… når det gælder Rusland, Ukraine og Vesten. Det skriver jeg om i Ræson 30. januar 2021. Læs artiklen her
USA er et livstruet og totalt dysfunktionelt demokrati
USA’s svigtende demokrati kan bane vejen for Trumps genvalg og en deraf følgende ny borgerkrig. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 26. januar 2022. Læs den via linket eller nedenfor.
Efter Bidens første år som præsident er billedet ringe meningsmålinger og Senatets blokade af hans dagsorden til at sikre stemmeretten og fremme velfærden.
Republikanerne udrenser alle moderate og rykker sammen bag kupmageren Trump. De fifler så voldsomt som nogensinde med kredsinddelingen i republikansk styrede stater for at fastholde, at et mindretal af vælgere kan indsætte et flertal i Kongressen. Der udfoldes stor kreativitet for at begrænse valgdeltagelsen og skaffe lokalt lovgrundlag for at undergrave et af lovgiverne uønsket valgresultat næste gang. Desværre må det frygtes, at den Højesteret, Trump har fået sammensat, ikke vil omgøre disse udemokratiske lokale anslag.
På denne baggrund er det ubegribeligt, at to højredrejede demokratiske senatorer nægter at ændre Senatets procedureregler og derfor forhindrer, at de lokale stormløb mod demokratiet kan standses ved lov.
Republikanerne bøjer alle regler for at sikre sig magten ved de kommende valg. Men samtidig tror flertallet af deres vælgerkorps – med hjælp fra Fox News og andre højreradikale »nyhedsformidlere« – på Trumps store løgn om, at han blev snydt for valgsejr i 2020.
Vi husker alle Trumps eget forsøg på valgsvindel, blandt andet hans »anmodning« til den lokale valgansvarlige i Georgia om at få tildelt godt 11.000 ekstra stemmer. Forsøget på at manipulere valgresultatet i Georgia og andre stater med tætte afgørelser forstås kun ved at erindre sig det arkaiske system, der gælder for valg af amerikanske præsidenter:
Det er ikke vælgerflertallet i hele Unionen, der bestemmer. Det er et antal valgmænd, der alene repræsenterer den vindende kandidat i hver enkelt delstat, uanset hvor stort eller lille et flertal vinderen får af statens vælgere. Ved seneste præsidentvalg fik Biden i hele nationen syv millioner flere stemmer end Trump. Hvis det nationale stemmetal var afgørende, så ville det ikke være interessant at »opfinde« 11.000 stemmer i Georgia.
Men Bidens vælgersejr ville være blevet overtrumfet i valgmandskollegiet i 2020, og Trump legalt være valgt til præsident, hvis blot i alt 22.000 vælgere fra Georgia, Wisconsin og Arizona havde stemt omvendt – eller hvis 43.000 af Bidens 81.268.924 vælgere ikke var nået frem til stemmeurnerne. Derfor interessen hos Republikanerne i at begrænse valgdeltagelsen blandt især farvede og fattige vælgere.
Demografien i USA har desuden ændret sig, så valgmandssystemet med stadig større sandsynlighed vælger den kandidat, der får færrest stemmer nationalt. Før 2000 var det kun sket én gang i landets historie, men dengang fældede det vælgernes sejrherre Al Gore og seksten år senere fældede det Hillary Clinton, der nationalt fik tre millioner flere stemmer end Trump.
Denne udfordring af demokratiet indtræder med langt større sandsynlighed end før, fordi en stadig større del af befolkningen, og især de unge og veluddannede, flytter til folkerige kyststater som Californien og New York, der i forvejen har et massiv flertal for Demokraterne. Denne befolkningsforskydning betyder, at Republikanerne ved snævre flertal i et stort antal af de mindre stater kan vinde flest valgmænd med færrest vælgere.
40 gange flere stemmer
Det er ikke kun valgmandssystemet, der – også uden svindel – twister valgene til fordel for Republikanerne.
Senatet er sammensat af to valgt fra hver stat. Derfor skal der 40 gange så mange stemmer til at vælge en demokratisk senator i Californien som til at vælge en republikansk senator i det tyndt befolkede Wyoming. Derfor bestemmer kun en tredjedel af det amerikanske vælgerkorps i tyndt befolkede stater flertallet i Senatet. Desuden har millioner af især farvede borgere, der bor i forbundshovedstaden Washington, D.C., på Puerto Rico mv. slet ikke adgang til at stemme til Senatet.
Det misforhold gør det tredobbelt grotesk, at to konservative senatorer fra det papirstynde, demokratiske flertal i Senatet insisterer på at opretholde filibusterreglen, så flertallet i Senatet reelt ikke kan gennemføre love, før den helt umulige betingelse om støtte fra 60 ud af 100 senatorer er opfyldt.
Dette tragiske mønster ledsages af stadig stærkere polarisering mellem de to partier. Når flertallet hos Republikanerne massivt og destruktivt blokerer Bidens dagsorden i Kongressen, så svækker det målrettet hans vælgertilslutning. Han kan jo ikke levere!
USA i dag er et livstruet og totalt dysfunktionelt demokrati, der ikke kan tjene som forbillede i verden. Man kan frygte udemokraten Trumps tilbagevenden på vejen hen mod den Anden Amerikanske Borgerkrig.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet. Indlægget blev bragt i Berlingske 26. januar
Mere fra min hånd om Donald Trump og USA i det hele taget
Svært at forstå De Radikale
Gid De Radikale for længst havde erkendt, at de – uanset, hvem der sidder i regering – ikke alene kan forandre udlændingepolitikken. Det gør Sofie Carsten Nielsen omsider nu – mere om dét i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her eller nedenfor:
40 års bestræbelser …
De seneste 40 år har jeg – med meget vekslende held – brugt utrolig megen tid på at prøve at forstå De Radikale.
I 1990erne havde S og R et frugtbart regeringssamarbejde, hvor vi bekæmpede arbejdsløshed, skabte orden i økonomien, sikrede forbedret velfærd og undgik ny ulighed. Vi gjorde os umage for ikke at ødelægge hinandens valgchancer og fik et samarbejde til fungere tillidsfuldt i næsten ni år. Og i grunden var vi fælles drivkraft i velfærdsudviklingen det meste af det 20. århundrede.
Da vi i 2001 kom i opposition, blev vore meningsforskelle om udlændingepolitikken et vigtigt værktøj for de borgerlige til i mange år at holde os væk fra regeringen. Når Socialdemokratiet var enig med Venstre om for eksempel 24-års-reglen, men De Radikale ville afskaffe den, så blev det for Anders Fogh Rasmussen til en effektiv fortælling om, at det var lige meget, hvad S sagde – De Radikale ville sætte sig igennem. Det svækkede S. Vi kunne måske have været sparet for to årtiers hektisk optrapning om udlændingepolitik, hvis De Radikale allerede dengang havde erkendt, at de ikke kunne omgøre, hvad S og V var enige om.
Nu har Sofie Carsten Nielsen omsider erkendt, at De Radikale ikke kan forandre udlændingepolitikken, uanset hvem der er regering. Gid den erkendelse var kommet tidligere.
Gennem den lange opposition frem til 2011 gled S og R også fra hinanden, da R under Margrethe Vestagers ledelse støttede skattelettelser i toppen, stemte for stor forringelse af dagpengesystemet og desuden indgik forlig med de borgerlige om den reelle likvidering af efterlønnen. Det sidste var aftalebrud fra V, K og R – frontal modstrid med vore fælles løfter fra velfærdsforliget i 2006 om ikke igen at lave om på efterlønnen
Det blev kun værre mellem os, da Vestager som betingelse for at støtte Thornings regering fastholdt os på disse sociale forringelser, insisterede på nye skattelettelser i toppen og i det hele taget massivt undergravede denne regerings chancer for genvalg.
Beslutningen om i 2019 at gå til valg på at danne en ren socialdemokratisk regering var resultatet af disse bitre erfaringer. Men den blev starten på en globalt enestående stærk klimasatsning, som De Radikale også har som den vigtigste mærkesag. S og R har på andre områder stemt sammen om det meste. Men S fik også plads til omsider at reparere på de værste skader ved likvideringen af efterlønnen med DF.
Radikalt krav om ministerposter
Med Sofie Carstren Nielsens nytårsmelding er strid om udlændingepolitik ikke længere på spidsen. På spidsen synes i stedet at være kommet et radikalt krav om ministerposter, uanset det politiske flertal bag den regering de vil indgå i.
Der leges lidt med illusionen om en ’bred’ samlingsregering med S, V og K, selv om alle politisk kyndige ved, at det ikke har nogen gang på Jorden hverken for S, V eller K. Samarbejde om mange spørgsmål, ja, selvfølgelig. Men ikke en udviskning af meningsforskelle til en grad, hvor borgerne ikke kan kende os fra hinanden.
Snakken om en regering hen over midten bygger desuden på en falsk fortælling om, at der er ekstremister på begge fløje: De Radikale ved jo udmærket fra samarbejdet med SF og Enhedslisten siden 2019, at ekstremisterne er samlet på den yderste højrefløj.
Hvis Mette Frederiksen med uændrede flertalsforhold i Folketinget efter næste valg fastholder en socialdemokratisk regering, synes den radikale leder i sin enøjede stræben efter ministerposter indstillet på at vælte regeringen for i stedet at indtræde i en borgerlig koalitionsregering, der jo kun kan komme til verden med støtte fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
En sådan regering kan muligvis finde nye veje til at lette skatten for de rige, beskære velfærden og afskaffe Arne-pensionen igen. Der er jo i hvert fælles stof for V, K og Nye Borgerlige, og det vil næppe stride mod stærke neoliberale instinkter hos Sofie Carsten Nielsen personligt.
De Radikale kan imidlertid blive alvorligt kvæstet på at gå til valg med en melding om, at det er lige meget, om det er S, K eller V, der leder regeringen – og at det i grunden er underordnet, hvad den politiske kurs er, bare de selv kommer med i regeringen: Vi ved fra vælgerundersøgelser, at langt de fleste, der nu stemmer radikalt, hælder til venstre side. Det er vel, fordi de er mest enige med S, SF eller Enhedslisten om velfærds- og fordelingspolitik og også er overbevist om, at det er den vej, man skal vende sig, hvis der skal være sikkerhed for en klimaindsats, der både er tilstrækkeligt ambitiøs og gennemføres med socialt retfærdig byrdefordeling. Det har de ret i.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet.
Indlægget udkom i Berlingske 12. januar 2022
Mere fra min hånd om dansk politik