Svært at forstå De Radikale

Gid De Radikale for længst havde erkendt, at de – uanset, hvem der sidder i regering – ikke alene kan forandre udlændingepolitikken. Det gør Sofie Carsten Nielsen omsider nu – mere om dét i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her eller nedenfor:

40 års bestræbelser …

De seneste 40 år har jeg – med meget vekslende held – brugt utrolig megen tid på at prøve at forstå De Radikale.

I 1990erne havde S og R et frugtbart regeringssamarbejde, hvor vi bekæmpede arbejdsløshed, skabte orden i økonomien, sikrede forbedret velfærd og undgik ny ulighed. Vi gjorde os umage for ikke at ødelægge hinandens valgchancer og fik et samarbejde til fungere tillidsfuldt i næsten ni år. Og i grunden var vi fælles drivkraft i velfærdsudviklingen det meste af det 20. århundrede.

Da vi i 2001 kom i opposition, blev vore meningsforskelle om udlændingepolitikken et vigtigt værktøj for de borgerlige til i mange år at holde os væk fra regeringen. Når Socialdemokratiet var enig med Venstre om for eksempel 24-års-reglen, men De Radikale ville afskaffe den, så blev det for Anders Fogh Rasmussen til en effektiv fortælling om, at det var lige meget, hvad S sagde – De Radikale ville sætte sig igennem. Det svækkede S. Vi kunne måske have været sparet for to årtiers hektisk optrapning om udlændingepolitik, hvis De Radikale allerede dengang havde erkendt, at de ikke kunne omgøre, hvad S og V var enige om.

Nu har Sofie Carsten Nielsen omsider erkendt, at De Radikale ikke kan forandre udlændingepolitikken, uanset hvem der er regering. Gid den erkendelse var kommet tidligere.

Gennem den lange opposition frem til 2011 gled S og R også fra hinanden, da R under Margrethe Vestagers ledelse støttede skattelettelser i toppen, stemte for stor forringelse af dagpengesystemet og desuden indgik forlig med de borgerlige om den reelle likvidering af efterlønnen. Det sidste var aftalebrud fra V, K og R – frontal modstrid med vore fælles løfter fra velfærdsforliget i 2006 om ikke igen at lave om på efterlønnen

Det blev kun værre mellem os, da Vestager som betingelse for at støtte Thornings regering fastholdt os på disse sociale forringelser, insisterede på nye skattelettelser i toppen og i det hele taget massivt undergravede denne regerings chancer for genvalg.

Beslutningen om i 2019 at gå til valg på at danne en ren socialdemokratisk regering var resultatet af disse bitre erfaringer. Men den blev starten på en globalt enestående stærk klimasatsning, som De Radikale også har som den vigtigste mærkesag. S og R har på andre områder stemt sammen om det meste. Men S fik også plads til omsider at reparere på de værste skader ved likvideringen af efterlønnen med DF.

Radikalt krav om ministerposter

Med Sofie Carstren Nielsens nytårsmelding er strid om udlændingepolitik ikke længere på spidsen. På spidsen synes i stedet at være kommet et radikalt krav om ministerposter, uanset det politiske flertal bag den regering de vil indgå i.

Der leges lidt med illusionen om en ’bred’ samlingsregering med S, V og K, selv om alle politisk kyndige ved, at det ikke har nogen gang på Jorden hverken for S, V eller K. Samarbejde om mange spørgsmål, ja, selvfølgelig. Men ikke en udviskning af meningsforskelle til en grad, hvor borgerne ikke kan kende os fra hinanden.

Snakken om en regering hen over midten bygger desuden på en falsk fortælling om, at der er ekstremister på begge fløje: De Radikale ved jo udmærket fra samarbejdet med SF og Enhedslisten siden 2019, at ekstremisterne er samlet på den yderste højrefløj.

Hvis Mette Frederiksen med uændrede flertalsforhold i Folketinget efter næste valg fastholder en socialdemokratisk regering, synes den radikale leder i sin enøjede stræben efter ministerposter indstillet på at vælte regeringen for i stedet at indtræde i en borgerlig koalitionsregering, der jo kun kan komme til verden med støtte fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

En sådan regering kan muligvis finde nye veje til at lette skatten for de rige, beskære velfærden og afskaffe Arne-pensionen igen. Der er jo i hvert fælles stof for V, K og Nye Borgerlige, og det vil næppe stride mod stærke neoliberale instinkter hos Sofie Carsten Nielsen personligt.

De Radikale kan imidlertid blive alvorligt kvæstet på at gå til valg med en melding om, at det er lige meget, om det er S, K eller V, der leder regeringen – og at det i grunden er underordnet, hvad den politiske kurs er, bare de selv kommer med i regeringen: Vi ved fra vælgerundersøgelser, at langt de fleste, der nu stemmer radikalt, hælder til venstre side. Det er vel, fordi de er mest enige med S, SF eller Enhedslisten om velfærds- og fordelingspolitik og også er overbevist om, at det er den vej, man skal vende sig, hvis der skal være sikkerhed for en klimaindsats, der både er tilstrækkeligt ambitiøs og gennemføres med socialt retfærdig byrdefordeling. Det har de ret i.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet.

Indlægget udkom i Berlingske 12. januar 2022

Mere fra min hånd om dansk politik

Papes illusion om både skattelettelser og velfærd

Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvordan Søren Pape Poulsen fastholder, at Arne-pensionen skal likvideres, og at folk bare kan trække sig tidligt tilbage for deres egne penge. Det er jo netop, hvad de ikke kan, dem, der gennem årtier er blevet slidt gennem årtiers hårdt arbejde til lav løn. Læs den her – eller nedenfor

Søren Pape fremtryller den borgerlige illusion om penge til både skattelettelser og velfærd

Vi går ind i det nye år i en uafsluttet kamp mod coronasmitten. Det hører ikke op, før vi i den rige verden langt mere massivt har bistået de fattige lande med at få deres befolkning vaccineret. I solidaritet og i egen interesse.

Den globale afhængighed gælder meget videre end til at dele vaccinerne. Vi løser ikke de eksistentielle trusler fra klimaforandringerne uden et meget stærkere internationalt samarbejde, der også bistår de fattige lande med at løse klimakrisen og fordeler klodens ressourcer mere retfærdigt.

Også på hjemmebanen er de største udfordringer at lægge pandemien bag os, sætte tempoet op i den grønne omstilling – og samtidig bekæmpe ulighed og socialt armod.

Danmark kan fastholde og udbygge vores position som foregangsland og derved både få flere, bedre og mere grønne job ved at sælge klimaløsninger til resten af verden. Mange er stadig utålmodige med tempoet i klimaindsatsen, selvom vi på næsten alle felter har lagt os i spidsen – senest ved aftalerne om landbruget i efteråret og de skærpede ambitioner om udvikling af de grønne energikilder ved de seneste finanslovaftaler.

2022 kræver imidlertid konkret udmøntning af det mest politisk følsomme: En skat på udslip af CO₂ og andre klimagasser, så de bæredygtige investeringer bliver mere rentable er en forudsætning for at nå 2030-målene. Det skal ske i en sammenhæng, hvor den sociale ubalance ikke bliver større, men mindre – og hvor der ydes målrettet støtte til omstillingen i den del af erhvervslivet, der i dag er mest afhængig af fossile brændstoffer.

Der er ingen vej uden om at øge nogle skatter og sænke andre, når man både vil have klimaløsninger og rette op på en social balance, der de seneste 20 år er forværret.

Det bliver benzin på et bål af uretfærdighed og social uro, hvis den grønne omstilling kommer til at ramme dem, der knokler mest og tjener mindst – og dem med små indtægter, der på grund af alder, sygdom, arbejdsløshed eller andre sociale problemer er uden for arbejdsmarkedet.

Vores store humorist Storm Petersen sagde engang, at »Intet kommer af ingenting, undtagen lommeuld«.

Social retfærdighed koster, og den kommer aldrig ud af den lommeuld, som Søren Pape Poulsen smider om sig – også i sin replik til mig her i avisen 13. december.

Pape fastholder, at Arne-pensionen skal likvideres, og at folk bare kan trække sig tidligt tilbage for deres egne penge. Det er jo netop, hvad de ikke kan, dem, der gennem årtier er blevet slidt gennem årtiers hårdt arbejde til en lav løn. Det siges da også prisværdigt klart, at De Konservative absolut ingen problemer har med at skabe endnu større ulighed end dét, de har udrettet.

Pape fremtryller den gamle borgerlige illusion om, at der er råd til at lette skatterne massivt for de velhavende og samtidig gennemføre milliardforbedringer på det, der kaldes kernevelfærden – uden at forklare, hvad der ikke er kernevelfærd, og der derfor kan spares på.

Trylleriet er at skaffe flere penge både til de rige og til velfærden ved at få flere til at arbejde mere. Her sværges troskab til regneregler fra Foghs regeringstid, der førte til forringelser af dagpenge og sociale ydelser, højere beskæftigelsesfradrag og lavere topskat. Men ingen fakta underbygger, at disse virkemidler har haft eller vil have nævneværdig virkning på arbejdsudbuddet:

Der er jo historisk enestående høj beskæftigelse. Endda nogle af dem, der har været allerlængst ledige, er nu kommet i job, og de få, der stadig registreres som arbejdsløse, mangler typisk de efterspurgte kvalifikationer. I bunden af lønpyramiden er manglen på ufaglærte også en midlertidig virkning af statens nødvendige opkøb af arbejdskraft til at haste-teste og haste-vaccinere. Den nuværende mangel på arbejdskraft kan simpelthen ikke forklares med, at folk ikke gider arbejde, fordi skatterne og de sociale ydelser er for høje.

På meget kort sigt må man forlade sig på, at der er mange i andre lande, der gerne vil have de vilkår, det danske arbejdsmarked byder på, og som har de kvalifikationer, vi efterspørger. Men ellers handler det om mere efteruddannelse, der sikrer bedre matching af efterspørgsel og udbud af arbejdsmarkedets fremtidige kvalifikationsbehov. Der er vist en lavthængende frugt at høste til det trængte danske sundhedsvæsen ved hurtigere autorisation til sundhedsuddannede fra andre lande, der allerede er her.

Der er givetvis også flere arbejdstimer at hente ved at lempe fripladsreglerne i daginstitutioner for børnefamilier med lav indkomst end ved at lette topskatten. Og det vil hjælpe, hvor der er hjælp behov!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev trykt i Berlingske 29. december 2021

Mere fra min hånd om beskæftigelse

Støjberg-dommen bekræfter ægte danske værdier

støjberg rigsretsdomstol

Medier elsker konfrontation og har ærbødigt fremstillet Støjberg som et stort politisk »dyr«. Efter min mening er grundtrækket ved hendes personlighed stupid stædighed og påståelighed, der har fået alt for mange til at købe fortællingen om hendes utrættelige kamp for hendes selvopfundne danske værdier. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Kommentar i Berlingske 15. december 2021:

Det var en entydig god oplevelse at lytte til højesteretsformand Thomas Rørdams fornemme stringens i fremstillingen af Rigsrettens dom over Inger Støjbergs bevidst lovstridige forvaltning.

Det er en meget principiel afgørelse, der bekræfter eksistensen af dansk retssamfund, hvor ministre er forpligtede til at overholde både love og konventioner.

Det blev en bekræftelse af nogle ægte danske værdier, at der er ikke rabat for lovovertrædelser, fordi man har meget stærke politiske synspunkter eller endda tror at have et flertal af partier eller vælgere i ryggen i sin opfattelse af, hvordan love og konventioner burde se ud. Det var den samme hammer, der ramte fhv. justitsminister Ninn-Hansen (K) i den forrige rigsretssag i 1995.

Inger Støjberg har gennem sin karriere som minister været helt ufølsom over for konsekvenser for dem, der blev ramt af hendes beslutninger – først de arbejdsløse og siden flygtninge og indvandrere. Hun har solet sig i konfrontation, sået splittelse og samlet sig mange fanatiske meningsfæller. Men mindst lige så mange – som for eksempel undertegnede – er hendes energiske modstandere.

Medier elsker konfrontation og har ærbødigt fremstillet Støjberg som en stort politisk »dyr«. Efter min mening er grundtrækket ved hendes personlighed stupid stædighed og påståelighed, der har fået alt for mange til at købe fortællingen om hendes utrættelige kamp for hendes selvopfundne danske værdier.

Hun er en typisk populist, der betjener sig af falske fortællinger og appellerer til fordomme. Det har jo hele tiden været løgn, at alle, der påpeger, at hun har handlet ulovligt, dermed accepterer tvangsægteskaber, hvor ældre mænd gifter sig med mindreårige piger.

Loven har hele tiden i disse tilfælde givet adgang til adskillelse, hvis pigen ønskede det. Men Støjbergs ulovlige forvaltning gik langt videre. Næsten jævnaldrende ægtefæller med børn, sårbare mennesker, der ønskede at være sammen, blev tvangsmæssigt adskilt. Heldigvis blev ulovlighederne hurtigt stoppet. Men det undskylder ikke den indædte beslutsomhed at adskille alle, uanset deres egne ønsker – med det formål at blive populær som den ledende bekæmper af muslimske traditioner i Danmark.

Højesteret har som hovedregel det sidste ord til at afgøre ret og uret. Den mest ægte, danske kvalitet er at anerkende og respektere dette.

Grundloven har imidlertid skabt det meget tunge instrument, Rigsretten, til at dømme om ret og uret, når det handler om ministres forvaltning. Rigsretten er som bekendt sammensat halvt af Højesteret, halvt af lægdommere, der er udpeget af Folketingets partier.

Men det er vel i grunden ret usandsynligt, at Rigsretten dømmer anderledes, end Højesteret ville have gjort: Et stort flertal af den halvdel af dommerne, der er valg af Folketinget, sætter sig selvfølgelig ind i retsreglerne, bruger deres fornuft og viden i tolkningen af det sagsforløb, der rulles op og er næppe upåvirket af højesteretsdommernes erfaringer om troværdighed hos anklagede og vidner.

Dommen over Støjberg var opløftende, fordi 12 ud af 13 af de politisk valgte dommere var enige med 13 højesteretsdommere om skyldspørgsmålet. Nogle af de 12 havde utvivlsomt af politiske grunde hellere set en frifindelse, men de levede op til deres ansvar for lov og ret.

En række vidneudsagn blev afgivet af embedsmænd, der selv har noget i klemme, og de blev ikke tillagt vægt af Rigsretten.

Dommen blev en stærk understregning af embedsmænds forpligtelse til utvetydigt og synligt at sige fra over for ordrer fra deres fagminister om retsstridig forvaltning. Det kan kun effektivt gøres ved direkte og utvetydig henvendelse til Statsministeriets departementschef, der så har ansvaret for at orientere statsministeren, som har ansvaret for at få fagministeren til at rette ind efter lovene eller fyre denne, hvis hun eller han bevidst har brudt loven.

Har der i denne sag været tvivl hos embedsmændene om, at der blev begået lovbrud? Nej. Har nogen af dem brugt den effektive metode med at inddrage Statsministeriets top? Tilsyneladende ikke.

Daværende justitsminister Søren Pind har dog fortalt, at han advarende sin statsminister, Lars Løkke Rasmussen, om sagens alvor. Det har Løkke ikke vedkendt sig nogen erindring om. Så vi kommer nok ikke – med et citat af Gustav Wied – længere ned i den materie! Men der er ikke tvivl om, at Løkke gav Støjberg meget frie hænder til at demonstrere hans regerings hårdhed i udlændingepolitikken og ingen kendte eksempler på at forsøgte at bremse hende hverken i retorik eller lovbrud.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentaren blev udgivet i Berlingske 15. december 2021

Mere fra min hånd om om dansk politik

Billedtekst: »Har der i denne sag været tvivl hos embedsmændene om, at der blev begået lovbrud? Nej. Har nogen af dem brugt den effektive metode med at inddrage Statsministeriets top? Tilsyneladende ikke« Foto: Mathias Svold/Berlingske

Maskefald og klassekamp fra et såkaldt folkeparti

Med et oplæg til øget ulighed er der ikke meget »folkeparti« over De Konservatives finanslovsudspil. Det er snarere et udspil til større ulighed. Mere om det og Søren Papes statsministerambitioner i min seneste kommentar i Berlingske. Læs den via linket eller nedenfor:

Kommentar i Berlingske 1. december 2021:

Søren Pape Poulsen er meget populær for tiden. Ved kommunalvalget havde hans folk flot fremgang i mandater, og det blev til flere borgmesterposter især i provinsen. Kronjuvelen på Frederiksberg røg til gengæld i svinget.

Den konservative leder har opnået sin fremgang ved at sidde helt stille og sige venlige ord uden at fortælle meget om sin egen politik, mens Venstre er i landspolitisk krise, Dansk Folkeparti smuldrer, og Socialdemokratiet er fanget af dårlige sager og får tæsk af storbyvælgerne.

Men med sit finanslovsudspil har De Konservative tonet rent flag.

Jeg er sikker på, at mange, der senest har stemt konservativt, vil blive negativt overrasket, når de forstår, hvor ensidigt partiet vil gavne de få, der i forvejen tjener og ejer allermest, og som allerede har fået en uforholdsmæssig stor bid af velstandsfremgangen.

Endnu mere rystende er det, at gaveuddelingen til de rigeste skal finansieres ved bidrag fra nogle af dem, der har mindst. Det er en uskøn konkurrence med Nye Borgerlige om at komme med de mest asociale bud.

Urimeligt

Her er nogle af de mest markante konservative forslag:

Topskattegrænsen skal gradvist hæves til 800.000 kroner. Det betyder, at alle os, der tjener over 800.000 kroner, skal have en ekstra årlig skattelettelse på 37.000 kroner. Det gælder selvfølgelig også den rigeste ene procent, der i forvejen har fået lettet sin årlige skattebetaling med 120.000 kroner om året i kraft af de seneste 20 års politiske beslutninger – de fleste truffet af regeringer med konservativ deltagelse.

Det er uden enhver rimelighed igen at lette skatten for dem, der i mange år har haft de største indkomststigninger og massive skattelettelser – og som i øvrigt uden at røre en finger og til lav eller ingen beskatning har indkasseret langt de største bidder af periodens enorme gevinster på aktier og ejendom. Det bliver kun værre, når man desuden vil lette selskabsskatten og skatten på aktieindkomst og slutter af med ambitionen om helt at afskaffe arveafgiften: Den er dog en vis garanti for, at skattefri og lavt beskattede formuegevinster til sidst trods alt bidrager til velfærd og klimaløsninger til gavn for de mange. Faktisk taler fairness ikke for at afskaffe, men at forhøje beskatningen af de meget store arveparter.

De fattigste ti procent af danskerne har de seneste 20 år kun fået skatten lettet med 1.200 kroner om året, og har afstået et flere gange så stort beløb i lavere sociale ydelser. Den konservative finanslovspakke vil kun forværre dette:

Et vigtigt bidrag til at betale for gaverne til de rige er forslag om at fjerne den ny såkaldte Arne-pension, der giver adgang til tidligere tilbagetrækning for nogle af dem, der har knoklet mest i livet og fået mindst for det. Det er også mennesker, som typisk har udsigt til kortere levetid og derfor færre år på pension end mange af os andre. Desuden foreslås endelig likvidering af den gamle efterlønsordning og afskaffelse af seniorjobordningen. Endelig indeholder det konservative udspil små, men symboltunge forslag om besparelser på blandt andet folkeskolen, indsatsen for FNs verdensmål og på kvindeforskning.

En appel til de velhavendes grådighed

Ønsket om større ulighed i alle dimensioner er i sandhed forfulgt med stor omhu.

Er der anden drivkraft for denne kurs end appellen til de velhavendes grådighed? Ja, det er Reagans og Thatchers neoliberale program, der lanceres igen. Det er troen på, at større ulighed er nødvendig for at fremme initiativ og virkelyst, og at flere penge hos de velhavende og besiddende omsætter sig til større investeringer, mere beskæftigelse og bedre indtjening – til sidst også for de fattige. Desværre understøttes disse vrangforestillinger af de utroværdige modelberegninger, Finansministeriet stadig ikke har fået ryddet op i.

Men virkeligheden er anderledes: I USA har denne politik betydet, at den rigeste ene procent har hamstret hele nationens velstandsfremgang de seneste 40 år. Meget af den øgede rigdom er omsat til politisk støtte til højrefløjen ved direkte tilskud og finansiering af ekstremt højredrejede nye medier. Det har konserveret tilslutningen til den neoliberale politik. Men det har hverken løftet investeringer eller job og indtjening til de fattige. I Danmark har vi fået høj beskæftigelse og enestående stærk international konkurrenceevne på grund af – ikke på trods af – større lighed og meget større skattebetalt velfærd end i USA.

Der er ikke noget »folkeparti« i De Konservative forslag til større ulighed. Det er en advarsel til dem, der overvejer at støtte Søren Pape Poulsens ambition om at blive statsminister.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om dansk politik og ulighed

Tågesnak er der altid nok af, men jeg er bekymret optimist efter Glasgow

COP26 viste, at private virksomheder er så klar til at levere grønne løsninger. Politisk var det mest afgørende nok forsikringen mellem USA’s John Kerry og Kinas Xie Zhenhua om, at de to lande vil arbejde sammen for klimaet. Mere i min klumme i Jyllands-Posten 24. november 2021 – eller her:

Efter COP 26 er jeg ‘bekymret optimist’

I forrige uge besøgte jeg COP26 i Glasgow. Jeg var nysgerrig iagttager som nuværende formand for Energinet i Danmark og som formand for FN’s Generalforsamling for seks år siden, da vi indgik klimaftalen i Paris.

Med bemærkningen om at sluterklæringerne fra Glasgow var det rene bla, bla, bla udtrykte Greta Thunberg den unge engagerede generations forståeligt voldsomme utålmodighed.

Ja, der var megen tågesnak. Men der er altid overdrevne forventninger til erklæringerne. Man skal hæfte sig mere ved den massive og positive tilstedeværelse af private erhvervsvirksomheder, der byder aktivt ind på klimaløsninger. Dét er det allermest løfterige, jeg tog med hjem fra Glasgow, for det kan blive det afgørende skub i den rigtige retning til tøvende regeringer. Det gælder ikke mindst i USA, hvor Biden lige nu har problemer med at få sin klimapolitik gennem Kongressen.

Glasgow-mødet viste også, at der ude i verden er langt større respekt for og anerkendelse af Danmarks klimaindsats med 70 pct målet for 2030 end man oplever i den hjemlige debat. 

Vores klimaminister, Dan Jørgensen, var central spiller i forhandlingerne om at holde Paris-målet om højst 1,5 graders temperaturstigning i live. 

Der var stor interesse for de danske ambitioner om udvikling af vedvarende energikilder, ikke mindst energi-øerne i Nordsøen og Østersøen. 

Stærkt signal fra Kina

Det var et stærkt signal, at Kinas særlige klimaudsending, Xie Zhenhua, mødte op på den danske pavillon i Glasgow til debat med Dan Jørgensen  og en tidligere amerikansk klimaforhandler. Det var vistnok Xies eneste optræden i Glasgow uden for forhandlingslokalet. Han er den stærke figur i kinesisk klimapolitik gennem  årtier. Han huskede i øvrigt tydeligt Svend Auken som frontløber i klimapolitikken og bad Dan hilse Svends familie.

Måske var det vigtigste møde i Glasgow, da Xie Zhenhua og Bidens klimaudsending, John Kerry, mødtes og – på tværs af mange andre modsætninger mellem Kina og USA – bekræftede viljen til fortsat makkerskab om klimaet:

Netop de to personer var afgørende for resultaterne i Paris for seks år siden, dar Kerry var Obamas udenrigsminister: De to største klimaforurenere forstod omsider deres egeninteresse i at løse de globale udfordringer, og derfor var det USA og Kina der i Paris i fællesskab bankede de værste klima-nølere på plads.

Kina er et paradoks med sit fortsat enorme kulforbrug i kombination med landet førerposition i udvikling og udbredelse af vedvarende energikilder. Men ét er sikkert: Aldeles afgørende for, om verden når at stabilisere klimaet i tide, er det, om viljen er til stede i Kina, USA og Europa. 

EU er godt på vej med Kommissionens program ’Fit for 55’ om midlerne til CO2-reduktion på 55 pct. inden 2030.

Men Xie, Kerry og EU-kommissionens Frans Timmermanns gode viljer er naturligvis ikke nok til at fjerne bekymringerne for et fortsat utilstrækkeligt tempo i den grønne omstilling og for ringe global solidaritet. Det er pinagtigt, at man ikke har leveret de 100 mia. dollars i klimabistand til de fattigste lande, der blev lovet allerede i Paris. 

Det var også skræmmende, at et kæmpeland som Indien ikke turde melde sig CO2-neutral før 2070, selv om det er forudsætningen for at holde håbet om maksimalt 1,5 grads opvarmning i live, at vi globalt bliver neutrale allerede i 2050.  Måske var Indiens melding en markering til os rige lande om, at vi har langt den største del af ansvaret for at vi kommer i mål. Hvis Indien skal nå i mål i tide, kræver det, at vi kan bistå massivt med at levere billigere og bedre klimaløsninger.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 24. november 2021

Mere fra min hånd om klima

Er had og konspirationsteorier den ny normal i dansk politik?

Måske skulle Jakob Ellemann-Jensen og hans meningsfæller medgive, at vi nok især fik en uheldig minksag, fordi kravet om ekstrem høj reaktionshastighed i kampen mod smitten efterlod både regering og centraladministration i en permanent stresstilstand, som ikke er oplevet nogensinde før i min levetid. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske

… eller her:

Den hetzagtige mistænkeliggørelse af statsministeren har taget helt overhånd, og udløst fjendtlighed og had i den offentlige debat, som vi ellers sjældent oplever i Danmark.

Vel har alle socialdemokratiske ledere undervejs oplevet forsøg på karaktermord fra modstandere og medier, for derefter – når vi havde forladt den politiske scene – ofte at blive hyldet af de gamle karaktermordere for at være bedre end vore efterfølgere. Det er en lang tradition.

Derfor er det opmuntrende, at Mette Frederiksen, allerede mens hun er i embedet, er blevet hyldet som handlekraftig coronachef for halvandet år siden. Med rette. For hun havde den rette den stærke intuition om nødvendigt hastværk. Hvis hun bare havde fulgt de ledende sundhedsfaglige rådgivere, så havde det betydet svenske tilstande. Nu sikrede hun, at Danmark fik langt mindre dødelighed og er kommet økonomisk meget flottere igennem pandemien end naboerne og de fleste andre lande. Det omsatte sig i enestående flotte meningsmålinger.

Succesen skabte imidlertid et voldsomt behov hos politiske modstandere for at nedgøre statsministeren af frygt for at succesen skulle bide sig fast. Et næsten enigt folketing gav regeringen meget vide beføjelser, og der var bred folkelig opbakning til regeringens coronahåndtering. Alligevel oplevede vi hurtigt forsøg fra oppositionen på at give statsministeren ridser i lakken og kræve ændringer i det, der var enighed om et øjeblik forinden. Men de blev set som unødigt trætte.

Vilde konspirationsteorier

Så kom minksagen. Det er indlysende, at der er begået fejl i håndteringen af minksmitten. Det indrømmer Mette Frederiksen jo også uden tøven. Og det undersøges nu, hvordan det kunne gå til og hvem, der sagde og gjorde hvad hvornår. Det er helt ok.

Men det er ikke ok, at minksagen fra dele af oppositionen og medierne forvandles til massive og hadefulde, personlige angreb på landets statsminister og udbredelsen af konspirationsteorier, der bringer mindelser om trumpismens hærgen i amerikansk politik. Vi oplever endda angreb, der ligner kvindefjendtligheden mod Hillary Clinton under slagordet »Lock her up«.

Journalist Anders Langballe har beskrevet blodrusen og proportionsforvridningen, der udløses i medierne, når lemmingflokken af politiske modstandere og sensationsjagende journalister uden bevisførelse forsøger karaktermord på en toppolitiker ved at påstå løgn og bedrag. Det forstærkes af hæmningsløse udgydelser i de sociale medier og ekstremister på højrefløjen, som søger at pådutte statsministerens regeringsførelse lighed med nazistisk eller kommunistisk diktatur.

Jeg troede, at Jakob Ellemann-Jensen var en ny, ordentlig mand i spidsen for Venstre. Men han er åbenbart så trængt i sin egen position, at han har behov for at sige, at han ikke stoler på Mette Frederiksen. Intet mindre. Han påstår altså, at statsministeren lyver om sin håndtering af minksagen. Måske skulle Ellemann og hans meningsfæller medgive, at vi nok især fik en uheldig minksag, fordi kravet om ekstrem høj reaktionshastighed i kampen mod smitten efterlod både regering og centraladministration i en permanent stresstilstand, som ikke er oplevet nogensinde før i min levetid. Minken blev set som en risiko for at Danmark blev et nyt epicenter for global smittespredning. Og statsministeren havde i øvrigt ikke noget som helst motiv til at handle uden lovhjemmel til aflivning af mink, for der var et flertal klar til straks at skaffe hjemlen, hvis den manglede.

Foghs topstyring

Anders Fogh Rasmussen har i sagens anledning advaret mod magtkoncentrationen hos statsministeren. Bizart. Den tidligere statsminister er stadig den nyere danmarkshistories ubestridte topscorer i topstyret regeringsledelse. Men lemmingeeffekten gik dengang den modsatte vej for manden Anders end nu for kvinden Mette: Hans stærke ledelse aftvang underdanig beundring og respekt, mens hendes angribes som farlig for demokratiet. Men han fik os ud i ødelæggende økonomisk overophedning og et tragisk krigseventyr i Irak, mens hun reddede os gennem det værste af pandemien i kraft af de magtmidler, som et stort folketingsflertal beredvilligt gav hendes regering i en helt ekstraordinær situation.

Om hysteriet omkring de muligvis forsvundne sms’er blot en enkelt bemærkning: Det er næppe enestående, at centrale beslutningstagere i ekstreme situationer har et barskt talesprog – også på sms. Jeg tror, at nyfigenheden her overtrumfer relevansen: Sms’erne giver næppe nyt for sagens håndtering, som ikke allerede kan udledes af de tusindvis af udleverede papirsider eller belyses ved afhøringerne.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Denne klumme udkom i Berlingske 18. november 2021

Mere fra min hånd om covid-19

Sådan kan vi finansiere klimaindsats og mindre ulighed, uden at folk mister penge

Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem – mere om det i denne kommentar i Berlingske 4. november 2021.

Kan også læses nedenfor:

EU’s stabilitetspagt med rigide krav om at nedbringe underskud på statsfinanserne kostede meget på beskæftigelsen efter finanskrisen. Især Sydeuropa blev ramt af alt for stor og langvarig arbejdsløshed, mange veluddannede unge udvandrede, og det sociale sikkerhedsnet blev svækket. Det gav varige skader på den politiske stabilitet.

Stor arbejdsløshed betyder, at for mange skal forsørges, og for få arbejder og betaler skatterne. Derfor er den effektive vej ud af underskud på statsbudgettet at sætte fut i beskæftigelsen.

Som Danmarks finansminister i 1990erne var jeg med til at bevise, at massiv indsats for at nedbringe arbejdsløsheden i løbet af få år giver orden i statens finanser uden at øge skattetrykket. Stabilitetspagt og budgetlove forlænger derimod unødigt krise og arbejdsløshed, uden at det giver hurtig reduktion af gælden. Det er lige så dumt som at sætte vognen foran hesten, hvis man vil have fart på en hestevogn.

Heldigvis har vi under coronaen for en tid fravalgt meget af dette neoliberale vraggods og brugt mange penge på at holde beskæftigelsen oppe. Derfor er de danske statsfinanser i god behold. På europæisk plan er vi også på ny og bedre kurs med EU’s solidariske genopretningspakke, der også har godt fokus på klimaindsats.

Men i princippet skal vi om et par år tilbage til stabilitetspagt og budgetlov med spare- og nedskæringspolitik. Den største risiko ved de tyske regeringsforhandlinger er, at de neoliberale profeter i FDP får finansministerposten og insisterer på budgetstramninger ude og hjemme. Det vil være katastrofalt for mulighederne for at finansiere den nødvendige klimapolitik med CO2-afgifter og social fordelingspolitik, der kan forebygge, at klimaindsatsen udløser større ulighed og folkeligt oprør.

Bryd budgetlænkerne

Interessant nok har Danmark en indlysende mulighed for at bryde budgetlænkerne, selvom budgetloven formelt fastholdes. De Radikale synes at have sanset dette med deres lidt uklare forslag om en klimafond på 75 miliarder kroner ved fremrykket pensionsskat.

I 2012 forbedrede Thorning-regeringen statens finanser med et større milliardbeløb ved en ordning, der gav borgerne præmie for at afregne skatten på kapitalpension i nutiden – og ikke når pengene hæves. Det var en klog ordning, for så vidt at et stort skattebeløb kom tidligere på finansloven. Men det var en uklog ordning, fordi det var helt unødvendigt at gøre den frivillig og give præmie – for man røver intet fra folks udbytte af deres pension ved at afregne skat nu, hvis den fremrykkede skat ikke er højere end slutskatten. Det kan være vanskeligt at forstå, men jeg har faktisk engang, med besvær og de rette formler, overbevist en mistroisk Venstre-ordfører herom.

Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem. Alle prognoser siger, at der er solidt overskud på statens finanser på længere sigt, men at vi har nogle år med et såkaldt hængekøjeproblem foran os i mellemtiden. Det skyldes især, at den udskudte skat af pensionsordninger er væsentligt større i Danmark end i andre EU-lande, fordi vi har en større andel af vores samlede skatteudskrivning som indkomstskat end de fleste andre. Så voldsomt som pensionsskatten udskydes nu, undervurderer man i de næste 10-20 år dansk økonomis reelle soliditet i sammenligningen med andre EU-lande. Ikke at mindske skatteudskydelsen er i virkeligheden økonomisk masochisme.

Hvis vi vælger at fremrykke en del af den udskudte pensionsskat, kan vi godt leve op til en i øvrigt uklog stabilitetspagt og alligevel have finanspolitisk handlefrihed til klima og mere social retfærdighed.

Men hvis vi gør eksperimentet, så skal partierne binde hinanden til aftaler, der forhindrer overbudspolitik, når det gælder anvendelsen af det ekstra råderum i de kommende år.

Vi bruger penge i blinde, hvis vi vil give tilskud til alle mulige projekter i klimaets navn. Klimaløsningen fremmes mest effektivt af markedet selv, hvis der kommer en optrapning af afgift på fossile brændstoffer og klimagasser. Men staten skal støtte forskning og teknologiudvikling i samvirke med erhvervslivet, og vi skal investere i en bæredygtig infrastruktur – ikke mindst i energiforsyningen. Desuden skal vi have råderum til skattelettelser i bunden, der afhjælper, at de laveste indkomster rammes af klimaomstillingen. Den stigende ulighed skal retfærdigvis også bekæmpes ved højere skat på de få superrige, der hidtil ikke har bidraget rimeligt til fællesskabet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og klima

Hvordan kan vi styrke de internationale domstole?

ICC – den internationale straffedomstol – er tænkt som redskab til at stille statsledere til ansvar for deres menneskerettighedsovergreb, krigsforbrydelser og folkemord. Men hvert enkelt land bestemmer selv, om det vil tilslutte sig ICC, og de stater, hvor lederne har mest på samvittigheden, er ikke tilsluttet domstolen. De kan derfor ikke dømmes i ICC, medmindre FNs Sikkerhedsråd rejser en sag mod dem.

Det lod sig for eksempel gøre mod Sudans tidligere diktator, der efter omvæltningen i landet synes på vej til afsoning. Men trods uhyrlige krigsforbrydelser under Syriens borgerkrig har Rusland og Kina i Sikkerhedsrådet blokeret for at rejse sag mod Bashar al-Assad.

Det svækker i øvrigt også ICCs globale styrke, at USA ikke accepterer, at domstolen kan rejse sag mod amerikanske borgere.

FN’s internationale domstol

Der er imidlertid en anden mulighed for at bringe staters forbrydelser for retten – nemlig ved FNs Internationale Domstol (ICJ). Her kan et af FNs medlemslande rejse sag mod et andet medlemsland. Derfor kunne Gambia løfte sagen mod Myanmar for militærets fordrivelse af de muslimske rohingyaer.

Det var pinligt at opleve frihedshelten og daværende statsleder Aung San Suu Kyi (ASSK) møde op i retten for at imødegå de ellers veldokumenterede anklager mod det militær, hun aldrig fik reel kontrol over. Hendes beskyttelse af militæret hjalp hende ikke. Generalerne afsatte som bekendt ASSK og spærrede hende inde igen, netop da hun få måneder forinden havde sikret sig en massiv sejr ved parlamentsvalget, og derfor kunne mistænkes for at ville bruge sit nye mandat til at få mere kontrol med militæret.

Sagen i ICJ har sat spotlight på Myanmar, men realiteten er, at domstolens krav om stop for grusomhederne indtil videre ikke har ført til konkrete resultater.

The Guernica Centre for International Justice har påpeget, at ICC – før Gambia bragte Myanmar for ICJ – overvejede at rejse forundersøgelse mod Myanmar med henvisning til at fordrivelsen af rohingyaerne var sket til Bangladesh, der er medlem af ICC, og det er nu sket:

Der rejses forundersøgelse mod Assads Syrien under henvisning til, at hans fremfærd fordrev hundredtusinder af syrere til Jordan, der er medlem af ICC. Men de store i Sikkerhedsrådet har stadig vetoret i forhold til at indlede en egentlig retssag,

En sådan forundersøgelse vil dog kunne bidrage til ønskelig skærpet opmærksomhed på de uhyrlige forbrydelser i Syrien og forhåbentlig være et brækjern for større internationalt pres på diktatoren i Damaskus.

Gazas forarmede civilbefolkning

Palæstina er et andet tema. ICC har – fordi Palæstina er anerkendt som medlem af domstolen – fastslået Palæstinas ret til at rejse klager over israelske krænkelser af menneskerettigheder i de palæstinensiske områder. Det kan vedrøre konsekvenserne for Gazas indespærrede og forarmede civilbefolkning af Israels talrige luftkrige de seneste 13 år.

Ligeledes må der være grundlag for at bedømme fordrivelsen af palæstinensere, der fortsætter i nutiden med fysiske ødelæggelser af tusinder af hjem i de områder på Vestbredden, hvor Israel vil ekspandere bosættelser, og ved fordrivelse af hidtidige indbyggere fra centrale kvarterer i det okkuperede Østjerusalem. Præcis denne udvikling fik jeg forleden en skræmmende opdatering af ved møde med menneskerettighedsforkæmpere fra Jerusalem. De er fortvivlede over omverdenens ligegyldighed, når Israel dag for dag, skridt for skridt med vold og magt indskrænker palæstinenseres mulighed for at leve i det historiske Palæstina:

Jerngrebet om Gaza berøver næsten to millioner mennesker muligheden for en anstændig og selvhjulpet tilværelse. Vestbreddens palæstinensiske befolkning lever uden retssikkerhed. Flere hundredtusinde jødiske bosættere har taget en stor del af området i besiddelse – og beskyttes af israelsk ret og støtte fra besættelsesmagtens soldater.

Breaking the Silence, som er stiftet af systemkritiske israelere, der har aftjent værnepligt i de besatte områder, fortalte så sent som for tre uger siden om, hvordan besættelsesmagten, som så ofte før, så passivt til, mens fanatiske bosættere angreb en palæstinensisk landsby nær Hebron. 12 personer blev såret, derunder en treårig dreng; ti huse, 16 køretøjer og en vandtank blev ødelagt.

Der er meget at drage israelske statsledere til ansvar for. Omverdenen må insistere på, at Israel bedømmes efter samme målestok som andre, der kan anklages ved ICC.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Europa skal være den konstruktive mægler i striden mellem Kina og USA

USA må indse, at Kinas dominans ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet. Vi er nødt til at finde et fredeligt samliv med dem, der regerer i Kina. Mere om det i denne kronik i Information 15. oktober 2021 – eller læs her:

Siden efteråret 1978 har jeg 18 gange besøgt Kina og fulgt tæt med i landets formidable udvikling. Lige nu er bekymringen, at styret er blevet mere autoritært, og at modsætningerne mellem Kina og USA køres skræmmende højt op. Vi i Europa har én opgave: At undgå optrapning af konflikter mellem den gamle og den nye supermagt. Derfor er der brug for mere indsigt og mindre frygt i forholdet til Kina.

Kinas kommunistiske parti har forandret både Kina og sig selv totalt gennem et forløb med både monumentale katastrofer og forbrydelser og enorme økonomiske fremskridt. Da Mao Zedong vandt magten i 1949, opfattede flertallet af kinesere det utvivlsomt som vejen til befrielse fra korruption, krig og hungersnød. Folk håbede på fred og mad. Men Maos despotiske storhedsvanvid bragte nye lidelser af ubeskrivelige dimensioner.

Kina forblev fattigt, indtil magten efter Maos død i 1978 faldt i hænderne på Deng Xiaoping. Deng iværksatte en økonomisk udvikling, der siden da har fyrredoblet Kinas nationalprodukt og trukket 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Mellemregningerne er mange, og ofrene var store, men i mere end 40 år har det store flertal fået stadigt bedre forhold.

De har aldrig haft frihed i vores forstand, men de har oplevet stigende velstand og et friere liv: Kineserne har fået lov til selv at bestemme arbejde, bopæl, tøj og mad, fået bedre sundhed, mere uddannelse, flere forbrugsgoder og lov til at rejse. Så længe denne udvikling kan fortsætte, er partiets magt ikke truet. Der er massivt styr på meningsdannelsen, og de fleste kinesere er stolte over nationens fremgang.

Undertrykte mindretal

Under Xi Jinping er magten blevet så koncentreret, som den ikke har været siden Mao. Persondyrkelsen er genoplivet, overvågning og ensretning udvikles hele tiden. Der slås hårdt ned på systemkritikere. Det går hårdt ud over mindretal som de muslimske uigurer i Xinjiang og lama-buddhistiske tibetanere og mongoler. Styret er neurotisk angst for, at de skulle rive sig løs, selv om enhver mulighed herfor for længst er blokeret.

Den oprindelige muslimske befolkning i Xinjiang er snart undertallig i forhold til millioner af indvandrede hankinesere, og der er i regionen en voldsom tilstedeværelse af Kinas væbnede styrker – både politi og militær. De seneste år har statsmagten iværksat en brutal undertrykkelses- og indoktrineringskampagne for at gøre muslimer til partitro kinesere. Millioner har været gennem tvangsarbejdslejre, og overvågningen af muslimernes liv også ude i de enkelte familier er dramatisk. Påskuddet er at bekæmpe terror, men behandlingen skaber helt sikkert endnu flere muslimske modstandere af regimet.

Tibetanerne holdes også i et jerngreb. Det er pinagtigt at opleve, at de end ikke må referere til deres religiøse leder, Dalai Lama. Alle kunne blive mere lykkelige, hvis han fik lov at vende hjem, og Tibets grundlovsfæstede autonomi i det kinesiske rige faktisk blev respekteret.

Mongolerne i Kina er kun et beskedent mindretal i forhold til hankineserne i deres provins. Heller ikke de har meget kulturelt og religiøst frirum.

Hongkong og Taiwan

Hongkong kunne allerede for årtier siden være overtaget af Kina med et snuptag. Men ved aftalen mellem Deng Xiaoping og Margaret Thatcher fik den gamle britiske koloni selvstyre og intern frihed efter formlen ’et land, to systemer’. Deng så vist aftalen som et værn om Hongkongs blomstrende økonomi og et forbillede for Taiwans fredelige ’genforening’ med fastlandet engang i fremtiden.

Efter at have oplevet Kinas totale løftebrud i Hongkong sidste år er det helt utænkeligt, at taiwanerne frivilligt skulle tilslutte sig Folkerepublikken. Kinas uduelige guvernør Carrie Lam fik demonstrationerne for Hongkongs frihed til at komme helt ud af kontrol, hvorefter Beijing afskaffede selvstyret og rykkede ind med drabelige straffe til alle kritiske røster. Frihed og retssikkerhed er sat ud af kraft, og det vil alvorligt skade også Hongkongs økonomiske fremtid.

Hongkongs skæbne, Xi Jinpings hårde retorik og de provokerende overflyvninger omkring Taiwan skaber hos mange frygt for militær invasion af Taiwan. Men Taiwan er ikke et snuptag som Hongkong.

Både Kina og Taiwan løber enorme risici ved at rokke ved den nuværende status quo: Det er nok muligt, at Kina kan erobre Taiwan, men det er ikke en let krig. Taiwan er vel bevæbnet og beslutsomt. Krig kan inddrage både USA og Japan, og den vil som minimum forsure relationerne med Vesten ekstremt og påføre Kina enorme økonomiske og politiske omkostninger.

Den kinesiske ledelse er for rationel til at sætte den hjemlige økonomiske fremgang på spil i en måske internationaliseret militær konflikt. Regimets folkelige opbakning hjemme beror på fortsat fred og fremgang.

USA og Vesten har fortsat interesse i at forhindre, at Taiwan tirrer høgene i Beijing ved formelt at erklære sig uafhængigt. Men det er vigtigt – også som langsigtet inspiration for det store Kina – at bevare Taiwans reelle selvstændighed som et rigt, velfungerende samfund og det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds.

De fælles interesser er det vigtigste

Kinas ambitioner om større global indflydelse har grundlagt en serie af konflikter med USA, der prøver at samle resten af Vesten om at bremse kinesisk teknologi og erhvervsmæssig indflydelse.

Meget har at gøre med den uro, der altid opstår, når balancen forskubber sig mellem de store magter. Men partistaten kan modstå ydre pres, den bliver snart verdens største økonomi, og den vil uundgåeligt udbrede sin indflydelse til alle andre verdensdele.

Vi skal sameksistere, og vi har både i samhandel og klimaindsats stærke fælles interesser. Verdens fred i det 21. århundrede beror på, at både USA og Kina erkender, at de fælles interesser er vigtigere end optrappet konfrontation på de områder, hvor vi har interessemodsætninger.

Den optrapning af toldsatser, der blev startet af Trump, har skadet den samlede verdensøkonomi og ikke gavnet nogen af de to stridende parter. Vel kan der være grunde til at frygte for kinesisk it-teknologi; men et nyt teknologisk jerntæppe mellem to dele af verden rummer omkostninger, der i det lange løb måske er størst for os i Vesten.

Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown appellerer i sin seneste bog til præsident Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Jeg håber ligesom Brown, at vi i Europa i fællesskab vil trække i retning af ny afspænding mellem de to store.

USA må indse, at Kinas økonomiske fremmarch ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet.

Det er Europa, der skal være den konstruktive mægler her. Jeg tror på, at Kina kan forpligtes, hvis Vesten anerkender, at landet skal have en indflydelse i internationale institutioner, der afspejler størrelsen af deres nationale økonomi.

Ét er, at vi ikke vil sælge kritisk infrastruktur til udlandet – det vil Kina jo heller ikke selv. Men Vesten har alt for længe forsømt at vise denne imødekommenhed i Verdensbanken og IMF. Derfor har Kinas egen asiatiske investerings- og infrastrukturbank nu større volumen end Verdensbanken.

Holdningen til menneskerettigheder er – uanset om handelskrigen dæmpes – et alvorligt udestående. Men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring.

Vi kan håbe, at der inde bag den jernhårde partidisciplin faktisk findes mange, der gerne vil en mere fri samfundsudvikling. Vi har set det før. Wen Jiabao blev Kinas statsminister, selv om han havde været højre hånd for den partileder, der ikke ville slå ned på studenterne i 1989.

Pendulet kan svinge igen. Men det kan ikke påtvinges udefra. Vi er nødt til, på tværs af alle modsætninger, at finde et fredeligt samliv med dem, der til enhver tid regerer i Kina.

Mogens Lykketoft er tidligere minister og tidligere formand for FN

Kronik i Information 15. oktober 2021

Mere fra min hånd om Kina

Grøn omstilling er vejen frem, men lige nu har vi ikke råd til at vende ryggen til Ruslands gas

Så længe vi endnu ikke er mere i mål med den grønne omstilling, har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til gas fra Rusland. Det skriver jeg mere om i denne internationale kommentar i Jyllands-Posten 13. oktober. Læs den her – eller nedenfor:

Ny olie- og gaskrise?

De færreste havde forudset, at energipriserne ville eksplodere i efteråret 2021.

Nu ringer alle alarmklokker i regeringskontorer og på børserne. Er det i færd med at kvæle dét opsving, der ellers var i gang i Europa og USA, og vil det yderligere forværre situationen i fattige lande, der stadig langt fra har styr på pandemien?  Får vi ’gule veste’ i protest i Europas gader? Vil hele brancher i den mest energitunge industri lukke ned, fordi de ikke kan betale nuværende energipriser – eller er staterne nødt til midlertidigt at tvangslukke denne del af erhvervslivet for at forsyne resten af samfundet med energi?  Og hvordan vil energikrisen forværre de allerede store huller i globale forsyningslinjer, der er efterladt fra covid-krisen?

Mange af svarene beror på, om prischokket hurtigt dæmper sig eller holder vinteren over, hvis vinteren bliver særlig kold.

Hvad er årsagerne til miseren? Meget handler om øget efterspørgsel, når verdensøkonomien igen peger opad.  Den amerikanske produktion af flydende gas (LNG) går i øjeblikket mest til Asien; russisk gas flyder ikke til Europa i dé mængder, der er brug for. Lagrene i Europa er for langt nede. 

Der er desuden en hel masse markedsspekulation, der er vanskelig at gennemskue. Årtiers drift mod fuldstændig liberalisering af pris- og mængdevariationerne på gasmarkederne har vist sig problematisk. Det havde f.eks. været godt i sommer at have haft mulighed at pålægge leverandørerne at genopbygge gaslagrene. 

Selv i Den kolde Krigs værste år kunne vi stole på statslige langtidskontrakter med Rusland om gas til stabile priser, fordi vi har gensidige interesser i at handle gas. Det havde været stabiliserende, hvis der havde været et element af sådanne kontrakter parat om den gas, der snart kan flyde gennem Nordstream2 fra Rusland til Tyskland. Tiden er i hvert fald ikke til at problematisere denne rørforbindelse, således som det er gjort så meget de seneste år: Vi skal tilbage til mere sikker grund for at speede den grønne omstilling op. Sikker, men gradvis mindsket gasforsyning fra Rusland er en del af overgangen. Lige nu har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til Rusland.  Optrapning af forsyningen med energi fra vind og sol vil være det afgørende bidrag til gradvis mindre afhængighed af de fossile brændstoffer, også fra Rusland.

Mens vi lever med de akut enormt høje energipriser, må staterne sørge for sociale kompensationer og bistand til særligt ramte virksomheder. Den danske stat har faktisk råd til dét, fordi en række støtteordninger til den grønne omstilling midlertidigt bliver meget billigere. Bl.a. falder støttebehovet til grøn biogas dramatisk.

Denne iagttagelse er samtidig et vink om dé sammenhænge, der vil være nødvendige, når vi efter den helt aktuelle energikrise kommer tilbage på sporet til den grønne omstilling: Vi skal mere varigt løfte prisen på fossile brændstoffer gennem en CO2-afgift. Men det skal ske gradvist og i samklang med mere langvarige kompensations- og støtteordninger i familie dem, der midlertidigt kan blive nødvendige denne vinter. 

Den grønne omstilling forudsætter dyrere fossile brændstoffer for at understøtte klimaomstillingen. Men fordyrelsen skal ikke – som det sker lige nu – ende i den sorte energiindustris kasser. Den skal helt og fuldt kanaliseres over i statskasserne til finansiering en ny, bæredygtig infrastruktur og en fair byrdefordeling.

Debatindlæg i Jyllands-Posten 13. oktober 2021

Mere fra min hånd om energi