Tag: Mette Frederiksen

Udgivet den

Her står vi i dansk politik

Det mærkeligste ved regeringsgrundlaget er bekendelsen til forældede arbejdsudbudsteorier og skattestop for enhver pris. I mit seneste indlæg i Berlingske gør jeg status over SVM-regeringens projekt. Læs hele klummen i avisen her – eller nedenfor:

Hvor er vi henne i dansk politik?

Trofaste læsere vil vide, at jeg på dette sted især prøver at delagtiggøre læserne i min forståelse af international politik. Til min egen overraskelse er jeg i øvrigt enig i det meste af den kurs, der er lagt af vores ny udenrigsminister. Dog ikke den heftige liberalisering af dansk våbeneksport til tvivlsomme regimer og fraværet af en klar fordømmelse af den israelske ekstremhøjre-regerings kombinerede overfald på retsstaten og de besatte palæstinensere.

Her kommer lidt flere refleksioner om regeringsprojektet.

Jeg er fuld af respekt for statsministerens evne til at trodse hetzkampagnen og score et valgresultat, der gjorde hende umulig at komme uden om. Hun er ubetinget den mest kompetente og langtidsholdbare som landets leder.

De første 100 dage

Efter de første 100 dage har regeringen fået mange kritiske vurderinger. Meningsmålingerne er mildt sagt heller ikke opmuntrende. Men det kan statsministeren tage nok så roligt. Vi er meget tidligt i valgperioden. Vælgerhavet kan bølge meget frem og tilbage inden næste valg.

Venstre er uden tvivl det regeringsparti, der har de tungeste problemer at kæmpe med, fordi man er vendt totalt rundt i forhold til regeringsdeltagelse under Mette Frederiksens ledelse og samtidig har en langtidssygemeldt partileder. Det er uhyre skræmmende for Venstre, at der lige nu er 30 procent, der siger, at de vil stemme på Løkkes og Støjbergs partier eller – og især – Liberal Alliance. Noa Redington har ret i, at det mindst sandsynlige udfald af et kommende valg er, at de tre regeringspartier bevarer deres papirstynde flertal!

Jeg tør ikke levere en samlet vurdering af, hvad regeringen kan udrette. Det er det endnu alt for tidligt at udtale sig om – som den kinesiske statsmand Zhou Enlai i 1972 svarede, da han blev spurgt om resultatet af den franske revolution i 1789!

Jeg forstår udmærket, hvorfor vi fik en SVM-regering, selv om den foregående S-mindretalsregering var manøvredygtig og resultatrig: S-regeringen havde ingen mulighed for at fortsætte, fordi et af støttepartierne – De Radikale – nægtede fortsat at støtte den og insisterede på en bred regering hen over midten.

Meldingen var reelt krav om, at Mette Frederiksen for at fortsætte som statsminister skulle række ud til Venstre og/eller Moderaterne. Derfor måtte hun nødvendigvis give indrømmelser om økonomi og fordelingspolitik til den side: Dét kunne kun betyde et politisk program med visse lighedspunkter med Helle Thornings koalition med Margrethe Vestager og afstand til noget af kursen under den netop forudgående S-regering. Det er et trist lærestykke for alle, der mente, at valgets resultat var et »rødt« flertal.

Det er et kronisk problem, at De Radikale ikke er det mindste røde i den økonomiske politik. Og det er et vanvittigt paradoks, at de ikke selv ville være i den regering, de fremtvang.

Det er opfattelsen hos mange, at SVM-partiernes topfolk i ugevis sad i en boble og lavede deres kompromisser med Finansministeriets forstenede regnemetoder og urgamle forslagskatalog som væsentligste inspiration. Lad være, at det førte til et upopulært indgreb som Store Bededags afskaffelse. Det generelle problem er, at fokus ikke altid har relevante løsninger på rigtigt definerede problemer: For eksempel fik vi trods øget ulighed ingen permanent hjælp til de fattige børnefamilier. Men skatten kom ned for den højere middelstand, der ellers i forvejen har fået rigeligt – og derfor også udfordrer klimaløsningen ved et stort forbrug og CO₂-udslip. Desuden blev aftalt en stor afgiftsrabat ved generationsskifte i de rigeste virksomheder.

Det mærkeligste ved regeringsgrundlaget er bekendelsen til de gamle arbejdsudbudsteorier og til skattestop for enhver pris. Vi har netop nu den højeste beskæftigelse nogensinde, fordi det faktisk helt overvejende er efterspørgslen efter arbejdskraft, der skaber udbuddet – ikke de såkaldte udbudsreformer.

Danskerne arbejder godt nok ikke så mange timer om året som amerikanerne. Men vi har en meget høj produktivitet på grund af blandt andet god uddannelse og ledelse og stærk brug af it og højteknologi både privat og offentligt. Det er her, vi fortsat skal satse. Her kan budgetlov og skattestop stå i vejen, hvis nødvendige forbedringer for de mindst uddannede fører til at kvaliteten i de højere uddannelser forringes: God uddannelse på alle niveauer og livet igennem er ikke ødselt offentligt forbrug, men klog investering i velstand og konkurrenceevne. Forresten er der penge at hente, når vi får genopbygget skatteforvaltningen og får bekæmpet skatteflugt og skattesnyd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S).

Indlægget blev bragt i Berlingske 20. april 2023

Mere fra min hånd om dansk politik

Foto: Wikimedia Commons, regeringens tiltrædelse december 2022.

Udgivet den

Løkkes egen valglov ødelagde hans drøm om at være orkesterleder

Blå blok inklusive Moderaterne fik cirka 70.000 flere danske stemmer end rød blok ved folketingsvalget for nylig. Forklaringen er nok dels, at Lars Løkke Rasmussen under valgkampen sagde, at han ikke kunne forestille sig en regering uden om Socialdemokratiet, dels at han som den seneste Venstre-politiker har fastholdt valglovens §77, der i sjældne tilfælde kan give et stort parti en svag overrepræsentation. Loven har som regel tilgodeset netop Venstre, men denne gang blev det Socialdemokraterne. Læs mit indlæg i Berlingske – eller nedenfor

Gammel valglov spændte ben for LLR

Valget var en entydig personlig sejr for Mette Frederiksen. I andel personlige stemmer i sin storkreds fik hun større opbakning end sine forgængere. Vi ved også fra meningsmålingerne, at et klart vælgerflertal ønsker hende som statsminister. Hadkampagnen om magtfuldkommenhed gav heldigvis bagslag.

Når et flertal vil beholde statsministeren, kan det undre, at blå blok inklusive Moderaterne fik cirka 70.000 flere danske stemmer end rød blok.

Forklaringen er nok, at Lars Løkke Rasmussen under valgkampen sagde, at han ikke kunne forestille sig en regering uden om Socialdemokratiet. Mange vælgere, der ønskede en bred regering med Mette Frederiksen i spidsen stemte derfor ubekymret på Moderaterne i stedet for på De Radikale.

Valglovens §77 giver bagslag

Da Løkke på valgaftenen for tidligt indkasserede sin forventede triumf som det afgørende midterparti med krav om statsministerens afgang, skinnede det imidlertid klart igennem, at hans ambition var selv at generobre statsministerposten med støtte fra den samlede blå blok. Derfor blev han meget sur og tavs, da det stod klart, at han alligevel ikke blev tungen på vægtskålen. Han havde glemt, at valglovens §77 forhindrer, at et parti kan afgive kredmandater, der én gang er vundne. Det kan i sjældne tilfælde give en svag overrepræsentation til et stort parti.

Venstres folk har de meste af de seneste 100 år haft held til at fastholde denne regel, som i fortiden ensidigt var til fordel for dem. Trods modstand fra oppositionen havde Venstre-indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen også ved den seneste valglovsrevision i 2006 held til at opretholde bestemmelsen. Derfor er det ironisk, at reglen for to uger siden gav Socialdemokratiet dét ekstra mandat, der sikrede flertallet på 90 til rød blok inkl. tre nordatlantiske stemmer: Løkkes egen valglov ødelagde hans drøm om at være orkesterleder i regeringsdannelsen.

Socialdemokratiet vandt det sidste mandat, fordi det blev det eneste store parti. Den borgerlige side blev jo splittet sig op i syv små partier, hvor Venstre er det største, men mindre end halvt så stort som S.

Derved fik Mette Frederiksen det bedst tænkelige udgangspunkt for at få afgørende dele at sin politik igennem, uanset hvordan regeringskabalen falder ud.

Det er endnu uklart, om der kan dannes regering hen over midten. Det afhænger nok mest af, om Venstres Jakob Ellemann-Jensen har vilje og autoritet til at tage en så vidtgående beslutning efter en lang valgkamp, hvor han afviste enhver tanke om at gå ind i en regering ledet af Mette Frederiksen. Politisk er der i hvert fald mindre afstand fra S til V end til nogen af de andre borgerlige partier. Desuden vil være langt lettere at opbygge den nødvendige personlige tillid mellem parterne, end hvis Lars Løkke Rasmussen er den afgørende figur på den borgerlige side.

Mange i rød blok frygter, at en regering over midten vil udvande de mærkesager, blokken mere eller mindre var fælles om i valgkampen. Omvendt skræmmer det nok en del i Socialdemokratiet, at partierne i rød blok har så spinkelt et flertal, og man allerede i den første uge efter valget kom i tvivl om, hvorvidt partilederne i Alternativet og De Radikale havde autoritet til at forhandle og bøje synspunkter på deres små folketingsgruppers vegne.

Uanset, hvordan regeringsdannelsen kommer til at se ud, vil der blive ført en endnu mere ambitiøs klimapolitik efter valget. Det må forventes, at inflationens indhug i økonomien hos alle med lave indkomster bliver aflastet, så ingen børn eller voksne i Danmark i denne vinter skal tvinges til at vælge mellem at spise sig mætte eller holde varmen. Vi skal hindre, at folk skal gå fra hus og hjem – og vi må derfor igen specielt hjælpe dem med gasfyr, indtil det er muligt for dem for at få en billigere varmekilde. Der må også ske en forbedring i løn, arbejdsvilkår, uddannelse og rekrutteringsindsats – også i udlandet – der skal skaffe medarbejdere nok til de store velfærdsområder. Uden nye sociale nedskæringer kan findes veje til at øge arbejdsstyrken med 50.000 over de nærmeste år. Det er imidlertid ikke sikkert, vi får lige så mange ekstra arbejdspladser med udsigten til recession og stigende arbejdsløshed i hele Europa. Derfor skal kræfterne bruges til at sørge for, at der bliver tilstrækkelige tilbud og jobtræning, så mange flere kan leve op til fremtidens kvalifikationskrav.

Hvordan skal det hele betales? Mest nærliggende ved at indføre foreløbigt stop for løfter om nye skattelettelser, der næsten altid giver kroner til de vellønnede og velhavende, og som alligevel ikke løser arbejdsmarkedets problemer.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 14. november 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Udgivet den

Støjberg er superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj

Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Midtvejstanker om valgkampen

Vi er midt i en valgkamp, hvor temaerne flimrer, og de usædvanligt mange partiers tilslutning dagligt svinger mærkbart.

De borgerlige forsøgte at puste liv i de døde mink. Men de fleste vælgere ved godt, at sagen ikke handler om, at der var reel politisk uenighed om, at minkene af hensyn til risikoen for folkesundheden skulle aflives, og at minkavlerne skulle have erstatning. Dét var sket uanset regeringens farve. Erstatningen blev imidlertid nok presset i vejret af de borgerlige i ly af den alvorlige håndteringsfejl om mangelfuld lovhjemmel.

Nu synes oppositionen, at den har ny næring til at mistro regeringen på grund af det partsindlæg, som netop er udkommet fra den tidligere spionchef, der er under alvorlig anklage for at have lækket statshemmeligheder. Sagen er velegnet til mistænkeliggørelse, blandt andet fordi anklagen er hemmeligstemplet.

Valget bør fortsat handle om, at der er sikker hånd på roret under krig og energikrise. Derfor kom Socialdemokratiet godt fra start. Det anerkendes af de fleste, at Mette Frederiksens krisestyring bragte os gennem pandemien med færre dødsfald og bedre samfundsøkonomi end stort set alle andre lande. De fleste forstår også godt, at pandemi og sygeplejekonflikt har været udmarvende for sundhedssektoren, og at de mange kriser har stået i vejen for planlagte forbedringer. Selv de mest klimaaktivistiske erkender også, at Danmark er rykket hurtigere med klimahandling end andre lande.

SF og Enhedslisten holder stillingen pænt, og Alternativet er måske på vej til at genopstå. Men De Radikales selvmordsprojekt med at udløse valg i utide synes at halvere Sofie Carsten Nielsens flok og skaber tvivl om genskabelse af det rød-grønne flertal fra 2019.

Omvendt ser det bestemt ikke ud til et flertal for de seks borgerlige partier, der skiftevis er enige og uenige om, hvad de er enige om. Søren Papes troværdighed som statsministerkandidater er nedslidt, dels på grund af tvivlen om hans personlige dømmekraft, dels fordi han gik til valget på et program for skattelettelser til de rigeste i lighed med det, der er ved slå den nye konservative britiske premierminister politisk ihjel.

Jakob Ellemanns Venstre er tæt på halvering som følge af afskalningen til både Støjberg og Lars Løkke Rasmussen. Løkke kan ikke støtte en Ellemann-regering, hvor Støjberg er minister. Han fortryder åbenbart, at han som statsminister slap hende løs til at bryde loven for at sætte trumf på den stramme udlændingepolitik, som han nu mener er blevet rigeligt stram. Andre borgerlige partiers vilje til at tage dén politiker ind som minister, som Rigsretten satte i fængsel, viser, at det borgerlige krav om konsekvent og hård retspolitik i praksis er meget selektivt.

Det er i øvrigt overraskende, at så mange vælgere tror, at Inger Støjberg kan og vil gøre alt anderledes end i de mange år, hun var ledende Venstre-politiker og minister. Henvisninger til, hvad hun tidligere har ment, afviser hun som skræmmepolitik, mens der afsløres meget lidt konkret om den nye kurs. Al Støjbergs færd viser hende imidlertid som superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj. Hun appellerer nu til en del jyders følelse af være svigtet af de magtcentre i København, som hun selv i mange år har været en central del af – herunder tidligere borgerlige regeringer, der gik i spidsen med centralisering af politi, domstole, kommuneinddeling, sygehusvæsen mv.

Løkke udelukker at gøre Ellemann til statsminister i en koalition, der støttes af Støjberg og Vermund – og af Messerschmidt, hvis han er i Folketinget. Det kan placere Løkke som murbrækker for en krisekoalition hen over midten, som også Mette Frederiksen taler for. Da V og K kategorisk afviser ideen, kan der blive lidt smalt i dén midte. Men det skal da have en chance, hvis der kan skrives et regeringsprogram med endnu stærkere grønne ambitioner – og effektiv indsats for at mindske ulighed og fattigdom.

Partiernes forskellige forslag til generelle skattelettelser kunne med fordel træde i baggrunden til fordel for klarhed om den nødvendige støtte til de alt for mange borgere med beskedne indtægter og dyr opvarmning, der trues af fallit og af at skulle gå fra hus og hjem på grund af absurd høje energiregninger. Her kan det bekymre, at Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 18. oktober 2022

Mere fra min hånd om skattepolitik

Udgivet den

Hetzen mod Mette Frederiksen er helt ude af proportion

Angrebene mod Mette Frederiksen handler især om, at statsministeren har været for magtfuldkommen. Mette Frederiksen angribes i realiteten for, at hun har udfyldt lederrollen. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Handlekraft forvekslet med magtfuldkommenhed

Det er lidt bittert at have regeringsmagten i 36 måneder, hvor de allerfleste kræfter de seneste 27 måneder har været bundet til at håndtere covid-indsats og den nye kolde krig efter angrebet på Ukraine.

Det har fortrængt en stor del af regeringens egen dagsorden og lagt stramme bånd på økonomien. Imidlertid er det ubestrideligt, at regeringen fik sejlet Danmark gennem pandemien med færre tab af menneskeliv og bedre samfundsøkonomi end de allerfleste andre lande.

Statsministeren gik, i kølvandet på angrebet på Ukraine, i front med de rigtige svar og handlekraft til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Samtidig er der taget vældige skridt til grøn omstilling, så Danmark er førende i kampen mod klimaforandringen. Alt i alt en Herkules-indsats.

I dette perspektiv er minksagen selvfølgelig et dobbelt øv. Det er strengt nødvendigt hele tiden at minde om, at der nok blev begået alvorlige fejl, men ikke forbrydelser. Forbrydelsen havde – med den daværende viden – været at lade minkerhvervet fortsætte med risiko for at forstærke pandemien. Men det er pinagtigt, at en serie af ministre og embedsmænd ikke fik slået fast fra dag ét, at den besluttede aflivning krævede ny lovhjemmel.

Karaktermord

Hetzen mod Mette Frederiksen er imidlertid helt ude af proportion og har andre årsager. Med min alder og erfaring som socialdemokrat ved man, at der altid har været borgerlige politikere og medier, der med en ubehagelig blanding af ægte had og falsk, totalt overspillet forargelse har prøvet at lave karaktermord på socialdemokratiske statsministre.

Sophie Løhde er prototypen på den slags ondskabsfuld, borgerlig angrebspolitik: Hvis man ikke kan matche Socialdemokratiet politisk, så sættes kræfterne ind på at nedgøre og mistænkeliggøre partiets leder, så vejen kan banes for et magtskifte.

Hvad der undrer mig mere end Sophie Løhde og hendes meningsfæller er to personer, som jeg tidligere på forskellig vis har haft tæt inde på livet. Noa Redington synes fast besluttet på at bruge sin meget betydelige taletid i medierne på at forhindre, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister, når det nu ikke lykkedes for Helle Thorning, som han var nærmeste rådgiver for.

Den anden er meningsmaskinen Anne Sofie Allarp, som jeg havde fornøjelse af i sin tid at ansætte som international konsulent i Socialdemokratiet, men som nu har besluttet sig for, at hendes indtægtsgrundlag bliver bedst ved at at opildne og formidle ophidsende indlæg mod statsministeren i den borgerlige presse.

Angrebene handler især om, at statsministeren har været for magtfuldkommen. Mette Frederiksen angribes i realiteten for, at hun har udfyldt lederrollen – også ved at bruge de vidtgående beføjelser, hun under pandemien fik fra et næsten enigt folketing.

Angriberne fortrænger, hvor magtfuldt Anders Fogh opførte sig i værre sagers tjeneste ved blandt andet at gennemtrumfe den forbryderiske ødelæggelse af skattesystemet og Danmarks deltagelse i krigskatastrofen i Irak – og hvor brutalt Margrethe Vestager i regering slog taktstokken mod de arbejdsløse og mod efterlønnen, mens Helle Thorning var statsminister.

Mette Frederiksens fjender fremhæver igen og igen, at Minkkommissionens ordvalg om uagtsomheden hos ministre og embedsmænd er usædvanligt barskt. Ja, for barskt, mener jeg. Et mere forsigtigt ordvalg havde været både muligt og sagligt. Men kommissionsformand Kistrup er kendt for bastante konklusioner.

Efter tre af hans landsdommerkollegers opfattelse var også hans konklusioner, som undersøger af efterretningstjenesterne, alt for bastante.

Denne bedømmelse af Kistrups indsats i efterretningssagen deles paradoksalt nok af mange af de voldsomste fortalere for hans bastante sprogbrug i minkrapporten.

Meget i forståelsen af minksagen drejer sig om graden af accept af dén stress-situation, beslutningstagerne vitterligt var i. Kommissionen påstår, at den modererer sit ordvalg i kritikken i forhold til tidspresset. Det kan jeg faktisk ikke se er tilfældet.

Et generelt problem med den slags udredninger, som jeg selv oplevede med rapporten om Færøbanksagen for 24 år siden, er den manglende forståelse for, hvor meget de undersøgte beslutningstagere har haft om ørerne i en presset situation: Det virkede dengang som om det blev antaget, at jeg som finansminister kun havde haft denne ene sag i hovedet, selv om den i min bevidsthed havde været yderst marginal i forhold til alt muligt andet, der fyldte hele den lange arbejdsdag.

Mette Frederiksen må i ekstrem grad have haft denne oplevelse af minksagen under pandemien, hvor ministre og topembedsmænd var mere konstant stressede end vi – deres forgængere – nogensinde har været udsat for.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om dansk politik

Udgivet den

Er had og konspirationsteorier den ny normal i dansk politik?

Måske skulle Jakob Ellemann-Jensen og hans meningsfæller medgive, at vi nok især fik en uheldig minksag, fordi kravet om ekstrem høj reaktionshastighed i kampen mod smitten efterlod både regering og centraladministration i en permanent stresstilstand, som ikke er oplevet nogensinde før i min levetid. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske

… eller her:

Den hetzagtige mistænkeliggørelse af statsministeren har taget helt overhånd, og udløst fjendtlighed og had i den offentlige debat, som vi ellers sjældent oplever i Danmark.

Vel har alle socialdemokratiske ledere undervejs oplevet forsøg på karaktermord fra modstandere og medier, for derefter – når vi havde forladt den politiske scene – ofte at blive hyldet af de gamle karaktermordere for at være bedre end vore efterfølgere. Det er en lang tradition.

Derfor er det opmuntrende, at Mette Frederiksen, allerede mens hun er i embedet, er blevet hyldet som handlekraftig coronachef for halvandet år siden. Med rette. For hun havde den rette den stærke intuition om nødvendigt hastværk. Hvis hun bare havde fulgt de ledende sundhedsfaglige rådgivere, så havde det betydet svenske tilstande. Nu sikrede hun, at Danmark fik langt mindre dødelighed og er kommet økonomisk meget flottere igennem pandemien end naboerne og de fleste andre lande. Det omsatte sig i enestående flotte meningsmålinger.

Succesen skabte imidlertid et voldsomt behov hos politiske modstandere for at nedgøre statsministeren af frygt for at succesen skulle bide sig fast. Et næsten enigt folketing gav regeringen meget vide beføjelser, og der var bred folkelig opbakning til regeringens coronahåndtering. Alligevel oplevede vi hurtigt forsøg fra oppositionen på at give statsministeren ridser i lakken og kræve ændringer i det, der var enighed om et øjeblik forinden. Men de blev set som unødigt trætte.

Vilde konspirationsteorier

Så kom minksagen. Det er indlysende, at der er begået fejl i håndteringen af minksmitten. Det indrømmer Mette Frederiksen jo også uden tøven. Og det undersøges nu, hvordan det kunne gå til og hvem, der sagde og gjorde hvad hvornår. Det er helt ok.

Men det er ikke ok, at minksagen fra dele af oppositionen og medierne forvandles til massive og hadefulde, personlige angreb på landets statsminister og udbredelsen af konspirationsteorier, der bringer mindelser om trumpismens hærgen i amerikansk politik. Vi oplever endda angreb, der ligner kvindefjendtligheden mod Hillary Clinton under slagordet »Lock her up«.

Journalist Anders Langballe har beskrevet blodrusen og proportionsforvridningen, der udløses i medierne, når lemmingflokken af politiske modstandere og sensationsjagende journalister uden bevisførelse forsøger karaktermord på en toppolitiker ved at påstå løgn og bedrag. Det forstærkes af hæmningsløse udgydelser i de sociale medier og ekstremister på højrefløjen, som søger at pådutte statsministerens regeringsførelse lighed med nazistisk eller kommunistisk diktatur.

Jeg troede, at Jakob Ellemann-Jensen var en ny, ordentlig mand i spidsen for Venstre. Men han er åbenbart så trængt i sin egen position, at han har behov for at sige, at han ikke stoler på Mette Frederiksen. Intet mindre. Han påstår altså, at statsministeren lyver om sin håndtering af minksagen. Måske skulle Ellemann og hans meningsfæller medgive, at vi nok især fik en uheldig minksag, fordi kravet om ekstrem høj reaktionshastighed i kampen mod smitten efterlod både regering og centraladministration i en permanent stresstilstand, som ikke er oplevet nogensinde før i min levetid. Minken blev set som en risiko for at Danmark blev et nyt epicenter for global smittespredning. Og statsministeren havde i øvrigt ikke noget som helst motiv til at handle uden lovhjemmel til aflivning af mink, for der var et flertal klar til straks at skaffe hjemlen, hvis den manglede.

Foghs topstyring

Anders Fogh Rasmussen har i sagens anledning advaret mod magtkoncentrationen hos statsministeren. Bizart. Den tidligere statsminister er stadig den nyere danmarkshistories ubestridte topscorer i topstyret regeringsledelse. Men lemmingeeffekten gik dengang den modsatte vej for manden Anders end nu for kvinden Mette: Hans stærke ledelse aftvang underdanig beundring og respekt, mens hendes angribes som farlig for demokratiet. Men han fik os ud i ødelæggende økonomisk overophedning og et tragisk krigseventyr i Irak, mens hun reddede os gennem det værste af pandemien i kraft af de magtmidler, som et stort folketingsflertal beredvilligt gav hendes regering i en helt ekstraordinær situation.

Om hysteriet omkring de muligvis forsvundne sms’er blot en enkelt bemærkning: Det er næppe enestående, at centrale beslutningstagere i ekstreme situationer har et barskt talesprog – også på sms. Jeg tror, at nyfigenheden her overtrumfer relevansen: Sms’erne giver næppe nyt for sagens håndtering, som ikke allerede kan udledes af de tusindvis af udleverede papirsider eller belyses ved afhøringerne.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Denne klumme udkom i Berlingske 18. november 2021

Mere fra min hånd om covid-19

Udgivet den

Absurd at beskrive Mette F’s beslutning som bevidst lovbrud

Min klumme i Berlingske Tidende 3. december – om, hvorfor det ikke giver mening at beskrive Mette Frederiksens beslutning om at slå den danske minkbestand ned som overlagt tilsidesættelse af loven.

Læs den her i Berlingske – eller nedenfor:

Det er aldeles usandsynligt, at statsministeren var opmærksom på problemet om manglende lovgrundlag.

For hun havde ingen som helst interesse i at skjule det og udsætte sig for den voldsomme kritik, der nu er ankommet.

Dette kan affejes som et partsindlæg: Danmarks statsminister er min ven. Jeg beundrer hendes indsats for mit parti og mit land. Hun har haft en enestående god intuition til at handle hurtigt imod covid-19-pandemien. Derfor har Danmark på linje med Tyskland en dødelighed, der er mellem en femtedel og en sjettedel af dødeligheden i Sverige, i de store europæiske lande og i USA. Samtidig er vores samfundsøkonomi ramt mindre hårdt end de andres, fordi regeringen effektivt har holdt hånd under beskæftigelsen.

Regeringen iværksatte aflivning af hele den danske minkbestand uden lovhjemmel. Det er der sagt en masse undskyld for, og det er forhåbentlig ikke noget, regeringen igen udsætter landet eller sig selv for.

Det er imidlertid absurd at beskrive Mette Frederiksens beslutning som et bevidst lovbrud, udløst af hendes arrogance over for et hårdt ramt erhverv, magtbrynde og tyrannisering af embedsmændene. Hele hendes opmærksomhed var utvivlsomt på risikoen for, at Danmark på et øjeblik skulle blive forvandlet fra foregangsland til hovedproblem, når det gjaldt om at inddæmme pandemien. Der måtte ikke være den mindste risiko for, at den frygtede mutation i smitten kunne gøre Danmark til superspredernation og true den globale vaccinationsindsats. Derfor skulle der handles med lynets hast.

Det er aldeles usandsynligt, at statsministeren var opmærksom på problemet om manglende lovgrundlag. For hun havde ingen som helst interesse i at skjule det og udsætte sig for den voldsomme kritik, der nu er ankommet. Der var en åben dør til i stor hast at skaffe sig den nødvendige lovhjemmel. Støttepartierne og oppositionens leder, Jakob Ellemann-Jensen (V), var enig i, at minkfarmene – mutation eller ej – var superspredere, og at aflivningen var nødvendig af hensyn til folkesundheden. Et stort flertal var klar til i hast at ændre loven, hvis regeringen havde fremført ønsket.

Men var det ikke alle involverede ministres forbistrede pligt at spørge, om lovgrundlaget var til stede – og fik de ikke notater, hvor der i hvert fald i bilag var rejst tvivl herom?

»Støjberg har åbenbart samme ambition som Trump om at skabe mest mulig splid mellem jævne, hårdtarbejdende folk på landet og eliten i storbyen …«

Der er ingen tvivl om en ministers politiske ansvar for alt, hvad der gøres eller forsømmes i den pågældendes ministerium – uanset om han/hun fik alt at vide eller læste alt, der blev forelagt.

Derfor måtte fødevareminister Mogens Jensen – som den formelt set mest direkte ansvarlige – tage et slag for holdet og trække sig som minister i stedet for at vente på at blive væltet af oppositionen. Jeg ved imidlertid fra min tid som finansminister, at et problem om manglende lovhjemmel til en politisk ønsket beslutning aldrig ville være gemt i et bilag. Det ville stå med flammeskrift på forsiden af det gule omslag på sagen, så ministeren ikke risikerede at være i tvivl om, at her var et alvorligt problem.

Tidligere departementschef Jørgen Rosted fremmaner virkeligheden, når han siger: »Det havde været ønskeligt, at de havde læst bilagene, men der er ikke timer til det. Det handler om, at ministrene ikke har mulighed for at læse alt forud for møder. Så jeg ser det som et systemsvigt og et svigt af embedsværket«. Måske er embedsværket simpelthen ved at segne efter ni måneder i døgndrift med covid-19?

Det undrer ikke, at en opposition vil bruge en sag som denne til at angribe og forsøge at svække regeringen. Sådan er spillets regler.

Men det er nu alligevel mærkværdigt, hvis Venstre kan tolerere tonen i Inger Støjbergs (V) angreb på Mette Frederiksens »sump«. Støjberg har åbenbart samme ambition som Trump om at skabe mest mulig splid mellem jævne, hårdtarbejdende folk på landet og eliten i storbyen og nære hadet til sine politiske modspillere.

Andre kritiske reaktioner, der fremføres med pænere ordvalg, kan meget vel have andre motiver end ægte saglig kritik og ærlig forargelse.

Der er mange, som ikke under denne regering en medgang, de selv manglede. De synes med stigende utålmodighed at have spejdet efter et alvorligt fejltrin hos den nuværende regeringschef. Det var for meget for dem med den folkelige opbakning, hun fik, fordi hun pressede sit embedsværk til tidlig handling og hidtil har fået os gennem covid-krisen med langt lavere dødelighed og færre økonomiske skader end i de fleste andre lande.

Er dét motivet hos Bjarne Corydon og Noa Redington, der var hovedrådgiverne i Thornings politisk mislykkede projekt, hvor man ikke formåede at få embedsværket til at levere de ønskelige løsninger? I hvert fald er de nu blandt de selvretfærdige, som forarges over regeringen og dens chef, som de påstår arrogant tramper på embedsværket og løber fra sit ansvar for lovbruddet.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 3. december 2020