Måned: juli 2023

Udgivet den

Krudt og kugler må ikke sluge råderummet i dansk økonomi

Vi har brug for andet og mere. Prioriteringen af det økonomiske råderum har længe været til debat i dansk politik. Mette Frederiksen må ikke glemme at prioritere penge til en række vigtige dagsordener. Læs min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

Hvad er vigtigst? 

Ifølge statsministeren skal der ikke kunne klemmes et A4-papir ind mellem Danmark og USA.

Det er en temmelig kategorisk udmelding med alle de foruroligende træk i det amerikanske samfund og alle de gigantiske fejltagelser, der i de seneste 60 år har udløst amerikansk anførte krige og katastrofer fra Vietnam til Mellemøsten.

Jeg opfatter da også Mette Frederiksens melding mere situationsbestemt – med Joe Biden som præsident i USA og kampen mod den rædselsfulde, russiske aggression som det store, fælles projekt. Det kan – som hun også har sagt – være rigtigt, at oprustningen til to procent af nationalproduktet ikke er et loft, men kun en bund. Vi kan for eksempel blive tvunget langt over to procent, hvis Europa på egen hånd skal redde Ukraine og imødegå den russiske trussel, hvis katastrofen sker, at Donald Trump genvælges. Så bliver der plads til mere end et A4-ark imellem USA og Danmark.

Vi skal have lov håbe på noget helt andet. Ikke bare, at Biden fortsætter, Rusland slås tilbage, og Ukraine kommer med i EU og NATO. Men også, at det så ikke er helt utænkeligt, at der hen ad vejen i Rusland kommer mere realistiske og fredsommelige ledere, som vil forstå den fælles interesse i afspænding og samarbejde. Det skal vi selvfølgelig aktivt række ud efter, hvis chancen melder sig. Og så bliver det også muligt, at de to procent bliver et rigeligt højt mål.

Vi har akut brug for investering i klimahandling, velfærd og social sammenhængskraft

Man må i hvert fald inderligt håbe, at krig og oprustning ikke sluger hele det stærkt udvidede »råderum« i dansk økonomi. For vi har akut brug for at investere langt mere i klimahandling, bæredygtighed, velfærd og social sammenhængskraft.

Der er fortsat ringe forståelse for, at klimaindsats og bæredygtighed ikke bare er nye sider i et parti- eller regeringsprogram. Det er mål, som skal gennemsyre al politisk handling. Krisen er eksistentiel. Der er en chance, men ingen sikkerhed for, at vi kan forhindre, at verden opløses i accelererende ophedning, hyppigere og heftigere naturkatastrofer, stigende vandstand i havene, ørkenspredning, voksende vandmangel og helt uhåndterlige flygtningestrømme med mange flere deraf afledte konflikter.

Derfor skal der handles mere kraftfuldt her og nu. Det er ikke gratis, som man ofte af politisk bekvemmelighed lader som om. Men det er ufatteligt meget billigere end den regning, vi efterlader til vore børn og børnebørn, hvis vi tøver. Vi skal stoppe al snak om, at det er lige meget, hvad vi gør i lille Danmark. Ligesom vi har en særlig forpligtelse til at stå sammen med resten af Europa for at hjælpe Ukraine, uanset at vi ikke alene gør en afgørende forskel, har vi også et særligt ansvar for at gå forrest i klimakampen, selv om vi ikke alene kan løse klimakrisen og sikre global bæredygtighed.

Det er også uhyre vigtigt at forstå, at hvis der verden over skal skaffes folkelig opbakning til at handle, skal vi omsider gå op mod stigende ulighed mellem lande og i lande. Fattige lande og fattige mennesker har mindst ansvar for klimaforandringen. Men det er alt for ofte dem, der rammes hårdest af katastroferne

Vi er de største klimasyndere; vores regning er størst

Det burde være indlysende, at vi, der har mest, skal betale. Vores CO₂-aftryk er langt større end de fattiges på grund af stort forbrug. Både rig og fattig skal tænke over, hvordan vi kan forbruge og producere mere bæredygtigt. Men det er indlysende fair, at vi med den største negative klimaeffekt skal betale det meste af regningen.

I dansk politik bør denne forståelse betyde veto imod, at de borgerlige regeringspartier forsinker klimaomstillingen – både generelt og specielt i landbruget. De skal også afvises på kravene om ny skattelettelser, så længe der mangler penge til national og global klimaindsats og til velfærd. Med den i forvejen voksende ulighed er det urimeligt at give flest kroner i skattelettelser til dem, der er tæt ved toppen af indkomstpyramiden og at lette arveafgiften hos de familier, der ejer de allerstørste virksomheder.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har dokumenteret, at uligheden i Danmark i de senere år er vokset grotesk meget. Det er hjulpet på vej af asociale skattelettelser ad fordøren, flugt til skattely ad bagdøren og størst fremgang i løn og profit hos dem, der i forvejen tjente mest: Den dårligst stillede femtedel af danskerne fik fra 2010 til 2021 i gennemsnit 14.000 kroner ekstra om året i privat købekraft. Anden femtedel fik 27.000, Tredje femtedel fik 42.000. Fjerde femtedel fik 62.000 og øverste femtedel 114.000 kroner Den rigeste ene procent fik gennemsnitligt 335.000 kroner ekstra om året. For den rigeste promille af befolkningen var tilvæksten i årlig forbrugsmulighed 1.779.000 kroner

Det er på ingen måde bæredygtigt!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 25. juli 2023

Mere fra min hånd om dansk økonomi

Udgivet den

Vi er vidner til et maskefald fra den fascistisk prægede israelske regerings side

Det er på tide at lægge maksimalt pres på Netanyahus fascistisk prægede regering. Det handler min seneste klumme i Berlingske om. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Systematisk terror mod palæstinenserne

Verden er i historiens løb ustandseligt hærget af forbryderiske krige og naturkatastrofer. Der var Hitlers, Stalins og Maos massemord. Der var millioner af mennesker – fra Vietnam til Mellemøsten -der mistede livet som konsekvens af alle de forkerte beslutninger, som amerikanske præsidenter traf om blodige, mislykkede invasioner. I nutiden har Vesten med sin passivitet befordret andre katastrofer som borgerkrigs- og sultkatastrofen i Yemen, der blev anført af Saudi-Arabien med vestlige våben.

Det forekommer for en gangs skyld entydigt godt, at vi kan enes om massiv bistand til Ukraine i kampen mod den blodige og meningsløse russiske invasion.

Men de store konflikter og katastrofer overskygger alt for ofte de »små«, hvor det »kun« er få millioner mennesker, der lider, og konfliktens dødsliste gennem årtiers konflikt måske »kun« tælles i tusinder.

Israels undertrykkelse og systematiske overgreb mod den palæstinensiske nation hører til i denne kategori.

Den jødiske stat indespærrer over to millioner mennesker under umulige livsvilkår i Gaza og gennemfører en brutal og systematisk annektering af Vestbredden. Det ryster mig særligt, fordi jeg havde store forventninger om humanisme fra et jødisk folk, der selv har oplevet så forfærdende lidelser under nazisternes folkemord. Det forarger mig, at Israels allierede og militære beskytter, USA, ikke intervenerer for at standse overgrebene mod palæstinenserne. Tværtimod bruger USA igen og igen sin vetoret i FN til fordel for Israel – og undlader helt det pres på Israel, som er forudsætningen for dén tostatsløsning, som FN i årtier har krævet.

Israels angreb i flygtningelejrene

Det er hyklerisk, når vestlige regeringer med USA i spidsen nøjes med at tale om »Israels ret til selvforsvar«, når bomber og tanks udløser død og ødelæggelse for de civile i flygtningelejrene.

I forrige uge så vi igen – som jeg også oplevede ved et besøg i Israel i 2002 – et massivt israelsk militærangreb på Jenin på den besatte vestbred. Denne gang også med bombefly!

Den seneste udvikling er et totalt maskefald om Israels hensigter. Premierminister Netanyahu har optaget ekstreme racister og kolonialister i sin seneste regering. Hans plan er at stække Højesteret, så retssagen mod ham for korruption kan standses. Regeringens program er en fordobling af antallet af bosættere på besat palæstinensisk jord og egentlig indlemmelse af størstedelen af det besatte område i et Israel, hvor palæstinenserne er uden nogen form for retssikkerhed, og hvor den dømte racist Itamar Ben-Gvir har fået kommandoen over en såkaldt nationalgarde til undertrykkelse af palæstinensere og udbredelse af nye bosættelser.

Breaking the Silence

Israelske soldater, der har gjort tjeneste som besættelsesmagt, har stiftet bevægelsen Breaking the Silence, fordi de mener at besættelsen er umoralsk og skadelig for Israels fremtid. De har sendt mig en aktuel rapport, som jeg her resumerer:

  • Et par tusinde soldater trængte ind, civile blev dræbt og el- og vandforsyning ødelagt sammen med megen privat ejendom. Det tegner et billede af, at civilbefolkningen på den besatte vestbred nu skal behandles lige så brutalt som i Gaza, hver gang der efter israelsk opfattelse er sket eller er optræk til en palæstinensisk terrorhandling; det hele er jo en helt forudsigelig ond cirkel.
  • Desperate unge palæstinensere griber til vold, fordi de har opgivet ethvert håb om retfærdighed. De oplever, hvordan den israelske besættelsesmagt passivt og ofte velvilligt ser på, at militante jødiske besættelser angriber palæstinensiske landsbyer med overfald, drab, og hærværk mod boliger, biler og oliventræer.
  • Samtidig høres en højreradikal israelsk minister udtale at hele landsbyer burde jævnes med jorden, hvis en attentatmand kommer derfra. Bosættervolden er – siger Breaking the Silence – en del af en israelsk regeringspolitik om at overtage mere og mere jord til bosættelser ved at gøre det umuligt for palæstinensere på Vestbredden at leve deres liv.

Breaking the Silence er lige nu del af en kampagne sammen med andre israelske menneskerettighedsorganisationer, der er modstandere af koloniseringspolitikken.

Håbet er, at USA og resten af verden omsider løfter blikket fra de andre konflikter, der tager deres opmærksomhed, og lægger maksimalt pres på Netanyahus fascistisk prægede regering.

Håbet er også, at de hundredtusindvis af israelske borgere, der vedvarende demonstrerer mod Netanyahus forsøg på at stække landets Højesteret og reelt indføre et autoritært styre, også tager i deres mund at kræve menneskerettigheder for palæstinenserne.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 12. juli 2023

Mere fra min hånd om konflikten

Udgivet den

Kampen om den holdbare samfundsøkonomi

Vi skal hverken bruge pengene fra det øgede råderum til at nedsætte selskabsskatten eller øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten. I stedet skal vi se, hvordan vi kan forbedre tilværelsen for de kommende generationer – mere om det i denne klumme i Berlingske. Indlægget kan også læses nedenfor:

Påtrængende kriser

Det siges ofte, at de mange kriser, der blev anført som begrundelse for en bred flertalsregering i december, blegner her et halvt år senere.

Det er ikke helt rigtigt.

Krigen i Ukraine trækker ud, og der er fortsat risiko for nye energikriser, der kan give inflationen et skub opad igen.

Den globale klimakrise bliver mere og mere påtrængende. Derfor skal der investeres stort og risikovilligt i at fastholde Danmarks position som foregangsland i omstilling til bæredygtighed og vedvarende energi. Det er vejen til, at vi i endnu højere grad bliver eksportør af de teknologier, der skal sikre klimaløsninger i andre dele af verden.

Vi har leveret flot til forsvaret for Ukraines frihed. Men det kniber med viljen til at hjælpe de fattigste lande til at kunne løfte deres klimaindsats, uden at armod og sult rammer, og endnu flere sendes på folkevandring.

Herhjemme skranter offentlig service indenfor sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg, ikke fordi vi mangler penge, men fordi vi mangler mennesker, der vil tage job dér. Indkomst- og formuefordelingen bliver stadigt skævere, og der er hjørner af dyb fattigdom i velfærdssamfundet.

Den nye regering har ikke fået mere tempo i hverken klimaindsats eller sikring af en mere fair byrdefordeling nationalt som internationalt.

Stærk økonomi

Det tager åbenbart længere tid at træffe beslutninger i flertalsregeringen, end det tog for S-mindretalsregeringen i forhandling med skiftende forligskredse i Folketinget.

Nødvendigheden af de upopulære såkaldte arbejdsudbudsreformer kan også anfægtes, fordi dansk økonomi forekommer ekstremt stærk, efter at Finansministeriet for få uger siden med et brag opjusterede »holdbarheden« med 16 milliarder kroner. Det har udløst mange forskellige ønsker om, hvad vi skal bruge alle disse penge til.

Nu skal man nok gemme en lille reserve til senere opståede behov. Men Venstre-ministre og andre borgerlige politikere er straks begyndt at kræve nye skattelettelser oven i dem, der allerede er aftalt i regeringsgrundlaget – og hvor de største gevinster går til folk som denne klummeskriver, der allerede er begunstiget af serier af skattelettelser i toppen fra alle foregående regeringer siden 2000erne.

Erhvervenes interesseorganisationer har også kastet sig ind i debatten om råderummet med krav om lavere selskabsskat mv. For – som det siges – borgere og virksomheder har krav på at få »deres« penge tilbage, når der er overskud i statskassen, og det vil fremme arbejds- og investeringslyst.

Borgerlige, der er besat af at få skattelettelser, påstår altid, at socialdemokrater er besat af at øge de offentlige udgifter, som man må forstå kun hæmmer arbejdsudbud og risikovilje. Det er noget sludder. Danskernes og vort erhvervslivs velstand skyldes i høj grad kloge offentlige investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhed.

Derfor har dansk erhvervsliv trods højt skattetryk en helt enestående stærk international konkurrencekraft. Det måles allerbedst i et overskud på betalingsbalancen på 400 milliarder kroner.

Det er ikke et argument for at nedsætte selskabsskatten med et milliardbeløb, der især kommer finansverdenen og de i forvejen mest konkurrencekraftige megavirksomheder til gode. Og det er heller ikke et argument for at øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten.

Bæredygtig tilværelse for kommende generationer

Det vil være langt klogere at bruge penge fra det øgede råderum på at forbedre kommende generationers chance for at få en bæredygtig tilværelse – og på projekter, der her og nu hjælper de mest svage og sårbare, der trods de gode tider har vanskeligt ved at komme ind og holde fast på arbejdsmarkedet.

Lad mig i flæng nævne en række påtrængende indsatser: Bedre kvalitet hele vejen igennem uddannelsessystemet. Et særligt massivt løft af kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Mere støtte til selvvalgt efteruddannelse. Endnu stærkere forskningssamarbejde mellem stat og erhvervsliv om klimaløsninger og anvendelse af de nye teknologier. Støtte til massiv investering i infrastruktur for vedvarende energi og brint, der kan bane vej helt nye grene af dansk erhvervsliv.

Dertil kommer et presserende behov for investering i bedre arbejdsvilkår og lønninger i de vitale dele af den offentlige service, der kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Desuden aktiv hvervning af kvalificerede medarbejdere fra andre lande og langt hurtigere anerkendelse af deres faglige kompetencer samt at lære dem dansk.

Endelig – hvis det bedre skal betale sig for de lavere lønnede at få arbejde, så er nedsættelse af deres brugerbetaling til børnepasning et langt bedre middel end skattelettelse.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og fhv. formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske torsdag d. 29. juni 2023

Mere fra min hånd om samfundsøkonomien