Medier elsker konfrontation og har ærbødigt fremstillet Støjberg som et stort politisk »dyr«. Efter min mening er grundtrækket ved hendes personlighed stupid stædighed og påståelighed, der har fået alt for mange til at købe fortællingen om hendes utrættelige kamp for hendes selvopfundne danske værdier. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:
Kommentar i Berlingske 15. december 2021:
Det var en entydig god oplevelse at lytte til højesteretsformand Thomas Rørdams fornemme stringens i fremstillingen af Rigsrettens dom over Inger Støjbergs bevidst lovstridige forvaltning.
Det er en meget principiel afgørelse, der bekræfter eksistensen af dansk retssamfund, hvor ministre er forpligtede til at overholde både love og konventioner.
Det blev en bekræftelse af nogle ægte danske værdier, at der er ikke rabat for lovovertrædelser, fordi man har meget stærke politiske synspunkter eller endda tror at have et flertal af partier eller vælgere i ryggen i sin opfattelse af, hvordan love og konventioner burde se ud. Det var den samme hammer, der ramte fhv. justitsminister Ninn-Hansen (K) i den forrige rigsretssag i 1995.
Inger Støjberg har gennem sin karriere som minister været helt ufølsom over for konsekvenser for dem, der blev ramt af hendes beslutninger – først de arbejdsløse og siden flygtninge og indvandrere. Hun har solet sig i konfrontation, sået splittelse og samlet sig mange fanatiske meningsfæller. Men mindst lige så mange – som for eksempel undertegnede – er hendes energiske modstandere.
Medier elsker konfrontation og har ærbødigt fremstillet Støjberg som en stort politisk »dyr«. Efter min mening er grundtrækket ved hendes personlighed stupid stædighed og påståelighed, der har fået alt for mange til at købe fortællingen om hendes utrættelige kamp for hendes selvopfundne danske værdier.
Hun er en typisk populist, der betjener sig af falske fortællinger og appellerer til fordomme. Det har jo hele tiden været løgn, at alle, der påpeger, at hun har handlet ulovligt, dermed accepterer tvangsægteskaber, hvor ældre mænd gifter sig med mindreårige piger.
Loven har hele tiden i disse tilfælde givet adgang til adskillelse, hvis pigen ønskede det. Men Støjbergs ulovlige forvaltning gik langt videre. Næsten jævnaldrende ægtefæller med børn, sårbare mennesker, der ønskede at være sammen, blev tvangsmæssigt adskilt. Heldigvis blev ulovlighederne hurtigt stoppet. Men det undskylder ikke den indædte beslutsomhed at adskille alle, uanset deres egne ønsker – med det formål at blive populær som den ledende bekæmper af muslimske traditioner i Danmark.
Højesteret har som hovedregel det sidste ord til at afgøre ret og uret. Den mest ægte, danske kvalitet er at anerkende og respektere dette.
Grundloven har imidlertid skabt det meget tunge instrument, Rigsretten, til at dømme om ret og uret, når det handler om ministres forvaltning. Rigsretten er som bekendt sammensat halvt af Højesteret, halvt af lægdommere, der er udpeget af Folketingets partier.
Men det er vel i grunden ret usandsynligt, at Rigsretten dømmer anderledes, end Højesteret ville have gjort: Et stort flertal af den halvdel af dommerne, der er valg af Folketinget, sætter sig selvfølgelig ind i retsreglerne, bruger deres fornuft og viden i tolkningen af det sagsforløb, der rulles op og er næppe upåvirket af højesteretsdommernes erfaringer om troværdighed hos anklagede og vidner.
Dommen over Støjberg var opløftende, fordi 12 ud af 13 af de politisk valgte dommere var enige med 13 højesteretsdommere om skyldspørgsmålet. Nogle af de 12 havde utvivlsomt af politiske grunde hellere set en frifindelse, men de levede op til deres ansvar for lov og ret.
En række vidneudsagn blev afgivet af embedsmænd, der selv har noget i klemme, og de blev ikke tillagt vægt af Rigsretten.
Dommen blev en stærk understregning af embedsmænds forpligtelse til utvetydigt og synligt at sige fra over for ordrer fra deres fagminister om retsstridig forvaltning. Det kan kun effektivt gøres ved direkte og utvetydig henvendelse til Statsministeriets departementschef, der så har ansvaret for at orientere statsministeren, som har ansvaret for at få fagministeren til at rette ind efter lovene eller fyre denne, hvis hun eller han bevidst har brudt loven.
Har der i denne sag været tvivl hos embedsmændene om, at der blev begået lovbrud? Nej. Har nogen af dem brugt den effektive metode med at inddrage Statsministeriets top? Tilsyneladende ikke.
Daværende justitsminister Søren Pind har dog fortalt, at han advarende sin statsminister, Lars Løkke Rasmussen, om sagens alvor. Det har Løkke ikke vedkendt sig nogen erindring om. Så vi kommer nok ikke – med et citat af Gustav Wied – længere ned i den materie! Men der er ikke tvivl om, at Løkke gav Støjberg meget frie hænder til at demonstrere hans regerings hårdhed i udlændingepolitikken og ingen kendte eksempler på at forsøgte at bremse hende hverken i retorik eller lovbrud.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Kommentaren blev udgivet i Berlingske 15. december 2021
Mere fra min hånd om om dansk politik