Vil Trump omsider banke Netanyahu på plads om Gaza? Får en forandret – og mere kritisk – folkestemning i USA politisk betydning? Europa må træde i karakter. Mette Frederiksen må forstå at Israel ikke er forpost for demokrati, men apartheid og massiv undertrykkelse – læs hele min kommentar i Ræson
Lavere fødevaremoms er en rigtig dårlig idé
Efter at have forhandlet nødvendige kompromisser gennem et langt politisk liv har jeg forståelse for, at lavere madmoms kom med i regeringsgrundlaget. Alligevel er der gode grunde til at genoverveje momsaftalen – mere om dét i dette indlæg i Politiken 29. juli 2026.
Læs det i avisen – eller nedenfor
Lavere madmoms klinger godt, men rammer skævt
Regeringen vil halvere fødevaremomsen og endda gøre frugt og grønt helt momsfri – så hurtigt som praktisk muligt.
Ideen er bestemt ikke ny, og mange andre lande i Europa har lavere moms på mad end på andre varer.
Hos venstrefløjen har lavere madmoms været et ønske gennem 60 år. Da momsen blev indført under S-SF-samarbejdet, det røde kabinet i 1967, fik SF indsat et lille element med samme formål – et statstilskud, der ophævede momsen på mejerivarer.
Begrundelsen for lavere madmoms har altid været social, nemlig at fødevarer udgør en større andel af budgettet for de fattige end for de rige. Posten er større hos børnefamilier end hos familier uden børn.
Ideen om lavere madmoms har fået nyt liv ikke bare hos Enhedslisten og SF, men også hos andre partier, både i den forrige og nuværende regering. Det har sammenhæng med ekstraordinære prisstigninger på visse fødevarer i flere omgange siden covid-krisen. Bølger, der kan komme igen med den usikre geopolitiske situation.
Efter at have forhandlet mange nødvendige kompromisser gennem et langt politisk liv har jeg forståelse for, at lavere madmoms kom med i regeringsgrundlaget. Det er populært. Det kan også ses som udtryk for, at de fire regeringspartier og det parlamentariske grundlag hos Enhedslisten og Alternativet har gjort sig umage for, at alle fik noget, de kan forklare deres vælgere. Den holdning lover godt for det fortsatte samarbejde.
Alligevel er der gode grunde til at genoverveje momsaftalen:
Brug pengene bedre … (selvom det er sværere at forklare)
De penge, som lavere madmoms koster statskassen, kan ubestrideligt – nu som før – deles ud socialt mere rimeligt og på en administrativt langt enklere måde.
Jeg har talt mod momsdifferentiering gennem 60 år: Det er en kendsgerning, at selv om madudgifternes andel af budgettet er højest hos familier med lav indtægt, så slår lavere madmoms stensikkert ud med mange flere kroners lettelse til dem med høje indkomster og dyrere madvaner.
Hvis de penge, der nu er sat til side til lavere madmoms, i stedet bruges til at forbedre privatøkonomien med lige mange kroner til alle, så vil det have en klart bedre social profil. Og dette kan ske superenkelt ved at hæve skattefordelen af personfradraget i indkomstskatten og satsen for børnechecken med et ensartet beløb.
Regeringsaftalen trækker imidlertid den modsatte vej ved at finansiere en del af momslettelsen ved de næste to år at afskaffe inflationsreguleringen af personfradraget, hvilket i praksis er en skatteforhøjelse med et ens kronebeløb for alle.
Målet med regeringens udspil er at opnå generelt 10 procent lavere fødevarepriser og endda 20 procents prisnedsættelser på frugt og grønt. Der er dog en betydelig risiko for, at madpriserne ikke falder helt i takt med momsnedsættelsen, fordi avancerne i de forskellige led i forsyningskæden æder en del af forbrugernes forventede fordel.
Den nye krølle med nulmoms på frugt og grønt er utvivlsomt et velment forsøg på at tilskynde til sundere og mere klimavenlige spisevaner. Imidlertid er frugt og grønt en beskeden del af det samlede madbudget, og det er nok mere ændringer i holdning end i pris, der driver manges menu i grøn retning: Kødbudgettet er langt større, og hvis kødpriserne falder med op til 10 procent, kan det direkte trække i retning af at opretholde gamle madvaner.
De administrative konsekvenser taler også imod at differentiere momsen: Vi har et gammelt og skrøbeligt opkrævningssystem, som langtfra finder frem til alle, der skal betale moms. Nogle skøn tyder på, at det kun er ni af hver 10 lovpligtige momskroner, der faktisk kommer i statskassen i dag. Det vil ikke blive lettere at administrere og kontrollere med et system med tre momssatser. Unddragelserne kan derfor blive endnu større.
Der er her og nu et enormt behov for, at regeringen investerer i et langt mere moderne og effektivt momsopkrævningssystem – og helst undgår at komplicere det med flere momssatser. Et forbedret opkrævningssystem er udviklet og i funktion i andre lande. F.eks. i Polen har det nye system reduceret momsunddragelserne med 80 procent Det gør det sandsynligt, at vi i Danmark på ret kort tid kan skaffe mange milliarder fra hidtidige snydere. Det vil komme alle lovlydige borgere til gode ved at skaffe et større råderum til at lette skat og/eller investere mere i velfærden. Det er en stor lavthængende frugt, der kan plukkes. Det burde have mere politisk opmærksomhed end planerne om lavere madmoms.
Mogens Lykketoft
Debatindlæg i Politiken 29. juli 2026.
Ebola er blot det seneste kapitel i Congos lange tragedie
Den Demokratiske Republik Congo er et af verdens rigeste lande på naturressourcer, men også et af de fattigste. Fra kong Leopolds brutale kolonistyre over mordet på Patrice Lumumba til nutidens kamp om mineraler har landets historie været præget af udenlandsk udnyttelse, krig og politisk ustabilitet. Ebolaepidemier og humanitære katastrofer er derfor ikke blot sundhedskriser, men også konsekvenser af årtiers konflikt og svigt. Dét skriver jeg om i denne artikel i POV International 24. juli 2026.
Meget af kritikken mod Energinet rammer en forkert adresse
Meget af kritikken mod Energinet er urimelig. Vi har mangedoblet investeringerne i elnettet de seneste år og på regeringens bestilling påtaget os store, nye arbejdsområder som energiøer og brintrør til Tyskland. Det meste, der er ikke nået, skyldes forhold uden for Energinets kontrol – det og mere til skriver jeg om i denne kronik i Politiken 30. april 2026. Læs den i Politiken – eller nedenfor:
Turbo på den grønne omstilling
Energinet er statens selskab, der skal levere sikker, billig, tilstrækkelig og grøn strøm til danske borgere og virksomheder.
I øjeblikket kritiseres selskabet fra mange sider. Det er helt rigtigt, når Rigsrevisionen siger, at det er meget utilfredsstillende, at en meget stor del af Energinets projekter er forsinkede. Desuden er det meget forståeligt, at mange virksomheder er utålmodige over den aktuelle korte pause i tildelingen af ny kapacitet på elnettet.
Jeg har været bestyrelsesformand i Energinet de seneste seks år. Min ambition var – med min baggrund som FN-formand, da vi fik de 17 verdensmål og klimatale i Paris – at bidrage til den hurtigst mulige grønne omstilling.
Da jeg er blevet 80 år, fratræder jeg Energinet til sommer. Jeg forlader et selskab med kompetent ledelse og engagerede medarbejdere. Vi har mangedoblet investeringerne i elnettet de seneste år, og vi har på regeringens bestilling påtaget os store nye arbejdsområder som energiøer og brintrør til Tyskland.
Det meste, der ikke er nået, skyldes forhold uden for Energinets kontrol. Derfor har meget af kritikken fejladresse. Energinet skal håndtere eksplosive løft i elforsyningen uden at have alle nødvendige frihedsgrader til at gøre det.
Ingen kunne være i tvivl om, at det ville kræve en enorm anstrengelse og investering i at flytte elproduktionen fra få store kraftværker, der fyres med kul og gas, til tusindvis af vindmøller til lands og til vands og til millioner af solceller, samtidig med at den samlede elproduktion skulle øges kraftigt for at muliggøre grøn elektrificering.
Men elnet fylder i landskabet, og det er forståeligt, at borgere og politikere har indvendinger. Det er imidlertid uforeneligt med hastig grøn omstilling, hvis sådanne indvendinger mangedobler leveringstiden i forhold til vores tekniske muligheder, sådan som vi så det gennem et tiår med den netop idriftsatte højspændingsledning langs den jyske vestkyst.
Miljøgodkendelser har været et andet ekstremt tempoproblem. Fra 2020 til 2024 firedoblede Energinet antallet af nye projekter.
I begyndelsen var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 100 dage, men den voksede i perioden til 700 dage, selv om vi fik adgang til at betale for sagsbehandling i håb om højere tempo. Mit indtryk er, at geografisk udflytning med enorm personaleudskiftning og tab af opsparet erfaring hos miljømyndighederne er en vigtig del af forklaringen.
Det er meget vigtigt, at vi i det forløbne år har fået afgørende politisk hjælp i form af form af forenklet, begrænset miljøscreening i fremtiden, så dette problem ikke skaber forsinkelse for kommende projekter.
En anden hovedårsag til forsinkelser var en fordobling af pris og leveringstid på nøgleudstyr til at bygge elnet i Europa op mod 2024. De internationale kæmpevirksomheder, der leverer det meste af grejet, øgede åbenbart ikke deres kapacitet i takt med efterspørgslen; måske tøvede de med de meget store investeringer på grund af usikkerhed om Europas vilje til at holde fart i de grønne ambitioner: Russisk gas blev erstattet af amerikansk LNG, mens rente og anskaffelsesomkostninger steg heftigt for private investorer i vindmølleparker m.v.
Fortsat højt tempo af etablering grønne energianlæg kræver nu, at stater deler risiko med de private investorer, som det sker fra dansk-tysk side med Energiø Bornholm og det nye danske udbud på Nordsøen.
Irankrigen vil forhåbentlig få et samlet Europa til på denne måde at satse endnu mere på vedvarende energi. Det handler jo ikke kun om at bremse den globale opvarmning, men om langsigtet forsyningssikkerhed uden afhængighed af de fossile tyranner i både Rusland, Golfen og USA. En klar politisk satsning her kan føre til, at den europæiske kapacitet på udstyr til den grønne elektrificering øges i højere tempo. Og stort volumen kan på sigt ikke bare mindske forsinkelserne, men også få priserne ned igen.
Ét er de gamle forsinkelser. Vi kan nu se, at endnu mere skulle have været i gang for at forstærke elnettets grundstruktur. Rammerne for vores investeringsplaner blev lagt ud fra Energistyrelsens analyseforudsætninger, som viste sig at undervurdere tempoet i elektrificeringen.
Blandt andet for at indhente dette vil Energinet fra 2026-2029 investere 67 milliarder kroner. Men det seneste år er køen af kunder, der gerne vil have ekstra kapacitet på elnettet, fordoblet. Det betyder, at der lige nu efterspørges ekstra kapacitet i elnettet, der er otte gange større end vi har i dag. Et voldsomt og uforudset skred.
Selv om en hel del af disse nye kunder opgiver undervejs, er det helt enkelt umuligt at levere under gældende regler. Det kunne i værste fald betyde, vi skulle trække tre ekstra parallelle højspændingslinjer, hvor vi i dag er i færd med over en årrække at forstærke én. Det ville være umuligt at få folkelig accept af.
Eksplosionen i efterspørgslen kommer fra enormt energislugende batteriparker, PtX-projekter – og ikke mindst datacentre, der hver for sig ønsker at reservere kapacitet til elforbrug, der er større, end mange byer og landsdele har i dag. Det er alt sammen aktiviteter, der er afgørende for teknologisk udvikling og konkurrencekraft.
Men Energinet og de lokale forsyningsselskaber har akut brug for værktøj til at prioritere og stille krav til de store energislugere, så de kan blive en vigtig del af løsningen i stedet for en blokering af den igangværende og historisk vigtige grønne elektrificering af transport, industri og opvarmning.
Den øjeblikkelige timeout for tildeling af ny kapacitet på nettet handler om, at en ny regering forhåbentlig hurtigt kan levere os disse værktøjer.
I dag er vi forpligtet til en ligebehandling af kunder. For eksempel skal vi tildele en stor kapacitet til et datacenter, der måske kun aktuelt bruger en femtedel af sine rettigheder, men derved vil blokere andre kunders behov for vækst i elforbruget.
Vi behøver adgang til at prioritere hvor, hvornår, hvordan og hvorvidt de store nye energislugere kan indpasses i energisystemet.
Datacentre er den største udfordring, fordi de hurtigt kan etableres og beslaglægge enorm kapacitet langt hurtigere, end nettet kan udbygges. Eksplosionen i efterspørgslen skyldes for en stor del kapløbet om den formidabelt energislugende investering i kunstig intelligens i USA, hvorfra der hamstres elkapacitet i hele verden.
Andre lande har bremset op her, og derfor øges presset på Danmark. Her må vi have adgang til at sige helt nej til at bidrage.
Øvrige datacentre skal fra start indpasses i fleksibelt energisystemet – for eksempel så de ikke trækker fuldt ud på det offentlige net i spidsbelastningssituationer. Det er også vigtigt at nye datacentre lokaliseres, så de kan aflaste andet energiforbrug ved at levere spildvarme til fjernvarmesystemer m.v. I nogle situationer kan et ja til et datacenter betinges af investering i egen energiforsyning uden om det offentlige net, for eksempel ved at lokalisere sig ved havets rand og have deres egen vindmøllepark.
Det er også muligt at indpasse batterianlæg og PtX-produktion, så de – i stedet for at blokere for kapacitet til anden grøn omstilling – bliver en afgørende del af løsningen. Det handler igen om, at den maksimale kapacitet, de kan trække, ikke er en ubetinget ret, men noget, der begrænses, når vinden ikke blæser og solen ikke skinner.
Den meget hastige og stadigt billigere investering i batterier bliver jo kilden til at få god rentabilitet i vind- og solprojekter, fordi batterier kan gemme energi fra dage med meget sol og vind og sælge det, når der mangler vedvarende energi. I dag sælges denne overskudsenergi med tab, eller vindmøllerne sættes i stå.
Batterierne kan blive et afgørende bidrag til balance, hvis deres adgang til nettet reguleres: Det er enormt vigtigt i forhold til nettets formåen, at de ikke gives adgang til at trække af en maksimal kapacitet fra nettet, også når de kan oplades af overskudsstrøm fra vindmøller og solceller.
Med nye regler fra det politiske system for prioritering af de store energislugeres indplacering er jeg overbevist om, at Energinet og de lokale forsyningsselskaber i godt samarbejde kan sikre, at den grønne elektrificering hos borgere og virksomheder kan udfolde sig ubesværet og i højt tempo de kommende år.
Mogens Lykketoft
Kroniken blev bragt i Politiken 30. april 2026
Mere fra min hånd om den grønne omstilling
Krigen i Iran er storhedsvanviddets krig
Trumps krigsgalskab i Iran hjælper Rusland, skader Ukraine og verdensøkonomien – og hjælper desværre krigsforbryderen Netanyahu til genvalg. Hvis Trump havde kyndige rådgivere, ville de helt sikkert have frarådet ham den krig, han nu har kastet sig ud i. I stedet lyttede han til Benjamin Netanyahu. Mere om dét i mit indlæg i Jyllands-Posten 15. marts. Læs det i avisen – eller nedenfor:
Ny, gal storkrig i Mellemøsten
Verden var i forvejen gået fra forstanden, men for de fleste rakte fantasien ikke til en ny storkrig i Mellemøsten. Nu vælter det igen ned med død og ødelæggelse fra luften. De første tre døgn blev der fyret krudt af for 5 mia. dollars. Nye flygtningestrømme og politisk destabilisering truer over hele regionen, ryster den globale økonomi og den geopolitiske balance og skærper risikoen for terror. Dårskaben er total.
Ali Khamenei var en uhyggelig skikkelse, der gennem fire årtier har gjort enorm skade på sit land og sit folk, og senest har ansvaret for utalte tusinder af drab på landsmænd, der i de foregående uger krævede systemskifte i Iran. Få begræder hans død. Men ingen historiske erfaringer skaber tro på, at måden, hans liv sluttede, vil forbedre iranernes tilværelse og bane vej for fred i Mellemøsten. Selv mellem de værste fjender er der tradition for ikke at gå efter de andres ledere i krig, fordi det kan gøre det sværere at afslutte krigen. Opgør må vente til bagefter – som f.eks. med Milosovic.
Helt forståelig afsky for det iranske præstestyre og uvilje mod at konfrontere Trump har desværre betydet, at vestlige statsledere ikke højt og klart har sagt, at angrebet på Iran er en entydig krænkelse af al international ret – og sabotage af mulighederne for forhandling og forsoning.
Krig på falskt grundlag
Det er en åbenbar løgn fra Trump, at der var en umiddelbar trussel om et iransk angreb. Fra Oman, der søgte at mægle mellem USA og Iran, fortælles, at Iran var indstillet på at afstå fra enhver mulighed for at anskaffe sig atomvåben.
Meget få med indsigt tror, at luftbombardementer er en farbar vej til at få præstestyret til at falde sammen. Styret har stadig en million mand under våben til at holde befolkningen i skak i ruinerne.
Kyndige rådgivere ville utvivlsomt have advaret mod en krig uden klare mål og uden udsigt til hurtig sejr, men de sad ikke med omkring bordet i Mar-a-Largo.
Imidlertid var der selv i Trumps inderste kreds – vicepræsident J.D. Vance, udenrigsminister Marco Rubio, stabschef Susan Wiles og den øverste militære chef, general Caine – skepsis over for præsidentens beslutning om at åbne en ny storkrig i Mellemøsten.
Trump valgte alligevel krigen i et endnu et anfald af storhedsvanvid, der vel blev næret af heldet med at kidnappe Venezuelas præsident og tage landets olie i besiddelse. Den afgørende krigshvisker var Benjamin Netanyahu.
Bagmanden Netanyahu
Efter at israelske bomber dræbte Khamenei, er Israels leder indiskutabelt den værste nulevende terrorist i Mellemøsten: Han har ansvaret for årtiers undertrykkelse af palæstinensere, senest folkemordet i Gaza og den igangværende morderiske etniske udrensning på Vestbredden.
Han er også bagmanden for de nye katastrofer, der nu – ud over bomberegnen over Iran – også har drevet trekvart million mennesker på flugt i Libanon. Israels leder søger total militær overmagt i Mellemøsten og ser gerne de fjendtlige nabolande opløst i evige borgerkrige. Han forfølger sit mål med overvældende og hensynsløse bombardementer af civilbefolkningen, som vi har set det i Gaza gennem to et halvt år.
Denne krigspolitik er kun mulig, fordi den får opbakning fra USA, selv om amerikanernes reelle interesser fælles med resten af verden er at søge kompromis og forsoning.
Krig mod Iran har været Netanyahus mål gennem 30 år. Han har hos israelerne effektivt dæmoniseret Irans styre som deres farligste fjende. Derfor er den nye krig også hans bedste chance for – mod alle tidligere odds – at fastholde magten ved de kommende israelske valg. Hvilket i sig selv er en katastrofe for freden i regionen og for stumperne af demokratiet i Israel.
Obama-regeringens aftale med Iran i 2015 om at afstå fra udviklingen af atomvåben og åbne for økonomisk samkvem styrkede de moderate kræfter i Iran.
Alle verdens lande støttede aftalen – bortset fra Israel. Netanyahu modarbejdede den og fik Trump til i 2018 at rive den itu og indlede en ny, benhård blokade af Iran. Det fik imidlertid ikke styret til at falde sammen, men styrkede de ekstreme kræfter over for de moderate.
De seneste par år er Irans regionale magt imidlertid blevet voldsomt svækket af Israels sejr over Hamas og Hizbollah, Assad-styrets fald I Syrien og Israels og USA’s 12 dages krig sidste år mod de iranske atomanlæg, der afslørede fundamental svaghed i Irans kapacitet til missilangreb og luftforsvar. Derfor havde Netanyahu og Trump troen på en let og hurtig militær sejr. Derfor var Trumps forhandling med Iran kun en skinmanøvre, indtil den militære opbygning var fuldendt.
Ligesom i Venezuela er Trumps mål med den militære indgriben ikke at udbrede demokrati, men at finde en leder, der kan forvalte USA’s interesser. Men sådan én er vanskeligere at finde i Iran end i Venezuela og vanskeligere at finde, jo mere USA’s krigsminister, Pete Hegseth, begejstret udvider krigen fra angreb på militære anlæg til ødelæggelse af iranernes civile økonomi.
Med europæiske øjne
Set fra Europa er vanviddet ved denne krig også, at den russiske krigsøkonomi styrkes ved at presse olie- og gaspriserne voldsomt i vejret og svækker mulighederne for at levere missiler og antiluftskyts til Ukraine, fordi lagrene brændes af i Golfen.
Konsekvenserne for Trump hjemme er forhåbentlig et styrtdyk i vælgertilslutning efter at have startet en krig, han ikke kan forklare amerikanernes interesse i – og en krig, som risikerer at fastlåse amerikanske styrker i endnu en langstrakt konflikt, og som sætter fart i inflationen til skade for hans egne vælgere.
Men selv i bedste fald er det for resten af verden en meget kostbar omvej til at dæmpe galskaben og standse præsidentens kamp mod det amerikanske demokrati.
Mange ser de tilbagevendende konflikter i Mellemøsten som resultat af en særlig uforsonlighed hos folk i regionen. Men de seneste 80 år er de endeløse menneskelige lidelser i høj grad resultatet af vestlig indblanding med kup og krige i jagt på ressourcer og indflydelse.
USA’s brug af Israel som ”base” og den manglende vilje til at tøjle den israelske stat til at give plads og lige rettigheder til palæstinenserne har næret meget af uforsonligheden.
Indlægget blev trykt i Jyllands-Posten 15. marts 2026
Mere fra min hånd om forholdet mellem Iran og verden
Pinligt at høre topchefer true med at flytte, hvis formueskatten kommer
Jeg mener fortsat, at en formueskat – uden huller – kan modvirke den tiltagende ulighed i samfundet. De par gange, jeg som minister har forsøgt at lukke dét hul, kunne jeg ikke samle det nødvendige flertal i Folketinget. Mere om det her – i mit indlæg i Politiken 12. marts. Læs det i avisen – eller nedenfor:
Sammenhængskraft eller misundelse?
Socialdemokratiets forslag om en formueskat på en halv procent af et ægtepars værdier ud over 50 millioner kroner og enliges værdier ud over 25 millioner har trukket fronterne hårdt op i valgkampen: Er det et bidrag til større sammenhængskraft og solidaritet, at de godt 20.000 mest velhavende danskere skal levere et sådant bidrag til fællesskabet – eller er det udtryk for grøn misundelse over, at nogen er dygtige eller heldige nok til at komme til at eje så meget?
Jeg har altid været tilhænger af en formueskat for at mindske den værste ulighed i vores samfund.
Rigtigt mange store formuer er nedarvede og/eller giver ikke skattepligtige afkast til fællesskabet, fordi de mest velhavende også har råd til de bedste advokater og revisorer til lovligt at undvige effektiv indkomstbeskatning.
De par omgange, hvor jeg kom i regering som skatte- og finansminister, søgte jeg forgæves efter støtte til at lukke de huller og omgåelsesmuligheder, der var i den daværende formueskat. Men jeg fandt intet flertal i Folketinget. Tværtimod. Det første, jeg arvede som skatteminister i 1981, var et netop indgået forlig om yderligere udhuling af formueskatten. Derfor havde vi i 1990’erne en formueskat, hvor mange flere end i det aktuelle S-forslag betalte formueskat, men de allerfleste med beskedne beløb. Mit indtryk var, at skatten var under stadig udhuling, og det til sidst kun ville være meget dumme eller meget nationalt sindede formueejere, der betalte nævneværdige beløb. Derfor anså jeg det ikke for en stor indrømmelse at opgive denne skat i et finanslovsforlig med De Konservative i 1996.
Den rigeste ene procent
Men her 30 år senere er jeg helhjertet tilhænger af at indføre formueskat uden huller, der betales af den rigeste ene procent af skatteyderne. Når en sådan skat kan give statskassen over seks milliarder kroner, er det nemlig udtryk for, at formuefordelingen er blevet dramatisk meget skævere end dengang.
En meget større del af de private formuer er samlet hos de allerrigeste. Det er sket, fordi teknologiudvikling mv. i alle vestlige samfund har presset lønandelen af nationalindkomsten ned til fordel for kapitalafkastet, mens en større del af kapitalen som sagt er samlet hos de få. Det har også givet disse få større politisk magt, fordi de personligt eller via deres virksomheder er vigtige sponsorer for borgerlige partier og har stor medieindflydelse. De har de seneste 25 år med stort held presset på for at lette indkomstskatten mest i toppen. Senest under SVM-regeringen har de borgerlige regeringspartnere med inspiration fra samme steder insisteret på stor skattelettelse ved generationsskiftet af de store familieejede virksomheder og for lempelser i arveafgift mm.
Det er ikke misundelse at kræve lidt tilbage oven på denne fest.
Misforstå mig ikke: Jeg har den største respekt for de virksomhedsejere og -ledere, der har været i spidsen for de mange succeshistorier i dansk erhvervsliv. Men denne prægtige konkurrencekraft er ikke kun resultatet af kloge og dristige iværksætteres egen indsats. Den er løftet af et samfund og nogle medarbejdere, der har betalt til udbygning af infrastruktur, uddannelse og forskning. Der har været en samfundsstruktur og nogle medarbejderkundskaber, så Danmark kunne udnytte ny teknologi hurtigere end så mange andre lande.
Det ville tjene Dansk Industri til ære meget klarere at anerkende disse sammenhænge og skrinlægge de hidtil mest utroværdige beregninger om en formueskats negative betydning for beskæftigelsen. Det er pinligt at høre enkelte topchefer true med at flytte, hvis formueskatten kommer. Og der er mange vildt overdrevne fortællinger i omløb om de riges skatteflugt fra den norske formueskat.
Formueskatten deler vandene
Formueskat er et tema, der deler vandene – også indbyrdes blandt velhavere.
Det er opmuntrende at høre iværksættere sige, at det er i orden med den foreslåede formueskat, og at det hverken vil svække deres erhvervsindsats eller få dem til at flytte ud af landet. Samtidig hører vi, at danske mangemillionærer med Djaffar Shalchi i spidsen er meget aktive i en global kampagne for effektiv beskatning af de superrige for at skabe mere lige og retfærdige samfund.
På verdensplan taler et stigende antal økonomer og samfundsforskere for formueskat for de superrige for at bremse eksplosionen i økonomisk ulighed og en stadigt mere udemokratisk magtfordeling, hvor de superrige sætter sig på meningsdannelsen i gamle og nye medier.
Denne globale udvikling er allerede slået meget hårdere igennem andre steder end i Danmark. Den uhyre skræmmende aktuelle udvikling i USA drives af tech-milliardærernes ønsker om, i alliance med Trump, at overtage hele magten.
Mogens Lykketoft
Indlægget blev bragt i Politiken 10. marts 2026
Mere fra min hånd om formueskat
Trumps fredsplan for Palæstina er en fuldkommen farce
Trumps såkaldte fredsplan demonstrerer total ligegyldighed over for palæstinenserne og tilsvarende total uvidenhed om deres historie og kultur. Israel overtræder stort set dagligt planen. Mere om det i denne kronik i Politiken 3. marts, som jeg har skrevet sammen med Birgitte Rahæk. Læs den i avisen – eller nedenfor:
Hvilken plan? Hvilken fred?
FN’s Sikkerhedsråd vedtog 17. november 2025 med resolution 2803 (2025) at bakke op om Trumps såkaldte fredsplan for Gaza, og Danmarks ambassadør til FN, Christina Markus Lassen, sagde i sin stemmeforklaring bl.a., at »efter to års brutal konflikt i Gaza, tav våbnene endelig, da våbenhvilen trådte i kraft den 10. oktober«. Lad være at Israel allerede på det tidspunkt med sine daglige brud på våbenhvilen havde dræbt omkring 300 palæstinensere, et tal der 24. februar 2026 var nået op på 615 dræbte og 1.658 sårede.
Men endnu vigtigere er det at se på, hvad det egentlig var, Danmark og det øvrige Sikkerhedsråd (med undtagelse af Kina og Rusland) stemte ja til. Som noget af det første og vigtigste skulle alle militære handlinger ophøre. Men Israel har overtrådt aftalen mindst 1.620 gange fra den 10. oktober til den 10. februar 2026, kun i 18 af de forløbne 138 dage har der ikke været israelske angreb i Gaza.
Ifølge Gazas mediekontor har Israel 560 gange skudt mod civile, angrebet beboelsesområder uden for den ’gule linje’ 79 gange, bombarderet Gaza 749 gange og 232 gange ødelagt ejendomme samt tilbageholdt 50 palæstinensere fra Gaza.
Den danske ambassadør sagde videre i sin stemmeforklaring, at det er afgørende at sikre uhindret adgang for humanitær hjælp til Gaza i overensstemmelse med den internationale humanitære ret. Heller ikke det er sket. På intet tidspunkt har Israel ladet det nødvendige antal lastbiler med nødhjælp, dvs. minimum 500 om dagen, komme ind. Den første uge af februar svingede tallene mellem 4 og 102, den 5. februar kom der fx 25 lastbiler ind.
På samme måde har Israel på intet tidspunkt ladet det i forvejen meget lave tal på 50 syge palæstinensere, der behøver udenlandsk hospitalshjælp, komme ud. I alt er der tale om 15-20.000, der venter på tilladelse fra den israelske hær.
Andre har til gengæld ikke kunnet få lov til at komme ind i Gaza. Det gælder bl.a. medlemmerne af det laveste led i Fredsrådets ledelsesstruktur, nemlig den Nationale Komité til Forvaltning af Gaza (NCAG), som skal administrere Gazastriben. Ifølge FN skal komitéen »implementere de nationale aftaler, der skal sikre national enhed og afslutte splittelsen samt dens konsekvenser«.
Vi er ikke bekendt med, hvilke nationale aftaler der er tale om, for intet sted i Fredsplanen tales der om Vestbredden, hvor situationen forværres dag for dag med kombinerede IDF- og bosætterangreb mod den ene landsby efter den anden. Der kan man tale om etnisk udrensning i slowmotion. Hvad Gaza angår, insisterer Israel på, at tre gange så mange mennesker skal forlade området, i forhold til hvor mange der må komme ind.
Ambassadøren hilser det velkomment, at Fredsrådet har pligt til at rapportere til Sikkerhedsrådet. Det vides ikke, om dette har fundet sted, i hvert fald har vi ikke set nogen reaktion fra dansk side på de mange overtrædelser og forsømmelser.
Der har siden den 7. oktober 2023 været megen tale om de israelske gidsler, hvor de sidste – levende som døde – blev frigivet i overensstemmelse med den såkaldte våbenhvile. Til gengæld er der skrevet og talt meget lidt om de mindst 9.400 palæstinensiske såkaldte sikkerhedsfanger, som Israel har anholdt siden 7. oktober 2023, og som for manges vedkommende holdes fanget, uden at advokater eller Røde Kors har adgang til at tale med dem.
Alene i perioden fra 7. oktober 2023 til den 28. maj 2024 tilbageholdt Israel ifølge FN’s Menneskerettighedsråd (OHCHR) 8.910 palæstinensere, herunder 630 børn og 295 kvinder. Nogle blev senere løsladt uden at være sigtet.
Ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation Physicians for Human Rights Israel (PHRI) døde der i perioden 7. oktober 2023 til 31. august 2025 94 palæstinensiske indsatte i de israelske fængsler. Tallet for de forudgående ti år var i alt 30. Fangerne døde efter tortur eller af mangel på medicinsk behandling, underernæring eller en kombination af det hele.
På den nyligt afholdte konference European Palestinian Network fortalte den palæstinensiske politiker og læge Mustafa Barghouti, at en af de fanger, der var blevet løsladt i forbindelse med gidseludvekslingen – og sendt i eksil – Nael Barghouti, som i alt har siddet fængslet i 44 år, havde fortalt, at han ikke ville tale om de første 42 års fangenskab, det var de sidste to år, der havde været de værste. Der rapporteres om daglig systematisk tortur i form af slag, voldtægter, udsultning, kulde og fravær af kontakt med omverdenen.
Der var til det sidste i den såkaldte våbenhviles første fase stor opmærksomhed om udlevering af – også døde – israelske gidsler, også Israel har udleveret flere hundrede døde palæstinensere, som bar præg af tortur, hvis de da ikke var så opløste, at man ikke kunne identificere dem.
Tilbageholdelse af lig er en ekstra straf, som det også fremgår af en absurd regel i Israel: hvis en indsat dør i fængslet, beholder fængselsvæsenet vedkommendes lig, indtil den fastsatte fængselsdom er udløbet. For øjeblikket tilbageholder Israel 766 palæstinensiske lig, hvoraf de 373 stammer fra tiden efter 7. oktober 2023; 88 af dem døde, mens de var i enten militærets eller fængselsvæsenets forvaring.
Lad os vende tilbage til Trumps fredsplan for Gaza eller rettere til hans såkaldte Fredsråd, som skal fungere som en overgangsregering i Gaza og kontrollere gennemførelsen af fredsplanen. Rådets formand er Donald Trump, som har udnævnt en direktion bestående af hans nære medarbejdere og svigersøn og den i Mellemøsten forhadte og foragtede Tony Blair. Palæstinensere er der slet ingen af i Direktionen!
Under den overordnede direktion har man anbragt Gaza Direktionen med nogle af de samme medarbejdere plus nogle arabere fra Qatar, UAE og Egypten samt et par milliardærvenner, blandt andre Marc Rowan, der netop er blevet knyttet til Epstein filerne.
Et af navnene på denne liste er Nickolay Mladenov fra Bulgarien, som yderligere er blevet udnævnt til High Representative for Gaza, i hvilken egenskab han skal forestå det overordnede arbejde med at gennemføre planen og, når det er nødvendigt, koordinere med ISF, den Internationale Stabiliserings Styrke i Gaza.
ISF skal ledes af den amerikanske generalmajor Jasper Jeffers, som Trump har udnævnt til posten. Det har knebet mere med at få andre nationer til at melde sig til styrken, som bl.a. har til opgave at afvæbne Hamas. Et af de villige lande var Tyrkiet, men dem ville Israel ikke have med. Selvom USA skal lede ISF, har de ingen planer om at sende tropper, og endnu har ingen forpligtet sig til at gøre det, da den primære opgave med at afvæbne Hamas ikke forekommer umiddelbart tillokkende.
Det er først når man når frem til det nederste led i Fredsrådets ledelseslag, nemlig den Nationale Komité til Forvaltning af Gaza (NCAG), at man støder på palæstinensere, tilmed hele 15 af slagsen anført af Ali Shaath, der i lighed med hovedparten af de 14 andre nyder almindelig anseelse blandt palæstinenserne.
Listen, som oprindeligt indeholdt 41 navne, hvoraf de 26 blev blokeret af Israel, er da også fremkommet efter samtaler mellem Hamas, Fatah og andre palæstinensiske organisationer i Cairo med De Forenede Arabiske Emirater i kulissen. Det er sigende for NCAG’s position, at da Ali Shaath for nylig skulle tale ved Fredsrådets første møde i Washington, stod han som den eneste på talerlisten opført med begrænset taletid: 2 minutter.
Sikkerhedskommissæren skal sammen med ISF sørge for, at Hamas deponerer sine offensive våben. Det er det, Hamas har accepteret, men Israel vil gå videre og forlange, at de også afleverer alle geværer.
Senest har Israel afvist NCAG’s logo, der ligner logoet for Selvstyret i Ramallah.
Ifølge Haaretz-journalisten Dahlia Scheindlin skyldes vreden, at Israels regering vil bevare herredømmet over hele Palæstina. For nylig sagde justitsminister Yariv Levin således: »Vi er nødt til at være i Gaza og i alle dele af Israels Land…ikke kun af sikkerhedsgrunde, men fordi Israels Land alene tilhører den israelske nation«.
Den palæstinensiske direktør for the Palestinian Center for Policy and Survey Research i Ramallah, Khalil Shikaki, leverer i EU Observer en sønderlemmende kritik af det, han kalder reformdagsordenen for Selvstyret, »som ikke er beregnet til at løse den palæstinensiske ledelseskrise. Den er beregnet til at hjælpe det internationale samfund med at undgå at konfrontere de virkelige årsager til palæstinensernes politiske kollaps: den israelske besættelse, fragmenteringen og den systematiske udhuling af palæstinensernes selvbestemmelse«.
Shikaki slår til lyd for, at før man går i gang med alle mulige kosmetiske ændringer af PA, skal palæstinenserne have mulighed for at afholde valg, sådan at den kommende ledelse kan få legitimitet i befolkningen.
Hele Trumps såkaldte fredsplan demonstrerer med al ønskelig tydelighed en total ligegyldighed over for palæstinenserne og en total uvidenhed om deres historie og kultur. Denne uvidenhed når tragikomiske højder i svigersønnens ’Projekt Solopgang’, hvor han viser, hvordan han forestiller sig et genopbygget Gaza i glas og stål og glimmer, et Middelhavets Dubai.
Men værre end den futuristiske by er næsten planen for det nye Rafah, som skal rumme over en halv million indbyggere i en by, som er formet som en kæmpemæssig bosættelse, der ligesom de illegale israelske bosættelser på Vestbredden står i demonstrativ kontrast til omgivelserne og viser, at deres bygherrer aldrig har haft tilknytning til området. Ved præsentationen sagde Jared Kushner, at der ikke var tale om blot at genopbygge noget, man skulle ændre et helt mindset.
Man kan ikke frigøre sig fra, at Trump-familiens ideer om rivieraen langs Middelhavet fortsat lever – uden palæstinensere!
Tilbage står, at det ikke er våbnene, der tier i Gaza, men derimod det internationale samfund og medierne. Det til trods for at den etniske udrensning fortsætter både i Gaza og på Vestbredden og i Østjerusalem.
Det må være på tide, at Danmark indkalder Sikkerhedsrådet til et nyt møde for ærligt at evaluere Israels manglende overholdelse af den vedtagne plan og indføre de behørige sanktioner, som man plejer i en sådan sammenhæng, jfr. sanktionerne imod Rusland.
Kroniken udkom i Politiken 3. marts 2026
Lars Erslev Andersen var en uvurderlig leverandør af fakta
Lars Erslev Andersens død er et tab for forskningen og formidlingen af Mellemøsten, USA og Kina. Læs mine mindeord til ham i Globalnyt 3. februar 2026
Tale ved European Palestinian Network’s konference
På EPN’s konference i København 31. januar overrakte jeg netværkets priser til tre palæstinensere fra Gaza, der har gjort en betydelig indsats for Gaza og deres folk og også personligt lidt store tab: Wesam Hamada, mor til pigen Hind, der over telefonen bad om hjælp, mens bilen, hun sad i, blev beskudt israelske soldater, som også dræbte hende med deres skudsalver, samt de to journalister Weidan Abu Shammala, der netop har udgivet en bog med stemmer fra Gaza, og al-Jazeeras Wael al-Dahdouh, som rapporterede fra Gaza – også efter en stor del af hans familien var blevet dræbt.
Jeg holdt dagens keynote-tale (på engelsk), som Solidaritet har oversat til dansk. Den kan læses her.
Trumps støj skygger for de største kriser
Præstestyrets nedskydning af demonstranter i Iran fik kortvarig dækning, men så stjal Trump al opmærksomheden. Uden internationalt pres fortsætter nedbrydningen af FN ligesom lidelserne i Iran, Gaza og Sudan. Det skriver jeg mere om i dette indlæg i Altinget 29. januar 2026. Læs indlægget i Altinget – eller nedenfor:
Verdensbilledet flimrer skræmmende
Fokus er mest på Trumps vanvittige udtalelser og aktioner med dagligt nye toldkrige, kravet om at eje Grønland og hans hjemlige morderiske bander fra ICE, der huserer i Amerikas storbyer.
Men fokus er også på Putins vedvarende galskab med at ødelægge Ukraine, som Trump ikke orker at standse ved pres fælles med Europa.
Andre forfærdende konflikter blegner eller forsvinder helt fra forsiderne på skrevne som elektroniske medier.
Den værste humanitære katastrofe lige nu – i Sudan – og andre store dødelige konflikter i Afrika og Myanmar forbliver fodnoter i vores nyhedsstrøm.
Præstestyrets nedskydning af tusindvis af demonstranter i Iran fik kortvarig dækning. Men nu er der dødelig tavshed – internettet er lukket ned, og fremmede er nægtet adgang.
Palæstinensernes enorme lidelser fortsætter trods den såkaldte fredsaftale, men omverdenens interesse falmer også, når der ikke længere er total krig, og Israel har fået sine gidsler frigivet. Desuden fortsætter Israel med at blokere mediernes adgang til Gaza, som ifølge UNRWA’s leder er det mest livsfarlige sted i verden for nødhjælpsarbejdere og journalister.
Der er grund til angst for, hvad Trump vil gøre og ikke vil gøre, når det gælder Iran og Palæstina: Netanyahu har om begge dele den amerikanske præsidents øre og ønsker kun Iran bombet og enhver tanke om en Palæstina-stat begravet gennem ruiner og fordrivelse. Netanyahu hyldes af Trump som den en store krigsleder, der bør benådes for sin hjemlige korruption og under ingen omstændigheder bringes for Den Internationale Straffedomstol for de forfærdende krigsforbrydelser, han er anklaget for.
Derfor har Trump truet med nye bombetogter mod Iran – angiveligt for at støtte demonstranterne mod præstestyret. Men de fleste Iran-kyndige vil sige, at Trump allerede varigt har skadet de moderate og fredsøgende kræfter i Iran: Han hev tæppet væk under dem ved at rive atomaftalen fra 2015 i stykker, og han har siden svækket en ny dialogsøgende præsident ved at bombe atomanlæggene i stedet for at genoplive aftalen fra 2015. Nye amerikanske angreb kan gøre det hele værre.
Et lille håb blev tændt om, at Trump omsider ville banke Netanyahu på plads med den såkaldte fredsplan for Gaza fra sidste oktober. Statsledere fra en stor del af verden – og fra næsten alle de arabiske lande – flokkedes i Egypten for at hylde den store leder fra USA. De var skeptiske over for planen, men ville pleje hans forfængelighed for at fastholde hans opmærksomhed på faktisk at skabe fred.
Intet tyder imidlertid på, at der uden massiv internationalt pres og opmærksomhed kommer reel fred for palæstinenserne – endsige noget, der bare ligner retfærdighed, hvor palæstinensernes nationale rettigheder anerkendes.
Planen taler kun om Gaza og har intet med om at standse den voldelige etniske udrensning af palæstinensere på Vestbredden og i Øst-Jerusalem.
Hidtil har planen betydet, at et par millioner sønderbombede mennesker i Gaza er presset sammen i telte og under klude i mudrede ruiner i et område, der er mindre end halvdelen af Gaza (dvs. mindre end halvdelen af Langelands areal). Israel har forhindret tilstrækkelige forsyninger med mad, vand, klæder, medicin og telte – og ikke mindst fortsat sin krig mod FN ved at blokere for UNRWA’s afgørende nødhjælpsindsats i Gaza og fysisk jævnet organisationens hovedkvarter i Jerusalem med jorden.
Næsten 500 palæstinensere er vilkårligt blevet skudt og dræbt af israelske styrker siden aftalen om våbenstilstand.
Israel har fortsat mere end halvdelen af Gaza besat, renser området for palæstinensere og sprænger systematisk resterende bygninger i stykker.
Det ser meget svært ud at enes om etableringen af den internationale fredsstyrke, der skulle bane vejen for israelsk tilbagetrækning fra hele Gaza, demilitarisering af Hamas og indsættelse af civil palæstinensisk forvaltning.
I håbet om, at der var en chance for alt dette, blev Trumps fredsplan ellers bakket op af et enigt sikkerhedsråd i FN – inklusiv den bizarre ide om et særligt fredsråd til at styre processen, der udpeges og dirigeres helt af Trump.
Denne ide er nu muteret til, at fredsrådet skal beskæftige sig også med alt andet end Gaza og synes at være endnu en brik i Trumps forsøg på at gøre FN irrelevant. På længere sigt kan et land kun være med ved at betale en milliard dollars i kontingent….til hvem?!
Det store flertal af FN-medlemslande er ikke med på dèn leg. De fleste i Europa siger nej tak. Nogle – især de arabiske lande og Tyrkiet – går vel med – alene i håb om at redde fredsplanen for Gaza. Men de skal dele rådet med Trump, hans golf-makker og dilletant-mægler, en voldsomt pro-israelsk amerikansk milliardær samt selveste ondets rod, Netanyahu. Desuden med svigersønnen, der allerede er begyndt at lave byggeplaner i Gaza, som ser mest ud til at være i familie med Trumps oprindelige vision om en riviera i Gaza uden palæstinensere.
Resten af verden skal råbe meget højt for at virkeliggøre dén plan, FN’s Sikkerhedsråd håbede at få ført ud i livet!