Kronik i J-P: Aldrig mere Afghanistan

Talebansoldat

I de seneste 10 år blev det stadig mere åbenlyst, at den afghanske stat, vi havde fået etableret, risikerede at smelte væk på grund af sin inkompetence, mageløs korruption og svag folkelig opbakning. det skriver jeg om i denne kronik, som blev gengivet i Jyllands-Posten 18. august 2021.

Den kan også læses nendefor:

VEJEN TIL NEDERLAGET I AFGHANISTAN

Om få uger er det 20 år siden, vi var vidner til, at tusinder blev myrdet, da selvmordsterrorister brugte kaprede passagerfly som raketter til at smadre World Trade Centers to skyskrabere i New York og ramme USA’s forsvarsministerium Pentagon. Et fjerde kapret fly blev skudt ned, før det ramte Capitol eller Det Hvide Hus.

USA måtte naturligvis reagere på det dramatiske terrorangreb. Et enigt NATO erklærede angrebet på USA et angreb på os alle. Det blev hurtigt fastslået, at manden bag terroren 11. september 2001 var Osama bin Laden, lederen af Al Qaeda. Al Qaedas ledere opholdt sig under beskyttelse af det fundamentalistiske islamistiske Taleban-styre i Afghanistan. 

Fire uger efter terrorangrebet angreb USA med store luftstyrker Taleban med det formål at finde og straffe Al Qaedas ledere.

I dag ved vi, at USA’s daværende udenrigsminister, general Colin Powell, mente at nogle få luftangreb kunne tvinge Taleban-styret til at udlevere Al Qaeda-lederne. Præsident George W. Bush insisterede imidlertid på en intervention, der satte Taleban fra magten og tog Afghanistan i besiddelse.

NATO og det meste af verden støttede invasionen. Også Kina og Rusland. FN nikkede ja. Nyrup-regeringen i Danmark erklærede sig derfor også på opfordring fra Bush-regeringen villig til at bidrage til missionen i Afghanistan.

Taliban-styret faldt hurtigt i kombinationen af amerikanske luftangreb og offensiv fra oprørerne i Nordalliancen, der rykkede ind i Kabul. Al Qaeda-ledelsen flygtede. Vi ved nu, at de gemte sig i Pakistan, indtil USA’s specialstyrker i 2011 fik ram på Bin Laden. Pakistans militær og efterretningstjeneste gav i øvrigt også Taliban et fristed, hvorfra de kunne føre guerilla mod den regering, der under USA’s ledelse blev indsat i Kabul. 

USA bad de allierede om bidrag fra specialstyrker til at nedkæmpe al-Qaeda. Jeg var udenrigsminister indtil regeringsskiftet i november 2001 og talte imod at det danske bidrag blev direkte krigsførende. Jeg foreslog i stedet, at vi blev del af en fredsstyrke i Kabul. Men statsminister Anders Fogh Rasmussen insisterede på, at vi skulle deltage med kampstyrker og i øvrigt altid levere hvad USA bad os om. Fem år senere gik vi derfor med til at sende mange flere soldater i krig i Helmand-provinsen, hvor næppe nogen afghansk regering før havde haft reel kontrol. De sårede og de pårørende til de faldne danske soldater må føle et meget dybt stik i hjertet i dag, hvor Taleban har fuld kontrol i Helmand.

Missionen i Afghanistan blev et amerikansk ledet projekt om at opbygge en helt ny afghansk stat under en central regering, der dog fik nogle af de gamle, grumme krigsherrer som partnere. Mange af lederne var først og fremmest optaget af at berige sig personligt. 

De chancer, der måske var for at opbygge en kompetent, ikke-korrupt og repræsentativ afghansk regering blev vel reelt ødelagt, da krigens anfører, USA’s præsident Georg W. Bush, flyttede sin opmærksomhed til invasionen af Irak, som intet havde at gøre med 11. september og Al Qaeda, og selvom påstanden om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var uden hold i virkeligheden. Denne invasion udløste blodige konflikter og endte med at nære opkomsten af Islamisk Stat i stedet for at dæmpe terrortruslen.

Der blev aldrig sat nok ind på at svække Talebans opbakning ved at sikre ordentlig regeringsførelse og bedre levevilkår i det uhyre fattige Afghanistan. Fokus var på militær sejr. Dét blev overladt til overmodige generaler, der aldrig forstod hvor dybt rodfæstet, Taleban var i det uhyre konservative stammesamfund.

I begyndelsen af 2011 besøgte jeg selv Afghanistan som medlem af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Vi fik en optimistisk beretning fra USA’s øverstkommanderende David Petreus og fra det danske militær i Helmand. Optimismen stod noget i modsætning til dén tvivl, der havde bredt sig efter ti års tilstedeværelse, hvor Taleban var kommet stadigt stærkere tilbage. Vi vidste også, at præsident Obama spejdede efter en mulighed for slippe ud med æren i behold.

Min egen tvivl om bestandigheden i dét, vi søgte at opnå i Afghanistan, voksede, da vi i Lashkar Gah i Helmand skulle fejre en dansk støtte til oprettelse af et seminarium. Her fandt man det nødvendigt at udruste delegationen med hjelm og fragmentationsvest inde på skolen. Intet var tilsyneladende sikkert.

De seneste ti år blev det stadigt mere åbenlyst, at den vestlige tilstedeværelse ville blive afviklet, og at dén afghanske stat, vi havde fået etableret, risikerede at smelte væk på grund af sin inkompetence, mageløs korruption og svag folkelig opbakning: I dé valg, vi fik arrangeret undervejs, stemte meget få – og ingen kunne gennemskue om vinderen havde vundet en ærlig sejr eller fusket sig til den. 

Det blev erkendt, at selv med halvdelen af alverdens militære udgifter kunne USA ikke få kontrol over Afghanistan, fordi dét regime, man forsvarede, var udueligt, og fordi man holdt dem ved magten med voldsomme hypermoderne våben på land og i luft, der medførte store civile tab, og derfor styrkede den folkelige modstand mod fremmed tilstedeværelse.

Med Talebans sejrrige stormløb de seneste dage er håbet om at skabe et moderne og demokratisk Afghanistan foreløbig slukket. Især kvinderne og de veluddannede unge frygter med rette fremtiden. Dog nærer de første meldinger fra de nye magthavere håb om et lidt mere åbent og mindre brutalt styre end for tyve år siden.

Der bliver en lang debat om ansvaret det kaotiske exit. Præsident Biden får voldsom kritik for en forhastet retræte, der kan efterlade mange afghanere, som var lovet asyl i vore lande, til en meget usikker skæbne.

Imidlertid er sandheden, at selv dem, der var allermest pessimistiske om det gamle afghanske styres overlevelse, blev chokeret over, at afghansk militær og politi på få dage forsvandt som dug for solen efter i 20 år at været trænet og polstret med ufatteligt mange milliarder dollars. Det skete uden nært så megen blodsudgydelse som til hverdag i de foregående tyve år. Sikkerhedsstyrkerne manglede mange steder både mad og ammunition og havde i lang tid ikke fået løn. De overgav sig i store stimer, mange lod sig indrullere i Taleban-styrkerne og endnu flere deserterede bare og smed uniformen væk. Mange havde aldrig haft andet engagement i jobbet end at tjene til livets ophold.Der er næppe nogen amerikansk præsident, der efter nederlaget i Afghanistan, vil starte ny invasionskrige og opfordre os til at gå med. Det er en stor lettelse, fordi så mange herhjemme kritikløst sagde ja, når USA kaldte på os.

Forhåbentlig kommer vi aldrig igen til at deltage i en krig som i Helmand. til. Ny militær indsats i fremmede lande bør kun ske som del af FN-ledede fredsbevarende operationer. Fremtidens aktivistiske danske udenrigspolitik skal have sit fokus på at bidrage til globale klimaløsninger, bæredygtig udvikling og forebyggelse af konflikter. Det er dét, vi er bedst til. 

Kronikken stod at læse i J-P 18. august 2021

Mere fra min hånd om Afghanistan