Klimaindsatsen bremses og gøres kostbar af miljømyndighederne

Hvis klimaet og naturen skal reddes, er det nødvendigt at rette op på de administrative svækkelser i miljømyndighederne, der alt for ofte skaber kostbare sammenstød i afgørelser om anlægsarbejde. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser forbundet med myndighedernes afgørelser, skriver jeg bl.a. i min seneste kommentar i Berlingske Tidende:

Berlingskes illustration til kommentaren: »Det kommer alene til at koste groteske 600 mio. kr., at arbejdet med Baltic Pipe, hvori vi skal sende norsk gas via Danmark til Polen, nu er sat i stå på flere strækninger i nogle måneder,« skriver Mogens Lykketoft. På billedet ses nedgravningen af Baltic Pipe mellem Faxe og Næstved på Syd- og Midtsjælland, 16. december 2020.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er mange udfordringer for politikere, der skal redde klodens fremtid. Vi redder ikke klodens natur uden at stabilisere klimaet. Klimaindsatsen haster enormt, og det vil være en hidtil uset global kraftanstrengelse at lykkes med den.

Men selv da har vi ikke sikret naturens mangfoldighed. Vild natur skal bevares eller genskabes, samtidig med at vi skaffer plads til flere mennesker, der kan leve og bo, uden at mange er fastlåst i dyb fattigdom. I en verden med enorme uligheder kan der næppe skabes opbakning til nødvendige ofre for at stabilisere klimaet og bevare naturen, medmindre regningen sendes til dem, der ved størst forbrug har de største aftryk på klimaet og naturen.

Det handler derfor om at afveje modstridende hensyn til klima, natur og social balance. Intet tiltag er perfekt, men vi skal gøre os den yderste umage for at mildne målkonflikterne.

I Danmark ser vi et antal nye afgørelser fra i Miljøankenævnet, der ikke forekommer at bidrage hertil.

En af dem er bremsen på bygningen af nye sociale boliger på den del af Amager Fælled, der er gammel losseplads, men som af Enhedslistens gamle trubadur Finn Sørensen besynges som Lærkesletten. Her lever en stor vandsalamander, der imidlertid har andre gode levesteder og ikke som art er truet. Der er omvendt ikke så mange andre og bedre muligheder for at placere nye sociale boliger i København. Og der er brug for at modvirke en udvikling, hvor håndværkere, lærere og sygeplejersker, der arbejder i storbyen, ikke har råd til at bo i nærheden af arbejdet.

Kommunernes Landsforening kender en række tilsvarende sager rundt i landet, hvor klager, der har ventet i årevis på en afgørelse, vælter kommunal planlægning, sætter anlægsarbejder i stå og derfor udskriver store regninger til skatteydere eller forbrugere.

Den virksomhed, jeg er bestyrelsesformand for, Energinet, som er det nationale selskab, der ejer og udbygger transmissionsnettet for el og gas, er på dramatisk vis konfronteret med det samme problem. Lednings- og rørarbejder, der for adskillige år siden er godkendt af Miljøstyrelsen, omgøres nu. Nogle projekter er mellemtiden fuldført (!), andre er i gang og sættes nu helt eller delvis i stå med meget store omkostninger til følge.

Det kommer alene til at koste groteske 600 mio. kr., at arbejdet med Baltic Pipe, hvori vi skal sende norsk gas via Danmark til Polen, nu er sat i stå på flere strækninger i nogle måneder, fordi ankenævnet ikke mener, at der er gjort nok for at beskytte levevilkårene for hasselmus, birkemus m.fl.

Kostbare sammenstød

Denne ny skærpede praksis kan tvinge Energinet til at være mere afventende over for, hvornår man tør iværksætte et anlægsarbejde på grund af frygt for en langt senere ankeafgørelse. Målkonflikten er åbenbar, fordi vore statslige ejere og hele det politiske system tripper utålmodigt for, at vi hurtigst muligt skal bane vejen for langt mere sol- og vindenergi. Men klimaindsatsen bremses af omsorg for truede dyrearter.

Hvad kunne man have gjort for at undgå disse kostbare sammenstød? Først og fremmest en hurtigere og sikrere sagsbehandling hos miljømyndighederne. Det er klart, at en kommune eller en offentlig virksomhed som Energinet vil betale for de nødvendige miljøkrav, og at det er umådeligt meget billigere at gøre fra start end at blive sat i stå, når alt er godt i gang.

Det er i min forståelse hul i hovedet, at en uspecificeret ankeafgørelse om, at ‘mere’ skal gøres, flere år fra projektstart kan udløse forsinkelsesomkostninger på 600 mio.kr.

Berlingskes illustration til kommentaren: »Politisk er der også brug for mere overordnet at vurdere, om man ikke med mindre omkostninger kan gøre mere for truede arter ved at opkøbe flere arealer, der kan udlægges som vild natur i stedet for skærpelse af kravene til anlægsarbejderne,« skriver Mogens Lykketoft. På billedet ses den rødlistede ræv.

Foto: Nf / Ritzau Scanpix.

Jeg kan ikke frigøre mig fra fornemmelsen af, at vi lider under senfølgerne af erfaringstabet ved afgang af medarbejdere i Miljøstyrelsen og ankeadministrationen som følge ved den tidligere regerings forhastede udflytning fra hovedstaden, der i øvrigt blev ledsaget af helt urealistiske løfter om hurtigere og bedre sagsbehandling.

Det er nødvendigt meget hurtigt at rette op på denne administrative svækkelse. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser. Der må fra start gives præcise anvisninger til dem, der skal lave anlægsarbejder, om og hvordan truede arter skal beskyttes.

Politisk er der også brug for mere overordnet at vurdere, om man ikke med mindre omkostninger kan gøre mere for truede arter ved at opkøbe flere arealer, der kan udlægges som vild natur i stedet for skærpelse af kravene til anlægsarbejderne.

Her er i hvert fald brug for at gøre det ikke bare lidt bedre.

Kommentaren stod at læse i Berlingske Tidende 28. juli 2021

Mere fra min hånd om klimaet

Chance for at mindske atomtruslen

Trods alle modsætninger mellem USA, Rusland og Kina er der måske dog håb om besindelse og ny våbenbegrænsningsaftaler.  Erindringen om Cubakrisen i 1962 og lærdommen fra Reagan og Gorbatjov burde give pejling til de store magters ledere i 2021. Det skriver jeg om i min klumme i Jyllands-Posten 20. juli 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Illustration fra J-P: Flertallet af FN’s medlemsstater har tilsluttet sig en traktat, der generelt vil forbyde atomvåben. Det batter imidlertid ikke meget, når de ni lande, der allerede har disse våben, afviser at være med, mener Mogens Lykketoft. Arkivillustration: Niels Bo Bojesen.

Indlægget i J-P International Debat:

Vejen til at mindske atomtruslen er kroget. Det handler om, at USA, Kina og Rusland på trods af andre interessemodsætninger ser en fælles interesse i på ny at bremse et uhyre kostbart og farligt atomkapløb, der stjæler ressourcer fra klimaløsning og velfærdsfremgang.

Egentlig troede jeg, at alt om krisen om de sovjetiske missiler på Cuba i 1962 for længst var fortalt i bøger og film. Men historieprofessor Serhii Plokhii fra Harvard har – med enestående god adgang både til amerikanske og nyåbnede sovjetiske arkiver – skrevet en fremragende bog om dén krise, der for næsten 60 år siden bragte os hidtil tættest til atomudslettelsen. 

Bogen, ”Nuclear Folly”, har vigtige budskaber til nutiden: Kennedy og Khrusjtjov forstod truslen og undgik katastrofen. Men undervejs var der alligevel enorm risiko for at mistro til og mistolkning af modparten kunne udløse katastrofen. 

Vi kom ufatteligt tæt på, at atomvåben blev affyret, fordi lokale kommandanter havde rigide forholdsordrer og utilstrækkelig information fra statslederne.

Efter Cubakrisen blev der gennem 47 år indgået en lang række aftaler om at begrænse atomtruslen. Der blev etableret direkte kommunikation mellem supermagternes ledere. Dertil stop for prøvesprængninger, traktat mod spredning af atomvåben og forbud mod de missil- og antimissil-systemer, der rummede størst fare for at udløse krig ved en fejltagelse. 

I 1980’erne erklærede Reagan og Gorbatjov i fællesskab, at en atomkrig aldrig kan vindes og derfor aldrig må udkæmpes. Efter Den Kolde Krig blev iværksat en egentlig nedrustning med destruktion af 80 pct. af de daværende atomvåbenlagre. 

Nu står nye trusler i kø. De fleste gamle aftaler om atomvåbenbegrænsning er udløbet. Sammen med ny oprustning og nye teknologier øger det igen risikoen for krig ved en fejltagelse. Desuden er der ikke længere kun a-våben i USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig. Der er også i Indien, Pakistan, Nordkorea og Israel. 

Flertallet af FN’s medlemsstater har tilsluttet sig en traktat, der generelt vil forbyde atomvåben. Det batter imidlertid ikke meget, når de ni lande, der allerede har disse våben, afviser at være med. Vejen til at mindske atomtruslen er i bedste fald længere og mere kroget. 

Det handler om, at især USA, Kina og Rusland – på tværs af alle andre interessemodsætninger – ser en fælles interesse i på ny at bremse et uhyre kostbart og farligt atomkapløb, der stjæler ressourcer fra klimaløsning og velfærdsfremgang.

Måske er der lysglimt. Vi ser allerede, at de stores samarbejde om klimatruslen fastholdes til trods for deres mange andre interessekonflikter. På deres topmøde for en måned siden gav Biden og Putin opbakning til Reagans og Gorbatjovs erklæring om at forhindre atomkrigen. 

Allerede i februar aftalte de i sidste øjeblik en femårig forlængelse af New Start-aftalen, der lægger loft over antallet af atomsprænghoveder og sikrer gensidig inspektion. De arbejder desuden sammen med hinanden og med Kina om at genoplive aftalen med Iran om at afstå fra at udvikle atomvåben og derved forhindre et rustningskapløb med andre mellemøstlige magter. 

Der er udsigt til, at Nato fremlægger en ny, behersket atomstrategi. Der er håb om, at de fem gamle atommagter går i gang med at forhandle stærkere regler om at forebygge opkomsten af nye atombevæbnede lande og udtrykker en entydig vilje til aldrig selv at være de første til at bruge nogen form for atomvåben. 

Det er positivt, at Kina og Indien allerede har udstedt en sådan erklæring.

Måske lykkes det i præsident Joe Bidens tid at få genstartet en proces med mere omfattende våbenbegrænsningsaftaler, som Obama forgæves forsøgte det for 12 år siden.

Den gamle aftale om ikke-spredning indeholder et hidtil uindfriet løfte om at de fem anerkendte atommagter skal reducere deres arsenaler og forbedre inspektionen. Her kan begyndes.

Indlægget blev bragt i J-P International Debat 20. juli 2021

Mere fra min hånd om afspænding og nedrustning

Skarp og imponerende analyse fra Gordon Brown, der havde magten alt for kort

Gordon Brown beskriver i ny bog med imponerende overblik de globale udfordringer og skitserer de nødvendige svar. Læs min anmeldelse i Information lørdag d. 17. juli – eller nedenfor

Gordon Brown var finansminister i ti år, idémand til mange af Labours velfærdsforbedringer og derefter britisk premierminister i tre år frem til 2010. Han kom for sent til den højeste post, fordi Tony Blair ikke flyttede sig som aftalt. Han måtte trækkes med finanskrisen og tabte valget til den opportunistiske letvægter David Cameron, der med sin elendige dømmekraft fik udløst Brexit-katastrofen.

Det påstås, at Brown tabte magten, fordi han var for »saglig og kedelig« til en nutidig valgkamp. Sikkert er det, at hans indsigt og engagement i, hvordan vi skaber en fredelig og bæredygtig verden, er langt stærkere end hos både hans forgænger og efterfølger.

Nu har han med imponerende overblik sat sig for at beskrive de globale udfordringer og skitsere de nødvendige svar i bogen Seven Ways to Change the World: How to Fix the Most Pressing Problems We Face.

Den centrale pointe er, at vi ikke har en chance uden stærkere internationalt samarbejde.

Opgør med neoliberalismen

I sin bog gør Brown op med den neoliberale politik, der har domineret de seneste 40 år – ledsaget af hæmningsløs individualisme, hvor vinderne tog det hele, uligheden eksploderede, og den sociale kontrakt blev brudt. Nationalisme og populisme vandt frem på grund af frustrationer over ulighed, tabte job, frygt for de fremmede, tab af kulturel identitet og utålmodighed med den politiske elite.

Populisternes falske fortælling er, at der findes en vej til at take back control i en verden, hvor ingen af de eksistentielle udfordringer kan løses af nationalstaten alene. Men medlemslandene har ikke givet tilstrækkelig autoritet og finansiering til FN, Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Vesten har desuden alt for længe tøvet med at give de nye stærke økonomier større medbestemmelse i Verdensbanken og IMF.

Brown tager udgangspunkt i COVID-krisen. Først så vi en ukoordineret opvisning i nationalegoisme og derpå et fantastisk internationalt samarbejde om på rekordtid at udvikle vacciner. Efter Trumps fald kan der måske med USA’s deltagelse komme finansiering til igen at levere en langt stærkere global sundhedsindsats via WHO. I første runde handler det om at få gratis COVID-vaccine til verdens fattige, for ingen er sikre, før alle har fået tilbudt vaccination.

Pandemien efterlader os med endnu større ulighed. Flere hundrede millioner mennesker er kastet tilbage i ekstrem fattigdom. De rige lande må bidrage meget mere til global økonomisk og social genrejsning. Heldigvis ser vi ikke en gentagelse af fejltagelserne efter finanskrisen i 2008, hvor den herskende kurs – i EU anført af Tyskland – var at insistere på at begrænse budgetunderskud og inflation frem for bekæmpelsen af arbejdsløshed og fattigdom. Nu rustes der op til at give de fattige lande muligheder for at låne til nulrente til at forbedre både fysisk og social infrastruktur i en verden, hvor mange af verdens mennesker lever uden socialt sikkerhedsnet og med minimale ressourcer til sundhed og uddannelse.

Brown beklager i sin bog, at han som premierminister efter finanskrisen blev opslugt af storpolitiske forhandlinger og tekniske diskussioner i stedet for at anføre meningsdannelsen i et frontalt angreb på de falske påstande om, at staternes gældsstiftelse var årsag til – ikke resultat af – krisen:

Eneste realistiske vej ud af en dyb krise er at skabe beskæftigelse – og offentlige ydelser og investeringer virker stærkere og mere sikkert end skattelettelser. Heldigvis er dette nu recepten både i USA og EU. For ti år siden sejrede derimod sparepolitikken. Derfor steg beskæftigelsen alt for langsomt, uligheden voksede, og populisterne fik ekstra medløb.

Den globale økonomiske genrejsning skal kombineres med en massiv indsats for at stabilisere klimaet, fordi hver ekstra én grad i temperaturstigning vil udsætte ekstra én milliard mennesker for at blive klimaflygtninge eller døje med utålelig varme. Hvis ikke vi senest i 2050 nulstiller kulindholdet i vores energiforsyning, udløser vi en uoprettelig destabilisering af kloden med uhåndterlige folkevandringer og endnu flere konflikter.

Fossile brændsler betaler langtfra nok for deres katastrofale forurening. De skal afgiftsbelastes, og investeringer i billig vedvarende energi, produktion af flydende grønne brændstoffer, opsamling af CO2, skovbesvarelse og -plantning og så videre skal mangedobles.

7.600 milliarder dollar i skattely

Vi har ikke råd til at lade være med at handle hurtigt. Det koster tusindvis af milliarder, men gevinsten i job og miljø er langt større. Hvis vi skal fastholde folkelig opbakning, kræver det fair omfordeling. Den fattigste halvdel skal ikke betale. Brown gør med rette meget ud af, at finansieringen skal findes ved at standse verdens superriges epidemiske flugt til oversøiske skattely. Han illustrerer skatteflugtens vanvittige omfang ved at gennemgå, hvad der foregår på blandt andet Cayman Island.

Der er formuer på – allermindst – 7.600 milliarder dollar gemt i skattely. Tre fjerdedele tilhører de 0,1 procent rigeste mennesker i verden. De afslørende Panamapapirer med videre har styrket den politiske vilje til at handle. Dertil kommer, at der med udspillet fra den amerikanske præsident, Joe Biden, nu omsider fokuseres på de multinationale giganters systematiske undvigelse af national selskabsskat.

Der er lang vej, men reel mulighed for, at staternes låntagning til at bekæmpe krise og klimaforandring på sigt kan bringes ud af verden – dels ved indtægterne fra øget beskæftigelse, dels ved at de rige mennesker og selskaber omsider kommer til at betale skat. Det kan bryde den onde cirkel af 40 års neoliberal politik, som har reduceret lønnens andel af produktionsresultatet fra 60 til 40 procent og tilsvarende øget profitandelen.

Øgede skatteindtægter er forudsætningen for, at fattige lande kan investere meget mere – ikke mindst i uddannelse. Browns hjertesag er uddannelse, som han virker for som FN’s særlige udsending.

Han påpeger, at vi her er meget langt fra FN’s verdensmål. Der er stadig for mange millioner børn – især piger – der slet ikke kommer i skole. Folkeskolen er ofte ringe, og det er kun et mindretal, der overhovedet får en uddannelse ud over seks-syv år. Det betyder, at vi reelt afskærer halvdelen af verdens børn fra at få et ordentligt job, fordi ny teknologi erstatter det helt ufaglærte arbejde. Kløften mellem dem med og uden uddannelse truer med at fastlåse os i en afgrund af ulighed. Uden massiv investering i efteruddannelse presses også ufaglærte i de rige lande ned og ud af teknologiudvikling og oversøisk produktion.

I Afrika og verdens konfliktzoner fastholdes den dybeste fattigdom på kloden. Det harmer Brown – som det harmede mig at opleve som formand for FN’s Generalforsamling – at offerviljen i den rige verden er så ringe, at man end ikke finansierer anstændige levevilkår med både mad, sundhed og skole til de næsten hundrede millioner flygtninge og internt fordrevne, som er ofre for hjemlandets borgerkrig, undertrykkelse og sult.

Der er ikke plads i denne anmeldelse til at gå i dybden med andre centrale brikker i Browns skarpe analyse. Han har gode forslag til at begrænse spredningen af atomvåben og de store landes fornyede atomoprustning med deraf følgende stigende risiko for utilsigtet anvendelse. Det er ikke naive forslag, men forslag der tager tråden op fra Reagan og Gorbatjov i 1980’erne.

Brown giver en nøgtern anbefaling til Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Kina bliver den største økonomi, og vi har et interessefællesskab i at opretholde gensidig handel og investering.

Holdningen til menneskerettigheder er et alvorligt udestående, men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring, men der er grund til at tro, at de gerne vil medvirke til en mere regelbundet verdensorden, hvis de får rimelig indflydelse. Styret forsvinder ikke og starter næppe krige, fordi fortsat hastig fremgang i velstand og velfærd er garantien for dets stærke folkelige opbakning.

Brown slutter beretningen med at tale om ledere, der i samspil med et aktivt civilsamfund skal bringe folk med på den rigtige fortælling. Han citerer Noam Chomsky: »Hvis du antager, at der ikke er håb, så ER der ikke håb.«

Vi skal forstærke håbet, handle beslutsomt, sammen over grænserne, NU.

Anmeldelsen var trykt i Information 17. juli 2021

Dem, der ejer mest, skal betale mest for den grønne omstilling

Vi har meget at vinde og frygteligt meget at tabe, hvis ikke vi er i stand til at forklare, hvorfor det er vigtigt at skride hurtigt til værks med den grønne omstilling – samtidig med, at vi holder hånden under dem, der er mest sårbare i processen. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende.

Læs indlægget i avisen – eller nedenfor:

Vilje til forandring?

Den eksplosive vækst i produktionen af stadig billigere vedvarende energi – og anvendelsen af den til fremstilling af grønne brændsler – giver gode chancer for, at vi faktisk kan udfase fossile brændstoffer senest i 2050. Og dét er afgørende for at stabilisere temperaturen på højst halvanden grad over den førindustrielle tidsalder og dermed have en chance for at standse den globale opvarmning.

Det er mere tvivlsomt, om denne udvikling kan nå at bidrage tilstrækkeligt til de danske klimamål om 70 pct. mindre CO2 i 2030. Det vil kræve mere politisk handlekraft end hidtil, både i Danmark og i EU. Investorerne står parat til med elektrolyse at forvandle vind- og solenergi til brint og videre til grøn ammoniak mv, der kan hældes på tunge køretøjer, skibe og fly. Men højere afgifter på de fossile brændsler er nødvendige for tilstrækkeligt hurtigt at forskyde investeringsinteressen til grønne løsninger. I det lange perspektiv er billig grøn strøm + elektrolyse vejen til, at produkter og mennesker kan transporteres rundt i verden uden at forværre klimaproblemet.

Der er brug for mere entydige politiske udmeldinger fra europæiske regeringer om, at de ikke vil hugge job fra naboer, der går forrest. Der er brug for enighed om, at EU-landene godt må understøtte de få ekstremt energikrævende produktioner som cement og stål i overgangen til grønne brændstoffer, så det ikke er netop dem, der lukker for ar flytte til nabolande, som er bagud med klimakrav. Der må indføres en art klimatold ved import til EU, der forhindrer landene udenfor i at lukrere på en sådan trafik. 

Danmark kan ikke på egen hånd redde verdens klima ved at være foregangsland. Men Danmark har en stor chance for at skabe mange nye og bedre job gennem hurtig grøn omstilling, fordi vi så også udvikler løsninger, der kan sælges til resten af verden. Vi taler meget om netop det. Men der skal tempo og dristighed til at udnytte denne chance, for lige nu er der rigtigt mange andre, der også vil være foregangsland.

Der er brug for politikere, der – samtidig med at de gør en særlig indsats for de virksomheder, der er mest sårbare ved hurtig grøn omstilling – modigt fortæller, at der er mange flere job at vinde end at tabe ved at gå hurtigt frem. Vi skal gå i spidsen, fordi det er en god forretning for danske virksomheder og lønmodtagere. Vi har ikke råd til at lade være. Men det skal forklares og forsvares, at nogle skatter og afgifter skal hæves for at nå målet.  Det er dem, der tjener mest, ejer mest og hamstrer flest af klodens ressourcer ved ekstravagant forbrug, der skal betale mere. De skal betale, både fordi uligheden er gået amok og for at støtte de mest truede erhvervs grønne omstilling og finansiere statens egen investering i bæredygtig infrastruktur. De velhavende skal også betale mere, for at vi kan lette skatter og afgifter hos dem, der kun tjener lidt: Dé skal ikke betale ekstra for den grønne omstilling. 

Politikere, der vil gøre Danmark til foregangsland i klimaløsninger, må holde op med at lade sig kyse af de velbjærgedes protester mod, at de omsider skal betale regningen. De må også sætte sig ud over de urealistiske svar fra Finansministeriets nyliberale regnemodeller, der altid viser, at ethvert skridt til at tage fra de rige og hjælpe de fattige er alt for kostbart, fordi det betyder at færre mennesker gider arbejde. Det har vi hørt til hudløshed, men det bliver ikke mere sandt at blive gentaget. Derimod er det ikke sagt tit nok, at en mere fair byrdefordeling er selve forudsætningen for, at vælgerflertallet fortsat bakker op om en offensiv klimapolitik, så Danmark kan blive foregangsland.

Det meget brede forlig om infrastrukturinvesteringer, der netop er indgået, kritiseres for ikke bidrage til klimaløsningen, fordi der bygges for meget motorvej, og flere motorveje får flere til købe bil. Det er måske en undervurdering af tempoet i omstilling til el-biler. Men uden et nyt afgiftssystem vil bilparken vokse for meget. Måske ikke på grund af flere motorveje, der hvor kollektiv trafik alligevel ikke er et reelt alternativ el-bilen. Men der er brug for mod til at udtænke et avanceret digitalt system for fremtidens bilafgifter, hvor betalingen varieres efter art af køretøj, hvor i landet, der køres – og hvilken tid på dagen. Brændt barn skyr ilden, når nogen taler ’betalingsring’ i storbyen efter Thornings fiasko i 2012. Men vi kommer ikke uden om at begrænse bilantallet i storbyerne, hvor nye motorveje ikke kan anlægges, og hvor vi snart hverken kan komme frem eller parkere.

Indlægget blev bragt i Berlingske 1. juli 2021

Mere fra min hånd om grøn omstilling

Kinas partistat vil bestå og præge verdens fremtid

Den 1. juli fejrer Kinas kommunistparti sin 100-årige eksistens, måske stærkere end nogensinde, i hvert fald det eneste kommunistparti, der er vokset siden østblokkens kollaps i 1989.

Læs min klumme i Jyllands-Posten 1. juli om Partiet og dets betydning for Kina og dermed verden.

Indlægget kan også læses nedenfor:

Ikke længere blot for proletarer

Det eneste kommunistiske parti i medlemsfremgang bliver 100 år i dag. Navnet er imidlertid det eneste, der tilbage fra 1921: 

Partiet har i dag 95 millioner medlemmer og er en enorm loge for folk, der vil frem til betydningsfulde poster. Det er her udnævnelser bestemmes og mange tjeneste udveksles. Man kan ikke bare melde sig ind. Det bedømmes, om man har den ’korrekte’ holdning. Engang var partiet kun for proletarer, men i takt med de økonomiske reformer blev også kapitalister lukket ind.

Partiet har forandret Kina og sig selv totalt gennem både et forløb med monumentale katastrofer, forbrydelser … og enorme fremskridt i levevilkår: 

Maos kommunister blev efter den ’lange march’ rygraden i modstanden mod Japans besættelse. Modsat deres modpart i Kinas borgerkrig udplyndrede de ikke bønderne. Da de vandt til sidst, opfattede flertallet af kinesere det utvivlsomt som befrielse fra opløsning, korruption, krig, og hungersnød. Der var udsigt til fred og mad. Men Maos despotiske storhedsvanvid bragte snart nye lidelser af ubeskrivelige dimensioner. ’Det store Spring fremad’ i slutningen af 1958’erne blev en politisk skabt hungerkatastrofe med mange millioner ofre. ’Kulturrevolutionen’ fra 1966 nedbrød staten og skabte ny voldsomme bølger af overgreb og lidelse. Kina forblev fattigt, indtil magten efter Maos død fra 1978 faldt i hænderne på Deng Xiaoping. Han iværksatte en enestående økonomisk udvikling, der siden da har fyrredoblet Kinas nationalprodukt og trukket 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Mellemregningerne er mange, og ofrene for at komme hertil var store. Men vi må ikke overse dén kendsgerning, at gennem mere end 40 år har det store flertal år for år fået bedre leveforhold. Den nationale stolthed er enorm. Styret er ikke truet, så længe velstandsudviklingen kan fortsætte; men det kræver fred. Derfor er frygten for, at Kina ved militær angreb skulle forsøge at bringe Taiwan ’tilbage til fædrelandet’ – og derved risikere krig med USA – næppe velbegrundet. 

Men der er andre meget bekymrende træk: Partiets nuværende formand, Kinas præsident Xi Jinping, regerer mere enevældigt over verdens mest folkerige nation end alle siden Mao. Persondyrkelsen er genoplivet, og åremålsbegrænsningen som lederposten er på ny afskaffet. Overvågning og ensretning udvikles hele tiden. Der slås hårdt ned på systemkritikere. Tibetanerne holdes fortsat i et jerngreb. Der er desuden iværksat en skræmmende massiv anti-islamisk internerings- og indoktrineringskampagne mod millioner i Xinjiang. Desuden har Kina kvalt enhver opposition i Hongkong og dermed brudt aftalen om ’et land, to systemer’. Kinas store ambitioner om global indflydelse har udløst serie af konflikter med USA, der prøver at samle resten af Vesten om at bremse kinesisk teknologi og erhvervsmæssig indflydelse. 

Tiden er imidlertid nok inde til at besinde sig på, at Kinas styre består. Partistaten kan modstå ydre pres, den bliver snart verdens største økonomi, og den udbreder sin indflydelse til alle andre verdensdele. Vi skal sameksistere, og vi har både i samhandel og klimaindsats stærke fælles interesser. Verdens fred i det 21. århundrede beror på, at både USA og Kina sammen med Europa erkender, at de fælles interesser er vigtigere end optrappet konfrontation, hvor vi har interessemodsætninger. Vi kan også håbe, at der inde bag den jernhårde partidisciplin faktisk findes mange, der gerne vil en noget mere liberal samfundsudvikling. Vi har set det før – i glimt. Det kan ske igen. Men det kan ikke påtvinges udefra.

Klummen blev bragt i J-P 1. juli 2021

Mere fra min hånd om Kina

Evig uretfærdighed nærer evig konflikt

Israelerne får aldrig fred​ og palæstinenserne aldrig frihed, hvis Israel fortsætter med den grænseløse foragt for palæstinenserne. Men nu ser det ud til, at Benjamin Netanyahu, der startede den seneste optrapning, er på vej ud i mørket. 

Det skriver jeg om i mit seneste indlæg i Jyllands-Posten. Læs indlægget her – eller nedenfor

Palæstinenserne er spærret inde i verdens største åbne fængsel

”Israels ret til selvforsvar” er ord, der udtales fra mange vestlige ledere, hver gang Israels totalt overlegne militær sønderbomber Gaza med store civile tab og nye ødelæggelser af den i forvejen ødelagte infrastruktur.

Men måske åbnes nu flere øjne for Palæstinas ulige kamp og grumme skæbne. Det gør indtryk, at den seneste krise bragte palæstinenserne mere sammen – både dem i Øst-Jerusalem, på Vestbredden, i Gaza og dem, der er borgere i selve Israel. 

En stor del af palæstinenserne blev fordrevet fra deres hjemstavn i 1948-49. Siden Israels erobring af resten af Palæstina i 1967 har Vestbreddens palæstinensiske befolkning levet i retsløshed og militær besættelse, presset mere og mere sammen af jødiske bosættelser. I Øst-Jerusalem har rejst sig jødiske boligkvarterer omkring bykernen. De næsten to millioner i Gaza er overvejende fra familier, der er flygtet eller fordrevet fra Israel. De er indespærret i verdens største åbne fængsel – på et område som Langeland. De er uden mulighed for at forsørge sig selv og lever på FN’s bistand. Det såkaldte selvstyre i Ramallah er magtesløst. Gaza regeres af det militante Hamas, der – hver gang de affyrer raketter – høster 100 gange gengæld mod deres eget folk. Mens gengældelsen er massivt dræbende og ødelæggende, så opfanges langt de fleste raketter fra Gaza af Israels Iron Dome, før de kan gøre skade. 

Jeg har hverken forståelse for Hamas’ vilkårlige raketangreb mod civile eller Israels overvældende ødelæggende reaktion. Men Benjamin Netanyahu er manden, der som Israels leder gang på gang har udløst at kædereaktionerne af had og ødelæggelse. Han er hovedansvarlig for, at håbet om en to-stats-løsning er slået ihjel. Når alt håb om ende på undertrykkelsen svinder, styrkes ekstremisterne.

Netanyahu er en omvandrende trussel mod fred i regionen. Han er en dyster og dybt opportunistisk skikkelse, der er villig til evig undertrykkelse af det andet folk for at fastholde sit greb om magten og desuden undgå risikoen for en længere fængselsstraf for korruption. Al hans adfærd har været styret af at fastholde regeringsmagten og undgå domfældelsen.

Netanyahu startede dén optrapning, der førte til den seneste Gazakrig: Jødiske ekstremister har – som led i bestræbelserne på at udskifte befolkningen i Jerusalems gamle østlige bydel – fået medløb til at fratage palæstinensiske beboere deres hjem, som er opført med bistand fra FN til familier, der i 1949 blev fordrevet for det oprindelige Israel. Dette førte til den store palæstinensiske demonstration på Tempelbjerget, der blev brutalt slået ned og efterlod 300 sårede. Netanyahu kender Hamas’ forudsigelige reaktion med raketregn. Den kom og gav ham påskud til at slippe Israels ødelæggende overmagt løs og op til regeringsforhandlingerne fremstå som Israels kompromisløse forsvarer. Men så længe Israel bulldozer og knuser det palæstinensiske samfund vil der altid komme nye Hamas-ledere i stedet for dem, Israel får ram på. Israelerne får aldrig fred og palæstinenserne aldrig frihed, hvis Israels regering fortsætter med den grænseløse foragt for palæstinensernes liv og livsmuligheder.

Det ser til nu trods alt ud til, at de allermest umage kræfter i israelsk politik har besluttet sig til at gå sig sammen for at få Netanyahu fjernet.  Så langt, så godt – hvis det lykkes.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 9. juni 2021

Mere fra min hånd om konflikten i Mellemøsten

Sådan bremser vi de vilde kapitalgevinster på fast ejendom

Lykketoft

Lige nu er nok det ringeste tidspunkt gennem de seneste seks årtier at beskatte salgsgevinster. Heldigvis er der også en anden løsning.

Det skriver jeg om i min seneste kommentar i Berlingske tidende. Læs den her – eller nedenfor:

Afgift på kapitalgevinst

Gamle folk kan huske, da Krag-regeringens beskedne forslag til at regulere arealanvendelsen i Danmark blev fældet ved jordlovsafstemningen i 1963. VK-partierne afprøvede den dengang kun ret nye grundlovs bestemmelse om, at visse lovforslag kunne kræves til folkeafstemning af en tredjedel af Folketingets medlemmer.

Afstemningsresultatet fik meget langsigtede konsekvenser langt udover planlovgivningen: Siden da har det været en rodfæstet opfattelse, at partier, der søger at begrænse boligejernes ret til skattefri værdistigninger, kommer varigt til skade ved næste valg.

Spæde tilløb til værdistigningsafgift fra starten af 1960erne blev afviklet i kølvandet på jordlovsafstemningen, og senere forsøg løb ud i sandet. Den stadigt voksende gruppe af boligejere har været fredet fra enhver beskatning af gevinster ved salg af boligen. Det har sælgere af de største og dyreste ejendomme naturligvis haft mest fordel af.

En systematisk beskatning på værdistigninger ved salg – som i mange år har eksisteret i Sverige – kunne have skaffet meget betydelige beløb til at nedsætte trækprocenten for både husejere og lejere, hvis den var indført før ejendomsprisernes himmelflugt. Det ville have mindsket uligheden mellem ejere og lejere, rige og fattige, ældre og yngre.

Det er forståeligt, at tanken rejses igen nu, fordi ejendomspriserne løber ekstra løbsk i storbyerne. Men desværre er det netop derfor det absolut dårligste tidspunkt i de seneste 60 år at indføre en skat på salgsgevinster: Vi kan ikke lovgive med tilbagevirkende kraft. Vi er nødt til at tage udgangspunkt i en aktuel offentlig ejendomsvurdering, som i øvrigt ikke findes, men som, hvis den fandtes, meget vel om et par år kunne vise sig at være en overvurdering. Derfor er det ikke sandsynligt, at der kommer mange af de faktiske gevinster i statskassen ad den vej.

Rentefradrag

Den betydelige reduktion af skattebesparelsen ved rentefradrag, der er sket siden 1986, kan fortsættes som middel til at køle det ophedede boligmarked ned. Mindre rentefradragsværdi vil  – alt andet lige – reducere den pris, sælgere kan opnå. Man gik meget gradvist til værks med rentefradragsreduktionen af hensyn til at dem, der blev ramt hårdest. Det var den yngre generation, der havde købt sent og dyrt, uden at kende omfanget af den reduktion af fradragets værdi, der ville blive gennemført.

Dette problem er imidlertid blevet af meget mindre betydning i de seneste år, hvor renten på realkreditlån har været tæt ved nul. Derfor har vi de sidste par år haft det absolut bedste tidspunkt til at vedtage fortsat gradvis reduktion i skattebesparelsen for renteudgifter. Det vil ikke længere betyde store byrder for dem, der for nylig har købt hus; men det være en ekstra bremse på fremtidige ejendomsprisstigninger.

En ejendomsværdiskat, der reguleres med udviklingen ejendomspriserne, kan også blive en effektiv bremse på værdistigningerne. En sådan ordning forhandlede jeg som finansminister på plads i pinsepakken i 1998. Desværre blev den efter få år afskaffet af Anders Foghs regering, der fastfrøs skatten på bestemte kronebeløb – og samtidig ødelagde de offentlige ejendomsvurderinger.

Senest er lavet en bred politisk aftale om at genetablere en realistisk ejendomsvurdering og lade den – udhulede – ejendomsværdiskat udregne på baggrund af den til enhver tid nyeste vurdering. Men der er åbenbart gigantiske it-problemer med at føre aftalen ud i livet. Foreløbig er reformen derfor udskudt til 2024.

Snuptag

De nuværende vilde gevinster ved salg af ejerboliger i storbyerne kan imidlertid bremses med et snuptag ved at lade den aftalte ny ejendomsværdibeskatning træde tidligere i kraft ved ejendomskøb fra nu af – og med udgangspunkt i den pris, der faktisk blev købt til: Købsprisen er jo den bedste ejendomsvurdering, man kan få. Og da folks betalingsvilje afhænger af, hvad de kan klare af ydelser, ville det øjeblikkeligt føre til lavere handelspriser.

Desværre tvivler jeg på, at den brede forligskreds kan enes om bare noget, der er så indlysende.

I øvrigt kan gevinstbeskatning hos sælgerne aldrig dæmpe i handelsprisen. Så længe skatten er under 100 procent, vil sælger altid gå efter den højest mulige pris. Nye købere hjælpes kun til lavere omkostninger, hvis der kommer et større udbud af boliger. Det kan for eksempel være både billige almennyttige lejeboliger og ejerboliger, der etableres, hvor en del kontorarealer affolkes, fordi hjemmearbejde også efter coronanedlukningen bliver meget mere udredt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende 7. juni 2021

Mere fra min hånd om skattepolitik

Min tale til den palæstinensiske mindehøjtid Børn betaler prisen

Højtidelighed på Rådhuspladsen

Højtideligheden fandt sted på Rådhuspladsen i København 20. maj 2021 til minde om de ind til i dag 71 børn, der er blevet dræbt i den seneste tids voldsomme angreb i konflikten mellem Israel og palæstinenserne, især i Gaza. Det var en smuk højtidelighed med en lille kiste for hvert af de dræbte børn. Se video af talen her – eller læs den nedenfor:

I dag er vi samlede til en fredelig sørgemanifestation med overskriften Børn betaler Prisen.

Vi er samlede for at vise alle, der vil se og høre, hvor grusomt de seneste ti dages krig mellem Israel og palæstinenserne har ramt helt uforholdsmæssigt mange børn. 

Krig er altid afskyelig uanset hvem, der bliver ofre, uanset deres race, alder eller køn.

Hvert eneste uskyldig menneskeliv, der går tabt eller bliver ødelægges når bomber, raketter og missiler falder – eller når udsultning bliver en del af krigsførelsen – er både en stor tragedie og meget ofte en utilgivelig forbrydelse. 

Men det mest hjerteskærende – det mest ubærlige – er, når ofrene er børn. 

Når vi ser de mange små kister blive båret til graven og når vi husker billederne af rester af bamser og legetøj ligge i spredt i ruinerne af de knuste familiers knuste huse, så harmes vi og så græder vi.

Når vi fornemmer traumerne fra de børn, der overlever, men med dybe sår på legeme eller sjæl og de bitre erindringer om søskende, forældre, legekammerater, de så blive myrdet af djævelskabet, der kommer fra himlen – når vi ser den sørgende far med et spædbarn, der var eneste overlevende i børneflok,- så harmes vi og så græder vi.

Vi ved, at tragedien er ikke bare de aktuelle tab af menneskeliv. Tragedien er hele samfund, hvis fremtid ikke bare hærges af de voldsomme fysiske ødelæggelser af boliger, sygehuse, skoler og børnehaver, af livsvigtig infrastruktur, men også og ikke mindst af de livslange følger for de mennesker, der mistede deres kære eller selv blev varigt handicappet og traumatiseret.

Skyld og ansvar ligger hos de statsledere og andre, der kynisk og hensynsløst rammer civile for at fastholde egen magtposition og bevare herredømmet over andre i stedet for at søge en retfærdig og holdbar fred. I ved hvem jeg især tænker på!

Men vi er ikke samlede i dag for at pege ud og placere eller fordele ansvar.

Vi er her for at sætte spotlight på de alt for mange dræbte børn i den aktuelle konflikt mellem Israel og palæstinenserne.  Både palæstinensiske og israelske børn.

Det helt overvældende flertal af dræbte børn l- 65 – levede i Gaza. 3 i Israel, Det er noget, vi har set gentage sig med en frygtelig, syg søvngængeragtig logik alt for mange gange- igen, igen, igen i de seneste 15 år.

Om lidt vil vi få oplæst navnene på de børn, som vi ved blev dræbt i de seneste dages krig.  

Det gør vi i solidaritet og medfølelse med de familier og samfund, der er sønderknust af disse tab. 

Det gør vi i et inderligt håb om, at dette ubærlig mareridt slutter – for denne gang – allerede i dag. 

Det gør vi i et inderligt håb om, at det er sidste gang, vi har været vidne til denne onde cirkel af vold drab og ødelæggelse.

Men den onde cirkel brydes først, når lande, regeringer og civilsamfund – masser af mennesker med og uden magt hånd i hånd – insisterer på fornuft og forhandling med ærlig vilje til at stifte varig fred på det grundlag, FN med stort flertal gang på gang har krævet:  En to stats løsning.

Vi er samlede her for at yde vort lille bidrag til dette kor, mens vi sørger over de unge liv, der er knust i denne seneste omgang af tøjlesløs vold.

Æret være mindet om alle de børn, der har betalt den ultimative pris.

Mere fra min hånd om Mellemøsten her

Foto fra mindehøjtidelighedens facebookside

Tanker omkring Pelle Dragsteds Nordiske Socialisme

Pelle Dragsteds bog

I sin nye bog taler Pelle Dragsted for kooperative virksomheder og andre ting, der engang var Socialdemokratiets politik. Dengang kuldsejlede det blandt andet på grund af modstand fra venstrefløjen. I dag er der brug for internationale løsninger – læs min kronik i Information om Pelle Dragsteds nye bog – eller nedenfor:

Økonomisk demokrati kuldsejlede i 70’erne. I dag er der brug for internationale løsninger

For snart 24 år siden havde Torben Steno en utrolig morsom serie i Danmarks Radio, der hed DDR2. Den kan stadig genfindes på nettet. Steno bragte i serien autentiske klip fra hverdagen i den afdøde østtyske stat i lortebrune farver, garneret med uddrag af diktaturets svulstige retorik. Steno interviewede også en række gamle danske kommunister om, hvorfor de havde været fascineret af »den virkeliggjorte socialisme« i DDR. Til sidst blev jeg inviteret til at svare på, om den virkeliggjorte socialisme ikke snarere var i Danmark end i DDR. Mit svar var, at i forhold til alt det, de gamle socialister ønskede at udrette for menneskeheden, så er vi nok kommet allertættest på. Vi overtog ikke alle produktionsmidlerne, men vi skabte stærke rammer om markedet og fordelte goderne bedre ved at opkræve skatter og sikre velfærd og meget større lighed.

For 15 år siden, da debatten i Kina var mere åben end nu, blev jeg inviteret til at tale både til staben på den kinesiske ambassade i København og til ledende medarbejdere i Kinas kommunistpartis internationale departement i Beijing. Jeg skulle fortælle om ’Den Danske Model’. Der blev lyttet interesseret. Mine tilhørere sagde ikke, ’jamen det er jo den rigtige socialisme’. Men det gør til gengæld mange menige kinesere, når man fortæller om, hvordan vi har indrettet os.

Opgør med revolutionen

Jeg nævner disse oplevelser som kommentar til Pelle Dragsteds spændende nye bog ’Nordisk Socialisme’, der allerede har fået megen positiv omtale i medierne.

Pelle er vel chefideolog i Enhedslisten. Jeg læser hans bog som det endelige opgør med revolutionære drømmerier på den yderste venstrefløj. Det er en entydig bekendelse til det parlamentariske demokrati og en anerkendelse af Socialdemokratiets og fagbevægelsens indsats gennem 150 år.

Pelle Dragsted påpeger, at det danske samfund hverken er en ureguleret markedsøkonomi eller en rendyrket planøkonomi. Markedskræfterne – ejendomsretten – indrammes af lovgivning, der beskytter arbejdsmiljø, natur og klima, regler mod vild finansspekulation, huslejeregulering mv. En stor offentlig sektor beskæftiger en tredjedel af arbejdsstyrken uden for markedet og privatkapitalismen. Desuden findes i markedsøkonomiens Danmark mange varianter af kollektivt fælleseje i andelsbevægelse, boligforeninger, brugsforeninger, kreditforeninger mv.

Pelle Dragsted anerkender, at private virksomheder fortsat skal bidrage til at skabe udvikling og velstand. Men efter fyrre års global nyliberalisme er fællesskabet i alle dets former trængt tilbage. Derfor leder han efter nye veje til at udbrede demokratiske ejerformer og bremse for privatisering og udlicitering. Det er ikke staten, der skal eje og dirigere – bortset fra især kritisk infrastruktur. Medarbejderne skal have mere medindflydelse på de offentlige arbejdspladser, og der skal udvikles nye former for kollektiv ejendomsret.

Europæiske socialdemokratier får kritik for at have udvisket deres profil ved at medvirke til neoliberalistisk politik og dermed tabe terræn til de populistiske oprør. Mette Frederiksen får behersket ros for at lægge op til en ny social kontrakt. Men – siger Dragsted – socialdemokraterne er ikke klar til at tage et mere frontalt opgør med ejerskab og magt.

Kampen blev tabt

Socialdemokratiets tilgang til ejerskab af virksomhederne har forandret sig, siden man for over 100 år siden håbede at udvikle arbejderkooperative virksomheder, der sammen med brugsforeninger og almennyttige boligforeninger kunne levere alle fornødenheder livet igennem, herunder bank, forsikringsselskab, mejeri, bryggeri, skrædderi – og ligkistemagasin. Kampen blev tabt. Tilbage af arbejderkooperation er kun Arbejdernes Landsbank og nogle få byggevirksomheder.

Et andet af Socialdemokratiets kuldsejlede forsøg på at ændre ejendomsforholdene var planerne om ’ØD’, økonomisk demokrati. Omkring 1970 var jeg sekretær for forhenværende finansminister Henry Grünbaum, da han var formand for LO’s udvalg om ØD. Vi kom med et maksimalforslag, der ultimativt ville have overført aktiemajoriteten i dansk erhvervsliv til en central lønmodtagerejet fond, der så decentraliserede stemmeretten ud til de ansatte i selskaberne – og gav udbytte til alle danske lønmodtagere. Tankegangen var, at vi ikke kunne beskatte os til en mere ligelig fordeling af formuer og magt, fordi de skatteregler, der gjorde det attraktivt at samle og investere kapital, uundgåeligt førte til skævere formuefordeling – medmindre ejendomsretten blev bredt ud.

ØD-forslaget vandt ingen støtte til venstre og fik voldsom modstand fra højre. I 1979 forsøgte Ankers regering sig med et mere moderat forslag om obligatorisk overskudsdeling, men det blev desværre slået ned af De Radikale og SF. Her var ellers takter til at gøre løntilbageholdenhed i en krisetid spiselig i fagbevægelsen og skabe nyt momentum for S-regeringen. Nu blev kuldsejlingen af ØD i stedet en del af nedtællingen til ti år med Schlüter. Drømmen bestod. ØD står – modsat Pelle Dragsteds påstand – også i Socialdemokratiets 1992-program. Men det politiske flertal meldte sig aldrig. Dog gav opbygningen af arbejdsmarkedspensioner til lønmodtagerne en voksende andel af ejendomsretten, men uden at give det direkte løft for medarbejdermedbestemmelsen i den enkelte virksomhed.

Brug for internationalt samarbejde

Uligheden i ejerskab og magt er de seneste fire årtier eksploderet globalt. Kapitalafkastet vokser og lønandelen skrumper. De store tech-virksomheder, finanshuse og andre giganter rummer ufattelige formuer. Få snese dollarmilliardærer køber sig til politisk indflydelse og mediemagt. Oligarki truer demokratiet.

Det er værd at overveje – hvilket Dragsted også gør – om der kan skabes tilslutning til en form for overskudsdeling, som bliver stående i kollektiv fondskapital i selskaberne. I forvejen er privatetablerede, fondsejede virksomheder en slagkraftig del af vores erhvervsliv.

Men! Magtbalancen mellem demokrati og kapital afgøres i dag hverken i den enkelte virksomhed eller i det enkelte land. Her må vi forlade os på internationalt samarbejde som det, præsident Biden overraskende lige har spillet ud med – om massiv indsats mod skatteflugt og skattely og fælles bund under selskabsskatten. Måske kan det suppleres med en særlig formueskat på de superrige.

Klimasagen må fremmes ved fælles massiv forsknings- og udviklingsindsats fra erhvervsliv og stat og optrapning til høj beskatning af klimagasser. Her skal EU spille en afgørende rolle. Og her er Pelle Dragsted fåmælt, fordi han stadig er hæmmet i sin tilgang af Enhedslistens anakronistiske EU-modstand.

Ligesom vi ikke har tid til globalt at vente med at samarbejde med Kina om klima, indtil de måske engang får demokrati, så kan vi ikke vente på at demokratisere ejendomsforholdene i vort eget erhvervsliv, før vi iværksætter den nødvendige klimaindsats. Vi må satse på en offentlig regulering, der igen gør markedet til demokratiets tjener og ikke dets herre.

Mogens Lykketoft er forhenværende formand for Socialdemokratiet

Kronikken blev trykt i Information 12. maj 2021

Mere fra min hånd om Den nordiske Model

Taliban får mere frit spil nu

Intet nok så stort og højteknologisk militærapparat kan få kontrol over folkeslag, der ikke vil kontrolleres, uden at udløse ufattelige lidelser; det er læren fra invasionen i Afghanistan lignende invasioner.

Læs min seneste kommentar i Jyllands-Posten her – eller nedenfor

DEN BITRE LÆRE FRA AFGHANISTAN

20 år efter terrorangrebet 11. september 2001 forlader den sidste udenlandske soldat Afghanistan. Præsident Biden erkender, at kampen mod international islamisk terrorisme er flyttet til helt andre fronter – og at de ideelle krav om demokrati og kvinders frigørelse aldrig har været tæt på at sejre hos flertallet af afghanere. Der var måske en chance, hvis man fra starten havde sat flere kræfter ind på at give landet en mere effektiv og mindre korrupt regering. Men USA mistede hurtigt fokus, da præsident Bush startede en ny krig i Irak. Det gav Taliban muligheden for revanche, og nu har den islamistiske bevægelse igen kontrol med det meste af landet. Den svage afghanske regering kan næppe på egen hånd forhindre Taliban i igen at rykke ind i Kabul. Det bliver ikke smukt at se på. Der kan udløse en stor ny flygtningebølge af mennesker, der forgæves har kæmpet for et moderne og frit samfund.

USA intervenerede, fordi Osama bin Laden fra sit fristed hos Taliban-styret i Afghanistan orkestrerede terrorangrebene i USA. 20 års krig har betydet 100.000 dræbte afghanere, heraf uhyggeligt mange civile. 3000 amerikanere og hundredvis af andre fremmede soldater faldt i kampen. Danmark deltog – med mandat fra FN – for at bakke op om vores amerikanske allierede. I 2006 gik vi med til at rykke ud til hårde kampe i Helmand-provinsen. Helmand er nu atter helt behersket af Taliban. Mange tusinde danske soldater har været af sted til Afghanistan. Flere end 40 mistede livet, 200 blev såret og invalideret – og mange flere blev skadet på sjælen. Det danske militær har ikke siden 1864 været mere i krig, end vi var i Afghanistan.

Jeg var med til at træffe beslutningen om dansk deltagelse. Men min tvivl voksede helt fra de første år, fordi det hurtigt stort klart, at den vestlige invasion var iværksat med yderst begrænset forståelse af dé vilkår og holdninger, vi var oppe imod. Min tvivl skyldtes også, at jeg er fra dén generation, der talte og demonstrerede mod USA’s krig i Vietnam. Dén krig skabte ubegribelige tab og lidelser og kunne aldrig vindes, fordi flertallet af vietnameserne afviste den amerikanske indblanding. Den endte i ydmygelse af supermagten og er i historiens lys en frygtelig, meningsløs tragedie. Ville det gå på samme måde i Afghanistan, som ingen hidtil havde haft held til at erobre – heller ikke de britiske imperialister i 1800-tallet?

Ja, efter 20 år har supermagten USA – med koalitionspartnerne fra den halve verden – måttet opgive at erobre og reformere Afghanistan. Vi fatter det ikke, fordi Talibans islamisme forekommer os utroligt frastødende: men flertallet af afghanere vil ikke have de fremmedes løsning.

Der er læren fra interventionerne i Vietnam over Afghanistan og Irak – og de vestlige stormagters støtte til  den Saudi-ledede invasion i Yemen, der har skabt verdens aktuelt værste humanitære katastrofe: 

Intet nok så stort og højteknologisk militærapparat kan uden at udløse ufattelige lidelser få kontrol over folkeslag, der ikke vil kontrolleres. Det ender næsten aldrig med entydig sejr og velfungerende demokratier. Den bitre sandhed er, at man nok hjælper flest mennesker til et tåleligt liv ved at søge freden, også hvor det kræver ubehagelige kompromisser med dunkle kræfter. Der var nogle få indsigtsfulde folk, der – da Taliban var allermest på hælene i 2001 – forgæves talte for at inddrage dem i et kompromis om Afghanistans fremtid. Nu får Taliban desværre mere frit spil.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 27. april 2021

Flere artikler om samme emne fra min hånd