Forfatter: Lykketoft

Udgivet den

Denne bog bliver et kampskrift til at stive os af, når vi skal sikre Ukraines overlevelse

Sidste år blev bogen ‘Nyt fra Ukraine’ publiceret. Man kunne tro, at den var blevet forældet, men tværtimod: Vidnesbyrdene skildrer den russiske voldsomhed og kan fungere som et kampskrift for danskerne, skriver jeg i denne artikel i netmediet Altinget. Læs den på Altinget – eller nedenfor:

Nyt fra Ukraine

Mod slutningen af sidste år udsendte Forlaget Hakon Holm en bog – ‘Nyt fra Ukraine’ – med stærke personlige bidrag fra reportere, eksperter, ambassadører og politikere om deres oplevelser fra fronterne og bag linjerne med de første to et halvt år af Putins angrebskrig.

Trump skaber lige nu ny forfærdelige forandringer for dem, der kæmper for Ukraines frihed. Man kunne tro, at bogen måske derfor hurtigt er blevet forældet. Men tværtimod.

De stærke personlige beretninger om krigens gang er uafviselige billeder af og argumenter for – at det er endnu vigtigere end før at holde fast i støtte til det angrebne og hårdt pressede europæiske naboland. Det viser os, hvorfor støtten til denne forsvarskamp både er vores moralske og medmenneskelige pligt og vores nationale interesse. Europa bliver aldrig trygt igen, hvis Putin får lov at erklære sejr i Ukraine. Så kommer der nye kampe, vi kan tabe – nye lande, hvis frihed kan gå tabt,

Ingen troede for tre år siden, at Ukraine kunne modstå en russisk invasion. Mindst af alle naturligvis Putin, der ventede et forløb som i Prag i 1968: Vi rykker ind med overvældende styrke, og alle rækker hænderne op, angriberen indsætter et marionetstyre, og Vesten sender en stilfærdig protest. Men ukrainerne stod op – ikke mindst på grund af Zelenskyjs enestående mod og beslutsomhed. 

Måske fandtes der ikke før det russiske frontalangreb en veldefineret ukrainsk nationalitet på tværs af forskelle i sprog og regioner. Putin skabte en nation, der ikke vil overgive sig – et folk der er enige om, at de ikke vil under den russiske diktators hæl. Vesten har hjulpet med økonomi og våben. USA under Biden hjalp meget, men mere tøvende end godt var. Danmark har pr. indbygger ydet allermest, hvilket der er i Ukraine er meget fokus på – fortæller korrespondenterne – og som ukrainerne er meget taknemmelige for. 

I bogen læser vi, hvordan garvede reportere berøres dybt af russiske krigsforbrydelser i Butja, Mariupol og utallige andre steder. Om Putins utrolige foragt for både ukrainske og russiske menneskeliv.

Vi hører malende om de civile, kvinderne, børnene, de gamle, der lider og dør, når beboelseskvarterer varme-, el- og vandforsyning nådesløst bombes. Vi hører om den voldsomme undertrykkelse i de besatte områder af Ukraine, som Trump nu vil lade Putin beholde. Vi får et stærkt indtryk af, hvor voldsom mis- og desinformation russerne udsættes for, og hvordan krigsmodstandere undertrykkes.

’Nyt fra Ukraine’ bliver derfor et kampskrift, der kan stive danskerne af, når vi sammen med de andre europæere skal levere meget større bidrag til Ukraines overlevelse, fordi der nu på samme tid skal kæmpes mod Trump og Putin.  Sidste uges europæiske topmøder tyder heldigvis på at viljen er til stede. Men det kræver et forrygende tempo i fælles beslutninger blandt de villige i EU’s og NATOs kreds.

Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Indlægget blev bragt i Altinget 13. marts 2025.

Udgivet den

Trumpismen er en bevægelse, der har ophævet enhver grænse mellem sandhed og løgn

Jeg skrev min seneste få dage før Volodomyr Zelenskyjs skæbnesvangre besøg hos Trump i det Hvide Hus, der åbnede en afgrund mellem Europa og USA, hvilket ikke ændrer noget i forhold til klummens indhold. Lad os inderligt håbe, at det dramatiske møde omsætter sig i hurtig europæisk enighed om massiv investering i at forsvare os selv – og Ukraine. Læs klummen i Berlingske – eller nedenfor:

Dag for dag udfolder katastrofen sig

Ved magtskiftet for fem uger siden var der stadig danske politikere, erhvervs- og mediefolk, der så en kerne af god mening i Trumps rablende galskab.

Efter bagholdet mod Ukraine og omfavnelsen af Putin er der vist kun Morten Messerschmidt og Asger Aamund tilbage?

Nu er der en kollektiv erkendelse af, at vi ikke længere har en reel alliance og slet ikke et værdifællesskab med Trumps USA.

Trumpismen er en bevægelse, der har ophævet enhver grænse mellem sandhed og løgn. Trump vandt sine valg ved massiv investering i misinformation, had og konspirationsteorier via Fox News med videre og kampagner på sociale medier – uden slagkraftigt modspil fra troværdige public service-medier. 

I alliancen med højreradikale multimilliardærer investeres stadig mere i at sætte sig på amerikanernes foretrukne informationskanaler. Uafhængige medier sagsøges eller bliver lidt medløbere til magthaverne.

Trump har desuden magten over både Kongressen og højesteret. Med haglbyger af dekreter angribes alt, der handler om klimaindsats og om ligestilling mellem racer og køn. Elon Musk udrenser i statsforvaltningen. En bølge politiske fyringer udhuler kompetence og objektivitet. 

Folk dør bogstaveligt talt i Afrika, fordi kvælningen af USAID (det amerikanske agentur for udviklingsbistand, red.) afskærer dem fra deres daglige aids-medicin.

Det hele er et massivt forsøg på kupagtigt at omdanne det amerikanske demokrati til et højreradikalt oligarki og sælge ideen til andre. Vicepræsidenten var på udflugt til München for, på linje med Elon Musk, at solidarisere sig med de ekstreme kræfter, der søger at splitte Europa. 

Deres sprogbrug er som taget ud af Orwells fremtidsroman 1984 om nysproget, hvor de mener autokrati og ensretning, når de taler for demokrati og frihed. De savner enhver omsorg for andet end deres egen magt og pengepung. Ingen empati og omsorg for andre mennesker.

Mens J.D. Vance og Elon Musk karakteriserede de europæiske højreradikale som de egentlige demokrater, talte Trump selv imødekommende med Putin i telefonen om, hvad der kan blive Ukraines undergang. 

De var åbenbart enige om, at Ukraine skal opgive de områder, der hidtil er tabt ved den russiske invasion, og at resten af Ukraine ikke kan få NATOs opbakning til senere at modstå ny russisk aggression.

Derfor åbner en afgrund sig mellem USA og Europa. Vi må inderligt håbe, at det omsætter sig i hurtig europæisk enighed om massiv investering i at forsvare os selv – og Ukraine.

Trump omfavner åbenlyst verdens to mest fremtrædende krigsforbrydere, Putin og Netanyahu. 

Hans vanvittige idé om at overtage Gaza og flytte palæstinenserne væk er dybest set bare en af flere varianter af en politik, der støtter det, der ligner den højreradikale israelske regerings ambition om at rense Palæstina for palæstinensere og kolonisere hele Vestbredden.

Vi skal specielt forholde os til Trumps trusler om at erobre Grønland. Den mest sandsynlige metode til at forsøge at gøre Grønland amerikansk er en langvarig tæppebombning fra MAGA-bevægelsen med den velkendte blanding af trusler, løfter og løgne.

Truslerne har udløst en heftig debat om forholdet mellem Danmark og Grønland i fortid, nutid og fremtid. Det er aldeles afgørende, at denne debat forgår åbent, i ærlig erkendelse af fejltagelserne i kolonitiden – og faktabaseret.

Derfor var DRs nu skrottede udsendelse om kryolitten et svigt af alle principper om public service. 

Det var et forsøg på – trods klare advarsler fra sagkundskaben – sensationslystent at manipulere en fortælling. 

I en ophedet atmosfære lige op til et vigtigt grønlandsk valg præsenterede man et falsk indtryk af en enorm fortidig dansk udbytning af Grønland. Dét er lige så langt fra sandheden som meget af det, trumpisterne udsætter verden for. Og måske et indslag, der utilsigtet støtter Trumps dagsorden for Grønland.

Trump er ved magten i USA og er smadremand i global politik – som nævnt ikke mindst på grund af fraværet af slagkraftig public service til at afbalancere magtfulde og ofte voldsomt manipulerende private medier.

Jeg kæmpede hele mit lange politiske liv for stærke public service-medier i Danmark og har været modstander af forsøg på at skære ned på Danmarks Radio. 

Vi har i denne ulvetid mere end nogensinde brug for et DR, som faktisk leverer nuanceret, sandfærdig information, uafhængigt af særinteresser og immun over for vilde konspirationsteorier. 

Derfor er det lige nu, at DR fra top til bund skal bemandes til faktisk at leve op til denne opgave.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 1. marts 2025

Mere fra min hånd om Trump og det nye USA

Udgivet den

Er Trump ikke helt vanvittig?

Mærkeligt, som nogle borgerlige kommentatorer ser en kerne af mening i galskaben, når Trump rabler om Grønland og told. Vi har mere end nogensinde brug for et enigt Europa, der slår tilbage. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Trump og den stærkes ret

Ved at læse ledere i Berlingske og lytte til Weekendavisens udenrigsredaktør (Anna Libak, red.) kan jeg lejlighedsvis få det indtryk, at Trumps udfald om Grønland er vel begrundet i dansk forsømmelighed med Forsvaret. Og at han måske kan nøjes med mere militær tilstedeværelse og mineraludvinding, der kan holde Rusland og Kina på afstand.

Men så giver rablerierne om at eje Grønland ingen mening.

For det er som at sparke en åben dør ind: Danmark har selv omsider sat tempo og kraft ind på at styrke forsvaret af Grønland. 

Meldingerne fra både Trump senior og junior om grønlændernes påståede drøm om at blive amerikanere fortæller klart, at megalomanens mål er en globus, hvor der står UNITED STATES OF AMERICA over Grønlands 2,3 millioner kvadratkilometer.

Midlerne hertil vil formentlig være en blanding af økonomisk pression og løfter – og et massivt forsøg på meningspåvirkning i Grønland i lighed med Ruslands seneste indblanding i valgene i Moldova.

Meget tyder på, at Trump tænker som Vladimir Putin og Xi Jinping om en stormagts ret til at underlægge sig, hvad de betragter som deres nærområder. Han har derfor måske også forståelse for Putins tilsvarende ønske i Ukraine og Xis i forhold til Taiwan.

I hvert fald har hans første fokus været at få Canada, Mexico, Panama og Grønland under sin hæl med økonomisk eller militær magt. De voldsomme trusler om straftold mod Colombia for få dage siden viser også, at hele Latinamerika forventes at rette ind.

Endnu værre end toldmure

Folk, der vil sanewashe (rationalisere, red.) Trump, hævder også, at hans planer om, at told på andre lande kun er et udspil, der kan afværges med andre og rimelige indrømmelser. Heldigvis kan det måske ende sådan, men kun hvis resten af verden står sammen om at modstå og resolut besvare overgrebene fra den amerikanske præsident.

Det fordrer en hidtil uset solidaritet internt i Europa, inklusive Storbritannien, og et tættere samvirke med andre dele af verden, der trues fra Det Hvide Hus.

Trump og Musk søger netop derfor af al kraft at splitte det europæiske samarbejde ved støtte til de nationalistiske ultrahøjrepartier i Europa.

Intet tyder på, at Trump har erkendt, at han skal at stoppe, før han i strid med al international ret og alle hensyn til gamle allierede annekterer for eksempel Grønland og Panama-kanalen og udløser globale toldkrige.

Et af hans mest vedholdende synspunkter i årtier er, at told er godt, fordi det er en skat på udlændinge, der kan finansiere skattelettelser for amerikanere – især de rigeste af dem.

Det hele bygger tilsyneladende på den urealistiske forventning, at omverdenen ikke tør svare igen på toldangreb fra USA. Told bliver uundgåeligt et enormt tab i velstand, både for handelspartnere og for USA selv.

Det er næppe overkommelige krav fra Trump, der kan standse toldkrigen. Han vil formentlig kræve et stop for at regulere adfærd og kræve skat af amerikanske virksomhedsgiganter – samt at Europa skal aftage fossile brændstoffer fra USA i en meget lang fremtid og tømme statskasserne med fantasifuldt store indkøb hos den amerikanske våbenindustri.

Med andre ord indrømmelser, der er endnu værre end toldmure, fordi vi afskærer os fra at konkurrere med amerikansk højteknologi, forhindres i at bremse klimaforandringerne i tide og tvinges til at skære i velfærden.

Frontalangreb på selve demokratiet

Borgerlige kommentatorer kan være rystet over Trumps udenrigspolitik, men forstår noget af hans indsats for mindre stat og regulering.

Men den totale afvikling af begrænsninger i milliardærerne amokløb giver dem frit løb til endnu større formuer og magt og til at købe sig et monopol på meningsdannelsen for MAGA-bevægelsen i aviser, tv og på sociale medier. 

Samtidig er man i gang med at cementere et retssystem, der altid vil give præsidenten ret – også når for eksempel republikanske delstater fifler med inddeling af valgkredsene, så det bliver endnu vanskeligere for at fremtidigt flertal mod Trump at blive til et flertal i magtens korridorer.

Meningen med al denne galskab er et frontalt angreb på selve demokratiet.

PS: I øvrigt tror jeg ikke, at Trump ønsker krig. Men når han omgiver sig med uvidende og fanatiske jasigere og har fjernet de fleste kyndige diplomater fra sin kreds, risikerer han alligevel at få krigen.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren udkom i Berlingske 3. februar 2025

Mere fra min hånd om Donald Trump

Udgivet den

Is ANY of this sane?

Some analysts seem to believe that there are elements of sanity to US president Donald Trump’s foreign policy. I totally disagree. Read my full article below:

Is any of this sane?

January 29th, 2025

Exactly like in 2017, some right-wing opinion leaders in Danish media are trying to convince us that Trump might not be totally mad; that there is a core of rationality, and that he just has this bombastic way of expressing himself.

I understand they believe that Trump will settle for concessions in Greenland regarding more American military presence and mineral extraction. But then Trump’s rants about taking over Greenland don’t make sense: The US asking for stronger military and economic protection against Russian and Chinese influence is kicking in an open door. Also, Denmark has also finally increased pace and force of its contribution to the defense of Greenland. The reports from both Trump sr. and jr. about Greenlanders’ alleged dream of becoming Americans clearly indicate a megalomaniac’s goal of a globe with UNITED STATES OF AMERICA written boldly on the world’s map of Greenland’s 2.3 million km2. The means will probably be a mixture of economic pressure and promises – and a massive attempt to influence public opinion in Greenland. There seem to be similarities with Russia’s recent interference with elections in Moldova

There is much evidence that Trump along with Russia’s Vladimir Putin and China’s Xi Jinping believes in the right of a great power to subjugate what they consider to be their neighbouring areas or sphere of interest. Therefore, trump may also appreciate Putin’s similar desire in Ukraine and Xi’s in relation to Taiwan.

In any case, his first focus has been to get Canada, Mexico, Panama and Greenland under his heel with economic or military power. The fierce threats of punitive tariffs against Colombia recently is proof that all of Latin America is expected to comply as well.

*

The Trump-sane-washers also seem to believe that plans to impose tariffs on goods from other countries are simply a ploy to be avoided with reasonable concessions of a different kind to Trump. Fortunately, it mayend up like that, but only if the rest of the world stands together to resist and resolutely respond to the American president’s abuses.

This requires unprecedented solidarity within Europe – including Great Britain, and closer cooperation with other parts of the world that are in the cross hairs of the White House.

But splitting European cooperation through support of national ultra-right parties in Europe is precisely what trump and his best buddy and efficiency spearhead Elon Musk are aiming at. 

There is no indication that Trump realises that he has to stop before he, in violation of all international law and all consideration for old allies, annexes e.g. Greenland and the Panama Canal and triggers a global war on tariffs: Over decades Trump has insisted on the excellence of tariffs, because they are a tax on foreigners which can fund tax breaks for Americans – the wealthiest in particular. This whole scheme seems to be based on the unrealistic expectation that the world will not dare to react to a tariff attack from the United States. This is voodoo economics, which will inevitably result in an enormous loss of wealth, both for trading partners and for the United States itself.

But what will Trump demand in return for mitigating the tariff threat? Most likely a stop to regulating and taxing his friends among US’ corporate giants, a demand that Europe buy fossil fuels from the United States, way into in the future, while emptying the European treasury through incredibly large purchases from the American arms industry:

In other words, concessions that are even worse than tariff walls, because we will cut ourselves off from competing with American high technology, be prevented from reigning in climate change in time, be forced to cut welfare and finally give up supremacy of democracy over the oligarchs.

*

Some right-wing opinion leaders are shocked by Trump’s foreign policy course, but believe that much of his efforts on the home front make sense. How so? Is the total dismantling of restrictions on the billionaires’ rampage to hoard an even larger share of the nation’s wealth and monopolising opinion-making in favour of the MAGA movement in newspapers, TV and on social media okay? Is the attempt to cement a legal system that will always decide in favour of the president – even when Republican states gerrymandering, i.e. fiddling further with mapping of constituencies, making it even more difficult for a future majority against Trump to actually become a majority in the corridors of power? Don’t they see the threat to democracy itself?

*PS: By the way, I don’t believe that Trump wants war. But surrounding himself as he does, with ignorant and fanatical yes-men, while ridding his administration of all knowledgeable professional diplomats, dangerously increases the risk of war.

This is a translation of an opinion piece in the national Danish daily Berlingske

Find more of my articles in English here

Udgivet den

End of the murder on Palestine?

Denmark is a member of the UN security Council 2025-26. Naturally, as former president of the UN General Assembly, I am proud of Denmark’s stated cross-cutting priority for the coming two years: ‘Standing up for International Law, including International Humanitarian Law, and pushing for a more Accountable, Effective and Representative Security Council.’ 

I look forward to seeing it put into action in a volatile world with so many conflicts and unknowns that urgently need attention, call for strict implementation of human rights and urgent action against war crimes, not least in the conflict between Israel and the Palestinians.

The tragedy of Palestine 

Based on extensive documentation, Amnesty International has concluded that Israel is committing in genocide in Gaza with indiscriminately killing and injuring of tens of thousands of civilians, blocking emergency aid and killing emergency workers, resulting in widespread death from hunger and disease.

2.3 million people have been left in a pile of rubble the size of Langeland (a small Danish Island). Their society has been systematically made uninhabitable. Homes, hospitals and schools have been bombed to oblivion. 45,000 people have been killed – most of them civilians. 106,000 have been injured or permanently disabled. Children make up a terrifyingly large proportion of the dead and injured. Nowhere else have so many children had limbs amputated – often without anaesthesia, because medicine and equipment are allowed to arrive only to the absolute minimum, just as little as water and food. Hundreds of thousands of children without schooling and without a future,

On South Africa’s initiative, the accusation against Israel of genocide is being heard by the International Court of Justice. No verdict has yet been rendered, but the Court has for a long time and in vain demanded a ceasefire and sufficient supplies for the victims of the war.

The International Criminal Court has also brought proceedings against Israel’s Prime Minister and former Minister of Defence for their well-documented war crimes.

Yet there are still people in Denmark who believe that Israel’s warfare is necessary self-defence against Hamas’ brutal attacks on and hostage-taking of civilians in Israel on October 7, 2023.

Some say that the Israelis have the right to defend themselves with all means necessary, so as not to be exterminated or expelled from Palestine again. This is said without the understanding that in the real world it is the Palestinians who are threatened with annihilation as a nation and with expulsion from Palestine. Israel cannot be defeated militarily.

Beyond all doubt Hamas’ attack was a war crime, branding the movement a sinister terrorist death cult that not only practices indiscriminate killings of civilian Jewish citizens, but also completely disregarding that the retaliation hits back at their own people by a factor one hundred.

But Hamas’ atrocities can NEVER justify Israel’s almost 15 months of war against the people of Gaza. Of course, neither does it justify the state-sponsored settler-violence and ethnic displacement directed against the Palestinian civilian population in the occupied West Bank – nor the internment of 12,000 Palestinians in prison camps where torture and ill-treatment are widespread.

Historic struggle

The struggle for Palestine between the Arab majority population and Jewish immigrants began well over a hundred years ago, when the Zionist movement – ​​based on centuries of persecution of Jews in Europe – formulated the idea of ​​a Jewish state in Palestine.

After World War I, Palestine passed from Turkish to British rule. In the Balfour Declaration of 1917, the British promised the Jews ‘a national home’ in Palestine, but without specifying whether this meant a separate state. It was the recipe for conflict with the Arab Palestinians.

Jewish immigration accelerated with the rise of Nazism in the 1930s and after World War II with survivors of the Holocaust. Indeed, the Holocaust that in 1947 led a newly founded UN, dominated by the victorious powers of World War II, to propose that Palestine be divided more or less equally between Arabs and Jews – with Jerusalem as a special area under international control.

The UN-plan was never implemented. The neighbouring Arab countries, who were soon to liberate themselves from European colonial rule, rejected the UN-plan calling it a colonialist solution that didn’t take the Palestinians into account, disregarding that they constituted a large majority of the population. Therefore, the neighboring countries declared war against the self-proclaimed Jewish state. But with the support of both the United States and the Soviet Union, Israel won on the battlefield and ended up in control of 77 percent of Palestine. Gaza came under Egypt’s jurisdiction rule, and the West Bank including East Jerusalem under Jordan’s.

Sympathy squandered 

I was born in 1946. My oldest living friend is of Jewish origin. I grew up with massive sympathy towards the Jewish people and their historic plight, the cruel persecution, everything they had to go through to get their own state. I experienced the kibbutzim in the new Israel as an exciting socialist experiment.

I took in the myth of the people without a country who came to a barren land without a people and made it flourish. But, with the growing understanding of how the birth of Israel led to the flight and expulsion of two-thirds of Palestine’s Arab inhabitants and the fact that Israel would never let them return, I became increasingly critical of the Zionist state. 

The history of the Jewish state is also the history of 77 years of displacement, occupation and humiliation of the Palestinians. And it is the history of how every time there was a movement towards peace, terrorists on one side or the other would blow it up.

The current catastrophe in Gaza places Netanyahu and his associates squarely as the most murderous terrorists in the long history of this conflict. In Denmark, fines and imprisonment are handed out to people who express support for terror. Should the International Criminal Court convict Netanyahu a terrorist, how will this legislation be administered towards those who praise Netanyahu’s war? 

No wonder Jews around the world took in the same positive narrative about Israel that I myself listened to in my early youth – and many of them supported the establishment of the state of Israel financially with considerable amounts of money.

But early on, there were also Jews realising the danger that the Zionist project might lead to.

One of them was Albert Einstein, who wrote the following to his friend, the chemist and Zionist leader Chaim Weizmann, in 1929: “Should we be unable to find a way to honest cooperation and honest pacts with the Arabs, then we have learned absolutely nothing during our 2,000 years of suffering and deserve all that will come to us, […] Should the Jews not learn to live in peace with the Arabs, the struggle against them will follow them for decades in the future.” A grim prophecy indeed!

Einstein declined the presidency

Weizmann became the first president of the state of Israel. Upon his death in 1952, Einstein was urged to succeed him. However, Einstein declined to become president of Israel because he disagreed with the way the state was developing.

Einstein’s concerns were confirmed when, in the 1967 war, Israel gained control of all of historic Palestine and began to colonize the West Bank and the Gaza Strip, especially with Jewish settlements. This systematically undermined the possibility of realising the UN peace plan for a two-state solution, because this tiny piece of land and the Gaza Strip was to be the foundation of an Arab Palestinian state.

There was a moment of reflection with the Oslo Accords between Israel and Arafat’s Palestinian Liberation Organisation in 1994. The last Israeli leader to have both the will and the authority to realise a two-state solution was probably Yitzhak Rabin, who was assassinated by a right-wing Jewish terrorist for precisely that reason in 1995.

Large waves of immigration of Arab and Soviet Jews into Israel gradually increased the political power of ultra-nationalist and religious parties who believe they have a God-given right to all of Palestine and to continue to keep the Arab Palestinians in Palestine under occupation. 

This policy has been condemned time and again by an overwhelming majority of UN member states, who demand an end to the occupation, and the implementation of a two-state solution.

No progress has been made because Israel, with massive support from the US, has developed into the Middle East’s military superpower – even with nuclear arms. In the US, support for Israel is regarded as necessary domestic policy if one wants to be re-elected; successive presidents have talked about a two-state solution, but in reality, the US has undermined any such solution by effectively accepting that Israel has established colonies of 700,000 Jewish settlers on occupied territory in violation of UN resolutions and International Law. And the US has supplied Israel with large quantities state of the art weapons, and systematically vetoed any resolution in the UN Security Council demanding a stop to Israel’s rampage, even when all other members voted for.

Tacit US-approval

President Joe Biden, during his recent dramatic aging, turned out to be a scandal and a tragedy, not only because of not stepping down honourably and in time for his replacement to lead a decent election campaign – also because, despite his dislike of Netanyahu’s barbaric warfare, he did not pressure Israel to agree to a ceasefire and to giving access to effective emergency aid that could stop the annihilation of Palestine. Now the return of Netanyahu’s friend Trump may make things even worse:

Biden was led around by the nose in the most humiliating way by Netanyahu, Trump’s henchman in the US election campaign. Perhaps the old president did not even fathom that Netanyahu is no longer defending himself against Hamas’terrorist attacks, but is using it as a pretext to definitively bury the Palestinians’ dream of and legitimate demands for a tolerable life and national self-determination.

This is why the US has unfortunately given in to Israel’s murder of the UN refugee agency UNRWA which, in the absence of a political solution, kept the displaced alive and, not least, ensured education and hospitals in Gaza during 17 years of confinement. 

UNRWA is the organization best equipped to provide emergency aid to Gaza, but is now completely obstructed; Israel regards UNRWA as an instrument not for physical survival, but for keeping a Palestinian identity alive. Israel’s war against Palestine has therefore also, dramatically, become Israel’s total war on the UN.

Netanyahu’s Israel

Netanyahu’s version of Israel believes that the Jewish state can only survive if the Palestinians are expelled or locked behind walls. The two extreme parties in Netanyahu’s coalition are the ideological children of Menachem Begin and Yitzhak Shamir’s terror groups, which in the 1940s massacred Arab villages, driving people to flee, and murdered the UN mediator Folke Bernadotte because he insisted on sharing Israel equally between the Israeli and the Palestinians. The man who murdered the praying Muslims in the Hebron mosque in 1994 to derail the Oslo peace process is also one of their role models!

Netanyahu’s father, Benzion, was a private secretary to Ze’ev Jabotinsky, who, strongly inspired by Mussolini, was the leader of the fascist wing of the Zionist movement. Jabotinsky believed that the Jewish state could only exist by placing the Arabs ‘outside an iron wall’ around the state. That is, expelling them.

Why do I bother?

As frightening and tragic as it all is – and as difficult as it seems to change with Trump’s return and Netanyahu’s huge and bloody victories on the Middle Eastern battlefield – why do I bother to write yet another long article about this instead of writing about all the world’s other tragedies and crimes that deserve just as much attention?

Firstly, because I believe that many in the West – and in Danish politics – are monumentally ignorant of the history that has led us to the current catastrophe in Palestine.

Secondly, because Israeli democracy discriminates non-Jewish citizens and renders non-Jews in occupied territories in particular completely without rights. The territory that Israel controls is an apartheid society. Furthermore, the current far-right nationalist government is trying with all its might to curtail the power of the courts and the freedom of the media. Democrats on the near extinct Israeli left fear that Israel is developing into the second theocratic dictatorship in the Middle East, in line with its main opponent Iran.

Thirdly, because Israel will never find peace by relying solely on its overwhelming military might against its neighbours and the massive oppression of the Palestinians. This is the very recipe for eternal conflict.

Fourthly, because if Israel succeeds in completing the murder of Palestine, while the United States and many Europeans look on passively or even approvingly, it will cement the perception in the Global South of the West’s monumental double standard regarding human rights violations and war crimes: When Putin is summoned to the war crimes tribunal, we all, rightly, applaud; but when Netanyahu is summoned to the same place, the United States wants to punish the tribunal rather than letting justice take its course. And too many Europeans who only mumble about our obligation to support the court. 

Denmark has little to say when it comes to changing the course of this tragic development.

But we must support with all our might a total ceasefire, where surviving hostages on both sides are released, and with equal dedication work to create a peacekeeping force – likely with an Arab majority – to replace Israel’s rule over the people of Gaza. And we must step in with ample humanitarian aid.

Recognition of Palestine

It is regrettable that Denmark has not yet – in line with Sweden, Iceland, Norway and the vast majority of other countries in this world – diplomatically recognised Palestine as a state: Recognition serves to symbolically strengthen and support the inadequate self-rule in Ramallah, which represents the Palestine that sought peace and has long since recognised the state of Israel, but which was humiliated and made irrelevant, being denied any and every concession from Israel.

Therefore, recognition should be supplemented by the demand for the release of Marwan Barghouti, the most popular Palestinian freedom fighter, whom Israel has imprisoned for life. Barghouti is the real – and only realistic – alternative to both the discredited leaders in Ramallah and the Hamas death cult. Along with the other European countries we should have set this agenda long ago.

As member of the UN Security Council it is important for Denmark to do the right thing. Therefore, we must speak clearly on Israel and Palestine, even if it triggers disapproval in the White House.

As member of the UN Security Council, Denmark must use the position wisely and do the right thing. Therefore, we must speak loud and clear on Israel and Palestine, even if it triggers disapproval in the White House.

Mogens Lykketoft is former MP in Denmark, (1981-2019), he served as Danish Minister for Finance as well as for Foreign Affairs, he is former leader of the Social Democratic Party and Speaker of Parliament (2011-15). He served as President of the UN General Assembly in New York (2015-16).

Translation of my piece in the national Danish daily Politiken from 22nd of December, 2024.

Udgivet den

Frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten

Min seneste klumme i Berlingske handler om de dystre udsigter efter Bidens store fejltagelser, om truslen fra Trump for Ukraine, Europa, Mellemøsten og forholdet til Kina. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Farvel til et skræmmende år … og hvorhen i 2025?

Da jeg for et tiår siden arbejdede for FN, var verdensbilledet broget. Men vi havde lyspunkter som verdensmålene og den ambitiøse klimaaftale i Paris, hvor USA, Europa og Kina arbejdede sammen.

Vi turde tro, at der var løsninger på de to eksistentielle kriser – at undgå atomkriges endelige ragnarok og standse den skæbnesvangre globale opvarmning. 

Ved tærsklen til 2025 står krige, krigsforbrydelser og humanitære katastrofer i kø fra Ukraine til Palæstina, Sudan og andre afrikanske lande samt Myanmar. De gamle aftaler mellem stormagterne om begrænsning af atomvåben og raketsystemer er ved at falde fra hinanden. 

En heftig oprustning risikerer at svække den i forvejen alt for svage globale klimaindsats. Konfrontationerne mellem Kina og USA er skruet op.

For fire år siden håbede vi, at Joe Biden ville være et positivt gennembrud efter Trump. Biden leverede også på grøn omstilling og økonomisk vækst. 

Men han havde desværre ikke politisk mulighed for at hjælpe den trængte middelklasse ved at beskatte de griske milliardærer, der nu har taget magten og vil bruge den til øge profitten og give sig selv skattelettelser.

Bidens forspildte muligheder

Derimod havde Biden mulighed for at udstikke en ny udenrigspolitisk kurs.

Men der kom intet opgør med Trumps toldpolitik og konfrontation med Kina, og det bidrog måske til at få Kina til at afstive Rusland i krigen mod Ukraine.

Det kan undre, at Biden ukritisk og hovedkulds opgav Afghanistan ved at gennemføre Trumps »hovsaaftale« med Taleban – hen over hovedet på alle andre politiske kræfter i landet.

Man kan ikke afvise, at Putins beslutning om at angribe Ukraine blev truffet, da han så amerikanernes kaotiske tilbagetog fra Kabul og manglende vilje til at afstive deres allierede.

Biden valgte dog at hjælpe Ukraine mod invasionen. Men hans usikre holdning til, hvilke våben der kunne leveres, og hvordan de måtte bruges, gjorde kampen vanskeligere. 

En indledende mulighed for hurtig fred blev ikke for alvor afprøvet, fordi Biden og Boris Johnson mente, at Rusland hurtigt kunne udmattes ved fortsat krig. Desværre gik det ikke hurtigt, og prisen i menneskeliv og penge – og global stabilitet – af tre års krig er blevet meget høj.

Bidens seneste og mest skammelige udenrigspolitiske fejltagelse var dog hans ubetingede levering af våben og støtte til Netanyahus krig mod Gaza, selvom krigen hurtigt gik fra legitimt selvforsvar mod et terrorangreb til et krigsforbryderisk totalangreb med ekstreme ødelæggelser og civile tab.

Bidens afsluttende fatale fejlbedømmelse var hans beslutning om – trods åbenlys og hurtig aldring – at genopstille for fire ekstra år som præsident – frem til han var 86 år.

Jeg skrev for over et år siden i denne avis, at Bidens bedste julegave 2023 til USA og verden ville være at meddele, at han ikke genopstillede, så en ny kandidat for Demokraterne kunne få tid til at føre kampagne, lægge sin egen kurs og stil og få den bedst mulige chance for at besejre Trump.

Den chance forpassede Biden.

Internationalt samarbejde skræmmer Trump

I den aktuelle verdenssituation er genvalget af Donald Trump, der er fjende af forpligtende internationalt samarbejde, retsorden og klimaindsats, det dårligst tænkelige bidrag fra verdens mest magtfulde nation.

Trump ønsker næppe at starte eller fortsætte krige. Krig kan gøre indhug i hans og hans medregerende multimilliardærers formuer.

Men vi kan alligevel få mere kaos og flere krige. Hvis gamle alliancer – og erfarne diplomater med viden om verden – kasseres til fordel for præsidentens egne instinkter og forkærlighed for hurtige løsninger og hurtige handler. 

Det er frygteligt, hvis han trækker stikket for det kæmpende Ukraine, fordi han tror mere på Putin end på Zelenskyj. Hvis Rusland får lov at overmande Ukraine, er der stærkt øget risiko for den samlede verdensfred. 

Trump skal fastholdes på, at NATO og Europa leverer håndfaste sikkerhedsgarantier for at Ukraine efter en våbenstilstand kan bestå som europæisk demokratisk stat.

Og det bliver frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten. Sært nok skal vi krydse fingre for at Trump lytter mere til Saudi-Arabien og andre arabiske potentat-venner.

Syrien kan blive et lyspunkt. Europa har endnu en vigtig opgave med at hjælpe det nye styre med bistand til genopbygning af det ødelagte land, og fastholde de nye magthavere på løftet om at inkludere alle væsentlige samfundsgrupper. 

Der er ikke tvivl om, at millioner af flygtninge gerne vil tilbage. Men Syriens nye regering skal først rustes til at modtage dem med andet end ruinbunker, arbejdsløshed og elendighed.


Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 4. januar 2025

Mere fra min hånd om internationalt samarbejde

Udgivet den

European Palestinian Network Conference

Jeg er blandt paneldeltagerne ved European Palestinian Network‘s vigtige konference i København 11. januar. Arrangøren, Puls48, skriver bl.a.: “Through our work, we seek to enhance understanding, promote dialogue, and raise awareness about Palestine’s history and contemporary challenges.” Illan Pappé, Finlands tidl. udenrigsminister Erkki Tuomioja, repræsentanter fra UNRWA, Amnesty International, Folkekirkens Nødhjælp, Oxfam DK og mange flere deltager også.

Mere om European Palestinian Network, konferencen og billetter her

Udgivet den

Fire grunde til, at jeg orker at skrive endnu en lang kommentar

Nogle siger, at israelerne må forsvare sig med alle midler for ikke igen at blive udryddet eller fordrevet fra Palæstina. Det siges uden forståelse for, at det i realiteternes verden er palæstinenserne, der er truet med udslettelse som nation og med fordrivelse fra Palæstina. Læs kronikken i Politiken – eller nedenfor:

Min kronik i Politiken 22. december 2024

Danmark har altid støttet en international retsorden, respekt for menneskerettigheder og et forpligtende internationalt samarbejde. Det bør være en vigtig ledestjerne for vores indsats som medlem af FN’s Sikkerhedsråd i de kommende to år – også når det gælder holdningen til Israel.

Amnesty International har med omfattende dokumentation konkluderet, at Israel begår folkemord i Gaza med en krigsførelse, der betyder vilkårlige drab og kvæstelser af titusindvis af civile, blokering for nødhjælp og drab på nødhjælpsarbejdere med omfattende død af sult og sygdom til følge.

2,3 millioner mennesker er efterladt i en ruinbunke på størrelse med Langeland. Deres samfund er systematisk gjort ubeboeligt. Boliger, sygehuse og skoler er udbombet. 45.000 er dræbt – de fleste civile. 106.000 er såret eller livsvarigt invalideret. Børn er en uhyggelig stor andel af de døde og sårede. Intet andet sted har så mange børn fået amputeret lemmer – ofte uden bedøvelse, fordi medicin og udstyr lige så lidt som vand og mad får lov at komme frem bare i det absolut mest nødvendige omfang. Hundredtusinder af børn er uden skolegang og uden fremtid,

Anklagen om folkemord behandles på Sydafrikas initiativ af Den Internationale Domstol. Der er ikke fældet dom, men domstolen har for længst og forgæves krævet våbenhvile og tilstrækkelige forsyninger til krigens ofre.

Den Internationale Straffedomstol har samtidig rejst sag mod Israels statsminister og tidligere forsvarsminister for veldokumenterede krigsforbrydelser.

Alligevel er der stadig folk i Danmark, som mener, at Israels krigsførelse er nødvendigt selvforsvar over for Hamas’ bestialske angreb på civile og gidseltagning i Israel 7. oktober 2023.

Nogle siger, at israelerne må forsvare sig med alle midler for ikke igen at blive udryddet eller fordrevet fra Palæstina. Det siges uden forståelse for, at det i realiteternes verden er palæstinenserne, der er truet med udslettelse som nation og med fordrivelse fra Palæstina. Israel kan ikke militært besejres.

Hamas’ angreb var uden al tvivl en krigsforbrydelse, der stempler bevægelsen som en uhyggelig terroristisk dødskult, der ikke bare praktiserer vilkårlige drab på civile jødiske borgere, men også er fuldstændig ligeglad med, om gengældelsen rammer deres eget folk med faktor hundrede.

Men Hamas’ grusomheder kan ALDRIG retfærdiggøre Israels krig mod Gazas folk gennem snart 15 måneder. Det retfærdiggør selvfølgelig heller ikke den statsstøttede bosættervold og etniske fordrivelse rettet mod den palæstinensiske civilbefolkning på den besatte Vestbred – eller internering af 12.000 palæstinensere i fangelejre, hvor tortur og mishandling er udbredt.

Kampen om Palæstina mellem den arabiske flertalsbefolkning og jødiske indvandrere begyndte for langt over hundrede år siden, da den zionistiske bevægelse – med begrundelse i århundreders forfølgelse af jøder i Europa – formulerede ideen om en jødisk stat i Palæstina.

Efter Første Verdenskrig overgik Palæstina fra tyrkisk til britisk styre. Briterne lovede med Balfour-erklæringen fra 1917 jøderne ’et nationalt hjem’ i Palæstina, men uden at præcisere, om det betød en særlig stat. Det var et oplæg til konflikt med de arabiske palæstinensere.

Den jødiske indvandring tog fart med nazismens fremmarch i 1930’erne og efter Anden Verdenskrig med overlevende fra holocaust. Det var holocaust, der i 1947 førte til, at det unge FN, domineret af sejrsmagterne fra Anden Verdenskrig, foreslog, at Palæstina skulle deles nogenlunde ligeligt mellem arabere og jøder – med Jerusalem som et særligt område under international kontrol.

FN’s plan blev aldrig virkeliggjort. De arabiske nabolande, der netop var ved at frigøre sig fra europæisk koloniherredømme, afviste FN-planen som en kolonialistisk løsning hen over hovedet på palæstinenserne, der stadig var et stort befolkningsflertal. Derfor gik nabolandene i krig mod den selvudråbte jødiske stat. Men med støtte fra både USA og Sovjetunionen vandt Israel på slagmarken og kom i besiddelse af 77 pct. af Palæstina. Gaza kom under Egypten, og Vestbredden med Østjerusalem kom under Jordan.

Jeg er født i 1946. Min ældste nulevende ven er af jødisk oprindelse. Jeg voksede op med enorm sympati for, at det så grusomt forfulgte jødiske folk fik sin egen stat. Jeg oplevede kibbutzerne i det unge Israel som et spændende socialistisk eksperiment.

Jeg lagde øre til myten om folket uden land, der kom til landet uden folk og fik det til at blomstre. Men jeg blev kritisk over for den zionistiske stat, da jeg efterhånden forstod, hvordan Israels fødsel førte til flugt og fordrivelse for to tredjedele af Palæstinas arabiske indbyggere – og at Israel aldrig ville lade dem komme tilbage. Historien om den jødiske stat er også historien om 77 års fordrivelse, besættelse og ydmygelse af palæstinenserne. Og det er historien om, at hver gang der var bevægelse i retning af fred, var der terrorister på den ene eller anden side, som sprængte det i luften.

Den aktuelle katastrofe i Gaza placerer Netanyahu og hans fæller som de mest morderiske terrorister i konfliktens lange historie. Der uddeles i Danmark bøder og fængsel til folk, der udtrykker støtte til terror. Hvordan mon vi vil forvalte denne lovgivning over for dem, der hylder Netanyahus krig, når Den Internationale Straffedomstol måtte dømme ham som terrorist?

Det er meget forståeligt, at jøder verden meget længe købte den samme positive fortælling om Israel, som jeg selv lyttede til i min tidlige ungdom – og mange støttede opbygningen af staten Israel med store beløb.

Men der var også jøder, der tidligt så faren ved den kurs, det zionistiske projekt kunne tage.

En af dem var Albert Einstein, der allerede i 1929 sagde følgende til sin ven, kemikeren og zionistlederen Chaim Weizmann: »Skulle det ikke lykkes os at finde en vej til ærligt samarbejde og en ærlig pagt med araberne, så ville vi intet have lært af vores 2.000 års lidelser, og vi vil have fortjent vores skæbne«. En dyster profeti!

Weizmann blev statens Israels første præsident. Ved hans død i 1952 blev Einstein indtrængende opfordret til at efterfølge ham. Men Einstein afslog at blive Israels præsident, fordi han var uenig i den måde, staten udviklede sig på.

Einsteins bekymring blev bekræftet, da Israel med krigen i 1967 fik herredømmet i hele det historiske Palæstina og begyndte at kolonisere især Vestbredden med jødiske bosættelser. Det undergravede systematisk muligheden for at realisere FN’s fredsplan om en to-statsløsning, fordi netop dette lille stykke land plus Gazastriben skulle være grundstammen i en arabisk Palæstina-stat,

Der var et øjebliks omtanke med Oslo-aftalen mellem Israel og Arafats palæstinensiske befrielsesfront i 1994. Den sidste israelske leder, der både havde vilje og autoritet til at realisere en to-statsløsning var nok Yitzhak Rabin, der netop af den grund blev myrdet af en højreradikal jødisk terrorist i 1995.

Stor indvandring af arabiske og sovjetiske jøder gav efterhånden magten i Israel til ultranationalistiske og religiøse partier, der mener, at Gud har givet dem retten til hele landet og til at blive ved at holde det andet folk i Palæstina besat.

Denne politik er gang på gang fordømt af et overvældende flertal af FN’s medlemslande, der kræver besættelsen ophørt og to-statsløsningen gennemført.

Intet fremskridt er sket, fordi Israel med fuld støtte fra USA har udviklet sig til Mellemøstens militære supermagt – endda med atomvåben. I USA anses støtte til Israel som nødvendig indenrigspolitik, hvis man vil genvælges; skiftende præsidenter har talt om en to-statsløsning, men reelt har USA undergravet denne løsning ved reelt at acceptere, at Israel har oprettet kolonier af 700.000 jødiske bosættere på besat område i strid med FN’s beslutninger og folkeretten. USA har desuden leveret Israel de mest avancerede våben i rigelige mængder og systematisk nedlagt veto i FN’s Sikkerhedsråd, selv når alle andre medlemmer krævede stop for Israels amokløb.

Biden blev under sin dramatiske aldring en skandale og tragedie, ikke kun fordi han ikke i tide lovede at gå af efter fire år og derved kunne have givet sin afløser en sejrschance – også fordi han trods sin modvilje mod Netanyahus barbariske krigsførelse ikke lagde pres på Israel for en våbenhvile og adgang for effektiv nødhjælp, der kunne stoppe udslettelsen af Palæstina. Nu kan genkomsten af Netanyahus ven Trump gøre alt endnu værre:

Biden blev på den mest ydmygende måde trukket rundt ved næsen af Netanyahu, der var Trumps håndgangne mand i USA’s valgkamp. Måske nåede den gamle præsident end ikke at forstå, at Netanyahu ikke længere forsvarer sig mod Hamas’ terrorangreb, men bruger det som påskud til definitivt at begrave palæstinensernes drøm om og legitime krav på et tåleligt liv og national selvbestemmelse.

Derfor har USA desværre også givet medløb på Israels mord på Unrwa – FN’s flygtningeorganisation Unrwa har i fraværet af den politiske løsning holdt de fordrevne i live og ikke mindst sikret uddannelse og hospitaler i Gaza under 17 års indespærring. Unrwa er den organisation, der er bedst rustet til at yde nødhjælp til Gaza, men nu slet ikke får lov: Fordi Israel ser organisationen som instrument ikke bare til fysisk overlevelse, men også til at holde en palæstinensisk identitet i live. Israels krig mod Palæstina er derfor også blevet til Israels totale krig mod FN.

Netanyahus udgave af Israel mener, at den jødiske stat kun kan overleve, hvis palæstinenserne fordrives eller spærres inde bag mure. De to yderpartier i Netanyahus koalition er de ideologiske børn fra Begins og Shamirs terrorgrupper, som i 1940’erne massakrerede arabiske landsbyer for at få folk til at flygte og myrdede FN’s mægler Folke Bernadotte, fordi han holdt fast i at dele lige med palæstinenserne. Manden, der myrdede de bedende muslimer i moskeen ved Hebron i 1994 for at afspore Oslo-processen, er også et af deres forbilleder!

Netanyahu selv har en beslægtet afstamning: Hans far, Benzion, var privatsekretær for Jabotinsky, som stærkt inspireret af Mussolini var anfører for den fascistiske fløj i den zionistiske bevægelse. Jabotinsky mente, at den jødiske stat kun kunne bestå ved at stille araberne ’uden for en jernmur’ omkring staten. Det vil sige fordrive dem.

Så skræmmende og tragisk det hele er – og så svært det ser ud at ændre med Trumps genkomst og Netanyahus vældige og blodige sejre på den mellemøstlige slagmark – hvorfor orker jeg så skrive endnu en lang artikel om dette i stedet for at skrive om alle verdens andre tragedier og forbrydelser, der fortjener lige så stor opmærksomhed?

For det første fordi jeg mener, at mange i Vesten – og i dansk politik – monumentalt savner viden om historien, der har ført os frem til den nuværende katastrofe i Palæstina.

For det andet fordi det israelske demokrati diskriminerer mod ikkejødiske borgere og efterlader især ikkejøder i besatte områder totalt retsløse. Det område, Israel kontrollerer, er et apartheidsamfund. Desuden søger den nuværende ekstremt højrenationalistiske regering af al kraft at indskrænke domstolenes magt og mediernes frihed. Demokrater på den næsten slagne israelske venstrefløj frygter, at Israel udvikler sig til det andet teokratiske diktatur i Mellemøsten på linje med hovedmodstanderen Iran.

For det tredje fordi Israel aldrig får fred ved alene at forlade sig på sin overvældende militære magt mod nabolandene og den massive undertrykkelse af palæstinenserne. Det er selve opskriften på evig konflikt.

For det fjerde fordi, hvis Israel får held til at fuldføre mordet på Palæstina, mens USA og mange europæere ser passivt eller endda accepterende til, så vil det cementere opfattelsen i det globale syd af monumental dobbeltstandard i Vesten over for menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser: Når Putin kræves for krigsforbryderdomstolen, klapper vi alle, med rette, i hænderne; men når Netanyahu kræves samme sted hen, vil USA straffe domstolen i stedet for at lade retten gå sin gang. Og der er for mange europæere, der taler med uld i mund om vores forpligtelse til at bakke domstolen op.

Danmark har ikke meget at skulle have sagt, når det gælder at ændre hele den tragiske udvikling.

Men vi skal af al kraft støtte en fuldstændig våbenhvile, hvor overlevende gidsler på begge sider frigives – og af al kraft arbejde for, at en fredsstyrke – formentlig med arabisk overvægt – kan erstatte Israels herredømme over folk i Gaza. Og vi skal træde til med stor humanitær hjælp.

Det er beklageligt, at vi ikke for længst har taget os sammen til diplomatisk at anerkende Palæstina som stat på linje med Sverige, Island, Norge og det meget store flertal af verdens andre lande: Anerkendelse handler om symbolsk at styrke det mildt sagt haltende selvstyre i Ramallah, der repræsenterer det Palæstina, der ville freden og for længst har anerkendt staten Israel – men som blev ydmyget og irrelevant, fordi de blev nægtet enhver indrømmelse fra Israel.

Derfor bør anerkendelse suppleres med kravet om frihed for Marwan Barghouti, den mest populære palæstinensiske frihedskæmper, som Israel holder fængslet på livstid. Barghouti er det reelle alternativ både til de diskrediterede ledere i Ramallah og til dødskulten Hamas. Vi burde for længst have sat denne dagsorden sammen med andre europæiske lande.

Det er vigtigt at sige det rigtige til verden som medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Derfor skal være melde klart ud om Israel og Palæstina, også selv om det udløser misbilligelse i Det Hvide Hus.

Mogens Lykketoft

Tidligere udenrigsminister (S) og formand for FN’s generalforsamling.

Kronikken udkom i Politiken 22. december 2024

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Udgivet den

Har vi opgivet en tålelig fælles fremtid – eller skal Kina redde os?

Måske vil billige klimaløsninger fra Kina være mere værd for fattige lande end luftige og sent opfyldte løfter om støtte fra os i Vesten. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Skal Kina redde klodens klima?

Der var meget få fremskridt for klimaindsatsen på COP29 i Baku. De vigtigste statsledere var fraværende. Ingen troede på Trump eller Putin som medspillere. Frygten for et nyt amerikansk tilbageslag hang over forhandlingerne.

Lobbyisterne for fortsat at brænde umådelige mængder af fossile brændsler af var en stor, og voldsomt propaganderende del af de tilstedeværende – med værtskabet diskret i spidsen.

Det er en uhyggelig oplevelse, når vi i høj fart er ved at overskride Paris-aftalens mål om allerhøjst 2 graders globale temperaturstigning i forhold til før industrialiseringens tidsalder. Målet var ideelt set max. 1½ grads stigning – men det er der ikke mange, der tror på længere.

Allerede før de 2 grader har vi oplevet hastigt accelererende naturkatastrofer, der rammer hårdest i den fattige, varme del af verden. Verdens fattigste lande i Sahara-ørkenen har mistet en femtedel af deres »velstand« til ørkenspredning med videre. 

Der har været 50 grader varmt i New Delhi, og store dyrkede områder i for eksempel Bangladesh ødelægges af saltvand fra tyfoner og stigende vandstand. Katastrofer rammer også den rige verden med stadig kortere mellemrum – som i Florida, North Carolina og Valencia.

Regningen for at genoprette de skete skader og forebygge de uundgåelige kommende katastrofer ved den allerede skete temperaturstigning er umådelig. Men er dog kun en brøkdel af det, der tegner sig, hvis vi lader temperaturen fortsætte sit amokløb.

Der gøres alt for lidt for at afbøde det uundgåelige og forebygge noget endnu værre. USA har lige genvalgt en klimafornægter som præsident. Mange andre statsledere erkender nok problemerne, men opgiver at forklare deres befolkning, hvad der skal gøres. Forbruget af olie og gas stiger fortsat, og der opretholdes enorme subsidier til dette. 

Oprustning æder ressourcer, der burde bruges til klimaløsninger. Den rige verden har – også af den grund – kun tøvende og diskutabelt leveret de 100 milliarder dollar til de fattige landes klimaindsats, som blev lovet Paris for ni år siden. 

De 100 milliarder er endda en forsvindende lille del af de klimaskader, der især er den historiske arv fra de rige landes industrialisering. Det globale syd opgør støttebehov på 1300 milliarder, men i Baku forleden kunne man kun enes om at få 300 milliarder skrevet ind i aftaleteksten – til udbetaling engang i 2030erne. Og der er stor tvivl om, hvor meget der faktisk vil blive leveret.

Skal vi så give op?

Nej – Europa kan stadig nå at sætte fart på fælles grøn omstilling, og der vil trods Trump være stærke amerikanske interesser i at udvikle grønne løsninger i delstaterne og erhvervslivet.

Men især tegner der sig et stærkt bidrag fra dét Kina, som Vesten ellers af geopolitiske og konkurrencemæssige grunde prøver at stække. Kina er nemlig landet, der for alvor rykker på klimaindsatsen. To tredjedel af al ny grøn strøm i verden i 2024 blev installeret i Kina og de fleste elbiler produceres derovre. 

Det er lige omkring nu, at Kinas C02- udslip topper – væsentligt tidligere end hidtil antaget. Årtiers højvækst og et folketal, der er fire gange større end USAs, betyder, at Kina i absolutte tal er den største C02-forurener. USAs forurening pr. individ er derimod langt større end Kinas – og i fortsat vækst.

Der er grunde til, at vi i Vesten skal føre en industripolitik, som undgår, at vi på alle vigtige komponenter i grøn omstilling bliver ensidigt afhængige af Kina. Men høje toldmure som middel kan fordyre og forsinke vores egen grønne omstilling, mens Kina i kraft af enorme stordriftsfordele kan levere billig grøn teknologi til de fattigere dele af verden. 

Måske vil billige klimaløsninger fra Kina være mere værd for fattige lande end luftige og sent opfyldte løfter om støtte fra os i Vesten. Dette dilemma stiller spørgsmål ved klogskaben i at skærpe modsætningerne til Kina og øge dén dæmonisering af kæmpelandet i Østen, som allerede i svingende omfang har været Vestens politik under Bidens præsidenttid i USA.

Javel, Kina er en udfordring, systemisk og konkurrencemæssigt. Kinas styre er diktatorisk og menneskerettigheder krænkes – ligesom for eksempel i Saudi-Arabien, Emiraterne, Tyrkiet og Egypten, som vi samarbejder med. Og de krænkes meget mere I Rusland med krigen mod Ukraine, og af Israel i Palæstina.

Der er grund til at tro, at vi – hvis vi kan løse klimakrisen og undgå den Tredje Verdenskrig engang i det 21. århundrede – skal søge mere samarbejde og mindre konfrontation med Kina – og derved forhåbentlig også mindske landets behov for at dyrke samarbejdet med Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 7. december 2024

Mere fra min hånd om klimaet og Kina

Udgivet den

Velkommen til frontlinjen  

Anders Fogh Rasmussen vil langt om længe bidrage til den kommende rapport om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Men der er intet, der tyder på, at han vil erkende sine fejl og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden. Det skriver jeg om i Altinget. Du kan læse artiklen her eller nedenfor.

Fogh vil næppe angre sine beslutninger om dansk krigsdeltagelse

I forrige måned gik Danmarks Radios fremragende og dystre serie om Danmarks krigsdeltagelse fra FN-operationen i Eksjugoslavien til de amerikanske krige i Afghanistan og Irak over skærmene.

Jeg har fulgt udsendelserne med den særlige baggrund at jeg var minister 1993-2001 – og specielt var udenrigsminister, da angrebet skete 11.september, og USA invaderede Afghanistan. 

Derefter var jeg oppositionsleder 2002-2005, hvor jeg på Socialdemokratiets vegne sagde nej til, at Danmark tog et politisk, militært og moralsk medansvar for George W. Bushs invasion i Irak. 

Jeg var også udenrigsordfører for Socialdemokratiet 2005-2011. Derfor havde jeg en rolle i beslutningsprocessen, og pressede især på for at komme ud af Irak igen. Men jeg var langtfra altid enig i Danmarks valg af indsats.

Afghanistan – rigtigt at gå med, forkert at gå til Helmand

Der var en afgørende politisk forskel i holdningen til at deltage Afghanistan og i Irak:  Efter terrorangrebet 11. september 2001 var der enighed i dansk politik og opbakning fra FN til at bidrage til at fjerne Taliban og Al Qaeda.  Men der var uenighed om hvordan, Modsat den tiltrædende Fogh-regering, mente jeg, at vi burde gå ind som del af en fredsbevarende styrke i Kabul, hvor en ny regering tog magten efter få dages krig.  

I den lange fortsættelse af vores mission i Afghanistan havde jeg helst set, at vi deltog på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland. 

I stedet rykkede vi desværre på amerikansk opfordring ud til Helmand-provinsen, hvor ingen afghansk centralregering nogensinde havde haft reel kontrol, og hvor vi tragisk kom til at deltage i mere blodige krigshandlinger end nogensinde siden 1864.  

’Velkommen til frontlinjen’ fortæller med voldsom klarhed, hvorfor det gik så galt: Der manglede viden om området og klarhed om målet. Vi arbejdede sammen med et korrupt og udueligt afghansk styre og blev set som fjender i lokalbefolkningen. Meningsløsheden med tilstedeværelsen blev også efterhånden tydelig for de udsendte.

Efter alt for mange års tilstedeværelse kom vi ud af krigszonen, men havde en lille gruppe militærfolk tilbage som trænere helt til den kaotiske amerikanske tilbagetrækning og Talibans tragiske tilbagevenden til magten. 

Irak – vi skulle aldrig have taget medansvar for USA’s invasion

Modsat Afghanistan var der efter min opfattelse aldrig noget godt argument for at deltage i Georg W. Bushs invasion i Irak. 

FN’s våbeninspektører sagde, at de uden krig på kort tid kunne opklare om Irak have masseødelæggelsesvåben, og der var ingen anledning til at tro på, at det irakiske regime havde forbindelse til Al Qaeda. Der var massiv modstand i FN’s sikkerhedsråd mod at starte krigen.  Ved at gå med Bush valgte vi en helt anden holdning end de andre nordiske lande samt Frankrig og Tyskland.

Over for mig sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen som begrundelse for at deltage i Irak-invasionen at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale for hele regionen mange år frem. Vi så også i Tv-dokumentaren hvordan vore udsendte soldater og diplomater ret hurtigt mistede troen på, at der var en god mening med deres tilstedeværelse.

Uanset alle disse kendsgerninger har tidligere departementschef Lars Findsen fremført det som en god begrundelse for at gå med i USA’s krig, at Danmark derved fik et tættere forhold til præsidenten og militæret i Washington. Jeg mener, at det er et ringe og forkert argument at give dette prioritet, uanset hvem der er præsident og uanset hvor forkert krigsbeslutningen er,

Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at vi også burde være gået med i USA’s krig i Vietnam.  Dét kom heldigvis aldrig på tale med Krag, Baunsgaard og Anker som statsministrene dengang. Anker tog frontalt afstand fra USA’s krigsførelse.

Vi skal altid have en selvstændig holdning og analyse.  

Dette burde også være indlysende for den nuværende regering, nu hvor Trump vender tilbage som amerikansk præsident.

Respekt for de udsendte indsats of – men læring af de forkerte beslutninger

Vi skal have den største respekt for de udsendtes indsats og de ofre de betalte med liv, lemmer eller sjælefred. 

Og vi skal lære at de politiske og militære fejlbedømmelser, der førte til disse ofre. 

Forhåbentlig er de negative resultater af krigene i Afghanistan og Irak så åbenbare, at der end ikke fra amerikansk side lægges op til gentagelser. 

Der er i hvert fald ingen gode udsigter for nye forsøg på med militær magt at støtte suspekte og korrupte lokale regeringer, der er uden rodfæste i en modstræbende befolkning – under påskud af de kan og vil indføre en slags demokrati.

I USA og Storbritannien har været omfattende undersøgelser om krigsdeltagelsen siden 2001. Fremtrædende beslutningstagere har været i vidneskranken – et ansvar er blevet placeret. Det gav den britiske premierminister Tony Blair et afgørende slag – og det har medvirket til større offentlig modstandskraft mod sådanne eksperimenter.

En tilsvarende undersøgelse i Danmark blev besluttet af Thorning-regeringen, men efterfølgende standset af Løkke-regeringen.

Derfor får vi for eksempel aldrig under vidnepligt afhørt Anders Fogh, om hvornår han lovede præsident Bush at gå med til Irak, uanset det manglende FN-mandat mv.  

Men der en undersøgelse i gang fra eksperter i DIIS, der arbejder med at beskrive historien. Og nogle af os andre har for længst talt med dem. 

Modsat den skrottede kommissionsundersøgelse er det imidlertid frivilligt. 

Det vil være pinagtigt, hvis toneangivende ministre i krigsårene ikke bidrager til arbejdet. 

Det gælder ganske særligt af Anders Fogh Rasmussen, der var den drivende kraft i Danmarks krige, som hans daværende partifæller i regering fik fritaget for pligten til at vide. Det antydes nu, at Fogh måske vil tale med DIIS. Men intet tyder på, at det ændre på, at han blot med stor fanatisme vil fastholde, at han gjorde det rigtige. Der har ikke hidtil været udtrykt bare antydning af eftertanke fra hans side, selv om der i dag er bred internationale erkendelse af, hvordan krigene blev iværksat på pinagtigt u-informeret grundlag, og derfor havde enorme menneskelige og økonomiske omkostninger og blev forspillet til nye katastrofer. 

Anders Fogh Rasmussen er ikke en mand, der kan eller vil erkende sine egne fejlbedømmelser og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden.

DIIS’ delrapport om tilbagetoget fra Afghanistan fremlægges om få dage.