Frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten

Min seneste klumme i Berlingske handler om de dystre udsigter efter Bidens store fejltagelser, om truslen fra Trump for Ukraine, Europa, Mellemøsten og forholdet til Kina. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Farvel til et skræmmende år … og hvorhen i 2025?

Da jeg for et tiår siden arbejdede for FN, var verdensbilledet broget. Men vi havde lyspunkter som verdensmålene og den ambitiøse klimaaftale i Paris, hvor USA, Europa og Kina arbejdede sammen.

Vi turde tro, at der var løsninger på de to eksistentielle kriser – at undgå atomkriges endelige ragnarok og standse den skæbnesvangre globale opvarmning. 

Ved tærsklen til 2025 står krige, krigsforbrydelser og humanitære katastrofer i kø fra Ukraine til Palæstina, Sudan og andre afrikanske lande samt Myanmar. De gamle aftaler mellem stormagterne om begrænsning af atomvåben og raketsystemer er ved at falde fra hinanden. 

En heftig oprustning risikerer at svække den i forvejen alt for svage globale klimaindsats. Konfrontationerne mellem Kina og USA er skruet op.

For fire år siden håbede vi, at Joe Biden ville være et positivt gennembrud efter Trump. Biden leverede også på grøn omstilling og økonomisk vækst. 

Men han havde desværre ikke politisk mulighed for at hjælpe den trængte middelklasse ved at beskatte de griske milliardærer, der nu har taget magten og vil bruge den til øge profitten og give sig selv skattelettelser.

Bidens forspildte muligheder

Derimod havde Biden mulighed for at udstikke en ny udenrigspolitisk kurs.

Men der kom intet opgør med Trumps toldpolitik og konfrontation med Kina, og det bidrog måske til at få Kina til at afstive Rusland i krigen mod Ukraine.

Det kan undre, at Biden ukritisk og hovedkulds opgav Afghanistan ved at gennemføre Trumps »hovsaaftale« med Taleban – hen over hovedet på alle andre politiske kræfter i landet.

Man kan ikke afvise, at Putins beslutning om at angribe Ukraine blev truffet, da han så amerikanernes kaotiske tilbagetog fra Kabul og manglende vilje til at afstive deres allierede.

Biden valgte dog at hjælpe Ukraine mod invasionen. Men hans usikre holdning til, hvilke våben der kunne leveres, og hvordan de måtte bruges, gjorde kampen vanskeligere. 

En indledende mulighed for hurtig fred blev ikke for alvor afprøvet, fordi Biden og Boris Johnson mente, at Rusland hurtigt kunne udmattes ved fortsat krig. Desværre gik det ikke hurtigt, og prisen i menneskeliv og penge – og global stabilitet – af tre års krig er blevet meget høj.

Bidens seneste og mest skammelige udenrigspolitiske fejltagelse var dog hans ubetingede levering af våben og støtte til Netanyahus krig mod Gaza, selvom krigen hurtigt gik fra legitimt selvforsvar mod et terrorangreb til et krigsforbryderisk totalangreb med ekstreme ødelæggelser og civile tab.

Bidens afsluttende fatale fejlbedømmelse var hans beslutning om – trods åbenlys og hurtig aldring – at genopstille for fire ekstra år som præsident – frem til han var 86 år.

Jeg skrev for over et år siden i denne avis, at Bidens bedste julegave 2023 til USA og verden ville være at meddele, at han ikke genopstillede, så en ny kandidat for Demokraterne kunne få tid til at føre kampagne, lægge sin egen kurs og stil og få den bedst mulige chance for at besejre Trump.

Den chance forpassede Biden.

Internationalt samarbejde skræmmer Trump

I den aktuelle verdenssituation er genvalget af Donald Trump, der er fjende af forpligtende internationalt samarbejde, retsorden og klimaindsats, det dårligst tænkelige bidrag fra verdens mest magtfulde nation.

Trump ønsker næppe at starte eller fortsætte krige. Krig kan gøre indhug i hans og hans medregerende multimilliardærers formuer.

Men vi kan alligevel få mere kaos og flere krige. Hvis gamle alliancer – og erfarne diplomater med viden om verden – kasseres til fordel for præsidentens egne instinkter og forkærlighed for hurtige løsninger og hurtige handler. 

Det er frygteligt, hvis han trækker stikket for det kæmpende Ukraine, fordi han tror mere på Putin end på Zelenskyj. Hvis Rusland får lov at overmande Ukraine, er der stærkt øget risiko for den samlede verdensfred. 

Trump skal fastholdes på, at NATO og Europa leverer håndfaste sikkerhedsgarantier for at Ukraine efter en våbenstilstand kan bestå som europæisk demokratisk stat.

Og det bliver frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten. Sært nok skal vi krydse fingre for at Trump lytter mere til Saudi-Arabien og andre arabiske potentat-venner.

Syrien kan blive et lyspunkt. Europa har endnu en vigtig opgave med at hjælpe det nye styre med bistand til genopbygning af det ødelagte land, og fastholde de nye magthavere på løftet om at inkludere alle væsentlige samfundsgrupper. 

Der er ikke tvivl om, at millioner af flygtninge gerne vil tilbage. Men Syriens nye regering skal først rustes til at modtage dem med andet end ruinbunker, arbejdsløshed og elendighed.


Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 4. januar 2025

Mere fra min hånd om internationalt samarbejde

European Palestinian Network Conference

Jeg er blandt paneldeltagerne ved European Palestinian Network‘s vigtige konference i København 11. januar. Arrangøren, Puls48, skriver bl.a.: “Through our work, we seek to enhance understanding, promote dialogue, and raise awareness about Palestine’s history and contemporary challenges.” Illan Pappé, Finlands tidl. udenrigsminister Erkki Tuomioja, repræsentanter fra UNRWA, Amnesty International, Folkekirkens Nødhjælp, Oxfam DK og mange flere deltager også.

Mere om European Palestinian Network, konferencen og billetter her

Fire grunde til, at jeg orker at skrive endnu en lang kommentar

Nogle siger, at israelerne må forsvare sig med alle midler for ikke igen at blive udryddet eller fordrevet fra Palæstina. Det siges uden forståelse for, at det i realiteternes verden er palæstinenserne, der er truet med udslettelse som nation og med fordrivelse fra Palæstina. Læs kronikken i Politiken – eller nedenfor:

Min kronik i Politiken 22. december 2024

Danmark har altid støttet en international retsorden, respekt for menneskerettigheder og et forpligtende internationalt samarbejde. Det bør være en vigtig ledestjerne for vores indsats som medlem af FN’s Sikkerhedsråd i de kommende to år – også når det gælder holdningen til Israel.

Amnesty International har med omfattende dokumentation konkluderet, at Israel begår folkemord i Gaza med en krigsførelse, der betyder vilkårlige drab og kvæstelser af titusindvis af civile, blokering for nødhjælp og drab på nødhjælpsarbejdere med omfattende død af sult og sygdom til følge.

2,3 millioner mennesker er efterladt i en ruinbunke på størrelse med Langeland. Deres samfund er systematisk gjort ubeboeligt. Boliger, sygehuse og skoler er udbombet. 45.000 er dræbt – de fleste civile. 106.000 er såret eller livsvarigt invalideret. Børn er en uhyggelig stor andel af de døde og sårede. Intet andet sted har så mange børn fået amputeret lemmer – ofte uden bedøvelse, fordi medicin og udstyr lige så lidt som vand og mad får lov at komme frem bare i det absolut mest nødvendige omfang. Hundredtusinder af børn er uden skolegang og uden fremtid,

Anklagen om folkemord behandles på Sydafrikas initiativ af Den Internationale Domstol. Der er ikke fældet dom, men domstolen har for længst og forgæves krævet våbenhvile og tilstrækkelige forsyninger til krigens ofre.

Den Internationale Straffedomstol har samtidig rejst sag mod Israels statsminister og tidligere forsvarsminister for veldokumenterede krigsforbrydelser.

Alligevel er der stadig folk i Danmark, som mener, at Israels krigsførelse er nødvendigt selvforsvar over for Hamas’ bestialske angreb på civile og gidseltagning i Israel 7. oktober 2023.

Nogle siger, at israelerne må forsvare sig med alle midler for ikke igen at blive udryddet eller fordrevet fra Palæstina. Det siges uden forståelse for, at det i realiteternes verden er palæstinenserne, der er truet med udslettelse som nation og med fordrivelse fra Palæstina. Israel kan ikke militært besejres.

Hamas’ angreb var uden al tvivl en krigsforbrydelse, der stempler bevægelsen som en uhyggelig terroristisk dødskult, der ikke bare praktiserer vilkårlige drab på civile jødiske borgere, men også er fuldstændig ligeglad med, om gengældelsen rammer deres eget folk med faktor hundrede.

Men Hamas’ grusomheder kan ALDRIG retfærdiggøre Israels krig mod Gazas folk gennem snart 15 måneder. Det retfærdiggør selvfølgelig heller ikke den statsstøttede bosættervold og etniske fordrivelse rettet mod den palæstinensiske civilbefolkning på den besatte Vestbred – eller internering af 12.000 palæstinensere i fangelejre, hvor tortur og mishandling er udbredt.

Kampen om Palæstina mellem den arabiske flertalsbefolkning og jødiske indvandrere begyndte for langt over hundrede år siden, da den zionistiske bevægelse – med begrundelse i århundreders forfølgelse af jøder i Europa – formulerede ideen om en jødisk stat i Palæstina.

Efter Første Verdenskrig overgik Palæstina fra tyrkisk til britisk styre. Briterne lovede med Balfour-erklæringen fra 1917 jøderne ’et nationalt hjem’ i Palæstina, men uden at præcisere, om det betød en særlig stat. Det var et oplæg til konflikt med de arabiske palæstinensere.

Den jødiske indvandring tog fart med nazismens fremmarch i 1930’erne og efter Anden Verdenskrig med overlevende fra holocaust. Det var holocaust, der i 1947 førte til, at det unge FN, domineret af sejrsmagterne fra Anden Verdenskrig, foreslog, at Palæstina skulle deles nogenlunde ligeligt mellem arabere og jøder – med Jerusalem som et særligt område under international kontrol.

FN’s plan blev aldrig virkeliggjort. De arabiske nabolande, der netop var ved at frigøre sig fra europæisk koloniherredømme, afviste FN-planen som en kolonialistisk løsning hen over hovedet på palæstinenserne, der stadig var et stort befolkningsflertal. Derfor gik nabolandene i krig mod den selvudråbte jødiske stat. Men med støtte fra både USA og Sovjetunionen vandt Israel på slagmarken og kom i besiddelse af 77 pct. af Palæstina. Gaza kom under Egypten, og Vestbredden med Østjerusalem kom under Jordan.

Jeg er født i 1946. Min ældste nulevende ven er af jødisk oprindelse. Jeg voksede op med enorm sympati for, at det så grusomt forfulgte jødiske folk fik sin egen stat. Jeg oplevede kibbutzerne i det unge Israel som et spændende socialistisk eksperiment.

Jeg lagde øre til myten om folket uden land, der kom til landet uden folk og fik det til at blomstre. Men jeg blev kritisk over for den zionistiske stat, da jeg efterhånden forstod, hvordan Israels fødsel førte til flugt og fordrivelse for to tredjedele af Palæstinas arabiske indbyggere – og at Israel aldrig ville lade dem komme tilbage. Historien om den jødiske stat er også historien om 77 års fordrivelse, besættelse og ydmygelse af palæstinenserne. Og det er historien om, at hver gang der var bevægelse i retning af fred, var der terrorister på den ene eller anden side, som sprængte det i luften.

Den aktuelle katastrofe i Gaza placerer Netanyahu og hans fæller som de mest morderiske terrorister i konfliktens lange historie. Der uddeles i Danmark bøder og fængsel til folk, der udtrykker støtte til terror. Hvordan mon vi vil forvalte denne lovgivning over for dem, der hylder Netanyahus krig, når Den Internationale Straffedomstol måtte dømme ham som terrorist?

Det er meget forståeligt, at jøder verden meget længe købte den samme positive fortælling om Israel, som jeg selv lyttede til i min tidlige ungdom – og mange støttede opbygningen af staten Israel med store beløb.

Men der var også jøder, der tidligt så faren ved den kurs, det zionistiske projekt kunne tage.

En af dem var Albert Einstein, der allerede i 1929 sagde følgende til sin ven, kemikeren og zionistlederen Chaim Weizmann: »Skulle det ikke lykkes os at finde en vej til ærligt samarbejde og en ærlig pagt med araberne, så ville vi intet have lært af vores 2.000 års lidelser, og vi vil have fortjent vores skæbne«. En dyster profeti!

Weizmann blev statens Israels første præsident. Ved hans død i 1952 blev Einstein indtrængende opfordret til at efterfølge ham. Men Einstein afslog at blive Israels præsident, fordi han var uenig i den måde, staten udviklede sig på.

Einsteins bekymring blev bekræftet, da Israel med krigen i 1967 fik herredømmet i hele det historiske Palæstina og begyndte at kolonisere især Vestbredden med jødiske bosættelser. Det undergravede systematisk muligheden for at realisere FN’s fredsplan om en to-statsløsning, fordi netop dette lille stykke land plus Gazastriben skulle være grundstammen i en arabisk Palæstina-stat,

Der var et øjebliks omtanke med Oslo-aftalen mellem Israel og Arafats palæstinensiske befrielsesfront i 1994. Den sidste israelske leder, der både havde vilje og autoritet til at realisere en to-statsløsning var nok Yitzhak Rabin, der netop af den grund blev myrdet af en højreradikal jødisk terrorist i 1995.

Stor indvandring af arabiske og sovjetiske jøder gav efterhånden magten i Israel til ultranationalistiske og religiøse partier, der mener, at Gud har givet dem retten til hele landet og til at blive ved at holde det andet folk i Palæstina besat.

Denne politik er gang på gang fordømt af et overvældende flertal af FN’s medlemslande, der kræver besættelsen ophørt og to-statsløsningen gennemført.

Intet fremskridt er sket, fordi Israel med fuld støtte fra USA har udviklet sig til Mellemøstens militære supermagt – endda med atomvåben. I USA anses støtte til Israel som nødvendig indenrigspolitik, hvis man vil genvælges; skiftende præsidenter har talt om en to-statsløsning, men reelt har USA undergravet denne løsning ved reelt at acceptere, at Israel har oprettet kolonier af 700.000 jødiske bosættere på besat område i strid med FN’s beslutninger og folkeretten. USA har desuden leveret Israel de mest avancerede våben i rigelige mængder og systematisk nedlagt veto i FN’s Sikkerhedsråd, selv når alle andre medlemmer krævede stop for Israels amokløb.

Biden blev under sin dramatiske aldring en skandale og tragedie, ikke kun fordi han ikke i tide lovede at gå af efter fire år og derved kunne have givet sin afløser en sejrschance – også fordi han trods sin modvilje mod Netanyahus barbariske krigsførelse ikke lagde pres på Israel for en våbenhvile og adgang for effektiv nødhjælp, der kunne stoppe udslettelsen af Palæstina. Nu kan genkomsten af Netanyahus ven Trump gøre alt endnu værre:

Biden blev på den mest ydmygende måde trukket rundt ved næsen af Netanyahu, der var Trumps håndgangne mand i USA’s valgkamp. Måske nåede den gamle præsident end ikke at forstå, at Netanyahu ikke længere forsvarer sig mod Hamas’ terrorangreb, men bruger det som påskud til definitivt at begrave palæstinensernes drøm om og legitime krav på et tåleligt liv og national selvbestemmelse.

Derfor har USA desværre også givet medløb på Israels mord på Unrwa – FN’s flygtningeorganisation Unrwa har i fraværet af den politiske løsning holdt de fordrevne i live og ikke mindst sikret uddannelse og hospitaler i Gaza under 17 års indespærring. Unrwa er den organisation, der er bedst rustet til at yde nødhjælp til Gaza, men nu slet ikke får lov: Fordi Israel ser organisationen som instrument ikke bare til fysisk overlevelse, men også til at holde en palæstinensisk identitet i live. Israels krig mod Palæstina er derfor også blevet til Israels totale krig mod FN.

Netanyahus udgave af Israel mener, at den jødiske stat kun kan overleve, hvis palæstinenserne fordrives eller spærres inde bag mure. De to yderpartier i Netanyahus koalition er de ideologiske børn fra Begins og Shamirs terrorgrupper, som i 1940’erne massakrerede arabiske landsbyer for at få folk til at flygte og myrdede FN’s mægler Folke Bernadotte, fordi han holdt fast i at dele lige med palæstinenserne. Manden, der myrdede de bedende muslimer i moskeen ved Hebron i 1994 for at afspore Oslo-processen, er også et af deres forbilleder!

Netanyahu selv har en beslægtet afstamning: Hans far, Benzion, var privatsekretær for Jabotinsky, som stærkt inspireret af Mussolini var anfører for den fascistiske fløj i den zionistiske bevægelse. Jabotinsky mente, at den jødiske stat kun kunne bestå ved at stille araberne ’uden for en jernmur’ omkring staten. Det vil sige fordrive dem.

Så skræmmende og tragisk det hele er – og så svært det ser ud at ændre med Trumps genkomst og Netanyahus vældige og blodige sejre på den mellemøstlige slagmark – hvorfor orker jeg så skrive endnu en lang artikel om dette i stedet for at skrive om alle verdens andre tragedier og forbrydelser, der fortjener lige så stor opmærksomhed?

For det første fordi jeg mener, at mange i Vesten – og i dansk politik – monumentalt savner viden om historien, der har ført os frem til den nuværende katastrofe i Palæstina.

For det andet fordi det israelske demokrati diskriminerer mod ikkejødiske borgere og efterlader især ikkejøder i besatte områder totalt retsløse. Det område, Israel kontrollerer, er et apartheidsamfund. Desuden søger den nuværende ekstremt højrenationalistiske regering af al kraft at indskrænke domstolenes magt og mediernes frihed. Demokrater på den næsten slagne israelske venstrefløj frygter, at Israel udvikler sig til det andet teokratiske diktatur i Mellemøsten på linje med hovedmodstanderen Iran.

For det tredje fordi Israel aldrig får fred ved alene at forlade sig på sin overvældende militære magt mod nabolandene og den massive undertrykkelse af palæstinenserne. Det er selve opskriften på evig konflikt.

For det fjerde fordi, hvis Israel får held til at fuldføre mordet på Palæstina, mens USA og mange europæere ser passivt eller endda accepterende til, så vil det cementere opfattelsen i det globale syd af monumental dobbeltstandard i Vesten over for menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser: Når Putin kræves for krigsforbryderdomstolen, klapper vi alle, med rette, i hænderne; men når Netanyahu kræves samme sted hen, vil USA straffe domstolen i stedet for at lade retten gå sin gang. Og der er for mange europæere, der taler med uld i mund om vores forpligtelse til at bakke domstolen op.

Danmark har ikke meget at skulle have sagt, når det gælder at ændre hele den tragiske udvikling.

Men vi skal af al kraft støtte en fuldstændig våbenhvile, hvor overlevende gidsler på begge sider frigives – og af al kraft arbejde for, at en fredsstyrke – formentlig med arabisk overvægt – kan erstatte Israels herredømme over folk i Gaza. Og vi skal træde til med stor humanitær hjælp.

Det er beklageligt, at vi ikke for længst har taget os sammen til diplomatisk at anerkende Palæstina som stat på linje med Sverige, Island, Norge og det meget store flertal af verdens andre lande: Anerkendelse handler om symbolsk at styrke det mildt sagt haltende selvstyre i Ramallah, der repræsenterer det Palæstina, der ville freden og for længst har anerkendt staten Israel – men som blev ydmyget og irrelevant, fordi de blev nægtet enhver indrømmelse fra Israel.

Derfor bør anerkendelse suppleres med kravet om frihed for Marwan Barghouti, den mest populære palæstinensiske frihedskæmper, som Israel holder fængslet på livstid. Barghouti er det reelle alternativ både til de diskrediterede ledere i Ramallah og til dødskulten Hamas. Vi burde for længst have sat denne dagsorden sammen med andre europæiske lande.

Det er vigtigt at sige det rigtige til verden som medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Derfor skal være melde klart ud om Israel og Palæstina, også selv om det udløser misbilligelse i Det Hvide Hus.

Mogens Lykketoft

Tidligere udenrigsminister (S) og formand for FN’s generalforsamling.

Kronikken udkom i Politiken 22. december 2024

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Har vi opgivet en tålelig fælles fremtid – eller skal Kina redde os?

Måske vil billige klimaløsninger fra Kina være mere værd for fattige lande end luftige og sent opfyldte løfter om støtte fra os i Vesten. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Skal Kina redde klodens klima?

Der var meget få fremskridt for klimaindsatsen på COP29 i Baku. De vigtigste statsledere var fraværende. Ingen troede på Trump eller Putin som medspillere. Frygten for et nyt amerikansk tilbageslag hang over forhandlingerne.

Lobbyisterne for fortsat at brænde umådelige mængder af fossile brændsler af var en stor, og voldsomt propaganderende del af de tilstedeværende – med værtskabet diskret i spidsen.

Det er en uhyggelig oplevelse, når vi i høj fart er ved at overskride Paris-aftalens mål om allerhøjst 2 graders globale temperaturstigning i forhold til før industrialiseringens tidsalder. Målet var ideelt set max. 1½ grads stigning – men det er der ikke mange, der tror på længere.

Allerede før de 2 grader har vi oplevet hastigt accelererende naturkatastrofer, der rammer hårdest i den fattige, varme del af verden. Verdens fattigste lande i Sahara-ørkenen har mistet en femtedel af deres »velstand« til ørkenspredning med videre. 

Der har været 50 grader varmt i New Delhi, og store dyrkede områder i for eksempel Bangladesh ødelægges af saltvand fra tyfoner og stigende vandstand. Katastrofer rammer også den rige verden med stadig kortere mellemrum – som i Florida, North Carolina og Valencia.

Regningen for at genoprette de skete skader og forebygge de uundgåelige kommende katastrofer ved den allerede skete temperaturstigning er umådelig. Men er dog kun en brøkdel af det, der tegner sig, hvis vi lader temperaturen fortsætte sit amokløb.

Der gøres alt for lidt for at afbøde det uundgåelige og forebygge noget endnu værre. USA har lige genvalgt en klimafornægter som præsident. Mange andre statsledere erkender nok problemerne, men opgiver at forklare deres befolkning, hvad der skal gøres. Forbruget af olie og gas stiger fortsat, og der opretholdes enorme subsidier til dette. 

Oprustning æder ressourcer, der burde bruges til klimaløsninger. Den rige verden har – også af den grund – kun tøvende og diskutabelt leveret de 100 milliarder dollar til de fattige landes klimaindsats, som blev lovet Paris for ni år siden. 

De 100 milliarder er endda en forsvindende lille del af de klimaskader, der især er den historiske arv fra de rige landes industrialisering. Det globale syd opgør støttebehov på 1300 milliarder, men i Baku forleden kunne man kun enes om at få 300 milliarder skrevet ind i aftaleteksten – til udbetaling engang i 2030erne. Og der er stor tvivl om, hvor meget der faktisk vil blive leveret.

Skal vi så give op?

Nej – Europa kan stadig nå at sætte fart på fælles grøn omstilling, og der vil trods Trump være stærke amerikanske interesser i at udvikle grønne løsninger i delstaterne og erhvervslivet.

Men især tegner der sig et stærkt bidrag fra dét Kina, som Vesten ellers af geopolitiske og konkurrencemæssige grunde prøver at stække. Kina er nemlig landet, der for alvor rykker på klimaindsatsen. To tredjedel af al ny grøn strøm i verden i 2024 blev installeret i Kina og de fleste elbiler produceres derovre. 

Det er lige omkring nu, at Kinas C02- udslip topper – væsentligt tidligere end hidtil antaget. Årtiers højvækst og et folketal, der er fire gange større end USAs, betyder, at Kina i absolutte tal er den største C02-forurener. USAs forurening pr. individ er derimod langt større end Kinas – og i fortsat vækst.

Der er grunde til, at vi i Vesten skal føre en industripolitik, som undgår, at vi på alle vigtige komponenter i grøn omstilling bliver ensidigt afhængige af Kina. Men høje toldmure som middel kan fordyre og forsinke vores egen grønne omstilling, mens Kina i kraft af enorme stordriftsfordele kan levere billig grøn teknologi til de fattigere dele af verden. 

Måske vil billige klimaløsninger fra Kina være mere værd for fattige lande end luftige og sent opfyldte løfter om støtte fra os i Vesten. Dette dilemma stiller spørgsmål ved klogskaben i at skærpe modsætningerne til Kina og øge dén dæmonisering af kæmpelandet i Østen, som allerede i svingende omfang har været Vestens politik under Bidens præsidenttid i USA.

Javel, Kina er en udfordring, systemisk og konkurrencemæssigt. Kinas styre er diktatorisk og menneskerettigheder krænkes – ligesom for eksempel i Saudi-Arabien, Emiraterne, Tyrkiet og Egypten, som vi samarbejder med. Og de krænkes meget mere I Rusland med krigen mod Ukraine, og af Israel i Palæstina.

Der er grund til at tro, at vi – hvis vi kan løse klimakrisen og undgå den Tredje Verdenskrig engang i det 21. århundrede – skal søge mere samarbejde og mindre konfrontation med Kina – og derved forhåbentlig også mindske landets behov for at dyrke samarbejdet med Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 7. december 2024

Mere fra min hånd om klimaet og Kina

Velkommen til frontlinjen  

Anders Fogh Rasmussen vil langt om længe bidrage til den kommende rapport om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Men der er intet, der tyder på, at han vil erkende sine fejl og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden. Det skriver jeg om i Altinget. Du kan læse artiklen her eller nedenfor.

Fogh vil næppe angre sine beslutninger om dansk krigsdeltagelse

I forrige måned gik Danmarks Radios fremragende og dystre serie om Danmarks krigsdeltagelse fra FN-operationen i Eksjugoslavien til de amerikanske krige i Afghanistan og Irak over skærmene.

Jeg har fulgt udsendelserne med den særlige baggrund at jeg var minister 1993-2001 – og specielt var udenrigsminister, da angrebet skete 11.september, og USA invaderede Afghanistan. 

Derefter var jeg oppositionsleder 2002-2005, hvor jeg på Socialdemokratiets vegne sagde nej til, at Danmark tog et politisk, militært og moralsk medansvar for George W. Bushs invasion i Irak. 

Jeg var også udenrigsordfører for Socialdemokratiet 2005-2011. Derfor havde jeg en rolle i beslutningsprocessen, og pressede især på for at komme ud af Irak igen. Men jeg var langtfra altid enig i Danmarks valg af indsats.

Afghanistan – rigtigt at gå med, forkert at gå til Helmand

Der var en afgørende politisk forskel i holdningen til at deltage Afghanistan og i Irak:  Efter terrorangrebet 11. september 2001 var der enighed i dansk politik og opbakning fra FN til at bidrage til at fjerne Taliban og Al Qaeda.  Men der var uenighed om hvordan, Modsat den tiltrædende Fogh-regering, mente jeg, at vi burde gå ind som del af en fredsbevarende styrke i Kabul, hvor en ny regering tog magten efter få dages krig.  

I den lange fortsættelse af vores mission i Afghanistan havde jeg helst set, at vi deltog på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland. 

I stedet rykkede vi desværre på amerikansk opfordring ud til Helmand-provinsen, hvor ingen afghansk centralregering nogensinde havde haft reel kontrol, og hvor vi tragisk kom til at deltage i mere blodige krigshandlinger end nogensinde siden 1864.  

’Velkommen til frontlinjen’ fortæller med voldsom klarhed, hvorfor det gik så galt: Der manglede viden om området og klarhed om målet. Vi arbejdede sammen med et korrupt og udueligt afghansk styre og blev set som fjender i lokalbefolkningen. Meningsløsheden med tilstedeværelsen blev også efterhånden tydelig for de udsendte.

Efter alt for mange års tilstedeværelse kom vi ud af krigszonen, men havde en lille gruppe militærfolk tilbage som trænere helt til den kaotiske amerikanske tilbagetrækning og Talibans tragiske tilbagevenden til magten. 

Irak – vi skulle aldrig have taget medansvar for USA’s invasion

Modsat Afghanistan var der efter min opfattelse aldrig noget godt argument for at deltage i Georg W. Bushs invasion i Irak. 

FN’s våbeninspektører sagde, at de uden krig på kort tid kunne opklare om Irak have masseødelæggelsesvåben, og der var ingen anledning til at tro på, at det irakiske regime havde forbindelse til Al Qaeda. Der var massiv modstand i FN’s sikkerhedsråd mod at starte krigen.  Ved at gå med Bush valgte vi en helt anden holdning end de andre nordiske lande samt Frankrig og Tyskland.

Over for mig sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen som begrundelse for at deltage i Irak-invasionen at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale for hele regionen mange år frem. Vi så også i Tv-dokumentaren hvordan vore udsendte soldater og diplomater ret hurtigt mistede troen på, at der var en god mening med deres tilstedeværelse.

Uanset alle disse kendsgerninger har tidligere departementschef Lars Findsen fremført det som en god begrundelse for at gå med i USA’s krig, at Danmark derved fik et tættere forhold til præsidenten og militæret i Washington. Jeg mener, at det er et ringe og forkert argument at give dette prioritet, uanset hvem der er præsident og uanset hvor forkert krigsbeslutningen er,

Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at vi også burde være gået med i USA’s krig i Vietnam.  Dét kom heldigvis aldrig på tale med Krag, Baunsgaard og Anker som statsministrene dengang. Anker tog frontalt afstand fra USA’s krigsførelse.

Vi skal altid have en selvstændig holdning og analyse.  

Dette burde også være indlysende for den nuværende regering, nu hvor Trump vender tilbage som amerikansk præsident.

Respekt for de udsendte indsats of – men læring af de forkerte beslutninger

Vi skal have den største respekt for de udsendtes indsats og de ofre de betalte med liv, lemmer eller sjælefred. 

Og vi skal lære at de politiske og militære fejlbedømmelser, der førte til disse ofre. 

Forhåbentlig er de negative resultater af krigene i Afghanistan og Irak så åbenbare, at der end ikke fra amerikansk side lægges op til gentagelser. 

Der er i hvert fald ingen gode udsigter for nye forsøg på med militær magt at støtte suspekte og korrupte lokale regeringer, der er uden rodfæste i en modstræbende befolkning – under påskud af de kan og vil indføre en slags demokrati.

I USA og Storbritannien har været omfattende undersøgelser om krigsdeltagelsen siden 2001. Fremtrædende beslutningstagere har været i vidneskranken – et ansvar er blevet placeret. Det gav den britiske premierminister Tony Blair et afgørende slag – og det har medvirket til større offentlig modstandskraft mod sådanne eksperimenter.

En tilsvarende undersøgelse i Danmark blev besluttet af Thorning-regeringen, men efterfølgende standset af Løkke-regeringen.

Derfor får vi for eksempel aldrig under vidnepligt afhørt Anders Fogh, om hvornår han lovede præsident Bush at gå med til Irak, uanset det manglende FN-mandat mv.  

Men der en undersøgelse i gang fra eksperter i DIIS, der arbejder med at beskrive historien. Og nogle af os andre har for længst talt med dem. 

Modsat den skrottede kommissionsundersøgelse er det imidlertid frivilligt. 

Det vil være pinagtigt, hvis toneangivende ministre i krigsårene ikke bidrager til arbejdet. 

Det gælder ganske særligt af Anders Fogh Rasmussen, der var den drivende kraft i Danmarks krige, som hans daværende partifæller i regering fik fritaget for pligten til at vide. Det antydes nu, at Fogh måske vil tale med DIIS. Men intet tyder på, at det ændre på, at han blot med stor fanatisme vil fastholde, at han gjorde det rigtige. Der har ikke hidtil været udtrykt bare antydning af eftertanke fra hans side, selv om der i dag er bred internationale erkendelse af, hvordan krigene blev iværksat på pinagtigt u-informeret grundlag, og derfor havde enorme menneskelige og økonomiske omkostninger og blev forspillet til nye katastrofer. 

Anders Fogh Rasmussen er ikke en mand, der kan eller vil erkende sine egne fejlbedømmelser og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden.

DIIS’ delrapport om tilbagetoget fra Afghanistan fremlægges om få dage. 

Katastrofen Trump

Trumps triumf er katastrofal. Ikke bare for Amerika. Det skriver jeg om i Berlingske. Læs hele mit debatindlæg i avisen – eller nedenfor.

Trumps triumf blev sikret af det rædselsfulde amerikanske medielandskab

Trumps valgsejr er skabt ved monumentale løgnehistorier
om modpartens hensigter og egne bedrifter. Hans trusler og
forbandelser skal tages alvorligt. Bag valgkampens
bragesnak ligger en klar ambition om voldsomme
forandringer, der kan gennemføres nu, hvor han har total
magt over kongressen.


Trumps første præsidentperiode var kaotisk. Han surfede de
første tre år på dét opsving, Obama fik i gang efter
finanskrisen. Resten af tiden forkludrede han den
amerikanske indsats mod covid-pandemien, der i USA
kostede en million liv. En række af hans daværende
toprådgivere advarerede mod at genvælge ham på grund af
hans despotiske ledelse og fascistiske holdninger.


Den ny Trump-styre bliver en regering af og for de
milliardærer, der gennem årtier har hamstret hovedparten af
nationens velstand, og som ved at overtage staten vil
forhindre at den begynde rat kræve skat af dem.

Det kommer til udtryk ved, at bindegale Elon Musk skal i spidsen
for dramatiske nedskæringer i statsapparatet.
Det er meget svært at forstå, at mange af dem, der med
rette føler sig snydt for at få en rimelig andel af samfundskagen
– og som er blevet hårdt ramt af inflationen –
har sat deres lid til Trump som frelser.

For det er jo Republikanernes visnepolitik i Kongressen gennem 30 år,
der har saboteret Demokratiske præsidenters forsøg på at
sikre bedre velfærd og mere fair fordeling. Senest
forhindrede Trump også i foråret gennemførelse af en
indgået tværpolitisk aftale om bedre styr på den illegale
indvandring, fordi han ville have problemet at angribe
Demokraterne for i valgkampen.

Men mange vælgere har bare set, at det politiske system
var lammet og udueligt, og det har ramt Demokraterne som
regeringspartiet nok så hårdt.

Demokraterne selv kunne have gjort det bedre. Kamala
Harris kæmpede bravt og godt, men på en alt for kort bane.
Det er dybt tragisk, at den stærkt ældede Biden ikke
allerede sidste jul opgav at blive genopstillet.


Bundlinjen er imidlertid, at Trumps triumf blev sikret af det
rædselsfulde amerikanske medielandskab: Den skrupelløse
medløbskampagne fra Fox News. Elon Musks herredømme
over X (twitter), hvor fakta-check under valgkampen var en
by i Rusland.

De mange ekstreme højreorienterede kanaler,
podcasts og sociale medier, der spreder
konspirationsteorier. Alt sammen kilder, der for mange
formere deres stemmeafgivning. Dertil kommer, at mange i
det fordomsfulde Amerika ikke var var klar til en kvindelig –
og farvet – præsident. Desværre var modstanden mod en
kvinde meget udbredt blandt latino og sorte mænd.

Hvad bliver konsekvenserne så af det katastrofale
valgresultat?

Trump har allerede i forrige omgang sikret sig et
højreekstremistisk flertal i Højesteret, der har garanteret
ham immunitet i alt hvad har foretager sig som præsident.
Han kan desuden nu fortsætte med at udskifte mange
føderale dommere med meningsfæller. Efterhånden kan det
være svært at finde en domstol, der vil erklære noget af dét,
Trump foretager sig. forfatningsstridigt! Måske hans
hovedvej til et mere autoritært styre.


De annoncerede meget brede og dybe fyringsrunder i
centraladministrationen – herunder i udenrigstjenesten – er
farligt: Tusindvis af erfarne og kyndige folk vil blive erstattet
af Trump-jasigere. Jeg tror ikke at Trump personligt ønsker
krig, for ha n er bange for, at det vil skade hans private
pengepung. Men fraværet af erfarne og besindige rådgivere
er måske den største risiko for uforvarende at vandre frem
mod krig.

I Europa må vi frygte at Trump ved aftale med Putin vil
påtvinge Ukraine en fred, der truer landets fortsatte
eksistens og ryster hele Europas sikkerhed. Det vil kræve
en endnu mere voldsom oprustningsbølge hos os, der i
sidste ende kan true velfærd og klimaindsats.

Vores økonomi vil også lide inder Trumps toldkrig, der åbenbart
retter sig mod alle lande. Men toldkrigen bliver særlig heftig
mod Kina, og det efterlader ingen udsigt til opblødning
mellem de to supermagter. Tværtimod kan det
søvngængeragtigt føre os fremad mod krig.

Der er heller ingen udsigt til at Trump vil standse
krigsforbrydelserne fra hans nære ven Netanyahu – endsige
insistere over for Israel på våbenhvile og en vej hen mod en
to-stats-løsning. I værste fald kan han i stedet tilskynde
Israel til at åbne krig mod Iran. Det vil føre til destabilisering
af hele den mellemøstlige region.

Endelig og ikke mindst er det uhyre skræmmende at
klimafornægteren Trump kommer til magten igen. Det vil
uvægerligt forsinke indsatsen mod den globale
klimaforandring, der allerede foregår i alt for langsomt
tempo.

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om valget her.

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN?

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge skyldes, at organisationen ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet – læs hele mit debatindlæg i Politiken – eller nedenfor:

Israels krig mod FN og civile palæstinensere

Der er brug for, at Danmark utvetydigt fordømmer Netanyahu-regeringens systematiske angreb på FN og på de civile i Gaza, på Vestbredden og Libanon – og arbejder for sanktioner, fra EU, hvis angrebene på FN-systemet ikke stopper øjeblikkeligt. Derudover er der brug for, at der åbnes for den akut nødvendige nødhjælp.

FN-resolutioner er desværre ikke nok til at bryde denne onde cirkel. Israel har kun godkendt to resolutioner – den ene var om selve oprettelsen af en jødisk stat i 1947, og den anden var kravet om Hizbollahs tilbagetrækning til nord for Litani-floden i Libanon i 2006.

Israel har konsekvent modarbejdet en tostatsløsning, selv om det hele tiden i talløse FN-vedtagelser er blevet fastslået som den nødvendige løsning. Senest har Den Internationale Domstol endda fastslået, at Israels besættelse og kolonisering af de palæstinensiske områder på Vestbredden, i Østjerusalem og Gaza de seneste 57 år er ulovlig og skal bringes til ophør.

Det er baggrunden for, at der siden 1948 har været en permanent konflikt mellem FN og Israel.

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge (UNRWA) skyldes, at denne organisation ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet.

De 30.000 UNRWA-medarbejdere har gennem årtier ydet uvurderlig bistand til millioner af palæstinensere fra familier, der siden 1948 er fordrevet eller er flygtet fra Israel og nu bor i nabolandene, på Vestbredden eller i Gaza.

På grund af Israels indeslutning og afspærring af Gaza de seneste 16 år forud for Hamas’ terrorangreb sidste år har UNRWA – med sine alene i Gaza 15.000 medarbejdere – specielt dér været afgørende for 2,3 millioner menneskers overlevelse under nogenlunde tålelige forhold. Gaza havde ikke haft deres skoler og hospitaler uden UNRWA.

Israel har konstant påstået, at UNRWA gennem tendentiøse skolebøger har holdt hadet mod den jødiske stat ved lige. Men FN har imødegået og standset sådanne tendenser. Det havde været ønskeligt, at FN også havde kompetence til at rense ud i de israelske skolebøgers fremstilling af historien og deres palæstinensiske naboer.

Til Israels kroniske angreb på FN-organisationen er så efter 7. oktober føjet en påstand om, at medarbejdere i UNRWA deltog i Hamas’ bestialske angreb i fjor. En uvildig undersøgelse har vist, at det er 5-12 personer ud af de 15.000 ansatte, der kan rettes mistanke imod. Alligevel er Israel i færd med at lovgive om, at UNRWA er en ’terrororganisation’.

Efter et års krig med ekstremt megen død og lemlæstelse skubber israelsk militær stadig rundt med Gazas civile i en totalt smadret by. Der er akut mangel på mad, vand, medicin og alle andre livsvigtige fornødenheder.

Israel lader ikke nødvendig nødhjælp komme ind, selv om verden presser på. Især i det nordlige Gaza sulter flere hundrede tusinde, mens bomberne fortsat med uforandret brutalitet regner ned over dem. Medieopmærksomheden er imidlertid flyttet til bomberegnen i Libanon og angreb fra og til Iran.

UNRWA er den organisation, der mandskabsmæssigt er bedst rustet til at hjælpe i Gaza – hvis verden omsider insisterer på, at nødhjælp skal ind. Derfor er det grotesk, at Israels parlament er i fuld gang med at vedtage indstilling af ethvert samarbejde med UNRWA og dermed afskære organisationen fra at levere nødhjælp i Gaza og fortsætte sit arbejde andre steder, hvor Israel bestemmer. FN-medlemslandet Israel blokerer også for andre FN-enheders arbejde i landet og har i øvrigt forbudt FN’s generalsekretær indrejse.

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN og de civile i konfliktområderne?

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Vesten har et medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran i dag står tættere sammen

Behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning mellem USA og Kina er overvældende, skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs i avisen – eller nedenfor:

Der er brug for at få ordentlige diplomater til stede

I 2015 blev jeg valgt til formand for FN’s generalforsamling med opbakning fra USA. Det undrede mange herhjemme, der har beskyldt mig for at være antiamerikansk. 

Ja, jeg var indædt modstander af Vietnamkrigen og stærkt kritisk over for de talrige amerikanske interventioner mod folkevalgte regeringer under Den Kolde Krig – for eksempel Iran (1953), Guatemala (1954) og Chile. Socialdemokratiet stemte med mig som formand mod dansk deltagelse i George W. Bushs invasion i Irak i 2003.

Mine synspunkter var imidlertid ikke i modstrid med holdninger hos daværende præsident Obama og hans udenrigsminister, John Kerry.

Jeg optrådte i 2016 sammen med Kerry i et møde med afgangselever fra FN-skolen. Mange af dem diplomatbørn og selv kommende diplomater. Kerry sagde til dem: »Jeg kæmpede i Vietnam. Det var en krig, der aldrig skulle have været ført. Hvis der havde været ordentlige diplomater til stede, var det ikke sket.«

Jeg nævner dette, fordi behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning i modsætningerne mellem USA og Kina er overvældende.

Den første forudsætning for at give diplomatiet plads er valgsejr til Kamala Harris. Trumps bombastiske politik og planer om udrensning i diplomatiet øger risikoen for krig ved en fejltagelse.

Anders Fogh Rasmussen argumenterede for at deltage i Irak-invasionen med, at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale. Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at han også ville være gået med USA’s krig i Vietnam, hvis han havde været statsminister dengang.

Jeg mener, modsat Fogh, ikke, at Danmark ukritisk skal følge USA, uanset hvem der er præsident, og uanset hvor USA vil have os hen. Vi skal have en selvstændig holdning og analyse. Derfor burde vi for eksempel have deltaget i Afghanistan på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland – og ikke rykke ud til de blodige kampe i Helmand-provinsen.

I nutiden er det Danmarks moralske forpligtelse at fordømme Netanyahus fortsatte krigsførelse og krigsforbrydelser – og at være kritisk over for, at USA ikke stopper for vanviddet.

Vi skal fortsat af al kraft støtte Ukraine. Vi skal bidrage til enighed med vores allierede om, i hvilket omfang offensive våben skal bruges mod mål inde i Rusland – og hvornår diplomaterne skal i gang med finde vejen til at standse krigen.

Det formodes, at en præsident Harris vil gå væk fra Bidens højstemte opdeling af verden mellem demokratier og autokratier. Der er langt flest autokratier, og vi ved jo godt, at Vesten har interesser i at samarbejde med en række af dem, selv om vi af og til må holde os for næsen.

Henry Kissinger havde meget på sin sorte magtpolitiske samvittighed, men han så USA’s interesse i at svække Rusland ved at forsone sig med Kina.

I dag er Vesten ikke uden medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran står tættere sammen.

Kina har ikke ønsket Ruslands krig mod Ukraine. Men USA’s fjendtlighed tilskynder Kina til samarbejde med Rusland, uanset at det kan skade landets vigtige forhold til Europa. Før vi går op i tonelejet mod Kina, bør vi tænke over, hvor meget mere Kina egentlig hjælper Rusland, end Indien gør: Begge lande køber billig olie fra Rusland og deltager – desværre – lige så lidt som resten af det globale syd i Vestens sanktioner mod Rusland.

Iran er den erklærede store fjende af USA og Israel – og Netanyahu forsøger i disse dage at vikle USA ind i krig mod Iran. Det usympatiske præstestyre undertrykker sin befolkning, har krigeriske allierede i regionen og sælger krigsdroner til Rusland. 

Men præstestyret er ikke en monolit. For ni år siden var mere moderate folk i spidsen. 

Jeg lærte i FN den daværende iranske udenrigsminister Javad Zarif at kende. Sammen med USA’s John Kerry fik han den internationale aftale på plads, der bremsede Irans vej til atomvåben og fjernede handelssanktionerne mod landet.

Tilskyndet af Netanyahu rev Trump atomaftalen i stykker. Det bragte meget mere dystre kræfter til magten i Iran.

Imod den krigeriske øverste religiøse leders ønske valgte iranerne i denne sommer overraskende en ny præsident, der forsigtigt rakte en hånd ud om afspænding med Vesten. Den ny præsidents kampagnechef var Zarif, der nu er tilbage i regering. Desværre har ingen dygtige vestlige diplomater fået lov at gribe og teste denne hånd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 11. oktober 20024

Mere fra min hånd om diplomati