Forleden havde jeg denne kommentar i Berlingske Tidende. I fald, du rammer betalingsmuren, kan du læse teksten her:
For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse.
Italien og Spanien er ramt af alvorlige og tragiske konsekvenser af svagt beskedskab i sundhedssektoren eller sen erkendelse af coronasmittens eksplosive omfang.
Det amerikanske samfund kommer også til at betale en høj pris for Trumps indledningsvis uansvarlige bagatellisering af pandemien. USA har ikke vist lederskab. Landets overvejende private sundhedsvæsen og forsikringssystem forværrer krisen. En stor del af borgerne er uforsikrede og går syge på arbejde. Derfor spredes smitten. Det gør den også blandt en halv million hjemløse. Pandemien kan stikke helt af. Trods Kongressens kæmpe hjælpepakke er der stor risiko for, at USA’s økonomi får et voldsomt tilbageslag til skade for hele verden.
For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse. Vi ser f.eks. de groteske resultater af nedlukningen i Indien. Allerværst kommer det til at gå for menneskene i krigszoner og flygtningelejre. Den globale solidaritet er behersket, mens de rige lande tømmer statskasserne for at forsøge at holde deres egne samfund kørende.
De seneste tre-fire år har Trump ført an i en målrettet nedbrydning af internationalt samarbejde. Med Brexit og autoritære nationalistiske regimer i flere østeuropæiske lande er den fælles beslutningskraft i Europa også svækket.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mangler både autoritet og ressourcer til for alvor at sætte sig igennem med globalt koordineret handling. Da coronavirus med lynets hast spredte sig ud over verden, var det overladt til nationalstaterne på hver deres måde at reagere på en trussel, hvis art og omfang få var bevidste om.
I Danmark har vi heldigvis reageret hurtigere og klogere end de fleste andre lande. Vi har haft imponerende handlekraft i regeringen med massiv folkelig opbakning og støtte fra alle partier og arbejdsmarkedets parter til nedlukning og rundhåndede støtteordninger, der holder borgere og virksomheder flydende under pandemien.
Derfor har vi særligt gode chancer for at forsinke sygdommens udbredelse og holde sundhedssystemet i stand til at behandle de hårdest ramte og begrænse dødeligheden. Derfor kan vi også hurtigere end mange andre lande få gang i samfundet igen. Men det bliver gradvist. F.eks. kan det meget vel være, at andre lande hænger meget mere fast i pandemien, end vi gør, og der af den grund må opretholdes ud- og indrejserestriktioner. Rejse- og turistbrancherne vil været underdrejet længe.
Der er allerede nogle, der frygter, at de store statsudgifter under coronakrisen vil føre til opbremsning af vores indsats mod klimaforandring og for at mindske ulighed og sikre bedre offentlig velfærd.
De store statslige engangsudgifter ved nedlukningen må ikke blive argument imod at afværge den klimakatastrofe, som vil forpeste vores børns og børnebørns tilværelse. Og der vil næppe fortsat være vælgertilslutning til at gøre det fornødne for klima og bæredygtighed, hvis det skal betales med ringere velfærd og endnu større ulighed.
Derfor må coronakrisens udgifter ikke betales via nedskæringer i de offentlige udgifter. Coronakrisen skærper voldsomt behovet for et opgør med EU’s hidtidige budgetregler. Staterne kan låne penge til nul procent til at investere i klima, sundhed og social velfærd. Den private opsparing, man kan låne af, bliver endnu større nu, fordi krisen har skabt arbejdsløshed og store kursfald, der tvinger til at lægge mere til side for at genoprette værdien af pensionsopsparingen.
Hvis både de private og staterne samtidig vil spare mere op, så får vi et farligt varigt tab af omsætning og beskæftigelse. For at holde beskæftigelsen oppe, er det nødvendigt, at staten bruger flere penge, når de private bruger færre. Derfor skal vi vente nogle år med gradvist at begynde at betale regningen for indsatsen mod coronakrisen. Det skal hverken være sundhedsvæsenet, klimaet eller de fattigste, der skal betale denne regning. Der er de seneste 20 år uddelt så mange unødvendige skattelettelser til os med gode indtægter. Der kan sagtens sendes nogle regninger den vej tilbage.
I det globale perspektiv er der brug for at fokusere på det fåtal af multinationale giganter og dollarmilliardærer, der har fået lov at skumme al fløden i verdensøkonomien de seneste årtier. Derfor er en af de mest påtrængende fælles opgaver i EU at sætte prop i de superriges flugt til skattely, lægge bund under selskabsskatten og beskatte omsætningen hos de store finanshuse og teknologivirksomheder.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S). Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende 1. april 2020