Det ægte demokrati er på retur

Obama kom på Anders Fogh Rasmussens demokratitopmøde for nylig med en opsang og opfordring til dem, der tror, at demokratier er en statisk, overlegen størrelse. De skal fornys og forbedres, mente den tidligere amerikanske præsident. Mere om det i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Indlægget kan også læses her:

Demokratiets forhåbentlige overlegenhed

Det var interessant at være gæst på Copenhagen Democracy Summit i forrige uge. Topmødet arrangeres af Anders Fogh Rasmussens Alliance of Democracies med deltagelse af mange fremtrædende erhvervsfolk, politikere og mediemennesker og får økonomisk støtte fra store virksomheder og fonde – bl.a George W. Bush Foundation og Taiwan.  

Deltagelsen fra det europæiske centrum-venstre er behersket. Men heldigvis kom Barack Obama og gav et sædvanligt spændende indlæg, der skilte sig ud fra de mange andre, som blot postulerede demokratiets moralske og økonomiske overlegenhed. Obama talte om det påtrængende behov for at forny og forbedre, hvis demokratiet skal overleve.

Ægte demokrati, der afspejler folkeviljen, sikrer retsstaten, inddæmmer korruption, sikrer reel pressefrihed, beskytter minoriteter og bekæmper den epidemiske ulighed, er på retur. Det bliver stadigt vanskeligere at definere hvem, der skal have lov at være i en alliance af demokratier.

Uægte demokratier

Tænk på Ungarn og Polen i EU. I Indien, der benævnes verdens største demokrati, er Modi-regeringen fuld gang med at begrænse pressefriheden og diskriminere mod det store muslimske mindretal. Brasiliens udvikling under den højre-populistiske præsident Bolsonaro, er skræmmende. Israel, som behersker og undertrykker halvdelen af indbyggerne i det historiske Palæstina, kalder sig for Mellemøstens eneste demokrati. I Tyrkiet er Erdogan folkevalgt, men knægter ytringsfriheden og fængsler journalister og oppositionspolitikere. I Filippinerne erstattes præsident Dutertes retsløse voldsregime nu af eksdiktatoren Marcos’ søn, der næppe heller har ægte demokratiske hensigter. 

Summen af russiske troldes løgnehistorier og Murdoch-imperiets beslægtede løgne i dominerende medier i Storbritannien og USA var måske nok til at tippe vælgerbalancen til fordel for Brexit og Trump i 2016. Obamas formaning om at forbedre demokratiet for at redde det handler også om at forhindre en genkomst af Trump i 2024, hvilket kan blive enden på det amerikanske demokrati. Allerede nu skaber systemet til valg af præsident og kongres, sammen en Højesteret domineret af højreekstremister, risiko for at flertallets ønsker om fri abort, våbenkontrol samt reformer af sundhed og velfærd knægtes, fordi et mindretal af vælgere sætter sig på flertallet i magtens korridorer.

På Foghs Topmøde var der forståeligt stærke røster mod Kinans autoritære styre og frygt for, at landet på væsentlige teknologiområder overhaler USA. Den amerikanske tænketank Atlantic Council fremlagde imidlertid en analyse, der påstår en entydig sammenhæng mellem demokrati og velstand. Det eneste ubestridelige er dog, at de nordiske lande med deres høje grad af velfærd og lighed ligger bedst. 

Ærgerligt nok blændes der i Atlantic Councils analyse ved statistisk manipulation for Kinas styrke. Kinas model står for mange i de fattige lande stærkt som konkurrent til Vesten, fordi landet siden 1978 har trukket 800 millioner ud af ekstrem fattigdom og har et nationalprodukt, der mere end 30 gange højere end dengang. Denne succes kan ikke bortforklares ved en graf fra Atlantic Council, der viser, at velstanden i Kina er langt lavere end i det demokratiske Taiwan og i Hongkong, der indtil for kort tid siden levede under den vestlige model. Det er ikke fair at sammenligne Taiwan/Hongkong med hele det store Kina. Ser man stedet på Shanghai, der havde et sammenligneligt udgangspunkt, ser de anderledes ud. Det er farligt at bortdefinere den kinesiske udfordring ved misbrug af statistik.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 22. juni 2022.

Mere fra min hånd om demokrati

Uffe er død.

Mogens og Uffe

Min ven, samtalepartner og kollega Uffe Ellemann-Jensen er død. Det er et stort tab, jeg kommer til at savne ham. Læs min nekrolog over Uffe i Information – eller nedenfor:

Uffe er død. Det er en vældig og folkekær personlighed, der nu har forladt os. Uhyre begavet og vidende, skarp i analyse og replik, altid med en kraftfuld blanding af humor, engagement og kampvilje. Han elskede livet, selskabet, festen. Han var altid frisk med den gode historie eller kommentar, som han fortalte med humor og sarkasme. Uffe havde en formidabel hukommelse og analysekraft.

Vi gamle husker ham længst tilbage som tv-journalisten, der tog et koldt brusebad foran skærmen under den første oliekrise.

Ikke så længe efter gik han ind i politik og blev valgt til Folketinget for Venstre, hvor hans replikskarpe og uhyre morsomme far, Jens Peter Jensen, allerede var aktiv. Uffe var politisk ordfører for Venstre under den kortvarige SV-regering i 1978-1979 – et projekt, han dengang støttede helhjertet.

Det var Uffes og Danmarks udenrigspolitiske gevinst, at hans daværende partiformand, Henning Christophersen, ikke ville tilbage som udenrigsminister, men valgte Finansministeriet, da han tabte spillet om statsministerposten til Poul Schlüter i 1982.

Koldkriger

Som udenrigsminister var Uffe handlekraftig og risikovillig. I de første fem år af hans mere end ti år lange tid på posten levede han livet farligt i konstant konflikt med det alternative sikkerhedspolitiske flertal. Uffe blev af den daværende ledelse i Socialdemokratiet opfattet som en fræk gadedreng, der skulle fældes: Han havde en meget kritisk og lemfældig omgang med den række af kritiske fodnoter til NATOs raketprogram, som han måtte tåle fra et flertal uden for regeringen, der også omfattede den borgerlige regerings radikale støtteparti.

Men De Radikale ville ikke vælte Uffe og regeringen. Det blev i stedet til en lang række ’næser’ fra flertallet, som Uffe fremviste med stolthed. Han lagde aldrig skjul på, at han var koldkriger og ikke stolede på Rusland og derfor ønskede den vestlige alliance stærkest mulig. Det var en triumf for ham, at fodnoternes tid var ovre, da De Radikale kom i regering i 1988.

En legende i internationalt diplomati

Uanset den hjemlige kritik i de første år styrkede Uffe Danmarks internationale gennemslagskraft ved fænomenalt talent for at knytte nære personlige relationer til toneangivende kræfter i omverdenen. Hans venskab med den tyske kollega og partifælle Hans-Dietrich Genscher er for eksempel velkendt. Men det gjaldt også amerikanske republikanske udenrigsministre. Og socialdemokratiske kolleger som Thorvald Stoltenberg i Norge og Jan Eliasson i Sverige. Uffe blev med sit talent for farverig fremtræden og sin lange tjeneste en legende i internationalt diplomati.

Uffes stjernestund kom ved afslutningen af Den Kolde Krig med Murens fald. Han kendte den gamle kommunistiske verden fra sit virke som journalist og efterretningsmand og delte euforien med de mange millioner, der kom ud af fængslet. Hans største bedrift var at sikre, at Danmark var det første land, der anerkendte og sendte en ambassadør til de tre baltiske lande, da de i 1991 brød ud af Sovjetunionen. Han satte sig i spidsen for et meget aktivt program for at styrke de nye baltiske demokratier og knytte dem til Vesten.

Uffe havde to nederlag: At han som udenrigsminister måtte tåle nederlaget ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten for udvidelse af EU-samarbejdet i 1992, og at han med papirstynd margin ikke blev statsminister i 1998. Det havde nok været en mere frisindet borgerlighed, der havde fået magten under hans ledelse end under senere venstreledede regeringer. Dansk Folkeparti ville næppe have fået så stærk indflydelse.

Uffe selv mente, at nederlaget i 1998 reddede hans liv yderligere 24 år. Han mente, at arbejdspresset som statsminister havde slået ham hurtigt ihjel – med alle de fysiske skavanker, han længe måtte trækkes med. Til gengæld fik han en spændende tilværelse med mange bestyrelseshverv og skrev flere gode bøger om det liv, han havde levet.

Mit eget forhold til Uffe var præget af, at vi egentlig altid godt kunne lide hinanden, men mange år så at sige kørte på forskellige politiske bølgelængder – jeg med fokus på økonomi, han på udenrigspolitik. Da det sidste blev vores begges fokus, var det ham, der foreslog TV 2 News, at vi skulle lave TV sammen. Jeg er utrolig glad for det samvirke og venskab, vi udviklede undervejs.

Døden var ikke uventet af ham selv. I mange år sagde han med sit sædvanlige grin, at han fejlede en masse, men at lægerne ikke mente, at det var noget, han ville dø af.

Jeg mødte ham senest i to repriser på vores lange serie af udenrigspolitiske debatprogrammer. Det var lige efter starten på den russiske angrebskrig mod Ukraine. Han var tindrende klar i sin analyse og rasende over, at så meget af det, han havde forudset og frygtet, nu skete.

Det var nu en meget stor fysisk anstrengelse for Uffe at rykke ud til tv. Da vi sammen kørte frem og tilbage i taxi, sagde han – ind imellem vores altid gode samtale om dansk og international politik – at kræften var løbet løbsk, og at han snart ville dø. Han så det lige i øjnene.

Mine tanker går til Uffes hustru, Alice Vestergaard, og den store flok af børn, svigerbørn og børnebørn, der elskede Uffe, og som han elskede. Vi er rigtigt mange andre også uden for familiens kreds, der vil føle sorgen og det varige savn af at dele tanker og godt selskab med ham.

Æret være hans minde.

Nekrologen blev bragt i Information 20. juni 2022

Om Mette Holms samtalebog med Uffe og mig fra 2018: Markedets bedste udenrigspolitiske lynkursus

Er vi kommet til det amerikanske demokratis skæbnestund?

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen i USA kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal – det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Folkeflertallets stemmer tæller mindst

Et stort flertal af amerikanere ønsker fri abortvåbenkontrolklimaindsats og et solidarisk sundhedssystem for alle.

Alligevel er den fri abort under angreb. Trods skolemassakrer og andre massemord, forhindrer våbenlobbyens venner, at der indføres effektive begrænsninger i adgangen til private skydevåben. Kullobbyen med den kun af navn demokratiske senator Joe Manchin i spidsen blokerer sammen med republikanerne effektive lovinitiativer for klimaet. Sundhedsindustrien og konservative kræfter sætter fremskridtene fra Obamas tid under vedvarende angreb.

Joe Biden er i overensstemmelse med folkeflertallet, og der var stor lettelse både hjemme og ude, da han blev valgt. Men han taber dramatisk i popularitet, fordi han ikke kan få flertal for sin politik. Frustrationerne kan føre til, at en i forvejen lav valgdeltagelse bliver endnu lavere ved næste valg, fordi seneste stemmeafgivning ikke gjorde nogen mærkbar forskel.

Magtfulde medier med Fox News i spidsen sviner systematisk Biden til og holder Trump-bølgen ved lige.

Trump forsøgte forfatningsstridigt at beholde magten til trods for valgnederlaget i 2020, men alligevel for dette, er der stadig meget stor risiko for, at Trump i 2024 vender tilbage på præsidentposten – med endnu stærkere autoritære træk og en politisk kurs, som et flertal af amerikanere er indædte modstandere imod.

Dét kan nemlig ske, selvom der fortsat er millionstort demokratisk stemmeflertal: En lang række mekanismer i det amerikanske valgsystem virker stadigt stærkere i retning af, at mindretallet af vælgere sætter sig på majoriteten i alle magtens korridorer. Det er især de farvede, de yngre, kvinderne og progressive borgere i kyststaterne mod øst og vest, der ender med at være dramatisk underrepræsenteret, mens politikere, der er finansieret af de superrige personer og virksomheder, er voldsomt overrepræsenteret.

Årsagerne findes hele vejen ned gennem systemet fra præsidentvalg, valg til de lovgivende forsamlinger både i Unionen og i enkeltstaterne og hos det ultrakonservatives flertal i den politisk udpegede amerikanske højesteret:

Det mærkværdige valgmandssystem betyder, at Biden kan blive den sidste demokratiske præsident, der blev valgt, uanset at demokraterne også i fremtiden i nationen som helhed får langt flest stemmer. Trods de syv millioner stemmers overvægt til Biden i 2020, ville Trump været blevet den lovligt valgte præsident, hvis bare 40.000 vælgere i tre stater havde stemt anderledes. Logisk ret uforståeligt!

Knægte folkeflertallets vilje

Til Senatet vælges to senatorer fra hver stat. Det betyder, at flertallet af senatorer vælges af den tredjedel af befolkningen, der bor i tyndt befolkede og overvejende konservative stater.

Der skal for eksempel 40 gange så mange stemmer til at få en demokratisk senator fra Californien valgt, som til få en republikansk senator fra Wyoming valgt. De overvejende farvede og demokratiske vælgere i Washington DC og Puerto Rico har slet ikke stemmeret til Senatet, fordi deres bopæl ikke er i en af de 50 anerkendte delstater.

Til Repræsentanternes Hus vælges lovgiverne i forhold til staternes folketal, men valgkredsinddelingen er ofte manipuleret, så vælgerflertal bliver et mindretal af repræsentanter. Det samme gælder valgene til de lovgivende forsamlinger i enkeltstaterne. Desuden er republikanerne voldsomt i gang med at opstille praktiske forhindringer for at stemme. Det går reelt ud på at mindske valgdeltagelsen blandt demokratiske vælgere, der er farvede og/eller fattige. Endelig er der mellem staterne uens praksis for, hvem der helt kan berøves stemmeret på grund af tidligere domme – noget der selvfølgelig også især rammer de farvede.

Den reaktionære Højesteret, som Trump fik skabt, har desuden en uhyre aktiv rolle i at knægte folkeflertallets vilje. Det ses mest aktuelt i abortsagen, hvor kvindernes frie ret til de seneste 50 år at bestemme over deres krop angribes. Men det gør sig blandt andet også stærkt gældende ved, at Højesteret ikke aktivt går op imod den lokale lovgivning, der manipulerer et flertal af vælgere til et mindretal af lovgivere.

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal.

Der er brug for en hidtil uset folkelig mobilisering for at revitalisere demokratiet. Ellers kan det ende med et mere autoritært styre og en borgerkrigslignende tilstand, der fjerner USAs kapacitet og legitimitet som leder af den demokratiske verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 14. juni 2022

Mere fra min hånd om demokratiet i USA

Giv ikke Putin anledning til det mindste smil

Jeg håber på et ja til ophævelse af forsvarsforbeholdet i EU 1. juni. En ven spurgte mig forleden, om jeg kunne ridse de vigtigste argumenter for ja og nej op. Jeg måtte svare, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om ét eneste godt argument for nej, selv om jeg sammen med lederne i Socialdemokratiet, SF og De Radikale var med til at formulere forbeholdene for 30 år siden. Læs min klumme i Berlingske om forsvarsforbeholdet – i avisen eller nedenfor:

Vi skal stemme onsdag

Vi skal ikke til folkeafstemning, fordi grundloven kræver det: Danmark afgiver faktisk ikke suverænitet, og selv om vi gjorde, så var der i denne sag 5/6 flertal i Folketinget for at afskaffe forbeholdet uden folkeafstemning. Men for 30 år siden gav Folketinget og regeringen løfte om, at bortfald af de danske forbehold kun kan ske ved folkeafstemning. Derfor havde vi i 2000 afstemning om dansk deltagelse i euroen og i 2015 om dansk deltagelse i det retlige samarbejde. Begge gange blev det nej.

Jeg håber inderligt, at vi ikke igen skal opleve et nej, men at vi får høj valgdeltagelse og et stort ja.

Mange har imidlertid ikke engageret sig i diskussionen, og vi risikerer, at de bliver væk fra stemmeurnerne, fordi de ikke kan gennemskue, hvad det handler om.

En ven spurgte mig forleden, om jeg kunne ridse de vigtigste argumenter for ja og nej op.

Jeg måtte svare, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om ét eneste godt argument for nej, selv om jeg sammen med lederne i Socialdemokratiet, SF og De Radikale var med til at formulere forbeholdene for 30 år siden. Verden er nu totalt forandret, og ingen af os, der skrev forbeholdet dengang, ønsker i dag at bevare det.

I øvrigt synes jeg hverken nejsigerne er kommet med gode, lødige eller korrekte argumenter.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige lyver ligefrem, når de postulerer en modsætning mellem NATO og EU i forsvarssagen. NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg fastslår entydigt, at NATO med USA i spidsen ønsker et stærkere EU-samarbejde om forsvaret, fordi det lægger op til arbejdsdeling, ikke konkurrence. Påstanden om en kommende EU-hær, som danske soldater kan tvangsudskrives til, kan aldrig blive en realitet, EU kan enes om: Ligesom vi selv bestemte at deltage i for eksempel Afghanistan, så bestemmer vi selv, hvilke EU-missioner vi eventuelt vil deltage i. Og som hidtil vil det altid kun være med professionelt, frivilligt mandskab.

Specielt Enhedslisten er i selvmodsigelse med deres fornuftige ny erkendelse af, at vi skal arbejde på at forandre EU i stedet for bare at være imod medlemskab. Enhedslisten og de gamle EU-modstandere i Folkebevægelsen påstår, at forsvarssamarbejde i EU vil øge de i forvejen stigende rustningsudgifter. Det er der ingen anledning til at tro.

Der er bred politisk enighed om, hvor stort forsvarsbudgettet skal være, og disse rammer vil ikke blive berørt af, om nogen af ressourcerne bruges i missioner, som EU er spidsen for – i god i forståelse med NATO. Samarbejdet om europæisk våbenproduktion vil ikke – som påstået – føre til, at der kommer mere isenkram, krudt og kugler end uden dette samarbejde. Det handler alene om, at Europas bidrag til det fælles forsvar i højere grad kan føre til arbejdspladser og teknologiudvikling hos os i stedet for i USA’s våbenindustri.

Dyrket nordisk samarbejde

Personligt har jeg også større tillid til, at eventuelle missioner i Afrika eller Mellemøsten gribes klogere an i EU-regi end det blev, når vi i fortiden deltog i amerikansk ledede operationer. Vi kan meget bedre præge indholdet gennem EU. Bedst i nært samarbejde med de andre nordiske lande, som vi har allerflest værdier tilfælles med.

Forleden hørte jeg en ekspert sige, at det hele kun var et spørgsmål om, hvorvidt soldater skulle udsendes til eventuelle missioner under NATO, EU eller FN. Det samlede antal soldater, der kan udsendes, er nok ret konstant, og mod øst sker udsendelse entydigt i NATO-regi. Ingen ønsker, at værnet mod Putin kommer til at ligge andre steder end i NATO. Men der kan komme usikkerhed om USA’s vilje, hvis Trump vender tilbage, og i så fald må Europa være villig til at løfte mere selv.

I øvrigt er det tænkeligt, at EU og FN kan spille sammen ved, at EU-ledede styrker kan indgå i fredsbevarende FN-missioner. Det var en mulighed, daværende FN-generalsekretær Kofi Annan talte varmt for over for os europæiske udenrigsministre i 2001, da EU forrige gang overvejede at have beredskab til EU-missioner. Kofi Annan sagde, at det ville give FN ekstra muligheder for fredsbevarende operationer, hvis EU kunne hjælpe til hurtigere udrykning med bedre uddannet mandskab.

Jeg kan, som nævnt, ikke finde argumentet for nej. Derimod kan jeg finde et ekstra for ja: Det kan godt være at Putin – med de enorme problemer, han har givet verden og sig selv – har mindre fokus på, om Danmark som eneste land i EU og Norden ikke vil deltage forsvarssamarbejde i EU. Men han vil nok alligevel kunne få et lille smil frem, hvis Danmark i den nuværende situation afviser et nærmere samarbejde med sine nærmeste venner og naboer om et forsvarspolitisk spørgsmål.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlinske 30. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og folkeafstemningen

Pandemi og krig øger uligheden og kan true demokratiet

Vestens politiske elite må gøre op med den eksplosivt stigende ulighed i velstand og magt, fordi det styrker populisterne og undergraver demokratiet. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Superrige hamstrer verdens velstand

Store dele af verden kom ikke ud af covid-pandemiens svøbe, før al vores opmærksomhed samledes sig om krigen i Ukraine.

Pandemi og krig betyder mere fattigdom og ulighed. Derfor er der ingen fremdrift i FN’s verdensmål nr. 1 om udryddelse af fattigdom og nr. 10 om mindre ulighed. Tværtimod.

Vi havde indtil pandemien vedvarende reduktion af antallet af ekstremt fattige i verden. Men det foregik paradoksalt nok samtidig med, at et lille antal superrige med raketfart fortsatte med at hamstre en voksende del af klodens velstand. Uligheden voksede uafbrudt år for år gennem fire årtier.

Lige nu er det er ikke kun de forfærdende ødelæggelser i Ukraine, der skaber mange flere fattige. Det er også de voldsomme prisstigninger på energi og fødevarer, der er afledte konsekvenser af krigen. Det truer med at udløse en sultkatastrofe for millioner verden over, der i forvejen lever i dybeste fattigdom.

Vi må håbe, at FN kan få lov at formidle, at de store fødevarelagre, der venter på at blive eksporteret fra Ukraine og Rusland, uanset krigen kan komme ud til resten af verden og mildne situationen.

Magtfulde meningsmøller

Men intet kan forhindre, at inflationen æder af folks velstand, og at staternes budgetter forværres, også i de rige lande. Men trods de mange ekstra regninger på hjemmefronten er der akut brug for massiv forøgelse af den rige verdens bidrag til FN-systemets indsats for at udbrede vaccinationer og begrænse sult.

Mens flere hundrede millioner mennesker er faldet tilbage i ekstrem fattigdom og skal leve for under et par dollar om dagen, har enkelte multimilliardærer under pandemi og krig lagt utrolige summer oven i deres formueværdi. Selv en beskeden ekstra skat på de få superrige kunne i princippet bremse den ny vækst i ekstrem fattigdom i verden. Det kunne samtidig begrænse, hvor mange penge de kan bruge på at twiste magt og meningsdannelse.

Teslas Elon Musk er et stjerneeksempel på en superrig, der betaler for lidt i skat. Nu er han i færd med at købe Twitter og gøre denne tjeneste endnu mere målrettet som meningsmølle, hvor Trump igen skal boltre sig. De superrige sidder i forvejen på en utrolig stor del af meningsdannelsen. Tænk bare på Rupert Murdoch med Fox News i USA og den britiske boulevardpresse, der bidrog afgørende hhv. til valget af Trump og flertallet for Brexit. I øvrigt blev denne indsats suppleret effektivt af mange milliarder fra den russiske diktators enorme indtægter fra eksport af olie og gas, der blev investeret i misinformation på de sociale medier og direkte støtte til ultranationalistiske og udemokratiske kræfter i Vesten.

Populisterne truer demokratiet

Hvis den gamle politiske elite i Vesten ikke evner at tage et opgør med den eksplosivt stigende ulighed i velstand og magt – men i den nuværende krisesituation har mere fokus på at undgå statslig gæld end social armod – så vil det styrke populisterne og yderligere forværre truslen mod demokratiet. Det kan føre til, at flere og flere lande får autoritært sindede herskere, der ikke er til sinds at acceptere nyvalg, som de ikke selv kan manipulere resultatet af. Det er sket i EU-landet Ungarn. Det kan ske i USA, hvis Trump kommer tilbage. Vi har lige set Filippinerne vælge den gamle diktators søn til præsident, fordi han har taget magten over medierne for de penge, hans forældre i sin tid røvede fra befolkningen.

I Danmark er demokratiet ikke i fare, og samfundsøkonomien er i særlig god stand. Men også hos os er det menneskene med laveste indkomster, der rammes hårdest af bølgen af prisstigninger på de mest nødvendige varer som følge af krigen.

De Radikale og andre borgerlige taler om ’ansvarlighed’, når de kun vil lade regeringen udbetale inflationskompensation til pensionister med lav indkomst, hvis beløbet kan findes ved at nedskære andre offentlige udgifter. Problemet her er, at besparelser i det offentlige typisk rammer hårdere i bunden end i toppen.

I mine øjne er det lige nu mere uansvarligt at lade ulighederne vokse end at lade gælden vokse.

Hvis man vil finde finansiering af socialt velbegrundede lettelser i bunden, så er vejen at omfordele skattebyrden, for eksempel ved højere topskatteprocent, større skat af store kapitalafkast, store arveparter og meget store formuer. Klimamæssigt er højere skat fra velhavere, både nationalt og globalt, uhyre velbegrundet, fordi de har langt større CO2-aftryk end gennemsnittet. Det er i øvrigt langt bedre dokumenteret end regnemodellernes antagelse om, at de velhavendes arbejdsudbud går ned, hvis man sætter deres skat op.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 17. maj 2022

Mere fra min hånd om ulighed

Uden forsvarsforbehold får vi et stærkere nordisk fællesskab i Europa

Vi må af med forsvarsforbeholdet. Det er der mange gode grunde til, bl.a. et styrket nordisk forsvarssamarbejde, som vi har efterspurgt i årtier. En anden vigtig grund er som værn mod Donald Trumps mulige genvalg som præsident i USA. Læs mere om det i min kommentar i Jyllandsposten – eller nedenfor:

Nye tider kræver ny handling

EU-positive partier har dårlige erfaringer med folkeafstemninger om noget, der tolkes som ’mere EU’. Derfor er det forståeligt, at regeringen indtil 24. februar 2022 tøvede med at sætte afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU til folkeafstemning. 

Aftalen mellem S, V, K, RV og SF om at udskrive folkeafstemning om afskaffelse af forbeholdet 1. juni er er imidlertid indlysende, fordi vi alle i Europa må tænke anderledes offensivt på baggrund af den russiske angrebskrig mod Ukraine. 

Det er historisk nyt, og for Danmark meget positivt, at Finland og Sverige om få dage beslutter at søge medlemskab af NATO. De to lande er i forvejen en del af EU’s forsvarssamarbejde, hvor også Norge deltager, selv om landet ikke er fuldt medlem af EU. Kun Danmark står med sit forbehold udenfor.

Alle nordiske lande kommer til at bidrage til NATOs konventionelle forsvar for at udelukke enhver fristelse hos Putin til at overveje overfald på et NATO-land, f.eks. i Baltikum. NATO må ikke trænges op i en krog, hvor eneste mulige svar på et sådant kupforsøg er atomvåben.

DF’s Messerschmidt påstår, at et ja til afskaffelse af forbeholdet vil være vejen til en Europa-hær, som vi vil være forpligtet til at udsende eller udskrive soldater til. Det er løgn.

Vi kan frygte at USA vil engagere sig mindre i Europas forsvar, hvis katastrofen indtræder, at Trump vender tilbage som præsident. Men selv om Europa i højere grad måtte blive overladt til sig selv, så vil forsvaret mod øst forblive forankret i NATO. Derfor går Finland og Sverige med nu.

Det er forventeligt, at USA, uanset hvem der er præsident, vil overlade det mere til Europa at sikre fred på vores sydlige flanke. Derfor kan EU komme til på egen hånd at slukke ildebrande uden for vore egne grænser – f.eks. i Bosnien, Mellemøsten og Afrika.

Men fuldstændig som ved de amerikansk ledede missioner, vi hidtil har deltaget i, vil det altid være Danmarks egen beslutning, hvordan og hvor langt vi skal deltage, og det vil kun ske med frivillige soldater. Og EU-ledede missioner vil nok blive udformet klogere og mere forsigtigt end det, vi blev inddraget i under amerikansk ledelse de seneste 20 år.

Sært med Enhedslisten

Det er i grunden mærkeligt, at Enhedslisten vil bevare forsvarsforbeholdet, selv om det især for dét parti turde være indlysende, at skal vi endelig ud i sådanne missioner, så er det bedre at EU står for det end USA. Partiet har ellers fornuftigvis skiftet kurs ved at støtte våbenhjælp til Ukraine, erkende at der ikke lige nu er noget alternativ til NATO-medlemskab og forstå, at kampen ikke længere handler om at komme ud af EU, men at udvikle samarbejdet i ny retninger. 

Det er også mærkeligt, at Enhedslisten er mod EU-samarbejde om at få mere af våbenproduktionen til Europa i stedet for at købe så meget hos USA’s militærindustri. Partiet frygter, at det vil ’militarisere’ EU. Men der kommer jo ikke samlet set flere våben ud af dét. Derimod kan man håbe, at Europa får en større andel af arbejdspladserne og mere af dén højteknologi, som også skal bruges civilt.

Hele venstrefløjen burde enes om at notere det som en sejr, at vi nu omsider kan realisere den gamle drøm om et nordisk forsvarsforbund – inden for både i NATO og EU. Tilstedeværelsen af alle nordiske lande i samarbejdet begge steder giver bedre mulighed for at præge beslutningerne med fælles nordiske holdninger – også når freden skal bygges i Ukraine, og samarbejde skal genskabes med Rusland efter Putin.  

Kommentar bragt i Jyllands-Posten 11. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og NATO

Ud med forsvarsforbeholdet, så nordisk drøm kan gå i opfyldelse – til Danmarks fordel 

Med afskaffelse af det danske forsvarsforbehold i EU og Sverige og Finland i NATO er hele Norden samlet med en helt anden styrke og indflydelse på den forsvars- og sikkerhedspolitiske tænkning både i NATO og i EU. Mere om dét i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Endelig et nordisk forsvarsforbund!

Statsminister Hans Hedtoft kæmpede i 1948-49 for et neutralt nordisk forsvarsforbund. Norge ønskede beskyttelse fra USA og Storbritannien gennem NATO, og Sverige ville ikke alene påtage sig at garantere Danmarks sikkerhed. For at lette det sovjetiske pres på Finland insisterede svenskerne på at forblive neutrale. Derfor kom Danmark med i NATO.

Drømmen om et nordisk forsvarsforbund levede dog videre langt op i tiden – især blandt modstandere af amerikanske interventioner rundt om i verden fra Vietnam-krigen, CIA’s involvering i kup mod demokratiske regeringer blandt andet i Chile og til invasionen i Irak, der blev iværksat på et falsk grundlag og med dystre konsekvenser for stabiliteten i hele Mellemøsten.

Personligt var jeg enig i denne kritik af USA, men måtte erkende, at Vesteuropa ikke ved egne kræfter kunne afskrække en sovjetisk trussel. Vi havde brug for USA og NATO.

Ruslands levende imperiedrømme

Efter Den Kolde Krigs afslutning håbede mange af os på en europæisk sikkerheds- og samarbejdspagt med et demokratisk Rusland. Men de ny demokratier i Østeuropa havde ikke tillid til, at de russiske imperiedrømme var lagt i graven. De bad indtrængende om medlemskab i NATO. Jeg var selv som dansk udenrigsminister i Washington for at tale for de baltiske landes optagelse i NATO, som USA i starten ikke var særlig positiv over for.

Vi må – efter mere end 20 år med Putin som Ruslands stadigt mere totalitære hersker og den aktuelle aggressionskrig – erkende, at østeuropæerne havde ret. Der diskuteres, om vi kunne have afværget Putin-udviklingen ved at håndtere forholdet til Rusland anderledes efter 1992. Men intet kan retfærdiggøre det barbariske overfald på Ukraine, og frygten for fortsættelsen har udløst voldsom nyorientering af europæisk sikkerhedspolitik:

Finland og Sverige vil nu med i NATO, og europæiske NATO-lande opruster med soldater og isenkram. Vi skal have tilstrækkeligt konventionelt militær til at standse et russisk overfald på et NATO-land, uden at alliancen tvinges til at bruge atomvåben for at slå angrebet tilbage. Det handler om at gøre sikkerhedsgarantien til alle NATO-lande troværdig uden at risikere at udløse Tredje Verdenskrig.

Risikoen for Trumps genvalg

Men Europas oprustning har også en anden begrundelse: Vi er trygge ved præsident Bidens opbakning, og vi ønsker at fastholde USAs tilstedeværelse i Europa i disse dystre krigstider. Ingen ønsker, at Europas forsvar skal organiseres uden for NATO. Men i grunden ved vi ikke, i hvilket omfang USA vil stå ved sine forpligtelser, hvis katastrofen sker, at Trump bliver genvalgt. Under alle omstændigheder må vi forvente, at USA overlader meget mere af de sikkerhedspolitiske udfordringer i Afrika og Mellemøsten til europæerne. Det kan også kræve militær udrykning.

Hvis det bliver nødvendigt, vil jeg være mere tryg ved en europæisk ekspedition end en gentagelse af tidligere tiders smertefulde interventioner under amerikansk ledelse i de såkaldte koalitioner af villige. Det kan det europæiske forsvarssamarbejde komme til at handle om, også for Danmark, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet. Men det vil altid være Danmark selv, der beslutter, om vi vil medvirke, og det vil altid være med frivillige soldater, fuldstændig som når vi har været ude i amerikansk ledede missioner.

Opfyldelsen af en gammel drøm

Bundlinjen er, at Danmark har en interesse i at styrke vor egen og Europas sikkerhed, både ved øgede bidrag til NATO og friheden til at deltage i forsvarspolitiske initiativer i EU.

Det nye og interessante er, at den gamle drøm et nordisk forsvarsfællesskab er i færd med at gå i opfyldelse – inden for NATO og inden for EU: Sverige og Finland bidrager med at melde sig ind i NATO. De er allerede med i EUs forsvarssamarbejde – og dér har Norge også meldt sig ind, selv om landet ikke er fuldt medlem af EU. Det eneste nordiske forbehold ville være Danmarks i forhold til EU. Dette forbehold havde mening i 1992, da jeg selv var med til at skrive det: Vi skulle efter en tabt folkeafstemning finde grundlaget for fortsat deltagelse i det meste af EU-samarbejdet. Men forbeholdets fædre i S, SF og RV er enige om, at det i dag er uden mening og bør ophæves ved folkeafstemningen 1. juni.

Med hele Norden samlet omkring bordet kan vi med en helt anden styrke få indflydelse på den forsvars- og sikkerhedspolitiske tænkning både i NATO og i EU. I det lys vil det være absurd at fasthold et hjørne, hvor Danmark som eneste nordiske land ikke kan deltage: Det gamle forsvarsforbehold blev født i en helt anden tid og på en helt anden baggrund end dén, vi nu er nødt til at handle i forhold til.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlæg udgivet i Berlingske 2. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og om NATO

Genopret atomaftalen med Iran

ELN erklæring om JCPOA

Det er uhyre vigtigt at undgå spredning af atomvåben, og den internationale aftale med Iran om at afstå fra disse våben er en meget vigtig brik i den retning. Det var destruktivt, da USA under Trump saboterede aftalen. Derfor vi en stor forsamling af tidligere europæiske udenrigsministre m.fl., der har udsendt denne indtrængende appel om NU at få aftalen med Iran tilbage på sporet. 

Se hele dokumentet

Mere fra min hånd om atomaftalen med Iran

Det kunne være flot, hvis de nordiske lande i fælleskab ville foreslå en særskat på de rigeste for at hjælpe verdens fattige

Ukrainske flygtningen på vej ind i Polen

Udfordringerne vil i det lange perspektiv kun blive flere, hvis vi ikke overbeviser Den Tredje Verden om vilje til at vise meget større reel solidaritet med nødlidende mennesker på hele kloden. Vi har en voldsomt stor langsigtet egeninteresse i at vise, at vi forstår, at der er mere end den ene udfordring, som handler om at afbøde og afværge Putins aggression. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske læs den her – eller nedenfor:

Global solidaritet er langsigtet egeninteresse

Det er desværre ikke helt udelukket, at Putins gamle veninde Marine Le Pen vælges til fransk præsident på søndag d. 24. april. Det er en uudholdelig trussel mod Europas nyvundne sammenhold.

Roden til usikkerheden er, at samfundets mindre privilegerede ikke føler sig hørt af præsident Macron. Der er en massiv og forståelig utålmodighed med den stadigt voksende ulighed og de eksploderende priser på energi og fødevarer.

Mistro og utålmodighed med magthaverne er ikke kun Macrons problem. Det franske eksempel er et manende memento til alle sande demokrater i Vesten om at forhindre, at regningen for grøn omstilling, flygtningeindsats og forsvarsberedskab sendes til dem, der knokler mest og tjener mindst. Når magthaverne lader social uretfærdighed udvikle sig, styrkes de ekstremister og populister, der nu om dage samles på den yderste højrefløj.

Efter Anden Verdenskrig forstod alle, også borgerlige partier og erhvervsledere, at de velhavende måtte betale den største del af regningen for at opbygge et velfærdssamfund, der kunne standse kommunistisk fremmarch ved valgene. I dag har vi i Vesten brug for samme fælles forståelse, når det handler om slå den nationalistisk-fascistiske højrefløj tilbage, samtidig med at vi inddæmmer og standser Putins aggression.

I nutiden er det imidlertid ikke kun den nationale opinion, der skal vindes. Det er verdensopinionen. Vi har ladet os indhylle i en illusion om, at det meste af verden er med os, fordi 141 lande i FN’s generalforsamling fordømte Putin, mens kun fem lande stemte sammen med ham.

Den Tredje Verden

Men der er en Tredje Verden. Regeringerne i lande, der tilsammen rummer mere end halvdelen af menneskeheden, sidder stadig på hegnet og vil hverken entydigt fordømme Putins aggression eller deltage i sanktionspolitikken. Det er ikke kun Kina, men de største spillere i det globale syd med Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i spidsen.

Hos dem er det en udbredt opfattelse, at vi i Vesten er dobbeltspillere og hyklere: I fortiden har vi ofte accepteret USA’s og tidligere europæiske kolonimagters krige i fremmede verdensdele med krænkelser af Folkeretten og menneskerettighederne. Krigen i Ukraine er for dem endnu et beklageligt stormagtsangreb på et andet land. Men de vil ikke rykke sammen med os, blandt andet fordi de ikke har oplevet, at vi rykkede sammen med dem, når ulykkerne haglede ned over lande og folkeslag uden for Europa.

De ser vores omsorg for ukrainske krigsflygtninge i skarp kontrast til holdningen til flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. De minder os blandt meget andet om, at Vesten ikke standsede folkemordet i Rwanda og i årevis har ladet krigen i Yemen udvikle sig til verdens største humanitære katastrofe; at der aldrig er blevet ydet retfærdighed til Palæstinas folk; og at vi nærmest overhørte deres appel om hjælp til at få vaccineret globalt mod covid.  Desuden oplever de især Vestens sanktionspolitik mod Rusland som noget, der rammer dem med eksplosive prisstigninger på energi og fødevarer, der ligesom covid-pandemien trækker hundredvis af millioner af mennesker tilbage i ekstrem fattigdom og sult.

Nordisk særskat mod ulighed i verden

Vi i Vesten synes, at vi skal klare voldsomt mange udfordringer allerede. Men udfordringerne vil i det lange perspektiv kun blive flere, hvis vi ikke overbeviser Den Tredje Verden om vilje til at vise meget større reel solidaritet med nødlidende mennesker på hele kloden. Vi har en voldsomt stor langsigtet egeninteresse i at vise, at vi forstår, at der er mere end den ene udfordring, som handler om at afbøde og afværge Putins aggression.

Det er flot og solidarisk med en særlov for ukrainske krigsflygtninge, der formentlig vil bringe flere til Danmark end i nogen anden flygtningebølge. Og det kan forklares, at vi ikke kan vise samme solidaritet med resten af verden. Omvendt er det umuligt at forklare, at indsatsen ligefrem skal betales ved at yde mindre til fattige og nødlidende uden for Europa.

Globalt er vi i en meget ekstraordinær situation, og det kalder på et ekstra bidrag fra rige mennesker i rige lande. Det ville være flot, hvis de nordiske lande i fællesskab i EU kunne fremlægge et forslag om en fælles særskat på for eksempel de fem procent mest velhavende i vores verdensdel som bidrag til global vaccinationsindsats og til at afbøde de direkte og indirekte konsekvenser af sanktionerne og krigen i Ukraine for verdens fattige. Så kunne vi igen nærme os verdensmål nr. ét – udryddelse af den ekstreme fattigdom. Og vi kunne overvinde megen mistro til vore hensigter i det globale syd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev udgivet i Berlingske 19. april 2022

Mere fra min hånd om ulighed og om Ukraine

Illustration: Flygtninge fra krigen i Ukraine krydser grænsen til Polen 7. marts 2022. Flygtninge fra andre lande forstår ikke, hvorfor de skal stilles ringere end ukrainerne. En særskat på denne verdens rigeste kan afhjælpe nøden for de fattigste. Foto fra Ukraines Indenrigsministerium via Wikimedia Commons

Sådan forsvarer vi os bedst

Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan herske tvivl om udfaldet af folkesafstemningen 1. juni, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvor vigtigt, det er, at vi stemmer ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU. Læs den her – eller nedenfor:

»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«

Det var et modigt nationalt forsvarskompromis, som Folketingets fem gamle og for tiden største partier indgik i sidste måned som svar på Putins angrebskrig i Ukraine. Statsministeren viste på ny handlekraft og lederskab i en dramatisk forandret international situation, og SF’s formand tog et stort og overbevisende spring ud af fortidens pacifisme.

Det mindede mig om, hvad den gamle modstandsleder Frode Jakobsen sagde til mig for mere end 50 år siden:

»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«

Den danske aftale kom i kølvandet på meldingen fra Tysklands socialdemokratiske kansler og hans grønne og liberale regeringspartnere om at droppe Nord Stream 2 og hæve forsvarsudgifterne til to procent af BNP. Det er en kovending, der igen placerer Tyskland som Europas centrale magt og Danmarks nok reelt nærmeste allierede.

Uden Putins aggression havde det nye råderum, der nu blev frigjort til Forsvaret, været bedre anvendt til mere borgernær velfærd. Nu er den vigtige diskussion, hvordan vi frem mod 2033 skal anvende de efterhånden ekstra fem-seks promille af vores nationalprodukt til forsvar.

Cyberforsvar og energiuafhængighed

Den større udsendelse af soldater til Baltikum er aktuelt set indlysende. Sikkert også flere flådefartøjer i Østersøen og i Arktis. Men en meget stor portion af de mange penge bør anvendes til at bekæmpe nye typer af fare: Der skal bruges enorme midler i både det offentlige og private Danmark til at værne os mod cyberangreb, der kan ødelægge vores infrastruktur, lukke vore arbejdspladser eller påføre os enorme regninger til at genstarte økonomien. Vi skal som en meget reel del af forsvarsindsatsen investere i endnu hurtigere omstilling til vedvarende energi for at frigøre os fra russisk gas. Vi får brug for et meget konkret beredskab til at afværge også fysiske angreb på vores energisystemer, ikke mindst på de nye energiøer.

Pålidelig public service

Desuden bliver en nødvendig del af dansk og europæisk forsvar at give effektivt modspil til den enorme 18 år lange russiske investering i – både ude og hjemme – at sprede den overvældende masse fake news og propaganda, der med stor effektivitet har skabt russernes opbakning til krigen, og som især den nationalistisk-populistiske højrefløj i Europa længe har ladet sig besnære af. Vi skal sammen med andre EU-lande investere i en objektiv public service, der kan modvirke denne smitte og især i dén teknologi, der kan få sådanne informationer om virkeligheden til at gennemtrænge det nye jerntæppe

Når den frygtelige krig i Ukraine engang slutter, skal vi finde balancen i det dilemma, der delte os i første del af 1980erne: Hvornår er vores rustning i Vesten så overvældede, at modparten enten giver op – som det heldigvis skete under Gorbatjov – eller tror, at vi kan være fristet til at slå dem ud én gang for alle og derfor i desperation selv slår først.

Ikke blåøjet, men blot som konstatering af, at verdens udvikling sker i uforudsigelige hop, kan vi håbe, at i 2033 ser meget anderledes ud, fordi der til den tid er et nyt regime i Moskva, der vil aftale våbenkontrol og nedrustning og tage imod et økonomisk samarbejde, så vi alligevel ikke behøver at gå helt til de to procent i forsvarsinvestering.

1. juni skal vi have folkeafstemning om at fjerne vort forsvarsforbehold over for EU. Det anbefales enstemmigt af os tre partier, der aftalte forbeholdene i 1992: S, R og SF.

Afskaffelse af forsvarsforbeholdet giver os frihed

Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan være tvivl om udfaldet, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Desværre vil Enhedslisten nok også være på den vogn, selv om den toneangivende yngre generation ellers har rykket sig enormt, erkender at NATO for tiden er nødvendigt og vil kæmpe for at forandre EU i stedet for at forlade det. Men hvorfor så fastholde forsvarsforbeholdet? Det er vel, fordi det tager tid at få de sidste gamle bolsjevikker og pacifister til at forstå, at forsvarsforbeholdet lænker os unødigt til kun at deltage i militære aktiviteter, når USA fører an.

Afskaffelse af forbeholdet giver os frihed, men ikke pligt til militært at agere sammen med andre EU-lande, hvis USA’s engagement i Europa og NATO svækkes – for eksempel fordi amerikanerne gentager katastrofen med Trump. Hvem i Enhedslisten mener virkelig, at det i en sådan situation er bedst at være henvist til at alene at pejle efter Washington, fordi vi ikke kan samarbejde i EU? Det er hvert fald for mig et centralt argument for at af al kraft at kæmpe for at komme af med EU-forbeholdet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Denne kommentar udkom i Berlingske 5. april 2022.

Mere fra min hånd om forsvar mm.