Selv om Kina aldrig tøver med at sige, at Taiwan er en del af det kommunistiske Kina, går man ikke skridtet videre, for styret i Beijing ved godt, at det vil forpeste forholdet til resten af verden. På længere sigt er håbet, at Kina og USA kommer tilbage til en forståelse om, at deres fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsninger er vigtigere end alle deres reelle interessemodsætninger. Det skriver jeg om i dette indlæg i Jyllands-Posten – læs det i avisen – eller nedenfor:
Kina, Taiwan og chancen for fred
AF Mogens Lykketoft
Fhv. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, (S)
I en artikel i JP for en måned siden blev det påstået, at Taiwan erklærede sig uafhængig af Kina i 1949.
Virkeligheden er langt mere kringlet: Taiwan var en provins i det kinesiske kejserrige, og et stort flertal af indbyggere er etniske kinesere, der har århundredlange rødder på øen. De fleste andre er efterkommere af kinesere, der i 1949 flygtede til øen sammen med Chiang Kai-sheks kinesiske centralregering og militær efter deres nederlag til Mao Zedongs kommunister i borgerkrigen på fastlandet.
Taiwan var japansk koloni i 50 år efter Japans sejr over Kina i 1895. Efter Japans nederlag i Anden Verdenskrig bestemte sejrherrerne USA, UK og Kina, at Taiwan igen skulle tilhøre Kina.
Chiang Kai-sheks forvaltning af den hjemvendte provins var uhyre brutal. En folkelig protest mod undertrykkelsen blev slået ned i 1947. Derfor var det næppe velset blandt de lokale, da Chiang to år senere gik i eksil på Taiwan med resterne af sit diktatoriske regime fra fastlandet.
Taiwan blev basen for at fortsætte Chiangs Republikken Kina, der håbede på amerikansk bistand til en revanche i borgerkrigen. Heroverfor stod Maos ambition om at afslutte borgerkrigen ved at erobre Taiwan. I foråret 1950 så dét ud som det mest sandsynlige udfald.
Ved Koreakrigens udbrud sejlede den amerikanske flåde imidlertid ind i Taiwan-strædet for at beskytte Chiangs styre mod en invasion fra fastlandet.
Frem til 1971 fastholdt Chiangs regering på Taiwan Kinas plads i FN, fordi USA nedlagde veto mod, at den kommunistiske folkerepublik overtog pladsen.
Både Chiang og Mao betragtede Taiwan som en uadskillelig del af ”deres” Kina. Da hele Vesten – også USA – optog diplomatiske forbindelser med Beijing, afbrød man samtidig de formelle bånd til styret i Taiwan og anerkendte, at der var ét Kina. Men det var vel underforstået, at Taiwan kun skulle tilbage under kinesisk overhøjhed igen efter frivillig aftale med Kina – og formentlig efter formlen om ”ét land – to systemer” fra Hongkong-aftalerne mellem Storbritannien og Kina: altså et fælles Kina med forskellige politiske systemer.
Vesten satsede på at bevare Taiwan som et vestligt orienteret mini-Kina, og USA har lige siden leveret Taiwan våben til selvforsvar. Kinas daværende pragmatiske leder, Deng Xiaoping, anfægtede ikke denne tvetydighed. Men kineserne forudsatte, at en genforening på langt sigt ville ske.
Man skal huske, at de tænker i århundreder, når vi andre tænker i uger og måneder.
Henry Kissinger var som bekendt manden, der åbnede forbindelserne mellem USA og Kina i starten af 1970’erne. Jeg talte med ham om Taiwan-spørgsmålet for 17 år siden: Han regnede dengang med, at de to Kina’er ville finde en fredelig sameksistens, bare vi i Vesten blandede os så lidt som muligt.
Meget har forandret sig siden 1970’erne. Chiang Kai-sheks diktatur er for længst afviklet. Taiwan har udviklet sig til Asiens mest blomstrende demokrati. Taiwanerne har kinesisk sprog og kultur, men også fået deres egen identitet efter 75 års adskillelse fra fastlandet. Med høj levestandard og politisk frihed ønsker det store flertal ikke at komme under styret i Beijing. Men taiwanerne er meget delt i opfattelsen af, hvordan de bedst sikrer øens reelle selvstyre.
Den nuværende præsident, Lai Ching-te, fra partiet DPP taler meget om, at Taiwan er selvstændigt og afviser enhver forbindelse til Beijing.
Kursen var anderledes i 2008-2016, da det kinesiske nationalistparti KMT havde magten. KMT betoner, at Taiwan er et kinesisk samfund, og mener, at man bedst forhindrer invasion og bevarer status quo – dvs. reelt selvstyre for Taiwan – ved dialog og tættere økonomisk samkvem med Kina.
Gennem mange år har der været store taiwanske investeringer på fastlandet, der beskæftiger millioner af kinesere. Handel, investeringer og gensidig turisme udviklede sig yderligere under det seneste KMT-styre – og Kinas præsident, Xi Jinping, og Taiwans KMT-præsident, Ma Ying-jeou, mødtes endda i Singapore.
Men Kinas aftalebrud med afskaffelsen af Hongkongs friheder betød, at formlen om ”ét land – to systemer” mistede enhver troværdighed og tiltrækningskraft på Taiwan. Det er med til at forklare, at DPP har haft præsidentposten de seneste mere end otte år. Som reaktion herpå har Kina gennemført en serie af truende militærøvelser og er blevet meget mere højrøstet om sit krav om genforening – om nødvendigt med militær magt. Dog uden tidsfrist!
Det er vigtigt at forstå, at taiwanerne er meget delte i holdningen til, hvordan man skal manøvrere i forholdet til Kina. Den nuværende DPP-præsident Lai fik ikke ved valget sidste år et absolut flertal af stemmer, men var størst blandt tre.
Oppositionen med KMT i spidsen vandt flertal i øens parlament. Præsident Lais støtter søgte at vinde et flertal i parlamentet via en særegen forfatningsprocedure, hvor KMT’s kandidater blev udfordret i 24 valgkredse. Men uden held. Oppositionen bevarede sin styrke, så der stadig ikke er parlamentarisk flertal for Lais kurs og mere konfrontation med Beijing.
Blandt Kina-eksperter tror mange, at freden i Taiwan-strædet trods alle trusler kan bestå, hvis parterne undlader at rokke ved status quo og ikke principielt udelukker genforening:
Det meget stærkere og mere selvbevidste Kina kan dårligt leve med, at deres sag er definitivt tabt – og det frygter de, hvis DPP lægger kursen.
Men omvendt ved Kina godt, at man løber enorme risici ved at starte en krig over Taiwan, der måske ikke let kan vindes, og som risikerer at inddrage USA og nabolande i Asien.
En sådan krig vil med sikkerhed forpeste Kinas forhold til omverdenen og føre til en isolation, der sætter landets økonomiske udvikling tilbage. På grund af Trumps kurs står Kina ellers med gode muligheder for at knytte flere bånd til mange dele af verden.
USA’ s interesse er hverken at undsige Taiwan eller provokere Kina. Vi må inderligt håbe, at Trump kan finde dén balance og forstå det – også i lyset af KMT’s genbekræftede styrke i Taiwans parlament!
På længere sigt er håbet, at Kina og USA kommer tilbage til en forståelse om, at deres fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsninger er vigtigere end alle deres reelle interessemodsætninger. Det er vejen væk fra søvngængeragtig vandring mod en tredje verdenskrig senere i dette århundrede.
Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 29. juli 2025
Mere fra min hånd om Kina og Taiwan