Tag: USA

Udgivet den

Krigen i Iran er storhedsvanviddets krig

Trumps krigsgalskab i Iran hjælper Rusland, skader Ukraine og verdensøkonomien – og hjælper desværre krigsforbryderen Netanyahu  til genvalg. Hvis Trump havde kyndige rådgivere, ville de helt sikkert have frarådet ham den krig, han nu har kastet sig ud i. I stedet lyttede han til Benjamin Netanyahu. Mere om dét i mit indlæg i Jyllands-Posten 15. marts. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Ny, gal storkrig i Mellemøsten

Verden var i forvejen gået fra forstanden, men for de fleste rakte fantasien ikke til en ny storkrig i Mellemøsten. Nu vælter det igen ned med død og ødelæggelse fra luften. De første tre døgn blev der fyret krudt af for 5 mia. dollars. Nye flygtningestrømme og politisk destabilisering truer over hele regionen, ryster den globale økonomi og den geopolitiske balance og skærper risikoen for terror. Dårskaben er total.

Ali Khamenei var en uhyggelig skikkelse, der gennem fire årtier har gjort enorm skade på sit land og sit folk, og senest har ansvaret for utalte tusinder af drab på landsmænd, der i de foregående uger krævede systemskifte i Iran. Få begræder hans død. Men ingen historiske erfaringer skaber tro på, at måden, hans liv sluttede, vil forbedre iranernes tilværelse og bane vej for fred i Mellemøsten. Selv mellem de værste fjender er der tradition for ikke at gå efter de andres ledere i krig, fordi det kan gøre det sværere at afslutte krigen. Opgør må vente til bagefter – som f.eks. med Milosovic.

Helt forståelig afsky for det iranske præstestyre og uvilje mod at konfrontere Trump har desværre betydet, at vestlige statsledere ikke højt og klart har sagt, at angrebet på Iran er en entydig krænkelse af al international ret – og sabotage af mulighederne for forhandling og forsoning.

Krig på falskt grundlag

Det er en åbenbar løgn fra Trump, at der var en umiddelbar trussel om et iransk angreb. Fra Oman, der søgte at mægle mellem USA og Iran, fortælles, at Iran var indstillet på at afstå fra enhver mulighed for at anskaffe sig atomvåben. 

Meget få med indsigt tror, at luftbombardementer er en farbar vej til at få præstestyret til at falde sammen. Styret har stadig en million mand under våben til at holde befolkningen i skak i ruinerne. 

Kyndige rådgivere ville utvivlsomt have advaret mod en krig uden klare mål og uden udsigt til hurtig sejr, men de sad ikke med omkring bordet i Mar-a-Largo. 

Imidlertid var der selv i Trumps inderste kreds – vicepræsident J.D. Vance, udenrigsminister Marco Rubio, stabschef Susan Wiles og den øverste militære chef, general Caine – skepsis over for præsidentens beslutning om at åbne en ny storkrig i Mellemøsten. 

Trump valgte alligevel krigen i et endnu et anfald af storhedsvanvid, der vel blev næret af heldet med at kidnappe Venezuelas præsident og tage landets olie i besiddelse. Den afgørende krigshvisker var Benjamin Netanyahu.

Bagmanden Netanyahu

Efter at israelske bomber dræbte Khamenei, er Israels leder indiskutabelt den værste nulevende terrorist i Mellemøsten: Han har ansvaret for årtiers undertrykkelse af palæstinensere, senest folkemordet i Gaza og den igangværende morderiske etniske udrensning på Vestbredden. 

Han er også bagmanden for de nye katastrofer, der nu – ud over bomberegnen over Iran – også har drevet trekvart million mennesker på flugt i Libanon. Israels leder søger total militær overmagt i Mellemøsten og ser gerne de fjendtlige nabolande opløst i evige borgerkrige. Han forfølger sit mål med overvældende og hensynsløse bombardementer af civilbefolkningen, som vi har set det i Gaza gennem to et halvt år. 

Denne krigspolitik er kun mulig, fordi den får opbakning fra USA, selv om amerikanernes reelle interesser fælles med resten af verden er at søge kompromis og forsoning.

Krig mod Iran har været Netanyahus mål gennem 30 år. Han har hos israelerne effektivt dæmoniseret Irans styre som deres farligste fjende. Derfor er den nye krig også hans bedste chance for – mod alle tidligere odds – at fastholde magten ved de kommende israelske valg. Hvilket i sig selv er en katastrofe for freden i regionen og for stumperne af demokratiet i Israel.

Obama-regeringens aftale med Iran i 2015 om at afstå fra udviklingen af atomvåben og åbne for økonomisk samkvem styrkede de moderate kræfter i Iran. 

Alle verdens lande støttede aftalen – bortset fra Israel. Netanyahu modarbejdede den og fik Trump til i 2018 at rive den itu og indlede en ny, benhård blokade af Iran. Det fik imidlertid ikke styret til at falde sammen, men styrkede de ekstreme kræfter over for de moderate.

De seneste par år er Irans regionale magt imidlertid blevet voldsomt svækket af Israels sejr over Hamas og Hizbollah, Assad-styrets fald I Syrien og Israels og USA’s 12 dages krig sidste år mod de iranske atomanlæg, der afslørede fundamental svaghed i Irans kapacitet til missilangreb og luftforsvar. Derfor havde Netanyahu og Trump troen på en let og hurtig militær sejr. Derfor var Trumps forhandling med Iran kun en skinmanøvre, indtil den militære opbygning var fuldendt. 

Ligesom i Venezuela er Trumps mål med den militære indgriben ikke at udbrede demokrati, men at finde en leder, der kan forvalte USA’s interesser. Men sådan én er vanskeligere at finde i Iran end i Venezuela og vanskeligere at finde, jo mere USA’s krigsminister, Pete Hegseth, begejstret udvider krigen fra angreb på militære anlæg til ødelæggelse af iranernes civile økonomi.

Med europæiske øjne

Set fra Europa er vanviddet ved denne krig også, at den russiske krigsøkonomi styrkes ved at presse olie- og gaspriserne voldsomt i vejret og svækker mulighederne for at levere missiler og antiluftskyts til Ukraine, fordi lagrene brændes af i Golfen. 

Konsekvenserne for Trump hjemme er forhåbentlig et styrtdyk i vælgertilslutning efter at have startet en krig, han ikke kan forklare amerikanernes interesse i – og en krig, som risikerer at fastlåse amerikanske styrker i endnu en langstrakt konflikt, og som sætter fart i inflationen til skade for hans egne vælgere. 

Men selv i bedste fald er det for resten af verden en meget kostbar omvej til at dæmpe galskaben og standse præsidentens kamp mod det amerikanske demokrati.

Mange ser de tilbagevendende konflikter i Mellemøsten som resultat af en særlig uforsonlighed hos folk i regionen. Men de seneste 80 år er de endeløse menneskelige lidelser i høj grad resultatet af vestlig indblanding med kup og krige i jagt på ressourcer og indflydelse. 

USA’s brug af Israel som ”base” og den manglende vilje til at tøjle den israelske stat til at give plads og lige rettigheder til palæstinenserne har næret meget af uforsonligheden.

Indlægget blev trykt i Jyllands-Posten 15. marts 2026

Mere fra min hånd om forholdet mellem Iran og verden

Udgivet den

Putin driver gæk med Trump, mens Europa ser til fra tilskuerpladserne. Vi glemmer vores eget ansvar – ikke mindst, når det gælder Gaza

Læs min nytårsartikel i Ræson – eller nedenfor

Er Trump virkelig på sporet af Nobels Fredspris?

Af Mogens Lykketoft,

fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Det er en frygtelig verden lige nu; Hundredtusindvis af mennesker er i årets løb døde af sult og sygdom, fordi Trump har skåret dramatisk ned på den globale humanitære bistand ved at kvæle USA’s udviklingsprogram (USAid) og fjerne bidrag til FN’s programmer. En række europæiske lande med Storbritannien og Tyskland i spidsen har desværre også skåret ned på hjælpen til verdens mest sårbare mennesker for at opruste mod et aggressivt Rusland. Som om vi ikke i Europa har både moralsk forpligtelse og egeninteresse til at finde penge til begge formål!?

Konflikterne i Sudan og Sydsudan koster i ufatteligt omfang død og lidelse blandt civilbefolkningen. Ikke mindst Golfstaterne holder borgerkrigene ved lige med våben til de krigende parter. Men hverken USA eller Europa bruger nok kræfter på at standse vanviddet.

I DRC-Congo, hvor Trump ellers påstår, at han har skabt fred, hærger årtiers frygtelige kampe videre, næret af indblanding fra nabolandene.

i Ukraine og Palæstina trækker konflikterne fortsat blodige spor fra over hundrede års krige og overgreb. Det skaber ustabilitet i Europa og hele den mellemøstlige region.

Ukraines kamp mod Putins aggression begyndte med erobringen af Krim og starten på russisk infiltration i Donbas for snart tolv år siden. Intet land i Europa har de seneste hundrede år lidt mere under krige og despoters forbrydelser end Ukraine. Ekstra rystende er det, at Ruslands totalkrig mod Ukraine nu har varet lige så længe som Anden Verdenskrig varede på østfronten. 

Historien forklarer, hvorfor en udmattet præsident Zelenskyj kæmper tappert videre. Men han kan kun redde sit lands frihed med massiv opbakning fra både Europa og USA, og det er livsfarligt, når vi ikke har fælles front mod Putin. 

For nogle dage siden tændtes et håb om, at Trump omsider ville lægge kraft bag en fredsplan sammen med Zelenskyj. Men vi har allerede mange gange set, hvor ufatteligt nemt det er for Putin at sno Trump om sin lillefinger. Dagen efter det seneste møde med den ukrainske præsident tog Trump Putins påstand om et ukrainsk angreb på en af hans mange boliger for gode varer og blev forarget på Putins vegne! Men Putin udvikler jo bare nye løgne som påskud til at fortsætte erobringskrigen, uden at USA siger stop. Trumps ønske om hurtigt at standse krigen modarbejdes hele tiden af hans naive forestilling om, at Putin vil fred uden at komme under massivt pres.

Har Trump en mere sikker hånd til at skabe fred for Palæstina? I oktober flokkedes statsledere fra en stor del af verden til Egypten for at hylde den amerikanske præsident for aftalen om våbenstilstand i Gaza. Det skete i håbet om at kunne fastholde Trumps opmærksomhed til faktisk at gennemtrumfe alle faser i aftalen, selv om Netanyahu formentlig hele tiden vil lede efter påskud til at bryde den og forblive som krigsførende besættelsesmagt i Gaza.

Realiteten er, at Israel graver sig ned i den større halvdel af Gaza-enklaven, og at mere end 400 palæstinensere er dræbt af israelske våben, siden den såkaldte våbenstilstand trådte i kraft.

Der er langt fra etableret fri adgang for nødhjælp som aftalt. Israel blokerer for størstedelen af de nødvendige forsyninger med det påskud, at de jordiske rester af det sidste israelske gidsel endnu ikke er udleveret: Det er imidlertid ikke mærkeligt, hvis de sidste lig-rester ikke er fundet endnu. Der ligger også tusindvis af palæstinensiske dødsofre ukendte steder under Gazas enorme ruinbunker.

Situationen lige nu er, at to millioner mennesker er fastlåst i ubeskrivelig elendighed i en mudderpøl af en ruinbunke på område, der er mindre end halvdelen af Langeland. Der ikke nok mad, rent vand, medicin eller tåleligt husly. Spædbørn dør af kulde. Det er vanskeligt for nødhjælpsarbejdere udefra at komme ind, og der lægges hindringer i vejen for FN’s UNRWA, der ellers har det største netværk af folk inde i Gaza til at formidle bistand.

Der er brug for skærpet opmærksomhed fra omverden. Mediernes interesse er aftaget efter våbenstilstandsaftalen, men Israels blokering af adgang til Gaza betyder også yderst begrænset adgang til at dokumentere de voldsomme krigsforbrydelser og ødelæggelser. Det fastholder mange – især i Israel og USA – i fornægtelse af katastrofens omfang.

Fremgang til næste fase i aftalen forudsætter indsættelse af en international fredsstyrke, så Israel kan rykke helt ud af Gaza, forsyninger kan flyde frit, at Hamas afmilitariseres, og der kan etableres et palæstinensisk lokalstyre uden Hamas. 

Men der er lang vej til enighed om fredsstyrken. Kun Indonesien har budt på at sende et større kontingent. Israel afviser en række lande som deltagere, og bl.a. Saudi Arabien afviser at engagere sig, selv om stærke arabiske og europæiske bidrag er påkrævet.

Europa har en særlig forpligtelse til at lægge mest muligt pres på Israel og Trump – både for at næste fase i aftalen ført ud i livet og for at standse den voldelige etniske udrensning på Vestbredden, som Trumps ’fredsaftale’ end ikke forholder sig til.

Efterskrift

I midten af december deltog jeg i et møde i Rådet af tidligere Formænd for FN’s Generalsamling (UNCPGA) i forbindelse med møde i Riyadh, Saudi Arabien, i United Nations Alliance of Civilisations.

Vi havde mødtes med den ene af de saudiske udenrigsministre, der forklarede, at hans land ikke agtede at deltage i en fredsstyrke i Gaza, men vil overlade det til ’Israels venner’. En bekymrende melding.

UNCPGA udtalte sig om de aktuelle konflikter med følgende tekst om Palæstina/Israel (dansk version nedenfor):

The comprehensive peace plan proposed by the President of the United States to end the Gaza conflict, as endorsed by the UN Security Council, is the framework for ending the extreme suffering in Gaza. There is an urgent need to stop all the bloodshed and give full humanitarian access, including the important presence of UNRWA. UNCPGA deplores the significant loss of Palestinian lives after the ceasefire was agreed upon. It supports the rapid deployment of an international security force and total Israeli withdrawal from Gaza and appeals to the international community to act against further settlement activity in the West Bank. UNCPGA calls for all parties to refrain from committing acts that can cause obstacles to the peace process. It also supports Palestinian self-determination in the framework of the two-state solution.

Dansk version af erklæringen:

Den omfattende fredsplan, som USA’s præsident har foreslået for at afslutte Gaza-konflikten, og som godkendt af FN’s Sikkerhedsråd, udgør rammen for at afslutte de ekstreme lidelser i Gaza. Der er et presserende behov for at stoppe al blodudgydelse og give fuld humanitær adgang, herunder UNRWA’s vigtige tilstedeværelse. UNCPGA beklager det betydelige tab af palæstinensiske liv, efter våbenhvilen blev aftalt. UNCPGA støtter den hurtige udsendelse af en international sikkerhedsstyrke og en total israelsk tilbagetrækning fra Gaza og appellerer til det internationale samfund om at handle mod yderligere bosættelsesaktiviteter på Vestbredden. UNCPGA opfordrer alle parter til at afholde sig fra at begå handlinger, der kan skabe hindringer for fredsprocessen. Den støtter også palæstinensisk selvbestemmelse inden for rammerne af tostatsløsningen.

Udgivet den

På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb

Et meget store flertal af FN’s medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden – det skriver jeg om i denne min sidste klumme i Berlingske. Man kan fortsat læse, hvad jeg skriver rundt omkring, her på min hjemmeside.

Læs den sidste klumme i avisen – eller nedenfor ⬇︎⬇︎

Den sidste bedste chance

Det rygtes, at Donald Trump for kort tid siden ringede til Jens Stoltenberg for at spørge, hvordan han kunne få Nobels Fredspris.

Trump fortæller jo vidtløftigt, at han har afsluttet syv konflikter. Han har dog hverken styr på navnene på de lande, han påstår at have skabt fred imellem, eller deres placering på verdenskortet. 

Flere af konflikterne ulmer stadig, og flere af aftalerne om fred blev skabt af parterne selv, før USA’s præsident kom ind og påstod at have en andel.

Jeg håber, at Stoltenberg har svaret Trump, at han modarbejder fred i nutid og fremtid ved at ødelægge USA’s og FN’s humanitære programmer samt den globale klimaindsats – og ved at undlade at bruge USA’s enorme magt til her og nu at standse Ruslands og Israels krigsforbryderiske felttog.

Trump har ingen vej til en fredspris, medmindre han sammen med Europa yder maksimal og stabil støtte til Ukraine, indtil Putin forstår, at han ikke kan vinde ved at fortsætte sin aggressionskrig. 

Vejen er også lukket, medmindre han her og nu beordrer Netanyahu til at standse folkemordskrigen i Gaza og fordrivelsen af palæstinenserne, straks få åbnet for forsyninger, og for at en international fredsstyrke kan overtage kontrollen i Gaza.

Trumps udgydelser på tværs af alle realiteter så vi i den timelange tirade på FN’s Generalforsamling, hvor han klagede over eskalator og teleprompter og trampede rundt i FN’s afmagt. 

FN’s afmagt

Men afmagten skyldes i al væsentlighed hans egen indsats for at lamme verdensorganisationen ved vetoer i Sikkerhedsrådet, forlade klimaindsatsen, trække milliarder ud af den humanitære indsats – herunder Verdenssundhedsorganisationen, WHO – og modarbejde Menneskerettighedsrådet.

Hans angreb på FN som ansvarlig for de ukontrollerede folkevandringer er også totalt malplaceret. 

Ansvaret ligger hos regeringer i begge ender af vandringerne og hos den rige verden, der har forsømt at løfte Det Globale Syd ud af fattigdom.

Jeg hører også i vores hjemlige debat toner om, at FN har udspillet sin rolle. FN har brug for reformer, ja. Men FN bliver aldrig stærkere end summen af opbakningen fra medlemslandene – og ikke mindst de største af dem. 

FN er uhyre sårbart, når man modarbejdes politisk og økonomisk af det mægtigste medlemsland.

USA’s daværende præsident Roosevelt var om nogen den drivende kraft i for 80 år siden at skabe FN som »den sidste, bedste chance« for at befri kommende generationer for krigens svøbe og bane veje for global velstand gennem samarbejde og samhandel.

Roosevelt og mange af hans efterfølgere forstod helt, at USA’s enorme militære og økonomiske magt bedst kunne bidrage til en bedre verden via samarbejde gennem FN og gennem et netværk af alliancer. Da jeg som FN-formand havde lejlighed til at tale med præsident Obama, var det også hans klare forståelse.

Det er ikke Trumps forståelse. Derfor har vi andre en ekstra stærk forpligtelse til at holde verdensorganisationen i live og respekteret til en ny og lysere tid efter Trump.

Trumps misforståelse

Det meget store antal medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden. 

Det er for eksempel, hvad WHO, har gjort gennem næsten otte årtier og derved haft afgørende betydning for, at menneskeheden i dag lever i gennemsnit 20 år længere, end da jeg blev født for snart 80 år siden.

Der må bakkes op om FN, også når medlemslandet Israel, som FN har medansvar for at have skabt, direkte fører krig mod hele FN-systemet – og ikke mindst den palæstinensiske flygtningeorganisation UNRWA, der har haft en meget stor andel i det palæstinensiske folks overlevelse i eksil, besættelse og krig. 

Anerkendelsen af Palæstina

Også derfor er det så utåleligt, at Danmark stadig ikke er blandt de 159 FN-lande, der har anerkendt Palæstina: For denne sag handler også om at vise respekt for FN’s vedtagelser og hele indsats.

For kun ti år siden forstod supermagter som USA og Kina, med vedtagelsen af verdensmålene og klimaaftalen, menneskehedens fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsning. Vi må bevare troen på, at de store magter igen erkender, at dette er vigtigere end deres interessemodsætninger.

På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb.

PS: Dette er sidste udgave af min faste månedlige kommentar i Berlingske. Det er ikke mit valg, men avisens. Jeg takker for nogle år med storsind til at trykke meninger, der ofte var modsat chefredaktionens.

Mogens Lykketoft er fhv. dansk udenrigsminister og formand for FNs Generalforsamling

Mere fra min hånd om FN

Udgivet den

Kina kan være nøglen til globale klimafremskridt uden medspil fra USA

Kinas førerposition i den grønne energiomstilling betyder, at landet bliver den store leverandør af billige og effektive grønne løsninger til verdens fattige lande. Det kan berøve europæisk energiteknologi fremtidige markeder. Men det kan også være vejen til at få det Globale Syd med i omstillingen. Mere om Verdensmålene og klimaet i mit seneste indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Ti år med verdensmål og klimakamp

For ti år siden vedtog FN’s Generalforsamling enstemmigt de sytten verdensmål. Mål nummer 1 er at udrydde fattigdom. Når vi på 15 år frem til 2015 kunne halvere antallet af mennesker, der lever for under et par dollar om dagen, så var den optimistiske antagelse, at vi helt kunne udrydde ekstrem fattigdom frem til 2030. 

Her kom pandemi, krig og katastrofer dog i vejen. 

Budskabet var imidlertid også, at det ikke er bæredygtigt at vækste, som vi plejer. Det er nødvendigt med dramatiske ændringer i vores måde at producere og forbruge på. Vi skal bryde den onde cirkel med voksende ulighed og rovdrift på natur og klima, der udløser nye konflikter og katastrofer. Stop for klodens ophedning er første betingelse for, at vi får tid og kraft til at nå de andre mål. 

Derfor var det så vigtigt, at vi straks efter verdensmålene fik den hidtil mest ambitiøse aftale om global klimahandling i Paris i december 2015.

Som formand for FN’s Generalforsamling satte jeg alle sejl til for at mobilisere og engagere regeringer, erhvervsliv, civilsamfund og mange andre interessenter til handling. Især de første fem år – før covid-krisen og Ruslands angreb på Ukraine – oplevede vi et enormt folkeligt engagement og megen politisk handling.

Det hjemlige engagement har jeg oplevet på hundredvis af debatmøder de seneste ti år.

Min egen personlige rejse med verdensmålene er ikke kun foredrag og artikler. De seneste fem år har jeg været bestyrelsesformand for Energinet, statens transmissionsnet for el og gas. Udnyttelse af de vedvarende energikilder er hovedvejen til at bremse CO₂-forureningen, som driver klodens ophedning. Energinet skal i Danmark sikre det net, der kan bringe energi fra sol og vind ud til forbrugerne. 

Vi kom godt i gang, men lige nu bremser den grønne omstilling ret hårdt op på grund af enorme prisstigninger og længere leveringstider på vitalt udstyr og længere godkendelsestider for miljøvurderinger. 

Det første problem afhjælpes først helt, når de virksomheder, der skal investere enorme milliardbeløb i større kapacitet til at fremstille udstyret, har fuld tillid til, at de politiske beslutningstagere i Europa mener de grønne mål alvorligt. Det andet kræver ændret lovgivning og bedre bemanding hos miljømyndigheden.

Den danske regering har heldigvis viljen til at løbe en stor risiko for at holde tempoet i fælleseuropæisk grøn energiforsyning. Det kommer til udtryk blandt andet med Energiø Bornholm og bygning af brintrør til Tyskland: Grøn brint er nøglen til fossilfrihed hos de mest CO₂-tunge brancher med stålindustrien i spidsen.

Jeg vover at tro, at både Danmark og Europa som helhed overvinder de aktuelle vanskeligheder og fastholder højt investeringstempo i grøn omstilling, selvom der samtidig skal investeres massivt i oprustning. 

Grøn strøm er også vejen til uafhængighed af despoternes fossile brændsler

Grøn strøm er klimaløsning: Det er billigere end det fossile, og det hjælper desuden på vores sikkerhed ved at befri os for afhængigheden af de despoter, der sidder på toppen af de største reserver af fossile brændsler i Rusland, Golfen og USA.

Det har hele tiden været klart, at verden kun når klimastabilisering, når både Europa, USA og Kina går samme vej. Det skete faktisk i Paris for ti år siden. Men siden har valget af Trump to gange bremset utåleligt op for sol- og vindenergi i USA.

Vesten eksporterede produktion og CO₂-udslip til Kina

Der sker derimod store spring fremad i grøn omstilling i Kina. Kineserne har gennem årtier leveret et stort bidrag til at reducere den globale fattigdom. Det skete via udflytningen af produktion af en meget stor del af Vestens forbrugsvarer til Kina, som derfor både blev rigere og verdensførende i CO₂-udslip.

Kineserne har med rekordfart overhalet USA og Europa i at udvikle og bruge grønne energiløsninger. De forstår, at det er den billigste løsning på de enorme behov for strøm, der sikrer elektrificering af transportmidler, opvarmning og nedkøling, drift af maskineri samt datacentre og kunstig intelligens. 

Det er et meget opmuntrende vendepunkt at væksten i Kinas CO₂-udslip – trods eksplosiv stigning i elektricitetsproduktionen – ser ud til at være standset.

Kinas førerposition i den grønne energiomstilling betyder også, at landet bliver den store leverandør af billige og effektive grønne løsninger til verdens fattige lande. Det kan berøve europæisk energiteknologi fremtidige markeder. Men det kan være vejen til at få det Globale Syd med i omstillingen. Måske er det nøglen til globale klimafremskridt uden medspil fra USA.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 5. september 2025

Mere fra min hånd om klimaet og Verdensmålene

Udgivet den

Putin, Trump og Netanyahu er magtfulde monstre, som samler menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed – mere om dét i min seneste kommentar i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Vanvittig verden

Sommeren er god ved os, der blev hjemme fra hedebølger, oversvømmelser, tørke eller konflikter i andre dele af verden. Hjemme kan man dyrke sin have. Svømme i rent havvand. Mødes og spise godt med familie og gamle venner. Få tid til at fordybe sig i bøger, aviser og tidsskrifter.

Men når man holder sig orienteret om verdens tilstand, bliver man alligevel ustandseligt konfronteret med vanvid og plaget af bekymring for, at det kan gå endnu mere galt med det lille mandskab, der bestemmer det meste:

De mest magtfulde monstre som Putin, Trump og Netanyahu synes at samle de fleste af menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe: Grænseløs grådighed efter penge og magt, hæmningsløs kynisme og ufølsomhed over for andres lidelser. 

Det er mennesker, der er forgiftet af egne vrangforestillinger og marineret i hævngerrighed. Der er intet grundlag for at tro, at de vil overholde aftaler, man laver med dem.

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed. Der er ikke enighed om, hvorvidt at det er klogt at konfrontere monstrene.

Europas fokus er på sikkerhed, forstået som forsvar mod Putins aggression ved at sikre Ukraines overlevelse og selv opruste massivt. Det kan tage år at kunne modstå Putin alene, og derfor klamrer vi os til en forhåbning om, at Trump vil indse USA’s egeninteresse i at standse Putin. Derfor har vi allerede accepteret at betale for de nødvendige amerikanske våbenforsyninger til Ukraine.

Det er også Europas håb at bevare USA som forpligtet i NATO og for Ukraine, der har fået os til at tåle 15 procent told til eksport til USA og acceptere toldfri amerikansk markedsadgang hos os. 

Uden denne sammenhæng er det uforståeligt, at EU kan gå ind på en så ulige og ydmygende aftale. 

Nobelpristageren Paul Krugmann – og mange andre – har flere gange påpeget at Trumps vilkårlige brug af toldvåbnet er vildt misbrug af hans beføjelser efter amerikansk lovgivning.

Dette afgørende spørgsmål afprøves nu ved domstolene. Men det er ingen given sag, at Trump retter sig efter domstole. Og hvis sagen ender hos hans venner i Højesteret, er det ikke umuligt, at han får medhold.

Besnakket af Putin

I hvert fald vi har ingen garanti imod, at Trump, uanset indrømmelserne fra EU, vender tilbage med nye krav til os. Vi kan heller ikke være sikre på, at han ikke igen lader sig besnakke af Putin til at skære livlinen til Ukraine over. 

Han har fyret de fleste folk med udenrigspolitisk indsigt og erfaring, og han har ikke – modsat Putin og Netanyahu – en fastlagt strategi. 

Han styres af impulser, der kan skifte fra samtale til samtale. Han læser ikke notater, men ser højst billeder. Mange håber lige nu desperat på, at Melania viser ham fotos af døde, sårede eller udsultede børn fra hhv. Ukraine og Gaza og overtaler ham til omsider at sætte hælen i over for de to andre monstre.

Det kræver en vedholdende indsats med nye, benhårde sanktioner mod Rusland og ubrydelig fælles amerikansk-europæisk opbakning til Ukraine at overbevise Putin om, at han ikke kan udslette landets frihed. 

Den russiske diktator stopper ikke krigen, før han ikke længere tror, at det er muligt for ham at manipulere Trump væk opbakningen til Ukraine. Man må håbe, at præsidentfruen, Republikanerne i Kongressen og den almindelige folkestemning i USA kan holde Trump fast på den utålmodighed med Putin, der har ramt ham lige nu.

Netanyahus usminkede folkemord

Det er endnu tungere at få et amerikansk opgør med Netanyahus – selv ifølge israelske menneskerettighedsorganisationer– usminkede folkemord, selvom folkestemningen også i USA – som i Europa – rykker på grund af de enorme civile tab, den fuldstændige ødelæggelse af Gaza og den eksplosive sultkatastrofe, Israel har et stort ansvar for at have skabt.

Mange vestlige regeringer har alt for længe tiet. 

En grund er bekymring for konfrontation med USA og håb om ikke at svække de skrøbelige relationer. 

En anden er manglende erkendelse af, at Netanyahus Israel ikke er en demokratisk forpost, men en voldsomt undertrykkende apartheidstat, hvis regering fører krig med alle kendetegn på folkemord som defineret i folkeretten. Det sker åbenlyst med det formål at fordrive palæstinenserne fra Palæstina. Samtidig destabiliserer man i øvrigt nabolandet Syriens nye regering med militære angreb ind i landet.

Vi har her og nu brug for en meget aktiv folkebevægelse i hele den vestlige verden for at få vore regeringer til at gøre alt muligt for at standse den ufattelige katastrofe i Gaza.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 9. august 2025

Mere fra min hånd om Ukraine og Israel-Palæstina

Udgivet den

Min tale ved demo mod USA’s krav om overtagelse af Grønland

Her den korte tale jeg holdt ved demonstrationen mod USA’s krav om overtagelse af Grønland foran den amerikanske ambassade i København 29. marts 2025. Ifølge Berlingske var der 3300 deltagere.

Hvem havde troet, at det nogen sinde blev nødvendigt at stå her foran den amerikanske ambassade for at demonstrere mod et krav om at USA skal overtage Grønland?

Grønland og Danmark har en lang fælles historie.

Der er skabt stærke familie- og venskabsbånd gennem mange generationer.

Personligt har jeg besøgt Grønland rigtigt mange gange. Med stor kærlighed til landet og folket. Og med den største respekt for Grønlands ret til at bestemme sin egen fremtid. 

Jeg har meget nære venskaber i Grønland – også blandt dem, der har anført den moderne udvikling frem til det nuværende selvstyre. 

Forsvaret af Grønland har været et fælles anliggende for Kongeriget og USA de seneste 80 år.  Det skal vi i fælleskab forstærke.

Vi er allierede i NATO for at forsvare vore landes grænser og vores frihed,

Derfor er det grotesk og uhørt med et aggressiv amerikansk krav om at besidde Grønlands folk og sætte sig på landets ressourcer.

Trump vil jo ikke udelukke militær okkupation og økonomisk pression. 

En massiv og løgnagtig påvirkningsaktivitet og forsøg på bestikkelse af grønlændere er allerede i fuld gang.

Det minder om metoder, vi før var fælles med USA om at fordømme. 

Som f.eks. Putins kup mod Krim i 2014.

Hvis Trump bruger de samme metoder som Putin, så kan vi ikke forhindre det.

Men vi skal her og nu klart og utvetydigt fastslå, at Grønlands frihed og Rigsfællesskabets suverænitet ikke er til forhandling.

Der er kun én mulig reaktion over for dette vanvid:

At samle mest mulig opbakning til at stå op imod Trump

Vi må stå skulder ved skulder i Grønland og Danmark.

Vi har brug for den aktive solidaritet fra resten af Norden og EU med Tyskland og Frankrig i spidsen.

Grønland må knytte sig nærmere til Europa, og EU bør investere mere i Grønlands fremtid.

Vi har opbakning fra Storbritannien – og selvfølgelig også fra Canada, som udsættes for den samme aggression som os lige nu.

Vi må kæmpe vores sag frem i FN, hvor et overvældende flertal af lande vil være med til at fordømme amerikansk aggression mod Grønland.

Vi må appellere direkte om støtte fra de 70 pct af amerikanerne, der er imod erobring af Grønland.

Vi må aldrig give op!

Udgivet den

Tostatsløsning er begravet i Gazas ruinhob

Aksen Trump-Netanyahu ​er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. Det seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt giver mulighed for at angribe andre uden selv at blive ramt. Det skriver jeg om i denne kronik i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Dødsstød til Palæstina og israelsk dominans i Mellemøsten

Trumps daglige kaos hjemme, foragten for Europa og forsøget på venskab med Putin på Ukraines bekostning tager forståeligt nok mediernes overskrifter i disse uger.

Derfor får det mindre opmærksomhed, at Putin ikke er den eneste krigsforbryder, Trump gerne vil please. Han støtter for fuld kraft Benjamin Netanyahu, der ligesom Putin er krævet anholdt og udleveret til Den Internationale Domstol.

Kravet mod Netanyahu får USA til indføre sanktioner mod domstolen – og Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol med påstand om folkemord i Gaza har ført til amerikanske sanktioner mod Sydafrika!

Foragten for vestlig dobbeltmoral har aldrig været større i det globale syd, og det rammer ikke kun USA, men alle os vestlige lande, der godt nok (modsat Trump) anser Putin for en krigsforbryder, men ikke kan få det over læberne at konstatere det samme om Netanyahu.

De internationale domstole skal fælde den endelige dom over, hvorvidt Israels krig mod Palæstina kan benævnes folkemord. Og som medlem af domstolen og tilhængere af en international retsorden må vi i Danmark bakke op om den dom, der falder. Men Israels ekstremistiske regerings krigsførelse siden Hamas’ grusomme og stupide terrorangreb den 7. oktober 2023 kan i hvert fald på ingen måde defineres som udøvelse af retten til selvforsvar:

Det er en monumental krigsforbrydelse og forbrydelse mod al menneskelighed. Flertallet af de flere end 48.000 døde og 112.000 kvæstede og invaliderede er civile, deriblandt rædselsfuldt mange børn. I Gaza er fire af fem boliger ødelagt, infrastruktur i form af vand, el, sundhed og uddannelse er smadret.

Israels krig har også været en krig mod FN, som har fået dræbt 300 medarbejdere. Nu har Israel totalt blokeret arbejdet for UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere i Mellemøsten, der har været den vigtigste livline for Gazas civile gennem årtiers besættelse og indespærring.

Mediekrig og fordrivelse

Krigen har også været ført mod medierne, der kunne rapportere om krigsforbrydelserne. Der er ingen krig før Gaza, hvor flere reportere er blevet dræbt på halvandet år.

Israels krig mod Gaza gør det umuligt – uden massiv nødhjælp og hjælp til genopbygning – at få en tilværelse til at hænge sammen i Gaza. Håbet hos Israels regering er åbenbart, at nabolandene kan presses til at acceptere en fordrivelse af Gazas befolkning. Dét følges i disse uger op med angreb med fly og tanks på palæstinensiske lejre og byer på den besatte Vestbred, mens fanatiske kolonister myrder, brænder huse og ødelægger olivenplantager i landsbyerne. Alt sammen også oplæg til fordrivelse af indbyggerne og indlemmelse af området i en jødisk stat ”from the River to the Sea”.

Påstanden om araberne, der ville drive jøderne i Middelhavet, er uden nutidig realitet. Det er palæstinenserne, der trues af total fordrivelse fra det hjemland, hvor de endnu i 1948 var to tredjedele af befolkningen, men hvor de i mellemtiden har oplevet 77 år med fordrivelse, besættelse, retsløshed og grænseløse ydmygelser fra Israel.

Den beskedne drøm, som FN har bakket op i mange årtier, om en tostatsløsning med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, er begravet i ruinbunkerne i Gaza og i den etniske kolonisering og udrensning de andre steder.

Trumps eksotiske forslag om at overtage Gaza, flytte indbyggerne til nabolandene og renovere området til en flot riviera ved Middelhavet er bare én version af det projekt, som han og Netanyahu er enige om: at give dødsstødet til ethvert håb om selv en nok så lille palæstinensisk stat.

Tilliden til Trumps våbenhviler

Man tør ikke tro på Trumps vilje til at fastholde hverken Putin eller Netanyahu på aftaler om våbenhvile, hans regering har indgået med hhv. Ukraines og Israels regeringer:

Der ses tydeligt i disse uger, hvor Netanyahu med fuld opbakning fra Trump massivt og systematisk bryder dén våbenhvile, som med amerikansk mægling blev indgået i januar. Der skulle nu være iværksat en fase to, hvor Israels soldater skulle forlade Gaza i takt med frigivelse af de sidste gidsler. Netanyahu har imidlertid aldrig tænkt sig at opfylde aftalen om at rykke sit militær ud af Gaza, men pønset på med en ny krig at få den ekstreme højrefløj tilbage i regeringen.

Derfor blokerede han for fase to-forhandlingerne og forsøgte i stedet at få gidslerne ud ved de seneste uger at blokere for nødhjælp til Gazas civile. Efter den kortvarige våbenhvile, hvor forsyninger kom ind, er sult igen ved at brede sig katastrofalt. Og de seneste dage er krigen mod Gaza uprovokeret genoptaget med hundredvis af nye døde. Trump har udtrykkeligt accepteret dette, samtidig med at han hjemme i USA er optaget af at tvangsdeportere palæstinensiske studerende, der har demonstreret mod Israels krig mod Gaza.

Afvisning af arabisk fredsplan

Både Trump og Netanyahu afviser blankt den gennemtænkte arabiske fredsplan, hvorefter Gaza fremover regeres af teknokrater uden om Hamas, og hvor sikkerhed og genopbygning sikres af de arabiske stater.

Derfor er det svært at se, hvordan verden kan sikre bare den allermindste lettelse i de utålelige levevilkår for Palæstinas folk.

Israels regering lukker ned for retsstat og ngo-samfund, mens strømmen af tunge bomber fra USA er genoptaget med fuld styrke efter Bidens forsigtige – nærmest symbolske – rationering af leveringen.

Den ubeslutsomme Biden havde anfægtelser, men manglede mod og vilje til at sikre freden ved at sætte tommelskruerne på Netanyahu. Trump har ingen som helst empati med palæstinensernes lidelser – eller for den sags skyld andre lidelser i denne verden, hvis ikke det har noget at gøre med formuetab blandt hans milliardærvenner eller hos rige hvide farmere i Sydafrika. Trump har heller ikke, som Biden havde i egen lejr, en voksende modstand og vrede mod Israels krig.

Jeg forstår godt, at den meste opmærksomhed i dansk politik rettes mod truslen fra Rusland, Ukraines uhyre vanskelige situation og behovet for oprustning. Men jeg synes, det er pinagtigt, at det ikke kan ledsages af større bevillinger og højlydte krav om at få humanitær hjælp frem og fastholde den spinkle plan for våbenhvile i Gaza. Og forsøg på at finde vej til at hjælpe de tapre folk i ngo’er i Israel og Palæstina, der lige nu kæmper op ad en meget stejl bakke for fred og medmenneskelighed.

Ondskabens akse

Vi er en generation, der blev opfostret med troen på USA og Israel som hjemsteder for gode demokratiske viljer, der ville ende med at skabe fred. Vi har desværre levet længe nok til at se de gode viljer sparket til side begge steder – og ser nu en ondskabens akse af ekstrem foragt for andre mennesker og andre meninger.

Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. De seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt kombineret med det uhyre effektive missilskjold giver mulighed for at angribe andre uden stor risiko for at blive ramt af gengældelse.

Det medfører en aggressiv adfærd i forhold til Libanon, Syrien og Iran, der ikke er gunstig for fremskridt mod varig fred: Israel føler sig ikke særligt forpligtet til at overholde våbenhvilen i Libanon. Israels fremrykning i Syrien og ødelæggelse af syriske våbendepoter og flåde efter Assad-diktaturets fald mindsker den nye samarbejdsregerings reelle muligheder for at sætte sig i respekt – og destabiliserer derfor, hvor det meste af verden ønsker at stabilisere. Og Netanyahu har aldrig skrinlagt sine planer om at angribe de iranske atomanlæg, hvad der ikke ville styrke de kræfter i Iran, der gerne vil fred.

Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten lørdag d. 22. marts 2025

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina