Historien om tre monstre, der kom til at udfordre verdens orden

Kommentar i Jyllands-Posten 4. februar 2020

I september 2015 mødtes verdens regeringschefer i New York med præsident Obama i spidsen og vedtog de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Tre måneder senere mødtes de samme statsledere i Paris og vedtog den hidtil mest vidtgående aftale om klimaet. Samme år kæmpede Obamas udenrigsminister John Kerry atomaftalen med Iran igennem. Han prøvede også utrætteligt, men uden held, at skabe en retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. Jeg havde fornøjelsen at være formand for FN’s Generalforsamling i den korte stund, hvor der tegnede sig et stærkere internationalt samarbejde. Men højdepunktet blev til et sørgeligt vendepunkt, først med Brexit-afstemningen, så valget af Trump til præsident. 

Brexit sker nu – til ubodelig skade for Europa og især for Storbritannien selv.

Trump har på tre år systematisk nedbrudt det internationale samarbejde i en falsk overbevisning om, at USA kun kan vinde, hvis andre taber. Trump fører handelskrige og svigter sine allierede til fordel for nye venner blandt verdens hel- og halvdiktatorer, der lige som han selv angriber grundpiller i demokrati og verdensorden. Han har forladt klimaaftalen og atomaftalen med Iran. Senest har han totalt svigtet Palæstina for at hjælpe Netanyahu i Israel med hans tredje forsøg på at fortsætte som regeringschef, uanset alvorlige anklager om korruption og svindel. Trump selv er i rigsretssagen anklaget for åbenlyst magtmisbrug og foragt for kongressen, men vil alligevel blive frikendt af Senatets republikanske flertal.

Der er mange årsager til, at så meget er gået så galt: Finanskrise, monumental ulighed, nedbrydning af velfærdsordninger, frygt for folkevandringer og utålmodighed med handlingslammede politikere er vigtige brikker. Løgnene fra Putins internettrolde er også en brik.

Men ét bidrag vejer tungere end alle andre til at forklare både Brexit og at Trump fik magt til at nedbryde verdens orden. Og i øvrigt også til at forstå, hvorfor intet blev gjort for at forebygge den klimaforandring, der nu har sat store dele af Australien i brand.

Dette bidrag beskrives i en formidabel og veldokumenteret serie, der kan ses i syv afsnit på HBO – The Loudest Voice. Det er historien om et monster af en mangemilliardær, der skabte et endnu større monster, der skabte det største monster af dem alle – Donald Trump.

Monster ét hedder Rupert Murdoch. Han ejer størstedelen af pressen i sit hjemland Australien. Han ejer de mest læste aviser og TV i Storbritannien – og nu også den mest sete kabel-tv-kanal i USA. To tidligere australske premierministre, én fra Labour og en fra De Konservative, der begge blev væltet, har for nyligt påpeget, hvordan Murdochs medier sammen med kulminelobbyen påvirkede politikken og alt for længe forhindrede klimaindsatsen. Murdochs stærkt nationalistiske medier i Storbritannien har i årtier ført hadkampagne mod EU, Han fik Blair valgt, Gordon Brown væltet og David Cameron valgt som britiske premierministre, og sikrede flertal for Brexit.

Murdoch investerede milliarder i at skabe FOX NEWS i USA. Til at banke det op satte han i spidsen et endnu større menneskeligt monster ved navn Roger Ailes: En totalt samvittighedsløs og meget slagkraftig repræsentant for det yderste højre, der helt manglede vilje til at sondre mellem sandhed og løgn (og i øvrigt var skarp konkurrent til Harvey Weinstein i sexovergreb).

Roger Ailes var frem for nogen dén, der promoverede og fik valgt Donald Trump – det største af de tre monstre – til USA’s præsident.

Man forstår verdens uorden meget bedre ved at se The Loudest Voice.

(kommentaren bragt i Jyllands-Posten 4. februar) 

Opgør med to årtiers ulighed skal sikre grunden for klimaindsatsen

Dette indlæg blev bragt i Berlingske 12. januar

Af Mogens Lykketoft, fhv. finansminister, formand for FN’s Generalforsamling mm.

De seneste 3 år har jeg holdt 300 foredrag om FN’s verdensmål. Hver eneste gang har jeg sagt, at vi ikke når målene uden at omlægge afgifterne, så vi gør bæredygtig adfærd mere attraktiv og ikke bæredygtig adfærd dyrere. Det samme har Connie Hedegaard for længst sagt. Nu siger den radikale leder Morten Østergaard det, og Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen er ikke afvisende. 

Jeg understreger altid, at en stor del af provenuet fra de klima- og miljømæssigt nødvendige afgifter skal bruges til at lette skatten for alle med lave indkomster. Vi skal ikke bare undgå øget ulighed. Vi skal forpligte os til at mindske uligheden, samtidig med at vi for alvor investerer i klimaindsats. Ellers smuldrer forståelsen for klimasagen.

Dét hører jeg ikke sagt med samme styrke hos Morten og Jakob. De synes også at have en urealistisk forestilling om, at de samlede skatter kan blive lavere, samtidig med at vi realiserer vores fælles, ambitiøse klimamål.

Tør vi så håbe på bred enighed ikke bare om mål, men også om midler i klimapolitikken?

Nogen skal i så fald vandre langt væk fra deres partiers hidtidige bedrifter for at finde det socialt bæredygtige grundlag: I de seneste to årtier har Mortens, Jakobs og Connies partier gennemført serier af socialt uhyre skæve ændringer i skattelovgivningen. De har desuden ladet skattesystemet nedbryde, så stadig flere end ikke betaler, hvad de efter loven skal. Samtidig har himmelflugten i ejendomspriser, aktiekurser og cheflønninger også bidraget dramatisk til øget ulighed.

Dansk Folkeparti har – under falsk maske af omsorg for danskere med lav indkomst – været den ivrige leverandør af flertallet til at omfordele fra fattig til rig.

Jeg er helt uforstående overfor, at der intet skete for at vende den udvikling, da Socialdemokratiet i fire år fra 2011 havde stats- og finansministerposterne. Tværtimod bidrog også denne regering til at forstærke de uligheder, der forud var skabt af borgerlige regeringer i samarbejde med Radikale og DF.

AE-rådet belyste her i nytåret konsekvenserne af de seneste 18 års ændringer i indkomstskatten – endda uden at medregne den ligeledes socialt skæve fastfrysning af ejendomsbeskatningen. Mange borgerlige synes det er en bedrift, at indkomstskatten er lettet med 65 mia. Men gaverne er ikke bare blevet fordelt uhyre skævt. De har også kostet besparelser på den offentlige velfærd til ugunst for de svageste; og den har ført til i forsømmelse af offentlige investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur, der kunne styrket konkurrenceevnen bedre end skattelettelser kan.

De fattigste 10 pct. har siden 2002 fået 100 kr. (!) om måneden i skattelettelser, og de har afleveret langt mere, fordi der samtidig blev indført lavere regulering af sociale ydelser – og vanskeligere adgang til dem.

Imens har de rigeste 10 pct. i gennemsnit fået 4.400 kr. i skattelettelse om måneden.

Den allerrigeste ene procent har fået en månedlig skattelettelse på 9.400 kr. og kan nu efter skat i gennemsnit beholde 115.000 kr. om måneden til sig selv!

De fire vigtigste bidrag til den øgede ulighed er

– Afskaffelsen af den såkaldte mellemskat i 2009, der i realiteten var var en topskattelettelse på seks procent.

– Store forhøjelser af bundgrænsen for topskatten.

– Særlige lettelser i skatten for aktieafkast og anden kapitalindkomst til entydigt gavn for de mest velhavende.

– Store forhøjelser af beskæftigelsesfradraget til dem i job, der har været hovedvejen til at holde arbejdsløse, syge og pensionister ude fra festen med skattelettelser.

Så det betaler sig sandelig bedre for os, der i forvejen havde en god løn, at være i arbejde! Jeg har selv fået et af de store lodder. Det har ikke ændret min arbejdsindsats med én eneste time, men jeg kan efterlade en større arv til mine børn.

Jeg kunne sige som min afdøde kollega Ivar Nørgaard: ’Enten får jeg min politik igennem eller også tjener jeg på det’. Det har i de seneste to årtier været mere rigtigt end nogensinde før. Det er uhyrligt, at vi i Danmark har taget så store skridt væk fra social retfærdighed.

Det vigtigste er imidlertid ikke, hvad jeg synes er retfærdigt. Det afgørende er, at vi kun kan fastholde den folkelige opbakning til en ambitiøs klimaindsats, hvis der skabes en helt anderledes rimelig byrdefordeling. Det handler bl.a. om højere arveafgifter for de rigeste, højere indkomstskat for millionærklassen og lavere indkomstskat for alle med små indtægter – ikke kun dem, der er i arbejde.

Trumps forsøg på at strangulere Irans økonomi truer freden

Dette indlæg blev bragt i Ræson 14. januar 2020

Af Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

EN HEL VERDEN BIDER NEGLE efter Trumps optrapning af konfrontationen med Iran ved droneangrebet, der dræbte den mest fremtrædende iranske general, Qassem Soleimani, og en pro-iransk irakisk militsleder ved Bagdads lufthavn.

Generalen modarbejdede i årtier ubestrideligt USA’s interesser og tilstedeværelse i Mellemøsten systematisk og effektivt – ikke mindst ved at støtte Iran-venlige kræfter i Irak og Hizbollah i Libanon. Han var ledende i Irans støtte til Syriens blodige diktator, Bashar al-Assad, der har afgjort borgerkrigen til fordel. Men generalen har også indirekte samarbejdet med USA – tilbage i tiden mod Taliban i Afghanistan og senest ved at sætte iransk-støttede militser i Irak ind i krigen mod Islamisk Stat.

Soleimani var en del af toppen i Irans præstestyre – svarende til en amerikansk forsvarsminister eller CIA-chef. Derfor er det ikke mærkeligt, at et mord på ham af tidligere amerikanske præsidenter ikke er blevet anset for et klogt bidrag – hverken til fred eller sejr – i den mangeårige konfrontation mellem Iran og USA.

Men præsident Trump besluttede med sin sædvanlige mangel på omtanke, historisk forståelse og analyse at gennemføre mordet – måske for at tage sig handlekraftig ud hos vælgerne i det kommende præsidentvalg. Den Demokratiske Joe Biden sagde malende, at det svarede til at kaste en dynamitstang i en krudttønde.

DERFOR VAR DET EN LETTELSE, at Irans ledelse, trods den ophidsede hjemlige folkestemning, i første omgang viste stor tilbageholdenhed: Svaret var et omhyggeligt varslet missilangreb på amerikanske baser i Irak, der ikke slog nogen ihjel.

Men straks efter blev 176 mennesker dræbt, da et iransk missil ramte et ukrainsk passagerfly i fejlagtig opfattelse af, at flyet var militært og del af et amerikansk modangreb. Denne forfærdende tragedie i kølvandet på spændingerne mellem USA og Iran har et lige så forfærdende fortilfælde i 1988, da et missil fra et amerikansk krigsskib i Golfen nedskød et iransk passagerfly med 290 mennesker om bord – i den tro, at det var et angribende iransk militærfly. Også dengang omkom alle om bord. To eksempler på, hvordan optrapning af konfrontationerne mellem USA og Iran fører til nervøsitet og udløser grusomme, fatale fejl

Mordet på Soleimani blev af USA’s regering begrundet med kendskab til umiddelbart forestående nye angreb på amerikanske borgere og interesser. Begrundelsen mangler dog troværdighed. Generalen var tværtimod ifølge nogle presseforlydender på en mission for at undersøge mulighederne for at mindske spændingerne mellem Iran og arvefjenden i Saudi-Arabien

Ét er, at det strider mod folkeretten at myrde fremtrædende regeringsrepræsentanter fra andre lande, som man ikke er erklæret i krig med – og at gøre det på et tredjelands territorium, når den pågældende rejser officielt med et passagerfly. Noget andet og endnu vigtigere er de utilsigtede konsekvenser: Risikoen for nye krigshandlinger og en samling af den iranske nation om et ellers i stigende grad upopulært præstestyre. Generalen var en national blandt langt flere end den stadigt svindende del af iranerne, der er svorne tilhængere af præstestyret: Millioner af mennesker deltog i sørgetoget og den tragisk tumultariske begravelse af Soleimani.

DEN OPTRAPPEDE SPÆNDING MELLEM USA OG IRAN gennem det seneste halvandet år er resultatet af dén aggressive blokadepolitik, USA fører over for Iran, efter at Trump ensidigt har revet atomaftalen i stykker: Irans gevinst ved at opgive muligheden for at udvikle et atomvåben var at få fjernet økonomiske sanktioner og åbnet for økonomisk udvikling. I stedet forsøger USA nu at kvase Irans økonomi ved at forhindre alle andre lande i at handle med og investere i landet. Det rammer almindelige mennesker i Iran meget voldsomt. Uanset folks personlige holdning til præstestyret føler de sig forrådt af USA. Det er trist, fordi iranerne nok er det folk i den mellemøstlige region, der er mest ivrige efter at åbne sig mod den vestlige verden.

Atomaftalen fra sommeren 2015 skabte ellers håb om en ny og mere fredelig balance i den konflikthærgede mellemøstlige region. Det oplevede jeg på tæt hold som formand for FN’s Generalforsamling: Aftalen blev bakket op af et overvældende flertal af FN’s medlemslande. Et helt enigt Sikkerhedsråd afviklede alle internationale sanktioner mod Iran i kølvandet på aftalen. Der var ikke tale om en aftale mellem USA og Iran alene, selvom de drivende kræfter var Obamas udenrigsminister John Kerry og den iranske udenrigsminister, Mohammed Zarif. Disse to havde egentlig fortjent en Nobelfredspris for indsatsen: Jeg mødte som FN-formand gentagne gange dem begge og er overbevist om deres oprigtigt gode hensigter.

Aftalen blev indgået af USA sammen med Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland, Kina og EU. Den byggede ikke på naiv tillid til præstestyret i Teheran, men på solide kontrolmekanismer, der varetages af FN’s atomenergiagentur. Håbet var, at aftalen var en tillidsskabende begyndelse, der kunne føre til andre forsøg på afspænding i Mellemøsten.

AFTALENS FJENDER er Israels højre-regering og de arabiske golfstater anført af Saudi-Arabien. De fornægter, at aftalen fra 2015 faktisk forhindrer et iransk atomvåben – og de arabiske stater ser i øvrigt gerne olieprisen gå op ved hjælp af en blokade af olieeksporten fra konkurrenterne i Iran.

Disse kræfter har desværre meget stærke venner i USA med den nuværende præsident i spidsen. Trump er indædt opsat på at ødelægge enhver arv fra Obama. Han er bedste ven med Israels statsminister Netanyahu, der i mange år har brugt truslen fra Iran til at affeje enhver kritik af Israels besættelse af de palæstinensiske områder. Trump er også bedste ven med Saudi-Arabiens egentlige hersker, kronprins Mohammed Bin Salman, der er den øverst ansvarlige for verdens værste humanitære katastrofe – krigen i Yemen – og nu også berygtet for det bestialske mord på en systemkritiker i det saudiske konsulat i Istanbul.

Trump er besat af at skabe flere jobs hjemme i USA ved at sælge (mange) flere våben til den lange række af verdens despoter. Saudi-Arabien er den absolut største kunde med verdens tredjestørste militærbudget. Saudierne har alene afgivet ordrer på moderne amerikanske våben for 110 milliarder dollars . Det tillader Saudi-Arabien at fortsætte den forfærdelige krig i Yemen og blive en stadig større trussel mod Iran.

Det kan være svært at fastholde enøjede billeder af engle og djævle i Mellemøsten.

Obama indså, at det tværtimod var i USA’s – og hele verdens – interesse at dæmpe Mellemøstens konflikter mellem sunni- og shiamuslimer, mellem arabere og iranere og mellem israelere og palæstinensere. Frem for alt ville han undgå en krig mod Iran, der kan blive en endnu større trussel mod verdens fred end invasionerne i Afghanistan og Irak.

Trump ser derimod Irans hånd som afgørende for alt, der modarbejder USA i Mellemøsten, og han ser ikke grund til at kritisere saudiernes krig i Yemen eller deres støtte til de fundamentalistiske oprørere, der fortrængte demokraterne i den syriske modstandsbevægelse. Der er heller ingen kritik af det saudiske regimes massive islam-fundamentalistiske missionsvirksomhed, der har været ynglekassen for de fleste terrorister i denne verden.

I JANUAR 2018 VAR JEG SAMMEN MED tre andre fhv. udenrigsministre – fra Storbritannien, Italien og Østrig – og den tidligere britiske ambassadør i USA til en sikkerhedskonference i Teheran. Vi appellerede alle til iranerne om ikke at overreagere på Trumps trusler om at bryde atomaftalen. Vi udtrykte håb om, at Europa – uanset Trump – ville stå vagt om aftalen, og om at USA – når Trump snart er væk igen – ville vende tilbage til aftalesporet.

På konferencen oplevede vi for åbent tæppe, hvor store spændinger der er internt i det iranske regime. Præsidenten og udenrigsministeren ville gerne redde atomaftalen, mens høgene i militæret og revolutionsgarden afviste, at man nogensinde kan stole på USA. Derfor mener hardlinerne, at Iran må være til stede i Irak, Syrien og Libanon for at afbalancere amerikansk pres. Nogle af dem mener utvivlsomt også, at et iransk atomvåben er den eneste sikre garanti mod en fremtidig amerikansk invasion. Det er trist og farligt, at Trumps pres dag for dag styrker høgene i Iran.

Under samtalerne i Teheran stod det i øvrigt krystalklart for mig, at høgene både i USA og Iran er fastlåst i deres egen meget selektive historiske erindring: Amerikanerne husker kun den stupide gidseltagning af 52 personer fra USA’s ambassade i Teheran i 1979-81, og de har aldrig overvundet vreden og ydmygelsen fra dengang. Trump kom med en henvisning til de 52 gidsler, da han forleden sagde, at han havde 52 kulturelle iranske mindesmærker udpeget som bombemål som svar på eventuel iransk gengældelse for mordet på Soleimani. Trumps udenrigs- og forsvarsministre forsikrede dog efterfølgende om, at USA ikke ville iværksætte denne type krigsforbrydelser. Men præsidentens uoverlagte ord viser, at hævn for gidselsagen er en central bevæggrund for USA’s aggressive politik over for Iran.

Omvendt har iranerne fortrængt gidseltagningen af de amerikanske diplomater. Til gengæld har de aldrig glemt, at Irans demokratisk valgte leder, Mossadeq, i 1953 blev væltet ved et CIA-organiseret kup i protest mod nationaliseringen af vestlige olieinteresser. Endnu mere nærværende er det, at Saddam Hussein i Irak var USA’s ven, da han i 1980-1988 førte sin blodige angrebskrig mod Iran, der kostede langt over en halv million iranere livet. Amerikanske Awacs-overvågningsfly hjalp Saddams styrker med informationer om, hvordan de bedst kunne angribe iranerne. Krigen dengang var afgørende for den iranske ledelses iværksættelse af Soleimanis kampagne for at styrke Irans indflydelse og allierede i nabolandene som et værn mod at skulle udkæmpe endnu en krig på iransk jord.

Nogle efterspørger en skarpere dansk reaktion på Trumps politik over for Iran. Vi må imidlertid erkende, at vores eneste chance for en vis indflydelse ligger i fælles handling fra EU’s side. Vi skal insistere på forhandling frem for konfrontation og samtidig motivere Iran til at overholde atomaftalen ved fra europæisk side at åbne for handel med Iran. Det kan modvirke USA’s forsøg på – i frontal modstrid med atomaftalens forudsætninger – at strangulere iransk økonomi. Vi skal nære håbet, så de moderate kræfter i det iranske styre har en chance for at holde sig i sadlen – trods Trump og indtil han (forhåbentlig snart) er historie.

Mogens Lykketoft (f. 1946) er fhv. finansminister, udenrigsminister, partiformand for Socialdemokratiet (2003-2005), formand for Folketinget (2011-2015) og formand for FN’s Generalforsamling (2015-2016). 

Trumps gale værk

Trump nedbryder international orden og anstændighed og blokerer for ethvert samarbejde om løsningen af ubestrideligt globale problemer. Forsøget på at få Ukraine til stemple Biden-familien ved at tilbageholde våbenhjælp, der var bevilget af Kongressen, burde for alle rettænkende mennesker afsløre præsidenten som en hidtil uset plattenslager, der misbruger sin magt til ubodelig skade for sit land og den verden, hvor USA stadig er den vigtigste magt, 

Jeg hører til optimisterne, der simpelt hen ikke tror, at Trump kan genvælges som amerikansk præsident: Vel har han en foruroligende stor tilslutning fra ca. 40 procent af dé vælgere, der mener noget. Men uanset hvem hans modkandidat bliver i 2020, så har vedkommende et meget større potentiale ved at øge valgdeltagelsen fra unge, fra kvinder, fra sorte og fra latinoer. Jeg tror, at Joe Biden er manden, der bedst kan sikre denne mobilisering – ikke mindst i de vigtige nøglestater Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, der med nogle få titusinder af stemmer sikrede Trumps valg i 2016, selv om Hillary Clinton nationalt havde et stemmeflertal på knap tre millioner.

Det er også aldeles afgørende for hele verden at den dødsensfarlige Trump-farce ender senest om et år.

Det er vigtigt for igen at få opbakningen fra verdens supermagt og største økonomi bag den meget hastende globale indsats for at stabilisere klimaet. Borgmestrene i USA’s største byer, guvernørerne i store stater som Californien, mange store virksomheder og et aktivt civilsamfund er allerede med. Men vi har brug for amerikansk regeringsmagt, der – som under Obama – for fuld kraft fremmer bæredygtig udvikling og klimaindsats, både hjemme og ude.

Vi kan håbe på en ny amerikansk præsident, der begriber USA’s egeninteresse i klimaindsats, i at stoppe den igangværende oprustning og i at standse den for hele verden ødelæggende handelskrig med Kina og forsøget på at holde kinesisk teknologi ude af den vestlige verden. Et USA, der forstår, at man ikke kan diktere og regere verden alene, og at militære løsninger i den farlige mellemøstlige region kun gør ondt værre. Et USA, der derfor i egen interesse igen styrker samarbejdet med de mange velvillige allierede.

Risikoen for ustabilitet og storkrig ved en fejltagelse er større end nogensinde siden midten af 1980’erne, fordi de våbenbegrænsningsaftaler mellem USA og Rusland, der afsluttede Den Kolde Krig, er gået i opløsning. Uanset alle andre interessekonflikter er der brug for med god vilje at begynde forhandling om nye aftaler, der inkluderer verdens ny militære og politiske storspiller Kina. Der er også brug for en amerikansk præsident, der ikke begejstret tilskynder til oprustning af Saudi-Arabien, Emiraterne og Israel, så amerikansk våbenindustri kan forgyldes.

Et hovedpunkt i Trumps gale politik er at beskylde Iran for alt, der går ham imod i Mellemøsten, selv om de største risici for endnu større ustabilitet nok har rod i USA’s egen indgriben siden invasionen i Irak og hos hans nære allierede i Saudi-Arabien og Israel. Trumps oprustning af Irans fjender, hans brud med atomaftalen med landet og forsøget på at kvæle Irans økonomi bærer kimen til endnu flere krige, som det nu er blevet skærpet med mordet på den iranske general Suleimani udenfor lufthavnen i Bagdads lufthavn.

Der er piskende brug for en amerikansk præsident, der vil genoplive Obamas kurs med atomaftalen med Iran og søge balance og udsoning mellem arabere og iranere, og som også vil presse på for en fair fred mellem Israel og Palæstina-

På længere sigt beror verdens fred og stabilitet især på, at USA og Kina kan finde en fredsommelig afbalancering af deres fælles interesse i samhandel og investering og deres sine steder modstridende interesser. Der er akut brug for fredsslutning om handlen, men der er også brug for at bremse Trumps felttog mod kinesisk teknologi, der kan skabe ny fronter og forsinke fælles fremskridt.

Kina er den kommende anden supermagt, og landet er allerede for stort og magtfuldt til at bokse rundt med. Kinas autoritære styreform betyder, at smertegrænsen i handelskrige er langt højere end i USA, hvor præsidenten bedømmes af vælgerne på sine resultater hvert fjerde år.

Den kloge amerikanske metode til balance i handelsrelationerne mellem USA og Kina er at samle et stort frihandelsområde tværs over Stillehavet med Kinas naboer i Asien, således som Obama havde forberedt det og Trump ødelagde det.

Brexit vil være en fortsat smertelig proces

Det britiske valg betyder, at Brexit formelt bliver en realitet 31.januar 

Det er synd for Europa og især for Storbritannien.

Omkostningerne i jobs og velstand kan endnu ikke opgøres, for vi kender ikke de fremtidige aftaler mellem UK og resten af EU. Det er utvivlsomt briterne selv, der kommer til at betale den højeste pris. Den næsthøjeste pris betales af os, der handler mest med briterne: Irland, Holland og Danmark.

Lige nu er der lettelse i de finansielle markeder, fordi det er forventningen at den ’hårde’ Brexit undgås.

Imidlertid kender vi ikke det næste års tid de nærmere vilkår for briternes fremtidige økonomiske relationer med EU. Foran os ligger en lang og besværlig ny forhandling. Det kunne lyde, som om premierminister Johnson har tænkt sig at leve højt på unfair konkurrence via afvikling af regler om sociale og miljømæssige krav i EU og skabelsen af et endnu større paradis for europæiske skatteflygtninge. EU kan ikke give briterne privilegeret adgang til det europæiske marked på sådanne vilkår, og derfor kan udfaldet komme til at ligne en hård Brexit meget mere end det er håbet lige nu.

De politiske konsekvenser tegner sig mere klart. Storbritannien forlader EU på et tidspunkt, hvorfor Europas – og briternes – behov for forpligtende internationalt samarbejde er mere indlysende end nogen sinde før: Europæerne bliver en stadigt mindre del af verdens befolkning og økonomi. Med et USA, der med eller uden Trump bliver mere selvhævdende, Kinas fremmarch og efterhånden nye giganter i det globale Syden er ingen europæisk nation stor nok til at hævde vores interesser og værdier på egen hånd. USA vil ikke give ved dørene, og landene i det gamle Commonwealth kan ikke foreløbig få en betydning for briterne, der ligner det europæiske marked. Forestillingen om et stærkt Storbritannien alene i verden er en romantisk og nostalgisk løgnehistorie.

Det er også skræmmende, at Johnsons sejr cementerer en stadig dybere splid i det britiske samfund. Fronterne er trukket uhyggeligt hårdt op, fordi de to store britiske partier faldt i hænderne på ekstremister.

I Skotland sejrede nationalpartiet markant, og i Nordirland fik irske nationalister flere stemmer end nogensinde tidligere. Johnson vil stritte længst muligt imod, men kan han i sidste ende afværge, at Stor-Britannien bliver til Lille-England med et selvstændigt Skotland i EU – og et forenet Irland samme sted? Brexit-sejrens senfølger kan være et England, der er fattigere og mindre relevant, og fortsat vil være et politisk, socialt og regionalt dybt splittet samfund

Det kan være vanskeligt som dansker at forstå at Storbritanniens vælgere har valgt at tage alle disse risici. Men sandheden er, at et flertal af vælgerne faktisk stemte på partier, der havde forpligtet sig til at holde en ny folkeafstemning om EU på et langt mere oplyst grundlag end i 2016: Der skulle tages stilling til at fortryde udtræden, når man faktisk kendte betingelserne for at forlade EU.

Den britiske valgordning med flertalsvalg i enkeltmandskredse forhindrede, at dette flertal i befolkningen også bliver til et flertal i det nye parlament. Det burde det flertal i det afgåede parlament, der mente det samme, have indset. Men med Labour-lederen Jeremy Corbyn i spidsen spildte de deres kræfter på uendelige kævlerier i stedet for at samles om at bremse Boris Johnson. De kunne have dannet en koalitionsregering med det ene formål at holde et en ny folkeafstemning før et nyt parlamentsvalg. Det var idiotisk, at Corbyn insisterede på selv at lede en sådan overgangsregering, selv om alle vidste han ikke

kunne få accept af dette og i øvrigt var enestående upopulær. Nu fik Johnson en perfekt mulighed for i en valgkamp at spille på udmattelsen over den farceagtig proces gennem de foregående tre år og den forståelige modvilje mod Corbyn som premierminister. 

“logisk, fantasirig og fascinerende bog”

Jeg er glad for denne fine kommentar til min erindringsbog fra en ven, der har arbejdet mange år i udlandet:

‘Gribende velskreven og ærlig indledning! Jeg “slugte” dine lærerige epistler om et Danmark som jeg aldrig oplevede på nært hold qua mit u(d)-landsophold. Jo, jeg har fulgt med i overskrifterne – men fx det årlige slid med finanslovforslaget og alle de handler der foregik, har jeg aldrig tænkt over. Det er en utrolig logisk, fantasirig og fascinerende bog du har lagt frem – og blandingen med den svære balance mellem familie og arbejde er du lykkedes med. Man føler man kender dig bedre som person. Man føler frustrationen over Sass, Corydon, Vestager og Thorning – spildte år – og vreden over Venstre-svindlerne, krigs-magerne og millionær-r–slikkerne. Der er du næsten for flink.’