50 år efter kuppet i Chile mangler landet stadig en ren demokratisk forfatning. Et lyspunkt er, at USA ikke længere systematisk bekæmper røde, demokratiske bevægelser i Latinamerika. Læs min kronik i Information 11. september 2023 – eller læs den nedenfor:
Chiles demokrati likvideret
I dag er det nøjagtigt 50 år siden, militærkuppet i Chile likviderede demokratiet, som førte til mord og mishandling af tusindvis af mennesker. Kuppet ville ikke være lykkedes uden massiv intervention fra USA’s daværende præsident, Richard Nixon, og hans nationale sikkerhedsrådgiver og senere udenrigsminister, Henry Kissinger, der også have et fælles ansvar for fem års krigsforbrydelser i Indokina.
Angrebet på Chiles demokrati var en del af et langt større mønster, hvor USA gennem mange årtier havde interveneret for at forhindre partier på venstrefløjen i at vinde valg i Latinamerika og aktivt havde støttet militære kupmagere og andre despoter i at sætte sig på magten rundt om i regionen.
Påskuddet under Den Kolde Krig var at forhindre kommunistisk indflydelse, men det handlede lige så meget om at forhindre eller afskaffe regeringer, der lagde sig i vejen for amerikanske firmaers interesser.
Blot to eksempler: I 1954 arrangerede CIA et militærkup i Guatemala, der fældede den socialdemokratiske præsident Jacobo Arbenz og indledte årtiers brutal undertrykkelse af den oprindelige befolkning. I 1965 væltede en invasion af amerikanske marineinfanterister den første reelt folkevalgte socialdemokratiske præsident i Den Dominikanske Republik, Juan Bosch.
Militærdiktatur med hjælp fra CIA
Chile havde mere demokratisk tradition end de fleste andre lande i Latinamerika. Landet havde længe været i CIA’s kikkert, fordi socialistiske parter havde fremgang på grund af den ufatteligt skæve fordeling af landets rigdom.
I en årrække støttede man hemmeligt højrefløjen i valgkampene for at forhindre socialistisk sejr. Det mislykkedes imidlertid i 1970, da Salvador Allende blev valgt til præsident i spidsen for en koalition af socialistiske partier. Kommunisterne var med i denne koalition, men spillede ikke hovedrollen. Allendes regering anfægtede ikke demokratiet.
Allendes regering var i starten en stor folkelig succes, fordi den lavede progressive sociale reformer og blandt andet nationaliserede den yderst profitable kobberindustri. Men højrefløjen i Chile fik i samarbejde med USA iværksat en systematisk destabilisering af landets økonomi. USA blokerede for lån fra Verdensbanken og Valutafonden og for samhandlen. Der blev skabt varemangel for at miskreditere Allendes styre.
Det derved fremkaldte kaos var en forberedelse til kuppet den 11. september 1973, der var tilrettelagt i samarbejde mellem CIA og kræfterne på den yderste højrefløj under ledelse af hærchefen Augusto Pinochet. Præsident Allende nægtede at gå i eksil og skød – så vidt vides – sig selv under kupmagernes angreb på præsidentpaladset.
Kuppet blev et vandskel på linje med Vietnamkrigen
De fleste har hørt om grusomhederne under Pinochets styre. Mange af de politisk aktive på venstrefløjen, der undgik at blive myrdet, blev flygtninge. Vi fik også en gruppe af disse chilenske flygtninge til Danmark, og jeg kom heldigvis personligt til at kende nogle af dem rigtig godt.
Først efter femten års undertrykkelse kunne der laves et kompromis, hvor Pinochet afgav præsidentposten. Dog kun mod nogle år at blive hængende som hærchef – og dermed som en stadig trussel om et nyt kup. Præsidentposten gik så til en demokratisk koalition af kristendemokrater og socialister, der havde lagt mange års modsætninger til side for i fællesskab at genoprette og stabilisere demokratiet.
Der var desværre ikke massiv fordømmelse af kuppet og det blodige militærdiktatur fra USA’s allierede. Nogle på højrefløjen – blandt andet premierminister Margaret Thatcher i Storbritannien – betragtede i deres koldkrigeriske enøjethed Pinochets styre som et værn mod en kommunistisk magtovertagelse og mente, at Chile havde været på vej til at blive som Castros Cuba.
Kuppet i Chile blev alligevel – ligesom Vietnamkrigen – et vandskel. Der kom et bredere opgør med en sådan primitiv tankegang fra det koldeste af Den Kolde Krig. Verden over var det alle slags socialister, socialdemokrater og mange fra den politiske midte, der hjalp modstandsbevægelsen og ofrene for Pinochets diktatur og bragte grusomhederne i Chile frem i offentligheden.
Det har bagefter været en stærk oplevelse at møde chilenernes taknemmelighed. Jeg har ikke taget imod ordner fra vores dronning, fordi det er en traditionel automatik – ikke udtryk for anerkendelse af noget bestemt, man har gjort. Men jeg kunne ikke afslå, da Chiles ambassadør for nogle år siden ville give mig en orden som anerkendelse for min støtte til kampen mod diktaturet.
Lyspunkter i kampen for social retfærdighed
Specielt én person, der var helt i front for demokratiets genkomst i Chile, lærte jeg at kende: Socialisten Ricardo Lagos, der som den første på chilensk tv vovede at udfordre Pinochet i 1988 og banede vejen til diktaturets afvikling.
Lagos var undervisningsminister i den nye demokratiske regering, da jeg første gang mødte ham i Santiago i 1992. Han fortalte om den beklagelige nødvendighed af de mange kompromiser, der måtte laves for at skubbe Pinochet til side uden ny vold. Han blev senere præsident og inviterede mig personligt ind i sin suite på SAS-hotellet, da han i denne egenskab var på statsbesøg i Danmark. Jeg mødte ham tredje gang som ekspræsident under et besøg i Chile med en folketingsdelegation i 2007.
I min tid som FN-formand mødte jeg gentagne gange Michelle Bachelet, der to gange blev valgt som Chiles tredje socialistiske præsident, og som var datter af en general, der blev myrdet for sin modstand mod Pinochets kup.
Lagos og Bachelet har en meget stor del af æren for, at Chile er blevet et meget rigere og friere land de seneste tre årtier, og at der ikke igen blev borgerkrigsstemning og kupforsøg. Men meget store uligheder består.
Venstrefløjens reformbestræbelser er blevet stækket af de konservative garantier, som Pinochet fik sat ind i forfatningen, da han gik ind på at vige præsidentposten. Især fastholder særlige regler om valg og udpegning til Senatet et udemokratisk element til gavn for højrefløjen.
Et storstilet forsøg fra et særligt folkevalgt forfatningskonvent for at sikre Chile en ny, fuldt ud demokratisk forfatning kuldsejlede desværre ved en folkeafstemning sidste år. Det var et meget ambitiøst og progressivt dokument – blandt andet om ligestilling mellem kønnene og klare rettigheder for alle slags minoriteter. Det blev fældet af en massiv skræmmekampagne fra højrefløjens partier og medier, der var gennemsyret af vilde løgne, for eksempel at den nye forfatning skulle være en trussel mod den private ejendomsret.
Derfor er nutiden for det demokratiske Chile tvetydig. Men det er utroligt lovende, at den nuværende præsident, den kun 37-årige Gabriel Boric, blev valgt på baggrund af vældige folkelige demonstrationer imod ulighed og social utryghed. Han er samlingspunktet for en ny stærk social bevidsthed, der er afgørende for det chilenske demokratis fremtid.
Det er for hele regionen et lyspunkt, at Lula da Silva og venstrefløjen er tilbage i regering i Latinamerikas største nation, Brasilien, efter sejren over Trump-klonen Jair Bolsonaro ved det seneste præsidentvalg.
Sidste og afgørende lyspunkt er, at USA under præsidenterne Clinton, Obama og Biden ikke har sat sig for, at USA fortsat skal bekæmpe alle demokratiske bevægelser i Latinamerika, der har socialdemokratiske og socialistiske farver. Men, som alt der vedrører en bedre verdensorden, er også dette fremskridt i forholdet mellem USA og Latinamerika truet, hvis det utrolige sker, at Donald Trump vender tilbage til Det Hvide Hus.
Mogens Lykketoft – Tidligere udenrigsminister (S) og formand for FN’s Generalforsamling
Mere fra min hånd om demokrati
FOTO: Wikimedia Commons