Tostatsløsning i Israel-Palæstina kræver opgør med Israels apartheidpolitik

Sammen med en række tidligere udenrigsministerkolleger i Europa appellerer jeg indtrængende til det politiske samfund i Europa om at kræve handling og et ophør af Israels skånselsløse apartheidpolitik over for palæstinenserne såvel som, at der gøres en reel indsats for en to-statsløsning.

Appellen bliver desto mere nødvendig efter Netanyahus sejr ved parlamentsvalget i Israel 1. februar og hans forbund med yderligtgående nationalister. Opfordringen er bl.a. trykt i Information 2. november, Le Monde 27. oktober på fransk og på engelsk i Middle East Monitor 28. oktober.

Appel

Mens verden overværer de rædselsfulde begivenheder, der udspiller sig i Ukraine, er nødvendigheden af at beskytte en regelbaseret verdensorden højt på den politiske og offentlige dagsorden. Det internationale samfund har samlet sig bag multilateralisme og behovet for at overholde international lov og beskytte menneskerettighederne. Der er ingen tvivl om, at det er den eneste vej frem i et stadigt mere polariseret globalt landskab.

Samtidig bliver vi mindet om, hvordan det internationale samfund i andre sammenhænge alt for ofte har forholdt sig tavst, undladt at handle på alvorlige krænkelser af folkeretten, og ladet alvorlige overgreb gå ustraffet hen.

De samme standarder og engagement i at beskytte den ukrainske civilbefolkning, og de krav, der stilles, om, at Rusland stilles til ansvar for overtrædelser af international lov, bør gælde globalt, inklusive i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Israel fortsætter upåvirket

EU og dets medlemslande har arbejdet for en tostatsløsning, baseret på suverænitet og lighed for både israelere og palæstinensere, som grundstenen i deres mellemøstpolitik. Alligevel rykker virkeligheden i Israel og i det besatte Palæstinensiske Område sig i den helt modsatte retning. Og vores passivitet kan ende med at få vidtrækkende konsekvenser i regionen såvel som for validiteten og effektiviteten af ​​europæisk diplomati globalt.

Gentagne israelske regeringer, inklusive den nuværende, har igen og igen gjort det klart, at de ikke planlægger at tage de nødvendige skridt for at afslutte den langvarige besættelse. I strid med folkeretten har Israel overflyttet hundredtusindvis af israelske borgere til de besatte områder.

Bosættelserne er etableret i områder, der bevidst opdeler den palæstinensiske befolkning i adskilte enklaver, hvilket undergraver grundlaget for ​​en fremtidig palæstinensisk stat. Der er etableret et todelt retssystem, med ulige rettigheder mellem palæstinensere, der lever under militærstyre, og israelere, der lever under israelsk civil lov.

Palæstinensere udsættes dagligt for strukturel undertrykkelse, såvel som begrænsninger i deres bevægelsesfrihed, overtagelse af jord, nedrivning af boliger, overvågning og krænkelser af grundlæggende borgerrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed.

Reel apartheid

På trods af det håb om forandring, der kom med den koalitionsregering, der blev valgt sidste år, er disse tendenser fortsat. Vi er vidne til en væsentlig forøgelse af hyppigheden i og alvoren af straffri ​​bosættervold mod den palæstinensiske befolkning.

Israels forsvarsministerium har iværksat et hidtil uset nedslag mod det palæstinensiske civilsamfund og forbudt seks af de mest fremtrædende ngo’erI 2021 dokumenterede FN det højeste antal israelske nedrivninger af palæstinensiske strukturer i en årrække, mens et rekordhøjt antal nødhjælpsprojekter doneret af EU og medlemslande blev ødelagt eller konfiskeret. Senest, den 5. maj i år, gav den israelske højesteret grønt lys til tvangsforflyttelse af mere end 1.000 palæstinensiske indbyggere i området Massafar Yatta syd for Hebron. Hvis dette gennemføres, vil det udgøre den største tvangsforflyttelse i de besatte områder siden 1970’erne.

Drabet på al-Jazeera-journalisten Shireen Abu Akleh, mens hun udførte sit arbejde, understreger en stigende og dybt alarmerende tilsidesættelse af palæstinensernes grundlæggende rettigheder og friheder.

I løbet af de seneste år har flere og flere israelske og internationale menneskerettighedsorganisationer sluttet sig til det palæstinensiske civilsamfund og konkluderet, at det israelske system, der undertrykker palæstinenserne, især i de besatte områder, udgør apartheid. Dette inkluderer omfattende juridiske analyser fra B’TselemYesh DinHuman Rights WatchAmnesty International, en særlig FN-rapportør og Harvard Law Schools International Human Rights Clinic.

Vi er overbevist om betydningen af, at det internationale samfund arbejder for at støtte to stater, Israel og Palæstina, der lever side om side i sikkerhed, demokrati og fred. Og det er på høje tid, at Israels allierede, inklusive EU og dets medlemsstater, igen bekræfter deres forpligtelse til to stater ved at holde Israel ansvarlig for de igangværende krænkelser af palæstinensiske menneske- og frihedsrettigheder.

Vi ser ikke andet alternativ end at anerkende, at Israels politikker og praksisser over for de palæstinensere, der bor på Vestbredden, Østjerusalem og i Gaza, er apartheid, en forbrydelse ifølge international lov, og vi opfordrer vores kolleger i det europæiske politiske samfund til at slutte sig til os og kræve handling for at afslutte disse uretfærdige politikker og dermed stille en tostatsløsning på konflikten i udsigt.

  • Mogens Lykketoft er tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling, Danmark
  • Hubert Védrine er tidligere udenrigsminister i Frankrig
  • Baronesse Sayeeda Warsi er tidligere Cabinet Minister and Foreign Office Minister for FN, Menneskerettigheder og ICC, Storbritannien.
  • Erkki Tuomioja er tidligere udenrigsminister i Finland
  • Ivo Vajgl er tidligere udenrigsminister i Slovenien

Mere her

Putins krig og sabotage må ikke udløse desperation og depression

Der bør udformes inflationshjælp til trængte, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod er der ingen god grund til, at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Putin vil skabe frygt og opløsning

Vladimir Putin tror stadig, at han kan bøje os ved at skabe frygt, kaos og populistisk opløsning i Vesten og derved tvinge Ukraine til underkastelse. Sprængningen af gasrørene i Østersøen, som jeg vurderer, at Putin står bag, er den seneste optrapning af denne bestræbelse.

Men nej, han vil næppe bruge atomvåben, og han vil næppe gå videre med at sprænge infrastruktur i NATO-landene, for så ved han, at NATOs artikel 5 vil tvinge os til at svare proportionalt mod Rusland. Den krig kan ingen vinde. Heller ikke Putin.

Det er aldeles afgørende, at vi i Europa ruster os mod desperation, depression og splittelse. Det handler om at sikre energiforsyning, bekæmpe inflation og især aflaste dem, der har mindst at stå imod med.

Det første enormt vigtige skridt er EU-Kommissionens modige initiativ til at barbere en stor bid af de meget høje elpriser, der lige nu styres af den uhyrligt dyre naturgas. Den meget store del af energiforsyningen, der har vældig profit af at ligge i læ af naturgaspriserne, skal bidrage til at aflaste forbrugerne fra elprischokket.

Lige så vigtigt er det, at EU-landene leverer på aftalen om spareforanstaltninger, der nedbringer gasforbruget med 15 procent og elforbruget med ti procent. Det kan de fleste husstande klare. Det kan være vanskeligere for mange virksomheder, og nogle med meget stort gasforbrug kan næppe indfri sparekravet uden midlertidigt at erstatte gas af mere CO₂-forurenende kul eller olie.

Med lidt forsinkelse mildnes problemerne, når der igen er vand i floder og vandreservoirer og reparationerne på franske atomkraftværker og det danske Thyra-gasfelt fuldføres. Forhåbentlig vil Tyskland også forlænge levetiden på deres a-kraftværker. Desuden sejles flydende gas ind fra USA, Qatar og Algeriet m.fl.

Endelig – og meget afgørende – vil vi efterhånden få meget større udbud af grøn energi, fordi det er blevet en hamrende god forretning af investere deri både for stater og virksomheder.

Hvis alt dette føres ud i livet, så er der en vældig mulighed for at undgå energimangel og gradvis få dæmpet energiprisernes enorme vægt i det samlede inflationsproblem. Det skal også tages i betragtning i forhold til, hvor stram den økonomiske politik skal være i Europa – og i Danmark.

Centralbankernes markante renteforhøjelser er forsøg på at knække selvbekræftende forventninger om fortsat høj inflation. Det var på høje tid at afslutte nulrentepolitikken, der skabte inflation i aktiekurser og ejendomsværdier til ensidig gavn for de mest velhavende. Men yderligere stramning af pengepolitikken kan føre til fallitter hos mange, der har købt hus sent og dyrt, eller har store variabelt forrentede lån. Derfor er der grund til at give EUs indgreb mod inflationen en chance for at virke, før der laves nye stramninger.

Traditionel økonomisk teori, som den forstås i Nationalbanken og hos Finansministeriets økonomer, tilsiger enten slet ikke at kompensere for prisstigninger eller – hvis det anses for undgåeligt af sociale grunde – så at stramme tilsvarende ved udgiftsreduktioner eller skatteforhøjelser andre steder: Man er bange for at lempe, så forbruget vokser, og man derfor får flaskehalse, store lønstigninger og endnu mere inflation.

Jeg tror ikke, at denne tankegang passer til den nuværende krise. Prisstigningerne på energi og fødevarer har udløst kulsorte forbrugerforventninger, og vi står lige nu med udsigt til et voldsomt fald både i efterspørgsel og beskæftigelse.

Derfor er det klogt, at regeringen nu giver henstand med betaling af stigende energiregninger, midlertidigt nedsætter elafgiften og hæver børnetilskuddene ved at udmønte den reserve til inflationshjælp, der allerede var afsat på forslaget til næste års finanslov. Den gamle elafgift skulle i øvrigt alligevel snart erstattes af en mere målrettet CO₂-afgift, der rammer de fossile brændstoffer, men fremover friholder de grønne energikilder.

Men, som regeringen også bebuder, er der brug for yderligere skridt – vel især målrettet til husstande med begrænset familieøkonomi, der på kortere sigt vil være låst fast til de dyreste energikilder (specielt gas til opvarmning).

Det afgørende er, at den videre inflationshjælp udformes, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod ser jeg ikke ingen god grund til at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Igen: Det vigtigste er at undgå desperation, depression og splittelse, der kun kan gavne Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 3. oktober 2022

Mere fra min hånd om Putins krig

Giv ikke Putin anledning til det mindste smil

Jeg håber på et ja til ophævelse af forsvarsforbeholdet i EU 1. juni. En ven spurgte mig forleden, om jeg kunne ridse de vigtigste argumenter for ja og nej op. Jeg måtte svare, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om ét eneste godt argument for nej, selv om jeg sammen med lederne i Socialdemokratiet, SF og De Radikale var med til at formulere forbeholdene for 30 år siden. Læs min klumme i Berlingske om forsvarsforbeholdet – i avisen eller nedenfor:

Vi skal stemme onsdag

Vi skal ikke til folkeafstemning, fordi grundloven kræver det: Danmark afgiver faktisk ikke suverænitet, og selv om vi gjorde, så var der i denne sag 5/6 flertal i Folketinget for at afskaffe forbeholdet uden folkeafstemning. Men for 30 år siden gav Folketinget og regeringen løfte om, at bortfald af de danske forbehold kun kan ske ved folkeafstemning. Derfor havde vi i 2000 afstemning om dansk deltagelse i euroen og i 2015 om dansk deltagelse i det retlige samarbejde. Begge gange blev det nej.

Jeg håber inderligt, at vi ikke igen skal opleve et nej, men at vi får høj valgdeltagelse og et stort ja.

Mange har imidlertid ikke engageret sig i diskussionen, og vi risikerer, at de bliver væk fra stemmeurnerne, fordi de ikke kan gennemskue, hvad det handler om.

En ven spurgte mig forleden, om jeg kunne ridse de vigtigste argumenter for ja og nej op.

Jeg måtte svare, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om ét eneste godt argument for nej, selv om jeg sammen med lederne i Socialdemokratiet, SF og De Radikale var med til at formulere forbeholdene for 30 år siden. Verden er nu totalt forandret, og ingen af os, der skrev forbeholdet dengang, ønsker i dag at bevare det.

I øvrigt synes jeg hverken nejsigerne er kommet med gode, lødige eller korrekte argumenter.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige lyver ligefrem, når de postulerer en modsætning mellem NATO og EU i forsvarssagen. NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg fastslår entydigt, at NATO med USA i spidsen ønsker et stærkere EU-samarbejde om forsvaret, fordi det lægger op til arbejdsdeling, ikke konkurrence. Påstanden om en kommende EU-hær, som danske soldater kan tvangsudskrives til, kan aldrig blive en realitet, EU kan enes om: Ligesom vi selv bestemte at deltage i for eksempel Afghanistan, så bestemmer vi selv, hvilke EU-missioner vi eventuelt vil deltage i. Og som hidtil vil det altid kun være med professionelt, frivilligt mandskab.

Specielt Enhedslisten er i selvmodsigelse med deres fornuftige ny erkendelse af, at vi skal arbejde på at forandre EU i stedet for bare at være imod medlemskab. Enhedslisten og de gamle EU-modstandere i Folkebevægelsen påstår, at forsvarssamarbejde i EU vil øge de i forvejen stigende rustningsudgifter. Det er der ingen anledning til at tro.

Der er bred politisk enighed om, hvor stort forsvarsbudgettet skal være, og disse rammer vil ikke blive berørt af, om nogen af ressourcerne bruges i missioner, som EU er spidsen for – i god i forståelse med NATO. Samarbejdet om europæisk våbenproduktion vil ikke – som påstået – føre til, at der kommer mere isenkram, krudt og kugler end uden dette samarbejde. Det handler alene om, at Europas bidrag til det fælles forsvar i højere grad kan føre til arbejdspladser og teknologiudvikling hos os i stedet for i USA’s våbenindustri.

Dyrket nordisk samarbejde

Personligt har jeg også større tillid til, at eventuelle missioner i Afrika eller Mellemøsten gribes klogere an i EU-regi end det blev, når vi i fortiden deltog i amerikansk ledede operationer. Vi kan meget bedre præge indholdet gennem EU. Bedst i nært samarbejde med de andre nordiske lande, som vi har allerflest værdier tilfælles med.

Forleden hørte jeg en ekspert sige, at det hele kun var et spørgsmål om, hvorvidt soldater skulle udsendes til eventuelle missioner under NATO, EU eller FN. Det samlede antal soldater, der kan udsendes, er nok ret konstant, og mod øst sker udsendelse entydigt i NATO-regi. Ingen ønsker, at værnet mod Putin kommer til at ligge andre steder end i NATO. Men der kan komme usikkerhed om USA’s vilje, hvis Trump vender tilbage, og i så fald må Europa være villig til at løfte mere selv.

I øvrigt er det tænkeligt, at EU og FN kan spille sammen ved, at EU-ledede styrker kan indgå i fredsbevarende FN-missioner. Det var en mulighed, daværende FN-generalsekretær Kofi Annan talte varmt for over for os europæiske udenrigsministre i 2001, da EU forrige gang overvejede at have beredskab til EU-missioner. Kofi Annan sagde, at det ville give FN ekstra muligheder for fredsbevarende operationer, hvis EU kunne hjælpe til hurtigere udrykning med bedre uddannet mandskab.

Jeg kan, som nævnt, ikke finde argumentet for nej. Derimod kan jeg finde et ekstra for ja: Det kan godt være at Putin – med de enorme problemer, han har givet verden og sig selv – har mindre fokus på, om Danmark som eneste land i EU og Norden ikke vil deltage forsvarssamarbejde i EU. Men han vil nok alligevel kunne få et lille smil frem, hvis Danmark i den nuværende situation afviser et nærmere samarbejde med sine nærmeste venner og naboer om et forsvarspolitisk spørgsmål.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlinske 30. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og folkeafstemningen

Uden forsvarsforbehold får vi et stærkere nordisk fællesskab i Europa

Vi må af med forsvarsforbeholdet. Det er der mange gode grunde til, bl.a. et styrket nordisk forsvarssamarbejde, som vi har efterspurgt i årtier. En anden vigtig grund er som værn mod Donald Trumps mulige genvalg som præsident i USA. Læs mere om det i min kommentar i Jyllandsposten – eller nedenfor:

Nye tider kræver ny handling

EU-positive partier har dårlige erfaringer med folkeafstemninger om noget, der tolkes som ’mere EU’. Derfor er det forståeligt, at regeringen indtil 24. februar 2022 tøvede med at sætte afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU til folkeafstemning. 

Aftalen mellem S, V, K, RV og SF om at udskrive folkeafstemning om afskaffelse af forbeholdet 1. juni er er imidlertid indlysende, fordi vi alle i Europa må tænke anderledes offensivt på baggrund af den russiske angrebskrig mod Ukraine. 

Det er historisk nyt, og for Danmark meget positivt, at Finland og Sverige om få dage beslutter at søge medlemskab af NATO. De to lande er i forvejen en del af EU’s forsvarssamarbejde, hvor også Norge deltager, selv om landet ikke er fuldt medlem af EU. Kun Danmark står med sit forbehold udenfor.

Alle nordiske lande kommer til at bidrage til NATOs konventionelle forsvar for at udelukke enhver fristelse hos Putin til at overveje overfald på et NATO-land, f.eks. i Baltikum. NATO må ikke trænges op i en krog, hvor eneste mulige svar på et sådant kupforsøg er atomvåben.

DF’s Messerschmidt påstår, at et ja til afskaffelse af forbeholdet vil være vejen til en Europa-hær, som vi vil være forpligtet til at udsende eller udskrive soldater til. Det er løgn.

Vi kan frygte at USA vil engagere sig mindre i Europas forsvar, hvis katastrofen indtræder, at Trump vender tilbage som præsident. Men selv om Europa i højere grad måtte blive overladt til sig selv, så vil forsvaret mod øst forblive forankret i NATO. Derfor går Finland og Sverige med nu.

Det er forventeligt, at USA, uanset hvem der er præsident, vil overlade det mere til Europa at sikre fred på vores sydlige flanke. Derfor kan EU komme til på egen hånd at slukke ildebrande uden for vore egne grænser – f.eks. i Bosnien, Mellemøsten og Afrika.

Men fuldstændig som ved de amerikansk ledede missioner, vi hidtil har deltaget i, vil det altid være Danmarks egen beslutning, hvordan og hvor langt vi skal deltage, og det vil kun ske med frivillige soldater. Og EU-ledede missioner vil nok blive udformet klogere og mere forsigtigt end det, vi blev inddraget i under amerikansk ledelse de seneste 20 år.

Sært med Enhedslisten

Det er i grunden mærkeligt, at Enhedslisten vil bevare forsvarsforbeholdet, selv om det især for dét parti turde være indlysende, at skal vi endelig ud i sådanne missioner, så er det bedre at EU står for det end USA. Partiet har ellers fornuftigvis skiftet kurs ved at støtte våbenhjælp til Ukraine, erkende at der ikke lige nu er noget alternativ til NATO-medlemskab og forstå, at kampen ikke længere handler om at komme ud af EU, men at udvikle samarbejdet i ny retninger. 

Det er også mærkeligt, at Enhedslisten er mod EU-samarbejde om at få mere af våbenproduktionen til Europa i stedet for at købe så meget hos USA’s militærindustri. Partiet frygter, at det vil ’militarisere’ EU. Men der kommer jo ikke samlet set flere våben ud af dét. Derimod kan man håbe, at Europa får en større andel af arbejdspladserne og mere af dén højteknologi, som også skal bruges civilt.

Hele venstrefløjen burde enes om at notere det som en sejr, at vi nu omsider kan realisere den gamle drøm om et nordisk forsvarsforbund – inden for både i NATO og EU. Tilstedeværelsen af alle nordiske lande i samarbejdet begge steder giver bedre mulighed for at præge beslutningerne med fælles nordiske holdninger – også når freden skal bygges i Ukraine, og samarbejde skal genskabes med Rusland efter Putin.  

Kommentar bragt i Jyllands-Posten 11. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og NATO

Sådan forsvarer vi os bedst

Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan herske tvivl om udfaldet af folkesafstemningen 1. juni, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvor vigtigt, det er, at vi stemmer ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU. Læs den her – eller nedenfor:

»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«

Det var et modigt nationalt forsvarskompromis, som Folketingets fem gamle og for tiden største partier indgik i sidste måned som svar på Putins angrebskrig i Ukraine. Statsministeren viste på ny handlekraft og lederskab i en dramatisk forandret international situation, og SF’s formand tog et stort og overbevisende spring ud af fortidens pacifisme.

Det mindede mig om, hvad den gamle modstandsleder Frode Jakobsen sagde til mig for mere end 50 år siden:

»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«

Den danske aftale kom i kølvandet på meldingen fra Tysklands socialdemokratiske kansler og hans grønne og liberale regeringspartnere om at droppe Nord Stream 2 og hæve forsvarsudgifterne til to procent af BNP. Det er en kovending, der igen placerer Tyskland som Europas centrale magt og Danmarks nok reelt nærmeste allierede.

Uden Putins aggression havde det nye råderum, der nu blev frigjort til Forsvaret, været bedre anvendt til mere borgernær velfærd. Nu er den vigtige diskussion, hvordan vi frem mod 2033 skal anvende de efterhånden ekstra fem-seks promille af vores nationalprodukt til forsvar.

Cyberforsvar og energiuafhængighed

Den større udsendelse af soldater til Baltikum er aktuelt set indlysende. Sikkert også flere flådefartøjer i Østersøen og i Arktis. Men en meget stor portion af de mange penge bør anvendes til at bekæmpe nye typer af fare: Der skal bruges enorme midler i både det offentlige og private Danmark til at værne os mod cyberangreb, der kan ødelægge vores infrastruktur, lukke vore arbejdspladser eller påføre os enorme regninger til at genstarte økonomien. Vi skal som en meget reel del af forsvarsindsatsen investere i endnu hurtigere omstilling til vedvarende energi for at frigøre os fra russisk gas. Vi får brug for et meget konkret beredskab til at afværge også fysiske angreb på vores energisystemer, ikke mindst på de nye energiøer.

Pålidelig public service

Desuden bliver en nødvendig del af dansk og europæisk forsvar at give effektivt modspil til den enorme 18 år lange russiske investering i – både ude og hjemme – at sprede den overvældende masse fake news og propaganda, der med stor effektivitet har skabt russernes opbakning til krigen, og som især den nationalistisk-populistiske højrefløj i Europa længe har ladet sig besnære af. Vi skal sammen med andre EU-lande investere i en objektiv public service, der kan modvirke denne smitte og især i dén teknologi, der kan få sådanne informationer om virkeligheden til at gennemtrænge det nye jerntæppe

Når den frygtelige krig i Ukraine engang slutter, skal vi finde balancen i det dilemma, der delte os i første del af 1980erne: Hvornår er vores rustning i Vesten så overvældede, at modparten enten giver op – som det heldigvis skete under Gorbatjov – eller tror, at vi kan være fristet til at slå dem ud én gang for alle og derfor i desperation selv slår først.

Ikke blåøjet, men blot som konstatering af, at verdens udvikling sker i uforudsigelige hop, kan vi håbe, at i 2033 ser meget anderledes ud, fordi der til den tid er et nyt regime i Moskva, der vil aftale våbenkontrol og nedrustning og tage imod et økonomisk samarbejde, så vi alligevel ikke behøver at gå helt til de to procent i forsvarsinvestering.

1. juni skal vi have folkeafstemning om at fjerne vort forsvarsforbehold over for EU. Det anbefales enstemmigt af os tre partier, der aftalte forbeholdene i 1992: S, R og SF.

Afskaffelse af forsvarsforbeholdet giver os frihed

Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan være tvivl om udfaldet, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Desværre vil Enhedslisten nok også være på den vogn, selv om den toneangivende yngre generation ellers har rykket sig enormt, erkender at NATO for tiden er nødvendigt og vil kæmpe for at forandre EU i stedet for at forlade det. Men hvorfor så fastholde forsvarsforbeholdet? Det er vel, fordi det tager tid at få de sidste gamle bolsjevikker og pacifister til at forstå, at forsvarsforbeholdet lænker os unødigt til kun at deltage i militære aktiviteter, når USA fører an.

Afskaffelse af forbeholdet giver os frihed, men ikke pligt til militært at agere sammen med andre EU-lande, hvis USA’s engagement i Europa og NATO svækkes – for eksempel fordi amerikanerne gentager katastrofen med Trump. Hvem i Enhedslisten mener virkelig, at det i en sådan situation er bedst at være henvist til at alene at pejle efter Washington, fordi vi ikke kan samarbejde i EU? Det er hvert fald for mig et centralt argument for at af al kraft at kæmpe for at komme af med EU-forbeholdet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Denne kommentar udkom i Berlingske 5. april 2022.

Mere fra min hånd om forsvar mm.

Der venter Europa en række nye roller, men det kan ikke ske uden de store landes vilje

USA vil i fremtiden være mere indadvendt, og det stiller nye krav til Europa, ikke mindst som mægler mellem USA og Kina. Det skriver jeg om Jyllands-Posten. Læs artiklen i avisen – eller nedenfor.

Nye roller for Europa 

Under Trump frygtede Europa tab af USA’s sikkerhedsgaranti. Det blev til en ekstra begrundelse for, at investere mere i militæret for at stå op imod et truende Rusland. 

Med Biden er der ikke længere tvivl om, at USA er bag NATO og ser en klar egeninteresse i at dæmme op for russiske fremstød. 

Troen på dét er ikke rystet af den hastige retræte fra Afghanistan.

Imidlertid er det overraskende hvor stor enighed, der har været fra Obama, over Trump og til Biden om, at USA ikke på ny skal engagere sig med store invasionsstyrker for at tage arabiske og muslimske lande  i besiddelse og bestemme deres styreform. 

Derfor er det højst usandsynligt, at vi i Europa vil blive stillet over for nye amerikanske krav om deltagelse i krigskoalitioner i fjerne lande.

Der er andre udfordringer, Europa skal tage sig mere af:

USA vil i fremtiden være en mere indadvendt supermagt, hvis væsentligste udenrigspolitiske fokus er på konkurrencen med et Kina, der i økonomi og teknologi truer med at vokse amerikanerne over hovedet. 

Europas væsentligste opgave bliver at bidrage til afspænding mellem USA og Kina. De skal begge fastholdes på det fælles ansvar over for den unge generation for at sikre fred, klima og natur. De skal bringes til at bidrage til at reformere FN og de øvrige internationale institutioner, så Kina får indflydelse samklang med landets reelle tyngde – hverken mindre eller mere end det. Europa skal bidrage med forslag, der er acceptable for alle parter, om gensidig handel og investering. Uanset al forståelig modvilje mod den kinesiske ledelse autoritære indenrigskurs og ny udenrigspolitiske konfrontationer må fokus drejes hen på de grundlæggende fælles interesser, længe før USA og Kina er så langt ude i et uhæmmet rustningskapløb, der ved fejltolkninger af modparten kan føre til regional eller global krig. 

Europæerne skal også udfylde et tomrum efter USA i den større mellemøstlige region og i Afrika. Vi får brug for en ny fælles udenrigspolitik, der handler mere om diplomatisk indsats og investering i de ’blødere’ dele af en aktivistisk udenrigspolitik end  om at overtage amerikanernes hårde militære bidrag, der spillede fallit: 

Gennem EU og FN skal vi tilbyde at indsats at bekæmpe sult, levere sundhed og uddannelse, ikke mindst til piger og kvinder. Vi skal understøtte udvikling af et uafhængigt retsvæsen og et kritisk civilsamfund. Vi skal tilbyde at forbedre infrastruktur, skaffe vand og løse klimaproblemer – mere jo mere landenes herskere selv forstår nødvendigheden af større frihed og mere moderne udvikling.

Vi kan selvfølgelig også bistå med hjælp til konfliktløsning og terrorbekæmpelse, hvis vi bliver indbudt til det.

Måske kommer der engang igen liv i ideen, der blev lanceret for mere end 20 år siden af de franske og britiske ledere, om et fælles europæisk udrykningskorps, der kan varetage fredsskabende og fredsbevarende operationer – ikke mindst i Europas nærområder i syd og sydøst. FN’s daværende generalsekretær Kofi Annan modtog ideen med kyshånd i et møde med os europæiske udenrigsministre i sommeren 2001. Europa kunne derved, sagde Annan, levere det vigtigste bidrag til FN’s mulighed for at rykke hurtigt og effektivt ud til fredsbevarende operationer.

Europa kan kun udfylde nye roller, hvis vi kan indse nødvendigheden af fælles handling. Det ser meget vanskeligt ud lige nu. Men de store landes vilje er afgørende. Tyskland er den største og vigtigste brik.  Derfor holder vi blikket stift rettet mod udfald og konsekvenser af det tyske valg om en lille måned.

Indlæg i International Debat, Jyllands-Posten, 31. august 2021

Mere fra min hånd om forholdet mellem USA og Kina

Europas velfærdskrise

God snak mellem Pelle Dragsted og mig på DK4 om, hvorfor vi skal undgå gentagelse af overdreven sparepolitik som efter finanskrisen, når vi skal fastholde prioritering af jobs, klima, velfærd og lighed – optaget før coronakrisen brød helt ud, så vi godt måtte sidde ved siden af hinanden

PELLE DRAGSTED OG JEG SNAKKER MED DK4’S CHRISTIAN FOLDAGER

Brexit vil være en fortsat smertelig proces

Det britiske valg betyder, at Brexit formelt bliver en realitet 31.januar 

Det er synd for Europa og især for Storbritannien.

Omkostningerne i jobs og velstand kan endnu ikke opgøres, for vi kender ikke de fremtidige aftaler mellem UK og resten af EU. Det er utvivlsomt briterne selv, der kommer til at betale den højeste pris. Den næsthøjeste pris betales af os, der handler mest med briterne: Irland, Holland og Danmark.

Lige nu er der lettelse i de finansielle markeder, fordi det er forventningen at den ’hårde’ Brexit undgås.

Imidlertid kender vi ikke det næste års tid de nærmere vilkår for briternes fremtidige økonomiske relationer med EU. Foran os ligger en lang og besværlig ny forhandling. Det kunne lyde, som om premierminister Johnson har tænkt sig at leve højt på unfair konkurrence via afvikling af regler om sociale og miljømæssige krav i EU og skabelsen af et endnu større paradis for europæiske skatteflygtninge. EU kan ikke give briterne privilegeret adgang til det europæiske marked på sådanne vilkår, og derfor kan udfaldet komme til at ligne en hård Brexit meget mere end det er håbet lige nu.

De politiske konsekvenser tegner sig mere klart. Storbritannien forlader EU på et tidspunkt, hvorfor Europas – og briternes – behov for forpligtende internationalt samarbejde er mere indlysende end nogen sinde før: Europæerne bliver en stadigt mindre del af verdens befolkning og økonomi. Med et USA, der med eller uden Trump bliver mere selvhævdende, Kinas fremmarch og efterhånden nye giganter i det globale Syden er ingen europæisk nation stor nok til at hævde vores interesser og værdier på egen hånd. USA vil ikke give ved dørene, og landene i det gamle Commonwealth kan ikke foreløbig få en betydning for briterne, der ligner det europæiske marked. Forestillingen om et stærkt Storbritannien alene i verden er en romantisk og nostalgisk løgnehistorie.

Det er også skræmmende, at Johnsons sejr cementerer en stadig dybere splid i det britiske samfund. Fronterne er trukket uhyggeligt hårdt op, fordi de to store britiske partier faldt i hænderne på ekstremister.

I Skotland sejrede nationalpartiet markant, og i Nordirland fik irske nationalister flere stemmer end nogensinde tidligere. Johnson vil stritte længst muligt imod, men kan han i sidste ende afværge, at Stor-Britannien bliver til Lille-England med et selvstændigt Skotland i EU – og et forenet Irland samme sted? Brexit-sejrens senfølger kan være et England, der er fattigere og mindre relevant, og fortsat vil være et politisk, socialt og regionalt dybt splittet samfund

Det kan være vanskeligt som dansker at forstå at Storbritanniens vælgere har valgt at tage alle disse risici. Men sandheden er, at et flertal af vælgerne faktisk stemte på partier, der havde forpligtet sig til at holde en ny folkeafstemning om EU på et langt mere oplyst grundlag end i 2016: Der skulle tages stilling til at fortryde udtræden, når man faktisk kendte betingelserne for at forlade EU.

Den britiske valgordning med flertalsvalg i enkeltmandskredse forhindrede, at dette flertal i befolkningen også bliver til et flertal i det nye parlament. Det burde det flertal i det afgåede parlament, der mente det samme, have indset. Men med Labour-lederen Jeremy Corbyn i spidsen spildte de deres kræfter på uendelige kævlerier i stedet for at samles om at bremse Boris Johnson. De kunne have dannet en koalitionsregering med det ene formål at holde et en ny folkeafstemning før et nyt parlamentsvalg. Det var idiotisk, at Corbyn insisterede på selv at lede en sådan overgangsregering, selv om alle vidste han ikke

kunne få accept af dette og i øvrigt var enestående upopulær. Nu fik Johnson en perfekt mulighed for i en valgkamp at spille på udmattelsen over den farceagtig proces gennem de foregående tre år og den forståelige modvilje mod Corbyn som premierminister.