Angrebene mod Mette Frederiksen handler især om, at statsministeren har været for magtfuldkommen. Mette Frederiksen angribes i realiteten for, at hun har udfyldt lederrollen. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:
Handlekraft forvekslet med magtfuldkommenhed
Det er lidt bittert at have regeringsmagten i 36 måneder, hvor de allerfleste kræfter de seneste 27 måneder har været bundet til at håndtere covid-indsats og den nye kolde krig efter angrebet på Ukraine.
Det har fortrængt en stor del af regeringens egen dagsorden og lagt stramme bånd på økonomien. Imidlertid er det ubestrideligt, at regeringen fik sejlet Danmark gennem pandemien med færre tab af menneskeliv og bedre samfundsøkonomi end de allerfleste andre lande.
Statsministeren gik, i kølvandet på angrebet på Ukraine, i front med de rigtige svar og handlekraft til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Samtidig er der taget vældige skridt til grøn omstilling, så Danmark er førende i kampen mod klimaforandringen. Alt i alt en Herkules-indsats.
I dette perspektiv er minksagen selvfølgelig et dobbelt øv. Det er strengt nødvendigt hele tiden at minde om, at der nok blev begået alvorlige fejl, men ikke forbrydelser. Forbrydelsen havde – med den daværende viden – været at lade minkerhvervet fortsætte med risiko for at forstærke pandemien. Men det er pinagtigt, at en serie af ministre og embedsmænd ikke fik slået fast fra dag ét, at den besluttede aflivning krævede ny lovhjemmel.
Karaktermord
Hetzen mod Mette Frederiksen er imidlertid helt ude af proportion og har andre årsager. Med min alder og erfaring som socialdemokrat ved man, at der altid har været borgerlige politikere og medier, der med en ubehagelig blanding af ægte had og falsk, totalt overspillet forargelse har prøvet at lave karaktermord på socialdemokratiske statsministre.
Sophie Løhde er prototypen på den slags ondskabsfuld, borgerlig angrebspolitik: Hvis man ikke kan matche Socialdemokratiet politisk, så sættes kræfterne ind på at nedgøre og mistænkeliggøre partiets leder, så vejen kan banes for et magtskifte.
Hvad der undrer mig mere end Sophie Løhde og hendes meningsfæller er to personer, som jeg tidligere på forskellig vis har haft tæt inde på livet. Noa Redington synes fast besluttet på at bruge sin meget betydelige taletid i medierne på at forhindre, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister, når det nu ikke lykkedes for Helle Thorning, som han var nærmeste rådgiver for.
Den anden er meningsmaskinen Anne Sofie Allarp, som jeg havde fornøjelse af i sin tid at ansætte som international konsulent i Socialdemokratiet, men som nu har besluttet sig for, at hendes indtægtsgrundlag bliver bedst ved at at opildne og formidle ophidsende indlæg mod statsministeren i den borgerlige presse.
Angrebene handler især om, at statsministeren har været for magtfuldkommen. Mette Frederiksen angribes i realiteten for, at hun har udfyldt lederrollen – også ved at bruge de vidtgående beføjelser, hun under pandemien fik fra et næsten enigt folketing.
Angriberne fortrænger, hvor magtfuldt Anders Fogh opførte sig i værre sagers tjeneste ved blandt andet at gennemtrumfe den forbryderiske ødelæggelse af skattesystemet og Danmarks deltagelse i krigskatastrofen i Irak – og hvor brutalt Margrethe Vestager i regering slog taktstokken mod de arbejdsløse og mod efterlønnen, mens Helle Thorning var statsminister.
Mette Frederiksens fjender fremhæver igen og igen, at Minkkommissionens ordvalg om uagtsomheden hos ministre og embedsmænd er usædvanligt barskt. Ja, for barskt, mener jeg. Et mere forsigtigt ordvalg havde været både muligt og sagligt. Men kommissionsformand Kistrup er kendt for bastante konklusioner.
Efter tre af hans landsdommerkollegers opfattelse var også hans konklusioner, som undersøger af efterretningstjenesterne, alt for bastante.
Denne bedømmelse af Kistrups indsats i efterretningssagen deles paradoksalt nok af mange af de voldsomste fortalere for hans bastante sprogbrug i minkrapporten.
Meget i forståelsen af minksagen drejer sig om graden af accept af dén stress-situation, beslutningstagerne vitterligt var i. Kommissionen påstår, at den modererer sit ordvalg i kritikken i forhold til tidspresset. Det kan jeg faktisk ikke se er tilfældet.
Et generelt problem med den slags udredninger, som jeg selv oplevede med rapporten om Færøbanksagen for 24 år siden, er den manglende forståelse for, hvor meget de undersøgte beslutningstagere har haft om ørerne i en presset situation: Det virkede dengang som om det blev antaget, at jeg som finansminister kun havde haft denne ene sag i hovedet, selv om den i min bevidsthed havde været yderst marginal i forhold til alt muligt andet, der fyldte hele den lange arbejdsdag.
Mette Frederiksen må i ekstrem grad have haft denne oplevelse af minksagen under pandemien, hvor ministre og topembedsmænd var mere konstant stressede end vi – deres forgængere – nogensinde har været udsat for.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Mere fra min hånd om dansk politik