Putins handlingslammelse kom til udtryk forleden, da Wagnergruppens leder, Prigosjin, i noget, der lignede mytteri, satte kursen mod Moskva med uhørt kritik af krigen mod Ukraine. Optrinnet har givet irriteret Kinas ledere i Beijing, som hverken ønsker, at Putin sejrer eller lider ydmygende nederlag. Kinas rolle er afgørende – måske ligefrem udslaggivende – for krigen. Det skriver jeg om i Ræsons kommentarserie, der heldigvis er udenfor deres betalingsmur. Læs min kommentar her.
Krigen må ikke overskygge, at Ukraine har et mindre rodfæstet demokrati end resten af EU-landene
Vores uforbeholdne solidaritet med Ukraine i kampen mod den russiske aggression må ikke skygge for den kendsgerning, at ukrainerne i udgangspunktet har et mindre rodfæstet demokrati, end det øvrige Europa. Mere om det i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:
Ukraines færd efter krigen
Putin er på hælene. Der er rystelser i det russiske magtsystem og stigende frygt og frustration i den russiske befolkning. Forhåbentlig bliver det endnu tydeligere, hvis den forestående ukrainske sommeroffensiv lykkes i kraft af den massive indsats af Vestens moderne våben.
Man kan have et lille håb om, at Rusland i denne situation kan presses til forhandlingsbordet – og at der i det mindste skabes våbenstilstand på for Ukraine acceptable vilkår.
Måske kan Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika m.fl. omsider finde sammen med Vesten om at lægge pres på Rusland: Der er en stærk fælles interesse i at skabe fødevaresikkerhed og imødegå den sociale ustabilitet i den fattige del af verden, der er forværret dramatisk som følge af krigen. Krigen må stoppes for atter at skærpe det globale fokus på bekæmpelse af fattigdom og klimaforandring,
Der er brug for, at Vesten, allerede før krigen standser, gennemtænker sin rolle i Ukraines genopbygning, og at EU får fastlagt en præcis køreplan for at realisere løftet om optagelse af Ukraine.
Der er brug for, at Vesten, allerede før krigen standser, gennemtænker sin rolle i Ukraines genopbygning, og at EU får fastlagt en præcis køreplan for at realisere løftet om optagelse af Ukraine.
Lige nu er fokus naturligvis på den militære bistand, hvor USA yder langt mest. Også efter krigen er det nødvendigt for Europa at have USA med som garant for Ukraines sikkerhed.
Den enorme civile bistand, der skal til for at genopbygge Ukraine, bliver især et europæisk anliggende. Der bliver brug for lange, billige EU-lån på mellem 500-1.000 milliarder euro – alt efter, om de 300 milliarder i russiske statspenge, der er indefrosset i Vesten, kan sendes til Ukraine som krigsskadeserstatning.
Den civile bistand fra EU og det øvrige Vesten må kobles sammen med krav til reformer af Ukraines økonomiske og politiske system og sikringen af et uafhængigt retsvæsen.
Vores uforbeholdne solidaritet med Ukraine i kampen mod den russiske aggression må ikke skygge for den kendsgerning, at ukrainerne i udgangspunktet har et mindre rodfæstet demokrati, langt mere korruption, mindre pressefrihed, mindre personlig frihed og færre politiske rettigheder og friheder end stort set alle EU-landene. En lille kreds af oligarker har fortsat monopoliseret ejerskabet af en stor del af erhvervslivet og de fleste medier. Indsatsen mod den epidemiske korruption er nok skærpet under krigen, men der er stadig umådeligt meget at gøre.
Henrik B.L. Larsen, der fra 2014-2017 var rådgiver for EU om Ukraine-politikken, har skrevet en meget vigtig artikel i det militær- og sikkerhedspolitiske tidsskrift Texas National Security Review om erfaringerne med, hvor trægt det gik med at realisere reformer i årene op til invasionen i 2022. Centrale magthavere i det politiske system, forvaltningen og det private og statslige erhvervsliv blokerede eller forsinkede systematisk de aftalte reformer.
Derfor – siger Larsen – skal Vesten kombinere sine løfter om finansiering af Ukraines genrejsning med stærke betingelser om fremdrift for de reformer, der skal sikre en velfungerende markedsøkonomi, nedbrydning af oligarkernes monopolstilling og massiv oprydning i korruptionen i erhvervsliv, politik og forvaltning.
Vi bør systematisk modarbejde oligarkernes konstante forsøg på at erobre statsmagten ved at udelukke dem som modtagere og forvaltere af genopbygningsbistanden. Desuden er udrensning af korrupte politikere, embedsmænd og dommere en nødvendig forudsætning – ikke bare for fart i genopbygningen, men også for, at Ukraine rejser sig fra krigens ødelæggelser som et ægte demokrati med en forvaltning, der ubestikkeligt varetager hele befolkningens interesser.
Larsen finder det nødvendigt at knytte udbetalingen af store dele af den vestlige genopbygningsbistand sammen med meget præcise, målbare krav om fremdrift i de økonomiske og politiske reformer, og han taler for, at betingelserne fastsættes i nært samarbejde med det ukrainske civilsamfund, der forstår problemerne bedre end diplomaterne.
Fremdriften i reformerne bør kontrolleres af en fælles overvågningsinstitution, der repræsenterer alle de store donorer: EU, Valutafonden, Verdensbanken og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD).
Fred og forsoning i Ukraine forudsætter også mådehold i retsopgøret med dem, der har samarbejdet med russerne i de besatte områder: De kollaboratører, der aktivt har søgt at hjælpe Rusland til sejr, skal naturligvis straffes. Men langt de fleste, der har samarbejdet med besættelsesmagten, har gjort det af bitter nød, af frygt for egen sikkerhed eller for at beskytte tilværelsen en smule for deres medmennesker. For dem må befrielse ikke betyde heksejagt og overgreb. Der vil blive god brug for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at sikre dette.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Mere fra min hånd omRuslands invasion i Ukraine
Det handler om mere end kanoner og kampvogne – invasion er ikke den mest nærliggende risiko
Koordinering af de europæiske landes forsvarsopbygning er afgørende for at få størst muligt udbytte af de vældige investeringer. Det handler ikke kun om kanoner og kampvogne, jagerfly, missiler, ubåde og slagskibe. Mere her i min seneste klumme i Berlingske – som også kan ses nedenfor:
Forsvarets styrke og rolle
Regeringen lægger i disse uger brikker til den massive investering i dansk forsvar. Fra 2030 skal Forsvaret årligt have et budget på to procent af nationalproduktet. Det mål blev vedtaget i NATO, længe før Ruslands generalangreb på Ukraine. Dengang kunne man være tøvende over for så høje udgiftsmål, fordi det er ensbetydende med, at Tyskland alene når op på samme rustningsudgifter som Rusland – og hele Europa bruger fem gange så meget.
Ruslands angreb viser imidlertid en skræmmende vilje til at løbe enorme risici for at genoprette et sovjetlignende imperium. Der satses helt åbenbart på, at Vesten ikke kan holde sammen om støtten til Ukraine, og at Europa savner enighed og vilje til at investere, så vi kan forsvare alle europæiske lande mod nye overfald.
USA bærer i øjeblikket hovedparten af byrden med at forsyne Ukraine med våben. Men amerikanerne vil utvivlsomt kræve, at dén opgave om få år helt overvejende løses af EU-landene samt Storbritannien og Norge. USAs tilstedeværelse i Europa bliver i fremtiden langt mere tilbagetrukken. Men USAs atomslagstyrke og forpligtelse til – efter NATOs artikel 5 – at optræde »alle for en« i tilfælde af angreb på et medlemsland er også i fremtiden afgørende for at forebygge nye angreb. Europa skal imidlertid ruste sig til både at løfte sit eget forsvar og finansiere genopbygningen af Ukraine. Det kan og skal vi magte. Vi er næsten fire gange så mange mennesker og har ti gange så stor en nationaløkonomi som Rusland.
Koordinering af de europæiske landes forsvarsopbygning er afgørende for at få størst muligt udbytte af de vældige investeringer. Det handler ikke kun om kanoner og kampvogne, jagerfly, missiler, ubåde og slagskibe – og vældige mængder af ammunition, selv om det alt sammen er nødvendigt, indtil Ruslands invasion i Ukraine er definitivt standset. Den mest nærliggende risiko for angreb på et NATO-land er ikke invasion som i Ukraine, men forsøg på at lamme vores infrastruktur og hele vores samfundsliv gennem it-angreb og fysisk sabotage:
Alle centrale samfundsinstitutioner oplever mere intense angreb på it-systemer. Hensigten er næppe umiddelbart at ødelægge, men at sikre sig adgangen til at kunne gøre det i en tilspidset situation. Øget forsvar for it-sikkerhed er et evigt kapløb med nye angrebsmetoder.
Også i forhold til rør- og ledningsforbindelser i havet opbygger Rusland kapacitet til at afbryde vores forsyning af olie-, gas- og el.
Der er mange modsatrettede antagelser om, hvem der sprængte Nord-stream-gasledninger i Østersøen i september i fjor. Jeg tror, at det var russerne selv, der sprængte deres kæmpeinvestering i stykker, fordi de erkendte, at Nord-stream-ledningerne aldrig kommer til at transportere russisk gas til Europa. Sabotagen skete samme dag, som vi var en stor forsamling med Polens præsident og Danmarks statsminister i spidsen, der stod nede i Szczecin for at indvie Baltic Pipe, der nu via Danmark og over Østersøen sender vældige mængder af norsk gas til Polen, så landet er blevet helt uafhængigt af russisk gas. Nede i Polen dén morgen i september var vi vist alle overbeviste om, at sprængningerne var en hilsen til os fra Putin – at det var et storstilet forsøg på at skræmme os med, hvad han også er i stand til med vores ledninger.
Derfor bliver en del af forsvarsinvesteringen også at skærpe overvågningen af vore forsyningslinjer under havets overflade. Men det stærkeste værn er en entydig melding til Moskva om, at NATOs artikel 5 også gælder for sabotage af rør og ledninger og vil blive besvaret med lige så effektfulde modangreb – måske af samme art.
Vi må heller ikke glemme, at informationskrigen er i fuld gang med løgnagtig propaganda østfra og troldeangreb på Vestens sociale medier. Det må være et væsentligt element i Europas oprustning at investere meget mere i at afsløre disse angreb og i at formidle sandfærdige nyheder uden om censuren til det russiske folk.
Hvis det lykkelige sker, at sandheden når ud til det russiske folk og omsættes i en omstyrtning af Putins diktatur, så er det ikke givet, at vi har brug for at værne os i den grad mod Rusland, som vi nu lægger an til at have på plads ved starten af det næste årti.
Men en del af Europas større militære kapacitet bør i så fald konverteres til et fælles udrykningskorps, der kan stilles til rådighed for FN til ny og mere håndfaste fredsbevarende operationer for at dæmpe mylderet af konflikter i Afrika og Asien, der skaber ustabilitet og nye flygtningestrømme mod vores strande, hvis de ikke bliver inddæmmet.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 1. juni 2023
Mere fra min hånd om forsvar
Europa har en vital rolle at spille som brobygger mellem USA og Kina
Det er afgørende, at Europa forstår at stå sammen mod Rusland og angrebskrigen i Ukraine, mens regionen sakker bagud i både folketal og økonomi. Samtidig vokser Kinas indflydelse og selvforståelse – til USA’s skingre fortrydelse. Her har Europa en afgørende rolle at spille for at de to ikke ryger i totterne på hinanden i kampen om henholdsvis at aspirere til rollen som supermagt og – for USA’s vedkommende – fastholde den. Mere om det i min seneste klumme i Altinget
Tanken om Trumps tilbagevenden er ubeskriveligt skræmmende
Der er gode chancer for, at Joe Biden – trods sin ret ringe popularitet – kan genvælges som 82-årig i 2024. Hvis han ellers står oprejst så længe. Men det er bestemt ikke et givent scenario – mere om det i dette indlæg i Berlingske 17. maj 2023. Læs det i avisen eller nedenfor:
Blandet nyt fra supermagten
USA er fortsat verdens eneste supermagt, og Europa må glæde sig over den måske sidste amerikanske præsident, der helhjertet bekender sig til transatlantisk samarbejde. Det har vi voldsomt brug for – ikke mindst for at standse Ruslands aggression og redde Ukraine.
Det er også Joe Bidens fortjeneste, at USA omsider rykker kraftigt på klimaindsatsen. Det sker via skattepræmier til bæredygtig adfærd hos erhvervslivet. Det var forudsat at koste statskassen 267 milliarder dollar frem til 2030. Forskellige prognoser siger nu, at det snarere bliver to til fem gange så meget.
Jo mere det bliver, jo større er chancen for, at den globale opvarmning bremses.
Problemet er bare, at den i forvejen gigantiske amerikanske statsgæld i så fald vokser endnu mere, fordi der ikke i USA er politisk mod og vilje til at finansiere nye udgifter og målrettede skattelettelser med andre skatter.
Den rigeste ene procent kunne ellers levere vældige bidrag efter at have hamstret størstedelen af fremgangen i nationalindkomsten i over 40 år. Skatteskrækken betyder, at der kun været overskud på USA’s føderale budget i fire af årene siden 1970. De senere års covid-19-indsats og velfærdsforbedringer, og nu klimaindsatsen og oprustningen har sat ekstra voldsom fart i gældsstiftelsen.
Det kan for så vidt godt fortsætte en rimelig tid endnu, så længe dollaren dominerer som international betalingsvaluta, og kreditorerne har tillid til at få deres penge igen. Men alt andet lige må væksten i gældsbyrden presse inflationen opad og få USA’s nationalbank, Federal Reserve, til at fastholde en høj rente, der kan skade beskæftigelsen.
Hvad der derimod ikke må ske er, at USA erklæres konkurs, fordi der ikke er flertal i Kongressen for at gennemføre de sædvanlige årlige løft i det lovfæstede loft over statsgældens størrelse. Så kan der ikke betales regninger, herunder renter og afdrag til de mange lande med Kina i spidsen, der i årevis har udlånt penge til amerikanernes overforbrug ved at købe USA’s statsobligationer. Dét vil ryste verdensøkonomien og være et voldsomt slag mod USA’s anseelse og indflydelse.
Trump-ekstremisterne inden for det Republikanske flertal i Repræsentanternes Hus tøver imidlertid ikke med at løbe denne risiko, medmindre de til gengæld kan rulle store dele af Bidens politiske resultater – herunder klimaindsatsen – baglæns. Verden over afventer vi derfor med bævende læber, om der findes en landing i tide, og hvem der i givet fald blinker først.
Den nervepirrende magtkamp handler om præsidentvalget om halvandet år, der ser ud til at blive reprise fra 2020 med de samme to endnu ældre herrer.
Trumps anseelse blandt dem, der vil stemme ved republikanske primærvalg, synes hverken rystet af retssagerne om hans overgreb mod kvinder eller ulovlig pengeforvaltning, hans støtte til kampen mod retten til abort, hans vedvarende kaskade af løgne om valgsvindel og hans forsvar for angrebet på Capitol 6. januar 2021, hans fortsatte Putin-beundring og hans manglende opbakning til Ukraine.
Men man kan håbe og tro, at disse aparte gerninger og holdninger svækker ham fatalt blandt de afgørende svingvælgere.
Derfor er der gode chancer for, at Joe Biden – trods sin ret ringe popularitet – kan genvælges som 82-årig i 2024. Hvis han ellers står oprejst så længe. Men det er bestemt ikke et sikkert scenario. Det er mærkeligt, at Demokraterne ikke kunne samles om at opbygge en overbevisende yngre præsidentkandidat. Og det er ubeskriveligt skræmmende for os alle, at det ikke er stensikkert, at Trumps genkomst forhindres.
Det er også bekymrende, hvordan frygten for Trump definerer et kapløb mellem partierne om at føre en stadigt mere konfrontatorisk politik over for Kina, selvom bedre håndtering af interessekonflikter kunne bidrage til at inddæmme Putin, sikre freden i Østasien, en stabil udvikling i verdensøkonomien og et nødvendigt samarbejde om klimaindsatsen.
Trump-traumet forklarer også, at Biden ikke for alvor har genoptaget en række af Obamas fredsfremmende initiativer: Atomaftalen med Iran blev ikke i tide genetableret, og Iran er nu meget tæt på at kunne lave sin egen bombe – og har i øvrigt med kinesisk mægling knyttet nye forbindelser til sin gamle ærkefjende, Saudi-Arabien. USA’s forsoning med Cuba er lagt på is for ikke skræmme eksilcubanske vælgere væk fra Demokraterne. Biden tager også kun alt for forsigtigt afstand fra Netanyahus krig mod den israelske højesteret og mod palæstinenserne – af frygt for reaktionen hos de mest højredrejede af de evangeliske og jødiske vælgere på hans hjemmebane.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S).
Mere fra min hånd om USA, Joe Biden og Donald Trump
FOTO: Jud McCranie via Wikimedia Commons
Min 1. majtale
Jeg var glad for at fejre 1. maj med i godt selskab, først hos Frit Forum i København, hvor jeg faktisk selv var formand 1966-68. Og i dag havde jeg fornøjelsen af at være med til at indvie deres fane – den første fane siden stiftelsen for 80 år siden. Derefter drog jeg til Metalskolen i Jørlunde og fejrede dagen sammen med Metal. Begge steder var stemningen god og kampånden i top.
Tale til 1. maj 2023
Første maj er en god anledning til at kigge forbi den helt aktuelle politik og samle socialdemokrater, faglige aktivister og de andre progressive kræfter om nye ideer og krav til en mere bæredygtig og retfærdig udvikling i vores land og i verden.
Jeg er meget glad for, som æresmedlem i Frit Forum, at holde 1.maj-talen i år. Det kalder minder frem om tiden for næsten 60 år siden, da jeg først satte mine ben i denne forening. Her blev stiftet livslange venskaber. Her fik vi for alvor fik formet vore tanker om en endnu bedre fremtid. Her fik jeg lagt kursen for min videre færd i det politiske arbejde.
Denne lille forening har gennem de mange årtier har fostret stærke stemmer, der satte afgørende præg på samfundets udvikling. Det er dejligt at opleve at det fortsætter med uformindsket styrke i dag. Der er brug for at udvikle socialdemokratiske visioner og planer for tiden efter SVM-regeringen.
Det meste af dét, vi dengang i 60’erne tænkte og håbede for Danmark, skete faktisk de følgende30-40 år:
Den dybe fattigdom blev fortid. Vi rykkede fremad med velstand og velfærd, fordi der var et stærkt samspil mellem de politiske beslutninger, fagbevægelsen og et dynamisk erhvervsliv. Stærk anvendelse af de formidable ny teknologier skabte et højproduktivt samfund med masser af ny private forbrugsmuligheder. Vi finansierede over skatterne et kæmpe løft i sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg. Allermest revolutionerende var, at kvinderne i vældige tal vandrede ud på arbejdsmarkedet og tog store skridt fremad mod ligestilling. Folkesundheden blev bedre og levealderen steg markant. Vi skabte en rundhåndet arbejdsløshedsforsikring og social bistand – og mulighed for tidlig tilbagetrækning for dem, der havde mest behov. Samtidig blev folkepensionen løftet for dem der havde mest brug for den – og der blev sat fart i at opbygge arbejdsmarkedspensionerne via de faglige overenskomster.
Billedet blev blandet, da oliekriser, højrente, stigende arbejdsløshed og dårlige statsfinanser ramte fra 1970’erne.
I Nyrup-regeringen brød vi med disse dystre udviklingslinjer ved at få gang i 90’erne med høj beskæftigelse og orden i økonomien.
Verden ændrede sig fundamentalt med Murens fald og Sovjetimperiets sammenbrud. Et kort historisk øjeblik troede vi, at der var åbnet en motorvej til global fred, fremgang og demokrati.
Men i mellemtiden slog en nyliberal bølge desværre rod i den vestlige verden med en overdreven tro på markedskræfternes utøjlede spil og en forkert beskrivelse af staten og velfærden som problem snarere end løsning. Det åbnede for øget ulighed. Finans- og teknologigiganter med deres multidollarmilliardær-ejere fik enorm magt. Vi fik finanskrise, ny arbejdsløshed og angreb på velfærdsmodellen. De superrige gemte sig i skattely.
Disse voldsomme udsving blev ledsaget to afgørende udviklingstræk, som vi alt for længe gav alt for lidt opmærksomhed: Vi er i dag 2½ gange så mange mennesker på kloden som for 60 år siden, og vi hamstrer af naturens ressourcer og påvirker atmosfæren med klimaopvarmende gasser ti gange så hurtigt som dengang.
Også her er uligheden formidabel: Hver enkelt af os i den rige verden hamstrer ressourcer og udspyr klimagasser tyve gange så meget som en afrikaner!
Undgår vi at ødelægge al civilisation med en atomkrig, så er stop for klimaforandringen det mest presserende, hvis mine børnebørns generation – altså jer – skal at leve en mere fredelig og bæredygtig verden:
Hvis klimaforandringerne fortsætter som hidtil, stiger havene, ørkner spreder sig voldsomt og ferskvandsressourcer nedbrydes. Voldsomme flygtningestrømme og konflikter vil følge og gøre det umuligt at mobilisere dé kræfter, der skal til for at redde naturen og bekæmpe uligheden.
Danmark kan naturligvis ikke redde kloden på egen hånd. Men når vi stiller særligt store krav til vores egen klimaindsats, så løfter vi både et moralsk ansvar og skaber en enestående mulighed for at levere klimaløsninger også til resten af verden.
Ambitiøs klimaindsats vil skabe langt flere nye, bedre og mere bæredygtige arbejdspladser end det vil udfase sort produktioner og jobs.
Men det skal ledsages af en stærk hånd fra samfundet til hjælp for dem, der skal væk fra klimbelastende produktion og have kvalifikationer til et andet job.
Det er ikke den lavtlønnede med langt til arbejde, manglende adgang til kollektiv trafik og endnu ikke råd til at købe el-bil, der skal betale for den grønne omstilling.
Derfor kræver en bæredygtig klimaløsning mere grundlæggende omlægninger af skattesystemet, så det ikke er dem, der tjener mindst, der skal betale mest, men de velhavende får en ekstra regning efter alt for mange år med skattelettelser i toppen.
Et mere retfærdigt samfund kræver også at dagpengene – og ikke mindst kontanthjælpen til fattige børnefamilier løftes. Vi mente engang, at der er dårligt betalte jobs, som vi sagtens kan undvære i Danmark, fordi vi har politisk evne og vilje til at give folk – både af dansk og udenlandsk herkomst – kvalifikationer til at få anstændigt betalt arbejde som et tilbud de ikke kunne afslå. Det skal vi mene igen!
Et velfungerende velfærdssamfund kræver også, at vi forbedrer uddannelsestilbud, løn og arbejdsvilkår for dem, der skal virke på de vitale offentlige velfærdsområder. Her – og i de mange ny job, som grøn omstilling åbner for i det private erhvervsvilkår – kræves flere, der kommer hertil til fra andre lande og sikres løn efter danske overenskomster.
Vi skal investere mere i forsvar, så længe Rusland fører angrebskrig og er en trussel for sine naboer. Vi skal sammen med partnerne i NATO og EU hjælpe Ukraine til at drive angriberne tilbage. Men den beklageligt nødvendige genoprustning skal ikke betales ved at lade vort velfærdssamfund forfalde. Vores økonomi er robust nok til, at vi kan undgå dét. Især hvis vi fælles i EU tager hånd om den epidemiske skatteflugt og skattesvig.
EU-solidariteten om klima- og energipolitik skal styrkes som svar på den fælles sikkerhedspolitiske udfordring. Europa skal knytte stærkere bånd til verdens fattige lande ved solid håndsrækning til udvikling og klimaløsning. Det er simpel rimelighed i betragtning af, at de rige lande har skabt problemet, men de fattige rammes hårdere af katastroferne som følge af den globale opvarmning, Men vi har også brug for Det globale Syd til at lægge pres på Rusland for at stoppe aggressionskrigen. Vi har også brug for hjælp til at bremse den illegale indvandring, samtidig med at vi i stigende omfang vil efterspørge legal indvandring for at have arbejdskraft nok til rådighed i vores aldrende samfund.
Da jeg i 2015 var formand for FN’s Generalforsamling, fik vi vedtaget de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling og den ambitiøse klimaftale i Paris. På grund af covid-krise og Ukraine-krig er vi slet ikke kommet nært langt nok med de store mål. Men dagsordenen er uforandret uhyre vigtig og kræver nu mere end nogensinde et mere forpligtende samarbejde med lande uden for Europa.
USA er naturligvis sikkerhedspolitisk vores uundværlige allierede. Men vi er nødt til også at samarbejde med Kina som den kommende anden supermagt. Det er vanskeligere. Imidlertid er det en vigtig fælles opgave for Europa at få USA til at forstå, at vi har flere fælles end modstridende interesser i forhold til Kina. samvirke med Kina er afgørende for at undgå nye ødelæggende krige, løse klimakrisen og sikre bæredygtig global økonomisk udvikling.
God 1.maj !
Talen til Frit Forum i København 1. maj 2023, temaet var det samme ved Metals 1. maj arrangement på Metalskolen i Jørlunde.
Her står vi i dansk politik
Det mærkeligste ved regeringsgrundlaget er bekendelsen til forældede arbejdsudbudsteorier og skattestop for enhver pris. I mit seneste indlæg i Berlingske gør jeg status over SVM-regeringens projekt. Læs hele klummen i avisen her – eller nedenfor:
Hvor er vi henne i dansk politik?
Trofaste læsere vil vide, at jeg på dette sted især prøver at delagtiggøre læserne i min forståelse af international politik. Til min egen overraskelse er jeg i øvrigt enig i det meste af den kurs, der er lagt af vores ny udenrigsminister. Dog ikke den heftige liberalisering af dansk våbeneksport til tvivlsomme regimer og fraværet af en klar fordømmelse af den israelske ekstremhøjre-regerings kombinerede overfald på retsstaten og de besatte palæstinensere.
Her kommer lidt flere refleksioner om regeringsprojektet.
Jeg er fuld af respekt for statsministerens evne til at trodse hetzkampagnen og score et valgresultat, der gjorde hende umulig at komme uden om. Hun er ubetinget den mest kompetente og langtidsholdbare som landets leder.
De første 100 dage
Efter de første 100 dage har regeringen fået mange kritiske vurderinger. Meningsmålingerne er mildt sagt heller ikke opmuntrende. Men det kan statsministeren tage nok så roligt. Vi er meget tidligt i valgperioden. Vælgerhavet kan bølge meget frem og tilbage inden næste valg.
Venstre er uden tvivl det regeringsparti, der har de tungeste problemer at kæmpe med, fordi man er vendt totalt rundt i forhold til regeringsdeltagelse under Mette Frederiksens ledelse og samtidig har en langtidssygemeldt partileder. Det er uhyre skræmmende for Venstre, at der lige nu er 30 procent, der siger, at de vil stemme på Løkkes og Støjbergs partier eller – og især – Liberal Alliance. Noa Redington har ret i, at det mindst sandsynlige udfald af et kommende valg er, at de tre regeringspartier bevarer deres papirstynde flertal!
Jeg tør ikke levere en samlet vurdering af, hvad regeringen kan udrette. Det er det endnu alt for tidligt at udtale sig om – som den kinesiske statsmand Zhou Enlai i 1972 svarede, da han blev spurgt om resultatet af den franske revolution i 1789!
Jeg forstår udmærket, hvorfor vi fik en SVM-regering, selv om den foregående S-mindretalsregering var manøvredygtig og resultatrig: S-regeringen havde ingen mulighed for at fortsætte, fordi et af støttepartierne – De Radikale – nægtede fortsat at støtte den og insisterede på en bred regering hen over midten.
Meldingen var reelt krav om, at Mette Frederiksen for at fortsætte som statsminister skulle række ud til Venstre og/eller Moderaterne. Derfor måtte hun nødvendigvis give indrømmelser om økonomi og fordelingspolitik til den side: Dét kunne kun betyde et politisk program med visse lighedspunkter med Helle Thornings koalition med Margrethe Vestager og afstand til noget af kursen under den netop forudgående S-regering. Det er et trist lærestykke for alle, der mente, at valgets resultat var et »rødt« flertal.
Det er et kronisk problem, at De Radikale ikke er det mindste røde i den økonomiske politik. Og det er et vanvittigt paradoks, at de ikke selv ville være i den regering, de fremtvang.
Det er opfattelsen hos mange, at SVM-partiernes topfolk i ugevis sad i en boble og lavede deres kompromisser med Finansministeriets forstenede regnemetoder og urgamle forslagskatalog som væsentligste inspiration. Lad være, at det førte til et upopulært indgreb som Store Bededags afskaffelse. Det generelle problem er, at fokus ikke altid har relevante løsninger på rigtigt definerede problemer: For eksempel fik vi trods øget ulighed ingen permanent hjælp til de fattige børnefamilier. Men skatten kom ned for den højere middelstand, der ellers i forvejen har fået rigeligt – og derfor også udfordrer klimaløsningen ved et stort forbrug og CO₂-udslip. Desuden blev aftalt en stor afgiftsrabat ved generationsskifte i de rigeste virksomheder.
Det mærkeligste ved regeringsgrundlaget er bekendelsen til de gamle arbejdsudbudsteorier og til skattestop for enhver pris. Vi har netop nu den højeste beskæftigelse nogensinde, fordi det faktisk helt overvejende er efterspørgslen efter arbejdskraft, der skaber udbuddet – ikke de såkaldte udbudsreformer.
Danskerne arbejder godt nok ikke så mange timer om året som amerikanerne. Men vi har en meget høj produktivitet på grund af blandt andet god uddannelse og ledelse og stærk brug af it og højteknologi både privat og offentligt. Det er her, vi fortsat skal satse. Her kan budgetlov og skattestop stå i vejen, hvis nødvendige forbedringer for de mindst uddannede fører til at kvaliteten i de højere uddannelser forringes: God uddannelse på alle niveauer og livet igennem er ikke ødselt offentligt forbrug, men klog investering i velstand og konkurrenceevne. Forresten er der penge at hente, når vi får genopbygget skatteforvaltningen og får bekæmpet skatteflugt og skattesnyd.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S).
Indlægget blev bragt i Berlingske 20. april 2023
Mere fra min hånd om dansk politik
Foto: Wikimedia Commons, regeringens tiltrædelse december 2022.
Hvis Danmark ønsker den grønne førertrøje, skal vi være meget mere risikovillige
For at undgå en flaskehals må vi være mere risikovillige end for få år siden og give grønt lys til infrastrukturinvesteringer hurtigere. Det må og skal ikke være mangel på transmissionskapacitet, der bremser den grønne omstilling. Det skriver jeg om i denne artikel, som blev bragt i Altinget 18. april.
Mere fra min hånd om den grønne omstilling
Kina – ikke til at komme uden om
Xi Jinping ser ikke med velvilje på Ruslands krig mod Ukraine, der også påvirker Kina. Vesten vil komme til at betale en endnu højere pris ved at udvide sanktioner til Kina. Det skriver jeg om i denne, min seneste kommentar i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:
Kina på vej til supermagtsstatus
I Kina bor der 1.400 mio. mennesker, og økonomien er mere 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina bliver verdens anden supermagt i dette århundrede. Kina har stærke handelsforbindelser ikke bare med USA og Europa, men er massivt til stede også i Afrika og Latinamerika.
Kina træder ind over det svækkede Rusland som partner til landene i Centralasien og har voksende indflydelse i Mellemøsten, hvor man lige har bidraget til forsoning mellem ærkefjenderne i Iran og Saudi-Arabien. Kort sagt, Kina er ikke til at komme uden om. Men er Kina også farligt?
Kina og Europa
Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine.
Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine.
Men måske var det en aftalt arbejdsdeling. Der er i hvert fald en fælles europæisk opfattelse af, at man skal have en tæt dialog, og at de stærke økonomiske bånd ikke skal afbrydes. Vel er der strategiske områder, hvor vi ønsker mindre afhængighed af Kina.
Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine.
Modsætningerne mellem Kina og USA
Men EU ser ingen fordele ved den fortsatte optrapning af handelskrig og rustningskapløb, som de to store partier i USA synes at hidse hinanden op til forud for næste præsidentvalg. EU-forståelsen er, at Kina nok ønsker at ”erobre” verden gennem handel og investering og ikke har krigeriske hensigter. EU ønsker at inspirere USA til at dyrke de fælles interesser med Kina om fred, økonomisk samkvem og samarbejde om klimaløsninger.
Aflysningen af udenrigsminister Blinkens planlagte besøg i Beijing opleves som en overreaktion på den vildfarne kinesiske ballon, der blev skudt ned i amerikansk farvand.
Xi Jinping har næppe lige nu hverken evne eller vilje til at standse Putins angrebskrig. Xi ser samarbejde med Rusland som værn mod amerikansk dominans, hvor USA forsøger at stække fremgang i kinesisk levestandard og international indflydelse.
Rusland er den lille
Kina vil ikke afskrive Rusland, når USA presser Kina. Desuden udnytter Xi gerne Putins svækkelse til at købe gas og olie med stor rabat. Rusland er klart lillebror i det forhold.
Men det er forkert at antage, at Xi ser velvilligt på Ruslands krig. Kina ville blive ramt langt hårdere af vestlige sanktioner ved direkte militær støtte til Rusland. Vesten ville imidlertid selv betale en meget større pris end nu, hvis sanktionerne skulle udvides til Kina. Derfor har Kina og Europa fælles interesse i at undgå skærpede modsætninger. Hvis Vestens massive våbenbistand til Ukraine kommer til at presse Rusland yderligere, kan det også øge Xis interesse i og mulighed for at bidrage aktivt til at standse krigen. Også derfor er der fornuft i at holde al kontakt åben til Beijing.
Hvad med Taiwan?
Men er der ikke risiko for krig over Taiwan? Næppe. Kinas økonomi ville lide ubodelig skade ved en krig, der risikerer at inddrage USA og med sikkerhed udløser sanktioner fra hele Vesten.
Men der er også meget stærke kræfter i Taiwan, der ikke vil provokere Beijing. Øens tidligere præsident fra det gamle kinesiske nationalistparti har netop aflagt et forsonende besøg på fastlandet. Hans parti, der vandt de seneste lokalvalg stort, står for samarbejde med Kina.
Selv Taiwans nuværende (og snart afgående) præsident, der principielt ønsker selvstændighed, undgik et nyt provokerende besøg på øen fra en kongresformand fra USA ved i stedet at møde den ny formand privat i Californien.
Mon ikke status quo består i fred, hvis omverdenen afstår fra at vippe båden?
Indlægget blev bragt i Jyllandsposten 12. april 2023
Mere fra min hånd om omverdenens forhold til Kina
De, der advarede mod Irak-krigen, var USA’s sande venner
Anders Fogh Rasmussens regering fik Danmark med i Irak-krigen af loyalitet over for amerikanerne. Men den ypperste loyalitet havde været at sige nej til at følge USA til Irak. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:
Med FN’s opbakning
Ruslands angrebskrig i Ukraine ser vi heldigvis ens på i USA og Europa. Men i fortiden var der uenigheder om andre krige. Netop nu er der debat og eftertanke herom. Dansk Institut for Internationale Studier er ved at udarbejde en rapport om Afghanistan, og DIIS har en høring med nogle af os, der var i regering undervejs. Samtidig passerede vi i forrige uge 20-året for Irak-krigens start og fik fornyet debat om den.
Invasionen i Afghanistan havde opbakning i hele FN, fordi bagmændene for massemordet 11. september 2001 havde beskyttelse hos Taleban. Men jeg var næppe alene med håbet om, at aktionen alene handlede om at opsøge og aflive Osama bin Laden og understøtte, at Nordalliancen overtog magten fra Taleban.
Som udenrigsminister da krigen brød ud, talte jeg for, at vores bidrag skulle være deltagelse i en FN-fredsstyrke i Kabul. Men i mellemtiden vandt Anders Fogh regeringsmagten og valgte efter amerikansk ønske at sende specialstyrker i kamp. Seks år senere, da den hjemlige modstand mod Irak-deltagelsen pressede Fogh til at trække danske styrker hjem derfra, valgte han at vise sin solidaritet med USA ved at sende mange flere soldater til Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor næppe nogen afghansk centralregering tidligere havde haft reel kontrol. Det blev Danmarks hidtil blodigste internationale aktion.
Hele Vestens forsøg på at slå Taleban endte som et ydmygende og dybt tragisk nederlag, da de sidste amerikanske soldater i sommeren 2021 blev trukket ud. Den afghanske regering og hær forsvandt som dug for solen, da de sidste amerikanere lettede. Trods de mange gode hensigter formåede Vesten ikke at forhindre de middelalderlige kvindefjendtlige mørkemænds tilbagevenden, der er en uhyrlig humanitær katastrofe.
Afghanistans tragedie skyldes, at der med USA i førersædet var for lidt investering i at skabe et folkeligt forankret styre, hvor moderne indstillede mennesker kunne standse den epidemiske korruption, udbrede uddannelse og skabe tryghed i det ludfattige land. USA’s opmærksomhed blev allerede efter halvandet år langt mere opslugt af invasionen i Irak. Desuden var det ultrakonservative afghanske samfund nok det vanskeligste sted med våbenmagt at eksportere en slags vestligt demokrati til.
I strid med FN
Irak-invasionen i 2003 skete i modstrid med FN og det store flertal af verdens lande, inklusive Tyskland, Frankrig og de øvrige nordiske lande. FN’s våbeninspektører bad om fred til at fuldføre deres arbejde, og det viste sig, at der ingen masseødelæggelsesvåben var tilbage i Irak. Påstanden om, at Saddam Hussein stod i ledtog med Osama bin Laden, var rent opspind.
Jeg var indædt imod, at Danmark meldte sig til Bushs invasion. Jeg advarede om, at det kunne skabe mere blodsudgydelse i hele den mellemøstlige region. Det blev desværre overvældende sandt. USA nedbrød det irakiske samfund ved at opløse hær og politi og uden at etablere levedygtige ny institutioner. Derfor blev invasionen til blodig besættelse og langstrakt borgerkrig. Kimen blev lagt til terrororganisationen Islamisk Stat, som blev skabt i Irak og bredte sig til nabolandene med død og ødelæggelse. Mindst et par hundrede tusinde irakere mistede livet i kølvandet på USA’s invasion. Efter 20 år hersker stadig kaos og armod.
Forleden diskuterede jeg endnu engang den danske deltagelse i Irak med Per Stig Møller (K), der var udenrigsminister dengang. Jeg ved, at han ikke ønskede dansk krigsdeltagelse uden FN-mandat, men han blev kørt over af Anders Foghs løfte til USA’s præsident om at gå med. Nu forsvarer Per Stig vores krigsdeltagelse med, at vi måtte være loyale over for vores allierede.
Sande venner
Jeg mener, at den ypperste loyalitet havde været at sige nej til at følge USA til Irak. Det havde bragt os på linje med USA’s senere præsident Obama – og vel også med George W. Bushs udenrigsminister Colin Powell, der aldrig tilgav sin præsident, at han blev sat til at fortælle løgnehistorier i FN’s Sikkerhedsråd for at begrunde krigen.
Det var USA’s sande venner, der advarende mod alt det kaos, som blev udløst, og de ufatteligt mange liv, der gik tabt i Irak.
Vi, der i vores ungdom talte og demonstrerede mod Vietnam-krigen, var også dengang USA’s sande venner. I dag er vi nok på linje med de fleste tænksomme amerikanere, derunder Obamas udenrigsminister, John Kerry. I en debat i New York, hvor vi talte til de nybagte studenter fra FN-skolen, sagde Kerry om Vietnam-krigen, at den aldrig skulle have været udkæmpet, og at det ikke var sket, hvis der havde været ordentlige diplomater til stede!
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Klummen udkom i Berlingske 6. april 2023
Mere fra min hånd om Irak og Afghanistan