Måned: september 2024

Udgivet den

Konflikten i Mellemøsten: Alle taber, når international ret ikke respekteres 

Danmark er på vej i FN’s Sikkerhedsråd, og vi er en række internationalister med erfaring fra Mellemøsten, der opfordrer regeringen til at stå fast på et stærkt forsvar for den internationale retsorden, ikke mindst når det gælder konflikten i Mellemøsten.

I den forbindelse havde vi underskrivere på Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden havde denne kronik i Jyllands-Posten 23. september 2024. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Kronik i J-P 23. september 2024:

Den voldsomme og tragiske udvikling efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober og Israels fortsatte offensiv i Gaza har polariseret debatten herhjemme mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. 

I den situation er det svært at føre en normal, balanceret politisk diskussion om den udenrigspolitiske kurs, som Danmark anlægger i forhold til situationen.

Det bekymrer os, der står bag denne kronik, og derfor prøver vi alligevel. Vi er en kreds af mennesker, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet eller arbejdet i Mellemøsten. 

Vi har personlige oplevelser og erfaringer og kan sætte ansigter på mennesker på begge sider og er naturligvis dybt berørte af de lidelser, vi ser blive ved og ved.

Der er tale om to folk, der begge er dybt traumatiserede – gennem Holocaust for jøderne og Nakba-katastrofen (fordrivelsen) for palæstinenserne. Det er traumer, som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ”frikort” fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler.

Dette gælder, uanset om det er en Hamas-aktion med målrettede angreb på civile, eller om det er interneringer, tortur og bosættelser på besat jord. Eller en krigsførelse så voldsom, at den har ført til anklager for krigsforbrydelser og muligvis folkedrab.

Alle disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og -resolutioner, uden at det internationale samfund har formået eller for alvor haft vilje til at gribe ind.

Både palæstinensere og israelere betaler en frygtelig pris for, at FN’s menneskerettighedskonventioner og Genève-konventionernes bestemmelser for krigsførelse tilsidesættes. Regler, der netop blev vedtaget på baggrund af de uhyrlige lidelser og systematiske forfølgelser og udryddelser, som mennesker blev udsat for under Anden Verdenskrig.

Derfor rummer Israel-Palæstina-konflikten også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv, der – hvis ikke vi er os det meget bevidst – risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt.

Det har siden sidste verdenskrig været en grundantagelse i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse gennem en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark.

Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen andre farbare og realistiske alternativer.

Derfor har det negative konsekvenser for Danmark og resten af den vestlige verden, at vi reelt bliver ved med at acceptere og forsvare, at Israel som medlem af FN ser bort fra FN-beslutninger og afviser at overholde internationale konventioner. 

Det svækker Danmarks troværdighed, ikke mindst blandt lande i det globale syd, hvor vi ellers gennem en menneskealder har været kendt for konsekvent at forsvare og arbejde for at styrke FN og de internationale konventioner.

Endnu mere kritisk er den sikkerhedspolitiske sårbarhed, som Danmark og alle andre småstater udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner generelt undermineres. Så er der ingen retsorden for de mindre stærke i en verden af stærke militære overmagter. 

Det er et rædselsscenarie for en lille stat – og for dem, der udsættes for overgreb fra en besættelsesmagt.

Når vi tilsidesætter respekten for internationale spilleregler og konventioner, fremmer det i stedet forråelse, dæmonisering og trusler i den offentlige debat. 

Så bliver debatten baseret på følelser og fordomme fremfor på fakta, og så anerkendes de internationale spilleregler og herunder menneskerettigheder ikke som fælles fundament for problemløsning.

Derfor er der meget på spil. Først og fremmest for palæstinenserne og israelerne, der har brug for at finde en acceptabel fredsløsning, der gør det muligt – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. Men også for en småstat som Danmark.

Det bekymrer os dybt, og derfor har vi valgt at henvende os til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, Udenrigsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn med en række opfordringer til den danske regering, som det er vigtigt, at vi handler på netop nu, hvor kursen er sat mod en plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Danmark har lobbyet aktivt for at sikre sig denne plads som midlertidigt medlem for 2025-26, og det forpligter.

Vi opfordrer derfor bl.a. regeringen til at arbejde aktivt for, at der etableres en varig våbenhvile i Gaza, at styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) og arbejde for en forhandlet fred, der inddrager centrale aktører og repræsentanter for begge folk.

Vi opfordrer også regeringen til at bidrage aktivt til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomien i israelske bosættelser.

Sidst, men ikke mindst opfordrer vi regeringen til: 

– at forhindre, at danske firmaer gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere

– at forhindre, at Danmark gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser

– at anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner.

Danmark kan naturligvis ikke alene udvirke de forandringer, der skal til for at bryde den traumatiske udvikling for Israel og Palæstina. 

Men vi er heller ikke alene. Opfordringen handler blot om, at vi skal tilslutte os den kurs, som flere andre nordiske og europæiske lande allerede har valgt. Og vi skal kæmpe for den internationale retsorden og for FN – i erkendelse af at en verden uden er endnu farligere for alle.

Kronikken er skrevet af Christian Balslev-Olsen, tidl. generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker, Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. MF, Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN-undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA-generalkommissær, Jørgen Harboe, journalist, Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp, Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. generalsekretær i KFUM og KFUK, Paula Larrain, journalist, Jørgen Lissner, tidl. FN-landekoordinator i bl.a. Jordan, Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med., Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og udvalgsmedlem i KFUM og KFUK, Malene Sønderskov, seniorkonsulent, Mellemøst-ekspert, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning, Birgitte Rahbek, kultursociolog, Kirsten Thorup, forfatter, Knud Vilby, journalist

Mere fra min hånd om Mellemøsten og FN

Udgivet den

Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden

Vi er en kreds af danskere, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet og/eller arbejdet i Mellemøsten og derfor er dybt berørte af den nuværende situation i området. På basis af vore mangfoldige faglige og institutionelle erfaringer fra området henvender vi os herved til Udenrigsministeren og Folketingets Udenrigsudvalg med forslag til, hvordan Danmarks politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden kan bringes mere utvetydigt på linje med vore folkeretlige forpligtelser som FN medlemsland og som kommende medlem af FN’s Sikkerhedsråd i 2025-2026.

Motivation

Den igangværende israelske offensiv i Gaza har polariseret debatten mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. Linjerne er trukket hårdt op mellem dem, der med udgangspunkt i Israels ’ret til at eksistere’ sympatiserer med Israel og anser Gaza-krigen for at være berettiget som ’selvforsvar’, og dem der med udgangspunkt i palæstinensernes ’ret til et hjemland’ ser kritisk på Israels misrøgt af sine internationale forpligtelser som besættelsesmagt og på den brutale krigsførelse i Gaza siden oktober 2023. 

Denne polarisering har mange steder ført så vidt, at man glemmer eller ignorerer den historiske sammenhæng, herunder ikke mindst at de stridende parter har gennemlevet hver deres katastrofale kollektive trauma – Holocaust for jøderne og Nakba for palæstinenserne – som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ’frikort’ fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler. Hamas’ uhyrlige angreb den 7. oktober må nødvendigvis også ses i en historisk sammenhæng – som det seneste kapitel i et 75-år langt mareridt med fordrivelse, besættelse og frustrerede bestræbelser på at finde en acceptabel fredsløsning, der giver både palæstinenserne og israelerne mulighed for – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. 

Samtidig er både Hamas’ angreb og Israels offensiv et udtryk for den pris, både palæstinensere og israelere ender med at betale, når basale menneskerettigheder og regler for krigsførelse tilsidesættes, mens det internationale samfund, herunder Danmark, er dybt splittet. 

Israel/Palæstina konflikten rummer imidlertid også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv der, hvis ikke vi er os det meget bevidst, risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt

Det har i årtier været en grundsten i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse i en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark. Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen farbare og realistiske alternativer uden for rammerne af FN og det internationale samfunds eksisterende retsinstanser.  

På denne baggrund føler vi os forpligtede til at fastslå følgende:

Vi ser med sorg på:  

  • At mere end 1000 civile israelere den 7. oktober 2023 blev dræbt, mens flere hundrede israelere blev taget til Gaza som gidsler i det største, enkeltstående angreb på jøder siden Anden Verdenskrig. Et angreb der blev udført af Hamas og andre væbnede palæstinensiske militser, og som var et åbenlyst brud på folkeretslige principper. 
  • At Israels uundgåelige svar på angrebet har været helt disproportionalt og haft en sådan karakter og voldsomhed, at det har ført til seriøse anklager mod Israel ved FN’s Internationale Domstol for krigsforbrydelser og muligvis folkemord. 
  • At Hamas’ angreb fandt sted på baggrund af en 15 år lang blokade af Gaza striben, der i voldsom grad har hæmmet områdets økonomisk udvikling og gjort mere end 80% af Gazas befolkning helt eller delvist afhængig af humanitær hjælp. 
  • At angrebet også fandt sted på baggrund at en stadig udbygning af ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, konfiskation af palæstinensisk landbrugsjord, ødelæggelse af oliventræer, restriktioner på palæstinensernes adgang til vand og begrænsninger af bevægelsesfriheden mellem palæstinensiske byer på Vestbredden. Handlinger der tilsammen underminerer forudsætningerne for etableringen af en palæstinensisk stat, og som har ført til en situation, hvor Israel i henhold til adskillige officielle FN-rapporter opfylder betingelserne for at blive karakteriseret som en apartheid-stat. 
  • At også disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og resolutioner, uden at det internationale samfund har formået at gribe ind.

Vi minder om

  • At FN’s menneskerettighedskonventioner og Geneve konventionernes bestemmelser for krigsførelse blev udviklet efter 2. Verdenskrig, ikke mindst som en reaktion på krigens systematiske forfølgelser og udryddelser af religiøse, herunder jødiske, minoriteter. 

Vi beklager dybt

de kun alt for tydelige konsekvenser af den israelske regerings og de palæstinensiske væbnede gruppers tilsidesættelse af disse konventioner, ikke mindst: 

  • At israelske civile er blevet dræbt eller lemlæstet af Hamas og andre væbnede grupper i angrebet den 7. oktober og gennem gentagne bombardementer fra Gaza af talrige civile mål i Israel.  
  • At civile i Gaza udsættes for massive luftbombardementer, militære angreb på hospitaler, skoler og andre civile institutioner, udenretslige henrettelser og udsultning, foreløbig med mere end 40.000 dræbte og langt flere lemlæstede på krop og sjæl til følge. 
  • At palæstinensere på Vestbredden udsættes for daglige angreb fra bevæbnede bosættere, som ofte assisteres af israelske soldater, og som kun meget sjældent retsforfølges af de israelske myndigheder. 
  • At FN Chartrets paragraf 51 om ’retten til selvforsvar’ vedvarende og konsekvent misfortolkes i den nuværende debat. Artikel 51 refererer til FN-medlemslandes ret til at forsvare sig selv mod udefrakommende angreb, men er ikke relevant for forholdet mellem en besættelsesmagt og befolkningen i de besatte områder – specielt ikke, hvis besættelsesmagten tilsidesætter de forpligtelser, som den er pålagt af Geneve-konventionen. 
  • At moderate, israelske stemmer får stadigt sværere ved at ytre sig i et israelsk samfund, der udviser tydelige udemokratiske og repressive tendenser. 

Vi ser desuden med stor bekymring på

de negative konsekvenser, som store dele af den vestlige verden, herunder Danmark, udsætter sig for, hvis de vedbliver med at forsvare eller undskylde Israels tilsidesættelse af basale regler for krigsførelse og territorial ekspansion – eksempelvis følgende: 

  • Svækkelsen af Danmarks troværdighed blandt lande i det globale syd som et land, der gennem en menneskealder konsekvent har forsvaret og arbejdet for at styrke FN og de internationale konventioner.
  • Svækkelsen af Danmarks deraf følgende mulighed for at påvirke internationale politiske dagsordener og fremme Danmarks udviklings- og udenrigspolitiske interesser globalt.
  • Den sikkerhedspolitiske sårbarhed, Danmark som småstat udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner, der beskytter de mindre stærkes ret, tilsidesættes og undergraves.  
  • Den forråelse der opstår, når den offentlige debat funderes på følelser og fordomme frem for fakta og anerkendelsen af internationale spilleregler som et fælles fundament tor problemløsning.  
  • Den dæmonisering og de trusler, danskere med muslimsk og jødisk baggrund udsættes for, når respekten for alle menneskers lige ret til frihed og selvbestemmelse svækkes. 

På denne baggrund opfordrer vi den danske regering til at styrke arbejdet for at fremme respekten for FN og forefterlevelsen af internationale konventioner.

Vi henviser til den Internationale Domstols vejledende kendelse fra juli 2024, herunder at: 

  • Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og Østjerusalem er ulovlig, og at Israel er forpligtet til hurtigst muligt at bringe besættelsen til ophør.
  • Alle lande er forpligtet til at undgå at bidrage til at fastholde Israels ulovlige besættelse og de konsekvenser, besættelsen har medført.
  • Israel er forpligtet til øjeblikkeligt at indstille al bosættelsesaktivitet og evakuere alle bosættere fra de besatte palæstinensiske områder.

Vi opfordrer derudover Danmark til, som kommende medlem af FN’s sikkerhedsråd, at arbejde aktivt for 

  • At der etableres en varig våbenhvile i Gaza
  • At alle gidsler i Gaza og alle palæstinensere, som er fængslet uden dom, frigives  
  • At stoppe Israels drab på nødhjælpsarbejdere og journalister, der arbejder i Gaza.
  • At styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) 
  • At arbejde for uhindret adgang for humanitær hjælp til Gaza i overensstemmelse med den 4. Geneve konvention.

Vi opfordrer ligeledes til, at Danmark som medlem af EU: 

  • aktivt bidrager til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomisk aktivitet og produktion i israelske bosættelser. 

Vi opfordrer desuden Danmark som medunderskriver af menneskerettighedskonventionen, Folkedrabskonventionen og Geneve konventionerne til at forhindre, at den danske stat:  

  • gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere.
  • gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at fastholde og legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser. 

Vi opfordrer endelig den danske regering til:

  • At anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner, heriblandt ikke mindst Generalforsamlingens resolution 181 (november 1947) og resolution 194 (december 1948), som bygger på princippet om opdeling af Palæstina i to separate, klart definerede stater.   
  • At arbejde på en forhandlet fred, der inddrager alle centrale aktører og repræsentanter for både det palæstinensiske og israelske folk 

Underskrivere

➢ Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker

➢ Christian Balslev-Olesen, tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, tidl. direktør for Det Danske Hus i Palæstina

➢ Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. Folketingsmedlem og tidl. formand for Folketingets Udenrigsudvalg

➢ Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN Undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA Generalkommissær

➢ Jørgen Harboe, journalist

➢ Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp

➢ Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. Generalsekretær i KFUM og KFUK

➢ Paula Larrain, journalist

➢ Jørgen Lissner, tidl. FN landekooordinator i bl.a. Jordan

➢ Mogens Lykketoft, tidl. Udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling 2015-16

➢ Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

➢ Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med.

➢ Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og bestyrelsesmedlem i KFUM og KFUK

➢ Malene Sønderskov, seniorkonsulent, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning.

➢ Birgitte Rahbek, kultursociolog

➢ Kirsten Thorup, forfatter

➢ Knud Vilby, journalist

Udgivet den

Jeg vil gerne slå et slag for de kolde hænders nytte

1.000 tabte statslige arbejdspladser kan blive til en merudgift i stedet for en besparelse. Anders Fogh Rasmussens grove barbering af SKAT 20 år siden blev moder til kæmpeskandalerne med svind af hundredvis af milliarder fra statskassen, fordi skatteligning og opkrævningssystem brød sammen. Dertil kom ødelæggelsen af det gamle ejendomsvurderingssystem, som også stadig trækker spor efter sig. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Varmt forsvar for kolde hænder

Forleden anfægtede jeg over for en partifælle visdommen i regeringens forslag om at spare 1.000 arbejdspladser i statsadministrationen. Vedkommende erkendte, at det var problematisk, men tvivlede på, om nogen vil bruge kræfter på at modsætte sig besparelser på antallet af »kolde hænder« i bureaukratiet, når Finansministeriet foreslår det. 

Det er anderledes politisk følsomt, hvis der fjernes »varme hænder« i den borgernære service i sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg.

Finansministeren mener, at 1.000 personer kan fjernes, uden at væsentlige opgaver varetages dårligere. Man har ifølge Nicolai Wammen udpeget opgaver, der ikke længere skal løses, og derfor – siges det – vil besparelserne ikke ramme dem, der bliver tilbage i statsforvaltningen med mere stress. 

Faglige organisationer frygter det modsatte, og en række interessegrupper gør ondt af sig over de opgaver, der ikke længere skal varetages. 

Derimod synes kommunerne og det private erhvervsliv, at det er godt med en slankning af det statslige bureaukrati, så der i teorien kan blive flere penge til flere ansatte i borgernær velfærd eller ude i det private erhvervsliv.

En merudgift

Jeg vil gerne slå et slag for de kolde hænders nytte og advare om, at 1.000 tabte statslige arbejdspladser kan blive til en merudgift i stedet for en besparelse.

Vi kommer naturligvis ikke i nærheden af rædselseksemplet på manglende omtanke med at skære i personalet: Fogh-regeringens massive nedskæringer i skatteforvaltningen fra for 20 år siden. 

Denne massefyring blev moder til kæmpeskandalerne med svind af hundredvis af milliarder fra statskassen, fordi skatteligning og opkrævningssystem brød sammen. Dertil kom ødelæggelsen af det gamle ejendomsvurderingssystem, som også stadig trækker spor efter sig.

Massakren på SKAT vil imidlertid altid stå som en advarsel mod personalebesparelser, der påstås skadesløse, men måske i praksis kommer til at koste statskassen penge. For eksempel er den martrede skatteforvaltning næppe blevet robust nok til igen at afgive personale.

Det er politiske beslutninger, der de seneste år har krævet vækst i antallet af statslige arbejdspladser. Der er udstukket nye opgaver, der haster mere – blandt andet den grønne omstilling. Det har rundt om i ministerier og styrelser medført dårligere trivsel, mere stress og alt for hurtig personaleudskiftning. 

Mindre produktivt

Produktiviteten er gået ned, fordi alt for mange nye hele tiden skal oplæres på grund af erfarne medarbejderes afgang. Flere og flere ansatte i det offentlige lægger billet ind på beskæftigelse i den private sektor, hvor lønnen ofte er bedre og arbejdet mindre belastende.

De seneste år har jeg fulgt tæt med i omstillingen til grønnere energiforsyning. Dér har jeg haft indtryk af usikker og langsom sagsbehandling, som sandsynligvis er en følge af stress og erfaringstab på grund af alt for hurtig personaleudskiftning. 

Det forsinker, at vindmøller og solfarme kan kobles til nettet – og bevirker private tab, når investeringer i grøn energi ikke kan nyttiggøres til tiden. Derfor bekymrer det mig, at der på ny foreslås personalenedskæring på miljø- og energiområdet.

For et par år siden havde vi noget, der af sikkerhedspolitiske grunde ikke måtte forsinkes: Polen skulle have norsk naturgas til erstatning for russisk gas, da krigen i Ukraine brød løs. Derfor skulle der lægges rør ned gennem Danmark og over Østersøen for at transportere gassen.

Da anlægsarbejdet var godt i gang, blev det sat i stå ved en afgørelse i klagenævnet, der kunne læses som en kritik af upræcise krav fra Miljøstyrelsen om at passe på biodiversiteten. Da forsinkelsen skulle indhentes, gav det entreprenørerne grundlag for at kræve mange hundrede millioner ekstra for anlægsarbejdet.

Det er en mulighed, at kokset i denne myndighedsbehandling kunne skyldes den voldsomme personaleudskiftning som følge af udflytningen af statslige arbejdspladser under Lars Løkkes sidste regering. Denne politiske markering betød et stort erfaringstab, der i en lang overgangsperiode kostede i produktivitet og fordyrede eller forsinkede energiomstillingen og andre vigtige samfundsopgaver.

Det er fint at fjerne stillinger, hvis der er sikkerhed for, at opgaver kan løses med bedre teknologi – i fremtiden ikke mindst ved hjælp af kunstig intelligens. Der kan også undværes folk, hvis lovgiverne sikrer, at sagsbehandling forenkles eller klageadgang indskrænkes. 

Men det kan blive meget dyrt at kaste rundt med arbejdspladserne, udskifte medarbejdere i kaotisk fart eller fjerne stillinger, uden at disse forudsætninger er opfyldt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 15. september 2024

Mere fra min hånd om finansloven

Udgivet den

Danmarks og Europas fremtidige energiforsyning skal sikres gennem et stabilt marked og europæisk samarbejde

… det er overskriften på min klumme i INGENIØRENs GridTech 6. august 2024.

Markedet står klar med løsninger til at sætte skub i den grønne omstilling. Men omstillingen forhales og forsinkes i lange behandlingstider, og tvivl om politisk vilje til omstilling skaber et usikkert marked.

Læs hele artiklen her – eller nedenfor:

For ni år siden var jeg formand for FN’s Generalforsamling, da vi vedtog de 17 verdensmål og fik den ambitiøse klimaaftale i Paris. Det er indlysende, at verdensmålene indbyrdes hænger sammen, men at klimaindsats er det mest hastende, og energiomstilling væk fra fossile brændsler er den afgørende komponent i denne omstilling.

Også i dette perspektiv har det været meget spændende for mig de seneste fire år at være bestyrelsesformand i Energinet, den danske stats transmissionsselskab for el og gas.

I denne korte periode har vi oplevet dramatiske forandringer i mål, midler og muligheder for at sikre stabil, billig og grøn energiforsyning. 

Teknologien udvikler sig med rekordfart, og der er bred enighed om høje ambitioner for udfasningen af fossile brændsler. 

Ønsket om at komme fri af russisk gas efter angrebet på Ukraine tilføjede en ny begrundelse for grøn energiomstilling – fordi det understregede det sikkerhedspolitisk farlige i at være afhængig af energi fra de få store despoter på toppen af de største forekomster af olie, gas og kul.

Omstillingen må ikke fanges i bureaukratiske processer

Sammen med de lokale distributionsselskaber skal Energinet bruge maksimal kraft på at kunne levere adgang til stor ekstra kapacitet til elnettet fra private aktørers vindmøller og sol-farme på land og til havs. 

Hidtil har den væsentligste forsinkelse været myndighedsbehandling og klagesager. Her kan vi forhåbentlig drage nytte af nye, effektive regler, der – inspireret af EU’s nødforordning – kan forkorte disse processer. Det er så meget mere nødvendigt, fordi vi nu – som omtalt nedenfor – oplever andre alvorlige kilder til forsinkelse og fordyrelse.

For fire år siden fremlagde regeringscheferne i det nordvestlige Europa vældige visioner om energiøer som et fælles tigerspring til at udnytte de meget gunstige vindressourcer, der især kan høstes i Nordsøen relativt tæt på den danske kyst. 

Energinet blev bestilt til at lægge planer for disse enorme investeringer. Nordsøprojektet er på pause nu. 

Min vurdering er imidlertid, at det stadig er lige relevante; men tidsrammen rykker sig, og det er klart at anlægget kræver opbakning fra EU med økonomi og aftaler om rimelig omkostningsdeling mellem de lande, der skal udnytte den grønne energi. Uanset den fælles grønne ambition kan Danmark ikke påtage sig at subsidiere grøn omstilling i nabolandene. 

Men vi kan antage, at der som forudsætning for at nå Europas mål om udfasning af fossile brændsler skabes gode markedsvilkår for at levere dansk grøn energi til omverdenen. 

Markedet tøver på grund af usikkerhed omkring grønne løsninger

I mellemtiden må vi satse på god erhvervsinteresse for at bygge radiale vindmølleanlæg til havs, der kan være med til at sikre energiforsyning, som er stor nok til at forsyne dansk produktion af grøn brint og Power-to-X. 

Hvis Danmark skal med på denne vogn, skal vi i gang med at etablere et dansk brintrør. Energinet er i øjeblikket sat til at kortlægge opbakningen til et brintnet på de forholdsvis stramme betingelser om forhåndstilsagn om brug af nettet, som er fastlagt i et politisk forlig.  

Der er en masse forudsætninger, der skal på plads samtidig for at det kan lykkes. Men jeg tror, at det er i Danmarks interesse at have en Power-to-X-industri og mulighed for også at levere en del af det tyske markeds potentielt vældige efterspørgsel efter grøn brint. 

Energinet står på spring for at gå i gang med røret, når der måtte komme grønt (!) lys fra de politiske beslutningstagere – velvidende at denne investering, som så mange andre, kan tage mere tid end ønskeligt på grund af kapacitetsproblemer hos leverandører.

Kapacitetsproblemer er allerede akutte i den uomgængelige opgradering af det eksisterende elnet på land og den mere langsigtede anlæg af det internationale transmissionsnet til havs. 

Der er her og nu store udfordringer med levering af centrale komponenter. Det betyder voldsomme prishop og i nogle tilfælde ret dramatisk forlængede leveringstider. 

Energinet har allerede for en tid siden fået vores statslige ejers accept af, at vi er nødt til at investere mere på forventet efterspørgsel end alene på kendte afsætningsmuligheder for elproduktionen – ellers vil vi komme bagud i forhold til efterspørgsel, der eksploderer. 

Derfor vil vi også købe mere til lager, søge at indgå mere langsigtede indkøbsaftaler. For at håndtere den større mængde anlægsinvesteringer søger vi også udliciteringsaftaler med private aktører.

Flaskehalsene for en afgørende del af udstyret til den grønne energiomstilling har at gøre med, at forholdsvis mange projekter søges iværksat verden over. Efterspørgslen er vokset og rentestigninger har gjort kapitalen dyrere. 

Det er en knude på markedssituationen, at de få store leverandørvirksomhede tøver med nye milliardinvesteringer i fabriksanlæg, fordi de ikke er overbeviste om, at der er tilstrækkelig styrke og tempo i den politiske vilje til at sikre endnu mere grøn energi, når fordyrelsen af de grønne anlæg vejes op mod den overraskende billige og rigelige forsyning til Europa med naturgas fra andre steder end Rusland – ikke mindst LNG fra USA, Mellemøsten og Nordafrika.

CO2-priserne må ensartes

Enighed om fælleseuropæisk høj pris på CO2, der kan sikre at grønne investeringer altid er rentable, er afgørende for at overvinde prishop og store forsinkelser ved at udløse den nødvendige store investering i nye produktionsanlæg.

CO2-prisen er også en grundforudsætning for tempo i den enormt energikrævende indirekte elektrificering af fly, skibe og tung langvejstrafik via grøn brint og PtX, der igen som produktionen øges vil forudsætte, at der kommer ny fart i planen om at høste energi fra store havmøller længe ud i Nordsøen – via energiøer.

Rentefald, øget konkurrence, mere kapacitet, og derfor lavere priser hos leverandørerne vil fremme den grønne omstilling generelt og specifikt give god rentabilitet i en dansk brint- og Power-to-X-industri. 

Aftaler om relativt beskedne udsving i en sådan industris energiforbrug kunne bidrage væsentligt for at afbalancere udbud og efterspørgsel efter energi i et system, der hovedsagelig forsynes fra vind og sol. Desuden vil billig overskudsvarme fra denne industri kunne sikre fossilfri fjernevarmeproduktion i sit nærområde.

Afbalancering af et ekstremt vejrfølsomt energisystem er allerede nu en kompliceret hovedopgave, der hjælpes på vej af stadig flere og stærkere opkoblinger til landene omkring os, men nok også vil blive hjulpet på vej af bedre og billigere batteriteknologi. 

I den senere tid fremføres fra nogle sider ønske om at satse på a-kraft som en afgørende kilde til fossilfri og stabil energiforsyning. Det er som bekendt ikke under overvejelse i Danmark med hidtil kendt teknologi. 

Jeg tror heller ikke, at det bredere i Europa bliver et stort supplement til vind og sol i de kommende 15-20 år, hvor vi skal nå det meste af vejen til netto nul CO2-udslip. Traditionelle a-kraftværker er dyre og langsommere at få op at stå. Men det er spændende, hvorfor ny spændende teknologier på dette felt bliver rentable og kan bidrage til fossilfri i større skala.

Indlægget udkom i Ingeniørens GridTech 6. august 2024

Mere fra min hånd om klima og energipolitik