Read it in The Guardian – or see below
Efter Folketinget …
Jeg bliver ofte spurgt, hvad tager jeg mig til efter Folketinget. Jeg holder foredrag, skriver artikler og optræder i TV og radio. På DK4 har jeg f.eks. sammen med Uffe Ellemann programmet ’Uffe og Mogens om verden’.
Jeg var formand for FN’s Generalforsamling, da DE 17 VERDENSMÅL blev vedtaget, og vi fik KLIMAAFTALEN I PARIS i hus. Derfor har jeg med helt særligt engagement hundredvis af gange i alle slags forsamlinger talt om, hvordan vi når at afværge klimaophedning og skabe en bæredygtig fremtid.
Jeg holder også foredrag om International politik med udgangspunkt i samtalebogen DU STORE VERDEN som Mette Holm har skrevet med Uffe og mig.
Nu kommer også en række foredrag om mine nyligt udkomne ERINDRINGER – HOLDNING OG HANDLING, der fortæller om livet med oplevelser og erfaringer fra 56 års politiske virke
Foredragsaftaler administreres af forfatterforedrag.dk
Dagpenge på dagsordenen
Indlæg i Berlingske 5. februar 2020
Jeg vil ikke anfægte Statsministerens prioritering: Først gælder det klimaindsats og adgang til førtidig folkepension for de nedslidte.
Men det er ubestrideligt, at der er behov for også at gøre op med udhulingen af dagpengene.
Vi indførte engang et system med god dækning, fordi ingen skulle tvinges fra hus og hjem, når de blev ramt af ledighed. Vi mente, at der var job med så ringe i løn og arbejdsvilkår, at vi ikke ville have dem. Vi mente vi kunne skabe et samfund, der var stærkt nok til at få folk i arbejde til en anstændig løn.
Med arbejdsmarkedsreformerne 90’erne fik vi de ledige i job ved at give dem gode tilbud, de ikke kunne afslå; om opkvalificering og jobtræning og om pligt til aktivt at søge arbejde. Vi udhulede hverken lønnen eller dagpengene – og der blev sikret anden ordentlig forsørgelse til dem, der opbrugte deres dagpengeret.
Hvorfor er så meget forringet de seneste tyve år? Fordi vi i har haft regeringer, der mente at ret og pligt ikke var nok til at få folk til hurtigt at skaffe sig et andet arbejde. Finansministeriets regnemodeller opererer med en antagelse, om at mange arbejdsløse tøver med at tage arbejde, når dækningen ved ledighed er ’for god’.
Lavere dagpenge eller tab af dagpengeret kan selvfølgelig få nogen til hurtigere at søge et job med meget lavere løn end før. Men det var netop. hvad vi oprindeligt ikke ønskede. Desuden betyder de stramme rådighedsregler som forudsætning for at hæve dagpenge nok så meget for at sikre aktiv jobsøgning,
Dagpengesatsen var i mange år reguleret næsten i takt med lønudviklingen for de beskæftigede – i praksis årligt 0,3 pct. mindre stigning end lønnen. Det er den bedste automatiske regulering, vi nogensinde har haft.
Men denne regulering er de seneste to årtier undermineret fra to sider:
Man har kraftigt lettet skatten for de beskæftigede ved det såkaldte beskæftigelsesfradrag, som jo ikke gives til de ubeskæftigede, uanset om den manglende beskæftigelse skyldes for dårlige kvalifikationer, sygdom, invaliditet eller høj alder!
Desuden halverede Lars Løkkes regering dagpengeperioden til to år 2011, og året efter gennemførte Corydon og Vestager en aftale med Venstre om at udhule den automatiske regulering med ekstra 5 pct. frem til 2023.
Konsekvensen er, at færre melder sig i A-kasse og forlader sig på kontanthjælp. Samtidig forlader grupper med lav ledighed A-kasserne og tegner i stedet privat arbejdsløshedsforsikring.
I de faglige A-kasser betaler alle samme kontingent, uanset ledighedsrisikoen i deres fag. Med den nuværende lave ledighed ville statskassen faktisk spare penge, hvis disse grupper blev i A-kasserne, fordi medlemskontingentet reelt overstiger dagpengeudgifterne. Når mennesker med lav ledighed forlader systemet, taber statskassen. Og hvis mange med høj ledighed melder fra og forlader sig på kontanthjælp, så taber statskassen også.
Så der er mange gode argumenter for at rette op på dagpengene.
Forleden lød det som om De Radikale var blevet positive over for en opretning. Det var overraskende, fordi de under Lars Løkke og Helle Thorning var henholdsvis ivrige medløbere og direkte frontløbere til alle de skridt, der har forringede dagpengene. Men efter få dage de svingede de rundt igen med en bemærkning om at de kun ville støtte, hvis det ikke gik ud over ´arbejdsudbuddet´.
De Radikale er jo i egen bevidsthed de eneste virkeligt ansvarlige i dansk politik. Jeg ser det anderledes. De sidder fastlåst som kustoder for de tvivlsomme eller direkte misvisende modelberegninger, Finansministeriet de seneste to årtier har anvendt, som forudsætter at de ledige bliver mere dovne med at søge job, når deres økonomi forbedres. Lige så lidt som de andre borgerlige har De Radikale erkendt, at vi for længst har over-anvendt ’dovenskabsargumentet’ til skade for solidaritet og social tryghed. De vil ikke forstå, at de stramme regler om arbejdssøgning som forudsætning for at få dagpenge er tilskyndelse nok. De vil i øvrigt heller ikke forstå at den reelle udfordring for at øge arbejdsudbuddet måles dårligt ved alene at tælle arme og ben. Det handler om, hvordan vi tilstrækkeligt hurtigt kan give folk de kvalifikationer, som kræves på den ny tids arbejdsmarked, så der er efterspørgsel efter deres arbejdstimer.
Vi skal gøre op med forældede regnemodeller og genbesøge de gode argumenter, hvormed vi for få år siden roste et godt dagpengesystem som en afgørende del af den højt besungne Danske Model.
Det var dén model, som S og R i fællesskab så succesrigt fornyede med den aktive arbejdsmarkedspolitik i 90’erne – uden at udhule de arbejdsløses vilkår.
Historien om tre monstre, der kom til at udfordre verdens orden
Kommentar i Jyllands-Posten 4. februar 2020
I september 2015 mødtes verdens regeringschefer i New York med præsident Obama i spidsen og vedtog de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Tre måneder senere mødtes de samme statsledere i Paris og vedtog den hidtil mest vidtgående aftale om klimaet. Samme år kæmpede Obamas udenrigsminister John Kerry atomaftalen med Iran igennem. Han prøvede også utrætteligt, men uden held, at skabe en retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. Jeg havde fornøjelsen at være formand for FN’s Generalforsamling i den korte stund, hvor der tegnede sig et stærkere internationalt samarbejde. Men højdepunktet blev til et sørgeligt vendepunkt, først med Brexit-afstemningen, så valget af Trump til præsident.
Brexit sker nu – til ubodelig skade for Europa og især for Storbritannien selv.
Trump har på tre år systematisk nedbrudt det internationale samarbejde i en falsk overbevisning om, at USA kun kan vinde, hvis andre taber. Trump fører handelskrige og svigter sine allierede til fordel for nye venner blandt verdens hel- og halvdiktatorer, der lige som han selv angriber grundpiller i demokrati og verdensorden. Han har forladt klimaaftalen og atomaftalen med Iran. Senest har han totalt svigtet Palæstina for at hjælpe Netanyahu i Israel med hans tredje forsøg på at fortsætte som regeringschef, uanset alvorlige anklager om korruption og svindel. Trump selv er i rigsretssagen anklaget for åbenlyst magtmisbrug og foragt for kongressen, men vil alligevel blive frikendt af Senatets republikanske flertal.
Der er mange årsager til, at så meget er gået så galt: Finanskrise, monumental ulighed, nedbrydning af velfærdsordninger, frygt for folkevandringer og utålmodighed med handlingslammede politikere er vigtige brikker. Løgnene fra Putins internettrolde er også en brik.
Men ét bidrag vejer tungere end alle andre til at forklare både Brexit og at Trump fik magt til at nedbryde verdens orden. Og i øvrigt også til at forstå, hvorfor intet blev gjort for at forebygge den klimaforandring, der nu har sat store dele af Australien i brand.
Dette bidrag beskrives i en formidabel og veldokumenteret serie, der kan ses i syv afsnit på HBO – The Loudest Voice. Det er historien om et monster af en mangemilliardær, der skabte et endnu større monster, der skabte det største monster af dem alle – Donald Trump.
Monster ét hedder Rupert Murdoch. Han ejer størstedelen af pressen i sit hjemland Australien. Han ejer de mest læste aviser og TV i Storbritannien – og nu også den mest sete kabel-tv-kanal i USA. To tidligere australske premierministre, én fra Labour og en fra De Konservative, der begge blev væltet, har for nyligt påpeget, hvordan Murdochs medier sammen med kulminelobbyen påvirkede politikken og alt for længe forhindrede klimaindsatsen. Murdochs stærkt nationalistiske medier i Storbritannien har i årtier ført hadkampagne mod EU, Han fik Blair valgt, Gordon Brown væltet og David Cameron valgt som britiske premierministre, og sikrede flertal for Brexit.
Murdoch investerede milliarder i at skabe FOX NEWS i USA. Til at banke det op satte han i spidsen et endnu større menneskeligt monster ved navn Roger Ailes: En totalt samvittighedsløs og meget slagkraftig repræsentant for det yderste højre, der helt manglede vilje til at sondre mellem sandhed og løgn (og i øvrigt var skarp konkurrent til Harvey Weinstein i sexovergreb).
Roger Ailes var frem for nogen dén, der promoverede og fik valgt Donald Trump – det største af de tre monstre – til USA’s præsident.
Man forstår verdens uorden meget bedre ved at se The Loudest Voice.
(kommentaren bragt i Jyllands-Posten 4. februar)