Tag: Ukraine

Udgivet den

For at stoppe Trump bør Biden trække sig

Ukraine, Europa og verden – og det amerikanske demokrati – overlever bedst med en demokratisk kandidat, der kan slå Trump. Hvis Putin viger, sker det under ingen omstændigheder, før udfaldet af det tilstundende præsidentvalg i USA er kendt. Tør vi håbe, at Biden tager en dyb samtale med sin hustru og de allernærmeste politiske allierede og selv spørger, om det nu også er det klogeste at søge genvalg til verdens vigtigste post, indtil han er blevet 86 år?

Det skriver jeg meget mere om i Ræson. Læs artiklen i Ræson – eller nedenfor:

Putins – og Vestens – fejlslutninger

Putin tog fejl, da han for to år siden invaderede Ukraine i forventning om, at alle ville række hænderne i vejret for at overgive sig til de overmægtige russiske angrebsstyrker, og han efter få dage kunne indsætte en marionetregering i Kyiv. Forbilledet var utvivlsomt den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968.

Ukrainerne forsvarede sig med en modig præsident i spidsen, og Vesten rykkede ind med våbenbistand. Den russiske aggression skabte en hidtil uset ukrainsk fælles nationalfølelse på tværs af sprogforskelle mellem ukrainsk og russisk – og forrige år kunne ukrainerne endda generobre en stor del af det territorium, Rusland i første omgang besatte.

Vi tog fejl, hvis vi troede, at Putin ville give op trods en så monumental fejlbedømmelse og massive vestlige sanktioner og våben imod sig. Han har fået sat den russiske økonomi på krigsfod til en langvarig konflikt. I vildt tempo produceres der våben og købes ind fra vennerne i Iran og Nordkorea, så Ukraines menneskelige og økonomiske ressourcer kan nedslides. Samtidig har Putin indført et neo-stalinistisk terrorregime, der gør enhver krigsmodstand livsfarlig. Scenen blev sat til en skyttegravskrig, hvor en ny ukrainsk offensiv har ringe udsigter, fordi frontlinjen er mineret som få steder i verden nogensinde har været det før.

Den nye frygt

Putin tror, han kan vinde, fordi han – trods store tab – kan vedblive at kaste ny bølger af soldater ind i kampen. Han har troen på, at hans terror- og propagandaapparat kan holde den russiske hjemmefront intakt, mens Vesten ikke kan holde stand og holde sammen om at presse ham tilbage. Han har under ingen omstændigheder tænkt sig at vige, før han kender udfaldet af det kommende amerikanske præsidentvalg.

Her i februar blev Europas statsledere for alvor grebet af frygten for, at Putin kan vinde, fordi USA på grund af indenrigspolisk strid ikke, som lovet, leverer sin militærbistand til Ukraine – kombineret med udsigten til, at NATO’s indbyrdes solidaritet kan smuldre.

Heldigvis har frygten udløst stærk vilje fra Europas regeringer til selv at handle. Danmarks statsminister har – både på sikkerhedskonferencen i München og efter – været helt i front med at udtrykke vores vilje til at ruste både ukrainerne og os selv til at stå op mod Putin. Det er en fælles forståelse i det meste af Europa, at en russisk sejr skal forhindres – ikke bare for at redde Ukraines frihed; vi må også for vores egen sikkerheds skyld betale en meget større forsikringspræmie for at forhindre, at Putin får appetit på ny fremstød mod nabolandene.

Der kommer ikke en holdbar fred i Europa, medmindre Putin slås så afgørende tilbage, at der opstår uro og modstand i hans nærmeste bagland – og at mange flere russere erkender krigens umulighed og uretfærdighed og dens urimelige tab af russiske liv og russisk velstand. Vi har brug for en langt stærkere koordineret informationsoffensiv til den russiske offentlighed, hvor snesevis af millioner borgere faktisk kan følge vestlige medier via VPN-forbindelser.

Hold ud

Men frem for alt er der brug for udholdenhed; Putin skal ikke have held til udmatte os. Vi skal have vilje til at holde ud til tiden efter Putin, hvor der forhåbentlig genopstår et Rusland, vi igen kan komme på talefod med.

Lige nu haster det dramatisk med at levere tilstrækkeligt med granater og patroner til de ukrainske styrker – om nødvendigt fra de europæiske landes egne lagre. Ukraine skal have flere avancerede angrebsvåben som artilleri og kampfly og massiv tilførsel af alle former for moderne luftforsvar, der kan bremse Putins forsøg på nedbryde Ukraines infrastruktur og demoralisere civilbefolkningen ved terrorbombning. Lille Danmark har demonstreret, at meget kan gøres. Det har de baltiske lande og Polen i særklasse også. Storbritannien hjælper godt til, og nu er det store Tyskland ved at komme op på mærkerne. I det lange løb bør Rusland ikke kunne vinde over et sammentømret Europa, der inklusiv Storbritannien har en økonomi, som er 8-9 gange større end russernes. Men Europa er – modsat Rusland – endnu ikke på krigsfod, og derfor er der uundværlige våbenforsyninger, som i den akutte situation, hvor Ukraine presses af russisk offensiv, kun kan komme rettidigt frem fra USA. Ukraine skal oprustes så meget med højteknologiske vestlige våben, at det kan overtrumfe, at et stadig større antal russiske rekrutter kastes ind i kampen. Ukraine skal have en styrke i kampen, så alle i Putins bagland forstår, at der ikke er noget vej til sejr. Og den amerikanske atomparaply skal som hidtil tjene som den ultimative garanti mod et russisk angreb på NATO-landene og mod risikoen for at Rusland i desperation begynder at bruge taktiske atomvåben på den ukrainske kampplads.

Frygten for svigt fra USA skyldes ikke den nuværende regering i Washington, men Donald Trumps indsats som dukkefører for Kongressens Republikanere – og risikoen for, at han kan vende tilbage som USA’s præsident.

Præsident Biden og et stort flertal af både Demokrater og Republikanere i Senatet ønsker at fortsætte den militære bistand, som Ukraine så akut mangler for at standse russernes faretruende fremmarch. Men formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, er en højreradikal ignorant, hvis stilling er i lommen på en lille flok Trump-ekstremister, og han har tjent dem ved at forhindre, at den militære bistand til Ukraine kommer til afstemning i Huset.

Trumps sære sympatier

Trumps forsøg for at svække Ukraines kampkraft må forstås som en interesse i at tildele landet et ydmygende militært nederlag, hvor det skal tåle store tab af landområder og af mange millioner borgere til Rusland. Det er nemlig forudsætningen for, at Trump kan opfylde sine skrydende løfter om at afslutte krigen på 24 timer, hvis han igen bliver præsident. Dét kan indlysende nok kun udrettes ved at tvinge Ukraine til fred på Putins betingelser. En sådan eftergivenhed vil indbyde Putin til efterfølgende at opsluge resten af Ukraine, ligesom Hitler slugte resten af Tjekkoslovakiet året efter at vestmagterne havde foræret ham Sudeterland-regionen i 1938. Nabolande til Rusland, som Georgien og Moldova, der ellers har fået udsigt til EU-medlemskab, vil også være i fare ved russisk sejr i Ukraine. Disse perspektiver skal ses i sammenhæng med, at Trump nærmest har lovet at slippe Putin løs mod NATO-lande, der efter hans opfattelse ikke betaler nok til forsvaret. Hans adfærd og udtalelser viser, at han ikke forstår, at sejr for Putin truer USA’s egen sikkerhed og position i verden. Han ser heller ikke, at udfordringen fra Putin allerede har igangsat en voldsom oprustning i Europa, der omsætter sig til flere kontrakter til den amerikanske våbenindustri.

Som så ofte før skinner det igennem, at Trump grundlæggende har større sympati for denne verdens despoter – ikke mindst Putin – end for ideen om at værne omverdens demokratier. Grotesk er hans vinkel på mordet på Navalnyj som noget, han mener ligner den ’forfølgelse’ han påstår at være offer for i USA´s retssystem, og hævder at Biden-regeringen står bag!

For et par år siden var der ikke mange, der forestillede sig, at der var risiko for genkomst på præsidentposten af den kriminelt sigtede lystløgner, der udløste angrebet på Capitol og det amerikanske demokrati 6. januar 2021. Nu er det imidlertid ifølge utallige meningsmålinger en skræmmende nærliggende mulighed. Genvalg af Trump er ikke bare en trussel for Ukraine og andre nabolande til Rusland og mod NATO. Det er en trussel om at skærpe konflikterne med Kina og endnu mere ensidig og konfliktskabende ensidig støtte til Israel. Og det tegner sig som en ødelæggelse af Bidens ellers vellykkede forsøg på at få den grønne omstilling på bordet i USA – og dermed et nyt tilbageslag for den eksistentielt vigtige kamp mod den globale klimaforandring.

Hvad Biden burde gøre

Lige nu har USA brug for at udrette to ting: Få brudt Trumps sabotage af våbenstøtten og finde vejen til at undgå Trump-sejr ved præsidentvalget i november. Udsigterne til det sidste er dystre, fordi Bidens alder og åbenbare skrøbelighed får mange vælgere til at tøve med at stemme på ham, selv om han sagligt set har udrettet store ting i et dybt dysfunktionelt politisk system. Økonomi og beskæftigelse blomstrer. Klimaindsatsen er på sporet. Sociale fremskridt er sket. Men alt for mange oplever det anderledes.

Den aktuelle krig i Gaza kan blive den sidste pind til Bidens politiske ligkiste, fordi han alt for længe har holdt hånden over Israels terrorkrig mod den palæstinensiske civilbefolkning og ikke har kunnet tvinge Netanyahu til våbenhvile. Derfor har millioner af unge vælgere og vælgere med arabisk og muslimsk baggrund meget svært ved at stemme på den siddende præsident.

Trump får næppe flere stemmer end i 2020. Men Biden kan miste så mange til sofaen og chanceløse tredjekandidater, at Trump endda kan vinde med lavere vælgertilslutning end sidst.

Ukraine, Europa og verden – og det amerikanske demokrati – overlever bedst med en demokratisk kandidat, der kan slå Trump. Tør vi håbe, at Biden tager en dyb samtale med sin hustru og de allernærmeste politiske allierede og selv spørger, om det nu også er det rigtigste at søge genvalg til verdens vigtigste post, indtil han er blevet 86 år? Eller om han i slutspurten hen over sommeren i stedet skal kaste alle sine kræfter ind i at samle et stærkt, meget yngre hold af en ny præsident- og vicepræsidentkandidat? Tiden er knap. Men det rette personvalg kan gøre mirakler. Måske er det den eneste chance for at undgå Trumps genkomst. ■


Mogens Lykketoft (f. 1946) er uddannet cand.polit. og har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Mere fra min hånd om USA

Udgivet den

Største risiko for en Tredje Verdenskrig

The World 2024

Her ved overgangen til 2024 glæder jeg mig dagligt over mit gode helbred, men frygter, at verdens tilstand vil blive værre i året, der kommer. Ikke mindst det amerikanske præsidentvalg er stærkt bekymrende. Dét og mere i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Finder vi trods alt vejen til en bedre fremtid?

Det er kedeligt at høre på vrede, gamle mænd. 

Derfor vil jeg her ved indgangen til 2024, og få dage før jeg fylder 78 år, fortælle om min glæde ved mit gode, personlige liv. 

Jeg har dejlig hustru, som jeg deler meninger og oplevelser med, og en stor og kærlig familie. Jeg har mere tid end før til at være sammen med Mette, døtrene, de voksne børnebørn og vennerne. 

Jeg har været heldig at beholde et godt helbred, har god økonomi og en bolig ved skov og strand. Jeg får lov til at lære nyt og bruge gamle talenter som formand for bestyrelsen i Energinet og kan dermed engagere mig i at medvirke til at accelerere den grønne omstilling. 

Jeg deltager stadig i konferencer ude i verden, holder foredrag og skriver artikler – ikke mindst med rygstød i flittig læsning om den internationale udvikling. Men der er lige nu en afgrund mellem mit eget gode liv og verdens forfærdelige tilstand. 

Krisernes tid

Når jeg føler smerte og frygt, er det ikke for mit eget forhåbentligt sene forfald, men over verdens vanvid: Putins morderiske overfald på Ukraine, Netanyahus grusomme statsterror mod palæstinenserne og de andre frygtelige konflikter, der myrder og invaliderer så mange. Det skaber så megen ødelæggelse og nærer stadigt mere had.

Jeg kan frygte, at det bliver endnu værre i 2024 og ender i ultimative katastrofer senest i vores børnebørns voksne liv: At krigene fortsætter, skruer sig op og breder sig. At vi stadig ikke sætter nær nok ind for at standse klimaforandringerne, selv om vi ved, at det er den største eksistentielle trussel mod kommende generationers chance for et godt liv. 

Klimaforandringen truer hele civilisationer med naturkatastrofer som følge af vildt vejr, hedebølger, ørkenspredning, verdenshavenes stigende vandstand, mangel på ferskvand og ødelæggelse af biodiversitet. Udsigterne er mangedobling af de allerede uhåndterlige folkevandringer, der kan nære nye krige, ekstrem nationalisme og true demokratiet, hvor det endnu består.

Vi er tre gange så mange mennesker, som da jeg blev født, og vi udnytter og udbytter klodens ressourcer og skubber til klimaforandringen med en styrke, der er ti gange så voldsom som dengang. Verden er rigere på viden og velstand end nogensinde, men rigdommen og velstanden er utroligt skævt fordelt mellem lande og inden for lande. 

Multinationale selskaber og tech-milliardærer har foruroligende meget mere styr på verdens gang end de fleste regeringer. Udover at sætte sig på, hvad vi køber, bestemmer de også, hvad alt for mange mener og stemmer via kontrol over store dele af klodens aviser, radio- og tv-kanaler og sociale medier.

Svækket Vesten

Europa er rigt, rimeligt stabilt og overvejende demokratisk – men bestemt udfordret på det hele. Vi er en skrumpende andel af verdens mennesker og verdens økonomi, og vi kan kun gøre os gældende med vore værdier ved at stå tættere sammen på verdensscenen. Nationalisme og selvtilstrækkelighed skal bekæmpes, og vi skal i egen langsigtet interesse ofre langt mere på at støtte Ukraines kamp, hjælpe nødlidende og krigsramte ude i verden og sikre fred og klimaløsninger ved bistand til verdens fattige lande.

Men Europa kan ikke beskytte egen sikkerhed uden USA, heller ikke selvom vores rustningsudgifter nu løftes kraftigt efter krigsudbruddet i Ukraine. Det er i dette perspektiv, at man skal forstå Finlands og Sveriges vej ind i NATO og de utraditionelle aftaler om at tillade tilstedeværelse af amerikanske tropper og militært udstyr i alle de nordiske lande, der netop er indgået.

Vi kan ikke undvære USA, og vi kan glæde os over præsident Bidens stærke solidaritet med Europa. Den store frygt i 2024 er imidlertid, at USA igen får en præsident ved navn Donald Trump, der er ligeglad med os, svigter Ukraine, forkaster klimaindsatsen og skærper modsætningerne i Mellemøsten. Han er også den største risiko for en Tredje Verdenskrig i løbet af det 21. århundrede ved tanke- og hensynsløst at optrappe konflikt og gensidig paranoia mellem USA og Kina.

Det siger meget om verdens tilstand, og de amerikanske vælgeres sindstilstand, at det overhovedet er en risiko, at en kriminelt farlig skikkelse som Trump kan komme tilbage. Men meningsmålinger viser, at det desværre er dristigt at tro på, at han kan standses af den nuværende præsident, der åbenlyst ældes og i enden af en eventuel genvalgsperiode er 86 år. Biden mister lige nu mange unges tillid, fordi han er låst fast til at støtte Netanyahus tæppebombning af Gaza.

Det vil kræve en enorm indsats at holde håbet om en bedre fremtid i live.

Det haster med at finde vejen.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om international politik

Udgivet den

Den bedste julegave ville være, at Biden så virkeligheden i øjnene og takkede af

Joe Biden

Der er galskab nok i verden, og ingen har brug for en tydeligt alderssvækket præsident i Det Hvide Hus. Man kunne håbe, at Biden ville opgive at genopstille og skabe plads til yngre kræfter. Det skriver jeg om i denne klumme i Jyllands-Posten 13. december 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Er der en ende på galskaben?

Døden og ødelæggelsen i Gaza er hjertegribende vanvittig. Israels krigsførelse er ikke et rationelt selvforsvar mod Hamas’ bestialske terror, det er blodhævn mod et helt folk. Massedrabet på civile slår næppe de ansvarlige topterrorister fra Hamas ihjel. Derfor kræver det meste af verden våbenhvile nu. 

I det globale syd ses Vestens manglende afstandtagen fra Netanyahus krigspolitik som udtryk for kynisk dobbeltmoral om menneskeret. Krigen skaber risiko for mere ufred i hele regionen og verden. Der er terrorfrygt i Europa. Der er risiko for, at nationalistiske, fremmedfjendtlige og halvautoritære bevægelser kan nedbryde sammenhold i klimakampen og i krigen mod Rusland.

Endnu mere akut er det, at det amerikanske politiske system er totalt dysfunktionelt – bl.a. med åbenbar risiko for at bremse våbenforsyningen til Ukraine. Trump huserer som favorit til igen at blive amerikansk præsident. Han synes indstillet på at overlade Ukraine til Putin og måske opløse Nato; han vil stå endnu mere ensidigt på Netanyahus side imod enhver fred og tostatsløsning i Mellemøsten; han vil skærpe konfrontationen mellem USA og Kina og bakke ud af klimakampen til skade for hele kloden. Og han har utvetydige hensigter om – og vil måske få held til – at afmontere de demokratiske institutioner i USA.

Der var ellers fremskridt i sammenhold og handlekraft i Vesten som svar på Putins angrebskrig og en gryende forståelse af nødvendigheden af massiv indsats mod klimaforandringen – også fordi vi ikke kan lade despoter som Putin og Mohammed bin Salman sidde på toppen af en fossil energiforsyning. Præsident Biden fik trodset alle snubletrådene i den amerikanske Kongres og fik vedtaget en historisk lovgivning til gavn for grøn omstilling i erhvervslivet – og har opretholdt en høj beskæftigelse, som man skulle tro kunne hjælpe ham til genvalg.

Men den for hele verden livsfarlige situation er, at flertallet af amerikanske vælgere ikke kan se for sig, at Biden kan stå oprejst og handlekraftig som verdens vigtigste statsleder fem år frem i tiden, til han er godt 86 år. Desværre kan de heller ikke forestille sig, at vicepræsident Kamala Harris kan løfte opgaven, hvis den gamle mand falder ud. Desuden har Bidens meget ensidige opbakning til Netanyahu givet opbrud blandt de unge og selvfølgelig især de arabisk-amerikanske vælgere, der var en vigtig del af hans valgsejr i 2020. Risikoen er, at mange bliver hjemme på valgdagen eller stemmer på udsigtsløse tredjekandidater. Der skal kun ske meget lidt af dét for at fjerne den mindste chance for Bidens genvalg i 2024 – også selv om Trump ikke får flere stemmer end sidst.

Det er vanskeligt at få det sagt, men det bedste, Biden kunne sige her op mod jul, var, at han er stolt af de resultater, han mod alle odds opnåede, men at han indser, at det både på grund af strømningerne i vælgerhavet og hans allerede mærkbare alderssvækkelse har fået ham til at beslutte ikke at genopstille, og at han vil håbe Demokraterne kan samles om i stedet at opstille Californiens 56-årige slagkraftige og progressive guvernør Gavin Newsom. 

Det kunne også bane vejen for Kamala Harris som Newsoms afløser og placere en anden og mere slagkraft kvinde – gerne af farvet herkomst – som vicepræsidentkandidat. Jeg er næppe den eneste iagttager, der tror på, at en sådan kabale dramatisk ville styrke Demokraternes chance for både at fastholde præsidentposten og få flertal i Kongressen, så de nuværende lammelser i det amerikanske politiske system kan overvindes og hele verden ånde lettet op.

Indlægget udkom i Jyllands-Posten 13. december 2023

Mere fra min hånd om amerikansk politik

Udgivet den

Vi​ må satse alt på fortsat vestligt sammenhold og levering af våben og bistand i Ukraine

Putin har indset sine indledende fejlvurderinger og ved, at han ikke kan nå sine mål, hvis Vesten holder ved støtten til Ukraine. Det skrev jeg om i mit seneste indlæg i Jyllands-Posten. Læs det her – eller nedenfor:

Udsigten til en lang og blodig krig

Uden for min gadedør blev jeg forleden anråbt af en mandlig cyklist, der bebrejdede os i Vesten, at vi bare bliver ved at sende våben til at holde gang i en krig, der vil koste hundredtusindvis af døde på begge sider. 

Mandens tone var vred og aggressiv. Derfor kom det ikke til en egentlig samtale. Men jeg tror, at hans modstand mod bl.a. Danmarks støtte til Ukraines krigsførelse var drevet af forståelig frygt for en endeløs skyttegravskrig, hvor fronterne ikke flyttes meget, men krigen holdes i gang af moderne vestlige våben med dét formål at tappe russerne for så mange kræfter og så meget blod, at de indser, at de aldrig kan erobre Ukraine, og at de vil tabe nye angrebskrige. 

Den vej KAN blive meget lang og blodig. Vi vil se flere end de titusindvis af krigsforbrydelser, der allerede er registreret, og en fortsat ædende ondskabsfuld krig mod den ukrainske civilbefolkning med bomber mod boligblokke, hospitaler, børnehaver, skoler og kornlagre. Ukraine bliver stadig mere ødelagt, og de fattigste ude i verden rammes af fødevaremangel, fordi Putin igen forhindrer kornskibene i at sejle.

Putin har nok forstået sine indledende monumentale fejlbedømmelser og ved, at han ikke kan nå sine mål, hvis Vesten holder ved støtten til Ukraine. Men uden vestlig opbakning ville Ukraine snart – uanset alt heltemod – ophøre med at være en selvstændig stat. For så ville størrelsen af de to krigende landes befolkning og ressourcer – herunder antallet af soldater, der kan sættes ind – på sigt afgøre krigens udfald. 

Putin og Trump

Putin håber, at Trump vender tilbage og underløber ukrainerne, og at Europa inficeres af russisk-venlige højreradikale kræfter, der skal så splittelse og tvivl i deres hjemlande om støtte til Ukraine. Hans investering i intriger og løgne på de sociale medier medvirkede jo fint til brexit og valget af Trump til præsident i 2016 og senere til at sikre Marine Le Pen et godt valg i Frankrig. Putin investerer fortsat massivt i at skabe misfornøjelse og splittelse både i USA og Europa. 

Desværre har han også stadig en betydelig folkelig opbakning derhjemme, et resultat af den årelange indoktrinering om Nato og USA som den aggressive part, der vil ødelægge Ruslands storhed. Derfor er der trods de store russiske tab ved fronterne endnu lang vej til et folkeligt oprør mod krigen. Derimod kan man desværre ikke udelukke endnu et kupforsøg, der handler om at skærpe kursen – ikke søge freden.

Putins vilje til at ødelægge Ukraine kan ses som reaktion på, at ukrainerne, uanset om de taler ukrainsk eller russisk, kæmper sammen for at undgå at komme under hans hæl. De lider alle under krig og besættelse, og de lever med erindringen om det forfærdende folkemord på Ukraine under Stalin i sovjettiden.

Men måske er Putins stærkeste drivkraft til at fortsætte krig til den sidste ukrainer ikke hadet, men hans angst for, at det efterhånden kan smitte til Rusland, hvis Ukraine, efter at have drevet hans invasionshær tilbage, etablerer et ægte demokrati inden for EU’s og Natos rammer.

Foreløbig må vi satse alt på fortsat vestligt sammenhold, der kan ruste Ukraine nok til at presse russerne tilbage og derefter faktisk skaber et velfungerende, demokratisk Ukraine. Det kræver enorme leverancer af moderne våben og en ligeledes enorm og vedholdende bistand til genopbygningen:

Så må både Ukraine og vi andre satse på, at et militært nederlag for Rusland, hurtigere end det nu tegner sig, kan føre til et opgør med Putin og hans verdenssyn hjemme i Rusland. Verden bliver ikke tryg, før det sker. 

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 8. august 2023

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Krudt og kugler må ikke sluge råderummet i dansk økonomi

Vi har brug for andet og mere. Prioriteringen af det økonomiske råderum har længe været til debat i dansk politik. Mette Frederiksen må ikke glemme at prioritere penge til en række vigtige dagsordener. Læs min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

Hvad er vigtigst? 

Ifølge statsministeren skal der ikke kunne klemmes et A4-papir ind mellem Danmark og USA.

Det er en temmelig kategorisk udmelding med alle de foruroligende træk i det amerikanske samfund og alle de gigantiske fejltagelser, der i de seneste 60 år har udløst amerikansk anførte krige og katastrofer fra Vietnam til Mellemøsten.

Jeg opfatter da også Mette Frederiksens melding mere situationsbestemt – med Joe Biden som præsident i USA og kampen mod den rædselsfulde, russiske aggression som det store, fælles projekt. Det kan – som hun også har sagt – være rigtigt, at oprustningen til to procent af nationalproduktet ikke er et loft, men kun en bund. Vi kan for eksempel blive tvunget langt over to procent, hvis Europa på egen hånd skal redde Ukraine og imødegå den russiske trussel, hvis katastrofen sker, at Donald Trump genvælges. Så bliver der plads til mere end et A4-ark imellem USA og Danmark.

Vi skal have lov håbe på noget helt andet. Ikke bare, at Biden fortsætter, Rusland slås tilbage, og Ukraine kommer med i EU og NATO. Men også, at det så ikke er helt utænkeligt, at der hen ad vejen i Rusland kommer mere realistiske og fredsommelige ledere, som vil forstå den fælles interesse i afspænding og samarbejde. Det skal vi selvfølgelig aktivt række ud efter, hvis chancen melder sig. Og så bliver det også muligt, at de to procent bliver et rigeligt højt mål.

Vi har akut brug for investering i klimahandling, velfærd og social sammenhængskraft

Man må i hvert fald inderligt håbe, at krig og oprustning ikke sluger hele det stærkt udvidede »råderum« i dansk økonomi. For vi har akut brug for at investere langt mere i klimahandling, bæredygtighed, velfærd og social sammenhængskraft.

Der er fortsat ringe forståelse for, at klimaindsats og bæredygtighed ikke bare er nye sider i et parti- eller regeringsprogram. Det er mål, som skal gennemsyre al politisk handling. Krisen er eksistentiel. Der er en chance, men ingen sikkerhed for, at vi kan forhindre, at verden opløses i accelererende ophedning, hyppigere og heftigere naturkatastrofer, stigende vandstand i havene, ørkenspredning, voksende vandmangel og helt uhåndterlige flygtningestrømme med mange flere deraf afledte konflikter.

Derfor skal der handles mere kraftfuldt her og nu. Det er ikke gratis, som man ofte af politisk bekvemmelighed lader som om. Men det er ufatteligt meget billigere end den regning, vi efterlader til vore børn og børnebørn, hvis vi tøver. Vi skal stoppe al snak om, at det er lige meget, hvad vi gør i lille Danmark. Ligesom vi har en særlig forpligtelse til at stå sammen med resten af Europa for at hjælpe Ukraine, uanset at vi ikke alene gør en afgørende forskel, har vi også et særligt ansvar for at gå forrest i klimakampen, selv om vi ikke alene kan løse klimakrisen og sikre global bæredygtighed.

Det er også uhyre vigtigt at forstå, at hvis der verden over skal skaffes folkelig opbakning til at handle, skal vi omsider gå op mod stigende ulighed mellem lande og i lande. Fattige lande og fattige mennesker har mindst ansvar for klimaforandringen. Men det er alt for ofte dem, der rammes hårdest af katastroferne

Vi er de største klimasyndere; vores regning er størst

Det burde være indlysende, at vi, der har mest, skal betale. Vores CO₂-aftryk er langt større end de fattiges på grund af stort forbrug. Både rig og fattig skal tænke over, hvordan vi kan forbruge og producere mere bæredygtigt. Men det er indlysende fair, at vi med den største negative klimaeffekt skal betale det meste af regningen.

I dansk politik bør denne forståelse betyde veto imod, at de borgerlige regeringspartier forsinker klimaomstillingen – både generelt og specielt i landbruget. De skal også afvises på kravene om ny skattelettelser, så længe der mangler penge til national og global klimaindsats og til velfærd. Med den i forvejen voksende ulighed er det urimeligt at give flest kroner i skattelettelser til dem, der er tæt ved toppen af indkomstpyramiden og at lette arveafgiften hos de familier, der ejer de allerstørste virksomheder.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har dokumenteret, at uligheden i Danmark i de senere år er vokset grotesk meget. Det er hjulpet på vej af asociale skattelettelser ad fordøren, flugt til skattely ad bagdøren og størst fremgang i løn og profit hos dem, der i forvejen tjente mest: Den dårligst stillede femtedel af danskerne fik fra 2010 til 2021 i gennemsnit 14.000 kroner ekstra om året i privat købekraft. Anden femtedel fik 27.000, Tredje femtedel fik 42.000. Fjerde femtedel fik 62.000 og øverste femtedel 114.000 kroner Den rigeste ene procent fik gennemsnitligt 335.000 kroner ekstra om året. For den rigeste promille af befolkningen var tilvæksten i årlig forbrugsmulighed 1.779.000 kroner

Det er på ingen måde bæredygtigt!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 25. juli 2023

Mere fra min hånd om dansk økonomi

Udgivet den

Kampen om den holdbare samfundsøkonomi

Vi skal hverken bruge pengene fra det øgede råderum til at nedsætte selskabsskatten eller øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten. I stedet skal vi se, hvordan vi kan forbedre tilværelsen for de kommende generationer – mere om det i denne klumme i Berlingske. Indlægget kan også læses nedenfor:

Påtrængende kriser

Det siges ofte, at de mange kriser, der blev anført som begrundelse for en bred flertalsregering i december, blegner her et halvt år senere.

Det er ikke helt rigtigt.

Krigen i Ukraine trækker ud, og der er fortsat risiko for nye energikriser, der kan give inflationen et skub opad igen.

Den globale klimakrise bliver mere og mere påtrængende. Derfor skal der investeres stort og risikovilligt i at fastholde Danmarks position som foregangsland i omstilling til bæredygtighed og vedvarende energi. Det er vejen til, at vi i endnu højere grad bliver eksportør af de teknologier, der skal sikre klimaløsninger i andre dele af verden.

Vi har leveret flot til forsvaret for Ukraines frihed. Men det kniber med viljen til at hjælpe de fattigste lande til at kunne løfte deres klimaindsats, uden at armod og sult rammer, og endnu flere sendes på folkevandring.

Herhjemme skranter offentlig service indenfor sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg, ikke fordi vi mangler penge, men fordi vi mangler mennesker, der vil tage job dér. Indkomst- og formuefordelingen bliver stadigt skævere, og der er hjørner af dyb fattigdom i velfærdssamfundet.

Den nye regering har ikke fået mere tempo i hverken klimaindsats eller sikring af en mere fair byrdefordeling nationalt som internationalt.

Stærk økonomi

Det tager åbenbart længere tid at træffe beslutninger i flertalsregeringen, end det tog for S-mindretalsregeringen i forhandling med skiftende forligskredse i Folketinget.

Nødvendigheden af de upopulære såkaldte arbejdsudbudsreformer kan også anfægtes, fordi dansk økonomi forekommer ekstremt stærk, efter at Finansministeriet for få uger siden med et brag opjusterede »holdbarheden« med 16 milliarder kroner. Det har udløst mange forskellige ønsker om, hvad vi skal bruge alle disse penge til.

Nu skal man nok gemme en lille reserve til senere opståede behov. Men Venstre-ministre og andre borgerlige politikere er straks begyndt at kræve nye skattelettelser oven i dem, der allerede er aftalt i regeringsgrundlaget – og hvor de største gevinster går til folk som denne klummeskriver, der allerede er begunstiget af serier af skattelettelser i toppen fra alle foregående regeringer siden 2000erne.

Erhvervenes interesseorganisationer har også kastet sig ind i debatten om råderummet med krav om lavere selskabsskat mv. For – som det siges – borgere og virksomheder har krav på at få »deres« penge tilbage, når der er overskud i statskassen, og det vil fremme arbejds- og investeringslyst.

Borgerlige, der er besat af at få skattelettelser, påstår altid, at socialdemokrater er besat af at øge de offentlige udgifter, som man må forstå kun hæmmer arbejdsudbud og risikovilje. Det er noget sludder. Danskernes og vort erhvervslivs velstand skyldes i høj grad kloge offentlige investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhed.

Derfor har dansk erhvervsliv trods højt skattetryk en helt enestående stærk international konkurrencekraft. Det måles allerbedst i et overskud på betalingsbalancen på 400 milliarder kroner.

Det er ikke et argument for at nedsætte selskabsskatten med et milliardbeløb, der især kommer finansverdenen og de i forvejen mest konkurrencekraftige megavirksomheder til gode. Og det er heller ikke et argument for at øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten.

Bæredygtig tilværelse for kommende generationer

Det vil være langt klogere at bruge penge fra det øgede råderum på at forbedre kommende generationers chance for at få en bæredygtig tilværelse – og på projekter, der her og nu hjælper de mest svage og sårbare, der trods de gode tider har vanskeligt ved at komme ind og holde fast på arbejdsmarkedet.

Lad mig i flæng nævne en række påtrængende indsatser: Bedre kvalitet hele vejen igennem uddannelsessystemet. Et særligt massivt løft af kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Mere støtte til selvvalgt efteruddannelse. Endnu stærkere forskningssamarbejde mellem stat og erhvervsliv om klimaløsninger og anvendelse af de nye teknologier. Støtte til massiv investering i infrastruktur for vedvarende energi og brint, der kan bane vej helt nye grene af dansk erhvervsliv.

Dertil kommer et presserende behov for investering i bedre arbejdsvilkår og lønninger i de vitale dele af den offentlige service, der kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Desuden aktiv hvervning af kvalificerede medarbejdere fra andre lande og langt hurtigere anerkendelse af deres faglige kompetencer samt at lære dem dansk.

Endelig – hvis det bedre skal betale sig for de lavere lønnede at få arbejde, så er nedsættelse af deres brugerbetaling til børnepasning et langt bedre middel end skattelettelse.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og fhv. formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske torsdag d. 29. juni 2023

Mere fra min hånd om samfundsøkonomien

Udgivet den

Krigen må ikke overskygge, at Ukraine har et mindre rodfæstet demokrati end resten af EU-landene

Vores uforbeholdne solidaritet med Ukraine i kampen mod den russiske aggression må ikke skygge for den kendsgerning, at ukrainerne i udgangspunktet har et mindre rodfæstet demokrati, end det øvrige Europa. Mere om det i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Ukraines færd efter krigen

Putin er på hælene. Der er rystelser i det russiske magtsystem og stigende frygt og frustration i den russiske befolkning. Forhåbentlig bliver det endnu tydeligere, hvis den forestående ukrainske sommeroffensiv lykkes i kraft af den massive indsats af Vestens moderne våben.

Man kan have et lille håb om, at Rusland i denne situation kan presses til forhandlingsbordet – og at der i det mindste skabes våbenstilstand på for Ukraine acceptable vilkår.

Måske kan Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika m.fl. omsider finde sammen med Vesten om at lægge pres på Rusland: Der er en stærk fælles interesse i at skabe fødevaresikkerhed og imødegå den sociale ustabilitet i den fattige del af verden, der er forværret dramatisk som følge af krigen. Krigen må stoppes for atter at skærpe det globale fokus på bekæmpelse af fattigdom og klimaforandring,

Der er brug for, at Vesten, allerede før krigen standser, gennemtænker sin rolle i Ukraines genopbygning, og at EU får fastlagt en præcis køreplan for at realisere løftet om optagelse af Ukraine.

Der er brug for, at Vesten, allerede før krigen standser, gennemtænker sin rolle i Ukraines genopbygning, og at EU får fastlagt en præcis køreplan for at realisere løftet om optagelse af Ukraine.

Lige nu er fokus naturligvis på den militære bistand, hvor USA yder langt mest. Også efter krigen er det nødvendigt for Europa at have USA med som garant for Ukraines sikkerhed.

Den enorme civile bistand, der skal til for at genopbygge Ukraine, bliver især et europæisk anliggende. Der bliver brug for lange, billige EU-lån på mellem 500-1.000 milliarder euro – alt efter, om de 300 milliarder i russiske statspenge, der er indefrosset i Vesten, kan sendes til Ukraine som krigsskadeserstatning.

Den civile bistand fra EU og det øvrige Vesten må kobles sammen med krav til reformer af Ukraines økonomiske og politiske system og sikringen af et uafhængigt retsvæsen.

Vores uforbeholdne solidaritet med Ukraine i kampen mod den russiske aggression må ikke skygge for den kendsgerning, at ukrainerne i udgangspunktet har et mindre rodfæstet demokrati, langt mere korruption, mindre pressefrihed, mindre personlig frihed og færre politiske rettigheder og friheder end stort set alle EU-landene. En lille kreds af oligarker har fortsat monopoliseret ejerskabet af en stor del af erhvervslivet og de fleste medier. Indsatsen mod den epidemiske korruption er nok skærpet under krigen, men der er stadig umådeligt meget at gøre.

Henrik B.L. Larsen, der fra 2014-2017 var rådgiver for EU om Ukraine-politikken, har skrevet en meget vigtig artikel i det militær- og sikkerhedspolitiske tidsskrift Texas National Security Review om erfaringerne med, hvor trægt det gik med at realisere reformer i årene op til invasionen i 2022. Centrale magthavere i det politiske system, forvaltningen og det private og statslige erhvervsliv blokerede eller forsinkede systematisk de aftalte reformer.

Derfor – siger Larsen – skal Vesten kombinere sine løfter om finansiering af Ukraines genrejsning med stærke betingelser om fremdrift for de reformer, der skal sikre en velfungerende markedsøkonomi, nedbrydning af oligarkernes monopolstilling og massiv oprydning i korruptionen i erhvervsliv, politik og forvaltning.

Vi bør systematisk modarbejde oligarkernes konstante forsøg på at erobre statsmagten ved at udelukke dem som modtagere og forvaltere af genopbygningsbistanden. Desuden er udrensning af korrupte politikere, embedsmænd og dommere en nødvendig forudsætning – ikke bare for fart i genopbygningen, men også for, at Ukraine rejser sig fra krigens ødelæggelser som et ægte demokrati med en forvaltning, der ubestikkeligt varetager hele befolkningens interesser.

Larsen finder det nødvendigt at knytte udbetalingen af store dele af den vestlige genopbygningsbistand sammen med meget præcise, målbare krav om fremdrift i de økonomiske og politiske reformer, og han taler for, at betingelserne fastsættes i nært samarbejde med det ukrainske civilsamfund, der forstår problemerne bedre end diplomaterne.

Fremdriften i reformerne bør kontrolleres af en fælles overvågningsinstitution, der repræsenterer alle de store donorer: EU, Valutafonden, Verdensbanken og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD).

Fred og forsoning i Ukraine forudsætter også mådehold i retsopgøret med dem, der har samarbejdet med russerne i de besatte områder: De kollaboratører, der aktivt har søgt at hjælpe Rusland til sejr, skal naturligvis straffes. Men langt de fleste, der har samarbejdet med besættelsesmagten, har gjort det af bitter nød, af frygt for egen sikkerhed eller for at beskytte tilværelsen en smule for deres medmennesker. For dem må befrielse ikke betyde heksejagt og overgreb. Der vil blive god brug for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at sikre dette.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd omRuslands invasion i Ukraine

Udgivet den

Det handler om mere end kanoner og kampvogne – invasion er ikke den mest nærliggende risiko 

Koordinering af de europæiske landes forsvarsopbygning er afgørende for at få størst muligt udbytte af de vældige investeringer. Det handler ikke kun om kanoner og kampvogne, jagerfly, missiler, ubåde og slagskibe. Mere her i min seneste klumme i Berlingske – som også kan ses nedenfor:

Forsvarets styrke og rolle

Regeringen lægger i disse uger brikker til den massive investering i dansk forsvar. Fra 2030 skal Forsvaret årligt have et budget på to procent af nationalproduktet. Det mål blev vedtaget i NATO, længe før Ruslands generalangreb på Ukraine. Dengang kunne man være tøvende over for så høje udgiftsmål, fordi det er ensbetydende med, at Tyskland alene når op på samme rustningsudgifter som Rusland – og hele Europa bruger fem gange så meget.

Ruslands angreb viser imidlertid en skræmmende vilje til at løbe enorme risici for at genoprette et sovjetlignende imperium. Der satses helt åbenbart på, at Vesten ikke kan holde sammen om støtten til Ukraine, og at Europa savner enighed og vilje til at investere, så vi kan forsvare alle europæiske lande mod nye overfald.

USA bærer i øjeblikket hovedparten af byrden med at forsyne Ukraine med våben. Men amerikanerne vil utvivlsomt kræve, at dén opgave om få år helt overvejende løses af EU-landene samt Storbritannien og Norge. USAs tilstedeværelse i Europa bliver i fremtiden langt mere tilbagetrukken. Men USAs atomslagstyrke og forpligtelse til – efter NATOs artikel 5 – at optræde »alle for en« i tilfælde af angreb på et medlemsland er også i fremtiden afgørende for at forebygge nye angreb. Europa skal imidlertid ruste sig til både at løfte sit eget forsvar og finansiere genopbygningen af Ukraine. Det kan og skal vi magte. Vi er næsten fire gange så mange mennesker og har ti gange så stor en nationaløkonomi som Rusland.

Koordinering af de europæiske landes forsvarsopbygning er afgørende for at få størst muligt udbytte af de vældige investeringer. Det handler ikke kun om kanoner og kampvogne, jagerfly, missiler, ubåde og slagskibe – og vældige mængder af ammunition, selv om det alt sammen er nødvendigt, indtil Ruslands invasion i Ukraine er definitivt standset. Den mest nærliggende risiko for angreb på et NATO-land er ikke invasion som i Ukraine, men forsøg på at lamme vores infrastruktur og hele vores samfundsliv gennem it-angreb og fysisk sabotage:

Alle centrale samfundsinstitutioner oplever mere intense angreb på it-systemer. Hensigten er næppe umiddelbart at ødelægge, men at sikre sig adgangen til at kunne gøre det i en tilspidset situation. Øget forsvar for it-sikkerhed er et evigt kapløb med nye angrebsmetoder.

Også i forhold til rør- og ledningsforbindelser i havet opbygger Rusland kapacitet til at afbryde vores forsyning af olie-, gas- og el.

Der er mange modsatrettede antagelser om, hvem der sprængte Nord-stream-gasledninger i Østersøen i september i fjor. Jeg tror, at det var russerne selv, der sprængte deres kæmpeinvestering i stykker, fordi de erkendte, at Nord-stream-ledningerne aldrig kommer til at transportere russisk gas til Europa. Sabotagen skete samme dag, som vi var en stor forsamling med Polens præsident og Danmarks statsminister i spidsen, der stod nede i Szczecin for at indvie Baltic Pipe, der nu via Danmark og over Østersøen sender vældige mængder af norsk gas til Polen, så landet er blevet helt uafhængigt af russisk gas. Nede i Polen dén morgen i september var vi vist alle overbeviste om, at sprængningerne var en hilsen til os fra Putin – at det var et storstilet forsøg på at skræmme os med, hvad han også er i stand til med vores ledninger.

Derfor bliver en del af forsvarsinvesteringen også at skærpe overvågningen af vore forsyningslinjer under havets overflade. Men det stærkeste værn er en entydig melding til Moskva om, at NATOs artikel 5 også gælder for sabotage af rør og ledninger og vil blive besvaret med lige så effektfulde modangreb – måske af samme art.

Vi må heller ikke glemme, at informationskrigen er i fuld gang med løgnagtig propaganda østfra og troldeangreb på Vestens sociale medier. Det må være et væsentligt element i Europas oprustning at investere meget mere i at afsløre disse angreb og i at formidle sandfærdige nyheder uden om censuren til det russiske folk.

Hvis det lykkelige sker, at sandheden når ud til det russiske folk og omsættes i en omstyrtning af Putins diktatur, så er det ikke givet, at vi har brug for at værne os i den grad mod Rusland, som vi nu lægger an til at have på plads ved starten af det næste årti.

Men en del af Europas større militære kapacitet bør i så fald konverteres til et fælles udrykningskorps, der kan stilles til rådighed for FN til ny og mere håndfaste fredsbevarende operationer for at dæmpe mylderet af konflikter i Afrika og Asien, der skaber ustabilitet og nye flygtningestrømme mod vores strande, hvis de ikke bliver inddæmmet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 1. juni 2023

Mere fra min hånd om forsvar

Udgivet den

Europa har en vital rolle at spille som brobygger mellem USA og Kina

Det er afgørende, at Europa forstår at stå sammen mod Rusland og angrebskrigen i Ukraine, mens regionen sakker bagud i både folketal og økonomi. Samtidig vokser Kinas indflydelse og selvforståelse – til USA’s skingre fortrydelse. Her har Europa en afgørende rolle at spille for at de to ikke ryger i totterne på hinanden i kampen om henholdsvis at aspirere til rollen som supermagt og – for USA’s vedkommende – fastholde den. Mere om det i min seneste klumme i Altinget