Skandaløst spillerum for udbytteskat

Af hensyn til erhvervslivet

Dokumentationen i Jesper Tynells bog om, hvordan banker og erhvervsliv havde held med systematisk at forhindre embedsværkets vedholdende bestræbelser på at forebygge svindel med udbytteskat, er overvældende. Bogen, Af hensyn til erhvervslivet, er uhyrlig og overordentlig vigtig læsning. Mere om den i min anmeldelse i Information 10. november 2022. Anmeldelsen kan også læses nedenfor:

Jesper Tynells bog er 400 siders overvældende dokumentation om en grotesk skandale

Sagen om udbytteskat var en forudset skandale, der udfoldede sig på grund af erhvervslivets og bankernes lobbyisme – og den er langt større end de allerede dokumenterede 12,7 milliarder, der uretmæssigt strømmede ud af den danske statskasse.

Der var nemlig kloge og vedholdende embedsmænd, der i mere end ti år råbte op for at standse vanviddet, men deres råd blev ikke fulgt. Erhvervsorganisationerne med bankerne i spidsen havde held til at bremse alle tilløb til effektivt at forhindre, at aktionærer uretmæssigt fik udbytteskat retur.

Det viser journalist Jesper Tynells nye bog ’Af hensyn til erhvervslivet’.

Epidemisk svindel

Det fører for vidt i denne anmeldelses snævre ramme at gennemgå teknikken i den epidemiske svindel. Det er også nok at fastslå, at kontoret for udbyttebeskatning i Skatteministeriet – trods de mest kyndige medarbejderes indtrængende advarsler – i årevis var tvunget til at sende milliarder retur til ansigtsløse aktionærer ude i verden, der ofte slet ikke ejede de aktier, som udbyttet vedrørte. Der har været sindrige arrangementer med udlån af aktier frem og tilbage for at dræne statskasserne i hele Europa.

Trods afsløringen af statskassens tab på de første 12,7 milliarder kroner, er der stadig ikke blevet gjort dét eneste virkeligt virksomme imod svindlen. Blandt andet at insistere på, at de udlandsaktionærer, der kræver refusion af udbytteskat, selv identificerer sig og dokumenterer, at de faktisk ejer aktien, har modtaget udbyttet og er berettiget til helt eller delvist at få refunderet kildeskat af udbyttet, alt efter hvem de er og, hvor i verden de befinder sig.

Jesper Tynell leverer i sin nye bog 400 siders overvældende dokumentation om den groteske udbytteskandales udvikling gennem mere end 20 år. Bogen er tung læsning, men til gengæld grundigere og mere overbevisende end nogen anden undersøgelse, Skatteministeriet selv, Kammeradvokaten eller rigsrevisionen kunne levere.

Hvorfor lyttede de ikke?

Fundamentet til skandalen blev lagt allerede i 1980’erne med den store kapitalliberalisering og adgang til at camouflere sin identitet som ejer af danske aktier bag en ansigtsløs mur i en international bank.

Omfanget af danske aktier i udlandet er siden eksploderet, og det samme gjorde bevidstheden om, at danske skattemyndigheder reelt ikke ejede muligheden for at verificere berettigelsen af krav om refusion af udbytteskat. Svindlere fik så at sige frit spil.

Hvorfor lyttede politikerne ikke til advarslerne fra de embedsmænd, der så svindlen tårne sig op i hastigt tempo efter årtusindskiftet?

Tynell identificerer tre årsager.

Årsagerne

For det første: Ledende bank- og erhvervsfolk med Mærsk McKinney Møller i spidsen kæmpede indædt imod at afsløre udlandsaktionærernes identitet med argumenter om, at det ville være administrativt for besværligt for bankerne, og det ville svække interessen for investering i danske aktier, hvis de skulle identificere sig for det danske skattevæsen.

For det andet: Anders Fogh Rasmussen krævede som statsminister, at alle myndigheder skulle reducere antallet af administrative regler. Derfor fik Skatteministeriet ikke lov at lave nye regler til bekæmpelse af svindel med aktieudbytte. Svindlerne fik ekstra beskyttelse i ly af bestræbelsen for at mindske ’administrativt bøvl’ for erhvervslivet.

For det tredje: Både før, under og efter Foghs tid mødte erhvervslivet med bankerne i spidsen truende op i Skatteministeriet og argumenterede – med opbakning fra Erhvervsministeriet – imod alle tilløb til effektive kontrolløsninger for ikke at svække interessen for investering i danske aktier.

Det er Tynells analyse, at dette ofte fik lov til at udspille sig, uden at hverken departementschefen eller skiftende skatteministre blev ordentligt oplyst om svindlens omfang og de bedste muligheder for at bremse den. For slet ikke at tale om det mørke, hvori Folketinget som helhed befandt sig i denne sag.

Granatchok

Det er min påstand, at Skatteministeriets top fra starten af 00’erne pådrog sig et varigt granatchok i mødet med Fogh-regeringens rigide skattestop. Der bredte sig i stigende grad den opfattelse, at de var sat i verden for at lette skattetrykket og de administrative byrder – ikke at kontrollere, men at servicere erhvervslivet, og ikke at sikre finansiering af velfærdssamfundet, men at lette en politisk bestræbelse for at skære i de offentlige udgifter ved gradvist at udhule skattebasen.

Skattestoppet forhindrede fornuftig omprioritering og systemforbedring og udvidede spillerummet for skatteunddragelse. De enorme fyringsrunder i skatteforvaltningen fra midten af 00’erne blev et voldsomt anslag mod kapacitet og kreativitet.

Det grundlagde dette århundredes største offentlige skandale med tab af talrige milliarder i offentlige indtægter ekstra hvert år som følge af manglende kontrolaktivitet og manglende effektivitet i opkrævningen hos skyldnere. Massakren på skatteforvaltningen blev ikke bremset, selv om der i mellemtiden kom en S-ledet Thorning-regering. Det skete først langt senere.

Efter afsløringerne af kuppet og det store tab på 12,7 milliarder kroner i 2015 var alle enige om, at noget måtte gøres.

Men problemet er langtfra løst – hverken af tidligere V-skatteminister Karsten Lauritzen eller tidligere S-skatteminister Morten Bødskov. Der er godt nok ansat langt over 100 ekstra medarbejdere til at kontrollere titusinder af ansøgninger om udbytterefusion, og refusionen udbetales ikke med samme hast som før.

Men, konkluderer Tynell, oplysnings- og identifikationskravene til udlandsaktionærer er fortsat helt utilstrækkelige til, at de nye medarbejdere kan komme til bunds i sagerne. På grund af sagernes store antal har man desuden helt opgivet at kontrollere ’mindre og mellemstore’ krav på statskassen. Her er i øvrigt en slags parallel til, at det kun er en forsvindende procent af alle selvangivelser fra erhvervsdrivende, der hvert år bliver tjekket efter i sømmene. Vi har endnu hverken folk eller systemkraft nok i skatteforvaltningen til at sikre, at de allerfleste bidrager efter loven.

’Af hensyn til erhvervslivet’ af Jesper Tynell, udgivet af forlaget Samfundslitteratur. Bogen er udkommet.

Mogens Lykketoft er forhenværende medlem af Folketinget, tidligere formand for Socialdemokratiet og har desuden været skatteminister i en periode.

Anmeldelsen blev trykt i Information 10. november 2022.

Mere fra min hånd om skat

Papes politik er hverken sympatisk eller realistisk

Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsens plan er en voldsom udhuling af velfærdssamfundet. Den er båret af fantasifulde forestillinger om de gavnlige virkninger af store nye skattelettelser for rige mennesker og virksomheder, der betales med velfærdsforringelser for de dårligst stillede. Læs min seneste kommentar i Berlingske her – eller nedenfor:

Høj levefod, konkurrencekraft og skat

Danskernes levefod og danske virksomheders konkurrencekraft er sammenlignet med resten af verden enestående høj – trods høje skatter. Der er, fordi vi for vore skatter får gratis uddannelse, sundhedspleje og ældreomsorg, billige dagpasningstilbud og anstændige ydelser til dem, der ikke kan være i arbejde.

Men uligheden er voksende. De voldsomme prisstigninger på fødevarer, energi med videre som følge af krigen i Ukraine rammer især de dårligst stillede uforholdsmæssigt hårdt. Al opmærksomhed bør – som foreslået af regeringen – rettes mod at hjælpe dem, der rammes hårdest.

Velfærd eller lavere skatter?

Det antydes ofte, at det er lidt ligegyldigt, hvem man stemmer på, fordi 90 procent af al lovgivning vedtages af brede flertal. Men dermed overses, at det er ret få stykker lovgivning, der definerer de store forskelle i forståelse af, hvordan vi skaber værdier, og hvordan vi fordeler dem: Om det er bedst med velfærd eller lavere skatter.

Regeringsmagten, også i en mindretalsregering, giver langt de største chancer for at sætte en dagsorden og realisere meget af sin egen politik. Med et rent borgerligt flertal kan en statsminister komme langt i sin egen retning.

Pape vil et skævere Danmark med billigere is og kaffe

Pape virker flink, er populær og vil forståeligt nok gerne være statsminister. Det vil imidlertid chokere mange, at hans netop fremlagte program er en rystende skæv bunke af nedskæringer i bunden og lettelser i toppen. Det er i dansk politisk sammenhæng et ekstremistisk program. Slægtskabet med Ronald Reagan og Margaret Thatcher er langt stærkere end med den balance, Poul Schlüter og Palle Simonsen fandt som danske konservative stats- og finansministre i 1980erne.

Papes plan er en voldsom udhuling af velfærdssamfundet. Den er båret af fantasifulde forestillinger om de gavnlige virkninger af store nye skattelettelser for rige mennesker og virksomheder, der betales med velfærdsforringelser: Topskatten og arveafgiften skal afskaffes, aktieavancebeskatningen lettes og beskæftigelsesfradraget forøges for højere indkomster. Desuden vil de nedsætte boligskatterne i strid med det brede forlig om disse, de tilbyder lavere bilafgifter, lavere selskabsskat … og endda billigere kaffe og is!

Regningen går til de ringest stillede

Festen skal blandt andet betales med udhuling af dagpenge, kontanthjælp og SU, afskaffelse af Arne-pension og efterløn og lavere skattefradrag for fagforening. Bundlinjen er, ifølge beregninger fra CEPOS, at en familie på fire på kontanthjælp mister 16.000 kroner og en direktørfamilie på fire tjener 84.000 kroner. Det viser endda kun noget af skævheden.

Det største bidrag til at lette skatten findes ved såkaldte produktivitetsforbedringer. Det betyder, at der samlet set bliver markant færre midler til den enkelte, der har brug for offentlige ydelser – syge, børn i skole eller dagpasning, ældre i omsorg, arbejdsløse og førtidspensionister. Der er forsøgt høstet produktivitetsgevinster i mange årtier, og ofte er den offentlige sektor blevet bedre organiseret, også understøttet af ny teknologi. Men nogle gange blev det kun til vilkårlige og katastrofale personalenedskæringer, som for eksempel da man smadrede vores skatteadministration.

Produktivitetshøsten har aldrig frigjort de midler til skattelettelser, som Pape foreslår. For der kommer hele tiden flere ældre, bedre og dyrere behandlingsmetoder for de syge, flere der skal have uddannelse og så videre. Vi oplever hos mange ansatte i sundhed, ældreomsorg, børnepasning og forvaltning mere pres og stress i arbejdet. Krav om at få løst endnu flere opgaver bedre inden for strammere økonomiske rammer vil forstærke de allerede store rekrutteringsproblemer til sygepleje, hjemmehjælp med videre.

Usympatisk og urealistisk

Pape vil simpelt hen ikke erkende, at det er langt vanskeligere at opnå mere produktivitet, når det handler om mennesker, der skal tage sig af andre mennesker, end når it, maskiner og robotter kan afløse mennesker i private erhverv.

Mange betaler deres skat med glæde – og en del betaler endda gerne lidt mere, hvis de kan være sikre på at få bedre velfærd og hurtigere klimaløsninger. De fleste forstår også, at den uundgåelige oprustning som svar på Ruslands aggression koster penge og ikke giver rum til skattelettelser.

Et samfunds konkurrencekraft og sammenhængskraft er to sider af samme sag. Fordi »få har for meget og færre for lidt«, er beskæftigelsen højere, økonomien bedre og demokratiet stærkere hos os end for eksempel i USA og Storbritannien. Men også i Danmark er uligheden som allerede nævnt vokset dramatisk på det seneste. Netop derfor er det rystende at Pape i 2022 går til valg på at grave forskellene endnu meget dybere. Det er ikke sympatisk og ikke realistisk.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 23. august 2022

Foto: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om skat, ulighed og konkurrencekraft

Ny beskæftigelses- og klimaindsats kræver grøn skattereform

Ekspansiv finanspolitik for at løfte beskæftigelsen efter coronaen kan bane vej for en  klimaindsats, der hverken behøver at ramme de fattige eller slå virksomheder ud, der skal betale CO2-afgift.  Læs her hvad jeg skrev i Berlingske forleden.

Støder du hovedet mod betalingsmur kan du læse indlægget nedenfor

Grøn skattereform er nødvendig for at nå CO2-målet.

Det ser ud til, at pandemien kommer under kontrol. Men vi står med en meget alvorlig arbejdsløshed, som kun kan nedkæmpes, hvis staten i nogle år accepterer store budgetunderskud. Sociale nedskæringer og hurtige budgetstramninger vil være gift for genopretningen og risikere at bremse klimaindsatsen.

Den nødvendige finanspolitiske lempelse er en enestående mulighed for både at gå op imod den stigende ulighed og sætte fart i klimaindsatsen. 

EU’s såkaldte stabilitetspagt er i realiteten død. EU må fokusere på en solidarisk indsats for øget beskæftigelse, der kobles  tæt sammen med ambitiøse grønne investeringer. EU kan bidrage til at hæve CO2-prisen og bekæmpe den epidemiske skatteflugt, der også i gode tider undergraver staternes finanser. 

Med en rente omkring nul er det ikke et problem i nogle år at stifte meget mere statsgæld. 

Vi skal målrette den hjemlige finanspolitiske lettelse, så pengene ikke opspares, men forbruges eller investeres i danske arbejdspladser og i størst mulig grøn omstilling. Folk med lave indkomster sparer mindst op. Derfor er der fint sammenfald mellem god konjunkturpolitik og god fordelingspolitik.

Samtidig skal vi dreje forbruget i grøn retning ved at stille krav til energieffektivisering og grønne indkøb fra det offentlige. Der kan stilles krav om at gamle olie- og gasfyr efterhånden afløses af vedvarende energikilder/ jordvarme/ fjernvarme.

Danmark har valgt at være foregangsgang for CO2-nedbringelse og grøn omstilling. Det giver os en historisk stor chance for igen at lægge os i spidsen med at levere den teknologi og de produkter, som hele verden efterhånden vil efterspørge.

Jeg er enig med klimaråd og vismænd i, at vi ikke når den aftalte 70 pct. CO2-reduktion i 2030 uden en grøn skattereform, der gradvis  hæver prisen pr. ton CO2  til 1500 kr. Selv om afgiften i starten er lille, vil visheden om, at den ender højt, hurtigt motivere kraftigt til mere klimavenlige investeringer.

Meget skal teknisk udredes, før en generel CO2-skat kan lanceres. Den kan ikke søsættes over sommeren. Men en forløber kunne være at hæve afgifterne på benzin, diesel, gas og kul, så forbrugernes pris ikke er lavere end i februar – før corona-krisen! Det har et klogt fortilfælde, da den borgerlige regering i midten af 1980’erne hævde energiafgifterne for, trods fald i priserne på verdensmarkedet, at holde forbrugerpriserne oppe og holde brugen af fossile brændstoffer nede.

Andre skatter og afgifter kan lettes som del af den grønne skattereform. Derved kan man imødegå risiko for social skævhed og urimelig erhvervsbelastning: Ikke alene har man provenuet af ny CO2-afgifter at gøre godt med – man har også de ekstra midler, der  skal i omløb via statens  budgetunderskud i kommende år. Der kan og skal gives særlig støtte de virksomheder, som har særligt store problemer med at omstillet til grøn energi. Vi skal undgå risikoen for, at arbejdspladser flyttes til et udland, hvor de kan fortsætte med ‘sort’ energiforbrug.  

Det er klogt, at Danmark lægger sig i spidsen med CO2-reduktioner, fordi det vil bringe os i front med at skabe de ny fremtidssikrede, bæredygtige arbejdspladser. Men det skal ledsages af en erhvervs-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, som hjælper de virksomheder og arbejdspladser, der skal gennem de største omstillinger. 

I Skatteministeriet er der nok modvilje mod en større grøn reform, fordi der er vanskeligt at få accept af skatteforhøjelser ét sted, selv om der lettes lige så meget eller mere andre steder. Desuden føler man efter to årtiers nedskæringer ikke, at der er ressourcer til at mestre store strukturændringer i skattesystemet. Det må der rettes op på.

En anden indvending er, at en optrappet afgift på sigt vil undergrave skattegrundlaget, fordi vi faktisk når CO2-målet. Denne bekymring er næppe tungtvejende. Det hele sker gradvist, mens grønne produkter undervejs bliver meget mere udbredt. Det betyder efter al erfaring, at de også falder i pris. Derfor bliver der plads til ny afgifter, uden at borgernes levefod reduceres. F.eks. skal vi se en helt anderledes bil- og transportbeskatning for os om 10 år. 

Den grønne skattereform er en lang, vedvarende proces. Den er forudsætningen for, at vi når dé klimamål, vi har forpligtet os til – som vores bidrag til at forhindre en ny, større global katastrofe i vore børns og børnebørns voksne liv.  

Den nødvendige finanspolitiske lempelse er en enestående mulighed for både at gå op imod den stigende ulighed og sætte fart i klimaindsatsen. 

EU’s såkaldte stabilitetspagt er i realiteten død. EU må fokusere på en solidarisk indsats for øget beskæftigelse, der kobles  tæt sammen med ambitiøse grønne investeringer. EU kan bidrage til at hæve CO2-prisen og bekæmpe den epidemiske skatteflugt, der også i gode tider undergraver staternes finanser. 

Med en rente omkring nul er det ikke et problem i nogle år at stifte meget mere statsgæld. 

Vi skal målrette den hjemlige finanspolitiske lettelse, så pengene ikke opspares, men forbruges eller investeres i danske arbejdspladser og i størst mulig grøn omstilling. Folk med lave indkomster sparer mindst op. Derfor er der fint sammenfald mellem god konjunkturpolitik og god fordelingspolitik.

Samtidig skal vi dreje forbruget i grøn retning ved at stille krav til energieffektivisering og grønne indkøb fra det offentlige. Der kan stilles krav om at gamle olie- og gasfyr efterhånden afløses af vedvarende energikilder/ jordvarme/ fjernvarme.

Danmark har valgt at være foregangsgang for CO2-nedbringelse og grøn omstilling. Det giver os en historisk stor chance for igen at lægge os i spidsen med at levere den teknologi og de produkter, som hele verden efterhånden vil efterspørge.

Jeg er enig med klimaråd og vismænd i, at vi ikke når den aftalte 70 pct. CO2-reduktion i 2030 uden en grøn skattereform, der gradvis  hæver prisen pr. ton CO2  til 1500 kr. Selv om afgiften i starten er lille vil visheden om at den ender højt hurtigt motivere kraftigt til mere klimavenlige investeringer.

Meget skal teknisk udredes, før en generel CO2-skat kan lanceres. Den kan ikke søsættes over sommeren. Men en forløber kunne være at hæve afgifterne på benzin, diesel, gas og kul, så forbrugernes pris ikke er lavere end i februar – før corona-krisen! Det har et klogt fortilfælde, da den borgerlige regering i midten af 1980’erne hævde energiafgifterne for, trods fald i priserne på verdensmarkedet. at holde forbrugerpriserne oppe og holde brugen af fossile brændstoffer nede.

Andre skatter og afgifter kan lettes som del af den grønne skattereform. Derved kan man imødegå risiko for social skævhed og urimelig erhvervsbelastning: Ikke alene har man provenuet af ny CO2-afgifter at gøre godt med – man har også de ekstra midler, der  skal i omløb via statens  budgetunderskud i kommende år. Der kan og skal gives særlig støtte de virksomheder, som har særligt store problemer med at omstillet til grøn energi. Vi skal undgå risikoen for, at arbejdspladser flyttes til et udland, hvor de kan fortsætte med ´sort´ energiforbrug.  

Det er klogt, at Danmark lægger sig i spidsen med CO2-reduktioner, fordi det vil bringe os i front med at skabe de ny fremtidssikrede, bæredygtige arbejdspladser. Men det SKAL ledsages af en erhvervs-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, som hjælper de virksomheder og arbejdspladser, der skal gennem de største omstillinger. 

I Skatteministeriet er der nok modvilje mod en større grøn reform, fordi der er vanskeligt at få accept af skatteforhøjelser ét sted, selv om der lettes lige så meget eller mere andre steder. Desuden føler man efter to årtiers nedskæringer ikke, at der er ressourcer til at mestre store strukturændringer i skattesystemet. Det må der rettes op på.

En anden indvending er, at en optrappet afgift på sigt vil undergrave skattegrundlaget, fordi vi faktisk når CO2-målet. Denne bekymring er næppe så tungtvejende. Det hele sker gradvist, mens grønne produkter undervejs bliver meget mere udbredt. Det betyder efter al erfaring, at de også falder i pris. Derfor bliver der plads til ny afgifter, uden at borgernes levefod reduceres. F.eks. skal vi se en helt anderledes bil- og transportbeskatning for os om ti år. 

Den grønne skattereform er en lang, vedvarende proces. Den er forudsætningen for, at vi når dé klimamål, vi har forpligtet os til – som vores bidrag til at forhindre en ny, større global katastrofe i vore børns og børnebørns voksne liv.  

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 29. maj 2020