Nixon og hans folk ofrede Chiles demokrati på koldkrigens alter

50 år efter kuppet i Chile mangler landet stadig en ren demokratisk forfatning. Et lyspunkt er, at USA ikke længere systematisk bekæmper røde, demokratiske bevægelser i Latinamerika. Læs min kronik i Information 11. september 2023 – eller læs den nedenfor:

Chiles demokrati likvideret

I dag er det nøjagtigt 50 år siden, militærkuppet i Chile likviderede demokratiet, som førte til mord og mishandling af tusindvis af mennesker. Kuppet ville ikke være lykkedes uden massiv intervention fra USA’s daværende præsident, Richard Nixon, og hans nationale sikkerhedsrådgiver og senere udenrigsminister, Henry Kissinger, der også have et fælles ansvar for fem års krigsforbrydelser i Indokina.

Angrebet på Chiles demokrati var en del af et langt større mønster, hvor USA gennem mange årtier havde interveneret for at forhindre partier på venstrefløjen i at vinde valg i Latinamerika og aktivt havde støttet militære kupmagere og andre despoter i at sætte sig på magten rundt om i regionen.

Påskuddet under Den Kolde Krig var at forhindre kommunistisk indflydelse, men det handlede lige så meget om at forhindre eller afskaffe regeringer, der lagde sig i vejen for amerikanske firmaers interesser.

Blot to eksempler: I 1954 arrangerede CIA et militærkup i Guatemala, der fældede den socialdemokratiske præsident Jacobo Arbenz og indledte årtiers brutal undertrykkelse af den oprindelige befolkning. I 1965 væltede en invasion af amerikanske marineinfanterister den første reelt folkevalgte socialdemokratiske præsident i Den Dominikanske Republik, Juan Bosch.

Militærdiktatur med hjælp fra CIA

Chile havde mere demokratisk tradition end de fleste andre lande i Latinamerika. Landet havde længe været i CIA’s kikkert, fordi socialistiske parter havde fremgang på grund af den ufatteligt skæve fordeling af landets rigdom.

I en årrække støttede man hemmeligt højrefløjen i valgkampene for at forhindre socialistisk sejr. Det mislykkedes imidlertid i 1970, da Salvador Allende blev valgt til præsident i spidsen for en koalition af socialistiske partier. Kommunisterne var med i denne koalition, men spillede ikke hovedrollen. Allendes regering anfægtede ikke demokratiet.

Allendes regering var i starten en stor folkelig succes, fordi den lavede progressive sociale reformer og blandt andet nationaliserede den yderst profitable kobberindustri. Men højrefløjen i Chile fik i samarbejde med USA iværksat en systematisk destabilisering af landets økonomi. USA blokerede for lån fra Verdensbanken og Valutafonden og for samhandlen. Der blev skabt varemangel for at miskreditere Allendes styre.

Det derved fremkaldte kaos var en forberedelse til kuppet den 11. september 1973, der var tilrettelagt i samarbejde mellem CIA og kræfterne på den yderste højrefløj under ledelse af hærchefen Augusto Pinochet. Præsident Allende nægtede at gå i eksil og skød – så vidt vides – sig selv under kupmagernes angreb på præsidentpaladset.

Kuppet blev et vandskel på linje med Vietnamkrigen

De fleste har hørt om grusomhederne under Pinochets styre. Mange af de politisk aktive på venstrefløjen, der undgik at blive myrdet, blev flygtninge. Vi fik også en gruppe af disse chilenske flygtninge til Danmark, og jeg kom heldigvis personligt til at kende nogle af dem rigtig godt.

Først efter femten års undertrykkelse kunne der laves et kompromis, hvor Pinochet afgav præsidentposten. Dog kun mod nogle år at blive hængende som hærchef – og dermed som en stadig trussel om et nyt kup. Præsidentposten gik så til en demokratisk koalition af kristendemokrater og socialister, der havde lagt mange års modsætninger til side for i fællesskab at genoprette og stabilisere demokratiet.

Der var desværre ikke massiv fordømmelse af kuppet og det blodige militærdiktatur fra USA’s allierede. Nogle på højrefløjen – blandt andet premierminister Margaret Thatcher i Storbritannien – betragtede i deres koldkrigeriske enøjethed Pinochets styre som et værn mod en kommunistisk magtovertagelse og mente, at Chile havde været på vej til at blive som Castros Cuba.

Kuppet i Chile blev alligevel – ligesom Vietnamkrigen – et vandskel. Der kom et bredere opgør med en sådan primitiv tankegang fra det koldeste af Den Kolde Krig. Verden over var det alle slags socialister, socialdemokrater og mange fra den politiske midte, der hjalp modstandsbevægelsen og ofrene for Pinochets diktatur og bragte grusomhederne i Chile frem i offentligheden.

Det har bagefter været en stærk oplevelse at møde chilenernes taknemmelighed. Jeg har ikke taget imod ordner fra vores dronning, fordi det er en traditionel automatik – ikke udtryk for anerkendelse af noget bestemt, man har gjort. Men jeg kunne ikke afslå, da Chiles ambassadør for nogle år siden ville give mig en orden som anerkendelse for min støtte til kampen mod diktaturet.

Lyspunkter i kampen for social retfærdighed

Specielt én person, der var helt i front for demokratiets genkomst i Chile, lærte jeg at kende: Socialisten Ricardo Lagos, der som den første på chilensk tv vovede at udfordre Pinochet i 1988 og banede vejen til diktaturets afvikling.

Lagos var undervisningsminister i den nye demokratiske regering, da jeg første gang mødte ham i Santiago i 1992. Han fortalte om den beklagelige nødvendighed af de mange kompromiser, der måtte laves for at skubbe Pinochet til side uden ny vold. Han blev senere præsident og inviterede mig personligt ind i sin suite på SAS-hotellet, da han i denne egenskab var på statsbesøg i Danmark. Jeg mødte ham tredje gang som ekspræsident under et besøg i Chile med en folketingsdelegation i 2007.

I min tid som FN-formand mødte jeg gentagne gange Michelle Bachelet, der to gange blev valgt som Chiles tredje socialistiske præsident, og som var datter af en general, der blev myrdet for sin modstand mod Pinochets kup.

Lagos og Bachelet har en meget stor del af æren for, at Chile er blevet et meget rigere og friere land de seneste tre årtier, og at der ikke igen blev borgerkrigsstemning og kupforsøg. Men meget store uligheder består.

Venstrefløjens reformbestræbelser er blevet stækket af de konservative garantier, som Pinochet fik sat ind i forfatningen, da han gik ind på at vige præsidentposten. Især fastholder særlige regler om valg og udpegning til Senatet et udemokratisk element til gavn for højrefløjen.

Et storstilet forsøg fra et særligt folkevalgt forfatningskonvent for at sikre Chile en ny, fuldt ud demokratisk forfatning kuldsejlede desværre ved en folkeafstemning sidste år. Det var et meget ambitiøst og progressivt dokument – blandt andet om ligestilling mellem kønnene og klare rettigheder for alle slags minoriteter. Det blev fældet af en massiv skræmmekampagne fra højrefløjens partier og medier, der var gennemsyret af vilde løgne, for eksempel at den nye forfatning skulle være en trussel mod den private ejendomsret.

Derfor er nutiden for det demokratiske Chile tvetydig. Men det er utroligt lovende, at den nuværende præsident, den kun 37-årige Gabriel Boric, blev valgt på baggrund af vældige folkelige demonstrationer imod ulighed og social utryghed. Han er samlingspunktet for en ny stærk social bevidsthed, der er afgørende for det chilenske demokratis fremtid.

Det er for hele regionen et lyspunkt, at Lula da Silva og venstrefløjen er tilbage i regering i Latinamerikas største nation, Brasilien, efter sejren over Trump-klonen Jair Bolsonaro ved det seneste præsidentvalg.

Sidste og afgørende lyspunkt er, at USA under præsidenterne Clinton, Obama og Biden ikke har sat sig for, at USA fortsat skal bekæmpe alle demokratiske bevægelser i Latinamerika, der har socialdemokratiske og socialistiske farver. Men, som alt der vedrører en bedre verdensorden, er også dette fremskridt i forholdet mellem USA og Latinamerika truet, hvis det utrolige sker, at Donald Trump vender tilbage til Det Hvide Hus.

Mogens Lykketoft – Tidligere udenrigsminister (S) og formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om demokrati

FOTO: Wikimedia Commons

Tanken om Trumps tilbagevenden er ubeskriveligt skræmmende

Der er gode chancer for, at Joe Biden – trods sin ret ringe popularitet – kan genvælges som 82-årig i 2024. Hvis han ellers står oprejst så længe. Men det er bestemt ikke et givent scenario – mere om det i dette indlæg i Berlingske 17. maj 2023. Læs det i avisen eller nedenfor:

Blandet nyt fra supermagten

USA er fortsat verdens eneste supermagt, og Europa må glæde sig over den måske sidste amerikanske præsident, der helhjertet bekender sig til transatlantisk samarbejde. Det har vi voldsomt brug for – ikke mindst for at standse Ruslands aggression og redde Ukraine.

Det er også Joe Bidens fortjeneste, at USA omsider rykker kraftigt på klimaindsatsen. Det sker via skattepræmier til bæredygtig adfærd hos erhvervslivet. Det var forudsat at koste statskassen 267 milliarder dollar frem til 2030. Forskellige prognoser siger nu, at det snarere bliver to til fem gange så meget.

Jo mere det bliver, jo større er chancen for, at den globale opvarmning bremses.

Problemet er bare, at den i forvejen gigantiske amerikanske statsgæld i så fald vokser endnu mere, fordi der ikke i USA er politisk mod og vilje til at finansiere nye udgifter og målrettede skattelettelser med andre skatter.

Den rigeste ene procent kunne ellers levere vældige bidrag efter at have hamstret størstedelen af fremgangen i nationalindkomsten i over 40 år. Skatteskrækken betyder, at der kun været overskud på USA’s føderale budget i fire af årene siden 1970. De senere års covid-19-indsats og velfærdsforbedringer, og nu klimaindsatsen og oprustningen har sat ekstra voldsom fart i gældsstiftelsen.

Det kan for så vidt godt fortsætte en rimelig tid endnu, så længe dollaren dominerer som international betalingsvaluta, og kreditorerne har tillid til at få deres penge igen. Men alt andet lige må væksten i gældsbyrden presse inflationen opad og få USA’s nationalbank, Federal Reserve, til at fastholde en høj rente, der kan skade beskæftigelsen.

Hvad der derimod ikke må ske er, at USA erklæres konkurs, fordi der ikke er flertal i Kongressen for at gennemføre de sædvanlige årlige løft i det lovfæstede loft over statsgældens størrelse. Så kan der ikke betales regninger, herunder renter og afdrag til de mange lande med Kina i spidsen, der i årevis har udlånt penge til amerikanernes overforbrug ved at købe USA’s statsobligationer. Dét vil ryste verdensøkonomien og være et voldsomt slag mod USA’s anseelse og indflydelse.

Trump-ekstremisterne inden for det Republikanske flertal i Repræsentanternes Hus tøver imidlertid ikke med at løbe denne risiko, medmindre de til gengæld kan rulle store dele af Bidens politiske resultater – herunder klimaindsatsen – baglæns. Verden over afventer vi derfor med bævende læber, om der findes en landing i tide, og hvem der i givet fald blinker først.

Den nervepirrende magtkamp handler om præsidentvalget om halvandet år, der ser ud til at blive reprise fra 2020 med de samme to endnu ældre herrer.

Trumps anseelse blandt dem, der vil stemme ved republikanske primærvalg, synes hverken rystet af retssagerne om hans overgreb mod kvinder eller ulovlig pengeforvaltning, hans støtte til kampen mod retten til abort, hans vedvarende kaskade af løgne om valgsvindel og hans forsvar for angrebet på Capitol 6. januar 2021, hans fortsatte Putin-beundring og hans manglende opbakning til Ukraine.

Men man kan håbe og tro, at disse aparte gerninger og holdninger svækker ham fatalt blandt de afgørende svingvælgere.

Derfor er der gode chancer for, at Joe Biden – trods sin ret ringe popularitet – kan genvælges som 82-årig i 2024. Hvis han ellers står oprejst så længe. Men det er bestemt ikke et sikkert scenario. Det er mærkeligt, at Demokraterne ikke kunne samles om at opbygge en overbevisende yngre præsidentkandidat. Og det er ubeskriveligt skræmmende for os alle, at det ikke er stensikkert, at Trumps genkomst forhindres.

Det er også bekymrende, hvordan frygten for Trump definerer et kapløb mellem partierne om at føre en stadigt mere konfrontatorisk politik over for Kina, selvom bedre håndtering af interessekonflikter kunne bidrage til at inddæmme Putin, sikre freden i Østasien, en stabil udvikling i verdensøkonomien og et nødvendigt samarbejde om klimaindsatsen.

Trump-traumet forklarer også, at Biden ikke for alvor har genoptaget en række af Obamas fredsfremmende initiativer: Atomaftalen med Iran blev ikke i tide genetableret, og Iran er nu meget tæt på at kunne lave sin egen bombe – og har i øvrigt med kinesisk mægling knyttet nye forbindelser til sin gamle ærkefjende, Saudi-Arabien. USA’s forsoning med Cuba er lagt på is for ikke skræmme eksilcubanske vælgere væk fra Demokraterne. Biden tager også kun alt for forsigtigt afstand fra Netanyahus krig mod den israelske højesteret og mod palæstinenserne – af frygt for reaktionen hos de mest højredrejede af de evangeliske og jødiske vælgere på hans hjemmebane.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S).

Mere fra min hånd om USA, Joe Biden og Donald Trump

FOTO: Jud McCranie via Wikimedia Commons

🇬🇧 Dangerous changes in China policy

We should be wary of ostracising China further. And I still believe what Henry Kissinger said to me some 16 years ago: Taiwans future will be peacefully solved so long as the rest of us don’t intervene.

This article is a translation of an opinion piece of mine in Berlingske on the 21st of March, 2023:

China and the US must cooperate

My former colleague, Denmark’s longest serving Foreign Minister Uffe Ellemann-Jensen once told me that neither China nor the climate were high on the agenda during his tenure as foreign minister. Now, 30-40 years later, China’s importance on the world stage has exploded. Climate change is our worst existential threat, provided we don’t wipe out civilization in a nuclear war. Peace and economic stability for the remaining 21st century depend on whether the United States and China can rein in their rivalry and together lead the way in international cooperation.

Since China put the chaos and disasters of Maoism behind her in 1978 under the leadership of Deng Xiaoping, the enormous country has experienced sensational progress. The economy is more than thirty times bigger. My wife Mette Holm and I have, separately and together, witnessed this formidable upheaval. Mette has lived in China for ten years – first as an exchange student, later as a reporter. I have visited China 18 times in the past 45 years, and in my capacities of Minister of Finance and Foreign Affairs, chairman of Denmark’s Social Democratic Party and Parliament, and President of the UN General Assembly, had meetings with a large number of top Chinese leaders.

In China’s self-perception, the country is the world’s oldest and most important nation, now rising after a short-term weakening of 150 years. But China’s path to prosperity and greatness is through trade, investment and diplomacy – not a desire for belligerent conquest. In my view this has not changed, even if Xi Jinping’s autocracy and the massive uniformity is terrifying. There is fierce repression of Muslims in Xinjiang, Tibetans and of the few dissidents who dare to speak out. Hong Kong’s freedom is denied in violation of the agreement with Great Britain on ‘one country, two systems’. Also, rearmament and talk of unification with Taiwan by military force ‘if necessary’ is cause for concern.

We need Xi to influence Putin

The US is leading a drastic change in the West’s attitude towards China. After decades of mutual commitment to trade and investment and successful political cooperation as seen with the Paris Climate Agreement – the West is now perceived as setting a course to inhibit China’s progress towards prosperity, while encircling the country with strong alliances under American leadership. China spends only one-third of the resources that the US spends on the military, and the US is strengthening ties with large neighbouring countries such as Japan and India. 

Trump initiated the trade war and the covid-bashing against China, and since then a paranoid fear as well as a demand to be ‘tough on China’ has arisen in American politics. It peaked with the hysteria about and the shooting down of the Chinese hot air balloon. The relationship has taken a dangerous turn that this little interlude could lead to the cancellation of the American Foreign Minister Antony Blinken’s visit to Beijing. Precisely the opposite is needed: détente and relaxation of tension. 

Most importantly, if the US and China could come on speaking terms to an extent so that Xi Jinping would be willing to put pressure on his ‘friend’ Putin to stop the war of aggression in Ukraine. Sadly, until now China’s course has been guided by joint Sino-Russian opposition to US global dominance.

China a major player

The United States must accept and recognize a new balance where China’s progress cannot – and should not – be inhibited permanently. China has established strong economic relations in East and South Asia and increasing influence in Africa, Latin America, Central Asia and the Middle East. China is now a major diplomatic player who has succeeded in mediating between arch-enemies Iran and Saudi Arabia. The US must also understand that both China and Europe want to preserve significant parts of our considerable economic relationship. This is why Foreign Minister Løkke Rasmussen was right, when he said that the EU must contribute to reducing tension between the US and China.

But shouldn’t we fear invasion of Taiwan – analogous to Putin’s invasion of Ukraine? I find this analogy false. China has no interest in starting a military conflict that could overturn the basic unspoken ‘contract’ with the population: the government has had solid popular support, while managing to pull 800 million people out of poverty. The vast majority of Chinese have experienced massively increased prosperity and freedoms – so long as they don’t get involved in politics! This was discontinued during the covid-pandemic, which was handled clumsily. But war over Taiwan could be far more costly in terms of sanctions and a breakdown in China’s participation in the world economy. All parties therefore have a fundamental interest in not provoking changes in the status quo in the Taiwan Strait. I still firmly believe what Henry Kissinger said to me 16 years ago: ‘Taiwan’s future will probably be resolved peacefully as long as the rest of us interfere as little as possible. There are Chinese on both sides, and they have a longer time perspective than we do in the West.’

Palæstina må reddes fra Netanyahu, Israel fra sig selv

USA har som Israels ven, sponsor og militære allierede pligt til at stille sig i spidsen for at tøjle Netanyahus frontalangreb på retssystemet og tanken om reelt palæstinensisk selvstyre. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske – offentliggjort 21. februar 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Misforvaltning af demokratiet

De fleste af os i min generation voksede op med enorm sympati for Israel som hjem for de overlevende fra historiens største folkemord. Vi var længe enøjede, når det gjaldt konsekvenserne for palæstinenserne. Israel blev kendt som det eneste demokrati i Mellemøsten, ustandseligt truet af hoben af fjendtlige arabstater. Men ved krigen i 1967 erobrede Israel hele det historiske Palæstina, og demokratiet omfatter derfor kun den ene halvdel af de mennesker, der bor under reel israelsk kontrol.

Benjamin Netanyahu er en af denne verdens mest frastødende, skruppelløse folkevalgte ledere. Han er villig til hvad som helst for at fastholde magten og undgå den truende domfældelse for korruption.

Når han nu er vendt tilbage som regeringschef i koalition med de værste racister og fascister i Israel, er det en dødelig trussel for retsstaten og freden i landet.

Angrebet på Højesteret

Den ny regering vil beslutte, at parlamentet skal kunne tilsidesætte Højesterets afgørelser og erstatte den uafhængige stand af dommere og anklagere med egne håndlangere. Det er kursen fra Viktor Orbáns Ungarn, der kopieres – men i et tempo, så Netanyahus afvikling af retsstaten betegnes som Orbán på steroider. Det har udløst masseprotester i den jødiske befolkning.

Desværre retter israelernes masseprotester sig endnu ikke mod, at Israel/ Palæstina er forvandlet til en apartheidstat uden udsigt til fred og forsoning: Det palæstinensiske »selvstyre« er mere magtesløst end »selvstyret« for de sorte i de såkaldte Bantutans i apartheidtidens Sydafrika. Bosætterne har fine veje, men palæstinensernes bevægelsesfrihed i de besatte områder hæmmes af dårlig infrastruktur og uophørlig chikane ved israelske checkpoints. De er presset sammen og muret inde i små enklaver uden reelle udviklingsmuligheder. De er retsløst regeret af israelsk militær, der dag og nat foretager husundersøgelser og interneringer. Jødiske indbyggere i de folkeretligt ulovlige bosættelser på besat jord nyder derimod fulde israelske borgerrettigheder og militær beskyttelse: Det sidste gælder også, når de mest ekstreme af bosætterne straffrit overfalder deres palæstinensiske naboer og ødelægger deres ejendom. Blandt andet ved at fælde tusindvis af deres oliventræer. Civilsamfundsorganisationer – som blandt andet støttes fra dansk side – angribes og straffes med uvederhæftige anklager om terrorisme, når de kritiserer brud på menneskerettighederne.

Folkeretsstridig annektering

Den palæstinensiske stat, som FN’s medlemsstater med overvældende flertal har krævet i årtier, er reelt blevet umulig. Verdenssamfundet har kun reageret med kritiske resolutioner, mens Israels offensive bosætterpolitik har gennemhullet de palæstinensiske områder som en schweizerost. Med de mest højreradikale ministre i førersædet sættes nu endnu mere fart på at udvide bosættelserne og formelt annektere palæstinensiske områder. Annekteringen foregår mere stille, men er lige så folkeretsstridig som Putins forsøg på at flytte grænser med magt ved sin annektering af de østlige provinser i Ukraine.

Israel begrunder ethvert overgreb som indsats mod terrorisme. Terror mod civile på begge sider i konflikten skal ubetinget fordømmes. Terroren er en ond cirkel af gensidig gengældelse, hvor den ene side er en statsmagt med et af verdens stærkeste militær, mens den anden er en besat civilbefolkning. Det er vejen dybere og dybere ned i helvede, når palæstinensere reagerer på håbløsheden efter 55 års besættelse med vold, mord på civile israelere og raketter fra Gaza. Det giver hver gang Israel anledning til at slå endnu hårdere og blodigere slag tilbage mod den palæstinensiske civilbefolkning. Det udfolder sig ikke mindst med den altid brutale bomberegn mod over de 1,8 millioner palæstinenserne i Gaza, som er spærret inde på et område på størrelse med Langeland under kummerlige forhold, uden mulighed for at forsørge sig selv: Verdens største åbne fængsel, hvor folk kun overlever på FN’s nødhjælp.

Freden må komme udefra

Håbet om fred og retfærdighed kan kun igen tændes udefra. Det sker ikke, medmindre USA som Israels ven, sponsor og militære allierede går i spidsen. Der er heldigvis tegn på, at mange i det magtfulde jødisk-amerikanske samfund kræver pres på Israel for kursskifte. Biden-regeringen har også reageret kritisk. Men risikoen er altid, at palæstinensernes tragedie overskygges af større krige, kriser og tragedier andre steder.

Europa har en nøglerolle i – også ved at appellere til USA –  at forhindre at det sker igen.

Vi har en moralsk forpligtelse til at redde palæstinenserne fra endnu værre undertrykkelse – og om overhovedet muligt at redde Israel fra sig selv.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om Israel og Palæstina

Illustration: Demonstration 13. februar mod ministerpræsident Benjamin Netanyahu og justitsminister Yariv Levins planer om at undergrave Israels Højesteret.

Fotograf: Oren Rozen via Wikimedia Commons

Election time in Denmark and the US

Shanelle Hall & Jean Ahlefeldt-Laurvig

I had the undivided pleasure of participating in we need to talk about this, the podcast on current and important issues in Denmark and the USA – and globally – by Shanelle Hall and Jean Ahlefeldt-Laurvig.

We talked about the elections ahead of us in Denmark and the US, not about specific candidates or policies – but about the political systems themselves. And they are hugely different.

Listen here to episode 1

Episode 2

Podcasts published on 21st of October 2022, ahead of the parliamentary election in Denmark on 1st of November and the mid-terms in the US on the 8th of November.

  

Kan Biden undgå nederlag til november?

Joe Biden nærer tre spinkle håb, der kan bidrage til en sejr ved midtvejsvalget til november trods hans støt dalende popularitet i hjemlandet. Det skriver jeg om i min seneste kommentar i Jyllands-Posten. Læs den her – eller nedenfor:

Svær kamp til november og Trumps udenrigspolitiske arv

Verden drog et lettelsens suk, da Joe Biden vandt over Trump ved præsidentvalget i 2020. Men desværre er den nu 79-årige præsidents hjemlige popularitet styrtdykket siden valget. Han virker fysisk svækket, og hans vigtigste projekter om klima og velfærd har set ud til at ligge i ruiner. Forventningen har været, at Republikanerne ville få flertal i Kongressen ved midtvejsvalget til november. Demokraterne skulle besejres ved at give Biden skylden for inflationen, selv om prisstigningerne på benzin og fødevarer mv. helt åbenbart er globale fænomener, som forstærkes af Putins krig. Republikanernes ankermand i Senatet, Mitch McConnell, fortsætter ufortrødent sin kyniske visnepolitik, der også blokerede for Barack Obamas lovinitiativer. 

Nu er der imidlertid tændt et beskedent håb om, at Demokraterne kan undgå nederlaget i november. Af tre grunde:

For det første angriber det højreekstremistiske flertal af dommere i Højesteret, i strid med et stort flertal i befolkningen, retten til abort, blokerer enkeltstaters indsats for våbenkontrol og for præsidentens dekreter om klimatiltag. Det kan kun overtrumfes ved lovgivning fra et demokratisk flertal i Kongressen

For det andet har Demokraterne i Senatet lykkeligvis i sidste øjeblik kunnet enes om en pæn andel af Bidens initiativer på klima og velfærd, fordi den modvillige senator Joe Manchin kom med om bord. Dermed mildnes indtrykket af en handlingslammet præsident.

For det tredje er der omsider visse tegn på, at vælgere skræmmes væk fra Republikanerne, fordi det efterhånden entydigt dokumenteres, hvordan partiets Godfather Trump forsøgte at kuppe sig ud af valgnederlaget med dét angreb, han udløste mod Kongressen 6. januar 2021.

Mærkeligt nok har Bidens massive militærbistand til Ukraine ikke hidtil øget hans vælgerpopularitet, selv om han politisk har bred opbakning. Bidens stærke opbakning til NATO og Ukraine er opløftende, selv om det virker hyklerisk at definere indsatsen som en global kamp mellem demokrati og autokrati, når man – for at bekæmpe Putin – allierer sig endnu mere med en serie andre despoter med den saudiske kronprins i spidsen. 

Trumps udenrigspolitiske hængedynd

Det er bekymrende, at Biden på to væsentlige områder hænger for meget  fast i Trumps kaotiske kurs på den internationale scene.

Den indædte kampagne mod Kina fortsættes i samme skingre tone som under Trump. Konfrontationen drives åbenbart mere af generel frygt i den amerikanske offentlighed for Kina som fremtidens anden supermagt end af berettiget harme over kinesiske overgreb bl.a. i Xinjiang og Hongkong. Kampagnen risikerer yderligere at forbrødre Rusland og Kina. Der er i stedet brug for at tøjle rivaliseringen og appellere energisk til USA’s og Kinas fælles interesser for fred, handel, klimaløsninger og at inddrage Kina i et mere forpligtende internationalt samarbejde frem for en opslidende kold krig.

Det ser også sort ud for Bidens oprindelige hensigt om at genoplive atomaftalen med Iran. Han kan ikke garantere, at aftalen kan overleve det næste amerikanske præsidentvalg, og iranerne frygter nyt løftebrud og ny økonomisk blokade ved republikansk valgsejr. Desuden har Biden ladet sig svinebinde af Trump-administrationens allersidste intrige imod ham: De stemplede Irans revolutionsgarde som terrororganisation med det formål at blokere atomaftalens genopståen. Dén blokering kan Biden af indenrigspolitiske grunde og af hensyn til Israel og Saudi-Arabien åbenbart ikke vikle sig ud af.

Kommentaren udkom i J-P 3. august 2022

Illustration: White House via Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om Joe Bidens USA

Er vi kommet til det amerikanske demokratis skæbnestund?

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen i USA kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal – det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Folkeflertallets stemmer tæller mindst

Et stort flertal af amerikanere ønsker fri abortvåbenkontrolklimaindsats og et solidarisk sundhedssystem for alle.

Alligevel er den fri abort under angreb. Trods skolemassakrer og andre massemord, forhindrer våbenlobbyens venner, at der indføres effektive begrænsninger i adgangen til private skydevåben. Kullobbyen med den kun af navn demokratiske senator Joe Manchin i spidsen blokerer sammen med republikanerne effektive lovinitiativer for klimaet. Sundhedsindustrien og konservative kræfter sætter fremskridtene fra Obamas tid under vedvarende angreb.

Joe Biden er i overensstemmelse med folkeflertallet, og der var stor lettelse både hjemme og ude, da han blev valgt. Men han taber dramatisk i popularitet, fordi han ikke kan få flertal for sin politik. Frustrationerne kan føre til, at en i forvejen lav valgdeltagelse bliver endnu lavere ved næste valg, fordi seneste stemmeafgivning ikke gjorde nogen mærkbar forskel.

Magtfulde medier med Fox News i spidsen sviner systematisk Biden til og holder Trump-bølgen ved lige.

Trump forsøgte forfatningsstridigt at beholde magten til trods for valgnederlaget i 2020, men alligevel for dette, er der stadig meget stor risiko for, at Trump i 2024 vender tilbage på præsidentposten – med endnu stærkere autoritære træk og en politisk kurs, som et flertal af amerikanere er indædte modstandere imod.

Dét kan nemlig ske, selvom der fortsat er millionstort demokratisk stemmeflertal: En lang række mekanismer i det amerikanske valgsystem virker stadigt stærkere i retning af, at mindretallet af vælgere sætter sig på majoriteten i alle magtens korridorer. Det er især de farvede, de yngre, kvinderne og progressive borgere i kyststaterne mod øst og vest, der ender med at være dramatisk underrepræsenteret, mens politikere, der er finansieret af de superrige personer og virksomheder, er voldsomt overrepræsenteret.

Årsagerne findes hele vejen ned gennem systemet fra præsidentvalg, valg til de lovgivende forsamlinger både i Unionen og i enkeltstaterne og hos det ultrakonservatives flertal i den politisk udpegede amerikanske højesteret:

Det mærkværdige valgmandssystem betyder, at Biden kan blive den sidste demokratiske præsident, der blev valgt, uanset at demokraterne også i fremtiden i nationen som helhed får langt flest stemmer. Trods de syv millioner stemmers overvægt til Biden i 2020, ville Trump været blevet den lovligt valgte præsident, hvis bare 40.000 vælgere i tre stater havde stemt anderledes. Logisk ret uforståeligt!

Knægte folkeflertallets vilje

Til Senatet vælges to senatorer fra hver stat. Det betyder, at flertallet af senatorer vælges af den tredjedel af befolkningen, der bor i tyndt befolkede og overvejende konservative stater.

Der skal for eksempel 40 gange så mange stemmer til at få en demokratisk senator fra Californien valgt, som til få en republikansk senator fra Wyoming valgt. De overvejende farvede og demokratiske vælgere i Washington DC og Puerto Rico har slet ikke stemmeret til Senatet, fordi deres bopæl ikke er i en af de 50 anerkendte delstater.

Til Repræsentanternes Hus vælges lovgiverne i forhold til staternes folketal, men valgkredsinddelingen er ofte manipuleret, så vælgerflertal bliver et mindretal af repræsentanter. Det samme gælder valgene til de lovgivende forsamlinger i enkeltstaterne. Desuden er republikanerne voldsomt i gang med at opstille praktiske forhindringer for at stemme. Det går reelt ud på at mindske valgdeltagelsen blandt demokratiske vælgere, der er farvede og/eller fattige. Endelig er der mellem staterne uens praksis for, hvem der helt kan berøves stemmeret på grund af tidligere domme – noget der selvfølgelig også især rammer de farvede.

Den reaktionære Højesteret, som Trump fik skabt, har desuden en uhyre aktiv rolle i at knægte folkeflertallets vilje. Det ses mest aktuelt i abortsagen, hvor kvindernes frie ret til de seneste 50 år at bestemme over deres krop angribes. Men det gør sig blandt andet også stærkt gældende ved, at Højesteret ikke aktivt går op imod den lokale lovgivning, der manipulerer et flertal af vælgere til et mindretal af lovgivere.

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal.

Der er brug for en hidtil uset folkelig mobilisering for at revitalisere demokratiet. Ellers kan det ende med et mere autoritært styre og en borgerkrigslignende tilstand, der fjerner USAs kapacitet og legitimitet som leder af den demokratiske verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 14. juni 2022

Illustration: fra Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om demokratiet i USA

Krigens og oprustningens tidsalder

Putin var sikker på, at han kunne købe os og splitte os, og at USA var på retur. Derfor mente han, tiden var moden til at overtage Ukraine med en lyninvasion. Dét handler min kommentar i Berlingske om 10. marts 2022. Læs den her – eller nedenfor

Putin blev opmuntret af Vestens svaghed

For to uger siden udløste Putin ragnarok. Verden er anderledes farlig i dag end 23. februar. Ikke kun for de millioner, der lider og flygter i Ukraine, og for de tusinder, der mister liv og lemmer. Hele verdens fremtid er formørket. Vi er midt i en ny tidsalder med farlig kold krig, massiv oprustning og frygt for atombomber og en ny verdenskrig.

Burde vi ikke være advaret ved at se Putins kyniske brutalitet hele vejen fra kvælningen af tjetjenernes frihedskamp, lynkrigen mod Georgien i 2008, kuppet med overtagelsen af Krim i 2014, den blodige grænsekonflikt i Donbass, der har krævet 14.000 døde og krigen i Syrien? Jo, men vi vægrede os ved at tro, at der ville følge en langt større og mere risikabel krig.

Kunne Vesten have undgået det? Måske blev der for 20- 25 år siden gjort for lidt for at inddrage Rusland i et tillidsskabende samarbejde i Europa, der kunne have hindret en Putin-skikkelse i at vokse til fuldblods diktator. Nu har han oplevet, at hans magtpolitik gang på gang lykkedes. Han har samtidig udviklet en stadig større vrede over Sovjetunionens sammenbrud og en paranoia over NATOs fremmarch mod øst. Manden, der hersker over 6.000 atombomber, tror kun, Rusland kan være stærkt og sikkert for hans styre, hvis nederlaget i Den Kolde Krig omgøres. USA og Europa skal trænges tilbage.

EU og NATO rykker tættere sammen

Han er blevet opmuntret af Vestens svaghed. Han var sikker på, at han kunne købe os og splitte os, og at USA var på retur. Trump havde jo været hans ven. Biden var nok en svækling, der lå ned efter det kaotiske exit fra Afghanistan. USA’s modstand mod Kinas fremmarch havde drevet kineserne ind i et samarbejde med Rusland. Derfor, mente Putin, var tiden moden til at overtage Ukraine med en lyninvasion.

Forventningen var åbenbart at gentage den sovjetiske lyninvasion i Tjekkoslovakiet i 1968, hvor regering og folk rakte hænderne i vejret over for den overmægtige angrebsstyrke og accepterede et russisk marionetstyre. Det har vist sig at være en gigantisk fejlbedømmelse. Det land, som Putin ikke mener er et rigtigt land, har rejst sig som en samlet nation, der – ligesom Ungarn i 1956 – kæmper heroisk imod overmagten. Ukrainernes modstand har afsløret overraskende store svagheder i Ruslands militær. Men tragedien kan stadig blive rædselsfuld stor for civilbefolkningen, hvis Putins svar på modstanden er barbariske ødelæggelser af hele byer som i Grosnij i Tjetjenien og Aleppo i Syrien.

Putin blev overrumplet af et helt enestående sammenhold i NATO, i EU og mellem 141 lande i FNs generalforsamling. Han mødes af forkrøblende økonomiske sanktioner fra omverdenen. Det sidste og afgørende stød frem mod statsbankerot vil være, når Europa kan undvære Ruslands naturgas: Klimaløsning og sikkerhedspolitik hænger nu uløseligt sammen. Vi i Vesten skal op i et tempo med at udvikle vedvarende energikilder, der kan sammenlignes med USAs omstilling til krig i 1941.

Tyskland har fået en nøglerolle i omstillingen af både militær- og energipolitik. Tyske magthavere vil ikke længere forstå eller tilgive Putin: Tyskerne kommer i stedet til at yde et kæmpe offer i ny oprustning, grøn omstilling og store byrder ved sanktionerne mod Rusland. Også Danmark viser et massivt politisk sammenhold om at knytte os nærmere både til EU og NATO og yde et stort ekstra bidrag til den kollektive sikkerhed.

Krigen i Ukraine fortsætter

Vi tør ikke direkte gå i krig for Ukraine af frygt for Verdenskrigen, og vi kan ikke håbe, at Putin giver op. Krig og undertrykkelse i Ukraine vil derfor fortsætte. Men Putins epoke slutter engang. De fleste russere har aldrig villet denne krig. Vi skal være klar til at forberede forslag om våbenbegrænsning, afspænding, en europæisk sikkerhedspagt og et økonomisk samarbejde dén dag, hvor der kommer et nyt styre i Rusland, som vi tør tro, at vi kan lave aftaler med. Vi skal arbejde for, at den dag kommer snart ved at finde nye veje til bryde censuren og afsløre Putins monumentale forbrydelser og løgne for hans egen befolkning.

Kina er ikke en naturlig allieret for Rusland. Kina ønsker åben verdenshandel uden sanktioner og handelskrig, og ser derfor med mistro på den uorden Putin nu har skabt. Vi har alvorlige konflikter med Kina om menneskerettigheder og om fordelingen af økonomisk magt i det 21. århundrede. Men i hele spektret fra at løse klimakrisen og undgå verdenskrigen har vi faktisk fælles interesser med kineserne, der bør veje langt tungere end modsætningerne – og tungere end kinesernes øjeblikkelige interesse i tilnærmelse til Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev bragt i Berlingske 10. marts 2022

Mere fra min hånd om Ukraine

USA er et livstruet og totalt dysfunktionelt demokrati

USA’s svigtende demokrati kan bane vejen for Trumps genvalg og en deraf følgende ny borgerkrig. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 26. januar 2022. Læs den via linket eller nedenfor.

Efter Bidens første år som præsident er billedet ringe meningsmålinger og Senatets blokade af hans dagsorden til at sikre stemmeretten og fremme velfærden.

Republikanerne udrenser alle moderate og rykker sammen bag kupmageren Trump. De fifler så voldsomt som nogensinde med kredsinddelingen i republikansk styrede stater for at fastholde, at et mindretal af vælgere kan indsætte et flertal i Kongressen. Der udfoldes stor kreativitet for at begrænse valgdeltagelsen og skaffe lokalt lovgrundlag for at undergrave et af lovgiverne uønsket valgresultat næste gang. Desværre må det frygtes, at den Højesteret, Trump har fået sammensat, ikke vil omgøre disse udemokratiske lokale anslag.

På denne baggrund er det ubegribeligt, at to højredrejede demokratiske senatorer nægter at ændre Senatets procedureregler og derfor forhindrer, at de lokale stormløb mod demokratiet kan standses ved lov.

Republikanerne bøjer alle regler for at sikre sig magten ved de kommende valg. Men samtidig tror flertallet af deres vælgerkorps – med hjælp fra Fox News og andre højreradikale »nyhedsformidlere« – på Trumps store løgn om, at han blev snydt for valgsejr i 2020.

Vi husker alle Trumps eget forsøg på valgsvindel, blandt andet hans »anmodning« til den lokale valgansvarlige i Georgia om at få tildelt godt 11.000 ekstra stemmer. Forsøget på at manipulere valgresultatet i Georgia og andre stater med tætte afgørelser forstås kun ved at erindre sig det arkaiske system, der gælder for valg af amerikanske præsidenter:

Det er ikke vælgerflertallet i hele Unionen, der bestemmer. Det er et antal valgmænd, der alene repræsenterer den vindende kandidat i hver enkelt delstat, uanset hvor stort eller lille et flertal vinderen får af statens vælgere. Ved seneste præsidentvalg fik Biden i hele nationen syv millioner flere stemmer end Trump. Hvis det nationale stemmetal var afgørende, så ville det ikke være interessant at »opfinde« 11.000 stemmer i Georgia.

Men Bidens vælgersejr ville være blevet overtrumfet i valgmandskollegiet i 2020, og Trump legalt være valgt til præsident, hvis blot i alt 22.000 vælgere fra Georgia, Wisconsin og Arizona havde stemt omvendt – eller hvis 43.000 af Bidens 81.268.924 vælgere ikke var nået frem til stemmeurnerne. Derfor interessen hos Republikanerne i at begrænse valgdeltagelsen blandt især farvede og fattige vælgere.

Demografien i USA har desuden ændret sig, så valgmandssystemet med stadig større sandsynlighed vælger den kandidat, der får færrest stemmer nationalt. Før 2000 var det kun sket én gang i landets historie, men dengang fældede det vælgernes sejrherre Al Gore og seksten år senere fældede det Hillary Clinton, der nationalt fik tre millioner flere stemmer end Trump.

Denne udfordring af demokratiet indtræder med langt større sandsynlighed end før, fordi en stadig større del af befolkningen, og især de unge og veluddannede, flytter til folkerige kyststater som Californien og New York, der i forvejen har et massiv flertal for Demokraterne. Denne befolkningsforskydning betyder, at Republikanerne ved snævre flertal i et stort antal af de mindre stater kan vinde flest valgmænd med færrest vælgere.

40 gange flere stemmer

Det er ikke kun valgmandssystemet, der – også uden svindel – twister valgene til fordel for Republikanerne.

Senatet er sammensat af to valgt fra hver stat. Derfor skal der 40 gange så mange stemmer til at vælge en demokratisk senator i Californien som til at vælge en republikansk senator i det tyndt befolkede Wyoming. Derfor bestemmer kun en tredjedel af det amerikanske vælgerkorps i tyndt befolkede stater flertallet i Senatet. Desuden har millioner af især farvede borgere, der bor i forbundshovedstaden Washington, D.C., på Puerto Rico mv. slet ikke adgang til at stemme til Senatet.

Det misforhold gør det tredobbelt grotesk, at to konservative senatorer fra det papirstynde, demokratiske flertal i Senatet insisterer på at opretholde filibusterreglen, så flertallet i Senatet reelt ikke kan gennemføre love, før den helt umulige betingelse om støtte fra 60 ud af 100 senatorer er opfyldt.

Dette tragiske mønster ledsages af stadig stærkere polarisering mellem de to partier. Når flertallet hos Republikanerne massivt og destruktivt blokerer Bidens dagsorden i Kongressen, så svækker det målrettet hans vælgertilslutning. Han kan jo ikke levere!

USA i dag er et livstruet og totalt dysfunktionelt demokrati, der ikke kan tjene som forbillede i verden. Man kan frygte udemokraten Trumps tilbagevenden på vejen hen mod den Anden Amerikanske Borgerkrig.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet. Indlægget blev bragt i Berlingske 26. januar

Mere fra min hånd om Donald Trump og USA i det hele taget

Chance for at mindske atomtruslen

Trods alle modsætninger mellem USA, Rusland og Kina er der måske dog håb om besindelse og ny våbenbegrænsningsaftaler.  Erindringen om Cubakrisen i 1962 og lærdommen fra Reagan og Gorbatjov burde give pejling til de store magters ledere i 2021. Det skriver jeg om i min klumme i Jyllands-Posten 20. juli 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Indlægget i J-P International Debat:

Vejen til at mindske atomtruslen er kroget. Det handler om, at USA, Kina og Rusland på trods af andre interessemodsætninger ser en fælles interesse i på ny at bremse et uhyre kostbart og farligt atomkapløb, der stjæler ressourcer fra klimaløsning og velfærdsfremgang.

Egentlig troede jeg, at alt om krisen om de sovjetiske missiler på Cuba i 1962 for længst var fortalt i bøger og film. Men historieprofessor Serhii Plokhii fra Harvard har – med enestående god adgang både til amerikanske og nyåbnede sovjetiske arkiver – skrevet en fremragende bog om dén krise, der for næsten 60 år siden bragte os hidtil tættest til atomudslettelsen. 

Bogen, ”Nuclear Folly”, har vigtige budskaber til nutiden: Kennedy og Khrusjtjov forstod truslen og undgik katastrofen. Men undervejs var der alligevel enorm risiko for at mistro til og mistolkning af modparten kunne udløse katastrofen. 

Vi kom ufatteligt tæt på, at atomvåben blev affyret, fordi lokale kommandanter havde rigide forholdsordrer og utilstrækkelig information fra statslederne.

Efter Cubakrisen blev der gennem 47 år indgået en lang række aftaler om at begrænse atomtruslen. Der blev etableret direkte kommunikation mellem supermagternes ledere. Dertil stop for prøvesprængninger, traktat mod spredning af atomvåben og forbud mod de missil- og antimissil-systemer, der rummede størst fare for at udløse krig ved en fejltagelse. 

I 1980’erne erklærede Reagan og Gorbatjov i fællesskab, at en atomkrig aldrig kan vindes og derfor aldrig må udkæmpes. Efter Den Kolde Krig blev iværksat en egentlig nedrustning med destruktion af 80 pct. af de daværende atomvåbenlagre. 

Nu står nye trusler i kø. De fleste gamle aftaler om atomvåbenbegrænsning er udløbet. Sammen med ny oprustning og nye teknologier øger det igen risikoen for krig ved en fejltagelse. Desuden er der ikke længere kun a-våben i USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig. Der er også i Indien, Pakistan, Nordkorea og Israel. 

Flertallet af FN’s medlemsstater har tilsluttet sig en traktat, der generelt vil forbyde atomvåben. Det batter imidlertid ikke meget, når de ni lande, der allerede har disse våben, afviser at være med. Vejen til at mindske atomtruslen er i bedste fald længere og mere kroget. 

Det handler om, at især USA, Kina og Rusland – på tværs af alle andre interessemodsætninger – ser en fælles interesse i på ny at bremse et uhyre kostbart og farligt atomkapløb, der stjæler ressourcer fra klimaløsning og velfærdsfremgang.

Måske er der lysglimt. Vi ser allerede, at de stores samarbejde om klimatruslen fastholdes til trods for deres mange andre interessekonflikter. På deres topmøde for en måned siden gav Biden og Putin opbakning til Reagans og Gorbatjovs erklæring om at forhindre atomkrigen. 

Allerede i februar aftalte de i sidste øjeblik en femårig forlængelse af New Start-aftalen, der lægger loft over antallet af atomsprænghoveder og sikrer gensidig inspektion. De arbejder desuden sammen med hinanden og med Kina om at genoplive aftalen med Iran om at afstå fra at udvikle atomvåben og derved forhindre et rustningskapløb med andre mellemøstlige magter. 

Der er udsigt til, at Nato fremlægger en ny, behersket atomstrategi. Der er håb om, at de fem gamle atommagter går i gang med at forhandle stærkere regler om at forebygge opkomsten af nye atombevæbnede lande og udtrykker en entydig vilje til aldrig selv at være de første til at bruge nogen form for atomvåben. 

Det er positivt, at Kina og Indien allerede har udstedt en sådan erklæring.

Måske lykkes det i præsident Joe Bidens tid at få genstartet en proces med mere omfattende våbenbegrænsningsaftaler, som Obama forgæves forsøgte det for 12 år siden.

Den gamle aftale om ikke-spredning indeholder et hidtil uindfriet løfte om at de fem anerkendte atommagter skal reducere deres arsenaler og forbedre inspektionen. Her kan begyndes.

Indlægget blev bragt i J-P International Debat 20. juli 2021

Mere fra min hånd om afspænding og nedrustning