Måned: september 2021

Udgivet den

Kommentar: Øget ulighed skal ikke være vejen til flere i arbejde

Det er beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering. Det skrev jeg om i denne kommentar i Berlingske Tidende 15. september 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Opkvalificering – ikke ulighed – er vejen frem

De seneste par årtier er gennemført en serie forringelser af dagpenge og kontanthjælp og leveret asociale skattelettelser til de rigeste for et meget stort milliardbeløb. Fagbevægelsen er undergravet, lønspredningen vokset, og den vidt berømmede danske model er efterladt med flere fattige børn og flere superrige.

Regeringen har igen – under skrig og skrål fra borgerligheden – foreslået en moderat stigning i beskatningen af kapitalafkast.

Stigningen burde egentlig være endnu større, fordi netop de superrige høster enorme kursgevinster og beskattes meget lavere heraf end af arbejdsindkomst. Det er en motor for fortsat stigende ulighed. Det er det også, når De Radikale igen går i spidsen for borgerlige fremstød for topskattelettelser. Mærkeligt at deres venstreorienterede vælgerkorps kan leve med det!

Desværre kan de borgerlige ikke slippe vrangforestillingen om, at man kun kan få de rige til at arbejde og investere mere ved at give dem skattelettelser, og at man kun få de fattige til at arbejde ved at nedsætte deres ydelser. Det understøttes desværre også af de regnemodeller, der er udviklet siden Fogh-regeringens tid. Men intet tyder på at de to årtiers asociale reformer har haft den påståede effekt: Der er ikke mange, der arbejder mere, fordi marginalskatten sænkes – og nogle arbejder endda mindre. Der var meget få på kontanthjælp, der faktisk fik arbejde, fordi ydelsen blev skåret ned: Grotesk nok blev det af Lars Løkke udlagt som et fremskridt, at en tiendedel fik arbejde, mens ni tiendedele bare blev endnu fattigere.

Derfor er det beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering.

Socialdemokratiet har altid ment, at der er job, der er så usle i løn og arbejdsvilkår, at vi skal vælge ikke at have dem i Danmark. Vi har vist, at der alligevel kunne sikres fuld beskæftigelse ved at give mennesker med utilstrækkelige forudsætninger et godt tilbud, de ikke kunne afslå, om uddannelse eller jobtræning. Tilbud om bedre sprogkundskaber og anden opkvalificering er naturligvis bedre end »nyttejob«.

Hverken dagpenge eller sociale ydelser er et tag-selv-bord. Der er både rettigheder og pligter. Jeg har været helt enig med regeringen, når den har talt for et forbedret dagpengesystem som vejen til igen at styrke den danske model – og har påpeget, at der er andre og mere sympatiske midler end lavere ydelser til at bringe dem i arbejde, der er unødigt sene eller kræsne i deres jobsøgning,

Derfor er det et stort skridt i den rigtige retning med forslaget om forhøjelse af dagpengene med 5.000 kroner under de første tre måneders ledighed, hvis man været beskæftiget to år inden for en treårs periode.

Jeg forstår godt, at man vil modvirke, at så mange nyuddannede er på dagpenge, men hvorfor kan det ikke modvirkes ved strammere praksis for arbejdsanvisning i stedet for lavere ydelse? Der foreslås en meget stor nedskæring i dimittendsatsen for nyuddannede ledige ikkeforsørgere, og en forkortelse af deres dagpengeperiode til ét år. Måske vil det kun ramme få på pengepungen i den aktuelle højkonjunktur. Men der er ikke altid højkonjunktur, og så kan den dramatiske stramning ramme mange hårdt. Desuden kan forslaget være endnu et bidrag til at undergrave veluddannede unges tilmelding til den solidariske offentlige arbejdsløshedsforsikring.

Dette modsætningsfyldte udspil skal måske opfattes som en slags imødekommenhed over for Venstres formand, der forleden ville skære i dimittendydelsen for at finansiere klimaindsatsen.

Udspillet opfattede jeg imidlertid som et bidrag til en politisk livsfarlig kobling mellem klimaindsats og social nedskæring: Hvis ikke vi formår at skabe en mere retfærdig fordeling efter mange år med stigende ulighed, så risikerer vi at den folkelige opbakning til klimakampen kollapser. Derfor skal ikke konstrueres en modsætning mellem klimaindsats og social velfærd.

Når vi skal finansiere klimaindsats for at være/blive foregangsland, så er det en overskudsgivende investering, der i vores enormt veltunede samfundsøkonomi helt uproblematisk kan finansieres ved at opbløde en idiotisk stram budgetlov.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Udgivet den

Politikerne må vågne op: Brint kan blive det nye danske vindeventyr

Griber vi chancen, kan brint blive det nye danske bæredygtige energieventyr. Ligesom vindmøllerne i sin tid. Men der skal handles nu. Danmark kan skabe værdi på at udvikle grøn brint som del af den globale  kamp for at afvikle fossile brændsler. Det skriver Anders Eldrup og jeg om i denne kronik i Politiken 9. september 2021.

Kan også læses nedenfor:

Godt nyt for klimaet og danske vindproducenter

I 1990’erne arbejdede vi som henholdsvis minister og departementschef i Finansministeriet tæt sammen om at bringe orden og balance i dansk økonomi. Nu, 25 år senere, er vi begge optaget af den grønne omstilling. Mogens som formand for Energinet, Anders bl.a. som formand for Danmarks Grønne Investeringsfond

Energikrisen i 70’erne lærte os, at forsyningssikkerhed på energiområdet er afgørende vigtigt. Vi havde gjort os fuldstændig afhængige af olie fra Mellemøsten – og havde dermed gjort os sårbare.

På energiområdet tog vi i årene, der fulgte, ved lære af fadæsen med olien og indrettede en flerstrenget og mere robust dansk energisektor med vægten på naturgas, vind, fjernvarme og biomasse.

Coronakrisen har lært os, at vi på andre samfundsområder også har forsømt at tænke i værdien af forsyningssikkerhed. Tænk blot på debatten om produktion af medicin, værnemidler, mikrochips og lange sårbare forsyningskæder.

I EU står vi nu ved en ny korsvej, hvor forsyningssikkerhed skal gentænkes. For at stabilisere klimaet, før forandringerne bliver endnu mere katastrofale, skal vi afvikle brugen af de fossile brændsler – kul, olie og naturgas. Desuden reduceres atomkraft i mange lande, og biomasse som energikilde bliver stadig mere problematisk. 

Alt det sker i et scenario, hvor energiforbruget fortsat stiger betydeligt. Naturgas er den af de fossile brændsler, der udleder mindst CO2, og en overgangstid på vej væk fra kul kunne EU øge sin import af naturgas. Det vil i praksis sige import af russisk gas, som man allerede i dag er ret afhængig af. Er det mon klogt? 

Det er en sikkerhedspolitisk udfordring og stadig klimabelastende.

Derfor peger EU-Kommissionen på en massiv udbygning med sol og vind, især havvind. For havvind satser kommissionen på en 20-dobling over de kommende 20 år. Det er godt nyt for klimaet og godt nyt for danske vindproducenter. En stor del af den udbygning vil kunne ske i danske farvande i Nordsøen og Østersøen. Mere herom senere.

En anden meget klar melding fra EU-Kommissionen er, at nøglen til den bæredygtige energiomstilling er brint. Derfor bør der nu satses målrettet på at udvikle fremtidens brintbaserede teknologier. Vicepræsident i EU-Kommissionen Frans Timmermans har for nylig sagt det meget klart:

– For nogle år siden var EU førende i udviklingen af solpaneler. Men vi tabte momentum, og i dag ligger den produktion stort set i Kina.

– EU støttede udvikling af batteriteknologi og fik en førende rolle. Også her tabte vi pusten, og i dag ligger den væsentlige produktion og udvikling af batterier i Kina, Sydkorea og Japan. Et problem, som den europæiske bilindustri i disse år febrilsk søger at råde bod på.

– Nu står vi over for et tredje stort spring på energiområdet: udviklingen af brintbaserede teknologier som kernen i den bæredygtige omstilling. Også her er EU i front, og denne gang må vi ikke miste forspringet. 

EU skal bevare og udbygge sin position inden for brintteknologierne, fordi det ikke blot kan give os CO2-fri energi, men også fordi nøglen til mange af de nye teknologier, som vi skal leve af i fremtiden, ligger her. Energipolitik er i høj grad også industripolitik.

Så de klare meldinger fra EU-Kommissionen er: topprioritet til havvind og brintteknologier. Set med danske briller er det meget interessant, for det åbner store nye muligheder, hvis vi vælger at udnytte dem.

Kaster vi blikket bagud, ser vi nogle af de korsveje, hvor vi tidligere har truffet valg, som er blevet afgørende for udviklingen af vores land. Et par eksempler til illustration:

– Beslutningen om at indføre arbejdsmarkedspensioner i 1987 blev skabt i en trepartsaftale mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen. Den førte til, at vi i dag har verdens bedste og mest holdbare pensionssystem – og samtidig forsvandt i øvrigt dansk økonomis kroniske balanceproblemer med underskud på betalingsbalance og statsfinanser.

– Et konstruktivt samarbejde mellem staten og energisektoren har gjort, at Danmark i dag er verdensførende på havvind – både hvad angår produktion, opstilling og drift. Staten pressede energiselskaberne til at lave havvindparker, og staten lavede et regime med faste garanterede priser på strømmen 12 år frem, som gjorde, at pensionskasserne turde investere den nødvendige kapital. For samfundet har det givet ren energi, nye industrier med tusindvis af arbejdspladser og betydelig valutaindtjening.

– Ofte bliver vi spurgt: Hvordan kan det være, at et lille land som Danmark har verdens største insulinproducent, verdens største containerrederi, verdens største legetøjsproducent, verdens dominerende producenter af pumper, termostater, isoleringsmateriale og energirigtige vinduer? 

Forklaringerne er nok mange. Hvad angår medicin og vedvarende energi, har statens prioritering af forsyning til danske borgere historisk været et afgørende rygstød for eksporteventyret. Det er imidlertid også tankevækkende, at de nævnte virksomheder er helt eller delvist fondsejede med den konsekvens, at man har fokuseret på langsigtede strategier og minimeret risikoen for udenlandske overtagelser. 

Det er tankevækkende at sammenligne med et andet dansk erhvervsklenodie, Sukkerfabrikkerne, der senere blev til Danisco og derefter solgt til Du Pont, hvorefter virksomheden forsvandt fra den danske radar.

Nu står vi igen over for en sådan definerende korsvej.

I farvandene omkring Danmark har vi enestående muligheder for at høste vindressourcen. Selv om misundelse ikke er en rar egenskab, kan vi vel ikke sige os helt fri for en vis ærgrelse over, at Norge fra naturens hånd fik så rigelige mængder af olie og gas med den rigdom, det har medført.

Men Danmark har nu muligheden for at blive ’det nye Norge’ – ikke baseret på fossil energi, men på vind. Hvordan skal vi forvalte den mulighed?

– Den ’lille’ ambition: Vi kan høste så meget vind i vores farvande, som skal til for at sikre, at Danmark får en ren energiforsyning uden CO2. En fin ambition, men vi kan meget mere end det.

– Den ’lette’ ambition: Vi kan høste så meget vind i de danske farvande som muligt og sende det, vi ikke selv skal bruge, videre til vores nabolande. Det kan give os en vis indtjening som strømeksportør. Men vi kan gøre det bedre, for det svarer jo til, at vi sender vores råstof (strømmen fra havmøllerne) uforarbejdet videre – uden at værdiskabe på vores nye ressource.

– Den ’værdiskabende’ ambition: Vi producerer mest mulig energi i farvandene omkring Danmark og trækker en stor del af strømmen ind til Danmark og bruger det til at opbygge en helt ny industriklynge baseret på grøn brint skabt ved elektrolyse. 

På den måde får vi mere værdi ud af vores nye store energiressource i havene omkring Danmark. Vi skaber nye arbejdspladser, vi værdiforøger strømmen fra havmøllerne med nye mere værdifulde produkter, og vi yder et stort bidrag til, at Europa kan blive fri af CO2-udledninger.

Lad os kort kaste et blik på nogle af brintsamfundets nye muligheder:

Vi kan bruge vindstrømmen og omformningen til brint til at producere grøn kunstgødning til Europas landbrug og dermed yde et bidrag til den nødvendige bæredygtige omstilling af landbruget.

Vi kan også bruge vindstrømmen og brinten til at producere nye rene brændstoffer (e-fuels), som kan bruges i skibsfarten, luftfarten og den tunge landtransport og dermed yde vigtige bidrag til omstilling af disse sektorer.

I de brintbaserede processer som ovenfor beskrevet opstår der en betydelig varmeudvikling. I Danmark har vi et af verdens bedste fjernvarmesystemer, hvor to tredjedele af alle husstande allerede er tilsluttet fjernvarme. Det giver enestående muligheder for at udnytte overskudsvarmen til opvarmning af vores boliger. Det bør vi udnytte.

Det har vi for eksempel ikke sikret os ved etableringen af de nye datacentre. Her lod vi markedskræfterne råde frit uden rammelovgivning og planlægning. Resultatet er, at datacentrene er placeret på må og få uden fokus på at udnytte den enorme mængde spildvarme, de udleder. Centrene i sig selv giver kun få arbejdspladser. Den værdiskabelse, vi som samfund kunne få ud af datacentrene, ville være langt større, hvis de var placeret, så overskudsvarme ikke gik til spilde.

’Datacenterfadæsen’ kan tjene til inspiration for, hvordan vi ikke skal gribe vores nye brintbaserede eventyr an.

Historien – både fra succeser og fiaskoer – giver os god vejledning:

– Vi skal fortsætte den historiske tradition med tæt samarbejde mellem den offentlige sektor og de private investorer. Staten skal sætte rammerne (som man gjorde med vindmøllerne) og stille plankrav f.eks. om udnyttelse af spildvarmen.

– Vi skal holde perspektivet: Måske kræves der – som med vindmøllerne – lempelige vilkår i startfasen og gradvis skærpelse vilkårene, når produktionen er godt i gang.

– Med vindmøllerne var vi de første og alene på markedet i starten. Med brinteventyret vil der være mange om buddet. Derfor skal vi hurtigt i gang for ikke at komme bagud.

– Efter alt at dømme vil der være stor opbakning fra EU-Kommissionen, da man der har et klart blik for, hvordan en sådan dansk satsning passer ind i den større tegning.

– De kommende, højere CO2 afgifter, der nu tegner sig, vil være afgørende for at lægge en solid bund under den danske brintvision.

Vi står ved en definerende korsvej. Det har vi gjort før. Og valgt rigtig med afgørende konsekvenser for velstandsudviklingen i Danmark.

Ofte spørger man: Hvad skal vi leve af i fremtiden? Ovenfor har vi skitseret visionen om den nye brintbaserede erhvervsklynge. Det kan give os en del af svaret på spørgsmålet. Vi har muligheden nu.

Danmark bør satse på at blive foregangsland i klimaomstillingen, fordi som et af verdens rigeste lande har vi et meget tungere CO2-aftryk end de fleste andre. Men uanset hvor hurtigt vi går frem, kan vi naturligvis ikke på egen hånd redde kloden.

Derimod kan vi – også på mange andre felter end brint – atter blive foregangsland, sælge de gode løsninger til resten af verden og skabe flere arbejdspladser i Danmark.

Men denne gang er der mange flere, som kan og vil være foregangslande. Hvis vi fortsat vil være i forreste række, har vi meget travlt med at få truffet de rigtige beslutninger.

Kronikken blev bragt i Politiken 9. september 2021

Mere fra min hånd om den grønne omstilling

Udgivet den

Der er ikke længere plads nok på torvet

Jeg har skrevet dette essay om demokratiet til Golden Days festival 2021, Antikken. Læs det hos Golden Days, på Altinget – eller nedenfor:

Det danske valgsystem er den bedste garanti mod populisme og autokrati

Demokratiet er ikke tjent med politikere, der løber efter flygtige folkestemninger i stedet for at skabe dem ved gode argumenter og stærkt lederskab. Det perfekte demokrati forudsætter ledere med mod og holdning i spidsen for et oplyst folk.

Kan vi lære, hvordan vi sikrer demokratiet i nutiden ved at kaste et blik på oldtidens græske bystater? De var det første forsøg på at demonstrere, at samfund blev bedre forvaltet med folkelig medvirken og debat end ved enevældige despoter. Men det er alligevel begrænset, hvad vi kan lære. “Folket” var et mindretal – uden kvinder og uden slaver. Dette “folk” styrede byen ved stadige møder på torvet. Et sådant folkeafstemningsdemokrati førte i ophedede situationer til uovervejede beslutninger, der var med til at gøre en ende på bystaterne. Måske en parallel til Brexit i nutiden?

Et skrøbeligt demokratisk fundament

I vore dages folkerige samfund må demokratiet nødvendigvis forvaltes af folkevalgte, der får 4-5 år ad gangen til at forsøge at skabe sammenhængende løsninger på komplekse problemer. Der er ikke længere plads nok på torvet.

Demokratiet i nutiden lever bedst med stærke institutioner, solide traditioner, en uafhængig, ærlig og kritisk presse og et levende civilsamfund. Der må ikke kunne fuskes med valgresultaterne, og regeringsskift skal ske fredeligt og i overensstemmelse med vælgernes afgørelse. Domstolenes uafhængighed skal være absolut, og den lovgivende magt skal have muskler til at holde regeringsmagten i ørerne.

Demokratiets fundament er imidlertid skrøbeligt mange steder. Autoritære herskere findes ikke bare i Rusland og Kina. De ses – trods demokratiske forfatninger – i EU-lande som Ungarn og Polen og i store lande som Tyrkiet og Brasilien. I en stor del af verden er demokrati en tom skal, hvori valgsvindel sikrer herskerne bestandige genvalg.

I mange endnu fungerende demokratier er der stigende ulighed. De fattige deltager mindre og mindre i valgene, fordi de ikke oplever, at de gør nogen forskel, dergavner dem. Da jeg for nogle år siden spurgte nobelprismodtageren Joseph Stiglitz, hvorfor uligheden i USA havde udviklet sig så dramatisk, var hans svar: “Måske har vi kun det bedste demokrati, der kan købes for penge”! Underforstået: De superrige – de store koncerner og dollarmilliardærerne – er ved at “købe” det politiske system.

Mindretal udenfor indflydelse

Et andet forhold, der ofte giver et demokratisk underskud, er det globalt udbredte valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor vinderen tager helegevinsten, og stemmer på modkandidaterne i hver enkelt valgkreds eller delstat går til spilde ved opgørelsen af valgresultatet. Dette system er fremherskende i hele den angelsaksiske verden og i de fleste “nye” demokratier fra Indien til Afrika. Det betyder, at et enkelt stort parti kan få flertal i den lovgivende forsamling, selv om det er meget langt fra at have et flertal af stemmerne bag sig – fordi de øvrige stemmer spredes på flere andre partier. Betydelige mindretal sættes derfor uden for indflydelse. Desuden indbyder systemet til, at det til enhver tid herskende parti skræddersyr valgkredse vildt manipulatorisk til egen fordel og lægger hindringer i vejen for valgdeltagelsen for grupper, der traditionelt støtter deres politiske modstandere.

Flertallet kan også blive overtrumfet af indretningen af valgsystemet, som det skete i USA ved valgene både i 2000 og 2016, hvor hhv. Al Gore og Hillary Clinton nationalt havde flest stemmer, men hhv. George W. Bush og Donald Trump blev valgt til præsident.

Risikoen for, at systemet igen lader vinderen tabe, er stadig overvældende: Hvis blot 40.000 stemmer var faldet omvendt i tre stater i 2020, så var Trump blevet genindsat som præsident selv om Biden i hele USA var syv millioner stemmer foran!

Et sådant valgsystem undergraver demokratiets legitimitet. Det store spørgsmål overalt er netop, hvordan vi i stedet kan styrke denne legitimitet.

Større tillid til dansk demokrati

Vi kan lære af oldtidens græske bystater, at vælgernes lige og lette adgang til at deltage i debatten og beslutningerne er vigtig.

Vi kan lære af de mange demokratiske tilbageslag i nutiden, at den bedste garanti imod populisme og autokrati er et valgsystem som det danske, der i al væsentlighed giver hver stemme samme vægt: Det forhindrer, at et enkelt parti alene kan få flertal i parlamentet. Min erfaring gennem næsten fire årtier i dansk politik er, at vi bedre end de fleste andre lande har lært os kunsten at tale godt sammen og på mange områder lave brede forlig, der holder hen over skiftende regeringsflertal. Det ligner ofte kludetæpper, men et større flertal føler sig inkluderet i beslutningerne, og det er en forklaring på større tillid og stærkere demokratisk deltagelse i Danmark end i de fleste andre lande.

Dette essay om demokratiet er skrevet til Golden Days festivalen 2021, der handler om Antikken. Det er desuden gengivet i Altinget 5. september 2021.

Mere fra min hånd om demokrati

Illustrationen er fra Golden Days’ hjemmeside

Udgivet den

Der venter Europa en række nye roller, men det kan ikke ske uden de store landes vilje

USA vil i fremtiden være mere indadvendt, og det stiller nye krav til Europa, ikke mindst som mægler mellem USA og Kina. Det skriver jeg om Jyllands-Posten. Læs artiklen i avisen – eller nedenfor.

Nye roller for Europa 

Under Trump frygtede Europa tab af USA’s sikkerhedsgaranti. Det blev til en ekstra begrundelse for, at investere mere i militæret for at stå op imod et truende Rusland. 

Med Biden er der ikke længere tvivl om, at USA er bag NATO og ser en klar egeninteresse i at dæmme op for russiske fremstød. 

Troen på dét er ikke rystet af den hastige retræte fra Afghanistan.

Imidlertid er det overraskende hvor stor enighed, der har været fra Obama, over Trump og til Biden om, at USA ikke på ny skal engagere sig med store invasionsstyrker for at tage arabiske og muslimske lande  i besiddelse og bestemme deres styreform. 

Derfor er det højst usandsynligt, at vi i Europa vil blive stillet over for nye amerikanske krav om deltagelse i krigskoalitioner i fjerne lande.

Der er andre udfordringer, Europa skal tage sig mere af:

USA vil i fremtiden være en mere indadvendt supermagt, hvis væsentligste udenrigspolitiske fokus er på konkurrencen med et Kina, der i økonomi og teknologi truer med at vokse amerikanerne over hovedet. 

Europas væsentligste opgave bliver at bidrage til afspænding mellem USA og Kina. De skal begge fastholdes på det fælles ansvar over for den unge generation for at sikre fred, klima og natur. De skal bringes til at bidrage til at reformere FN og de øvrige internationale institutioner, så Kina får indflydelse samklang med landets reelle tyngde – hverken mindre eller mere end det. Europa skal bidrage med forslag, der er acceptable for alle parter, om gensidig handel og investering. Uanset al forståelig modvilje mod den kinesiske ledelse autoritære indenrigskurs og ny udenrigspolitiske konfrontationer må fokus drejes hen på de grundlæggende fælles interesser, længe før USA og Kina er så langt ude i et uhæmmet rustningskapløb, der ved fejltolkninger af modparten kan føre til regional eller global krig. 

Europæerne skal også udfylde et tomrum efter USA i den større mellemøstlige region og i Afrika. Vi får brug for en ny fælles udenrigspolitik, der handler mere om diplomatisk indsats og investering i de ’blødere’ dele af en aktivistisk udenrigspolitik end  om at overtage amerikanernes hårde militære bidrag, der spillede fallit: 

Gennem EU og FN skal vi tilbyde at indsats at bekæmpe sult, levere sundhed og uddannelse, ikke mindst til piger og kvinder. Vi skal understøtte udvikling af et uafhængigt retsvæsen og et kritisk civilsamfund. Vi skal tilbyde at forbedre infrastruktur, skaffe vand og løse klimaproblemer – mere jo mere landenes herskere selv forstår nødvendigheden af større frihed og mere moderne udvikling.

Vi kan selvfølgelig også bistå med hjælp til konfliktløsning og terrorbekæmpelse, hvis vi bliver indbudt til det.

Måske kommer der engang igen liv i ideen, der blev lanceret for mere end 20 år siden af de franske og britiske ledere, om et fælles europæisk udrykningskorps, der kan varetage fredsskabende og fredsbevarende operationer – ikke mindst i Europas nærområder i syd og sydøst. FN’s daværende generalsekretær Kofi Annan modtog ideen med kyshånd i et møde med os europæiske udenrigsministre i sommeren 2001. Europa kunne derved, sagde Annan, levere det vigtigste bidrag til FN’s mulighed for at rykke hurtigt og effektivt ud til fredsbevarende operationer.

Europa kan kun udfylde nye roller, hvis vi kan indse nødvendigheden af fælles handling. Det ser meget vanskeligt ud lige nu. Men de store landes vilje er afgørende. Tyskland er den største og vigtigste brik.  Derfor holder vi blikket stift rettet mod udfald og konsekvenser af det tyske valg om en lille måned.

Indlæg i International Debat, Jyllands-Posten, 31. august 2021

Mere fra min hånd om forholdet mellem USA og Kina