Vi er blevet chokbehandlet til at forstå, at vort liv og helbred er truet af nye farer

Kommentar i Jyllands-Posten 28. april 2020

Coronakrisen spidser til, fordi menneskenes antal er tredoblet, og deres brug af naturens ressourcer og påvirkning af klodens atmosfære er tidoblet siden 1945.

[object Object]

Læs hele indlægget i Jyllands-Posten her

Hvis du ramler ind i betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor

Vi havde en dysfunktionel verden før coronaen: Den snigende klimakatastrofe, global fattigdom, stor og voksende ulighed;  dertil et fredstruende oprustningskapløb mellem stormagter, overflod af lokale krige og humanitære katastrofer; derfor ukontrollable folkevandringer.

I øjeblikket har pandemien stjålet al opmærksomheden. Vi er blevet chokbehandlet til at forstå, at vort liv og helbred er truet af ny smittekilder, som vi ikke straks kan vaccines imod. Det skaber utryghed og økonomisk nedsmeltning.

Sundhedskrisen er en af de nærkampe i vores naturlige omgivelser, der spidser til, fordi menneskenes antal er tredoblet og deres brug af naturens ressourcer og påvirkning af klodens atmosfære er tidoblet siden 1945. 

Globale kriser rammer altid de svageste hårdest. Ulighederne i verden var også før corona-krisen monumentale og reelt uforenelige med varig fred i verden og politisk og social stabilitet i de enkelte lande.

Nu bliver kløfterne endnu dybere, fordi de fattige lande reelt ikke kan nedlukke samfundet og behandle de syge, på samme måde som de rige lande med svingende succes forsøger det.  Derfor kommer millioner af mennesker til at  dø af sygdom og sult – og hele samfund kan gå i opløsning.

Også i de rige lande skærpes ulighederne, fordi de gamle og helbredsmæssigt svagelige er allermest sårbare. Men særligt udsatte  er også alle dem, der på ret lave lønninger holder de vitale samfundsfunktioner i gang, mens resten er i selvisolering: Sundhedspersonalet og alle, der passer på de gamle og børnene, holder busser og tog i gang, producerer og forarbejder maden, holder butikkerne åbne, sørger for rengøringen og henter renovationen. De er for resten meget ofte af anden etnisk baggrund end flertallet. Det ses allermest  i USA, hvor sorte og brune mennesker har langt højere dødelighed end hvide.

Det mest forbandede problem lige nu er, at verdens eneste supermagt har en præsident, der har brugt de første 13 af sine 16 kvartaler i Det Hvide Hus på at nedbryde alle eksisterende internationale institutioner og ophidse til skærpede modsætninger, både nationalt og internationalt. Senest med et Kina, som nok er en modspiller, men også er en uomgængelig samarbejdspartner, hvis der skal skabes fred, løses klimakrise, bekæmpes pandemier og sættes gang i verdensøkonomien og beskæftigelsen igen.

Under den perfekte storm af globale kriser huserer en vankundig og vanvittig narcissist som øverstkommanderende for verdens største økonomi og militærmagt. En mand, der ikke lytter til sagkundskab, og som i forsøget på at blive genvalgt bevidst splitter sit land og sin verden. En mand, der omgiver sig med andre superrige egoister på det yderste højre, der ligesom han selv kun tror, at de kan blive ved med at vinde, hvis alle andre taber. 

USA’s beskæftigelse og landets evne til at være motor for verdensøkonomien rammes ekstraordinært hårdt under corona-krisen, fordi de herskende politiske kræfter har haft held til at forhindre adgang til god og gratis sundhedstjeneste til alle. I den aktuelle krise holder de heller ikke – som vi forsøger det – effektivt hånden under virksomheder, lønmodtagere og arbejdsløse. Derfor bliver deres velstandstab så voldsomt.

Hverken corona-pandemien eller de andre store globale kriser kan løses uden stærke samfund, der skaber et langt bedre internationalt samarbejde. Dette burde i vores egen interesse anføres af de største og rigeste nationer; for hvis pandemien blusser videre i de fattige lande, så vil den vende tilbage til os, uanset hvor godt vi i første runde inddæmmer den. 

Kommentar i Jyllands-Posten 28. april 2020