Trump afslører, hvor skrøbeligt USA’s demokrati er

Det gysende vanvid ved det amerikanske valgsystem er, at Biden trods flertallet på 6 mio. ville have tabt, hvis han ikke havde fået de sidste i alt 43.000 stemmer i Wisconsin, Georgia og Arizona. Det skriver jeg om i min seneste klumme

Læs den i Jyllands-Posten – eller nedenfor.

Amerikas absurde valgsystem: Biden var kun 43.000 stemmer fra at tabe valget, uanset at han fik 6 millioner flere stemmer end Trump

Joe Biden bliver indsat som USA’s præsident 20. januar 2020. I mellemtiden udfolder Trump en kaskade af ondskab og galskab, der truer USA’s nationale interesser og gør varig skade på tilliden til landets demokrati. Han kaster omkring sig med dekreter, der skal genere efterfølgeren. Han hjælper Taliban til sejr ved forhastet troppetilbagetrækning i Afghanistan, tillader olieboring i fredede områder osv. Han deltager ikke i at bekæmpe pandemien, der snart har slået 300.000 amerikanere ihjel. Han nægter alt samarbejde med den nye præsident, mens hans håndlangere forgæves fører bizarre retssager for at få valget omstødt.

Sandheden er, at USA aldrig tidligere har holdt et valg med færre fejl eller større valgdeltagelse. Men alt for mange af Trumps vælgere tror på hans monumentale løgne, der ukritisk befordres af ultrakonservative medier og deles på twitter. Også de to Trump-sønner optræder som superspredere af løgnehistorier. 

Mistroen til det politiske system vil forstærkes endnu mere, hvis de lovede reformer til gavn for flertallet af amerikanerne blokeres af Republikanerne, uanset at de kun har mindretal af vælgerne bag sig.

Det amerikanske valgsystem er indrettet så de, der vil varetage vælgerflertallets interesse, gang på gang fastlåses i fælder, hvor de ikke har flertal for at gennemføre deres politiske løfter.

Biden bliver præsident. Men Demokraterne skal også vinde omvalgene i Georgia 5. januar for at have flertal i Senatet. 

Et fortsat republikansk Senats-flertal udkommer ikke, fordi de fleste i USA stemmer republikansk, men fordi de små konservative stater i Midtvesten er voldsomt overrepræsenteret. Et senatsflertal kan – ligesom det skete det meste af tiden under Clinton og Obama – blokere reformer af sundhedssystem, velfærd, retssystem og valgordning. Og – hvis Demokraterne ikke kan levere resultater – kan en stadigt dybere mistro til systemet bane vej for en ny Trump-figur i 2024. Også selv om han kun har et mindretal af vælgerne bag sig.

For i USA er det jo langt fra sikkert, at den der får flest stemmer, bliver præsident. Selv et nok så lille vælgerflertal i den enkelte stat udpeger alle statens valgmænd, og præsidenten udpeges af valgmandskollegiet – ikke af flertallet i hele nationen.

Derfor kan selv et meget klart vælgerflertal blive kasseret til fordel for et nervepirrende lotteri, hvor sejren i stedet bestemmes af at en kandidat med en uhyre smal margin kan få flertal i nogle få stater.

Den nationale valgkamp føres derfor stort set kun i disse svingstater. Partisoldater flytter endda postadresse for at stemme dér, hvor de bedst kan påvirke udfaldet: Trumps ambassadør i København, Carla Sands, fik for eksempel denne gang sin stemme talt i Pennsylvania – ikke i den stat, hun rejste til Danmark fra.

I 2016 fik Hillary Clinton 2,9 mio. flere stemmer i end Trump. Men hun blev ikke præsident, fordi Trump overraskende vandt med en margin på 0,6 pct.- 78.000 stemmer – i svingstaterne Pennsylvania, Michigan og Wisconsin.

I 2020 fik Joe Biden over 6 mio. stemmer mere end Trump. Alene i Californien var hans flertal 5 mio. Men det gysende vanvid ved det amerikanske valgsystem er, at Biden trods flertallet på 6 mio. ville have tabt. hvis han ikke havde fået de sidste i alt 43.000 stemmer i Wisconsin, Georgia og Arizona – en margin på 0,4 pct i disse stater. Disse små vælgertal de ’vigtige’ steder sikrede ham de sidste 37 valgmænd, der bragte ham en stor sejr i valgmandskollegiet.  

Lotteriet kan fortsætte næste gang og atter slå ud til den gale side.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 24. november 2020

Det store amerikanske drama

Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen. Hvad skal Biden gøre for at ændre på det?

Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske Tidende. Du kan også læse den nedenfor.

Den overvældende interesse for USA’s valg er forståelig. Udfaldet påvirker os alle.

Demokratisk sindede mennesker verden over føler en enorm lettelse over, at Biden overtager fra Trump.

Derimod sørger Brasiliens og Israels herskere og de arabiske potentater i Golfen over udfaldet. De har i Trump haft en stærk støtte til deres politiske mål og autoritære tilbøjeligheder. Putin ærgrer sig givetvis også over, at USA ikke beholder en præsident, der aldrig har villet sætte ham stolen for døren.

Valget af Biden vil helt sikkert styrke internationalt samarbejde om klima, handel, fred og sikkerhed. Vi kan igen tro på, at USA i egen interesse vedstår sine alliancer og støtter et forpligtende internationalt samarbejde.

Corona-epidemien har sat skarpt lys på behovet for et sundhedssystem, der samler alle op, langt bedre uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, social indsats samt et opgør med et uretfærdigt retsvæsen og valgsystem.

Biden har et stærkt folkeligt mandat med cirka fem millioner flere stemmer bag sig end Trump. Han rækker hånden ud til samarbejde og kompromis med sine modstandere. Hvis Republikanerne fastholder sit flertal i Senatet og fortsat er i lommen på den slagne Trump som »spoiler-in-chief«, er der imidlertid stor risiko for en fortsættelse af den visnepolitik, som forhindrede Bill Clinton og Barack Obama i at realisere mange af deres reformforslag.

»Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite.«


Det er en grundskavank i USAs demokrati, at valgsystemet er systematisk skævvredet til fordel for konservative kræfter. Det er værst i Senatet, hvor folkefattige stater i Midtvesten og Syden har samme repræsentation som dynamiske befolkningscentre som Californien og New York. Men det slår også igennem i præsidentvalg. Derfor blev George W. Bush i 2000 og Donald Trump i 2016 valgt med færre stemmer end deres modkandidat. Det var tæt ved at gentage sig i 2020. Det var kun promiller af stemmerne i fire stater, der forhindrede, at Biden – med et endnu større stemmeoverskud end Hillary Clinton i 2016 – blev slået af banen i valgmandskollegiet.

Trump fik hverken et flertal af vælgere eller valgmænd. Hans forsøg på at opdigte valgsvindel faldt på klippegrund, både blandt hans egne i Kongressen og i dét retssystem, han prøver at misbruge.

Men hans realitetsfornægtelse bidrager endnu en gang til at uddybe kløfterne mellem de ca. 76 mio., der stemte på Biden og de ca. 71 mio., der stemte på Trump.

Biden har fokus på at dæmpe modsætningerne og række ud til de skræmmende mange, der holdt fast ved Trump. Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite. De har oplevet, at jobbene blev færre og reallønnen ringere. De ser ikke staten som en løsning. De er imod nye skatter, fordi de ikke selv har oplevet at få meget for skattekronerne. De føler sig presset af konkurrencen fra udlandet, af mindretallene og migranterne. De rammes af coronavirus, men accepterer ikke smitterisikoen. De afviser tvang til at gå med mundbind og alt andet, som de mener indskrænker deres personlige frihed eller sætter økonomien i stå.

Trump har, skønt han har været præsident i fire år, haft stort held med fortsat at placere skylden for al elendighed hos politiske modstandere i Kongressen og delstaterne, hos udlandet og indvandrerne. Han har bevaret positionen som frelserskikkelse for mange hvide vælgere, der føler sig marginaliseret eller truet af udviklingen. Men det er Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik, der har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen.

Realiteten er, at Trump intet gør for den hvide arbejderklasse og alene har fokus på at hjælpe multimilliardærerne. Men alt for mange lytter til Trumps falske løfter og vilde konspirationsteorier. De er lukket inde i den alternative virkelighed, der formidles på Fox News, i ultrakonservative lokale medier og deres ekkokamre på de sociale platforme: Medier, der er finansieret af nogle få milliardærer for at bevare magten.

Derfor er det en enorm udfordring for Biden at overbevise om, at han har bedre svar på menneskers udfordringer – og at han kan skaffe sig flertal for at levere disse svar: De gamle job kommer ikke tilbage. Løsningen er ikke at beskytte forældede teknologier og klimafjendtlige brændsler. Trump fik jo heller ikke gang i kulminerne igen. Nye teknologier er vejen til nye job – vel at mærke hvis der investeres i sundhed, opkvalificering, infrastruktur og klimaløsninger.

Vi krydser fingre for, at det trods alt lykkes.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Biden genopbygger internationalt samarbejde

USA har brug for stærke alliancer og et klogt diplomati for at standse gamle og forebygge nye konflikter. Biden vil genoptage internationalt samarbejde, som vi har savnet under Trump: I Yemen, i NATO, i WTO, i Arktis, i Iran og med Paris-aftalen. For en lille allieret som Danmark er hele serien af nye toner fra den kommende præsident positive. De gør det let igen at opleve et interesse- og værdifællesskab med USA, som var vanskeligt at få øje på under Donald Trump.

Det skriver jeg om i denne artikel i Ræson 9. november 2020

Flere artikler og indlæg om USA fra min hånd her

Det vil være en enorm lettelse at slippe af med den skamløse narcissistiske løgnhals

Trump MAGA

USA har nu chancen for at rette op de ekstreme skavanker i samfundet, som er blevet forstærket og eksponeret under corona-pandemien. Det skrev jeg om i min klumme i Berlingske forleden, på valgdagen.

Billedtekst: »Trump blev ikke den frelsende virksomhedsleder, der kunne overvinde alt dét, der bekymrede folk« Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Læs artiklen i Berlingske her – eller nedenfor

DEMOKRATIET VANDT

Valget er en neglebider, der ryster os alle. Men jeg vover at tro, at Trump ender med at tabe. Joe Biden og Demokraterne har overvundet alle de handicaps, som USA’s forældede valgsystem giver til det befolkningsflertal, der hver gang stemmer demokratisk, men kun hver anden gang får magten.

Både for USA og det meste af verden vil det være en enorm lettelse at slippe af med den skamløse narcissistiske løgnhals, der vandt i 2016 og fik endnu flere stemmer i 2020 ved systematisk propaganda fra Fox News og serien af ekstremistiske medier, der blev finansieret af en flok dybt reaktionære milliardærer. Den monumentale ulighed i økonomi og viden i det amerikanske samfund forklarer, at så mange kunne vildføres. Men Trump blev ikke den frelsende virksomhedsleder, der kunne overvinde alt dét, der bekymrede folk. Han kunne og ville selvfølgelig heller ikke løse alt det, der var galt i et politisk system, som Republikanerne i årevis har forhindret i at fungere. Han har kun leveret til de superrige. Han har skabt død og ødelæggelse for ufatteligt mange mennesker og virksomheder ved sin katastrofale håndtering af coronapandemien.

Det er afgørende for USA og klodens fremtid, at Trump forsvinder, men dybt foruroligende at så mange amerikanere, efter hans fire år som præsident, fortsat gav ham deres stemme. Han kan også nå at lave mange ekstra ulykker inden 20. januar 2021. Ultimativt noget, der ligner borgerkrig fra hans svært bevæbnede venner på den yderste højrefløj.

Udfordringerne for Joe Biden er enorme. Vagtskiftet er kun den første nødvendige forudsætning for, at USA kan gøre op med de enorme svagheder, skævheder og modsætninger, som den afgående præsident så systematisk har næret og spillet på de seneste fire år. Der skal folk med viden, kompetence og god vilje ind på et vældigt antal centrale positioner. På rekordtid skal der laves grundlæggende reformer af sundhedssystem, retsvæsen og valgregler. Set udefra åbner sig på ny muligheder for internationalt samarbejde og fælles indsats for at imødegå den skæbnesvangre klimakrise.

USA har nu chancen for at rette op de ekstreme skavanker i samfundet, som er blevet forstærket og eksponeret under coronapandemien. Alt, der er sket i USA fra januar til november i år, viser det enorme behov for national ledelse til at bremse smitten. Men også langt bredere hvorfor USA har brug for en sundhedsreform, der forsikrer alle, og for et arbejdsmarked med et ordentligt socialt sikkerhedsnet. Der er meget at lære i Skandinavien om samfundets rolle i at skabe både konkurrenceevne og social sammenhængskraft.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget er fra Berlingske Tidende 4. november 2020

Her finder du flere kommentarer fra min hånd om præsidentvalget og Trumps forvaltning af USA

Bliver flertallet atter udmanøvreret i USA?

End ikke et betragteligt stemmeflertal ved præsidentvalget kan sikre Joe Biden præsidentposten; dertil er valgsystemet, retsvæsenet og andre demokratiske institutioner i USA for skævvredne til republikanernes fordel.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i J-P. Hele teksten kan også læses nedenfor.

Selv om Demokraterne overvinder alle forhindringer og faktisk får præsidenten og flertallet i Senatet, så er det en reel trussel, at det nye massive konservative flertal i Højesteret vil underkende flertallets ønsker om f.eks. sundhedsreform og fortsat ret til abort, skriver Mogens Lykketoft. Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer.

Får USA ny præsident og nyt flertal i Senatet efter fire års vanvid med Trump? 

Det er hævet over enhver tvivl, at et stort flertal vil stemme på Demokraterne. Det har de gjort i snart mange år. Det gjorde de f.eks. også ved præsidentvalgene i 2000 og 2016. Alligevel førte det til en republikansk præsident. 

Intet tyder på, at Trump uden videre vil acceptere valgresultatet, hvis han taber. Men selv uden forsøg på statskup er der en halv snes grunde til, at dét flertal, der stemmer på Demokraterne, igen risikerer at blive et mindretal i valgresultatet:

Valg i enkeltmandskredse betyder, at vinderen tager det hele, og stemmer på taberpartiet er spildt.

Ved præsidentvalget gælder det samme også i hver enkelt delstat. Præsidenten vælges ikke ved flertal af de afgivne stemmer. Han udpeges af et valgmandskollegium, som det sejrende parti i en delstat udpeger alle statens valgmænd til. 

Både i en stat og en kreds er det mere værd for udfaldet at vinde med 51 pct. end med 80 pct. af stemmerne. Derfor manipulerer især republikansk styrede stater hæmningsløst med grænsedragningen for valgkredsene. De propper f.eks. sorte vælgere sammen i få kredse, hvor Demokraternes kandidat kan få 80 pct. af stemmerne, mens Republikanerne med meget mindre margin kan vinde resten af statens valgkredse. I en stat, hvor vælgerne fordeler sig næsten ligeligt mellem de to partier, kan det give dem, der havde flertal til at tegne valgkredsene, syv ud af ti repræsentanter.

Dertil kommer, at de 700.000 mennesker – helt overvejende sorte – der bor i Washington DC, er uden stemmeret i Kongressen. Fire millioner i Puerto Rico og 100.000 med bopæl på de tidligere dansk-vestindiske øer m.fl.  har hverken stemmeret i Kongressen eller valg af de valgmænd, der udpeger præsidenten. 

Nogle stater har desuden taget stemmeretten fra tidligere straffede. Det rammer især mange millioner af ikke-hvide, der overvejende stemmer på Demokraterne.

Al lovgivning i USA kræver flertal både i Senatet og Repræsentanternes Hus.  

I Senatet har hver af de 50 stater uanset folketal to repræsentanter. Det betyder, at der skal 68 gange så mange til at vælge en demokratisk senator i Californien som en republikansk senator i Wyoming – en stat i dét Midtvesten, der med svindende folketal er voldsomt overrepræsenteret i Senatet!

I Huset fordeles antal valgkredse efter folketællingen hvert tiende år. Det ligner ligelig repræsentation, men manipulation med kredsinddelingen betyder som nævnt at virkeligheden er anderledes. Og Trump forsøger i øvrigt også at manipulere med folketællingen i 2020.

En vælger i en stat med lav valgdeltagelse har desuden større vægt end en vælger i en stat med høj valgdeltagelse. Det inspirerer især republikansk styrede stater til ikke bare at manipulere med valgkredsinddelingen og fratage tidligere straffede stemmeret. Man forsøger også at holde vælgere væk ved at oprette få, spredte og underbemandede valgsteder med lange ventetider og køer i de områder, hvor der især bor farvede – og man gør det særligt besværligt for studerende at stemme.

Her i 2020 er der desuden frygt for at Trump berøver Postvæsnet de fornødne ressourcer til at indsamle og aflevere brevstemmer tids nok til, at de er gyldige ved afstemningen.

Og for resten: Selv om Demokraterne overvinder alle forhindringer og faktisk får præsidenten og flertallet i Senatet, så er det en reel trussel, at det nye massive konservative flertal i Højesteret vil underkende flertallets ønsker om f.eks. sundhedsreform og fortsat ret til abort.

Sandt folkestyre?

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 13. oktober 2020

Mogens Lykketoft Part 1

🇬🇧 First part of a conversation with Thomas Mulhern of Global Denmark Podcast. Our designated topic was The Danish Model, but our conversation covered much more than that: equality, SDGs, The UN and Energinet, which owns, operates and develops the transmission systems for electricity and natural gas in Denmark. But there was more – which will follow in part II. You can listen to part 1 here

Forbud mod atomvåben

Opfordring til stop for atomvåben

“Alle ansvarlige ledere må handle for at undgå gentagelse af rædslerne fra 1945.” Sådan står der bl.a. i et åbent brev, jeg har underskrevet sammen med 55 andre tidligere stats- udenrigs- og forsvarsministre med opfordring til at tiltræde traktaten om forbud mod atomvåben.

Læs om henvendelsen i New York Times her

Og selve brevet her.

Call for Global Ban on Nuclear Weapons

All responsible leaders must act now to ensure that the horrors of 1945 are never repeated!

Along with 55 other former prime, foreign and defense ministers I have signed this appeal to current world leaders to join the United Nations’ Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons.

Article on the appeal in New York Times

More here

Atomkapløbet er så livsfarligt som nogensinde

Vores sidste bremse på atomkapløbet, NEW START, udløber til Nytår. EU må presse Rusland og USA til at forlænge eller erstatte aftalen. Og Vesten som helhed må engagere Rusland og Kina i nye våbenkontrolaftaler. En atomkrig har ingen sejrherrer.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Jyllands-Posten, som også kan læses nedenfor:

Vi er i fuld fart i færd med at undergrave forudsætningerne for menneskehedens fredelige overlevelse. Klima- og miljøkatastrofer kappes om førstepladsen på farelisten med risikoen for, at de alt for mange regionale konflikter og et nyt vanvittig rustningskapløb ved en fejltagelse skal udløse en storkrig med atomvåben.

Vi har netop passeret 75-året for, at to amerikanske atombomber blev kastet mod japanske byer. 

Som formand for FN’s generalforsamling besøgte jeg for fem år siden Hiroshima. Det gør et uudsletteligt indtryk at høre de overlevende fortælle og se billederne af den by og de mennesker, der brændte op eller blev livslangt invalideret af atombomben; de misdannede børn, der siden blev født osv. 

De seneste 75 år har håbet været, at rædslerne fra dengang var overbevisende nok til at få alle til at afstå fra at bruge atomvåben, selv om de er klar på lagrene – ikke bare i USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina, men også i Israel, Indien, Pakistan og Nordkorea: Iran har været på vej, men blev inddæmmet af en effektiv international aftale, som Trump var vanvittig nok til at forlade. Saudi-Arabien, Tyrkiet og Egypten står på spring. Uden effektiv international indsats mod spredning kan flere og flere uligevægtige diktatorer komme i besiddelse af A-våben.

USA’s præsident Reagan og Sovjetunionens Gorbatjov opnåede i 1980’erne en fælles forståelse af, at atomvåben truede med at udløse gensidig udryddelse. Den Kolde Krig blev afsluttet med aftaler, som stoppede udviklingen af interkontinentale raketter, der kunne affyre atombomber. Bombelagere blev skåret ned, og der blev indført vidtgående regler for inspektion af militære øvelser og udveksling af informationer. Alt for at dæmpe mistro og opbygge tillid mellem parterne. 

De 2000 atomprøvesprængninger, der er gennemført siden 1945 som led i udviklingen af ny typer af atomvåben, har efterladt en tung arv af ødelæggelser af natur og skader på menneskers og dyreliv. Derfor var det et stort fremskridt, da de fleste lande enedes om et forbud mod ny prøvesprængninger. De seneste 24 år har kun Indien og Pakistan hver to gange og Nordkorea seks gange prøvesprængt atomvåben. 

Ledende amerikanske politikere fra begge partier talte for et par årtier siden klogt for totalt forbud mod atomvåben. Præsident Obama tilsluttede sig dette mål i sin store tale i Prag i foråret 2009.

Desværre er vi på vej i stik modsat retning. IBM-traktaten om begrænsning af interkontinentale raketter er gået i opløsning i gensidige beskyldninger mellem USA og Rusland, og informationsudvekslingen mellem stormagterne er skrantende. 

Det amerikanske senat har aldrig godkendt aftalen om stop for atomprøvesprængninger, og Trump-regeringen rumler nu med planer om at genoptage sprængninger, samtidig med at der satses stort på modernisering af atomvåbenstyrken. Det handler bl.a. om mere effektive ’små’ såkaldt taktiske atomvåben.

Det sidste store værktøj til begrænsning af antallet af opstillede store atomvåben og raketter – NEW START-aftalen – udløber i januar 2021. Det er i høj grad Europa, der skal presse USA og Rusland til en forlængelse.

De enorme udgifter og risici ved det nye globale rustningskapløb kræver at Vesten på et langt bredere felt engagerer Rusland og Kina i nye aftaler om våbenkontrol. Vi har – uanset alle andre interessekonflikter – et ansvar for at genopbygge forståelse af, at der ikke er nogen vindere i nye storkrige. Det er en ekstra grund til ikke at hidse modsætningerne endnu mere op, fordi der skal vælges en forhåbentlig ny præsident i USA.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 1. september 2020.

Merkel har vendt sin snæversynede spareholdning ryggen

Coronakrisen har vist EU’s oprindelige ‘sparebande’, at sparsommelighed netop ikke er vejen frem. Det er til gengæld genopfindelse af statens rolle i at sætte økonomien på sporet.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske 23. juli 2020. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Der er ingen grund til bekymring for dansk statslig låntagning for at få gang i økonomien

Berlingske gav til min store glæde forleden plads til et interview med mig. Det handlede om læren fra S-udspillet Gang i 90erne og behovet for igen at give en kraftig statslig økonomisk indsprøjtning for at få gang i investering og beskæftigelse – nu med mest muligt fokus på klimaløsning og bæredygtighed.

I mandags bragte avisen endnu en artikel om, hvordan man verden over er ved at genopfinde staternes rolle i at få markedskræfterne til at arbejde for det fælles bedste.

Fordelene ved en troværdigt ledet stærk stat, der evner at handle hurtigt, har et godt og gratis offentligt sundhedsvæsen og anstændig social tryghed, illustreres bedre end nogensinde ved sammenligning af Danmark og USA under covid-19-pandemien. Derfor får Cepos stadigt færre tilhængere af budskabet om neddrosling af statens rolle, også når de private markedskræfter har svindsot – og om at satse på sparepolitik og budgetbalance – også i krisetider.

Det er meget bemærkelsesværdigt – og aldeles afgørende for at få gang europæisk økonomi – at kansler Merkel har drejet sig 180 grader væk fra sin snæversynede spareholdning, der i årene efter finanskrisen dominerede i EU og låste Sydeuropa fast i langvarig økonomisk krise og arbejdsløshed.

Nu har kansleren gennemført en vældig finanspolitisk stimulans hjemme i Tyskland. Samtidig har hun sammen med den franske præsident ført an i forhandlingerne på EU-topmødet om den store, solidariske europæiske genopretningspakke. Eksportnationen Tyskland har omsider erkendt, at dens fortsatte velstand beror på, at der hurtigt skabes købekraft i nabolandene.

»De fattigere europæiske lande behøver med andre ord ikke i de nærmeste årtier at bekymre sig om den gæld, de pådrager sig via den europæiske genopretningspakke.«


Genopretningspakken har haft en vanskelig fødsel – især fordi der i nordeuropæiske lande med god orden på egen økonomi næres modvilje mod omfanget af gavebistand til Sydeuropa.

Denne diskussion har jeg hele tiden betragtet som en underordnet knast og et problem, det var let at løse: Sondringen mellem lån og tilskud fra EU har været langt mere underordnet, end alle parter har fundet det opportunt at erkende i den offentlige debat på hjemmefronten. Det afgørende er, at det er EUs fælles låneværdighed, som også de fattigere og svagere medlemslande kan trække på.

Da jeg første gang var dansk minister i starten af 1980erne, var vi plaget af dyr långivning og eksploderende statsunderskud. Vi skulle hele tiden ud at låne nye penge og genfinansiere gammel gæld til en rente på ca. 20 pct. Det var en lavine, der truede med helt at knuse os.

Lånene billige og afdragsfri

Det er forståeligt, at mange med erindringer fra dengang frygter en gentagelse. Men konsekvenserne af låntagning i dag og i al forudsigelig fremtid er fuldstændig forskellig fra dengang. En af verdens førende finanseksperter, den ungarsk-britiske milliardær, valutaspekulant og demokratifilantrop George Soros, påpegede for nyligt, at rige stater – og EU – kan låne penge til 0,5 pct. i rente uden forpligtelse til i nogen fremtid at afdrage på gælden. Så enorme er de formuer hos private personer, fonde og pensionskasser, der i disse nye tider ikke kan placere sig risikofrit og samtidig få et nævneværdigt renteafkast. Der betales endda strafrente for indskud i bankerne. De fattigere europæiske lande behøver med andre ord ikke i de nærmeste årtier at bekymre sig om den gæld, de pådrager sig via den europæiske genopretningspakke.

Der er heller ingen grund til bekymring for dansk statslig låntagning for at få gang i økonomien. Lånene kan optages til en rente omkring nul og uden afdrag. Der er ikke tale om en regning, der kommer hurtigt efter os.

Boris Johnson skeler til FDR

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, taler nu om at efterligne Franklin D. Roosevelt, der som amerikansk præsident brugte staten til at bringe økonomien ud af 1930ernes krise. De britiske konservative bevæger sig dermed langt væk fra Thatchers kamp mod en stor og aktiv statsmagt, der også blev videreført af Cameron efter finanskrisen. Den nye Johnson synes derimod at være på linje med den nye Merkel. Hans problem er bare, at det bliver både sværere og dyrere for Storbritannien end for EU at investere sig ud af krisen.

Britisk økonomi stækkes af de selvpålagte plager ved Brexit. Johnson har dyrket en illusion om at erstatte EU-fordelene med gunstige handelsaftaler med især USA, men også med Kina, Japan, Indien, Afrika m.fl.

USA giver imidlertid ikke ved dørene.

Trump har desuden – ved at tvinge briterne til at afbryde samarbejdet med Huawei – bragt dem kollisionskurs med Kina. Helt generelt er verden i øvrigt mere optaget af at lave aftaler med EU end med det ensomt sejlende endnu Forenede Kongerige.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 23. juli 2020

Mere fra min hånd om EU

Kinas Kommunistparti sidder stærkt i sadlen

Chefen for Kinas Kommunistparti, Xi Jinping, der tilllige er præsident, har samlet sig mere magt end nogen anden leder siden Mao Zedong, og alt tyder på, at partiet fortsat har fast greb om magten.

Selvom vi på lange strækninger er dybt uenige med Kina, bliver vi nødt til sammen med EU at finde en omgangsform.

Det skriver jeg mere om i min klumme i Jyllands-Posten 22. juli 2020. Læs den her – eller nedenfor:

Kinasyndromet

Kina har autoritært styre, hvor præsident Xi Jinping har samlet mere magt omkring sig end nogen anden leder siden Mao Zedong. Han har slået hårdere ned på tilløb til politisk kritik og et mere uafhængigt civilsamfund. Tibet holdes i et jerngreb, og der foregår en dramatisk undertrykkelse af de muslimske uigurer i Xinjiang-provinsen. Senest har Kina reelt ophævet Hongkongs frihed og selvstyre i strid med aftalen om overdragelsen i 1997. Alt sammen yderst bekymrende og stærkt kritisabelt. 

Men betyder det, at Kinas kommunistiske parti er på vej til at miste grebet? Nej, styret vil bestå. Uanset angrebene på systemkritikere, mindretal og civilsamfund, oplever de allerfleste kinesere større velstand og mere personlig frihed end nogensinde før: For 40 år siden bestemte ikke selv hvad de fik at spise, hvor de skulle bo og arbejde, og hvordan de skulle klæde sig. Livet var fattigt. De fleste var stavnsbundne ude på landet.

Nationalindkomsten 30-doblet

I mellemtiden har kineserne oplevet en formidabel økonomisk vækst. Nationalindkomsten er 30-doblet. 800 millioner kinesere er trukket ud af ekstrem fattigdom, og 120 millioner rejste sidste år ud som turister. Styret kan mobilisere national stolthed og aggressiv nationalisme, hvis udlandet stiller op med kritik og sanktioner. Men det har heller ikke hidtil været dagsordenen. De seneste 40 år har verdens lande derimod været i veritabelt kapløb om at handle med og investere i Kina, og siden også at tiltrække kinesiske investeringer den anden vej. 

Nu sker der imidlertid et dramatisk omsving, anført af USA’s skøre præsident, men med medløb fra utroligt mange andre: Vi har registret, at Kina er på vej til at blive det 21. århundrede anden supermagt. Kina opfattes nu som en farlig konkurrent og modspiller. Derfor er trenden pludselig, at vi skal gøre os mindre afhængige af handel med kineserne, investere mindre hos dem og bremse for at de opkøber virksomheder hos os. Kampagnen mod telegiganten Huawei handler måske om overvågning, men mest af alt om, hvem der skal blive ledende på den nye 5G-teknologi. Kina er længst fremme med denne teknologi. 

Trump har startet en serie af handelspolitiske straffeforanstaltninger og militære konfrontationer og revser samtidig Kina som spreder af Covid19.  I starten fattede den kinesiske ledelse, lige så lidt som Trump gør nu, hvilken fare verden stod overfor. Men kineserne har været langt mere effektive til at inddæmme pandemien end amerikanerne.

Verdens fred i det 21. århundrede beror først og fremmest på, om USA og Kina kan forvalte deres indbyrdes forhold i forståelsen af, at de har langt stærkere fælles interesser, end de har interessemodsætninger.

Det er forkert at sammenligne Kina med fortidens Sovjetunionen og starte en ny kold krig, Kinas ledere har brug for fred til at skabe fortsat økonomisk fremgang, der kan fastholde den folkelige opbakning til regimet. De satser på at vinde indflydelse ved økonomisk samkvem, ikke ved militære angreb på USA eller Europa. 

Både USA og vi andre har fortsat brug for at handle og samarbejde med Kina. Vi har brug for at stille krav til Kina om grundlaget for samarbejdet – fair samhandelsregler, sikkerhed mod overvågning og en gennemskuelig retsorden. Men mulighederne for igen at se positiv forandring i og med Kina eksisterer kun ved en totalt samordnet amerikansk-europæisk kurs, hvor Kina ikke længere kan spille os ud mod hinanden. Trumps metoder vil ikke forandre Kina til det bedre – og kan derfor heller ikke være det fælles grundlag for Vestens relationer til Kina.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 22. juli 2020

Mere om Kina fra min hånd her