Socialdemokrat, forhenværende MF, minister, folketingsformand og formand for FN's Generalforsamling
Det er uhyre vigtigt at undgå spredning af atomvåben, og den internationale aftale med Iran om at afstå fra disse våben er en meget vigtig brik i den retning. Det var destruktivt, da USA under Trump saboterede aftalen. Derfor vi en stor forsamling af tidligere europæiske udenrigsministre m.fl., der har udsendt denne indtrængende appel om NU at få aftalen med Iran tilbage på sporet.
Mere fra min hånd om atomaftalen med Iran
Udfordringerne vil i det lange perspektiv kun blive flere, hvis vi ikke overbeviser Den Tredje Verden om vilje til at vise meget større reel solidaritet med nødlidende mennesker på hele kloden. Vi har en voldsomt stor langsigtet egeninteresse i at vise, at vi forstår, at der er mere end den ene udfordring, som handler om at afbøde og afværge Putins aggression. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske læs den her – eller nedenfor:
Det er desværre ikke helt udelukket, at Putins gamle veninde Marine Le Pen vælges til fransk præsident på søndag d. 24. april. Det er en uudholdelig trussel mod Europas nyvundne sammenhold.
Roden til usikkerheden er, at samfundets mindre privilegerede ikke føler sig hørt af præsident Macron. Der er en massiv og forståelig utålmodighed med den stadigt voksende ulighed og de eksploderende priser på energi og fødevarer.
Mistro og utålmodighed med magthaverne er ikke kun Macrons problem. Det franske eksempel er et manende memento til alle sande demokrater i Vesten om at forhindre, at regningen for grøn omstilling, flygtningeindsats og forsvarsberedskab sendes til dem, der knokler mest og tjener mindst. Når magthaverne lader social uretfærdighed udvikle sig, styrkes de ekstremister og populister, der nu om dage samles på den yderste højrefløj.
Efter Anden Verdenskrig forstod alle, også borgerlige partier og erhvervsledere, at de velhavende måtte betale den største del af regningen for at opbygge et velfærdssamfund, der kunne standse kommunistisk fremmarch ved valgene. I dag har vi i Vesten brug for samme fælles forståelse, når det handler om slå den nationalistisk-fascistiske højrefløj tilbage, samtidig med at vi inddæmmer og standser Putins aggression.
I nutiden er det imidlertid ikke kun den nationale opinion, der skal vindes. Det er verdensopinionen. Vi har ladet os indhylle i en illusion om, at det meste af verden er med os, fordi 141 lande i FN’s generalforsamling fordømte Putin, mens kun fem lande stemte sammen med ham.
Men der er en Tredje Verden. Regeringerne i lande, der tilsammen rummer mere end halvdelen af menneskeheden, sidder stadig på hegnet og vil hverken entydigt fordømme Putins aggression eller deltage i sanktionspolitikken. Det er ikke kun Kina, men de største spillere i det globale syd med Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i spidsen.
Hos dem er det en udbredt opfattelse, at vi i Vesten er dobbeltspillere og hyklere: I fortiden har vi ofte accepteret USA’s og tidligere europæiske kolonimagters krige i fremmede verdensdele med krænkelser af Folkeretten og menneskerettighederne. Krigen i Ukraine er for dem endnu et beklageligt stormagtsangreb på et andet land. Men de vil ikke rykke sammen med os, blandt andet fordi de ikke har oplevet, at vi rykkede sammen med dem, når ulykkerne haglede ned over lande og folkeslag uden for Europa.
De ser vores omsorg for ukrainske krigsflygtninge i skarp kontrast til holdningen til flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. De minder os blandt meget andet om, at Vesten ikke standsede folkemordet i Rwanda og i årevis har ladet krigen i Yemen udvikle sig til verdens største humanitære katastrofe; at der aldrig er blevet ydet retfærdighed til Palæstinas folk; og at vi nærmest overhørte deres appel om hjælp til at få vaccineret globalt mod covid. Desuden oplever de især Vestens sanktionspolitik mod Rusland som noget, der rammer dem med eksplosive prisstigninger på energi og fødevarer, der ligesom covid-pandemien trækker hundredvis af millioner af mennesker tilbage i ekstrem fattigdom og sult.
Vi i Vesten synes, at vi skal klare voldsomt mange udfordringer allerede. Men udfordringerne vil i det lange perspektiv kun blive flere, hvis vi ikke overbeviser Den Tredje Verden om vilje til at vise meget større reel solidaritet med nødlidende mennesker på hele kloden. Vi har en voldsomt stor langsigtet egeninteresse i at vise, at vi forstår, at der er mere end den ene udfordring, som handler om at afbøde og afværge Putins aggression.
Det er flot og solidarisk med en særlov for ukrainske krigsflygtninge, der formentlig vil bringe flere til Danmark end i nogen anden flygtningebølge. Og det kan forklares, at vi ikke kan vise samme solidaritet med resten af verden. Omvendt er det umuligt at forklare, at indsatsen ligefrem skal betales ved at yde mindre til fattige og nødlidende uden for Europa.
Globalt er vi i en meget ekstraordinær situation, og det kalder på et ekstra bidrag fra rige mennesker i rige lande. Det ville være flot, hvis de nordiske lande i fællesskab i EU kunne fremlægge et forslag om en fælles særskat på for eksempel de fem procent mest velhavende i vores verdensdel som bidrag til global vaccinationsindsats og til at afbøde de direkte og indirekte konsekvenser af sanktionerne og krigen i Ukraine for verdens fattige. Så kunne vi igen nærme os verdensmål nr. ét – udryddelse af den ekstreme fattigdom. Og vi kunne overvinde megen mistro til vore hensigter i det globale syd.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget blev udgivet i Berlingske 19. april 2022
Mere fra min hånd om ulighed og om Ukraine
Illustration: Flygtninge fra krigen i Ukraine krydser grænsen til Polen 7. marts 2022. Flygtninge fra andre lande forstår ikke, hvorfor de skal stilles ringere end ukrainerne. En særskat på denne verdens rigeste kan afhjælpe nøden for de fattigste. Foto fra Ukraines Indenrigsministerium via Wikimedia Commons
Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan herske tvivl om udfaldet af folkesafstemningen 1. juni, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvor vigtigt, det er, at vi stemmer ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU. Læs den her – eller nedenfor:
Det var et modigt nationalt forsvarskompromis, som Folketingets fem gamle og for tiden største partier indgik i sidste måned som svar på Putins angrebskrig i Ukraine. Statsministeren viste på ny handlekraft og lederskab i en dramatisk forandret international situation, og SF’s formand tog et stort og overbevisende spring ud af fortidens pacifisme.
Det mindede mig om, hvad den gamle modstandsleder Frode Jakobsen sagde til mig for mere end 50 år siden:
»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«
Den danske aftale kom i kølvandet på meldingen fra Tysklands socialdemokratiske kansler og hans grønne og liberale regeringspartnere om at droppe Nord Stream 2 og hæve forsvarsudgifterne til to procent af BNP. Det er en kovending, der igen placerer Tyskland som Europas centrale magt og Danmarks nok reelt nærmeste allierede.
Uden Putins aggression havde det nye råderum, der nu blev frigjort til Forsvaret, været bedre anvendt til mere borgernær velfærd. Nu er den vigtige diskussion, hvordan vi frem mod 2033 skal anvende de efterhånden ekstra fem-seks promille af vores nationalprodukt til forsvar.
Den større udsendelse af soldater til Baltikum er aktuelt set indlysende. Sikkert også flere flådefartøjer i Østersøen og i Arktis. Men en meget stor portion af de mange penge bør anvendes til at bekæmpe nye typer af fare: Der skal bruges enorme midler i både det offentlige og private Danmark til at værne os mod cyberangreb, der kan ødelægge vores infrastruktur, lukke vore arbejdspladser eller påføre os enorme regninger til at genstarte økonomien. Vi skal som en meget reel del af forsvarsindsatsen investere i endnu hurtigere omstilling til vedvarende energi for at frigøre os fra russisk gas. Vi får brug for et meget konkret beredskab til at afværge også fysiske angreb på vores energisystemer, ikke mindst på de nye energiøer.
Desuden bliver en nødvendig del af dansk og europæisk forsvar at give effektivt modspil til den enorme 18 år lange russiske investering i – både ude og hjemme – at sprede den overvældende masse fake news og propaganda, der med stor effektivitet har skabt russernes opbakning til krigen, og som især den nationalistisk-populistiske højrefløj i Europa længe har ladet sig besnære af. Vi skal sammen med andre EU-lande investere i en objektiv public service, der kan modvirke denne smitte og især i dén teknologi, der kan få sådanne informationer om virkeligheden til at gennemtrænge det nye jerntæppe
Når den frygtelige krig i Ukraine engang slutter, skal vi finde balancen i det dilemma, der delte os i første del af 1980erne: Hvornår er vores rustning i Vesten så overvældede, at modparten enten giver op – som det heldigvis skete under Gorbatjov – eller tror, at vi kan være fristet til at slå dem ud én gang for alle og derfor i desperation selv slår først.
Ikke blåøjet, men blot som konstatering af, at verdens udvikling sker i uforudsigelige hop, kan vi håbe, at i 2033 ser meget anderledes ud, fordi der til den tid er et nyt regime i Moskva, der vil aftale våbenkontrol og nedrustning og tage imod et økonomisk samarbejde, så vi alligevel ikke behøver at gå helt til de to procent i forsvarsinvestering.
1. juni skal vi have folkeafstemning om at fjerne vort forsvarsforbehold over for EU. Det anbefales enstemmigt af os tre partier, der aftalte forbeholdene i 1992: S, R og SF.
Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan være tvivl om udfaldet, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Desværre vil Enhedslisten nok også være på den vogn, selv om den toneangivende yngre generation ellers har rykket sig enormt, erkender at NATO for tiden er nødvendigt og vil kæmpe for at forandre EU i stedet for at forlade det. Men hvorfor så fastholde forsvarsforbeholdet? Det er vel, fordi det tager tid at få de sidste gamle bolsjevikker og pacifister til at forstå, at forsvarsforbeholdet lænker os unødigt til kun at deltage i militære aktiviteter, når USA fører an.
Afskaffelse af forbeholdet giver os frihed, men ikke pligt til militært at agere sammen med andre EU-lande, hvis USA’s engagement i Europa og NATO svækkes – for eksempel fordi amerikanerne gentager katastrofen med Trump. Hvem i Enhedslisten mener virkelig, at det i en sådan situation er bedst at være henvist til at alene at pejle efter Washington, fordi vi ikke kan samarbejde i EU? Det er hvert fald for mig et centralt argument for at af al kraft at kæmpe for at komme af med EU-forbeholdet.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Denne kommentar udkom i Berlingske 5. april 2022.
Mere fra min hånd om forsvar mm.