Tag: konkurrencekraft

Udgivet den

Kampen om den holdbare samfundsøkonomi

Vi skal hverken bruge pengene fra det øgede råderum til at nedsætte selskabsskatten eller øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten. I stedet skal vi se, hvordan vi kan forbedre tilværelsen for de kommende generationer – mere om det i denne klumme i Berlingske. Indlægget kan også læses nedenfor:

Påtrængende kriser

Det siges ofte, at de mange kriser, der blev anført som begrundelse for en bred flertalsregering i december, blegner her et halvt år senere.

Det er ikke helt rigtigt.

Krigen i Ukraine trækker ud, og der er fortsat risiko for nye energikriser, der kan give inflationen et skub opad igen.

Den globale klimakrise bliver mere og mere påtrængende. Derfor skal der investeres stort og risikovilligt i at fastholde Danmarks position som foregangsland i omstilling til bæredygtighed og vedvarende energi. Det er vejen til, at vi i endnu højere grad bliver eksportør af de teknologier, der skal sikre klimaløsninger i andre dele af verden.

Vi har leveret flot til forsvaret for Ukraines frihed. Men det kniber med viljen til at hjælpe de fattigste lande til at kunne løfte deres klimaindsats, uden at armod og sult rammer, og endnu flere sendes på folkevandring.

Herhjemme skranter offentlig service indenfor sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg, ikke fordi vi mangler penge, men fordi vi mangler mennesker, der vil tage job dér. Indkomst- og formuefordelingen bliver stadigt skævere, og der er hjørner af dyb fattigdom i velfærdssamfundet.

Den nye regering har ikke fået mere tempo i hverken klimaindsats eller sikring af en mere fair byrdefordeling nationalt som internationalt.

Stærk økonomi

Det tager åbenbart længere tid at træffe beslutninger i flertalsregeringen, end det tog for S-mindretalsregeringen i forhandling med skiftende forligskredse i Folketinget.

Nødvendigheden af de upopulære såkaldte arbejdsudbudsreformer kan også anfægtes, fordi dansk økonomi forekommer ekstremt stærk, efter at Finansministeriet for få uger siden med et brag opjusterede »holdbarheden« med 16 milliarder kroner. Det har udløst mange forskellige ønsker om, hvad vi skal bruge alle disse penge til.

Nu skal man nok gemme en lille reserve til senere opståede behov. Men Venstre-ministre og andre borgerlige politikere er straks begyndt at kræve nye skattelettelser oven i dem, der allerede er aftalt i regeringsgrundlaget – og hvor de største gevinster går til folk som denne klummeskriver, der allerede er begunstiget af serier af skattelettelser i toppen fra alle foregående regeringer siden 2000erne.

Erhvervenes interesseorganisationer har også kastet sig ind i debatten om råderummet med krav om lavere selskabsskat mv. For – som det siges – borgere og virksomheder har krav på at få »deres« penge tilbage, når der er overskud i statskassen, og det vil fremme arbejds- og investeringslyst.

Borgerlige, der er besat af at få skattelettelser, påstår altid, at socialdemokrater er besat af at øge de offentlige udgifter, som man må forstå kun hæmmer arbejdsudbud og risikovilje. Det er noget sludder. Danskernes og vort erhvervslivs velstand skyldes i høj grad kloge offentlige investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhed.

Derfor har dansk erhvervsliv trods højt skattetryk en helt enestående stærk international konkurrencekraft. Det måles allerbedst i et overskud på betalingsbalancen på 400 milliarder kroner.

Det er ikke et argument for at nedsætte selskabsskatten med et milliardbeløb, der især kommer finansverdenen og de i forvejen mest konkurrencekraftige megavirksomheder til gode. Og det er heller ikke et argument for at øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten.

Bæredygtig tilværelse for kommende generationer

Det vil være langt klogere at bruge penge fra det øgede råderum på at forbedre kommende generationers chance for at få en bæredygtig tilværelse – og på projekter, der her og nu hjælper de mest svage og sårbare, der trods de gode tider har vanskeligt ved at komme ind og holde fast på arbejdsmarkedet.

Lad mig i flæng nævne en række påtrængende indsatser: Bedre kvalitet hele vejen igennem uddannelsessystemet. Et særligt massivt løft af kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Mere støtte til selvvalgt efteruddannelse. Endnu stærkere forskningssamarbejde mellem stat og erhvervsliv om klimaløsninger og anvendelse af de nye teknologier. Støtte til massiv investering i infrastruktur for vedvarende energi og brint, der kan bane vej helt nye grene af dansk erhvervsliv.

Dertil kommer et presserende behov for investering i bedre arbejdsvilkår og lønninger i de vitale dele af den offentlige service, der kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Desuden aktiv hvervning af kvalificerede medarbejdere fra andre lande og langt hurtigere anerkendelse af deres faglige kompetencer samt at lære dem dansk.

Endelig – hvis det bedre skal betale sig for de lavere lønnede at få arbejde, så er nedsættelse af deres brugerbetaling til børnepasning et langt bedre middel end skattelettelse.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og fhv. formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske torsdag d. 29. juni 2023

Mere fra min hånd om samfundsøkonomien

Udgivet den

Jeg håber at blive positivt overrasket af et nyt regeringsprogram

Det bekymrer mig, at både tidligere og nuværende Venstre-folk fantasiløst ser skattelettelser som svaret på alt. Vi er nogen, der – efter at denne politik er praktiseret gennem alt for mange år – ser en unødvendig forbrugsudvidelse til dem, der i forvejen har mest. Mere i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Opgør med skøre regler?

Man er blevet en smule rastløs af at vente på den nye regering. Og jeg har stadig en indestængt vrede over De Radikales mærkværdigt inkonsekvente kurs, der udløste valg i utide: Næsten 60 lovforslag til udmøntning af aftaler i det gamle folketing, der endnu ikke nåede at blive vedtaget. Blandt andet fortsat børnetilskud til de fattigste.

Meget i de aktuelle regeringsforhandlinger havde været nemmere, hvis det gamle folketing havde gjort sit arbejde færdigt. Det eneste helt sikre er, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister. Det er jeg under alle omstændigheder glad for.

De store udfordringer med klimakatastrofe, krig og velfærdskrise taler for en regering, der sikrer hjemlig politisk stabilitet i de kommende fire år. Vejen er ikke nødvendigvis indbyrdes fastlåst flertalsregering. Det var et godt mønster af vekslende samarbejde til begge sider, der udfoldede sig efter valget i 2019.

Der er mange modstridende hensyn, der skal afvejes i regerings- og forligsforhandlinger. Som tilskuer mangler man mellemregninger, som kun dem, der sidder i forhandlingerne, har overblik over. Men det er ikke overklogt at fastslå, at et regeringssamarbejde kræver indbyrdes hensyn og tillid. Det må ikke blive kapløb om at sætte flest mulige stinkere ind, så det kan blive en fiasko for samarbejdspartneren. Det var grundskavanken, da Thorning-regeringen blev dannet. Derfor blev den ikke til glæde for nogen af de deltagende partier.

Fra 58 år som politisk aktiv og én, der en hel del af tiden var med til at sætte kursen, er det min faste overbevisning, at ulighed og uretfærdighed ikke skaber et mere konkurrencedygtigt samfund. Social stabilitet og retfærdighed giver alle bedre mulighed for at udfolde deres talenter. Det forklarer den danske models historiske succes med høj beskæftigelse og et stærkt erhvervsliv.

Derfor bekymrer det mig, at både tidligere og nuværende Venstre-folk fantasiløst ser skattelettelser som svaret på alt. Vi er nogen der – efter at denne politik er praktiseret gennem alt for mange år – ser en unødvendig forbrugsudvidelse til dem, der i forvejen har mest. Og en politik, der suger penge ud af statskassen, der kunne anvendes mere sympatisk og nyttigt til at gøre mere for dem, der i forvejen havde mindst og nu ovenikøbet rammes hårdest af inflation og energikrise.

Desværre kan man frygte, at partierne – på grund af en forældet budgetlov og forsimplede, ofte vildledende regneregler i Finansministeriet – kommer til at bremse samfundets investeringer i grøn omstilling og bedre velfærd, selvom statens finanser er overvældende sunde.

Dansk erhvervsliv har brug for maksimal tilskyndelse til at blive bæredygtigt, men den bedste vej er ikke skattelettelser. Det er derimod fremrykket grøn omstilling, som stiller krav til virksomhederne og deres medarbejdere og støtter dem gennem fælles forskning og udvikling mellem stat og erhvervsliv.

Trods enestående høj beskæftigelse mangler vi arbejdskraft, hvis vi vil blive ved at udvide vores økonomiske råderum. En stor del kan vi løse ved at invitere mennesker ind udefra på vilkår, der sikrer mod social dumping og undergravning af danske overenskomster. En anden del af løsningen er storstilet satsning på, at flere af de unge og ældre får de faglige kvalifikationer, som en storstilet grøn omstilling forudsætter.

Det er yderst ansvarligt at stifte gæld for at sikre forskning, udvikling og faglig opkvalificering – det forrenter sig bedre end næsten alt andet ved at sikre, at der også i fremtiden er høj beskæftigelse og stor konkurrencekraft i Danmark.

Vi er nødt til at opretholde en stram indvandringspolitik for at være sikre på, at dem, der kommer her, kan integreres, og social stabilitet opretholdes. Men mange røster taler heldigvis nu for, at der sker ændring og opblødning med de mest ’skøre regler’, der blev fælles gods i Dansk Folkepartis storhedstid. Det gælder benspænd for at få danske statsborgeres udenlandske ægtefæller hertil. Det gælder udsendelse af velintegrerede mennesker, der har været her i årevis, til Assad eller Taleban eller til deres bedsteforældres hjemland, som de aldrig har besøgt. Ofte splittes familier ved disse udvisninger.

Der burde også fjernes forhindringer for, at mennesker, der for længst har fået varigt ophold – og som er mindst lige arbejdsomme og lovlydelige som flertallet af os – kan få statsborgerskab og dermed stemmeret til Folketinget. Vi har lige nu strengere regler for statsborgerskab end de fleste andre europæiske lande.

Jeg håber at blive positivt overrasket, når den nye regerings program udfolder sig.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 13. december 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget 2022

Udgivet den

Papes politik er hverken sympatisk eller realistisk

Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsens plan er en voldsom udhuling af velfærdssamfundet. Den er båret af fantasifulde forestillinger om de gavnlige virkninger af store nye skattelettelser for rige mennesker og virksomheder, der betales med velfærdsforringelser for de dårligst stillede. Læs min seneste kommentar i Berlingske her – eller nedenfor:

Høj levefod, konkurrencekraft og skat

Danskernes levefod og danske virksomheders konkurrencekraft er sammenlignet med resten af verden enestående høj – trods høje skatter. Der er, fordi vi for vore skatter får gratis uddannelse, sundhedspleje og ældreomsorg, billige dagpasningstilbud og anstændige ydelser til dem, der ikke kan være i arbejde.

Men uligheden er voksende. De voldsomme prisstigninger på fødevarer, energi med videre som følge af krigen i Ukraine rammer især de dårligst stillede uforholdsmæssigt hårdt. Al opmærksomhed bør – som foreslået af regeringen – rettes mod at hjælpe dem, der rammes hårdest.

Velfærd eller lavere skatter?

Det antydes ofte, at det er lidt ligegyldigt, hvem man stemmer på, fordi 90 procent af al lovgivning vedtages af brede flertal. Men dermed overses, at det er ret få stykker lovgivning, der definerer de store forskelle i forståelse af, hvordan vi skaber værdier, og hvordan vi fordeler dem: Om det er bedst med velfærd eller lavere skatter.

Regeringsmagten, også i en mindretalsregering, giver langt de største chancer for at sætte en dagsorden og realisere meget af sin egen politik. Med et rent borgerligt flertal kan en statsminister komme langt i sin egen retning.

Pape vil et skævere Danmark med billigere is og kaffe

Pape virker flink, er populær og vil forståeligt nok gerne være statsminister. Det vil imidlertid chokere mange, at hans netop fremlagte program er en rystende skæv bunke af nedskæringer i bunden og lettelser i toppen. Det er i dansk politisk sammenhæng et ekstremistisk program. Slægtskabet med Ronald Reagan og Margaret Thatcher er langt stærkere end med den balance, Poul Schlüter og Palle Simonsen fandt som danske konservative stats- og finansministre i 1980erne.

Papes plan er en voldsom udhuling af velfærdssamfundet. Den er båret af fantasifulde forestillinger om de gavnlige virkninger af store nye skattelettelser for rige mennesker og virksomheder, der betales med velfærdsforringelser: Topskatten og arveafgiften skal afskaffes, aktieavancebeskatningen lettes og beskæftigelsesfradraget forøges for højere indkomster. Desuden vil de nedsætte boligskatterne i strid med det brede forlig om disse, de tilbyder lavere bilafgifter, lavere selskabsskat … og endda billigere kaffe og is!

Regningen går til de ringest stillede

Festen skal blandt andet betales med udhuling af dagpenge, kontanthjælp og SU, afskaffelse af Arne-pension og efterløn og lavere skattefradrag for fagforening. Bundlinjen er, ifølge beregninger fra CEPOS, at en familie på fire på kontanthjælp mister 16.000 kroner og en direktørfamilie på fire tjener 84.000 kroner. Det viser endda kun noget af skævheden.

Det største bidrag til at lette skatten findes ved såkaldte produktivitetsforbedringer. Det betyder, at der samlet set bliver markant færre midler til den enkelte, der har brug for offentlige ydelser – syge, børn i skole eller dagpasning, ældre i omsorg, arbejdsløse og førtidspensionister. Der er forsøgt høstet produktivitetsgevinster i mange årtier, og ofte er den offentlige sektor blevet bedre organiseret, også understøttet af ny teknologi. Men nogle gange blev det kun til vilkårlige og katastrofale personalenedskæringer, som for eksempel da man smadrede vores skatteadministration.

Produktivitetshøsten har aldrig frigjort de midler til skattelettelser, som Pape foreslår. For der kommer hele tiden flere ældre, bedre og dyrere behandlingsmetoder for de syge, flere der skal have uddannelse og så videre. Vi oplever hos mange ansatte i sundhed, ældreomsorg, børnepasning og forvaltning mere pres og stress i arbejdet. Krav om at få løst endnu flere opgaver bedre inden for strammere økonomiske rammer vil forstærke de allerede store rekrutteringsproblemer til sygepleje, hjemmehjælp med videre.

Usympatisk og urealistisk

Pape vil simpelt hen ikke erkende, at det er langt vanskeligere at opnå mere produktivitet, når det handler om mennesker, der skal tage sig af andre mennesker, end når it, maskiner og robotter kan afløse mennesker i private erhverv.

Mange betaler deres skat med glæde – og en del betaler endda gerne lidt mere, hvis de kan være sikre på at få bedre velfærd og hurtigere klimaløsninger. De fleste forstår også, at den uundgåelige oprustning som svar på Ruslands aggression koster penge og ikke giver rum til skattelettelser.

Et samfunds konkurrencekraft og sammenhængskraft er to sider af samme sag. Fordi »få har for meget og færre for lidt«, er beskæftigelsen højere, økonomien bedre og demokratiet stærkere hos os end for eksempel i USA og Storbritannien. Men også i Danmark er uligheden som allerede nævnt vokset dramatisk på det seneste. Netop derfor er det rystende at Pape i 2022 går til valg på at grave forskellene endnu meget dybere. Det er ikke sympatisk og ikke realistisk.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 23. august 2022

Foto: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om skat, ulighed og konkurrencekraft