Podcast med Holger K Nielsen og Mogens Lykketoft

Mogens og Holger bider til benet

I denne podcast fra Pio-Pio kaster vi et blik mod USA, hvor de to erfarne herrer giver deres bud på, hvordan den amerikanske politiske fremtid kommer til at se ud. 

Vi vender også hjem, hvor vi ser nærmere på uroen i Venstre. I weekenden afholdte Venstre en ekstraordinær generalforsamling, hvor man blandt andet kunne høre, hvilke ambitioner den nye næstformand, Stephanie Lose, har på vegne af partiets fremtid. 

Hør podcasten her

Jeg er helt tryg ved magtskiftet i USA

Joe Bidens selvbiografi, Løfter for livet/Promises to Keep, bør være pligtlæsning. Det og meget mere i min anmeldelse af bogen i Information.

Skulle du ramle ind i betalingsmuren, kan du læse anmeldelsen nedenfor:

Valget af Joe Biden til USA’s præsident er en umådelig stor lettelse efter fire år med daglig angst for, hvilke løgne og ødelæggelser der udkom fra Det Hvide Hus.

Bidens tilløb var langt. Han blev valgt til Senatet for 48 år siden. Op til præsidentvalgene for 32 og 12 år siden forsøgte han uden held at blive kandidat. I stedet fik han otte år som Obamas vicepræsident.

Op til valgkampagnen i 2008 udgav han sine erindringer Promises to keep. De udkommer først nu på dansk, men bogen er så aktuel som nogensinde. Forfatteren fremstår som ærlig, velovervejet og med de samme holdninger, der nu omsider har bragt ham præsidentposten i en alder af 78 år.

Joe Biden: ’Løfter for livet’. Oversat af Jakob Levinsen. Informations Forlag. 472 sider. 300 kroner

Joe Biden kommer af små kår, irske rødder, katolsk tro, gode medmenneskelige værdier og et stærkt familiesammenhold. Han kæmpede fra barnsben energisk for at overvinde sin medfødte stammen, han blev jurist og stillede op til valg. Alt sammen fordi han gerne ville tale og kæmpe for alles adgang til ordentlig sundhedspleje og uddannelse, gøre op med vold og overgreb hjemme og ude og jævne ud mellem rige og fattige, sorte og hvide, mænd og kvinder.

Biden blev en kompromissøgende politiker og samtidig en lidenskabelig forkæmper for menneskerettigheder. Blandt de bedrifter, han selv er mest stolt af, er, at han fik lovgivet mod vold mod kvinder i amerikanske hjem, og at han var i front for at få USA til at standse folkemordet i det tidligere Jugoslavien.

Kvinderne i Bidens liv

Tre kvinder er afgørende i Bidens liv og gerning – de to, han blev gift med, og hans søster. Fra dem fik han kærlighed, styrke og ubetinget opbakning. Søster Valerie var endda ledende i hans valgkampe.

Bidens første, elskede hustru – Neilia – omkom i en trafikulykke sammen med deres spæde datter, og deres to drenge på knap fire og tre år blev alvorligt kvæstede. Tragedien skete kort efter, at Biden som 30-årig – mod alle odds og efter en fantastisk valgkamp i hjemstaten Delaware – var blevet valgt som det yngste medlem til USA’s senat. Biden var sønderknust og tæt ved at opgive sin politiske karriere. Men hans søster flyttede ind hos ham og tog sig kærligt af drengene, mens nogle af de store gamle senatorer, Mansfield, Humphrey og Ted Kennedy, slog kreds om ham. De så ham som en vigtig del af demokraternes fremtid.

Tre år senere mødte han den otte år yngre kvinde, Jill. Hun blev meget højt elsket, også af hans drenge, der utålmodigt spurgte: »Tror du, Jill vil gifte sig med os?«.

Nu har Jill og Joe været gift i 44 år. Jill har givet ham humør, energi og altid formidabel opbakning til at fortsætte det politiske virke og tage stadig større opgaver på sig. Hvert sjette år blev han genvalgt til Senatet og rykkede længere og længere frem i rækkerne.

Overlevede mirakuløst

Mange ville allerede først i 1980’erne have Joe Biden i spil som præsidentkandidat. Men det var først op mod valget i 1988, at han selv var med på tanken. I dén omgang oplevede han imidlertid en afgørende konflikt. Han var blevet formand for Senatets retsudvalg og satte alt ind på at stoppe præsident Ronald Reagans kandidat til højesteret, en reaktionær dommer ved navn Bork.

Det var en af grundene til, at Biden fik en voldsom pressekampagne imod sig. Han kom til at hade pressens ondskabsfulde forvrængninger af hans udtalelser og motiver og dens snagen i hans personlige tragedie. Men med uhyre energisk juridisk argumentation og politisk indsats fik han stoppet Bork, og han oplevede, at pressen vendte sig og blev mere positiv.

Livstruende sygdom trak ham imidlertid ud af primærvalget. Han var tæt på at dø af sprængte aneurismer – svage kar – i hjernen, der forårsager ofte fatale blødninger. På tragisk vis er jeg helt fortrolig med dén svaghed, da mine børns mor døde af det som 33-årig.

Joe Biden overlevede mirakuløst to hjerneoperationer og derimellem en blodprop i lungen. Efter mange måneders sygefravær vendte han tilbage til arbejdet i Senatet. Der skulle nu gå yderligere 20 år, før han igen forsøgte at blive præsidentkandidat.

Indsigt i international politik

I mellemtiden blev han formand for Senatets udenrigsudvalg, havde tæt dialog med skiftende præsidenter og mødtes jævnligt med alverdens statsledere. Han blev en af de amerikanske politikere, der fik den bredeste og dybeste indsigt i international politik. Hvis verden havde oplevet det held, at John Kerry i 2004 havde besejret George W. Bush, var Biden formentlig blevet udenrigsminister.

Han kæmpede for afspænding og rustningsbegrænsning og var derfor kritisk over for Reagans stjernekrigsprojekt og senere ideer om missilskjold.

Biden engagerede sig særligt intenst i at standse de forfærdende blodsudgydelser i Jugoslavien i 1990’erne. Han talte længe og højlydt for amerikansk intervention mod serbernes folkemord på muslimerne i Bosnien. Han mødtes med den serbiske præsident Milosovic og advarede ham kraftigt mod at fortsætte sine krigsforbrydelser.

Desværre fik Biden først efter den forfærdende massakre i Srebrenica i 1995 ørenlyd hos præsident Clinton for at iværksætte de luftangreb mod serberne, der omsider banede vejen for freden.

Biden formulerede siden bemyndigelsen fra Senatet til Clinton om at gribe ind mod Milosovics optakt til folkemord mod den muslimske befolkning i Kosovo fire år senere.

Pure opspind fra høgene

Biden troede i starten, at præsident George W. Bush ville læne sig op af sin sympatiske udenrigsminister Colin Powell. Men han så efter 11. september 2001, at de neokonservative høge, vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Rumsfeld, lagde kursen.

Angrebet på Taleban i Afghanistan var uundgåeligt, fordi bin Laden holdt sig skjult dér. Men der blev aldrig satset det nødvendige i militære styrker og social og økonomisk opbygning til at cementere sejren over Taleban. Bush skiftede alt for hurtigt fokus til Irak med påstande om, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben og spillede sammen med al-Qaeda. Det var pure opspind fra høgene, der naivt troede, at man kunne tage Irak militært i besiddelse og opbygge en demokratisk stat ved hjælp af nogle korrupte amerikanske eksil-irakere.

Som formand for Senatets udenrigsudvalg forsøgte Biden i samspil med Colin Powell at afdække realiteterne og binde Bush til FN og forhandlinger i stedet for krig. Men Bush, Cheney og Rumsfeld ville invadere.

Biden beretter, hvordan han ved gentagne besøg i Irak efter invasionen observerede alle Bush-regeringens monumentale fejltagelser, der førte til totalt kaos og blodig borgerkrig. Blandt andet den uansvarlige hjemsendelse af det irakiske militær med løn og den deraf følgende lette adgang til enorme ubevogtede våbenlagre, der siden kom oprørerne i hænde, og fiaskoen med at opbygge en duelig politistyrke, overgreb mod fanger, mangel på forståelse af de etniske og religiøse konfliktlinjer, der fandtes og de enorme tab af menneskeliv og værdier, som fulgte.

Som daværende leder af den danske opposition mod Anders Fogh Rasmussens ukritiske opbakning til George W. Bushs krig i Irak er det godt at få bekræftet, at jeg ikke var antiamerikansk, men på linje med den mand, der nu er blevet USA’s præsident.

Det er endnu en grund til at være tryg ved magtskiftet i Washington.

Mogens Lykketoft er forhenværende udenrigsminister og formand for Folketinget.

Anmeldelsen blev bragt i Information 20. januar

Jeg tror, at mange i Venstre omsider genkender mit billede af Løkke som en lille svindler

Lykketoft og LLR

FOTOTEKST: »Jeg har næret stor respekt for mange politiske modspillere gennem næsten 40 år i dansk politik. Men Lars Løkke ser jeg ikke som den dygtige håndværker med de flotte resultater. Han var – også i sin ministertid – en kynisk smadremand,« skriver Mogens Lykketoft i Berlingske. Arkivfoto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

Det er uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som leder.

I min første klumme i Berlingske her i 2021 skriver jeg om Trumps destruktive færden siden valgnederlaget i november. Så slem er Lars Løkke Rasmussen heldigvis ikke på sin færd fra magten.

Læs hele klummen i Berlingske her – eller nedenfor:

Somme brænder huset ned, når de ikke kan få lov at blive boende

Ind til 20. januar har USA en præsident, der har alle menneskets dårligste karakteregenskaber og ikke et eneste forsonende træk: En kæmpesvindler, en storskrydende løgner, der blev båret frem af en ekstremistisk højrefløjs dominerende mediemagt. Takket være denne bistand fik han selv i nederlagets stund et foruroligende højt stemmetal. Endnu en gang fik han præsenteret sig som den svegne arbejderklasses frelser, selv om hans politik kun har ført til endnu større ulighed, fattigdom og død.

Trods alle Trumps slagkraftige løgnekampagner faldt han på sin totalt kaotiske håndtering af pandemien, der har givet USA en global førerstilling i smitte og overdødelighed. Men han nægter som bekendt at anerkende nederlaget. Han har prøvet alle utænkelige numre for at få undergravet vælgernes demokratiske afgørelse og kuppe sig til at beholde magten. Det lykkes ikke. Men han har forvoldt et i forvejen meget skrøbeligt amerikansk demokrati ubodelig skade ved at fabrikere og udbrede sine falske konspirationsteorier.

Her til sidst benåder han både krigsforbrydere, der har myrdet løs blandt civile i Irak, og de personlige venner og medarbejdere, der var sendt i fængsel for korruption, svindel og løgn. Nu kan hele den moralsk anløbne rådgiverkreds frit samles og smede nye rænker både mod Biden-regeringen og mod alle de republikanske partifæller, der ikke ubetinget bliver ved at danse efter Trumps falske melodier. Det kan trække lange, onde spor i amerikansk politik.

Mange af verdens lande ledes af nulsums-spillere uden moral, der tror de kun kan vinde, hvis andre taber – og som intet middel skyer for at vinde. Den ultimative katastrofe er, når verdens mægtigste nation falder til den side, som det skete for fire år siden.

Frygter flere ødelæggelser

På grund af USAs enorme magt er Trumps vilde og onde gerninger ikke kun amerikanernes problem. Han har gjort hele kloden mere ustabil ved at nedbryde alliancer og støtte sine meningsfæller blandt autoritære og fascistiske statsledere. Selvom han kun har to uger tilbage i embedet, sidder en hel verden og frygter for endnu flere ødelæggelser fra hans hånd. For der er ingen grænser for hans lyst til at brænde huset ned, når han nu ikke længere skal bo i magtens centrum.

Lars Løkke Rasmussen er ikke slet som Donald Trump. Han er hverken livsfarlig eller blottet for forsonende personlige træk. Men de to har det til fælles, at de hensynsløst sætter huset i flammer, når magten glider dem af hænde.

Det er meget uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som fortsat leder efter hans mere end ti år på posten.

Ligesom med Trump ser det ud som om, at det hele tiden har handlet mere om Lars Løkke Rasmussens person og forfængelighed end om det projekt, en masse mennesker for kort tid siden viste ham den store tillid at lade ham stå i spidsen for.

Måske er det steget ham til hovedet, at så mange af Løkke Rasmussens tilhængere samt mange journalister og kommentatorer har kaldt ham sin tids største politiske håndværker.

Jeg har næret stor respekt for mange politiske modspillere gennem næsten 40 år i dansk politik. Men Lars Løkke Rasmussen ser jeg ikke som den dygtige håndværker med de flotte resultater. Han var – også i sin ministertid – en kynisk smadremand.

Den lille svinder

For fem år siden blev jeg voldsomt kritiseret, da det kom frem, at jeg ved en tale på min 70-års fødselsdag kaldte ham en lille svindler. I disse dage tror jeg at mange i Venstre omsider genkender dette billede.

Jeg har to afgørende begrundelser for min karakteristik af Lars Løkke Rasmussen:

For det første har han rent faktisk snydt mig – mest åbenlyst i forhandlingerne om kommunalreformen i 2004. Det afgørende for min holdning til både politiske med- og modspillere har aldrig været meningsforskelle. men om jeg kunne stole på dem.

For det andet er det et politisk svindelnummer i særklasse, at Lars Løkke har fået fremstillet sig som velfærdssamfundets værner og fornyer. Gennem 15 år i regeringsposition har han været hovedkraft i at nedbryde dette velfærdssamfund: Ved at ødelægge skattekontrollen, dele kæmpe skattelettelser ud til de rigeste ved rødvinsreformen samt at gennemføre en reel likvidering af efterlønnen og en fatal forringelse af dagpengesystemet. Alt sammen bidrag til større ulighed og mindre tryghed.

Det vil være totalt utroværdigt, hvis denne mand forsøger sig med at genopstå som et nyt centrum i dansk politik.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 8. januar 2021

🇬🇧 Urgent Recommendation to De-escalate NATO-Russia Military Risks

krigsskibe

We, in the European Leadership Network, urge de-escalation of NATO-Russia military risks.

The security situation in Europe has deteriorated to its lowest point since the end of the Cold War. 

NATO and Russian military forces operate in much closer proximity than just a few years ago, previous lines of NATO-Russia communications have broken down, and the nuclear and conventional arms control system that took decades to build is rapidly unravelling, with nothing to take its place.

Against this backdrop, the ELN has lent its support to an extended series of detailed senior expert discussions led by ELN members Sergey Rogov and Alexey Gromyko on how NATO and Russia might reduce the risk of inadvertent conflict. The experts group has comprised some 30 people including retired diplomats and military officers from the United States, Russia and Europe.

While members of the group differed over the root causes of the current crisis, they share a common concern that as tension builds between Russia and NATO, there is a growing danger of a real military confrontation.

Read a summary from the discussions leading up to this or download the entire text of the recommendations in English and Russian. Here are links to the full text in French and Polish.

Absurd at beskrive Mette F’s beslutning som bevidst lovbrud

Mette Frederiksen, Jakob Ellemann

Min klumme i Berlingske Tidende 3. december – om, hvorfor det ikke giver mening at beskrive Mette Frederiksens beslutning om at slå den danske minkbestand ned som overlagt tilsidesættelse af loven.

Læs den her i Berlingske – eller nedenfor:

Det er aldeles usandsynligt, at statsministeren var opmærksom på problemet om manglende lovgrundlag.

For hun havde ingen som helst interesse i at skjule det og udsætte sig for den voldsomme kritik, der nu er ankommet.

Dette kan affejes som et partsindlæg: Danmarks statsminister er min ven. Jeg beundrer hendes indsats for mit parti og mit land. Hun har haft en enestående god intuition til at handle hurtigt imod covid-19-pandemien. Derfor har Danmark på linje med Tyskland en dødelighed, der er mellem en femtedel og en sjettedel af dødeligheden i Sverige, i de store europæiske lande og i USA. Samtidig er vores samfundsøkonomi ramt mindre hårdt end de andres, fordi regeringen effektivt har holdt hånd under beskæftigelsen.

Regeringen iværksatte aflivning af hele den danske minkbestand uden lovhjemmel. Det er der sagt en masse undskyld for, og det er forhåbentlig ikke noget, regeringen igen udsætter landet eller sig selv for.

Det er imidlertid absurd at beskrive Mette Frederiksens beslutning som et bevidst lovbrud, udløst af hendes arrogance over for et hårdt ramt erhverv, magtbrynde og tyrannisering af embedsmændene. Hele hendes opmærksomhed var utvivlsomt på risikoen for, at Danmark på et øjeblik skulle blive forvandlet fra foregangsland til hovedproblem, når det gjaldt om at inddæmme pandemien. Der måtte ikke være den mindste risiko for, at den frygtede mutation i smitten kunne gøre Danmark til superspredernation og true den globale vaccinationsindsats. Derfor skulle der handles med lynets hast.

Det er aldeles usandsynligt, at statsministeren var opmærksom på problemet om manglende lovgrundlag. For hun havde ingen som helst interesse i at skjule det og udsætte sig for den voldsomme kritik, der nu er ankommet. Der var en åben dør til i stor hast at skaffe sig den nødvendige lovhjemmel. Støttepartierne og oppositionens leder, Jakob Ellemann-Jensen (V), var enig i, at minkfarmene – mutation eller ej – var superspredere, og at aflivningen var nødvendig af hensyn til folkesundheden. Et stort flertal var klar til i hast at ændre loven, hvis regeringen havde fremført ønsket.

Men var det ikke alle involverede ministres forbistrede pligt at spørge, om lovgrundlaget var til stede – og fik de ikke notater, hvor der i hvert fald i bilag var rejst tvivl herom?

»Støjberg har åbenbart samme ambition som Trump om at skabe mest mulig splid mellem jævne, hårdtarbejdende folk på landet og eliten i storbyen …«


Der er ingen tvivl om en ministers politiske ansvar for alt, hvad der gøres eller forsømmes i den pågældendes ministerium – uanset om han/hun fik alt at vide eller læste alt, der blev forelagt.

Derfor måtte fødevareminister Mogens Jensen – som den formelt set mest direkte ansvarlige – tage et slag for holdet og trække sig som minister i stedet for at vente på at blive væltet af oppositionen. Jeg ved imidlertid fra min tid som finansminister, at et problem om manglende lovhjemmel til en politisk ønsket beslutning aldrig ville være gemt i et bilag. Det ville stå med flammeskrift på forsiden af det gule omslag på sagen, så ministeren ikke risikerede at være i tvivl om, at her var et alvorligt problem.

Tidligere departementschef Jørgen Rosted fremmaner virkeligheden, når han siger: »Det havde været ønskeligt, at de havde læst bilagene, men der er ikke timer til det. Det handler om, at ministrene ikke har mulighed for at læse alt forud for møder. Så jeg ser det som et systemsvigt og et svigt af embedsværket«. Måske er embedsværket simpelthen ved at segne efter ni måneder i døgndrift med covid-19?

Det undrer ikke, at en opposition vil bruge en sag som denne til at angribe og forsøge at svække regeringen. Sådan er spillets regler.

Men det er nu alligevel mærkværdigt, hvis Venstre kan tolerere tonen i Inger Støjbergs (V) angreb på Mette Frederiksens »sump«. Støjberg har åbenbart samme ambition som Trump om at skabe mest mulig splid mellem jævne, hårdtarbejdende folk på landet og eliten i storbyen og nære hadet til sine politiske modspillere.

Andre kritiske reaktioner, der fremføres med pænere ordvalg, kan meget vel have andre motiver end ægte saglig kritik og ærlig forargelse.

Der er mange, som ikke under denne regering en medgang, de selv manglede. De synes med stigende utålmodighed at have spejdet efter et alvorligt fejltrin hos den nuværende regeringschef. Det var for meget for dem med den folkelige opbakning, hun fik, fordi hun pressede sit embedsværk til tidlig handling og hidtil har fået os gennem covid-krisen med langt lavere dødelighed og færre økonomiske skader end i de fleste andre lande.

Er dét motivet hos Bjarne Corydon og Noa Redington, der var hovedrådgiverne i Thornings politisk mislykkede projekt, hvor man ikke formåede at få embedsværket til at levere de ønskelige løsninger? I hvert fald er de nu blandt de selvretfærdige, som forarges over regeringen og dens chef, som de påstår arrogant tramper på embedsværket og løber fra sit ansvar for lovbruddet.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 3. december 2020

Billedtekst: »Det er aldeles usandsynligt, at statsministeren var opmærksom på problemet om manglende lovgrundlag. (…) Støttepartierne og oppositionens leder Jakob Ellemann-Jensen var enig i, at minkfarmene – mutation eller ej – var superspredere, og at aflivningen var nødvendig af hensyn til folkesundheden,« skriver Mogens Lykketoft. Foto: Søren Bidstrup

Trump afslører, hvor skrøbeligt USA’s demokrati er

Det gysende vanvid ved det amerikanske valgsystem er, at Biden trods flertallet på 6 mio. ville have tabt, hvis han ikke havde fået de sidste i alt 43.000 stemmer i Wisconsin, Georgia og Arizona. Det skriver jeg om i min seneste klumme

Læs den i Jyllands-Posten – eller nedenfor.

Amerikas absurde valgsystem: Biden var kun 43.000 stemmer fra at tabe valget, uanset at han fik 6 millioner flere stemmer end Trump

Joe Biden bliver indsat som USA’s præsident 20. januar 2020. I mellemtiden udfolder Trump en kaskade af ondskab og galskab, der truer USA’s nationale interesser og gør varig skade på tilliden til landets demokrati. Han kaster omkring sig med dekreter, der skal genere efterfølgeren. Han hjælper Taliban til sejr ved forhastet troppetilbagetrækning i Afghanistan, tillader olieboring i fredede områder osv. Han deltager ikke i at bekæmpe pandemien, der snart har slået 300.000 amerikanere ihjel. Han nægter alt samarbejde med den nye præsident, mens hans håndlangere forgæves fører bizarre retssager for at få valget omstødt.

Sandheden er, at USA aldrig tidligere har holdt et valg med færre fejl eller større valgdeltagelse. Men alt for mange af Trumps vælgere tror på hans monumentale løgne, der ukritisk befordres af ultrakonservative medier og deles på twitter. Også de to Trump-sønner optræder som superspredere af løgnehistorier. 

Mistroen til det politiske system vil forstærkes endnu mere, hvis de lovede reformer til gavn for flertallet af amerikanerne blokeres af Republikanerne, uanset at de kun har mindretal af vælgerne bag sig.

Det amerikanske valgsystem er indrettet så de, der vil varetage vælgerflertallets interesse, gang på gang fastlåses i fælder, hvor de ikke har flertal for at gennemføre deres politiske løfter.

Biden bliver præsident. Men Demokraterne skal også vinde omvalgene i Georgia 5. januar for at have flertal i Senatet. 

Et fortsat republikansk Senats-flertal udkommer ikke, fordi de fleste i USA stemmer republikansk, men fordi de små konservative stater i Midtvesten er voldsomt overrepræsenteret. Et senatsflertal kan – ligesom det skete det meste af tiden under Clinton og Obama – blokere reformer af sundhedssystem, velfærd, retssystem og valgordning. Og – hvis Demokraterne ikke kan levere resultater – kan en stadigt dybere mistro til systemet bane vej for en ny Trump-figur i 2024. Også selv om han kun har et mindretal af vælgerne bag sig.

For i USA er det jo langt fra sikkert, at den der får flest stemmer, bliver præsident. Selv et nok så lille vælgerflertal i den enkelte stat udpeger alle statens valgmænd, og præsidenten udpeges af valgmandskollegiet – ikke af flertallet i hele nationen.

Derfor kan selv et meget klart vælgerflertal blive kasseret til fordel for et nervepirrende lotteri, hvor sejren i stedet bestemmes af at en kandidat med en uhyre smal margin kan få flertal i nogle få stater.

Den nationale valgkamp føres derfor stort set kun i disse svingstater. Partisoldater flytter endda postadresse for at stemme dér, hvor de bedst kan påvirke udfaldet: Trumps ambassadør i København, Carla Sands, fik for eksempel denne gang sin stemme talt i Pennsylvania – ikke i den stat, hun rejste til Danmark fra.

I 2016 fik Hillary Clinton 2,9 mio. flere stemmer i end Trump. Men hun blev ikke præsident, fordi Trump overraskende vandt med en margin på 0,6 pct.- 78.000 stemmer – i svingstaterne Pennsylvania, Michigan og Wisconsin.

I 2020 fik Joe Biden over 6 mio. stemmer mere end Trump. Alene i Californien var hans flertal 5 mio. Men det gysende vanvid ved det amerikanske valgsystem er, at Biden trods flertallet på 6 mio. ville have tabt. hvis han ikke havde fået de sidste i alt 43.000 stemmer i Wisconsin, Georgia og Arizona – en margin på 0,4 pct i disse stater. Disse små vælgertal de ’vigtige’ steder sikrede ham de sidste 37 valgmænd, der bragte ham en stor sejr i valgmandskollegiet.  

Lotteriet kan fortsætte næste gang og atter slå ud til den gale side.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 24. november 2020

Det store amerikanske drama

Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen. Hvad skal Biden gøre for at ændre på det?

Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske Tidende. Du kan også læse den nedenfor.

Den overvældende interesse for USA’s valg er forståelig. Udfaldet påvirker os alle.

Demokratisk sindede mennesker verden over føler en enorm lettelse over, at Biden overtager fra Trump.

Derimod sørger Brasiliens og Israels herskere og de arabiske potentater i Golfen over udfaldet. De har i Trump haft en stærk støtte til deres politiske mål og autoritære tilbøjeligheder. Putin ærgrer sig givetvis også over, at USA ikke beholder en præsident, der aldrig har villet sætte ham stolen for døren.

Valget af Biden vil helt sikkert styrke internationalt samarbejde om klima, handel, fred og sikkerhed. Vi kan igen tro på, at USA i egen interesse vedstår sine alliancer og støtter et forpligtende internationalt samarbejde.

Corona-epidemien har sat skarpt lys på behovet for et sundhedssystem, der samler alle op, langt bedre uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, social indsats samt et opgør med et uretfærdigt retsvæsen og valgsystem.

Biden har et stærkt folkeligt mandat med cirka fem millioner flere stemmer bag sig end Trump. Han rækker hånden ud til samarbejde og kompromis med sine modstandere. Hvis Republikanerne fastholder sit flertal i Senatet og fortsat er i lommen på den slagne Trump som »spoiler-in-chief«, er der imidlertid stor risiko for en fortsættelse af den visnepolitik, som forhindrede Bill Clinton og Barack Obama i at realisere mange af deres reformforslag.

»Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite.«


Det er en grundskavank i USAs demokrati, at valgsystemet er systematisk skævvredet til fordel for konservative kræfter. Det er værst i Senatet, hvor folkefattige stater i Midtvesten og Syden har samme repræsentation som dynamiske befolkningscentre som Californien og New York. Men det slår også igennem i præsidentvalg. Derfor blev George W. Bush i 2000 og Donald Trump i 2016 valgt med færre stemmer end deres modkandidat. Det var tæt ved at gentage sig i 2020. Det var kun promiller af stemmerne i fire stater, der forhindrede, at Biden – med et endnu større stemmeoverskud end Hillary Clinton i 2016 – blev slået af banen i valgmandskollegiet.

Trump fik hverken et flertal af vælgere eller valgmænd. Hans forsøg på at opdigte valgsvindel faldt på klippegrund, både blandt hans egne i Kongressen og i dét retssystem, han prøver at misbruge.

Men hans realitetsfornægtelse bidrager endnu en gang til at uddybe kløfterne mellem de ca. 76 mio., der stemte på Biden og de ca. 71 mio., der stemte på Trump.

Biden har fokus på at dæmpe modsætningerne og række ud til de skræmmende mange, der holdt fast ved Trump. Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite. De har oplevet, at jobbene blev færre og reallønnen ringere. De ser ikke staten som en løsning. De er imod nye skatter, fordi de ikke selv har oplevet at få meget for skattekronerne. De føler sig presset af konkurrencen fra udlandet, af mindretallene og migranterne. De rammes af coronavirus, men accepterer ikke smitterisikoen. De afviser tvang til at gå med mundbind og alt andet, som de mener indskrænker deres personlige frihed eller sætter økonomien i stå.

Trump har, skønt han har været præsident i fire år, haft stort held med fortsat at placere skylden for al elendighed hos politiske modstandere i Kongressen og delstaterne, hos udlandet og indvandrerne. Han har bevaret positionen som frelserskikkelse for mange hvide vælgere, der føler sig marginaliseret eller truet af udviklingen. Men det er Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik, der har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen.

Realiteten er, at Trump intet gør for den hvide arbejderklasse og alene har fokus på at hjælpe multimilliardærerne. Men alt for mange lytter til Trumps falske løfter og vilde konspirationsteorier. De er lukket inde i den alternative virkelighed, der formidles på Fox News, i ultrakonservative lokale medier og deres ekkokamre på de sociale platforme: Medier, der er finansieret af nogle få milliardærer for at bevare magten.

Derfor er det en enorm udfordring for Biden at overbevise om, at han har bedre svar på menneskers udfordringer – og at han kan skaffe sig flertal for at levere disse svar: De gamle job kommer ikke tilbage. Løsningen er ikke at beskytte forældede teknologier og klimafjendtlige brændsler. Trump fik jo heller ikke gang i kulminerne igen. Nye teknologier er vejen til nye job – vel at mærke hvis der investeres i sundhed, opkvalificering, infrastruktur og klimaløsninger.

Vi krydser fingre for, at det trods alt lykkes.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Biden genopbygger internationalt samarbejde

USA har brug for stærke alliancer og et klogt diplomati for at standse gamle og forebygge nye konflikter. Biden vil genoptage internationalt samarbejde, som vi har savnet under Trump: I Yemen, i NATO, i WTO, i Arktis, i Iran og med Paris-aftalen. For en lille allieret som Danmark er hele serien af nye toner fra den kommende præsident positive. De gør det let igen at opleve et interesse- og værdifællesskab med USA, som var vanskeligt at få øje på under Donald Trump.

Det skriver jeg om i denne artikel i Ræson 9. november 2020

Flere artikler og indlæg om USA fra min hånd her

Det vil være en enorm lettelse at slippe af med den skamløse narcissistiske løgnhals

Trump MAGA

USA har nu chancen for at rette op de ekstreme skavanker i samfundet, som er blevet forstærket og eksponeret under corona-pandemien. Det skrev jeg om i min klumme i Berlingske forleden, på valgdagen.

Billedtekst: »Trump blev ikke den frelsende virksomhedsleder, der kunne overvinde alt dét, der bekymrede folk« Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Læs artiklen i Berlingske her – eller nedenfor

DEMOKRATIET VANDT

Valget er en neglebider, der ryster os alle. Men jeg vover at tro, at Trump ender med at tabe. Joe Biden og Demokraterne har overvundet alle de handicaps, som USA’s forældede valgsystem giver til det befolkningsflertal, der hver gang stemmer demokratisk, men kun hver anden gang får magten.

Både for USA og det meste af verden vil det være en enorm lettelse at slippe af med den skamløse narcissistiske løgnhals, der vandt i 2016 og fik endnu flere stemmer i 2020 ved systematisk propaganda fra Fox News og serien af ekstremistiske medier, der blev finansieret af en flok dybt reaktionære milliardærer. Den monumentale ulighed i økonomi og viden i det amerikanske samfund forklarer, at så mange kunne vildføres. Men Trump blev ikke den frelsende virksomhedsleder, der kunne overvinde alt dét, der bekymrede folk. Han kunne og ville selvfølgelig heller ikke løse alt det, der var galt i et politisk system, som Republikanerne i årevis har forhindret i at fungere. Han har kun leveret til de superrige. Han har skabt død og ødelæggelse for ufatteligt mange mennesker og virksomheder ved sin katastrofale håndtering af coronapandemien.

Det er afgørende for USA og klodens fremtid, at Trump forsvinder, men dybt foruroligende at så mange amerikanere, efter hans fire år som præsident, fortsat gav ham deres stemme. Han kan også nå at lave mange ekstra ulykker inden 20. januar 2021. Ultimativt noget, der ligner borgerkrig fra hans svært bevæbnede venner på den yderste højrefløj.

Udfordringerne for Joe Biden er enorme. Vagtskiftet er kun den første nødvendige forudsætning for, at USA kan gøre op med de enorme svagheder, skævheder og modsætninger, som den afgående præsident så systematisk har næret og spillet på de seneste fire år. Der skal folk med viden, kompetence og god vilje ind på et vældigt antal centrale positioner. På rekordtid skal der laves grundlæggende reformer af sundhedssystem, retsvæsen og valgregler. Set udefra åbner sig på ny muligheder for internationalt samarbejde og fælles indsats for at imødegå den skæbnesvangre klimakrise.

USA har nu chancen for at rette op de ekstreme skavanker i samfundet, som er blevet forstærket og eksponeret under coronapandemien. Alt, der er sket i USA fra januar til november i år, viser det enorme behov for national ledelse til at bremse smitten. Men også langt bredere hvorfor USA har brug for en sundhedsreform, der forsikrer alle, og for et arbejdsmarked med et ordentligt socialt sikkerhedsnet. Der er meget at lære i Skandinavien om samfundets rolle i at skabe både konkurrenceevne og social sammenhængskraft.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget er fra Berlingske Tidende 4. november 2020

Her finder du flere kommentarer fra min hånd om præsidentvalget og Trumps forvaltning af USA