Det ægte demokrati er på retur

Obama kom på Anders Fogh Rasmussens demokratitopmøde for nylig med en opsang og opfordring til dem, der tror, at demokratier er en statisk, overlegen størrelse. De skal fornys og forbedres, mente den tidligere amerikanske præsident. Mere om det i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Indlægget kan også læses her:

Demokratiets forhåbentlige overlegenhed

Det var interessant at være gæst på Copenhagen Democracy Summit i forrige uge. Topmødet arrangeres af Anders Fogh Rasmussens Alliance of Democracies med deltagelse af mange fremtrædende erhvervsfolk, politikere og mediemennesker og får økonomisk støtte fra store virksomheder og fonde – bl.a George W. Bush Foundation og Taiwan.  

Deltagelsen fra det europæiske centrum-venstre er behersket. Men heldigvis kom Barack Obama og gav et sædvanligt spændende indlæg, der skilte sig ud fra de mange andre, som blot postulerede demokratiets moralske og økonomiske overlegenhed. Obama talte om det påtrængende behov for at forny og forbedre, hvis demokratiet skal overleve.

Ægte demokrati, der afspejler folkeviljen, sikrer retsstaten, inddæmmer korruption, sikrer reel pressefrihed, beskytter minoriteter og bekæmper den epidemiske ulighed, er på retur. Det bliver stadigt vanskeligere at definere hvem, der skal have lov at være i en alliance af demokratier.

Uægte demokratier

Tænk på Ungarn og Polen i EU. I Indien, der benævnes verdens største demokrati, er Modi-regeringen fuld gang med at begrænse pressefriheden og diskriminere mod det store muslimske mindretal. Brasiliens udvikling under den højre-populistiske præsident Bolsonaro, er skræmmende. Israel, som behersker og undertrykker halvdelen af indbyggerne i det historiske Palæstina, kalder sig for Mellemøstens eneste demokrati. I Tyrkiet er Erdogan folkevalgt, men knægter ytringsfriheden og fængsler journalister og oppositionspolitikere. I Filippinerne erstattes præsident Dutertes retsløse voldsregime nu af eksdiktatoren Marcos’ søn, der næppe heller har ægte demokratiske hensigter. 

Summen af russiske troldes løgnehistorier og Murdoch-imperiets beslægtede løgne i dominerende medier i Storbritannien og USA var måske nok til at tippe vælgerbalancen til fordel for Brexit og Trump i 2016. Obamas formaning om at forbedre demokratiet for at redde det handler også om at forhindre en genkomst af Trump i 2024, hvilket kan blive enden på det amerikanske demokrati. Allerede nu skaber systemet til valg af præsident og kongres, sammen en Højesteret domineret af højreekstremister, risiko for at flertallets ønsker om fri abort, våbenkontrol samt reformer af sundhed og velfærd knægtes, fordi et mindretal af vælgere sætter sig på flertallet i magtens korridorer.

På Foghs Topmøde var der forståeligt stærke røster mod Kinans autoritære styre og frygt for, at landet på væsentlige teknologiområder overhaler USA. Den amerikanske tænketank Atlantic Council fremlagde imidlertid en analyse, der påstår en entydig sammenhæng mellem demokrati og velstand. Det eneste ubestridelige er dog, at de nordiske lande med deres høje grad af velfærd og lighed ligger bedst. 

Ærgerligt nok blændes der i Atlantic Councils analyse ved statistisk manipulation for Kinas styrke. Kinas model står for mange i de fattige lande stærkt som konkurrent til Vesten, fordi landet siden 1978 har trukket 800 millioner ud af ekstrem fattigdom og har et nationalprodukt, der mere end 30 gange højere end dengang. Denne succes kan ikke bortforklares ved en graf fra Atlantic Council, der viser, at velstanden i Kina er langt lavere end i det demokratiske Taiwan og i Hongkong, der indtil for kort tid siden levede under den vestlige model. Det er ikke fair at sammenligne Taiwan/Hongkong med hele det store Kina. Ser man stedet på Shanghai, der havde et sammenligneligt udgangspunkt, ser de anderledes ud. Det er farligt at bortdefinere den kinesiske udfordring ved misbrug af statistik.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 22. juni 2022.

Mere fra min hånd om demokrati

Uffe er død.

Mogens og Uffe

Min ven, samtalepartner og kollega Uffe Ellemann-Jensen er død. Det er et stort tab, jeg kommer til at savne ham. Læs min nekrolog over Uffe i Information – eller nedenfor:

Uffe er død. Det er en vældig og folkekær personlighed, der nu har forladt os. Uhyre begavet og vidende, skarp i analyse og replik, altid med en kraftfuld blanding af humor, engagement og kampvilje. Han elskede livet, selskabet, festen. Han var altid frisk med den gode historie eller kommentar, som han fortalte med humor og sarkasme. Uffe havde en formidabel hukommelse og analysekraft.

Vi gamle husker ham længst tilbage som tv-journalisten, der tog et koldt brusebad foran skærmen under den første oliekrise.

Ikke så længe efter gik han ind i politik og blev valgt til Folketinget for Venstre, hvor hans replikskarpe og uhyre morsomme far, Jens Peter Jensen, allerede var aktiv. Uffe var politisk ordfører for Venstre under den kortvarige SV-regering i 1978-1979 – et projekt, han dengang støttede helhjertet.

Det var Uffes og Danmarks udenrigspolitiske gevinst, at hans daværende partiformand, Henning Christophersen, ikke ville tilbage som udenrigsminister, men valgte Finansministeriet, da han tabte spillet om statsministerposten til Poul Schlüter i 1982.

Koldkriger

Som udenrigsminister var Uffe handlekraftig og risikovillig. I de første fem år af hans mere end ti år lange tid på posten levede han livet farligt i konstant konflikt med det alternative sikkerhedspolitiske flertal. Uffe blev af den daværende ledelse i Socialdemokratiet opfattet som en fræk gadedreng, der skulle fældes: Han havde en meget kritisk og lemfældig omgang med den række af kritiske fodnoter til NATOs raketprogram, som han måtte tåle fra et flertal uden for regeringen, der også omfattede den borgerlige regerings radikale støtteparti.

Men De Radikale ville ikke vælte Uffe og regeringen. Det blev i stedet til en lang række ’næser’ fra flertallet, som Uffe fremviste med stolthed. Han lagde aldrig skjul på, at han var koldkriger og ikke stolede på Rusland og derfor ønskede den vestlige alliance stærkest mulig. Det var en triumf for ham, at fodnoternes tid var ovre, da De Radikale kom i regering i 1988.

En legende i internationalt diplomati

Uanset den hjemlige kritik i de første år styrkede Uffe Danmarks internationale gennemslagskraft ved fænomenalt talent for at knytte nære personlige relationer til toneangivende kræfter i omverdenen. Hans venskab med den tyske kollega og partifælle Hans-Dietrich Genscher er for eksempel velkendt. Men det gjaldt også amerikanske republikanske udenrigsministre. Og socialdemokratiske kolleger som Thorvald Stoltenberg i Norge og Jan Eliasson i Sverige. Uffe blev med sit talent for farverig fremtræden og sin lange tjeneste en legende i internationalt diplomati.

Uffes stjernestund kom ved afslutningen af Den Kolde Krig med Murens fald. Han kendte den gamle kommunistiske verden fra sit virke som journalist og efterretningsmand og delte euforien med de mange millioner, der kom ud af fængslet. Hans største bedrift var at sikre, at Danmark var det første land, der anerkendte og sendte en ambassadør til de tre baltiske lande, da de i 1991 brød ud af Sovjetunionen. Han satte sig i spidsen for et meget aktivt program for at styrke de nye baltiske demokratier og knytte dem til Vesten.

Uffe havde to nederlag: At han som udenrigsminister måtte tåle nederlaget ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten for udvidelse af EU-samarbejdet i 1992, og at han med papirstynd margin ikke blev statsminister i 1998. Det havde nok været en mere frisindet borgerlighed, der havde fået magten under hans ledelse end under senere venstreledede regeringer. Dansk Folkeparti ville næppe have fået så stærk indflydelse.

Uffe selv mente, at nederlaget i 1998 reddede hans liv yderligere 24 år. Han mente, at arbejdspresset som statsminister havde slået ham hurtigt ihjel – med alle de fysiske skavanker, han længe måtte trækkes med. Til gengæld fik han en spændende tilværelse med mange bestyrelseshverv og skrev flere gode bøger om det liv, han havde levet.

Mit eget forhold til Uffe var præget af, at vi egentlig altid godt kunne lide hinanden, men mange år så at sige kørte på forskellige politiske bølgelængder – jeg med fokus på økonomi, han på udenrigspolitik. Da det sidste blev vores begges fokus, var det ham, der foreslog TV 2 News, at vi skulle lave TV sammen. Jeg er utrolig glad for det samvirke og venskab, vi udviklede undervejs.

Døden var ikke uventet af ham selv. I mange år sagde han med sit sædvanlige grin, at han fejlede en masse, men at lægerne ikke mente, at det var noget, han ville dø af.

Jeg mødte ham senest i to repriser på vores lange serie af udenrigspolitiske debatprogrammer. Det var lige efter starten på den russiske angrebskrig mod Ukraine. Han var tindrende klar i sin analyse og rasende over, at så meget af det, han havde forudset og frygtet, nu skete.

Det var nu en meget stor fysisk anstrengelse for Uffe at rykke ud til tv. Da vi sammen kørte frem og tilbage i taxi, sagde han – ind imellem vores altid gode samtale om dansk og international politik – at kræften var løbet løbsk, og at han snart ville dø. Han så det lige i øjnene.

Mine tanker går til Uffes hustru, Alice Vestergaard, og den store flok af børn, svigerbørn og børnebørn, der elskede Uffe, og som han elskede. Vi er rigtigt mange andre også uden for familiens kreds, der vil føle sorgen og det varige savn af at dele tanker og godt selskab med ham.

Æret være hans minde.

Nekrologen blev bragt i Information 20. juni 2022

Om Mette Holms samtalebog med Uffe og mig fra 2018: Markedets bedste udenrigspolitiske lynkursus

Er vi kommet til det amerikanske demokratis skæbnestund?

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen i USA kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal – det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Folkeflertallets stemmer tæller mindst

Et stort flertal af amerikanere ønsker fri abortvåbenkontrolklimaindsats og et solidarisk sundhedssystem for alle.

Alligevel er den fri abort under angreb. Trods skolemassakrer og andre massemord, forhindrer våbenlobbyens venner, at der indføres effektive begrænsninger i adgangen til private skydevåben. Kullobbyen med den kun af navn demokratiske senator Joe Manchin i spidsen blokerer sammen med republikanerne effektive lovinitiativer for klimaet. Sundhedsindustrien og konservative kræfter sætter fremskridtene fra Obamas tid under vedvarende angreb.

Joe Biden er i overensstemmelse med folkeflertallet, og der var stor lettelse både hjemme og ude, da han blev valgt. Men han taber dramatisk i popularitet, fordi han ikke kan få flertal for sin politik. Frustrationerne kan føre til, at en i forvejen lav valgdeltagelse bliver endnu lavere ved næste valg, fordi seneste stemmeafgivning ikke gjorde nogen mærkbar forskel.

Magtfulde medier med Fox News i spidsen sviner systematisk Biden til og holder Trump-bølgen ved lige.

Trump forsøgte forfatningsstridigt at beholde magten til trods for valgnederlaget i 2020, men alligevel for dette, er der stadig meget stor risiko for, at Trump i 2024 vender tilbage på præsidentposten – med endnu stærkere autoritære træk og en politisk kurs, som et flertal af amerikanere er indædte modstandere imod.

Dét kan nemlig ske, selvom der fortsat er millionstort demokratisk stemmeflertal: En lang række mekanismer i det amerikanske valgsystem virker stadigt stærkere i retning af, at mindretallet af vælgere sætter sig på majoriteten i alle magtens korridorer. Det er især de farvede, de yngre, kvinderne og progressive borgere i kyststaterne mod øst og vest, der ender med at være dramatisk underrepræsenteret, mens politikere, der er finansieret af de superrige personer og virksomheder, er voldsomt overrepræsenteret.

Årsagerne findes hele vejen ned gennem systemet fra præsidentvalg, valg til de lovgivende forsamlinger både i Unionen og i enkeltstaterne og hos det ultrakonservatives flertal i den politisk udpegede amerikanske højesteret:

Det mærkværdige valgmandssystem betyder, at Biden kan blive den sidste demokratiske præsident, der blev valgt, uanset at demokraterne også i fremtiden i nationen som helhed får langt flest stemmer. Trods de syv millioner stemmers overvægt til Biden i 2020, ville Trump været blevet den lovligt valgte præsident, hvis bare 40.000 vælgere i tre stater havde stemt anderledes. Logisk ret uforståeligt!

Knægte folkeflertallets vilje

Til Senatet vælges to senatorer fra hver stat. Det betyder, at flertallet af senatorer vælges af den tredjedel af befolkningen, der bor i tyndt befolkede og overvejende konservative stater.

Der skal for eksempel 40 gange så mange stemmer til at få en demokratisk senator fra Californien valgt, som til få en republikansk senator fra Wyoming valgt. De overvejende farvede og demokratiske vælgere i Washington DC og Puerto Rico har slet ikke stemmeret til Senatet, fordi deres bopæl ikke er i en af de 50 anerkendte delstater.

Til Repræsentanternes Hus vælges lovgiverne i forhold til staternes folketal, men valgkredsinddelingen er ofte manipuleret, så vælgerflertal bliver et mindretal af repræsentanter. Det samme gælder valgene til de lovgivende forsamlinger i enkeltstaterne. Desuden er republikanerne voldsomt i gang med at opstille praktiske forhindringer for at stemme. Det går reelt ud på at mindske valgdeltagelsen blandt demokratiske vælgere, der er farvede og/eller fattige. Endelig er der mellem staterne uens praksis for, hvem der helt kan berøves stemmeret på grund af tidligere domme – noget der selvfølgelig også især rammer de farvede.

Den reaktionære Højesteret, som Trump fik skabt, har desuden en uhyre aktiv rolle i at knægte folkeflertallets vilje. Det ses mest aktuelt i abortsagen, hvor kvindernes frie ret til de seneste 50 år at bestemme over deres krop angribes. Men det gør sig blandt andet også stærkt gældende ved, at Højesteret ikke aktivt går op imod den lokale lovgivning, der manipulerer et flertal af vælgere til et mindretal af lovgivere.

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal.

Der er brug for en hidtil uset folkelig mobilisering for at revitalisere demokratiet. Ellers kan det ende med et mere autoritært styre og en borgerkrigslignende tilstand, der fjerner USAs kapacitet og legitimitet som leder af den demokratiske verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 14. juni 2022

Mere fra min hånd om demokratiet i USA