Tag: USA

Udgivet den

Trumps gale værk

Trump nedbryder international orden og anstændighed og blokerer for ethvert samarbejde om løsningen af ubestrideligt globale problemer. Forsøget på at få Ukraine til stemple Biden-familien ved at tilbageholde våbenhjælp, der var bevilget af Kongressen, burde for alle rettænkende mennesker afsløre præsidenten som en hidtil uset plattenslager, der misbruger sin magt til ubodelig skade for sit land og den verden, hvor USA stadig er den vigtigste magt, 

Jeg hører til optimisterne, der simpelt hen ikke tror, at Trump kan genvælges som amerikansk præsident: Vel har han en foruroligende stor tilslutning fra ca. 40 procent af dé vælgere, der mener noget. Men uanset hvem hans modkandidat bliver i 2020, så har vedkommende et meget større potentiale ved at øge valgdeltagelsen fra unge, fra kvinder, fra sorte og fra latinoer. Jeg tror, at Joe Biden er manden, der bedst kan sikre denne mobilisering – ikke mindst i de vigtige nøglestater Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, der med nogle få titusinder af stemmer sikrede Trumps valg i 2016, selv om Hillary Clinton nationalt havde et stemmeflertal på knap tre millioner.

Det er også aldeles afgørende for hele verden at den dødsensfarlige Trump-farce ender senest om et år.

Det er vigtigt for igen at få opbakningen fra verdens supermagt og største økonomi bag den meget hastende globale indsats for at stabilisere klimaet. Borgmestrene i USA’s største byer, guvernørerne i store stater som Californien, mange store virksomheder og et aktivt civilsamfund er allerede med. Men vi har brug for amerikansk regeringsmagt, der – som under Obama – for fuld kraft fremmer bæredygtig udvikling og klimaindsats, både hjemme og ude.

Vi kan håbe på en ny amerikansk præsident, der begriber USA’s egeninteresse i klimaindsats, i at stoppe den igangværende oprustning og i at standse den for hele verden ødelæggende handelskrig med Kina og forsøget på at holde kinesisk teknologi ude af den vestlige verden. Et USA, der forstår, at man ikke kan diktere og regere verden alene, og at militære løsninger i den farlige mellemøstlige region kun gør ondt værre. Et USA, der derfor i egen interesse igen styrker samarbejdet med de mange velvillige allierede.

Risikoen for ustabilitet og storkrig ved en fejltagelse er større end nogensinde siden midten af 1980’erne, fordi de våbenbegrænsningsaftaler mellem USA og Rusland, der afsluttede Den Kolde Krig, er gået i opløsning. Uanset alle andre interessekonflikter er der brug for med god vilje at begynde forhandling om nye aftaler, der inkluderer verdens ny militære og politiske storspiller Kina. Der er også brug for en amerikansk præsident, der ikke begejstret tilskynder til oprustning af Saudi-Arabien, Emiraterne og Israel, så amerikansk våbenindustri kan forgyldes.

Et hovedpunkt i Trumps gale politik er at beskylde Iran for alt, der går ham imod i Mellemøsten, selv om de største risici for endnu større ustabilitet nok har rod i USA’s egen indgriben siden invasionen i Irak og hos hans nære allierede i Saudi-Arabien og Israel. Trumps oprustning af Irans fjender, hans brud med atomaftalen med landet og forsøget på at kvæle Irans økonomi bærer kimen til endnu flere krige, som det nu er blevet skærpet med mordet på den iranske general Suleimani udenfor lufthavnen i Bagdads lufthavn.

Der er piskende brug for en amerikansk præsident, der vil genoplive Obamas kurs med atomaftalen med Iran og søge balance og udsoning mellem arabere og iranere, og som også vil presse på for en fair fred mellem Israel og Palæstina-

På længere sigt beror verdens fred og stabilitet især på, at USA og Kina kan finde en fredsommelig afbalancering af deres fælles interesse i samhandel og investering og deres sine steder modstridende interesser. Der er akut brug for fredsslutning om handlen, men der er også brug for at bremse Trumps felttog mod kinesisk teknologi, der kan skabe ny fronter og forsinke fælles fremskridt.

Kina er den kommende anden supermagt, og landet er allerede for stort og magtfuldt til at bokse rundt med. Kinas autoritære styreform betyder, at smertegrænsen i handelskrige er langt højere end i USA, hvor præsidenten bedømmes af vælgerne på sine resultater hvert fjerde år.

Den kloge amerikanske metode til balance i handelsrelationerne mellem USA og Kina er at samle et stort frihandelsområde tværs over Stillehavet med Kinas naboer i Asien, således som Obama havde forberedt det og Trump ødelagde det.

Udgivet den

Cubanerne lider under Donald Trumps had til Obama

Debatindlæg i Politiken mandag d. 22. juli 2019

MIT FØRSTE besøg på Cuba var i 1987. Da vi kom hjem, skrev Jytte Hilden og jeg en artikel, der i de følgende 32 år er blevet misbrugt af borgerlige propagandister til at påstå, at vi hyldede Castros kommunistiske styre.

Men hvad skrev vi egentlig? Vi påpegede, at den cubanske revolution var gennemført af folket selv, mens diktaturet i Østeuropa var etableret med magt af Sovjetunionen, og at stemningen hos mennesker i Havanna var anderledes positiv og afslappet end i Østberlin.

I 1987 havde Castros styre endnu lidt af den gamle revolutionære glans, selv om det hverken havde sikret cubanerne rimelig levestandard eller politisk frihed. Trods stor fattigdom havde Cuba dog et velfungerende sundhedsvæsen og uddannelsessystem. Men samfundets økonomi var i ruiner. Det kørte kun rundt, fordi Sovjetunionen gav overpris for sukkeret fra øen og leverede olie til underpris.

Castro formåede ikke at skabe en holdbar økonomisk udvikling, og cubanerne led utrolige afsavn, da Sovjetunionen kort efter brød sammen og subsidierne derfra ophørte.

Armoden blev også næret af USA’s brutale blokade. USA var den store, nære, naturlige handelspartner, der ikke accepterede handel med Cuba. Og man straffede resten af verdens skibsfart og virksomheder, hvis de formastede sig til at handle med Cuba.

Den såkaldte Helms-Burton-lov forbød rederier, der anløb Cuba, at anløbe amerikanske havne i seks måneder. Den form for økonomisk-politisk imperialisme blev fordømt af det meste af verden – også Danmark og EU. Men virksomhederne havde ikke råd til at miste det store amerikanske marked for at handle med det lille Cuba. Så blokaden virkede i retning af at fastholde Cuba i isolation og fattigdom. Blokaden gjorde det tilmed lettere for Castro at begrunde ufriheden derhjemme med nødvendigheden af et højt beredskab over for de amerikanske fjender.

ANDEN GANG, jeg besøgte Cuba, var i juni 2016 som formand for FN’s Generalforsamling.

Besøget havde to formål. For det første skulle jeg sammen med bl.a. generalsekretær Ban Ki-moon og de fleste latinamerikanske stats- og regeringschefer være med til næstsidste fase af processen med at afslutte 50 års blodig borgerkrig i Colombia mellem landets regering og oprørsbevægelsen Farc. Cuba og Norge havde på FN’s vegne bidraget til denne fredsproces, den nye pave ligeså. Det var bevægende at opleve lettelsen og glæden hos alle over, at der endelig var lys forude for Colombia.

For det andet skulle jeg mødes med bl.a. Cubas udenrigsminister, Bruno Rodriguez, om den generelle FN-dagsorden.

I samtalerne kom vi naturligvis også ind på den glædelige afspænding og åbning af samkvem mellem USA og Cuba, som efter næsten seks årtiers konflikt var blevet beseglet med præsident Obamas besøg i Havanna tre måneder forinden.

Jeg spurgte den cubanske udenrigsminister, om han kunne bekræfte, at Fidel Castro for mange år siden sagde, at forholdet mellem USA og Cuba først ville blive normaliseret, når vi fik en latinamerikansk pave og en sort præsident i USA. Fra Castros side var det i givet fald nok ment som noget i retning af, at det ikke ville ske, før helvede frøs til is.

Bruno Rodriguez sagde, at han selv havde spurgt Fidel, om han virkelig havde sagt sådan engang; den meget gamle mand kunne ikke selv huske det, men han har sandelig også sagt utrolig meget i tidens løb. Uanset om historien er sand eller opdigtet, så var kendsgerningen, at den amerikansk-cubanske forsoning blev etableret under en sort amerikansk præsident og med bistand fra den første latinamerikanske pave, den argentinske Frans.

I 2016 var der store forventninger hos den jævne cubaner om, at de værste økonomiske afsavn kunne mildnes og landet åbnes for handel. Investering og meget mere turisme fra USA.

Mange havde håb om, at åbningen også kunne blive begyndelsen til afviklingen af det kommunistiske partis jerngreb om landet.

I det eksilcubanske samfund i USA, der stenhårdt havde støttet mange årtiers boykot af Cuba, var der også opbrud i tankegangen og forventninger til et nyt nærmere samkvem. Men Obama fik ikke Kongressen med på at afvikle al blokadelovgivning rettet mod Cuba, før han forlod Det Hvide Hus.

På FN’s generalforsamling i november 2016 stemte 189 medlemslande ellers for en opfordring til USA om at afvikle al blokade mod Cuba. Kun USA og Israel stemte imod, og Obama-regeringen tøvede kun på grund af trægheden i Kongressen.

ET PAR måneder senere hed præsidenten i USA Donald Trump. Og uden synlig rationalitet og eftertanke, men drevet af et glødende had til Obama satte han sig for at slette alle spor efter sin forgængers indsats. Det voldsomste og krigeriske udslag er ødelæggelsen af atomaftalen med Iran. Men Trump har også destrueret alle fremskridt i forholdet mellem USA og Cuba og endda strammet skruen yderligere.

Helms-Burton-lovens blokadebestemmelser for skibsfart og handel er genindført og skærpet med en obskur paragraf: Alle udenlandske virksomheder, der handler med Cuba, kan straffes af USA, hvis handlen berører nationaliseret ejendom.

Bestemmelsen er aldrig før aktiveret, fordi resten af verden protesterede voldsomt, og den blokerer for Cubas muligheder for at få fødevarer, medicin og mange andre nødvendige varer udefra. Endnu en gang går det hårdest ud over den jævne borger i Cuba.

Den amerikanske blokadepolitik over for Cuba er nu i endnu mere massiv konflikt end nogensinde før med alle hidtil respekterede regler for international samhandel.

Der er et stort behov for, at ikke mindst EU – herunder også den danske regering – træder i karakter over for Trump-regeringens misbrug af handelspolitikken til en voldsom kæde af økonomiske straffeaktioner mod udenlandske virksomheder, der – i overensstemmelse med den gældende internationale retsorden – handler med lande, som Trump lægger for had, såsom Iran og Cuba, og for den sags skyld alle hans øvrige brud på frihandlens love og regler.