Er vi kommet til det amerikanske demokratis skæbnestund?

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen i USA kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal – det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Folkeflertallets stemmer tæller mindst

Et stort flertal af amerikanere ønsker fri abortvåbenkontrolklimaindsats og et solidarisk sundhedssystem for alle.

Alligevel er den fri abort under angreb. Trods skolemassakrer og andre massemord, forhindrer våbenlobbyens venner, at der indføres effektive begrænsninger i adgangen til private skydevåben. Kullobbyen med den kun af navn demokratiske senator Joe Manchin i spidsen blokerer sammen med republikanerne effektive lovinitiativer for klimaet. Sundhedsindustrien og konservative kræfter sætter fremskridtene fra Obamas tid under vedvarende angreb.

Joe Biden er i overensstemmelse med folkeflertallet, og der var stor lettelse både hjemme og ude, da han blev valgt. Men han taber dramatisk i popularitet, fordi han ikke kan få flertal for sin politik. Frustrationerne kan føre til, at en i forvejen lav valgdeltagelse bliver endnu lavere ved næste valg, fordi seneste stemmeafgivning ikke gjorde nogen mærkbar forskel.

Magtfulde medier med Fox News i spidsen sviner systematisk Biden til og holder Trump-bølgen ved lige.

Trump forsøgte forfatningsstridigt at beholde magten til trods for valgnederlaget i 2020, men alligevel for dette, er der stadig meget stor risiko for, at Trump i 2024 vender tilbage på præsidentposten – med endnu stærkere autoritære træk og en politisk kurs, som et flertal af amerikanere er indædte modstandere imod.

Dét kan nemlig ske, selvom der fortsat er millionstort demokratisk stemmeflertal: En lang række mekanismer i det amerikanske valgsystem virker stadigt stærkere i retning af, at mindretallet af vælgere sætter sig på majoriteten i alle magtens korridorer. Det er især de farvede, de yngre, kvinderne og progressive borgere i kyststaterne mod øst og vest, der ender med at være dramatisk underrepræsenteret, mens politikere, der er finansieret af de superrige personer og virksomheder, er voldsomt overrepræsenteret.

Årsagerne findes hele vejen ned gennem systemet fra præsidentvalg, valg til de lovgivende forsamlinger både i Unionen og i enkeltstaterne og hos det ultrakonservatives flertal i den politisk udpegede amerikanske højesteret:

Det mærkværdige valgmandssystem betyder, at Biden kan blive den sidste demokratiske præsident, der blev valgt, uanset at demokraterne også i fremtiden i nationen som helhed får langt flest stemmer. Trods de syv millioner stemmers overvægt til Biden i 2020, ville Trump været blevet den lovligt valgte præsident, hvis bare 40.000 vælgere i tre stater havde stemt anderledes. Logisk ret uforståeligt!

Knægte folkeflertallets vilje

Til Senatet vælges to senatorer fra hver stat. Det betyder, at flertallet af senatorer vælges af den tredjedel af befolkningen, der bor i tyndt befolkede og overvejende konservative stater.

Der skal for eksempel 40 gange så mange stemmer til at få en demokratisk senator fra Californien valgt, som til få en republikansk senator fra Wyoming valgt. De overvejende farvede og demokratiske vælgere i Washington DC og Puerto Rico har slet ikke stemmeret til Senatet, fordi deres bopæl ikke er i en af de 50 anerkendte delstater.

Til Repræsentanternes Hus vælges lovgiverne i forhold til staternes folketal, men valgkredsinddelingen er ofte manipuleret, så vælgerflertal bliver et mindretal af repræsentanter. Det samme gælder valgene til de lovgivende forsamlinger i enkeltstaterne. Desuden er republikanerne voldsomt i gang med at opstille praktiske forhindringer for at stemme. Det går reelt ud på at mindske valgdeltagelsen blandt demokratiske vælgere, der er farvede og/eller fattige. Endelig er der mellem staterne uens praksis for, hvem der helt kan berøves stemmeret på grund af tidligere domme – noget der selvfølgelig også især rammer de farvede.

Den reaktionære Højesteret, som Trump fik skabt, har desuden en uhyre aktiv rolle i at knægte folkeflertallets vilje. Det ses mest aktuelt i abortsagen, hvor kvindernes frie ret til de seneste 50 år at bestemme over deres krop angribes. Men det gør sig blandt andet også stærkt gældende ved, at Højesteret ikke aktivt går op imod den lokale lovgivning, der manipulerer et flertal af vælgere til et mindretal af lovgivere.

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal.

Der er brug for en hidtil uset folkelig mobilisering for at revitalisere demokratiet. Ellers kan det ende med et mere autoritært styre og en borgerkrigslignende tilstand, der fjerner USAs kapacitet og legitimitet som leder af den demokratiske verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 14. juni 2022

Mere fra min hånd om demokratiet i USA

Pandemi og krig øger uligheden og kan true demokratiet

Vestens politiske elite må gøre op med den eksplosivt stigende ulighed i velstand og magt, fordi det styrker populisterne og undergraver demokratiet. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Superrige hamstrer verdens velstand

Store dele af verden kom ikke ud af covid-pandemiens svøbe, før al vores opmærksomhed samledes sig om krigen i Ukraine.

Pandemi og krig betyder mere fattigdom og ulighed. Derfor er der ingen fremdrift i FN’s verdensmål nr. 1 om udryddelse af fattigdom og nr. 10 om mindre ulighed. Tværtimod.

Vi havde indtil pandemien vedvarende reduktion af antallet af ekstremt fattige i verden. Men det foregik paradoksalt nok samtidig med, at et lille antal superrige med raketfart fortsatte med at hamstre en voksende del af klodens velstand. Uligheden voksede uafbrudt år for år gennem fire årtier.

Lige nu er det er ikke kun de forfærdende ødelæggelser i Ukraine, der skaber mange flere fattige. Det er også de voldsomme prisstigninger på energi og fødevarer, der er afledte konsekvenser af krigen. Det truer med at udløse en sultkatastrofe for millioner verden over, der i forvejen lever i dybeste fattigdom.

Vi må håbe, at FN kan få lov at formidle, at de store fødevarelagre, der venter på at blive eksporteret fra Ukraine og Rusland, uanset krigen kan komme ud til resten af verden og mildne situationen.

Magtfulde meningsmøller

Men intet kan forhindre, at inflationen æder af folks velstand, og at staternes budgetter forværres, også i de rige lande. Men trods de mange ekstra regninger på hjemmefronten er der akut brug for massiv forøgelse af den rige verdens bidrag til FN-systemets indsats for at udbrede vaccinationer og begrænse sult.

Mens flere hundrede millioner mennesker er faldet tilbage i ekstrem fattigdom og skal leve for under et par dollar om dagen, har enkelte multimilliardærer under pandemi og krig lagt utrolige summer oven i deres formueværdi. Selv en beskeden ekstra skat på de få superrige kunne i princippet bremse den ny vækst i ekstrem fattigdom i verden. Det kunne samtidig begrænse, hvor mange penge de kan bruge på at twiste magt og meningsdannelse.

Teslas Elon Musk er et stjerneeksempel på en superrig, der betaler for lidt i skat. Nu er han i færd med at købe Twitter og gøre denne tjeneste endnu mere målrettet som meningsmølle, hvor Trump igen skal boltre sig. De superrige sidder i forvejen på en utrolig stor del af meningsdannelsen. Tænk bare på Rupert Murdoch med Fox News i USA og den britiske boulevardpresse, der bidrog afgørende hhv. til valget af Trump og flertallet for Brexit. I øvrigt blev denne indsats suppleret effektivt af mange milliarder fra den russiske diktators enorme indtægter fra eksport af olie og gas, der blev investeret i misinformation på de sociale medier og direkte støtte til ultranationalistiske og udemokratiske kræfter i Vesten.

Populisterne truer demokratiet

Hvis den gamle politiske elite i Vesten ikke evner at tage et opgør med den eksplosivt stigende ulighed i velstand og magt – men i den nuværende krisesituation har mere fokus på at undgå statslig gæld end social armod – så vil det styrke populisterne og yderligere forværre truslen mod demokratiet. Det kan føre til, at flere og flere lande får autoritært sindede herskere, der ikke er til sinds at acceptere nyvalg, som de ikke selv kan manipulere resultatet af. Det er sket i EU-landet Ungarn. Det kan ske i USA, hvis Trump kommer tilbage. Vi har lige set Filippinerne vælge den gamle diktators søn til præsident, fordi han har taget magten over medierne for de penge, hans forældre i sin tid røvede fra befolkningen.

I Danmark er demokratiet ikke i fare, og samfundsøkonomien er i særlig god stand. Men også hos os er det menneskene med laveste indkomster, der rammes hårdest af bølgen af prisstigninger på de mest nødvendige varer som følge af krigen.

De Radikale og andre borgerlige taler om ’ansvarlighed’, når de kun vil lade regeringen udbetale inflationskompensation til pensionister med lav indkomst, hvis beløbet kan findes ved at nedskære andre offentlige udgifter. Problemet her er, at besparelser i det offentlige typisk rammer hårdere i bunden end i toppen.

I mine øjne er det lige nu mere uansvarligt at lade ulighederne vokse end at lade gælden vokse.

Hvis man vil finde finansiering af socialt velbegrundede lettelser i bunden, så er vejen at omfordele skattebyrden, for eksempel ved højere topskatteprocent, større skat af store kapitalafkast, store arveparter og meget store formuer. Klimamæssigt er højere skat fra velhavere, både nationalt og globalt, uhyre velbegrundet, fordi de har langt større CO2-aftryk end gennemsnittet. Det er i øvrigt langt bedre dokumenteret end regnemodellernes antagelse om, at de velhavendes arbejdsudbud går ned, hvis man sætter deres skat op.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 17. maj 2022

Mere fra min hånd om ulighed

Det kunne være flot, hvis de nordiske lande i fælleskab ville foreslå en særskat på de rigeste for at hjælpe verdens fattige

Ukrainske flygtningen på vej ind i Polen

Udfordringerne vil i det lange perspektiv kun blive flere, hvis vi ikke overbeviser Den Tredje Verden om vilje til at vise meget større reel solidaritet med nødlidende mennesker på hele kloden. Vi har en voldsomt stor langsigtet egeninteresse i at vise, at vi forstår, at der er mere end den ene udfordring, som handler om at afbøde og afværge Putins aggression. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske læs den her – eller nedenfor:

Global solidaritet er langsigtet egeninteresse

Det er desværre ikke helt udelukket, at Putins gamle veninde Marine Le Pen vælges til fransk præsident på søndag d. 24. april. Det er en uudholdelig trussel mod Europas nyvundne sammenhold.

Roden til usikkerheden er, at samfundets mindre privilegerede ikke føler sig hørt af præsident Macron. Der er en massiv og forståelig utålmodighed med den stadigt voksende ulighed og de eksploderende priser på energi og fødevarer.

Mistro og utålmodighed med magthaverne er ikke kun Macrons problem. Det franske eksempel er et manende memento til alle sande demokrater i Vesten om at forhindre, at regningen for grøn omstilling, flygtningeindsats og forsvarsberedskab sendes til dem, der knokler mest og tjener mindst. Når magthaverne lader social uretfærdighed udvikle sig, styrkes de ekstremister og populister, der nu om dage samles på den yderste højrefløj.

Efter Anden Verdenskrig forstod alle, også borgerlige partier og erhvervsledere, at de velhavende måtte betale den største del af regningen for at opbygge et velfærdssamfund, der kunne standse kommunistisk fremmarch ved valgene. I dag har vi i Vesten brug for samme fælles forståelse, når det handler om slå den nationalistisk-fascistiske højrefløj tilbage, samtidig med at vi inddæmmer og standser Putins aggression.

I nutiden er det imidlertid ikke kun den nationale opinion, der skal vindes. Det er verdensopinionen. Vi har ladet os indhylle i en illusion om, at det meste af verden er med os, fordi 141 lande i FN’s generalforsamling fordømte Putin, mens kun fem lande stemte sammen med ham.

Den Tredje Verden

Men der er en Tredje Verden. Regeringerne i lande, der tilsammen rummer mere end halvdelen af menneskeheden, sidder stadig på hegnet og vil hverken entydigt fordømme Putins aggression eller deltage i sanktionspolitikken. Det er ikke kun Kina, men de største spillere i det globale syd med Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i spidsen.

Hos dem er det en udbredt opfattelse, at vi i Vesten er dobbeltspillere og hyklere: I fortiden har vi ofte accepteret USA’s og tidligere europæiske kolonimagters krige i fremmede verdensdele med krænkelser af Folkeretten og menneskerettighederne. Krigen i Ukraine er for dem endnu et beklageligt stormagtsangreb på et andet land. Men de vil ikke rykke sammen med os, blandt andet fordi de ikke har oplevet, at vi rykkede sammen med dem, når ulykkerne haglede ned over lande og folkeslag uden for Europa.

De ser vores omsorg for ukrainske krigsflygtninge i skarp kontrast til holdningen til flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. De minder os blandt meget andet om, at Vesten ikke standsede folkemordet i Rwanda og i årevis har ladet krigen i Yemen udvikle sig til verdens største humanitære katastrofe; at der aldrig er blevet ydet retfærdighed til Palæstinas folk; og at vi nærmest overhørte deres appel om hjælp til at få vaccineret globalt mod covid.  Desuden oplever de især Vestens sanktionspolitik mod Rusland som noget, der rammer dem med eksplosive prisstigninger på energi og fødevarer, der ligesom covid-pandemien trækker hundredvis af millioner af mennesker tilbage i ekstrem fattigdom og sult.

Nordisk særskat mod ulighed i verden

Vi i Vesten synes, at vi skal klare voldsomt mange udfordringer allerede. Men udfordringerne vil i det lange perspektiv kun blive flere, hvis vi ikke overbeviser Den Tredje Verden om vilje til at vise meget større reel solidaritet med nødlidende mennesker på hele kloden. Vi har en voldsomt stor langsigtet egeninteresse i at vise, at vi forstår, at der er mere end den ene udfordring, som handler om at afbøde og afværge Putins aggression.

Det er flot og solidarisk med en særlov for ukrainske krigsflygtninge, der formentlig vil bringe flere til Danmark end i nogen anden flygtningebølge. Og det kan forklares, at vi ikke kan vise samme solidaritet med resten af verden. Omvendt er det umuligt at forklare, at indsatsen ligefrem skal betales ved at yde mindre til fattige og nødlidende uden for Europa.

Globalt er vi i en meget ekstraordinær situation, og det kalder på et ekstra bidrag fra rige mennesker i rige lande. Det ville være flot, hvis de nordiske lande i fællesskab i EU kunne fremlægge et forslag om en fælles særskat på for eksempel de fem procent mest velhavende i vores verdensdel som bidrag til global vaccinationsindsats og til at afbøde de direkte og indirekte konsekvenser af sanktionerne og krigen i Ukraine for verdens fattige. Så kunne vi igen nærme os verdensmål nr. ét – udryddelse af den ekstreme fattigdom. Og vi kunne overvinde megen mistro til vore hensigter i det globale syd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev udgivet i Berlingske 19. april 2022

Mere fra min hånd om ulighed og om Ukraine

Illustration: Flygtninge fra krigen i Ukraine krydser grænsen til Polen 7. marts 2022. Flygtninge fra andre lande forstår ikke, hvorfor de skal stilles ringere end ukrainerne. En særskat på denne verdens rigeste kan afhjælpe nøden for de fattigste. Foto fra Ukraines Indenrigsministerium via Wikimedia Commons

Mangel på kvalificeret arbejdskraft? Ja, hos de borgerlige partier

De borgerliges alt eller intet-kurs er en politisk dumhed, udløst af Konservatives og Venstres ledere ved at sende de konfrontationsivrige løjtnanter Jarlov og Troels Lund Poulsen afsted som forhandlere. I stedet søger de nu at camouflere dumheden ved spilfægteri med useriøse ‘nye tilbud’. Mere derom i min seneste klumme i Berlingske 9. februar 2022. Læs indlægget her – eller nedenfor:

Sympatiske og effektive skridt til øget udbud af arbejdskraft

Der har længe været arbejdet for en aftale, der kunne levere større udbud af arbejdskraft. De borgerlige partier ville gribe til de kendte virkemidler, som har medløb fra Finansministeriets regnemetoder – skattelettelser eller lavere ydelser.

Disse midler har den meget kedelige konsekvens, at de øger uligheden. Der kan peges på mange andre, mere sympatiske og mindst lige så effektive skridt. Desuden kan regnereglernes visdom anfægtes, og de er i hvert fald slet ikke så virkningsfulde nu, hvor der er flere mennesker i arbejde end nogensinde.

Det er næppe på helt kort sigt muligt at finde tilstrækkeligt med dansk arbejdskraft med de mest efterspurgte, faglige kvalifikationer, næsten uanset hvad der laves af politiske indgreb. Men der kan trækkes folk fra hele EU til et dansk arbejdsmarked, hvor gode lønninger er på vej til at blive endnu bedre. Desuden kan der – præcis som erhvervslivet har ønsket, og regeringen har accepteret – lempes midlertidigt på den såkaldte beløbsgrænse, der bestemmer, hvor høj lønnen skal være for, at man kan rekruttere medarbejdere fra lande uden for EU.

Trods den meget lave ledighed kommer der også stadigvæk overraskende mange flere i arbejde. Som påpeget af blandt andet AE-rådet rasler arbejdsløshedstallene nu lykkeligt nedad for indvandrere og andre, der har været længe på kontanthjælp.

Der synes desuden at være en større gruppe af studerende og andre unge, som ikke har været registreret ledige, men som nu søger at få mere arbejde. Desuden frigøres en større gruppe, som har været ansat til at teste og vaccinere under pandemien.

En del job besættes helt enkelt ved, at arbejdsgiverne tilbyder mere i løn. Det er der råd til i et erhvervsliv, der tjener godt, og et samfund, hvis superhøje konkurrencekraft kan aflæses på et enormt overskud på betalingsbalancen. Bare på lidt længere sigt kan øget efteruddannelse og jobtræning få endnu flere til at leve op til virksomhedernes behov.

Meget af det, der efterspørges politisk, sker således af sig selv eller skal bare have en lille ekstra skub.

Derfor var det et klogt og målrettet forlig, finansministeren for et par uger siden indgik med SF, R, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti. Der var blandt andet et fornuftigt nok mildere indgreb end oprindelig foreslået mod dimittendsatsen kombineret med forhøjelse af dagpengene for andre i de første tre måneder. Desuden fik uddannelsessøgende og pensionister økonomisk gevinst ved at tage flere arbejdstimer. Det skal ikke længere gå ud over økonomien for en pensionist, at ægtefællen arbejder. Hidtil har reglerne ofte ramt ægtefællens udbytte af at arbejde hårdere end nogen topskat.

Regeringen accepterede, som nævnt, også erhvervslivets ønske om at sænke beløbsgrænsen for arbejdskraft uden for EU, men midlertidigt for ikke at lave løntryk over for danske lavtlønnede. Forslaget støttes af forligspartierne – dog ikke DF. Til gengæld skulle man tro, at V, K og LA, som længe har krævet beløbsgrænsen sænket, ikke kunne stemme imod.

V, K, LA og Nye Borgerlige antog åbenbart fejlagtigt, at de her kunne presse regeringen op i en krog og i krig med sine støttepartier til venstre. Men regeringen afviste deres krav om lavere skat for de velhavende; mindre kapitalafkastbeskatning, lavere arveafgift og mindre topskat.

Derfor har vi nu den helt uforståelige situation, hvor de borgerlige partier blokerer for ændringer i det gældende dagpengeforlig forud for næste valg med Rasmus Jarlovs hysteriske begrundelse, at enhver forbedring af de stærkt udhulede dagpenge fører til mere dovenskab hos de ledige. Og de borgerlige vil ikke støtte forligspartiernes forslag om at ændre beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft.

Denne alt eller intet-kurs er en politisk dumhed, som lederne af Konservative og Venstre udløste ved at sende de konfrontationsivrige løjtnanter Jarlov og Troels Lund Poulsen afsted som forhandlere, samtidig med at de gav Nye Borgerlige vetoret mod at lave forlig. Nu søger de at camouflere dumheden ved spilfægteri med useriøse »nye tilbud«.

Dansk Industri, Danske Erhverv og Arbejdsgiverforeningen kunne bruge deres kræfter på at overbevise de borgerlige om, at de ikke skal skyde sig selv og erhvervslivet i foden ved at forhindre regeringens forslag om at sænke beløbsgrænsen. I stedet appellerer de helt utidigt til regeringen om at genoptage forhandlinger med partier, der fornærmet har forladt forhandlingerne og truer med at vil stemme imod egne ideer, fordi de ikke også kunne få lov endnu en gang at forgylde de rigeste skatteydere.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 8. februar 2022

Mere fra min hånd om regnemodeller og øget arbejdskraftudbud

Illustration: Nu søger de borgerlige at camouflere dumheden ved spilfægteri med useriøse ‘nye tilbud’. Foto: Liselotte Sabroe/Berlingske

Sådan kan vi finansiere klimaindsats og mindre ulighed, uden at folk mister penge

Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem – mere om det i denne kommentar i Berlingske 4. november 2021.

Kan også læses nedenfor:

EU’s stabilitetspagt med rigide krav om at nedbringe underskud på statsfinanserne kostede meget på beskæftigelsen efter finanskrisen. Især Sydeuropa blev ramt af alt for stor og langvarig arbejdsløshed, mange veluddannede unge udvandrede, og det sociale sikkerhedsnet blev svækket. Det gav varige skader på den politiske stabilitet.

Stor arbejdsløshed betyder, at for mange skal forsørges, og for få arbejder og betaler skatterne. Derfor er den effektive vej ud af underskud på statsbudgettet at sætte fut i beskæftigelsen.

Som Danmarks finansminister i 1990erne var jeg med til at bevise, at massiv indsats for at nedbringe arbejdsløsheden i løbet af få år giver orden i statens finanser uden at øge skattetrykket. Stabilitetspagt og budgetlove forlænger derimod unødigt krise og arbejdsløshed, uden at det giver hurtig reduktion af gælden. Det er lige så dumt som at sætte vognen foran hesten, hvis man vil have fart på en hestevogn.

Heldigvis har vi under coronaen for en tid fravalgt meget af dette neoliberale vraggods og brugt mange penge på at holde beskæftigelsen oppe. Derfor er de danske statsfinanser i god behold. På europæisk plan er vi også på ny og bedre kurs med EU’s solidariske genopretningspakke, der også har godt fokus på klimaindsats.

Men i princippet skal vi om et par år tilbage til stabilitetspagt og budgetlov med spare- og nedskæringspolitik. Den største risiko ved de tyske regeringsforhandlinger er, at de neoliberale profeter i FDP får finansministerposten og insisterer på budgetstramninger ude og hjemme. Det vil være katastrofalt for mulighederne for at finansiere den nødvendige klimapolitik med CO2-afgifter og social fordelingspolitik, der kan forebygge, at klimaindsatsen udløser større ulighed og folkeligt oprør.

Bryd budgetlænkerne

Interessant nok har Danmark en indlysende mulighed for at bryde budgetlænkerne, selvom budgetloven formelt fastholdes. De Radikale synes at have sanset dette med deres lidt uklare forslag om en klimafond på 75 miliarder kroner ved fremrykket pensionsskat.

I 2012 forbedrede Thorning-regeringen statens finanser med et større milliardbeløb ved en ordning, der gav borgerne præmie for at afregne skatten på kapitalpension i nutiden – og ikke når pengene hæves. Det var en klog ordning, for så vidt at et stort skattebeløb kom tidligere på finansloven. Men det var en uklog ordning, fordi det var helt unødvendigt at gøre den frivillig og give præmie – for man røver intet fra folks udbytte af deres pension ved at afregne skat nu, hvis den fremrykkede skat ikke er højere end slutskatten. Det kan være vanskeligt at forstå, men jeg har faktisk engang, med besvær og de rette formler, overbevist en mistroisk Venstre-ordfører herom.

Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem. Alle prognoser siger, at der er solidt overskud på statens finanser på længere sigt, men at vi har nogle år med et såkaldt hængekøjeproblem foran os i mellemtiden. Det skyldes især, at den udskudte skat af pensionsordninger er væsentligt større i Danmark end i andre EU-lande, fordi vi har en større andel af vores samlede skatteudskrivning som indkomstskat end de fleste andre. Så voldsomt som pensionsskatten udskydes nu, undervurderer man i de næste 10-20 år dansk økonomis reelle soliditet i sammenligningen med andre EU-lande. Ikke at mindske skatteudskydelsen er i virkeligheden økonomisk masochisme.

Hvis vi vælger at fremrykke en del af den udskudte pensionsskat, kan vi godt leve op til en i øvrigt uklog stabilitetspagt og alligevel have finanspolitisk handlefrihed til klima og mere social retfærdighed.

Men hvis vi gør eksperimentet, så skal partierne binde hinanden til aftaler, der forhindrer overbudspolitik, når det gælder anvendelsen af det ekstra råderum i de kommende år.

Vi bruger penge i blinde, hvis vi vil give tilskud til alle mulige projekter i klimaets navn. Klimaløsningen fremmes mest effektivt af markedet selv, hvis der kommer en optrapning af afgift på fossile brændstoffer og klimagasser. Men staten skal støtte forskning og teknologiudvikling i samvirke med erhvervslivet, og vi skal investere i en bæredygtig infrastruktur – ikke mindst i energiforsyningen. Desuden skal vi have råderum til skattelettelser i bunden, der afhjælper, at de laveste indkomster rammes af klimaomstillingen. Den stigende ulighed skal retfærdigvis også bekæmpes ved højere skat på de få superrige, der hidtil ikke har bidraget rimeligt til fællesskabet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og klima

Kommentar: Øget ulighed skal ikke være vejen til flere i arbejde

Det er beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering. Det skrev jeg om i denne kommentar i Berlingske Tidende 15. september 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Opkvalificering – ikke ulighed – er vejen frem

De seneste par årtier er gennemført en serie forringelser af dagpenge og kontanthjælp og leveret asociale skattelettelser til de rigeste for et meget stort milliardbeløb. Fagbevægelsen er undergravetlønspredningen vokset, og den vidt berømmede danske model er efterladt med flere fattige børn og flere superrige.

Regeringen har igen – under skrig og skrål fra borgerligheden – foreslået en moderat stigning i beskatningen af kapitalafkast.

Stigningen burde egentlig være endnu større, fordi netop de superrige høster enorme kursgevinster og beskattes meget lavere heraf end af arbejdsindkomst. Det er en motor for fortsat stigende ulighed. Det er det også, når De Radikale igen går i spidsen for borgerlige fremstød for topskattelettelser. Mærkeligt at deres venstreorienterede vælgerkorps kan leve med det!

Desværre kan de borgerlige ikke slippe vrangforestillingen om, at man kun kan få de rige til at arbejde og investere mere ved at give dem skattelettelser, og at man kun få de fattige til at arbejde ved at nedsætte deres ydelser. Det understøttes desværre også af de regnemodeller, der er udviklet siden Fogh-regeringens tid. Men intet tyder på at de to årtiers asociale reformer har haft den påståede effekt: Der er ikke mange, der arbejder mere, fordi marginalskatten sænkes – og nogle arbejder endda mindre. Der var meget få på kontanthjælp, der faktisk fik arbejde, fordi ydelsen blev skåret ned: Grotesk nok blev det af Lars Løkke udlagt som et fremskridt, at en tiendedel fik arbejde, mens ni tiendedele bare blev endnu fattigere.

Derfor er det beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering.

Socialdemokratiet har altid ment, at der er job, der er så usle i løn og arbejdsvilkår, at vi skal vælge ikke at have dem i Danmark. Vi har vist, at der alligevel kunne sikres fuld beskæftigelse ved at give mennesker med utilstrækkelige forudsætninger et godt tilbud, de ikke kunne afslå, om uddannelse eller jobtræning. Tilbud om bedre sprogkundskaber og anden opkvalificering er naturligvis bedre end »nyttejob«.

Hverken dagpenge eller sociale ydelser er et tag-selv-bord. Der er både rettigheder og pligter. Jeg har været helt enig med regeringen, når den har talt for et forbedret dagpengesystem som vejen til igen at styrke den danske model – og har påpeget, at der er andre og mere sympatiske midler end lavere ydelser til at bringe dem i arbejde, der er unødigt sene eller kræsne i deres jobsøgning,

Derfor er det et stort skridt i den rigtige retning med forslaget om forhøjelse af dagpengene med 5.000 kroner under de første tre måneders ledighed, hvis man været beskæftiget to år inden for en treårs periode.

Jeg forstår godt, at man vil modvirke, at så mange nyuddannede er på dagpenge, men hvorfor kan det ikke modvirkes ved strammere praksis for arbejdsanvisning i stedet for lavere ydelse? Der foreslås en meget stor nedskæring i dimittendsatsen for nyuddannede ledige ikkeforsørgere, og en forkortelse af deres dagpengeperiode til ét år. Måske vil det kun ramme få på pengepungen i den aktuelle højkonjunktur. Men der er ikke altid højkonjunktur, og så kan den dramatiske stramning ramme mange hårdt. Desuden kan forslaget være endnu et bidrag til at undergrave veluddannede unges tilmelding til den solidariske offentlige arbejdsløshedsforsikring.

Dette modsætningsfyldte udspil skal måske opfattes som en slags imødekommenhed over for Venstres formand, der forleden ville skære i dimittendydelsen for at finansiere klimaindsatsen.

Udspillet opfattede jeg imidlertid som et bidrag til en politisk livsfarlig kobling mellem klimaindsats og social nedskæring: Hvis ikke vi formår at skabe en mere retfærdig fordeling efter mange år med stigende ulighed, så risikerer vi at den folkelige opbakning til klimakampen kollapser. Derfor skal ikke konstrueres en modsætning mellem klimaindsats og social velfærd.

Når vi skal finansiere klimaindsats for at være/blive foregangsland, så er det en overskudsgivende investering, der i vores enormt veltunede samfundsøkonomi helt uproblematisk kan finansieres ved at opbløde en idiotisk stram budgetlov.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Skarp og imponerende analyse fra Gordon Brown, der havde magten alt for kort

Gordon Brown beskriver i ny bog med imponerende overblik de globale udfordringer og skitserer de nødvendige svar. Læs min anmeldelse i Information lørdag d. 17. juli – eller nedenfor

Gordon Brown var finansminister i ti år, idémand til mange af Labours velfærdsforbedringer og derefter britisk premierminister i tre år frem til 2010. Han kom for sent til den højeste post, fordi Tony Blair ikke flyttede sig som aftalt. Han måtte trækkes med finanskrisen og tabte valget til den opportunistiske letvægter David Cameron, der med sin elendige dømmekraft fik udløst Brexit-katastrofen.

Det påstås, at Brown tabte magten, fordi han var for »saglig og kedelig« til en nutidig valgkamp. Sikkert er det, at hans indsigt og engagement i, hvordan vi skaber en fredelig og bæredygtig verden, er langt stærkere end hos både hans forgænger og efterfølger.

Nu har han med imponerende overblik sat sig for at beskrive de globale udfordringer og skitsere de nødvendige svar i bogen Seven Ways to Change the World: How to Fix the Most Pressing Problems We Face.

Den centrale pointe er, at vi ikke har en chance uden stærkere internationalt samarbejde.

Opgør med neoliberalismen

I sin bog gør Brown op med den neoliberale politik, der har domineret de seneste 40 år – ledsaget af hæmningsløs individualisme, hvor vinderne tog det hele, uligheden eksploderede, og den sociale kontrakt blev brudt. Nationalisme og populisme vandt frem på grund af frustrationer over ulighed, tabte job, frygt for de fremmede, tab af kulturel identitet og utålmodighed med den politiske elite.

Populisternes falske fortælling er, at der findes en vej til at take back control i en verden, hvor ingen af de eksistentielle udfordringer kan løses af nationalstaten alene. Men medlemslandene har ikke givet tilstrækkelig autoritet og finansiering til FN, Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Vesten har desuden alt for længe tøvet med at give de nye stærke økonomier større medbestemmelse i Verdensbanken og IMF.

Brown tager udgangspunkt i COVID-krisen. Først så vi en ukoordineret opvisning i nationalegoisme og derpå et fantastisk internationalt samarbejde om på rekordtid at udvikle vacciner. Efter Trumps fald kan der måske med USA’s deltagelse komme finansiering til igen at levere en langt stærkere global sundhedsindsats via WHO. I første runde handler det om at få gratis COVID-vaccine til verdens fattige, for ingen er sikre, før alle har fået tilbudt vaccination.

Pandemien efterlader os med endnu større ulighed. Flere hundrede millioner mennesker er kastet tilbage i ekstrem fattigdom. De rige lande må bidrage meget mere til global økonomisk og social genrejsning. Heldigvis ser vi ikke en gentagelse af fejltagelserne efter finanskrisen i 2008, hvor den herskende kurs – i EU anført af Tyskland – var at insistere på at begrænse budgetunderskud og inflation frem for bekæmpelsen af arbejdsløshed og fattigdom. Nu rustes der op til at give de fattige lande muligheder for at låne til nulrente til at forbedre både fysisk og social infrastruktur i en verden, hvor mange af verdens mennesker lever uden socialt sikkerhedsnet og med minimale ressourcer til sundhed og uddannelse.

Brown beklager i sin bog, at han som premierminister efter finanskrisen blev opslugt af storpolitiske forhandlinger og tekniske diskussioner i stedet for at anføre meningsdannelsen i et frontalt angreb på de falske påstande om, at staternes gældsstiftelse var årsag til – ikke resultat af – krisen:

Eneste realistiske vej ud af en dyb krise er at skabe beskæftigelse – og offentlige ydelser og investeringer virker stærkere og mere sikkert end skattelettelser. Heldigvis er dette nu recepten både i USA og EU. For ti år siden sejrede derimod sparepolitikken. Derfor steg beskæftigelsen alt for langsomt, uligheden voksede, og populisterne fik ekstra medløb.

Den globale økonomiske genrejsning skal kombineres med en massiv indsats for at stabilisere klimaet, fordi hver ekstra én grad i temperaturstigning vil udsætte ekstra én milliard mennesker for at blive klimaflygtninge eller døje med utålelig varme. Hvis ikke vi senest i 2050 nulstiller kulindholdet i vores energiforsyning, udløser vi en uoprettelig destabilisering af kloden med uhåndterlige folkevandringer og endnu flere konflikter.

Fossile brændsler betaler langtfra nok for deres katastrofale forurening. De skal afgiftsbelastes, og investeringer i billig vedvarende energi, produktion af flydende grønne brændstoffer, opsamling af CO2, skovbesvarelse og -plantning og så videre skal mangedobles.

7.600 milliarder dollar i skattely

Vi har ikke råd til at lade være med at handle hurtigt. Det koster tusindvis af milliarder, men gevinsten i job og miljø er langt større. Hvis vi skal fastholde folkelig opbakning, kræver det fair omfordeling. Den fattigste halvdel skal ikke betale. Brown gør med rette meget ud af, at finansieringen skal findes ved at standse verdens superriges epidemiske flugt til oversøiske skattely. Han illustrerer skatteflugtens vanvittige omfang ved at gennemgå, hvad der foregår på blandt andet Cayman Island.

Der er formuer på – allermindst – 7.600 milliarder dollar gemt i skattely. Tre fjerdedele tilhører de 0,1 procent rigeste mennesker i verden. De afslørende Panamapapirer med videre har styrket den politiske vilje til at handle. Dertil kommer, at der med udspillet fra den amerikanske præsident, Joe Biden, nu omsider fokuseres på de multinationale giganters systematiske undvigelse af national selskabsskat.

Der er lang vej, men reel mulighed for, at staternes låntagning til at bekæmpe krise og klimaforandring på sigt kan bringes ud af verden – dels ved indtægterne fra øget beskæftigelse, dels ved at de rige mennesker og selskaber omsider kommer til at betale skat. Det kan bryde den onde cirkel af 40 års neoliberal politik, som har reduceret lønnens andel af produktionsresultatet fra 60 til 40 procent og tilsvarende øget profitandelen.

Øgede skatteindtægter er forudsætningen for, at fattige lande kan investere meget mere – ikke mindst i uddannelse. Browns hjertesag er uddannelse, som han virker for som FN’s særlige udsending.

Han påpeger, at vi her er meget langt fra FN’s verdensmål. Der er stadig for mange millioner børn – især piger – der slet ikke kommer i skole. Folkeskolen er ofte ringe, og det er kun et mindretal, der overhovedet får en uddannelse ud over seks-syv år. Det betyder, at vi reelt afskærer halvdelen af verdens børn fra at få et ordentligt job, fordi ny teknologi erstatter det helt ufaglærte arbejde. Kløften mellem dem med og uden uddannelse truer med at fastlåse os i en afgrund af ulighed. Uden massiv investering i efteruddannelse presses også ufaglærte i de rige lande ned og ud af teknologiudvikling og oversøisk produktion.

I Afrika og verdens konfliktzoner fastholdes den dybeste fattigdom på kloden. Det harmer Brown – som det harmede mig at opleve som formand for FN’s Generalforsamling – at offerviljen i den rige verden er så ringe, at man end ikke finansierer anstændige levevilkår med både mad, sundhed og skole til de næsten hundrede millioner flygtninge og internt fordrevne, som er ofre for hjemlandets borgerkrig, undertrykkelse og sult.

Der er ikke plads i denne anmeldelse til at gå i dybden med andre centrale brikker i Browns skarpe analyse. Han har gode forslag til at begrænse spredningen af atomvåben og de store landes fornyede atomoprustning med deraf følgende stigende risiko for utilsigtet anvendelse. Det er ikke naive forslag, men forslag der tager tråden op fra Reagan og Gorbatjov i 1980’erne.

Brown giver en nøgtern anbefaling til Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Kina bliver den største økonomi, og vi har et interessefællesskab i at opretholde gensidig handel og investering.

Holdningen til menneskerettigheder er et alvorligt udestående, men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring, men der er grund til at tro, at de gerne vil medvirke til en mere regelbundet verdensorden, hvis de får rimelig indflydelse. Styret forsvinder ikke og starter næppe krige, fordi fortsat hastig fremgang i velstand og velfærd er garantien for dets stærke folkelige opbakning.

Brown slutter beretningen med at tale om ledere, der i samspil med et aktivt civilsamfund skal bringe folk med på den rigtige fortælling. Han citerer Noam Chomsky: »Hvis du antager, at der ikke er håb, så ER der ikke håb.«

Vi skal forstærke håbet, handle beslutsomt, sammen over grænserne, NU.

Anmeldelsen var trykt i Information 17. juli 2021

Jeg forhandlede formueskatten væk i 1995. Vi bør overveje at genindføre den

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. Læs min klumme i Berlingske Tidende 10. april 2021.

Ramler du hovedet mod en mur, kan du også læse den nedenfor:

Formueskat for klimaet

En flok meget rige humanister med den danske forretningsmand Djaffar Shalchi i spidsen har startet »Millionaires for Humanity« – en kampagne for at få lov at betale formueskat, der kan bidrage til at realisere FNs verdensmål om bæredygtighed, klimahandling, mindre ulighed og større social tryghed. En fornem indsats, som jeg har største respekt for og af al kraft vil støtte.

Den borgerlige tænketank Cepos har ofte brug meget stærkt forvredne fortællinger – også om Nyrup-regeringens gerninger i 1990erne – for at understøtte den mangeårige kampagne for større ulighed og ringere social tryghed. Sandheden om 1990erne er, at vi samlet set løftede beskæftigelsen dramatisk, styrkede velfærden og undgik stigende ulighed. Men »vennerne« i Cepos vil sige, at jeg som finansminister afskaffede formueskatten og nu slingrer mærkeligt rundt og vil have den genindført.

Det er korrekt, at jeg forhandlede formueskatten væk i efteråret 1995. Det var bestemt ikke mit ønske, men en pris til de Konservative for et i øvrigt solidt S-præget finanslovforlig. Ved at holde Venstre udenfor undgik vi krav om langt større sociale urimeligheder.

Ideelt set har jeg altid ment, at den progressive indkomstskat bør suppleres med en formueskat for en meget lille gruppe borgere med meget store formuer: De største formuer er meget ofte skabt af arbejds- og skattefri formuegevinster og skattefordele ved gode afskrivningsregler mv. Meget er arvet eller skyldes frugten af store virksomheders monopollignende markedsposition. Det er altså meget langt fra, at al stor rigdom er resultatet af beskattet indkomst, der er tjent ved hårdt arbejde og møjsommeligt krone for krone er sparet op.

I den politiske kamp kan storkapitalens repræsentanter altid true med at udvandre og flytte virksomheder til udlandet, hvis dens privilegier anfægtes. Det er ikke en specielt realistisk trussel, fordi Danmark leverer veluddannede og produktive medarbejdere, god infrastruktur og offentlig service, der bidrager til høj konkurrencekraft i virksomhederne. Men alligevel en pression, der har påvirket politikerne, specielt i tider med dårlig beskæftigelse.

Mere bæredygtighed, mindre grådighed

Det var dårlige tider, da jeg blev skatteminister i 1981. Derfor arvede jeg en netop indgået forligsaftale med de borgerlige midterpartier, som betød en (yderligere) lempelse i formueskatten: Formueskatten, der forsvandt for 25 år siden, var gentagne gange i årene forud blevet udhulet af vidtgående rabatregler for opgørelsen af visse formuer. Og den blev holdt nede af et loft over, hvor høj en procent den samlede indkomst- og formueskat kunne udgøre af en persons skattepligtige indkomst.

Det betød, at velhavere med meget store fradrag og skattefri formuegevinster kun mærkede en svag antydning af formueskatten. Derfor var det tåleligt at leve med dens bortfald som del af en politisk handel: Jeg kunne se, at det efterhånden kun var meget samfundsbevidste rigmænd og formueejere med dårlige skatterådgivere, der faktisk betalte noget videre i formueskat. De fleste havde alt for gode udveje til at undvige.

I 1990erne var det desuden en udbredt opfattelse, at der kun var ganske få superrige i Danmark, og at selv en reformeret formueskat kun ville give et beskedent bidrag til at lette andre skatter eller betale for mere velfærd. De borgerlige kaldte den symbolsk »misundelsesskat« der ramte foretagsomme mennesker urimeligt.

Sådan ser det bestemt ikke ud efter to årtier, hvor de superrige har mangedoblet deres formuer: Årsagen er især, at det har været overladt til centralbankerne i Vesten at holde beskæftigelsen oppe med voldsom pengeudpumpning og nulrente. Det har ikke løftet investeringerne i produktionslivet tilstrækkeligt, men det har udløst en hysterisk optur i kurserne på aktier og priserne på fast ejendom – netop de områder, hvor de superrige i forvejen har ejet langt de største lodsedler.

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan derfor i dag give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. En skat på én pct. af formuer udover 7,5 mio. kroner kunne forbedre statens finanser med beløb, der i reel købekraft er mindst en snes gange større end dén skat, der blev afskaffet for 25 år siden (endnu mere, hvis man fulgte den franske økonom Pikettys forslag om en fælles europæisk formueskat, hvor satsen er to pct. af formuer ud over 37,5 mio. kr).

Derfor er Djaffars millionærkampagne så vigtigt et initiativ til at vise vejen til mere bæredygtighed og mindre grådighed.

Mogens Lykketoft er tidl. minister for og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og Verdensmålene