Uffe er død.

Mogens og Uffe

Min ven, samtalepartner og kollega Uffe Ellemann-Jensen er død. Det er et stort tab, jeg kommer til at savne ham. Læs min nekrolog over Uffe i Information – eller nedenfor:

Uffe er død. Det er en vældig og folkekær personlighed, der nu har forladt os. Uhyre begavet og vidende, skarp i analyse og replik, altid med en kraftfuld blanding af humor, engagement og kampvilje. Han elskede livet, selskabet, festen. Han var altid frisk med den gode historie eller kommentar, som han fortalte med humor og sarkasme. Uffe havde en formidabel hukommelse og analysekraft.

Vi gamle husker ham længst tilbage som tv-journalisten, der tog et koldt brusebad foran skærmen under den første oliekrise.

Ikke så længe efter gik han ind i politik og blev valgt til Folketinget for Venstre, hvor hans replikskarpe og uhyre morsomme far, Jens Peter Jensen, allerede var aktiv. Uffe var politisk ordfører for Venstre under den kortvarige SV-regering i 1978-1979 – et projekt, han dengang støttede helhjertet.

Det var Uffes og Danmarks udenrigspolitiske gevinst, at hans daværende partiformand, Henning Christophersen, ikke ville tilbage som udenrigsminister, men valgte Finansministeriet, da han tabte spillet om statsministerposten til Poul Schlüter i 1982.

Koldkriger

Som udenrigsminister var Uffe handlekraftig og risikovillig. I de første fem år af hans mere end ti år lange tid på posten levede han livet farligt i konstant konflikt med det alternative sikkerhedspolitiske flertal. Uffe blev af den daværende ledelse i Socialdemokratiet opfattet som en fræk gadedreng, der skulle fældes: Han havde en meget kritisk og lemfældig omgang med den række af kritiske fodnoter til NATOs raketprogram, som han måtte tåle fra et flertal uden for regeringen, der også omfattede den borgerlige regerings radikale støtteparti.

Men De Radikale ville ikke vælte Uffe og regeringen. Det blev i stedet til en lang række ’næser’ fra flertallet, som Uffe fremviste med stolthed. Han lagde aldrig skjul på, at han var koldkriger og ikke stolede på Rusland og derfor ønskede den vestlige alliance stærkest mulig. Det var en triumf for ham, at fodnoternes tid var ovre, da De Radikale kom i regering i 1988.

En legende i internationalt diplomati

Uanset den hjemlige kritik i de første år styrkede Uffe Danmarks internationale gennemslagskraft ved fænomenalt talent for at knytte nære personlige relationer til toneangivende kræfter i omverdenen. Hans venskab med den tyske kollega og partifælle Hans-Dietrich Genscher er for eksempel velkendt. Men det gjaldt også amerikanske republikanske udenrigsministre. Og socialdemokratiske kolleger som Thorvald Stoltenberg i Norge og Jan Eliasson i Sverige. Uffe blev med sit talent for farverig fremtræden og sin lange tjeneste en legende i internationalt diplomati.

Uffes stjernestund kom ved afslutningen af Den Kolde Krig med Murens fald. Han kendte den gamle kommunistiske verden fra sit virke som journalist og efterretningsmand og delte euforien med de mange millioner, der kom ud af fængslet. Hans største bedrift var at sikre, at Danmark var det første land, der anerkendte og sendte en ambassadør til de tre baltiske lande, da de i 1991 brød ud af Sovjetunionen. Han satte sig i spidsen for et meget aktivt program for at styrke de nye baltiske demokratier og knytte dem til Vesten.

Uffe havde to nederlag: At han som udenrigsminister måtte tåle nederlaget ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten for udvidelse af EU-samarbejdet i 1992, og at han med papirstynd margin ikke blev statsminister i 1998. Det havde nok været en mere frisindet borgerlighed, der havde fået magten under hans ledelse end under senere venstreledede regeringer. Dansk Folkeparti ville næppe have fået så stærk indflydelse.

Uffe selv mente, at nederlaget i 1998 reddede hans liv yderligere 24 år. Han mente, at arbejdspresset som statsminister havde slået ham hurtigt ihjel – med alle de fysiske skavanker, han længe måtte trækkes med. Til gengæld fik han en spændende tilværelse med mange bestyrelseshverv og skrev flere gode bøger om det liv, han havde levet.

Mit eget forhold til Uffe var præget af, at vi egentlig altid godt kunne lide hinanden, men mange år så at sige kørte på forskellige politiske bølgelængder – jeg med fokus på økonomi, han på udenrigspolitik. Da det sidste blev vores begges fokus, var det ham, der foreslog TV 2 News, at vi skulle lave TV sammen. Jeg er utrolig glad for det samvirke og venskab, vi udviklede undervejs.

Døden var ikke uventet af ham selv. I mange år sagde han med sit sædvanlige grin, at han fejlede en masse, men at lægerne ikke mente, at det var noget, han ville dø af.

Jeg mødte ham senest i to repriser på vores lange serie af udenrigspolitiske debatprogrammer. Det var lige efter starten på den russiske angrebskrig mod Ukraine. Han var tindrende klar i sin analyse og rasende over, at så meget af det, han havde forudset og frygtet, nu skete.

Det var nu en meget stor fysisk anstrengelse for Uffe at rykke ud til tv. Da vi sammen kørte frem og tilbage i taxi, sagde han – ind imellem vores altid gode samtale om dansk og international politik – at kræften var løbet løbsk, og at han snart ville dø. Han så det lige i øjnene.

Mine tanker går til Uffes hustru, Alice Vestergaard, og den store flok af børn, svigerbørn og børnebørn, der elskede Uffe, og som han elskede. Vi er rigtigt mange andre også uden for familiens kreds, der vil føle sorgen og det varige savn af at dele tanker og godt selskab med ham.

Æret være hans minde.

Nekrologen blev bragt i Information 20. juni 2022

Om Mette Holms samtalebog med Uffe og mig fra 2018: Markedets bedste udenrigspolitiske lynkursus

Er vi kommet til det amerikanske demokratis skæbnestund?

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen i USA kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal – det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Folkeflertallets stemmer tæller mindst

Et stort flertal af amerikanere ønsker fri abortvåbenkontrolklimaindsats og et solidarisk sundhedssystem for alle.

Alligevel er den fri abort under angreb. Trods skolemassakrer og andre massemord, forhindrer våbenlobbyens venner, at der indføres effektive begrænsninger i adgangen til private skydevåben. Kullobbyen med den kun af navn demokratiske senator Joe Manchin i spidsen blokerer sammen med republikanerne effektive lovinitiativer for klimaet. Sundhedsindustrien og konservative kræfter sætter fremskridtene fra Obamas tid under vedvarende angreb.

Joe Biden er i overensstemmelse med folkeflertallet, og der var stor lettelse både hjemme og ude, da han blev valgt. Men han taber dramatisk i popularitet, fordi han ikke kan få flertal for sin politik. Frustrationerne kan føre til, at en i forvejen lav valgdeltagelse bliver endnu lavere ved næste valg, fordi seneste stemmeafgivning ikke gjorde nogen mærkbar forskel.

Magtfulde medier med Fox News i spidsen sviner systematisk Biden til og holder Trump-bølgen ved lige.

Trump forsøgte forfatningsstridigt at beholde magten til trods for valgnederlaget i 2020, men alligevel for dette, er der stadig meget stor risiko for, at Trump i 2024 vender tilbage på præsidentposten – med endnu stærkere autoritære træk og en politisk kurs, som et flertal af amerikanere er indædte modstandere imod.

Dét kan nemlig ske, selvom der fortsat er millionstort demokratisk stemmeflertal: En lang række mekanismer i det amerikanske valgsystem virker stadigt stærkere i retning af, at mindretallet af vælgere sætter sig på majoriteten i alle magtens korridorer. Det er især de farvede, de yngre, kvinderne og progressive borgere i kyststaterne mod øst og vest, der ender med at være dramatisk underrepræsenteret, mens politikere, der er finansieret af de superrige personer og virksomheder, er voldsomt overrepræsenteret.

Årsagerne findes hele vejen ned gennem systemet fra præsidentvalg, valg til de lovgivende forsamlinger både i Unionen og i enkeltstaterne og hos det ultrakonservatives flertal i den politisk udpegede amerikanske højesteret:

Det mærkværdige valgmandssystem betyder, at Biden kan blive den sidste demokratiske præsident, der blev valgt, uanset at demokraterne også i fremtiden i nationen som helhed får langt flest stemmer. Trods de syv millioner stemmers overvægt til Biden i 2020, ville Trump været blevet den lovligt valgte præsident, hvis bare 40.000 vælgere i tre stater havde stemt anderledes. Logisk ret uforståeligt!

Knægte folkeflertallets vilje

Til Senatet vælges to senatorer fra hver stat. Det betyder, at flertallet af senatorer vælges af den tredjedel af befolkningen, der bor i tyndt befolkede og overvejende konservative stater.

Der skal for eksempel 40 gange så mange stemmer til at få en demokratisk senator fra Californien valgt, som til få en republikansk senator fra Wyoming valgt. De overvejende farvede og demokratiske vælgere i Washington DC og Puerto Rico har slet ikke stemmeret til Senatet, fordi deres bopæl ikke er i en af de 50 anerkendte delstater.

Til Repræsentanternes Hus vælges lovgiverne i forhold til staternes folketal, men valgkredsinddelingen er ofte manipuleret, så vælgerflertal bliver et mindretal af repræsentanter. Det samme gælder valgene til de lovgivende forsamlinger i enkeltstaterne. Desuden er republikanerne voldsomt i gang med at opstille praktiske forhindringer for at stemme. Det går reelt ud på at mindske valgdeltagelsen blandt demokratiske vælgere, der er farvede og/eller fattige. Endelig er der mellem staterne uens praksis for, hvem der helt kan berøves stemmeret på grund af tidligere domme – noget der selvfølgelig også især rammer de farvede.

Den reaktionære Højesteret, som Trump fik skabt, har desuden en uhyre aktiv rolle i at knægte folkeflertallets vilje. Det ses mest aktuelt i abortsagen, hvor kvindernes frie ret til de seneste 50 år at bestemme over deres krop angribes. Men det gør sig blandt andet også stærkt gældende ved, at Højesteret ikke aktivt går op imod den lokale lovgivning, der manipulerer et flertal af vælgere til et mindretal af lovgivere.

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal.

Der er brug for en hidtil uset folkelig mobilisering for at revitalisere demokratiet. Ellers kan det ende med et mere autoritært styre og en borgerkrigslignende tilstand, der fjerner USAs kapacitet og legitimitet som leder af den demokratiske verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 14. juni 2022

Illustration: fra Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om demokratiet i USA

Uden forsvarsforbehold får vi et stærkere nordisk fællesskab i Europa

Vi må af med forsvarsforbeholdet. Det er der mange gode grunde til, bl.a. et styrket nordisk forsvarssamarbejde, som vi har efterspurgt i årtier. En anden vigtig grund er som værn mod Donald Trumps mulige genvalg som præsident i USA. Læs mere om det i min kommentar i Jyllandsposten – eller nedenfor:

Nye tider kræver ny handling

EU-positive partier har dårlige erfaringer med folkeafstemninger om noget, der tolkes som ’mere EU’. Derfor er det forståeligt, at regeringen indtil 24. februar 2022 tøvede med at sætte afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU til folkeafstemning. 

Aftalen mellem S, V, K, RV og SF om at udskrive folkeafstemning om afskaffelse af forbeholdet 1. juni er er imidlertid indlysende, fordi vi alle i Europa må tænke anderledes offensivt på baggrund af den russiske angrebskrig mod Ukraine. 

Det er historisk nyt, og for Danmark meget positivt, at Finland og Sverige om få dage beslutter at søge medlemskab af NATO. De to lande er i forvejen en del af EU’s forsvarssamarbejde, hvor også Norge deltager, selv om landet ikke er fuldt medlem af EU. Kun Danmark står med sit forbehold udenfor.

Alle nordiske lande kommer til at bidrage til NATOs konventionelle forsvar for at udelukke enhver fristelse hos Putin til at overveje overfald på et NATO-land, f.eks. i Baltikum. NATO må ikke trænges op i en krog, hvor eneste mulige svar på et sådant kupforsøg er atomvåben.

DF’s Messerschmidt påstår, at et ja til afskaffelse af forbeholdet vil være vejen til en Europa-hær, som vi vil være forpligtet til at udsende eller udskrive soldater til. Det er løgn.

Vi kan frygte at USA vil engagere sig mindre i Europas forsvar, hvis katastrofen indtræder, at Trump vender tilbage som præsident. Men selv om Europa i højere grad måtte blive overladt til sig selv, så vil forsvaret mod øst forblive forankret i NATO. Derfor går Finland og Sverige med nu.

Det er forventeligt, at USA, uanset hvem der er præsident, vil overlade det mere til Europa at sikre fred på vores sydlige flanke. Derfor kan EU komme til på egen hånd at slukke ildebrande uden for vore egne grænser – f.eks. i Bosnien, Mellemøsten og Afrika.

Men fuldstændig som ved de amerikansk ledede missioner, vi hidtil har deltaget i, vil det altid være Danmarks egen beslutning, hvordan og hvor langt vi skal deltage, og det vil kun ske med frivillige soldater. Og EU-ledede missioner vil nok blive udformet klogere og mere forsigtigt end det, vi blev inddraget i under amerikansk ledelse de seneste 20 år.

Sært med Enhedslisten

Det er i grunden mærkeligt, at Enhedslisten vil bevare forsvarsforbeholdet, selv om det især for dét parti turde være indlysende, at skal vi endelig ud i sådanne missioner, så er det bedre at EU står for det end USA. Partiet har ellers fornuftigvis skiftet kurs ved at støtte våbenhjælp til Ukraine, erkende at der ikke lige nu er noget alternativ til NATO-medlemskab og forstå, at kampen ikke længere handler om at komme ud af EU, men at udvikle samarbejdet i ny retninger. 

Det er også mærkeligt, at Enhedslisten er mod EU-samarbejde om at få mere af våbenproduktionen til Europa i stedet for at købe så meget hos USA’s militærindustri. Partiet frygter, at det vil ’militarisere’ EU. Men der kommer jo ikke samlet set flere våben ud af dét. Derimod kan man håbe, at Europa får en større andel af arbejdspladserne og mere af dén højteknologi, som også skal bruges civilt.

Hele venstrefløjen burde enes om at notere det som en sejr, at vi nu omsider kan realisere den gamle drøm om et nordisk forsvarsforbund – inden for både i NATO og EU. Tilstedeværelsen af alle nordiske lande i samarbejdet begge steder giver bedre mulighed for at præge beslutningerne med fælles nordiske holdninger – også når freden skal bygges i Ukraine, og samarbejde skal genskabes med Rusland efter Putin.  

Kommentar bragt i Jyllands-Posten 11. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og NATO

Ud med forsvarsforbeholdet, så nordisk drøm kan gå i opfyldelse – til Danmarks fordel 

Med afskaffelse af det danske forsvarsforbehold i EU og Sverige og Finland i NATO er hele Norden samlet med en helt anden styrke og indflydelse på den forsvars- og sikkerhedspolitiske tænkning både i NATO og i EU. Mere om dét i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Endelig et nordisk forsvarsforbund!

Statsminister Hans Hedtoft kæmpede i 1948-49 for et neutralt nordisk forsvarsforbund. Norge ønskede beskyttelse fra USA og Storbritannien gennem NATO, og Sverige ville ikke alene påtage sig at garantere Danmarks sikkerhed. For at lette det sovjetiske pres på Finland insisterede svenskerne på at forblive neutrale. Derfor kom Danmark med i NATO.

Drømmen om et nordisk forsvarsforbund levede dog videre langt op i tiden – især blandt modstandere af amerikanske interventioner rundt om i verden fra Vietnam-krigen, CIA’s involvering i kup mod demokratiske regeringer blandt andet i Chile og til invasionen i Irak, der blev iværksat på et falsk grundlag og med dystre konsekvenser for stabiliteten i hele Mellemøsten.

Personligt var jeg enig i denne kritik af USA, men måtte erkende, at Vesteuropa ikke ved egne kræfter kunne afskrække en sovjetisk trussel. Vi havde brug for USA og NATO.

Ruslands levende imperiedrømme

Efter Den Kolde Krigs afslutning håbede mange af os på en europæisk sikkerheds- og samarbejdspagt med et demokratisk Rusland. Men de ny demokratier i Østeuropa havde ikke tillid til, at de russiske imperiedrømme var lagt i graven. De bad indtrængende om medlemskab i NATO. Jeg var selv som dansk udenrigsminister i Washington for at tale for de baltiske landes optagelse i NATO, som USA i starten ikke var særlig positiv over for.

Vi må – efter mere end 20 år med Putin som Ruslands stadigt mere totalitære hersker og den aktuelle aggressionskrig – erkende, at østeuropæerne havde ret. Der diskuteres, om vi kunne have afværget Putin-udviklingen ved at håndtere forholdet til Rusland anderledes efter 1992. Men intet kan retfærdiggøre det barbariske overfald på Ukraine, og frygten for fortsættelsen har udløst voldsom nyorientering af europæisk sikkerhedspolitik:

Finland og Sverige vil nu med i NATO, og europæiske NATO-lande opruster med soldater og isenkram. Vi skal have tilstrækkeligt konventionelt militær til at standse et russisk overfald på et NATO-land, uden at alliancen tvinges til at bruge atomvåben for at slå angrebet tilbage. Det handler om at gøre sikkerhedsgarantien til alle NATO-lande troværdig uden at risikere at udløse Tredje Verdenskrig.

Risikoen for Trumps genvalg

Men Europas oprustning har også en anden begrundelse: Vi er trygge ved præsident Bidens opbakning, og vi ønsker at fastholde USAs tilstedeværelse i Europa i disse dystre krigstider. Ingen ønsker, at Europas forsvar skal organiseres uden for NATO. Men i grunden ved vi ikke, i hvilket omfang USA vil stå ved sine forpligtelser, hvis katastrofen sker, at Trump bliver genvalgt. Under alle omstændigheder må vi forvente, at USA overlader meget mere af de sikkerhedspolitiske udfordringer i Afrika og Mellemøsten til europæerne. Det kan også kræve militær udrykning.

Hvis det bliver nødvendigt, vil jeg være mere tryg ved en europæisk ekspedition end en gentagelse af tidligere tiders smertefulde interventioner under amerikansk ledelse i de såkaldte koalitioner af villige. Det kan det europæiske forsvarssamarbejde komme til at handle om, også for Danmark, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet. Men det vil altid være Danmark selv, der beslutter, om vi vil medvirke, og det vil altid være med frivillige soldater, fuldstændig som når vi har været ude i amerikansk ledede missioner.

Opfyldelsen af en gammel drøm

Bundlinjen er, at Danmark har en interesse i at styrke vor egen og Europas sikkerhed, både ved øgede bidrag til NATO og friheden til at deltage i forsvarspolitiske initiativer i EU.

Det nye og interessante er, at den gamle drøm et nordisk forsvarsfællesskab er i færd med at gå i opfyldelse – inden for NATO og inden for EU: Sverige og Finland bidrager med at melde sig ind i NATO. De er allerede med i EUs forsvarssamarbejde – og dér har Norge også meldt sig ind, selv om landet ikke er fuldt medlem af EU. Det eneste nordiske forbehold ville være Danmarks i forhold til EU. Dette forbehold havde mening i 1992, da jeg selv var med til at skrive det: Vi skulle efter en tabt folkeafstemning finde grundlaget for fortsat deltagelse i det meste af EU-samarbejdet. Men forbeholdets fædre i S, SF og RV er enige om, at det i dag er uden mening og bør ophæves ved folkeafstemningen 1. juni.

Med hele Norden samlet omkring bordet kan vi med en helt anden styrke få indflydelse på den forsvars- og sikkerhedspolitiske tænkning både i NATO og i EU. I det lys vil det være absurd at fasthold et hjørne, hvor Danmark som eneste nordiske land ikke kan deltage: Det gamle forsvarsforbehold blev født i en helt anden tid og på en helt anden baggrund end dén, vi nu er nødt til at handle i forhold til.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlæg udgivet i Berlingske 2. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og om NATO

Genopret atomaftalen med Iran

ELN erklæring om JCPOA

Det er uhyre vigtigt at undgå spredning af atomvåben, og den internationale aftale med Iran om at afstå fra disse våben er en meget vigtig brik i den retning. Det var destruktivt, da USA under Trump saboterede aftalen. Derfor vi en stor forsamling af tidligere europæiske udenrigsministre m.fl., der har udsendt denne indtrængende appel om NU at få aftalen med Iran tilbage på sporet. 

Se hele dokumentet

Mere fra min hånd om atomaftalen med Iran

Det kunne være flot, hvis de nordiske lande i fælleskab ville foreslå en særskat på de rigeste for at hjælpe verdens fattige

Ukrainske flygtningen på vej ind i Polen

Udfordringerne vil i det lange perspektiv kun blive flere, hvis vi ikke overbeviser Den Tredje Verden om vilje til at vise meget større reel solidaritet med nødlidende mennesker på hele kloden. Vi har en voldsomt stor langsigtet egeninteresse i at vise, at vi forstår, at der er mere end den ene udfordring, som handler om at afbøde og afværge Putins aggression. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske læs den her – eller nedenfor:

Global solidaritet er langsigtet egeninteresse

Det er desværre ikke helt udelukket, at Putins gamle veninde Marine Le Pen vælges til fransk præsident på søndag d. 24. april. Det er en uudholdelig trussel mod Europas nyvundne sammenhold.

Roden til usikkerheden er, at samfundets mindre privilegerede ikke føler sig hørt af præsident Macron. Der er en massiv og forståelig utålmodighed med den stadigt voksende ulighed og de eksploderende priser på energi og fødevarer.

Mistro og utålmodighed med magthaverne er ikke kun Macrons problem. Det franske eksempel er et manende memento til alle sande demokrater i Vesten om at forhindre, at regningen for grøn omstilling, flygtningeindsats og forsvarsberedskab sendes til dem, der knokler mest og tjener mindst. Når magthaverne lader social uretfærdighed udvikle sig, styrkes de ekstremister og populister, der nu om dage samles på den yderste højrefløj.

Efter Anden Verdenskrig forstod alle, også borgerlige partier og erhvervsledere, at de velhavende måtte betale den største del af regningen for at opbygge et velfærdssamfund, der kunne standse kommunistisk fremmarch ved valgene. I dag har vi i Vesten brug for samme fælles forståelse, når det handler om slå den nationalistisk-fascistiske højrefløj tilbage, samtidig med at vi inddæmmer og standser Putins aggression.

I nutiden er det imidlertid ikke kun den nationale opinion, der skal vindes. Det er verdensopinionen. Vi har ladet os indhylle i en illusion om, at det meste af verden er med os, fordi 141 lande i FN’s generalforsamling fordømte Putin, mens kun fem lande stemte sammen med ham.

Den Tredje Verden

Men der er en Tredje Verden. Regeringerne i lande, der tilsammen rummer mere end halvdelen af menneskeheden, sidder stadig på hegnet og vil hverken entydigt fordømme Putins aggression eller deltage i sanktionspolitikken. Det er ikke kun Kina, men de største spillere i det globale syd med Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i spidsen.

Hos dem er det en udbredt opfattelse, at vi i Vesten er dobbeltspillere og hyklere: I fortiden har vi ofte accepteret USA’s og tidligere europæiske kolonimagters krige i fremmede verdensdele med krænkelser af Folkeretten og menneskerettighederne. Krigen i Ukraine er for dem endnu et beklageligt stormagtsangreb på et andet land. Men de vil ikke rykke sammen med os, blandt andet fordi de ikke har oplevet, at vi rykkede sammen med dem, når ulykkerne haglede ned over lande og folkeslag uden for Europa.

De ser vores omsorg for ukrainske krigsflygtninge i skarp kontrast til holdningen til flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. De minder os blandt meget andet om, at Vesten ikke standsede folkemordet i Rwanda og i årevis har ladet krigen i Yemen udvikle sig til verdens største humanitære katastrofe; at der aldrig er blevet ydet retfærdighed til Palæstinas folk; og at vi nærmest overhørte deres appel om hjælp til at få vaccineret globalt mod covid.  Desuden oplever de især Vestens sanktionspolitik mod Rusland som noget, der rammer dem med eksplosive prisstigninger på energi og fødevarer, der ligesom covid-pandemien trækker hundredvis af millioner af mennesker tilbage i ekstrem fattigdom og sult.

Nordisk særskat mod ulighed i verden

Vi i Vesten synes, at vi skal klare voldsomt mange udfordringer allerede. Men udfordringerne vil i det lange perspektiv kun blive flere, hvis vi ikke overbeviser Den Tredje Verden om vilje til at vise meget større reel solidaritet med nødlidende mennesker på hele kloden. Vi har en voldsomt stor langsigtet egeninteresse i at vise, at vi forstår, at der er mere end den ene udfordring, som handler om at afbøde og afværge Putins aggression.

Det er flot og solidarisk med en særlov for ukrainske krigsflygtninge, der formentlig vil bringe flere til Danmark end i nogen anden flygtningebølge. Og det kan forklares, at vi ikke kan vise samme solidaritet med resten af verden. Omvendt er det umuligt at forklare, at indsatsen ligefrem skal betales ved at yde mindre til fattige og nødlidende uden for Europa.

Globalt er vi i en meget ekstraordinær situation, og det kalder på et ekstra bidrag fra rige mennesker i rige lande. Det ville være flot, hvis de nordiske lande i fællesskab i EU kunne fremlægge et forslag om en fælles særskat på for eksempel de fem procent mest velhavende i vores verdensdel som bidrag til global vaccinationsindsats og til at afbøde de direkte og indirekte konsekvenser af sanktionerne og krigen i Ukraine for verdens fattige. Så kunne vi igen nærme os verdensmål nr. ét – udryddelse af den ekstreme fattigdom. Og vi kunne overvinde megen mistro til vore hensigter i det globale syd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev udgivet i Berlingske 19. april 2022

Mere fra min hånd om ulighed og om Ukraine

Illustration: Flygtninge fra krigen i Ukraine krydser grænsen til Polen 7. marts 2022. Flygtninge fra andre lande forstår ikke, hvorfor de skal stilles ringere end ukrainerne. En særskat på denne verdens rigeste kan afhjælpe nøden for de fattigste. Foto fra Ukraines Indenrigsministerium via Wikimedia Commons

Der kommer en tid efter den nye kolde krig

Russians against Putin

Vesten må forklare russerne, at målet med sanktionerne ikke er varigt at forarme Rusland, men alene at bringe aggressionen mod Ruslands naboer hurtigt til ophør. Læs min seneste kommentar i Jyllands-Posten her – eller nedenfor:

Ny Kold Krig – hvad så bagefter?

Putins vanvittige krig mod Ukraines folk har skabt en helt ny global situation. Vi har lige nu kun spinkelt håb om hurtig våbenstilstand og en forhandlet fred. Millioner er drevet på flugt internt eller til resten af Europa.

Der er forfærdende tab af liv og førlighed og enorme materielle ødelæggelser. Ukraines kamp mod overmagten er en triumf for viljen til at forsvare selvstændighed og demokrati.

Så langt har vi klarhed, at Putin har taget fejl på alle tænkelige punkter. Vi kendte hans foragt for andre menneskers liv, men troede ikke han kunne begå så monumentale fejlvurderinger om egen styrke, om Ukraines svaghed og om Vestens manglende vilje til at sætte hårdt mod hårdt. Ingen har ydet større bidrag til ukrainernes modstandskraft og Vestens sammenhold end Vladimir Putin. Sanktionerne og krigen forarmer Rusland og afslører svagheden i landets militær. 

Desværre har Putins endelige afskaffelse af alle fri medier afskåret de fleste russere fra at kende de fulde konsekvenser af det uføre, deres diktator har bragt dem ud i. Russernes tragedie overskygges selvfølgelig af dé grusomheder, der begås i deres navn i Ukraine.

Jeg mindes en samtale i sommeren 1989 i Sotje på Ruslands Sortehavskyst med Valentina, der var oldfrue på vort hotel. Det var midt i Gorbatjovs glasnost, hvor censuren var afskaffet og Sovjettidens utrolige forbrydelser omsider blev afdækket. Det skete ikke mindst i Moscow News. Valentina lånte mig uopfordret en årgang af tidsskriftet, som hun bad mig læse. Men hun skulle have det tilbage, sagde hun, ’for jeg skal vise mine børnebørn, at der var én gang i Ruslands historie, hvor man kunne skrive om alt dette’.

Lige nu kan det se ud, som der er længe til at russerne igen kan tænke og tale frit. Vi skal igennem en periode af ubestemmelig længde med ny farlig kold krig og oprustning, før vi ser ny glasnost i Rusland. 

Men jeg tror ikke, at Rusland i vores tidsalder er dømt til et nyt langt autoritært mørke. Der må selv i de inderste magtcirkler i Kreml være folk, som nu har mistet troen på eneherskerens dømmekraft.

Jeg tror, at krigen i Ukraine og diktaturet i Rusland kan forkortes, hvis Vesten supplerer sanktioner, oprustning og bistand til Ukraine med offensiv indsats på to vigtige områder:

For det første skal vi massivt investere i satellitteknologi, der gør det nemmere for russerne at få kendskab til sandheden, uanset alle de forhindringer, diktaturet stiller op.

For det andet skal vi i denne kommunikation række hånden entydigt ud til dét Rusland, der kommer efter Putin, med et budskab om fred og samarbejde.

Vi skal modvirke dén massive frygt og paranoia over for USA og Vesten, der i årevis er blevet dyrket så systematisk i Rusland. Vi skal gøre alt for troværdigt at forklare, at NATO ikke er skabt som en angrebsalliance mod Rusland, men som et værn om medlemslandenes fred, frihed og demokrati. Vi må gribe tilbage til dé konstruktive tanker, der levede det første tiår efter Sovjetunionens opløsning – om en europæisk sikkerhedspagt mellem NATO og Rusland med vel kontrollerede aftaler om våbenkontrol og nedrustning og massiv indsats for at genopbygge kontakter og tillid mellem øst og vest i Europa.

Vi skal omhyggeligt forklare, at målet med sanktionerne ikke er varigt at svække og forarme Rusland, men at bringe aggressionen mod Ruslands naboer til ophør så hurtigt som muligt. Vi skal være klare i vort tilbud om at inddrage ikke blot Ukraine, men også Rusland og Belarus, i et tæt økonomisk samarbejde med EU.

Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten 30. marts 2022

Mere fra min hånd om Rusland og Ukraine

Illustration: Russere fra diasporaen i Krakow protesterer mod Putins krig i Ukraine 6. marts 2022. Det er vigtigt at også russerne i Rusland forstår, at sanktionerne ikke er rettet mod dem, men mod Putins aggressioner mod nabolandene – fra Wikimedia Commons

Kina kan ikke ændres ved ydre pres. Det er landet for stort, stærkt og stolt til

Xi Jinping

Kina og Vesten er filtret dybt ind i hinanden i gensidig afhængighed. Kineserne kan ikke undvære os, og vi kan ikke undvære dem. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 24. marts 2022. Læs den her – eller nedenfor

Et mere pragmatisk USA

Per Stig Møller skrev for en uge siden en kommentar om behovet for at få Kina til at agere for at standse Putins vanvittige krig i Europa. Selv antydede jeg samme overvejelser i min kommentar ugen forinden. Per Stig og jeg er enige om, at det vil kræve en anderledes pragmatisk tilgang fra USA til et Kina, der er det 21. århundredes anden supermagt.

Trumps konfrontation med Kina er desværre delvis videreført af Biden, fordi den er populær på den amerikanske hjemmebane. Men den er dog nu heldigvis suppleret af flere samtaler mellem Biden og Xi – senest om krigen i Ukraine.

Indtil Putins invasion blev Kina set som USA’s farligste modstander. I hele Vesten har der bredt sig en Kina-frygt, der står i modstrid til de foregående 30-års stadigt tættere, økonomisk samkvem med det kæmpestore vækstmarked i øst.

Der er gode grunde til den større mistro over for Kina. Under Xi Jinping er Kina blevet mere autoritært og nationalistisk. Vi har altid haft et udstående med Kina om behandlingen af systemkritikerne og tibetanernes berettigede krav om selvstyre. Men vi valgte dialogen i forståelse af, at Kina er for stort, stærkt og stolt til at bøje sig for ydre pres. Nu er undertrykkelsen af muslimerne i Xinjiang-provinsen og knægtelsen af Hongkongs friheder kommet oven i – kombineret med frygt for kinesernes voksende, politiske og økonomiske indflydelse i andre verdensdele.

Konfrontationen mellem USA og Kina er desuden en klassisk magtpolitisk armlægning, hvor den etablerede supermagt, der er noget på retræte, samler på allierede til at stække indflydelsen for den fremvoksende supermagt. Men realiteten er fortsat, at USA – hverken alene eller sammen med sine allierede – kan bøje eller forandre Kina ved ydre pres. Langt mere end for 30 år siden er Vesten økonomisk filtret ind i gensidig afhængighed med Kina. De kan ikke undvære os, og vi kan vanskeligt undvære dem.

Økonomisk krig

Det får store konsekvenser, også for os selv, når vi med jernhårde sanktioner lukker et aggressivt, nyfascistisk Rusland ude af det verdensøkonomiske samkvem. Men hvis sanktioner også kommer til at ramme kineserne, er konsekvenserne for både dem og os langt mere voldsomme – og kan blive den vigtigste årsag til, at vi bygger op til Den tredje Verdenskrig i det 21. århundrede.

Derfor er der, som jeg har skrevet adskillige gange i denne kommentar, altid brug for at få interessekonflikterne med Kina overtrumfet af vores eksistentielt vigtige, fælles interesser for økonomiens blomstring og klodens overlevelse. Begge parter har brug for en åben verdensøkonomi og en langt stærkere og samordnet indsats mod klimaforandring og for bæredygtig udvikling.

Angsten for at blive ramt af en økonomisk krig som den, der nu føres mod Rusland, sætter heldigvis grænser for, hvor langt Beijing, trods fælles fjendskab med USA, vil gå for at støtte Putin. Men tiden er nu inde til mere aktivt at dæmpe modsætningerne mellem Vesten og Kina. Kina ønsker ikke krig, men fred til at fortsætte de formidable løft af kinesernes levestandard. Mildere luft fra USA kan forvandle Kina til en direkte positiv kraft, når det gælder om at bremse Putins aggression.

Udenrigsministeriets tidligere chef og Asien-ekspert Jørgen Ørstrøm Møller tilskynder også i en artikel forleden til at forstå, at Kina og de andre fremstormende, økonomiske magter i det globale syd gerne vil etablere en ny, økonomisk verdensorden, hvis de får indflydelse, der afspejler deres nye tyngde. Enighed om en ny verdensorden kan ikke uden videre skabes på grundlag af de strukturer, der blev skabt af Vesten i 1945. Endelig er det, siger Ørstrøm, nødvendigt at erkende, at vi ikke med vold og magt kan udbrede vores vestlige demokrati. Men i en åben og samarbejdende verden har vi en chance for at udbrede vore idealer, hvis vi bliver bedre til selv at realisere dem på hjemmebanen – ikke mindst i USA.

Kina agerer rationelt

NATOs tidligere øverstkommanderende i Europa, den amerikanske admiral James Stavridis, gav i Der Spiegel forleden udtryk for, at Kinas styre er langt mere rationelt end Putins. Kina er en udfordring, javel, men repræsenterer ikke aktuelt – og næppe heller langsigtet – en trussel om angrebskrig. Ambitionen om Taiwans tilbagevenden til moderlandet er et projekt, der i kinesisk tankegang må vente mange årtier på en forhåbentlig fredelig og forhandlet løsning mellem parterne på de to sider af Taiwan-strædet. Denne vurdering fremførte også Henry Kissinger med stor overbevisning over for mig i samtale for en del år siden, og jeg tror stadig, at den er korrekt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet.

Indlægget udgivet i Berlingske 24. marts 2022

Illustration fra WikimediaCommons

Mere fra min hånd om Kina og USA

Krigens og oprustningens tidsalder

Putin var sikker på, at han kunne købe os og splitte os, og at USA var på retur. Derfor mente han, tiden var moden til at overtage Ukraine med en lyninvasion. Dét handler min kommentar i Berlingske om 10. marts 2022. Læs den her – eller nedenfor

Putin blev opmuntret af Vestens svaghed

For to uger siden udløste Putin ragnarok. Verden er anderledes farlig i dag end 23. februar. Ikke kun for de millioner, der lider og flygter i Ukraine, og for de tusinder, der mister liv og lemmer. Hele verdens fremtid er formørket. Vi er midt i en ny tidsalder med farlig kold krig, massiv oprustning og frygt for atombomber og en ny verdenskrig.

Burde vi ikke være advaret ved at se Putins kyniske brutalitet hele vejen fra kvælningen af tjetjenernes frihedskamp, lynkrigen mod Georgien i 2008, kuppet med overtagelsen af Krim i 2014, den blodige grænsekonflikt i Donbass, der har krævet 14.000 døde og krigen i Syrien? Jo, men vi vægrede os ved at tro, at der ville følge en langt større og mere risikabel krig.

Kunne Vesten have undgået det? Måske blev der for 20- 25 år siden gjort for lidt for at inddrage Rusland i et tillidsskabende samarbejde i Europa, der kunne have hindret en Putin-skikkelse i at vokse til fuldblods diktator. Nu har han oplevet, at hans magtpolitik gang på gang lykkedes. Han har samtidig udviklet en stadig større vrede over Sovjetunionens sammenbrud og en paranoia over NATOs fremmarch mod øst. Manden, der hersker over 6.000 atombomber, tror kun, Rusland kan være stærkt og sikkert for hans styre, hvis nederlaget i Den Kolde Krig omgøres. USA og Europa skal trænges tilbage.

EU og NATO rykker tættere sammen

Han er blevet opmuntret af Vestens svaghed. Han var sikker på, at han kunne købe os og splitte os, og at USA var på retur. Trump havde jo været hans ven. Biden var nok en svækling, der lå ned efter det kaotiske exit fra Afghanistan. USA’s modstand mod Kinas fremmarch havde drevet kineserne ind i et samarbejde med Rusland. Derfor, mente Putin, var tiden moden til at overtage Ukraine med en lyninvasion.

Forventningen var åbenbart at gentage den sovjetiske lyninvasion i Tjekkoslovakiet i 1968, hvor regering og folk rakte hænderne i vejret over for den overmægtige angrebsstyrke og accepterede et russisk marionetstyre. Det har vist sig at være en gigantisk fejlbedømmelse. Det land, som Putin ikke mener er et rigtigt land, har rejst sig som en samlet nation, der – ligesom Ungarn i 1956 – kæmper heroisk imod overmagten. Ukrainernes modstand har afsløret overraskende store svagheder i Ruslands militær. Men tragedien kan stadig blive rædselsfuld stor for civilbefolkningen, hvis Putins svar på modstanden er barbariske ødelæggelser af hele byer som i Grosnij i Tjetjenien og Aleppo i Syrien.

Putin blev overrumplet af et helt enestående sammenhold i NATO, i EU og mellem 141 lande i FNs generalforsamling. Han mødes af forkrøblende økonomiske sanktioner fra omverdenen. Det sidste og afgørende stød frem mod statsbankerot vil være, når Europa kan undvære Ruslands naturgas: Klimaløsning og sikkerhedspolitik hænger nu uløseligt sammen. Vi i Vesten skal op i et tempo med at udvikle vedvarende energikilder, der kan sammenlignes med USAs omstilling til krig i 1941.

Tyskland har fået en nøglerolle i omstillingen af både militær- og energipolitik. Tyske magthavere vil ikke længere forstå eller tilgive Putin: Tyskerne kommer i stedet til at yde et kæmpe offer i ny oprustning, grøn omstilling og store byrder ved sanktionerne mod Rusland. Også Danmark viser et massivt politisk sammenhold om at knytte os nærmere både til EU og NATO og yde et stort ekstra bidrag til den kollektive sikkerhed.

Krigen i Ukraine fortsætter

Vi tør ikke direkte gå i krig for Ukraine af frygt for Verdenskrigen, og vi kan ikke håbe, at Putin giver op. Krig og undertrykkelse i Ukraine vil derfor fortsætte. Men Putins epoke slutter engang. De fleste russere har aldrig villet denne krig. Vi skal være klar til at forberede forslag om våbenbegrænsning, afspænding, en europæisk sikkerhedspagt og et økonomisk samarbejde dén dag, hvor der kommer et nyt styre i Rusland, som vi tør tro, at vi kan lave aftaler med. Vi skal arbejde for, at den dag kommer snart ved at finde nye veje til bryde censuren og afsløre Putins monumentale forbrydelser og løgne for hans egen befolkning.

Kina er ikke en naturlig allieret for Rusland. Kina ønsker åben verdenshandel uden sanktioner og handelskrig, og ser derfor med mistro på den uorden Putin nu har skabt. Vi har alvorlige konflikter med Kina om menneskerettigheder og om fordelingen af økonomisk magt i det 21. århundrede. Men i hele spektret fra at løse klimakrisen og undgå verdenskrigen har vi faktisk fælles interesser med kineserne, der bør veje langt tungere end modsætningerne – og tungere end kinesernes øjeblikkelige interesse i tilnærmelse til Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev bragt i Berlingske 10. marts 2022

Mere fra min hånd om Ukraine

Putin agerer nu totalt rablende

Denys Shmyhal and Ingrida Šimonytė in Lugansk Oblast

Uanset, hvor langt Putin vil gå på sit erobringstogt, har han ind til videre også – formentlig stik mod hensigten – opnået at banke NATO og EU historisk tæt sammen og skabt enestående folkelig opbakning til en ellers vaklende ukrainsk regering. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 23. februar 2022. læs den her – eller nedenfor:

Tættere sammenhold i NATO og EU

Med den seneste optrapning i Donbass og den vedvarende massive opmarch af russiske styrker langs Ukraines grænser ser det nu unægteligt ud til stor invasion i Ukraine.

Der er ingen tvivl om, at Putin har den militære kapacitet til at erobre Ukraine. Uanset, hvor langt han vil gå på sit erobringstogt, så har han imidlertid opnået at banke NATO og EU historisk tæt sammen, og skabt en enestående folkelig opbakning til en ellers vaklende ukrainsk regering. Det var næppe hans formål.

Putin ved, at Vesten ikke går i krig over Ukraine, men at han udløser storkrig med hele NATO-alliancen, hvis et medlemsland angribes. Derfor kommer NATO ikke i åben krig med Rusland. Men i kølvandet på en russisk invasion af Ukraine vil vi opleve cyberangreb og andre undergravende operationer. Der kommer en ny lang og farlig kold krig med oprustning i både øst og vest.

Invasion vil medføre store tab af både ukrainske og russiske menneskeliv. Det vil have enorme økonomiske og militære omkostninger at erobre og besætte et land med 30-40 millioner fjendtligt sindede borgere. Prisen for Rusland vil være international isolation under en hidtil uset hård økonomisk sanktionspolitik fra Vesten. Sanktionerne vil rette sig særlig hårdt mod de herskende oligarker, der med Putin selv i spidsen har hamstret en helt uforholdsmæssig stor del af velstanden i Rusland de seneste 30 år.

Putins hjemlige opbakning daler

Sanktionerne vil sandelig også være kostbare for os – især hvis gasleverancerne fra Rusland stopper helt. Men for den ret beskedne russiske nationaløkonomi vil krig, besættelse, oprustning og sanktioner være en massiv overanstrengelse, der næppe kan andet end forstærke det igangværende fald i den folkelige opbakning til den russiske enehersker. Putins ny russiske imperium kan hurtigt vise sig lige så skrøbeligt som Sovjetunionen i 1980erne.

Jeg har hidtil været enig med en stor flok af de mest ruslandskyndige, der har ment, at Putin ville bøje af lige før invasion i Ukraine. Han har altid været skruppelløs, men hans hidtidige militære fremstød har alle været gennemført med relativt beskeden omkostning for Rusland, fordi en stor del af fodfolket er lokale kræfter, som Rusland har støttet – i Tjetjenien, Georgien, Krim, Donbass og Syrien. Invasion af Ukraine vil være en langt større omkostning i tabte liv, ødelagt økonomi og international isolation. Det handler ikke kun om forholdet til Vesten. Ruslands nye venner i Kina og Tyrkiet har egne interesser i at bevare et selvstændigt Ukraine og er imod forsøget på at ændre eksisterende grænser.

Det skaber en helt ny og farlig international ustabilitet, at Putin nu agerer totalt rablende og synes villig til at brænde alle broer og tåle større isolation. Frem til weekenden havde han ellers ved sine truende udspil fremkaldt en lind strøm af besøg og telesamtaler med vestlige ledere. Den ydmygende diplomatiske isolation, han følte sig ramt af siden annekteringen af Krim, var for en tid brudt, og der var gode ideer til afspænding på bordet:

NATO lukket for Ukraine

Jeg har i European Leadership Network (ELN) fulgt udviklingen af konstruktive forslag fra en gruppe af eksperter og tidligere beslutningstagere fra både vestlig og russisk side. ELNs forslag bygger på ideer, som Vesten har været åben overfor – om at genoptage regelmæssige møder mellem militærchefer fra USA, Rusland og NATO, orientere om og inspicere hinandens manøvrer og sætte fuld fart på allerede aftalte forhandlinger om strategisk stabilitet og cybersikkerhed, samt søge aftaler om stop af amerikansk og russisk missiloprustning i Europa. Hvis tillid på denne måde var genopbygget, kunne det overskygge principdiskussionen om Ukraines ret til at søge medlemskab af NATO: Vel kan NATO ikke nægte Ukraine at søge medlemskab. Men alle ved, at der ikke ville blive åbnet for dette medlemskab i nogen overskuelig fremtid. NATO kan ikke optage og forsvare et land, hvis grænser ikke er veldefinerede og internationalt anerkendt, og det et har Putin jo i realiteten for længst selv »ordnet« ved at annektere Krim – og nu også ved at løsrive de oprørske provinser i Donbass.

Det er fantastisk vigtigt, at Europa i den nuværende situation står tæt og tillidsfuldt sammen med Bidens USA. Men situationen kalder også på, at Europa permanent kan optræde meget mere enigt og løfte mere sikkerhedspolitisk. For hvad hvis den ultimative krise for amerikansk demokrati indtræder om tre år med genvalg af Trump? Trump er en løs kanon, når det gælder solidaritet i NATO; og han vil næppe tage det tungt, hvis hans ven Putin erobrer Ukraine.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet.

Indlægget blev bragt i Berlingske 23. februar 2022.

Mere fra min hånd om konflikten i Ukraine

Foto: Litauens og Ukraines ministerpræsidenter i Lugansk i februar 2022. Ukraines kabinet via WikimediaCommons