Socialdemokrat, forhenværende MF, minister, folketingsformand og formand for FN's Generalforsamling
Joe Bidens nye økonomiske politik og dens sociale profil er så stærkt progressiv som noget, Bernie Sanders kunne have drømt om, og den historisk store hjælpepakke, der nu er blevet vedtaget i Kongressen, kan blive startskuddet på en stor reformering af amerikansk velfærdspolitik. Men den berygtede filibuster står fortsat i vejen for de mest afgørende reformer. Det skriver jeg om i Ræson, som du kan læse her
Flere artikler fra min hånd om USA her
Min seneste klumme i Jyllands-Posten handler om Bidens energiske tiltrædelse, som sætter USA tilbage på sporet – hjemme såvel som ude. Det lover godt for klimaet, beskæftigelsessituationen såvel som kampen mod covid-19 i USA og for genoprettelse af afspænding i en sprængfarlig verden.
Du kan læse klummen i J-P her – eller nedenfor, hvis du skulle ramme en mur.
Det er uhyre opmuntrende, hvor hurtigt Biden-regeringen rykker for at forlade Trumps destruktive kurs.
På hjemmefronten sættes kraftfuldt ind for at inddæmme covid-smitten og afhjælpe pandemiens katastrofale konsekvenser for beskæftigelse og social ulighed. Den massive stimulering af amerikansk økonomi vil også hjælpe gang i hjulene i resten af verden.
Omsider ser vi også igen amerikansk globalt lederskab i kampen mod de værste langsigtede trusler mod menneskehedens fredelige overlevelse. Den ny præsident forstår, at uanset alle de alvorlige modsætninger med Rusland og Kina, så er der vitale fælles interesser i at undgå stormagtskonflikt ved en fejltagelse og bremse klimaforandringen.
Trump oprustede og lod de fleste våbenbegrænsningsaftaler løbe ud. Her i sidste øjeblik rakte Biden ud til Rusland og fik forlænget NEW START-aftalen om begrænsning af langtrækkende missiler mv.i fem år. Det er kun en begyndelse. Der brug for nye skridt til at beskære lagrene af atomvåben og genoprette dén informationsudveksling om våbensystemer og militære øvelser, som blev aftalt mellem NATO og Rusland ved afslutningen af Den Kolde Krig.
Det seneste tiår har kun budt på én våbenbegrænsningsaftale, atomaftalen med Iran fra 2015. Den blev hilst velkommen i hele verden, men revet itu af Trump. Det er et afgørende bidrag til et mere fredeligt Mellemøsten at USA nu vender tilbage til aftalen. USA’s ny Iran-udsending, Robert Malley, er kendt som tilhænger af at rykke hurtigt for at styrke de moderate kræfter i Teheran.
USA og Kina er det 21. århundredes to supermagter og to største økonomier. Verdens fred beror på, at de – trods de andre skærpede interessekonflikter – undgår militære sammenstød og genopbygger dét samarbejde om at imødegå klimaforandring, der var afgørende for, at vi fik den hidtil mest ambitiøse aftale i Paris i 2015.
Biden-regeringens superaktive klimakurs kan være det afgørende bidrag til at forhindre nye konflikter og uoverskuelige folkevandringer, der kan forpeste kommende generationer levevilkår. Når Amerika rykker på den grønne omstilling, rykker verden. Dels i kraft af USA’ hjemmearbejde, dels af den positive udfordring, det vil være for resten af verden. Det er uhyre lovende, at Biden personligt sætter sig i spidsen for kampen mod klimaskeptikere, der frygter tabte sorte job, og insisterer på, at der kan og skal skabes flere nye og bedre job ved at sætte fuld fart på investering i vedvarende energi.
Min gode bekendt fra tiden i FN, USA´s daværende udenrigsminister John Kerry, talte på pressemødet forleden som nyudnævnt global klimaudsending for Biden. Han blev spurgt, om der virkelig er råd til at forcere den grønne omstilling, når så mange andre udfordringer tårner sig op. Hans præcise og korrekte svar var, at det er dyrere at lade være. Naturkatastrofer og sundhedsproblemer som følge af den sorte økonomi koster i det lange løb meget mere end ambitiøs grøn handling nu. Vi har kun kort tid til at redde klimaet til en overkommelig pris.
En stor del af erhvervslivet er i allerede fuld gang med at investere bæredygtigt og regner med at tjene på det. Andre melder sig nu. Straks efter Bidens klimaudspil meldte General Motors, at de om fem år vil producere 25 mærker i el-biler og gradvis indskrænke produktionen af benzin- og dieseldrevne køretøjer.
Når vi har tænkt os at være foregangsland på klimaomstilling, skal vi tage meget bedre bestik af, hvor dramatisk verden nu rykker sig. Ikke bare i EU, men også i USA ( – og i Kina).
Klummen blev trykt i Jyllands-Posten 3. februar 2021
Mere fra min hånd om USA
I denne podcast fra Pio-Pio kaster vi et blik mod USA, hvor de to erfarne herrer giver deres bud på, hvordan den amerikanske politiske fremtid kommer til at se ud.
Vi vender også hjem, hvor vi ser nærmere på uroen i Venstre. I weekenden afholdte Venstre en ekstraordinær generalforsamling, hvor man blandt andet kunne høre, hvilke ambitioner den nye næstformand, Stephanie Lose, har på vegne af partiets fremtid.
Hør podcasten her
Det er uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som leder.
I min første klumme i Berlingske her i 2021 skriver jeg om Trumps destruktive færden siden valgnederlaget i november. Så slem er Lars Løkke Rasmussen heldigvis ikke på sin færd fra magten.
Læs hele klummen i Berlingske her – eller nedenfor:
Ind til 20. januar har USA en præsident, der har alle menneskets dårligste karakteregenskaber og ikke et eneste forsonende træk: En kæmpesvindler, en storskrydende løgner, der blev båret frem af en ekstremistisk højrefløjs dominerende mediemagt. Takket være denne bistand fik han selv i nederlagets stund et foruroligende højt stemmetal. Endnu en gang fik han præsenteret sig som den svegne arbejderklasses frelser, selv om hans politik kun har ført til endnu større ulighed, fattigdom og død.
Trods alle Trumps slagkraftige løgnekampagner faldt han på sin totalt kaotiske håndtering af pandemien, der har givet USA en global førerstilling i smitte og overdødelighed. Men han nægter som bekendt at anerkende nederlaget. Han har prøvet alle utænkelige numre for at få undergravet vælgernes demokratiske afgørelse og kuppe sig til at beholde magten. Det lykkes ikke. Men han har forvoldt et i forvejen meget skrøbeligt amerikansk demokrati ubodelig skade ved at fabrikere og udbrede sine falske konspirationsteorier.
Her til sidst benåder han både krigsforbrydere, der har myrdet løs blandt civile i Irak, og de personlige venner og medarbejdere, der var sendt i fængsel for korruption, svindel og løgn. Nu kan hele den moralsk anløbne rådgiverkreds frit samles og smede nye rænker både mod Biden-regeringen og mod alle de republikanske partifæller, der ikke ubetinget bliver ved at danse efter Trumps falske melodier. Det kan trække lange, onde spor i amerikansk politik.
Mange af verdens lande ledes af nulsums-spillere uden moral, der tror de kun kan vinde, hvis andre taber – og som intet middel skyer for at vinde. Den ultimative katastrofe er, når verdens mægtigste nation falder til den side, som det skete for fire år siden.
På grund af USAs enorme magt er Trumps vilde og onde gerninger ikke kun amerikanernes problem. Han har gjort hele kloden mere ustabil ved at nedbryde alliancer og støtte sine meningsfæller blandt autoritære og fascistiske statsledere. Selvom han kun har to uger tilbage i embedet, sidder en hel verden og frygter for endnu flere ødelæggelser fra hans hånd. For der er ingen grænser for hans lyst til at brænde huset ned, når han nu ikke længere skal bo i magtens centrum.
Lars Løkke Rasmussen er ikke slet som Donald Trump. Han er hverken livsfarlig eller blottet for forsonende personlige træk. Men de to har det til fælles, at de hensynsløst sætter huset i flammer, når magten glider dem af hænde.
Det er meget uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som fortsat leder efter hans mere end ti år på posten.
Ligesom med Trump ser det ud som om, at det hele tiden har handlet mere om Lars Løkke Rasmussens person og forfængelighed end om det projekt, en masse mennesker for kort tid siden viste ham den store tillid at lade ham stå i spidsen for.
Måske er det steget ham til hovedet, at så mange af Løkke Rasmussens tilhængere samt mange journalister og kommentatorer har kaldt ham sin tids største politiske håndværker.
Jeg har næret stor respekt for mange politiske modspillere gennem næsten 40 år i dansk politik. Men Lars Løkke Rasmussen ser jeg ikke som den dygtige håndværker med de flotte resultater. Han var – også i sin ministertid – en kynisk smadremand.
For fem år siden blev jeg voldsomt kritiseret, da det kom frem, at jeg ved en tale på min 70-års fødselsdag kaldte ham en lille svindler. I disse dage tror jeg at mange i Venstre omsider genkender dette billede.
Jeg har to afgørende begrundelser for min karakteristik af Lars Løkke Rasmussen:
For det første har han rent faktisk snydt mig – mest åbenlyst i forhandlingerne om kommunalreformen i 2004. Det afgørende for min holdning til både politiske med- og modspillere har aldrig været meningsforskelle. men om jeg kunne stole på dem.
For det andet er det et politisk svindelnummer i særklasse, at Lars Løkke har fået fremstillet sig som velfærdssamfundets værner og fornyer. Gennem 15 år i regeringsposition har han været hovedkraft i at nedbryde dette velfærdssamfund: Ved at ødelægge skattekontrollen, dele kæmpe skattelettelser ud til de rigeste ved rødvinsreformen samt at gennemføre en reel likvidering af efterlønnen og en fatal forringelse af dagpengesystemet. Alt sammen bidrag til større ulighed og mindre tryghed.
Det vil være totalt utroværdigt, hvis denne mand forsøger sig med at genopstå som et nyt centrum i dansk politik.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 8. januar 2021
Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen. Hvad skal Biden gøre for at ændre på det?
Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske Tidende. Du kan også læse den nedenfor.
Demokratisk sindede mennesker verden over føler en enorm lettelse over, at Biden overtager fra Trump.
Derimod sørger Brasiliens og Israels herskere og de arabiske potentater i Golfen over udfaldet. De har i Trump haft en stærk støtte til deres politiske mål og autoritære tilbøjeligheder. Putin ærgrer sig givetvis også over, at USA ikke beholder en præsident, der aldrig har villet sætte ham stolen for døren.
Valget af Biden vil helt sikkert styrke internationalt samarbejde om klima, handel, fred og sikkerhed. Vi kan igen tro på, at USA i egen interesse vedstår sine alliancer og støtter et forpligtende internationalt samarbejde.
Corona-epidemien har sat skarpt lys på behovet for et sundhedssystem, der samler alle op, langt bedre uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, social indsats samt et opgør med et uretfærdigt retsvæsen og valgsystem.
Biden har et stærkt folkeligt mandat med cirka fem millioner flere stemmer bag sig end Trump. Han rækker hånden ud til samarbejde og kompromis med sine modstandere. Hvis Republikanerne fastholder sit flertal i Senatet og fortsat er i lommen på den slagne Trump som »spoiler-in-chief«, er der imidlertid stor risiko for en fortsættelse af den visnepolitik, som forhindrede Bill Clinton og Barack Obama i at realisere mange af deres reformforslag.
Det er en grundskavank i USAs demokrati, at valgsystemet er systematisk skævvredet til fordel for konservative kræfter. Det er værst i Senatet, hvor folkefattige stater i Midtvesten og Syden har samme repræsentation som dynamiske befolkningscentre som Californien og New York. Men det slår også igennem i præsidentvalg. Derfor blev George W. Bush i 2000 og Donald Trump i 2016 valgt med færre stemmer end deres modkandidat. Det var tæt ved at gentage sig i 2020. Det var kun promiller af stemmerne i fire stater, der forhindrede, at Biden – med et endnu større stemmeoverskud end Hillary Clinton i 2016 – blev slået af banen i valgmandskollegiet.
Trump fik hverken et flertal af vælgere eller valgmænd. Hans forsøg på at opdigte valgsvindel faldt på klippegrund, både blandt hans egne i Kongressen og i dét retssystem, han prøver at misbruge.
Men hans realitetsfornægtelse bidrager endnu en gang til at uddybe kløfterne mellem de ca. 76 mio., der stemte på Biden og de ca. 71 mio., der stemte på Trump.
Biden har fokus på at dæmpe modsætningerne og række ud til de skræmmende mange, der holdt fast ved Trump. Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite. De har oplevet, at jobbene blev færre og reallønnen ringere. De ser ikke staten som en løsning. De er imod nye skatter, fordi de ikke selv har oplevet at få meget for skattekronerne. De føler sig presset af konkurrencen fra udlandet, af mindretallene og migranterne. De rammes af coronavirus, men accepterer ikke smitterisikoen. De afviser tvang til at gå med mundbind og alt andet, som de mener indskrænker deres personlige frihed eller sætter økonomien i stå.
Trump har, skønt han har været præsident i fire år, haft stort held med fortsat at placere skylden for al elendighed hos politiske modstandere i Kongressen og delstaterne, hos udlandet og indvandrerne. Han har bevaret positionen som frelserskikkelse for mange hvide vælgere, der føler sig marginaliseret eller truet af udviklingen. Men det er Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik, der har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen.
Realiteten er, at Trump intet gør for den hvide arbejderklasse og alene har fokus på at hjælpe multimilliardærerne. Men alt for mange lytter til Trumps falske løfter og vilde konspirationsteorier. De er lukket inde i den alternative virkelighed, der formidles på Fox News, i ultrakonservative lokale medier og deres ekkokamre på de sociale platforme: Medier, der er finansieret af nogle få milliardærer for at bevare magten.
Derfor er det en enorm udfordring for Biden at overbevise om, at han har bedre svar på menneskers udfordringer – og at han kan skaffe sig flertal for at levere disse svar: De gamle job kommer ikke tilbage. Løsningen er ikke at beskytte forældede teknologier og klimafjendtlige brændsler. Trump fik jo heller ikke gang i kulminerne igen. Nye teknologier er vejen til nye job – vel at mærke hvis der investeres i sundhed, opkvalificering, infrastruktur og klimaløsninger.
Vi krydser fingre for, at det trods alt lykkes.
Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)
USA har brug for stærke alliancer og et klogt diplomati for at standse gamle og forebygge nye konflikter. Biden vil genoptage internationalt samarbejde, som vi har savnet under Trump: I Yemen, i NATO, i WTO, i Arktis, i Iran og med Paris-aftalen. For en lille allieret som Danmark er hele serien af nye toner fra den kommende præsident positive. De gør det let igen at opleve et interesse- og værdifællesskab med USA, som var vanskeligt at få øje på under Donald Trump.
Det skriver jeg om i denne artikel i Ræson 9. november 2020
Flere artikler og indlæg om USA fra min hånd her
USA har nu chancen for at rette op de ekstreme skavanker i samfundet, som er blevet forstærket og eksponeret under corona-pandemien. Det skrev jeg om i min klumme i Berlingske forleden, på valgdagen.
Billedtekst: »Trump blev ikke den frelsende virksomhedsleder, der kunne overvinde alt dét, der bekymrede folk« Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix
Læs artiklen i Berlingske her – eller nedenfor
Valget er en neglebider, der ryster os alle. Men jeg vover at tro, at Trump ender med at tabe. Joe Biden og Demokraterne har overvundet alle de handicaps, som USA’s forældede valgsystem giver til det befolkningsflertal, der hver gang stemmer demokratisk, men kun hver anden gang får magten.
Både for USA og det meste af verden vil det være en enorm lettelse at slippe af med den skamløse narcissistiske løgnhals, der vandt i 2016 og fik endnu flere stemmer i 2020 ved systematisk propaganda fra Fox News og serien af ekstremistiske medier, der blev finansieret af en flok dybt reaktionære milliardærer. Den monumentale ulighed i økonomi og viden i det amerikanske samfund forklarer, at så mange kunne vildføres. Men Trump blev ikke den frelsende virksomhedsleder, der kunne overvinde alt dét, der bekymrede folk. Han kunne og ville selvfølgelig heller ikke løse alt det, der var galt i et politisk system, som Republikanerne i årevis har forhindret i at fungere. Han har kun leveret til de superrige. Han har skabt død og ødelæggelse for ufatteligt mange mennesker og virksomheder ved sin katastrofale håndtering af coronapandemien.
Det er afgørende for USA og klodens fremtid, at Trump forsvinder, men dybt foruroligende at så mange amerikanere, efter hans fire år som præsident, fortsat gav ham deres stemme. Han kan også nå at lave mange ekstra ulykker inden 20. januar 2021. Ultimativt noget, der ligner borgerkrig fra hans svært bevæbnede venner på den yderste højrefløj.
Udfordringerne for Joe Biden er enorme. Vagtskiftet er kun den første nødvendige forudsætning for, at USA kan gøre op med de enorme svagheder, skævheder og modsætninger, som den afgående præsident så systematisk har næret og spillet på de seneste fire år. Der skal folk med viden, kompetence og god vilje ind på et vældigt antal centrale positioner. På rekordtid skal der laves grundlæggende reformer af sundhedssystem, retsvæsen og valgregler. Set udefra åbner sig på ny muligheder for internationalt samarbejde og fælles indsats for at imødegå den skæbnesvangre klimakrise.
USA har nu chancen for at rette op de ekstreme skavanker i samfundet, som er blevet forstærket og eksponeret under coronapandemien. Alt, der er sket i USA fra januar til november i år, viser det enorme behov for national ledelse til at bremse smitten. Men også langt bredere hvorfor USA har brug for en sundhedsreform, der forsikrer alle, og for et arbejdsmarked med et ordentligt socialt sikkerhedsnet. Der er meget at lære i Skandinavien om samfundets rolle i at skabe både konkurrenceevne og social sammenhængskraft.
Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)
Indlægget er fra Berlingske Tidende 4. november 2020
Her finder du flere kommentarer fra min hånd om præsidentvalget og Trumps forvaltning af USA
Forleden havde jeg denne kommentar i Berlingske Tidende. I fald, du rammer betalingsmuren, kan du læse teksten her:
For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse.
Italien og Spanien er ramt af alvorlige og tragiske konsekvenser af svagt beskedskab i sundhedssektoren eller sen erkendelse af coronasmittens eksplosive omfang.
Det amerikanske samfund kommer også til at betale en høj pris for Trumps indledningsvis uansvarlige bagatellisering af pandemien. USA har ikke vist lederskab. Landets overvejende private sundhedsvæsen og forsikringssystem forværrer krisen. En stor del af borgerne er uforsikrede og går syge på arbejde. Derfor spredes smitten. Det gør den også blandt en halv million hjemløse. Pandemien kan stikke helt af. Trods Kongressens kæmpe hjælpepakke er der stor risiko for, at USA’s økonomi får et voldsomt tilbageslag til skade for hele verden.
For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse. Vi ser f.eks. de groteske resultater af nedlukningen i Indien. Allerværst kommer det til at gå for menneskene i krigszoner og flygtningelejre. Den globale solidaritet er behersket, mens de rige lande tømmer statskasserne for at forsøge at holde deres egne samfund kørende.
De seneste tre-fire år har Trump ført an i en målrettet nedbrydning af internationalt samarbejde. Med Brexit og autoritære nationalistiske regimer i flere østeuropæiske lande er den fælles beslutningskraft i Europa også svækket.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mangler både autoritet og ressourcer til for alvor at sætte sig igennem med globalt koordineret handling. Da coronavirus med lynets hast spredte sig ud over verden, var det overladt til nationalstaterne på hver deres måde at reagere på en trussel, hvis art og omfang få var bevidste om.
I Danmark har vi heldigvis reageret hurtigere og klogere end de fleste andre lande. Vi har haft imponerende handlekraft i regeringen med massiv folkelig opbakning og støtte fra alle partier og arbejdsmarkedets parter til nedlukning og rundhåndede støtteordninger, der holder borgere og virksomheder flydende under pandemien.
Derfor har vi særligt gode chancer for at forsinke sygdommens udbredelse og holde sundhedssystemet i stand til at behandle de hårdest ramte og begrænse dødeligheden. Derfor kan vi også hurtigere end mange andre lande få gang i samfundet igen. Men det bliver gradvist. F.eks. kan det meget vel være, at andre lande hænger meget mere fast i pandemien, end vi gør, og der af den grund må opretholdes ud- og indrejserestriktioner. Rejse- og turistbrancherne vil været underdrejet længe.
Der er allerede nogle, der frygter, at de store statsudgifter under coronakrisen vil føre til opbremsning af vores indsats mod klimaforandring og for at mindske ulighed og sikre bedre offentlig velfærd.
De store statslige engangsudgifter ved nedlukningen må ikke blive argument imod at afværge den klimakatastrofe, som vil forpeste vores børns og børnebørns tilværelse. Og der vil næppe fortsat være vælgertilslutning til at gøre det fornødne for klima og bæredygtighed, hvis det skal betales med ringere velfærd og endnu større ulighed.
Derfor må coronakrisens udgifter ikke betales via nedskæringer i de offentlige udgifter. Coronakrisen skærper voldsomt behovet for et opgør med EU’s hidtidige budgetregler. Staterne kan låne penge til nul procent til at investere i klima, sundhed og social velfærd. Den private opsparing, man kan låne af, bliver endnu større nu, fordi krisen har skabt arbejdsløshed og store kursfald, der tvinger til at lægge mere til side for at genoprette værdien af pensionsopsparingen.
Hvis både de private og staterne samtidig vil spare mere op, så får vi et farligt varigt tab af omsætning og beskæftigelse. For at holde beskæftigelsen oppe, er det nødvendigt, at staten bruger flere penge, når de private bruger færre. Derfor skal vi vente nogle år med gradvist at begynde at betale regningen for indsatsen mod coronakrisen. Det skal hverken være sundhedsvæsenet, klimaet eller de fattigste, der skal betale denne regning. Der er de seneste 20 år uddelt så mange unødvendige skattelettelser til os med gode indtægter. Der kan sagtens sendes nogle regninger den vej tilbage.
I det globale perspektiv er der brug for at fokusere på det fåtal af multinationale giganter og dollarmilliardærer, der har fået lov at skumme al fløden i verdensøkonomien de seneste årtier. Derfor er en af de mest påtrængende fælles opgaver i EU at sætte prop i de superriges flugt til skattely, lægge bund under selskabsskatten og beskatte omsætningen hos de store finanshuse og teknologivirksomheder.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S). Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende 1. april 2020
Indlæg i Berlingske marts 2020
De fleste ude i verden havde næppe hørt om Wuhan, før coronavirus-epidemien udsprang derfra. Men Wuhan er et økonomisk kraftcenter med flere indbyggere end New York City. 300 af verdens 500 største virksomheder til stede i byen. Derfor rejser mange både kinesere og udlændinge selvfølgelig i stor stil ind og ud af Wuhan.
Det skaber global panik, at vi endnu ingen midler har mod den ny virus. Verdensøkonomien skælver. Vi ser i disse uger et stort kursfald på verdens børser som reaktion på den faretruende spredning af sygdommen ud over verden.
Det er fortællingen om, hvor tæt vi er bundet sammen på kloden, og hvor skrøbelig højkonjunkturen er.
Det er også fortællingen om, hvordan specielt Kinas udvikling på godt og ondt hurtigt får stor betydning for os: I Kina bor næsten femtedel af verdens befolkning, og deres produktion er i dag mere end 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina har i de seneste årtier overtaget en betragtelig del af verdens industri, forurening og CO2-udslip. Vi køber en meget stor del af vores forbrug fra Kina. Kineserne har opnået langt højere levestandard, men har også bogstaveligt talt oplevet, at den hidtidige form for højvækst kan være kvælende og usund. De ved, at produktion og forbrug fremover skal være meget mere bæredygtig. Derfor var de i 2015 sammen med Obamas USA den stærkeste drivkraft bag Verdensmålene for bæredygtig udvikling og klimaftalen i Paris.
Vi kan ikke få et internationalt samarbejde om handel og våbenkontrol, sundhed, miljø og klima til at fungere uden at arbejde sammen med Kina. Vi skal presse dem til at anerkende fælles regler. Vi skader os selv ved at afsondre os fra Kina og prøve at stække landets udvikling, sådan som Trump har sat sig for. Derfor er det forkert, hvis vi i Europa suges ind i en konfrontation, hvor vi skal bekæmpe Kina for at forblive venner med USA. Denne form for økonomisk krig kan kun blive til fælles skade for hele verden.
Coronavirussen er endnu en begivenhed, der viser, at vi er vævet sammen på en måde, der kræver et tættere og mere forpligtende internationalt samarbejde. Vi har en kæmpe opgave med at overbevise de store magter om, at samarbejde ikke er et nulsums-spil, hvor én kun kan vinde, hvis anden taber. Det skal der råbes om til Trump, Xi Jinping, Boris Johnson og Vladimir Putin.
Det er dybt bekymrende, at Kinas præsident har strammet tøjlerne voldsomt, lukket kritiske røster ned, forhindret civilsamfundet i at udvikle sig og slået voldsomt hårdt ned på små folkegrupper som tibetanerne og senest de muslimske uigurer i Xinjiang. Der er f.eks. ikke tvivl om, at den manglende presse- og ytringsfrihed betød, at budskabet om den farlige epidemi blev forsinket og sygdommen derfor spredt alt for vidt omkring, før myndighederne reagerede. Men mon ikke de trods alt har lært noget af denne katastrofe?
Det kan være at epidemien snart bremses, at dødstallet stabiliseres og efterhånden falder, og der endelig udvikles en vaccine; og det kan være at økonomien så går opad igen og at børskurserne rettet sig noget.
Men der vil i mellemtiden være sket stort tab i produktion. Især i Kina, men også mærkbart i resten af verden.
Derfor vil det også kunne måles, hvordan produktionstabet har mindsket belastningen af klima og miljø. Det kan måske bidrage at sætte mere fart på alle de ændringer, der skal til for at sikre os en bæredygtig fremtid. Måske kommer der tempo i omstillingen væk fra fossile brændstoffer, som er forudsætningen for at bremse den globale opvarmning. Måske vil der være forståelse for, at det kræver både mere skat og flere lån i statskasserne at finansiere denne omstilling, og at en ekspansiv finanspolitik er den eneste mulighed både for at speede op for bæredygtig udvikling og for hurtigt at få gang i beskæftigelsen igen.
Krisen betyder forhåbentlig også forståelse for, at der skal investeres meget mere i sundhedsforskning. Ikke bare for at overkomme coronavirus-krisen. De næste kriser med nye og voldsommere bølger af massedødsfald kan hurtigt komme, fordi flere og flere bakterier bliver resistente over for kendte behandlinger med penicillin mv. Uden midler til et massivt internationalt forskningssamarbejde for at udvikle nye svar her risikerer vores børn og børnebørn direkte tilbageskridt fra den revolution i sygdomsbekæmpelse og forlængelse af menneskers levetid, vi har opnået i de seneste årtier.
Vi står ved en skillevej, hvor vi i næste omgang skal investere meget mere i klima og miljø, sundhed og velfærd – og mindre i dét forbrug, der belaster klodens fremtid.
Kommentar i Jyllands-Posten 4. februar 2020
I september 2015 mødtes verdens regeringschefer i New York med præsident Obama i spidsen og vedtog de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Tre måneder senere mødtes de samme statsledere i Paris og vedtog den hidtil mest vidtgående aftale om klimaet. Samme år kæmpede Obamas udenrigsminister John Kerry atomaftalen med Iran igennem. Han prøvede også utrætteligt, men uden held, at skabe en retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. Jeg havde fornøjelsen at være formand for FN’s Generalforsamling i den korte stund, hvor der tegnede sig et stærkere internationalt samarbejde. Men højdepunktet blev til et sørgeligt vendepunkt, først med Brexit-afstemningen, så valget af Trump til præsident.
Brexit sker nu – til ubodelig skade for Europa og især for Storbritannien selv.
Trump har på tre år systematisk nedbrudt det internationale samarbejde i en falsk overbevisning om, at USA kun kan vinde, hvis andre taber. Trump fører handelskrige og svigter sine allierede til fordel for nye venner blandt verdens hel- og halvdiktatorer, der lige som han selv angriber grundpiller i demokrati og verdensorden. Han har forladt klimaaftalen og atomaftalen med Iran. Senest har han totalt svigtet Palæstina for at hjælpe Netanyahu i Israel med hans tredje forsøg på at fortsætte som regeringschef, uanset alvorlige anklager om korruption og svindel. Trump selv er i rigsretssagen anklaget for åbenlyst magtmisbrug og foragt for kongressen, men vil alligevel blive frikendt af Senatets republikanske flertal.
Der er mange årsager til, at så meget er gået så galt: Finanskrise, monumental ulighed, nedbrydning af velfærdsordninger, frygt for folkevandringer og utålmodighed med handlingslammede politikere er vigtige brikker. Løgnene fra Putins internettrolde er også en brik.
Men ét bidrag vejer tungere end alle andre til at forklare både Brexit og at Trump fik magt til at nedbryde verdens orden. Og i øvrigt også til at forstå, hvorfor intet blev gjort for at forebygge den klimaforandring, der nu har sat store dele af Australien i brand.
Dette bidrag beskrives i en formidabel og veldokumenteret serie, der kan ses i syv afsnit på HBO – The Loudest Voice. Det er historien om et monster af en mangemilliardær, der skabte et endnu større monster, der skabte det største monster af dem alle – Donald Trump.
Monster ét hedder Rupert Murdoch. Han ejer størstedelen af pressen i sit hjemland Australien. Han ejer de mest læste aviser og TV i Storbritannien – og nu også den mest sete kabel-tv-kanal i USA. To tidligere australske premierministre, én fra Labour og en fra De Konservative, der begge blev væltet, har for nyligt påpeget, hvordan Murdochs medier sammen med kulminelobbyen påvirkede politikken og alt for længe forhindrede klimaindsatsen. Murdochs stærkt nationalistiske medier i Storbritannien har i årtier ført hadkampagne mod EU, Han fik Blair valgt, Gordon Brown væltet og David Cameron valgt som britiske premierministre, og sikrede flertal for Brexit.
Murdoch investerede milliarder i at skabe FOX NEWS i USA. Til at banke det op satte han i spidsen et endnu større menneskeligt monster ved navn Roger Ailes: En totalt samvittighedsløs og meget slagkraftig repræsentant for det yderste højre, der helt manglede vilje til at sondre mellem sandhed og løgn (og i øvrigt var skarp konkurrent til Harvey Weinstein i sexovergreb).
Roger Ailes var frem for nogen dén, der promoverede og fik valgt Donald Trump – det største af de tre monstre – til USA’s præsident.
Man forstår verdens uorden meget bedre ved at se The Loudest Voice.
(kommentaren bragt i Jyllands-Posten 4. februar)