Kronik i J-P: Aldrig mere Afghanistan

Talebansoldat

I de seneste 10 år blev det stadig mere åbenlyst, at den afghanske stat, vi havde fået etableret, risikerede at smelte væk på grund af sin inkompetence, mageløs korruption og svag folkelig opbakning. det skriver jeg om i denne kronik, som blev gengivet i Jyllands-Posten 18. august 2021.

Den kan også læses nendefor:

VEJEN TIL NEDERLAGET I AFGHANISTAN

Om få uger er det 20 år siden, vi var vidner til, at tusinder blev myrdet, da selvmordsterrorister brugte kaprede passagerfly som raketter til at smadre World Trade Centers to skyskrabere i New York og ramme USA’s forsvarsministerium Pentagon. Et fjerde kapret fly blev skudt ned, før det ramte Capitol eller Det Hvide Hus.

USA måtte naturligvis reagere på det dramatiske terrorangreb. Et enigt NATO erklærede angrebet på USA et angreb på os alle. Det blev hurtigt fastslået, at manden bag terroren 11. september 2001 var Osama bin Laden, lederen af Al Qaeda. Al Qaedas ledere opholdt sig under beskyttelse af det fundamentalistiske islamistiske Taleban-styre i Afghanistan. 

Fire uger efter terrorangrebet angreb USA med store luftstyrker Taleban med det formål at finde og straffe Al Qaedas ledere.

I dag ved vi, at USA’s daværende udenrigsminister, general Colin Powell, mente at nogle få luftangreb kunne tvinge Taleban-styret til at udlevere Al Qaeda-lederne. Præsident George W. Bush insisterede imidlertid på en intervention, der satte Taleban fra magten og tog Afghanistan i besiddelse.

NATO og det meste af verden støttede invasionen. Også Kina og Rusland. FN nikkede ja. Nyrup-regeringen i Danmark erklærede sig derfor også på opfordring fra Bush-regeringen villig til at bidrage til missionen i Afghanistan.

Taliban-styret faldt hurtigt i kombinationen af amerikanske luftangreb og offensiv fra oprørerne i Nordalliancen, der rykkede ind i Kabul. Al Qaeda-ledelsen flygtede. Vi ved nu, at de gemte sig i Pakistan, indtil USA’s specialstyrker i 2011 fik ram på Bin Laden. Pakistans militær og efterretningstjeneste gav i øvrigt også Taliban et fristed, hvorfra de kunne føre guerilla mod den regering, der under USA’s ledelse blev indsat i Kabul. 

USA bad de allierede om bidrag fra specialstyrker til at nedkæmpe al-Qaeda. Jeg var udenrigsminister indtil regeringsskiftet i november 2001 og talte imod at det danske bidrag blev direkte krigsførende. Jeg foreslog i stedet, at vi blev del af en fredsstyrke i Kabul. Men statsminister Anders Fogh Rasmussen insisterede på, at vi skulle deltage med kampstyrker og i øvrigt altid levere hvad USA bad os om. Fem år senere gik vi derfor med til at sende mange flere soldater i krig i Helmand-provinsen, hvor næppe nogen afghansk regering før havde haft reel kontrol. De sårede og de pårørende til de faldne danske soldater må føle et meget dybt stik i hjertet i dag, hvor Taleban har fuld kontrol i Helmand.

Missionen i Afghanistan blev et amerikansk ledet projekt om at opbygge en helt ny afghansk stat under en central regering, der dog fik nogle af de gamle, grumme krigsherrer som partnere. Mange af lederne var først og fremmest optaget af at berige sig personligt. 

De chancer, der måske var for at opbygge en kompetent, ikke-korrupt og repræsentativ afghansk regering blev vel reelt ødelagt, da krigens anfører, USA’s præsident Georg W. Bush, flyttede sin opmærksomhed til invasionen af Irak, som intet havde at gøre med 11. september og Al Qaeda, og selvom påstanden om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var uden hold i virkeligheden. Denne invasion udløste blodige konflikter og endte med at nære opkomsten af Islamisk Stat i stedet for at dæmpe terrortruslen.

Der blev aldrig sat nok ind på at svække Talebans opbakning ved at sikre ordentlig regeringsførelse og bedre levevilkår i det uhyre fattige Afghanistan. Fokus var på militær sejr. Dét blev overladt til overmodige generaler, der aldrig forstod hvor dybt rodfæstet, Taleban var i det uhyre konservative stammesamfund.

I begyndelsen af 2011 besøgte jeg selv Afghanistan som medlem af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Vi fik en optimistisk beretning fra USA’s øverstkommanderende David Petreus og fra det danske militær i Helmand. Optimismen stod noget i modsætning til dén tvivl, der havde bredt sig efter ti års tilstedeværelse, hvor Taleban var kommet stadigt stærkere tilbage. Vi vidste også, at præsident Obama spejdede efter en mulighed for slippe ud med æren i behold.

Min egen tvivl om bestandigheden i dét, vi søgte at opnå i Afghanistan, voksede, da vi i Lashkar Gah i Helmand skulle fejre en dansk støtte til oprettelse af et seminarium. Her fandt man det nødvendigt at udruste delegationen med hjelm og fragmentationsvest inde på skolen. Intet var tilsyneladende sikkert.

De seneste ti år blev det stadigt mere åbenlyst, at den vestlige tilstedeværelse ville blive afviklet, og at dén afghanske stat, vi havde fået etableret, risikerede at smelte væk på grund af sin inkompetence, mageløs korruption og svag folkelig opbakning: I dé valg, vi fik arrangeret undervejs, stemte meget få – og ingen kunne gennemskue om vinderen havde vundet en ærlig sejr eller fusket sig til den. 

Det blev erkendt, at selv med halvdelen af alverdens militære udgifter kunne USA ikke få kontrol over Afghanistan, fordi dét regime, man forsvarede, var udueligt, og fordi man holdt dem ved magten med voldsomme hypermoderne våben på land og i luft, der medførte store civile tab, og derfor styrkede den folkelige modstand mod fremmed tilstedeværelse.

Med Talebans sejrrige stormløb de seneste dage er håbet om at skabe et moderne og demokratisk Afghanistan foreløbig slukket. Især kvinderne og de veluddannede unge frygter med rette fremtiden. Dog nærer de første meldinger fra de nye magthavere håb om et lidt mere åbent og mindre brutalt styre end for tyve år siden.

Der bliver en lang debat om ansvaret det kaotiske exit. Præsident Biden får voldsom kritik for en forhastet retræte, der kan efterlade mange afghanere, som var lovet asyl i vore lande, til en meget usikker skæbne.

Imidlertid er sandheden, at selv dem, der var allermest pessimistiske om det gamle afghanske styres overlevelse, blev chokeret over, at afghansk militær og politi på få dage forsvandt som dug for solen efter i 20 år at været trænet og polstret med ufatteligt mange milliarder dollars. Det skete uden nært så megen blodsudgydelse som til hverdag i de foregående tyve år. Sikkerhedsstyrkerne manglede mange steder både mad og ammunition og havde i lang tid ikke fået løn. De overgav sig i store stimer, mange lod sig indrullere i Taleban-styrkerne og endnu flere deserterede bare og smed uniformen væk. Mange havde aldrig haft andet engagement i jobbet end at tjene til livets ophold.Der er næppe nogen amerikansk præsident, der efter nederlaget i Afghanistan, vil starte ny invasionskrige og opfordre os til at gå med. Det er en stor lettelse, fordi så mange herhjemme kritikløst sagde ja, når USA kaldte på os.

Forhåbentlig kommer vi aldrig igen til at deltage i en krig som i Helmand. til. Ny militær indsats i fremmede lande bør kun ske som del af FN-ledede fredsbevarende operationer. Fremtidens aktivistiske danske udenrigspolitik skal have sit fokus på at bidrage til globale klimaløsninger, bæredygtig udvikling og forebyggelse af konflikter. Det er dét, vi er bedst til. 

Kronikken stod at læse i J-P 18. august 2021

Mere fra min hånd om Afghanistan

Vi skal ikke igen deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande

Jeg tror ikke, at USA har lyst til at byde os ind til deltagelse i nye krige som Afghanistan og Irak. Men vi bør under alle omstændigheder have lært, at vi ikke igen skal deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande. Mere om dét i min seneste kommentar i Berlingske.

Læs den her – eller nedenfor 

Læren af det tragiske nederlag i Afghanistan

Håbet om – i kølvandet på interventionen mod forbryderne fra al-Qaeda – at skabe et mere moderne og demokratisk Afghanistan er foreløbig slukket. En ung generation må se deres drømme om frihed briste. Mest frygteligt: Afghanistans kvinder kan intet godt vente sig.

Der bliver en lang debat om ansvaret. Præsident Biden får voldsom kritik for en forhastet og kaotisk retræte, der efterlod mange afghanere, som var lovet asyl i vore lande, til en tragisk skæbne.

Få vil imidlertid anfægte, at den vestlige tilstedeværelse måtte afvikles. Og det var forudset, at den afghanske stat, der var etableret i kraft af vores tilstedeværelse, ville smelte væk på grund af inkompetence, mageløs korruption og manglende folkelig forankring. I de valg, vi fik arrangeret, var det meget få, der stemte – og ingen kunne gennemskue, om vinderen havde fået en ærlig sejr eller havde fusket sig til den.

Alligevel blev alle overrasket over, at et afghansk militær- og politiapparat, der var polstret med ufatteligt mange milliarder dollar, på så få dage forsvandt som dug for solen. Det skete uden nær så megen blodsudgydelse som til hverdag i de foregående 20 år. Sikkerhedsstyrkerne manglede mange steder både mad og ammunition og havde i lang tid ikke fået løn. De overgav sig i store stimer, mange lod sig indrullere i Taleban-styrkerne og endnu flere deserterede bare og smed uniformen væk. Mange havde aldrig haft andet engagement i jobbet end at tjene til livets ophold.

Vi må spole filmen 20 år tilbage for at prøve at forstå, hvorfor det mislykkedes at holde Afghanistan fri af Talebans middelalderlige jerngreb.

Foreslog fredsstyrke

Afghanistan blev invaderet af en USA-ledet koalition for at finde og straffe bagmændene for terrorangrebet 11. september 2001, der levede under Talebans beskyttelse. Et enigt NATO havde erklæret angrebet på USA et angreb på os alle. Kina og Rusland støttede indirekte operationen mod Taleban. FN nikkede ja. Nyrup-regeringen i Danmark erklærede sig derfor også villig til at deltage. USA bad om specialstyrker til at opspore al-Qaeda.

Jeg var udenrigsminister indtil regeringsskiftet i november 2001 og talte imod, at det danske bidrag blev direkte krigsførende. Jeg foreslog i stedet, at vi blev del af en fredsstyrke i Kabul, hvor afghanske oprørere rykkede ind med støtte fra amerikanske bombefly. Men den nye regering under Anders Fogh Rasmussen insisterede på, at vi skulle deltage med kampstyrker. Fem år senere gik vi endda med til at sende en langt større styrke i krig i Helmand-provinsen, hvor næppe nogen afghansk regering før havde haft reel kontrol.

Missionen i Afghanistan udviklede sig fra at ligne en hurtig indsats mod al-Qaeda til at være et projekt om at opbygge en helt ny afghansk stat under en central regering – i praksis blev det dog en koalition, hvor gamle, grumme krigsherrer var medspillere. Mange af de ledere, som kom ind ved hjælp fra USA og os, var først og fremmest optaget at berige sig personligt på støtten udefra.

Nedkæmpelsen af al-Qaeda ledte til dannelsen af Islamisk Stat

Desuden rettede krigens anfører, USAs præsident Georg W. Bush, sin opmærksomhed over til invasionen af Irak, som intet havde at gøre med 11. september og al-Qaeda, og påstanden om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var uden noget hold i virkeligheden. Denne invasion udløste blodige konflikter og endte med at nære opkomsten af Islamisk Stat i stedet for at dæmpe terrortruslen.

For Afghanistan betød Irak-invasionen, at der blev mindre opmærksomhed på at sikre en ordentlig regeringsførelse, som kunne skabe udvikling for almindelige mennesker i det uhyre fattige land – og derved måske svække Talebans opbakning. Det blev overladt til overmodige generaler, der ikke forstod, hvor dybt rodfæstet Taleban er i det uhyre konservative stammesamfund, at vinde en militær sejr.

Læren er klar: Selv med halvdelen af alverdens militær kan USA ikke få kontrol over fremmedartede samfund som Afghanistan, når dem, man sætter til at styre, ikke dur, og når forsøget på at holde dem ved magten sker med tunge hypermoderne våben på land og i luft, der medfører store civile tab.

Jeg tror ikke, at USA har lyst til at byde os ind til deltagelse i nye krige som Afghanistan og Irak. Men vi bør under alle omstændigheder have lært, at vi ikke igen skal deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande. Aktivistisk dansk udenrigspolitik skal have sit fokus på at bidrage til globale klimaløsninger. Bæredygtig udvikling og forebyggelse af konflikter. Militære bidrag bør altid være som del af FN-ledede fredsbevarende operationer.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentar i Berlingske 18. august 2021.

Mere fra min hånd om Afghanistan her

Billedtekst: Arkivfoto fra Berlingske: Danske soldater gør klar til at forlade Camp Price ved Gereshk og Helmandfloden

Krigen i Afghanistan er endt som en tragedie, vi må lære af

Talebans faretruende hurtige fremmarch varsler en dyster fremtid for det plagede Afghanistan. Som krigsførende har vi et ganske særligt moralsk ansvar for vore tolke og andre medarbejdere, hvis liv er på spil lige nu. Læs mere om min analyse af sammenbruddet i Afghanistan i Laura Friis Wangs interview i Information – eller nedenfor:

Selv om man har halvdelen af verdens militære bistand, er det ikke muligt at kontrollere udviklingen i fjerne lande i Mellemøsten. Det er den vigtigste lektie efter krigen i Afghanistan, siger Mogens Lykketoft i dette interview, som er det første i en serie, hvor centrale personer ser tilbage på 20 års krig

I 2011 rejste Mogens Lykketoft sammen med Udenrigspolitisk Nævn til Afghanistan. Gruppen af politikere skulle blandt andet besøge en værkstedsskole i Lashkar Gah i Helmand-provinsen, som Danmark havde sponsoreret. For sideløbende med den militære indsats var Danmark engageret i opbygning af civilsamfundet.

Han husker, hvordan de stod inde i skolen med hjelme og fragmentationsveste på for at hylde og fejre den særlige indsats, Danmark havde gjort for de unge afghanere. På det tidspunkt var det knap ti år siden, at Vesten havde indledt krigen i Afghanistan, og fem år siden, at danske kampstyrker drog til Helmand-provinsen. Og mens han stod der under fuld bevogtning og med sikkerhedsudstyr fra maven og opefter, tænkte han over, hvor flygtigt det hele virkede.

»Jeg havde den der tvivl om, hvad det egentlig var, vi gjorde, og hvordan det ville komme til at ende. Og hvor er vi i dag?« spørger Mogens Lykketoft, som Information møder til en snak om den snart afsluttede krig i Afghanistan.

»I dag er situationen, at Lashkar Gah er totalt kontrolleret af Taleban, og jeg ved ikke, hvad der er blevet af den skole.«

Til efteråret er det 20 år siden, at Danmark på et FN-mandat gik med ind i Afghanistan. I den tid har Mogens Lykketoft fulgt krigsindsatsen og været en del af vigtige beslutninger som udenrigsminister, udenrigsordfører, medlem af udenrigspolitisk nævn og formand for FN’s Generalforsamling.

Og nu, hvor mange frygter, at Taleban vil tage kontrollen over Afghanistan, ser han tilbage på en krig, som han alt i alt betragter som en tragedie.

»Der er frygteligt meget, der tyder på, at Taleban faktisk vil tage det meste af landet i sin besiddelse, og så er vi ikke nået særligt meget længere, end da vi startede.«

En hurtig mission 

Allerede dagen efter angrebene på World Trade Center og Pentagon i USA den 11. september 2001 aktiverede NATO artikel fem, som betød, at et angreb på USA var et angreb på dem alle.

USA’s daværende præsident, George W. Bush, krævede, at Afghanistan udleverede Osama bin Laden samt ledende personer i hans terrornetværk, al-Qaeda. Hjemme i Danmark var Poul Nyrup Rasmussen (S) statsminister lidt endnu, og med ham i regeringen sad Mogens Lykketoft som udenrigsminister.

Den socialdemokratiske regering mente, at USA’s krav var »klare og berettigede«.

»Danmark bakker fuldt og helt op om dem. Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen til USA: Vi er med jer hele vejen,« sagde statsministeren.

Regeringen vurderede dog også, at Taleban-styret næppe ville udlevere bin Laden og hans folk. Et angreb var derfor lige rundt om hjørnet, og statsministeren udtalte, at det ville blive begyndelsen på en årelang kamp.

»Det vil tage år at fjerne terrorismen fra vores verden. Det kræver en global alliance, der omfatter alle NATO-lande, alle europæiske demokratier og arabiske lande, så indsatsen bliver så effektiv som muligt. Danmark skal være med hele vejen fuldt og helt,« sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Ifølge Mogens Lykketoft var beslutningen om, at et angreb på USA var et angreb på os alle, en beslutning, som kunne fortolkes. Modstanderen var nemlig ikke særlig veldefineret, og det har været et problem hele vejen igennem, mener han.

»For hvem var det egentlig, vi sloges med?« spørger han.

»Vi var jo ikke i tvivl om, at Taleban samarbejdede med – og måske endda havde integreret – al-Qaeda-folk i deres styrker, og at det derfor var legitimt at intervenere for at fjerne de folk, der havde været bagmænd for angrebet den 11. september. Men derfra har der været utrolig stor uklarhed om, hvad missionens mål var, og hvornår den var afsluttet.«

Det tog få dage at vælte Taleban-styret i Kabul. Herefter begyndte man at forfølge de folk, som havde tilknytning til al-Qaeda i Tora Bora-bjergene. Anders Fogh Rasmussen (V), som havde overtaget statsministerposten i december 2001, besluttede, at danske specialstyrker skulle hjælpe. Det var Mogens Lykketoft kritisk over for.

»Min indstilling var både i den afgående regering og efterfølgende, at det havde været bedre at melde sig – som andre vesteuropæiske lande gjorde – som en del af en fredsbevarende styrke med vores mere traditionelle deltagelse i FN’s fredsbevarende operationer end at sende specialstyrker ud i Tora Bora-bjergene,« siger Mogens Lykketoft.

– Men i 2001 var du udenrigsminister for en regering, hvis statsminister sagde, at I var med USA hele vejen? 

»Det tror jeg, at jeg allerede dengang problematiserede. Der har i dansk politik inden for partierne været diskussioner om, hvor langt man skal følge Amerika. Det er ikke kun i forhold til Afghanistan. Det er i særklasse i forhold til Irak, men i min ungdom også Vietnam, selv om vi ikke havde styrker der. Jeg har altid været af den opfattelse, at vi ikke altid kan identificere os med den måde, USA vil tackle verdens problemer på.«

Mogens Lykketoft ser mange lighedspunkter mellem Afghanistan-krigen og Vietnam-krigen, som han brugte meget af sin ungdom på at demonstrere imod. Begge krige har ifølge ham illustreret, at uanset hvor meget det handler om at skabe frihed og sikkerhed for en befolkning, så er muligheden for at besidde kontrollen i et land, hvor befolkningen ikke vil have én, meget begrænset.

»Og så kan man have alle mulige funderinger og synes, at det er utroligt mærkværdigt, at afghanere identificerer sig med en bevægelse som Taleban, men sagens kerne er, at uanset hvor stort militærbudgettet er, så er det svært at få kontrol med et land og en befolkning, som i grunden bare vil af med de fremmede,« siger han.

Samtidig besluttede USA i 2003 at gå ind i Irak, og det har ifølge Mogens Lykketoft været medvirkende til, at Afghanistan ikke blev en succes.

»Der var en bedre chance for, at det kunne blive en succes, hvis man ved årsskiftet i 2002 havde koncentreret sig om at etablere et effektivt og ikkekorrupt styre i det Afghanistan, man havde fået kontrol over. Men der skete jo det, at opmærksomheden på Afghanistan aftog meget hurtigt, fordi Bush-regeringen havde fået den forestilling, at de skulle invadere Irak for enhver pris.«

– Burde man have stoppet krigen, så snart man havde afsat regeringen i Kabul?

»Ja, man burde måske bare have foretaget en nålestiksoperation for at få al-Qaeda ud af vagten. Og herefter trukket sig ud,« siger han og tilføjer:

»Det er tankevækkende, at USA’s nuværende præsident siger, at de aldrig har været der for at lave statsopbygning. I det lys burde vi have trukket os allerede dengang.«

Tvivlsomme fremskridt

Men krigen stoppede ikke. Tværtimod. I 2006 valgte Danmark med Socialdemokratiets opbakning at sende danske styrker til Helmand-provinsen. Et argument for at blive i krigen var i den danske debat, at vi skulle hjælpe landet med at bygge staten op igen, sikre demokrati og hjælpe piger med at komme i skole.

Da Danmarks deltagelse var på sit højeste, var 750 soldater udsendt. I løbet af krigsårene er 43 soldater blevet dræbt i kamp. Indsatsen i Helmand var Danmarks mere kontroversielle deltagelse i krigen, mener Mogens Lykketoft. Målet var nemlig at genoprette den afghanske regerings kontrol med provinsen, men spørgsmålet er i dag, siger han, om der nogensinde havde været en centralregering med kontrol i Helmand.

»Afghanistan har altid været et stammesamfund med i bedste fald en svag regering. Man var godt klar over, at det var en hårdere mission end dem, Danmark hidtil havde bidraget med, men der var ikke en ordentlig analyse af, hvor langt vi var fra at have kontrol i området. Derfor blev det så langstrakt og så blodigt med så mange civile og militære tab.«

I 2014 blev de danske kamptropper trukket ud af Afghanistan, og op til i dag har et mindre antal danske styrker hjulpet med træning og uddannelse af den afghanske hær.

Mogens Lykketoft har været med i beslutningsprocessen omkring Afghanistan hele vejen igennem, og undervejs har der været mange briefinger og rapporter, som har peget på, at krigen var ved at vende, eller at de vestlige styrker fik fremgang, fortæller han.

I dag tvivler han på, at de fik hele historien fortalt.

»Jeg kan huske forelæsninger, vi har fået fra militæreksperter om, at nu var man ved at udrydde opiumsdyrkningen og erstatte det med noget andet. For ti år siden, da vi besøgte Kabul med Udenrigspolitisk Nævn, sagde de derude, at det gik rigtig godt, men at der lige var noget, man manglede.«

»Man må sige nu, set i bakspejlet: Hvor realistisk var den fremstilling egentlig?«

Lektien 

Når politikere og andre tilhængere af krigen skal forsvare indsatsen, bliver det for det meste påpeget, at tusinder af børn og unge afghanere, ikke mindst piger, er kommet i skole og har fået en uddannelse. Samtidig har flere borgere i landet fået øjnene op for, at der er et demokratisk alternativ til Taleban. Og disse succeser skal man heller ikke fornægte, mener Mogens Lykketoft.

»Særligt koncentreret omkring Kabul og nogle af de større centre er det lykkedes et langt stykke hen ad vejen at få unge i uddannelse. Mange klamrer sig til et håb om, at der vokser en ny generation op, som ikke vil affinde sig med den her opfattelse af verden, som Taleban abonnerer på,« siger han.

I det omfang det lykkes at forsvare Kabul mod at blive totalt overtaget af Taleban, er der stadig en chance for, at Vestens indsats for at uddanne folk, især piger, får lov til at overleve, mener Mogens Lykketoft. Men han ser også en stor risiko for, at Taleban vurderer, at de er så militært overlegne, at de kan overtage hele landet og derfor ikke har interesse i en fredsaftale med Kabul-regeringen.

»Den frygt har man jo, fordi man kan se, at der er store dele af den afghanske hær, som bare overgiver sig. De kæmper ikke længere alle vegne i hvert fald. Det er oppe i luften, hvordan det helt præcis ender, men der er nok ingen tvivl om, at langt størstedelen af landets areal vil være behersket af Taleban.«

Når man i den nuværende situation ser tilbage på krigens tab – militære såvel som civile, der er løbet op i mange gange den 11. september – samt de økonomiske omkostninger, er der for Mogens Lykketoft ingen tvivl om, at krigen var en fejl.

»Man kan sige, at det er tragisk, beklage det og så videre. Men det vigtigste er nu, at vi skal lære af det.«

Og der er én ting, som alt fra Vietnam til Afghanistan og Irak har overbevist ham og også dem, der sidder i den amerikanske regering, om i dag, påpeger Mogens Lykketoft:

»Og det er, at selv om man har halvdelen af verdens militære bistand, så har man faktisk ikke mulighed for at kontrollere udviklingen i fjerne, mærkelige lande som dem her.«

Det betyder også, mener den tidligere udenrigsminister, at man kan bidrage langt mere til verdens sikkerhed ved at bruge færre militære midler til gengæld for mange flere humanitære og civile ressourcer rundt om i verden. Det er lektien.

»Hvis man tager både krigen i Afghanistan og Irak, så er der en meget stor del af denne verdens menneskelige problemer, som kunne være løst, hvis de penge var blevet brugt til at skaffe rent vand eller vedvarende energi.«

Laura Friis Wangs interview blev trykt i Information 28. juli 2021.

Flere artikler om Afghanistan i Information

Mere fra min hånd om Afghanistan

Klimaindsatsen bremses og gøres kostbar af miljømyndighederne

Hvis klimaet og naturen skal reddes, er det nødvendigt at rette op på de administrative svækkelser i miljømyndighederne, der alt for ofte skaber kostbare sammenstød i afgørelser om anlægsarbejde. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser forbundet med myndighedernes afgørelser, skriver jeg bl.a. i min seneste kommentar i Berlingske Tidende:

Berlingskes illustration til kommentaren: »Det kommer alene til at koste groteske 600 mio. kr., at arbejdet med Baltic Pipe, hvori vi skal sende norsk gas via Danmark til Polen, nu er sat i stå på flere strækninger i nogle måneder,« skriver Mogens Lykketoft. På billedet ses nedgravningen af Baltic Pipe mellem Faxe og Næstved på Syd- og Midtsjælland, 16. december 2020.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er mange udfordringer for politikere, der skal redde klodens fremtid. Vi redder ikke klodens natur uden at stabilisere klimaet. Klimaindsatsen haster enormt, og det vil være en hidtil uset global kraftanstrengelse at lykkes med den.

Men selv da har vi ikke sikret naturens mangfoldighed. Vild natur skal bevares eller genskabes, samtidig med at vi skaffer plads til flere mennesker, der kan leve og bo, uden at mange er fastlåst i dyb fattigdom. I en verden med enorme uligheder kan der næppe skabes opbakning til nødvendige ofre for at stabilisere klimaet og bevare naturen, medmindre regningen sendes til dem, der ved størst forbrug har de største aftryk på klimaet og naturen.

Det handler derfor om at afveje modstridende hensyn til klima, natur og social balance. Intet tiltag er perfekt, men vi skal gøre os den yderste umage for at mildne målkonflikterne.

I Danmark ser vi et antal nye afgørelser fra i Miljøankenævnet, der ikke forekommer at bidrage hertil.

En af dem er bremsen på bygningen af nye sociale boliger på den del af Amager Fælled, der er gammel losseplads, men som af Enhedslistens gamle trubadur Finn Sørensen besynges som Lærkesletten. Her lever en stor vandsalamander, der imidlertid har andre gode levesteder og ikke som art er truet. Der er omvendt ikke så mange andre og bedre muligheder for at placere nye sociale boliger i København. Og der er brug for at modvirke en udvikling, hvor håndværkere, lærere og sygeplejersker, der arbejder i storbyen, ikke har råd til at bo i nærheden af arbejdet.

Kommunernes Landsforening kender en række tilsvarende sager rundt i landet, hvor klager, der har ventet i årevis på en afgørelse, vælter kommunal planlægning, sætter anlægsarbejder i stå og derfor udskriver store regninger til skatteydere eller forbrugere.

Den virksomhed, jeg er bestyrelsesformand for, Energinet, som er det nationale selskab, der ejer og udbygger transmissionsnettet for el og gas, er på dramatisk vis konfronteret med det samme problem. Lednings- og rørarbejder, der for adskillige år siden er godkendt af Miljøstyrelsen, omgøres nu. Nogle projekter er mellemtiden fuldført (!), andre er i gang og sættes nu helt eller delvis i stå med meget store omkostninger til følge.

Det kommer alene til at koste groteske 600 mio. kr., at arbejdet med Baltic Pipe, hvori vi skal sende norsk gas via Danmark til Polen, nu er sat i stå på flere strækninger i nogle måneder, fordi ankenævnet ikke mener, at der er gjort nok for at beskytte levevilkårene for hasselmus, birkemus m.fl.

Kostbare sammenstød

Denne ny skærpede praksis kan tvinge Energinet til at være mere afventende over for, hvornår man tør iværksætte et anlægsarbejde på grund af frygt for en langt senere ankeafgørelse. Målkonflikten er åbenbar, fordi vore statslige ejere og hele det politiske system tripper utålmodigt for, at vi hurtigst muligt skal bane vejen for langt mere sol- og vindenergi. Men klimaindsatsen bremses af omsorg for truede dyrearter.

Hvad kunne man have gjort for at undgå disse kostbare sammenstød? Først og fremmest en hurtigere og sikrere sagsbehandling hos miljømyndighederne. Det er klart, at en kommune eller en offentlig virksomhed som Energinet vil betale for de nødvendige miljøkrav, og at det er umådeligt meget billigere at gøre fra start end at blive sat i stå, når alt er godt i gang.

Det er i min forståelse hul i hovedet, at en uspecificeret ankeafgørelse om, at ‘mere’ skal gøres, flere år fra projektstart kan udløse forsinkelsesomkostninger på 600 mio.kr.

Berlingskes illustration til kommentaren: »Politisk er der også brug for mere overordnet at vurdere, om man ikke med mindre omkostninger kan gøre mere for truede arter ved at opkøbe flere arealer, der kan udlægges som vild natur i stedet for skærpelse af kravene til anlægsarbejderne,« skriver Mogens Lykketoft. På billedet ses den rødlistede ræv.

Foto: Nf / Ritzau Scanpix.

Jeg kan ikke frigøre mig fra fornemmelsen af, at vi lider under senfølgerne af erfaringstabet ved afgang af medarbejdere i Miljøstyrelsen og ankeadministrationen som følge ved den tidligere regerings forhastede udflytning fra hovedstaden, der i øvrigt blev ledsaget af helt urealistiske løfter om hurtigere og bedre sagsbehandling.

Det er nødvendigt meget hurtigt at rette op på denne administrative svækkelse. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser. Der må fra start gives præcise anvisninger til dem, der skal lave anlægsarbejder, om og hvordan truede arter skal beskyttes.

Politisk er der også brug for mere overordnet at vurdere, om man ikke med mindre omkostninger kan gøre mere for truede arter ved at opkøbe flere arealer, der kan udlægges som vild natur i stedet for skærpelse af kravene til anlægsarbejderne.

Her er i hvert fald brug for at gøre det ikke bare lidt bedre.

Kommentaren stod at læse i Berlingske Tidende 28. juli 2021

Mere fra min hånd om klimaet

Chance for at mindske atomtruslen

Trods alle modsætninger mellem USA, Rusland og Kina er der måske dog håb om besindelse og ny våbenbegrænsningsaftaler.  Erindringen om Cubakrisen i 1962 og lærdommen fra Reagan og Gorbatjov burde give pejling til de store magters ledere i 2021. Det skriver jeg om i min klumme i Jyllands-Posten 20. juli 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Illustration fra J-P: Flertallet af FN’s medlemsstater har tilsluttet sig en traktat, der generelt vil forbyde atomvåben. Det batter imidlertid ikke meget, når de ni lande, der allerede har disse våben, afviser at være med, mener Mogens Lykketoft. Arkivillustration: Niels Bo Bojesen.

Indlægget i J-P International Debat:

Vejen til at mindske atomtruslen er kroget. Det handler om, at USA, Kina og Rusland på trods af andre interessemodsætninger ser en fælles interesse i på ny at bremse et uhyre kostbart og farligt atomkapløb, der stjæler ressourcer fra klimaløsning og velfærdsfremgang.

Egentlig troede jeg, at alt om krisen om de sovjetiske missiler på Cuba i 1962 for længst var fortalt i bøger og film. Men historieprofessor Serhii Plokhii fra Harvard har – med enestående god adgang både til amerikanske og nyåbnede sovjetiske arkiver – skrevet en fremragende bog om dén krise, der for næsten 60 år siden bragte os hidtil tættest til atomudslettelsen. 

Bogen, ”Nuclear Folly”, har vigtige budskaber til nutiden: Kennedy og Khrusjtjov forstod truslen og undgik katastrofen. Men undervejs var der alligevel enorm risiko for at mistro til og mistolkning af modparten kunne udløse katastrofen. 

Vi kom ufatteligt tæt på, at atomvåben blev affyret, fordi lokale kommandanter havde rigide forholdsordrer og utilstrækkelig information fra statslederne.

Efter Cubakrisen blev der gennem 47 år indgået en lang række aftaler om at begrænse atomtruslen. Der blev etableret direkte kommunikation mellem supermagternes ledere. Dertil stop for prøvesprængninger, traktat mod spredning af atomvåben og forbud mod de missil- og antimissil-systemer, der rummede størst fare for at udløse krig ved en fejltagelse. 

I 1980’erne erklærede Reagan og Gorbatjov i fællesskab, at en atomkrig aldrig kan vindes og derfor aldrig må udkæmpes. Efter Den Kolde Krig blev iværksat en egentlig nedrustning med destruktion af 80 pct. af de daværende atomvåbenlagre. 

Nu står nye trusler i kø. De fleste gamle aftaler om atomvåbenbegrænsning er udløbet. Sammen med ny oprustning og nye teknologier øger det igen risikoen for krig ved en fejltagelse. Desuden er der ikke længere kun a-våben i USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig. Der er også i Indien, Pakistan, Nordkorea og Israel. 

Flertallet af FN’s medlemsstater har tilsluttet sig en traktat, der generelt vil forbyde atomvåben. Det batter imidlertid ikke meget, når de ni lande, der allerede har disse våben, afviser at være med. Vejen til at mindske atomtruslen er i bedste fald længere og mere kroget. 

Det handler om, at især USA, Kina og Rusland – på tværs af alle andre interessemodsætninger – ser en fælles interesse i på ny at bremse et uhyre kostbart og farligt atomkapløb, der stjæler ressourcer fra klimaløsning og velfærdsfremgang.

Måske er der lysglimt. Vi ser allerede, at de stores samarbejde om klimatruslen fastholdes til trods for deres mange andre interessekonflikter. På deres topmøde for en måned siden gav Biden og Putin opbakning til Reagans og Gorbatjovs erklæring om at forhindre atomkrigen. 

Allerede i februar aftalte de i sidste øjeblik en femårig forlængelse af New Start-aftalen, der lægger loft over antallet af atomsprænghoveder og sikrer gensidig inspektion. De arbejder desuden sammen med hinanden og med Kina om at genoplive aftalen med Iran om at afstå fra at udvikle atomvåben og derved forhindre et rustningskapløb med andre mellemøstlige magter. 

Der er udsigt til, at Nato fremlægger en ny, behersket atomstrategi. Der er håb om, at de fem gamle atommagter går i gang med at forhandle stærkere regler om at forebygge opkomsten af nye atombevæbnede lande og udtrykker en entydig vilje til aldrig selv at være de første til at bruge nogen form for atomvåben. 

Det er positivt, at Kina og Indien allerede har udstedt en sådan erklæring.

Måske lykkes det i præsident Joe Bidens tid at få genstartet en proces med mere omfattende våbenbegrænsningsaftaler, som Obama forgæves forsøgte det for 12 år siden.

Den gamle aftale om ikke-spredning indeholder et hidtil uindfriet løfte om at de fem anerkendte atommagter skal reducere deres arsenaler og forbedre inspektionen. Her kan begyndes.

Indlægget blev bragt i J-P International Debat 20. juli 2021

Mere fra min hånd om afspænding og nedrustning

Skarp og imponerende analyse fra Gordon Brown, der havde magten alt for kort

Gordon Brown beskriver i ny bog med imponerende overblik de globale udfordringer og skitserer de nødvendige svar. Læs min anmeldelse i Information lørdag d. 17. juli – eller nedenfor

Gordon Brown var finansminister i ti år, idémand til mange af Labours velfærdsforbedringer og derefter britisk premierminister i tre år frem til 2010. Han kom for sent til den højeste post, fordi Tony Blair ikke flyttede sig som aftalt. Han måtte trækkes med finanskrisen og tabte valget til den opportunistiske letvægter David Cameron, der med sin elendige dømmekraft fik udløst Brexit-katastrofen.

Det påstås, at Brown tabte magten, fordi han var for »saglig og kedelig« til en nutidig valgkamp. Sikkert er det, at hans indsigt og engagement i, hvordan vi skaber en fredelig og bæredygtig verden, er langt stærkere end hos både hans forgænger og efterfølger.

Nu har han med imponerende overblik sat sig for at beskrive de globale udfordringer og skitsere de nødvendige svar i bogen Seven Ways to Change the World: How to Fix the Most Pressing Problems We Face.

Den centrale pointe er, at vi ikke har en chance uden stærkere internationalt samarbejde.

Opgør med neoliberalismen

I sin bog gør Brown op med den neoliberale politik, der har domineret de seneste 40 år – ledsaget af hæmningsløs individualisme, hvor vinderne tog det hele, uligheden eksploderede, og den sociale kontrakt blev brudt. Nationalisme og populisme vandt frem på grund af frustrationer over ulighed, tabte job, frygt for de fremmede, tab af kulturel identitet og utålmodighed med den politiske elite.

Populisternes falske fortælling er, at der findes en vej til at take back control i en verden, hvor ingen af de eksistentielle udfordringer kan løses af nationalstaten alene. Men medlemslandene har ikke givet tilstrækkelig autoritet og finansiering til FN, Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Vesten har desuden alt for længe tøvet med at give de nye stærke økonomier større medbestemmelse i Verdensbanken og IMF.

Brown tager udgangspunkt i COVID-krisen. Først så vi en ukoordineret opvisning i nationalegoisme og derpå et fantastisk internationalt samarbejde om på rekordtid at udvikle vacciner. Efter Trumps fald kan der måske med USA’s deltagelse komme finansiering til igen at levere en langt stærkere global sundhedsindsats via WHO. I første runde handler det om at få gratis COVID-vaccine til verdens fattige, for ingen er sikre, før alle har fået tilbudt vaccination.

Pandemien efterlader os med endnu større ulighed. Flere hundrede millioner mennesker er kastet tilbage i ekstrem fattigdom. De rige lande må bidrage meget mere til global økonomisk og social genrejsning. Heldigvis ser vi ikke en gentagelse af fejltagelserne efter finanskrisen i 2008, hvor den herskende kurs – i EU anført af Tyskland – var at insistere på at begrænse budgetunderskud og inflation frem for bekæmpelsen af arbejdsløshed og fattigdom. Nu rustes der op til at give de fattige lande muligheder for at låne til nulrente til at forbedre både fysisk og social infrastruktur i en verden, hvor mange af verdens mennesker lever uden socialt sikkerhedsnet og med minimale ressourcer til sundhed og uddannelse.

Brown beklager i sin bog, at han som premierminister efter finanskrisen blev opslugt af storpolitiske forhandlinger og tekniske diskussioner i stedet for at anføre meningsdannelsen i et frontalt angreb på de falske påstande om, at staternes gældsstiftelse var årsag til – ikke resultat af – krisen:

Eneste realistiske vej ud af en dyb krise er at skabe beskæftigelse – og offentlige ydelser og investeringer virker stærkere og mere sikkert end skattelettelser. Heldigvis er dette nu recepten både i USA og EU. For ti år siden sejrede derimod sparepolitikken. Derfor steg beskæftigelsen alt for langsomt, uligheden voksede, og populisterne fik ekstra medløb.

Den globale økonomiske genrejsning skal kombineres med en massiv indsats for at stabilisere klimaet, fordi hver ekstra én grad i temperaturstigning vil udsætte ekstra én milliard mennesker for at blive klimaflygtninge eller døje med utålelig varme. Hvis ikke vi senest i 2050 nulstiller kulindholdet i vores energiforsyning, udløser vi en uoprettelig destabilisering af kloden med uhåndterlige folkevandringer og endnu flere konflikter.

Fossile brændsler betaler langtfra nok for deres katastrofale forurening. De skal afgiftsbelastes, og investeringer i billig vedvarende energi, produktion af flydende grønne brændstoffer, opsamling af CO2, skovbesvarelse og -plantning og så videre skal mangedobles.

7.600 milliarder dollar i skattely

Vi har ikke råd til at lade være med at handle hurtigt. Det koster tusindvis af milliarder, men gevinsten i job og miljø er langt større. Hvis vi skal fastholde folkelig opbakning, kræver det fair omfordeling. Den fattigste halvdel skal ikke betale. Brown gør med rette meget ud af, at finansieringen skal findes ved at standse verdens superriges epidemiske flugt til oversøiske skattely. Han illustrerer skatteflugtens vanvittige omfang ved at gennemgå, hvad der foregår på blandt andet Cayman Island.

Der er formuer på – allermindst – 7.600 milliarder dollar gemt i skattely. Tre fjerdedele tilhører de 0,1 procent rigeste mennesker i verden. De afslørende Panamapapirer med videre har styrket den politiske vilje til at handle. Dertil kommer, at der med udspillet fra den amerikanske præsident, Joe Biden, nu omsider fokuseres på de multinationale giganters systematiske undvigelse af national selskabsskat.

Der er lang vej, men reel mulighed for, at staternes låntagning til at bekæmpe krise og klimaforandring på sigt kan bringes ud af verden – dels ved indtægterne fra øget beskæftigelse, dels ved at de rige mennesker og selskaber omsider kommer til at betale skat. Det kan bryde den onde cirkel af 40 års neoliberal politik, som har reduceret lønnens andel af produktionsresultatet fra 60 til 40 procent og tilsvarende øget profitandelen.

Øgede skatteindtægter er forudsætningen for, at fattige lande kan investere meget mere – ikke mindst i uddannelse. Browns hjertesag er uddannelse, som han virker for som FN’s særlige udsending.

Han påpeger, at vi her er meget langt fra FN’s verdensmål. Der er stadig for mange millioner børn – især piger – der slet ikke kommer i skole. Folkeskolen er ofte ringe, og det er kun et mindretal, der overhovedet får en uddannelse ud over seks-syv år. Det betyder, at vi reelt afskærer halvdelen af verdens børn fra at få et ordentligt job, fordi ny teknologi erstatter det helt ufaglærte arbejde. Kløften mellem dem med og uden uddannelse truer med at fastlåse os i en afgrund af ulighed. Uden massiv investering i efteruddannelse presses også ufaglærte i de rige lande ned og ud af teknologiudvikling og oversøisk produktion.

I Afrika og verdens konfliktzoner fastholdes den dybeste fattigdom på kloden. Det harmer Brown – som det harmede mig at opleve som formand for FN’s Generalforsamling – at offerviljen i den rige verden er så ringe, at man end ikke finansierer anstændige levevilkår med både mad, sundhed og skole til de næsten hundrede millioner flygtninge og internt fordrevne, som er ofre for hjemlandets borgerkrig, undertrykkelse og sult.

Der er ikke plads i denne anmeldelse til at gå i dybden med andre centrale brikker i Browns skarpe analyse. Han har gode forslag til at begrænse spredningen af atomvåben og de store landes fornyede atomoprustning med deraf følgende stigende risiko for utilsigtet anvendelse. Det er ikke naive forslag, men forslag der tager tråden op fra Reagan og Gorbatjov i 1980’erne.

Brown giver en nøgtern anbefaling til Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Kina bliver den største økonomi, og vi har et interessefællesskab i at opretholde gensidig handel og investering.

Holdningen til menneskerettigheder er et alvorligt udestående, men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring, men der er grund til at tro, at de gerne vil medvirke til en mere regelbundet verdensorden, hvis de får rimelig indflydelse. Styret forsvinder ikke og starter næppe krige, fordi fortsat hastig fremgang i velstand og velfærd er garantien for dets stærke folkelige opbakning.

Brown slutter beretningen med at tale om ledere, der i samspil med et aktivt civilsamfund skal bringe folk med på den rigtige fortælling. Han citerer Noam Chomsky: »Hvis du antager, at der ikke er håb, så ER der ikke håb.«

Vi skal forstærke håbet, handle beslutsomt, sammen over grænserne, NU.

Anmeldelsen var trykt i Information 17. juli 2021

Dem, der ejer mest, skal betale mest for den grønne omstilling

Vi har meget at vinde og frygteligt meget at tabe, hvis ikke vi er i stand til at forklare, hvorfor det er vigtigt at skride hurtigt til værks med den grønne omstilling – samtidig med, at vi holder hånden under dem, der er mest sårbare i processen. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende.

Læs indlægget i avisen – eller nedenfor:

Vilje til forandring?

Den eksplosive vækst i produktionen af stadig billigere vedvarende energi – og anvendelsen af den til fremstilling af grønne brændsler – giver gode chancer for, at vi faktisk kan udfase fossile brændstoffer senest i 2050. Og dét er afgørende for at stabilisere temperaturen på højst halvanden grad over den førindustrielle tidsalder og dermed have en chance for at standse den globale opvarmning.

Det er mere tvivlsomt, om denne udvikling kan nå at bidrage tilstrækkeligt til de danske klimamål om 70 pct. mindre CO2 i 2030. Det vil kræve mere politisk handlekraft end hidtil, både i Danmark og i EU. Investorerne står parat til med elektrolyse at forvandle vind- og solenergi til brint og videre til grøn ammoniak mv, der kan hældes på tunge køretøjer, skibe og fly. Men højere afgifter på de fossile brændsler er nødvendige for tilstrækkeligt hurtigt at forskyde investeringsinteressen til grønne løsninger. I det lange perspektiv er billig grøn strøm + elektrolyse vejen til, at produkter og mennesker kan transporteres rundt i verden uden at forværre klimaproblemet.

Der er brug for mere entydige politiske udmeldinger fra europæiske regeringer om, at de ikke vil hugge job fra naboer, der går forrest. Der er brug for enighed om, at EU-landene godt må understøtte de få ekstremt energikrævende produktioner som cement og stål i overgangen til grønne brændstoffer, så det ikke er netop dem, der lukker for ar flytte til nabolande, som er bagud med klimakrav. Der må indføres en art klimatold ved import til EU, der forhindrer landene udenfor i at lukrere på en sådan trafik. 

Danmark kan ikke på egen hånd redde verdens klima ved at være foregangsland. Men Danmark har en stor chance for at skabe mange nye og bedre job gennem hurtig grøn omstilling, fordi vi så også udvikler løsninger, der kan sælges til resten af verden. Vi taler meget om netop det. Men der skal tempo og dristighed til at udnytte denne chance, for lige nu er der rigtigt mange andre, der også vil være foregangsland.

Der er brug for politikere, der – samtidig med at de gør en særlig indsats for de virksomheder, der er mest sårbare ved hurtig grøn omstilling – modigt fortæller, at der er mange flere job at vinde end at tabe ved at gå hurtigt frem. Vi skal gå i spidsen, fordi det er en god forretning for danske virksomheder og lønmodtagere. Vi har ikke råd til at lade være. Men det skal forklares og forsvares, at nogle skatter og afgifter skal hæves for at nå målet.  Det er dem, der tjener mest, ejer mest og hamstrer flest af klodens ressourcer ved ekstravagant forbrug, der skal betale mere. De skal betale, både fordi uligheden er gået amok og for at støtte de mest truede erhvervs grønne omstilling og finansiere statens egen investering i bæredygtig infrastruktur. De velhavende skal også betale mere, for at vi kan lette skatter og afgifter hos dem, der kun tjener lidt: Dé skal ikke betale ekstra for den grønne omstilling. 

Politikere, der vil gøre Danmark til foregangsland i klimaløsninger, må holde op med at lade sig kyse af de velbjærgedes protester mod, at de omsider skal betale regningen. De må også sætte sig ud over de urealistiske svar fra Finansministeriets nyliberale regnemodeller, der altid viser, at ethvert skridt til at tage fra de rige og hjælpe de fattige er alt for kostbart, fordi det betyder at færre mennesker gider arbejde. Det har vi hørt til hudløshed, men det bliver ikke mere sandt at blive gentaget. Derimod er det ikke sagt tit nok, at en mere fair byrdefordeling er selve forudsætningen for, at vælgerflertallet fortsat bakker op om en offensiv klimapolitik, så Danmark kan blive foregangsland.

Det meget brede forlig om infrastrukturinvesteringer, der netop er indgået, kritiseres for ikke bidrage til klimaløsningen, fordi der bygges for meget motorvej, og flere motorveje får flere til købe bil. Det er måske en undervurdering af tempoet i omstilling til el-biler. Men uden et nyt afgiftssystem vil bilparken vokse for meget. Måske ikke på grund af flere motorveje, der hvor kollektiv trafik alligevel ikke er et reelt alternativ el-bilen. Men der er brug for mod til at udtænke et avanceret digitalt system for fremtidens bilafgifter, hvor betalingen varieres efter art af køretøj, hvor i landet, der køres – og hvilken tid på dagen. Brændt barn skyr ilden, når nogen taler ’betalingsring’ i storbyen efter Thornings fiasko i 2012. Men vi kommer ikke uden om at begrænse bilantallet i storbyerne, hvor nye motorveje ikke kan anlægges, og hvor vi snart hverken kan komme frem eller parkere.

Indlægget blev bragt i Berlingske 1. juli 2021

Mere fra min hånd om grøn omstilling

Kinas partistat vil bestå og præge verdens fremtid

Den 1. juli fejrer Kinas kommunistparti sin 100-årige eksistens, måske stærkere end nogensinde, i hvert fald det eneste kommunistparti, der er vokset siden østblokkens kollaps i 1989.

Læs min klumme i Jyllands-Posten 1. juli om Partiet og dets betydning for Kina og dermed verden.

Indlægget kan også læses nedenfor:

Ikke længere blot for proletarer

Det eneste kommunistiske parti i medlemsfremgang bliver 100 år i dag. Navnet er imidlertid det eneste, der tilbage fra 1921: 

Partiet har i dag 95 millioner medlemmer og er en enorm loge for folk, der vil frem til betydningsfulde poster. Det er her udnævnelser bestemmes og mange tjeneste udveksles. Man kan ikke bare melde sig ind. Det bedømmes, om man har den ’korrekte’ holdning. Engang var partiet kun for proletarer, men i takt med de økonomiske reformer blev også kapitalister lukket ind.

Partiet har forandret Kina og sig selv totalt gennem både et forløb med monumentale katastrofer, forbrydelser … og enorme fremskridt i levevilkår: 

Maos kommunister blev efter den ’lange march’ rygraden i modstanden mod Japans besættelse. Modsat deres modpart i Kinas borgerkrig udplyndrede de ikke bønderne. Da de vandt til sidst, opfattede flertallet af kinesere det utvivlsomt som befrielse fra opløsning, korruption, krig, og hungersnød. Der var udsigt til fred og mad. Men Maos despotiske storhedsvanvid bragte snart nye lidelser af ubeskrivelige dimensioner. ’Det store Spring fremad’ i slutningen af 1958’erne blev en politisk skabt hungerkatastrofe med mange millioner ofre. ’Kulturrevolutionen’ fra 1966 nedbrød staten og skabte ny voldsomme bølger af overgreb og lidelse. Kina forblev fattigt, indtil magten efter Maos død fra 1978 faldt i hænderne på Deng Xiaoping. Han iværksatte en enestående økonomisk udvikling, der siden da har fyrredoblet Kinas nationalprodukt og trukket 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Mellemregningerne er mange, og ofrene for at komme hertil var store. Men vi må ikke overse dén kendsgerning, at gennem mere end 40 år har det store flertal år for år fået bedre leveforhold. Den nationale stolthed er enorm. Styret er ikke truet, så længe velstandsudviklingen kan fortsætte; men det kræver fred. Derfor er frygten for, at Kina ved militær angreb skulle forsøge at bringe Taiwan ’tilbage til fædrelandet’ – og derved risikere krig med USA – næppe velbegrundet. 

Men der er andre meget bekymrende træk: Partiets nuværende formand, Kinas præsident Xi Jinping, regerer mere enevældigt over verdens mest folkerige nation end alle siden Mao. Persondyrkelsen er genoplivet, og åremålsbegrænsningen som lederposten er på ny afskaffet. Overvågning og ensretning udvikles hele tiden. Der slås hårdt ned på systemkritikere. Tibetanerne holdes fortsat i et jerngreb. Der er desuden iværksat en skræmmende massiv anti-islamisk internerings- og indoktrineringskampagne mod millioner i Xinjiang. Desuden har Kina kvalt enhver opposition i Hongkong og dermed brudt aftalen om ’et land, to systemer’. Kinas store ambitioner om global indflydelse har udløst serie af konflikter med USA, der prøver at samle resten af Vesten om at bremse kinesisk teknologi og erhvervsmæssig indflydelse. 

Tiden er imidlertid nok inde til at besinde sig på, at Kinas styre består. Partistaten kan modstå ydre pres, den bliver snart verdens største økonomi, og den udbreder sin indflydelse til alle andre verdensdele. Vi skal sameksistere, og vi har både i samhandel og klimaindsats stærke fælles interesser. Verdens fred i det 21. århundrede beror på, at både USA og Kina sammen med Europa erkender, at de fælles interesser er vigtigere end optrappet konfrontation, hvor vi har interessemodsætninger. Vi kan også håbe, at der inde bag den jernhårde partidisciplin faktisk findes mange, der gerne vil en noget mere liberal samfundsudvikling. Vi har set det før – i glimt. Det kan ske igen. Men det kan ikke påtvinges udefra.

Klummen blev bragt i J-P 1. juli 2021

Mere fra min hånd om Kina

Evig uretfærdighed nærer evig konflikt

Israelerne får aldrig fred​ og palæstinenserne aldrig frihed, hvis Israel fortsætter med den grænseløse foragt for palæstinenserne. Men nu ser det ud til, at Benjamin Netanyahu, der startede den seneste optrapning, er på vej ud i mørket. 

Det skriver jeg om i mit seneste indlæg i Jyllands-Posten. Læs indlægget her – eller nedenfor

Palæstinenserne er spærret inde i verdens største åbne fængsel

”Israels ret til selvforsvar” er ord, der udtales fra mange vestlige ledere, hver gang Israels totalt overlegne militær sønderbomber Gaza med store civile tab og nye ødelæggelser af den i forvejen ødelagte infrastruktur.

Men måske åbnes nu flere øjne for Palæstinas ulige kamp og grumme skæbne. Det gør indtryk, at den seneste krise bragte palæstinenserne mere sammen – både dem i Øst-Jerusalem, på Vestbredden, i Gaza og dem, der er borgere i selve Israel. 

En stor del af palæstinenserne blev fordrevet fra deres hjemstavn i 1948-49. Siden Israels erobring af resten af Palæstina i 1967 har Vestbreddens palæstinensiske befolkning levet i retsløshed og militær besættelse, presset mere og mere sammen af jødiske bosættelser. I Øst-Jerusalem har rejst sig jødiske boligkvarterer omkring bykernen. De næsten to millioner i Gaza er overvejende fra familier, der er flygtet eller fordrevet fra Israel. De er indespærret i verdens største åbne fængsel – på et område som Langeland. De er uden mulighed for at forsørge sig selv og lever på FN’s bistand. Det såkaldte selvstyre i Ramallah er magtesløst. Gaza regeres af det militante Hamas, der – hver gang de affyrer raketter – høster 100 gange gengæld mod deres eget folk. Mens gengældelsen er massivt dræbende og ødelæggende, så opfanges langt de fleste raketter fra Gaza af Israels Iron Dome, før de kan gøre skade. 

Jeg har hverken forståelse for Hamas’ vilkårlige raketangreb mod civile eller Israels overvældende ødelæggende reaktion. Men Benjamin Netanyahu er manden, der som Israels leder gang på gang har udløst at kædereaktionerne af had og ødelæggelse. Han er hovedansvarlig for, at håbet om en to-stats-løsning er slået ihjel. Når alt håb om ende på undertrykkelsen svinder, styrkes ekstremisterne.

Netanyahu er en omvandrende trussel mod fred i regionen. Han er en dyster og dybt opportunistisk skikkelse, der er villig til evig undertrykkelse af det andet folk for at fastholde sit greb om magten og desuden undgå risikoen for en længere fængselsstraf for korruption. Al hans adfærd har været styret af at fastholde regeringsmagten og undgå domfældelsen.

Netanyahu startede dén optrapning, der førte til den seneste Gazakrig: Jødiske ekstremister har – som led i bestræbelserne på at udskifte befolkningen i Jerusalems gamle østlige bydel – fået medløb til at fratage palæstinensiske beboere deres hjem, som er opført med bistand fra FN til familier, der i 1949 blev fordrevet for det oprindelige Israel. Dette førte til den store palæstinensiske demonstration på Tempelbjerget, der blev brutalt slået ned og efterlod 300 sårede. Netanyahu kender Hamas’ forudsigelige reaktion med raketregn. Den kom og gav ham påskud til at slippe Israels ødelæggende overmagt løs og op til regeringsforhandlingerne fremstå som Israels kompromisløse forsvarer. Men så længe Israel bulldozer og knuser det palæstinensiske samfund vil der altid komme nye Hamas-ledere i stedet for dem, Israel får ram på. Israelerne får aldrig fred og palæstinenserne aldrig frihed, hvis Israels regering fortsætter med den grænseløse foragt for palæstinensernes liv og livsmuligheder.

Det ser til nu trods alt ud til, at de allermest umage kræfter i israelsk politik har besluttet sig til at gå sig sammen for at få Netanyahu fjernet.  Så langt, så godt – hvis det lykkes.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 9. juni 2021

Mere fra min hånd om konflikten i Mellemøsten