Papes politik er hverken sympatisk eller realistisk

Søren Pape Poulsens plan er en voldsom udhuling af velfærdssamfundet. Den er båret af fantasifulde forestillinger om de gavnlige virkninger af store nye skattelettelser for rige mennesker og virksomheder, der betales med velfærdsforringelser for de dårligst stillede. Læs min seneste kommentar i Berlingske her – eller nedenfor:

Høj levefod, konkurrencekraft og skat

Danskernes levefod og danske virksomheders konkurrencekraft er sammenlignet med resten af verden enestående høj – trods høje skatter. Der er, fordi vi for vore skatter får gratis uddannelse, sundhedspleje og ældreomsorg, billige dagpasningstilbud og anstændige ydelser til dem, der ikke kan være i arbejde.

Men uligheden er voksende. De voldsomme prisstigninger på fødevarer, energi med videre som følge af krigen i Ukraine rammer især de dårligst stillede uforholdsmæssigt hårdt. Al opmærksomhed bør – som foreslået af regeringen – rettes mod at hjælpe dem, der rammes hårdest.

Velfærd eller lavere skatter?

Det antydes ofte, at det er lidt ligegyldigt, hvem man stemmer på, fordi 90 procent af al lovgivning vedtages af brede flertal. Men dermed overses, at det er ret få stykker lovgivning, der definerer de store forskelle i forståelse af, hvordan vi skaber værdier, og hvordan vi fordeler dem: Om det er bedst med velfærd eller lavere skatter.

Regeringsmagten, også i en mindretalsregering, giver langt de største chancer for at sætte en dagsorden og realisere meget af sin egen politik. Med et rent borgerligt flertal kan en statsminister komme langt i sin egen retning.

Pape vil et skævere Danmark med billigere is og kaffe

Pape virker flink, er populær og vil forståeligt nok gerne være statsminister. Det vil imidlertid chokere mange, at hans netop fremlagte program er en rystende skæv bunke af nedskæringer i bunden og lettelser i toppen. Det er i dansk politisk sammenhæng et ekstremistisk program. Slægtskabet med Ronald Reagan og Margaret Thatcher er langt stærkere end med den balance, Poul Schlüter og Palle Simonsen fandt som danske konservative stats- og finansministre i 1980erne.

Papes plan er en voldsom udhuling af velfærdssamfundet. Den er båret af fantasifulde forestillinger om de gavnlige virkninger af store nye skattelettelser for rige mennesker og virksomheder, der betales med velfærdsforringelser: Topskatten og arveafgiften skal afskaffes, aktieavancebeskatningen lettes og beskæftigelsesfradraget forøges for højere indkomster. Desuden vil de nedsætte boligskatterne i strid med det brede forlig om disse, de tilbyder lavere bilafgifter, lavere selskabsskat … og endda billigere kaffe og is!

Regningen går til de ringest stillede

Festen skal blandt andet betales med udhuling af dagpenge, kontanthjælp og SU, afskaffelse af Arne-pension og efterløn og lavere skattefradrag for fagforening. Bundlinjen er, ifølge beregninger fra CEPOS, at en familie på fire på kontanthjælp mister 16.000 kroner og en direktørfamilie på fire tjener 84.000 kroner. Det viser endda kun noget af skævheden.

Det største bidrag til at lette skatten findes ved såkaldte produktivitetsforbedringer. Det betyder, at der samlet set bliver markant færre midler til den enkelte, der har brug for offentlige ydelser – syge, børn i skole eller dagpasning, ældre i omsorg, arbejdsløse og førtidspensionister. Der er forsøgt høstet produktivitetsgevinster i mange årtier, og ofte er den offentlige sektor blevet bedre organiseret, også understøttet af ny teknologi. Men nogle gange blev det kun til vilkårlige og katastrofale personalenedskæringer, som for eksempel da man smadrede vores skatteadministration.

Produktivitetshøsten har aldrig frigjort de midler til skattelettelser, som Pape foreslår. For der kommer hele tiden flere ældre, bedre og dyrere behandlingsmetoder for de syge, flere der skal have uddannelse og så videre. Vi oplever hos mange ansatte i sundhed, ældreomsorg, børnepasning og forvaltning mere pres og stress i arbejdet. Krav om at få løst endnu flere opgaver bedre inden for strammere økonomiske rammer vil forstærke de allerede store rekrutteringsproblemer til sygepleje, hjemmehjælp med videre.

Usympatisk og urealistisk

Pape vil simpelt hen ikke erkende, at det er langt vanskeligere at opnå mere produktivitet, når det handler om mennesker, der skal tage sig af andre mennesker, end når it, maskiner og robotter kan afløse mennesker i private erhverv.

Mange betaler deres skat med glæde – og en del betaler endda gerne lidt mere, hvis de kan være sikre på at få bedre velfærd og hurtigere klimaløsninger. De fleste forstår også, at den uundgåelige oprustning som svar på Ruslands aggression koster penge og ikke giver rum til skattelettelser.

Et samfunds konkurrencekraft og sammenhængskraft er to sider af samme sag. Fordi »få har for meget og færre for lidt«, er beskæftigelsen højere, økonomien bedre og demokratiet stærkere hos os end for eksempel i USA og Storbritannien. Men også i Danmark er uligheden som allerede nævnt vokset dramatisk på det seneste. Netop derfor er det rystende at Pape i 2022 går til valg på at grave forskellene endnu meget dybere. Det er ikke sympatisk og ikke realistisk.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 23. august 2022

Mere fra min hånd om skat, ulighed og konkurrencekraft

%d bloggers like this: