Tag: EU

Udgivet den

Ukrainekrigen har vist os Vestens styrke – men vil vi bruge den til fremskridt?

Forleden havde jeg denne analyse af Vestens nye sammenhold og hvad vi vil bruge det til i Ræson Søndag. Læs den i RÆSON – eller nedenfor:

Af Mogens Lykketoft

Det er et uhyre flimrende verdensbillede, vi skal forholde os til i disse år. Men tiden er ikke til at skabe nye fjendskaber. Internationalt samarbejde om klimaløsninger, bæredygtig global økonomisk udvikling, våbenkontrol og kontrol med IT-udviklingen er både mere påkrævet og længere væk, end det har været meget længe. Den eksplosive klimaforandring, udviklingen af nye våben til masseødelæggelse og kunstig intelligens kræver nye og stærkere aftaler mellem stater og politisk kontrol med Tech-giganterne.

Ikke desto mindre består USA’s rolle som verdens eneste supermagt i overskuelig fremtid. Den amerikanske økonomi er stærk, og lederskabet i den globale teknologiudvikling er intakt.

Efter det pinligt kaotiske exit fra den fejlslagne krig i Afghanistan er supermagtens troværdighed genoprettet med støtten til og lederskabet i den vestlige verden til Ukraines kamp. Ligesom under Den Kolde Krig viser de amerikanske våbensystemer sig de russiske langt overlegne på verdens slagmarker.

Præsident Biden har på forunderlig vis fået sat fut i klimaomstillingen i USA’s erhvervsliv ved den såkaldte Inflation Reduction Act, der handler om alt andet end inflation, men som til gengæld pumper hundredvis af milliarder af statspenge ind i grøn omstilling. Omfanget af denne indsprøjtning bliver ifølge økonomiske eksperter meget større end oprindeligt antaget, hvor fx Goldmann Sachs skønner, at det bliver fem gange så meget. Det vil både stimulere USA’s industriudvikling og udsigten til globale klimafremskridt. Der pumpes også store ressourcer i at bevare lederskab og kontrol med de mest avancerede chips, der også skal fastholde USA’s militærteknologiske førerposition. Derfor har man også afskåret Kina fra adgangen hertil, hvilket også er en af årsagerne til den optrappede konfrontation mellem Beijing og Washington. Dog ser det lige nu ud til, at der på begge sider er mere fokus på at stoppe for yderligere optrapning mellem de to største økonomier i verden. Det vender jeg tilbage til.

Men disse lyspunkter kan slukkes, og alt gå i sort, hvis Trump vinder præsidentvalget næste år. Det er heldigvis ikke det mest sandsynlige, nu hvor han måske kan indhentes af retsstaten. Men det er uhyre skræmmende, at det amerikanske demokratis tilstand er så ringe, at der overhovedet er risiko for at den store løgner kan komme igen: Han står desværre stadig hos alt for mange millioner af amerikanere som symbolet på kampen mod de klassiske magthavere, der ikke har adresseret menigmands dagligdagsudfordringer og de store sociale og etniske kløfter i samfundet gennem årtier på grund af politisk dødvande i Kongressen.

Trump ved magten igen er livsfarligt. Det kan betyde, at Ukraine udleveres til Putin, at NATO går i opløsning og at der udløses en ny farlig optrapning af konflikten mellem USA og Kina.

Og netop Europas samarbejde med Bidens USA er styrket enormt med den fælles støtte til Ukraine. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har sat sig i spidsen for en afgørende styrkelse af samarbejdet mellem EU og NATO, der også markeres med Finlands og Sveriges vandring til forsvarsalliancen. For to år siden var det utænkeligt med udvidelse af de to organisationer med Ukraine og flere østlige lande, men det er nu på vej, fordi Ruslands krig totalt har ændret perspektiverne. Det sætter også fokus på nødvendigheden af flere flertalsafgørelser for at fastholde beslutningskraft i EU – ikke mindst i udenrigspolitikken. En allerede ambitiøs klimapolitik i EU styrkes i øvrigt af erkendelsen af, at vi kun kommer helt fri af de despoter, der sidder på de største reserver af fossile brændsler, ved at forcere omstillingen til vedvarende energikilder.

Også Europa har risici for politiske omvæltninger, der på ny kan skade og svække os og undergrave støtten til Ukraine. Måske er risikoen størst i Frankrig efter Macron. Ultrahøjreregeringen i Italien har heldigvis rettet overraskende godt ind på den europæiske kurs.

Afrika er, med sin eksplosive befolkningsudvikling, omfattende armod og et emigrationspres, der forstærkes af klimaforandringerne, en fælleseuropæisk udfordring. Hvis Vesten vil undgå entydigt at tabe til Kina og Rusland i kampen om Afrikas gunst, så kræver vilje til et meget stærkere, mere ligeværdigt og økonomisk langt mere rundhåndet samarbejde med Afrika. Det illustreres netop i disse måneder med serien af anti-vestlige kup i de fattigste og hårdest ramte dele af det afrikanske kontinent.

Det har været en skræmmende erfaring for os, at Det Globale Syd sidder på hegnet uden at tage stilling i Ukraine-konflikten. Kun de rige lande i EU og G7 (Nordamerika, Europa og Japan) sammen med Sydkorea, Australien og New Zealand er entydige i sammenholdet.

Udviklingen mod en mere multipolar verden blev understreget af seneste BRIKS-møde i Sydafrika, hvor lederne fra Kina, Indien og Brasilien deltog (mens Putin var nødt til at blive hjemme pga. arrestordren udstedt af den internationale domstol i Haag). Argentina, Etiopien, Iran, Saudi-Arabien, Emiraterne og Egypten kommer med i klubben. Dette nye BRIKS dækker dog over enorme indbyrdes modsætninger – bl.a. mellem Indien og Kina og mellem golfaraberne og iranerne. Indien, Brasilien og Sydafrika ser ikke BRIKS-samarbejdet som en konfrontation med USA-EU-G7, men snarere som en markering af ønsket om langt større hensyntagen til deres interesser fra det rige nord. Hertil hører, at Indien endda deltager i militærsamarbejde med USA for at dæmme op for Kina.

Men det er alligevel Kina, der har størst gavn af udvidelsen af BRIKS – ikke mindst fordi det understøtter kinesernes succes ved at bringe arabere og iranere på talefod og dermed skabe en ny dynamik i Mellemøsten.

Kina har også brug for en succes, for Xi Jinpings styre er mere på hælene, end det hidtil har været erkendt i det heftige amerikansk-europæiske pressebillede om den kinesiske trussel. Kinas anseelse i Vesten er svækket af undertrykkelsen i Tibet og Xinjiang og overgrebet på Hongkongs selvstyre. Samtidig er Kina ramt af Trumps handelskrig og af Bidens supplerende chipskrig og erklærede vilje til at forsvare Taiwan. Det er følelsen af en vellykket amerikansk omringning, der forklarer, at Kina holder hånden over ikke-vennen Putin. Xi forstår nok, at han ikke kan hamle op med USA i en konfrontation, for trods hans oprustning er USA er stadig tre gange mere magtfuldt.

Det har vist hele tiden været en falsk analogi at tale om overhængende fare for en kinesisk invasion af Taiwan i kølvandet af Ruslands invasion i Ukraine, selv om Xi Jinping ved sin aggressive retorik og truende overflyvninger af øen har bidraget til denne frygt. Kinas styre har gennem årtier fastholdt folkelig opbakning ved at sikre hurtig fremgang i levevilkår. Det vil tage en brat ende ved en krig i Taiwanstrædet, hvor USA involveres og økonomien rammes af hårde sanktioner fra Vesten.

Desuden er problemerne hjemme i Kina ved at vokse regimet over hovedet: Den drastiske Covid-nedlukning uden effektiv vaccination og et mere erhvervsfjendtligt klima fører til manglende investeringer både hjemmefra og udefra. Mindre samkvem med omverdenen skaber risiko for langvarig stagnation. Kineserne dæmper også deres forbrug, fordi der er usikkerhed om beskæftigelse og velstand. Der er gigantiske fallitter i ejendomssektoren, stor gæld i det offentlige. Desuden er der kæmpe langsigtede risici, fordi befolkningspyramiden ændrer sig dramatisk med meget lave fødselsrater og hastig aldring. Der tales om risikoen for at kineserne bliver gamle, før de bliver rige.

Kina kan overraske positivt med dramatiske kursændringer, der sætter gang i økonomien igen. Men usikkerheden er meget stor, og køen af kriser har ført til bestræbelser på at genskabe et mere forsonligt forhold til omverdenen. Måske i forståelse af at man er tjent med ny verdensorden, hvor Kina deltager er på mere lige fod – ikke i konfrontation, men ved samarbejde med Vesten. Det skal erindres, at Kina i årevis har været utålmodig med ikke at blive tildelt indflydelse i den gamle vestligt definerede verdensorden i forhold til deres økonomis voksende størrelse i Verdensbanken og Valutafonden, og det havde nok været i Vestens interesse at give dem tidligere. I mellemtiden har de oprettet deres egen regionale ’verdensbank’ – Asian Infrastruture Investment Bank og udrullet det gigantiske Bent and Road initiativ i en volumen, der matcher de gamle fælles institutioner i Bretton Woods systemet – Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Nu ser kineserne frygtsomt ind i en udvikling med dybere kløfter og mindre økonomisk samkvem med Vesten. Det kan ende med at betyde store velstandstab både hos dem og os.

Valutafondens kloge direktør Kristalina Georgieva påpegede netop forleden i en artikel i Foreign Affairs, at den igangværende økonomiske opsplitning mellem Kina og Vesten er et minus-minus spil, der slår langt hårdere tilbage på os end de igangværende sanktioner mod Rusland. Fordi vi de seneste årtier er blevet langt mere sammenflettet med Kina, end vi nogensinde var med Sovjetunionen og Rusland.

Sidst om det, der fylder mest for os i Europa: Ruslands aggression. Putin kan ikke nå krigens mål. Han kan ikke hamle op med de vestlige våben og den ukrainske tapperhed. Men en langvarig frontkrig kan udmatte begge parter og gøre verden stadigt mere ustabil. Udover de enorme fysiske ødelæggelser i Ukraine skaber krigen sult og armod blandt fattige mennesker verden over.

Vil en ukrainsk fremgang på slagmarken så lede til en forandring i Beijings attitude til krigen? Kinas interesse er ikke, at Ukrainekrigen fortsætter og fører til et stadig dårligere forhold til Vesten ved at blive set som indirekte krigsførende på Putins side. Men Kina slår ikke hånden af Putin som en nyttig allieret, der bistår med at lægge modvægt til amerikansk dominans. Desuden frygter man dén usikkerhed, der opstår, hvis Putin mister magten, og fra et modsat udgangspunkt kan man i Vesten også nå til, at det lige nu kan blive endnu mere aggressive kræfter, der afløser Putin, hvis han bliver væltet. Derfor kan det ikke udelukkes, at ukrainsk fremgang ved fronten og fortsat uro i baglandet fra fanatiske militærgrupper som Wagner kan give Kina en interesse i at lægge pres på Putin for at standse krigen og redde sit eget skind. Det er den bedst tænkelige udvikling, fordi Kina nok er den magt i verden, der KAN ruske den russiske diktator til et minimum af fornuft: Rusland er allerede på hælene og på vej til at blive en kinesisk vasalstat, når landet isoleres af Vesten og udmarves mere og mere af krigen. Man er nødt til at lytte til Kina, og da især hvis Beijing lægger presset sammen med toneangivende lande i det globale syd som Indien og fx Saudi-Arabien.

Derfor er det meget spændende, hvad der foregår i hemmelige samtaler i Riyad, hvor både Ukraine, Kina og andre – men ikke Rusland – deltager.

Der er også al mulig grund til at antage, at USA og de store europæiske lande søger at tale med både Kina og Indien om at bygge presset op på Putin at standse krigen.

Måske ser vi ikke foreløbig en fredsslutning, men en våbenstilstand, hvor vi kan genopbygge det meste af Ukraine og give landet garantier for sikkerhed hos NATO og fremtidig deltagelse i EU.

Det kan måske senere bane vej for omtanke og et nyt styre i Rusland, der på en gang må samarbejde med Kina og finde vej tilbage til åbning over for Vesten. Hvis det sker, skal vi være klar til at række ud. Ruslands mentale isolation skal brydes, hvis der ikke skal komme krig på ny. Der er så meget på spil, hvor vi skal have Rusland tilbage ved møjsommelig genopbygning af tillid: Kontrol med masseødelæggelsesvåben, efterhånden nedrustning og samarbejde om økonomi og klima.

Men vejen hertil bliver lang, og en nyt Rusland bliver i bedre fald en slags endestation.

Vesten må acceptere den tiltagende multipolare verdensorden, men insistere på revitalisering af de forpligtelser, vi alle har accepteret som medlemmer af FN. Vejen går utvivlsomt over mere balance i relationerne til Kina, end vi har set de seneste år – og langt mere imødekommende engagement fra os til landene i Det Globale Syd, når det gælder støtte til deres bekæmpelse af fattigdom i almindelighed og konsekvenserne af klimaforandring i særdeleshed.


Mogens Lykketoft (f.1946, cand.polit.) har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Udgivet den

Europa har en vital rolle at spille som brobygger mellem USA og Kina

Det er afgørende, at Europa forstår at stå sammen mod Rusland og angrebskrigen i Ukraine, mens regionen sakker bagud i både folketal og økonomi. Samtidig vokser Kinas indflydelse og selvforståelse – til USA’s skingre fortrydelse. Her har Europa en afgørende rolle at spille for at de to ikke ryger i totterne på hinanden i kampen om henholdsvis at aspirere til rollen som supermagt og – for USA’s vedkommende – fastholde den. Mere om det i min seneste klumme i Altinget

Udgivet den

Tostatsløsning i Israel-Palæstina kræver opgør med Israels apartheidpolitik

Sammen med en række tidligere udenrigsministerkolleger i Europa appellerer jeg indtrængende til det politiske samfund i Europa om at kræve handling og et ophør af Israels skånselsløse apartheidpolitik over for palæstinenserne såvel som, at der gøres en reel indsats for en to-statsløsning.

Appellen bliver desto mere nødvendig efter Netanyahus sejr ved parlamentsvalget i Israel 1. februar og hans forbund med yderligtgående nationalister. Opfordringen er bl.a. trykt i Information 2. november, Le Monde 27. oktober på fransk og på engelsk i Middle East Monitor 28. oktober.

Appel

Mens verden overværer de rædselsfulde begivenheder, der udspiller sig i Ukraine, er nødvendigheden af at beskytte en regelbaseret verdensorden højt på den politiske og offentlige dagsorden. Det internationale samfund har samlet sig bag multilateralisme og behovet for at overholde international lov og beskytte menneskerettighederne. Der er ingen tvivl om, at det er den eneste vej frem i et stadigt mere polariseret globalt landskab.

Samtidig bliver vi mindet om, hvordan det internationale samfund i andre sammenhænge alt for ofte har forholdt sig tavst, undladt at handle på alvorlige krænkelser af folkeretten, og ladet alvorlige overgreb gå ustraffet hen.

De samme standarder og engagement i at beskytte den ukrainske civilbefolkning, og de krav, der stilles, om, at Rusland stilles til ansvar for overtrædelser af international lov, bør gælde globalt, inklusive i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Israel fortsætter upåvirket

EU og dets medlemslande har arbejdet for en tostatsløsning, baseret på suverænitet og lighed for både israelere og palæstinensere, som grundstenen i deres mellemøstpolitik. Alligevel rykker virkeligheden i Israel og i det besatte Palæstinensiske Område sig i den helt modsatte retning. Og vores passivitet kan ende med at få vidtrækkende konsekvenser i regionen såvel som for validiteten og effektiviteten af ​​europæisk diplomati globalt.

Gentagne israelske regeringer, inklusive den nuværende, har igen og igen gjort det klart, at de ikke planlægger at tage de nødvendige skridt for at afslutte den langvarige besættelse. I strid med folkeretten har Israel overflyttet hundredtusindvis af israelske borgere til de besatte områder.

Bosættelserne er etableret i områder, der bevidst opdeler den palæstinensiske befolkning i adskilte enklaver, hvilket undergraver grundlaget for ​​en fremtidig palæstinensisk stat. Der er etableret et todelt retssystem, med ulige rettigheder mellem palæstinensere, der lever under militærstyre, og israelere, der lever under israelsk civil lov.

Palæstinensere udsættes dagligt for strukturel undertrykkelse, såvel som begrænsninger i deres bevægelsesfrihed, overtagelse af jord, nedrivning af boliger, overvågning og krænkelser af grundlæggende borgerrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed.

Reel apartheid

På trods af det håb om forandring, der kom med den koalitionsregering, der blev valgt sidste år, er disse tendenser fortsat. Vi er vidne til en væsentlig forøgelse af hyppigheden i og alvoren af straffri ​​bosættervold mod den palæstinensiske befolkning.

Israels forsvarsministerium har iværksat et hidtil uset nedslag mod det palæstinensiske civilsamfund og forbudt seks af de mest fremtrædende ngo’er. I 2021 dokumenterede FN det højeste antal israelske nedrivninger af palæstinensiske strukturer i en årrække, mens et rekordhøjt antal nødhjælpsprojekter doneret af EU og medlemslande blev ødelagt eller konfiskeret. Senest, den 5. maj i år, gav den israelske højesteret grønt lys til tvangsforflyttelse af mere end 1.000 palæstinensiske indbyggere i området Massafar Yatta syd for Hebron. Hvis dette gennemføres, vil det udgøre den største tvangsforflyttelse i de besatte områder siden 1970’erne.

Drabet på al-Jazeera-journalisten Shireen Abu Akleh, mens hun udførte sit arbejde, understreger en stigende og dybt alarmerende tilsidesættelse af palæstinensernes grundlæggende rettigheder og friheder.

I løbet af de seneste år har flere og flere israelske og internationale menneskerettighedsorganisationer sluttet sig til det palæstinensiske civilsamfund og konkluderet, at det israelske system, der undertrykker palæstinenserne, især i de besatte områder, udgør apartheid. Dette inkluderer omfattende juridiske analyser fra B’Tselem, Yesh Din, Human Rights Watch, Amnesty International, en særlig FN-rapportør og Harvard Law Schools International Human Rights Clinic.

Vi er overbevist om betydningen af, at det internationale samfund arbejder for at støtte to stater, Israel og Palæstina, der lever side om side i sikkerhed, demokrati og fred. Og det er på høje tid, at Israels allierede, inklusive EU og dets medlemsstater, igen bekræfter deres forpligtelse til to stater ved at holde Israel ansvarlig for de igangværende krænkelser af palæstinensiske menneske- og frihedsrettigheder.

Vi ser ikke andet alternativ end at anerkende, at Israels politikker og praksisser over for de palæstinensere, der bor på Vestbredden, Østjerusalem og i Gaza, er apartheid, en forbrydelse ifølge international lov, og vi opfordrer vores kolleger i det europæiske politiske samfund til at slutte sig til os og kræve handling for at afslutte disse uretfærdige politikker og dermed stille en tostatsløsning på konflikten i udsigt.

  • Mogens Lykketoft er tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling, Danmark
  • Hubert Védrine er tidligere udenrigsminister i Frankrig
  • Baronesse Sayeeda Warsi er tidligere Cabinet Minister and Foreign Office Minister for FN, Menneskerettigheder og ICC, Storbritannien.
  • Erkki Tuomioja er tidligere udenrigsminister i Finland
  • Ivo Vajgl er tidligere udenrigsminister i Slovenien

Mere her

Udgivet den

Uden klimaløsning realiseres Verdensmålene aldrig

SDGs

Beskatning af både rige borgere og velpolstrede virksomheder kan bremse populismen og støtte verdensmål 10 om at mindske ulighed. Om dette og mere til i denne kommentar i Altinget 15. august 2022 – eller læs den nedenfor:

Globalt samarbejde

Verdensmålene tilsiger, at menneskeheden skal samarbejde og koncentrere kræfterne om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom og ufred. Særligt vi i de rige lande skal i stor hast omlægge vores livsstil, hvis den globale opvarmning skal bremses.

Allerede nu oplever vi meget mere vildt vejr med hedebølger, vældige skovbrande, orkaner og oversvømmelseskatastrofer. Især – men ikke kun – i de i forvejen varme egne af verden.

Det rammer oftest nogle af de allerfattigste. Det ødelægger landbrugsområder, boliger og infrastruktur og er et alvorligt helbredsproblem for mennesker, dyr og planter. Global opvarmning er reelt en forstærket trussel om uoprettelig udryddelse af en stor del af den eksisterende biodiversitet.

Et ret upåagtet men enormt problem på vore breddegrader er den overhængende risiko for, at mennesker med stigende levestandard vil imødegå den globale opvarmning ved at investere massivt i luftafkøling.

Risikoen for ny strøm fra fossile brændsler

Det vil i nogle varme lande være det største enkeltbidrag til at bruge mere strøm. Folk vil nemlig forsøge at mindske generne ved den globale opvarmning, men hvis denne efterspørgsel imødekommes ved at bygge flere kulkraftværker, bruge oliefyrede generatorer eller brænde naturgas af, betyder det, at den indendørs nedkøling vil accelerere temperaturstigningen udenfor kraftigt.

Det effektive svar på dette voldsomme dilemma er derfor her og nu at indføre standardkrav om på langt mere energieffektive airconditionanlæg. Man må desuden holde op med at subsidiere fossile brændsler, som der ellers kan være en tilbøjelighed  til at gøre for at mindske forarmelse og social uro på grund af den aktuelle eksplosion i energipriserne. 

I stedet må der gøres en massiv indsats for at få priserne på basale fødevarer nedad igen. Det kan ske ved en kombination af markedsindgreb – som for eksempel aftalen om at få korn ud af Ukraine og Rusland trods krigen – og ved subsidier finansieret ved lån fra de rige lande og blandt andre Verdensbanken.

Co2 afgifter skal styrke fossilfri strømforsyning

Når priserne igen falder på det fossile, er der i de rige lande brug for via CO2-afgifter at fastholde en høj pris for at understøtte en overvældende massiv udbygning af en CO2-fri strømforsyning.

En sådan politik til fordyrelse af det hidtidige adfærdsmønster vil møde politisk modstand, hvis man ikke på anden vis kan give støtte eller lette skatten for familier, der har beskedne indtægter.

I Danmark med de mange naturgasfyrede private husholdninger, der ikke hurtigt kan omstilles til billigere fjernvarme eller varmepumper, kan der være brug for at give ganske mange indkomstbestemte tilskud i de nærmeste år.

Det er ikke umuligt at finde bæredygtige og socialt afbalancerede løsninger, men der har de seneste seks år været stadig flere sten på vejen for det globale samarbejde og prioritering af verdensmålene.

Øget fattigdom nærer social og politisk ustabilitet

Brexit, Trump og hans klimafornægtelse, pandemien og konfrontationen mellem USA og Kina. Nu tilføjet Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden med forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi.

Flere bliver rigtigt fattige, og det nærer social og politisk ustabilitet – også i Europa. Det vil allerede nu med sikkerhed øge presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd.

Krigen i Europa udløser en dyr oprustningsbølge, der kan fortrænge investering i verdensmål. Det er desuden en reel risiko for at det amerikanske demokrati med helt uoverskuelige konsekvenser kollapser med genvalg af Trump i 2024. Derfor er det vanskeligt at fastholde fokus på klimakrise og verdensmål.

EU ser ud til at være den del af verden, hvor fokus stadig er stærkest med meget ambitiøse planer for grøn omstilling. Der er udbredt forståelse for, at klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokravet og afsavnene undervejs er større, end vi havde forestillet på grund af Putins krig og det forventede stop for russisk gas.

Det presser som sagt privatøkonomien hos mange, og vi risikerer at låse os fast på øget forbrug af kul, olie og dyr flydende gas (LNG) for at holde økonomien i gang trods fraværet af den russiske gas.

Derfor er der i Tyskland og mange andre lande vældige ambitioner om hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Men det kræver en helt anderledes hurtig godkendelse af vedvarende energianlæg end hidtil. Den tyske vicekansler Robert Habeck har for eksempel sagt, at det i nogle tilfælde handler om at få tidsforbruget for myndighedsgodkendelser ned fra 15 til halvandet år!

Så slemt er det naturligvis ikke altid, men givet er det, at regler må forenkles og såvel sagsbehandling som klagefrister må forkortes meget kraftigt.

Vindmøller og solcelleanlæg er vejen frem

Hvis vi skal sikre bæredygtig og billigere energiforsyning som svar på de nuværende kriser, så må man leve med udsigt til vindmøller og solanlæg. Hensyn til biodiversiteten skal naturligvis tages, men det må være ved præcise myndighedskrav fra starten og ikke ved, at store vedvarende energianlæg undervejs sættes i stå af klageinstanser.

Desuden må der satses stort på uddannede og tiltrække kvalificeret arbejdskraft og hurtigt at udvide den europæiske industrikapacitet til at levere vedvarende energianlæg, hvis vi skal undgå flaskehalse og en stærkt stigende pris på den grønne omstilling.

Den økonomiske smerte – især hos den mindre velstillede det af befolkningen – kan udløse modvilje mod den aktuelle kurs for Europa. Vælgeroprør kan resultere i mere national egoisme, svækket solidaritet over for den russiske aggression og endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.

Windfall-skat og retfærdig byrdefordeling

De toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere. En nødvendig forudsætning for succes er en klart mere socialt retfærdig byrdefordeling. 

Derfor skal velhavende borgere og selskaber betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse, og vi dermed kan undgå politisk ustabilitet. 

Den danske overvismands forslag om en effektiv beskatning af krisetidens enorme éngangsgevinster i skibsfarten og fra andre steder – også forslag om særskat på de fossile energiselskabers enorme profitter – er uhyre relevante bidrag.

Mindre ulighed – verdensmål 10, der vedrører både rige og fattige lande – er en nødvendig forudsætning for at stabilisere demokratiet og sikre folkelig forståelse for, at det også er i vores langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet.

Mogens Lykketoft er Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN’s generalforsamlingDette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mere fra min hånd om klimaet og FN’s Verdensmål

Udgivet den

Giv ikke Putin anledning til det mindste smil

Jeg håber på et ja til ophævelse af forsvarsforbeholdet i EU 1. juni. En ven spurgte mig forleden, om jeg kunne ridse de vigtigste argumenter for ja og nej op. Jeg måtte svare, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om ét eneste godt argument for nej, selv om jeg sammen med lederne i Socialdemokratiet, SF og De Radikale var med til at formulere forbeholdene for 30 år siden. Læs min klumme i Berlingske om forsvarsforbeholdet – i avisen eller nedenfor:

Vi skal stemme onsdag

Vi skal ikke til folkeafstemning, fordi grundloven kræver det: Danmark afgiver faktisk ikke suverænitet, og selv om vi gjorde, så var der i denne sag 5/6 flertal i Folketinget for at afskaffe forbeholdet uden folkeafstemning. Men for 30 år siden gav Folketinget og regeringen løfte om, at bortfald af de danske forbehold kun kan ske ved folkeafstemning. Derfor havde vi i 2000 afstemning om dansk deltagelse i euroen og i 2015 om dansk deltagelse i det retlige samarbejde. Begge gange blev det nej.

Jeg håber inderligt, at vi ikke igen skal opleve et nej, men at vi får høj valgdeltagelse og et stort ja.

Mange har imidlertid ikke engageret sig i diskussionen, og vi risikerer, at de bliver væk fra stemmeurnerne, fordi de ikke kan gennemskue, hvad det handler om.

En ven spurgte mig forleden, om jeg kunne ridse de vigtigste argumenter for ja og nej op.

Jeg måtte svare, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om ét eneste godt argument for nej, selv om jeg sammen med lederne i Socialdemokratiet, SF og De Radikale var med til at formulere forbeholdene for 30 år siden. Verden er nu totalt forandret, og ingen af os, der skrev forbeholdet dengang, ønsker i dag at bevare det.

I øvrigt synes jeg hverken nejsigerne er kommet med gode, lødige eller korrekte argumenter.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige lyver ligefrem, når de postulerer en modsætning mellem NATO og EU i forsvarssagen. NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg fastslår entydigt, at NATO med USA i spidsen ønsker et stærkere EU-samarbejde om forsvaret, fordi det lægger op til arbejdsdeling, ikke konkurrence. Påstanden om en kommende EU-hær, som danske soldater kan tvangsudskrives til, kan aldrig blive en realitet, EU kan enes om: Ligesom vi selv bestemte at deltage i for eksempel Afghanistan, så bestemmer vi selv, hvilke EU-missioner vi eventuelt vil deltage i. Og som hidtil vil det altid kun være med professionelt, frivilligt mandskab.

Specielt Enhedslisten er i selvmodsigelse med deres fornuftige ny erkendelse af, at vi skal arbejde på at forandre EU i stedet for bare at være imod medlemskab. Enhedslisten og de gamle EU-modstandere i Folkebevægelsen påstår, at forsvarssamarbejde i EU vil øge de i forvejen stigende rustningsudgifter. Det er der ingen anledning til at tro.

Der er bred politisk enighed om, hvor stort forsvarsbudgettet skal være, og disse rammer vil ikke blive berørt af, om nogen af ressourcerne bruges i missioner, som EU er spidsen for – i god i forståelse med NATO. Samarbejdet om europæisk våbenproduktion vil ikke – som påstået – føre til, at der kommer mere isenkram, krudt og kugler end uden dette samarbejde. Det handler alene om, at Europas bidrag til det fælles forsvar i højere grad kan føre til arbejdspladser og teknologiudvikling hos os i stedet for i USA’s våbenindustri.

Dyrket nordisk samarbejde

Personligt har jeg også større tillid til, at eventuelle missioner i Afrika eller Mellemøsten gribes klogere an i EU-regi end det blev, når vi i fortiden deltog i amerikansk ledede operationer. Vi kan meget bedre præge indholdet gennem EU. Bedst i nært samarbejde med de andre nordiske lande, som vi har allerflest værdier tilfælles med.

Forleden hørte jeg en ekspert sige, at det hele kun var et spørgsmål om, hvorvidt soldater skulle udsendes til eventuelle missioner under NATO, EU eller FN. Det samlede antal soldater, der kan udsendes, er nok ret konstant, og mod øst sker udsendelse entydigt i NATO-regi. Ingen ønsker, at værnet mod Putin kommer til at ligge andre steder end i NATO. Men der kan komme usikkerhed om USA’s vilje, hvis Trump vender tilbage, og i så fald må Europa være villig til at løfte mere selv.

I øvrigt er det tænkeligt, at EU og FN kan spille sammen ved, at EU-ledede styrker kan indgå i fredsbevarende FN-missioner. Det var en mulighed, daværende FN-generalsekretær Kofi Annan talte varmt for over for os europæiske udenrigsministre i 2001, da EU forrige gang overvejede at have beredskab til EU-missioner. Kofi Annan sagde, at det ville give FN ekstra muligheder for fredsbevarende operationer, hvis EU kunne hjælpe til hurtigere udrykning med bedre uddannet mandskab.

Jeg kan, som nævnt, ikke finde argumentet for nej. Derimod kan jeg finde et ekstra for ja: Det kan godt være at Putin – med de enorme problemer, han har givet verden og sig selv – har mindre fokus på, om Danmark som eneste land i EU og Norden ikke vil deltage forsvarssamarbejde i EU. Men han vil nok alligevel kunne få et lille smil frem, hvis Danmark i den nuværende situation afviser et nærmere samarbejde med sine nærmeste venner og naboer om et forsvarspolitisk spørgsmål.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlinske 30. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og folkeafstemningen

Udgivet den

Ud med forsvarsforbeholdet, så nordisk drøm kan gå i opfyldelse – til Danmarks fordel 

Med afskaffelse af det danske forsvarsforbehold i EU og Sverige og Finland i NATO er hele Norden samlet med en helt anden styrke og indflydelse på den forsvars- og sikkerhedspolitiske tænkning både i NATO og i EU. Mere om dét i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Endelig et nordisk forsvarsforbund!

Statsminister Hans Hedtoft kæmpede i 1948-49 for et neutralt nordisk forsvarsforbund. Norge ønskede beskyttelse fra USA og Storbritannien gennem NATO, og Sverige ville ikke alene påtage sig at garantere Danmarks sikkerhed. For at lette det sovjetiske pres på Finland insisterede svenskerne på at forblive neutrale. Derfor kom Danmark med i NATO.

Drømmen om et nordisk forsvarsforbund levede dog videre langt op i tiden – især blandt modstandere af amerikanske interventioner rundt om i verden fra Vietnam-krigen, CIA’s involvering i kup mod demokratiske regeringer blandt andet i Chile og til invasionen i Irak, der blev iværksat på et falsk grundlag og med dystre konsekvenser for stabiliteten i hele Mellemøsten.

Personligt var jeg enig i denne kritik af USA, men måtte erkende, at Vesteuropa ikke ved egne kræfter kunne afskrække en sovjetisk trussel. Vi havde brug for USA og NATO.

Ruslands levende imperiedrømme

Efter Den Kolde Krigs afslutning håbede mange af os på en europæisk sikkerheds- og samarbejdspagt med et demokratisk Rusland. Men de ny demokratier i Østeuropa havde ikke tillid til, at de russiske imperiedrømme var lagt i graven. De bad indtrængende om medlemskab i NATO. Jeg var selv som dansk udenrigsminister i Washington for at tale for de baltiske landes optagelse i NATO, som USA i starten ikke var særlig positiv over for.

Vi må – efter mere end 20 år med Putin som Ruslands stadigt mere totalitære hersker og den aktuelle aggressionskrig – erkende, at østeuropæerne havde ret. Der diskuteres, om vi kunne have afværget Putin-udviklingen ved at håndtere forholdet til Rusland anderledes efter 1992. Men intet kan retfærdiggøre det barbariske overfald på Ukraine, og frygten for fortsættelsen har udløst voldsom nyorientering af europæisk sikkerhedspolitik:

Finland og Sverige vil nu med i NATO, og europæiske NATO-lande opruster med soldater og isenkram. Vi skal have tilstrækkeligt konventionelt militær til at standse et russisk overfald på et NATO-land, uden at alliancen tvinges til at bruge atomvåben for at slå angrebet tilbage. Det handler om at gøre sikkerhedsgarantien til alle NATO-lande troværdig uden at risikere at udløse Tredje Verdenskrig.

Risikoen for Trumps genvalg

Men Europas oprustning har også en anden begrundelse: Vi er trygge ved præsident Bidens opbakning, og vi ønsker at fastholde USAs tilstedeværelse i Europa i disse dystre krigstider. Ingen ønsker, at Europas forsvar skal organiseres uden for NATO. Men i grunden ved vi ikke, i hvilket omfang USA vil stå ved sine forpligtelser, hvis katastrofen sker, at Trump bliver genvalgt. Under alle omstændigheder må vi forvente, at USA overlader meget mere af de sikkerhedspolitiske udfordringer i Afrika og Mellemøsten til europæerne. Det kan også kræve militær udrykning.

Hvis det bliver nødvendigt, vil jeg være mere tryg ved en europæisk ekspedition end en gentagelse af tidligere tiders smertefulde interventioner under amerikansk ledelse i de såkaldte koalitioner af villige. Det kan det europæiske forsvarssamarbejde komme til at handle om, også for Danmark, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet. Men det vil altid være Danmark selv, der beslutter, om vi vil medvirke, og det vil altid være med frivillige soldater, fuldstændig som når vi har været ude i amerikansk ledede missioner.

Opfyldelsen af en gammel drøm

Bundlinjen er, at Danmark har en interesse i at styrke vor egen og Europas sikkerhed, både ved øgede bidrag til NATO og friheden til at deltage i forsvarspolitiske initiativer i EU.

Det nye og interessante er, at den gamle drøm et nordisk forsvarsfællesskab er i færd med at gå i opfyldelse – inden for NATO og inden for EU: Sverige og Finland bidrager med at melde sig ind i NATO. De er allerede med i EUs forsvarssamarbejde – og dér har Norge også meldt sig ind, selv om landet ikke er fuldt medlem af EU. Det eneste nordiske forbehold ville være Danmarks i forhold til EU. Dette forbehold havde mening i 1992, da jeg selv var med til at skrive det: Vi skulle efter en tabt folkeafstemning finde grundlaget for fortsat deltagelse i det meste af EU-samarbejdet. Men forbeholdets fædre i S, SF og RV er enige om, at det i dag er uden mening og bør ophæves ved folkeafstemningen 1. juni.

Med hele Norden samlet omkring bordet kan vi med en helt anden styrke få indflydelse på den forsvars- og sikkerhedspolitiske tænkning både i NATO og i EU. I det lys vil det være absurd at fasthold et hjørne, hvor Danmark som eneste nordiske land ikke kan deltage: Det gamle forsvarsforbehold blev født i en helt anden tid og på en helt anden baggrund end dén, vi nu er nødt til at handle i forhold til.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlæg udgivet i Berlingske 2. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og om NATO

Udgivet den

Sådan forsvarer vi os bedst

Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan herske tvivl om udfaldet af folkesafstemningen 1. juni, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvor vigtigt, det er, at vi stemmer ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU. Læs den her – eller nedenfor:

»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«

Det var et modigt nationalt forsvarskompromis, som Folketingets fem gamle og for tiden største partier indgik i sidste måned som svar på Putins angrebskrig i Ukraine. Statsministeren viste på ny handlekraft og lederskab i en dramatisk forandret international situation, og SF’s formand tog et stort og overbevisende spring ud af fortidens pacifisme.

Det mindede mig om, hvad den gamle modstandsleder Frode Jakobsen sagde til mig for mere end 50 år siden:

»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«

Den danske aftale kom i kølvandet på meldingen fra Tysklands socialdemokratiske kansler og hans grønne og liberale regeringspartnere om at droppe Nord Stream 2 og hæve forsvarsudgifterne til to procent af BNP. Det er en kovending, der igen placerer Tyskland som Europas centrale magt og Danmarks nok reelt nærmeste allierede.

Uden Putins aggression havde det nye råderum, der nu blev frigjort til Forsvaret, været bedre anvendt til mere borgernær velfærd. Nu er den vigtige diskussion, hvordan vi frem mod 2033 skal anvende de efterhånden ekstra fem-seks promille af vores nationalprodukt til forsvar.

Cyberforsvar og energiuafhængighed

Den større udsendelse af soldater til Baltikum er aktuelt set indlysende. Sikkert også flere flådefartøjer i Østersøen og i Arktis. Men en meget stor portion af de mange penge bør anvendes til at bekæmpe nye typer af fare: Der skal bruges enorme midler i både det offentlige og private Danmark til at værne os mod cyberangreb, der kan ødelægge vores infrastruktur, lukke vore arbejdspladser eller påføre os enorme regninger til at genstarte økonomien. Vi skal som en meget reel del af forsvarsindsatsen investere i endnu hurtigere omstilling til vedvarende energi for at frigøre os fra russisk gas. Vi får brug for et meget konkret beredskab til at afværge også fysiske angreb på vores energisystemer, ikke mindst på de nye energiøer.

Pålidelig public service

Desuden bliver en nødvendig del af dansk og europæisk forsvar at give effektivt modspil til den enorme 18 år lange russiske investering i – både ude og hjemme – at sprede den overvældende masse fake news og propaganda, der med stor effektivitet har skabt russernes opbakning til krigen, og som især den nationalistisk-populistiske højrefløj i Europa længe har ladet sig besnære af. Vi skal sammen med andre EU-lande investere i en objektiv public service, der kan modvirke denne smitte og især i dén teknologi, der kan få sådanne informationer om virkeligheden til at gennemtrænge det nye jerntæppe

Når den frygtelige krig i Ukraine engang slutter, skal vi finde balancen i det dilemma, der delte os i første del af 1980erne: Hvornår er vores rustning i Vesten så overvældede, at modparten enten giver op – som det heldigvis skete under Gorbatjov – eller tror, at vi kan være fristet til at slå dem ud én gang for alle og derfor i desperation selv slår først.

Ikke blåøjet, men blot som konstatering af, at verdens udvikling sker i uforudsigelige hop, kan vi håbe, at i 2033 ser meget anderledes ud, fordi der til den tid er et nyt regime i Moskva, der vil aftale våbenkontrol og nedrustning og tage imod et økonomisk samarbejde, så vi alligevel ikke behøver at gå helt til de to procent i forsvarsinvestering.

1. juni skal vi have folkeafstemning om at fjerne vort forsvarsforbehold over for EU. Det anbefales enstemmigt af os tre partier, der aftalte forbeholdene i 1992: S, R og SF.

Afskaffelse af forsvarsforbeholdet giver os frihed

Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan være tvivl om udfaldet, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Desværre vil Enhedslisten nok også være på den vogn, selv om den toneangivende yngre generation ellers har rykket sig enormt, erkender at NATO for tiden er nødvendigt og vil kæmpe for at forandre EU i stedet for at forlade det. Men hvorfor så fastholde forsvarsforbeholdet? Det er vel, fordi det tager tid at få de sidste gamle bolsjevikker og pacifister til at forstå, at forsvarsforbeholdet lænker os unødigt til kun at deltage i militære aktiviteter, når USA fører an.

Afskaffelse af forbeholdet giver os frihed, men ikke pligt til militært at agere sammen med andre EU-lande, hvis USA’s engagement i Europa og NATO svækkes – for eksempel fordi amerikanerne gentager katastrofen med Trump. Hvem i Enhedslisten mener virkelig, at det i en sådan situation er bedst at være henvist til at alene at pejle efter Washington, fordi vi ikke kan samarbejde i EU? Det er hvert fald for mig et centralt argument for at af al kraft at kæmpe for at komme af med EU-forbeholdet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Denne kommentar udkom i Berlingske 5. april 2022.

Mere fra min hånd om forsvar mm.

Udgivet den

Krigens og oprustningens tidsalder

Putin var sikker på, at han kunne købe os og splitte os, og at USA var på retur. Derfor mente han, tiden var moden til at overtage Ukraine med en lyninvasion. Dét handler min kommentar i Berlingske om 10. marts 2022. Læs den her – eller nedenfor

Putin blev opmuntret af Vestens svaghed

For to uger siden udløste Putin ragnarok. Verden er anderledes farlig i dag end 23. februar. Ikke kun for de millioner, der lider og flygter i Ukraine, og for de tusinder, der mister liv og lemmer. Hele verdens fremtid er formørket. Vi er midt i en ny tidsalder med farlig kold krig, massiv oprustning og frygt for atombomber og en ny verdenskrig.

Burde vi ikke være advaret ved at se Putins kyniske brutalitet hele vejen fra kvælningen af tjetjenernes frihedskamp, lynkrigen mod Georgien i 2008, kuppet med overtagelsen af Krim i 2014, den blodige grænsekonflikt i Donbass, der har krævet 14.000 døde og krigen i Syrien? Jo, men vi vægrede os ved at tro, at der ville følge en langt større og mere risikabel krig.

Kunne Vesten have undgået det? Måske blev der for 20- 25 år siden gjort for lidt for at inddrage Rusland i et tillidsskabende samarbejde i Europa, der kunne have hindret en Putin-skikkelse i at vokse til fuldblods diktator. Nu har han oplevet, at hans magtpolitik gang på gang lykkedes. Han har samtidig udviklet en stadig større vrede over Sovjetunionens sammenbrud og en paranoia over NATOs fremmarch mod øst. Manden, der hersker over 6.000 atombomber, tror kun, Rusland kan være stærkt og sikkert for hans styre, hvis nederlaget i Den Kolde Krig omgøres. USA og Europa skal trænges tilbage.

EU og NATO rykker tættere sammen

Han er blevet opmuntret af Vestens svaghed. Han var sikker på, at han kunne købe os og splitte os, og at USA var på retur. Trump havde jo været hans ven. Biden var nok en svækling, der lå ned efter det kaotiske exit fra Afghanistan. USA’s modstand mod Kinas fremmarch havde drevet kineserne ind i et samarbejde med Rusland. Derfor, mente Putin, var tiden moden til at overtage Ukraine med en lyninvasion.

Forventningen var åbenbart at gentage den sovjetiske lyninvasion i Tjekkoslovakiet i 1968, hvor regering og folk rakte hænderne i vejret over for den overmægtige angrebsstyrke og accepterede et russisk marionetstyre. Det har vist sig at være en gigantisk fejlbedømmelse. Det land, som Putin ikke mener er et rigtigt land, har rejst sig som en samlet nation, der – ligesom Ungarn i 1956 – kæmper heroisk imod overmagten. Ukrainernes modstand har afsløret overraskende store svagheder i Ruslands militær. Men tragedien kan stadig blive rædselsfuld stor for civilbefolkningen, hvis Putins svar på modstanden er barbariske ødelæggelser af hele byer som i Grosnij i Tjetjenien og Aleppo i Syrien.

Putin blev overrumplet af et helt enestående sammenhold i NATO, i EU og mellem 141 lande i FNs generalforsamling. Han mødes af forkrøblende økonomiske sanktioner fra omverdenen. Det sidste og afgørende stød frem mod statsbankerot vil være, når Europa kan undvære Ruslands naturgas: Klimaløsning og sikkerhedspolitik hænger nu uløseligt sammen. Vi i Vesten skal op i et tempo med at udvikle vedvarende energikilder, der kan sammenlignes med USAs omstilling til krig i 1941.

Tyskland har fået en nøglerolle i omstillingen af både militær- og energipolitik. Tyske magthavere vil ikke længere forstå eller tilgive Putin: Tyskerne kommer i stedet til at yde et kæmpe offer i ny oprustning, grøn omstilling og store byrder ved sanktionerne mod Rusland. Også Danmark viser et massivt politisk sammenhold om at knytte os nærmere både til EU og NATO og yde et stort ekstra bidrag til den kollektive sikkerhed.

Krigen i Ukraine fortsætter

Vi tør ikke direkte gå i krig for Ukraine af frygt for Verdenskrigen, og vi kan ikke håbe, at Putin giver op. Krig og undertrykkelse i Ukraine vil derfor fortsætte. Men Putins epoke slutter engang. De fleste russere har aldrig villet denne krig. Vi skal være klar til at forberede forslag om våbenbegrænsning, afspænding, en europæisk sikkerhedspagt og et økonomisk samarbejde dén dag, hvor der kommer et nyt styre i Rusland, som vi tør tro, at vi kan lave aftaler med. Vi skal arbejde for, at den dag kommer snart ved at finde nye veje til bryde censuren og afsløre Putins monumentale forbrydelser og løgne for hans egen befolkning.

Kina er ikke en naturlig allieret for Rusland. Kina ønsker åben verdenshandel uden sanktioner og handelskrig, og ser derfor med mistro på den uorden Putin nu har skabt. Vi har alvorlige konflikter med Kina om menneskerettigheder og om fordelingen af økonomisk magt i det 21. århundrede. Men i hele spektret fra at løse klimakrisen og undgå verdenskrigen har vi faktisk fælles interesser med kineserne, der bør veje langt tungere end modsætningerne – og tungere end kinesernes øjeblikkelige interesse i tilnærmelse til Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev bragt i Berlingske 10. marts 2022

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Merkel har vendt sin snæversynede spareholdning ryggen

Coronakrisen har vist EU’s oprindelige ‘sparebande’, at sparsommelighed netop ikke er vejen frem. Det er til gengæld genopfindelse af statens rolle i at sætte økonomien på sporet.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske 23. juli 2020. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Der er ingen grund til bekymring for dansk statslig låntagning for at få gang i økonomien

Berlingske gav til min store glæde forleden plads til et interview med mig. Det handlede om læren fra S-udspillet Gang i 90erne og behovet for igen at give en kraftig statslig økonomisk indsprøjtning for at få gang i investering og beskæftigelse – nu med mest muligt fokus på klimaløsning og bæredygtighed.

I mandags bragte avisen endnu en artikel om, hvordan man verden over er ved at genopfinde staternes rolle i at få markedskræfterne til at arbejde for det fælles bedste.

Fordelene ved en troværdigt ledet stærk stat, der evner at handle hurtigt, har et godt og gratis offentligt sundhedsvæsen og anstændig social tryghed, illustreres bedre end nogensinde ved sammenligning af Danmark og USA under covid-19-pandemien. Derfor får Cepos stadigt færre tilhængere af budskabet om neddrosling af statens rolle, også når de private markedskræfter har svindsot – og om at satse på sparepolitik og budgetbalance – også i krisetider.

Det er meget bemærkelsesværdigt – og aldeles afgørende for at få gang europæisk økonomi – at kansler Merkel har drejet sig 180 grader væk fra sin snæversynede spareholdning, der i årene efter finanskrisen dominerede i EU og låste Sydeuropa fast i langvarig økonomisk krise og arbejdsløshed.

Nu har kansleren gennemført en vældig finanspolitisk stimulans hjemme i Tyskland. Samtidig har hun sammen med den franske præsident ført an i forhandlingerne på EU-topmødet om den store, solidariske europæiske genopretningspakke. Eksportnationen Tyskland har omsider erkendt, at dens fortsatte velstand beror på, at der hurtigt skabes købekraft i nabolandene.

»De fattigere europæiske lande behøver med andre ord ikke i de nærmeste årtier at bekymre sig om den gæld, de pådrager sig via den europæiske genopretningspakke.«

Genopretningspakken har haft en vanskelig fødsel – især fordi der i nordeuropæiske lande med god orden på egen økonomi næres modvilje mod omfanget af gavebistand til Sydeuropa.

Denne diskussion har jeg hele tiden betragtet som en underordnet knast og et problem, det var let at løse: Sondringen mellem lån og tilskud fra EU har været langt mere underordnet, end alle parter har fundet det opportunt at erkende i den offentlige debat på hjemmefronten. Det afgørende er, at det er EUs fælles låneværdighed, som også de fattigere og svagere medlemslande kan trække på.

Da jeg første gang var dansk minister i starten af 1980erne, var vi plaget af dyr långivning og eksploderende statsunderskud. Vi skulle hele tiden ud at låne nye penge og genfinansiere gammel gæld til en rente på ca. 20 pct. Det var en lavine, der truede med helt at knuse os.

Lånene billige og afdragsfri

Det er forståeligt, at mange med erindringer fra dengang frygter en gentagelse. Men konsekvenserne af låntagning i dag og i al forudsigelig fremtid er fuldstændig forskellig fra dengang. En af verdens førende finanseksperter, den ungarsk-britiske milliardær, valutaspekulant og demokratifilantrop George Soros, påpegede for nyligt, at rige stater – og EU – kan låne penge til 0,5 pct. i rente uden forpligtelse til i nogen fremtid at afdrage på gælden. Så enorme er de formuer hos private personer, fonde og pensionskasser, der i disse nye tider ikke kan placere sig risikofrit og samtidig få et nævneværdigt renteafkast. Der betales endda strafrente for indskud i bankerne. De fattigere europæiske lande behøver med andre ord ikke i de nærmeste årtier at bekymre sig om den gæld, de pådrager sig via den europæiske genopretningspakke.

Der er heller ingen grund til bekymring for dansk statslig låntagning for at få gang i økonomien. Lånene kan optages til en rente omkring nul og uden afdrag. Der er ikke tale om en regning, der kommer hurtigt efter os.

Boris Johnson skeler til FDR

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, taler nu om at efterligne Franklin D. Roosevelt, der som amerikansk præsident brugte staten til at bringe økonomien ud af 1930ernes krise. De britiske konservative bevæger sig dermed langt væk fra Thatchers kamp mod en stor og aktiv statsmagt, der også blev videreført af Cameron efter finanskrisen. Den nye Johnson synes derimod at være på linje med den nye Merkel. Hans problem er bare, at det bliver både sværere og dyrere for Storbritannien end for EU at investere sig ud af krisen.

Britisk økonomi stækkes af de selvpålagte plager ved Brexit. Johnson har dyrket en illusion om at erstatte EU-fordelene med gunstige handelsaftaler med især USA, men også med Kina, Japan, Indien, Afrika m.fl.

USA giver imidlertid ikke ved dørene.

Trump har desuden – ved at tvinge briterne til at afbryde samarbejdet med Huawei – bragt dem kollisionskurs med Kina. Helt generelt er verden i øvrigt mere optaget af at lave aftaler med EU end med det ensomt sejlende endnu Forenede Kongerige.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 23. juli 2020

Mere fra min hånd om EU