Kategori: International politik

Udgivet den

Putin, Trump og Netanyahu er magtfulde monstre, som samler menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed – mere om dét i min seneste kommentar i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Vanvittig verden

Sommeren er god ved os, der blev hjemme fra hedebølger, oversvømmelser, tørke eller konflikter i andre dele af verden. Hjemme kan man dyrke sin have. Svømme i rent havvand. Mødes og spise godt med familie og gamle venner. Få tid til at fordybe sig i bøger, aviser og tidsskrifter.

Men når man holder sig orienteret om verdens tilstand, bliver man alligevel ustandseligt konfronteret med vanvid og plaget af bekymring for, at det kan gå endnu mere galt med det lille mandskab, der bestemmer det meste:

De mest magtfulde monstre som Putin, Trump og Netanyahu synes at samle de fleste af menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe: Grænseløs grådighed efter penge og magt, hæmningsløs kynisme og ufølsomhed over for andres lidelser. 

Det er mennesker, der er forgiftet af egne vrangforestillinger og marineret i hævngerrighed. Der er intet grundlag for at tro, at de vil overholde aftaler, man laver med dem.

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed. Der er ikke enighed om, hvorvidt at det er klogt at konfrontere monstrene.

Europas fokus er på sikkerhed, forstået som forsvar mod Putins aggression ved at sikre Ukraines overlevelse og selv opruste massivt. Det kan tage år at kunne modstå Putin alene, og derfor klamrer vi os til en forhåbning om, at Trump vil indse USA’s egeninteresse i at standse Putin. Derfor har vi allerede accepteret at betale for de nødvendige amerikanske våbenforsyninger til Ukraine.

Det er også Europas håb at bevare USA som forpligtet i NATO og for Ukraine, der har fået os til at tåle 15 procent told til eksport til USA og acceptere toldfri amerikansk markedsadgang hos os. 

Uden denne sammenhæng er det uforståeligt, at EU kan gå ind på en så ulige og ydmygende aftale. 

Nobelpristageren Paul Krugmann – og mange andre – har flere gange påpeget at Trumps vilkårlige brug af toldvåbnet er vildt misbrug af hans beføjelser efter amerikansk lovgivning.

Dette afgørende spørgsmål afprøves nu ved domstolene. Men det er ingen given sag, at Trump retter sig efter domstole. Og hvis sagen ender hos hans venner i Højesteret, er det ikke umuligt, at han får medhold.

Besnakket af Putin

I hvert fald vi har ingen garanti imod, at Trump, uanset indrømmelserne fra EU, vender tilbage med nye krav til os. Vi kan heller ikke være sikre på, at han ikke igen lader sig besnakke af Putin til at skære livlinen til Ukraine over. 

Han har fyret de fleste folk med udenrigspolitisk indsigt og erfaring, og han har ikke – modsat Putin og Netanyahu – en fastlagt strategi. 

Han styres af impulser, der kan skifte fra samtale til samtale. Han læser ikke notater, men ser højst billeder. Mange håber lige nu desperat på, at Melania viser ham fotos af døde, sårede eller udsultede børn fra hhv. Ukraine og Gaza og overtaler ham til omsider at sætte hælen i over for de to andre monstre.

Det kræver en vedholdende indsats med nye, benhårde sanktioner mod Rusland og ubrydelig fælles amerikansk-europæisk opbakning til Ukraine at overbevise Putin om, at han ikke kan udslette landets frihed. 

Den russiske diktator stopper ikke krigen, før han ikke længere tror, at det er muligt for ham at manipulere Trump væk opbakningen til Ukraine. Man må håbe, at præsidentfruen, Republikanerne i Kongressen og den almindelige folkestemning i USA kan holde Trump fast på den utålmodighed med Putin, der har ramt ham lige nu.

Netanyahus usminkede folkemord

Det er endnu tungere at få et amerikansk opgør med Netanyahus – selv ifølge israelske menneskerettighedsorganisationer– usminkede folkemord, selvom folkestemningen også i USA – som i Europa – rykker på grund af de enorme civile tab, den fuldstændige ødelæggelse af Gaza og den eksplosive sultkatastrofe, Israel har et stort ansvar for at have skabt.

Mange vestlige regeringer har alt for længe tiet. 

En grund er bekymring for konfrontation med USA og håb om ikke at svække de skrøbelige relationer. 

En anden er manglende erkendelse af, at Netanyahus Israel ikke er en demokratisk forpost, men en voldsomt undertrykkende apartheidstat, hvis regering fører krig med alle kendetegn på folkemord som defineret i folkeretten. Det sker åbenlyst med det formål at fordrive palæstinenserne fra Palæstina. Samtidig destabiliserer man i øvrigt nabolandet Syriens nye regering med militære angreb ind i landet.

Vi har her og nu brug for en meget aktiv folkebevægelse i hele den vestlige verden for at få vore regeringer til at gøre alt muligt for at standse den ufattelige katastrofe i Gaza.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 9. august 2025

Mere fra min hånd om Ukraine og Israel-Palæstina

Udgivet den

Kina kan ikke leve med at tabe ansigt over for Taiwan. Men krig er for stor en risiko

Selv om Kina aldrig tøver med at sige, at Taiwan er en del af det kommunistiske Kina, går man ikke skridtet videre, for styret i Beijing ved godt, at det vil forpeste forholdet til resten af verden. På længere sigt er håbet, at Kina og USA kommer tilbage til en forståelse om, at deres fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsninger er vigtigere end alle deres reelle interessemodsætninger. Det skriver jeg om i dette indlæg i Jyllands-Posten – læs det i avisen – eller nedenfor:

Kina, Taiwan og chancen for fred

AF Mogens Lykketoft
Fhv. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, (S)

I en artikel i JP for en måned siden blev det påstået, at Taiwan erklærede sig uafhængig af Kina i 1949.

Virkeligheden er langt mere kringlet: Taiwan var en provins i det kinesiske kejserrige, og et stort flertal af indbyggere er etniske kinesere, der har århundredlange rødder på øen. De fleste andre er efterkommere af kinesere, der i 1949 flygtede til øen sammen med Chiang Kai-sheks kinesiske centralregering og militær efter deres nederlag til Mao Zedongs kommunister i borgerkrigen på fastlandet.

Taiwan var japansk koloni i 50 år efter Japans sejr over Kina i 1895. Efter Japans nederlag i Anden Verdenskrig bestemte sejrherrerne USA, UK og Kina, at Taiwan igen skulle tilhøre Kina.

Chiang Kai-sheks forvaltning af den hjemvendte provins var uhyre brutal. En folkelig protest mod undertrykkelsen blev slået ned i 1947. Derfor var det næppe velset blandt de lokale, da Chiang to år senere gik i eksil på Taiwan med resterne af sit diktatoriske regime fra fastlandet.

Taiwan blev basen for at fortsætte Chiangs Republikken Kina, der håbede på amerikansk bistand til en revanche i borgerkrigen. Heroverfor stod Maos ambition om at afslutte borgerkrigen ved at erobre Taiwan. I foråret 1950 så dét ud som det mest sandsynlige udfald.

Ved Koreakrigens udbrud sejlede den amerikanske flåde imidlertid ind i Taiwan-strædet for at beskytte Chiangs styre mod en invasion fra fastlandet. 

Frem til 1971 fastholdt Chiangs regering på Taiwan Kinas plads i FN, fordi USA nedlagde veto mod, at den kommunistiske folkerepublik overtog pladsen.

Både Chiang og Mao betragtede Taiwan som en uadskillelig del af ”deres” Kina. Da hele Vesten – også USA – optog diplomatiske forbindelser med Beijing, afbrød man samtidig de formelle bånd til styret i Taiwan og anerkendte, at der var ét Kina. Men det var vel underforstået, at Taiwan kun skulle tilbage under kinesisk overhøjhed igen efter frivillig aftale med Kina – og formentlig efter formlen om ”ét land – to systemer” fra Hongkong-aftalerne mellem Storbritannien og Kina: altså et fælles Kina med forskellige politiske systemer.

Vesten satsede på at bevare Taiwan som et vestligt orienteret mini-Kina, og USA har lige siden leveret Taiwan våben til selvforsvar. Kinas daværende pragmatiske leder, Deng Xiaoping, anfægtede ikke denne tvetydighed. Men kineserne forudsatte, at en genforening på langt sigt ville ske.

Man skal huske, at de tænker i århundreder, når vi andre tænker i uger og måneder.

Henry Kissinger var som bekendt manden, der åbnede forbindelserne mellem USA og Kina i starten af 1970’erne. Jeg talte med ham om Taiwan-spørgsmålet for 17 år siden: Han regnede dengang med, at de to Kina’er ville finde en fredelig sameksistens, bare vi i Vesten blandede os så lidt som muligt. 

Meget har forandret sig siden 1970’erne. Chiang Kai-sheks diktatur er for længst afviklet. Taiwan har udviklet sig til Asiens mest blomstrende demokrati. Taiwanerne har kinesisk sprog og kultur, men også fået deres egen identitet efter 75 års adskillelse fra fastlandet. Med høj levestandard og politisk frihed ønsker det store flertal ikke at komme under styret i Beijing. Men taiwanerne er meget delt i opfattelsen af, hvordan de bedst sikrer øens reelle selvstyre.

Den nuværende præsident, Lai Ching-te, fra partiet DPP taler meget om, at Taiwan er selvstændigt og afviser enhver forbindelse til Beijing. 

Kursen var anderledes i 2008-2016, da det kinesiske nationalistparti KMT havde magten. KMT betoner, at Taiwan er et kinesisk samfund, og mener, at man bedst forhindrer invasion og bevarer status quo – dvs. reelt selvstyre for Taiwan – ved dialog og tættere økonomisk samkvem med Kina. 

Gennem mange år har der været store taiwanske investeringer på fastlandet, der beskæftiger millioner af kinesere. Handel, investeringer og gensidig turisme udviklede sig yderligere under det seneste KMT-styre – og Kinas præsident, Xi Jinping, og Taiwans KMT-præsident, Ma Ying-jeou, mødtes endda i Singapore.

Men Kinas aftalebrud med afskaffelsen af Hongkongs friheder betød, at formlen om ”ét land – to systemer” mistede enhver troværdighed og tiltrækningskraft på Taiwan. Det er med til at forklare, at DPP har haft præsidentposten de seneste mere end otte år. Som reaktion herpå har Kina gennemført en serie af truende militærøvelser og er blevet meget mere højrøstet om sit krav om genforening – om nødvendigt med militær magt. Dog uden tidsfrist!

Det er vigtigt at forstå, at taiwanerne er meget delte i holdningen til, hvordan man skal manøvrere i forholdet til Kina. Den nuværende DPP-præsident Lai fik ikke ved valget sidste år et absolut flertal af stemmer, men var størst blandt tre. 

Oppositionen med KMT i spidsen vandt flertal i øens parlament. Præsident Lais støtter søgte at vinde et flertal i parlamentet via en særegen forfatningsprocedure, hvor KMT’s kandidater blev udfordret i 24 valgkredse. Men uden held. Oppositionen bevarede sin styrke, så der stadig ikke er parlamentarisk flertal for Lais kurs og mere konfrontation med Beijing.

Blandt Kina-eksperter tror mange, at freden i Taiwan-strædet trods alle trusler kan bestå, hvis parterne undlader at rokke ved status quo og ikke principielt udelukker genforening:

Det meget stærkere og mere selvbevidste Kina kan dårligt leve med, at deres sag er definitivt tabt – og det frygter de, hvis DPP lægger kursen.

Men omvendt ved Kina godt, at man løber enorme risici ved at starte en krig over Taiwan, der måske ikke let kan vindes, og som risikerer at inddrage USA og nabolande i Asien.

En sådan krig vil med sikkerhed forpeste Kinas forhold til omverdenen og føre til en isolation, der sætter landets økonomiske udvikling tilbage. På grund af Trumps kurs står Kina ellers med gode muligheder for at knytte flere bånd til mange dele af verden.

USA’ s interesse er hverken at undsige Taiwan eller provokere Kina. Vi må inderligt håbe, at Trump kan finde dén balance og forstå det – også i lyset af KMT’s genbekræftede styrke i Taiwans parlament! 

På længere sigt er håbet, at Kina og USA kommer tilbage til en forståelse om, at deres fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsninger er vigtigere end alle deres reelle interessemodsætninger. Det er vejen væk fra søvngængeragtig vandring mod en tredje verdenskrig senere i dette århundrede.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 29. juli 2025

Mere fra min hånd om Kina og Taiwan

Udgivet den

Trumps femprocentskrav er et plyndringstogt mod Europa

Trumps krav om, at Europa skal bruge fem procent af vores økonomi til forsvar er ikke resultat af en analyse af behovet. Det er snarere en straffeaktion mod dét Europa, som Trump mener har kørt på frihjul under amerikansk beskyttelse. Læs hele indlægget i Berlingske 12. juli 2025 – eller nedenfor:

Hvad opnår vi ved at krybe for Trump?

Det er længe siden jeg har krummet så meget tæer som over den servile ros fra NATOs generalsekretær, Mark Rutte, til Donald Trump ved det seneste NATO-topmøde i Haag.

Rutte takkede for, at Trumps trusler omsider har fået europæerne til at love oprustning, da »Daddy« kom til byen. Trump rejste brovtende hjem. Men fik vi andre noget ud af skamrosen til tyrannen?

Forståelsen for et kæmpe løft i Europas oprustningsindsats var der allerede før Trumps genkomst. Den er skabt som reaktion på Putins aggression mod Ukraine. Men i de nærmeste år kan vi, uanset den planlagte oprustning, ikke nødvendigvis redde Ukraine eller afværge nye fremstød fra Putin, hvis ikke USA fortsat er vores bagstopper. Dét tilsagn fik vi heller ikke fra Trump i Haag.Trump lagde ud med krav om, at Europa skal bruge fem procent af vores økonomi til forsvar. Det er langt mere end USA’s 3,5 procent. Det kommer næppe til at ske – ej heller på længere sigt. Tallet er ikke resultat af en analyse af behovet – snarere en straffeaktion mod dét Europa, som Trump mener har kørt på frihjul under amerikansk beskyttelse. 

Trump mangler dog helt erkendelse af, at USA’s store militære investering har været et afgørende bidrag til egen velstand. Det har givet USA et teknologisk forspring, som alle andre betaler for at udnytte. USA’s militærudgifter er ikke bare en indlysende egeninteresse i at beskytte Europa, men fundamentet for global magtudøvelse. Det er ikke Europa, der har snydt amerikanerne ved at læne sig ind under deres verdensorden. Det er den amerikanske middelklasse, og ganske særligt de mange fattige i det rige USA, der er blevet snydt for et velfærdssamfund, fordi de superrige personer og selskaber har hamstret det meste af velstanden og har haft magt til at minimere deres egen skattebetaling.

Med de dystre briller på kan man læse Trumps femprocentskrav som en del af et plyndringstogt mod Europa, der skal forhindre os i at opretholde velfærd og gøre klimaindsats, fordi vi skal betale kæmpe regninger til indkøb i den amerikanske militærindustri og samtidig skal betale regningen for hans toldkrig imod os. En sidegevinst for Trump her kunne – ironisk nok – blive vælgeroprør i Europa, der styrker hans meningsfæller på den ekstreme højrefløj.

Rutte skamroste i Haag også Trump for at have bombet de iranske atomanlæg, selvom det var et klart brud på folkeret og FN-pagt. Vel, det er absolut ønskeligt at undgå et iransk atomvåben, men angrebet risikerer at få både Iran og andre lande til at blive endnu mere ivrige for at anskaffe atomvåben som det ultimative værn mod angreb. Og det er naivt at håbe, at man ved krig kan fjerne det despotiske præstestyre.

Atomtruslen fra Iran kan reelt kun forhandles bort. Det gjorde en enig verden faktisk i 2015. Det var Trump, der rev denne aftale itu tre år senere – og udsatte Iran for ny hård økonomisk blokade, der desværre styrkede de mest krigeriske kræfter i regimet. 

Men før den seneste lynkrig mødte et svækket iransk regime op til forhandling, da Trump opfordrede hertil. Imidlertid viste forhandlingen sig alene at være et amerikansk diktat, der skulle imødekommes inden 60 dage. Derefter fulgte straks Israels og kort efter USA’s voldsomme lynkrig. Kommer der en reel forhandling efter dét?

USAs præsident har enorm magt. Både Trumps handlinger og forsømmelser medfører derfor horrible forbrydelser mod menneskeheden. Mordet på USA’s egen bistand mod sygdom og sult, USAid, kan ifølge det britiske lægetidsskrift The Lancet betyde, at 14 millioner mennesker, som ellers kunne reddes, dør de næste fem år. Flest børn, flest i Afrika.

På kun lidt længere sigt kan Trumps kamp mod klimaindsatsen betyde endnu flere menneskers død og en meget mere konfliktfyldt verden.

Trumps helhjertede støtte til Netanyahus krig har ført til fortsættelsen af forfærdet udsultning, terrorbombning og massemord på palæstinensiske civile.

Hans uvilje mod at bistå Ukraine giver fortsat fripas til Putins krigsforbrydelser.

Hans nære forhold til oliefyrsterne i Golfen betyder, at USA ikke bremser deres bidrag til, at Sudans borgerkrig fortsætter som et forfærdende massemord.

Alt dette forbigik Rutte i sin hyldesttale til Trump i NATO.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 12. juli 2025

Mere fra min hånd om Trump og NATO

Udgivet den

Europas befolkning forfærdes i stigende grad af krigen i Gaza. Det er tid til at politikerne hører efter

Efter måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder, er det ufatteligt at vi ikke ser en mere samlet europæisk fordømmelse af Israel. Det skriver jeg om i dette debatindlæg i Politiken 10. juli 2025. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Folkemord

Tre fjerdedele af de danskere, der har en mening om Israels krig mod Gaza, mener nu, at Israel er gået for vidt. Folket synes at være foran deres politikere i forståelsen af hvad der foregår. Dette afspejles også i den store tilslutning til fredsdemonstrationer.

I min ungdom oplevede jeg det samme omkring USA’s krig i Vietnam.

Mange flere havde givetvis, både dengang og nu, været endnu mere kritiske over for krigene, hvis de kunne frigøre sig fra rodfæstede forestillinger og den historisk store skævhed i mediedækningen – en skævhed, modige journalister i dag heldigvis energisk prøver at rette op på.

Mange fornægtede længe, at USA kunne være på forbryderisk vej i Vietnam, for det var jo den demokratiske stormagt, der befriede os fra nazismen og beskyttede os mod kommunismen.

Fortællingen om Israel forblev længe, at landet var et retfærdigt svar på de forfærdende jødeforfølgelser, der kulminerede i Holocaust – og at det var en forpost for vestlig civilisation i en region af arabiske tyranner og terrorister.

Virkeligheden er en anden.

Senest har jeg fået mit overblik skærpet ved læsningen af Rashid Khalidis værk ’Hundrede års krig mod Palæstina’.

Khalidi er professor i historie og mellemøstlige studier på Columbia University i New York. Han er af en slægt, der i mange generationer har været toneangivende i det palæstinensiske samfund og har selv været med til nogle af de forgæves forsøg på at forhandle fred.

Den palæstinensiske fortælling, som Khalidi så fornemt dokumenterer, er, at hans folk blev nægtet selvbestemmelse, og landet blev overtaget af kolonister udefra med bistand fra stormagterne. Palæstinenserne skulle ikke bare dele landet med de indvandrende. Gennem 77 år er de blevet fordrevet, besat, ydmyget og forhindret i at skaffe sig bedre kår. De er nu indespærret bag mure i små enklaver af det gamle hjemland, mens militante bosættere stjæler mere og mere jord. De frygter med rette at blive helt udslettet som anerkendt nation ’from the river to the sea’.

60.000 dræbte, to millioner udsultet, international nødhjælp holdes ude

Efter 22 måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder er mindst 60.000 døde i Gaza, og mere end dobbelt så mange er kvæstede og invaliderede. De fleste andre er traumatiserede for livet. Enklaven er tæt ved at være totalt ubeboelig og har i måneder været nægtet livsvigtige forsyninger. To millioner udsultede mennesker er af israelsk militær ved at blive presset sammen i en kæmpe koncentrationslejr mod syd i enklaven. Soldater har efter ordre vilkårligt dræbt eller såret hundredvis af mennesker, mens de stod i kø efter de utilstrækkelige forsyninger, der nu uddeles på militærets nåde.

En sober og sikker udlevering af mad, vand og medicin forhindres af Israels krig mod alle FN-institutioner med UNRWA i spidsen, der har folk, apparat og forsyninger klar til retfærdig uddeling.

Palæstinensiske civile tab er for det meste kun et antal, der lejlighedsvis nævnes i de centrale medier. Israelske gidslers grumme skæbne får bred medieflade. Den typiske nyhedsforbruger har ikke mange muligheder for at opfatte, at der er 50-100 gange så mange ofre blandt palæstinensere end blandt israelere.

Netanyahus forbryderiske og modbydelige krig

Israel har gjort Gaza til helvedes forgård. Det er grove krigsforbrydelser. Det ligner, efter alle kendte paragraffer, folkemord. Verden venter utålmodigt på Den Internationale Domstols afgørelse om Sydafrikas anklage mod Israel for folkemord.

Krigen mod Gaza er et grusomt og sadistisk hævntogt, der ikke på nogen måde kan retfærdiggøres som svar på Hamas’ grumme og selvdestruktive terror 7. oktober 2023.

Flere og flere israelere og jøder rundt om i verden er enige, selv om de har været allerhårdest bombarderet med fortællingen om, at enhver magtanvendelse, der angiveligt nedkæmper Hamas, kan retfærdiggøres.

Det er Benjamin Netanyahu, der egenhændigt har holdt krigen i gang så længe. Han er en af de mest modbydelige skikkelser på den verdenspolitiske scene, med sin meningsfælle Trump som kortet i baglommen. (Hvorfor er det mindre farligt at den mand har en atombombe end at Iran får en?).

Netanyahu har hele tiden genstartet krigen i Gaza – fordi hans ekstremistiske regeringspartnere kræver det – og for at undgå fængselsdom for korruption. Hans ven Trump ventilerer nu, at Israels præsident må overtales til en benådning af ’krigshelten’. Samtidig saboterer USA på alle måder Den Internationale Straffedomstols krigsforbrydersag mod Netanyahu.

Fører det så til fred? Måske får vi 60 dages våbenhvile, der kan lindre de forfærdende lidelser, hvis uafhængige humanitære organisationer atter kan komme ind med forsyninger. Men helvede kan bryde løs igen: Ligesom med Putin har vi dyster erfaring for, at man ikke kan stole på aftaler hverken med Netanyahu eller Trump.

Den israelske regerings mål er først og fremmest det om at fordrive palæstinenserne fra Palæstina ved at lægge stadigt større pres på Egypten og Jordan for at modtage dem, Dét har helhjertet opbakning fra Trump, der stadig fabler om sit forrykte riviera-projekt i Gaza.

Det er beskæmmende, at vi ikke har et enigt Europa – ikke engang en del af Europa, hvor Danmark er med – der i klar tekst fordømmer krigsforbrydelserne og planerne om fordrivelse – og insisterer på fred og bistand til palæstinenserne, så de kan overleve i eget land.

Det er på høje tid, at Europas regeringer lytter til Europas folk.

Indlægget udkom i Politiken 10. juli 2025

Mere fra min hånd om Gaza og Israel-Palæstina

Udgivet den

USA’s verden er uden bæredygtighed og barmhjertighed

Israels krig og blokade og USA’s manglende indsats for fred til Gaza har tvunget hundredtusinder ud mod sultedøden, mens faktisk eksisterende nødforsyninger rådner op få kilometer borte. Læs hele min kommentar i Berlingske – eller nedenfor:

Vi er lysår fra fremsynet internationalt samarbejde

I morgen for ti år siden blev jeg valgt til formand for FN’s Generalforsamling.

Det kan føles, som om vi er kommet lysår væk fra den forståelse af internationalt samarbejde, der trods alt endnu var fremherskende dengang. Der var erkendelsen af klimaforandringer og forringet biodiversitet eksistentielle udfordringer.

Derfor fik vi de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og i Paris vedtog vi klodens hidtil mest ambitiøse og forpligtende aftale om at bremse den globale opvarmning. Det skete ikke mindst, fordi Obamas USA og Kina endnu forstod deres fælles interesse i fredelig og bæredygtig udvikling.

De store mål fra 2015 er langt fra blevet indfriet. USA har i mellemtiden haft – og har igen fået – en præsident, der indædt bekæmper den grønne omstilling. Desuden sendte coronakrisen og Putins invasion i Ukraine – og de efterfølgende geopolitiske konsekvenser – den globale opmærksomhed i andre retninger.

Men intet er sket, der gør den grønne omstilling mindre påtrængende. Tværtimod.

Regningen vokser for hvert øjeblik, vi venter

Hver eneste ny årlig rapport fra FN’s panel af verdens fremmeste videnskabsmænd viser, at vi nærmer os tipping points, vippepunkter, hvor hård global opvarmning bliver uoprettelig.

Undervejs udløses enorme udgifter til at afbøde sygdomme som følge af ophedningen og skader af vildere vejr, højere havvandstand, ørkenspredning og nedsmeltning af ferskvandsdepoter. Udgifterne bliver hurtigt større, hvis vi ikke investerer nok i grøn omstilling, inden det er for sent.

For hvis vi passerer vippepunkterne, kan der næppe opfindes redskaber til at forhindre en massiv opvarmning – dét vil forpeste vore børnebørns voksne liv med uhåndterligt store folkevandringer og konflikter. Mange flere skal dø i kommende generationer, hvis vi svigter nu.

Putins aggression i Ukraine og genvalget af Trump har også sat en tyk streg under, at der – ved siden af klodens utålelige opvarmning – også er et aktuelt sikkerhedspolitisk argument for det store flertal af verdens lande. Vi skal fri af afhængigheden af despoterne i Moskva, Washington og Den Arabiske Golf, der sidder på toppen af det meste af verdens fossile brændstof.

Kan vi komme på ret kurs igen, selv om vi nogle år endnu skal kæmpe med USAs præsident som fanatisk modspiller?

Ja, det er muligt.

Heldigvis er der – uanset Trump – stærke positive kræfter i USA’s delstater og erhvervsliv.

Europa følger forhåbentlig sine grønne planer. Danmark er allerede ganske godt med. Men andre lande har mere ondt i økonomien og kan opleve konkurrence om ressourcerne i forhold til oprustningsbølgen, selvom oprustning og grøn omstilling på længere sigt er to sider af samme sag.

Kina er mest målbevidst. Dér er udviklingen af grøn teknologi kommet længst. Kina stod alene for mere end halvdelen af sidste års globale vækst i grøn strøm på verdensplan – altså mere end resten af verden tilsammen.

Overvældende vækst i produktionen af grøn strøm er forudsætning nummer ét for at redde en klode til kommende generationer, hvor der ikke bare er fredelig og bæredygtig overlevelse, men hvor bekvemmeligheder som biler fortsat er tilgængelige.

Trump og Musk slår hundredtusinder ihjel

International humanitær bistand til at bekæmpe sult og sygdom – der oftest udløses af krige og mange mennesker på flugt – er en nødvendig forudsætning for at bremse massedød i nutiden.

Under min tid i FN fik vi en rapport om hullerne i denne bistand fra superdygtige Kristalina Georgieva, der nu er direktør i Valutafonden. Hullerne var store, men det ville ikke kræve mange kroner fra hver borger i den rige del af verden at lukke disse huller.

Men nu er der flere store krige og borgerkrige og mange flere på flugt. Derfor er hullerne vokset dramatisk, og der er brug for meget større offervilje – men dén er svundet voldsomt ind. Stater vender sig indad for at varetage egne nære behov, det er både usympatisk og uklogt, for det kan udløse større folkevandringsbølger, som den rige verden i forvejen har så svært ved politisk at håndtere.

Den største forbrydelse mod international solidaritet er Trumps og Musks totalstop for USA’s bistandspolitik og nedskæringer i USA’s bidrag til FN-systemet.

Det halverede med ét slag den i forvejen helt utilstrækkelige globale indsats mod sult og sygdom – og har nok i de seneste fem måneder i stor ubemærkethed kostet 300.000 liv i verdens fattigste og mest krigsramte egne!

Samtidig har Israels krig og blokade og USA’s manglende indsats for fred til Gaza tvunget hundredtusinder ud mod sultedøden, mens faktisk eksisterende nødforsyninger rådner op få kilometer borte. En ondskabsfuld verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget udkom i Berlingske fredag d. 13. juni 2025

Mere fra min hånd om Trumps USA

Udgivet den

Kina er en mere forudsigelig spiller end både Putin og Trump

Tiden er inde til at nuancere opfattelsen af Kina i forhold til USA’s fjendebillede. Mere om det i denne klumme i Berlingske 17. maj 2025. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Hvordan skal Kina forstås?

Det er skræmmende igen at se Xi Jinping ved Putins side i Moskva ved 80-året for sejren over Nazityskland. Det tolkes som en ubrydelig alliance, hvor Kina indirekte støtter Ruslands aggression i Ukraine.

Kina under Xis ledelse har udviklet sig stadigt mere autoritært, hvilket især rammer mindretal i Xinjiang og Tibet og har ødelagt den frihed, der blev lovet Hongkong, da det kom tilbage til Kina.

Kinas oprustning og trusler mod Taiwan skaber frygt for en angrebskrig i lighed med Ruslands.

Der er imidlertid brug for en mere nuanceret analyse af Kinas hensigter end dén amerikansk inspirerede tolkning, der dominerer vores mediebillede. Det siger jeg med dén erfaring, at jeg gennem fem årtier har studeret Kina og mange gange besøgt landet både som privatperson, folketingspolitiker, minister og FN-formand.

Xi omfavner Putin til trods for, at han formentlig misbilliger krigen mod Ukraine, som forsurer Kinas forhold til Europa. Xi søger Rusland som modvægt til den stærkt stigende amerikanske aggressivitet over for Kina, som de senere år er det eneste Demokrater og Republikanere i USA kan enes om. Den ny udenrigsminister, Marco Rubio, er blandt de fremmeste røster for denne kurs.

USA ser Kinas militære opbygning og teknologiske tigerspring som den største trussel mod sin globale overmagt. Og sandt nok er Kina den eneste magt i verden, der – måske – kan udfordre USA’s overmagt. Kineserne trodser i hvert fald de amerikanske forsøg på at bremse dem om f.eks. chips og kunstig intelligens – og de er verdensførende på hele den grønne teknologi, som er hovedvejen til at nå FN’s verdensmål.

Kineserne ser USA’s fjendtlighed som et ondskabsfuldt forsøg på at forhindre dem i fortsat økonomiske fremgang. Kinas økonomi er snart på størrelse med USA’s. Men der er fire gange så mange kinesere om at dele, som der er amerikanere.

Kinas økonomi er 30-doblet siden 1970’erme og en milliard mennesker er trukket ud af fattigdom. Regimets ’legitimitet’ hviler på, at fremgangen kan fortsættes ved handel med og investering i resten af verden. Denne chance vil gå tabt ved en storkrig i Asien. Det er en indlysende grund til, at Kina ikke ønsker at erobrere andre nationer med militær magt, men at vinde velstand og indflydelse ved økonomisk samkvem med resten af verden.  

USA under Trump ser samhandel som noget, hvor nogen må tabe, for at USA kan vinde. Kina ser omvendt den globale økonomi som et plus-plus-spil.

Med Trumps toldkrig mod hele resten af verden, ophøret af al udviklingsbistand og nedskæringer over for FN har han givet Kina vældige muligheder for at fremstå som den bløde stormagt, der kan hjælpe verdens fattige og fastholde et internationalt samarbejde gennem FN.

Taiwan er jokeren, der kan ændre alt dette. Taiwan-spørgsmålet er efter kinesisk opfattelse et ’internt’ opgør, hvilket Vesten historisk har anerkendt ved den såkaldte ’Èt-Kinapolitik’. Men kineserne ved selvfølgelig også, at et militært angreb på Taiwan kan mislykkes, kan blive til en storkrig og i alle tilfælde vil forpeste forholdet til Vesten og føre til enorme økonomiske tab. Mest i Kina, men også i resten af verden.

Vi i Vesten skal huske, at kineserne tænker i århundreder, når vi tænker i måneder og år. 

Så længe Kina tør tro, at Taiwan engang vender tilbage til moderlandet, så vil de nok foretrække en nok så lang, fredelig proces. Men hvis taiwanske ledere med opbakning fra de mest Kina-fjendtlige kræfter i Vesten truer med at erklære Taiwan formelt selvstændigt, så kan det være en utålelig provokation af Kinas nationale selvforståelse. Derfor er det så vigtigt, at Taiwan og Vesten opretholder status quo, dvs. den tvetydighed, der har eksisteret i 75 år og reelt sikret freden, men som man skal kunne læse i kinesiske teblade for at forstå: Taiwan er kinesisk, men Kina afstår fra militært at udrydde Taiwans reelle selvstændighed! Henry Kissinger sagde engang til mig, at han mente Taiwan-spørgsmålet på langt sigt ville blive løst ved forhandling mellem Beijing og Taipei, hvis vi i Vesten rokker mindst muligt med båden.

Jeg tror – uanset alt kritisk, der med rette kan anføres – at Kina er en mere forudsigelig spiller end både Putin og Trump.

Danmark og Europa har ikke identiske interesser med USA om Kina. Det betyder ikke, at Kina bliver vores allierede. Der er kritiske produkter, hvor vi skal undgå at blive ensidigt afhængige af Kina. Men vi har en gensidig interesse i at spille sammen med Kina om fred, udvikling og klimaløsninger, og om at bevare store dele af globaliseringen til gensidig gavn.

Klummen blev offentliggjort i Berlingske 17. maj 2025

Mere fra min hånd om forholdet mellem Kina og USA

Udgivet den

Det er på tide, vi boykotter Israel

Det handler om at demonstrere, at vi er konsekvente i fordømmelsen af krigsforbrydelser, uanset om forbryderen hedder Putin eller Netanyahu. Derfor er det indlysende, at vi må indføre dansk boykot af israelske varer og stop for al våbeneksport til Israel. Det skriver jeg i mit seneste indlæg i Altinget 9. maj 2025.

Udgivet den

Vi må stå sammen med Kina. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber

Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der lige nu ikke kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig. Læs mit seneste indlæg i Berlingske i avisen eller nedenfor:

Ondskabens nye akse

Det kan være svært at finde den røde tråd i Trumps tirader af løgn og vrøvl. Men konsekvensen er altid mere lidelse for flere mennesker.

Trump drives af storhedsvanvid, had og hævn. Han går målbevidst efter reelt at afskaffe det amerikanske demokrati ved – som Orbán i Ungarn – at sætte sig på retsvæsnet og medierne og manipulere med valgsystemet.

Trump drives af en falsk dolkestødslegende om, at USA er blevet snydt i international samhandel og samarbejde.

Sandheden er, at USA har opnået ufattelig rigdom og global dominans i kraft af sin dominerende rolle i den globale teknologiudvikling, der blev grundlagt i forsvarsrelaterede udviklingsprojekter. Den globalisering, som Trump nu bekæmper, har givet USA et kæmpe udbytte; ofte på mange andre og meget fattige landes bekostning.

Når rigtigt mange amerikanere alligevel ikke føler sig rige, så er det ikke på grund af røveri fra omverdenen, men fordi det politiske system i USA ikke – som i Europa – har sørget for elementær velstand for de mange. Grådige mangemilliardærer har hamstret en uforholdsmæssig stor del af nationens velstand og bruger nu af deres formuer for at sætte sig på den politiske magt, lette skatten yderligere for sig selv og ødelægge samfundets kapacitet til at stække og regulere af deres adfærd.

Europa har historisk fået sikkerhed fra USA’s forsvarsparaply og udvikling ved økonomisk samarbejde med USA. Men begge dele var – og er – i USA’s sande egeninteresse. USA bliver selv taber både ved Trumps handelskrig mod hele verden og den fundamentale usikkerhed om NATO og støtten til Ukraine.

Den nye verdensuorden

Den nye uorden i verden drives af en »ondskabens akse« mellem Putin og Trump. Der er ingen andre lande, der tør tro, at der kan laves aftaler med de to, som de faktisk vil overholde. De har foragten for demokrati, retsstat, menneskerettigheder og små staters suverænitet til fælles. De har ingen empati og er ligeglade med menneskelige lidelse.

Putins ondskab ses i krigsforbrydelser mod Ukraine, truslerne mod andre nabolande, ufølsomhed over det russiske folks tab med mange døde og sårede samt hans barske diktatur, der fængsler og myrder politiske modstandere.

Trumps ondskab giver sig mange udtryk – her er nogle af de værste:

Ingen interesse i at forsvare Ukraines folk mod angriberen, men optaget af at gennemføre et røveri af det krigsplagede lands mineralressourcer.

Accept af krigsforbryderen Netanyahus nye morderiske angreb mod Palæstinas civile i strid med dén våbenstilstand, Trump selv var involveret i at aftale i januar, samt grønt lys for fordrivelse af palæstinenserne fra deres hjemland.

Stop for klimaindsatser, hvilket er en fornægtelse af klimaforandringer som den store eksistentielle trussel for vores efterkommere, der allerede nu rammer særlig hårdt i nogle af verdens fattigste lande.

Særligt ondskabsfuldt er bortfaldet af USA’s udviklingsbistand (USAID) som led i Trump-Musks vilkårlige budgetnedskæringer: Mange mennesker i den fattigste del af verden dør vitterligt her og nu, fordi medicin og fødevarehjælp udebliver: USA’s udviklingsbistand på 0,24 procent af nationalindkomsten var beskeden i forhold til supermagtens enorme velstand. Men beløbets absolutte størrelse var afgørende for at afværge sult og sygdom.

I samme retning virker USA’s nedskæringer i bidrag til FN-systemet – først og fremmest Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Den globale toldkrig rammer også nogle af verdens fattigste lande uforholdsmæssigt hårdt.

Kina slår igen

Men i toldsatser er Kina umiddelbart hårdest ramt. Omvendt vil fraværet af billige kinesiske varer i USA og Kinas gengældelse mod USA’s eksport ramme hårdt tilbage.

Europa kan også – hvis vi kan enes – slå hårdt igen. Og Europa har ingen interesse i at støtte USA i en totalt destruktiv toldkrig mod Kina. Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der ikke lige nu kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig.

Europas velfærd er livstruet af en ny ondskabens akse. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber.

Derfor kommer jeg i tanke om historien om den franske filosof Voltaire, der på sit dødsleje blev spurgt af en præst, om han forsagede djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen.

Voltaires svar var: Dette er ikke tidspunktet at skaffe sig nye fjender.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev offentliggjort i Berlingske 19. april 2025

Mere fra min hånd om USA’s handelskrig

Udgivet den

Min tale ved demo mod USA’s krav om overtagelse af Grønland

Her den korte tale jeg holdt ved demonstrationen mod USA’s krav om overtagelse af Grønland foran den amerikanske ambassade i København 29. marts 2025. Ifølge Berlingske var der 3300 deltagere.

Hvem havde troet, at det nogen sinde blev nødvendigt at stå her foran den amerikanske ambassade for at demonstrere mod et krav om at USA skal overtage Grønland?

Grønland og Danmark har en lang fælles historie.

Der er skabt stærke familie- og venskabsbånd gennem mange generationer.

Personligt har jeg besøgt Grønland rigtigt mange gange. Med stor kærlighed til landet og folket. Og med den største respekt for Grønlands ret til at bestemme sin egen fremtid. 

Jeg har meget nære venskaber i Grønland – også blandt dem, der har anført den moderne udvikling frem til det nuværende selvstyre. 

Forsvaret af Grønland har været et fælles anliggende for Kongeriget og USA de seneste 80 år.  Det skal vi i fælleskab forstærke.

Vi er allierede i NATO for at forsvare vore landes grænser og vores frihed,

Derfor er det grotesk og uhørt med et aggressiv amerikansk krav om at besidde Grønlands folk og sætte sig på landets ressourcer.

Trump vil jo ikke udelukke militær okkupation og økonomisk pression. 

En massiv og løgnagtig påvirkningsaktivitet og forsøg på bestikkelse af grønlændere er allerede i fuld gang.

Det minder om metoder, vi før var fælles med USA om at fordømme. 

Som f.eks. Putins kup mod Krim i 2014.

Hvis Trump bruger de samme metoder som Putin, så kan vi ikke forhindre det.

Men vi skal her og nu klart og utvetydigt fastslå, at Grønlands frihed og Rigsfællesskabets suverænitet ikke er til forhandling.

Der er kun én mulig reaktion over for dette vanvid:

At samle mest mulig opbakning til at stå op imod Trump

Vi må stå skulder ved skulder i Grønland og Danmark.

Vi har brug for den aktive solidaritet fra resten af Norden og EU med Tyskland og Frankrig i spidsen.

Grønland må knytte sig nærmere til Europa, og EU bør investere mere i Grønlands fremtid.

Vi har opbakning fra Storbritannien – og selvfølgelig også fra Canada, som udsættes for den samme aggression som os lige nu.

Vi må kæmpe vores sag frem i FN, hvor et overvældende flertal af lande vil være med til at fordømme amerikansk aggression mod Grønland.

Vi må appellere direkte om støtte fra de 70 pct af amerikanerne, der er imod erobring af Grønland.

Vi må aldrig give op!