Papes politik er hverken sympatisk eller realistisk

Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsens plan er en voldsom udhuling af velfærdssamfundet. Den er båret af fantasifulde forestillinger om de gavnlige virkninger af store nye skattelettelser for rige mennesker og virksomheder, der betales med velfærdsforringelser for de dårligst stillede. Læs min seneste kommentar i Berlingske her – eller nedenfor:

Høj levefod, konkurrencekraft og skat

Danskernes levefod og danske virksomheders konkurrencekraft er sammenlignet med resten af verden enestående høj – trods høje skatter. Der er, fordi vi for vore skatter får gratis uddannelse, sundhedspleje og ældreomsorg, billige dagpasningstilbud og anstændige ydelser til dem, der ikke kan være i arbejde.

Men uligheden er voksende. De voldsomme prisstigninger på fødevarer, energi med videre som følge af krigen i Ukraine rammer især de dårligst stillede uforholdsmæssigt hårdt. Al opmærksomhed bør – som foreslået af regeringen – rettes mod at hjælpe dem, der rammes hårdest.

Velfærd eller lavere skatter?

Det antydes ofte, at det er lidt ligegyldigt, hvem man stemmer på, fordi 90 procent af al lovgivning vedtages af brede flertal. Men dermed overses, at det er ret få stykker lovgivning, der definerer de store forskelle i forståelse af, hvordan vi skaber værdier, og hvordan vi fordeler dem: Om det er bedst med velfærd eller lavere skatter.

Regeringsmagten, også i en mindretalsregering, giver langt de største chancer for at sætte en dagsorden og realisere meget af sin egen politik. Med et rent borgerligt flertal kan en statsminister komme langt i sin egen retning.

Pape vil et skævere Danmark med billigere is og kaffe

Pape virker flink, er populær og vil forståeligt nok gerne være statsminister. Det vil imidlertid chokere mange, at hans netop fremlagte program er en rystende skæv bunke af nedskæringer i bunden og lettelser i toppen. Det er i dansk politisk sammenhæng et ekstremistisk program. Slægtskabet med Ronald Reagan og Margaret Thatcher er langt stærkere end med den balance, Poul Schlüter og Palle Simonsen fandt som danske konservative stats- og finansministre i 1980erne.

Papes plan er en voldsom udhuling af velfærdssamfundet. Den er båret af fantasifulde forestillinger om de gavnlige virkninger af store nye skattelettelser for rige mennesker og virksomheder, der betales med velfærdsforringelser: Topskatten og arveafgiften skal afskaffes, aktieavancebeskatningen lettes og beskæftigelsesfradraget forøges for højere indkomster. Desuden vil de nedsætte boligskatterne i strid med det brede forlig om disse, de tilbyder lavere bilafgifter, lavere selskabsskat … og endda billigere kaffe og is!

Regningen går til de ringest stillede

Festen skal blandt andet betales med udhuling af dagpenge, kontanthjælp og SU, afskaffelse af Arne-pension og efterløn og lavere skattefradrag for fagforening. Bundlinjen er, ifølge beregninger fra CEPOS, at en familie på fire på kontanthjælp mister 16.000 kroner og en direktørfamilie på fire tjener 84.000 kroner. Det viser endda kun noget af skævheden.

Det største bidrag til at lette skatten findes ved såkaldte produktivitetsforbedringer. Det betyder, at der samlet set bliver markant færre midler til den enkelte, der har brug for offentlige ydelser – syge, børn i skole eller dagpasning, ældre i omsorg, arbejdsløse og førtidspensionister. Der er forsøgt høstet produktivitetsgevinster i mange årtier, og ofte er den offentlige sektor blevet bedre organiseret, også understøttet af ny teknologi. Men nogle gange blev det kun til vilkårlige og katastrofale personalenedskæringer, som for eksempel da man smadrede vores skatteadministration.

Produktivitetshøsten har aldrig frigjort de midler til skattelettelser, som Pape foreslår. For der kommer hele tiden flere ældre, bedre og dyrere behandlingsmetoder for de syge, flere der skal have uddannelse og så videre. Vi oplever hos mange ansatte i sundhed, ældreomsorg, børnepasning og forvaltning mere pres og stress i arbejdet. Krav om at få løst endnu flere opgaver bedre inden for strammere økonomiske rammer vil forstærke de allerede store rekrutteringsproblemer til sygepleje, hjemmehjælp med videre.

Usympatisk og urealistisk

Pape vil simpelt hen ikke erkende, at det er langt vanskeligere at opnå mere produktivitet, når det handler om mennesker, der skal tage sig af andre mennesker, end når it, maskiner og robotter kan afløse mennesker i private erhverv.

Mange betaler deres skat med glæde – og en del betaler endda gerne lidt mere, hvis de kan være sikre på at få bedre velfærd og hurtigere klimaløsninger. De fleste forstår også, at den uundgåelige oprustning som svar på Ruslands aggression koster penge og ikke giver rum til skattelettelser.

Et samfunds konkurrencekraft og sammenhængskraft er to sider af samme sag. Fordi »få har for meget og færre for lidt«, er beskæftigelsen højere, økonomien bedre og demokratiet stærkere hos os end for eksempel i USA og Storbritannien. Men også i Danmark er uligheden som allerede nævnt vokset dramatisk på det seneste. Netop derfor er det rystende at Pape i 2022 går til valg på at grave forskellene endnu meget dybere. Det er ikke sympatisk og ikke realistisk.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 23. august 2022

Foto: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om skat, ulighed og konkurrencekraft

Tilstanden i 2022 burde være absurd nok til at udløse ny fælles handlekraft i hele den vestlige verden

Selskaber, der tjener stort på på katastrofer, herunder skibsfarten, bør bidrage med windfall tax – ekstraordinær skat – på den ekstraordinære indtægt. Læs mit indlæg i Politiken 19. august her – eller nedenfor:

Verden er i brand med klimakatastrofe, pandemi, krig og eksplosivt stigende fattigdom og sult.

Mageløs formueophobning

Disse ulykkelige omstændigheder har udløst ændringer i den globale markedssituation, der har fået profitterne i nogle af verdens største, rigeste og mest magtfulde selskaber til at skyde til himmels. En helt uforholdsmæssigt stor del af klodens værdiskabelse ender hos nogle få megaselskaber og via aktiekurserne hos deres ejere. Der er næppe tidligere i historien på så kort tid sket en tilsvarende enorm formueophobning:

It-giganterne skovler penge ind på en formidabel udvikling i teknologi og efterspørgsel: Google, Twitter, Facebook og Microsoft, hvoraf vist kun sidstnævnte frivilligt giver stor andel tilbage til det globale fællesskab. Amazon, Tesla, producenter og leverandør af fossile brændstoffer og mineraler scorer kassen, Mærsk m.fl. gør det i containerskibsfarten. Gigantiske finanshuse skummer som sædvanlig fløden. Og der er – forklarligt nok – også utalte milliarder, der strømmer til den del af medicinindustrien, der brød covid-19-koden. Firmaernes monopollignende position er en væsentlig fælles forklaring.

Modsat Danmark er mange store og små stater enormt forgældede. Men alle står vi nu over for enorme investeringer i vedvarende energi og militær oprustning. Det kræver enten ny skatteudskrivning, nedskæring på uddannelse og velfærd – eller endnu større offentlig gældsstiftelse.

Uligheden vokser

Samtidig vokser uligheden, fordi prisstigninger på fødevarer og energi mv. udhuler levestandarden mest alvorligt for dem, der i forvejen har mindst. Der er brug for at investere i velfærd og retfærdighed, hvis vi skal undgå social uro, som udløser populistiske oprør, der kan true selve demokratiet.

Der er brug for, at de rige stater får så stærke finanser, at de – uden at forsømme deres egne socialt underprivilegerede – kan yde mere bistand til den fattige del af verden. Det er ikke bare medmenneskelighed, men investering i at forebygge uhåndterlige folkevandringer og nye konflikter, vi ellers suges ind i.

I denne dramatiske og ekstraordinære situation er det hverken misundelse eller skinbarlig socialisme at kræve et markant ekstrabidrag i skat fra de selskaber og enkeltpersoner, der har fået en voldsomt større del af den globale værdiskabelse de seneste år.

Naturligvis skal staterne ikke ekspropriere enhver gevinst, sådan som det nu forsøges mod Putins venner blandt russiske oligarker. Vore virksomheder skal tjene penge, så de kan investere endnu mere i jobskabelse og teknologiudvikling.

Større bidrag til fælleskassen

Men lige nu er profitterne i en række nøglebrancher på grund af monopollignende forhold og forstoppelser i de globale forsyningskæder så enorme, at der mere end nogensinde er grund til at kræve en større andel til statskasserne. De nordiske samfund med mere lighed og velfærd og høje skatter er stjerneeksempler på, at stærk konkurrencekraft og social velfærd kan gå hånd i hånd. Vi har kun lidt korruption, tillid til fællesskabet, og vi er nogle af verdens lykkeligste folkeslag.

Uanset de beviste fordele ved den nordiske model er det en hård kamp for staterne at få større bidrag til fællesskabet fra de virksomheder, der har tjent ekstraordinært meget som følge af verdens ulykker og ubalancer. De er uhyre magtfulde og har købt sig mange venner i politik og medier.

For langt over 100 år siden kunne man selv i USA angribe superprofitterne i de monopoldominerende brancher, og lige efter Anden Verdenskrig opbyggede man en velfærdsstat. Denne udvikling blev slået tilbage i neoliberalismens tidsalder.

Epidemisk flugt til skattely

Tilstanden i 2022 burde være absurd nok til at udløse ny fælles handlekraft i hele den vestlige verden: Der er brug for effektivt internationalt samarbejde mod de superriges epidemiske flugt til skattely. Et transatlantisk samarbejde om minimum 15 procent i selskabsskat er på vej med det seneste gennembrud for Bidens reformpolitik i den amerikanske Kongres undervejs. Det er en god, men ret svag begyndelse i forhold til de globale udfordringer.

Danmark bør aktivt arbejde for at komme længere. Hvad kan vi på egen hånd gøre? Vi huser hverken it-giganter eller internationale olieselskaber og finanshuse. Men – som overvismand Carl-Johan Dalgaard så rigtigt har påpeget – så kan vi starte med at kræve en andel til samfundets kasse af det vældige antal skattefri milliarder, som vores skibsfart lige nu tjener på de ekstremt høje internationale fragtrater. Den lave tonnageafgift på skibene er et enormt privilegium, der ikke i øjeblikket er påkrævet for at fastholde Danmarks dominerende position på det internationale fragtmarked.

Indlægget blev bragt i Politiken 19. august 2022

mere fra min hånd om ulighed og beskatning

Uden klimaløsning realiseres Verdensmålene aldrig

SDGs

Beskatning af både rige borgere og velpolstrede virksomheder kan bremse populismen og støtte verdensmål 10 om at mindske ulighed. Om dette og mere til i denne kommentar i Altinget 15. august 2022 – eller læs den nedenfor:

Globalt samarbejde

Verdensmålene tilsiger, at menneskeheden skal samarbejde og koncentrere kræfterne om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom og ufred. Særligt vi i de rige lande skal i stor hast omlægge vores livsstil, hvis den globale opvarmning skal bremses.

Allerede nu oplever vi meget mere vildt vejr med hedebølger, vældige skovbrande, orkaner og oversvømmelseskatastrofer. Især – men ikke kun – i de i forvejen varme egne af verden.

Det rammer oftest nogle af de allerfattigste. Det ødelægger landbrugsområder, boliger og infrastruktur og er et alvorligt helbredsproblem for mennesker, dyr og planter. Global opvarmning er reelt en forstærket trussel om uoprettelig udryddelse af en stor del af den eksisterende biodiversitet.

Et ret upåagtet men enormt problem på vore breddegrader er den overhængende risiko for, at mennesker med stigende levestandard vil imødegå den globale opvarmning ved at investere massivt i luftafkøling.

Risikoen for ny strøm fra fossile brændsler

Det vil i nogle varme lande være det største enkeltbidrag til at bruge mere strøm. Folk vil nemlig forsøge at mindske generne ved den globale opvarmning, men hvis denne efterspørgsel imødekommes ved at bygge flere kulkraftværker, bruge oliefyrede generatorer eller brænde naturgas af, betyder det, at den indendørs nedkøling vil accelerere temperaturstigningen udenfor kraftigt.

Det effektive svar på dette voldsomme dilemma er derfor her og nu at indføre standardkrav om på langt mere energieffektive airconditionanlæg. Man må desuden holde op med at subsidiere fossile brændsler, som der ellers kan være en tilbøjelighed  til at gøre for at mindske forarmelse og social uro på grund af den aktuelle eksplosion i energipriserne. 

I stedet må der gøres en massiv indsats for at få priserne på basale fødevarer nedad igen. Det kan ske ved en kombination af markedsindgreb – som for eksempel aftalen om at få korn ud af Ukraine og Rusland trods krigen – og ved subsidier finansieret ved lån fra de rige lande og blandt andre Verdensbanken.

Co2 afgifter skal styrke fossilfri strømforsyning

Når priserne igen falder på det fossile, er der i de rige lande brug for via CO2-afgifter at fastholde en høj pris for at understøtte en overvældende massiv udbygning af en CO2-fri strømforsyning.

En sådan politik til fordyrelse af det hidtidige adfærdsmønster vil møde politisk modstand, hvis man ikke på anden vis kan give støtte eller lette skatten for familier, der har beskedne indtægter.

I Danmark med de mange naturgasfyrede private husholdninger, der ikke hurtigt kan omstilles til billigere fjernvarme eller varmepumper, kan der være brug for at give ganske mange indkomstbestemte tilskud i de nærmeste år.

Det er ikke umuligt at finde bæredygtige og socialt afbalancerede løsninger, men der har de seneste seks år været stadig flere sten på vejen for det globale samarbejde og prioritering af verdensmålene.

Øget fattigdom nærer social og politisk ustabilitet

Brexit, Trump og hans klimafornægtelse, pandemien og konfrontationen mellem USA og Kina. Nu tilføjet Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden med forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi.

Flere bliver rigtigt fattige, og det nærer social og politisk ustabilitet – også i Europa. Det vil allerede nu med sikkerhed øge presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd.

Krigen i Europa udløser en dyr oprustningsbølge, der kan fortrænge investering i verdensmål. Det er desuden en reel risiko for at det amerikanske demokrati med helt uoverskuelige konsekvenser kollapser med genvalg af Trump i 2024. Derfor er det vanskeligt at fastholde fokus på klimakrise og verdensmål.

EU ser ud til at være den del af verden, hvor fokus stadig er stærkest med meget ambitiøse planer for grøn omstilling. Der er udbredt forståelse for, at klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokravet og afsavnene undervejs er større, end vi havde forestillet på grund af Putins krig og det forventede stop for russisk gas.

Det presser som sagt privatøkonomien hos mange, og vi risikerer at låse os fast på øget forbrug af kul, olie og dyr flydende gas (LNG) for at holde økonomien i gang trods fraværet af den russiske gas.

Derfor er der i Tyskland og mange andre lande vældige ambitioner om hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Men det kræver en helt anderledes hurtig godkendelse af vedvarende energianlæg end hidtil. Den tyske vicekansler Robert Habeck har for eksempel sagt, at det i nogle tilfælde handler om at få tidsforbruget for myndighedsgodkendelser ned fra 15 til halvandet år!

Så slemt er det naturligvis ikke altid, men givet er det, at regler må forenkles og såvel sagsbehandling som klagefrister må forkortes meget kraftigt.

Vindmøller og solcelleanlæg er vejen frem

Hvis vi skal sikre bæredygtig og billigere energiforsyning som svar på de nuværende kriser, så må man leve med udsigt til vindmøller og solanlæg. Hensyn til biodiversiteten skal naturligvis tages, men det må være ved præcise myndighedskrav fra starten og ikke ved, at store vedvarende energianlæg undervejs sættes i stå af klageinstanser.

Desuden må der satses stort på uddannede og tiltrække kvalificeret arbejdskraft og hurtigt at udvide den europæiske industrikapacitet til at levere vedvarende energianlæg, hvis vi skal undgå flaskehalse og en stærkt stigende pris på den grønne omstilling.

Den økonomiske smerte – især hos den mindre velstillede det af befolkningen – kan udløse modvilje mod den aktuelle kurs for Europa. Vælgeroprør kan resultere i mere national egoisme, svækket solidaritet over for den russiske aggression og endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.

Windfall-skat og retfærdig byrdefordeling

De toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere. En nødvendig forudsætning for succes er en klart mere socialt retfærdig byrdefordeling. 

Derfor skal velhavende borgere og selskaber betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse, og vi dermed kan undgå politisk ustabilitet. 

Den danske overvismands forslag om en effektiv beskatning af krisetidens enorme éngangsgevinster i skibsfarten og fra andre steder – også forslag om særskat på de fossile energiselskabers enorme profitter – er uhyre relevante bidrag.

Mindre ulighed – verdensmål 10, der vedrører både rige og fattige lande – er en nødvendig forudsætning for at stabilisere demokratiet og sikre folkelig forståelse for, at det også er i vores langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet.

Mogens Lykketoft er Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN’s generalforsamlingDette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mere fra min hånd om klimaet og FN’s Verdensmål

Det går ud over Taiwan og verdens fred, når de store spiller med musklerne 

Pelosi og Tsai Ing-wen

Præsident Trump gjorde stor skade med sine primitive Kina-bashing, der vandt genklang på hjemmebanen. Desværre har Bidens administration fastholdt kursen trods mere afbalancerede signaler fra Demokraterne i valgkampen i 2020. Der har ført til en spiral af enormt kostbar oprustning i både i USA og Kina.

Læs mit seneste indlæg i Berlingske her – eller nedenfor:

USA og Kina på kollissionskurs

USA er dét udland, jeg har boet længst i, men Kina er det land, jeg har besøgt flest gange – nemlig 18 gange siden 1978. Jeg har i årenes løb mødt ledende politikere fra begge lande. I min tid som formand for FN’s generalforsamling oplevede jeg, at der stadig var forståelse af et fælles ansvar for verdens fred, økonomiske fremgang og klimaløsning.

Præsident Nixons tilnærmelse mellem USA og Kina i 1972 skete, fordi begge parter havde interesse i at holde Sovjetunionen i skak og udvikle deres økonomiske samkvem. Derfor blev der også enighed om ikke at rokke den kunstfærdige status quo omkring Taiwan: USA anerkendte – nu sammen med 182 andre lande – formelt, at der kun er ét Kina, og at Taiwan er en del af Kina. Men Kina accepterede stiltiende, at USA bevæbnede Taiwan, og afstod selv fra med militær magt at forsøge at afskaffe Taiwans reelle selvstændighed.

Kinas tiltagende styrke

Kinas økonomiske styrke er siden vokset mindst 30 gange. Og landet er blevet en sandsynlig rival til USA om førerpositionen i verden i det 21. århundrede. Det har på utrolig kort tid ændret den amerikanske forståelse af Kina. Xi Jinpings stadigt mere autoritære styre, undertrykkelse af tibetanerne og muslimerne i Xinjiang samt afskaffelsen af demokratiske friheder i Hongkong har medvirket til stemningsskiftet; men det er først og fremmest Kinas fremmarch på verdensscenen som politisk og økonomisk rival, der har bygget en meget fjendtlig stemning op i USA.

Især præsident Trump gjorde stor skade ved primitiv Kina-bashing, der havde genklang på hjemmebanen. Desværre er det fortsat under Biden trods mere afbalancerede signaler fra Demokraterne i valgkampen i 2020. Der er nu en spiral af enormt kostbar oprustning i gang både i USA og Kina. Men Kinas militær har en kapacitet, der er mindre end en tredjedel af USA’s. Desuden kan USA regne med, at stærke naboer til Kina – hele vejen fra Japan til Indien – indgår i et balanceregnskab, hvor det ikke frister Kina til at søge militær konfrontation. Enhver klarhovedet kinesisk leder ved, at krig vil være enden på den enorme, økonomiske fremgang og samkvemmet med resten af verden, som er regimets livsforsikring for fortsat folkelig opbakning.

Demokrati på kinesisk

Men USA’s udfordring i Kinas stigende magt skaber frygt for at blive angrebet og nærer stærke nationalistiske følelser. Der er i Kina tåbelige fanatikere ligesom Putin, der vil sætte alle hensyn til side for at »bringe Taiwan tilbage til moderlandet« med militær magt. Det udfordrer dem, at Taiwan er det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds, og at befolkningen på øen – trods det stærke økonomiske samkvem – absolut ikke ønsker at dele skæbne med Hongkong ved at komme under Beijings kontrol.

Der er også tåber i USA, der tror, at en krig kan forhindre de 1.400 millioner mennesker i Kina i at blive det 21. århundredes anden supermagt.

Og så er der dem, der ikke ønsker krig, men leger med ilden, for at styrke sig politisk derhjemme: Der er næppe en anden forklaring på formand for Repræsentanternes Hus i USA Nancy Pelosis Taiwan-besøg, end at hun mener, at det styrker Demokraterne i midtvejsvalgene til november. Der er heller ikke en anden forklaring på Kinas voldsomme, men kontrollerede reaktion på besøget, end at præsident Xi skal stå stærkest muligt over for sine egne supernationalister, når han skal genvælges på partikongressen i november. Præsident Biden ønskede ikke, at Pelosi rejste til Taiwan, men var for svag til at forhindre det. Og denne svaghed bekymrer Xi, lige så meget som Xis svaghed over for hans egne nationalister bekymrer Biden.

Forbrødring af Kina med Rusland

Nu er risikoen, at parterne varigt afbryder eller svækker de kanaler, hvori der hidtil – trods al offentlig udtrykt fjendtlighed – er blevet samarbejdet om at undgå utilsigtede, militære sammenstød og promovere fælles klimaløsninger.

Desuden er det bestemt ikke i Vestens interesse, at man i den nuværende ophidsede stemning driver Rusland og Kina endnu mere i armene på hinanden. De elsker jo grundlæggende ikke hinanden. Kinas afmålte, venlige forhold til Putin er nok dels drevet af mulighederne for kontant at udnytte Ruslands trængte position under krigen mod Ukraine, dels en reaktion på USA’s voksende aggressivitet over for Kina.

Lige nu er det taiwanernes interesser og nerver, der lider under Kinas voldsomme økonomiske og militære reaktioner på Pelosis provokation.

Forhåbentlig er der en vej tilbage efter det amerikanske valg og den kinesiske partikongres. Ellers kommer vi til at opleve endnu mere rustningskapløb, der øger risikoen for krig ved en fejltagelse og sluger enorme midler, der kunne være brugt til fredelig udvikling.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Illustration: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om forholdet mellem USA og Kina

Kan Biden undgå nederlag til november?

Joe Biden nærer tre spinkle håb, der kan bidrage til en sejr ved midtvejsvalget til november trods hans støt dalende popularitet i hjemlandet. Det skriver jeg om i min seneste kommentar i Jyllands-Posten. Læs den her – eller nedenfor:

Svær kamp til november og Trumps udenrigspolitiske arv

Verden drog et lettelsens suk, da Joe Biden vandt over Trump ved præsidentvalget i 2020. Men desværre er den nu 79-årige præsidents hjemlige popularitet styrtdykket siden valget. Han virker fysisk svækket, og hans vigtigste projekter om klima og velfærd har set ud til at ligge i ruiner. Forventningen har været, at Republikanerne ville få flertal i Kongressen ved midtvejsvalget til november. Demokraterne skulle besejres ved at give Biden skylden for inflationen, selv om prisstigningerne på benzin og fødevarer mv. helt åbenbart er globale fænomener, som forstærkes af Putins krig. Republikanernes ankermand i Senatet, Mitch McConnell, fortsætter ufortrødent sin kyniske visnepolitik, der også blokerede for Barack Obamas lovinitiativer. 

Nu er der imidlertid tændt et beskedent håb om, at Demokraterne kan undgå nederlaget i november. Af tre grunde:

For det første angriber det højreekstremistiske flertal af dommere i Højesteret, i strid med et stort flertal i befolkningen, retten til abort, blokerer enkeltstaters indsats for våbenkontrol og for præsidentens dekreter om klimatiltag. Det kan kun overtrumfes ved lovgivning fra et demokratisk flertal i Kongressen

For det andet har Demokraterne i Senatet lykkeligvis i sidste øjeblik kunnet enes om en pæn andel af Bidens initiativer på klima og velfærd, fordi den modvillige senator Joe Manchin kom med om bord. Dermed mildnes indtrykket af en handlingslammet præsident.

For det tredje er der omsider visse tegn på, at vælgere skræmmes væk fra Republikanerne, fordi det efterhånden entydigt dokumenteres, hvordan partiets Godfather Trump forsøgte at kuppe sig ud af valgnederlaget med dét angreb, han udløste mod Kongressen 6. januar 2021.

Mærkeligt nok har Bidens massive militærbistand til Ukraine ikke hidtil øget hans vælgerpopularitet, selv om han politisk har bred opbakning. Bidens stærke opbakning til NATO og Ukraine er opløftende, selv om det virker hyklerisk at definere indsatsen som en global kamp mellem demokrati og autokrati, når man – for at bekæmpe Putin – allierer sig endnu mere med en serie andre despoter med den saudiske kronprins i spidsen. 

Trumps udenrigspolitiske hængedynd

Det er bekymrende, at Biden på to væsentlige områder hænger for meget  fast i Trumps kaotiske kurs på den internationale scene.

Den indædte kampagne mod Kina fortsættes i samme skingre tone som under Trump. Konfrontationen drives åbenbart mere af generel frygt i den amerikanske offentlighed for Kina som fremtidens anden supermagt end af berettiget harme over kinesiske overgreb bl.a. i Xinjiang og Hongkong. Kampagnen risikerer yderligere at forbrødre Rusland og Kina. Der er i stedet brug for at tøjle rivaliseringen og appellere energisk til USA’s og Kinas fælles interesser for fred, handel, klimaløsninger og at inddrage Kina i et mere forpligtende internationalt samarbejde frem for en opslidende kold krig.

Det ser også sort ud for Bidens oprindelige hensigt om at genoplive atomaftalen med Iran. Han kan ikke garantere, at aftalen kan overleve det næste amerikanske præsidentvalg, og iranerne frygter nyt løftebrud og ny økonomisk blokade ved republikansk valgsejr. Desuden har Biden ladet sig svinebinde af Trump-administrationens allersidste intrige imod ham: De stemplede Irans revolutionsgarde som terrororganisation med det formål at blokere atomaftalens genopståen. Dén blokering kan Biden af indenrigspolitiske grunde og af hensyn til Israel og Saudi-Arabien åbenbart ikke vikle sig ud af.

Kommentaren udkom i J-P 3. august 2022

Illustration: White House via Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om Joe Bidens USA