Corona-oraklerne er ikke højreradikale superegoister som Trump og Aamund

Kommentar i Berlingske Tidende 29. april 2020

Specielt de borgerlige politikere, der er utålmodige med at få endnu flere sendt tilbage i arbejde og uddannelse, skal tænke over, hvor forsigtige de er i de lande, der allerede har set døden høste vildt blandt deres borgere – og hvor meget de frygter en genopblussen af smitte med en styrke, som sundhedsvæsnet ikke kan magte.

Læs hele indlægget i Berlingske her

Hvis du ramler ind i betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor

Vi  havde ikke forudset pandemien og dens drastiske indgreb i vores liv.  

Sundhedseksperter i WHO og verden over har ellers længe advaret om risikoen. Advarslerne tog for alvor fart efter epidemier som sars i 2003 og ebola i 2014-2016. 

Men eksperterne talte for det meste for døve øren. Selv i de rigeste lande i Europa og Nordamerika forsømte man at opbygge et beredskab. Vi registrerede, at WHO med held stod i spidsen for at inddæmme de andre ny epidemier, så de ikke kom til vore kyster, men ’kun’ slog folk ihjel lokalt i Asien og Afrika. 

Kinas naboer på Taiwan, i Singapore og Sydkorea, der blev strejfet af sars i 2003, havde som de eneste taget ved lære og reagerede prompte på covid-19 med tests og isolering af de smittede. 

Bill Gates advarede for nogle år siden om, at risikoen for en pandemi var en langt mere overhængende risiko end atomkrig – fordi vi havde langt mindre opmærksomhed på at forebygge pandemien end atomkrigen. 

Gates er mere velhavende end næsten alle andre mennesker. Han har stor indsigt, også i sundhed. Han har i en årrække gennem sin fond brugt et halvt hundrede milliarder dollars på at forbedre den globale sundhedstilstand – bl.a. ved støtte til  WHO. Efter præsident Trumps vanvittige beslutning om indefryse USA’s bidrag til WHO står Gates som større bidragyder til WHO end noget medlemsland, mens en stribe af hans superrige artsfæller investerer i at opretholde deres egen urimelige formue og magt ved at finansiere de kampagner og medier, der har fået katastrofen Trump til magten.

Trumps anklager mod WHO for at være for Kina-venlig har helt sikkert et publikum. Men hans indefrysning af bidrag til WHO midt under den hidtil alvorligste pandemi er en dybt skadelig og usaglig beslutning, truffet i hans evindelige jagt på syndebukke, der kan lægge slør over hans egne monumentale fejltagelser.

Heldigvis bakker resten af verden op om WHO i forståelse for nødvendigheden af global koordinering af indsatsen for hurtigt at finde vaccinen mod covid-19, og for at hjælpe verdens fattige lande med at bekæmpe ulykkerne.

Det er vigtigt at erindre om, at WHO siden grundlæggelsen i 1948 har leveret afgørende bidrag til, at vi som mennesker i gennemsnit lever mere end 20 år længere end dengang. Organisationen har anført den globale indsats mod de mest udbredte smitsomme sygdomme, der før tog livet af talløse millioner af både børn og voksne.

WHO kan ikke bestemme over medlemslandene og beordre dem til at levere hurtige og fyldestgørende oplysninger. Derfor kan man ikke laste WHO for, at Kina svigtede i nogle første uger med sit hemmelighedskræmmeri om covid-19’s smitsomhed med det sørgelige resultat, at sygdommen spredte sig ud i verden, før kineserne ved uset drastiske metoder til internering af millioner af mennesker standsede videre smittespredning. WHO sendte advarsler ud om covid-19’s farlighed i takt med, at man fik de rette oplysninger om sygdommen. Det tog imidlertid et par uhyre kostbare ekstra måneder, før resten af verden for alvor forstod, at smitten allerede havde spredt sig med eksplosiv hast ud over hele kloden.

Man må midt i tragedien føle stolthed og glæde over at bo i et land, hvor en handlekraftig statsminister i godt samspil med Folketinget reagerede hurtigt og klogt. Derfor oplever vi mindre død, færre arbejdsløse og tab af virksomheder og mere social stabilitet end i de fleste andre lande. Derfor kan vi også tidligere end andre ganske gradvist lukke op igen, samtidig med, at vi opbygger en massiv testkapacitet. Det er vanskeligt at bilde sig selv ind, at man kunne have truffet meget bedre beslutninger i så stor hast.

Men medierne har disse uger en syndflod af både kloge og vanvittige indlæg om, hvad der kunne gøres anderledes og mere. Blandt de skøre vildskud er Asger Aamund, der uforskammet beskylder Mette Frederiksen for at omdanne Danmark til ’et smukt og velstående DDR’. Jeg har aldrig forstået den megen spalteplads, der stilles til rådighed for denne højreradikale superegoist til fremstille sig som orakel. 

Specielt de borgerlige politikere, der er utålmodige med at få endnu flere sendt tilbage i arbejde og uddannelse, skal tænke over, hvor forsigtige de er i dé lande, der allerede har set døden høste vildt blandt deres borgere – og hvor meget de frygter en genopblussen af smitte med en styrke, som sundhedsvæsnet ikke kan magte.

Det store flertal af danske borgere har forstået dette og bakker op om kursen. Jeg håber det holder –  både i holdning og adfærd –  i de vanskelige uger og måneder, vi har foran os.

Kommentar i Berlingske Tidende 29. april 2020

Drop husholdningslogikken. Nu skal staten til at stifte gæld. Masser af gæld

Det er dybt uansvarligt, hvis staten ikke stifter gæld for at investere i klima, sundhed, jobs og velfærd. Vi skal sikre økonomien efter corona og må ikke svigte klimaet.

Læs min Kronik i Politiken 18. marts. Ramler du hovedet mod betalingsmuren kan du læse hele teksten her:

Corona-pandemien chokbehandler os.​

Vi har heldigvis en regering, der er på forkant med at handle for at redde både liv og arbejdspladser. Andre lande følger med nu. Vi skal nok få styr på denne krise. Det koster rigtigt mange penge; men det ville være meget mere kostbart at lade være.

Det er nu, vi skal tænke over, hvordan vi kommer videre, når pandemi og panik har lagt sig. 

Der er allerede røster fremme om, at »man kan ikke bruge de samme penge to gange«. Altså vi må holde igen med indsats for klima og velfærd, når statskassen allerede har punget ud for at mildne corona-krisen. 

Vi har også før den nuværende krise hørt argumenter af samme type fra borgerlige kredse: Vel skal vi investere mere i klimaindsats, men så må vi spare på velfærden.

Disse tanker er farlige. Hvis de sejrer, kan det betyde, at det seneste chok for verdensøkonomien låser os fast i den dybeste krise i hundrede år. Det risikerer at underminere demokratiet og forhindre os i at gøre dét, vi for et øjeblik siden var enige om, var det absolut nødvendige for klimaet. 

Jeg mener, det er direkte uansvarligt IKKE at stifte større statsgæld for at redde både helbred, arbejdspladser og klima.

Det er forkert at forstå landets og verdens økonomi som en forstørret udgave af en privat husholdningsøkonomi. ​

Denne form for fejlagtig snusfornuft har imidlertid de seneste ti år i EU’s medlemslande været begrundelse for at svare på finanskrisen ved spare- og nedskæringspolitik. 

Regningen for den uansvarlige finansspekulation, der lukkede millioner af arbejdspladser efter finanskrisen, blev betalt med nedskæringer i de udgifter, der var til særlig gavn for de mindst bemidlede. Samtidig blev der givet store skattelettelser til de mest velhavende. 

Beskæftigelsen steg kun lidt, og uligheden voksede. Derfor mistede mange tilliden til såkaldt ansvarlige politikere. 

Den franske økonom Thomas Piketty leverer i sit nyeste kæmpeværk ’Kapital og ideologi’ en overbevisende analyse af, at besparelser på velfærd og en stadig mere unfair fordeling af velstanden har givet medvind til nationalister og populister, der også tager næring ved at spille på frygten for de fremmede. 

Det er et oprør mod de traditionelle politiske eliter, som mange føler sig svigtet af. Især har det været dyrt for de socialdemokratiske partier at lægge navn og ryg til en fælles politik i EU, som har presset lønmodtagerne, udhulet velfærdsordninger og skattesystem og derfor bidraget til markant øget ulighed. 

De allermest velhavende selskaber og enkeltpersoner har hamstret en helt uforholdsmæssig stor del af velstandsfremgangen. Værst i USA, men også i Europa.

Lige nu er sparekursen sat på pause, og alle lande accepterer en kæmpestor ekstraordinær statsudgift for at undgå enorme tab af arbejdspladser og virksomheder på grund af akutindsatsen mod pandemien. ​

Men EU-landene har stadig stramme budgetlove, der hurtigt efter denne krise vil kræve udgiftsbegrænsning for at fjerne underskud på de offentlige finanser. 

To af Danmarks mest kompetente og erfarne fagøkonomer, Christen Sørensen og Jørgen Rosted, forklarede i Politikens kronik 15. marts, hvorfor dette ikke giver mening, og hvorfor det er vigtigere for et land at have styr på sin betalingsbalance end at undgå stigende statsgæld. 

Danmark bør gå ind i kampen for totalt at nedbryde EU’s stramme budgetkrav. Hele Europa får voldsomt brug for at føre en ekspansiv finanspolitik. Ellers bliver beskæftigelsen underdrejet, og vi blokerer for langsigtet social og klimamæssig ansvarlighed. Centralbankerne kan ikke uden hjælp fra finanspolitikken få økonomien i gang igen. 

Da jeg gennem otte år i 1990’erne var finansminister, havde vi ikke brug for budgetlove for at føre ansvarlig økonomisk politik. 

Dengang havde socialdemokrater og radikale en fælles definition af ansvarlighed, der var mere rationel, og som jeg håber vi sammen kan genbruge: Vi satte ikke nedbringelse af underskud før bekæmpelse af arbejdsløshed og ulighed. 

Tværtimod. Vi gav plads til vækst i velfærd og satsede med succes på en politik, der bragte mange flere mennesker i arbejde og efterhånden afskaffede statens underskud uden socialt smertefulde nedskæringer: Underskud opstår, når mange er arbejdsløse og derfor behøver bistand fra samfundet i stedet for ar betale skat. 

Underskud forsvinder, når virksomheder og borgere kommer i humør til at investere og forbruge; så kommer mange flere i arbejde, de skal ikke have sociale ydelser, men bidrager i stedet med øget skattebetaling.

Det er mere end nogensinde sund fornuft, at staterne har underskud. Dermed får de handlefrihed til at investere i klima, sundhed og social velfærd: Pengene kan for tiden lånes i den private sektor til mindre end nul procent i rente. Allerede før corona-krisen var den private opsparing, som staterne kan låne af, meget stor. 

Nu bliver den endnu større, fordi krisen har skabt ny frygt for fremtiden, og børsudviklingen har hugget hårdt ind på værdien af folks pensionsopsparing. For at rette op på dét vil folk spare endnu mere. Det vil også tage tid, før virksomhederne atter sætter tilstrækkelig fart i investeringerne. 

Hvis de private og staterne på samme tid sparer mere op, så får vi et varigt tab i omsætning og beskæftigelse. Derfor skal staten bruge flere penge, når de private bruger færre. 

Det passer heldigvis perfekt til hastværket med at investere meget massivt i klimastabilisering. Der er kun kort tid tilbage til faktisk at bremse den globale opvarmning. Hvis vi tøver for længe, bliver opgaven – i bedste fald – både vanskeligere og dyrere at løfte.

Det var den britiske økonomi Keynes, der i 1930’rne formulerede, at staten skal sætte fart i omsætningen, ind til de private får optimismen tilbage. Franklin D. Roosevelt benyttede den recept til at bringe USA ud af sin hidtil dybeste depression. ​

Recepten er ikke forældet, selv om økonomer i den yngre generation er uddannet til at tro på de private markedskræfters vidunderlige egenskaber og tvivle på staternes evner til at bringe både fart og orden i økonomien. 

Vi har imidlertid masser af historisk erfaring, der viser, at staterne skal trække økonomien op af de dybe huller, der skabes af utøjlede spekulationsbølger og naturkatastrofer. 

Sådan bliver det nødvendigvis også denne gang. Men når den private sektor atter bliver i stand til at levere høj beskæftigelse og bæredygtig vækst, bliver det ikke byrdefuldt for os at få statens gæld ned igen. 

Det er i øvrigt særligt let i Danmark, fordi den danske stat – sammenlignet med andre EU-lande – har en uforholdsmæssigt stor pulje af udskudt skat til gode i den vældige pensionsopsparing, der frigøres i de kommende årtier. Opbygningen af arbejdsmarkedspensioner gennem de seneste 30 år har gjort det helt forsvarligt at køre med større statsunderskud i det nuværende årti.

Det seneste år har vi haft et vældigt positivt ryk i forståelsen af, hvorfor vi hurtigt og massivt skal bidrage til at bremse klimaforandringen. ​

Temaet kom til tops i sidste års valgkamp og på den nye regerings program. Den aktuelle sundhedskrise må som nævnt ikke føre til mindre klimahandling. 

Lige nu handler det om at sikre, at sundhedssystemet har kapacitet til at redde livet for os ældre ved at inddæmme smittespredningen. 

Det er jeg selvfølgelig som 74-årig taknemmelig for. Men det er en endnu større og vigtigere opgave at undgå, at vores børn og børnebørn som følge af klimaforandringen skal udsættes for meget større katastrofer end den, der rammer lige nu. Derfor må vi ikke lade os lamme af summen af udfordringer. Kyndige folk har fortalt, hvordan det skal gribes an:

Det er uforandret nødvendigt at optrappe til en høj CO2-afgift, som foreslået af de mest klimakloge økonomer. 

Selvfølgelig skal vi først have erhvervslivet i gang igen. Men hvis vi skal have den mindste chance for at nå det meget ambitiøse mål om CO2-reduktion om 10 år, skal der lægges en fast plan for en stabilt stigende afgift frem mod 2030. 

Så snart virksomheder og borgere ved, at afgiften ender højt i løbet af 10 år, begynder de straks at investere i bæredygtige løsninger.

Vi skal nå de høje mål. Det er et politisk løfte. Vi knap seks millioner danskere påvirker klimaet lige så meget som hundred millioner afrikanere. 

Vi skal også nå det, fordi det vil tilskynde og hjælpe dansk erhvervsliv til at komme i front på mange flere områder med bæredygtige løsninger, som hele verden får brug for. 

Vi har solide erfaringer med at skabe jobs og indtjening ved at stille høje krav til, hvad der skal udrettes i Danmark. Det var udgangspunkt for Danmarks store eksportsucceser inden for medicinalindustri og vindenergi.

Vi må ikke ryste på hånden af frygt for, at virksomheder ikke overlever, at folk ikke kan forstå nødvendigheden, eller at den sociale profil bliver for skæv. Vi skal tværtimod med sikker hånd gøre det storstilede sociale ingeniørarbejde, der forhindrer disse konsekvenser.

Vi skal forhindre, at de mest CO2-belastende virksomheder bare flytter ud af landet og forurener videre andre steder. 

De og deres medarbejdere skal have opbakning og tilskyndelse til at forvandle arbejdspladserne fra sort til grønt. Det kræver særlige overgangsordninger, og EU skal ikke have lov til at kalde det ulovlig statsstøtte, for alle landene får brug for dette håndtag. 

Vi skal desuden bruge en stor del af midlerne fra en CO2-afgift til at lette skatten i bunden af indkomstfordelingen, så det samlede resultat bliver ikke større, men mindre ulighed. Vi kommer simpelt hen ikke til at fastholde et flertal af borgerne om en ambitiøs klimaomstilling hen over folketingsvalgene i 2024 og 2028, hvis ikke denne omstilling går hånd i hånd med en udvikling hen imod større lighed og social retfærdighed. 

Vi skal overvinde frygten for, at skat på CO2 udhuler statens indtægter, fordi der hurtigt bliver mindre CO2 at beskatte; det skal man selvfølgelig håbe på. ​

Men det betyder efter al erfaring også, at de mere klimavenlige løsninger hurtigt bliver så meget billigere, at man uden at påføre borgerne store byrder kan introducere nye afgiftsformer. 

Vi skal udforme en ny samlet transportbeskatning, hvor afgifterne varierer efter energiform, samt sted i landet og tidspunkt på dagen, hvor køretøjet er i brug. El-biler kan ikke tåle afgift i dag, hvis vi hurtigt skal have flere af dem. Men om få år, når de har overtaget hele nybil-markedet, vil de blive langt billigere at anskaffe, og så kan de bære en afgift. 

Vi skal også overvinde frygten for at miste statsindtægter ved at stoppe for ny licenser til at bore i Nordsøen. Boring efter olie og gas på dansk område frem til 2060 kan ikke forenes med troværdige klimaambitioner, når vi ved, at forudsætningen for en bæredygtig verden er, at vi er holdt op med at bruge fossile brændstoffer i 2050! I øvrigt er der al mulig grund til at tro, at olie og gas længe før bliver en stadigt dårligere forretning. 

Mange frygter, at konsekvent klimaløsning kræver afkald på det gode liv og stop for vækst. Vi var nogle, der i 1977 skrev i Socialdemokratiets principprogram, at der er grænser for vækst i kvantitet, men ikke grænser for vækst i kvalitet. Omsat til nutiden betyder det:

Vi kan ikke fortsætte med den hidtidige form for vækst; men vi kan godt have vækst, hvis vi i god tid inden 2050 har opfyldt tre grundlæggende forudsætninger: 1/ erstattet al brug af fossile brændstoffer af vedvarende energikilder, 2/ har skabt systemer og metoder til at forvandle stort set alt affald til genbrug og 3/ har plantet en masse flere træer, end vi har fældet. 

Når vi taler bæredygtighed, kan vi også sagtens have vækst i sundhed, uddannelse og omsorg for børn og gamle; men det betyder, at vi skal give afkald på lidt af det andet. Jeg tror egentlig, at de fleste meget gerne vil investere mere i sundhed for at være bedre rustet til en næste corona-krise og til en uundgåelig udvikling, hvor bakterier bliver resistente over f.eks. penicillin, og nye svar skal forskes og udvikles.

Hen ad vejen er der indlysende muligheder for at forbedre statens skatteindtægter: Vi skal have større bidrag til fællesskabet fra multinationale giganter og multimilliardærer, der har fået lov at skumme al fløden de seneste årtier. 

Det skal vi både for at reducere gæld og imødegå uligheden – Derfor er de mest påtrængende fælles opgaver i EU at sætte prop i de superriges flugt til skattely, lægge bund under selskabsskatten og beskatte omsætningen hos de store finanshuse og teknologivirksomheder. 

Her bør vi også gå i front i EU, og mon ikke summen af udfordringer får flere og flere lande til at melde sig på hold med os. Hjemme i Danmark kan vi desuden skaffe et betydeligt bidrag til finansiering ved at genopbygge vores ødelagte skattesystem, så snyd, omgåelse og restancer effektivt bekæmpes.

Indlægget blev bragt som kronik i Politiken 18. marts 2020