden at det internationale samfund har formået eller for alvor haft vilje til at gribe ind.

Både palæstinensere og israelere betaler en frygtelig pris for, at FN’s menneskerettighedskonventioner og Genève-konventionernes bestemmelser for krigsførelse tilsidesættes. Regler, der netop blev vedtaget på baggrund af de uhyrlige lidelser og systematiske forfølgelser og udryddelser, som mennesker blev udsat for under Anden Verdenskrig.

Derfor rummer Israel-Palæstina-konflikten også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv, der – hvis ikke vi er os det meget bevidst – risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt.

Det har siden sidste verdenskrig været en grundantagelse i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse gennem en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark.

Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen andre farbare og realistiske alternativer.

Derfor har det negative konsekvenser for Danmark og resten af den vestlige verden, at vi reelt bliver ved med at acceptere og forsvare, at Israel som medlem af FN ser bort fra FN-beslutninger og afviser at overholde internationale konventioner. 

Det svækker Danmarks troværdighed, ikke mindst blandt lande i det globale syd, hvor vi ellers gennem en menneskealder har været kendt for konsekvent at forsvare og arbejde for at styrke FN og de internationale konventioner.

Endnu mere kritisk er den sikkerhedspolitiske sårbarhed, som Danmark og alle andre småstater udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner generelt undermineres. Så er der ingen retsorden for de mindre stærke i en verden af stærke militære overmagter. 

Det er et rædselsscenarie for en lille stat – og for dem, der udsættes for overgreb fra en besættelsesmagt.

Når vi tilsidesætter respekten for internationale spilleregler og konventioner, fremmer det i stedet forråelse, dæmonisering og trusler i den offentlige debat. 

Så bliver debatten baseret på følelser og fordomme fremfor på fakta, og så anerkendes de internationale spilleregler og herunder menneskerettigheder ikke som fælles fundament for problemløsning.

Derfor er der meget på spil. Først og fremmest for palæstinenserne og israelerne, der har brug for at finde en acceptabel fredsløsning, der gør det muligt – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. Men også for en småstat som Danmark.

Det bekymrer os dybt, og derfor har vi valgt at henvende os til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, Udenrigsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn med en række opfordringer til den danske regering, som det er vigtigt, at vi handler på netop nu, hvor kursen er sat mod en plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Danmark har lobbyet aktivt for at sikre sig denne plads som midlertidigt medlem for 2025-26, og det forpligter.

Vi opfordrer derfor bl.a. regeringen til at arbejde aktivt for, at der etableres en varig våbenhvile i Gaza, at styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) og arbejde for en forhandlet fred, der inddrager centrale aktører og repræsentanter for begge folk.

Vi opfordrer også regeringen til at bidrage aktivt til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomien i israelske bosættelser.

Sidst, men ikke mindst opfordrer vi regeringen til: 

– at forhindre, at danske firmaer gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere

– at forhindre, at Danmark gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser

– at anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner.

Danmark kan naturligvis ikke alene udvirke de forandringer, der skal til for at bryde den traumatiske udvikling for Israel og Palæstina. 

Men vi er heller ikke alene. Opfordringen handler blot om, at vi skal tilslutte os den kurs, som flere andre nordiske og europæiske lande allerede har valgt. Og vi skal kæmpe for den internationale retsorden og for FN – i erkendelse af at en verden uden er endnu farligere for alle.

Kronikken er skrevet af Christian Balslev-Olsen, tidl. generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker, Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. MF, Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN-undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA-generalkommissær, Jørgen Harboe, journalist, Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp, Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. generalsekretær i KFUM og KFUK, Paula Larrain, journalist, Jørgen Lissner, tidl. FN-landekoordinator i bl.a. Jordan, Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med., Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og udvalgsmedlem i KFUM og KFUK, Malene Sønderskov, seniorkonsulent, Mellemøst-ekspert, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning, Birgitte Rahbek, kultursociolog, Kirsten Thorup, forfatter, Knud Vilby, journalist

Mere fra min hånd om Mellemøsten og FN

Udgivet den

Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden

Vi er en kreds af danskere, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet og/eller arbejdet i Mellemøsten og derfor er dybt berørte af den nuværende situation i området. På basis af vore mangfoldige faglige og institutionelle erfaringer fra området henvender vi os herved til Udenrigsministeren og Folketingets Udenrigsudvalg med forslag til, hvordan Danmarks politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden kan bringes mere utvetydigt på linje med vore folkeretlige forpligtelser som FN medlemsland og som kommende medlem af FN’s Sikkerhedsråd i 2025-2026.

Motivation

Den igangværende israelske offensiv i Gaza har polariseret debatten mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. Linjerne er trukket hårdt op mellem dem, der med udgangspunkt i Israels ’ret til at eksistere’ sympatiserer med Israel og anser Gaza-krigen for at være berettiget som ’selvforsvar’, og dem der med udgangspunkt i palæstinensernes ’ret til et hjemland’ ser kritisk på Israels misrøgt af sine internationale forpligtelser som besættelsesmagt og på den brutale krigsførelse i Gaza siden oktober 2023. 

Denne polarisering har mange steder ført så vidt, at man glemmer eller ignorerer den historiske sammenhæng, herunder ikke mindst at de stridende parter har gennemlevet hver deres katastrofale kollektive trauma – Holocaust for jøderne og Nakba for palæstinenserne – som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ’frikort’ fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler. Hamas’ uhyrlige angreb den 7. oktober må nødvendigvis også ses i en historisk sammenhæng – som det seneste kapitel i et 75-år langt mareridt med fordrivelse, besættelse og frustrerede bestræbelser på at finde en acceptabel fredsløsning, der giver både palæstinenserne og israelerne mulighed for – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. 

Samtidig er både Hamas’ angreb og Israels offensiv et udtryk for den pris, både palæstinensere og israelere ender med at betale, når basale menneskerettigheder og regler for krigsførelse tilsidesættes, mens det internationale samfund, herunder Danmark, er dybt splittet. 

Israel/Palæstina konflikten rummer imidlertid også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv der, hvis ikke vi er os det meget bevidst, risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt

Det har i årtier været en grundsten i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse i en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark. Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen farbare og realistiske alternativer uden for rammerne af FN og det internationale samfunds eksisterende retsinstanser.  

På denne baggrund føler vi os forpligtede til at fastslå følgende:

Vi ser med sorg på:  

  • At mere end 1000 civile israelere den 7. oktober 2023 blev dræbt, mens flere hundrede israelere blev taget til Gaza som gidsler i det største, enkeltstående angreb på jøder siden Anden Verdenskrig. Et angreb der blev udført af Hamas og andre væbnede palæstinensiske militser, og som var et åbenlyst brud på folkeretslige principper. 
  • At Israels uundgåelige svar på angrebet har været helt disproportionalt og haft en sådan karakter og voldsomhed, at det har ført til seriøse anklager mod Israel ved FN’s Internationale Domstol for krigsforbrydelser og muligvis folkemord. 
  • At Hamas’ angreb fandt sted på baggrund af en 15 år lang blokade af Gaza striben, der i voldsom grad har hæmmet områdets økonomisk udvikling og gjort mere end 80% af Gazas befolkning helt eller delvist afhængig af humanitær hjælp. 
  • At angrebet også fandt sted på baggrund at en stadig udbygning af ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, konfiskation af palæstinensisk landbrugsjord, ødelæggelse af oliventræer, restriktioner på palæstinensernes adgang til vand og begrænsninger af bevægelsesfriheden mellem palæstinensiske byer på Vestbredden. Handlinger der tilsammen underminerer forudsætningerne for etableringen af en palæstinensisk stat, og som har ført til en situation, hvor Israel i henhold til adskillige officielle FN-rapporter opfylder betingelserne for at blive karakteriseret som en apartheid-stat. 
  • At også disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og resolutioner, uden at det internationale samfund har formået at gribe ind.

Vi minder om

  • At FN’s menneskerettighedskonventioner og Geneve konventionernes bestemmelser for krigsførelse blev udviklet efter 2. Verdenskrig, ikke mindst som en reaktion på krigens systematiske forfølgelser og udryddelser af religiøse, herunder jødiske, minoriteter. 

Vi beklager dybt

de kun alt for tydelige konsekvenser af den israelske regerings og de palæstinensiske væbnede gruppers tilsidesættelse af disse konventioner, ikke mindst: 

  • At israelske civile er blevet dræbt eller lemlæstet af Hamas og andre væbnede grupper i angrebet den 7. oktober og gennem gentagne bombardementer fra Gaza af talrige civile mål i Israel.  
  • At civile i Gaza udsættes for massive luftbombardementer, militære angreb på hospitaler, skoler og andre civile institutioner, udenretslige henrettelser og udsultning, foreløbig med mere end 40.000 dræbte og langt flere lemlæstede på krop og sjæl til følge. 
  • At palæstinensere på Vestbredden udsættes for daglige angreb fra bevæbnede bosættere, som ofte assisteres af israelske soldater, og som kun meget sjældent retsforfølges af de israelske myndigheder. 
  • At FN Chartrets paragraf 51 om ’retten til selvforsvar’ vedvarende og konsekvent misfortolkes i den nuværende debat. Artikel 51 refererer til FN-medlemslandes ret til at forsvare sig selv mod udefrakommende angreb, men er ikke relevant for forholdet mellem en besættelsesmagt og befolkningen i de besatte områder – specielt ikke, hvis besættelsesmagten tilsidesætter de forpligtelser, som den er pålagt af Geneve-konventionen. 
  • At moderate, israelske stemmer får stadigt sværere ved at ytre sig i et israelsk samfund, der udviser tydelige udemokratiske og repressive tendenser. 

Vi ser desuden med stor bekymring på

de negative konsekvenser, som store dele af den vestlige verden, herunder Danmark, udsætter sig for, hvis de vedbliver med at forsvare eller undskylde Israels tilsidesættelse af basale regler for krigsførelse og territorial ekspansion – eksempelvis følgende: 

  • Svækkelsen af Danmarks troværdighed blandt lande i det globale syd som et land, der gennem en menneskealder konsekvent har forsvaret og arbejdet for at styrke FN og de internationale konventioner.
  • Svækkelsen af Danmarks deraf følgende mulighed for at påvirke internationale politiske dagsordener og fremme Danmarks udviklings- og udenrigspolitiske interesser globalt.
  • Den sikkerhedspolitiske sårbarhed, Danmark som småstat udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner, der beskytter de mindre stærkes ret, tilsidesættes og undergraves.  
  • Den forråelse der opstår, når den offentlige debat funderes på følelser og fordomme frem for fakta og anerkendelsen af internationale spilleregler som et fælles fundament tor problemløsning.  
  • Den dæmonisering og de trusler, danskere med muslimsk og jødisk baggrund udsættes for, når respekten for alle menneskers lige ret til frihed og selvbestemmelse svækkes. 

På denne baggrund opfordrer vi den danske regering til at styrke arbejdet for at fremme respekten for FN og forefterlevelsen af internationale konventioner.

Vi henviser til den Internationale Domstols vejledende kendelse fra juli 2024, herunder at: 

  • Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og Østjerusalem er ulovlig, og at Israel er forpligtet til hurtigst muligt at bringe besættelsen til ophør.
  • Alle lande er forpligtet til at undgå at bidrage til at fastholde Israels ulovlige besættelse og de konsekvenser, besættelsen har medført.
  • Israel er forpligtet til øjeblikkeligt at indstille al bosættelsesaktivitet og evakuere alle bosættere fra de besatte palæstinensiske områder.

Vi opfordrer derudover Danmark til, som kommende medlem af FN’s sikkerhedsråd, at arbejde aktivt for 

  • At der etableres en varig våbenhvile i Gaza
  • At alle gidsler i Gaza og alle palæstinensere, som er fængslet uden dom, frigives  
  • At stoppe Israels drab på nødhjælpsarbejdere og journalister, der arbejder i Gaza.
  • At styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) 
  • At arbejde for uhindret adgang for humanitær hjælp til Gaza i overensstemmelse med den 4. Geneve konvention.

Vi opfordrer ligeledes til, at Danmark som medlem af EU: 

  • aktivt bidrager til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomisk aktivitet og produktion i israelske bosættelser. 

Vi opfordrer desuden Danmark som medunderskriver af menneskerettighedskonventionen, Folkedrabskonventionen og Geneve konventionerne til at forhindre, at den danske stat:  

  • gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere.
  • gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at fastholde og legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser. 

Vi opfordrer endelig den danske regering til:

  • At anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner, heriblandt ikke mindst Generalforsamlingens resolution 181 (november 1947) og resolution 194 (december 1948), som bygger på princippet om opdeling af Palæstina i to separate, klart definerede stater.   
  • At arbejde på en forhandlet fred, der inddrager alle centrale aktører og repræsentanter for både det palæstinensiske og israelske folk 

Underskrivere

➢ Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker

➢ Christian Balslev-Olesen, tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, tidl. direktør for Det Danske Hus i Palæstina

➢ Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. Folketingsmedlem og tidl. formand for Folketingets Udenrigsudvalg

➢ Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN Undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA Generalkommissær

➢ Jørgen Harboe, journalist

➢ Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp

➢ Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. Generalsekretær i KFUM og KFUK

➢ Paula Larrain, journalist

➢ Jørgen Lissner, tidl. FN landekooordinator i bl.a. Jordan

➢ Mogens Lykketoft, tidl. Udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling 2015-16

➢ Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

➢ Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med.

➢ Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og bestyrelsesmedlem i KFUM og KFUK

➢ Malene Sønderskov, seniorkonsulent, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning.

➢ Birgitte Rahbek, kultursociolog

➢ Kirsten Thorup, forfatter

➢ Knud Vilby, journalist

Udgivet den

Jeg vil gerne slå et slag for de kolde hænders nytte

1.000 tabte statslige arbejdspladser kan blive til en merudgift i stedet for en besparelse. Anders Fogh Rasmussens grove barbering af SKAT 20 år siden blev moder til kæmpeskandalerne med svind af hundredvis af milliarder fra statskassen, fordi skatteligning og opkrævningssystem brød sammen. Dertil kom ødelæggelsen af det gamle ejendomsvurderingssystem, som også stadig trækker spor efter sig. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Varmt forsvar for kolde hænder

Forleden anfægtede jeg over for en partifælle visdommen i regeringens forslag om at spare 1.000 arbejdspladser i statsadministrationen. Vedkommende erkendte, at det var problematisk, men tvivlede på, om nogen vil bruge kræfter på at modsætte sig besparelser på antallet af »kolde hænder« i bureaukratiet, når Finansministeriet foreslår det. 

Det er anderledes politisk følsomt, hvis der fjernes »varme hænder« i den borgernære service i sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg.

Finansministeren mener, at 1.000 personer kan fjernes, uden at væsentlige opgaver varetages dårligere. Man har ifølge Nicolai Wammen udpeget opgaver, der ikke længere skal løses, og derfor – siges det – vil besparelserne ikke ramme dem, der bliver tilbage i statsforvaltningen med mere stress. 

Faglige organisationer frygter det modsatte, og en række interessegrupper gør ondt af sig over de opgaver, der ikke længere skal varetages. 

Derimod synes kommunerne og det private erhvervsliv, at det er godt med en slankning af det statslige bureaukrati, så der i teorien kan blive flere penge til flere ansatte i borgernær velfærd eller ude i det private erhvervsliv.

En merudgift

Jeg vil gerne slå et slag for de kolde hænders nytte og advare om, at 1.000 tabte statslige arbejdspladser kan blive til en merudgift i stedet for en besparelse.

Vi kommer naturligvis ikke i nærheden af rædselseksemplet på manglende omtanke med at skære i personalet: Fogh-regeringens massive nedskæringer i skatteforvaltningen fra for 20 år siden. 

Denne massefyring blev moder til kæmpeskandalerne med svind af hundredvis af milliarder fra statskassen, fordi skatteligning og opkrævningssystem brød sammen. Dertil kom ødelæggelsen af det gamle ejendomsvurderingssystem, som også stadig trækker spor efter sig.

Massakren på SKAT vil imidlertid altid stå som en advarsel mod personalebesparelser, der påstås skadesløse, men måske i praksis kommer til at koste statskassen penge. For eksempel er den martrede skatteforvaltning næppe blevet robust nok til igen at afgive personale.

Det er politiske beslutninger, der de seneste år har krævet vækst i antallet af statslige arbejdspladser. Der er udstukket nye opgaver, der haster mere – blandt andet den grønne omstilling. Det har rundt om i ministerier og styrelser medført dårligere trivsel, mere stress og alt for hurtig personaleudskiftning. 

Mindre produktivt

Produktiviteten er gået ned, fordi alt for mange nye hele tiden skal oplæres på grund af erfarne medarbejderes afgang. Flere og flere ansatte i det offentlige lægger billet ind på beskæftigelse i den private sektor, hvor lønnen ofte er bedre og arbejdet mindre belastende.

De seneste år har jeg fulgt tæt med i omstillingen til grønnere energiforsyning. Dér har jeg haft indtryk af usikker og langsom sagsbehandling, som sandsynligvis er en følge af stress og erfaringstab på grund af alt for hurtig personaleudskiftning. 

Det forsinker, at vindmøller og solfarme kan kobles til nettet – og bevirker private tab, når investeringer i grøn energi ikke kan nyttiggøres til tiden. Derfor bekymrer det mig, at der på ny foreslås personalenedskæring på miljø- og energiområdet.

For et par år siden havde vi noget, der af sikkerhedspolitiske grunde ikke måtte forsinkes: Polen skulle have norsk naturgas til erstatning for russisk gas, da krigen i Ukraine brød løs. Derfor skulle der lægges rør ned gennem Danmark og over Østersøen for at transportere gassen.

Da anlægsarbejdet var godt i gang, blev det sat i stå ved en afgørelse i klagenævnet, der kunne læses som en kritik af upræcise krav fra Miljøstyrelsen om at passe på biodiversiteten. Da forsinkelsen skulle indhentes, gav det entreprenørerne grundlag for at kræve mange hundrede millioner ekstra for anlægsarbejdet.

Det er en mulighed, at kokset i denne myndighedsbehandling kunne skyldes den voldsomme personaleudskiftning som følge af udflytningen af statslige arbejdspladser under Lars Løkkes sidste regering. Denne politiske markering betød et stort erfaringstab, der i en lang overgangsperiode kostede i produktivitet og fordyrede eller forsinkede energiomstillingen og andre vigtige samfundsopgaver.

Det er fint at fjerne stillinger, hvis der er sikkerhed for, at opgaver kan løses med bedre teknologi – i fremtiden ikke mindst ved hjælp af kunstig intelligens. Der kan også undværes folk, hvis lovgiverne sikrer, at sagsbehandling forenkles eller klageadgang indskrænkes. 

Men det kan blive meget dyrt at kaste rundt med arbejdspladserne, udskifte medarbejdere i kaotisk fart eller fjerne stillinger, uden at disse forudsætninger er opfyldt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 15. september 2024

Mere fra min hånd om finansloven