Tag: Klimadagsordenen

Udgivet den

Valgene i Storbritannien og Frankrig fortæller os om opbakningen til europæiske socialdemokratier

Socialdemokraterne presses både fra højre og venstre i Europa. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Hvad giver opbakning til europæiske socialdemokratier?

Efter de første 60 år som socialdemokratisk aktivist tror jeg, at jeg forstår lidt af, hvad der giver opbakning til demokratiske socialister i Europa – og hvad der har svækket os i nyere tid.

Socialdemokraterne var i efterkrigstiden sammen med stærke faglige organisationer en afgørende drivkraft for at mindske mindre ulighed, sikre høj beskæftigelse, god mindsteløn samt gratis eller billig adgang til sygdomsbehandling, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg. Det blev finansieret af høje skatter, der især blev lagt på de bredeste skuldre.

I lang tid gik store borgerlige centrumspartier i Europa et langt stykke ad den samme vej. Især de seneste par årtier er udviklingen imidlertid gået modsat.

Borgerligheden har haft sit fokus på lavere skatter – især for de velhavende og erhvervslivet – og på privatisering af de offentlige velfærdsydelser og forringelser af det sociale sikkerhedsnet. Det skulle angiveligt øge arbejdsudbuddet.

Med en svækket fagbevægelse og svagere vælgergrundlag er socialdemokratiske partier blev tvunget i samme retning i koalitioner med borgerlige partier, samtidig med at den globale ulighed er eksploderet til fordel for dollarmilliardærer og megakoncerner.

Reallønnen er stagneret eller svækket, og mange job er udliciteret til andre verdensdele. Socialdemokraterne er oplevet som medansvarlige for tilvandringen af fremmed arbejdskraft og mangelfuld integration af flygtninge mv. Det har kostet vælgertab til det nationalistiske og fremmedfjendtlige højre.

Særligt blandt unge vælgere svækkes socialdemokraterne i konkurrencen med venstrefløjen, når indsatsen for klima og biodiversitet synes for svag og udlændingestramninger for usympatiske.

Det koster ligeledes, når debatten om de fremmede er for unuanceret, og når for eksempel protesten mod Israels krig er fraværende, selvom Gaza jævnes med jorden, og civile rammes af massedød som følger af tæppebombning og sultkatastrofe.

Vælgerne efterspørger mere progressiv socialdemokratisk kurs med genopretning af kvaliteten i de offentlige velfærdsydelser – finansieret med bidrag fra de mest velhavende borgere og virksomheder – og et mere nuanceret og solidarisk verdenssyn.

To eksempler

Det er interessant at se, hvordan disse temaer har spillet ind på de seneste valgresultater i Frankrig og Storbritannien.

For at forstå må man gå om bag den nye mandatfordeling i de meget anderledes valgsystemer i de to lande, der ikke – som det danske – giver en mandatfordeling, der afspejler vælgernes stemmeafgivning.

For eksempel fik Labour i Storbritannien 63 procent af mandaterne for 34 procent af stemmerne, mens Le Pens ultranationalistiske alliance i Frankrig kun fik 25 procent af mandaterne for 37 procent af stemmerne, venstrefløjens uventede, nye styrke i Frankrig var især resultatet af en valgalliance fra midten til det yderste venstre.

Vigtigst var, at det gamle socialistparti igen rejste sig som nøglespiller i Den Nye Folkefront med et valgprogram med krav om øget lighed og bedre velfærd. Det kan forhåbentlig i et vist omfang omsættes til arbejdsprogram i et centrum-venstresamarbejde, der kan dæmme op for Le Pens popularitet.

Labours mandatsejr i Storbritannien er solidt grundlag for fem år med socialdemokratisk reformkurs. Det forudsætter dog, at den nye premierminister, Keir Starmer, finder vej til at løse sig fra de selvpålagte bindinger fra valgkampen om at undgå højere skatter, fordi han ellers kan blive blokeret i at finansiere bedre velfærd og mere klimaindsats.

Labour vandt ikke på egen succes hos vælgerne. Den overvældende mandatsejr skyldtes især de konservatives tab af 14 procent af alle vælgere til Nigel Farages nye ultrahøjreparti, der imidlertid kun fik fem pladser i Underhuset.

Starmers stemmeandel blev stækket af hans defensive kurs. Mange stemmer gik til andre på venstrefløjen – især til De Grønne, der fik syv procent af stemmerne, men kun fire mandater. Desuden kørte Labours leder skævt med ukritisk opbakning til Israels krig. Det sidste kostede mandater i valgkredse med mange muslimer.

Labour tabte også en kreds til sin tidligere partileder, Jeremy Corbyn, der efter at være ekskluderet stillede op som uafhængig kandidat. Corbyn var ikke den rette leder for Labour, især fordi han var dybt medansvarlig for Brexit-katastrofen. 

Men det skal ikke glemmes, at han i 2017 sikrede Labour en stemmeandel på 40 procent – og pladsen som Europas vælgermæssigt stærkeste socialdemokrati. Det var med et valgprogram med skarpt fokus på at bekæmpe uligheden og forbedre velfærden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 20. juli 2024

Mere fra min hånd om Brexit og europæisk politik

Udgivet den

Vi udkæmper to krige, der ikke må tabes

Hverken CO₂-afgifter eller offentlig støtte til den grønne investering er nok. Mange andre barrierer skal nedbrydes – det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske. Læs den i avisen eller nedenfor:

Valg mellem klimaløsning og sikkerhed?

De seneste meningsmålinger i Europa viser, at indsats mod klimaforandringen fortsat er på toppen af borgernes ønskeseddel. Men der er nogenlunde lige så mange, der mener, at indsatsen for at styrke sikkerheden ved oprustning og bistand til Ukraines forsvar mod den russiske aggression er vigtigst.

Det er et problem ved spørgemetoden, at de to opgaver opstilles, som om de skal konkurrere med hinanden. Det er et endnu større problem, at mange politiske beslutningstagere også er kommet til at anskue det som en konkurrence om ressourcer. Ukraine-krigens farlige udvikling trækker politisk opmærksomhed og kapital væk fra klimaindsatsen.

Da Putin indledte sin angrebskrig for over to år siden, så det ellers ud til, at der var forståelse for, at indsats for at imødegå klimaforandringen og for at bremse aggressionen er to sider af samme sag; uanset oprustningen skal der fortsat være rekordtempo i udfasningen af fossile brændsler, hvis man både vil undgå, at kloden mere og mere katastrofalt og uafvendeligt koger over som følge af CO₂-forureningen, og undgå afhængighed af de tyranner, der sidder på størstedelen af forekomsterne af olie og naturgas.

Både og – ikke enten eller

Der er tale om to krige, som vi ikke må tabe, hvis kommende generationer skal have et ordentligt liv. Én, der skal afgøres de nærmeste år, og en anden, der skal vindes ved at standse CO₂-forureningen inden 2050.

I Ukraine skal det afgøres, at Rusland ikke kan vinde, så både Putin og andre despoter afskrækkes effektivt fra at starte nye erobringskrige.

På klimafronten skal vi om kun et par årtier revolutionere hele vort forbrugs- og produktionsmønster til at standse den globale opvarmning og de stadig flere massive naturkatastrofer, der ledsager den. Stigende vandstand i havene vil ramme et utal af storbyer og landbrugsområder. Ørkenspredning vil eksplodere. Gletsjere, der giver ferskvand til en milliard mennesker, vil definitivt forsvinde. Hedebølger vil betyde nye alvorlige sundhedsproblemer.

Det vil alt sammen føre til hidtil usete folkevandringer, der vil skabe mange nye konflikter.

Derfor må aktuelle statsfinansielle vanskeligheder ikke bremse tempoet i klimaindsatsen. Vi må begrave forestillingen om, at klimaomstilling er gratis og smertefrit, men forklare at omkostningerne både i penge og menneskelig lidelse kun bliver større, jo længere vi venter med at gøre det nødvendige.

Helt nødvendige udgifter

Den sammenhæng må indarbejdes i de økonomiske modeller. Og for at sikre folkelig opbakning – nationalt, europæisk og globalt – må man sikre en fair byrdefordeling både mellem rige og fattige mennesker i det enkelte land og mellem landene i EU.

Der er brug for en massiv håndsrækning til den fattige del af verden, der allerede nu rammes hårdest af vildere vejr som følge af den CO₂-forurening, der historisk især er skabt af de rige lande.

Det kræver meget politisk mod at realisere den stærkt udvidede og industrielle kapacitet i verden, så vi kan opruste og sikre grøn energiforsyning, som kan dække et eksplosivt stigende energiforbrug, samtidig med at vi udfaser kul, olie og gas i god tid inden 2050.

Statskasserne kommer til at bidrage til en grøn infrastruktur, der på det seneste er blevet dramatisk fordyret af rentestigninger og massive prisstigninger på kabler, transformere og alt andet udstyr, der skal bruges til at øge den grønne energiforsyning.

Tempoet i den grønne omstilling må ikke svækkes, fordi det er lykkedes Europa at skaffe erstatning for den russiske gas til overkommelig pris – ikke mindst via massiv import at LNG (nedfrosset gas) fra USA m.fl.

Uomgængelig CO₂-afgift

Hvis risikoen ved grønne energiinvesteringer skal blive overskuelig for private investorer og statskasser i EU, skal udviklingen understøttes af en gradvist stigende fælles afgift på CO₂-holdige brændsler, der sikrer langsigtet rentabilitet i grønne energiinvesteringer. Det kan sætte gang i ekstra og langsigtede investeringer i det nødvendige udstyr. I mellemtiden skal man ikke udelukke sig fra kinesisk udstyr, så længe der ikke er sikkerhedsproblemer ved at bruge det.

Hverken CO₂-afgifter eller offentlig støtte til den grønne investering er nok. Mange andre barrierer skal nedbrydes.

Der er brug for meget hurtigere myndighedsbehandling og oprydning i lovgivning, som spænder ben.

Og der er brug for at mildne konfliktens hensyn mellem klimainvestering og naturbevarelse og sikre lokalt medspil.

Men det kan være nødvendigt at prioritere nogle områder mest til det første, og andre mest til det sidste.

Vi kan ikke alle steder fjerne udsigten til de anlæg, som den grønne omstilling kræver.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske lørdag d. 22. juni 2024

Mere fra min hånd om klimaforandringer, sikkerhed og krigen i Ukraine

Udgivet den

Største risiko for en Tredje Verdenskrig

The World 2024

Her ved overgangen til 2024 glæder jeg mig dagligt over mit gode helbred, men frygter, at verdens tilstand vil blive værre i året, der kommer. Ikke mindst det amerikanske præsidentvalg er stærkt bekymrende. Dét og mere i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Finder vi trods alt vejen til en bedre fremtid?

Det er kedeligt at høre på vrede, gamle mænd. 

Derfor vil jeg her ved indgangen til 2024, og få dage før jeg fylder 78 år, fortælle om min glæde ved mit gode, personlige liv. 

Jeg har dejlig hustru, som jeg deler meninger og oplevelser med, og en stor og kærlig familie. Jeg har mere tid end før til at være sammen med Mette, døtrene, de voksne børnebørn og vennerne. 

Jeg har været heldig at beholde et godt helbred, har god økonomi og en bolig ved skov og strand. Jeg får lov til at lære nyt og bruge gamle talenter som formand for bestyrelsen i Energinet og kan dermed engagere mig i at medvirke til at accelerere den grønne omstilling. 

Jeg deltager stadig i konferencer ude i verden, holder foredrag og skriver artikler – ikke mindst med rygstød i flittig læsning om den internationale udvikling. Men der er lige nu en afgrund mellem mit eget gode liv og verdens forfærdelige tilstand. 

Krisernes tid

Når jeg føler smerte og frygt, er det ikke for mit eget forhåbentligt sene forfald, men over verdens vanvid: Putins morderiske overfald på Ukraine, Netanyahus grusomme statsterror mod palæstinenserne og de andre frygtelige konflikter, der myrder og invaliderer så mange. Det skaber så megen ødelæggelse og nærer stadigt mere had.

Jeg kan frygte, at det bliver endnu værre i 2024 og ender i ultimative katastrofer senest i vores børnebørns voksne liv: At krigene fortsætter, skruer sig op og breder sig. At vi stadig ikke sætter nær nok ind for at standse klimaforandringerne, selv om vi ved, at det er den største eksistentielle trussel mod kommende generationers chance for et godt liv. 

Klimaforandringen truer hele civilisationer med naturkatastrofer som følge af vildt vejr, hedebølger, ørkenspredning, verdenshavenes stigende vandstand, mangel på ferskvand og ødelæggelse af biodiversitet. Udsigterne er mangedobling af de allerede uhåndterlige folkevandringer, der kan nære nye krige, ekstrem nationalisme og true demokratiet, hvor det endnu består.

Vi er tre gange så mange mennesker, som da jeg blev født, og vi udnytter og udbytter klodens ressourcer og skubber til klimaforandringen med en styrke, der er ti gange så voldsom som dengang. Verden er rigere på viden og velstand end nogensinde, men rigdommen og velstanden er utroligt skævt fordelt mellem lande og inden for lande. 

Multinationale selskaber og tech-milliardærer har foruroligende meget mere styr på verdens gang end de fleste regeringer. Udover at sætte sig på, hvad vi køber, bestemmer de også, hvad alt for mange mener og stemmer via kontrol over store dele af klodens aviser, radio- og tv-kanaler og sociale medier.

Svækket Vesten

Europa er rigt, rimeligt stabilt og overvejende demokratisk – men bestemt udfordret på det hele. Vi er en skrumpende andel af verdens mennesker og verdens økonomi, og vi kan kun gøre os gældende med vore værdier ved at stå tættere sammen på verdensscenen. Nationalisme og selvtilstrækkelighed skal bekæmpes, og vi skal i egen langsigtet interesse ofre langt mere på at støtte Ukraines kamp, hjælpe nødlidende og krigsramte ude i verden og sikre fred og klimaløsninger ved bistand til verdens fattige lande.

Men Europa kan ikke beskytte egen sikkerhed uden USA, heller ikke selvom vores rustningsudgifter nu løftes kraftigt efter krigsudbruddet i Ukraine. Det er i dette perspektiv, at man skal forstå Finlands og Sveriges vej ind i NATO og de utraditionelle aftaler om at tillade tilstedeværelse af amerikanske tropper og militært udstyr i alle de nordiske lande, der netop er indgået.

Vi kan ikke undvære USA, og vi kan glæde os over præsident Bidens stærke solidaritet med Europa. Den store frygt i 2024 er imidlertid, at USA igen får en præsident ved navn Donald Trump, der er ligeglad med os, svigter Ukraine, forkaster klimaindsatsen og skærper modsætningerne i Mellemøsten. Han er også den største risiko for en Tredje Verdenskrig i løbet af det 21. århundrede ved tanke- og hensynsløst at optrappe konflikt og gensidig paranoia mellem USA og Kina.

Det siger meget om verdens tilstand, og de amerikanske vælgeres sindstilstand, at det overhovedet er en risiko, at en kriminelt farlig skikkelse som Trump kan komme tilbage. Men meningsmålinger viser, at det desværre er dristigt at tro på, at han kan standses af den nuværende præsident, der åbenlyst ældes og i enden af en eventuel genvalgsperiode er 86 år. Biden mister lige nu mange unges tillid, fordi han er låst fast til at støtte Netanyahus tæppebombning af Gaza.

Det vil kræve en enorm indsats at holde håbet om en bedre fremtid i live.

Det haster med at finde vejen.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om international politik

Udgivet den

Krudt og kugler må ikke sluge råderummet i dansk økonomi

Vi har brug for andet og mere. Prioriteringen af det økonomiske råderum har længe været til debat i dansk politik. Mette Frederiksen må ikke glemme at prioritere penge til en række vigtige dagsordener. Læs min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

Hvad er vigtigst? 

Ifølge statsministeren skal der ikke kunne klemmes et A4-papir ind mellem Danmark og USA.

Det er en temmelig kategorisk udmelding med alle de foruroligende træk i det amerikanske samfund og alle de gigantiske fejltagelser, der i de seneste 60 år har udløst amerikansk anførte krige og katastrofer fra Vietnam til Mellemøsten.

Jeg opfatter da også Mette Frederiksens melding mere situationsbestemt – med Joe Biden som præsident i USA og kampen mod den rædselsfulde, russiske aggression som det store, fælles projekt. Det kan – som hun også har sagt – være rigtigt, at oprustningen til to procent af nationalproduktet ikke er et loft, men kun en bund. Vi kan for eksempel blive tvunget langt over to procent, hvis Europa på egen hånd skal redde Ukraine og imødegå den russiske trussel, hvis katastrofen sker, at Donald Trump genvælges. Så bliver der plads til mere end et A4-ark imellem USA og Danmark.

Vi skal have lov håbe på noget helt andet. Ikke bare, at Biden fortsætter, Rusland slås tilbage, og Ukraine kommer med i EU og NATO. Men også, at det så ikke er helt utænkeligt, at der hen ad vejen i Rusland kommer mere realistiske og fredsommelige ledere, som vil forstå den fælles interesse i afspænding og samarbejde. Det skal vi selvfølgelig aktivt række ud efter, hvis chancen melder sig. Og så bliver det også muligt, at de to procent bliver et rigeligt højt mål.

Vi har akut brug for investering i klimahandling, velfærd og social sammenhængskraft

Man må i hvert fald inderligt håbe, at krig og oprustning ikke sluger hele det stærkt udvidede »råderum« i dansk økonomi. For vi har akut brug for at investere langt mere i klimahandling, bæredygtighed, velfærd og social sammenhængskraft.

Der er fortsat ringe forståelse for, at klimaindsats og bæredygtighed ikke bare er nye sider i et parti- eller regeringsprogram. Det er mål, som skal gennemsyre al politisk handling. Krisen er eksistentiel. Der er en chance, men ingen sikkerhed for, at vi kan forhindre, at verden opløses i accelererende ophedning, hyppigere og heftigere naturkatastrofer, stigende vandstand i havene, ørkenspredning, voksende vandmangel og helt uhåndterlige flygtningestrømme med mange flere deraf afledte konflikter.

Derfor skal der handles mere kraftfuldt her og nu. Det er ikke gratis, som man ofte af politisk bekvemmelighed lader som om. Men det er ufatteligt meget billigere end den regning, vi efterlader til vore børn og børnebørn, hvis vi tøver. Vi skal stoppe al snak om, at det er lige meget, hvad vi gør i lille Danmark. Ligesom vi har en særlig forpligtelse til at stå sammen med resten af Europa for at hjælpe Ukraine, uanset at vi ikke alene gør en afgørende forskel, har vi også et særligt ansvar for at gå forrest i klimakampen, selv om vi ikke alene kan løse klimakrisen og sikre global bæredygtighed.

Det er også uhyre vigtigt at forstå, at hvis der verden over skal skaffes folkelig opbakning til at handle, skal vi omsider gå op mod stigende ulighed mellem lande og i lande. Fattige lande og fattige mennesker har mindst ansvar for klimaforandringen. Men det er alt for ofte dem, der rammes hårdest af katastroferne

Vi er de største klimasyndere; vores regning er størst

Det burde være indlysende, at vi, der har mest, skal betale. Vores CO₂-aftryk er langt større end de fattiges på grund af stort forbrug. Både rig og fattig skal tænke over, hvordan vi kan forbruge og producere mere bæredygtigt. Men det er indlysende fair, at vi med den største negative klimaeffekt skal betale det meste af regningen.

I dansk politik bør denne forståelse betyde veto imod, at de borgerlige regeringspartier forsinker klimaomstillingen – både generelt og specielt i landbruget. De skal også afvises på kravene om ny skattelettelser, så længe der mangler penge til national og global klimaindsats og til velfærd. Med den i forvejen voksende ulighed er det urimeligt at give flest kroner i skattelettelser til dem, der er tæt ved toppen af indkomstpyramiden og at lette arveafgiften hos de familier, der ejer de allerstørste virksomheder.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har dokumenteret, at uligheden i Danmark i de senere år er vokset grotesk meget. Det er hjulpet på vej af asociale skattelettelser ad fordøren, flugt til skattely ad bagdøren og størst fremgang i løn og profit hos dem, der i forvejen tjente mest: Den dårligst stillede femtedel af danskerne fik fra 2010 til 2021 i gennemsnit 14.000 kroner ekstra om året i privat købekraft. Anden femtedel fik 27.000, Tredje femtedel fik 42.000. Fjerde femtedel fik 62.000 og øverste femtedel 114.000 kroner Den rigeste ene procent fik gennemsnitligt 335.000 kroner ekstra om året. For den rigeste promille af befolkningen var tilvæksten i årlig forbrugsmulighed 1.779.000 kroner

Det er på ingen måde bæredygtigt!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 25. juli 2023

Mere fra min hånd om dansk økonomi

Udgivet den

Tanken om Trumps tilbagevenden er ubeskriveligt skræmmende

Der er gode chancer for, at Joe Biden – trods sin ret ringe popularitet – kan genvælges som 82-årig i 2024. Hvis han ellers står oprejst så længe. Men det er bestemt ikke et givent scenario – mere om det i dette indlæg i Berlingske 17. maj 2023. Læs det i avisen eller nedenfor:

Blandet nyt fra supermagten

USA er fortsat verdens eneste supermagt, og Europa må glæde sig over den måske sidste amerikanske præsident, der helhjertet bekender sig til transatlantisk samarbejde. Det har vi voldsomt brug for – ikke mindst for at standse Ruslands aggression og redde Ukraine.

Det er også Joe Bidens fortjeneste, at USA omsider rykker kraftigt på klimaindsatsen. Det sker via skattepræmier til bæredygtig adfærd hos erhvervslivet. Det var forudsat at koste statskassen 267 milliarder dollar frem til 2030. Forskellige prognoser siger nu, at det snarere bliver to til fem gange så meget.

Jo mere det bliver, jo større er chancen for, at den globale opvarmning bremses.

Problemet er bare, at den i forvejen gigantiske amerikanske statsgæld i så fald vokser endnu mere, fordi der ikke i USA er politisk mod og vilje til at finansiere nye udgifter og målrettede skattelettelser med andre skatter.

Den rigeste ene procent kunne ellers levere vældige bidrag efter at have hamstret størstedelen af fremgangen i nationalindkomsten i over 40 år. Skatteskrækken betyder, at der kun været overskud på USA’s føderale budget i fire af årene siden 1970. De senere års covid-19-indsats og velfærdsforbedringer, og nu klimaindsatsen og oprustningen har sat ekstra voldsom fart i gældsstiftelsen.

Det kan for så vidt godt fortsætte en rimelig tid endnu, så længe dollaren dominerer som international betalingsvaluta, og kreditorerne har tillid til at få deres penge igen. Men alt andet lige må væksten i gældsbyrden presse inflationen opad og få USA’s nationalbank, Federal Reserve, til at fastholde en høj rente, der kan skade beskæftigelsen.

Hvad der derimod ikke må ske er, at USA erklæres konkurs, fordi der ikke er flertal i Kongressen for at gennemføre de sædvanlige årlige løft i det lovfæstede loft over statsgældens størrelse. Så kan der ikke betales regninger, herunder renter og afdrag til de mange lande med Kina i spidsen, der i årevis har udlånt penge til amerikanernes overforbrug ved at købe USA’s statsobligationer. Dét vil ryste verdensøkonomien og være et voldsomt slag mod USA’s anseelse og indflydelse.

Trump-ekstremisterne inden for det Republikanske flertal i Repræsentanternes Hus tøver imidlertid ikke med at løbe denne risiko, medmindre de til gengæld kan rulle store dele af Bidens politiske resultater – herunder klimaindsatsen – baglæns. Verden over afventer vi derfor med bævende læber, om der findes en landing i tide, og hvem der i givet fald blinker først.

Den nervepirrende magtkamp handler om præsidentvalget om halvandet år, der ser ud til at blive reprise fra 2020 med de samme to endnu ældre herrer.

Trumps anseelse blandt dem, der vil stemme ved republikanske primærvalg, synes hverken rystet af retssagerne om hans overgreb mod kvinder eller ulovlig pengeforvaltning, hans støtte til kampen mod retten til abort, hans vedvarende kaskade af løgne om valgsvindel og hans forsvar for angrebet på Capitol 6. januar 2021, hans fortsatte Putin-beundring og hans manglende opbakning til Ukraine.

Men man kan håbe og tro, at disse aparte gerninger og holdninger svækker ham fatalt blandt de afgørende svingvælgere.

Derfor er der gode chancer for, at Joe Biden – trods sin ret ringe popularitet – kan genvælges som 82-årig i 2024. Hvis han ellers står oprejst så længe. Men det er bestemt ikke et sikkert scenario. Det er mærkeligt, at Demokraterne ikke kunne samles om at opbygge en overbevisende yngre præsidentkandidat. Og det er ubeskriveligt skræmmende for os alle, at det ikke er stensikkert, at Trumps genkomst forhindres.

Det er også bekymrende, hvordan frygten for Trump definerer et kapløb mellem partierne om at føre en stadigt mere konfrontatorisk politik over for Kina, selvom bedre håndtering af interessekonflikter kunne bidrage til at inddæmme Putin, sikre freden i Østasien, en stabil udvikling i verdensøkonomien og et nødvendigt samarbejde om klimaindsatsen.

Trump-traumet forklarer også, at Biden ikke for alvor har genoptaget en række af Obamas fredsfremmende initiativer: Atomaftalen med Iran blev ikke i tide genetableret, og Iran er nu meget tæt på at kunne lave sin egen bombe – og har i øvrigt med kinesisk mægling knyttet nye forbindelser til sin gamle ærkefjende, Saudi-Arabien. USA’s forsoning med Cuba er lagt på is for ikke skræmme eksilcubanske vælgere væk fra Demokraterne. Biden tager også kun alt for forsigtigt afstand fra Netanyahus krig mod den israelske højesteret og mod palæstinenserne – af frygt for reaktionen hos de mest højredrejede af de evangeliske og jødiske vælgere på hans hjemmebane.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S).

Mere fra min hånd om USA, Joe Biden og Donald Trump

FOTO: Jud McCranie via Wikimedia Commons

Udgivet den

Vi skal forarme eneherskerne ved at gøre os fri af deres energi. Det er godt for os – og for klimaet

Ukrainekrigen fremskynder den opgave, EU står med: at udstikke​ en ambitiøs kurs for en klimaindsats, der kan være eksempel for andre rige lande. Vi skal se at komme ud af afhængigheden af brutale eneherskere på energifronten. Mere om det i denne klumme i Jyllands-Posten 7. december 2022. Læs den i Jyllands-Posten eller nedenfor:

Krig, klimakrise og eneherskere i knibe

Ruslands rædselsfulde angrebskrig i Ukraine fortsætter. Putin kan hverken vinde på slagmarken eller erkende sine monumentale fejlvurderinger, og vreden over landets store krigstab og den stadig forværrede økonomi bliver mere og mere udbredt. En stor del af den mest veluddannede ungdom er flygtet. Men det endelig opgør med Putin lader vente på sig. Derfor lider Ukraine så ufatteligt meget, og krigens følger er også social nød og ustabilitet i resten af verden.

Måske er den eneste, der har magt til at presse Putin til at stoppe, Kinas enehersker, Xi Jinping. Han synes allerede at være det reelle værn mod, at Putin bruger atomvåben. Men han går næppe videre, før Vesten til gengæld nedtrapper konfrontationerne med Kina. Man må derfor håbe præsident Biden har vilje og indenrigspolitisk handlefrihed til at forbedre forholdet til Kina – og måske derved også reducere risikoen for en fremtidig konflikt over Taiwan.

Xi Jinping har lige genindsat sig som enehersker, og hans styre står næppe over for sammenbrud. Men han er udfordret, bl.a. af de mange demonstrationer mod den drastiske covid-nultolerance, der til stadighed holder hundredvis af millioner af kinesere indelukket og koster voldsomt på vækst og social stabilitet. Xi har også indenrigspolitisk brug for afspænding, og noget tyder på, at han omsider er ved at lempe covid-restriktionerne – uden i øvrigt at slække på styrets stærke kontrol med befolkningen.

Den matte afslutning på klimakonferencen i Egypten var bl.a. udtryk for, at samspillet mellem USA og Kina fra Paris i 2015 for tiden ikke er virksomt. Samtidig mener de toneangivende lande i det globale syd med rette, at de rige lande leverer alt for lidt til at afhjælpe klimakatastroferne. 

Det er fattige lande i den varme del af verden, der rammes uforholdsmæssigt hårdt, men det var de rige landes langvarige udslip af klimagasser, der er årsag til, at den globale opvarmning tog fart.

Vestens ringe hjælpsomhed er også med til at forklare, at det er så vanskeligt at få opbakning fra de tonegivende udviklingslande til en hård kurs over for Rusland. Problemerne bider hinanden i halerne. Der er for mange erindringer om de blodige, uretfærdige og/eller mislykkede krige, der blev ført af de ledede vestlige i en ikke så fjern fortid. Kolonikrige. Vietnamkrigen. I nyere tid det kaos med Islamisk Stat, der blev skabt i og omkring Irak som følge af USA’s invasion. 

Senest den forfærdende humanitære katastrofe, der er udløst i Yemen som følge af Vestens støtte til Saudi-Arabiens og Emiraternes invasion i dette ludfattige land. Vesten har også historisk et medansvar for, at et dybt reaktionært islamistisk præstestyre så længe har bidt sig fast i Iran. Nu rystes landet af demonstrationer, fordi en ny, ung generation med kvinderne i spidsen ikke vil finde sig i undertrykkelsen.

EU-kommissær Timmermanns fik i sidste øjeblik reddet lidt af EU’s ære i Sharm El-Sheik med forslaget om en fond til at afhjælpe tab og ødelæggelser ved klimakatastrofer. Men det er kun en beskeden forsmag på dét, der er nødvendigt for at genskabe tillid mellem det rige nord og det fattige syd.

EU skal udstikke en ambitiøs kurs for klimaindsatsen, der kan være eksempel for andre rige lande. Det fremskyndes af krigen i Ukraine: Vi skal hurtigst muligt væk fra energiafhængighed af aggressive diktatorer som Putin og Mohammed bin Salman. Det både klimamæssigt og sikkerhedspolitisk vigtigste projekt for det nærmeste tiår er at forarme dem ved at gøre os stadig mindre afhængige af deres fossile brændsler.