Kategori: Dansk politik

Udgivet den

Min 1. majtale

Mogens Lykketoft 1. maj tale 2023

Jeg var glad for at fejre 1. maj med i godt selskab, først hos Frit Forum i København, hvor jeg faktisk selv var formand 1966-68. Og i dag havde jeg fornøjelsen af at være med til at indvie deres fane – den første fane siden stiftelsen for 80 år siden. Derefter drog jeg til Metalskolen i Jørlunde og fejrede dagen sammen med Metal. Begge steder var stemningen god og kampånden i top.

Tale til 1. maj 2023

Første maj er en god anledning til at kigge forbi den helt aktuelle politik og samle socialdemokrater, faglige aktivister og de andre progressive kræfter om nye ideer og krav til en mere bæredygtig og retfærdig udvikling i vores land og i verden. 

Jeg er meget glad for, som æresmedlem i Frit Forum, at holde 1.maj-talen i år. Det kalder minder frem om tiden for næsten 60 år siden, da jeg først satte mine ben i denne forening. Her blev stiftet livslange venskaber. Her fik vi for alvor fik formet vore tanker om en endnu bedre fremtid. Her fik jeg lagt kursen for min videre færd i det politiske arbejde.

Denne lille forening har gennem de mange årtier har fostret stærke stemmer, der satte afgørende præg på samfundets udvikling. Det er dejligt at opleve at det fortsætter med uformindsket styrke i dag. Der er brug for at udvikle socialdemokratiske visioner og planer for tiden efter SVM-regeringen.

Det meste af dét, vi dengang i 60’erne tænkte og håbede for Danmark, skete faktisk de følgende30-40 år:

Den dybe fattigdom blev fortid. Vi rykkede fremad med velstand og velfærd, fordi der var et stærkt samspil mellem de politiske beslutninger, fagbevægelsen og et dynamisk erhvervsliv. Stærk anvendelse af de formidable ny teknologier skabte et højproduktivt samfund med masser af ny private forbrugsmuligheder. Vi finansierede over skatterne et kæmpe løft i sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg. Allermest revolutionerende var, at kvinderne i vældige tal vandrede ud på arbejdsmarkedet og tog store skridt fremad mod ligestilling. Folkesundheden blev bedre og levealderen steg markant. Vi skabte en rundhåndet arbejdsløshedsforsikring og social bistand – og mulighed for tidlig tilbagetrækning for dem, der havde mest behov. Samtidig blev folkepensionen løftet for dem der havde mest brug for den – og der blev sat fart i at opbygge arbejdsmarkedspensionerne via de faglige overenskomster. 

Billedet blev blandet, da oliekriser, højrente, stigende arbejdsløshed og dårlige statsfinanser ramte fra 1970’erne.  

I Nyrup-regeringen brød vi med disse dystre udviklingslinjer ved at få gang i 90’erne med høj beskæftigelse og orden i økonomien.

Verden ændrede sig fundamentalt med Murens fald og Sovjetimperiets sammenbrud. Et kort historisk øjeblik troede vi, at der var åbnet en motorvej til global fred, fremgang og demokrati. 

Men i mellemtiden slog en nyliberal bølge desværre rod i den vestlige verden med en overdreven tro på markedskræfternes utøjlede spil og en forkert beskrivelse af staten og velfærden som problem snarere end løsning. Det åbnede for øget ulighed. Finans- og teknologigiganter med deres multidollarmilliardær-ejere fik enorm magt. Vi fik finanskrise, ny arbejdsløshed og angreb på velfærdsmodellen. De superrige gemte sig i skattely.

Disse voldsomme udsving blev ledsaget to afgørende udviklingstræk, som vi alt for længe gav alt for lidt opmærksomhed: Vi er i dag 2½ gange så mange mennesker på kloden som for 60 år siden, og vi hamstrer af naturens ressourcer og påvirker atmosfæren med klimaopvarmende gasser ti gange så hurtigt som dengang.

Også her er uligheden formidabel: Hver enkelt af os i den rige verden hamstrer ressourcer og udspyr klimagasser tyve gange så meget som en afrikaner!

Undgår vi at ødelægge al civilisation med en atomkrig, så er stop for klimaforandringen det mest presserende, hvis mine børnebørns generation – altså jer – skal at leve en mere fredelig og bæredygtig verden:

Hvis klimaforandringerne fortsætter som hidtil, stiger havene, ørkner spreder sig voldsomt og ferskvandsressourcer nedbrydes. Voldsomme flygtningestrømme og konflikter vil følge og gøre det umuligt at mobilisere dé kræfter, der skal til for at redde naturen og bekæmpe uligheden.

Danmark kan naturligvis ikke redde kloden på egen hånd. Men når vi stiller særligt store krav til vores egen klimaindsats, så løfter vi både et moralsk ansvar og skaber en enestående mulighed for at levere klimaløsninger også til resten af verden.

Ambitiøs klimaindsats vil skabe langt flere nye, bedre og mere bæredygtige arbejdspladser end det vil udfase sort produktioner og jobs.  

Men det skal ledsages af en stærk hånd fra samfundet til hjælp for dem, der skal væk fra klimbelastende produktion og have kvalifikationer til et andet job.

Det er ikke den lavtlønnede med langt til arbejde, manglende adgang til kollektiv trafik og endnu ikke råd til at købe  el-bil, der skal betale for den grønne omstilling.

Derfor kræver en bæredygtig klimaløsning mere grundlæggende omlægninger af skattesystemet, så det ikke er dem, der tjener mindst, der skal betale mest, men de velhavende får en ekstra regning efter alt for mange år med skattelettelser i toppen.

Et mere retfærdigt samfund kræver også at dagpengene – og ikke mindst kontanthjælpen til fattige børnefamilier løftes. Vi mente engang, at der er dårligt betalte jobs, som vi sagtens kan undvære i Danmark, fordi vi har politisk evne og vilje til at give folk – både af dansk og udenlandsk herkomst – kvalifikationer til at få anstændigt betalt arbejde som et tilbud de ikke kunne afslå. Det skal vi mene igen!

Et velfungerende velfærdssamfund kræver også, at vi forbedrer uddannelsestilbud, løn og arbejdsvilkår for dem, der skal virke på de vitale offentlige velfærdsområder. Her – og i de mange ny job, som grøn omstilling åbner for i det private erhvervsvilkår – kræves flere, der kommer hertil til fra andre lande og sikres løn efter danske overenskomster.

Vi skal investere mere i forsvar, så længe Rusland fører angrebskrig og er en trussel for sine naboer. Vi skal sammen med partnerne i NATO og EU hjælpe Ukraine til at drive angriberne tilbage. Men den beklageligt nødvendige genoprustning skal ikke betales ved at lade vort velfærdssamfund forfalde. Vores økonomi er robust nok til, at vi kan undgå dét. Især hvis vi fælles i EU tager hånd om den epidemiske skatteflugt og skattesvig.

EU-solidariteten om klima- og energipolitik skal styrkes som svar på den fælles sikkerhedspolitiske udfordring. Europa skal knytte stærkere bånd til verdens fattige lande ved solid håndsrækning til udvikling og klimaløsning. Det er simpel rimelighed i betragtning af, at de rige lande har skabt problemet, men de fattige rammes hårdere af katastroferne som følge af den globale opvarmning, Men vi har også brug for Det globale Syd til at lægge pres på Rusland for at stoppe aggressionskrigen. Vi har også brug for hjælp til at bremse den illegale indvandring, samtidig med at vi i stigende omfang vil efterspørge legal indvandring for at have arbejdskraft nok til rådighed i vores aldrende samfund.

Da jeg i 2015 var formand for FN’s Generalforsamling, fik vi vedtaget de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling og den ambitiøse klimaftale i Paris. På grund af covid-krise og Ukraine-krig er vi slet ikke kommet nært langt nok med de store mål. Men dagsordenen er uforandret uhyre vigtig og kræver nu mere end nogensinde et mere forpligtende samarbejde med lande uden for Europa.

USA er naturligvis sikkerhedspolitisk vores uundværlige allierede. Men vi er nødt til også at samarbejde med Kina som den kommende anden supermagt. Det er vanskeligere. Imidlertid er det en vigtig fælles opgave for Europa at få USA til at forstå, at vi har flere fælles end modstridende interesser i forhold til Kina.  samvirke med Kina er afgørende for at undgå nye ødelæggende krige, løse klimakrisen og sikre bæredygtig global økonomisk udvikling.

God 1.maj !

Talen til Frit Forum i København 1. maj 2023, temaet var det samme ved Metals 1. maj arrangement på Metalskolen i Jørlunde.

Udgivet den

Her står vi i dansk politik

Det mærkeligste ved regeringsgrundlaget er bekendelsen til forældede arbejdsudbudsteorier og skattestop for enhver pris. I mit seneste indlæg i Berlingske gør jeg status over SVM-regeringens projekt. Læs hele klummen i avisen her – eller nedenfor:

Hvor er vi henne i dansk politik?

Trofaste læsere vil vide, at jeg på dette sted især prøver at delagtiggøre læserne i min forståelse af international politik. Til min egen overraskelse er jeg i øvrigt enig i det meste af den kurs, der er lagt af vores ny udenrigsminister. Dog ikke den heftige liberalisering af dansk våbeneksport til tvivlsomme regimer og fraværet af en klar fordømmelse af den israelske ekstremhøjre-regerings kombinerede overfald på retsstaten og de besatte palæstinensere.

Her kommer lidt flere refleksioner om regeringsprojektet.

Jeg er fuld af respekt for statsministerens evne til at trodse hetzkampagnen og score et valgresultat, der gjorde hende umulig at komme uden om. Hun er ubetinget den mest kompetente og langtidsholdbare som landets leder.

De første 100 dage

Efter de første 100 dage har regeringen fået mange kritiske vurderinger. Meningsmålingerne er mildt sagt heller ikke opmuntrende. Men det kan statsministeren tage nok så roligt. Vi er meget tidligt i valgperioden. Vælgerhavet kan bølge meget frem og tilbage inden næste valg.

Venstre er uden tvivl det regeringsparti, der har de tungeste problemer at kæmpe med, fordi man er vendt totalt rundt i forhold til regeringsdeltagelse under Mette Frederiksens ledelse og samtidig har en langtidssygemeldt partileder. Det er uhyre skræmmende for Venstre, at der lige nu er 30 procent, der siger, at de vil stemme på Løkkes og Støjbergs partier eller – og især – Liberal Alliance. Noa Redington har ret i, at det mindst sandsynlige udfald af et kommende valg er, at de tre regeringspartier bevarer deres papirstynde flertal!

Jeg tør ikke levere en samlet vurdering af, hvad regeringen kan udrette. Det er det endnu alt for tidligt at udtale sig om – som den kinesiske statsmand Zhou Enlai i 1972 svarede, da han blev spurgt om resultatet af den franske revolution i 1789!

Jeg forstår udmærket, hvorfor vi fik en SVM-regering, selv om den foregående S-mindretalsregering var manøvredygtig og resultatrig: S-regeringen havde ingen mulighed for at fortsætte, fordi et af støttepartierne – De Radikale – nægtede fortsat at støtte den og insisterede på en bred regering hen over midten.

Meldingen var reelt krav om, at Mette Frederiksen for at fortsætte som statsminister skulle række ud til Venstre og/eller Moderaterne. Derfor måtte hun nødvendigvis give indrømmelser om økonomi og fordelingspolitik til den side: Dét kunne kun betyde et politisk program med visse lighedspunkter med Helle Thornings koalition med Margrethe Vestager og afstand til noget af kursen under den netop forudgående S-regering. Det er et trist lærestykke for alle, der mente, at valgets resultat var et »rødt« flertal.

Det er et kronisk problem, at De Radikale ikke er det mindste røde i den økonomiske politik. Og det er et vanvittigt paradoks, at de ikke selv ville være i den regering, de fremtvang.

Det er opfattelsen hos mange, at SVM-partiernes topfolk i ugevis sad i en boble og lavede deres kompromisser med Finansministeriets forstenede regnemetoder og urgamle forslagskatalog som væsentligste inspiration. Lad være, at det førte til et upopulært indgreb som Store Bededags afskaffelse. Det generelle problem er, at fokus ikke altid har relevante løsninger på rigtigt definerede problemer: For eksempel fik vi trods øget ulighed ingen permanent hjælp til de fattige børnefamilier. Men skatten kom ned for den højere middelstand, der ellers i forvejen har fået rigeligt – og derfor også udfordrer klimaløsningen ved et stort forbrug og CO₂-udslip. Desuden blev aftalt en stor afgiftsrabat ved generationsskifte i de rigeste virksomheder.

Det mærkeligste ved regeringsgrundlaget er bekendelsen til de gamle arbejdsudbudsteorier og til skattestop for enhver pris. Vi har netop nu den højeste beskæftigelse nogensinde, fordi det faktisk helt overvejende er efterspørgslen efter arbejdskraft, der skaber udbuddet – ikke de såkaldte udbudsreformer.

Danskerne arbejder godt nok ikke så mange timer om året som amerikanerne. Men vi har en meget høj produktivitet på grund af blandt andet god uddannelse og ledelse og stærk brug af it og højteknologi både privat og offentligt. Det er her, vi fortsat skal satse. Her kan budgetlov og skattestop stå i vejen, hvis nødvendige forbedringer for de mindst uddannede fører til at kvaliteten i de højere uddannelser forringes: God uddannelse på alle niveauer og livet igennem er ikke ødselt offentligt forbrug, men klog investering i velstand og konkurrenceevne. Forresten er der penge at hente, når vi får genopbygget skatteforvaltningen og får bekæmpet skatteflugt og skattesnyd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S).

Indlægget blev bragt i Berlingske 20. april 2023

Mere fra min hånd om dansk politik

Foto: Wikimedia Commons, regeringens tiltrædelse december 2022.

Udgivet den

De, der advarede mod Irak-krigen, var USA’s sande venner

Anders Fogh Rasmussens regering fik Danmark med i Irak-krigen af loyalitet over for amerikanerne. Men den ypperste loyalitet havde været at sige nej til at følge USA til Irak. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Med FN’s opbakning

Ruslands angrebskrig i Ukraine ser vi heldigvis ens på i USA og Europa. Men i fortiden var der uenigheder om andre krige. Netop nu er der debat og eftertanke herom. Dansk Institut for Internationale Studier er ved at udarbejde en rapport om Afghanistan, og DIIS har en høring med nogle af os, der var i regering undervejs. Samtidig passerede vi i forrige uge 20-året for Irak-krigens start og fik fornyet debat om den.

Invasionen i Afghanistan havde opbakning i hele FN, fordi bagmændene for massemordet 11. september 2001 havde beskyttelse hos Taleban. Men jeg var næppe alene med håbet om, at aktionen alene handlede om at opsøge og aflive Osama bin Laden og understøtte, at Nordalliancen overtog magten fra Taleban.

Som udenrigsminister da krigen brød ud, talte jeg for, at vores bidrag skulle være deltagelse i en FN-fredsstyrke i Kabul. Men i mellemtiden vandt Anders Fogh regeringsmagten og valgte efter amerikansk ønske at sende specialstyrker i kamp. Seks år senere, da den hjemlige modstand mod Irak-deltagelsen pressede Fogh til at trække danske styrker hjem derfra, valgte han at vise sin solidaritet med USA ved at sende mange flere soldater til Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor næppe nogen afghansk centralregering tidligere havde haft reel kontrol. Det blev Danmarks hidtil blodigste internationale aktion.

Hele Vestens forsøg på at slå Taleban endte som et ydmygende og dybt tragisk nederlag, da de sidste amerikanske soldater i sommeren 2021 blev trukket ud. Den afghanske regering og hær forsvandt som dug for solen, da de sidste amerikanere lettede. Trods de mange gode hensigter formåede Vesten ikke at forhindre de middelalderlige kvindefjendtlige mørkemænds tilbagevenden, der er en uhyrlig humanitær katastrofe.

Afghanistans tragedie skyldes, at der med USA i førersædet var for lidt investering i at skabe et folkeligt forankret styre, hvor moderne indstillede mennesker kunne standse den epidemiske korruption, udbrede uddannelse og skabe tryghed i det ludfattige land. USA’s opmærksomhed blev allerede efter halvandet år langt mere opslugt af invasionen i Irak. Desuden var det ultrakonservative afghanske samfund nok det vanskeligste sted med våbenmagt at eksportere en slags vestligt demokrati til.

I strid med FN

Irak-invasionen i 2003 skete i modstrid med FN og det store flertal af verdens lande, inklusive Tyskland, Frankrig og de øvrige nordiske lande. FN’s våbeninspektører bad om fred til at fuldføre deres arbejde, og det viste sig, at der ingen masseødelæggelsesvåben var tilbage i Irak. Påstanden om, at Saddam Hussein stod i ledtog med Osama bin Laden, var rent opspind.

Jeg var indædt imod, at Danmark meldte sig til Bushs invasion. Jeg advarede om, at det kunne skabe mere blodsudgydelse i hele den mellemøstlige region. Det blev desværre overvældende sandt. USA nedbrød det irakiske samfund ved at opløse hær og politi og uden at etablere levedygtige ny institutioner. Derfor blev invasionen til blodig besættelse og langstrakt borgerkrig. Kimen blev lagt til terrororganisationen Islamisk Stat, som blev skabt i Irak og bredte sig til nabolandene med død og ødelæggelse. Mindst et par hundrede tusinde irakere mistede livet i kølvandet på USA’s invasion. Efter 20 år hersker stadig kaos og armod.

Forleden diskuterede jeg endnu engang den danske deltagelse i Irak med Per Stig Møller (K), der var udenrigsminister dengang. Jeg ved, at han ikke ønskede dansk krigsdeltagelse uden FN-mandat, men han blev kørt over af Anders Foghs løfte til USA’s præsident om at gå med. Nu forsvarer Per Stig vores krigsdeltagelse med, at vi måtte være loyale over for vores allierede.

Sande venner

Jeg mener, at den ypperste loyalitet havde været at sige nej til at følge USA til Irak. Det havde bragt os på linje med USA’s senere præsident Obama – og vel også med George W. Bushs udenrigsminister Colin Powell, der aldrig tilgav sin præsident, at han blev sat til at fortælle løgnehistorier i FN’s Sikkerhedsråd for at begrunde krigen.

Det var USA’s sande venner, der advarende mod alt det kaos, som blev udløst, og de ufatteligt mange liv, der gik tabt i Irak.

Vi, der i vores ungdom talte og demonstrerede mod Vietnam-krigen, var også dengang USA’s sande venner. I dag er vi nok på linje med de fleste tænksomme amerikanere, derunder Obamas udenrigsminister, John Kerry. I en debat i New York, hvor vi talte til de nybagte studenter fra FN-skolen, sagde Kerry om Vietnam-krigen, at den aldrig skulle have været udkæmpet, og at det ikke var sket, hvis der havde været ordentlige diplomater til stede!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 6. april 2023

Mere fra min hånd om Irak og Afghanistan

Udgivet den

Jeg håber at blive positivt overrasket af et nyt regeringsprogram

Det bekymrer mig, at både tidligere og nuværende Venstre-folk fantasiløst ser skattelettelser som svaret på alt. Vi er nogen, der – efter at denne politik er praktiseret gennem alt for mange år – ser en unødvendig forbrugsudvidelse til dem, der i forvejen har mest. Mere i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Opgør med skøre regler?

Man er blevet en smule rastløs af at vente på den nye regering. Og jeg har stadig en indestængt vrede over De Radikales mærkværdigt inkonsekvente kurs, der udløste valg i utide: Næsten 60 lovforslag til udmøntning af aftaler i det gamle folketing, der endnu ikke nåede at blive vedtaget. Blandt andet fortsat børnetilskud til de fattigste.

Meget i de aktuelle regeringsforhandlinger havde været nemmere, hvis det gamle folketing havde gjort sit arbejde færdigt. Det eneste helt sikre er, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister. Det er jeg under alle omstændigheder glad for.

De store udfordringer med klimakatastrofe, krig og velfærdskrise taler for en regering, der sikrer hjemlig politisk stabilitet i de kommende fire år. Vejen er ikke nødvendigvis indbyrdes fastlåst flertalsregering. Det var et godt mønster af vekslende samarbejde til begge sider, der udfoldede sig efter valget i 2019.

Der er mange modstridende hensyn, der skal afvejes i regerings- og forligsforhandlinger. Som tilskuer mangler man mellemregninger, som kun dem, der sidder i forhandlingerne, har overblik over. Men det er ikke overklogt at fastslå, at et regeringssamarbejde kræver indbyrdes hensyn og tillid. Det må ikke blive kapløb om at sætte flest mulige stinkere ind, så det kan blive en fiasko for samarbejdspartneren. Det var grundskavanken, da Thorning-regeringen blev dannet. Derfor blev den ikke til glæde for nogen af de deltagende partier.

Fra 58 år som politisk aktiv og én, der en hel del af tiden var med til at sætte kursen, er det min faste overbevisning, at ulighed og uretfærdighed ikke skaber et mere konkurrencedygtigt samfund. Social stabilitet og retfærdighed giver alle bedre mulighed for at udfolde deres talenter. Det forklarer den danske models historiske succes med høj beskæftigelse og et stærkt erhvervsliv.

Derfor bekymrer det mig, at både tidligere og nuværende Venstre-folk fantasiløst ser skattelettelser som svaret på alt. Vi er nogen der – efter at denne politik er praktiseret gennem alt for mange år – ser en unødvendig forbrugsudvidelse til dem, der i forvejen har mest. Og en politik, der suger penge ud af statskassen, der kunne anvendes mere sympatisk og nyttigt til at gøre mere for dem, der i forvejen havde mindst og nu ovenikøbet rammes hårdest af inflation og energikrise.

Desværre kan man frygte, at partierne – på grund af en forældet budgetlov og forsimplede, ofte vildledende regneregler i Finansministeriet – kommer til at bremse samfundets investeringer i grøn omstilling og bedre velfærd, selvom statens finanser er overvældende sunde.

Dansk erhvervsliv har brug for maksimal tilskyndelse til at blive bæredygtigt, men den bedste vej er ikke skattelettelser. Det er derimod fremrykket grøn omstilling, som stiller krav til virksomhederne og deres medarbejdere og støtter dem gennem fælles forskning og udvikling mellem stat og erhvervsliv.

Trods enestående høj beskæftigelse mangler vi arbejdskraft, hvis vi vil blive ved at udvide vores økonomiske råderum. En stor del kan vi løse ved at invitere mennesker ind udefra på vilkår, der sikrer mod social dumping og undergravning af danske overenskomster. En anden del af løsningen er storstilet satsning på, at flere af de unge og ældre får de faglige kvalifikationer, som en storstilet grøn omstilling forudsætter.

Det er yderst ansvarligt at stifte gæld for at sikre forskning, udvikling og faglig opkvalificering – det forrenter sig bedre end næsten alt andet ved at sikre, at der også i fremtiden er høj beskæftigelse og stor konkurrencekraft i Danmark.

Vi er nødt til at opretholde en stram indvandringspolitik for at være sikre på, at dem, der kommer her, kan integreres, og social stabilitet opretholdes. Men mange røster taler heldigvis nu for, at der sker ændring og opblødning med de mest ’skøre regler’, der blev fælles gods i Dansk Folkepartis storhedstid. Det gælder benspænd for at få danske statsborgeres udenlandske ægtefæller hertil. Det gælder udsendelse af velintegrerede mennesker, der har været her i årevis, til Assad eller Taleban eller til deres bedsteforældres hjemland, som de aldrig har besøgt. Ofte splittes familier ved disse udvisninger.

Der burde også fjernes forhindringer for, at mennesker, der for længst har fået varigt ophold – og som er mindst lige arbejdsomme og lovlydelige som flertallet af os – kan få statsborgerskab og dermed stemmeret til Folketinget. Vi har lige nu strengere regler for statsborgerskab end de fleste andre europæiske lande.

Jeg håber at blive positivt overrasket, når den nye regerings program udfolder sig.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 13. december 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget 2022

Udgivet den

De Radikale og Alternativets grupper kan undergrave både  egne ledere og hele den kommende regering

Klimaindsatsen bliver ikke mindre ambitiøs, uanset sammensætningen af en ny regering. Men hvad med indsatsen for at sikre økonomien for de fattigste? Her må Socialdemokratiet holde fast. Læs mere i denne kommentar i Berlingske 29. november 2022 – eller nedenfor:

Er midterpolitik et nyt reformamok?

Mette Frederiksen afprøver muligheden for en regering over midten, der i det mindste omfatter S og V.

Enhedslisten, der loyalt har støttet S-regeringen, har reageret kraftigt på udsigten hertil. Men betyder det, at politiske projekter, som S og EL er enige om – og som der er megen brug for – så ikke fremmes?

Jeg tror ikke, klimaindsatsen bliver mindre ambitiøs, uanset sammensætningen af en ny regering. Tværtimod. Det rød-grønne flertal har i den forløbne valgperiode drevet de borgerlige fremad i meget bredt forankrede forlig. Det vil blive fulgt op af endnu højere ambitioner, fordi alle kan se, at hurtigere grøn omstilling ikke bare er en nødvendighed for at stabilisere klimaet, men også for at gøre os uafhængige af Putins og andre autoritære herskeres fossile brændstoffer.

Men hvad med indsatsen for at sikre økonomien for de fattigste, derunder at få vedtaget de før valgets aftalte forbedringer i kontanthjælp og børnetilskud og en bedre dagpengedækning? Behovet for disse forbedringer er kun blevet endnu større med den stigende ulighed og fattigdom, der følger med inflation og energikrise, og her må Socialdemokratiet holde fast.

Der er også brug for at supplere med ekstra varmehjælp til indkomstsvage grupper med gasfyring. Regningen burde betales af de få, der tjener milliarder – ikke mindst ved at profitere på den aktuelle energikrise. Det er et ekstra argument, at de rigestes store forbrug er en kilde til særligt store CO₂-udslip. Derfor er der ingen rimelig grund til at lette topskatten. Tværtimod er den for lav helt i toppen af indkomstpyramiden. Men hvor findes flertal for det? Hvis der i stedet dannes regering på det spinkle rød-grønne flertal, så inkluderer dét De Radikale, der i fordelingspolitikken ofte har haft holdninger, der ikke har rummet vilje til at bringe en retfærdig fordeling meget længere end Venstre.

Mange frygter, at en regering med S og V vil føre til såkaldt reformamok, som De Radikale under Thorning-regeringen krævede gennemført i samarbejde med Venstre – og som daværende socialdemokrat og finansminister Bjarne Corydon gik i spidsen for at eksekvere.

Jeg håber, at alle er blevet klogere siden da. Der bør lyttes til professor Nina Schmidt, som leder et udvalgsarbejde om nye arbejdsmarkedsreformer med videre. Vi har nået grænsen for, hvad vi kan og bør drive frem af ekstra arbejdsudbud ved forringelser af overførselsindkomsterne og præmiering af velhavere. Nutidens reformbehov handler om at investere i nye og ekstra kvalifikationer hos den arbejdsstyrke, vi har – og tilskynde til, at flere med de ønskede kompetencer kommer til vores land udefra.

Nytten af en regering med S og V må altså bedømmes på politisk indhold og stabilitet. Det samme gælder en S-ledet regering, der alene støttes af det spinkle rød- grønne flertal på 90 mandater fra fem danske og tre nordatlantiske partier. Dén vil kunne fældes eller afpresses af en enkelt kompromisløs blandt de 90.

Det er ikke det hidtidige samarbejde med SF, Enhedslisten eller Nordatlanten, der giver næring til sådanne bekymringer.

Bekymringen handler derimod om, hvor megen autoritet til at forhandle og lave kompromisser, som de små grupper i De Radikale og Alternativet vil udstyre deres ledere med:

Rwanda handler i virkeligheden ikke om, hvorvidt ideen om asylbehandling dernede er god eller dårlig, mulig eller utopisk. Det handler om, at højrøstet og kompromisløshed hos enkelte radikale kan stække lederens mulighed for at maksimere partiets indflydelse. De Radikale har historisk haft enestående stor magt med meget få mandater, fordi de virkelig befandt sig på MIDTEN. Håndsoprækningen foran det samlede pressekorps ved den radikale gruppes annoncering af Martin Lidegaards valg til partileder var en pinagtig og idiotisk undergravning af Lidegaard fra dag ét. Man kan kun håbe, at det har udløst eftertanke.

Lignende kan siges om Alternativet. Slagkraftige Franciska Rosenkilde er årsagen til, at partiet mod alle odds kom tilbage med seks mandater ved valget – hjulpet af vælgere på venstrefløjen, der indså, at der i hvert fald ikke ville være rødt-grønt flertal, hvis Alternativet endte under spærregrænsen. Det var trist straks efter valget at få demonstreret, at Rosenkildes kloge forsøg på at komme ud af de borgerliges leg med ideen om en helt unødvendig advokatundersøgelse af statsministeren straks blev saboteret blandt de øvrige fem i folketingsgruppen. Sabotagen blev vistnok anført af en principrytter, der forlod De Radikale, fordi hun ikke syntes, de var kompromisløse nok!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Udgivet den

Løkkes egen valglov ødelagde hans drøm om at være orkesterleder

Blå blok inklusive Moderaterne fik cirka 70.000 flere danske stemmer end rød blok ved folketingsvalget for nylig. Forklaringen er nok dels, at Lars Løkke Rasmussen under valgkampen sagde, at han ikke kunne forestille sig en regering uden om Socialdemokratiet, dels at han som den seneste Venstre-politiker har fastholdt valglovens §77, der i sjældne tilfælde kan give et stort parti en svag overrepræsentation. Loven har som regel tilgodeset netop Venstre, men denne gang blev det Socialdemokraterne. Læs mit indlæg i Berlingske – eller nedenfor

Gammel valglov spændte ben for LLR

Valget var en entydig personlig sejr for Mette Frederiksen. I andel personlige stemmer i sin storkreds fik hun større opbakning end sine forgængere. Vi ved også fra meningsmålingerne, at et klart vælgerflertal ønsker hende som statsminister. Hadkampagnen om magtfuldkommenhed gav heldigvis bagslag.

Når et flertal vil beholde statsministeren, kan det undre, at blå blok inklusive Moderaterne fik cirka 70.000 flere danske stemmer end rød blok.

Forklaringen er nok, at Lars Løkke Rasmussen under valgkampen sagde, at han ikke kunne forestille sig en regering uden om Socialdemokratiet. Mange vælgere, der ønskede en bred regering med Mette Frederiksen i spidsen stemte derfor ubekymret på Moderaterne i stedet for på De Radikale.

Valglovens §77 giver bagslag

Da Løkke på valgaftenen for tidligt indkasserede sin forventede triumf som det afgørende midterparti med krav om statsministerens afgang, skinnede det imidlertid klart igennem, at hans ambition var selv at generobre statsministerposten med støtte fra den samlede blå blok. Derfor blev han meget sur og tavs, da det stod klart, at han alligevel ikke blev tungen på vægtskålen. Han havde glemt, at valglovens §77 forhindrer, at et parti kan afgive kredmandater, der én gang er vundne. Det kan i sjældne tilfælde give en svag overrepræsentation til et stort parti.

Venstres folk har de meste af de seneste 100 år haft held til at fastholde denne regel, som i fortiden ensidigt var til fordel for dem. Trods modstand fra oppositionen havde Venstre-indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen også ved den seneste valglovsrevision i 2006 held til at opretholde bestemmelsen. Derfor er det ironisk, at reglen for to uger siden gav Socialdemokratiet dét ekstra mandat, der sikrede flertallet på 90 til rød blok inkl. tre nordatlantiske stemmer: Løkkes egen valglov ødelagde hans drøm om at være orkesterleder i regeringsdannelsen.

Socialdemokratiet vandt det sidste mandat, fordi det blev det eneste store parti. Den borgerlige side blev jo splittet sig op i syv små partier, hvor Venstre er det største, men mindre end halvt så stort som S.

Derved fik Mette Frederiksen det bedst tænkelige udgangspunkt for at få afgørende dele at sin politik igennem, uanset hvordan regeringskabalen falder ud.

Det er endnu uklart, om der kan dannes regering hen over midten. Det afhænger nok mest af, om Venstres Jakob Ellemann-Jensen har vilje og autoritet til at tage en så vidtgående beslutning efter en lang valgkamp, hvor han afviste enhver tanke om at gå ind i en regering ledet af Mette Frederiksen. Politisk er der i hvert fald mindre afstand fra S til V end til nogen af de andre borgerlige partier. Desuden vil være langt lettere at opbygge den nødvendige personlige tillid mellem parterne, end hvis Lars Løkke Rasmussen er den afgørende figur på den borgerlige side.

Mange i rød blok frygter, at en regering over midten vil udvande de mærkesager, blokken mere eller mindre var fælles om i valgkampen. Omvendt skræmmer det nok en del i Socialdemokratiet, at partierne i rød blok har så spinkelt et flertal, og man allerede i den første uge efter valget kom i tvivl om, hvorvidt partilederne i Alternativet og De Radikale havde autoritet til at forhandle og bøje synspunkter på deres små folketingsgruppers vegne.

Uanset, hvordan regeringsdannelsen kommer til at se ud, vil der blive ført en endnu mere ambitiøs klimapolitik efter valget. Det må forventes, at inflationens indhug i økonomien hos alle med lave indkomster bliver aflastet, så ingen børn eller voksne i Danmark i denne vinter skal tvinges til at vælge mellem at spise sig mætte eller holde varmen. Vi skal hindre, at folk skal gå fra hus og hjem – og vi må derfor igen specielt hjælpe dem med gasfyr, indtil det er muligt for dem for at få en billigere varmekilde. Der må også ske en forbedring i løn, arbejdsvilkår, uddannelse og rekrutteringsindsats – også i udlandet – der skal skaffe medarbejdere nok til de store velfærdsområder. Uden nye sociale nedskæringer kan findes veje til at øge arbejdsstyrken med 50.000 over de nærmeste år. Det er imidlertid ikke sikkert, vi får lige så mange ekstra arbejdspladser med udsigten til recession og stigende arbejdsløshed i hele Europa. Derfor skal kræfterne bruges til at sørge for, at der bliver tilstrækkelige tilbud og jobtræning, så mange flere kan leve op til fremtidens kvalifikationskrav.

Hvordan skal det hele betales? Mest nærliggende ved at indføre foreløbigt stop for løfter om nye skattelettelser, der næsten altid giver kroner til de vellønnede og velhavende, og som alligevel ikke løser arbejdsmarkedets problemer.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 14. november 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Udgivet den

Skandaløst spillerum for udbytteskat

Af hensyn til erhvervslivet

Dokumentationen i Jesper Tynells bog om, hvordan banker og erhvervsliv havde held med systematisk at forhindre embedsværkets vedholdende bestræbelser på at forebygge svindel med udbytteskat, er overvældende. Bogen, Af hensyn til erhvervslivet, er uhyrlig og overordentlig vigtig læsning. Mere om den i min anmeldelse i Information 10. november 2022. Anmeldelsen kan også læses nedenfor:

Jesper Tynells bog er 400 siders overvældende dokumentation om en grotesk skandale

Sagen om udbytteskat var en forudset skandale, der udfoldede sig på grund af erhvervslivets og bankernes lobbyisme – og den er langt større end de allerede dokumenterede 12,7 milliarder, der uretmæssigt strømmede ud af den danske statskasse.

Der var nemlig kloge og vedholdende embedsmænd, der i mere end ti år råbte op for at standse vanviddet, men deres råd blev ikke fulgt. Erhvervsorganisationerne med bankerne i spidsen havde held til at bremse alle tilløb til effektivt at forhindre, at aktionærer uretmæssigt fik udbytteskat retur.

Det viser journalist Jesper Tynells nye bog ’Af hensyn til erhvervslivet’.

Epidemisk svindel

Det fører for vidt i denne anmeldelses snævre ramme at gennemgå teknikken i den epidemiske svindel. Det er også nok at fastslå, at kontoret for udbyttebeskatning i Skatteministeriet – trods de mest kyndige medarbejderes indtrængende advarsler – i årevis var tvunget til at sende milliarder retur til ansigtsløse aktionærer ude i verden, der ofte slet ikke ejede de aktier, som udbyttet vedrørte. Der har været sindrige arrangementer med udlån af aktier frem og tilbage for at dræne statskasserne i hele Europa.

Trods afsløringen af statskassens tab på de første 12,7 milliarder kroner, er der stadig ikke blevet gjort dét eneste virkeligt virksomme imod svindlen. Blandt andet at insistere på, at de udlandsaktionærer, der kræver refusion af udbytteskat, selv identificerer sig og dokumenterer, at de faktisk ejer aktien, har modtaget udbyttet og er berettiget til helt eller delvist at få refunderet kildeskat af udbyttet, alt efter hvem de er og, hvor i verden de befinder sig.

Jesper Tynell leverer i sin nye bog 400 siders overvældende dokumentation om den groteske udbytteskandales udvikling gennem mere end 20 år. Bogen er tung læsning, men til gengæld grundigere og mere overbevisende end nogen anden undersøgelse, Skatteministeriet selv, Kammeradvokaten eller rigsrevisionen kunne levere.

Hvorfor lyttede de ikke?

Fundamentet til skandalen blev lagt allerede i 1980’erne med den store kapitalliberalisering og adgang til at camouflere sin identitet som ejer af danske aktier bag en ansigtsløs mur i en international bank.

Omfanget af danske aktier i udlandet er siden eksploderet, og det samme gjorde bevidstheden om, at danske skattemyndigheder reelt ikke ejede muligheden for at verificere berettigelsen af krav om refusion af udbytteskat. Svindlere fik så at sige frit spil.

Hvorfor lyttede politikerne ikke til advarslerne fra de embedsmænd, der så svindlen tårne sig op i hastigt tempo efter årtusindskiftet?

Tynell identificerer tre årsager.

Årsagerne

For det første: Ledende bank- og erhvervsfolk med Mærsk McKinney Møller i spidsen kæmpede indædt imod at afsløre udlandsaktionærernes identitet med argumenter om, at det ville være administrativt for besværligt for bankerne, og det ville svække interessen for investering i danske aktier, hvis de skulle identificere sig for det danske skattevæsen.

For det andet: Anders Fogh Rasmussen krævede som statsminister, at alle myndigheder skulle reducere antallet af administrative regler. Derfor fik Skatteministeriet ikke lov at lave nye regler til bekæmpelse af svindel med aktieudbytte. Svindlerne fik ekstra beskyttelse i ly af bestræbelsen for at mindske ’administrativt bøvl’ for erhvervslivet.

For det tredje: Både før, under og efter Foghs tid mødte erhvervslivet med bankerne i spidsen truende op i Skatteministeriet og argumenterede – med opbakning fra Erhvervsministeriet – imod alle tilløb til effektive kontrolløsninger for ikke at svække interessen for investering i danske aktier.

Det er Tynells analyse, at dette ofte fik lov til at udspille sig, uden at hverken departementschefen eller skiftende skatteministre blev ordentligt oplyst om svindlens omfang og de bedste muligheder for at bremse den. For slet ikke at tale om det mørke, hvori Folketinget som helhed befandt sig i denne sag.

Granatchok

Det er min påstand, at Skatteministeriets top fra starten af 00’erne pådrog sig et varigt granatchok i mødet med Fogh-regeringens rigide skattestop. Der bredte sig i stigende grad den opfattelse, at de var sat i verden for at lette skattetrykket og de administrative byrder – ikke at kontrollere, men at servicere erhvervslivet, og ikke at sikre finansiering af velfærdssamfundet, men at lette en politisk bestræbelse for at skære i de offentlige udgifter ved gradvist at udhule skattebasen.

Skattestoppet forhindrede fornuftig omprioritering og systemforbedring og udvidede spillerummet for skatteunddragelse. De enorme fyringsrunder i skatteforvaltningen fra midten af 00’erne blev et voldsomt anslag mod kapacitet og kreativitet.

Det grundlagde dette århundredes største offentlige skandale med tab af talrige milliarder i offentlige indtægter ekstra hvert år som følge af manglende kontrolaktivitet og manglende effektivitet i opkrævningen hos skyldnere. Massakren på skatteforvaltningen blev ikke bremset, selv om der i mellemtiden kom en S-ledet Thorning-regering. Det skete først langt senere.

Efter afsløringerne af kuppet og det store tab på 12,7 milliarder kroner i 2015 var alle enige om, at noget måtte gøres.

Men problemet er langtfra løst – hverken af tidligere V-skatteminister Karsten Lauritzen eller tidligere S-skatteminister Morten Bødskov. Der er godt nok ansat langt over 100 ekstra medarbejdere til at kontrollere titusinder af ansøgninger om udbytterefusion, og refusionen udbetales ikke med samme hast som før.

Men, konkluderer Tynell, oplysnings- og identifikationskravene til udlandsaktionærer er fortsat helt utilstrækkelige til, at de nye medarbejdere kan komme til bunds i sagerne. På grund af sagernes store antal har man desuden helt opgivet at kontrollere ’mindre og mellemstore’ krav på statskassen. Her er i øvrigt en slags parallel til, at det kun er en forsvindende procent af alle selvangivelser fra erhvervsdrivende, der hvert år bliver tjekket efter i sømmene. Vi har endnu hverken folk eller systemkraft nok i skatteforvaltningen til at sikre, at de allerfleste bidrager efter loven.

’Af hensyn til erhvervslivet’ af Jesper Tynell, udgivet af forlaget Samfundslitteratur. Bogen er udkommet.

Mogens Lykketoft er forhenværende medlem af Folketinget, tidligere formand for Socialdemokratiet og har desuden været skatteminister i en periode.

Anmeldelsen blev trykt i Information 10. november 2022.

Mere fra min hånd om skat

Udgivet den

Klimasagen vil igen afgøre valget til den rød-grønne side

Jeg forstår godt, hvorfor mange mennesker har vanskeligt ved at vælge mellem de 14 partier på stemmesedlen. De færreste er på forhånd forankret i et bestemt parti, og de kan ikke finde ét, som de i et og alt kan identificere sig med. Jeg er nu heller ikke enig i alt Socialdemokratiet siger og gør. Læs min klumme i Berlingske her på valgdagen 1. november – eller læs den nedenfor.

Afgørelsens timer

I aften, tirsdag, kender vi valgresultatet, men næppe hvilken regering og politik, der kommer ud af det.

Vi ved, at usædvanligt mange vælgere var i tvivl til det sidste. Det har været en meget lokal valgkamp med mange dyre tilbud. Der blev talt forbløffende lidt om den dystre baggrund med krigen i Ukraine og konsekvenserne for global fred og udvikling. Måske fortrængte vi en stund knaphedens tid, hvor vi skal trækkes med energikrise og ekstremt høje energipriser og samtidig bruge vældige kræfter til at speede den grønne omstilling op. Måske talte vi for lidt om, at inflationen lige nu er en irritation for de velhavende, men fatal for de fattigste.

Vi forstår nu, at den hurtigst mulige omlægning til vedvarende energi ikke bare handler om at bremse den globale opvarmning, men også om at blive fri af afhængigheden af fossile brændstoffer fra krigsmagere og despoter. Derfor tror jeg, at der en endnu stærkere forståelse end sidst – og at klimasagen igen vil afgøre valget til den rød-grønne side.

Vi har lige nu flere i arbejde end nogensinde før og udbredt mangel på arbejdskraft. Det har udløst mange forslag om, hvordan vi kan få flere til at arbejde mere. Men måske står Europa foran en recession. Måske er der – desværre – om et øjeblik rigeligt med ledige hænder. Så vi skal koncentrere os om at give mange flere de kvalifikationer, der skal til for at få mange flere i arbejde med at drive den grønne omstilling fremad. Der skal satses massivt på faglig uddannelse og efteruddannelse i stedet for at opfinde for dyre præmier til dem, der allerede er i arbejde.

Vi skal have endnu mere fart på klima og bæredygtighed, og vi ved, at de rige har langt det største CO₂-aftryk gennem deres store forbrug. Alligevel er der partier, der øverst på ønskesedlen har, at vi skal lette skatten mest for de mest velhavende. Både klimaløsninger og bekæmpelse af den tiltagende ulighed taler for det modsatte.

I kritikken af alt det, der ikke er nået, levnes ikke mange tanker på, hvordan covid-bekæmpelsen i to af de seneste tre år har opslugt enormt meget politisk energi.

Der spørges for eksempel utålmodigt om, hvorfor vi først nu får talt så meget om problemerne i sundhedsvæsnet. Erindringen er svag om det vældige efterslæb, der blev skabt af to års covid-epidemi og en sygeplejerskestrejke. der dårligt kunne været kommet på et mere uheldigt tidspunkt. Det trækker lange spor. Måske havde regeringen fået stunder til at løse en del af problemerne, hvis ikke den var tvunget til at holde valg i utide.

Heldigvis tales der nu om, hvordan arbejde på offentlige sygehuse kan gøres mere attraktivt, og hvordan behandlingsgarantien kan justeres, så det ikke bare bliver til forgyldning af de private sygehuse, der modsat de offentlige sygehuse kan nøjes med at løse de lettere problemer.

Det er kun anden gang i mere end fire årtier jeg ikke selv har været på valg, men har kunnet iagttage mere end at agitere. Lige straks er jeg 77 år, og jeg har aldrig stemt på andet end Socialdemokratiet. Det er måske ikke så mærkeligt, når partiet i så mange år var central figur i mit liv og vice versa. Men jeg forstår godt, hvorfor mange mennesker har vanskeligt ved at vælge mellem de 14 partier på stemmesedlen.

De færreste er på forhånd forankret i et bestemt parti, og de kan ikke finde ét, som de i et og alt kan identificere sig med. Jeg er nu heller ikke enig i alt Socialdemokratiet siger og gør. Men jeg er sikker på, at jeg lægger min stemme dér, fordi den giver det stærkeste bidrag til at virkeliggøre dét, som jeg synes er allervigtigst: En progressiv dagsorden med social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed, med klimaløsninger og bæredygtighed.

Beslægtede partier trækker utålmodigt i os. Det har vi også brug for. Men samfundet bevæger sig først for alvor, når det store parti engagerer sig og tager ansvar for helheden. Det har Socialdemokratiet gjort med klimasagen. For at rykke videre frem har vi brug for, at det nuværende klimaflertal af centrum-venstrepartier er intakt efter valget. Det vil give os styrke til også at trække de borgerlige partier med videre. Sådan har det altid været: De historiske skridt, Socialdemokratiet tog for at skabe et mere retfærdigt samfund, blev som regel først mødt med borgerlig modstand. Men den folkelige opbakning betød, at flere borgerlige partier efterhånden blev trukket med. Det var vejen til det danske velfærdssamfund. Og det skal være vejen til også at gøre det bæredygtigt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Illustration: Folketinget

Mere fra min hånd om Folketingsvalget