Måned: november 2021

Udgivet den

Tågesnak er der altid nok af, men jeg er bekymret optimist efter Glasgow

COP26 viste, at private virksomheder er så klar til at levere grønne løsninger. Politisk var det mest afgørende nok forsikringen mellem USA’s John Kerry og Kinas Xie Zhenhua om, at de to lande vil arbejde sammen for klimaet. Mere i min klumme i Jyllands-Posten 24. november 2021 – eller her:

Efter COP 26 er jeg ‘bekymret optimist’

I forrige uge besøgte jeg COP26 i Glasgow. Jeg var nysgerrig iagttager som nuværende formand for Energinet i Danmark og som formand for FN’s Generalforsamling for seks år siden, da vi indgik klimaftalen i Paris.

Med bemærkningen om at sluterklæringerne fra Glasgow var det rene bla, bla, bla udtrykte Greta Thunberg den unge engagerede generations forståeligt voldsomme utålmodighed.

Ja, der var megen tågesnak. Men der er altid overdrevne forventninger til erklæringerne. Man skal hæfte sig mere ved den massive og positive tilstedeværelse af private erhvervsvirksomheder, der byder aktivt ind på klimaløsninger. Dét er det allermest løfterige, jeg tog med hjem fra Glasgow, for det kan blive det afgørende skub i den rigtige retning til tøvende regeringer. Det gælder ikke mindst i USA, hvor Biden lige nu har problemer med at få sin klimapolitik gennem Kongressen.

Glasgow-mødet viste også, at der ude i verden er langt større respekt for og anerkendelse af Danmarks klimaindsats med 70 pct målet for 2030 end man oplever i den hjemlige debat. 

Vores klimaminister, Dan Jørgensen, var central spiller i forhandlingerne om at holde Paris-målet om højst 1,5 graders temperaturstigning i live. 

Der var stor interesse for de danske ambitioner om udvikling af vedvarende energikilder, ikke mindst energi-øerne i Nordsøen og Østersøen. 

Stærkt signal fra Kina

Det var et stærkt signal, at Kinas særlige klimaudsending, Xie Zhenhua, mødte op på den danske pavillon i Glasgow til debat med Dan Jørgensen  og en tidligere amerikansk klimaforhandler. Det var vistnok Xies eneste optræden i Glasgow uden for forhandlingslokalet. Han er den stærke figur i kinesisk klimapolitik gennem  årtier. Han huskede i øvrigt tydeligt Svend Auken som frontløber i klimapolitikken og bad Dan hilse Svends familie.

Måske var det vigtigste møde i Glasgow, da Xie Zhenhua og Bidens klimaudsending, John Kerry, mødtes og – på tværs af mange andre modsætninger mellem Kina og USA – bekræftede viljen til fortsat makkerskab om klimaet:

Netop de to personer var afgørende for resultaterne i Paris for seks år siden, dar Kerry var Obamas udenrigsminister: De to største klimaforurenere forstod omsider deres egeninteresse i at løse de globale udfordringer, og derfor var det USA og Kina der i Paris i fællesskab bankede de værste klima-nølere på plads.

Kina er et paradoks med sit fortsat enorme kulforbrug i kombination med landet førerposition i udvikling og udbredelse af vedvarende energikilder. Men ét er sikkert: Aldeles afgørende for, om verden når at stabilisere klimaet i tide, er det, om viljen er til stede i Kina, USA og Europa. 

EU er godt på vej med Kommissionens program ’Fit for 55’ om midlerne til CO2-reduktion på 55 pct. inden 2030.

Men Xie, Kerry og EU-kommissionens Frans Timmermanns gode viljer er naturligvis ikke nok til at fjerne bekymringerne for et fortsat utilstrækkeligt tempo i den grønne omstilling og for ringe global solidaritet. Det er pinagtigt, at man ikke har leveret de 100 mia. dollars i klimabistand til de fattigste lande, der blev lovet allerede i Paris. 

Det var også skræmmende, at et kæmpeland som Indien ikke turde melde sig CO2-neutral før 2070, selv om det er forudsætningen for at holde håbet om maksimalt 1,5 grads opvarmning i live, at vi globalt bliver neutrale allerede i 2050.  Måske var Indiens melding en markering til os rige lande om, at vi har langt den største del af ansvaret for at vi kommer i mål. Hvis Indien skal nå i mål i tide, kræver det, at vi kan bistå massivt med at levere billigere og bedre klimaløsninger.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 24. november 2021

Mere fra min hånd om klima

Udgivet den

Er had og konspirationsteorier den ny normal i dansk politik?

Måske skulle Jakob Ellemann-Jensen og hans meningsfæller medgive, at vi nok især fik en uheldig minksag, fordi kravet om ekstrem høj reaktionshastighed i kampen mod smitten efterlod både regering og centraladministration i en permanent stresstilstand, som ikke er oplevet nogensinde før i min levetid. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske

… eller her:

Den hetzagtige mistænkeliggørelse af statsministeren har taget helt overhånd, og udløst fjendtlighed og had i den offentlige debat, som vi ellers sjældent oplever i Danmark.

Vel har alle socialdemokratiske ledere undervejs oplevet forsøg på karaktermord fra modstandere og medier, for derefter – når vi havde forladt den politiske scene – ofte at blive hyldet af de gamle karaktermordere for at være bedre end vore efterfølgere. Det er en lang tradition.

Derfor er det opmuntrende, at Mette Frederiksen, allerede mens hun er i embedet, er blevet hyldet som handlekraftig coronachef for halvandet år siden. Med rette. For hun havde den rette den stærke intuition om nødvendigt hastværk. Hvis hun bare havde fulgt de ledende sundhedsfaglige rådgivere, så havde det betydet svenske tilstande. Nu sikrede hun, at Danmark fik langt mindre dødelighed og er kommet økonomisk meget flottere igennem pandemien end naboerne og de fleste andre lande. Det omsatte sig i enestående flotte meningsmålinger.

Succesen skabte imidlertid et voldsomt behov hos politiske modstandere for at nedgøre statsministeren af frygt for at succesen skulle bide sig fast. Et næsten enigt folketing gav regeringen meget vide beføjelser, og der var bred folkelig opbakning til regeringens coronahåndtering. Alligevel oplevede vi hurtigt forsøg fra oppositionen på at give statsministeren ridser i lakken og kræve ændringer i det, der var enighed om et øjeblik forinden. Men de blev set som unødigt trætte.

Vilde konspirationsteorier

Så kom minksagen. Det er indlysende, at der er begået fejl i håndteringen af minksmitten. Det indrømmer Mette Frederiksen jo også uden tøven. Og det undersøges nu, hvordan det kunne gå til og hvem, der sagde og gjorde hvad hvornår. Det er helt ok.

Men det er ikke ok, at minksagen fra dele af oppositionen og medierne forvandles til massive og hadefulde, personlige angreb på landets statsminister og udbredelsen af konspirationsteorier, der bringer mindelser om trumpismens hærgen i amerikansk politik. Vi oplever endda angreb, der ligner kvindefjendtligheden mod Hillary Clinton under slagordet »Lock her up«.

Journalist Anders Langballe har beskrevet blodrusen og proportionsforvridningen, der udløses i medierne, når lemmingflokken af politiske modstandere og sensationsjagende journalister uden bevisførelse forsøger karaktermord på en toppolitiker ved at påstå løgn og bedrag. Det forstærkes af hæmningsløse udgydelser i de sociale medier og ekstremister på højrefløjen, som søger at pådutte statsministerens regeringsførelse lighed med nazistisk eller kommunistisk diktatur.

Jeg troede, at Jakob Ellemann-Jensen var en ny, ordentlig mand i spidsen for Venstre. Men han er åbenbart så trængt i sin egen position, at han har behov for at sige, at han ikke stoler på Mette Frederiksen. Intet mindre. Han påstår altså, at statsministeren lyver om sin håndtering af minksagen. Måske skulle Ellemann og hans meningsfæller medgive, at vi nok især fik en uheldig minksag, fordi kravet om ekstrem høj reaktionshastighed i kampen mod smitten efterlod både regering og centraladministration i en permanent stresstilstand, som ikke er oplevet nogensinde før i min levetid. Minken blev set som en risiko for at Danmark blev et nyt epicenter for global smittespredning. Og statsministeren havde i øvrigt ikke noget som helst motiv til at handle uden lovhjemmel til aflivning af mink, for der var et flertal klar til straks at skaffe hjemlen, hvis den manglede.

Foghs topstyring

Anders Fogh Rasmussen har i sagens anledning advaret mod magtkoncentrationen hos statsministeren. Bizart. Den tidligere statsminister er stadig den nyere danmarkshistories ubestridte topscorer i topstyret regeringsledelse. Men lemmingeeffekten gik dengang den modsatte vej for manden Anders end nu for kvinden Mette: Hans stærke ledelse aftvang underdanig beundring og respekt, mens hendes angribes som farlig for demokratiet. Men han fik os ud i ødelæggende økonomisk overophedning og et tragisk krigseventyr i Irak, mens hun reddede os gennem det værste af pandemien i kraft af de magtmidler, som et stort folketingsflertal beredvilligt gav hendes regering i en helt ekstraordinær situation.

Om hysteriet omkring de muligvis forsvundne sms’er blot en enkelt bemærkning: Det er næppe enestående, at centrale beslutningstagere i ekstreme situationer har et barskt talesprog – også på sms. Jeg tror, at nyfigenheden her overtrumfer relevansen: Sms’erne giver næppe nyt for sagens håndtering, som ikke allerede kan udledes af de tusindvis af udleverede papirsider eller belyses ved afhøringerne.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Denne klumme udkom i Berlingske 18. november 2021

Mere fra min hånd om covid-19

Udgivet den

Sådan kan vi finansiere klimaindsats og mindre ulighed, uden at folk mister penge

Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem – mere om det i denne kommentar i Berlingske 4. november 2021.

Kan også læses nedenfor:

EU’s stabilitetspagt med rigide krav om at nedbringe underskud på statsfinanserne kostede meget på beskæftigelsen efter finanskrisen. Især Sydeuropa blev ramt af alt for stor og langvarig arbejdsløshed, mange veluddannede unge udvandrede, og det sociale sikkerhedsnet blev svækket. Det gav varige skader på den politiske stabilitet.

Stor arbejdsløshed betyder, at for mange skal forsørges, og for få arbejder og betaler skatterne. Derfor er den effektive vej ud af underskud på statsbudgettet at sætte fut i beskæftigelsen.

Som Danmarks finansminister i 1990erne var jeg med til at bevise, at massiv indsats for at nedbringe arbejdsløsheden i løbet af få år giver orden i statens finanser uden at øge skattetrykket. Stabilitetspagt og budgetlove forlænger derimod unødigt krise og arbejdsløshed, uden at det giver hurtig reduktion af gælden. Det er lige så dumt som at sætte vognen foran hesten, hvis man vil have fart på en hestevogn.

Heldigvis har vi under coronaen for en tid fravalgt meget af dette neoliberale vraggods og brugt mange penge på at holde beskæftigelsen oppe. Derfor er de danske statsfinanser i god behold. På europæisk plan er vi også på ny og bedre kurs med EU’s solidariske genopretningspakke, der også har godt fokus på klimaindsats.

Men i princippet skal vi om et par år tilbage til stabilitetspagt og budgetlov med spare- og nedskæringspolitik. Den største risiko ved de tyske regeringsforhandlinger er, at de neoliberale profeter i FDP får finansministerposten og insisterer på budgetstramninger ude og hjemme. Det vil være katastrofalt for mulighederne for at finansiere den nødvendige klimapolitik med CO2-afgifter og social fordelingspolitik, der kan forebygge, at klimaindsatsen udløser større ulighed og folkeligt oprør.

Bryd budgetlænkerne

Interessant nok har Danmark en indlysende mulighed for at bryde budgetlænkerne, selvom budgetloven formelt fastholdes. De Radikale synes at have sanset dette med deres lidt uklare forslag om en klimafond på 75 miliarder kroner ved fremrykket pensionsskat.

I 2012 forbedrede Thorning-regeringen statens finanser med et større milliardbeløb ved en ordning, der gav borgerne præmie for at afregne skatten på kapitalpension i nutiden – og ikke når pengene hæves. Det var en klog ordning, for så vidt at et stort skattebeløb kom tidligere på finansloven. Men det var en uklog ordning, fordi det var helt unødvendigt at gøre den frivillig og give præmie – for man røver intet fra folks udbytte af deres pension ved at afregne skat nu, hvis den fremrykkede skat ikke er højere end slutskatten. Det kan være vanskeligt at forstå, men jeg har faktisk engang, med besvær og de rette formler, overbevist en mistroisk Venstre-ordfører herom.

Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem. Alle prognoser siger, at der er solidt overskud på statens finanser på længere sigt, men at vi har nogle år med et såkaldt hængekøjeproblem foran os i mellemtiden. Det skyldes især, at den udskudte skat af pensionsordninger er væsentligt større i Danmark end i andre EU-lande, fordi vi har en større andel af vores samlede skatteudskrivning som indkomstskat end de fleste andre. Så voldsomt som pensionsskatten udskydes nu, undervurderer man i de næste 10-20 år dansk økonomis reelle soliditet i sammenligningen med andre EU-lande. Ikke at mindske skatteudskydelsen er i virkeligheden økonomisk masochisme.

Hvis vi vælger at fremrykke en del af den udskudte pensionsskat, kan vi godt leve op til en i øvrigt uklog stabilitetspagt og alligevel have finanspolitisk handlefrihed til klima og mere social retfærdighed.

Men hvis vi gør eksperimentet, så skal partierne binde hinanden til aftaler, der forhindrer overbudspolitik, når det gælder anvendelsen af det ekstra råderum i de kommende år.

Vi bruger penge i blinde, hvis vi vil give tilskud til alle mulige projekter i klimaets navn. Klimaløsningen fremmes mest effektivt af markedet selv, hvis der kommer en optrapning af afgift på fossile brændstoffer og klimagasser. Men staten skal støtte forskning og teknologiudvikling i samvirke med erhvervslivet, og vi skal investere i en bæredygtig infrastruktur – ikke mindst i energiforsyningen. Desuden skal vi have råderum til skattelettelser i bunden, der afhjælper, at de laveste indkomster rammes af klimaomstillingen. Den stigende ulighed skal retfærdigvis også bekæmpes ved højere skat på de få superrige, der hidtil ikke har bidraget rimeligt til fællesskabet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og klima