Tag: Ukraine

Udgivet den

Det handler om mere end kanoner og kampvogne – invasion er ikke den mest nærliggende risiko 

Koordinering af de europæiske landes forsvarsopbygning er afgørende for at få størst muligt udbytte af de vældige investeringer. Det handler ikke kun om kanoner og kampvogne, jagerfly, missiler, ubåde og slagskibe. Mere her i min seneste klumme i Berlingske – som også kan ses nedenfor:

Forsvarets styrke og rolle

Regeringen lægger i disse uger brikker til den massive investering i dansk forsvar. Fra 2030 skal Forsvaret årligt have et budget på to procent af nationalproduktet. Det mål blev vedtaget i NATO, længe før Ruslands generalangreb på Ukraine. Dengang kunne man være tøvende over for så høje udgiftsmål, fordi det er ensbetydende med, at Tyskland alene når op på samme rustningsudgifter som Rusland – og hele Europa bruger fem gange så meget.

Ruslands angreb viser imidlertid en skræmmende vilje til at løbe enorme risici for at genoprette et sovjetlignende imperium. Der satses helt åbenbart på, at Vesten ikke kan holde sammen om støtten til Ukraine, og at Europa savner enighed og vilje til at investere, så vi kan forsvare alle europæiske lande mod nye overfald.

USA bærer i øjeblikket hovedparten af byrden med at forsyne Ukraine med våben. Men amerikanerne vil utvivlsomt kræve, at dén opgave om få år helt overvejende løses af EU-landene samt Storbritannien og Norge. USAs tilstedeværelse i Europa bliver i fremtiden langt mere tilbagetrukken. Men USAs atomslagstyrke og forpligtelse til – efter NATOs artikel 5 – at optræde »alle for en« i tilfælde af angreb på et medlemsland er også i fremtiden afgørende for at forebygge nye angreb. Europa skal imidlertid ruste sig til både at løfte sit eget forsvar og finansiere genopbygningen af Ukraine. Det kan og skal vi magte. Vi er næsten fire gange så mange mennesker og har ti gange så stor en nationaløkonomi som Rusland.

Koordinering af de europæiske landes forsvarsopbygning er afgørende for at få størst muligt udbytte af de vældige investeringer. Det handler ikke kun om kanoner og kampvogne, jagerfly, missiler, ubåde og slagskibe – og vældige mængder af ammunition, selv om det alt sammen er nødvendigt, indtil Ruslands invasion i Ukraine er definitivt standset. Den mest nærliggende risiko for angreb på et NATO-land er ikke invasion som i Ukraine, men forsøg på at lamme vores infrastruktur og hele vores samfundsliv gennem it-angreb og fysisk sabotage:

Alle centrale samfundsinstitutioner oplever mere intense angreb på it-systemer. Hensigten er næppe umiddelbart at ødelægge, men at sikre sig adgangen til at kunne gøre det i en tilspidset situation. Øget forsvar for it-sikkerhed er et evigt kapløb med nye angrebsmetoder.

Også i forhold til rør- og ledningsforbindelser i havet opbygger Rusland kapacitet til at afbryde vores forsyning af olie-, gas- og el.

Der er mange modsatrettede antagelser om, hvem der sprængte Nord-stream-gasledninger i Østersøen i september i fjor. Jeg tror, at det var russerne selv, der sprængte deres kæmpeinvestering i stykker, fordi de erkendte, at Nord-stream-ledningerne aldrig kommer til at transportere russisk gas til Europa. Sabotagen skete samme dag, som vi var en stor forsamling med Polens præsident og Danmarks statsminister i spidsen, der stod nede i Szczecin for at indvie Baltic Pipe, der nu via Danmark og over Østersøen sender vældige mængder af norsk gas til Polen, så landet er blevet helt uafhængigt af russisk gas. Nede i Polen dén morgen i september var vi vist alle overbeviste om, at sprængningerne var en hilsen til os fra Putin – at det var et storstilet forsøg på at skræmme os med, hvad han også er i stand til med vores ledninger.

Derfor bliver en del af forsvarsinvesteringen også at skærpe overvågningen af vore forsyningslinjer under havets overflade. Men det stærkeste værn er en entydig melding til Moskva om, at NATOs artikel 5 også gælder for sabotage af rør og ledninger og vil blive besvaret med lige så effektfulde modangreb – måske af samme art.

Vi må heller ikke glemme, at informationskrigen er i fuld gang med løgnagtig propaganda østfra og troldeangreb på Vestens sociale medier. Det må være et væsentligt element i Europas oprustning at investere meget mere i at afsløre disse angreb og i at formidle sandfærdige nyheder uden om censuren til det russiske folk.

Hvis det lykkelige sker, at sandheden når ud til det russiske folk og omsættes i en omstyrtning af Putins diktatur, så er det ikke givet, at vi har brug for at værne os i den grad mod Rusland, som vi nu lægger an til at have på plads ved starten af det næste årti.

Men en del af Europas større militære kapacitet bør i så fald konverteres til et fælles udrykningskorps, der kan stilles til rådighed for FN til ny og mere håndfaste fredsbevarende operationer for at dæmpe mylderet af konflikter i Afrika og Asien, der skaber ustabilitet og nye flygtningestrømme mod vores strande, hvis de ikke bliver inddæmmet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 1. juni 2023

Mere fra min hånd om forsvar

Udgivet den

Europa har en vital rolle at spille som brobygger mellem USA og Kina

Det er afgørende, at Europa forstår at stå sammen mod Rusland og angrebskrigen i Ukraine, mens regionen sakker bagud i både folketal og økonomi. Samtidig vokser Kinas indflydelse og selvforståelse – til USA’s skingre fortrydelse. Her har Europa en afgørende rolle at spille for at de to ikke ryger i totterne på hinanden i kampen om henholdsvis at aspirere til rollen som supermagt og – for USA’s vedkommende – fastholde den. Mere om det i min seneste klumme i Altinget

Udgivet den

Farlige udsving i Kina-politikken

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – Taiwans fremtid skal nok løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Mere om dét og vigtigheden af samarbejde mellem Vesten og Kina i denne, min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

USA og Kina må finde fodslag i internationalt samarbejde

Uffe Ellemann sagde engang til mig, at hverken Kina eller klima fyldte meget i dagsordenen i hans tid som udenrigsminister.

Her 30-40 år senere er Kinas betydning på verdensscenen eksploderet.

Klimaforandring er vores værste eksistentielle trussel, medmindre vi når at udrydde al civilisation i en atomkrig. Fred og økonomisk stabilitet i resten af det 21. århundrede afhænger af, om USA og Kina kan tøjle deres i indbyrdes kappestrid og sammen føre an i internationalt samarbejde.

Siden Kina i 1978, under Deng Xiaopings ledelse, lagde maoismens kaos og katastrofer bag sig, har kæmpelandet oplevet en sensationel fremgang. Økonomien er mere end 30 gange større end dengang. Min hustru Mette Holm og jeg har hver for sig og sammen været øjenvidner til denne formidable omvæltning. Mette har opholdt sig i Kina i ti år – først som studerende, siden som reporter. Jeg har besøgt Kina 18 gange de seneste 43 år, og som finans- og udenrigsminister, parti- og folketingsformand og siden også formand for FN’s Generalforsamling haft møder med en lang række kinesiske topfolk.

Kinas selvforståelse

Kinas selvforståelse er, at det er verdens ældste og vigtigste nation, der har rejst sig efter en kortvarig svækkelse på 150 år. Men Kinas vej til velstand og storhed går gennem handel, investering og diplomati – ikke et ønske om krigeriske erobringer. Dét, påstår jeg, er uforandret, selv om det er skræmmende med Xi Jinpings enevælde og den massive ensretning. Der er voldsom undertrykkelse af muslimer i Xinjiang, tibetanere og de få frihedsforkæmpere, der åbner munden. Hongkongs frihed knægtes i strid med aftalen med Storbritannien om »et land, to systemer«. Og det må også bekymre, at der oprustes, og at der tales om, at genforeningen med Taiwan om nødvendigt kan gennemføres med militær magt.

USA slår tonen an

USA fører an i en voldsom ændring af Vestens holdning til Kina. Efter årtier med gensidig hyldest til samhandel og investering – og politisk samvirke, som det kom til udtryk under klimaaftalen i Paris – opfattes Vestens kurs mod Kina nu (i Kina) som forsøg på at stække landets fremgang i velstand og omkranse det med stærke amerikansk ledede alliancesystemer. Kina bruger kun en tredjedel så mange ressourcer som USA på militær, og USA står endnu stærkere sammen med store nabolande som Japan og Indien. Siden Trump startede handelskrigen og covid-bashingen mod Kina, har der i amerikansk politik rejst sig en paranoid frygt med krav om at være »tough on China«. Det toppede med hysteriet om, og nedskydningen af, den kinesiske luftballon. Det var faretruende, at dette lille intermezzo førte til aflysning af den amerikanske udenrigsministers Blinkens besøg i Beijing, for der er jo netop brug for afspænding.

Allervigtigst ville det være, hvis USA og Kina kom så meget på talefod, at Xi Jinping blev villig at lægge pres på sin »ven« Putin for at stoppe angrebskrigen i Ukraine. Indtil nu styres Kinas kurs desværre af fælles kinesisk-russisk modstand mod USAs globale dominans.

Kina diplomatisk storspiller

USA må erkende den ny balance, hvor man ikke varigt kan stække Kinas fremgang. Kina har etableret stærke økonomiske relationer i Øst- og Sydasien og voksende indflydelse i Afrika, Latinamerika, Centralasien og Mellemøsten. Kina er nu en diplomatisk storspiller, der har haft held til at mægle mellem ærkefjenderne Iran og Saudi-Arabien. USA må også forstå, at både Kina og Europa ønsker at bevare væsentlige dele af vort store økonomiske samkvem. Derfor er det rigtigt sagt af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at EU skal medvirke til at mindske spændingen mellem USA og Kina.

Men skal vi ikke frygte invasion af Taiwan – analogt med Putins invasion i Ukraine? Jeg tror, at analogien er falsk. Kina har ingen interesse i at starte en militær konflikt, der kan vælte den grundlæggende »kontrakt« med befolkningen: Styret har haft en solid folkelig opbakning, mens man formåede at trække 800 millioner ud af fattigdom. De allerfleste kinesere har oplevet øget velstand og friheder i livet som aldrig før – så længe de bare ikke blander sig i politik!

Det blev afbrudt under covid-pandemien, som blev kluntet håndteret. Men krig på grund af Taiwan kunne blive langt mere kostbar i form af sanktioner og nedbrud i Kinas deltagelse i verdensøkonomien. Alle parter har derfor en grundlæggende interesse i ikke at provokere forandringer i status quo i Taiwan-strædet.

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – at Taiwans fremtid nok skal løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Det er kinesere på begge sider, og de har et længere tidsperspektiv end vi i Vesten.

Mogens Lykketoft, fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om Kina og USA

Udgivet den

Freden har lange udsigter

Ukraine demo Enghave Plads 24. februar 2023

Selv om Joe Biden lover, at Vesten bakker Ukraine op, så længe det er nødvendigt, får frygten for flere års blodig krig nogle til at se på alternativer. Det skriver jeg om i dette indlæg i Jyllands-Posten 1. marts 2023. Læs det her – eller nedenfor:

Nogle i Vesten er begyndt at tænke i hurtig kompromisfred

Sidste uge havde vi enorm mediedækning af krigen i Ukraine op til årsdagen for den russiske invasion og præsident Bidens overraskende og kraftfulde besøg i Kyiv. 

Vi er for alvor blevet mindet om angrebskrigens grusomhed, de ufatteligt mange tab af menneskeliv og store ødelæggelser. Selv talte jeg ved en demonstration i København om min vældige beundring for det ukrainske folks kamp og vores forpligtelse til at give Ukraine penge og våben til at drive angriberne tilbage.

Det seneste års angrebskrig er ikke bare et fundamentalt brud på folkeret og mellemstatslige aftaler med vanvittige tab til følge. Konflikten gør hele verden meget mere ustabil. Den har udløst en voldsom, men nødvendig, oprustningsbølge i Vesten. Det stjæler uundgåeligt ressourcer fra indsatsen for global fødevaresikkerhed, udryddelse af fattigdom og indsats for at stabilisere klimaet. Allerværst: Risikoen for krig mellem USA/Europa og Rusland er blevet meget større.

Præsident Zelenskyj beder forståeligt nok Vesten om våben til at befri hele sit land og få de russiske krigsforbryderne med Putin i spidsen for en domstol.

Men Vesten har jo på forhånd udelukket deltagelse i krigen på ukrainsk side med egne tropper og vil ikke have, at krigen breder ind i selve Rusland. Så længe Putin er ved magten, vil han være villig til at tage enorme tab i mandskab og dog være i stand til at rekruttere hundredtusinder af nye soldater. En betingelsesløs kapitulation som Nazitysklands i 1945 kan derfor ikke fremkaldes på slagmarken.

Måske kan Vesten levere så kraftige våben, at Ukraine kommer tæt på at befri de besatte områder. Men mange frygter, at Putin udløser atomtruslen, hvis han er ved at blive trængt helt ud af Ukraine – også fra Krim og de dele af Donbas, som han har kontrolleret siden 2014. 

Netop derfor er der bag linjerne i USA og Europa forskellige opfattelser af, hvor meget man skal levere til Ukraine af det mest avancerede og offensive isenkram.

Mange militært sagkyndige mener under alle omstændigheder, at det mest sandsynlige er flere år endnu med blodig krig langs en skyttegravsfront med en djævelsk balance mellem flere og flere russiske soldater på den ene side og stærkere og stærkere vestlige våben til Ukraine på den anden side. Det vil være en krig, der fortsat ledsages af store ødelæggelser af liv og infrastruktur i Ukraine og blokerer for en enhver genrejsning af det ukrainske samfund og fører til, at flere og flere flygter ud af landet. 

Der er ikke meget håb om en omvæltning i Rusland, der i overskuelig fremtid bringer mere fredsvenlige kræfter til magten. Og Putin kan næppe overtales til at slutte den fred, verden har så stort brug for, hvis det betyder et totalt nederlag for hans territoriale ambitioner i Ukraine. 

Derfor er der – uanset alle løfterne fra vestlige regeringer om at støtte Zelenskyj, ”så længe det er nødvendigt” – en del vestlige beslutningstagere, der tænker i retning af en hurtig kompromisfred.

Én grund er frygten for, at den ubetingede amerikanske støtte til Ukraine kan krakelere ved næste valg, hvis Trump kommer tilbage, eller Republikanerne får valgt en præsident Ron DeSantis, der lige har talt for at nedskære bistanden til Ukraine. 

En anden grund er, at der kun kommer et pres på Putin fra Kina og store magter i det globale syd – Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika – hvis det er en forhandlet fred. Disse store lande ønsker ikke fortsat krig, men uanset hvad vi mener, heller ikke et totalt nederlag for Rusland.

Mogens Lykketoft (f. 1946), fhv. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling. 

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Speech at demonstration for Ukraine

Ukraine demo Enghave Plads 24. februar 2023

at Enghave Plads in Copenhagen on 24th of February, 2023, one year after Russia waged its bloody war on Ukraine.

Mogens Lykketoft
Mogens Lykketoft speaking at the manifestation at Enghave Plads in Copenhagen one year after Russia waged war on Ukraine © Mette Holm

We are gathered here tonight for a torchlight procession in anger, pain, and compassion.

We are gathered in solidarity with the people of Ukraine who are fighting so bravely and fiercely not to fall under the boots of the Kremlin dictator.

We are gathered in protest of the gigantic breach of promise by Russia, which in 1994, together with other major powers, recognised the inviolability of Ukrainian borders against Ukraine handing over its share of the old Soviet nuclear weapons to Russia.

Until the first hour of February 24, 2022, too optimistically, we thought that Putin was just bluffing.

We did so, even though we knew that he was unscrupulously indifferent to other people’s lives and welfare when it comes to expanding his own power.

We had seen that how he slaughtered Chechnya, invaded Georgia, seized Crimea and started the border war in Donbas nine years ago.

We had seen, how he murders his own countrymen, when they cross his path.

We knew that he was spending huge funds on misinformation and undermining Western democracies via support for right-wing radical movements.

We also now know that the machinations and lies manufactured in Putin’s troll factories helped bring about disasters like Brexit and Trump

But it dawned on us only gradually for how long he had been planning the attack against Ukraine, and the massive resources he spent over the years telling lies and creating a false narrative of animosity towards the Russians.

Only too late did we realise that Putin’s Nord Stream pipelines in the Baltic Sea were intended to strangle Ukraine economically and strengthen Europe’s dependence on Russian natural gas.

And we didn’t believe Putin was ignorant and cruel enough to start a major war in Europe.

Ignorant, when he thought that Ukraine’s army and people would just raise their arms and surrender, and let him install a puppet government in Kyiv, only risking of a weak note of protest from the West.

Ignorant of the incompetency of his own corrupt military.

Ignorant of the fact that people in Ukraine – regardless of whether they speak Ukrainian or Russian at home – will fight with their lives to avoid to be trodden down by Putin’s boot.

Cruel in encouraging war crimes as murder, rape and abductions among Ukrainian civilians.

Cruel in waging a war that purposefully targets civilians and civilian targets with immense loss of life and property, and deprives people of access to water, heat and light in the cold of winter.

Cruel in disregarding the land war’s massive losses along the front lines and in the trenches.

People in Ukraine are fighting because they understand what awaits them if Putin gets his way.

The Ukrainians have amassed memories from the latest four or five generations of their country being the place in Europe where chance of survival was the least.

Countless millions perished at the behest of two of the twentieth century’s most insane dictators.

Stalin ordered millions of people’s death by starvation on their own land or in his slave camps, he executed the elite and used Ukrainians in particular as cannon fodder in World War II.

Hitler murdered the Jews of Ukraine and a large part of the civilian population in general. World War II rolled back and forth over Ukraine with unimaginable destruction, death, hunger, and poverty in its wake.

Putin wages war like Stalin and Hitler.

Pointless and barbaric, with no regard for civilian losses and destruction and without regard for how many of his own forcibly recruited soldiers will be sent to their graves.

With all his monumental mistakes, Putin seems intent on continuing the war through endless bloodshed and destruction that could turn Ukraine into a desert. He will not accept defeat.

Therefore, we in the West have two tasks:

First, we must do everything in our power to cement the hitherto unseen unity in NATO and the EU, which Putin has unleashed with his war of aggression, and which is now also bringing Finland and Sweden into NATO. We must continue and increase the aid with money and arms for Ukraine’s self-defense and deprive Putin of any illusion that we will tire before he does.

Second, we must wage a much more massive war of information against Putin’s lies and machinations, both directed towards our own public and to the sadly deluded Russians. People in Russia need to know that in no way do we want to destroy their country – we only want to prevent their dictator from destroying life for people in Ukraine. We hope to welcome a post-putinist age soon, where Europe can restart a mutually beneficial cooperation with a new and peaceful Russia.

Udgivet den

Tale ved Ukraine demonstrationen på Enghave Plads 

Ukraine demo Enghave Plads 24. februar 2023
Mogens Lykketoft
Mogens Lykketoft taler til demonstration på Enghave Plads i København ved ét-året for Ruslands angreb på Ukraine © Mette Holm

24. februar 2023

Vi er samlet til demonstration i vrede, smerte og medfølelse 

Vi er samlet i solidaritet med Ukraines folk, der kæmper så tappert og indædt for ikke  at komme under støvlen på diktatoren i Kreml.

Vi er samlet for at protestere mod det gigantiske løftebrud fra dét Rusland, der i 1994 sammen med andre store magter anerkendte de ukrainske grænsers ukrænkelighed mod at Ukraine afleverede sin andel af de gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.

Indtil den første time af 24. februar 2022 troede vi alt for optimistisk at Putin bare bluffede.

Det gjorde vi, selvom vi godt vidste, at han var skruppelløst ligeglad med andre menneskers liv og velfærd, når det gjaldt om at udvide egen magt.  

Det så vi, da hans slagtede Tjetjenien, invaderede Georgien, kuppede sig til Krim og startede grænsekrigen i Donbas for ni år siden. 

Vi havde set, at han myrder egne landsmænd, der kommer ham på tværs. 

Vi vidste, at han bruger vældige midler på misinformation og undergravning i vestlige demokratier via støtte til højreradikale bevægelser.  

Vi ved også nu, at de intriger og løgne, der fabrikeres på Putins troldefabrikker, var med til at fremkalde katastrofer som Brexit og Trump

Men dæmrede kun gradvis for os, hvor længe overfaldet på Ukraine har været planlagt og hvor enorme kræfter. der er brugt i årevis på at fortælle løgne og tegne fjendebilleder til det russiske folk.

Alt for sent opfattede vi, at hans Nordstream-projekterne i Østersøen havde til formål økonomisk at strangulere Ukraine og styrke Europas afhængighed af russisk naturgas. 

Vi troede trods alt ikke, at Putin var uvidende og grusom nok til at starte en storkrig i Europa.

Uvidende, når han troede at Ukraines hær og folk bare ville række hænderne i vejret, lade ham indsætte en marionetregering i Kyiv og alene risikerede at udløse en afmægtig protestnote fra Vesten.

Uvidende om, hvor inkompetent hans eget korrupte militær var.

Uvidende om, at mennesker i Ukraine på tværs af, om de taler ukrainsk eller russisk derhjemme vil kæmpe med livet som indsats for ikke at komme ind under Putins støvle.

Grusom med krigsforbrydelser som mord, voldtægt, bortførelser blandt Ukraines civile.

Grusom med en krigsførelse, der målrettet rammer civile mål med store tab af liv og ejendom og berøver folk adgang til vand, varme og lys i den kolde vinter.

Grusom med landkrigens enorme tab langs frontlinjerne og i skyttegravene

Mennesker i Ukraine kæmper, fordi de forstår hvad der venter dem, hvis Putin får sin vilje,

Ukrainerne har opsamlet erindringer fra de seneste fire-fem generationer, hvor deres land var det sted i Europa, hvor chancen for at overleve var mindst.

Utallige millioner omkom efter ordre fra to af det tyvende århundredes mest vanvittige diktatorer.

Stalin beordrede millioner sultet ihjel på deres egen jord eller i sine slavelejre, henrettede eliten og brugte i særlig grad ukrainere som kanonføde i 2. verdenskrig. 

Hitler myrdede løs på Ukraines jøder og på civilbefolkningen i det hele taget. 2. verdenskrig rullede frem og tilbage over Ukraine med helt ufattelige ødelæggelser, død, sult og armod i kølvandet.

Putin fører krig som Stalin og Hitler.  

Meningsløst og barbarisk, uden hensyn til de civile tab og ødelæggelser og uden hensyn til hvor mange af egne tvangsudskrevne soldater, der skal sendes i graven. 

Trods alle hans monumentale fejltagelser synes Putin indstillet på at fortsætte krigen gennem årelange blodtab og ødelæggelser, der kan gøre Ukraine til en ørken. Han vil ikke acceptere et nederlag.

Derfor har vi i Vesten to opgaver:

For det første skal vi gøre alt for at cementere det hidtil udset stærke sammenhold i NATO og EU, som Putin har skabt min sin angrebskrig, og som nu også fører Finland og Sverige ind i NATO. Vi skal opruste hjælpen med penge og våben til Ukraines selvforsvar og fratage Putin enhver illusion om at vi bliver trætte før ham.

For det andet skal vi føre en meget mere massiv informations-krig mod Putins løgne, både i forhold til vores egen offentlighed og til det vildførte russiske folk. Mennesker i Rusland skal vide at vi ikke vil ødelægge deres land – kun vil forhindre deres diktator i at ødelægge tilværelsen for mennesker i Ukraine.  Vi håber at Europa i en tid efter Putin kan indlede et samarbejde til gensidig gavn med et nyt og fredeligt Rusland.

Udgivet den

The Paths to Peace are Few, Narrow and Uncertain

Sadly, peace and justice for Ukraine require ever more weapons from the West to liberate the occupied territories. And the ultimate horror scenario is that Putin’s response to being pushed back along the front lines becomes a desperate decision to use tactical nuclear weapons to destroy Ukraine’s military. This would multiply the loss of both military and civilian lives in one fell swoop and lead directly to NATO’s participation in the war, which may lead to war and arms races spiraling completely out of control.

Therefore, all hope rests on a change of heart and perhaps a change of power in the Russian leadership, in order for peace negotiations to start – and thus paving the way for rebuilding life in Ukraine.

We must also sincerely hope that a peace in Ukraine will lead to the West being able to negotiate once more with Russia to restore agreements on controlled limitations of missile and nuclear weapons systems and the prohibition of the proliferation of nuclear weapons, which contributed crucially to ending the old Cold War.

Only renewed cooperation between the West and Russia, expanded to include China, can slow down the ongoing arms race and prevent the proliferation of nuclear weapons to more and more states. Dare we believe in such cooperation?

Doubtful promises

Nuclear proliferation can hardly be avoided without very tangible guarantees for and alliances with the countries that must renounce nuclear weapons, that they will not be exposed to military attacks from other countries.. However, deep distrust in the long-term sustainability of such guarantees will prevail. Remember that in 1994 Russia helped to guarantee Ukraine’s borders in exchange for handing over Ukraine’s share of the old Soviet nuclear weapons stockpiles.

North Korea’s seemingly insane drive to massively stockpile nuclear weapons and long-range missiles is hardly based on the delusion that the country and its regime would exist only minutes after a nuclear attack on the United States. But the dictator Kim Jong-un’s logic is simple: Would Saddam Hussein or Gaddafi have been removed by military force, had they possessed nuclear weapons to respond with?

The same logic led Iran’s clergy to toy with developing nuclear weapons. It was a particularly risky project because, in the conflict-torn Middle Eastern region, it could quickly lead to a preemptive attack by Israel and a nuclear race with Saudi Arabia and other neighboring countries. The non-proliferation agreements could be completely blown up.

Trump’s brutal deal-breaking

Therefore, up until 2015, a brilliant diplomatic offensive to lift economic sanctions against Iran and so as to let the country experience not being under threat of attack – while Iran, in return, had to renounce plans to develop the bomb. An agreement, the JCPOA, was concluded not only between the US and Iran, but including Russia, China, Great Britain, France, Germany and the EU as well, and furthermore confirmed in the UN Security Council.

Against the backdrop of many decades of conflict between the United States and Iran, this agreement was historic, and it served to strengthen the more moderate forces in Iran that had brought about the agreement. This is why it was terrible and idiotic that three years later Trump tore up the deal and re-imposed an even harsher sanctions regime on Iran. It is tragic that as the new president Joe Biden did not manage to move swiftly to restore the nuclear deal. This have prevented the return to power of the radical clerics , nurturing their strong doubts about whether guarantees from the West were trustworthy, and thus nuclear force could be dispensed with. Now the Iranian regime may be so cornered by domestic problems that it might still want an agreement. But the opportunity is definitely missed.

Iran out of reach

At this point in time, no Western power or organisation can make deals with a regime that massacres participants of huge popular protests, and executes countless young men for petty offenses, in order to scare people from joining the mass movement that threatens the regime’s very survival. A regime which, by the way, also supplies hideous drone weapons for Putin’s war of aggression against the Ukrainian civilian population.

In Iran as in Russia, we must now cling to the narrow hope of regime change from within.

But there may be dramatic interludes, with Israel’s new right-wing Netanyahu government trying to destroy Iran’s nuclear facilities before a nuclear bomb is ready for use. This might delay the bomb, but hardly prevent it. And it will convince the clergy even more of its necessity. In addition, Iran has many opportunities to – with the help of allied forces in Israel’s vicinity – trigger a new and larger conflict in the war-torn Middle Eastern region.

The paths to peace are few, narrow and uncertain.

This is a translation of a piece published in Danish in Berlingske on 23rd of January, 2023

Udgivet den

Derfor fylder Ukraine-krigen mere i vores bevidsthed end andre blodige konflikter

Demo agaist Putin

Den bedste mulighed for at undgå en langvarig udmattelseskrig er militær fremgang for Ukraine ved hjælp af hurtig og massiv levering af de lovede endnu mere slagkraftige vestlige våbensystemer – læs hele min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

‘Bekvem’ afstand

Vi oplever krigen i Ukraine mere intenst end alle andre konflikter siden Anden Verdenskrig.

Korea-krigen foregik i et fjernt land, vi ikke kendte. Mediedækningen var beskeden, og vi var ikke i tvivl om retfærdigheden i at bekæmpe den kommunistiske angriber. Den amerikanske krig i Vietnam var anderledes tæt tv-dækket. En del fastholdt. at den var uundgåelig og at kommunistiske modstandere skulle bekæmpes med alle midler, men flere kom i tvivl eller var imod både selve krigen og ikke mindst den måde, den blev ført.

Vi reagerede ikke meget på utallige konflikter i Afrika eller USA’s støtte til kup mod demokratiske regeringer i Latinamerika. Vi gik direkte med til interventioner i Afghanistan og Irak, der endte med lange, blodige krige, der mildt sagt aldrig fik en god afslutning.

Vi så med distant afsky på den forfærdende borgerkrig i Syrien og endte med at have mere frygt for flygtninge derfra end medfølelse med dem.

Da den saudiarabisk ledede krig i Yemen skabte sult og død i ufatteligt omfang, krævede vi ikke af vore store allierede, at de stoppede støtten til saudierne og krævede fred.

Fra dansk side har vi stadig ikke en klar holdning til fordel for det palæstinensiske folk, der i 55 år har levet under en israelsk besættelse, der nu igen skærpes af et styre med hidtil uset racistisk-fascistiske ministre.

Krigen er tættere på

Ukraine er anderledes, fordi det foregår i Europa, nær vores egne grænser. Rusland, som vi gennem flere generationer lærte at frygte, er den skruppelløse angriber, der kunne finde på rykke endnu nærmere på os, hvis Ukraine falder. Hvis Rusland omvendt er ved at tabe, er der risiko for brug af atomvåben. Desuden dækker alle medier intenst kampene, tabene og ødelæggelserne i Ukraine. Zelenskyj står i spidsen for en entydig kamp mellem det gode og det onde. Vi møder flygtninge derovrefra i vores hverdag og oplever, at vi ligner hinanden og har samme drømme og håb.

To dage før Ukraine-krigens start for et år siden skrev jeg om de vanvittige konsekvenser af Putins angrebsplaner, der ville forpeste den internationale situation med voldsom oprustning og en ny, farlig kold krig. Jeg gav – som også stort alle andre med meget større indsigt – udtryk for, at det langt overlegne russiske militær nok kunne knuse Ukraines forsvarsstyrker, men at der ville være uhyrlige omkostninger for Rusland ved at forsøge at besætte et frihedselskende naboland med 44 millioner mennesker. Derfor ville et angreb være udtryk ikke bare for Putins velkendte onde hensigter, men også for en hidtil uset letsindig risikovilje.

Når angrebet alligevel blev iværksat, var det fordi Putin troede, at nabolandet kunne erobres på få dage, fordi folk og hær i Ukraine straks ville give op over for overmagten, ligesom tjekkoslovakkerne gjorde i 1968, da de blev angrebet af Sovjetunionen. Vesten ville kun få tid til at sende en protestnote, inden der var indsat et russisk marionetstyre i Kyiv, og så ville omverdenen nok affinde sig med fait accompli – som det skete ved annekteringen af Krim i 2014.

Ukrainerne kæmper

Et år senere er de russiske illusioner om en let sejr for længst bristet. Ukrainerne kæmper indædt og effektivt og bevæbnes massivt med vestlige våben, mens det russiske militær har været helt overraskende udueligt. Trods smertelige tab af menneskeliv, vanvittige materielle ødelæggelser og tab af territorium i øst og syd er skabt en hidtil uset stærk ukrainsk nationalfølelse og kampvilje på tværs af sprogforskelle og tidligere politiske skillelinjer mellem øst og vest i landet.

Russerne er blevet skubbet meget baglæns i forhold til de første ugers erobringer, men mobiliserer nu igen hundredtusinder af nye soldater. Putin er aldeles ligeglad med de enorme russiske tab og han håber vel, at den enige vestlige støtte til Ukraine krakelerer ved en langvarig udmattelseskrig. Han kan endda håbe, at hans ven og beundrer Donald Trump vender tilbage som amerikansk præsident, og at han kan slå en handel af med ham.

Derfor er der risiko for en langvarig, uafgjort skyttegravskrig, hvor Ukraines civile befolkning efterlades forarmet i en ødelagt infrastruktur bag fronten.

Den bedste mulighed for at undgå dette er militær fremgang for Ukraine ved hjælp af hurtig og massiv levering af de lovede endnu mere slagkraftige vestlige våbensystemer.

Men det skal kombineres med oplæg til fredsforhandlinger, der bakkes op af et endnu mere enigt verdenssamfund.

Vesten har allermest brug for bedre forståelse med Kina, der nok har den allerbedste position til presse Putin til at opgive sin erobringskrig.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske tirsdag d. 7. februar 2023.

Illustration: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om krigen i Ukraine

Udgivet den

Nyt farligt år med brug for højt tempo og dyb omtanke  

Årets sidste klumme fra min hånd i Berlingske – læs den i avisen eller nedenfor

Vesten må tale med Ukraines præsident om muligheden for et smerteligt valg mellem beherskede, men moralsk uacceptable indrømmelser til angriberen – eller en mangeårig lavintensiv krig, der bliver utålelig at gennemleve for folket og umuliggøre landets genopbygning. En udvikling hen mod total sejr for Ukraine kan i værste fald få Rusland til at bruge atomvåben. Mere nedenfor:

Truslen fra krig og træg klimaomstilling

De største farer for verden i 2023 er træg klimaindsats, fortsat krig i Ukraine og skærpede modsætninger mellem USA og Kina.

Risikoen er overvældende for, at vandringen til de bæredygtige samfund fortsat er alt for langsom. Det er trivielt, men nødvendigt at repetere, at der ikke længere er tvivl om, at vi fortsat har kurs mod uoprettelige forringelser i menneskers, dyrs og staters livsbetingelser. Den globale opvarmning vil udløse langt større og mere uhåndterlige folkevandringer og konflikter end dem, vi allerede har så svært ved at løse.

Udviklingen kan kun vendes ved i meget højt tempo at gennemtrumfe dybtgående ændringer i vores forbrugs- og produktionsmønster. Uden fuld kraft på landbrugets omstilling lykkes det for eksempel ikke at nå Danmarks ambitiøse 2030-mål. Det er letsindigt at påstå, at omstillingen kan ske helt uden omkostninger og afsavn. Men vi må friholde de fattigste for nye byrder; stadigt mere ulige og uretfærdige samfund skaber social ustabilitet og ender med at svække tempoet i indsatsen for klima og miljø. Det er ikke en bevidsthed, der for alvor findes så mange steder endnu – heller ikke i Danmarks nye regerings program.

Vedvarende energi er del af løsningen

Ruslands angrebskrig har afsløret et akut sikkerhedsbehov for at komme fri af fossile brændsler. Derfor kommer der heldigvis endnu mere fart i produktionen af vedvarende energi: Enorme mængder billig og grøn strøm vil i de kommende år blive høstet – fra sol- og vindfarme på land og i endnu højere grad fra havet. Det vil give utrolig dynamik ikke bare til elbiler og varmepumper, men også til at levere vældige mængder af grøn brint som grundstof i grønne brændsler til skibe, fly og tunge køretøjer.

Al Gore sagde forleden, hvad jeg tror er den bedste beskrivelse af situationen lige nu: Verdens regeringer er for sløve med at realisere FN’s Paris-aftale om klimaet fra 2015. Det er en klar historisk erfaring, at regeringer altid er sene til at erkende dramatiske omvæltningers nødvendighed. Men der er håb om, at deres tøven snart overhales af eksplosionen af opfindsomhed fra forskere og erhvervsvirksomheder. En toneangivende del af det globale erhvervsliv har indset, at klimaløsning og bæredygtighed er nødvendig for at redde deres fremtidige indtjening.

Dansk erhvervsliv har et forspring – endnu da – og Europa har bedre planer og praksis i grøn omstilling end andre kontinenter. USA ruller omsider frem med massive tilskud til grøn omstilling – der desværre fokuserer ret ensidigt på at favorisere egne virksomheder. Kina er et paradoks som førende verdensleverandør af grøn teknologi, men samtidig udleder af langt mere CO₂ end noget andet land i verden. De fattige lande i det globale syd venter med rette på en meget betydelig håndsrækning fra den rige verden for at løfte deres del af den globale udfordring.

Krigen dræner ressourcer

Fred i Ukraine er en forudsætning for at bremse op i den accelererende oprustningsspiral, der risikerer at dræne i ressourcer til klima og velfærd og uddyber de groteske økonomiske uligheder. Desværre skal åbenbart først flere og mere raffinerende vestlige våben til Ukraine for at overbevise Rusland om, at krigen ikke kan vindes ved at plage den ukrainske civilbefolkning med angreb vinteren igennem på el-, varme- og vandforsyningen.

Men Vesten må også i samtale med Ukraines præsident om, at der kan blive et smerteligt valg mellem beherskede, men moralsk uacceptable indrømmelser til angriberen eller en mangeårig lavintensiv krig, der bliver utålelig at gennemleve for folket og umuliggør landets genopbygning. En udvikling hen mod total sejr for Ukraine kan i værste fald få Rusland til at bruge atomvåben.

Forhåbentlig får de kræfter i Rusland overhånd, der forstår, at krigsmålet aldrig kan nås, og at deres eget land har brug for fred – ikke optrapning af krigen. Her kan medspil fra Kina blive afgørende.

Behov for, at Kina og USA snakker sammen

Derfor er der behov for dialog mellem USA og Kina, hvor de på trods af alle interessemodsætninger genfinder en form for verdensorden inden for FN for at sikre verdensfreden, det økonomiske samkvem og effektive klimaløsninger. I særdeleshed er der brug for, at de enes om en fælles holdning om, at grænser ikke kan ændres ved krig.

Desværre rækker det ikke langt bare at samle en alliance af demokratier, når kun en femtedel af Jordens befolkning lever i reelt demokratiske lande. Men det er selvfølgelig uhyre vigtigt, at vi værner bedre om vor egen sikkerhed og økonomiske interesser i fællesskab i NATO hhv. EU.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 27. december 2022

Mere fra min hånd om ulighed, klimaindsats og krigen i Ukraine

Udgivet den

Vi skal forarme eneherskerne ved at gøre os fri af deres energi. Det er godt for os – og for klimaet

Ukrainekrigen fremskynder den opgave, EU står med: at udstikke​ en ambitiøs kurs for en klimaindsats, der kan være eksempel for andre rige lande. Vi skal se at komme ud af afhængigheden af brutale eneherskere på energifronten. Mere om det i denne klumme i Jyllands-Posten 7. december 2022. Læs den i Jyllands-Posten eller nedenfor:

Krig, klimakrise og eneherskere i knibe

Ruslands rædselsfulde angrebskrig i Ukraine fortsætter. Putin kan hverken vinde på slagmarken eller erkende sine monumentale fejlvurderinger, og vreden over landets store krigstab og den stadig forværrede økonomi bliver mere og mere udbredt. En stor del af den mest veluddannede ungdom er flygtet. Men det endelig opgør med Putin lader vente på sig. Derfor lider Ukraine så ufatteligt meget, og krigens følger er også social nød og ustabilitet i resten af verden.

Måske er den eneste, der har magt til at presse Putin til at stoppe, Kinas enehersker, Xi Jinping. Han synes allerede at være det reelle værn mod, at Putin bruger atomvåben. Men han går næppe videre, før Vesten til gengæld nedtrapper konfrontationerne med Kina. Man må derfor håbe præsident Biden har vilje og indenrigspolitisk handlefrihed til at forbedre forholdet til Kina – og måske derved også reducere risikoen for en fremtidig konflikt over Taiwan.

Xi Jinping har lige genindsat sig som enehersker, og hans styre står næppe over for sammenbrud. Men han er udfordret, bl.a. af de mange demonstrationer mod den drastiske covid-nultolerance, der til stadighed holder hundredvis af millioner af kinesere indelukket og koster voldsomt på vækst og social stabilitet. Xi har også indenrigspolitisk brug for afspænding, og noget tyder på, at han omsider er ved at lempe covid-restriktionerne – uden i øvrigt at slække på styrets stærke kontrol med befolkningen.

Den matte afslutning på klimakonferencen i Egypten var bl.a. udtryk for, at samspillet mellem USA og Kina fra Paris i 2015 for tiden ikke er virksomt. Samtidig mener de toneangivende lande i det globale syd med rette, at de rige lande leverer alt for lidt til at afhjælpe klimakatastroferne. 

Det er fattige lande i den varme del af verden, der rammes uforholdsmæssigt hårdt, men det var de rige landes langvarige udslip af klimagasser, der er årsag til, at den globale opvarmning tog fart.

Vestens ringe hjælpsomhed er også med til at forklare, at det er så vanskeligt at få opbakning fra de tonegivende udviklingslande til en hård kurs over for Rusland. Problemerne bider hinanden i halerne. Der er for mange erindringer om de blodige, uretfærdige og/eller mislykkede krige, der blev ført af de ledede vestlige i en ikke så fjern fortid. Kolonikrige. Vietnamkrigen. I nyere tid det kaos med Islamisk Stat, der blev skabt i og omkring Irak som følge af USA’s invasion. 

Senest den forfærdende humanitære katastrofe, der er udløst i Yemen som følge af Vestens støtte til Saudi-Arabiens og Emiraternes invasion i dette ludfattige land. Vesten har også historisk et medansvar for, at et dybt reaktionært islamistisk præstestyre så længe har bidt sig fast i Iran. Nu rystes landet af demonstrationer, fordi en ny, ung generation med kvinderne i spidsen ikke vil finde sig i undertrykkelsen.

EU-kommissær Timmermanns fik i sidste øjeblik reddet lidt af EU’s ære i Sharm El-Sheik med forslaget om en fond til at afhjælpe tab og ødelæggelser ved klimakatastrofer. Men det er kun en beskeden forsmag på dét, der er nødvendigt for at genskabe tillid mellem det rige nord og det fattige syd.

EU skal udstikke en ambitiøs kurs for klimaindsatsen, der kan være eksempel for andre rige lande. Det fremskyndes af krigen i Ukraine: Vi skal hurtigst muligt væk fra energiafhængighed af aggressive diktatorer som Putin og Mohammed bin Salman. Det både klimamæssigt og sikkerhedspolitisk vigtigste projekt for det nærmeste tiår er at forarme dem ved at gøre os stadig mindre afhængige af deres fossile brændsler.