Holder solidariteten i Danmark, EU og verden?

Nye vælgeroprør lurer mod den traditionelle politiske elite. De gamle toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bekæmpe ulighed, bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere i den måske værste krisetid siden Anden Verdenskrig.

Det handler min seneste klumme i Berlingske om. Læs den her – eller nedenfor:

Ægte national solidaritet med mindre ulighed er nødvendig for at cementere demokratiet

FN’s verdensmål, der blev vedtaget for syv år siden, er et forsøg på anskueliggøre, hvor afhængige vi mennesker på tværs af alle grænser er af hinanden, og hvor aldeles afgørende det er at løse en lang række eksistentielle udfordringer samtidig og i fællesskab, hvis kloden skal være til at holde ud at opholde sig på også om 50 og 100 år.

Det handler om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom, ufred og oprustning og om at omlægge vores livsstil, så den globale opvarmning bremses. Lige nu går det den gale vej.

Det internationale samarbejde, der var skitseret med verdensmålene, er i opløsning. Truslerne er langstrakt varm krig i Ukraine, ny kold krig med Kina, vedvarede forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi. Fokus på klimakrisen risikerer at blive svækket, selvom den globale opvarmning i foruroligende tempo fremkalder vildt vejr med hedebølger, tørke, orkaner og oversvømmelser. I kølvandet af det kommer sult og armod, mere utilfredshed, social ustabilitet og nye konflikter. Presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd tager voldsomt til.

Kan vi overhovedet nå det?

Har vi mistet chancen for at finde den rette kurs som følge af en lang række katastrofer de seneste seks år? Brexit, fire tabte år med Trump og den dramatiske forværring af forholdet mellem supermagterne USA og Kina. Dertil to års pandemi og Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden.

Det kan blive endnu værre, hvis det amerikanske demokrati kollapser med genvalg af Trump om 2,5 år. Så svækkes klimaindsatsen på ny, og måske svækkes USA’s vilje til at være rygstød i det NATO, der skal ruste Ukraine til at slå angriberen tilbage.

Europa må holde sammen

Lige nu er det afgørende, at Europa holder sammen, uanset at krigen bliver en økonomisk nedtur med eksploderende energi- og fødevarepriser og måske rationering af gas til vinter. Samtidig er der brug for en enorm kraftanstrengelse for at fremskynde den grønne omstilling, så krigen ikke bliver til øget kulforbrug, men hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokrav og afsavn undervejs er større, end vi havde forestillet os bare ved nytårstid i 2022.

Frygten er, at den økonomiske smerte, især for den mindre velstillede det af befolkningen, vil fremelske modvilje mod dem, der har lagt den aktuelle kurs for samarbejde i Europa. Det kan udløse mere national egoisme, der svækker solidariteten over for den russiske aggression og medfører endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.

Højreradikale populister

Ungarns statsminister Orbán kurtiserer allerede Putin for at få gas, selvom der lukkes for andre. Den nye skræk er, at de kommende italienske valg vil udløse flertal for Trump-lignende højreradikale populister i Sydeuropas mest folkerige nation. I de italienske meningsmålinger fører dem, der er kendt som Putins gode venner og modstandere af stort set alle andre fremmede. De er også stærkt kritiske over for EU, selvom europæisk budgetstøtte og opbakningen fra Den Europæiske Centralbank er Italiens bedste værn mod en ny dyb krise.

Vi må håbe, at Europa trods alt forskånes for øget opbakning til politiske bevægelser, som appellerer til frygt og frustrationer uden at have noget, der bare ligner effektive svar på den afmagt og de udfordringer, folk møder i hverdagen.

Men sporene skræmmer. Overalt lurer nye vælgeroprør mod den traditionelle politiske elite. De gamle toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere i den måske værste krisetid siden Anden Verdenskrig.

Socialt retfærdig byrdefordeling

Også de danske centrum-højrepartier må forstå, at en af de allervigtigste forudsætninger for at forhindre nye vælgeroprør og fastholde folkelig opbakning til at løse de internationale udfordringer er, at der skabes en langt mere socialt retfærdig byrdefordeling.

Superrige personer og selskaber skal også herhjemme betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse. Ægte national solidaritet med mindre ulighed er en nødvendig forudsætning for at cementere demokratiet og sikre folkelig accept af både vores moralske forpligtelse og langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet: Det er forudsætningen for at de ny generationer kommer til at leve i en mere fredelig verden, hvor kræfterne i endnu højere grad bruges på at bremse den fatale globale opvarmning.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske 25. juli 2022

Flere indlæg fra min hånd om populisme og ulighed

Hetzen mod Mette Frederiksen er helt ude af proportion

Angrebene mod Mette Frederiksen handler især om, at statsministeren har været for magtfuldkommen. Mette Frederiksen angribes i realiteten for, at hun har udfyldt lederrollen. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Handlekraft forvekslet med magtfuldkommenhed

Det er lidt bittert at have regeringsmagten i 36 måneder, hvor de allerfleste kræfter de seneste 27 måneder har været bundet til at håndtere covid-indsats og den nye kolde krig efter angrebet på Ukraine.

Det har fortrængt en stor del af regeringens egen dagsorden og lagt stramme bånd på økonomien. Imidlertid er det ubestrideligt, at regeringen fik sejlet Danmark gennem pandemien med færre tab af menneskeliv og bedre samfundsøkonomi end de allerfleste andre lande.

Statsministeren gik, i kølvandet på angrebet på Ukraine, i front med de rigtige svar og handlekraft til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Samtidig er der taget vældige skridt til grøn omstilling, så Danmark er førende i kampen mod klimaforandringen. Alt i alt en Herkules-indsats.

I dette perspektiv er minksagen selvfølgelig et dobbelt øv. Det er strengt nødvendigt hele tiden at minde om, at der nok blev begået alvorlige fejl, men ikke forbrydelser. Forbrydelsen havde – med den daværende viden – været at lade minkerhvervet fortsætte med risiko for at forstærke pandemien. Men det er pinagtigt, at en serie af ministre og embedsmænd ikke fik slået fast fra dag ét, at den besluttede aflivning krævede ny lovhjemmel.

Karaktermord

Hetzen mod Mette Frederiksen er imidlertid helt ude af proportion og har andre årsager. Med min alder og erfaring som socialdemokrat ved man, at der altid har været borgerlige politikere og medier, der med en ubehagelig blanding af ægte had og falsk, totalt overspillet forargelse har prøvet at lave karaktermord på socialdemokratiske statsministre.

Sophie Løhde er prototypen på den slags ondskabsfuld, borgerlig angrebspolitik: Hvis man ikke kan matche Socialdemokratiet politisk, så sættes kræfterne ind på at nedgøre og mistænkeliggøre partiets leder, så vejen kan banes for et magtskifte.

Hvad der undrer mig mere end Sophie Løhde og hendes meningsfæller er to personer, som jeg tidligere på forskellig vis har haft tæt inde på livet. Noa Redington synes fast besluttet på at bruge sin meget betydelige taletid i medierne på at forhindre, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister, når det nu ikke lykkedes for Helle Thorning, som han var nærmeste rådgiver for.

Den anden er meningsmaskinen Anne Sofie Allarp, som jeg havde fornøjelse af i sin tid at ansætte som international konsulent i Socialdemokratiet, men som nu har besluttet sig for, at hendes indtægtsgrundlag bliver bedst ved at at opildne og formidle ophidsende indlæg mod statsministeren i den borgerlige presse.

Angrebene handler især om, at statsministeren har været for magtfuldkommen. Mette Frederiksen angribes i realiteten for, at hun har udfyldt lederrollen – også ved at bruge de vidtgående beføjelser, hun under pandemien fik fra et næsten enigt folketing.

Angriberne fortrænger, hvor magtfuldt Anders Fogh opførte sig i værre sagers tjeneste ved blandt andet at gennemtrumfe den forbryderiske ødelæggelse af skattesystemet og Danmarks deltagelse i krigskatastrofen i Irak – og hvor brutalt Margrethe Vestager i regering slog taktstokken mod de arbejdsløse og mod efterlønnen, mens Helle Thorning var statsminister.

Mette Frederiksens fjender fremhæver igen og igen, at Minkkommissionens ordvalg om uagtsomheden hos ministre og embedsmænd er usædvanligt barskt. Ja, for barskt, mener jeg. Et mere forsigtigt ordvalg havde været både muligt og sagligt. Men kommissionsformand Kistrup er kendt for bastante konklusioner.

Efter tre af hans landsdommerkollegers opfattelse var også hans konklusioner, som undersøger af efterretningstjenesterne, alt for bastante.

Denne bedømmelse af Kistrups indsats i efterretningssagen deles paradoksalt nok af mange af de voldsomste fortalere for hans bastante sprogbrug i minkrapporten.

Meget i forståelsen af minksagen drejer sig om graden af accept af dén stress-situation, beslutningstagerne vitterligt var i. Kommissionen påstår, at den modererer sit ordvalg i kritikken i forhold til tidspresset. Det kan jeg faktisk ikke se er tilfældet.

Et generelt problem med den slags udredninger, som jeg selv oplevede med rapporten om Færøbanksagen for 24 år siden, er den manglende forståelse for, hvor meget de undersøgte beslutningstagere har haft om ørerne i en presset situation: Det virkede dengang som om det blev antaget, at jeg som finansminister kun havde haft denne ene sag i hovedet, selv om den i min bevidsthed havde været yderst marginal i forhold til alt muligt andet, der fyldte hele den lange arbejdsdag.

Mette Frederiksen må i ekstrem grad have haft denne oplevelse af minksagen under pandemien, hvor ministre og topembedsmænd var mere konstant stressede end vi – deres forgængere – nogensinde har været udsat for.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om dansk politik