Ukraine Arkiv - Mogens Lykketoft

23. august 202323. august 2023

Vi må satse alt på fortsat vestligt sammenhold og levering af våben og bistand i Ukraine

Putin har indset sine indledende fejlvurderinger og ved, at han ikke kan nå sine mål, hvis Vesten holder ved støtten til Ukraine. Det skrev jeg om i mit seneste indlæg i Jyllands-Posten. Læs det her – eller nedenfor:

Udsigten til en lang og blodig krig

Uden for min gadedør blev jeg forleden anråbt af en mandlig cyklist, der bebrejdede os i Vesten, at vi bare bliver ved at sende våben til at holde gang i en krig, der vil koste hundredtusindvis af døde på begge sider.

Mandens tone var vred og aggressiv. Derfor kom det ikke til en egentlig samtale. Men jeg tror, at hans modstand mod bl.a. Danmarks støtte til Ukraines krigsførelse var drevet af forståelig frygt for en endeløs skyttegravskrig, hvor fronterne ikke flyttes meget, men krigen holdes i gang af moderne vestlige våben med dét formål at tappe russerne for så mange kræfter og så meget blod, at de indser, at de aldrig kan erobre Ukraine, og at de vil tabe nye angrebskrige.

Den vej KAN blive meget lang og blodig. Vi vil se flere end de titusindvis af krigsforbrydelser, der allerede er registreret, og en fortsat ædende ondskabsfuld krig mod den ukrainske civilbefolkning med bomber mod boligblokke, hospitaler, børnehaver, skoler og kornlagre. Ukraine bliver stadig mere ødelagt, og de fattigste ude i verden rammes af fødevaremangel, fordi Putin igen forhindrer kornskibene i at sejle.

Putin har nok forstået sine indledende monumentale fejlbedømmelser og ved, at han ikke kan nå sine mål, hvis Vesten holder ved støtten til Ukraine. Men uden vestlig opbakning ville Ukraine snart – uanset alt heltemod – ophøre med at være en selvstændig stat. For så ville størrelsen af de to krigende landes befolkning og ressourcer – herunder antallet af soldater, der kan sættes ind – på sigt afgøre krigens udfald.

Putin og Trump

Putin håber, at Trump vender tilbage og underløber ukrainerne, og at Europa inficeres af russisk-venlige højreradikale kræfter, der skal så splittelse og tvivl i deres hjemlande om støtte til Ukraine. Hans investering i intriger og løgne på de sociale medier medvirkede jo fint til brexit og valget af Trump til præsident i 2016 og senere til at sikre Marine Le Pen et godt valg i Frankrig. Putin investerer fortsat massivt i at skabe misfornøjelse og splittelse både i USA og Europa.

Desværre har han også stadig en betydelig folkelig opbakning derhjemme, et resultat af den årelange indoktrinering om Nato og USA som den aggressive part, der vil ødelægge Ruslands storhed. Derfor er der trods de store russiske tab ved fronterne endnu lang vej til et folkeligt oprør mod krigen. Derimod kan man desværre ikke udelukke endnu et kupforsøg, der handler om at skærpe kursen – ikke søge freden.

Putins vilje til at ødelægge Ukraine kan ses som reaktion på, at ukrainerne, uanset om de taler ukrainsk eller russisk, kæmper sammen for at undgå at komme under hans hæl. De lider alle under krig og besættelse, og de lever med erindringen om det forfærdende folkemord på Ukraine under Stalin i sovjettiden.

Men måske er Putins stærkeste drivkraft til at fortsætte krig til den sidste ukrainer ikke hadet, men hans angst for, at det efterhånden kan smitte til Rusland, hvis Ukraine, efter at have drevet hans invasionshær tilbage, etablerer et ægte demokrati inden for EU’s og Natos rammer.

Foreløbig må vi satse alt på fortsat vestligt sammenhold, der kan ruste Ukraine nok til at presse russerne tilbage og derefter faktisk skaber et velfungerende, demokratisk Ukraine. Det kræver enorme leverancer af moderne våben og en ligeledes enorm og vedholdende bistand til genopbygningen:

Så må både Ukraine og vi andre satse på, at et militært nederlag for Rusland, hurtigere end det nu tegner sig, kan føre til et opgør med Putin og hans verdenssyn hjemme i Rusland. Verden bliver ikke tryg, før det sker.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 8. august 2023

Mere fra min hånd om Ukraine

25. juli 202325. juli 2023

Krudt og kugler må ikke sluge råderummet i dansk økonomi

Vi har brug for andet og mere. Prioriteringen af det økonomiske råderum har længe været til debat i dansk politik. Mette Frederiksen må ikke glemme at prioritere penge til en række vigtige dagsordener. Læs min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

Hvad er vigtigst?

Ifølge statsministeren skal der ikke kunne klemmes et A4-papir ind mellem Danmark og USA.

Det er en temmelig kategorisk udmelding med alle de foruroligende træk i det amerikanske samfund og alle de gigantiske fejltagelser, der i de seneste 60 år har udløst amerikansk anførte krige og katastrofer fra Vietnam til Mellemøsten.

Jeg opfatter da også Mette Frederiksens melding mere situationsbestemt – med Joe Biden som præsident i USA og kampen mod den rædselsfulde, russiske aggression som det store, fælles projekt. Det kan – som hun også har sagt – være rigtigt, at oprustningen til to procent af nationalproduktet ikke er et loft, men kun en bund. Vi kan for eksempel blive tvunget langt over to procent, hvis Europa på egen hånd skal redde Ukraine og imødegå den russiske trussel, hvis katastrofen sker, at Donald Trump genvælges. Så bliver der plads til mere end et A4-ark imellem USA og Danmark.

Vi skal have lov håbe på noget helt andet. Ikke bare, at Biden fortsætter, Rusland slås tilbage, og Ukraine kommer med i EU og NATO. Men også, at det så ikke er helt utænkeligt, at der hen ad vejen i Rusland kommer mere realistiske og fredsommelige ledere, som vil forstå den fælles interesse i afspænding og samarbejde. Det skal vi selvfølgelig aktivt række ud efter, hvis chancen melder sig. Og så bliver det også muligt, at de to procent bliver et rigeligt højt mål.

Vi har akut brug for investering i klimahandling, velfærd og social sammenhængskraft

Man må i hvert fald inderligt håbe, at krig og oprustning ikke sluger hele det stærkt udvidede »råderum« i dansk økonomi. For vi har akut brug for at investere langt mere i klimahandling, bæredygtighed, velfærd og social sammenhængskraft.

Der er fortsat ringe forståelse for, at klimaindsats og bæredygtighed ikke bare er nye sider i et parti- eller regeringsprogram. Det er mål, som skal gennemsyre al politisk handling. Krisen er eksistentiel. Der er en chance, men ingen sikkerhed for, at vi kan forhindre, at verden opløses i accelererende ophedning, hyppigere og heftigere naturkatastrofer, stigende vandstand i havene, ørkenspredning, voksende vandmangel og helt uhåndterlige flygtningestrømme med mange flere deraf afledte konflikter.

Derfor skal der handles mere kraftfuldt her og nu. Det er ikke gratis, som man ofte af politisk bekvemmelighed lader som om. Men det er ufatteligt meget billigere end den regning, vi efterlader til vore børn og børnebørn, hvis vi tøver. Vi skal stoppe al snak om, at det er lige meget, hvad vi gør i lille Danmark. Ligesom vi har en særlig forpligtelse til at stå sammen med resten af Europa for at hjælpe Ukraine, uanset at vi ikke alene gør en afgørende forskel, har vi også et særligt ansvar for at gå forrest i klimakampen, selv om vi ikke alene kan løse klimakrisen og sikre global bæredygtighed.

Det er også uhyre vigtigt at forstå, at hvis der verden over skal skaffes folkelig opbakning til at handle, skal vi omsider gå op mod stigende ulighed mellem lande og i lande. Fattige lande og fattige mennesker har mindst ansvar for klimaforandringen. Men det er alt for ofte dem, der rammes hårdest af katastroferne

Vi er de største klimasyndere; vores regning er størst

Det burde være indlysende, at vi, der har mest, skal betale. Vores CO₂-aftryk er langt større end de fattiges på grund af stort forbrug. Både rig og fattig skal tænke over, hvordan vi kan forbruge og producere mere bæredygtigt. Men det er indlysende fair, at vi med den største negative klimaeffekt skal betale det meste af regningen.

I dansk politik bør denne forståelse betyde veto imod, at de borgerlige regeringspartier forsinker klimaomstillingen – både generelt og specielt i landbruget. De skal også afvises på kravene om ny skattelettelser, så længe der mangler penge til national og global klimaindsats og til velfærd. Med den i forvejen voksende ulighed er det urimeligt at give flest kroner i skattelettelser til dem, der er tæt ved toppen af indkomstpyramiden og at lette arveafgiften hos de familier, der ejer de allerstørste virksomheder.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har dokumenteret, at uligheden i Danmark i de senere år er vokset grotesk meget. Det er hjulpet på vej af asociale skattelettelser ad fordøren, flugt til skattely ad bagdøren og størst fremgang i løn og profit hos dem, der i forvejen tjente mest: Den dårligst stillede femtedel af danskerne fik fra 2010 til 2021 i gennemsnit 14.000 kroner ekstra om året i privat købekraft. Anden femtedel fik 27.000, Tredje femtedel fik 42.000. Fjerde femtedel fik 62.000 og øverste femtedel 114.000 kroner Den rigeste ene procent fik gennemsnitligt 335.000 kroner ekstra om året. For den rigeste promille af befolkningen var tilvæksten i årlig forbrugsmulighed 1.779.000 kroner

Det er på ingen måde bæredygtigt!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 25. juli 2023

Mere fra min hånd om dansk økonomi

3. juli 20233. juli 2023

Kampen om den holdbare samfundsøkonomi

Vi skal hverken bruge pengene fra det øgede råderum til at nedsætte selskabsskatten eller øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten. I stedet skal vi se, hvordan vi kan forbedre tilværelsen for de kommende generationer – mere om det i denne klumme i Berlingske. Indlægget kan også læses nedenfor:

Påtrængende kriser

Det siges ofte, at de mange kriser, der blev anført som begrundelse for en bred flertalsregering i december, blegner her et halvt år senere.

Det er ikke helt rigtigt.

Krigen i Ukraine trækker ud, og der er fortsat risiko for nye energikriser, der kan give inflationen et skub opad igen.

Den globale klimakrise bliver mere og mere påtrængende. Derfor skal der investeres stort og risikovilligt i at fastholde Danmarks position som foregangsland i omstilling til bæredygtighed og vedvarende energi. Det er vejen til, at vi i endnu højere grad bliver eksportør af de teknologier, der skal sikre klimaløsninger i andre dele af verden.

Vi har leveret flot til forsvaret for Ukraines frihed. Men det kniber med viljen til at hjælpe de fattigste lande til at kunne løfte deres klimaindsats, uden at armod og sult rammer, og endnu flere sendes på folkevandring.

Herhjemme skranter offentlig service indenfor sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg, ikke fordi vi mangler penge, men fordi vi mangler mennesker, der vil tage job dér. Indkomst- og formuefordelingen bliver stadigt skævere, og der er hjørner af dyb fattigdom i velfærdssamfundet.

Den nye regering har ikke fået mere tempo i hverken klimaindsats eller sikring af en mere fair byrdefordeling nationalt som internationalt.

Stærk økonomi

Det tager åbenbart længere tid at træffe beslutninger i flertalsregeringen, end det tog for S-mindretalsregeringen i forhandling med skiftende forligskredse i Folketinget.

Nødvendigheden af de upopulære såkaldte arbejdsudbudsreformer kan også anfægtes, fordi dansk økonomi forekommer ekstremt stærk, efter at Finansministeriet for få uger siden med et brag opjusterede »holdbarheden« med 16 milliarder kroner. Det har udløst mange forskellige ønsker om, hvad vi skal bruge alle disse penge til.

Nu skal man nok gemme en lille reserve til senere opståede behov. Men Venstre-ministre og andre borgerlige politikere er straks begyndt at kræve nye skattelettelser oven i dem, der allerede er aftalt i regeringsgrundlaget – og hvor de største gevinster går til folk som denne klummeskriver, der allerede er begunstiget af serier af skattelettelser i toppen fra alle foregående regeringer siden 2000erne.

Erhvervenes interesseorganisationer har også kastet sig ind i debatten om råderummet med krav om lavere selskabsskat mv. For – som det siges – borgere og virksomheder har krav på at få »deres« penge tilbage, når der er overskud i statskassen, og det vil fremme arbejds- og investeringslyst.

Borgerlige, der er besat af at få skattelettelser, påstår altid, at socialdemokrater er besat af at øge de offentlige udgifter, som man må forstå kun hæmmer arbejdsudbud og risikovilje. Det er noget sludder. Danskernes og vort erhvervslivs velstand skyldes i høj grad kloge offentlige investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhed.

Derfor har dansk erhvervsliv trods højt skattetryk en helt enestående stærk international konkurrencekraft. Det måles allerbedst i et overskud på betalingsbalancen på 400 milliarder kroner.

Det er ikke et argument for at nedsætte selskabsskatten med et milliardbeløb, der især kommer finansverdenen og de i forvejen mest konkurrencekraftige megavirksomheder til gode. Og det er heller ikke et argument for at øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten.

Bæredygtig tilværelse for kommende generationer

Det vil være langt klogere at bruge penge fra det øgede råderum på at forbedre kommende generationers chance for at få en bæredygtig tilværelse – og på projekter, der her og nu hjælper de mest svage og sårbare, der trods de gode tider har vanskeligt ved at komme ind og holde fast på arbejdsmarkedet.

Lad mig i flæng nævne en række påtrængende indsatser: Bedre kvalitet hele vejen igennem uddannelsessystemet. Et særligt massivt løft af kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Mere støtte til selvvalgt efteruddannelse. Endnu stærkere forskningssamarbejde mellem stat og erhvervsliv om klimaløsninger og anvendelse af de nye teknologier. Støtte til massiv investering i infrastruktur for vedvarende energi og brint, der kan bane vej helt nye grene af dansk erhvervsliv.

Dertil kommer et presserende behov for investering i bedre arbejdsvilkår og lønninger i de vitale dele af den offentlige service, der kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Desuden aktiv hvervning af kvalificerede medarbejdere fra andre lande og langt hurtigere anerkendelse af deres faglige kompetencer samt at lære dem dansk.

Endelig – hvis det bedre skal betale sig for de lavere lønnede at få arbejde, så er nedsættelse af deres brugerbetaling til børnepasning et langt bedre middel end skattelettelse.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og fhv. formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske torsdag d. 29. juni 2023

Mere fra min hånd om samfundsøkonomien

19. juni 202319. juni 2023

Krigen må ikke overskygge, at Ukraine har et mindre rodfæstet demokrati end resten af EU-landene

Ukraines færd efter krigen

Putin er på hælene. Der er rystelser i det russiske magtsystem og stigende frygt og frustration i den russiske befolkning. Forhåbentlig bliver det endnu tydeligere, hvis den forestående ukrainske sommeroffensiv lykkes i kraft af den massive indsats af Vestens moderne våben.

Man kan have et lille håb om, at Rusland i denne situation kan presses til forhandlingsbordet – og at der i det mindste skabes våbenstilstand på for Ukraine acceptable vilkår.

Måske kan Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika m.fl. omsider finde sammen med Vesten om at lægge pres på Rusland: Der er en stærk fælles interesse i at skabe fødevaresikkerhed og imødegå den sociale ustabilitet i den fattige del af verden, der er forværret dramatisk som følge af krigen. Krigen må stoppes for atter at skærpe det globale fokus på bekæmpelse af fattigdom og klimaforandring,

Der er brug for, at Vesten, allerede før krigen standser, gennemtænker sin rolle i Ukraines genopbygning, og at EU får fastlagt en præcis køreplan for at realisere løftet om optagelse af Ukraine.

Der er brug for, at Vesten, allerede før krigen standser, gennemtænker sin rolle i Ukraines genopbygning, og at EU får fastlagt en præcis køreplan for at realisere løftet om optagelse af Ukraine.

Lige nu er fokus naturligvis på den militære bistand, hvor USA yder langt mest. Også efter krigen er det nødvendigt for Europa at have USA med som garant for Ukraines sikkerhed.

Den enorme civile bistand, der skal til for at genopbygge Ukraine, bliver især et europæisk anliggende. Der bliver brug for lange, billige EU-lån på mellem 500-1.000 milliarder euro – alt efter, om de 300 milliarder i russiske statspenge, der er indefrosset i Vesten, kan sendes til Ukraine som krigsskadeserstatning.

Den civile bistand fra EU og det øvrige Vesten må kobles sammen med krav til reformer af Ukraines økonomiske og politiske system og sikringen af et uafhængigt retsvæsen.

Vores uforbeholdne solidaritet med Ukraine i kampen mod den russiske aggression må ikke skygge for den kendsgerning, at ukrainerne i udgangspunktet har et mindre rodfæstet demokrati, langt mere korruption, mindre pressefrihed, mindre personlig frihed og færre politiske rettigheder og friheder end stort set alle EU-landene. En lille kreds af oligarker har fortsat monopoliseret ejerskabet af en stor del af erhvervslivet og de fleste medier. Indsatsen mod den epidemiske korruption er nok skærpet under krigen, men der er stadig umådeligt meget at gøre.

Henrik B.L. Larsen, der fra 2014-2017 var rådgiver for EU om Ukraine-politikken, har skrevet en meget vigtig artikel i det militær- og sikkerhedspolitiske tidsskrift Texas National Security Review om erfaringerne med, hvor trægt det gik med at realisere reformer i årene op til invasionen i 2022. Centrale magthavere i det politiske system, forvaltningen og det private og statslige erhvervsliv blokerede eller forsinkede systematisk de aftalte reformer.

Derfor – siger Larsen – skal Vesten kombinere sine løfter om finansiering af Ukraines genrejsning med stærke betingelser om fremdrift for de reformer, der skal sikre en velfungerende markedsøkonomi, nedbrydning af oligarkernes monopolstilling og massiv oprydning i korruptionen i erhvervsliv, politik og forvaltning.

Vi bør systematisk modarbejde oligarkernes konstante forsøg på at erobre statsmagten ved at udelukke dem som modtagere og forvaltere af genopbygningsbistanden. Desuden er udrensning af korrupte politikere, embedsmænd og dommere en nødvendig forudsætning – ikke bare for fart i genopbygningen, men også for, at Ukraine rejser sig fra krigens ødelæggelser som et ægte demokrati med en forvaltning, der ubestikkeligt varetager hele befolkningens interesser.

Larsen finder det nødvendigt at knytte udbetalingen af store dele af den vestlige genopbygningsbistand sammen med meget præcise, målbare krav om fremdrift i de økonomiske og politiske reformer, og han taler for, at betingelserne fastsættes i nært samarbejde med det ukrainske civilsamfund, der forstår problemerne bedre end diplomaterne.

Fremdriften i reformerne bør kontrolleres af en fælles overvågningsinstitution, der repræsenterer alle de store donorer: EU, Valutafonden, Verdensbanken og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD).

Fred og forsoning i Ukraine forudsætter også mådehold i retsopgøret med dem, der har samarbejdet med russerne i de besatte områder: De kollaboratører, der aktivt har søgt at hjælpe Rusland til sejr, skal naturligvis straffes. Men langt de fleste, der har samarbejdet med besættelsesmagten, har gjort det af bitter nød, af frygt for egen sikkerhed eller for at beskytte tilværelsen en smule for deres medmennesker. For dem må befrielse ikke betyde heksejagt og overgreb. Der vil blive god brug for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at sikre dette.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd omRuslands invasion i Ukraine

2. juni 20232. juni 2023

Det handler om mere end kanoner og kampvogne – invasion er ikke den mest nærliggende risiko

Forsvarets styrke og rolle

Regeringen lægger i disse uger brikker til den massive investering i dansk forsvar. Fra 2030 skal Forsvaret årligt have et budget på to procent af nationalproduktet. Det mål blev vedtaget i NATO, længe før Ruslands generalangreb på Ukraine. Dengang kunne man være tøvende over for så høje udgiftsmål, fordi det er ensbetydende med, at Tyskland alene når op på samme rustningsudgifter som Rusland – og hele Europa bruger fem gange så meget.

Ruslands angreb viser imidlertid en skræmmende vilje til at løbe enorme risici for at genoprette et sovjetlignende imperium. Der satses helt åbenbart på, at Vesten ikke kan holde sammen om støtten til Ukraine, og at Europa savner enighed og vilje til at investere, så vi kan forsvare alle europæiske lande mod nye overfald.

USA bærer i øjeblikket hovedparten af byrden med at forsyne Ukraine med våben. Men amerikanerne vil utvivlsomt kræve, at dén opgave om få år helt overvejende løses af EU-landene samt Storbritannien og Norge. USAs tilstedeværelse i Europa bliver i fremtiden langt mere tilbagetrukken. Men USAs atomslagstyrke og forpligtelse til – efter NATOs artikel 5 – at optræde »alle for en« i tilfælde af angreb på et medlemsland er også i fremtiden afgørende for at forebygge nye angreb. Europa skal imidlertid ruste sig til både at løfte sit eget forsvar og finansiere genopbygningen af Ukraine. Det kan og skal vi magte. Vi er næsten fire gange så mange mennesker og har ti gange så stor en nationaløkonomi som Rusland.

Koordinering af de europæiske landes forsvarsopbygning er afgørende for at få størst muligt udbytte af de vældige investeringer. Det handler ikke kun om kanoner og kampvogne, jagerfly, missiler, ubåde og slagskibe – og vældige mængder af ammunition, selv om det alt sammen er nødvendigt, indtil Ruslands invasion i Ukraine er definitivt standset. Den mest nærliggende risiko for angreb på et NATO-land er ikke invasion som i Ukraine, men forsøg på at lamme vores infrastruktur og hele vores samfundsliv gennem it-angreb og fysisk sabotage:

Alle centrale samfundsinstitutioner oplever mere intense angreb på it-systemer. Hensigten er næppe umiddelbart at ødelægge, men at sikre sig adgangen til at kunne gøre det i en tilspidset situation. Øget forsvar for it-sikkerhed er et evigt kapløb med nye angrebsmetoder.

Også i forhold til rør- og ledningsforbindelser i havet opbygger Rusland kapacitet til at afbryde vores forsyning af olie-, gas- og el.

Der er mange modsatrettede antagelser om, hvem der sprængte Nord-stream-gasledninger i Østersøen i september i fjor. Jeg tror, at det var russerne selv, der sprængte deres kæmpeinvestering i stykker, fordi de erkendte, at Nord-stream-ledningerne aldrig kommer til at transportere russisk gas til Europa. Sabotagen skete samme dag, som vi var en stor forsamling med Polens præsident og Danmarks statsminister i spidsen, der stod nede i Szczecin for at indvie Baltic Pipe, der nu via Danmark og over Østersøen sender vældige mængder af norsk gas til Polen, så landet er blevet helt uafhængigt af russisk gas. Nede i Polen dén morgen i september var vi vist alle overbeviste om, at sprængningerne var en hilsen til os fra Putin – at det var et storstilet forsøg på at skræmme os med, hvad han også er i stand til med vores ledninger.

Derfor bliver en del af forsvarsinvesteringen også at skærpe overvågningen af vore forsyningslinjer under havets overflade. Men det stærkeste værn er en entydig melding til Moskva om, at NATOs artikel 5 også gælder for sabotage af rør og ledninger og vil blive besvaret med lige så effektfulde modangreb – måske af samme art.

Vi må heller ikke glemme, at informationskrigen er i fuld gang med løgnagtig propaganda østfra og troldeangreb på Vestens sociale medier. Det må være et væsentligt element i Europas oprustning at investere meget mere i at afsløre disse angreb og i at formidle sandfærdige nyheder uden om censuren til det russiske folk.

Hvis det lykkelige sker, at sandheden når ud til det russiske folk og omsættes i en omstyrtning af Putins diktatur, så er det ikke givet, at vi har brug for at værne os i den grad mod Rusland, som vi nu lægger an til at have på plads ved starten af det næste årti.

Men en del af Europas større militære kapacitet bør i så fald konverteres til et fælles udrykningskorps, der kan stilles til rådighed for FN til ny og mere håndfaste fredsbevarende operationer for at dæmpe mylderet af konflikter i Afrika og Asien, der skaber ustabilitet og nye flygtningestrømme mod vores strande, hvis de ikke bliver inddæmmet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 1. juni 2023

Mere fra min hånd om forsvar

1. juni 20232. juni 2023

Europa har en vital rolle at spille som brobygger mellem USA og Kina

Det er afgørende, at Europa forstår at stå sammen mod Rusland og angrebskrigen i Ukraine, mens regionen sakker bagud i både folketal og økonomi. Samtidig vokser Kinas indflydelse og selvforståelse – til USA’s skingre fortrydelse. Her har Europa en afgørende rolle at spille for at de to ikke ryger i totterne på hinanden i kampen om henholdsvis at aspirere til rollen som supermagt og – for USA’s vedkommende – fastholde den. Mere om det i min seneste klumme i Altinget

22. marts 202322. marts 2023

Farlige udsving i Kina-politikken

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – Taiwans fremtid skal nok løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Mere om dét og vigtigheden af samarbejde mellem Vesten og Kina i denne, min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

USA og Kina må finde fodslag i internationalt samarbejde

Uffe Ellemann sagde engang til mig, at hverken Kina eller klima fyldte meget i dagsordenen i hans tid som udenrigsminister.

Her 30-40 år senere er Kinas betydning på verdensscenen eksploderet.

Klimaforandring er vores værste eksistentielle trussel, medmindre vi når at udrydde al civilisation i en atomkrig. Fred og økonomisk stabilitet i resten af det 21. århundrede afhænger af, om USA og Kina kan tøjle deres i indbyrdes kappestrid og sammen føre an i internationalt samarbejde.

Siden Kina i 1978, under Deng Xiaopings ledelse, lagde maoismens kaos og katastrofer bag sig, har kæmpelandet oplevet en sensationel fremgang. Økonomien er mere end 30 gange større end dengang. Min hustru Mette Holm og jeg har hver for sig og sammen været øjenvidner til denne formidable omvæltning. Mette har opholdt sig i Kina i ti år – først som studerende, siden som reporter. Jeg har besøgt Kina 18 gange de seneste 43 år, og som finans- og udenrigsminister, parti- og folketingsformand og siden også formand for FN’s Generalforsamling haft møder med en lang række kinesiske topfolk.

Kinas selvforståelse

Kinas selvforståelse er, at det er verdens ældste og vigtigste nation, der har rejst sig efter en kortvarig svækkelse på 150 år. Men Kinas vej til velstand og storhed går gennem handel, investering og diplomati – ikke et ønske om krigeriske erobringer. Dét, påstår jeg, er uforandret, selv om det er skræmmende med Xi Jinpings enevælde og den massive ensretning. Der er voldsom undertrykkelse af muslimer i Xinjiang, tibetanere og de få frihedsforkæmpere, der åbner munden. Hongkongs frihed knægtes i strid med aftalen med Storbritannien om »et land, to systemer«. Og det må også bekymre, at der oprustes, og at der tales om, at genforeningen med Taiwan om nødvendigt kan gennemføres med militær magt.

USA slår tonen an

USA fører an i en voldsom ændring af Vestens holdning til Kina. Efter årtier med gensidig hyldest til samhandel og investering – og politisk samvirke, som det kom til udtryk under klimaaftalen i Paris – opfattes Vestens kurs mod Kina nu (i Kina) som forsøg på at stække landets fremgang i velstand og omkranse det med stærke amerikansk ledede alliancesystemer. Kina bruger kun en tredjedel så mange ressourcer som USA på militær, og USA står endnu stærkere sammen med store nabolande som Japan og Indien. Siden Trump startede handelskrigen og covid-bashingen mod Kina, har der i amerikansk politik rejst sig en paranoid frygt med krav om at være »tough on China«. Det toppede med hysteriet om, og nedskydningen af, den kinesiske luftballon. Det var faretruende, at dette lille intermezzo førte til aflysning af den amerikanske udenrigsministers Blinkens besøg i Beijing, for der er jo netop brug for afspænding.

Allervigtigst ville det være, hvis USA og Kina kom så meget på talefod, at Xi Jinping blev villig at lægge pres på sin »ven« Putin for at stoppe angrebskrigen i Ukraine. Indtil nu styres Kinas kurs desværre af fælles kinesisk-russisk modstand mod USAs globale dominans.

Kina diplomatisk storspiller

USA må erkende den ny balance, hvor man ikke varigt kan stække Kinas fremgang. Kina har etableret stærke økonomiske relationer i Øst- og Sydasien og voksende indflydelse i Afrika, Latinamerika, Centralasien og Mellemøsten. Kina er nu en diplomatisk storspiller, der har haft held til at mægle mellem ærkefjenderne Iran og Saudi-Arabien. USA må også forstå, at både Kina og Europa ønsker at bevare væsentlige dele af vort store økonomiske samkvem. Derfor er det rigtigt sagt af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at EU skal medvirke til at mindske spændingen mellem USA og Kina.

Men skal vi ikke frygte invasion af Taiwan – analogt med Putins invasion i Ukraine? Jeg tror, at analogien er falsk. Kina har ingen interesse i at starte en militær konflikt, der kan vælte den grundlæggende »kontrakt« med befolkningen: Styret har haft en solid folkelig opbakning, mens man formåede at trække 800 millioner ud af fattigdom. De allerfleste kinesere har oplevet øget velstand og friheder i livet som aldrig før – så længe de bare ikke blander sig i politik!

Det blev afbrudt under covid-pandemien, som blev kluntet håndteret. Men krig på grund af Taiwan kunne blive langt mere kostbar i form af sanktioner og nedbrud i Kinas deltagelse i verdensøkonomien. Alle parter har derfor en grundlæggende interesse i ikke at provokere forandringer i status quo i Taiwan-strædet.

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – at Taiwans fremtid nok skal løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Det er kinesere på begge sider, og de har et længere tidsperspektiv end vi i Vesten.

Mogens Lykketoft, fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om Kina og USA

1. marts 20231. marts 2023

Freden har lange udsigter

Ukraine demo Enghave Plads 24. februar 2023

Selv om Joe Biden lover, at Vesten bakker Ukraine op, så længe det er nødvendigt, får frygten for flere års blodig krig nogle til at se på alternativer. Det skriver jeg om i dette indlæg i Jyllands-Posten 1. marts 2023. Læs det her – eller nedenfor:

Nogle i Vesten er begyndt at tænke i hurtig kompromisfred

Sidste uge havde vi enorm mediedækning af krigen i Ukraine op til årsdagen for den russiske invasion og præsident Bidens overraskende og kraftfulde besøg i Kyiv.

Vi er for alvor blevet mindet om angrebskrigens grusomhed, de ufatteligt mange tab af menneskeliv og store ødelæggelser. Selv talte jeg ved en demonstration i København om min vældige beundring for det ukrainske folks kamp og vores forpligtelse til at give Ukraine penge og våben til at drive angriberne tilbage.

Det seneste års angrebskrig er ikke bare et fundamentalt brud på folkeret og mellemstatslige aftaler med vanvittige tab til følge. Konflikten gør hele verden meget mere ustabil. Den har udløst en voldsom, men nødvendig, oprustningsbølge i Vesten. Det stjæler uundgåeligt ressourcer fra indsatsen for global fødevaresikkerhed, udryddelse af fattigdom og indsats for at stabilisere klimaet. Allerværst: Risikoen for krig mellem USA/Europa og Rusland er blevet meget større.

Præsident Zelenskyj beder forståeligt nok Vesten om våben til at befri hele sit land og få de russiske krigsforbryderne med Putin i spidsen for en domstol.

Men Vesten har jo på forhånd udelukket deltagelse i krigen på ukrainsk side med egne tropper og vil ikke have, at krigen breder ind i selve Rusland. Så længe Putin er ved magten, vil han være villig til at tage enorme tab i mandskab og dog være i stand til at rekruttere hundredtusinder af nye soldater. En betingelsesløs kapitulation som Nazitysklands i 1945 kan derfor ikke fremkaldes på slagmarken.

Måske kan Vesten levere så kraftige våben, at Ukraine kommer tæt på at befri de besatte områder. Men mange frygter, at Putin udløser atomtruslen, hvis han er ved at blive trængt helt ud af Ukraine – også fra Krim og de dele af Donbas, som han har kontrolleret siden 2014.

Netop derfor er der bag linjerne i USA og Europa forskellige opfattelser af, hvor meget man skal levere til Ukraine af det mest avancerede og offensive isenkram.

Mange militært sagkyndige mener under alle omstændigheder, at det mest sandsynlige er flere år endnu med blodig krig langs en skyttegravsfront med en djævelsk balance mellem flere og flere russiske soldater på den ene side og stærkere og stærkere vestlige våben til Ukraine på den anden side. Det vil være en krig, der fortsat ledsages af store ødelæggelser af liv og infrastruktur i Ukraine og blokerer for en enhver genrejsning af det ukrainske samfund og fører til, at flere og flere flygter ud af landet.

Der er ikke meget håb om en omvæltning i Rusland, der i overskuelig fremtid bringer mere fredsvenlige kræfter til magten. Og Putin kan næppe overtales til at slutte den fred, verden har så stort brug for, hvis det betyder et totalt nederlag for hans territoriale ambitioner i Ukraine.

Derfor er der – uanset alle løfterne fra vestlige regeringer om at støtte Zelenskyj, ”så længe det er nødvendigt” – en del vestlige beslutningstagere, der tænker i retning af en hurtig kompromisfred.

Én grund er frygten for, at den ubetingede amerikanske støtte til Ukraine kan krakelere ved næste valg, hvis Trump kommer tilbage, eller Republikanerne får valgt en præsident Ron DeSantis, der lige har talt for at nedskære bistanden til Ukraine.

En anden grund er, at der kun kommer et pres på Putin fra Kina og store magter i det globale syd – Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika – hvis det er en forhandlet fred. Disse store lande ønsker ikke fortsat krig, men uanset hvad vi mener, heller ikke et totalt nederlag for Rusland.

Mogens Lykketoft (f. 1946), fhv. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling.

Mere fra min hånd om Ukraine

24. februar 202324. februar 2023

Speech at demonstration for Ukraine

at Enghave Plads in Copenhagen on 24th of February, 2023, one year after Russia waged its bloody war on Ukraine.

Mogens Lykketoft speaking at the manifestation at Enghave Plads in Copenhagen one year after Russia waged war on Ukraine © Mette Holm

We are gathered here tonight for a torchlight procession in anger, pain, and compassion.

We are gathered in solidarity with the people of Ukraine who are fighting so bravely and fiercely not to fall under the boots of the Kremlin dictator.

We are gathered in protest of the gigantic breach of promise by Russia, which in 1994, together with other major powers, recognised the inviolability of Ukrainian borders against Ukraine handing over its share of the old Soviet nuclear weapons to Russia.

Until the first hour of February 24, 2022, too optimistically, we thought that Putin was just bluffing.

We did so, even though we knew that he was unscrupulously indifferent to other people’s lives and welfare when it comes to expanding his own power.

We had seen that how he slaughtered Chechnya, invaded Georgia, seized Crimea and started the border war in Donbas nine years ago.

We had seen, how he murders his own countrymen, when they cross his path.

We knew that he was spending huge funds on misinformation and undermining Western democracies via support for right-wing radical movements.

We also now know that the machinations and lies manufactured in Putin’s troll factories helped bring about disasters like Brexit and Trump

But it dawned on us only gradually for how long he had been planning the attack against Ukraine, and the massive resources he spent over the years telling lies and creating a false narrative of animosity towards the Russians.

Only too late did we realise that Putin’s Nord Stream pipelines in the Baltic Sea were intended to strangle Ukraine economically and strengthen Europe’s dependence on Russian natural gas.

And we didn’t believe Putin was ignorant and cruel enough to start a major war in Europe.

Ignorant, when he thought that Ukraine’s army and people would just raise their arms and surrender, and let him install a puppet government in Kyiv, only risking of a weak note of protest from the West.

Ignorant of the incompetency of his own corrupt military.

Ignorant of the fact that people in Ukraine – regardless of whether they speak Ukrainian or Russian at home – will fight with their lives to avoid to be trodden down by Putin’s boot.

Cruel in encouraging war crimes as murder, rape and abductions among Ukrainian civilians.

Cruel in waging a war that purposefully targets civilians and civilian targets with immense loss of life and property, and deprives people of access to water, heat and light in the cold of winter.

Cruel in disregarding the land war’s massive losses along the front lines and in the trenches.

People in Ukraine are fighting because they understand what awaits them if Putin gets his way.

The Ukrainians have amassed memories from the latest four or five generations of their country being the place in Europe where chance of survival was the least.

Countless millions perished at the behest of two of the twentieth century’s most insane dictators.

Stalin ordered millions of people’s death by starvation on their own land or in his slave camps, he executed the elite and used Ukrainians in particular as cannon fodder in World War II.

Hitler murdered the Jews of Ukraine and a large part of the civilian population in general. World War II rolled back and forth over Ukraine with unimaginable destruction, death, hunger, and poverty in its wake.

Putin wages war like Stalin and Hitler.

Pointless and barbaric, with no regard for civilian losses and destruction and without regard for how many of his own forcibly recruited soldiers will be sent to their graves.

With all his monumental mistakes, Putin seems intent on continuing the war through endless bloodshed and destruction that could turn Ukraine into a desert. He will not accept defeat.

Therefore, we in the West have two tasks:

First, we must do everything in our power to cement the hitherto unseen unity in NATO and the EU, which Putin has unleashed with his war of aggression, and which is now also bringing Finland and Sweden into NATO. We must continue and increase the aid with money and arms for Ukraine’s self-defense and deprive Putin of any illusion that we will tire before he does.

Second, we must wage a much more massive war of information against Putin’s lies and machinations, both directed towards our own public and to the sadly deluded Russians. People in Russia need to know that in no way do we want to destroy their country – we only want to prevent their dictator from destroying life for people in Ukraine. We hope to welcome a post-putinist age soon, where Europe can restart a mutually beneficial cooperation with a new and peaceful Russia.

24. februar 202324. februar 2023

Tale ved Ukraine demonstrationen på Enghave Plads

24. februar 2023

Vi er samlet til demonstration i vrede, smerte og medfølelse

Vi er samlet i solidaritet med Ukraines folk, der kæmper så tappert og indædt for ikke at komme under støvlen på diktatoren i Kreml.

Vi er samlet for at protestere mod det gigantiske løftebrud fra dét Rusland, der i 1994 sammen med andre store magter anerkendte de ukrainske grænsers ukrænkelighed mod at Ukraine afleverede sin andel af de gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.

Indtil den første time af 24. februar 2022 troede vi alt for optimistisk at Putin bare bluffede.

Det gjorde vi, selvom vi godt vidste, at han var skruppelløst ligeglad med andre menneskers liv og velfærd, når det gjaldt om at udvide egen magt.

Det så vi, da hans slagtede Tjetjenien, invaderede Georgien, kuppede sig til Krim og startede grænsekrigen i Donbas for ni år siden.

Vi havde set, at han myrder egne landsmænd, der kommer ham på tværs.

Vi vidste, at han bruger vældige midler på misinformation og undergravning i vestlige demokratier via støtte til højreradikale bevægelser.

Vi ved også nu, at de intriger og løgne, der fabrikeres på Putins troldefabrikker, var med til at fremkalde katastrofer som Brexit og Trump

Men dæmrede kun gradvis for os, hvor længe overfaldet på Ukraine har været planlagt og hvor enorme kræfter. der er brugt i årevis på at fortælle løgne og tegne fjendebilleder til det russiske folk.

Alt for sent opfattede vi, at hans Nordstream-projekterne i Østersøen havde til formål økonomisk at strangulere Ukraine og styrke Europas afhængighed af russisk naturgas.

Vi troede trods alt ikke, at Putin var uvidende og grusom nok til at starte en storkrig i Europa.

Uvidende, når han troede at Ukraines hær og folk bare ville række hænderne i vejret, lade ham indsætte en marionetregering i Kyiv og alene risikerede at udløse en afmægtig protestnote fra Vesten.

Uvidende om, hvor inkompetent hans eget korrupte militær var.

Uvidende om, at mennesker i Ukraine på tværs af, om de taler ukrainsk eller russisk derhjemme vil kæmpe med livet som indsats for ikke at komme ind under Putins støvle.

Grusom med krigsforbrydelser som mord, voldtægt, bortførelser blandt Ukraines civile.

Grusom med en krigsførelse, der målrettet rammer civile mål med store tab af liv og ejendom og berøver folk adgang til vand, varme og lys i den kolde vinter.

Grusom med landkrigens enorme tab langs frontlinjerne og i skyttegravene

Mennesker i Ukraine kæmper, fordi de forstår hvad der venter dem, hvis Putin får sin vilje,

Ukrainerne har opsamlet erindringer fra de seneste fire-fem generationer, hvor deres land var det sted i Europa, hvor chancen for at overleve var mindst.

Utallige millioner omkom efter ordre fra to af det tyvende århundredes mest vanvittige diktatorer.

Stalin beordrede millioner sultet ihjel på deres egen jord eller i sine slavelejre, henrettede eliten og brugte i særlig grad ukrainere som kanonføde i 2. verdenskrig.

Hitler myrdede løs på Ukraines jøder og på civilbefolkningen i det hele taget. 2. verdenskrig rullede frem og tilbage over Ukraine med helt ufattelige ødelæggelser, død, sult og armod i kølvandet.

Putin fører krig som Stalin og Hitler.

Meningsløst og barbarisk, uden hensyn til de civile tab og ødelæggelser og uden hensyn til hvor mange af egne tvangsudskrevne soldater, der skal sendes i graven.

Trods alle hans monumentale fejltagelser synes Putin indstillet på at fortsætte krigen gennem årelange blodtab og ødelæggelser, der kan gøre Ukraine til en ørken. Han vil ikke acceptere et nederlag.

Derfor har vi i Vesten to opgaver:

For det første skal vi gøre alt for at cementere det hidtil udset stærke sammenhold i NATO og EU, som Putin har skabt min sin angrebskrig, og som nu også fører Finland og Sverige ind i NATO. Vi skal opruste hjælpen med penge og våben til Ukraines selvforsvar og fratage Putin enhver illusion om at vi bliver trætte før ham.

For det andet skal vi føre en meget mere massiv informations-krig mod Putins løgne, både i forhold til vores egen offentlighed og til det vildførte russiske folk. Mennesker i Rusland skal vide at vi ikke vil ødelægge deres land – kun vil forhindre deres diktator i at ødelægge tilværelsen for mennesker i Ukraine. Vi håber at Europa i en tid efter Putin kan indlede et samarbejde til gensidig gavn med et nyt og fredeligt Rusland.