Hurtig betaling af coronaregningen vil skade beskæftigelsen

Forleden havde jeg denne kommentar i Berlingske Tidende. I fald, du rammer betalingsmuren, kan du læse teksten her:

For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse.

Italien og Spanien er ramt af alvorlige og tragiske konsekvenser af svagt beskedskab i sundhedssektoren eller sen erkendelse af coronasmittens eksplosive omfang.

Det amerikanske samfund kommer også til at betale en høj pris for Trumps indledningsvis uansvarlige bagatellisering af pandemien. USA har ikke vist lederskab. Landets overvejende private sundhedsvæsen og forsikringssystem forværrer krisen. En stor del af borgerne er uforsikrede og går syge på arbejde. Derfor spredes smitten. Det gør den også blandt en halv million hjemløse. Pandemien kan stikke helt af. Trods Kongressens kæmpe hjælpepakke er der stor risiko for, at USA’s økonomi får et voldsomt tilbageslag til skade for hele verden.

For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse. Vi ser f.eks. de groteske resultater af nedlukningen i Indien. Allerværst kommer det til at gå for menneskene i krigszoner og flygtningelejre. Den globale solidaritet er behersket, mens de rige lande tømmer statskasserne for at forsøge at holde deres egne samfund kørende.

De seneste tre-fire år har Trump ført an i en målrettet nedbrydning af internationalt samarbejde. Med Brexit og autoritære nationalistiske regimer i flere østeuropæiske lande er den fælles beslutningskraft i Europa også svækket.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mangler både autoritet og ressourcer til for alvor at sætte sig igennem med globalt koordineret handling. Da coronavirus med lynets hast spredte sig ud over verden, var det overladt til nationalstaterne på hver deres måde at reagere på en trussel, hvis art og omfang få var bevidste om.

I Danmark har vi heldigvis reageret hurtigere og klogere end de fleste andre lande. Vi har haft imponerende handlekraft i regeringen med massiv folkelig opbakning og støtte fra alle partier og arbejdsmarkedets parter til nedlukning og rundhåndede støtteordninger, der holder borgere og virksomheder flydende under pandemien.

Derfor har vi særligt gode chancer for at forsinke sygdommens udbredelse og holde sundhedssystemet i stand til at behandle de hårdest ramte og begrænse dødeligheden. Derfor kan vi også hurtigere end mange andre lande få gang i samfundet igen. Men det bliver gradvist. F.eks. kan det meget vel være, at  andre lande hænger meget mere fast i pandemien, end vi gør, og der af den grund må opretholdes ud- og indrejserestriktioner. Rejse- og turistbrancherne vil været underdrejet længe.

Der er allerede nogle, der frygter, at de store statsudgifter under coronakrisen vil føre til opbremsning af vores indsats mod klimaforandring og for at mindske ulighed og sikre bedre offentlig velfærd.

De store statslige engangsudgifter ved nedlukningen må ikke blive argument imod at afværge den klimakatastrofe, som vil forpeste vores børns og børnebørns tilværelse. Og der vil næppe fortsat være vælgertilslutning til at gøre det fornødne for klima og bæredygtighed, hvis det skal betales med ringere velfærd og endnu større ulighed.

Derfor må coronakrisens udgifter ikke betales via nedskæringer i de offentlige udgifter. Coronakrisen skærper voldsomt behovet for et opgør med EU’s hidtidige budgetregler. Staterne kan låne penge til nul procent til at investere i klima, sundhed og social velfærd. Den private opsparing, man kan låne af, bliver endnu større nu, fordi krisen har skabt arbejdsløshed og store kursfald, der tvinger til at lægge mere til side for at genoprette værdien af pensionsopsparingen.

Hvis både de private og staterne samtidig vil spare mere op, så får vi et farligt varigt tab af omsætning og beskæftigelse. For at holde beskæftigelsen oppe, er det nødvendigt, at staten bruger flere penge, når de private bruger færre. Derfor skal vi vente nogle år med gradvist at begynde at betale regningen for indsatsen mod coronakrisen. Det skal hverken være sundhedsvæsenet, klimaet eller de fattigste, der skal betale denne regning. Der er de seneste 20 år uddelt så mange unødvendige skattelettelser til os med gode indtægter. Der kan sagtens sendes nogle regninger den vej tilbage.

I det globale perspektiv er der brug for at fokusere på det fåtal af multinationale giganter og dollarmilliardærer, der har fået lov at skumme al fløden i verdensøkonomien de seneste årtier. Derfor er en af de mest påtrængende fælles opgaver i EU at sætte prop i de superriges flugt til skattely, lægge bund under selskabsskatten og beskatte omsætningen hos de store finanshuse og teknologivirksomheder.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S). Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende 1. april 2020

Post Corona: Countries Must Invest Heavily in the Future

By Mogens Lykketoft, fm MP, Finance Minister, Foreign Minister and President of the UN General Assembly

Forget all about household logics. Countries needs to incur debt now, lots of debt …

Governments must incur debt to invest in climate, health, jobs and welfare. Anything else would be deeply irresponsible. We must secure the economy after the corona crisis, and we must not let the climate down.

The Corona pandemic is a shock treatment.

Fortunately, in Denmark our government is at the forefront taking action to save both lives and jobs. Other countries are joining. We will manage this crisis. It will be hugely painful and expensive. But doing nothing would be even more costly. 

By no means is it too early to think about how we move forward when the pandemic and panic have subsided.

Already, voices claim that “one cannot spend the same money twice” – i.e. we must hold back our efforts to save the climate and our welfare, as the Treasury has already invested heavily to mitigate the corona crisis.

Before the current crisis, too, we heard similar arguments from conservative circles: Investing more in climate action must necessarily mean cutting down on welfare.

These are dangerous thoughts. If they prevail, the latest shock to the world economy could lock us in the deepest crisis of a hundred years. It risks undermining our democracy and preventing us from doing what we agreed just a short while ago was absolutely necessary for the climate.

We Must Save Health, Jobs and Climate

As far as I am concerned, not incurring larger government debt to save our health, jobs and climate, would be nothing short of irresponsible. It would be disastrous.

Viewing a country’s finances as one does a private household economy makes no sense. Nevertheless, for the last 10 years this kind of matter-of-fact ‘sensibility’ has been key to the EU’s member states’ mistaken austerity response in the face of the financial crisis.

The bill for the irresponsible financial speculation, which closed millions of jobs in the wake of the 2008 financial crisis, was paid by massive cuts in benefits for the poor and needy. And this while cutting taxes for the who are most well off.  

Inequality increased, and employment less so. Thus, many people lost confidence in the co-called responsible politicians. 

In his latest massive work ‘Capital and Ideology’, French economist Thomas Piketty provides a compelling analysis to prove that cost savings in welfare spending and an increasingly unfair distribution of wealth have paved the way for nationalists and populists, excelling in xenophobia as well.

This is a rebellion against the traditional political elites, which many people feel have let them down. In particular, it has been costly for Social Democratic parties to lend their name and support to a common policy in the EU, which has pressured wage-earners, eroded welfare schemes and tax systems, and thus contributed to significantly increased inequality.

The wealthiest companies and individuals have hoarded a hugely disproportionate share of the growth in prosperity. Worst in the US, but in Europe too.

Austerity Measures are Outdated

Right now, austerity measures are put on hold. All countries are accepting massive extraordinary government expenses to avoid huge losses of jobs and companies while combatting the Corona pandemic.

But EU countries still have tight budget laws that soon after this crisis will require spending cuts to cover public sector deficits, while still facing problems of unemployment.

According to prominent Danish economists, this makes no sense at all. On the contrary, it is more important for a country to be in control of its balance of payments than it is for a government to avoid increasing debt.

Denmark should join ongoing efforts to ditch the EU’s stringent budgetary requirements. In its entirety, Europe will be in dire need of an expansionary fiscal policy. Otherwise, not only will employment be undermined, we will also be unable to meet our long-term social and climate responsibility. Without help from the fiscal policies, central banks will not be able to put the economy back on track.

During my eight years as Finance Minister in Denmark in the 1990s, we did not need budgetary laws in order to conduct responsible economic policy. Improvement in employment and public finances was much better than was average in Europe – with 12 percent unemployment in the outset, and reducing it to 4 percent.

Back then, we Social Democrats and our coalition partners, had a common definition of accountability: Bringing down deficits was not put ahead of combatting unemployment and inequality. On the contrary. We gave priority to welfare growth and successfully targeted a policy that brought many more people to work and eventually eliminated the state deficit without socially painful cuts: 

Deficits arise when many are unemployed and need community assistance rather than being tax payers. Deficits disappear when businesses and citizens get in the mood to invest and consume; then many more people get employment, and rather than having to rely on social benefits they contribute to increased tax payment.

States Need Deficits

More than ever, it is common sense that states have deficits. This gives them the freedom of action to invest in climate, health and social welfare: currently, loans can be obtained in the private sector at an interest rate of zero percent or less. 

Even before the corona crisis, private savings were more than ample for states to borrow. Also, we have to expect that private savings will further increase now, as the crisis has sparked new fears for the future, more unemployment and even more fear of future unemployment. At the same time stock market and property market developments cause severe cuts in the value of people’s pension savings. People will hold back spending even more in order to rectify that. Furthermore, companies need time to regain sufficient investment momentum.

If both the private and the public sectors increase savings simultaneously, we will incur lasting losses in revenue and employment. This is why governments must spend more when private individuals and businesses spend less.

Fortunately, this logic matches perfectly the urgency of investing very massively in climate stabilisation. We only have a short time left to actually curb global warming. If we hesitate too long, the task – at best – becomes both more difficult and more expensive.

In the 1930s British economist Maynard Keynes articulated the necessity for the state to accelerate spending until purchase power and optimism are restored in the private sector. This was the prescription used by President Franklin D. Roosevelt to bring the US out of its deepest depression.

Keynes’ prescription is by no means outdated, even if the younger generation of economists have been trained to believe in the brilliance of private market forces, and to doubt the ability of states to bring momentum and order to the economy.

History has proven, time and again that states must pull the economy back out of whatever catastrophe unleashed by waves of speculation and/or natural disasters.

This will necessarily be the case this time around as well. But once the private sector is back in shape and able to deliver high employment and sustainable growth, the burden of reducing government debt will not be that heavy.

In Denmark, this is particularly easy because – compared to other EU countries – the Danish state has a disproportionately large pool of deferred tax revenue tied up in huge pension funds that are to be released in coming decades. Over the past thirty years, the building up of our labour market pensions makes it perfectly justifiable to run larger government deficits in the current decade.

Current Health Crisis Must not Lead to Less Climate Action                                                     

Over the past year, we have seen a highly positive leap in the general awareness of the urgency in contributing immediately and massively to curb climate change.

In Denmark, this urgency came top of the agenda during last year’s parliamentary election campaign and thus in the new government’s programme as well. 

It is adamant that combatting the current health crisis does not result in less or belated climate action. 

Here and now, it is about ensuring that the health systems have the capacity to curb the spread of infection, in order to save the lives of us elderly. As a 74-year old, I am most grateful for this.

But an even bigger and more important task is to avoid subjecting our children and grandchildren to much greater global disasters ensuing from climate change, than the one currently affecting us. Let’s not be paralysed by the sum of challenges. Knowledgeable people have told us what to do:

It is urgent as ever to heed the most climate-smart economists who urge a high CO2-tax.

Naturally, first we must get business going again. But if we are to have the least chance of achieving our highly ambitious goal of CO2 reduction in 10 years, we need a firm plan for a steadily rising CO2-tax towards 2030.

The instant companies and citizens realise that the CO2-tax will be gradually much increased in 10 years’ time, they will promptly increase investment in sustainable solutions to meet the challenge.

Ambitious Goals lead to Sustainable Solutions

We must achieve our ambitious goals. In Denmark it is a political promise. Barely six million Danes, our footprint on the climate equals that of one hundred million Africans.

Another important reason to strive for our goal is that it will encourage and help our businesses to take the lead in many more areas of sustainable solutions, which the world will demand and need.

In Denmark, our generally high standards has proven a solid experience in creating jobs and earnings in sustainably sound solutions. These high domestic demands from various industries became the starting point for Denmark’s considerable export successes in e.g. the pharmaceutical industry and wind energy.

We must not fear that companies die, or that people will not understand the necessity for action, nor that the social profile will become too skewed. On the contrary, with a steady hand we must introduce the large-scale social engineering to prevent such consequences.

We must prevent the most CO2-emitting companies from simply relocating out of our country and continuing their pollution elsewhere. They and their employees must have the support and encouragement to transform jobs from black to green. This requires special transitional arrangements, which all EU-countries will need; thus these arrangements must not be confused with illegal state subsidies or the like.

In order for these measures not to feed increased inequality, we must spend a considerable part of the CO2-tax revenue to ease taxation for people with lower incomes. We simply won’t be able to maintain a majority of citizens in favour of an ambitious climate action plan through the upcoming parliamentary elections before 2030, unless this transition goes hand in hand with a trend towards greater equality and social justice.

As, ideally, there should soon be less CO2 to tax, we must overcome the fear that tax revenue will dwindle too fast. Of course, we must welcome such a scenario.

All experience teaches us that increased prevalence of climate-friendly solutions, e.g. solar energy, quickly makes them affordable. This opens for the introduction of new forms of taxation without imposing heavy burdens on citizens. We must design a new transportation tax where charges vary according to the type of fuel, location and time of day. We need more electric cars quickly. Therefor it is still too early to put a charge on buying and driving them. But in a few years, once they have taken over the entire new car market, they will – because of technological advances and economies-of-scale – become much cheaper to acquire, and thus be able to carry a charge.

No Limits to Growth in Quality

Countries around the North Sea need also overcome their fear of losing state revenue in order to stop issuing new licenses to drill for oil and gas at sea. Drilling until 2060 simply cannot be reconciled with credible climate ambitions when we know that the precondition for a sustainable world is that we stop using fossil fuels by 2050! Incidentally, we have every reason to believe that long before then, oil and gas will become increasingly poor business.

Many fear that a consistent climate solution means giving up the good life and putting a halt to growth. There are limits to growth in quantity, but no limits exist to growth in quality. This we Danish Social Democrats already pointed out in our programme in 1977. In todays’ context this means:

We cannot possibly continue with growth as we have known it; but growth will easily continue if we meet three basic requirements well before 2050: 1/ Replace all fossil fuels with renewable energy sources; 2/ Create systems and methods to recycle virtually all waste; and 3/ Plant a lot more trees than we cut down.

With regard to sustainability, we can easily sustain growth in health, education and care for children and the elderly; but this will eventually mean that we must be prepared to increase taxation somewhat. Come to think of it, I expect most people would prefer to invest more in health to be better equipped for another corona crisis and the inevitable evolution of bacteria developing resistance to e.g. antibiotics. To this end new answers need to be researched and developed.

As we go along, all over Europe we will see new opportunities to improve tax revenue from giant multinationals and multibillionaires who have been allowed to pocket most of the increase in national income and wealth in recent decades.

In order to reduce debt and address inequality we need to do both. So, the most urgent common tasks in the EU are to put an end to the super rich’s escape to tax havens, to set a common minimum in corporate tax, and to tax the turnover of the big financial houses and tech-companies.

I hope Denmark will be at the forefront in this endeavour in the EU; and most likely the total sum of challenges will encourage other countries to join forces with us. In Denmark, and I would assume in other counties, we can raise significant revenue by fixing our broken tax system so that we will again be able to effectively combat fraud, evasion and arrears.

MOGENS LYKKETOFT from Denmark, economist, MP for 38 years, fm Minister for Finance and Foreign Affairs, leader of the Social Democratic Party, Speaker of Parliament. President of the United Nations General Assembly 2015-2016, when the Global Goals for Sustainable Development were approved and we had the Paris Climate Agreement.

Photo: © Hasse Ferrold

Europas velfærdskrise

God snak mellem Pelle Dragsted og mig på DK4 om, hvorfor vi skal undgå gentagelse af overdreven sparepolitik som efter finanskrisen, når vi skal fastholde prioritering af jobs, klima, velfærd og lighed – optaget før coronakrisen brød helt ud, så vi godt måtte sidde ved siden af hinanden

PELLE DRAGSTED OG JEG SNAKKER MED DK4’S CHRISTIAN FOLDAGER

Drop husholdningslogikken. Nu skal staten til at stifte gæld. Masser af gæld

Det er dybt uansvarligt, hvis staten ikke stifter gæld for at investere i klima, sundhed, jobs og velfærd. Vi skal sikre økonomien efter corona og må ikke svigte klimaet.

Læs min Kronik i Politiken 18. marts. Ramler du hovedet mod betalingsmuren kan du læse hele teksten her:

Corona-pandemien chokbehandler os.​

Vi har heldigvis en regering, der er på forkant med at handle for at redde både liv og arbejdspladser. Andre lande følger med nu. Vi skal nok få styr på denne krise. Det koster rigtigt mange penge; men det ville være meget mere kostbart at lade være.

Det er nu, vi skal tænke over, hvordan vi kommer videre, når pandemi og panik har lagt sig. 

Der er allerede røster fremme om, at »man kan ikke bruge de samme penge to gange«. Altså vi må holde igen med indsats for klima og velfærd, når statskassen allerede har punget ud for at mildne corona-krisen. 

Vi har også før den nuværende krise hørt argumenter af samme type fra borgerlige kredse: Vel skal vi investere mere i klimaindsats, men så må vi spare på velfærden.

Disse tanker er farlige. Hvis de sejrer, kan det betyde, at det seneste chok for verdensøkonomien låser os fast i den dybeste krise i hundrede år. Det risikerer at underminere demokratiet og forhindre os i at gøre dét, vi for et øjeblik siden var enige om, var det absolut nødvendige for klimaet. 

Jeg mener, det er direkte uansvarligt IKKE at stifte større statsgæld for at redde både helbred, arbejdspladser og klima.

Det er forkert at forstå landets og verdens økonomi som en forstørret udgave af en privat husholdningsøkonomi. ​

Denne form for fejlagtig snusfornuft har imidlertid de seneste ti år i EU’s medlemslande været begrundelse for at svare på finanskrisen ved spare- og nedskæringspolitik. 

Regningen for den uansvarlige finansspekulation, der lukkede millioner af arbejdspladser efter finanskrisen, blev betalt med nedskæringer i de udgifter, der var til særlig gavn for de mindst bemidlede. Samtidig blev der givet store skattelettelser til de mest velhavende. 

Beskæftigelsen steg kun lidt, og uligheden voksede. Derfor mistede mange tilliden til såkaldt ansvarlige politikere. 

Den franske økonom Thomas Piketty leverer i sit nyeste kæmpeværk ’Kapital og ideologi’ en overbevisende analyse af, at besparelser på velfærd og en stadig mere unfair fordeling af velstanden har givet medvind til nationalister og populister, der også tager næring ved at spille på frygten for de fremmede. 

Det er et oprør mod de traditionelle politiske eliter, som mange føler sig svigtet af. Især har det været dyrt for de socialdemokratiske partier at lægge navn og ryg til en fælles politik i EU, som har presset lønmodtagerne, udhulet velfærdsordninger og skattesystem og derfor bidraget til markant øget ulighed. 

De allermest velhavende selskaber og enkeltpersoner har hamstret en helt uforholdsmæssig stor del af velstandsfremgangen. Værst i USA, men også i Europa.

Lige nu er sparekursen sat på pause, og alle lande accepterer en kæmpestor ekstraordinær statsudgift for at undgå enorme tab af arbejdspladser og virksomheder på grund af akutindsatsen mod pandemien. ​

Men EU-landene har stadig stramme budgetlove, der hurtigt efter denne krise vil kræve udgiftsbegrænsning for at fjerne underskud på de offentlige finanser. 

To af Danmarks mest kompetente og erfarne fagøkonomer, Christen Sørensen og Jørgen Rosted, forklarede i Politikens kronik 15. marts, hvorfor dette ikke giver mening, og hvorfor det er vigtigere for et land at have styr på sin betalingsbalance end at undgå stigende statsgæld. 

Danmark bør gå ind i kampen for totalt at nedbryde EU’s stramme budgetkrav. Hele Europa får voldsomt brug for at føre en ekspansiv finanspolitik. Ellers bliver beskæftigelsen underdrejet, og vi blokerer for langsigtet social og klimamæssig ansvarlighed. Centralbankerne kan ikke uden hjælp fra finanspolitikken få økonomien i gang igen. 

Da jeg gennem otte år i 1990’erne var finansminister, havde vi ikke brug for budgetlove for at føre ansvarlig økonomisk politik. 

Dengang havde socialdemokrater og radikale en fælles definition af ansvarlighed, der var mere rationel, og som jeg håber vi sammen kan genbruge: Vi satte ikke nedbringelse af underskud før bekæmpelse af arbejdsløshed og ulighed. 

Tværtimod. Vi gav plads til vækst i velfærd og satsede med succes på en politik, der bragte mange flere mennesker i arbejde og efterhånden afskaffede statens underskud uden socialt smertefulde nedskæringer: Underskud opstår, når mange er arbejdsløse og derfor behøver bistand fra samfundet i stedet for ar betale skat. 

Underskud forsvinder, når virksomheder og borgere kommer i humør til at investere og forbruge; så kommer mange flere i arbejde, de skal ikke have sociale ydelser, men bidrager i stedet med øget skattebetaling.

Det er mere end nogensinde sund fornuft, at staterne har underskud. Dermed får de handlefrihed til at investere i klima, sundhed og social velfærd: Pengene kan for tiden lånes i den private sektor til mindre end nul procent i rente. Allerede før corona-krisen var den private opsparing, som staterne kan låne af, meget stor. 

Nu bliver den endnu større, fordi krisen har skabt ny frygt for fremtiden, og børsudviklingen har hugget hårdt ind på værdien af folks pensionsopsparing. For at rette op på dét vil folk spare endnu mere. Det vil også tage tid, før virksomhederne atter sætter tilstrækkelig fart i investeringerne. 

Hvis de private og staterne på samme tid sparer mere op, så får vi et varigt tab i omsætning og beskæftigelse. Derfor skal staten bruge flere penge, når de private bruger færre. 

Det passer heldigvis perfekt til hastværket med at investere meget massivt i klimastabilisering. Der er kun kort tid tilbage til faktisk at bremse den globale opvarmning. Hvis vi tøver for længe, bliver opgaven – i bedste fald – både vanskeligere og dyrere at løfte.

Det var den britiske økonomi Keynes, der i 1930’rne formulerede, at staten skal sætte fart i omsætningen, ind til de private får optimismen tilbage. Franklin D. Roosevelt benyttede den recept til at bringe USA ud af sin hidtil dybeste depression. ​

Recepten er ikke forældet, selv om økonomer i den yngre generation er uddannet til at tro på de private markedskræfters vidunderlige egenskaber og tvivle på staternes evner til at bringe både fart og orden i økonomien. 

Vi har imidlertid masser af historisk erfaring, der viser, at staterne skal trække økonomien op af de dybe huller, der skabes af utøjlede spekulationsbølger og naturkatastrofer. 

Sådan bliver det nødvendigvis også denne gang. Men når den private sektor atter bliver i stand til at levere høj beskæftigelse og bæredygtig vækst, bliver det ikke byrdefuldt for os at få statens gæld ned igen. 

Det er i øvrigt særligt let i Danmark, fordi den danske stat – sammenlignet med andre EU-lande – har en uforholdsmæssigt stor pulje af udskudt skat til gode i den vældige pensionsopsparing, der frigøres i de kommende årtier. Opbygningen af arbejdsmarkedspensioner gennem de seneste 30 år har gjort det helt forsvarligt at køre med større statsunderskud i det nuværende årti.

Det seneste år har vi haft et vældigt positivt ryk i forståelsen af, hvorfor vi hurtigt og massivt skal bidrage til at bremse klimaforandringen. ​

Temaet kom til tops i sidste års valgkamp og på den nye regerings program. Den aktuelle sundhedskrise må som nævnt ikke føre til mindre klimahandling. 

Lige nu handler det om at sikre, at sundhedssystemet har kapacitet til at redde livet for os ældre ved at inddæmme smittespredningen. 

Det er jeg selvfølgelig som 74-årig taknemmelig for. Men det er en endnu større og vigtigere opgave at undgå, at vores børn og børnebørn som følge af klimaforandringen skal udsættes for meget større katastrofer end den, der rammer lige nu. Derfor må vi ikke lade os lamme af summen af udfordringer. Kyndige folk har fortalt, hvordan det skal gribes an:

Det er uforandret nødvendigt at optrappe til en høj CO2-afgift, som foreslået af de mest klimakloge økonomer. 

Selvfølgelig skal vi først have erhvervslivet i gang igen. Men hvis vi skal have den mindste chance for at nå det meget ambitiøse mål om CO2-reduktion om 10 år, skal der lægges en fast plan for en stabilt stigende afgift frem mod 2030. 

Så snart virksomheder og borgere ved, at afgiften ender højt i løbet af 10 år, begynder de straks at investere i bæredygtige løsninger.

Vi skal nå de høje mål. Det er et politisk løfte. Vi knap seks millioner danskere påvirker klimaet lige så meget som hundred millioner afrikanere. 

Vi skal også nå det, fordi det vil tilskynde og hjælpe dansk erhvervsliv til at komme i front på mange flere områder med bæredygtige løsninger, som hele verden får brug for. 

Vi har solide erfaringer med at skabe jobs og indtjening ved at stille høje krav til, hvad der skal udrettes i Danmark. Det var udgangspunkt for Danmarks store eksportsucceser inden for medicinalindustri og vindenergi.

Vi må ikke ryste på hånden af frygt for, at virksomheder ikke overlever, at folk ikke kan forstå nødvendigheden, eller at den sociale profil bliver for skæv. Vi skal tværtimod med sikker hånd gøre det storstilede sociale ingeniørarbejde, der forhindrer disse konsekvenser.

Vi skal forhindre, at de mest CO2-belastende virksomheder bare flytter ud af landet og forurener videre andre steder. 

De og deres medarbejdere skal have opbakning og tilskyndelse til at forvandle arbejdspladserne fra sort til grønt. Det kræver særlige overgangsordninger, og EU skal ikke have lov til at kalde det ulovlig statsstøtte, for alle landene får brug for dette håndtag. 

Vi skal desuden bruge en stor del af midlerne fra en CO2-afgift til at lette skatten i bunden af indkomstfordelingen, så det samlede resultat bliver ikke større, men mindre ulighed. Vi kommer simpelt hen ikke til at fastholde et flertal af borgerne om en ambitiøs klimaomstilling hen over folketingsvalgene i 2024 og 2028, hvis ikke denne omstilling går hånd i hånd med en udvikling hen imod større lighed og social retfærdighed. 

Vi skal overvinde frygten for, at skat på CO2 udhuler statens indtægter, fordi der hurtigt bliver mindre CO2 at beskatte; det skal man selvfølgelig håbe på. ​

Men det betyder efter al erfaring også, at de mere klimavenlige løsninger hurtigt bliver så meget billigere, at man uden at påføre borgerne store byrder kan introducere nye afgiftsformer. 

Vi skal udforme en ny samlet transportbeskatning, hvor afgifterne varierer efter energiform, samt sted i landet og tidspunkt på dagen, hvor køretøjet er i brug. El-biler kan ikke tåle afgift i dag, hvis vi hurtigt skal have flere af dem. Men om få år, når de har overtaget hele nybil-markedet, vil de blive langt billigere at anskaffe, og så kan de bære en afgift. 

Vi skal også overvinde frygten for at miste statsindtægter ved at stoppe for ny licenser til at bore i Nordsøen. Boring efter olie og gas på dansk område frem til 2060 kan ikke forenes med troværdige klimaambitioner, når vi ved, at forudsætningen for en bæredygtig verden er, at vi er holdt op med at bruge fossile brændstoffer i 2050! I øvrigt er der al mulig grund til at tro, at olie og gas længe før bliver en stadigt dårligere forretning. 

Mange frygter, at konsekvent klimaløsning kræver afkald på det gode liv og stop for vækst. Vi var nogle, der i 1977 skrev i Socialdemokratiets principprogram, at der er grænser for vækst i kvantitet, men ikke grænser for vækst i kvalitet. Omsat til nutiden betyder det:

Vi kan ikke fortsætte med den hidtidige form for vækst; men vi kan godt have vækst, hvis vi i god tid inden 2050 har opfyldt tre grundlæggende forudsætninger: 1/ erstattet al brug af fossile brændstoffer af vedvarende energikilder, 2/ har skabt systemer og metoder til at forvandle stort set alt affald til genbrug og 3/ har plantet en masse flere træer, end vi har fældet. 

Når vi taler bæredygtighed, kan vi også sagtens have vækst i sundhed, uddannelse og omsorg for børn og gamle; men det betyder, at vi skal give afkald på lidt af det andet. Jeg tror egentlig, at de fleste meget gerne vil investere mere i sundhed for at være bedre rustet til en næste corona-krise og til en uundgåelig udvikling, hvor bakterier bliver resistente over f.eks. penicillin, og nye svar skal forskes og udvikles.

Hen ad vejen er der indlysende muligheder for at forbedre statens skatteindtægter: Vi skal have større bidrag til fællesskabet fra multinationale giganter og multimilliardærer, der har fået lov at skumme al fløden de seneste årtier. 

Det skal vi både for at reducere gæld og imødegå uligheden – Derfor er de mest påtrængende fælles opgaver i EU at sætte prop i de superriges flugt til skattely, lægge bund under selskabsskatten og beskatte omsætningen hos de store finanshuse og teknologivirksomheder. 

Her bør vi også gå i front i EU, og mon ikke summen af udfordringer får flere og flere lande til at melde sig på hold med os. Hjemme i Danmark kan vi desuden skaffe et betydeligt bidrag til finansiering ved at genopbygge vores ødelagte skattesystem, så snyd, omgåelse og restancer effektivt bekæmpes.

Indlægget blev bragt som kronik i Politiken 18. marts 2020

Thomas Pikettys nye bog ’Kapital og ideologi’ er pligtlæsning for socialdemokrater

Læs min anmeldelse af ‘Kapital og ideologi’ i Information 10. marts 2020. Slår du hovedet mod betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor.

Den ’røde blok’ af R, S, SF og El samlet om Piketty i Den sorte Diamant, da han i december 2014 var i København for at fortælle om sin forrige bog:  Lone Loklindt, mig, Piketty, Pia Olsen Dyhr og Johanne Schmidt-Nielsen.

Piketty er en fremragende dokumentarist og analytiker af, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt

Den franske samfundsforsker Thomas Piketty er ikke marxist. Han er fremragende dokumentarist og analytiker af, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt. Modellen har desuden været under pres gennem de seneste årtier. S-partierne har lidt store tilbageslag til nye nationalistiske partier, der spiller på fremmedfrygten. Men stigende ulighed og social utryghed er måske en dybereliggende årsag til vælgeroprøret. Derfor bør Pikettys ny kæmpeværk om ’Kapital og Ideologi’ være pligtlæsning for socialdemokrater.

Jeg læste de 1035 sider i ét stræk og blev uhyre fascineret af forfatterens overblik over historiens lange linjer og hans solide statistiske dokumentation af, hvordan uligheden verden over er eksploderet i løbet af de seneste 40 år. Bogen er en grundig fremstilling af både de fælles globale træk og de regionale forskelle. 

De første mange sider i bogen er en forrygende gennemgang af verdenshistoriens med dé ideologier, der gennem århundrederne har været udtænkt for at legitimere ulighed i indkomst, formue og magt.

’Du ved jo godt, at der bag en enhver stor formue ligger en forbrydelse’. Det var svaret fra min lokale georgiske ledsager for 12 år siden i Tblisi , da jeg spurgte ham, hvorfra alle pengene kom til de nye store villaer, der blev bygget i en by, der dengang havde meget lidt produktion. Det var en forståelig kommentar til tilstanden i dé samfund, hvor oligarker ved kupprivatisering overtog samfundets værdier efter kommunismens fald. Men der selvfølgelig ikke en forbrydelse bag enhver formue. Gode ideer og dygtigt iværksætteri har skabt vældige formuer, der også har skænket menneskeheden store fremskridt.  

Piketty påviser imidlertid. at alle fortidens forbrydelser som slaveri, livegenskab, koloniudbytning, monopoldannelser og ulige retsforhold har cementeret en meget store del af de uligheder i ejendomsret, der i nutidens verden er beskyttet nok så stærkt som de grundlæggende menneskerettigheder. Det er ikke noget tilfælde, at formueskævheden er allermest vild i et Sydafrika, der først for tredive år siden afviklede apartheid. Det er også tankevækkende, at afskaffelsen af slaveri og livegenskab i 1800-tallet altid var ledsaget af store statslige kompensationer til de slaveejere og godsejere, der mistede retten til at eje andre mennesker; og det var ofte disse andre mennesker, der i realiteten knoklede for at betale ’regningen’ for deres egen frihed. 

Indtil 1914 voksede uligheden i Europas lande, mens retsordenen ubetinget værnede om den private ejendomsret, og markedskræfterne udfoldede sig frit. Men de to verdenskrige destruerede mange gamle formuer. Massernes lidelser under krigene– og frygten for kommunistiske magtovertagelser – skabte bred politisk opbakning bag høj progressiv skat på indkomst og arv. På denne måde blev skaffet midler til sundhedspleje, forsorg og uddannelse, også til folk med ingen eller små egne midler. Både skatteopkrævning og velfærdsydelser bidrog til større lighed. Der blev lagt rammer om markedskræfterne og udøvelsen af ejendomsretten. De største sejre blev vundet, hvor de socialdemokratiske partier og fagforeningerne var stærkest. Velfærd og øget lighed blev ikke en hæmsko for økonomisk udvikling. Tværtimod.

Velfærdskursen blev bremset og brudt med Reagans og Thatchers magtovertagelse omring 1980. Efterkrigstidens regulering af kapitalen blev afskaffet. Det startede den massive flugt til skattely og staternes konkurrence om at tiltrække rige virksomheder og mennesker ved at udhule selskabsskatten og progressionen i indkomst- og arvebeskatningen. Det blev til en fremherskende opfattelse, at vi ikke længere har mulighed for at beskatte de superrige. Statsmagtens rolle med at regulere og omfordele blev begrænset ud fra påstanden om at de frie markedskræfter var bedre til at skabe vækst og fremgang. Men finansmarkernes amok-løb bragte os en finanskrise, og den uregulerede,  ikke bæredygtige vækst fremskyndede den eksplosive klimakrise. 

Efter finanskrisen blev nedskæring i velfærdsservice og sociale ydelser brugt som vejen til at nedbringe statsgælden, der var eksploderet under krise og arbejdsløshed. Uligheden voksede, fordi skatten blev lettet langt mest i toppen og velfærden barberet mest i bunden, men også fordi ejendomsværdier, aktiekurser og topcheflønninger steg meget hurtigere end aflønningen for de mange. 

Mere rigdom koncentreret hos de få gav dem endnu mere magt. Superrige mediemoguler bidrog til at udbrede synspunktet om, at de rige måtte belønnes med skattelettelser for at investere i arbejdspladser, men de fattige skulle drives i arbejde ved at skære ned på de sociale ydelser. Den demokratiske uddannelsesrevolution gik i stå. Piketty påpeger, at den sociale mobilitet er i nutiden meget begrænset. Det er Ikke fordi de riges børn er født klogere end alle andre, men fordi der investeres så helt uforholdsmæssigt meget mere i deres end i alle andre unges uddannelse. Og det er ikke kun deres forældres penge, det er også samfundets investeringer i uddannelse, der i meget høj grad kommer de velhavendes børn til gode.

’Måske har vi kun den bedste regering, der kan købes for penge’ svarede nobelpristageren Joseph Stiglitz mig, da jeg under en snak på tomandshånd bad ham sammenfatte lærdommen af hans bøger om finanskrisen og den voksende ulighed.  

Både Stiglitz og Piketty betoner de superriges voksende politiske indflydelse i både demokratiske samfund og hos autoritære regimer – bl.a. i kraft af deres ejerskab til massemedier.

De seneste 40 års dominerende ideologi har været, at klodens ressourcer var ubegrænsede, og det var lige meget, om de blev skævt fordelt, for der faldt altid noget af til de fattige, når de rige blev rigere.  

Nu ved vi, at denne tankegang på alle måder var forkert. Katastroferne for klima og miljø viser, at kloden ikke kan overleve tåleligt og fredeligt med en vrangforestilling om, at vi ubehersket kan udnytte naturressourcer og acceptere stadigt større ulighed. Det er kernebudskaberne FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi skal meget hurtigt rykke for at forandre produktions- og forbrugsmønsteret og gå op imod den stadigt skævere fordeling af verdens goder.

Piketty tror på, at vi kan vende udviklingen. Men det kræver hvad han kalder socialføderalisme – et overnationalt samarbejde, der kan beslutte på ny at sikre progressiv skatte- og arvebeskatning af de superrige. Hans mest radikale forslag er en massiv formuebeskatning, der finansierer en startkapital til alle unge, når de bliver 25 år.  Han kredser også spændende om nye ejerformer, sociale virksomheder, større medbestemmelse for medarbejderne; nye variationer af temaet økonomisk demokrati.  

Man behøver ikke tro på de præcise løsningsforslag for at finde inspiration til en anderledes retfærdig samfundsorden. Og så er jeg for resten helt enig med Piketty om, at vi aldrig får nedkæmpet højre-populisterne og fastholdt opbakningen til en ambitiøs klimaindsats, hvis den ikke går hånd i hånd med et opgør med den alt for store ulighed og sociale utryghed. 

Ny forståelse om verdens tilstand?

Indlæg i Berlingske marts 2020

De fleste ude i verden havde næppe hørt om Wuhan, før coronavirus-epidemien udsprang derfra. Men Wuhan er et økonomisk kraftcenter med flere indbyggere end New York City. 300 af verdens 500 største virksomheder til stede i byen. Derfor rejser mange både kinesere og udlændinge selvfølgelig i stor stil ind og ud af Wuhan.

Det skaber global panik, at vi endnu ingen midler har mod den ny virus. Verdensøkonomien skælver. Vi ser i disse uger et stort kursfald på verdens børser som reaktion på den faretruende spredning af sygdommen ud over verden.  

Det er fortællingen om, hvor tæt vi er bundet sammen på kloden, og hvor skrøbelig højkonjunkturen er.

Det er også fortællingen om, hvordan specielt Kinas udvikling på godt og ondt hurtigt får stor betydning for os: I Kina bor næsten femtedel af verdens befolkning, og deres produktion er i dag mere end 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina har i de seneste årtier overtaget en betragtelig del af verdens industri, forurening og CO2-udslip. Vi køber en meget stor del af vores forbrug fra Kina. Kineserne har opnået langt højere levestandard, men har også bogstaveligt talt oplevet, at den hidtidige form for højvækst kan være kvælende og usund. De ved, at produktion og forbrug fremover skal være meget mere bæredygtig. Derfor var de i 2015 sammen med Obamas USA den stærkeste drivkraft bag Verdensmålene for bæredygtig udvikling og klimaftalen i Paris.

Vi kan ikke få et internationalt samarbejde om handel og våbenkontrol, sundhed, miljø og klima til at fungere uden at arbejde sammen med Kina. Vi skal presse dem til at anerkende fælles regler. Vi skader os selv ved at afsondre os fra Kina og prøve at stække landets udvikling, sådan som Trump har sat sig for. Derfor er det forkert, hvis vi i Europa suges ind i en konfrontation, hvor vi skal bekæmpe Kina for at forblive venner med USA. Denne form for økonomisk krig kan kun blive til fælles skade for hele verden. 

Coronavirussen er endnu en begivenhed, der viser, at vi er vævet sammen på en måde, der kræver et tættere og mere forpligtende internationalt samarbejde. Vi har en kæmpe opgave med at overbevise de store magter om, at samarbejde ikke er et nulsums-spil, hvor én kun kan vinde, hvis anden taber. Det skal der råbes om til Trump, Xi Jinping, Boris Johnson og Vladimir Putin.

Det er dybt bekymrende, at Kinas præsident har strammet tøjlerne voldsomt, lukket kritiske røster ned, forhindret civilsamfundet i at udvikle sig og slået voldsomt hårdt ned på små folkegrupper som tibetanerne og senest de muslimske uigurer i Xinjiang. Der er f.eks. ikke tvivl om, at den manglende presse- og ytringsfrihed betød, at budskabet om den farlige epidemi blev forsinket og sygdommen derfor spredt alt for vidt omkring, før myndighederne reagerede. Men mon ikke de trods alt har lært noget af denne katastrofe? 

Det kan være at epidemien snart bremses, at dødstallet stabiliseres og efterhånden falder, og der endelig udvikles en vaccine; og det kan være at økonomien så går opad igen og at børskurserne rettet sig noget.

Men der vil i mellemtiden være sket stort tab i produktion. Især i Kina, men også mærkbart i resten af verden.

Derfor vil det også kunne måles, hvordan produktionstabet har mindsket belastningen af klima og miljø.  Det kan måske bidrage at sætte mere fart på alle de ændringer, der skal til for at sikre os en bæredygtig fremtid. Måske kommer der tempo i omstillingen væk fra fossile brændstoffer, som er forudsætningen for at bremse den globale opvarmning. Måske vil der være forståelse for, at det kræver både mere skat og flere lån i statskasserne at finansiere denne omstilling, og at en ekspansiv finanspolitik er den eneste mulighed både for at speede op for bæredygtig udvikling og for hurtigt at få gang i beskæftigelsen igen.

Krisen betyder forhåbentlig også forståelse for, at der skal investeres meget mere i sundhedsforskning. Ikke bare for at overkomme coronavirus-krisen. De næste kriser med nye og voldsommere bølger af massedødsfald kan hurtigt komme, fordi flere og flere bakterier bliver resistente over for kendte behandlinger med penicillin mv. Uden midler til et massivt internationalt forskningssamarbejde for at udvikle nye svar her risikerer vores børn og børnebørn direkte tilbageskridt fra den revolution i sygdomsbekæmpelse og forlængelse af menneskers levetid, vi har opnået i de seneste årtier.

Vi står ved en skillevej, hvor vi i næste omgang skal investere meget mere i klima og miljø, sundhed og velfærd – og mindre i dét forbrug, der belaster klodens fremtid. 

Efter Folketinget …

Jeg bliver ofte spurgt, hvad tager jeg mig til efter Folketinget. Jeg holder foredrag, skriver artikler og optræder i TV og radio. På DK4 har jeg f.eks. sammen med Uffe Ellemann programmet ’Uffe og Mogens om verden’.

Jeg var formand for FN’s Generalforsamling, da DE 17 VERDENSMÅL blev vedtaget, og vi fik KLIMAAFTALEN I PARIS i hus. Derfor har jeg med helt særligt engagement hundredvis af gange i alle slags forsamlinger talt om, hvordan vi når at afværge klimaophedning og skabe en bæredygtig fremtid.  

Jeg holder også foredrag om International politik med udgangspunkt i samtalebogen DU STORE VERDEN som Mette Holm har skrevet med Uffe og mig.  

Nu kommer også en række foredrag om mine nyligt udkomne ERINDRINGER – HOLDNING OG HANDLING, der fortæller om livet med oplevelser og erfaringer fra 56 års politiske virke

Foredragsaftaler administreres af forfatterforedrag.dk

Dagpenge på dagsordenen

Indlæg i Berlingske 5. februar 2020

Jeg vil ikke anfægte Statsministerens prioritering: Først gælder det klimaindsats og adgang til førtidig folkepension for de nedslidte.

Men det er ubestrideligt, at der er behov for også at gøre op med udhulingen af dagpengene.

Vi indførte engang et system med god dækning, fordi ingen skulle tvinges fra hus og hjem, når de blev ramt af ledighed. Vi mente, at der var job med så ringe i løn og arbejdsvilkår, at vi ikke ville have dem. Vi mente vi kunne skabe et samfund, der var stærkt nok til at få folk i arbejde til en anstændig løn.

Med arbejdsmarkedsreformerne 90’erne fik vi de ledige i job ved at give dem gode tilbud, de ikke kunne afslå; om opkvalificering og jobtræning og om pligt til aktivt at søge arbejde. Vi udhulede hverken lønnen eller dagpengene – og der blev sikret anden ordentlig forsørgelse til dem, der opbrugte deres dagpengeret.

Hvorfor er så meget forringet de seneste tyve år? Fordi vi i har haft regeringer, der mente at ret og pligt ikke var nok til at få folk til hurtigt at skaffe sig et andet arbejde. Finansministeriets regnemodeller opererer med en antagelse, om at mange arbejdsløse tøver med at tage arbejde, når dækningen ved ledighed er ’for god’.

Lavere dagpenge eller tab af dagpengeret kan selvfølgelig få nogen til hurtigere at søge et job med meget lavere løn end før. Men det var netop. hvad vi oprindeligt ikke ønskede. Desuden betyder de stramme rådighedsregler som forudsætning for at hæve dagpenge nok så meget for at sikre aktiv jobsøgning,

Dagpengesatsen var i mange år reguleret næsten i takt med lønudviklingen for de beskæftigede – i praksis årligt 0,3 pct. mindre stigning end lønnen. Det er den bedste automatiske regulering, vi nogensinde har haft.

Men denne regulering er de seneste to årtier undermineret fra to sider:

Man har kraftigt lettet skatten for de beskæftigede ved det såkaldte beskæftigelsesfradrag, som jo ikke gives til de ubeskæftigede, uanset om den manglende beskæftigelse skyldes for dårlige kvalifikationer, sygdom, invaliditet eller høj alder!

Desuden halverede Lars Løkkes regering dagpengeperioden til to år 2011, og året efter gennemførte Corydon og Vestager en aftale med Venstre om at udhule den automatiske regulering med ekstra 5 pct. frem til 2023.

Konsekvensen er, at færre melder sig i A-kasse og forlader sig på kontanthjælp. Samtidig forlader grupper med lav ledighed A-kasserne og tegner i stedet privat arbejdsløshedsforsikring.

I de faglige A-kasser betaler alle samme kontingent, uanset ledighedsrisikoen i deres fag. Med den nuværende lave ledighed ville statskassen faktisk spare penge, hvis disse grupper blev i A-kasserne, fordi medlemskontingentet reelt overstiger dagpengeudgifterne. Når mennesker med lav ledighed forlader systemet, taber statskassen. Og hvis mange med høj ledighed melder fra og forlader sig på kontanthjælp, så taber statskassen også.

Så der er mange gode argumenter for at rette op på dagpengene.

Forleden lød det som om De Radikale var blevet positive over for en opretning. Det var overraskende, fordi de under Lars Løkke og Helle Thorning var henholdsvis ivrige medløbere og direkte frontløbere til alle de skridt, der har forringede dagpengene. Men efter få dage de svingede de rundt igen med en bemærkning om at de kun ville støtte, hvis det ikke gik ud over ´arbejdsudbuddet´.

De Radikale er jo i egen bevidsthed de eneste virkeligt ansvarlige i dansk politik. Jeg ser det anderledes. De sidder fastlåst som kustoder for de tvivlsomme eller direkte misvisende modelberegninger, Finansministeriet de seneste to årtier har anvendt, som forudsætter at de ledige bliver mere dovne med at søge job, når deres økonomi forbedres. Lige så lidt som de andre borgerlige har De Radikale erkendt, at vi for længst har over-anvendt ’dovenskabsargumentet’ til skade for solidaritet og social tryghed. De vil ikke forstå, at de stramme regler om arbejdssøgning som forudsætning for at få dagpenge er tilskyndelse nok. De vil i øvrigt heller ikke forstå at den reelle udfordring for at øge arbejdsudbuddet måles dårligt ved alene at tælle arme og ben. Det handler om, hvordan vi tilstrækkeligt hurtigt kan give folk de kvalifikationer, som kræves på den ny tids arbejdsmarked, så der er efterspørgsel efter deres arbejdstimer.

Vi skal gøre op med forældede regnemodeller og genbesøge de gode argumenter, hvormed vi for få år siden roste et godt dagpengesystem som en afgørende del af den højt besungne Danske Model.

Det var dén model, som S og R i fællesskab så succesrigt fornyede med den aktive arbejdsmarkedspolitik i 90’erne – uden at udhule de arbejdsløses vilkår.