Forfatter: Lykketoft

Udgivet den

Mange i Vesten har en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider

Det kan undre, at mange i Vesten har en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider. Det skriver jeg om i mit seneste indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Vestlig dobbeltstandard og landkrig i Gaza  

Alle burde som vi uforbeholdent fordømme den forbandede dødskult og menneskeforagt, der fik Hamas-terrorister til at myrde 1.400 civile i Israel – og som nu udløser gengældelse og hævn med tidobbelt dosis af død og lemlæstelse i Gaza.

Vi i Vesten anerkender Israels ret til at forsvare sig mod terror. Men retten er til selvforsvar, ikke til krigsforbrydelser. 

Og hvad er det at afskære 2,3 millioner forarmede mennesker, der er indespærret på et areal på størrelse med Langeland, fra adgang til vand mad og elektricitet, sønderbombe boliger, hospitaler, livsvigtig infrastruktur, moskeer og kirker?

Hvorfor har mange i Vesten en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider? Og hvorfor mangler der så ofte fokus på, at dét, vi aktuelt oplever, er et nyt hæsligt højdepunkt i en 75 år lang konflikt med ydmygelse, forarmelse, besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

Israel rasede forleden, da FN’s generalsekretær med stærke ord rev dette dystre fortæppe til side. Men generalsekretæren talte i fuld samklang med det store flertal af FN’s medlemslande i Det Globale Syd, der mener, at vi i Vesten er meget geografisk selektive i vores forsvar for menneskeret og de internationale regler for krigsførelse.

Denne opfattelse kom skarpt til udtryk forleden, da Christiane Amanpour på CNN interviewede Jordans dronning Rania. Dronningen selv er palæstinenser af fødsel og naturligvis for fred og imod terror mod civile i enhver sammenhæng. Hun forklarede med stærke personlige følelser flot og forbilledligt den palæstinensiske lidelseshistorie.

Fra en helt anden kant ovre i USA blev der sat spørgsmålstegn ved Israels beslutning om at iværksætte en langvarig og blodig landkrig i Gazas gader og gyder:

Richard Haass er af jødisk afstamning, var udenrigspolitisk rådgiver for udenrigsminister Colin Powell og er anerkendt som meget skarp sikkerhedspolitisk analytiker; jeg har selv som udenrigsminister søgt at lægge arm med ham om missilskjoldet og ved, at han er en hård hund.

Haass skrev forleden, at Hamas har fortjent at blive besejret. Men Hamas er mere et netværk, en bevægelse og en ideologi end en fast sammentømret organisation, skrev han. Derfor vil Hamas – eller noget, der ligner – bestå, uanset hvor længe man fører landkrig. Imens vil den internationale fordømmelse vælte ned over Israel. Risikoen er, at Hizbollah angriber fra nord og Vestbreddens palæstinensere rejser sig i en ny blodig intifada i protest mod krigen og aggressive bosætteres voldelige overgreb. Forholdet til de arabiske stater vil forværres. Konflikten kan sprede sig ud i hele regionen.

Derfor er Biden skeptisk over for landkrigen, men kan næppe holde Netanyahu tilbage. Haass opfordrer til, at USA presser Israel til at undgå udvidelse af krigen, stoppe bosætter-fremmarchen på Vestbredden og arbejde aktivt for at få opbygget en troværdig partner i det palæstinensiske selvstyre ved omsider at insistere på at vise en vej frem til en tostatsløsning.

Haass finder det prisværdigt, at Biden før krigen kritiserede Netanyahus angreb på Israels højesteret, men at USA må forstå og handle efter, at det er manglen på en løsning for palæstinenserne, der er den allerstørste trussel mod Israels demokrati.

Biden synes med sine seneste udtalelser at forstå dette.

Vi kan håbe på amerikansk handling mod dét, som den tidligere chef for Mossad Tamir Pardo har kaldt den israelske apartheidstat.

Både Netanyahu og Biden agerer lige nu for at bevare deres poster som statsledere – Netanyahu også for at undgå fængselsdom for korruption. Det er utilgiveligt, at han af den grund overspiller rollen som stor og blodig krigsherre. Hvis han vinder nye valg, er det lige så lidt i menneskehedens interesse som genkomst i USA for hans nære ven Donald Trump.

USA’s præsident har hverken personligt eller politisk varme følelser for Netanyahu, der i samarbejde med Republikanerne systematisk har underløbet både Obama og ham selv. Man må tilskrive og tilgive Bidens tilsyneladende helt enøjede opbakning til Netanyahu her under krigen som noget, han anser for uundværligt for at blive genvalgt som amerikansk præsident. Og et sådant genvalg er – givet alternativet – absolut i menneskehedens interesse.

Men uforbeholden støtte til Israels krigsførelse risikerer også i USA at give bagslag, fordi de palæstinensiske amerikanere er særligt talrige i nøglestaten Michigan, hvor de sidst sikrede Bidens spinkle sejr. Den demokratiske partirådgiver Waleed Shahid frygter, at denne gruppe i frustration undlader at stemme ved næste præsidentvalg.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 4. november 2023.

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Udgivet den

Ingen udsigt til ende på rædslerne

Sandheden er, at alene USA kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne – det og mere i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

TRE UGERS RÆDSLER

Det er ubærligt så mange unge og uskyldige liv, der allerede er tabt i den uendelige krig om det hellige land. Det berører mig ganske særligt, fordi jeg i mere end 20 år har engageret mig til fordel for retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. 

Hamas’ afsindige terrorangreb med mord på 1.400 civile i Israel var en afskyelig forbrydelse, der ikke findes undskyldning for, og det er forståeligt, at reaktionen, sorgen og vreden er enorm i Israel. Gerningsmændene var selvmordspiloter i en ekstremistisk dødskult: Ingen af dem kan have været i tvivl om, at hævnen for massemordet ville ramme fra luften med tifold mere overvældende død og ødelæggelse i Gaza.

Efter tre uger er store dele af det overbefolkede og ludfattige Gaza udbombet. Halvdelen af de 2,3 mio. mennesker i enklaven, der ikke er større end Langeland, er sendt på flugt fra nord til syd under kaotiske og panikagtige forhold. Hundredtusinder er hjemløse og lever på den bare jord eller i telte. Lidelserne er ubeskrivelige. trods alle forudgående krige mellem Hamas og Israel har det aldrig været værre i Gaza: Dødstallet er på vej til 10.000, og mere end dobbelt så mange er lemlæstede. 4 af 10 ofre er børn. Meget lidt international nødhjælp får lov at komme ind til en civilbefolkning, som Israel i strid med alle krigens love har afskåret fra forsyninger af mad, vand og elektricitet. Hospitalerne bliver til lighuse, når operationer stopper, og kuvøser går ud, fordi brændstoffet slipper op. Nye, lange rækker af sårede er uden behandling. En endnu mere voldsom landinvasion af de israelske styrker ruller frem. 

USA’s præsident har opfordret til mådehold for at skåne civile, både for at få nok nødhjælp ind og forsøge at forhandle gidsler ud af Hamas’ fangarme. FN’s generalforsamling har med stort flertal krævet våbenhvile nu. Men intet ser ud til at få Netanyahu til at bremse. Hans hævnerretorik er frygtindgydende, Men folk i Gaza fortjener ikke at blive ofre for djævelsk fortolkning af retfærdighed, der bestemmer, at de skal sønderbombes, fordi de støtter Hamas-terroristerne. Det gør de nemlig ikke. 

Hamas vandt godt nok det eneste frie palæstinensiske valg tilbage i 2006. Det var en protest mod det såkaldte selvstyre, som ikke havde kunnet aftvinge Israel indrømmelser, der kunne føre Palæstina væk fra besættelse og undertrykkelse. Men halvdelen af Gazas nuværende befolkning var ikke engang født dengang – og opinionsmålinger fra lige før det aktuelle krigsudbrud viser, at det kun var 29 pct. af folk i Gaza, der var tilfredse med at blive regeret af Hamas.

Derfor burde alle gode kræfter samles om at afsætte Hamas-styret i Gaza ved andre midler end en langstrakt og blodig landkrig. Måske en midlertidig FN-administration forvaltet bl.a. af de arabiske stater, der har søgt fred med Israel – fulgt op af et reelt perspektiv om et selvstændigt Palæstina ved stop for bosætternes fremmarch på Vestbredden og reelle indrømmelser til et selvstyre, der får valgt en yngre ledelse med mere folkelig autoritet.

En sådan vandring mod fred tiltaler ikke Netanyahu og hans racistisk-fascistiske allierede. Men omsider fremføres tostatsløsningen igen med styrke af USA’s præsident. Og sandheden er – som altid – at alene USA som Israels allierede og beskytter kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne. Den arabiske verden kan og skal hjælpe. Europa kan bidrage fra sidelinjen – ved at heppe på USA og afhjælpe den ekstreme nød og elendighed, krigen skaber.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten 1. november 2023

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

FOTO: Wikimedia Commons

Udgivet den

Tale ved demoen Beskyt Civile Liv

28. oktober 2023 på Christiansborg Slotsplads

Demonstrationen var arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, Care Danmark og Amnesty International – forlængelse af deres fælleserklæring med krav om VÅBENHVILE NU sammen med Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, Oxfam Danmark og Red Barnet og flere end 600 andre internationale organisationer.

Min tale:

Det er fortvivlende og hjertesønderknusende at være vidne til de nye frygtelige begivenheder i Israel og Palæstina. Det er umuligt helt at fatte omfanget og smerten af den katastrofe, der rammer uskyldige mennesker.

Hele verden bør uforbeholdent fordømme den forbandede dødskult og menneskeforagt, der fik Hamas-terrorister til at myrde 1400 civile i Israel 7. oktober – og som nu udløser gengældelse og hævn med tidobbelt dosis af død og lemlæstelse i Gaza.

Israel har ret til at forsvare sig mod terror. 

Men er det selvforsvar eller krigsforbrydelse at afskære 2,3 millioner forarmede mennesker, der er indespærret på et areal på størrelse med Langeland, fra adgang til vand mad og elektricitet, sønderbombe boliger, hospitaler, livsvigtig infrastruktur. moskeer og kirker? 

Er der en forskellig målestok for beskyttelse af civile på de to sider i konflikten? Og hvorfor mangler så mange fokus på, at dét, vi aktuelt oplever, er et nyt hæsligt højdepunkt i en 75 år lang konflikt med ydmygelse, forarmelse, besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk. 

Israel rasede forleden, da FN’s generalsekretær med stærke ord rev dette dystre fortæppe til side. 

Men generalsekretæren talte i dyb samklang med det store flertal af FN’s medlemslande i de globale syd, der oplever, at vi Vesten er meget geografisk selektive i vores respekt for de internationale regler for krigsførelse og værn om civiles liv og menneskerettigheder.

Antonio Guterres appellerede indtrængende om en våbenhvile for at beskytte civile og forhandle om frigivelse af gidsler.

Denne appel kom også skarpt til udtryk fra Jordans dronning Rania, da hun forleden blev interviewet af Christiane Amanpour på CNN.  Dronningen er selv palæstinenser af fødsel, og naturligvis for fred og imod terror mod civile i enhver sammenhæng.  Hun forklarede med stærke personlige følelser, flot og forbilledligt den palæstinensiske lidelseshistorie.

Heldigvis er der også israelere, der forstår den lange forhistorie til den aktuelle katastrofe. 

Én af disse – som jeg har den allerstørste respekt for – er Avner Gvaryahu, der er direktør for de israelske veteraner i Breaking the Silence, som i mange år har dokumenteret og kritiseret Israels besættelsespolitik. 

Avner skrev dagen efter terrorangrebet mod Israel: og jeg citerer

”Lad os være krystalklare. Hamas har begået forbrydelser, der må oprøre ethvert anstændigt menneske, Som nogen, der dagligt kraftigt kritiserer Israels politik i Gaza og på Vestbredden, er det vores pligt at fastslå realiteterne: Hamas har frontalt krænket alle basale moralske normer. Vi er sønderknust over at se skrækslagne civile belejret i deres hjem, uskyldige mennesker myrdet med koldt blod på gaderne, til fester og derhjemme. Dusinvis taget som gidsler og slæbt ind i Gaza-striben. Vi kender alle nogen, der er blevet ramt af tragedien. 

Vi kunne blive ved og ved om deres grusomme og kriminelle handlinger, 

eller fokusere på, hvordan vores jødiske overherredømme har bragt os hertil. Hvor svært det end er, så er det imidlertid vores opgave som tidligere israelske soldater at tale om, hvad vi blev sendt ud for at gøre.

Israels sikkerhedspolitik har i årtier nu været at “håndtere konflikten”. Gentagne israelske regeringer insisterer igen og igen på voldsanvendelse, som om det kunne ændre noget. De taler om “sikkerhed”, “afskrækkelse”, “at ændre ligningen”.

Alt sammen kodeord for at bombe Gaza-striben sønder og sammen, altid retfærdiggjort som rettet mod terrorister, men altid med store civile tab. Ind i mellem disse gentagne voldsrunder gør vi livet umuligt for Gazas indbyggere, og agerer så overraskede, når det hele koger over.

Vi taler om “normalisering” med Emiraterne og nu Saudi-Arabien, mens vi håber, at verden vil vende det blinde øje til det udendørsfængsel, vi har skabt i vores baghave. Ud over den ufattelige krænkelse af menneskerettighederne, har vi skabt en massiv sikkerhedsrisiko for vores egne borgere.

Til sidst siger Avner 

Vores land besluttede – for årtier siden – at det er villigt til at sætte sikkerheden på spil for borgerne i vores byer til fordel for at bevare kontrollen over en besat civilbefolkning på millioner, alt sammen for en nybygger-messiansk dagsorden.

Tanken om, at vi kan “håndtere konflikten” uden nogensinde at skulle løse den, er igen ved at bryde sammen for øjnene af os. Det er lykkedes ind til nu, fordi kun få har turdet udfordre tanken. Disse hjerteskærende begivenheder kan ændre det. De skal. For vores skyld – alle os mellem floden og havet.”                                                                   

Det er den besindige, humanistiske israelers ord.

Fra en helt anden kant ovre i USA blev der også advaret mod Israels beslutning om at iværksætte en ny, langvarig og uhyre blodig landkrig i Gazas gader og gyder: 

Richard Haass er af jødisk afstamning, konservativ og var udenrigspolitisk rådgiver for USA’s udenrigsminister Colin Powell, og er anerkendt som meget skarp sikkerhedspolitiske analytiker.

Haass skrev forleden, at Hamas fortjener at blive besejret. Men han påpeger samtidig, at Hamas mere er et netværk, en bevægelse og en ideologi end det er en fast organisation. Derfor vil Hamas – eller noget, der ligner – bestå, uanset hvor længe man fører landkrig. Imens vil den internationale fordømmelse af de enorme civile tab vælte ned over Israel. Både civile og militære tab vil vokse yderligere, hvis Hizbollah angriber fra nord og Vestbreddens palæstinensere rejser sig i en ny blodig intifada mod aggressive bosættere, der dagligt udsætter dem for voldelige overgreb. Forholdet til de arabiske stater vil forværres. Konflikten kan sprede sig ud i hele regionen. 

Derfor, siger Haass – skal USA presse Netanyahu for at undgå udvidelse af krigen, stoppe bosætter-fremmarchen på Vestbredden og arbejde aktivt for at få opbygget en troværdig partner i det palæstinensiske selvstyre ved omsider at insistere på at vise en vej frem til en to-stats-løsning.

Haass siger også, manglen på løsning for palæstinenserne er en endnu større trussel mod Israels demokrati end Netanyahus angreb på Højesteret.

Præsident Biden synes med sine seneste udtalelser om nødvendigheden af at give nyt liv til to-stats-løsningen at forstå dette.

Vi må inderligt håbe på amerikansk handling mod dét som den tidligere chef for Mossad, Tamir Pardo, har kaldt den israelske apartheidstat. 

For der kommer ingen fred uden massivt amerikansk pres på Israels regering – herunder at sikre en midlertidig international administration af Gaza til erstatning både for Hamas’ terrorister og en blodig israelsk besættelse.

Vi i Europa – vi i Danmark – har en vigtig rolle med at støtte og tale for, at et sådant pres lægges fra USA’s side. 

Men her og nu må vi bidrage massivt med bistand til de uhyrligt mange ofre, konflikten allerede har skabt – og insistere på en ægte våbenhvile – ikke bare en såkaldt humanitær pause.  

Mere fra min hånd om den ulykkelige konflikt

Udgivet den

Lyt til de besindige stemmer i Israel

Jeg har denne kronik i Politiken om konflikten mellem Israel og Palæstina. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Intet kan forsvare Hamas’ afskyelige mord på mange hundrede civile i Israel. Den afsindige terrorhandling kan ikke gradbøjes, den er ud over alle grænser modbydelig og forbryderisk – også mod terroristernes egne landsmænd, der nu rammes af reaktionen med overvældende død og ødelæggelse. 

I disse dage bløder mit hjerte mere end nogensinde for de tusindvis af nye uskyldige civile på begge sider, der dør, lemlæstes og mister deres hjem, fordi de forsonlige igen er blevet overtrumfet af had og terror fra dem, der ville besidde hele det lille landområde mellem Middelhavet og Jordan-floden. 

Det er forbilledligt, at den danske overrabbiner udtrykker en tilsvarende medfølelse med de uskyldige ofre på begge sider.

Jeg er ikke historieløs. Jeg har fulgt det meste af de seneste 75 års krig mellem Israel og palæstinenserne. Gennem næsten et kvart århundrede har jeg forsøgt at yde et bidrag til fred – som udenrigsminister, folketingsformand og formand for FN’s generalforsamling. Jeg har gennem årene talt fred med Shimon Peres, Yassir Arafat, Yossi Beilin, Avraham Burg, Carmi Gillon, Mahmoud Abbas, Hanan Ashrawi, Sari Husseini, Nabil Shaath, Riyad Mansour, Herbert Pundik og Ron Pundak – og mange forkæmpere for fred og menneskerettigheder fra civilsamfundet på begge sider. Aldrig med Hamas.

Med de voldsomme følelser, der også i Danmark er sluppet løs efter det forfærdende angreb mod Israel, er det vanskeligt at trænge igennem med, at vi ikke skal hjælpe mindre i Palæstina, men skrue kraftigt op for humanitær bistand til uskyldige civile og hjælp til de palæstinensere, der vil freden.

Denne storkrig vil oven i de seneste 15 års øvrige krige sætte særligt dystre spor blandt de 40 pct. af Gazas 2,2 mio. indbyggere, der er under 14 år. Det er en ungdomsgeneration på 900.000, der påføres dybe traumer. 

Vi skal støtte FN i, at det er i strid med alle krigens love, når Israel har afskåret mad-, vand- og elforsyningen. Derfor omdannes Gazas hospitaler lige nu til lighuse, når ofrene fra de massive bombardementer bringes ind og ikke kan behandles. 

FN fordømmer også, at halvdelen af folk i Gaza får at vide af israelerne, at de skal forføje sig til sydenden af den lille enklave for at undgå tæppebombardementer og en massiv landoperation med det formål definitivt at knække Hamas. 

Folk i Gaza er rædselsslagne for at blive, men også usikre på, om de er bedre beskyttede sydpå. Desuden frygter de, at de aldrig får lov at vende hjem igen – et palæstinensisk traume siden Nakba, katastrofen i 1948, da hundredtusinder af dem flygtede eller blev fordrevet fra det nuværende Israel. Flertallet af Gazas borgere er efterkommere af de dengang fordrevne.

Crisis Groups reporter Azmi Keshawi, der har levet i Gaza i mange år, fortæller, at allerede sidste tirsdag var den værste nat, han nogensinde havde oplevet, med tusinder af hjem jævnet med jorden. I tidligere Gaza-krige sendte israelerne advarsler før bombetogter – det gør de ifølge Keshawi nu kun, når det gælder højhuse. Fredag aften var han selv på flugt med sin familie mod syd.

Egyptens diktator må hjælpes og presses til at få forsyninger ind og åbne grænsen for, at civile for en tid kan komme ud af krigszonen. Det haster alt sammen enormt.

Det ser ud til, at Israel har besluttet, at Hamas denne gang skal nedkæmpes helt og fjernes som herskere i Gaza. Forståeligt. Men er det muligt uden massemord på civile og fordrivelse af 1,2 mio. palæstinensere, der vil udløse voldsomme internationale reaktioner mod Israel? Det kræver – uanset vrede og hævnfølelser – et meget stort mådehold fra invasionsstyrkerne. Hvad er vejen til at redde gidslerne hos Hamas? Er det overhovedet muligt endegyldigt at besejre Hamas, hvis ikke Israel indstiller sig på en massiv og langvarig besættelse?

Den korte og lange forhistorie for disse dages katastrofer får ikke megen plads i den aktuelle mediedækning, og man bliver skudt i skoene, at man ikke er solidarisk med terrorens ofre, hvis man taler om Israels medansvar for, at vanviddet kunne udfolde sig.

Derfor vil jeg referere, hvad besindige i folk i Israel skriver i disse dage:

Avner Gvaryahu, der er direktør for de israelske veteraner i organisationen Breaking the Silence, som i mange år har dokumenteret og kritiseret Israels besættelsespolitik, skrev dagen efter terrorangrebet:

»Lad os være krystalklare. Hamas har begået forbrydelser, der må oprøre ethvert anstændigt menneske. Som nogle, der dagligt kraftigt kritiserer Israels politik i Gaza og på Vestbredden, er det vores pligt at fastslå realiteterne: Hamas har frontalt krænket alle basale moralske normer. Angrebet og de begivenheder, der har udspillet sig siden i går, er dybt rystende. Vi er sønderknust over at se skrækslagne civile belejret i deres hjem, uskyldige mennesker myrdet med koldt blod på gaderne, til fester og i deres egne hjem. Dusinvis er taget som gidsler og slæbt ind på Gazastriben. Vi kender alle nogen, der er blevet ramt af denne tragedie. Vi kunne fortsætte med at opremse deres grusomme og kriminelle handlinger eller fokusere på, hvordan vores regering med sin tro på jødisk overherredømme har bragt os i denne situation. Men hvor svært det end er, så er vores opgave som tidligere israelske soldater at tale om det, vi blev sendt ud for at gøre.

Israels sikkerhedspolitik har i årtier nu gået ud på at ’håndtere konflikten’. Skiftende israelske regeringer insisterer på voldsbølge efter voldsbølge, som om det skulle kunne løse noget. De taler om ’sikkerhed’, ’afskrækkelse’, ’at ændre ligningen’.

Disse udtryk er alle kodeord for at bombe Gaza sønder og sammen, hvilket altid retfærdiggøres med, at man går efter terrorister, men hvilket også altid medfører store civile tab. I pauserne mellem voldsbølgerne gør vi livet umuligt for Gazas indbyggere for så at spille overraskede, når det hele koger over.

Vi taler om ’normalisering’ med Emiraterne og nu Saudi-Arabien, mens vi håber, at verden vil vende det blinde øje til det udendørsfængsel, vi har skabt i vores baghave. Ud over de ufattelige brud på menneskerettighederne har vi skabt en massiv sikkerhedsrisiko for vores egne borgere. 

Spørgsmålet, alle israelere stiller, er – hvor var soldaterne i går? Hvorfor var IDF, det israelske militær, tilsyneladende fraværende, mens hundreder af israelere blev slagtet i deres hjem og på gaden? Svaret er desværre, at de havde ’andet at se til’. På Vestbredden.

Vi sender soldater ud for at sikre bosætteres indtrængen i den palæstinensiske by Nablus, for at jagte palæstinensiske børn i Hebron, for at beskytte bosættere, mens de gennemfører pogromer. Bosættere kræver, at palæstinensiske flag fjernes fra Huwaras gader; soldater bliver sat til at fjerne dem.

Vores land har besluttet – allerede for årtier siden – at det er villigt til at give afkald på sine borgeres sikkerhed i store og små byer for til gengæld at kunne opretholde kontrollen over en besat civilbefolkning på flere millioner mennesker, alt af hensyn til en bosætter-messiansk dagsorden.

Forestillingen om, at vi kan ’håndtere konflikten’ uden nogensinde at behøve at løse den, er endnu en gang brudt sammen for øjnene af os. Den har udelukkende bestået indtil nu, fordi kun få har vovet at udfordre den. Disse hjerteskærende begivenheder kan måske lave om på det. Det skal de. For vores skyld – alle os mellem floden og havet«.

Der er i disse frygtelige dage en voldsom reaktion i Israel mod ministerpræsident Benjamin Netanyahu, som i årtier har fremstillet sig som den stærkeste garant for israelernes sikkerhed. Trist, at reaktionen først kommer nu, for denne dystre skikkelse har i mange år styrket Hamas’ påstand om at være den sande forkæmper for Palæstinas folk ved at undergrave enhver folkelig autoritet og opbakning til det såkaldte Palæstinensiske Selvstyre: Selvstyret har ikke fået mulighed for at levere fremskridt hen mod en tostatsløsning. Israel har fastholdt palæstinenserne i retsløshed og fattigdom under den ydmygende og brutale besættelse af Vestbredden og Østjerusalem og i højt tempo øget antallet af israelske bosættere, der modsat de hidtidige indbyggere får fulde borgerrettigheder, økonomiske tilskud og retssikkerhed. Dén politik har fået selveste Mossad-chefen indtil 2016, Tamir Pardo, til at kalde sit land en apartheidstat. 

Hamas’ gentagne raketangreb har gennem årene givet Netanyahu en bekvem begrundelse for, at Israel ikke har nogen troværdig modpart at forhandle med.

De seneste år har Netanyahu sat ekstra fart på provokationerne mod palæstinenserne ved at alliere sig med den ekstreme racistisk-fascistiske højrefløj under ledelse af Bezalel Smotrich og Itamar Ben Gvir. Deres mål er endnu hastigere at øge antallet af israelske bosættelser på besat område, annektere den besatte Vestbred og presse palæstinenserne væk fra deres land – alt i strid med folkeretten. Denne ekstreme regering iværksatte desuden angrebet på den israelske højesterets kompetence og uafhængighed. Det udløste millionstore protestdemonstrationer fra israelere, der mente, at det nærmede sig afslutningen for demokratiet, også for den jødiske befolkning i Israel.

Dov S. Zakheim er formand for den rådgivende komité for tidsskriftet Jerusalem Strategic Tribune og en af Israels stærke støtter nu som dengang, han bestred fremtrædende poster i USA’s forsvarsministerium under præsidenterne Ronald Reagan og George W. Bush. Han skrev efter Hamas’ terrorangreb en harsk appel til Netanyahu under overskriften ’I Guds navn, gå af!’. Han anklager ministerpræsidenten for at svigte Israels sikkerhed til fordel for at lade hæren støtte krigeriske bosættere på Vestbredden og undlade at standse de bander, der chikanerer arabiske borgere inde i Israel. Derved har Netanyahu, siger Zakheim, skabt dyb modvilje og mismod hos selv de mest moderate palæstinensere og givet Hamas urimeligt medløb. Desuden har han – ved at beskytte de ortodokse jøder mod værnepligt for at få støtte fra deres parti til sin regering – skabt stor frustration hos resten af Israels befolkning, der er alene om at levere soldaterne. 

Alt sammen – siger Zakheim – noget, Netanyahu har gjort for at slippe for at blive dømt og fængslet for korruption! Uden hensyn til hvor provokerende og skadeligt det har været for Israels sikkerhed.

Fokus nu er naturligvis også på at undgå, at den nuværende katastrofe udvikler sig til storkrig i regionen. USA har to hangarskibsgrupper i området – angiveligt for at skræmme andre fra at blande sig i krigen i Gaza.

I en debat lørdag i Crisis Group var den nøgterne vurdering, at terrorangrebet var selvfabrikeret af Hamas og ikke tilskyndet af deres sædvanlige venner i Iran og hos Hizbollah-militsen i Libanon. USA og Israel er da også – trods den velkendte mistro til præstestyret – veget tilbage fra at beskylde Iran for et direkte ansvar. Hvis Teheran havde orkestreret terroren, ville den nok have været ledsaget af et massivt angreb på Israel fra Hizbollah ved nordgrænsen. Hidtil har skyderierne været begrænsede.

Iran kan selvfølgelig være skadefro over, at Gaza-krigen nok udsætter tilnærmelsen mellem Israel og Saudi-Arabien, men har ingen interesse i ny storkrig, når der er åbnet for en forsigtig tilnærmelse til de golf-arabiske stater. USA har hænderne alt for fulde i Europa og Asien til at ønske sig krig med et kæmpeland som Iran.

Hizbollah har lidt store blodtab ved sin krig til støtte for Syriens diktator, Assad, og tøver forhåbentlig også af den grund. En krig mellem Israel og Hizbollah vil i øvrigt få det totalt kriseramte Libanon til helt at kollapse som stat.

Den største risiko for, at disse ydre kræfter alligevel suges ind i konflikten, er, at Gaza-invasionen kommer til at trække uhyrligt blodige spor, der sammen med de israelske højreekstremisters provokationer udløser en stor voldelig intifada blandt Vestbreddens palæstinensere.

Israel har oven på terrorchokket en helt ekstraordinært stærk interesse i tilnærmelse til de palæstinensere, der vil freden. Det må føre til stop for højreekstremisternes regeringsdeltagelse og deres fremtrængen på Vestbredden. Det kræver også en ny ledelse i det palæstinensiske selvstyre i Ramallah, der får indrømmelser nok til at vinde palæstinensernes tillid til, at en anstændig fred er mulig. Det fordrer, at ledende Fatah-folk fra en ny generation kommer ud af israelske fængsler og aktivt kan bidrage til en fredsproces.

Selv om vejen kan blive meget lang, må der findes en løsning med et afmilitariseret Gaza under et ikketerroristisk palæstinensisk styre, støttet med international tilstedeværelse og finansiering af en plan for at genopbygge livet for menneskene i det åbne fængsel. De arabiske stater vil have et stort ansvar her, og Israel et stort ansvar for at lade dem medvirke. 

Men man kan kun få næring til den slags håb, hvis Israels ultimative beskytter, USA, efter denne krig omsider for alvor lægger pres på Israel til at forfølge dets egne langsigtede interesser i fred med det andet folk i det historiske Palæstina – og med den omgivende arabiske verden. Europa kan fra sidelinjen udtrykke kæmpe interesse for mere stabilitet i vores nærområde og må derfor prøve at påvirke USA til at lægge dette pres.

Kronikken blev offentliggjort i Politiken 17. oktober 2023

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Foto: Wikimedia Commons, Medics transport an injured Palestinian child into Al-Shifa hospital in Gaza City following an Israeli airstrike on October 11, 2023.

Udgivet den

Alt det kaos, Jeppe Bruus skal overvinde i dag, har rod i Anders Fogh Rasmussens skattepolitik

Den kollektive angst for husejerne som politisk våben har lagt fremtidens ejendomsskatter på et niveau, der kun er halvt så højt som for 25 år siden – det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 7. oktober 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Der skal værnes om ejendomsbeskatningen

Det er en utaknemmelig opgave at være vores fortræffelige skatteminister Jeppe Bruus, der har arvet et fejlbehæftet nyt ejendomsvurderingssystem og skal tage tævene fra borgere og medier for fortidens fatale fejlbeslutninger.

Men det er en uafviselig opgave at få det brede forlig om det nye grundlag for ejendomsbeskatningen til at flyve og få rettet på åbenbare fejl, så tilliden til systemet genskabes. Det skal så tilføjes, at de stikprøver, jeg selv har set og hørt af vurderingsresultaterne, slet ikke virker så skæve som det indtryk, som mediedækningen af en række åbenbare fejl har fremkaldt.

Beskat ejendomsbesiddelse frem for arbejdsindsats

Som økonom og tilhænger af udligning af de store forskelle i velstand er jeg talsmand for et skattesystem, der beskatter arbejdsindsats mindre og ejendomsbesiddelse mere: Lavere indkomstskat betyder mindre påvirkning af arbejdsudbud og opsparing, større ejendomsbeskatning bidrager til at holde ejendomspriserne mere i ro. Og fordelingen af ejendomsgevinsterne er mere skævt fordelt end arbejdsindkomsterne.

Desværre udløste vælgernes nej ved folkeafstemningen i 1963 om forslag til nye jordlove en kollektiv politisk skræk for at beskatte ejendomsbesiddelse mere. Det var sådant set ikke det, jordlovsafstemningen handlede om. Men de seneste 60 år har det været et voldsomt stærkt politisk kampmiddel at mobilisere frygt for angreb på den lille mands hus. 

Det er blevet til en evig politisk lammelse, fordi mange små husejere ikke forstod, at de blev et skjold for de store ejendomsbesidderes gevinster, når de var mere bange for højere skat på boligen, end de var glade for den gevinst, de kunne have høstet i form af lavere skat på arbejde.

Borgerlige partier har – med Anders Fogh Rasmussen som den mest slagkraftige – haft utrolig stor succes med at insinuere, at venstrefløjen havde skjulte planer om onde gerninger mod de mange små parcelhusejere. Det virker særligt skruppelløst, fordi samme Fogh som ung økonom skrev om fordelen ved beskatning af ejerbolig som balance til rentefradragsretten.

Som finansminister under forhandlingerne om den såkaldte pinsepakke i 1998 var jeg central aktør i at drive et lille stykke af den ønskelige drejning fra indkomstskat til ejendomsbeskatning igennem: Vi fik en højere ejendomsværdibeskatning af et hus ved fremtidige salg. Desuden fik vi de offentlige vurderinger reguleret i takt med den faktiske prisudvikling på ejendomsmarkedet for fremover at tøjle takten i ejendomsprisstigninger, friværdier og genbelåning. Det gav plads til at lette indkomstskatten. Men jeg må erkende, at den uvederhæftige agitation om overgreb mod husejerne fik lov at vinde debatten.

Ejendomsværdiskatten fastfrosset i over 20 år

I hvert fald blev pinsepakken revet i stykker efter Anders Fogh Rasmussens magtovertagelse i 2001. Ejendomsværdiskatten blev fastfrosset i kroner. Sammen med en vild liberalisering af realkreditten med afdragsfri lån bidrog dette til voldsomt at forstærke ejendomsprisstigninger og lånefinansieret forbrug i de følgende år. Popularitetsracet over for husejerne endte med at bringe mange af dem i store vanskeligheder under finanskrisen fra 2008, fordi Danmark oven på den vilde optur fik et dybere dyk i beskæftigelse og ejendomspriser end vore nabolande.

Bruus rydder op efter AFR

Alt det kaos, Jeppe Bruus skal overvinde i dag, har rod i Anders Fogh Rasmussens skattepolitik. Først fastfrysningen af ejendomsværdiskatten – og så af ejendomsvurderingerne, der indtil da blev varetaget udmærket af lokalkyndige folkevalgte vurderingsmænd.

Det var ikke kun vurderingsmændene, der blev fyret. Der blevet fyret mange tusinde i skatteforvaltningen med det resultat, at kontrollen af folks selvangivelser og inddrivelse af gæld til det offentlige i vidt omfang brød sammen og stadig halter alvorligt. Senere blev søsat et nyt it-baseret vurderingssystem, der i alt for mange år har været ude på stormfuld sejlads, og som nu udkommer – stærkt forsinket og fejlbehæftet.

Det ny ejendomsskattesystem, der nu skal udrulles, venter med at udløse opadgående tilpasning af ejendomsskatterne indtil ejerskifte, men vil til en vis grad dæmpe ejendomsprisstigninger. Jeg skal ikke påstå, at jeg med mine bitre erfaringer ville have haft mod til mere, og må erkende, at kun et meget bredt forlig kan give et nyt system levedygtighed.

Den kollektive angst for husejerne som politisk våben har imidlertid lagt fremtidens ejendomsskatter på et niveau, der kun er halvt så højt som for 25 år siden. Det betyder omvendt, at vi betaler 20 milliarder kroner mere i indkomstskat og andre skatter, end vi havde behøvet uden Anders Fogh Rasmussens indsats.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om boligskat

FOTO: Photo: News Øresund – Johan Wessman © News Øresund – Johan Wessman via Wikimedia Commons

Udgivet den

Appel om fart i klimahandling – selv om det koster noget for danskerne

Vi må sætte ind med klimahandling nu! Det har klimaforsker Sebastian Mernild og jeg skrevet denne kronik om i AvisenDanmark 3. oktober 2023.

Sebastian Mernild er professor i klimaforandringer og glaciologi, leder af SDU Climate Cluster, forfatter samt hovedforfatter i FN’s klimapanel (IPCC)

Mogens Lykketoft, fhv. MF og minister. Formand for FN´s Generalforsamling i 2015. Bestyrelsesformand i Energinet.

Udgivet den

Ukrainekrigen har vist os Vestens styrke – men vil vi bruge den til fremskridt?

Forleden havde jeg denne analyse af Vestens nye sammenhold og hvad vi vil bruge det til i Ræson Søndag. Læs den i RÆSON – eller nedenfor:

Af Mogens Lykketoft

Det er et uhyre flimrende verdensbillede, vi skal forholde os til i disse år. Men tiden er ikke til at skabe nye fjendskaber. Internationalt samarbejde om klimaløsninger, bæredygtig global økonomisk udvikling, våbenkontrol og kontrol med IT-udviklingen er både mere påkrævet og længere væk, end det har været meget længe. Den eksplosive klimaforandring, udviklingen af nye våben til masseødelæggelse og kunstig intelligens kræver nye og stærkere aftaler mellem stater og politisk kontrol med Tech-giganterne.

Ikke desto mindre består USA’s rolle som verdens eneste supermagt i overskuelig fremtid. Den amerikanske økonomi er stærk, og lederskabet i den globale teknologiudvikling er intakt.

Efter det pinligt kaotiske exit fra den fejlslagne krig i Afghanistan er supermagtens troværdighed genoprettet med støtten til og lederskabet i den vestlige verden til Ukraines kamp. Ligesom under Den Kolde Krig viser de amerikanske våbensystemer sig de russiske langt overlegne på verdens slagmarker.

Præsident Biden har på forunderlig vis fået sat fut i klimaomstillingen i USA’s erhvervsliv ved den såkaldte Inflation Reduction Act, der handler om alt andet end inflation, men som til gengæld pumper hundredvis af milliarder af statspenge ind i grøn omstilling. Omfanget af denne indsprøjtning bliver ifølge økonomiske eksperter meget større end oprindeligt antaget, hvor fx Goldmann Sachs skønner, at det bliver fem gange så meget. Det vil både stimulere USA’s industriudvikling og udsigten til globale klimafremskridt. Der pumpes også store ressourcer i at bevare lederskab og kontrol med de mest avancerede chips, der også skal fastholde USA’s militærteknologiske førerposition. Derfor har man også afskåret Kina fra adgangen hertil, hvilket også er en af årsagerne til den optrappede konfrontation mellem Beijing og Washington. Dog ser det lige nu ud til, at der på begge sider er mere fokus på at stoppe for yderligere optrapning mellem de to største økonomier i verden. Det vender jeg tilbage til.

Men disse lyspunkter kan slukkes, og alt gå i sort, hvis Trump vinder præsidentvalget næste år. Det er heldigvis ikke det mest sandsynlige, nu hvor han måske kan indhentes af retsstaten. Men det er uhyre skræmmende, at det amerikanske demokratis tilstand er så ringe, at der overhovedet er risiko for at den store løgner kan komme igen: Han står desværre stadig hos alt for mange millioner af amerikanere som symbolet på kampen mod de klassiske magthavere, der ikke har adresseret menigmands dagligdagsudfordringer og de store sociale og etniske kløfter i samfundet gennem årtier på grund af politisk dødvande i Kongressen.

Trump ved magten igen er livsfarligt. Det kan betyde, at Ukraine udleveres til Putin, at NATO går i opløsning og at der udløses en ny farlig optrapning af konflikten mellem USA og Kina.

Og netop Europas samarbejde med Bidens USA er styrket enormt med den fælles støtte til Ukraine. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har sat sig i spidsen for en afgørende styrkelse af samarbejdet mellem EU og NATO, der også markeres med Finlands og Sveriges vandring til forsvarsalliancen. For to år siden var det utænkeligt med udvidelse af de to organisationer med Ukraine og flere østlige lande, men det er nu på vej, fordi Ruslands krig totalt har ændret perspektiverne. Det sætter også fokus på nødvendigheden af flere flertalsafgørelser for at fastholde beslutningskraft i EU – ikke mindst i udenrigspolitikken. En allerede ambitiøs klimapolitik i EU styrkes i øvrigt af erkendelsen af, at vi kun kommer helt fri af de despoter, der sidder på de største reserver af fossile brændsler, ved at forcere omstillingen til vedvarende energikilder.

Også Europa har risici for politiske omvæltninger, der på ny kan skade og svække os og undergrave støtten til Ukraine. Måske er risikoen størst i Frankrig efter Macron. Ultrahøjreregeringen i Italien har heldigvis rettet overraskende godt ind på den europæiske kurs.

Afrika er, med sin eksplosive befolkningsudvikling, omfattende armod og et emigrationspres, der forstærkes af klimaforandringerne, en fælleseuropæisk udfordring. Hvis Vesten vil undgå entydigt at tabe til Kina og Rusland i kampen om Afrikas gunst, så kræver vilje til et meget stærkere, mere ligeværdigt og økonomisk langt mere rundhåndet samarbejde med Afrika. Det illustreres netop i disse måneder med serien af anti-vestlige kup i de fattigste og hårdest ramte dele af det afrikanske kontinent.

Det har været en skræmmende erfaring for os, at Det Globale Syd sidder på hegnet uden at tage stilling i Ukraine-konflikten. Kun de rige lande i EU og G7 (Nordamerika, Europa og Japan) sammen med Sydkorea, Australien og New Zealand er entydige i sammenholdet.

Udviklingen mod en mere multipolar verden blev understreget af seneste BRIKS-møde i Sydafrika, hvor lederne fra Kina, Indien og Brasilien deltog (mens Putin var nødt til at blive hjemme pga. arrestordren udstedt af den internationale domstol i Haag). Argentina, Etiopien, Iran, Saudi-Arabien, Emiraterne og Egypten kommer med i klubben. Dette nye BRIKS dækker dog over enorme indbyrdes modsætninger – bl.a. mellem Indien og Kina og mellem golfaraberne og iranerne. Indien, Brasilien og Sydafrika ser ikke BRIKS-samarbejdet som en konfrontation med USA-EU-G7, men snarere som en markering af ønsket om langt større hensyntagen til deres interesser fra det rige nord. Hertil hører, at Indien endda deltager i militærsamarbejde med USA for at dæmme op for Kina.

Men det er alligevel Kina, der har størst gavn af udvidelsen af BRIKS – ikke mindst fordi det understøtter kinesernes succes ved at bringe arabere og iranere på talefod og dermed skabe en ny dynamik i Mellemøsten.

Kina har også brug for en succes, for Xi Jinpings styre er mere på hælene, end det hidtil har været erkendt i det heftige amerikansk-europæiske pressebillede om den kinesiske trussel. Kinas anseelse i Vesten er svækket af undertrykkelsen i Tibet og Xinjiang og overgrebet på Hongkongs selvstyre. Samtidig er Kina ramt af Trumps handelskrig og af Bidens supplerende chipskrig og erklærede vilje til at forsvare Taiwan. Det er følelsen af en vellykket amerikansk omringning, der forklarer, at Kina holder hånden over ikke-vennen Putin. Xi forstår nok, at han ikke kan hamle op med USA i en konfrontation, for trods hans oprustning er USA er stadig tre gange mere magtfuldt.

Det har vist hele tiden været en falsk analogi at tale om overhængende fare for en kinesisk invasion af Taiwan i kølvandet af Ruslands invasion i Ukraine, selv om Xi Jinping ved sin aggressive retorik og truende overflyvninger af øen har bidraget til denne frygt. Kinas styre har gennem årtier fastholdt folkelig opbakning ved at sikre hurtig fremgang i levevilkår. Det vil tage en brat ende ved en krig i Taiwanstrædet, hvor USA involveres og økonomien rammes af hårde sanktioner fra Vesten.

Desuden er problemerne hjemme i Kina ved at vokse regimet over hovedet: Den drastiske Covid-nedlukning uden effektiv vaccination og et mere erhvervsfjendtligt klima fører til manglende investeringer både hjemmefra og udefra. Mindre samkvem med omverdenen skaber risiko for langvarig stagnation. Kineserne dæmper også deres forbrug, fordi der er usikkerhed om beskæftigelse og velstand. Der er gigantiske fallitter i ejendomssektoren, stor gæld i det offentlige. Desuden er der kæmpe langsigtede risici, fordi befolkningspyramiden ændrer sig dramatisk med meget lave fødselsrater og hastig aldring. Der tales om risikoen for at kineserne bliver gamle, før de bliver rige.

Kina kan overraske positivt med dramatiske kursændringer, der sætter gang i økonomien igen. Men usikkerheden er meget stor, og køen af kriser har ført til bestræbelser på at genskabe et mere forsonligt forhold til omverdenen. Måske i forståelse af at man er tjent med ny verdensorden, hvor Kina deltager er på mere lige fod – ikke i konfrontation, men ved samarbejde med Vesten. Det skal erindres, at Kina i årevis har været utålmodig med ikke at blive tildelt indflydelse i den gamle vestligt definerede verdensorden i forhold til deres økonomis voksende størrelse i Verdensbanken og Valutafonden, og det havde nok været i Vestens interesse at give dem tidligere. I mellemtiden har de oprettet deres egen regionale ’verdensbank’ – Asian Infrastruture Investment Bank og udrullet det gigantiske Bent and Road initiativ i en volumen, der matcher de gamle fælles institutioner i Bretton Woods systemet – Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Nu ser kineserne frygtsomt ind i en udvikling med dybere kløfter og mindre økonomisk samkvem med Vesten. Det kan ende med at betyde store velstandstab både hos dem og os.

Valutafondens kloge direktør Kristalina Georgieva påpegede netop forleden i en artikel i Foreign Affairs, at den igangværende økonomiske opsplitning mellem Kina og Vesten er et minus-minus spil, der slår langt hårdere tilbage på os end de igangværende sanktioner mod Rusland. Fordi vi de seneste årtier er blevet langt mere sammenflettet med Kina, end vi nogensinde var med Sovjetunionen og Rusland.

Sidst om det, der fylder mest for os i Europa: Ruslands aggression. Putin kan ikke nå krigens mål. Han kan ikke hamle op med de vestlige våben og den ukrainske tapperhed. Men en langvarig frontkrig kan udmatte begge parter og gøre verden stadigt mere ustabil. Udover de enorme fysiske ødelæggelser i Ukraine skaber krigen sult og armod blandt fattige mennesker verden over.

Vil en ukrainsk fremgang på slagmarken så lede til en forandring i Beijings attitude til krigen? Kinas interesse er ikke, at Ukrainekrigen fortsætter og fører til et stadig dårligere forhold til Vesten ved at blive set som indirekte krigsførende på Putins side. Men Kina slår ikke hånden af Putin som en nyttig allieret, der bistår med at lægge modvægt til amerikansk dominans. Desuden frygter man dén usikkerhed, der opstår, hvis Putin mister magten, og fra et modsat udgangspunkt kan man i Vesten også nå til, at det lige nu kan blive endnu mere aggressive kræfter, der afløser Putin, hvis han bliver væltet. Derfor kan det ikke udelukkes, at ukrainsk fremgang ved fronten og fortsat uro i baglandet fra fanatiske militærgrupper som Wagner kan give Kina en interesse i at lægge pres på Putin for at standse krigen og redde sit eget skind. Det er den bedst tænkelige udvikling, fordi Kina nok er den magt i verden, der KAN ruske den russiske diktator til et minimum af fornuft: Rusland er allerede på hælene og på vej til at blive en kinesisk vasalstat, når landet isoleres af Vesten og udmarves mere og mere af krigen. Man er nødt til at lytte til Kina, og da især hvis Beijing lægger presset sammen med toneangivende lande i det globale syd som Indien og fx Saudi-Arabien.

Derfor er det meget spændende, hvad der foregår i hemmelige samtaler i Riyad, hvor både Ukraine, Kina og andre – men ikke Rusland – deltager.

Der er også al mulig grund til at antage, at USA og de store europæiske lande søger at tale med både Kina og Indien om at bygge presset op på Putin at standse krigen.

Måske ser vi ikke foreløbig en fredsslutning, men en våbenstilstand, hvor vi kan genopbygge det meste af Ukraine og give landet garantier for sikkerhed hos NATO og fremtidig deltagelse i EU.

Det kan måske senere bane vej for omtanke og et nyt styre i Rusland, der på en gang må samarbejde med Kina og finde vej tilbage til åbning over for Vesten. Hvis det sker, skal vi være klar til at række ud. Ruslands mentale isolation skal brydes, hvis der ikke skal komme krig på ny. Der er så meget på spil, hvor vi skal have Rusland tilbage ved møjsommelig genopbygning af tillid: Kontrol med masseødelæggelsesvåben, efterhånden nedrustning og samarbejde om økonomi og klima.

Men vejen hertil bliver lang, og en nyt Rusland bliver i bedre fald en slags endestation.

Vesten må acceptere den tiltagende multipolare verdensorden, men insistere på revitalisering af de forpligtelser, vi alle har accepteret som medlemmer af FN. Vejen går utvivlsomt over mere balance i relationerne til Kina, end vi har set de seneste år – og langt mere imødekommende engagement fra os til landene i Det Globale Syd, når det gælder støtte til deres bekæmpelse af fattigdom i almindelighed og konsekvenserne af klimaforandring i særdeleshed.


Mogens Lykketoft (f.1946, cand.polit.) har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Udgivet den

Nixon og hans folk ofrede Chiles demokrati på koldkrigens alter

50 år efter kuppet i Chile mangler landet stadig en ren demokratisk forfatning. Et lyspunkt er, at USA ikke længere systematisk bekæmper røde, demokratiske bevægelser i Latinamerika. Læs min kronik i Information 11. september 2023 – eller læs den nedenfor:

Chiles demokrati likvideret

I dag er det nøjagtigt 50 år siden, militærkuppet i Chile likviderede demokratiet, som førte til mord og mishandling af tusindvis af mennesker. Kuppet ville ikke være lykkedes uden massiv intervention fra USA’s daværende præsident, Richard Nixon, og hans nationale sikkerhedsrådgiver og senere udenrigsminister, Henry Kissinger, der også have et fælles ansvar for fem års krigsforbrydelser i Indokina.

Angrebet på Chiles demokrati var en del af et langt større mønster, hvor USA gennem mange årtier havde interveneret for at forhindre partier på venstrefløjen i at vinde valg i Latinamerika og aktivt havde støttet militære kupmagere og andre despoter i at sætte sig på magten rundt om i regionen.

Påskuddet under Den Kolde Krig var at forhindre kommunistisk indflydelse, men det handlede lige så meget om at forhindre eller afskaffe regeringer, der lagde sig i vejen for amerikanske firmaers interesser.

Blot to eksempler: I 1954 arrangerede CIA et militærkup i Guatemala, der fældede den socialdemokratiske præsident Jacobo Arbenz og indledte årtiers brutal undertrykkelse af den oprindelige befolkning. I 1965 væltede en invasion af amerikanske marineinfanterister den første reelt folkevalgte socialdemokratiske præsident i Den Dominikanske Republik, Juan Bosch.

Militærdiktatur med hjælp fra CIA

Chile havde mere demokratisk tradition end de fleste andre lande i Latinamerika. Landet havde længe været i CIA’s kikkert, fordi socialistiske parter havde fremgang på grund af den ufatteligt skæve fordeling af landets rigdom.

I en årrække støttede man hemmeligt højrefløjen i valgkampene for at forhindre socialistisk sejr. Det mislykkedes imidlertid i 1970, da Salvador Allende blev valgt til præsident i spidsen for en koalition af socialistiske partier. Kommunisterne var med i denne koalition, men spillede ikke hovedrollen. Allendes regering anfægtede ikke demokratiet.

Allendes regering var i starten en stor folkelig succes, fordi den lavede progressive sociale reformer og blandt andet nationaliserede den yderst profitable kobberindustri. Men højrefløjen i Chile fik i samarbejde med USA iværksat en systematisk destabilisering af landets økonomi. USA blokerede for lån fra Verdensbanken og Valutafonden og for samhandlen. Der blev skabt varemangel for at miskreditere Allendes styre.

Det derved fremkaldte kaos var en forberedelse til kuppet den 11. september 1973, der var tilrettelagt i samarbejde mellem CIA og kræfterne på den yderste højrefløj under ledelse af hærchefen Augusto Pinochet. Præsident Allende nægtede at gå i eksil og skød – så vidt vides – sig selv under kupmagernes angreb på præsidentpaladset.

Kuppet blev et vandskel på linje med Vietnamkrigen

De fleste har hørt om grusomhederne under Pinochets styre. Mange af de politisk aktive på venstrefløjen, der undgik at blive myrdet, blev flygtninge. Vi fik også en gruppe af disse chilenske flygtninge til Danmark, og jeg kom heldigvis personligt til at kende nogle af dem rigtig godt.

Først efter femten års undertrykkelse kunne der laves et kompromis, hvor Pinochet afgav præsidentposten. Dog kun mod nogle år at blive hængende som hærchef – og dermed som en stadig trussel om et nyt kup. Præsidentposten gik så til en demokratisk koalition af kristendemokrater og socialister, der havde lagt mange års modsætninger til side for i fællesskab at genoprette og stabilisere demokratiet.

Der var desværre ikke massiv fordømmelse af kuppet og det blodige militærdiktatur fra USA’s allierede. Nogle på højrefløjen – blandt andet premierminister Margaret Thatcher i Storbritannien – betragtede i deres koldkrigeriske enøjethed Pinochets styre som et værn mod en kommunistisk magtovertagelse og mente, at Chile havde været på vej til at blive som Castros Cuba.

Kuppet i Chile blev alligevel – ligesom Vietnamkrigen – et vandskel. Der kom et bredere opgør med en sådan primitiv tankegang fra det koldeste af Den Kolde Krig. Verden over var det alle slags socialister, socialdemokrater og mange fra den politiske midte, der hjalp modstandsbevægelsen og ofrene for Pinochets diktatur og bragte grusomhederne i Chile frem i offentligheden.

Det har bagefter været en stærk oplevelse at møde chilenernes taknemmelighed. Jeg har ikke taget imod ordner fra vores dronning, fordi det er en traditionel automatik – ikke udtryk for anerkendelse af noget bestemt, man har gjort. Men jeg kunne ikke afslå, da Chiles ambassadør for nogle år siden ville give mig en orden som anerkendelse for min støtte til kampen mod diktaturet.

Lyspunkter i kampen for social retfærdighed

Specielt én person, der var helt i front for demokratiets genkomst i Chile, lærte jeg at kende: Socialisten Ricardo Lagos, der som den første på chilensk tv vovede at udfordre Pinochet i 1988 og banede vejen til diktaturets afvikling.

Lagos var undervisningsminister i den nye demokratiske regering, da jeg første gang mødte ham i Santiago i 1992. Han fortalte om den beklagelige nødvendighed af de mange kompromiser, der måtte laves for at skubbe Pinochet til side uden ny vold. Han blev senere præsident og inviterede mig personligt ind i sin suite på SAS-hotellet, da han i denne egenskab var på statsbesøg i Danmark. Jeg mødte ham tredje gang som ekspræsident under et besøg i Chile med en folketingsdelegation i 2007.

I min tid som FN-formand mødte jeg gentagne gange Michelle Bachelet, der to gange blev valgt som Chiles tredje socialistiske præsident, og som var datter af en general, der blev myrdet for sin modstand mod Pinochets kup.

Lagos og Bachelet har en meget stor del af æren for, at Chile er blevet et meget rigere og friere land de seneste tre årtier, og at der ikke igen blev borgerkrigsstemning og kupforsøg. Men meget store uligheder består.

Venstrefløjens reformbestræbelser er blevet stækket af de konservative garantier, som Pinochet fik sat ind i forfatningen, da han gik ind på at vige præsidentposten. Især fastholder særlige regler om valg og udpegning til Senatet et udemokratisk element til gavn for højrefløjen.

Et storstilet forsøg fra et særligt folkevalgt forfatningskonvent for at sikre Chile en ny, fuldt ud demokratisk forfatning kuldsejlede desværre ved en folkeafstemning sidste år. Det var et meget ambitiøst og progressivt dokument – blandt andet om ligestilling mellem kønnene og klare rettigheder for alle slags minoriteter. Det blev fældet af en massiv skræmmekampagne fra højrefløjens partier og medier, der var gennemsyret af vilde løgne, for eksempel at den nye forfatning skulle være en trussel mod den private ejendomsret.

Derfor er nutiden for det demokratiske Chile tvetydig. Men det er utroligt lovende, at den nuværende præsident, den kun 37-årige Gabriel Boric, blev valgt på baggrund af vældige folkelige demonstrationer imod ulighed og social utryghed. Han er samlingspunktet for en ny stærk social bevidsthed, der er afgørende for det chilenske demokratis fremtid.

Det er for hele regionen et lyspunkt, at Lula da Silva og venstrefløjen er tilbage i regering i Latinamerikas største nation, Brasilien, efter sejren over Trump-klonen Jair Bolsonaro ved det seneste præsidentvalg.

Sidste og afgørende lyspunkt er, at USA under præsidenterne Clinton, Obama og Biden ikke har sat sig for, at USA fortsat skal bekæmpe alle demokratiske bevægelser i Latinamerika, der har socialdemokratiske og socialistiske farver. Men, som alt der vedrører en bedre verdensorden, er også dette fremskridt i forholdet mellem USA og Latinamerika truet, hvis det utrolige sker, at Donald Trump vender tilbage til Det Hvide Hus.

Mogens Lykketoft – Tidligere udenrigsminister (S) og formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om demokrati

FOTO: Wikimedia Commons