Måned: oktober 2021

Udgivet den

Hvordan kan vi styrke de internationale domstole?

ICC – den internationale straffedomstol – er tænkt som redskab til at stille statsledere til ansvar for deres menneskerettighedsovergreb, krigsforbrydelser og folkemord. Men hvert enkelt land bestemmer selv, om det vil tilslutte sig ICC, og de stater, hvor lederne har mest på samvittigheden, er ikke tilsluttet domstolen. De kan derfor ikke dømmes i ICC, medmindre FNs Sikkerhedsråd rejser en sag mod dem.

Det lod sig for eksempel gøre mod Sudans tidligere diktator, der efter omvæltningen i landet synes på vej til afsoning. Men trods uhyrlige krigsforbrydelser under Syriens borgerkrig har Rusland og Kina i Sikkerhedsrådet blokeret for at rejse sag mod Bashar al-Assad.

Det svækker i øvrigt også ICCs globale styrke, at USA ikke accepterer, at domstolen kan rejse sag mod amerikanske borgere.

FN’s internationale domstol

Der er imidlertid en anden mulighed for at bringe staters forbrydelser for retten – nemlig ved FNs Internationale Domstol (ICJ). Her kan et af FNs medlemslande rejse sag mod et andet medlemsland. Derfor kunne Gambia løfte sagen mod Myanmar for militærets fordrivelse af de muslimske rohingyaer.

Det var pinligt at opleve frihedshelten og daværende statsleder Aung San Suu Kyi (ASSK) møde op i retten for at imødegå de ellers veldokumenterede anklager mod det militær, hun aldrig fik reel kontrol over. Hendes beskyttelse af militæret hjalp hende ikke. Generalerne afsatte som bekendt ASSK og spærrede hende inde igen, netop da hun få måneder forinden havde sikret sig en massiv sejr ved parlamentsvalget, og derfor kunne mistænkes for at ville bruge sit nye mandat til at få mere kontrol med militæret.

Sagen i ICJ har sat spotlight på Myanmar, men realiteten er, at domstolens krav om stop for grusomhederne indtil videre ikke har ført til konkrete resultater.

The Guernica Centre for International Justice har påpeget, at ICC – før Gambia bragte Myanmar for ICJ – overvejede at rejse forundersøgelse mod Myanmar med henvisning til at fordrivelsen af rohingyaerne var sket til Bangladesh, der er medlem af ICC, og det er nu sket:

Der rejses forundersøgelse mod Assads Syrien under henvisning til, at hans fremfærd fordrev hundredtusinder af syrere til Jordan, der er medlem af ICC. Men de store i Sikkerhedsrådet har stadig vetoret i forhold til at indlede en egentlig retssag,

En sådan forundersøgelse vil dog kunne bidrage til ønskelig skærpet opmærksomhed på de uhyrlige forbrydelser i Syrien og forhåbentlig være et brækjern for større internationalt pres på diktatoren i Damaskus.

Gazas forarmede civilbefolkning

Palæstina er et andet tema. ICC har – fordi Palæstina er anerkendt som medlem af domstolen – fastslået Palæstinas ret til at rejse klager over israelske krænkelser af menneskerettigheder i de palæstinensiske områder. Det kan vedrøre konsekvenserne for Gazas indespærrede og forarmede civilbefolkning af Israels talrige luftkrige de seneste 13 år.

Ligeledes må der være grundlag for at bedømme fordrivelsen af palæstinensere, der fortsætter i nutiden med fysiske ødelæggelser af tusinder af hjem i de områder på Vestbredden, hvor Israel vil ekspandere bosættelser, og ved fordrivelse af hidtidige indbyggere fra centrale kvarterer i det okkuperede Østjerusalem. Præcis denne udvikling fik jeg forleden en skræmmende opdatering af ved møde med menneskerettighedsforkæmpere fra Jerusalem. De er fortvivlede over omverdenens ligegyldighed, når Israel dag for dag, skridt for skridt med vold og magt indskrænker palæstinenseres mulighed for at leve i det historiske Palæstina:

Jerngrebet om Gaza berøver næsten to millioner mennesker muligheden for en anstændig og selvhjulpet tilværelse. Vestbreddens palæstinensiske befolkning lever uden retssikkerhed. Flere hundredtusinde jødiske bosættere har taget en stor del af området i besiddelse – og beskyttes af israelsk ret og støtte fra besættelsesmagtens soldater.

Breaking the Silence, som er stiftet af systemkritiske israelere, der har aftjent værnepligt i de besatte områder, fortalte så sent som for tre uger siden om, hvordan besættelsesmagten, som så ofte før, så passivt til, mens fanatiske bosættere angreb en palæstinensisk landsby nær Hebron. 12 personer blev såret, derunder en treårig dreng; ti huse, 16 køretøjer og en vandtank blev ødelagt.

Der er meget at drage israelske statsledere til ansvar for. Omverdenen må insistere på, at Israel bedømmes efter samme målestok som andre, der kan anklages ved ICC.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Udgivet den

Europa skal være den konstruktive mægler i striden mellem Kina og USA

USA må indse, at Kinas dominans ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet. Vi er nødt til at finde et fredeligt samliv med dem, der regerer i Kina. Mere om det i denne kronik i Information 15. oktober 2021 – eller læs her:

Siden efteråret 1978 har jeg 18 gange besøgt Kina og fulgt tæt med i landets formidable udvikling. Lige nu er bekymringen, at styret er blevet mere autoritært, og at modsætningerne mellem Kina og USA køres skræmmende højt op. Vi i Europa har én opgave: At undgå optrapning af konflikter mellem den gamle og den nye supermagt. Derfor er der brug for mere indsigt og mindre frygt i forholdet til Kina.

Kinas kommunistiske parti har forandret både Kina og sig selv totalt gennem et forløb med både monumentale katastrofer og forbrydelser og enorme økonomiske fremskridt. Da Mao Zedong vandt magten i 1949, opfattede flertallet af kinesere det utvivlsomt som vejen til befrielse fra korruption, krig og hungersnød. Folk håbede på fred og mad. Men Maos despotiske storhedsvanvid bragte nye lidelser af ubeskrivelige dimensioner.

Kina forblev fattigt, indtil magten efter Maos død i 1978 faldt i hænderne på Deng Xiaoping. Deng iværksatte en økonomisk udvikling, der siden da har fyrredoblet Kinas nationalprodukt og trukket 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Mellemregningerne er mange, og ofrene var store, men i mere end 40 år har det store flertal fået stadigt bedre forhold.

De har aldrig haft frihed i vores forstand, men de har oplevet stigende velstand og et friere liv: Kineserne har fået lov til selv at bestemme arbejde, bopæl, tøj og mad, fået bedre sundhed, mere uddannelse, flere forbrugsgoder og lov til at rejse. Så længe denne udvikling kan fortsætte, er partiets magt ikke truet. Der er massivt styr på meningsdannelsen, og de fleste kinesere er stolte over nationens fremgang.

Undertrykte mindretal

Under Xi Jinping er magten blevet så koncentreret, som den ikke har været siden Mao. Persondyrkelsen er genoplivet, overvågning og ensretning udvikles hele tiden. Der slås hårdt ned på systemkritikere. Det går hårdt ud over mindretal som de muslimske uigurer i Xinjiang og lama-buddhistiske tibetanere og mongoler. Styret er neurotisk angst for, at de skulle rive sig løs, selv om enhver mulighed herfor for længst er blokeret.

Den oprindelige muslimske befolkning i Xinjiang er snart undertallig i forhold til millioner af indvandrede hankinesere, og der er i regionen en voldsom tilstedeværelse af Kinas væbnede styrker – både politi og militær. De seneste år har statsmagten iværksat en brutal undertrykkelses- og indoktrineringskampagne for at gøre muslimer til partitro kinesere. Millioner har været gennem tvangsarbejdslejre, og overvågningen af muslimernes liv også ude i de enkelte familier er dramatisk. Påskuddet er at bekæmpe terror, men behandlingen skaber helt sikkert endnu flere muslimske modstandere af regimet.

Tibetanerne holdes også i et jerngreb. Det er pinagtigt at opleve, at de end ikke må referere til deres religiøse leder, Dalai Lama. Alle kunne blive mere lykkelige, hvis han fik lov at vende hjem, og Tibets grundlovsfæstede autonomi i det kinesiske rige faktisk blev respekteret.

Mongolerne i Kina er kun et beskedent mindretal i forhold til hankineserne i deres provins. Heller ikke de har meget kulturelt og religiøst frirum.

Hongkong og Taiwan

Hongkong kunne allerede for årtier siden være overtaget af Kina med et snuptag. Men ved aftalen mellem Deng Xiaoping og Margaret Thatcher fik den gamle britiske koloni selvstyre og intern frihed efter formlen ’et land, to systemer’. Deng så vist aftalen som et værn om Hongkongs blomstrende økonomi og et forbillede for Taiwans fredelige ’genforening’ med fastlandet engang i fremtiden.

Efter at have oplevet Kinas totale løftebrud i Hongkong sidste år er det helt utænkeligt, at taiwanerne frivilligt skulle tilslutte sig Folkerepublikken. Kinas uduelige guvernør Carrie Lam fik demonstrationerne for Hongkongs frihed til at komme helt ud af kontrol, hvorefter Beijing afskaffede selvstyret og rykkede ind med drabelige straffe til alle kritiske røster. Frihed og retssikkerhed er sat ud af kraft, og det vil alvorligt skade også Hongkongs økonomiske fremtid.

Hongkongs skæbne, Xi Jinpings hårde retorik og de provokerende overflyvninger omkring Taiwan skaber hos mange frygt for militær invasion af Taiwan. Men Taiwan er ikke et snuptag som Hongkong.

Både Kina og Taiwan løber enorme risici ved at rokke ved den nuværende status quo: Det er nok muligt, at Kina kan erobre Taiwan, men det er ikke en let krig. Taiwan er vel bevæbnet og beslutsomt. Krig kan inddrage både USA og Japan, og den vil som minimum forsure relationerne med Vesten ekstremt og påføre Kina enorme økonomiske og politiske omkostninger.

Den kinesiske ledelse er for rationel til at sætte den hjemlige økonomiske fremgang på spil i en måske internationaliseret militær konflikt. Regimets folkelige opbakning hjemme beror på fortsat fred og fremgang.

USA og Vesten har fortsat interesse i at forhindre, at Taiwan tirrer høgene i Beijing ved formelt at erklære sig uafhængigt. Men det er vigtigt – også som langsigtet inspiration for det store Kina – at bevare Taiwans reelle selvstændighed som et rigt, velfungerende samfund og det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds.

De fælles interesser er det vigtigste

Kinas ambitioner om større global indflydelse har grundlagt en serie af konflikter med USA, der prøver at samle resten af Vesten om at bremse kinesisk teknologi og erhvervsmæssig indflydelse.

Meget har at gøre med den uro, der altid opstår, når balancen forskubber sig mellem de store magter. Men partistaten kan modstå ydre pres, den bliver snart verdens største økonomi, og den vil uundgåeligt udbrede sin indflydelse til alle andre verdensdele.

Vi skal sameksistere, og vi har både i samhandel og klimaindsats stærke fælles interesser. Verdens fred i det 21. århundrede beror på, at både USA og Kina erkender, at de fælles interesser er vigtigere end optrappet konfrontation på de områder, hvor vi har interessemodsætninger.

Den optrapning af toldsatser, der blev startet af Trump, har skadet den samlede verdensøkonomi og ikke gavnet nogen af de to stridende parter. Vel kan der være grunde til at frygte for kinesisk it-teknologi; men et nyt teknologisk jerntæppe mellem to dele af verden rummer omkostninger, der i det lange løb måske er størst for os i Vesten.

Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown appellerer i sin seneste bog til præsident Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Jeg håber ligesom Brown, at vi i Europa i fællesskab vil trække i retning af ny afspænding mellem de to store.

USA må indse, at Kinas økonomiske fremmarch ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet.

Det er Europa, der skal være den konstruktive mægler her. Jeg tror på, at Kina kan forpligtes, hvis Vesten anerkender, at landet skal have en indflydelse i internationale institutioner, der afspejler størrelsen af deres nationale økonomi.

Ét er, at vi ikke vil sælge kritisk infrastruktur til udlandet – det vil Kina jo heller ikke selv. Men Vesten har alt for længe forsømt at vise denne imødekommenhed i Verdensbanken og IMF. Derfor har Kinas egen asiatiske investerings- og infrastrukturbank nu større volumen end Verdensbanken.

Holdningen til menneskerettigheder er – uanset om handelskrigen dæmpes – et alvorligt udestående. Men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring.

Vi kan håbe, at der inde bag den jernhårde partidisciplin faktisk findes mange, der gerne vil en mere fri samfundsudvikling. Vi har set det før. Wen Jiabao blev Kinas statsminister, selv om han havde været højre hånd for den partileder, der ikke ville slå ned på studenterne i 1989.

Pendulet kan svinge igen. Men det kan ikke påtvinges udefra. Vi er nødt til, på tværs af alle modsætninger, at finde et fredeligt samliv med dem, der til enhver tid regerer i Kina.

Mogens Lykketoft er tidligere minister og tidligere formand for FN

Kronik i Information 15. oktober 2021

Mere fra min hånd om Kina

Udgivet den

Grøn omstilling er vejen frem, men lige nu har vi ikke råd til at vende ryggen til Ruslands gas

Så længe vi endnu ikke er mere i mål med den grønne omstilling, har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til gas fra Rusland. Det skriver jeg mere om i denne internationale kommentar i Jyllands-Posten 13. oktober. Læs den her – eller nedenfor:

Ny olie- og gaskrise?

De færreste havde forudset, at energipriserne ville eksplodere i efteråret 2021.

Nu ringer alle alarmklokker i regeringskontorer og på børserne. Er det i færd med at kvæle dét opsving, der ellers var i gang i Europa og USA, og vil det yderligere forværre situationen i fattige lande, der stadig langt fra har styr på pandemien?  Får vi ’gule veste’ i protest i Europas gader? Vil hele brancher i den mest energitunge industri lukke ned, fordi de ikke kan betale nuværende energipriser – eller er staterne nødt til midlertidigt at tvangslukke denne del af erhvervslivet for at forsyne resten af samfundet med energi?  Og hvordan vil energikrisen forværre de allerede store huller i globale forsyningslinjer, der er efterladt fra covid-krisen?

Mange af svarene beror på, om prischokket hurtigt dæmper sig eller holder vinteren over, hvis vinteren bliver særlig kold.

Hvad er årsagerne til miseren? Meget handler om øget efterspørgsel, når verdensøkonomien igen peger opad.  Den amerikanske produktion af flydende gas (LNG) går i øjeblikket mest til Asien; russisk gas flyder ikke til Europa i dé mængder, der er brug for. Lagrene i Europa er for langt nede. 

Der er desuden en hel masse markedsspekulation, der er vanskelig at gennemskue. Årtiers drift mod fuldstændig liberalisering af pris- og mængdevariationerne på gasmarkederne har vist sig problematisk. Det havde f.eks. været godt i sommer at have haft mulighed at pålægge leverandørerne at genopbygge gaslagrene. 

Selv i Den kolde Krigs værste år kunne vi stole på statslige langtidskontrakter med Rusland om gas til stabile priser, fordi vi har gensidige interesser i at handle gas. Det havde været stabiliserende, hvis der havde været et element af sådanne kontrakter parat om den gas, der snart kan flyde gennem Nordstream2 fra Rusland til Tyskland. Tiden er i hvert fald ikke til at problematisere denne rørforbindelse, således som det er gjort så meget de seneste år: Vi skal tilbage til mere sikker grund for at speede den grønne omstilling op. Sikker, men gradvis mindsket gasforsyning fra Rusland er en del af overgangen. Lige nu har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til Rusland.  Optrapning af forsyningen med energi fra vind og sol vil være det afgørende bidrag til gradvis mindre afhængighed af de fossile brændstoffer, også fra Rusland.

Mens vi lever med de akut enormt høje energipriser, må staterne sørge for sociale kompensationer og bistand til særligt ramte virksomheder. Den danske stat har faktisk råd til dét, fordi en række støtteordninger til den grønne omstilling midlertidigt bliver meget billigere. Bl.a. falder støttebehovet til grøn biogas dramatisk.

Denne iagttagelse er samtidig et vink om dé sammenhænge, der vil være nødvendige, når vi efter den helt aktuelle energikrise kommer tilbage på sporet til den grønne omstilling: Vi skal mere varigt løfte prisen på fossile brændstoffer gennem en CO2-afgift. Men det skal ske gradvist og i samklang med mere langvarige kompensations- og støtteordninger i familie dem, der midlertidigt kan blive nødvendige denne vinter. 

Den grønne omstilling forudsætter dyrere fossile brændstoffer for at understøtte klimaomstillingen. Men fordyrelsen skal ikke – som det sker lige nu – ende i den sorte energiindustris kasser. Den skal helt og fuldt kanaliseres over i statskasserne til finansiering en ny, bæredygtig infrastruktur og en fair byrdefordeling.

Debatindlæg i Jyllands-Posten 13. oktober 2021

Mere fra min hånd om energi

Udgivet den

Det kan være et mareridt at være i regering

Hvis sammensætningen af en regeringskoalition eller et parlament tvinger det ledende regeringsparti til at gå på tværs af egne holdninger, kan næste valg blive dommedag. Mere om det i denne kommentar, der blev bragt i Berlingske 6. oktober 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Hårdt at lede en regering og ikke kunne føre egen politik

Et parti får større muligheder for at påvirke samfundets udvikling ved at være i regering end i opposition – forudsat at det faktisk giver mulighed for at realisere væsentlige dele af partiets politik.

Hvis sammensætningen af en regeringskoalition eller et parlament tvinger det ledende regeringsparti til at gå på tværs af egne holdninger, så kan næste valg blive dommedag.

Et parti, som er juniorpartner hos en populær regeringschef fra et andet parti kan endda vinde fremgang for mange af sine hjertesager, og alligevel se regeringschefens parti løbe med vælgerne.

De tyske socialdemokrater i SPD blev i kansler Angela Merkels store koalition ramt af politisk svindsot af netop den sidstnævnte grund: Det var kansleren, der høstede stemmerne, også når SPD kom igennem med at hæve mindstelønnen og udvikle velfærdssamfundet.

Da Merkel forlod scenen, fremstod SPDs kanslerkandidat, den hidtidige finansminister Olaf Scholz, som den mest naturlige afløser. To tredjedele af tyskerne ville have ham som ny kansler, selvom kun en fjerdedel stemte på hans parti. SPD blev dog størst, mens de kristelige unionspartiers kanslerkandidat led et historisk nederlag,

Derfor står Scholz til at blive ny kansler. Men han fik ikke det ventede flertal af SPD, Grønne og Die Linke, for det lille venstrefløjsparti blev næsten halveret. Der manglede den sidste ene procent af stemmerne for at få flertal for en ambitiøs indsats for klima, mere lighed og øget velfærd.

Nu skal Scholz løfte den tæt på umulige opgave at danne en koalition mellem SPD/Grønne og de neoliberale skatte- og velfærdsmodstandere i FDP. Resultatet kan blive så lidt socialdemokratisk, at det skaber stor uro i hans eget parti og gør SPDs nye styrke til en kort fornøjelse. Det kan også blive en lidet handlekraftig regering, og det vil være tragisk for det europæiske samarbejde, der i dén grad har brug for progressivt tysk lederskab.

Politiske hårdknuder

Mønstret med en stækket regeringsledelse med umulige flertalskonstellationer i den lovgivende forsamling kendes fra andre lande:

Joe Biden blev for cirka et år siden valgt til præsident i USA med syv millioner stemmers flertal. Det skabte verden rundt håb om et USA, der bekendte sig til et forpligtende samarbejde ude og et opgør med den voldsomme ulighed og de store sociale problemer hjemme. Men på grund af det amerikanske valgsystems unfair overvægt til de konservative kræfter var Biden uhyre tæt på alligevel ikke at blive præsident, og hans flertal i Kongressen blev papirstyndt.

Vi oplever nu, at den enlige konservative demokrat Joe Manchin fra West Virginia – som afgør flertallet i Senatet – er i færd med at sætte en stopper for den planlagte udvikling af en amerikansk velfærdsstat. Det kan betyde nederlag for Demokraterne ved midtvejsvalget til Kongressen om et års tid. Det kan lamme Biden helt i de følgende tre år, fordi Republikanerne kan genoptage deres totale afvisning af alt, der kommer fra Demokraterne. Derfor kan det heller ikke udelukkes, at vanviddet kan føre Donald Trump tilbage i 2024 i noget, der mest af alt ligner amerikansk borgerkrig og total uorden på verdensscenen.

Politiske hårdknuder rummer ikke de samme risici for verden, når de forekommer i Skandinavien, som hvis de rammer Tyskland eller USA. Men vi kender også til fænomenet:

Sverige har siden valget for tre år siden haft en socialdemokratisk regering, der er helt uden mulighed for at føre sin egen politik. Socialdemokratiet er gidsel hos et lille liberalt midterparti, Centerpartiet, der dikterer kursen og kun holder regeringen oppe, fordi de ikke vil have en borgerlig regering, baseret på Sverigedemokraterna. Statsminister Stefan Löfven er kørt træt, og udsigterne for hans afløser, Magdalena Andersson, er kun et enkelt år på statsministerposten, tab af mange vælgere og derefter en borgerlig regering, der har flertal uden Centerpartiet, men sammen med Sverigedemokraterna.

Scholz i Tyskland står med risikoen for at komme ud for det samme, som vi danske socialdemokrater oplevede i Helle Thorning-Schmidts regering, og som sendte os i opposition igen allerede ved førstkommende valg: Vi betalte en uhyre høj pris i form af tabte mærkesager for at få lov at lede en koalition med Det Radikale Venstre, der – trods sit navn og sin historie – benhårdt insisterede på videreførelse af den foregående borgerlige regerings økonomiske politik, der var et neoliberalt opgør med socialdemokratiske mærkesager.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om at sidde i regering