Forfatter: Lykketoft

Udgivet den

Trumps kynisme er uden grænser. Det er svært at tro, han har handlet af omsorg for palæstinensiske liv

Det er svært at tro, at ‘fredsmægleren’ Trump handler af omsorg for palæstinensiske liv, eller andre for den sags skyld. Trump læser vælgerstemninger, og i USA er der, især blandt de yngre, mere sympati for palæstinenserne end for Israel. Også blandt Republikanerne taler de om folkemord nu. Læg dertil profitable handler med de rige arabstater, som nok betyder mere for Trump-familien end venskabet med Netanyahu. Det skriver jeg om i dette indlæg i Politiken 5. november. Læs det i Politiken – eller nedenfor:

Lang vej til fred, retfærdighed og forsoning i Mellemøsten

Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister
og formand for FN’s Generalforsamling

DET VAR PÅ en gang håbefuldt og farceagtigt, da Trump for en måned siden lod sig hylde af en lang række statsledere fra Europa, Mellemøsten og Asien som den store mægler for fred i Israel/Palæstina. Håbefuldt fordi det altid har været indlysende, at kun USA kunne tvinge Israel væk fra folkemordet i Gaza; farceagtigt fordi man med større ret kunne bebrejde USA at der først nu – måske, og to år for sent – lægges tilstrækkeligt amerikansk pres på Israels regering. 

Det var også bekymrende, at den selvudnævnte fredsmager kom til topmødet i Sharm El-Sheik i Egypten direkte fra sin hyldesttale til Netanyahu i Knesset, hvor han i grunden fremstillede de sidste to års massakre på Gazas land og folk som en fælles sejr for USA og Israel.

Det er svært at tro, at Trump har handlet af omsorg for palæstinensiske liv. Hans kynisme er uden grænser: Hans ødelæggende nedskæringer af den globale nødhjælp vil, ifølge en tidligere direktør i USAID, føre til 14 millioner flere døde frem til 2030. Når Trumps plan for Mellemøsten skaber håb – efter hans og Bidens uhyggeligt aktive politiske og militære støtte til Israels krig i de forløbne to år – er der to forklaringer, som intet har at gøre med humanitet eller modstand mod krigsforbrydelser: Trumps spidskompetence er at læse vælgerstemninger, og der er i dag, specielt hos den yngre generation i USA, mere sympati for palæstinenserne end for Israel. Også blandt Republikanerne begynder de at tale om folkemord. Desuden betyder profitable handler med de rige arabstater nok mere for Trump-familien end venskabet med Netanyahu. De ellers lige så kyniske herskere i Saudi-Arabien, Emiraterne og Egypten føler også et voldsomt pres fra deres befolkninger for at komme Palæstina til undsætning, og derfor har herskerne presset på over for Trump.

TRODS DETTE er der frygt for, at USA også i fremtiden vil tilgive Israel alle nye brud på våbenstilstanden. Det sidste har vi fået bekræftet, når USA siger, det går godt, selv om rigtig mange palæstinensere siden våbenhvileaftalen er blevet dræbt af israelske styrker, og den fulde åbning for nødhjælpen stadig ikke er realiseret på grund af israelsk obstruktion. 

Der er begrundet mistanke om, at Netanyahu og hans ekstremistiske koalitionspartnere kun midlertidigt har bøjet sig for det amerikanske pres, men lurer på ethvert påskud til at genoptage udryddelseskrigen mod Gaza. Derfor er der brug for permanent ’Bibi-sitting’ med amerikanske regeringsfolk permanent til stede i Israel for at holde ’Bibi ’Netanyahu fast på aftalen. Vi må håbe, at det faktisk sker.

Israels og USA’s fælles kampagne mod FN’s organisation for de palæstinensiske flygtninge -UNRWA – er i øvrigt en selvstændig blokering for hurtig og retfærdig fordeling af nødhjælp, for UNRWA har som de eneste folk og apparat inde i Gaza til effektivt at løse opgaven. Men Israels krig er ikke kun mod palæstinenserne, men mod FN og alt hvad verdensorganisationen har forsøgt at gøre for at lindre og løse konflikten de seneste 78 år.

Afgørende svagheder ved Trumps 20 punkts fredsplan er, at der ingen udsigt er til hurtig indsættelse af en international fredsstyrke til at demilitarisering af Hamas og Israels tilbagetrækning fra den halvdel af Gaza-striben, som fortsat holdes besat. Desuden indeholder planen intet om at standse de voldsomme overgreb med røveri af land, mord og brand fra militante bosættere og israelsk militær, der medfører forceret etnisk udrensning af palæstinensere på Vestbredden. Der er ingen som helst sikkerhed for en vej til retfærdighed og sikkerhed for palæstinenserne – endsige en begyndende genopbygning af et Gaza, der er jævnet med jorden. 

PALÆSTINA BEHØVER en ny ledelse, der har autoritet. Det er et skræmmende udtryk for Israels modstand mod fred og frihed for palæstinenserne, at Marwan Barghouti ikke har været blandt dem, der som del af den seneste gidseludveksling blev løsladt fra israelsk fangenskab. Barghouti er den mest populære palæstinensiske leder, han er ikke Hamas, men tilhænger af en retfærdig fred med Israel. Han kunne blive Palæstinas Mandela, hvis der kom en forhandlingsvillig modpart, som det skete i Sydafrika.

Der er overvældende behov for, at Europas og Mellemøstens lande gør alt muligt for at lægge maksimalt pres på Israel og nurse USA’s forfængelige præsident til at håndhæve sin 20 punkts plan – og til at sikre fremskridt på alt det, planen ikke omhandler. 

Det er vigtigt at forstå, at en del mennesker i Europa, mange i USA og det store flertal i Israel har været under en blanding af massiv fornægtelse af og mangelfuld information om krigsforbrydelser og folkemord. Fornægtelsen er hjulpet på vej af flere målrettede drab på journalister inde i Gaza end det er set i nogen anden konflikt. 

Vi må nu insistere på fri adgang for medierne til at dokumentere den civile massedød og totale ødelæggelse af Gaza. Afdækningen af forbrydelserne kan styrke sagerne om folkemord og krigsforbrydelser ved Den Internationale Domstol og Straffedomstolen. Det kan især bidrage til en afgørende erkendelse, ikke mindst hos folk i USA og Israel, der har været fornægtere: Israel er den militære supermagt i Mellemøsten. Men med den hidtidige kurs og ledelse vil landet være stemplet som paria-stat, der aldrig kan få varig fred. Åbenhed og opgør med Israels krigsforbrydelser vil være et vigtigt første skridt i en lang proces hen mod en tilstand i det historiske Palæstina, hvor israelere og palæstinensere har samme frihed og samme rettigheder. 

Indlægget blev bragt i Politiken 5. november 2025

Mere fra min hånd om

Udgivet den

På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb

Et meget store flertal af FN’s medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden – det skriver jeg om i denne min sidste klumme i Berlingske. Man kan fortsat læse, hvad jeg skriver rundt omkring, her på min hjemmeside.

Læs den sidste klumme i avisen – eller nedenfor ⬇︎⬇︎

Den sidste bedste chance

Det rygtes, at Donald Trump for kort tid siden ringede til Jens Stoltenberg for at spørge, hvordan han kunne få Nobels Fredspris.

Trump fortæller jo vidtløftigt, at han har afsluttet syv konflikter. Han har dog hverken styr på navnene på de lande, han påstår at have skabt fred imellem, eller deres placering på verdenskortet. 

Flere af konflikterne ulmer stadig, og flere af aftalerne om fred blev skabt af parterne selv, før USA’s præsident kom ind og påstod at have en andel.

Jeg håber, at Stoltenberg har svaret Trump, at han modarbejder fred i nutid og fremtid ved at ødelægge USA’s og FN’s humanitære programmer samt den globale klimaindsats – og ved at undlade at bruge USA’s enorme magt til her og nu at standse Ruslands og Israels krigsforbryderiske felttog.

Trump har ingen vej til en fredspris, medmindre han sammen med Europa yder maksimal og stabil støtte til Ukraine, indtil Putin forstår, at han ikke kan vinde ved at fortsætte sin aggressionskrig. 

Vejen er også lukket, medmindre han her og nu beordrer Netanyahu til at standse folkemordskrigen i Gaza og fordrivelsen af palæstinenserne, straks få åbnet for forsyninger, og for at en international fredsstyrke kan overtage kontrollen i Gaza.

Trumps udgydelser på tværs af alle realiteter så vi i den timelange tirade på FN’s Generalforsamling, hvor han klagede over eskalator og teleprompter og trampede rundt i FN’s afmagt. 

FN’s afmagt

Men afmagten skyldes i al væsentlighed hans egen indsats for at lamme verdensorganisationen ved vetoer i Sikkerhedsrådet, forlade klimaindsatsen, trække milliarder ud af den humanitære indsats – herunder Verdenssundhedsorganisationen, WHO – og modarbejde Menneskerettighedsrådet.

Hans angreb på FN som ansvarlig for de ukontrollerede folkevandringer er også totalt malplaceret. 

Ansvaret ligger hos regeringer i begge ender af vandringerne og hos den rige verden, der har forsømt at løfte Det Globale Syd ud af fattigdom.

Jeg hører også i vores hjemlige debat toner om, at FN har udspillet sin rolle. FN har brug for reformer, ja. Men FN bliver aldrig stærkere end summen af opbakningen fra medlemslandene – og ikke mindst de største af dem. 

FN er uhyre sårbart, når man modarbejdes politisk og økonomisk af det mægtigste medlemsland.

USA’s daværende præsident Roosevelt var om nogen den drivende kraft i for 80 år siden at skabe FN som »den sidste, bedste chance« for at befri kommende generationer for krigens svøbe og bane veje for global velstand gennem samarbejde og samhandel.

Roosevelt og mange af hans efterfølgere forstod helt, at USA’s enorme militære og økonomiske magt bedst kunne bidrage til en bedre verden via samarbejde gennem FN og gennem et netværk af alliancer. Da jeg som FN-formand havde lejlighed til at tale med præsident Obama, var det også hans klare forståelse.

Det er ikke Trumps forståelse. Derfor har vi andre en ekstra stærk forpligtelse til at holde verdensorganisationen i live og respekteret til en ny og lysere tid efter Trump.

Trumps misforståelse

Det meget store antal medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden. 

Det er for eksempel, hvad WHO, har gjort gennem næsten otte årtier og derved haft afgørende betydning for, at menneskeheden i dag lever i gennemsnit 20 år længere, end da jeg blev født for snart 80 år siden.

Der må bakkes op om FN, også når medlemslandet Israel, som FN har medansvar for at have skabt, direkte fører krig mod hele FN-systemet – og ikke mindst den palæstinensiske flygtningeorganisation UNRWA, der har haft en meget stor andel i det palæstinensiske folks overlevelse i eksil, besættelse og krig. 

Anerkendelsen af Palæstina

Også derfor er det så utåleligt, at Danmark stadig ikke er blandt de 159 FN-lande, der har anerkendt Palæstina: For denne sag handler også om at vise respekt for FN’s vedtagelser og hele indsats.

For kun ti år siden forstod supermagter som USA og Kina, med vedtagelsen af verdensmålene og klimaaftalen, menneskehedens fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsning. Vi må bevare troen på, at de store magter igen erkender, at dette er vigtigere end deres interessemodsætninger.

På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb.

PS: Dette er sidste udgave af min faste månedlige kommentar i Berlingske. Det er ikke mit valg, men avisens. Jeg takker for nogle år med storsind til at trykke meninger, der ofte var modsat chefredaktionens.

Mogens Lykketoft er fhv. dansk udenrigsminister og formand for FNs Generalforsamling

Mere fra min hånd om FN

Udgivet den

Kina kan være nøglen til globale klimafremskridt uden medspil fra USA

Kinas førerposition i den grønne energiomstilling betyder, at landet bliver den store leverandør af billige og effektive grønne løsninger til verdens fattige lande. Det kan berøve europæisk energiteknologi fremtidige markeder. Men det kan også være vejen til at få det Globale Syd med i omstillingen. Mere om Verdensmålene og klimaet i mit seneste indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Ti år med verdensmål og klimakamp

For ti år siden vedtog FN’s Generalforsamling enstemmigt de sytten verdensmål. Mål nummer 1 er at udrydde fattigdom. Når vi på 15 år frem til 2015 kunne halvere antallet af mennesker, der lever for under et par dollar om dagen, så var den optimistiske antagelse, at vi helt kunne udrydde ekstrem fattigdom frem til 2030. 

Her kom pandemi, krig og katastrofer dog i vejen. 

Budskabet var imidlertid også, at det ikke er bæredygtigt at vækste, som vi plejer. Det er nødvendigt med dramatiske ændringer i vores måde at producere og forbruge på. Vi skal bryde den onde cirkel med voksende ulighed og rovdrift på natur og klima, der udløser nye konflikter og katastrofer. Stop for klodens ophedning er første betingelse for, at vi får tid og kraft til at nå de andre mål. 

Derfor var det så vigtigt, at vi straks efter verdensmålene fik den hidtil mest ambitiøse aftale om global klimahandling i Paris i december 2015.

Som formand for FN’s Generalforsamling satte jeg alle sejl til for at mobilisere og engagere regeringer, erhvervsliv, civilsamfund og mange andre interessenter til handling. Især de første fem år – før covid-krisen og Ruslands angreb på Ukraine – oplevede vi et enormt folkeligt engagement og megen politisk handling.

Det hjemlige engagement har jeg oplevet på hundredvis af debatmøder de seneste ti år.

Min egen personlige rejse med verdensmålene er ikke kun foredrag og artikler. De seneste fem år har jeg været bestyrelsesformand for Energinet, statens transmissionsnet for el og gas. Udnyttelse af de vedvarende energikilder er hovedvejen til at bremse CO₂-forureningen, som driver klodens ophedning. Energinet skal i Danmark sikre det net, der kan bringe energi fra sol og vind ud til forbrugerne. 

Vi kom godt i gang, men lige nu bremser den grønne omstilling ret hårdt op på grund af enorme prisstigninger og længere leveringstider på vitalt udstyr og længere godkendelsestider for miljøvurderinger. 

Det første problem afhjælpes først helt, når de virksomheder, der skal investere enorme milliardbeløb i større kapacitet til at fremstille udstyret, har fuld tillid til, at de politiske beslutningstagere i Europa mener de grønne mål alvorligt. Det andet kræver ændret lovgivning og bedre bemanding hos miljømyndigheden.

Den danske regering har heldigvis viljen til at løbe en stor risiko for at holde tempoet i fælleseuropæisk grøn energiforsyning. Det kommer til udtryk blandt andet med Energiø Bornholm og bygning af brintrør til Tyskland: Grøn brint er nøglen til fossilfrihed hos de mest CO₂-tunge brancher med stålindustrien i spidsen.

Jeg vover at tro, at både Danmark og Europa som helhed overvinder de aktuelle vanskeligheder og fastholder højt investeringstempo i grøn omstilling, selvom der samtidig skal investeres massivt i oprustning. 

Grøn strøm er også vejen til uafhængighed af despoternes fossile brændsler

Grøn strøm er klimaløsning: Det er billigere end det fossile, og det hjælper desuden på vores sikkerhed ved at befri os for afhængigheden af de despoter, der sidder på toppen af de største reserver af fossile brændsler i Rusland, Golfen og USA.

Det har hele tiden været klart, at verden kun når klimastabilisering, når både Europa, USA og Kina går samme vej. Det skete faktisk i Paris for ti år siden. Men siden har valget af Trump to gange bremset utåleligt op for sol- og vindenergi i USA.

Vesten eksporterede produktion og CO₂-udslip til Kina

Der sker derimod store spring fremad i grøn omstilling i Kina. Kineserne har gennem årtier leveret et stort bidrag til at reducere den globale fattigdom. Det skete via udflytningen af produktion af en meget stor del af Vestens forbrugsvarer til Kina, som derfor både blev rigere og verdensførende i CO₂-udslip.

Kineserne har med rekordfart overhalet USA og Europa i at udvikle og bruge grønne energiløsninger. De forstår, at det er den billigste løsning på de enorme behov for strøm, der sikrer elektrificering af transportmidler, opvarmning og nedkøling, drift af maskineri samt datacentre og kunstig intelligens. 

Det er et meget opmuntrende vendepunkt at væksten i Kinas CO₂-udslip – trods eksplosiv stigning i elektricitetsproduktionen – ser ud til at være standset.

Kinas førerposition i den grønne energiomstilling betyder også, at landet bliver den store leverandør af billige og effektive grønne løsninger til verdens fattige lande. Det kan berøve europæisk energiteknologi fremtidige markeder. Men det kan være vejen til at få det Globale Syd med i omstillingen. Måske er det nøglen til globale klimafremskridt uden medspil fra USA.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 5. september 2025

Mere fra min hånd om klimaet og Verdensmålene

Udgivet den

Mette Frederiksen erkender ikke til fulde Gaza-katastrofens art og omfang

Verden over og herhjemme ser vi omsider endnu mere massive protester mod krigen i Gaza. Men der er brug for, at mange flere regeringer anvender alle tænkelige magtmidler til at standse vanviddet – det skriver jeg om i dette indlæg i Information 19. august 2025

Læs i Information – eller nedenfor:

Regeringens kurs helt utilstrækkelig

Palæstinenserne har i 77 år levet med fordrivelse, besættelse, blodig undertrykkelse og ydmygelse, uden herredømme over deres eget liv. Det er, fordi vi i Vesten med USA i spidsen ikke har sat os igennem med at sikre en palæstinensisk stat side om side med Israel, således som FN har krævet siden 1947.

Hver gang der var de mindste fremskridt, blev det ødelagt af en terrorist fra den ene eller den anden side. 

Den sidste israelske leder, der både havde vilje og autoritet til at gøre fremskridt mod fred – Yitzhak Rabin – blev myrdet af en israelsk terrorist for 30 år siden. Siden da har Israels nuværende leder, Benjamin Netanyahu, det meste af tiden domineret israelsk politik og har forhindret ethvert fremskridt mod en tostatsløsning. 

Flere og flere israelske bosættere har koloniseret de områder, der skulle være Palæstina-staten. Da den palæstinensiske organisation PLO anerkendte Israel og søgte en tostatsløsning, blev de rippet for autoritet, fordi selvstyret fortonede sig, mens deres byer blev muret inde. Det gav medvind til islamisterne i Hamas, der tog magten i Gaza. 

Denne landstribe på størrelse med Langeland har derfor i 17 år op til den 7. oktober 2023 været verdens største åbne fangelejr, hvor livet kun kunne opretholdes med bistand udefra – især gennem FN’s palæstinensiske flygtningeorganisation, UNRWA. Området led undervejs store tab og ødelæggelser gennem tre mindre krige med Israel. 

Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 var en grusom krigsforbrydelse på grund af mord og gidseltagning af israelske civile – og en forbrydelse mod deres eget folk, fordi det udløste en ny forfærdende katastrofe for Palæstina.

Israels aktuelle krig og udsultning af Gaza har imidlertid intet at gøre med legitimt israelsk selvforsvar. 

Hamas er ikke længere en strategisk trussel

Forleden sagde 600 fremtrædende tidligere embedsmænd fra Israels militær og sikkerhedstjenester, herunder forhenværende ledere af efterretnings- og sikkerhedstjenester, at fortsættelsen af krigen er blodsudgydelse uden mening. 

Hamas er ikke længere en strategisk trussel mod Israel, og de sidste gidsler vil ikke slippe ud i live uden forhandling og varig våbenhvile, lød det. Det er en direkte modsigelse af Netanyahus påstand om, at krigen føres videre for at få de sidste gidsler ud.

Hamas’ forbrydelser kan aldrig i mindste måde retfærdiggøre det folkemord, som Israel udøver mod Palæstinas civilbefolkning. Hamas er irrelevant efter enhver fredsslutning og har nu kun meget beskeden opbakning i det ødelagte Gaza.

FN-repræsentanter, nødhjælpsorganisationer og endda israelske menneskerettighedsfolk siger uden omsvøb, at Israel begår folkemord i Palæstina, sådan som det er defineret i folkemordskonventionen. 

Gaza er næsten ubeboeligt, de allerfleste boliger, skoler og sygehuse og hele infrastrukturen er sønderbombet, og dyrkbar jord forurenet. Flere end 61.000 døde og 140.000 sårede eller varigt invaliderede ud af en befolkning i Gaza på 2,2 millioner. Overføres det til Danmarks folketal, ville det svare til mere end en halv million mennesker, som enten var døde eller sårede på 22 måneder.

De allerfleste dræbte og sårede i Palæstina er civile – mere end 50.000 af dem var eller er børn. Hver dag føjes flere døde og sårede til listen af ofre. 

Vi skal påvirke opinionen og politikken i Israel og i USA

Israel har desuden siden marts forhindret den mest nødvendige nødhjælp med mad, vand, medicin og telte. Til dødstallet føjer sig derfor et stigende antal børn og voksne, der sultes ihjel. Folk jages ustandseligt rundt på et stadigt mindre område, hvor man kun måske får lidt mad – bevogtet af israelsk militær, der skyder ind i madkøen.

De fleste i Gaza er nu samlet i en enorm koncentrationslejr i den sydlige del af landstriben, mens Israels plan tilsyneladende er at rense resten af Gaza for indbyggere – i hvert fald lægger Netanyahus fascistiske regeringspartnere ikke skjul på hensigten: Målet er at gøre det utåleligt for folk at leve i Gaza, og omverdenen skal tvinges til at modtage dem.

Desværre støtter USA’s præsident Trump med sine afsindige ideer om at omdanne Gaza til en riviera indirekte denne tankegang og opfører sig i det hele taget som halehæng til Netanyahu.

Krigen må ses som en krig mod FN og de internationale nødhjælpsorganisationer og i strid med al international ret. Og det er svært at opfatte det som andet end en krig for at drive palæstinenserne ud af Palæstina ’fra floden til havet’. Den føres også med massive overfald, med mord og brand og hjemstavnsfordrivelse af palæstinensere på Vestbredden.

Verden over og herhjemme ser vi omsider endnu mere massive protester mod denne krig. Men der er brug for, at mange flere regeringer anvender alle tænkelige magtmidler til at standse vanviddet. 

Vejen går gennem handlinger, der kan påvirke opinionen og derfor også politikken i Israel og i USA.

Israelerne skal forstå, hvilke barbariske forbrydelser der begås af dén stat, der angiveligt er skabt for at hindre et nyt folkemord mod jøderne. De skal erkende, at den stat ikke er demokratisk forpost, men en apartheidstat, hvis regering er i færd med at begå folkemord på den anden nation i det område, Israel kontrollerer.

Kun en spagfærdig og delvis erkendelse

Personligt engagerede jeg mig som udenrigsminister meget med de folk på begge sider, der søgte fred, og har derfor fulgt udviklingen særdeles tæt gennem mange år. Også som formand for FN’s Generalforsamling og ved gentagne besøg i området.

Derfor har jeg helt manglet forståelse for den danske regerings hidtidige kurs i forhold til Israels krig mod Gaza. Jeg har søgt at undgå polemik med min statsminister, som jeg mere end de fleste har kæmpet for at få. Men det har været ubegribeligt, hvor lang tid statsministeren har kunnet forstå Israels krigsførelse som udøvelse af ret til selvforsvar – og hvor svagt engagementet har været i kritikken af Israels krigsforbrydelser. 

Heldigvis har holdningen gradvist ændret sig. Senest har hun til Jyllands-Posten sagt, at »Netanyahu er et problem i sig selv nu«. Men problemet stikker langt dybere end Netanyahu personligt.

Jeg er bedrøvet over, at statsministeren – også nu – kun spagfærdigt og delvist erkender katastrofens art og omfang.

Der er brug for langt stærkere ord – og ikke mindst langt mere handling for at værne om humanitet og folkeret og sikre Danmarks anseelse ude i verden. Det ser også ud til at være holdningen hos flere og flere danskere.

Vi burde som formandskabsland i EU stå forrest med kravet om at få den nødvendige nødhjælp ind – og for at etablere flest mulige sanktioner og boykot mod Israel for at få krigen standset. Det har vi med rette gjort over for Rusland på grund af krigen mod Ukraine. Der er ikke plads til dobbeltmoral over for krigsbrydere, alt efter om de er russere eller israelere.

Vi burde ligesom andre europæiske lande tilbyde at modtage hårdt sårede børn til behandling i Danmark.

Som medlem af FN’s Sikkerhedsråd burde vi sætte fokus på fordømmelse af Israels krig mod alle FN’s institutioner, der har kapaciteten til at mildne den enorme humanitære katastrofe, men forhindres deri.

Det burde skarpt fordømmes, at Israel i historisk enestående omfang målrettet har dræbt journalister og nødhjælpsarbejdere.

Vi burde her og nu anerkende staten Palæstina, ligesom mere end tre fjerdedele af FN’s medlemslande har gjort. Vi burde stå samlet her med resten af Norden og blandt andet store vestlige lande som Spanien, Frankrig, Storbritannien, Canada og Australien. 

Formålet med anerkendelsen er at bakke op om FN’s kurs og give ny styrke til de palæstinensere, der ikke er Hamas, som har anerkendt Israel og de seneste tre årtier forgæves har søgt freden. For der kommer ikke nogen retfærdighed for Palæstinas folk uden massiv opbakning i verdenssamfundet.

Fhv. udenrigsminister og partiformand for Socialdemokratiet og fhv. formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om Palæstina

Udgivet den

Putin, Trump og Netanyahu er magtfulde monstre, som samler menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed – mere om dét i min seneste kommentar i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Vanvittig verden

Sommeren er god ved os, der blev hjemme fra hedebølger, oversvømmelser, tørke eller konflikter i andre dele af verden. Hjemme kan man dyrke sin have. Svømme i rent havvand. Mødes og spise godt med familie og gamle venner. Få tid til at fordybe sig i bøger, aviser og tidsskrifter.

Men når man holder sig orienteret om verdens tilstand, bliver man alligevel ustandseligt konfronteret med vanvid og plaget af bekymring for, at det kan gå endnu mere galt med det lille mandskab, der bestemmer det meste:

De mest magtfulde monstre som Putin, Trump og Netanyahu synes at samle de fleste af menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe: Grænseløs grådighed efter penge og magt, hæmningsløs kynisme og ufølsomhed over for andres lidelser. 

Det er mennesker, der er forgiftet af egne vrangforestillinger og marineret i hævngerrighed. Der er intet grundlag for at tro, at de vil overholde aftaler, man laver med dem.

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed. Der er ikke enighed om, hvorvidt at det er klogt at konfrontere monstrene.

Europas fokus er på sikkerhed, forstået som forsvar mod Putins aggression ved at sikre Ukraines overlevelse og selv opruste massivt. Det kan tage år at kunne modstå Putin alene, og derfor klamrer vi os til en forhåbning om, at Trump vil indse USA’s egeninteresse i at standse Putin. Derfor har vi allerede accepteret at betale for de nødvendige amerikanske våbenforsyninger til Ukraine.

Det er også Europas håb at bevare USA som forpligtet i NATO og for Ukraine, der har fået os til at tåle 15 procent told til eksport til USA og acceptere toldfri amerikansk markedsadgang hos os. 

Uden denne sammenhæng er det uforståeligt, at EU kan gå ind på en så ulige og ydmygende aftale. 

Nobelpristageren Paul Krugmann – og mange andre – har flere gange påpeget at Trumps vilkårlige brug af toldvåbnet er vildt misbrug af hans beføjelser efter amerikansk lovgivning.

Dette afgørende spørgsmål afprøves nu ved domstolene. Men det er ingen given sag, at Trump retter sig efter domstole. Og hvis sagen ender hos hans venner i Højesteret, er det ikke umuligt, at han får medhold.

Besnakket af Putin

I hvert fald vi har ingen garanti imod, at Trump, uanset indrømmelserne fra EU, vender tilbage med nye krav til os. Vi kan heller ikke være sikre på, at han ikke igen lader sig besnakke af Putin til at skære livlinen til Ukraine over. 

Han har fyret de fleste folk med udenrigspolitisk indsigt og erfaring, og han har ikke – modsat Putin og Netanyahu – en fastlagt strategi. 

Han styres af impulser, der kan skifte fra samtale til samtale. Han læser ikke notater, men ser højst billeder. Mange håber lige nu desperat på, at Melania viser ham fotos af døde, sårede eller udsultede børn fra hhv. Ukraine og Gaza og overtaler ham til omsider at sætte hælen i over for de to andre monstre.

Det kræver en vedholdende indsats med nye, benhårde sanktioner mod Rusland og ubrydelig fælles amerikansk-europæisk opbakning til Ukraine at overbevise Putin om, at han ikke kan udslette landets frihed. 

Den russiske diktator stopper ikke krigen, før han ikke længere tror, at det er muligt for ham at manipulere Trump væk opbakningen til Ukraine. Man må håbe, at præsidentfruen, Republikanerne i Kongressen og den almindelige folkestemning i USA kan holde Trump fast på den utålmodighed med Putin, der har ramt ham lige nu.

Netanyahus usminkede folkemord

Det er endnu tungere at få et amerikansk opgør med Netanyahus – selv ifølge israelske menneskerettighedsorganisationer– usminkede folkemord, selvom folkestemningen også i USA – som i Europa – rykker på grund af de enorme civile tab, den fuldstændige ødelæggelse af Gaza og den eksplosive sultkatastrofe, Israel har et stort ansvar for at have skabt.

Mange vestlige regeringer har alt for længe tiet. 

En grund er bekymring for konfrontation med USA og håb om ikke at svække de skrøbelige relationer. 

En anden er manglende erkendelse af, at Netanyahus Israel ikke er en demokratisk forpost, men en voldsomt undertrykkende apartheidstat, hvis regering fører krig med alle kendetegn på folkemord som defineret i folkeretten. Det sker åbenlyst med det formål at fordrive palæstinenserne fra Palæstina. Samtidig destabiliserer man i øvrigt nabolandet Syriens nye regering med militære angreb ind i landet.

Vi har her og nu brug for en meget aktiv folkebevægelse i hele den vestlige verden for at få vore regeringer til at gøre alt muligt for at standse den ufattelige katastrofe i Gaza.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 9. august 2025

Mere fra min hånd om Ukraine og Israel-Palæstina

Udgivet den

Kina kan ikke leve med at tabe ansigt over for Taiwan. Men krig er for stor en risiko

Selv om Kina aldrig tøver med at sige, at Taiwan er en del af det kommunistiske Kina, går man ikke skridtet videre, for styret i Beijing ved godt, at det vil forpeste forholdet til resten af verden. På længere sigt er håbet, at Kina og USA kommer tilbage til en forståelse om, at deres fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsninger er vigtigere end alle deres reelle interessemodsætninger. Det skriver jeg om i dette indlæg i Jyllands-Posten – læs det i avisen – eller nedenfor:

Kina, Taiwan og chancen for fred

AF Mogens Lykketoft
Fhv. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, (S)

I en artikel i JP for en måned siden blev det påstået, at Taiwan erklærede sig uafhængig af Kina i 1949.

Virkeligheden er langt mere kringlet: Taiwan var en provins i det kinesiske kejserrige, og et stort flertal af indbyggere er etniske kinesere, der har århundredlange rødder på øen. De fleste andre er efterkommere af kinesere, der i 1949 flygtede til øen sammen med Chiang Kai-sheks kinesiske centralregering og militær efter deres nederlag til Mao Zedongs kommunister i borgerkrigen på fastlandet.

Taiwan var japansk koloni i 50 år efter Japans sejr over Kina i 1895. Efter Japans nederlag i Anden Verdenskrig bestemte sejrherrerne USA, UK og Kina, at Taiwan igen skulle tilhøre Kina.

Chiang Kai-sheks forvaltning af den hjemvendte provins var uhyre brutal. En folkelig protest mod undertrykkelsen blev slået ned i 1947. Derfor var det næppe velset blandt de lokale, da Chiang to år senere gik i eksil på Taiwan med resterne af sit diktatoriske regime fra fastlandet.

Taiwan blev basen for at fortsætte Chiangs Republikken Kina, der håbede på amerikansk bistand til en revanche i borgerkrigen. Heroverfor stod Maos ambition om at afslutte borgerkrigen ved at erobre Taiwan. I foråret 1950 så dét ud som det mest sandsynlige udfald.

Ved Koreakrigens udbrud sejlede den amerikanske flåde imidlertid ind i Taiwan-strædet for at beskytte Chiangs styre mod en invasion fra fastlandet. 

Frem til 1971 fastholdt Chiangs regering på Taiwan Kinas plads i FN, fordi USA nedlagde veto mod, at den kommunistiske folkerepublik overtog pladsen.

Både Chiang og Mao betragtede Taiwan som en uadskillelig del af ”deres” Kina. Da hele Vesten – også USA – optog diplomatiske forbindelser med Beijing, afbrød man samtidig de formelle bånd til styret i Taiwan og anerkendte, at der var ét Kina. Men det var vel underforstået, at Taiwan kun skulle tilbage under kinesisk overhøjhed igen efter frivillig aftale med Kina – og formentlig efter formlen om ”ét land – to systemer” fra Hongkong-aftalerne mellem Storbritannien og Kina: altså et fælles Kina med forskellige politiske systemer.

Vesten satsede på at bevare Taiwan som et vestligt orienteret mini-Kina, og USA har lige siden leveret Taiwan våben til selvforsvar. Kinas daværende pragmatiske leder, Deng Xiaoping, anfægtede ikke denne tvetydighed. Men kineserne forudsatte, at en genforening på langt sigt ville ske.

Man skal huske, at de tænker i århundreder, når vi andre tænker i uger og måneder.

Henry Kissinger var som bekendt manden, der åbnede forbindelserne mellem USA og Kina i starten af 1970’erne. Jeg talte med ham om Taiwan-spørgsmålet for 17 år siden: Han regnede dengang med, at de to Kina’er ville finde en fredelig sameksistens, bare vi i Vesten blandede os så lidt som muligt. 

Meget har forandret sig siden 1970’erne. Chiang Kai-sheks diktatur er for længst afviklet. Taiwan har udviklet sig til Asiens mest blomstrende demokrati. Taiwanerne har kinesisk sprog og kultur, men også fået deres egen identitet efter 75 års adskillelse fra fastlandet. Med høj levestandard og politisk frihed ønsker det store flertal ikke at komme under styret i Beijing. Men taiwanerne er meget delt i opfattelsen af, hvordan de bedst sikrer øens reelle selvstyre.

Den nuværende præsident, Lai Ching-te, fra partiet DPP taler meget om, at Taiwan er selvstændigt og afviser enhver forbindelse til Beijing. 

Kursen var anderledes i 2008-2016, da det kinesiske nationalistparti KMT havde magten. KMT betoner, at Taiwan er et kinesisk samfund, og mener, at man bedst forhindrer invasion og bevarer status quo – dvs. reelt selvstyre for Taiwan – ved dialog og tættere økonomisk samkvem med Kina. 

Gennem mange år har der været store taiwanske investeringer på fastlandet, der beskæftiger millioner af kinesere. Handel, investeringer og gensidig turisme udviklede sig yderligere under det seneste KMT-styre – og Kinas præsident, Xi Jinping, og Taiwans KMT-præsident, Ma Ying-jeou, mødtes endda i Singapore.

Men Kinas aftalebrud med afskaffelsen af Hongkongs friheder betød, at formlen om ”ét land – to systemer” mistede enhver troværdighed og tiltrækningskraft på Taiwan. Det er med til at forklare, at DPP har haft præsidentposten de seneste mere end otte år. Som reaktion herpå har Kina gennemført en serie af truende militærøvelser og er blevet meget mere højrøstet om sit krav om genforening – om nødvendigt med militær magt. Dog uden tidsfrist!

Det er vigtigt at forstå, at taiwanerne er meget delte i holdningen til, hvordan man skal manøvrere i forholdet til Kina. Den nuværende DPP-præsident Lai fik ikke ved valget sidste år et absolut flertal af stemmer, men var størst blandt tre. 

Oppositionen med KMT i spidsen vandt flertal i øens parlament. Præsident Lais støtter søgte at vinde et flertal i parlamentet via en særegen forfatningsprocedure, hvor KMT’s kandidater blev udfordret i 24 valgkredse. Men uden held. Oppositionen bevarede sin styrke, så der stadig ikke er parlamentarisk flertal for Lais kurs og mere konfrontation med Beijing.

Blandt Kina-eksperter tror mange, at freden i Taiwan-strædet trods alle trusler kan bestå, hvis parterne undlader at rokke ved status quo og ikke principielt udelukker genforening:

Det meget stærkere og mere selvbevidste Kina kan dårligt leve med, at deres sag er definitivt tabt – og det frygter de, hvis DPP lægger kursen.

Men omvendt ved Kina godt, at man løber enorme risici ved at starte en krig over Taiwan, der måske ikke let kan vindes, og som risikerer at inddrage USA og nabolande i Asien.

En sådan krig vil med sikkerhed forpeste Kinas forhold til omverdenen og føre til en isolation, der sætter landets økonomiske udvikling tilbage. På grund af Trumps kurs står Kina ellers med gode muligheder for at knytte flere bånd til mange dele af verden.

USA’ s interesse er hverken at undsige Taiwan eller provokere Kina. Vi må inderligt håbe, at Trump kan finde dén balance og forstå det – også i lyset af KMT’s genbekræftede styrke i Taiwans parlament! 

På længere sigt er håbet, at Kina og USA kommer tilbage til en forståelse om, at deres fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsninger er vigtigere end alle deres reelle interessemodsætninger. Det er vejen væk fra søvngængeragtig vandring mod en tredje verdenskrig senere i dette århundrede.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 29. juli 2025

Mere fra min hånd om Kina og Taiwan

Udgivet den

Trumps femprocentskrav er et plyndringstogt mod Europa

Trumps krav om, at Europa skal bruge fem procent af vores økonomi til forsvar er ikke resultat af en analyse af behovet. Det er snarere en straffeaktion mod dét Europa, som Trump mener har kørt på frihjul under amerikansk beskyttelse. Læs hele indlægget i Berlingske 12. juli 2025 – eller nedenfor:

Hvad opnår vi ved at krybe for Trump?

Det er længe siden jeg har krummet så meget tæer som over den servile ros fra NATOs generalsekretær, Mark Rutte, til Donald Trump ved det seneste NATO-topmøde i Haag.

Rutte takkede for, at Trumps trusler omsider har fået europæerne til at love oprustning, da »Daddy« kom til byen. Trump rejste brovtende hjem. Men fik vi andre noget ud af skamrosen til tyrannen?

Forståelsen for et kæmpe løft i Europas oprustningsindsats var der allerede før Trumps genkomst. Den er skabt som reaktion på Putins aggression mod Ukraine. Men i de nærmeste år kan vi, uanset den planlagte oprustning, ikke nødvendigvis redde Ukraine eller afværge nye fremstød fra Putin, hvis ikke USA fortsat er vores bagstopper. Dét tilsagn fik vi heller ikke fra Trump i Haag.Trump lagde ud med krav om, at Europa skal bruge fem procent af vores økonomi til forsvar. Det er langt mere end USA’s 3,5 procent. Det kommer næppe til at ske – ej heller på længere sigt. Tallet er ikke resultat af en analyse af behovet – snarere en straffeaktion mod dét Europa, som Trump mener har kørt på frihjul under amerikansk beskyttelse. 

Trump mangler dog helt erkendelse af, at USA’s store militære investering har været et afgørende bidrag til egen velstand. Det har givet USA et teknologisk forspring, som alle andre betaler for at udnytte. USA’s militærudgifter er ikke bare en indlysende egeninteresse i at beskytte Europa, men fundamentet for global magtudøvelse. Det er ikke Europa, der har snydt amerikanerne ved at læne sig ind under deres verdensorden. Det er den amerikanske middelklasse, og ganske særligt de mange fattige i det rige USA, der er blevet snydt for et velfærdssamfund, fordi de superrige personer og selskaber har hamstret det meste af velstanden og har haft magt til at minimere deres egen skattebetaling.

Med de dystre briller på kan man læse Trumps femprocentskrav som en del af et plyndringstogt mod Europa, der skal forhindre os i at opretholde velfærd og gøre klimaindsats, fordi vi skal betale kæmpe regninger til indkøb i den amerikanske militærindustri og samtidig skal betale regningen for hans toldkrig imod os. En sidegevinst for Trump her kunne – ironisk nok – blive vælgeroprør i Europa, der styrker hans meningsfæller på den ekstreme højrefløj.

Rutte skamroste i Haag også Trump for at have bombet de iranske atomanlæg, selvom det var et klart brud på folkeret og FN-pagt. Vel, det er absolut ønskeligt at undgå et iransk atomvåben, men angrebet risikerer at få både Iran og andre lande til at blive endnu mere ivrige for at anskaffe atomvåben som det ultimative værn mod angreb. Og det er naivt at håbe, at man ved krig kan fjerne det despotiske præstestyre.

Atomtruslen fra Iran kan reelt kun forhandles bort. Det gjorde en enig verden faktisk i 2015. Det var Trump, der rev denne aftale itu tre år senere – og udsatte Iran for ny hård økonomisk blokade, der desværre styrkede de mest krigeriske kræfter i regimet. 

Men før den seneste lynkrig mødte et svækket iransk regime op til forhandling, da Trump opfordrede hertil. Imidlertid viste forhandlingen sig alene at være et amerikansk diktat, der skulle imødekommes inden 60 dage. Derefter fulgte straks Israels og kort efter USA’s voldsomme lynkrig. Kommer der en reel forhandling efter dét?

USAs præsident har enorm magt. Både Trumps handlinger og forsømmelser medfører derfor horrible forbrydelser mod menneskeheden. Mordet på USA’s egen bistand mod sygdom og sult, USAid, kan ifølge det britiske lægetidsskrift The Lancet betyde, at 14 millioner mennesker, som ellers kunne reddes, dør de næste fem år. Flest børn, flest i Afrika.

På kun lidt længere sigt kan Trumps kamp mod klimaindsatsen betyde endnu flere menneskers død og en meget mere konfliktfyldt verden.

Trumps helhjertede støtte til Netanyahus krig har ført til fortsættelsen af forfærdet udsultning, terrorbombning og massemord på palæstinensiske civile.

Hans uvilje mod at bistå Ukraine giver fortsat fripas til Putins krigsforbrydelser.

Hans nære forhold til oliefyrsterne i Golfen betyder, at USA ikke bremser deres bidrag til, at Sudans borgerkrig fortsætter som et forfærdende massemord.

Alt dette forbigik Rutte i sin hyldesttale til Trump i NATO.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 12. juli 2025

Mere fra min hånd om Trump og NATO

Udgivet den

Europas befolkning forfærdes i stigende grad af krigen i Gaza. Det er tid til at politikerne hører efter

Efter måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder, er det ufatteligt at vi ikke ser en mere samlet europæisk fordømmelse af Israel. Det skriver jeg om i dette debatindlæg i Politiken 10. juli 2025. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Folkemord

Tre fjerdedele af de danskere, der har en mening om Israels krig mod Gaza, mener nu, at Israel er gået for vidt. Folket synes at være foran deres politikere i forståelsen af hvad der foregår. Dette afspejles også i den store tilslutning til fredsdemonstrationer.

I min ungdom oplevede jeg det samme omkring USA’s krig i Vietnam.

Mange flere havde givetvis, både dengang og nu, været endnu mere kritiske over for krigene, hvis de kunne frigøre sig fra rodfæstede forestillinger og den historisk store skævhed i mediedækningen – en skævhed, modige journalister i dag heldigvis energisk prøver at rette op på.

Mange fornægtede længe, at USA kunne være på forbryderisk vej i Vietnam, for det var jo den demokratiske stormagt, der befriede os fra nazismen og beskyttede os mod kommunismen.

Fortællingen om Israel forblev længe, at landet var et retfærdigt svar på de forfærdende jødeforfølgelser, der kulminerede i Holocaust – og at det var en forpost for vestlig civilisation i en region af arabiske tyranner og terrorister.

Virkeligheden er en anden.

Senest har jeg fået mit overblik skærpet ved læsningen af Rashid Khalidis værk ’Hundrede års krig mod Palæstina’.

Khalidi er professor i historie og mellemøstlige studier på Columbia University i New York. Han er af en slægt, der i mange generationer har været toneangivende i det palæstinensiske samfund og har selv været med til nogle af de forgæves forsøg på at forhandle fred.

Den palæstinensiske fortælling, som Khalidi så fornemt dokumenterer, er, at hans folk blev nægtet selvbestemmelse, og landet blev overtaget af kolonister udefra med bistand fra stormagterne. Palæstinenserne skulle ikke bare dele landet med de indvandrende. Gennem 77 år er de blevet fordrevet, besat, ydmyget og forhindret i at skaffe sig bedre kår. De er nu indespærret bag mure i små enklaver af det gamle hjemland, mens militante bosættere stjæler mere og mere jord. De frygter med rette at blive helt udslettet som anerkendt nation ’from the river to the sea’.

60.000 dræbte, to millioner udsultet, international nødhjælp holdes ude

Efter 22 måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder er mindst 60.000 døde i Gaza, og mere end dobbelt så mange er kvæstede og invaliderede. De fleste andre er traumatiserede for livet. Enklaven er tæt ved at være totalt ubeboelig og har i måneder været nægtet livsvigtige forsyninger. To millioner udsultede mennesker er af israelsk militær ved at blive presset sammen i en kæmpe koncentrationslejr mod syd i enklaven. Soldater har efter ordre vilkårligt dræbt eller såret hundredvis af mennesker, mens de stod i kø efter de utilstrækkelige forsyninger, der nu uddeles på militærets nåde.

En sober og sikker udlevering af mad, vand og medicin forhindres af Israels krig mod alle FN-institutioner med UNRWA i spidsen, der har folk, apparat og forsyninger klar til retfærdig uddeling.

Palæstinensiske civile tab er for det meste kun et antal, der lejlighedsvis nævnes i de centrale medier. Israelske gidslers grumme skæbne får bred medieflade. Den typiske nyhedsforbruger har ikke mange muligheder for at opfatte, at der er 50-100 gange så mange ofre blandt palæstinensere end blandt israelere.

Netanyahus forbryderiske og modbydelige krig

Israel har gjort Gaza til helvedes forgård. Det er grove krigsforbrydelser. Det ligner, efter alle kendte paragraffer, folkemord. Verden venter utålmodigt på Den Internationale Domstols afgørelse om Sydafrikas anklage mod Israel for folkemord.

Krigen mod Gaza er et grusomt og sadistisk hævntogt, der ikke på nogen måde kan retfærdiggøres som svar på Hamas’ grumme og selvdestruktive terror 7. oktober 2023.

Flere og flere israelere og jøder rundt om i verden er enige, selv om de har været allerhårdest bombarderet med fortællingen om, at enhver magtanvendelse, der angiveligt nedkæmper Hamas, kan retfærdiggøres.

Det er Benjamin Netanyahu, der egenhændigt har holdt krigen i gang så længe. Han er en af de mest modbydelige skikkelser på den verdenspolitiske scene, med sin meningsfælle Trump som kortet i baglommen. (Hvorfor er det mindre farligt at den mand har en atombombe end at Iran får en?).

Netanyahu har hele tiden genstartet krigen i Gaza – fordi hans ekstremistiske regeringspartnere kræver det – og for at undgå fængselsdom for korruption. Hans ven Trump ventilerer nu, at Israels præsident må overtales til en benådning af ’krigshelten’. Samtidig saboterer USA på alle måder Den Internationale Straffedomstols krigsforbrydersag mod Netanyahu.

Fører det så til fred? Måske får vi 60 dages våbenhvile, der kan lindre de forfærdende lidelser, hvis uafhængige humanitære organisationer atter kan komme ind med forsyninger. Men helvede kan bryde løs igen: Ligesom med Putin har vi dyster erfaring for, at man ikke kan stole på aftaler hverken med Netanyahu eller Trump.

Den israelske regerings mål er først og fremmest det om at fordrive palæstinenserne fra Palæstina ved at lægge stadigt større pres på Egypten og Jordan for at modtage dem, Dét har helhjertet opbakning fra Trump, der stadig fabler om sit forrykte riviera-projekt i Gaza.

Det er beskæmmende, at vi ikke har et enigt Europa – ikke engang en del af Europa, hvor Danmark er med – der i klar tekst fordømmer krigsforbrydelserne og planerne om fordrivelse – og insisterer på fred og bistand til palæstinenserne, så de kan overleve i eget land.

Det er på høje tid, at Europas regeringer lytter til Europas folk.

Indlægget udkom i Politiken 10. juli 2025

Mere fra min hånd om Gaza og Israel-Palæstina

Udgivet den

USA’s verden er uden bæredygtighed og barmhjertighed

Israels krig og blokade og USA’s manglende indsats for fred til Gaza har tvunget hundredtusinder ud mod sultedøden, mens faktisk eksisterende nødforsyninger rådner op få kilometer borte. Læs hele min kommentar i Berlingske – eller nedenfor:

Vi er lysår fra fremsynet internationalt samarbejde

I morgen for ti år siden blev jeg valgt til formand for FN’s Generalforsamling.

Det kan føles, som om vi er kommet lysår væk fra den forståelse af internationalt samarbejde, der trods alt endnu var fremherskende dengang. Der var erkendelsen af klimaforandringer og forringet biodiversitet eksistentielle udfordringer.

Derfor fik vi de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og i Paris vedtog vi klodens hidtil mest ambitiøse og forpligtende aftale om at bremse den globale opvarmning. Det skete ikke mindst, fordi Obamas USA og Kina endnu forstod deres fælles interesse i fredelig og bæredygtig udvikling.

De store mål fra 2015 er langt fra blevet indfriet. USA har i mellemtiden haft – og har igen fået – en præsident, der indædt bekæmper den grønne omstilling. Desuden sendte coronakrisen og Putins invasion i Ukraine – og de efterfølgende geopolitiske konsekvenser – den globale opmærksomhed i andre retninger.

Men intet er sket, der gør den grønne omstilling mindre påtrængende. Tværtimod.

Regningen vokser for hvert øjeblik, vi venter

Hver eneste ny årlig rapport fra FN’s panel af verdens fremmeste videnskabsmænd viser, at vi nærmer os tipping points, vippepunkter, hvor hård global opvarmning bliver uoprettelig.

Undervejs udløses enorme udgifter til at afbøde sygdomme som følge af ophedningen og skader af vildere vejr, højere havvandstand, ørkenspredning og nedsmeltning af ferskvandsdepoter. Udgifterne bliver hurtigt større, hvis vi ikke investerer nok i grøn omstilling, inden det er for sent.

For hvis vi passerer vippepunkterne, kan der næppe opfindes redskaber til at forhindre en massiv opvarmning – dét vil forpeste vore børnebørns voksne liv med uhåndterligt store folkevandringer og konflikter. Mange flere skal dø i kommende generationer, hvis vi svigter nu.

Putins aggression i Ukraine og genvalget af Trump har også sat en tyk streg under, at der – ved siden af klodens utålelige opvarmning – også er et aktuelt sikkerhedspolitisk argument for det store flertal af verdens lande. Vi skal fri af afhængigheden af despoterne i Moskva, Washington og Den Arabiske Golf, der sidder på toppen af det meste af verdens fossile brændstof.

Kan vi komme på ret kurs igen, selv om vi nogle år endnu skal kæmpe med USAs præsident som fanatisk modspiller?

Ja, det er muligt.

Heldigvis er der – uanset Trump – stærke positive kræfter i USA’s delstater og erhvervsliv.

Europa følger forhåbentlig sine grønne planer. Danmark er allerede ganske godt med. Men andre lande har mere ondt i økonomien og kan opleve konkurrence om ressourcerne i forhold til oprustningsbølgen, selvom oprustning og grøn omstilling på længere sigt er to sider af samme sag.

Kina er mest målbevidst. Dér er udviklingen af grøn teknologi kommet længst. Kina stod alene for mere end halvdelen af sidste års globale vækst i grøn strøm på verdensplan – altså mere end resten af verden tilsammen.

Overvældende vækst i produktionen af grøn strøm er forudsætning nummer ét for at redde en klode til kommende generationer, hvor der ikke bare er fredelig og bæredygtig overlevelse, men hvor bekvemmeligheder som biler fortsat er tilgængelige.

Trump og Musk slår hundredtusinder ihjel

International humanitær bistand til at bekæmpe sult og sygdom – der oftest udløses af krige og mange mennesker på flugt – er en nødvendig forudsætning for at bremse massedød i nutiden.

Under min tid i FN fik vi en rapport om hullerne i denne bistand fra superdygtige Kristalina Georgieva, der nu er direktør i Valutafonden. Hullerne var store, men det ville ikke kræve mange kroner fra hver borger i den rige del af verden at lukke disse huller.

Men nu er der flere store krige og borgerkrige og mange flere på flugt. Derfor er hullerne vokset dramatisk, og der er brug for meget større offervilje – men dén er svundet voldsomt ind. Stater vender sig indad for at varetage egne nære behov, det er både usympatisk og uklogt, for det kan udløse større folkevandringsbølger, som den rige verden i forvejen har så svært ved politisk at håndtere.

Den største forbrydelse mod international solidaritet er Trumps og Musks totalstop for USA’s bistandspolitik og nedskæringer i USA’s bidrag til FN-systemet.

Det halverede med ét slag den i forvejen helt utilstrækkelige globale indsats mod sult og sygdom – og har nok i de seneste fem måneder i stor ubemærkethed kostet 300.000 liv i verdens fattigste og mest krigsramte egne!

Samtidig har Israels krig og blokade og USA’s manglende indsats for fred til Gaza tvunget hundredtusinder ud mod sultedøden, mens faktisk eksisterende nødforsyninger rådner op få kilometer borte. En ondskabsfuld verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget udkom i Berlingske fredag d. 13. juni 2025

Mere fra min hånd om Trumps USA