Min tale til de danske veteraners mindehøjtidelighed på Kastellet i København i anledningen af 25-året for terrorangrebet i New York 11. september 2001.
Talen
Det er bevægende og tankevækkende at lægge en krans for dem, der døde i vores internationale missioner.
Især ruller tankerne her på 25 års dagen for det gigantiske og forfærdende terrorangreb mod USA 11. september 2001, som definerede en ny international dagsorden og blev afgørende for de oversøiske udsendelser, så mange danske kom til at deltage i.
Jeg har dyb respekt for jer, der havde styrke og mod til at sætte livet på spil, når jeres land bad jer om det.
Jeg forstår den vældige smerte hos dem der mistede en ægtefælle, en far, en mor eller en ven som dansk soldat i udsendte missioner – flest i Afghanistan
Jeg forstår smerten hos dem, der kom retur med store og vedvarende skader på legeme og sjæl.
Og jeg deler vreden, når USA’s nuværende præsident løgnagtigt påstår, at vores soldater stod i baggrunden, men USA tog de hårde kampe og tab.
Dertil kommer vreden over truslerne om med magt af overtage en del af Kongeriget Danmark – Grønland – efter at vi har været en af de allermest loyale allierede med USA i de oversøiske krige i dette århundrede.
Derfor har jeg to budskaber
For det første:
Vi må aldrig fedte med eller glemme den bistand, en stor del af veteranerne har brug for mange år frem
For det andet:
I bakspejlet kan vi konstatere, at der var mange fejlbedømmelser og forkerte beslutninger – i USA, men også herhjemme, fordi politikere og militære ledere så slavisk fulgte USA.
Det er indlysende, at I må forlange kortene på bordet om, hvad der drev de politiske beslutninger, hvad vi egentlig vidste om situationen på jorden – og om vi ignorerede advarsler som f.eks. dem, den daværende forsvarschef siger, han kom med i 2008.
Politikere skal vedkende sig og offentliggøre også hvad de sagde i Udenrigspolitisk Nævn i fortrolighed. Fortroligheden var nemlig ikke for vores personlige skyld, men af hensyn til landets og de udsendte soldaters sikkerhed. Og Efterretningstjenesterne har fastslået, at ingen af disse hensyn gælder længere.
Så bravo og tak for borgerinitiativet i denne sag, der har sat tingene på plads og nedbrudt den sidste modstand mod at vedkende sig sine udtalelser.
Vi var i Afghanistan med god grund og i solidaritet med USA – fordi de ansvarlige for Al Qaedas terrorangreb 11. september 2001 skjulte sig derude. Vi var der også med anbefaling fra FN. Men vores indsats blev ikke, som jeg foreslog i den korte tid, jeg stadigvæk var udenrigsminister – i form af FN-fredsstyrke i Kabul. I stedet blev det en meget blodig krigsindsats.
Vi fik nedkæmpet og splintret terrororganisation Al Qaeda, og Osama Bin Laden blev sænket til havets bund. Men vort statsbygningsprojektet kollapsede katastrofalt for 5 år siden – efter den aftale præsident Trump i sin første præsidentperiode lavede med Taliban om tilbagetrækning hen over hovedet på den regering, vi alle havde kæmpet for at opbygge i Afghanistan.
Vi var i Irak, som den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde til mig, fordi det altid er dansk interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. Som oppositionsleder dengang var jeg uenig: Der var tid til for FN’s våbeninspektører at afklare, om selve krigsbegrundelsen, nemlig påstanden om masseødelæggelsesvåben, var korrekt. Det store flertal i FN og Sikkerhedsrådet var imod krigen. Og intet tydede på noget samspilmellem Saddam Hussein og terroristerne fra 11. september. Invasionen – og den måde, man demonterede Iraks forvaltning og militær på og udfoldede besættelsen på – førte til blodig krig og borgerkrig og nærede opkomsten af terrororganisationen ISIS. Og vi ved i dag, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak. Irak-krigen var hverken legitim eller vellykket.
Der er brug for eftertanke – også hos os, hvor tvivlen allerede blomstrede undervejs:
Handlede de politiske beslutningstagere velovervejet – i USA og i de lande, der slavisk fulgte med USA?
Skulle og kunne krigen mod terror vindes militært – eller mere gennem det meget effektive efterretnings- og politisamarbejde, der blev opbygget internationalt, og som har forhindret utallige terrorplaner, vi aldrig hørte om – også her i Danmark.
Kunne krigene retfærdiggøre de vældige tab af menneskeliv, der ramte os selv, og mange, mange gange mere ramte de lokale afghanere, og dræbte hundredtusinder irakere og andre arabere i alle de konflikter, der voksede ud af George W. Bushs invasion i Irak.
Disse erkendelser og oplevelsen med den nuværende amerikanske præsident betyder nok, at vi ikke får en dansk statsminister, der gentager Anders Foghs begrundelse for at gå i krig sammen med USA.
Men uanset eftertanken og udfaldet af de oversøiske krige, vi deltog i , skal og vil vi alle hylde jeres heroiske indsats på Danmarks vegne og insistere på at I behandles med stor respekt og får enhver håndsrækning, I har brug for efter disse utroligt barske oplevelser.
Tale til de danske veteraner på Kastellet i København 11. septemer 2026
Mere fra min hånd om Afghanistan og Irak